3. Marts 2018 meldte jeg mig syg som selvstændig, efter samtale og aftale med min Psykiater-Lærling på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Jeg havde valget mellem at melde mig 100% syg, 50% syg eller 25% syg. Jeg valgte 50% fordi 100% ikke er en mulighed, da mit firma så ellers måtte lukke.

Beregnet på min aktuelle arbejdstid på ca. 70-80 timer, udregnet Sygedagpenge kontoret at jeg så måtte arbejde 35 timer pr. uge. I Marts fik jeg 38 Kr udbetalt i Sygedagpenge.

Hele ideen med sygedapenge var, at jeg skulle få mere ro i mit sind, mindre stress, fordi jeg ville få en udbetaling som kunne dække nogle, hvis ikke alle mine udgifter til feks. husleje, el, vand, varme, termin osv. sådan at jeg ikke har mega stress hver måned og altid er 8000-10.000 kr. bagefter.

Hvis jeg ikke var bagefter økonomisk, ville jeg ikke stresse så meget. Hvis jeg ikke stressede så meget, ville jeg sove bedre om natten, hvis jeg sover bedre om natten, ville jeg have overskud til at arbejde mere med mig selv, til at begynde at leve frem for at overleve og jeg ville have overskud til at følge op på nogle af de ting som min Psykiater-Lærling foreslår jeg skal gøre, fra gang til gang, for på sigt at forbedre min livskvalitet, men som jeg ikke får gjort, fordi jeg altid arbejder og altid bekymre mig om penge og aldrig sover ret meget. Det hele er lidt en ond spiral.

Men hvis jeg fik sygedagpenge, så ville jeg kunne slappe mere af. Dét var i hvert fald ideen.

Så kom April måned og jeg fik 89 Kroner udbetalt i Sygedapenge. Jeg havde i den forgangende måned modtaget ikke færrer end 8 e-boks breve jeg skulle tage stilling til, fra Kommunen. Bla. skulle jeg bestille tid til en lægeerklæring inden 4. April men pga. Bededagsferien var dét ikke muligt og jeg skulle derfor først ringe og få en tid hos lægen og så forsøge at få fat i sagsbehandlern bag e-boks brevet, hvilket ikke lykkes, så jeg lagde en besked og hun skrev igen et e-boks brev tilbage. Sådan foregik det 4 gange før jeg fik klarhed for at det var okay at jeg først kunne få en lægeerklærling efter Bededagsferien. Hvert brev var underskrevet af en ny sagsbehandler.

I April var jeg så til en samtale med en 12’tals pige af en sagesbehandler ang. mit sygedomsforløb. På nuværende tidspunkt var jeg i tvivl, med henholdsvis 38+89 kroner som udbetaling i sygedagpenge, om det offentlige havde en helt skæv og syg form for sort humor, som jeg blot ikke kendte til. Med andre ord, jeg gik til samtalen uden at vide hvad pokker der var gang i. Jeg var indkaldt til samtalen d. 27. April klokken 10.00, da jeg ankom og scannet mig ind, stod der på tavlen at aftalen først var 10.30. Når jeg kikkede på min e-boks app og læste brevet, stod der 10.00, men på skærmen stod der stadig 10.30.

Min 12’tals sagsbehandler kom ned, efter at receptionisten havde ringe til mig og vi gik ind i et mødelokale. Jeg anede ikke hvad der skulle ske og det eneste jeg egentlig var interesseret i, var hvor lidt omkring mit “sygedomsforløb” på Psykiatrisk Hospital jeg kunne slippe afsted med at fortælle, det er immervæk ikke særlig behageligt (hverken for mig eller modtageren) at skulle sidde og fortælle om et seksuelt misbrug som efter mange år, har fået mig til at knække som en teltstang i stormvejr og dernæst, hvornår jeg ville få nogle penge, som kunne lette min økonomiske byrde.

12’tals pigen vaskede hurtigt hænder og sagde at hun intet havde at gøre med udbetalingen, kun selve forløbet. Vi aftalte at jeg skulle time (!) mine arbejstimer, sådan at jeg kunne sige PRÆCIST hvor mange timer jeg havde arbejdet pr. uge til hende, næste gang vi sås igen (om 4 uger, hvilket er sat til at være d. 23. Maj) da hun havde stærk mistanke om at jeg arbejdet mere end de 35 timer jeg måtte. Jeg tror slet ikke hun fatter hvor mange timer jeg faktisk ikke arbejder i forhold til før, for hende lyder 35 timer af mange timer, for mig lyder det af voldssomt lidt – det er jo som om jeg holder ferie (næææsten) efter at jeg er stoppet med at tage alle de jobs jeg ikke kan få afsat. Det betyder også at der er jobs som slet ikke bliver til noget. Det var UTÆNKTELIGT i Februar. Herefter gav hun mig et telefonnummer til udbetalingskontoret og sagde at jeg kunne ringe og tale med dem.

Efter lang tids tænken, og en udbetaling på 89 kroner for April, besluttede jeg mig for at ringe, så det gjorde jeg. Jeg sagde at jeg gerne ville vide hvorfor jeg fik så lidt udbetalt – det gav jo ingen mening.

Det skal siges, jeg HAR en privatforsikring for mig selv, som selvstændig, hvor jeg betaler til hver måned, eller betalte til, for nu er jeg stoppet. Jeg har betalt til den HVER MÅNED siden August 2015, den skulle sikre mig en fast månedsløn som selvstændig, så frem jeg gik hen og blev syg. Dernæst er jeg – udover forsikringen, medlem af en A-Kasse for selvstændige. Så jeg HAR sikret mig så godt som jeg kunne, før jeg kastede mig ud i mit iværksætter eventyr.

Men, da jeg ikke har udebtalt mig selv en løn, ever, kan jeg ikke få dagepenge og jeg kan heller ikke gøre brug af min forsikring, da forsikringen dækker den løn jeg ville have fået og da jeg ikke har fået en løn, er der ingenting at dække. WTF! Men altså, tænk hvis jeg havde udbetalt de penge forsikringen og A-kassen kostede pr. måned siden August 2015 til mig selv, mon så min økonomi havde været bedre?

Så derfor sidder jeg nu med telefonen i hånden og talt total ydmy og ydmyget med udbetaling Danmark ang. mine sygedagpenge, altså kontanthjælp som jeg burde kunne få, da vi jo i Danmark altid støtter de svageste og hjælper dem der har brug for hjælp.

Det viser sig at min ultra latterlige lave udbetaling (som end ikke kan købe mig en pakke tampax) skyldes at der tages udgangspunkt i mit firmaregnskab fra 2016 (som er mit første rengskabs år i firmaet) og der var ca. 2000 kr i overskud, altså er min tabte timeløn 2000 kr værd, fordelt på 12 måneder. Der tages naturligvis ikke højde for, at jeg i samme periode har haft udgifter i samme firma, for 244.000 Kroner.

Det er desuden umuligt, som i komplet umuligt, at feks. tage udgangspunkt i mit 2017 regnskab, som så vil være mit 2. regnskabsår i firmaet. Jeg får at vide at jeg kan søge om supplerende sygedapenge/kontanthjælp.

Jeg tænker over det i et par dage, jeg HADER at spørge om hjælp og jeg HADER at skulle have penge af andre, dét rammer mig altid så hårdt inden i og vækker virkelig ubehagelige minder. Til sidste beslutter jeg mig for, at når jeg nu lever i et land hvor jeg har muligheden for at få hjælp, via den skat vi alle i fællesskab betaler til, så bør jeg også sige ja tak. Specielt fordi, jeg inderst inde har et nano håb om at fremtiden måske kan ændre sig til noget bedre, der er i skrivende stund kun 72 dage til jeg bliver 40 år og dermed kun 72 dage til min dødsdag. Det føles godt og rart at tænke på at være død, men tankerne omkring dét at dø, gør mig usikker, da jeg er frygtelig bange for at overleve/blive fundet og dermed ende som en grønsag, endu mere afhængig af andre mennesker end jeg allerede er i dag. Dét er mit worst case scenario!!

Jeg starter med at ringe og får at vide at jeg skal komme ned på jobcentret til en samtale hos endnu en sagsbehandler, men ikke før jeg har talt med sagsbehandler nummer xxxx ved skranken. Til samtalen skal jeg medbringe ét stykke papir som jeg så skal gå over gaden og give til en ny sagsbehandler, efter at have trukket endnu et nummer og vented i endnu et ubehageligt venteværelse.

Da jeg sidder i det sidste venteværelse og venter på at tale med en ny igen-igen-igen-sagsbehandler ang. supplerende sygedagpenge, står der en ung mand i skranken og stirrer på mig – jeg kan godt se at jeg ser godt ud, jeg har naturligvis forsøgt at se overskudsagtigt ud, været i bad og puffet krøllerne frem, men inderst inde føler jeg mig som en måned gammel karklud der engang var sej, flot og brugbar men nu bare er mega slatten, stiv i kanterne, ildelugtende og hvis ikke nogen snart smider den til en omgang seriøs vask, så ryger den i skraldespanden.

En dame kommer ud og siger til fyren (jeg har jo trukket et nummer i automaten) “arghh kommer der allerede en igen, jeg havde ellers troet at jeg var færdig for idag……” Læææækkert at være hende der netop har trukket “arghhh kommer der allerde en igen-nummeret! Damen hedder Jytte, lad os bare bruge hendes rigtige navn i denne post. Jytte har helt sikkert et par pæne sorte kol-i-spe-lunger på vej, hendes gullie rygerhud i ansigtet er helt runken som et æble der burde være lavet om til grød eller smidt i komposten. Hendes nikotin negle er gule og rillet og hun er knap så høj som jeg og dobbelt så bred. Jytte kommer hen mod mig, da hun råber mit nummer op. Jeg rejser mig op, smiler høfligt og rækker højre hånd frem for at give Kol-Jytte hånden. Hun går direkte forbi min fremstrakte hånd – som iøvrigt var UMULIG at overse – og sagde tørt “denne vej” mens hun gik ind på et kontor. Jeg stod helt forfjamsket med hånden fremme og kikkede efter Kol-Jytte, så over på skranke-lureren, som så cirka lige så paf ud som jeg og så småløb jeg efter Kol-Jytte ind på hendes kontor.

Kontoret var total uorganiseret, med visne blomster, tomme plotteplanter, tusindvis af beskidte fingere på skærmene og brune kanter på tastaturet (fucking nasty!!) Kol-Jytte slog mig op i systemet og spurgte ind til hvorfor jeg søgte om supplerende sygedagpenge. Jeg forklaret hende kort, uden at gå i detaljer, om min situation og hun virkede overraskende positiv og i små 2 minutter tænkte jeg at jeg total havde fejlvurderet hende, som i total!!

Hun virkede jo både sød og imødekommende, forstående og hjælpsom!!! Shame on me for at se ned på Velfærds Danmark og deres evner til at gøre en forskel!!

Kol-Jytte spurgte ind til firmaet, jeg fortalte at jeg var 50% sygemeldt, fordi det ikke pt. vil kunne overleve hvis jeg var 100% sygemeldt og slet ikke måtte arbejde. Og det var netop HER Kol-Jyttes attitude ændred sig. Hun begyndte at tegne vaser, ja fucking blomstervaser, i luften med sine arme!! Kol-Jytte pointeret at hun havde været socialrådgiver siden før jeg blev født, dvs. i over 40 år, hvilket i hendes optik sikkert havde en anden betydning, men i min gjorde det hende MEGA fyrings eller pensionsklar – i hvert fald klar til at prøve at se livet fra et andet skrivebord!

Kol-Jytte sagde ordret “Jeg er kun sagsbehandler men jeg har talt med tusindvis af iværksættere og det som er sket for dig, er at din virksomhed har vokset sig for stor (vi lader lige dé ord stå et øjeblik……🤦🏼‍♀️) Når et firma vokser, starter det som en lille form (Kol-Jytte tegner med hænderne i lufte, bunden af en vase….) og udvider sig op og ender ud i (Kol-Jytte spreder sine arme op over hoved og ud til siderne….) at være så stort at man ikke kan se enderne af virksomheden. Ergo skal du skære ned i din virksomhed, så det ikke er så stort mere”

Jeg forsøger, uden held naturligvis, at fortælle Kol-Jytte at min virksomhed på ingen måder er stor. Kol-Jytte vil vide om vi har overskud, det har vi. Pt. har vi ca. 15.000 Kr på kontoen og tjener ca. 2000 kr pr. måned. Kol-Jytte mener at jeg burde bruge de penge til at betale min husleje frem for at forsøge at få penge af det offentlige (Kol-Jyttes ord)

Jeg sidder lidt og tænker over hvad jeg hører mens mine kæber trækker sig sammen og musklene spændes, det gør afsindigt ond i min mund. Jeg forsøger at forklare Kol-Jytte at selv hvis jeg tømte min firma konto for de 15.000 Kr, så ville jeg aldrig få 15.000 Kr udbetalt pga. skat, og jeg ville stadig ikke have luft i økonomien, for hvad med næste måned? Og hvis næsten måned ikke indbragte nok indtægter til at dække firmaets udgifter, hvor skulle pengene til firmaets udgifter så komme fra, når kontoen var tømt?

Kol-Jytte så på mig med et blik som om jeg var begavet på niveu med Gødningsbille, og tegnede endnu en vase i luften mens hun igen gentog sin yndlingssætning “Jeg er kun sagsbehandler men….” og så kom hendes forklaringsstrøm om mit alt for store firma igen.

Jeg vidste at slaget var tabt og at jeg ingen penge ville få ud af Kol-Jytte, Velfærds Danmark eller andre. Da jeg gik derfra, slog det mig hvor ualmindelig alene jeg altid var og er, men hvor udpræget følelsen bliver, når jeg står i modvind. Som nu, som dengang med Gården, som dengang med It manden, som dengang med Michelle, som dengang med Anika og Anabell. Som i alle årene med min Gudfar. Ingen hører mig. Ingen tror på mig. Ingen hjælper mig. Det er så trøsteløs en følelse at jeg næsten ikke kan rumme den.

Og alligevel er det netop dét jeg skal. Rumme følelsen. For der er intet andet at gøre. Ingen andre muligheder.

I tiden mellem mit møde med Kol-Jytte og velfærds Danmarks ikke eksisterende velfærd, er jeg blevet diagnostiseret med en blandet personlighedforstyrrelse af Narssasisme og Borderline, ligesom jeg er begyndt på en ny antidepressiv medicin, som gør mig så ualmindelig syg og skidt tilpas.

Jonas har fået en kæreste og har de sidste 10 dage været som sunket i jorden. Min bror Norman fra Østrig er hjemme og jeg skjuler mig langt fra min familie, af frygt for hvad der kan opstå af situationer. Mit firma skranter og mit liv er som et hamsterløbehjul, som jeg ikke kan komme ud af.

Så oprandt d. 23. Maj og klokken 11.00 havde jeg en samtale med min “12’tals sagsbehandler” på Jobcentret for Sygedagpenge i Spanien, Aarhus. Mødet tog under 5 minutter. Der var jo ingen grund til at spilde hendes eller min tid, hun spurgte mig om hun skulle raskmelde mig og jeg sagde ja tak. Senere fik jeg en e-boks besked om at mit sygedagepenge forløb var ophørt dags dato.

Tænk engang på alt den tid der er brugt på at jeg skulle ind i systemet, både fra min side, min læges side og fra Velfærds Danmarks side, blot for at de kan konkludere at mit “vase firma” er vokset sig ALT for stort og alt for succesfuldt og jeg derfor ikke kan få et økonomisk helle, så jeg kan betale mine terminer og undgå at blive hjemløs – og på sigt blive en endnu størrer byrde for Velfærds Danmark.

Så nu sidder jeg her, i min sofa, en lørdag aften med så massiv kvalme at jeg føler mig som en mellemting mellem tømmermændsramt og syg. Jeg har bogstaveligtalt ikke arbejdet i 2 dage på mit firma, min hjerne er som slået fra og for første gang nogensinde, har jeg tænkt den ultra seriøse tanke om, at jeg måske bare skulle lukke og slukke for firmaet. Jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal få det hele drejet til noget positivt.

Jeg er SÅ træt og jeg er SÅ udkørt – jeg har sovet mere de sidste 2 døgn end jeg har sovet i hele den forgangende uge. Min seng er mit helle og jeg ligger der hele tiden. Min økonomi sejler og jeg ved nu, at der ikke findes hjælp at hente i Velfærds Danmark, til mennesker som jeg.

Findes der overhoved et liv der er værd at leve?