MANDG D. 27. JANUAR 2020. CASCO ANTIQUO MARBELLA.

Jeg tænker tit på hvilket slags menneske jeg er. Jeg mener nogle mennesker er feks. typiske vand mennesker, mennesker der drages af vand. Som ikke kan få nok af badekar, spabade, swimmingpools – mennesker der ikke kan kører forbi vand uden at skulle ned i det. It mandens Mor er sådan et menneske. Og Norman.

Min søster er en typisk kreativ person. Hun er uddannet designer og hendes hjem er så stilfuldt at det er som taget ud af en bog. Hun går efter at ting er lækre og pæne før de er praktiske eller behagelige.

Der findes så mange forskellige slags mennesker, mens ens for dem alle er den passion de har for en ting, noget som gør dem til det de er.

Jeg har nu været knap 2 uger i Spanien. Min lejlighed ligger max 7 minutters gang fra Middelhavet. Bogstaveligtalt. Jeg har end ikke gået på stranden én eneste gang. Da jeg boede hernede med It manden boede vi endnu tættere på vandkanten og jeg var der så godt som aldrig. Jeg syntes det er omfattende at gå i bad. At vaske hår er et projekt. Jeg bryder mig ikke om badetøj generelt og slet ikke vådt badetøj.

Jeg kan ikke tegne et hus med de korrekte dimentioner, jeg vil altid gå efter praktisk, funktionelt og behageligt før jeg vil gå efter pænt og lækkert. Jeg er ikke til mad. Jeg er ikke til tal. Jeg er ikke et landbrugsmenneske. Jeg er ikke et udpræget naturmenneske. Jeg er ikke specielt bogelig. Jeg er skarp eller jeg var skarp men ikke på et specifikt område. Jeg kan ikke holde på et arbejde, nøjagtig som min Gudfar altid sagde. Jeg kan end ikke få et arbejde, uanset hvad jeg søger – jeg har lige fået afslag på at blive Peer-Medarbejder selv om jeg tænkte at dét lige var noget jeg kunne, at her var der et sted hvor jeg kunne gøre en forskel for nogen der har det værer end jeg. Men nej.

Jeg kan vitterlig ikke få et job og jeg begynder at huske mere og mere på hvorfor det var jeg startede mit eget lille firma. Det var for at være noget, for at betyde noget, for at give mig selv anerkendelse og betydning i et liv hvor jeg ikke kan få et brugbart label. Og så naturligvis for at skabe et job for mig selv, når nu ingen andre åbenbart kan bruge mig.

Jeg ved vitterlig ikke hvad jeg skal blive til. Eller hvor jeg skal ende.

Så jeg er færdig på Psykiatrisk Hospital, men hvad så? Jeg er jo stadig et psykisk sårbart menneske (uanset om jeg vil eller ej) Jeg har stadig minimum 2 diagnoser som jeg ikke er behandlet for. Jeg har stadig maridt og min vægt er stadig ude af kontrol. Jeg kan ikke lave skemaer og holde mig til dem, det hele glider og flyder for mig og det eneste jeg drømmer om er at have “noget” i mit liv. Noget kontinuerligt som jeg kan vokse op omkring, noget jeg kan læne mig op af indtil jeg en dag selv kan stå.

Jeg læste et sted i dag, at bare fordi et psykisk sygt menneske ikke kunne (noget) i går, er det ikke ens betydning med at de ikke kan (noget) i dag og omvendt er det ikke sikkert at fordi et psykisk sygt menneske kunne (noget) i går, at de også kan (noget) i dag. Dét var SÅ rigtig skrevet. Jeg kan have fuld fart på den ene dag og være total pumpet næste dag.

Min Mor har haft denne her ide om at jeg skulle overtage et firma, som en dame vil sælge eller faktisk vil hun lukke det, et formidlingssite for overnatninger. Så jeg kontaktede hende og tilbød at købe det, jeg tænkte at det kunne være OKAY men ikke sådan Yep det er lige mig!! Vi skrev lidt frem og tilbage og hun var så mega dårlig til at give mig de ting jeg havde brug for, for at vurdere hvad prisen skulle være. Anyway lang historie kort jeg tilbød hende 23.000 kr og til sidst accepteret hun. Jeg tænkte lidt sådan “shit…..” for nu skulle jeg pludselig være selvstændig igen og pludselig kunne jeg huske den ENORME arbejdsbyrde jeg havde og følelserne af at være alene om alting altid væltede frem. Men som min søster sagde til mig på et tidspunkt, så kunne jeg jo lige så godt bruge tiden på dét nu hvor jeg fik en løn og alligevel ingenting lavede.

Og det er netop dét der gør mig så ked af det. Alle ser at jeg ingenting laver. At jeg jo bare får en løn og har masser af tid og overskud til at kunne starte alle mulige projekter. Men sådan er realiteterne bare ikke, ikke på min side af skærmen i hvert fald. Men hvordan får man nogensinde andre til at forstå det?

Anyway, damen endte med at skrive, dagen efter faktisk at hun havde fået et andet tilbud som hun hellere ville have. Jeg har end ikke gidet at svare. Jeg er glad for at jeg ikke skal til at være selvstændig igen med et projekt som jeg ikke kan se enden på og som er drevet frem af andres ønsker. Tænk hvis nogen havde gidet at bakke mig op, da jeg sad med mit lille firma. I dag glemmer de alle at de sad og sagde: Når du åbner op for dén og dén slags service SÅ skal du bare se løjer – men jeg vidste godt at dét ikke ville ændre noget, men gjorde det alligevel, måske fordi jeg håbede at de havde ret, måske fordi jeg håbede at de ville indse at de tog fejl.

I dag sidder min søster og fortæller mig at det ikke gik fordi jeg favnede for bredt. Det er åbenbart gået hendes hoved forbi at jeg de sidste 2,5 år kun satsede på lokalområdet – men det er jo klart at man skal have en grund til at lukke. Min var bare ikke manglen på kunder, min var manglen på det team jeg havde started op med, som havde procenter i firmaet og som uanset hvordan du vender og drejer det, svigtede mig, svigtede deres ord og svigtede deres underskrift og når folk gør dét, hvem skal så holde dem op på at de svigter? Det skal jeg og min økonomi, som netop har fået endnu et nyrestød af at de har trukket sig – så selvfølgelig forfølger man ikke mennesker der trækker sig retsligt selv om man kunne. Det ville kræve tid og overskud som jeg i forvejen ikke havde.

Men når jeg ikke skal dét, hvad skal jeg så? Når jeg ikke skal være tekstforfaatter for de snart 20 steder jeg har søgt, når jeg ikke skal være Peer-Medarbejder, når jeg ikke kan være kirketjener, rengørings assistent, housekeeper på et hotel, stewardesse, lagermedarbejder, receptionist – når jeg ikke kan få et eneste job, hvad skal jeg så være?

Jeg har købt appen “Mad for fattigrøve” (49 kr) de har som det eneste jeg kunne google mig frem til, madplaner for singler. Men som altid er jeg ved at brække mig bare jeg læser madplanerne – hvem fanden spiser krebinetter? Det er bare et andet ord for hakkebøffer og tanken om hakket kød mast sammen, stegt på en pande i sit eget fedt, en pande der altid stod på komfuret og udsendte et duns af brændt kød og gammelt fedt er simpelthen noget som går lige i maven på mig!! 濫

Der er alt for meget klamt mad i verden og jeg ville sådan ønske jeg kunne knække løbekoden igen men det kræver at jeg faktisk tager mine løbesko på og kommer ud, frem for at blive træt i kroppen bare ved at tænke min løbe rute igennem. Jeg VED at jeg psykisk vil få det bedre af at løbe men det er som om jeg ikke kan – jeg er hundrede procent klar over hvad folk vil sige: Du skal bare afsted, du skal bare snørre skoene og gå ud af døren osv. osv. og ja det er SÅ NEMT at det er til at tude over at jeg ikke bare GØR DET men min hjerne….. I’m telling you, den fungere bare ikke optimal og jeg kan ikke få min hjerne til at dreje rundt igen så det siger *klik* og tandhjulene starter forfra med at fungere, som de engang gjorde.

Jeg ville vitterlig næsten opgive at se min talje igen, hvis jeg bare kunne få min hjerne til at fungere optimalt igen – mest fordi jeg tænker at hvis min hjerne fungerede optimalt igen, så kan jeg snyde det løfte om aldrig at se min talje igen 臘‍♀️ En sund hjerne er guld værd og folk der ikke har været hvor jeg er, ved ikke hvor heldige de egentlige er, sådan EGENTLIG inderst inde.

Jeg savner mit NEM ID, hvis jeg havde det her hos mig, så kunne jeg få klagen over Psykiatrien ud af verden. Jeg har i dag talt med Patientkontoret, længe. De vender tilbage en af dagene i denne uge. De blev ved med at gentage at jeg havde ret til at klage – jeg ved godt jeg har retten til at klage, det var ikke dét mit spørgsmål gik ud på. Jeg kender fint mine rettigheder, jeg skal bare finde ud af med sikkerhed om jeg skal klage over et behandlingsforløb/behandlingssted, som her ville være Psykiatrisk Hospital i Skejby’s Afdeling for Personlighedsforstyrrelser ELLER om jeg skal klage direkte over navngivende Sundhedsfaglig personale, som i det her tilfælde ville være Fede Dorit, Indianerlægen, Psykoedukations Psykologen og min Psykiater-Lærling.

Jeg er ikke ude på at slå nogen i hoved eller efter en erstatning, jeg er ude efter at de fortæller mig hvordan de vil sørge for at det her ALDRIG sket for nogen igen?

Jeg vil vide hvad deres plan helt konkret var, ved at trække mig til side, aflyse min terapi i 111 dage (helt præcist) Hvad forventede de at opnå med det?

Jeg vil vide hvordan min jobsøgning blev blandet ind i The Google Gate?

Og til sidst vil jeg have en undskyldning for at de har skubbet mig helt derud, hvor jeg endte på ydersiden af Ringgadebroen mens de lå i deres seng og sov.

At google sin psykolog og at søge et job i et firma hvor den ene af ejerne er en tidliger behandlers mand, vejer ikke op for hvad de har udsat mig for. Dét gør det virkelig ikke og jeg vil fastholde at straffen ikke på nogen måder står målt med handlingen.

SENERE – TIRSDAG D. 28. JANUAR. MALAGA LUFTHAVN. RESTAURANT: GIRAFFE WORLD KITCHEN (kan ikke anbefales, de har hverken coca cola light eller hvedeøl og maden er alt for mærkelig og avanceret)

Jeg har netop taget en kæmpe tørstig slurk af en stor kold coca cola…… but wait! Jeg drikker jo ikke coca cola og har derfor naturligvis ikke bestilt en coca cola, men derimod en coca cola light, som de så åbenbart ikke har, så de kom med en coca cola i stedet for. Potato Potatoes 臘‍♀️ Hvad nu hvis jeg havde diabetes? Jeg mener, man kan da ikke servere noget så forskelligt fra det man bestiller, bare fordi man ikke har det…..

Nå men jeg blev jo nød til at sluge (som man siger) specielt fordi min telefon netop ringede i det øjeblik. Min danske telefon. Det var damen fra Patientkontoeret som ville fortælle mig hvad hun synes jeg skulle gøre mht. min klage. Altså hvilken vej jeg skulle vælge at klage. Hun informeret mig samtidig om, at der er mere end 14 MÅNEDERS behandlingstid på en patientklage.

Say WHAT??!!

Hvordan kan der være mere end 14 måneders behandlingstid på en klage? Det vil enten sige at der er for få medarbejdere ansat eller også er der simpelthen alt for mange dårlige behandlinger i sundhedsvæsnet, hvilket jo er mega skræmmende!! Total uacceptabelt!!!!

Og hvad der er mest uacceptabelt er, at i alt den tid, får medarbejderne, feks. dem jeg vil klage over, lov til at forsætte som om intet var hændt. De kan i teorien allerede i morgen trække en ny person til side og kører denne her person igennem hvad jeg netop har været igennem uden at det på nogen måder får konsekvenser for dem. De kan faktisk presse mennesker til kanten af selvmord mens de selv sover trygt og godt hver nat.

Hvordan kan det på nogen måder OVERHOVED være acceptabelt?

Jeg er chokeret over at jeg er med til at betale SKAT til et så hullet og forkert system.

Klokken er nu 18.02. Mit Norwegian fly skulle lette kl 18.50 men det er udskudt til 19.50, hvilket gør at jeg lander i Billund 23.35 og lufthavnsbussen til Århus kører kl 23.30. Næste bus er 01.00, med ankomst i Århus 02.54. Jeg skal møde ind til Bestyrelsesarbejde kl. 09.00, både onsdag og torsdag. Life is good 🖕🏻

En beboer i ejendommen hvor min udlejningslejlighed er, og hvor jeg nu på magiskvis er blevet formand har lige skrevet på FB at der løber vand ned igennem hans emhætte og køkkenskabe. Opslaget er lavet for 6 minutter siden og han har allerede ringet til mig på FB 4 gange og skrevet. Jeg har det sådan lidt: SLAP AF!!! Og pis ud af MIN PRIVATE Facebook!!

Det er ejerlejligheder, når du har vandproblemer af den slags, må du være dit ansvar som ejer voksen, sætte baljer og spande under, tørre op, tage billeder, lave videoer og på andben måde dokumentere hvad det er der sker og så efterfølgende – feks. onsdag morgen kontakte Bestyrelsen og sætte dem ind i situationen, vel og mærke når du har tjekket at skaderne ikke har noget med den indre vedligeholdelse at gøre, en vedligeholdelse som EJERNE står for selv.

Jeg mener, hvad tænker han at Bestyrelsen kan gøre kl. 18.50 en tirsdag aften, som han ikke selv kan gøre??

Nogle gange så tænker folk bare baglænds og ikke rationelt – og det er som sådan også okay hvis det nu var en krisesituation men pardon my french, vand igennem emhætten er ikke en krisesituation. Specielt ikke når ingen andre har problemet, dvs. det er ikke hul af dimentioner i taget så mængder af vand på niveau med et badekar vælter ned. Jeg beder ham flere gange, både på FB hvor alle kan se at Bestyrelsen faktisk reagere og på privat besked om at dokumentere lortet og sende det til Bestyrelsen. Jeg siger at jeg kan være der i morgen kl. 09.00, altså om 13 timer med de bygningskonsulenter som vi bruger i bygningen – men nej, det var pludselig ikke nødvendigt og han har redigeret sit opslag på FB, sådan at han ikke fremstår som en total røv selv – så nu står min (Bestyrelsens) kommentar alene og virker forkert i forhold til kontens. Humans, fuck what a species!

Klokken er nu 20.15 og vi er i luften. Jeg tror jeg er med pensionist ekspressen hjem, jeg er blond, ikke gråhåret men min hårfarve er virkelig den eneste der skiller sig ud fra mængden. Jeg måtte (med glæde) hjælpe en dame der var mindre end mig, helt gråhåret men ellers så hun frisk og rørelig ud, hun var 81 og det var hendes 2 flyvetur inden for de sidste 2 år. Hun havde lidt problemer med at forstå forsinkelsen og så pludselig et gateskift, selv om det bare var fra gate 64 til 65, dvs. gaten liiiige ved siden af. Som i bogstavelig talt ved siden af, 4 skridt max.

Hun talte affekteret og omtalte de to flyveture som hun havde foretaget som en “vildt ting” altså som om hun var en globetrotter. Det syntes jeg var så sødt og jeg kom til at grine lidt af hendes udtalelser, ikke fordi jeg ville håne hende men fordi det var så sødt at jeg kom til at le af hende og nu sidder jeg så her forrest i flyet og har lyst til at gå ned bagerst i flyet, på 25B hvor hun sidder og sige undskyld fordi jeg grinede af hende mens jeg i virkeligheden ville grine med hende, fordi det er så længe siden jeg har grinet. Jeg kan faktisk ikke huske sidste gang jeg lo, sådan rigtig hjerteligt.

Hun havde været i Fuengirola aka Funkytown som er en dansker koloni af dimentioner. Hun havde aldrig været i Marbella “for er det ikke farligt, er det ikke der hvor de skyder hinanden?” og det var så her jeg kom til at le, jeg har nemlig aldrig hørt om at nogen bliver skudt i Marbella.

Det kan naturligvis hænge sammen med at jeg aldrig læser nyheder af den slags. Altså drab, mord, voldtægter, skyderier, krig, bombning etc. Jeg springer konsekevent over disse nyheder, fordi jeg ved at jeg ikke kan rumme dem eller jeg ved at det KAN VÆRE at jeg ikke kan rumme dem, at de ligesom trigger noget inde i mit som gør frygteligt ondt, og da jeg aldrig kan sige det på forhånd, så er det bedre at springe dem over all together.

Så jeg ved ikke noget om nogen skyderier og drab i Marbella.

Men jeg ved at det er det sted uden sammenligning, jeg har følt mig mest sikker og safe i mit liv. Helt klart at København var min redning, men jeg var stadig på vagt. Der kunne altid komme en gående rundt om hjørnet som jeg kendte, en som ville dømme mig, en som ville sladre om at jeg var dér og ikke et andet sted. Man tror verden er stor og man kan skjule sig, men den er faktisk lille. Det er så ubehageligt.

Men i Marbella kan jeg blende ind. Jeg ligner en turist ja, men jeg kan geberde mig og jeg har mit eget sted som ingen kan tage fra mig – udover min udlejer Francisco aka Paco men han kan virkelig godt lide mig, det kan jeg mærke (og det er gengældt) Han har altid vist mig så meget respekt, selv på tidspunkter hvor jeg måske har været lidt af et brokhoved pga. ting som man tager for givet i Danmark men ikke i Spanien. Han er altid sød og ærlig og retfærdig. Og jeg betaler altid min husleje til tiden og lejligheden står så skarpt og ren at den ser ud som den dag jeg flyttede ind.

Og jeg har 0 problemer med at han går ind i lejligheden, feks. for at få adgang til de aircon motorerne som hænger på bagvæggen af bygningen, som kun kan nåes ved at skrue et gelænder af på min tagterasse og kravle den vej over.

Lige nu har jeg problemer med (som jeg vist har nævnt) at min rude i terrassendøren er revnet og fliserne på badeværelset poppet pga. det enorme tryk der var på da kloaken sprang op (så vammelt faktisk!!) og det har han lovet at lave i løbet af ugen.

Så jeg har naturligvis gjort værelserne rene, så de er klar til gæster og det samme med stuen, lukket dørene og tømt badeværelset for ting, sådan at håndværkerne kan komme til uden at skulle kæmpe sig forbi badeforhæng, håndklæder, hylder mv. Og så svingede jeg lige støvsugeren på badeværelset, sådan at håndværkerne ikke skal kravle rundt i mine lange lyse hår – de er ret svære at skjule når alle andre er sorthåret eller brunhåret. Men lejligheden er efterladt i en stand hvor jeg selv føler at det er okay at han kommer og går ind igennem lejligheden og ser den, måske han gør måske han ikke gør – uanset hvad så er det okay med mig. Jeg kan stå inde for den måde den ser ud på og jeg ved at han ikke vil blive skuffet – jeg har nemlig været inde i andre lejligheder i ejendommen, feks. overboens lejlighed, da der fosset vand ned til mig og OMFG hvor et bombet lokum af en lejlighed!! Opvasken var lige så klam som min nogle gange er i DK, tyk og ildelugtende, der var mug på vinduerne og i loftet pga. dårlig udluftning (ikke et problem jeg nogensinde kommer til at lide af pga. at jeg altid sover med åbne vinduer) og så var han ofte flere måneder bagud med huslejen. Og det mest pinlige var at han også var dansker…… når andre af min nationalitet opfører sig som idioter så smitter det af på mig.

Jeg tænker altid på og lever efter det jeg fik at vide da jeg rejste ud som udvekslingsstudent i 1995: Du skal være en ambassadør for dit land og for alle de danskere der kommer efter dig.

Jeg har pt. så ondt i min mund at det enste jeg tænker på, er min tandbørste som ligger i min håndbaggage, som ligger over min plads. Jeg drømmer om at hive den frem, og børste mine tænder selv om jeg ikke har tandpasta. Jeg har tandpasta i lejligheden og rejser med så lidt som muligt, så jeg ikke skal have for mange ting med frem og tilbage (økonomisk smart) men lige nu er jeg helt fikseret på at få en tandbørste i munden og børstet skorperne af mine tænder – jeg har haft mine fingre i munden så mange gange at det tangere til uhygiejnisk men det er så forfærdeligt at have ondt i munden og føle at tænderne spænder og gør ondt….

Jeg skal tisse og føler mig oppustet og har ondt i kroppen, men jeg kan også mærke at jeg er “vågen” og på vagt, jeg vil så mega gerne nå den bus der kører kl. 23.30, så jeg er i Århus kl. 01.00 og ikke klokken 02.54. Og så skal jeg huske at sove 5 kvarter i timen.

Og når onsdags arbejde er overstået, skal jeg ud til mit storskrald og hente de ting jeg har solgt og/eller aftaler om at at de skal afhentes. Så skal jeg hjem og kæmpe mod at falde i søvn, før det er sengetid og i den periode kan jeg passende finde mit nye NEM ID frem, få åbnet Nem ID appen og så ellers komme videre med den klage.

Jeg er så indædt på at der er 16+ måneders (!) behandlingstid men det må virkelig ikke slå mig ud. Jeg vil ikke acceptere det som er sket og jeg mener faktisk med hånden på mit hjete, at langt de fleste mennesker – eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind – vil have sympatien på min side, når de læser det korrekte kronologiske hændelsesforløb. Det er ikke en korrekt behandling jeg har fået, det er ikke normalt at man kører det tunge skyts frem pga. at jeg googler og læser et speciale og søger et job. Jeg mener, hvad vil de hive frem hvis nogen havde gjort noget værer?

Hvad ville der feks. være sket hvis en patient nu fysisk havde stalket sin behandler? Eller hvis en patient verbalt havde overfuset sin behandler eller havde slået ud efter en behandler eller fysisk overfaldt dem? Jeg kan faktisk ikke tænke mig til hvad der ellers kan sættes igang af ubehageligheder til sådanne omgange, fordi det de satte igang mod mig er virkelig ting jeg slet ikke havde fantasi til – og jeg er ellers ikke en der i løbet af mit liv er blevet beskyldt for at havde en manglende fantasi. Tværtimod faktisk.

Jeg tror ikke at jeg nogensinde får (ærlige, oprigtige og brugbare) svar på mine spørgsmål og jeg tror ikke på at jeg får en undskyldning eller en forklaring, men jeg bliver nød til at prøve, for ellers vil det forfølge mig fremadrettet at jeg ikke stod op for mig selv – og jeg har alt for mange af den slags minder i mit liv, hvor jeg ikke kæmpede for mig selv, da jeg havde muligheden, fordi jeg følte mig så kørt over, så slidt, så intetsigende, så træt og så ligegyldig.

Men mest af alt så følte jeg, at de andre nok havde ret og at de andre nok var i deres gode ret til at behandle mig som de gjorde, jeg mener, hvis så mange mennesker mener det samme, behandler mig på samme nedværdigende ligegyldige måde, så må det jo være rigtigt. Flertallet har jo altid ret. Demokrati er at flertallet vinder. Og når du er den eneste der pipper med et andet næb er det svært at få gennemslagskraft og blive hørt og ikke mindst accepteret.

Og lige denne her gang, vil jeg ikke bare lade den ligge. Heller ikke selv om jeg får helt ondt i maven over hvad der kommer efter jeg har trykket på “sendt” – jeg har nævnt det før, de rige, de store, de stærke og de kloge er altid dem som vinder. Og det gør de sikkert også denne gang, men i det mindste prøvede jeg. Og i det mindste har jeg et detaljeret dokumenteret forløb til fremtiden. Og selv om jeg taber, så er jeg stadig af den opfattelse (inderst inde) at det her, dét kan simpelthen ikke være den korrekte måde at behandle psykisk syge mennesker på.

Klokken er nu 22.20 og jeg sidder med musik i ørene og tapper min telefon for det sidste strøm (30%) noget jeg ellers aldrig gør, da det er umådelig vigtigt for mig at have min telefon tæt på mig. Den er min livslinje – ikke fordi jeg bruger den til at ringe med, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har ringet til nogen bare fordi, nej den er min livslinje fordi den indeholder adgangen til hele mit paraelelle liv. Mit online liv. Og nej, jeg er ikke en feteret influencer og ej heller ønsker jeg at være det.

Men det er online, som feks. her, at jeg kan tale og fortælle noget af alt det som foregår inde i mit hoved – og tag mig på ordet når jeg siger at der ALDRIG er ro derinde. Jeg kan tænkte flere tankestreger på samme tid, min hjerne er som en 13 sporet amerikansk motorvej med afkørsler og ramper, min udfordring er bare at jeg ikke kan huske hvad der fører hvorhen og hvorfor jeg er hvor jeg er – derfor er det så umådelig vigtigt for mig at skrive, diktere og dokumentere.

Jeg har lige siddet og omformuleret lidt på mit følgebrev til min klage. And I just have to say, it is damn good. Like really really good. Jeg har virkelig formået at tage et skridt tilbage og anskue det hele fra en anden vinkel – okay måske ikke 100% uden personlige følelser og farver som kan være forstyrrende elementer, men det er tæt på og jeg er selv ret godt tilfreds med det jeg har skrevet. Jeg kan stå inde for det. Jeg kan være stolt af at jeg står op for mig selv, nu og i fremtiden. Også selv om udfaldet skulle ende med at være at jeg ikke bliver troet på.

Jeg vil ikke sige at jeg vil være okay med at udfaldet bliver at jeg ikke bliver troet på, men jeg vil vide at jeg gjorde det aller aller bedste jeg kunne, at min klage var velovervejet, velformuleret og gennemarbejdet.

One could almost say I could die happy knowing this is my legacy.