Jeg er 37 år gammel i dag – eller mere præcist 453 måneder eller 1971 uger gammel eller 13.799 dage gammel eller 331.192 timer gammel – eller hvis du skal spare sammen til en fødselsdagsgave, så har jeg fødseldag om 80 dage, 7 timer og 39 minutter og 7 sekunder – netop i dag, 1. Maj 2016 kl. 16.21.
Jeg har hørt socialdemokraterne vandre gennem hele Århus som om der var karneval eller cirkus i byen, jeg syntes lidt det er en farce, ikke fordi jeg ikke anerkender alle de kampe de har kæmpet, for dét gør jeg – og der er nok også kampe der skal kæmpes, og kampe som jeg ikke er opmærksom på at der burde kæmpes, men alligevel kan jeg mærke at mit bondegen bliver generet af at de traver rundt med deres lorte røde faner og spærre gader og stræder af og drikker bajere på bænkene og råber slagord – min Far har altid sagt at det minder ham om nazisterne, måske jeg giver ham lidt ret.
Jeg syntes det er som om (i øjeblikket) at alle taler om Nazismen igen, som om den spire på en ulækker måde – jeg kan simpelthen ikke fordrage tanken om nazisme og jeg forstår ikke hvordan nogen kan være draget af den, eller bare få lyst til at tale om nazisterne. Men så er det jeg igen må minde mig selv om, at verden er mangfoldig og 99% kan nok heller ikke forstå mig, og min lyst og mit behov for at tale om og med døde mennesker, mit behov for at tro på noget bedre, noget mere – tro på at der ER lys for enden af tunnelen. Men jeg tror på det, 100%.
Ligesom jeg også tror på at jeg en dag ser min Mormor igen, og Michelle og at der skal ske noget ganske forfærdeligt i verden igen, før vi mennesker fatter at hjælpe hinanden, før regeringerne vågner op, skatterne sænkes, væksten kan stige osv. For som det står til lige nu, så sejler det hele syntes jeg – politiken i Danmark (og i Europa generelt) er kørt helt af sporet.
Jeg har ikke skrevet længe, så der er meget at fortælle men jeg er også træt og om et par timer skal jeg lukke endnu en Gæst ind. Jeg har gjort rent i formiddags, før jeg gik mig en tur i hvad der må siges at være årets første solskinsdag. Der er så skønt her i mit nabolag når solen skinner, kan høre en forvirret solsort piiiifte løs i det forkrøblede japanske kirsebærtræ som står på nabogrunden (baggården) Der har ikke været blomster på det i år, måske det er dødt – eller måske det bare er en late bloomer?
Men lad mig fortælle det jeg kan huske bedst. Jeg har fået arbejde på et lager hvor jeg arbejder deltids med at pakke ordre for en webbutik/webshop. Det er mega ensformigt, lønnen er 110 kr i timen. Jeg har taget så mange timer som muligt i ugen der er gået. Mellem 08.30 og 17.30 har jeg én pause på 30 minutter, resten af tiden står og går jeg i ét væk, der er ingen stole eller kasser man kan sidde på og da det hele er på tid – man går rundt med et stopur hele tiden – så er der heller ikke tid til at sidde ned. Det er ret hårdt men jeg takker Hr. Gud for at jeg lige har gået en camino, så mine fødder strejker ikke så hårdt som de ellers kunne havde fundet på.
Jeg filer mine fødder som det sidste jeg gør når jeg går ud af badet hver dag, og så smøre jeg dem ind i en fed creme. Her efter en uge, kan jeg begynde at se at de har det minimalt bedre.
I onsdags var jeg ikke på arbejde, det var eneste dag hvor jeg ikke arbejdet. Jeg var til Ivækst Konference i Randers, på Randers stadium, hvor flere forskellige seje mennesker var at holde foredrag. Det var virkelig spændene og jeg havde vundet en times sparring med en forretningspersonlighed, og dét havd jeg set frem til lææænge.
Da det endelige program sendes ud, kan jeg se at Norman er på deltagerlisten – jeg var et millimy og en knaldperle fra ikke at komme, jeg spurgte It manden om han ville med, men han havde ikke tid, hvilket oftes er det samme som at Kæreste ikke kan tåle mig. Hvorfor aner jeg ikke, for jeg har ingen problem med at hun sutter pik på It manden eller at han boller hende til hun stønnende kommer – så hvor problemet opstår, aner jeg ikke. Nå men jeg overvejet om jeg skulle blive hjemme men den dér sparring trak ret meget også selv om det betød at jeg ville gå glip af en masse foredrag omkring deleøkonomi som jeg finder rasende spændene – for det lå selvfølgelig på samme tidspunkt.
Men jeg valgte at tænke sådan, at jeg jo også har et liv og jeg har også retten til at leve det som jeg ønsker – der var 1100 mennesker tilmeldt og jeg kender rigtig mange af dem og at Norman så er én af dem, skal ikke blive til et problem. Der var også andre på listen som jeg egentlig helst havde været foruden at møde, men sådan er livet.
Jeg gjorde mig i stand og kørte derop i Mor’s bil som jeg havde lånt. Jeg havde taget det samme på, som jeg havde på til HHx 20 års jubilærum hvor mange havde sagt at jeg så virkelig smuk ud. Jeans, mine grå iværksætter støvletter som jeg fik af It manden inden vi slog op, et bælte med nittere på, en grå t-shirt, en kongeblå habitjakke og løst hår med i dagens anledning, en masse fantastiske krøller i. Og så rød læbestift. Bagefter tænkte jeg på om jeg så lidt for dullet ud…….?
Sagen er den, at mit hår ER ret stort og ret voldssomt når det er slået ud og nede – jeg har næsten afro hår så mange krøller har jeg på de gode dage, men da mit hår også er ret tykt, står det ligesom ud fra hoved som en svamp. Jeg har hår til ca. midt på ryggen når det er krøllet op (når krøllerne er trukket ud, er det længere) så hvis du forestiller dig et kæmpe tykt hår fyldt med krøller og inden under det hår, er der et par knald røde læber og et kuglerundt hoved med mega store øjne og mega store læber…….
Men det gode er, at det først var da jeg kom hjem at jeg tænkte jeg måske var for meget – mens jeg var deroppe, tænkte jeg at jeg så pisse godt ud og jeg følte mig pisse godt tilpas. And that’s whats counts.
Der var ca. 5 min. imellem hvert foredrag og mens jeg sad og hørte en kvindelig taler fortælle om hendes iværksætter liv som startede i New Zealand, så jeg ud af øjenkrogen at Norman kom gående, jeg ignorerede ham og fokuserede på foredraget som faktisk var rasende spændene og velfortalt.
Norman var over til højre, så jeg rettede mig til, så jeg kom til at kikke mere mod venstre – blot for at opdage at han pludselig sad til venstre, på en eller anden måde var han gået om bag hele scenen eller bagom alle tilskuerne uden at jeg havde bemærket det. Nå men jeg var her først og jeg har ingen grund til at løbe (fortalte jeg mig selv) og da damen var færdig, var det Normans tur. Og så sad jeg dér lige midt for på hmmm 4-5 række og havde frit udsyn til scenen ….. og så gik de fyre som sad ved siden af mig, sådan at jeg kom til at sidde alene med ca. 4 tomme stole på hver side af mig. Ja da, expose me! Inde i mit hoved sad en lille nervøs stemme og sagde noget i retningen af “nu tror han nok du stalker ham” når jeg sådan sad midt for ….. men det gjorde jeg jo ikke. Jeg sad der før han overhoed ankom.
Jeg kunne se at han var nervøs, jeg tror ikke andre kunne se det men det kunne jeg og bagefter kunne jeg også se at han kamp svedte på ryggen. Da han gik ned fra scenen gik jeg på toilet, fik tisset af og sagt “mount up girl!” til mig selv, hvorefter jeg gik ud, fandt to vandflasker fra mit gl. kontorfællesskab som også havde en stand deroppe og så fyldte jeg lommerne med guldkarameller og gik over og hilste på ham. Det var min første indskydelse, min anden var at gå og ignorere ham, men jeg syntes selv det er ondskabsfuldt at gøre og jeg er stærkt imod at være mod andre på en måde som man ikke selv ville bryde sig om.
Så jeg var som jeg altid er, sød. Og smilende. Norman gav mig et knus og vi talte lidt sammen, indtil jeg spurgte om han ville med ud og have en kop kaffe (drikker slet ikke kaffe men det lyder fesent at sige “vil du med ud og have en øl?”) Det ville han gerne og sammen gik vi derfra, på et tidspunkt var vi på vej ned af en gang (mod udgangen som lå et stykke væk) og så gik vi begge to igennem en dør på samme tid; resultaten blev at vi næsten hang fast i døråbningen, fordi vores begges røve var for store – jeg var ved at dø af grin og var lige ved at sige noget i retningen af “Træk maven ind tykke” men da han jo ikke kender min humor, ville han måske blive stødt – og jeg har jo ikke såååå mange hvis nogen overhoved, bonuspoints hos ham – men det gjaldt jo også mig selv! Hvis vi to unge mennesker ikke kan gå igennem én fløjdør, så skal vi fandeme tabe os!!!
Hvis vi var to om at tabe os, ville det gå meget bedre end når vi hver for sig prøver at tabe os – da jeg trændede med min Coaching Buddy i København for mange mange år siden, tabte jeg mig rigtig meget, fordi jeg vidste hun stod og ventede og derfor kom jeg afsted – men det sagde jeg ikke til ham.
Da vi kom udenfor sagde Norman at han skulle hente sin(e) Niecer men at vi kunne tage en kaffe (eller noget) på en tankstation – jeg gider hverken kaffe eller tankstationer ELLER stress, så jeg foreslog at han hentede sine niecer i stedet for, da man ikke skal lade børn vente og så kunne vi mødes en anden dag – hvilket jeg allerede vidste da jeg sagde det, ville blive aldrig. Og ved du hvad? Lige dér, hvor jeg bare kunne havde holdt fast i at vi skulle på tankstationen og have en sodavand blandt benzinstanderne for at få så meget tid med ham som muligt, lige dér slog det mig, at jeg ikke gad ham mere.
Jeg kan simpelthen ikke forklare det for dig, eller for mig selv, men jeg vidste bare da jeg gik derfra, at dét var dét. Bare sådan. Efter 13 år var det som om jeg var træt inden i, sådan oprigtig træt og min hjerne gad ikke planlægge og tænke fremad på, hvornår vi så kunne ses, eller om han mon syntes jeg var pæn eller tyk eller sød eller sjov eller noget – jeg var absolut total ligeglad med ham lige dér hvor han sagde: “Så tror jeg at jeg henter mine niecer Deirdre-Ann” og så gav han mig et knus og lige dér, da han gav mig et knus, vidst jeg bare at dét var dét. Punktum.
Da vi gik fra hinanden, Norman skulle op til hovedvejen hvor hans bil holdt og jeg skulle ned af, til boldbanerne hvor min bil holdt, kikkede Norman på mig og sagde “Ring til mig” – jeg kikkede på ham og sagde “Norman, du ved godt hvordan det går når jeg ringer til dig…” (han tager den jo aldrig med mindre vinden blæser i hans retning og kursen er stik NordNordØst på en torsdag i fuldmåne med lillaskyer og internettet er nede) hvortil han svare “Jow jeg skal nok tage den nu, det lover jeg” og så vendte jeg mig om og gik og jeg kikkede mig ikke tilbage en eneste gang. Jeg følte mig smuk og flot og semi-slank og …… fri.
(SENERE SAMME DAG)
Nu sidder jeg i min lille udlejningslejlighed og venter på at gæsten skal komme om ca. en time. Jeg kan godt lide at være i god tid og så kunne jeg jo skrive færdig imens.
Det sjove ved det jeg skrev ovenover er, at jeg stadig har det på samme måde. I’m so over Norman. Jeg har sikkert sagt det før, men aldrig rigtig ment det, sådan inderst inde. Selv om jeg har haft lyst til ikke at ringe til ham, så har det bare været et spørgsmål om tid, før jeg igen følte mig alene og ensom og kunne mærke tankerne med tusind spørgsmål presse sig på og så ville jeg alligevel komme til at ringe til ham, skrive osv. Sådan har jeg det ikke mere.
Efter at jeg havde mødt Norman i ivækst tamtam’et skulle jeg ud og spise med Anika, som jeg kun har set to gange i hele 2016. En gang til en øl i max en time lige omkring midnat efter at hun havde holdt et foredrag og så et par timer til HHx 20 års jubilærum inden hun tog tidligt hjem, så jeg glædet mig helt vildt og jeg var jo allerede fin i tøjet, så det var bare doubbelt up på juhuu oplevelser på en onsdag.
Jeg fortalte Anika om Norman og hun syntes bestemt at jeg skulle sende ham en sms – dét havde jeg overhoved ikke lyst til, men Anika insisterede og jeg tænkte på at hun måske havde ret, og måske det er mig som er sindssyg dårlig til at skrive sms’er, så jeg lod Anika skriv den. Jeg kan ikke huske hvad der stod i den mere, for jeg har slettet den igen, men der stod noget i retning af (ikke ordret) “Hyggeligt at se dig i dag, en skam vi ikke nåede at få en kop kaffe. Hvis du er i Århus i morgen, så lad os mødes på RarBar i Jægergårdsgade. Jeg har fri kl. 17.00. Håber at Niecerne blev hentede til tiden”
Taget i betragtning af at Norman sagde “jeg skal nok tage den, det lover jeg” da han gik, så klinger det bare SÅ GODT at han slet ikke har svaret tilbage, og at det var Anika der formulerede hele sms’en og ikke jeg. Ergo, Norman er en skumhat som Anika skrev i en sms efterfuldt af en rasende smiley. Jeg ville nok bruge ordet “taber” men sådan er vi så forskellige – en taber er en som ikke kan sige én ting og holde det 8 timer i streg.
Nu er det ikke sådan at jeg så slet slet SLET IKKE har tænkt på Norman siden, for det har jeg skam, så sent som i dag var jeg ved at overveje at ringe til ham, men så tænkte jeg bare på hvilken total OVEN PÅ følelse jeg havde da jeg stod dér i Randers på en p-plads foran en fucking sportsstadion og følte mig som en million i mega lækre sko, flotte jeans, krøllede hår og pæne læber. Det er mig som netop har fået endnu et tilbud på founding – nogen vil give mig 500.000 danske inflationsramte fjeldbananer for 30% af mit firma (hvilket så aldrig kommer til at ske!) men det er mig der var ovenpå lige dér og da det ikke var mig som sendte Norman en sms, så føler jeg mig stadig oven på. Og dén følelse har jeg tænkt mig at holde fast i.
Jeg skal til Spanien til August, ned og tjekke op på alting og så har en af pigerne i Spanien også fødselsdag og jeg tager afsted lige efter Skanderborg Festivallen. Og ved du hvad, jeg tænker slet ikke på Norman i det sammenhæng – han kan hygge sig i sit hus med sine pissende hunde og hver gang jeg tænker på ham, så vil jeg tænkte tilbage på de 48 sekunder jeg havde foran Randers stadium, hvor jeg følte mig fri og ovenpå – og ved at holde fast i den tanke, så ved jeg at jeg endelig er på rette vej.
Faktisk havde jeg tænkt mig at blive hypnotiseret, jeg havde allerede undersøgt det og det er ikke sikkert at jeg ikke gør det, men det bliver ikke lige nu, for nu føler jeg mig total oven på. Men jeg har haft så meget tankemyller, tankespind, tanker som jeg ikke kunne få ud af mit hoved, fordi jeg ikke kunne få dem til at give mening – en dag taler vi sammen i 3 timer, så ingenting, en måned taler vi sammen i sammenlagt 9 timer og så bliver jeg ignoreret for hårdt, en dag kan jeg bruges, en dag kan jeg ikke – alle de her ting har bare rodet rundt i mit hoved og jeg var fast besluttet på at nu gad jeg ikke mere, slut nu. Færdig, jeg vil ikke mere. Og da jeg så havde hørt om hypnose, tænkte jeg at det var værd at prøve.
Jeg ved ikke om jeg tror på det, og om det virker – dem jeg har talt med som har prøvet det, siger at det ikke virker, men det var jo et forsøg værd. Da jeg læste til coach, skrev jeg jo et completion letter til Norman – jeg har skrevet så mange mange breve til ham i tidens løb og aldrig har jeg fået ét lille bitte pip tilbage. Aldrig.
Men altså, det kom aldrig til mere hypnose for mig, end at jeg læste mig til at man godt kunne få visse tanker ud af hoved, mine tanker var at få Norman ud af mit hoved – og hvis det kunne lade sig gøre, så også min Gudfar og alt det med Gården – OMG hvor ville der blive mega meget plads i mit hoved hvis de tre ting forsvandt!!!
Jeg kommer aldrig til at vide, hvad Norman tænkte da han så mig, hverken da jeg sad som publikum eller da jeg stod og talte med ham efterfølgende, hvad han tænkte da vi sad fast i døren eller hvad han tænkte da han gav mig et knus på parkeringpladsen – og for første gang siden vi mødtes, så er jeg 100% okay med dén tanke.
Hvis du vidste hvor mange mange gange jeg har gjort rent så svedet sprang, skuret gulve, tørrede fodlister af, strøget sengetøj og bare knoklet igennem, imens jeg lyttede til denne her sang fra Christina Perri “Jar of Hearts” cirka 2 minutter og 27 sekunder inde i sangen synger hun “And it took so long just to feel alright. Remember how to put back the light in my eyes. I wish I had missed the first time that we kissed – ‘Cause you broke all your promises. And now you’re back. You don’t get to get me back”
Hvis du bare vidste i dit hjerte, hvor mange mange mange nætter jeg har ligget og ønskede at jeg kunne spole tiden tilbage og aldrig havde kysset Norman første gang – hvis jeg bare aldrig havde set han billede med en Guldjakke, så havde jeg aldrig besøgt hans profil og han ville aldrig havde skrevet til mig og jeg ville aldrig havde mødt ham. Hele den bane i mit liv hvor Norman er, ville være gabende tom og jeg ville være et helt andet menneske i dag, måske ikke nødvendigvis et bedre menneske, men forhåbentlig et mere helt menneske – men det er okay at det ikke blev sådan, for NU bliver det sådan – it took so long just to feel alright again, men nu føler jeg mig alright. Nu føler jeg mig stærk, smuk, slank(ere), bedre rustet og bedre klædt på.
Det er bedre at føle sådan nu, end for 5-8 eller 10 år siden, hvor jeg ikke havde vist hvordan jeg skulle håndtere følelsen eller bruge styrken til, ting tager den tid de tager (sagde hende der ville ønske livet havde en speed knappe ligesom på gammeldags båndoptagere!) og et aller andet sted, så er der nok en mening med dét (selv om det fucking sucks!)
Jeg ved at der vil komme dage hvor jeg vil tænke “Aiiii” som en lille happy tegneseriefigur og efterfølgende tænke “Dét skal jeg fortælle Norman….” men jeg ved også at jeg nu er stærk nok til ikke at gøre det og jeg ved også at jeg ikke kommer til at tænke det så tit – jo flere uger der går, jo længere vil der være imellem mine “Aiiii” happy tegneseriefigur udråb (som jo foregår inde i min hjerne som er yderst kompleks!)
Mit største problem i livet lige nu, er at jeg har fået det her tilbud på 500.000 kroner som er sindssygt mange mange mange mange MANGE penge for en person som jeg – og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen for at få rådgivning…….kvalificeret rådgivning vel og mærke. Jeg kunne nemt gå til Start-og-Vækst men da jeg feks. kontaktede innobooster for at hørere hvordan jeg bedst håndterede de penge jeg havde fået i founding fra dem, kom jeg til at tale med en total københavnsk papirskubber som siger noget i retningen af “jaaareee nu er 5000 kr jo ikke så mange penge så det er lidt latterligt at lave en faktura på det, vi har jo så meget papirarbejde…..” Øhhhh spasser, du er helt klart ikke iværksætter for så ville du vide at 20 kr kan være en formue, specielt når man har solgt sin bil og bor rundt omkring mens man lejer sit hjem ud, for at få lortet til at hænge sammen økonomisk og så er det sidste man har brug for, en mand som dig, der sidder og siger at jeg ikke skal lave en faktura på 5000 kr “fordi I har så meget papirarbejde” – jeg kan simpelthen ikke TÅLE flere mennesker som er ansat til at rådgive iværksættere og så ved de i bund og grund ikke en skid om iværksætteri.
Så at gå til Start og Vækst er lige så brugbart som at gå i Brugsen og spørge kassedamen om hjælp til at rådgive mig i en potentiel founding runde….. jeg har bare ikke fantasien til at vide hvor jeg skal gå hen……… og lige her ville Norman eller It manden være en KÆMPE HJÆLP men It manden hørere jeg kun fra, når han lige er hjemme og vende i sit hus, inden han tager op til kæresten igen – jeg troede (naivt måske?) at vi kunne være venner og forsætte som før – vi har jo et firma sammen, så det er jo ret vigtigt at vi SAMARBEJDER og ikke at jeg gør det hele og så står It manden med procenter i VORES FIRMA hvor det kun er MIG DER ARBEJDER…… jeg har lige dele lyst til at myrde ham som jeg har lyst til at forsætte…..
Jeg har end ikke fortalt ham om founding tilbudet, fordi jeg ikke har talt med ham – han skulle sætte firmaets email op og jeg sendte ham mine kreditkort oplysninger og skrev at han måtte ringe for at få de sidste tal, sådan at hvis hans mail blev hacket, så skal der ikke være nogen som sidder og snoller mine penge væk – tror du han har sat mailen op eller har ringet? Jeg ved jo han ikke har sat den op fordi han ikke har ringet….. og uden de sidste tal kan han ikke oprette den….. for fuck sake……mænd er bare så mega meget som en overfyldt menstruationskop, varm, klistret og mega irriterende.
Og hvor vil jeg gerne lige understrege at det føles helt fucking fantastisk at vide at jeg er vasket ren for Norman fungus!
SENERE IGEN, SAMME DAG (1. MAJ KL. 22.47)
Jeg har nu lukket gæsten ind i min udlejningslejlighed, spist capachio og drukket appelsinjuice af friskpresset appelsiner. Jeg sidder i min egen lille bitte lejlighed, med varme på (frossenpind) og sterinlys i mine små fyrfads glas – glassene har egentlig været sådan nogle glas hvori der er smørost når man køber dem, men de er af fint rillet glas, så jeg har vasket dem og bruger dem nu til fyrfadslys – de rigtige fyrfadsstager jeg havde før, står i min udlejningslejlighed.
Jeg har netop set filmen, som på Dansk hedder Bollevenner men på Engelsk hedder “Friends with benefits” – pigen i filmen drømmer om at hendes liv nogle gange var som en film (happy ending and shit) og jeg må da indrømme at jeg ville ønske mit liv var på samme måde, bare én eller anden form for happy ending…..
Anika har lige sendt mig et link til DR programmet “Gift ved første blik” – og hun mener det alvorligt……
– jeg vil vildt gerne giftes, som i helt ENORMT MEGET GERNE GIFTES men – virkelig virkelig meget MEN, jeg vil så gerne have kærligheden med…. og hvor er garantien for kærlighed i et tv program?
Der er naturligvis heller ingen garanti for kærlighed i virkeligheden, men i det mindste er der en chance. Jeg er et menneske der altid vil gå efter chancen, så det gør jeg også her.
Nå, til noget andet. Min mund gør helt vildt ond, og Anika mener det er fordi jeg har en svampe infektion i mine tarme, hvilket passer godt sammen med “Brændene mund syndromet” så nu har hun lovet at finde noget som kan hjælpe mod det – gør det ikke, må jeg skifte læge, så jeg kan få en henvisning for noget skal der ske, jeg har virkelig ondt hele tiden, faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg ikke har haft ondt sidst. Det har stået på så længe – tanken om at jeg har svamp i munden, hvilket jo ikke er sikkert – men hvis jeg har, så er det ret heldigt at jeg er single for hvem vil kysse en der har svamp i munden? (ewwwwwww!)
Nå, jeg vil hoppe i seng og tænke lidt over mit liv = jeg vil nok ligge vågen i et par timer og tænke på Norman.