I dag ramte jeg 20.000 kr + i solgte ting i 2019. Jeg har spekuleret over hvor meget af det jeg sælger er storskrald og hvor meget er noget jeg har fra gården – af ren nysgerrighed er det jo rart at vide om det er talent for ting der sælger, der gør at jeg har tjent 20.000 Kr + eller om det er fordi jeg ejer en masse gammelt lort (og dermed en dag løber tør for gammelt lort og dermed for ekstra indtægt)
Konklusionen er tæt – jeg har solgt for 10.545 Kr af ting jeg har fundet til storskrald i 2019. Det afgør at jeg har solgt for 9863 Kr ting fra gården, så som porcelæn, mælkejunger, zink baljer/spande, lerfade mv.
Jeg har besluttet mig for, at selv om jeg har overtræk på min kassekredit, så vil jeg sætte ALLE pengene jeg tjener på at sælge brugte ting, over på min konto i Lunar Way, så jeg i det mindste en dag kan sige til mig selv, at jeg har arbejdet bare lidt. Det føles som om jeg aldrig arbejder og aldrig tjener penge, fordi alle mine penge går til regninger, hele tiden og så igen. Der er aldrig nok penge og jeg er altid bagefter og jeg er altid træt – og alligevel føler jeg at jeg arbejder hele tiden……giver det mening?
Jeg føler jeg stresser helt vildt. Jeg arbejder og arbejder (i min verden) men tjerner aldrig penge og har aldrig prenge. I mine forældres verden, så laver jeg ikke noget og bruger alt for mange penge.
Men selv om jeg får en løn fra min Far’s firma, som nu er på ca. 9000 kr pr. mdr. så dækker den bare ikke mine udgifter. Det “eneste” den gør, er at min kassekredit ikke er så meget i bund som den plejer og dét er vel dejligt, selv om det egentlig med hånden på hjertet, ikke er noget jeg lægger mærke til. Jeg er så vant til aldrig at have penge at jeg ikke tænker over det, sådan rigtigt. Eller også er det fordi jeg ingen følerlser har mere i min krop.
Det er som om noget er dødt inden i mig her henover Maj måned. Jeg kan ikke selv forklare det (for mig selv) og dermed heller ikke for andre. Min mund er et inferneo af smerte, jeg har blister og sår på indersiden af kinderne og tungen svider pga. revner. Det gør ondt i mine tænder når jeg bider sammen og jeg har små små sår på overlæben rundt langs kanten af læberne. Det gør ondt inde bag mine øjenhuler og bare jeg aer mig selv fra øjet (i højre side) og ned af kinden, så føles det som ét stort blåt mærke, selv om der intet er at se.
Jeg føler mig i bund og grund bare slidt og ulækker og utiltrækkende.
Har jeg fortalt at jeg har fået en behandlingsplan af min Nye Behandler? Hun sagde at hun havde copy pasted min diagnose givet til mig, af min Psykiater-Lærling. Det som står i min Behandlingsplan er total nyt for mig og ikke noget jeg har læst før – jeg blev VIRKELIG ked af det da jeg læste det og kan slet ikke forstå at min Psykiater-Lærling har skrevet sådan om mig, uden nogensinde at nævne det for mig – jeg mener, hvorfor har hun ALDRIG spurgt mig om det er sådan jeg egentlig er?
Der står at jeg er “et meget misundeligt menneske“……. jeg var ved at få hjertestop da jeg læste det!! Jeg kan vitterlig med hånden på hjertet sige helt ærligt overfor mig selv og alle der gider lytte, at jeg vitterlig IKKE kan huske at jeg nogensinde ever har været misundelig på andre mennesker!!
Jeg har været jaloux 2 x i mit liv og jeg kan huske begge gange fordi det føles som at være ramt af en smertelig sygdom – men jeg er ikke misundelig og jeg går ikke rundt og er misundelig på andres liv til daglig. Jeg forstår slet ikke hvor det kommer fra?
Det er som om “dem” inde på Det Lyserøde Hospital med vilje misforstår alting. Når jeg siger til min Nye Behandler at jeg “ønsker det hun har feks. mand, børn, hus, job, kollegaer, indtjening mv” så bliver det taget som om jeg ønsker at være hende – hvilket det SLET IKKE SKAL – det er blot en sammenligning, et spejl op mod det liv jeg ønsker mig. Og jeg tænker at det virkelig må være den ENESTE MÅDE hvorpå min Psykiater-Lærling kan være kommet frem til den sindssyge konklusion at jeg er et “meget misundeligt menneske” – jeg er rystet!!!
Sådan noget lort at skrive i MIT JOURNAL – et journal der vil eksistere efter jeg er død. Et journal der stempler mig som et endnu dårligere menneske end jeg allerede er…… hvad fanden sker der for det?
Jeg får sådan en indædt lyst til at hunt her down like a gazelle in Serengeti, hive fat i kraven på hende, klynge hende op af den nærmeste væg og afkræve hende en grundig forklaring på hvorfor hun har skrevet noget så nederdrægtigt i mit journal, uden nogensinde at have vent de med mig??!!!!!!!
– men dels er jeg ikke i 20’erne mere, og dels ved jeg ikke hvor hun bor præcist, så det bliver ved tankerne.
Da jeg var i 20’erne var jeg et utrolig vredt og indebrændt menneske. Jeg råbte og skreg og kørte hurtigt i min bil og drømte om at miste kontrollen over den og kører mig selv ihjel. Jeg er desværre en alt for god racerkører, hvilket jeg blev bekræftiget i, da jeg var kærester med It manden som faktisk kører race på forskellige baner, hovedsagelige private, rundt om i verden. Jeg er nemlig ikke bange for at dø og derfor er jeg heller ikke bange for at kører stærkere end gennemsnittet.
Jeg kom altid, som i A L T I D i diskussion og/eller slåskamp med en eller flere fyre eller piger når jeg var i byen. Det var langt mere normen end undtagelsen at jeg endte med at overfalde nogen, enten verbealt, fysisk eller seksuelt – og jeg mindes ikke at jeg nogensinde er gået fra en kamp, uden en eller anden form for sejer. Min grundlæggende fejl er, at jeg ikke er bange for at dø og at smerte ikke rigtig bider på mig.
Jeg bryder mig desuden ikke om at klynge nogen op nogen steder (mere) Jeg tvivler også på at jeg har kræfterne til det i dag – da jeg boede på gården var jeg bum fucking stærk, i dag er jeg en vatarm.
Dernæst så ved jeg heller ikke 100% hvor min Psykiater-Lærling bor. Ja jeg kunne google hende (og udelade at fortælle det til nogen) men jeg har ikke lyst til at google hende. Jeg havde egentlig heller ikke lyst til at google min Nye Behandler men da jeg gjorde det, var jeg ærlig omkring det (hvilket ALDRIG EVER NEVER sker igen!) og tænkte ikke over at konsekvenserne ville være at jeg skulle stå skoleret foran en tribunal som en anden sindssyg general skyldig i etnisk udrensning!!!!
Faktisk var jeg meget ærlig overfor min Psykiater-Lærling, jeg mindes at jeg fortalte hende at jeg havde google min Psykolog med den stille stemme og at jeg ikke havde lyst til at have den viden jeg har om hende (Min Psykolog) om min Psykiater-Lærling. Og selv nu i dag hvor hun ikke er min behandler mere, har jeg stadig ikke lysten. For hvad kan jeg bruge det til?
Viden forpligter og jeg har ikke nødvendigvis brug for mere viden jeg ikke kan bruge til noget i mit hoved.
Jeg ved hun bor tæt på et af de steder hvor jeg søger kolonihave, men jeg var skrevet op FØR jeg startede hos hende og dermed kan jeg holde min ryg fri af beskyldningerne om at jeg eventuelt stalker hende. Måske hun boede dér før jeg blev skrevet op, måske hun ikke gjorde – det er sagen underordnet. Det vigtigste er, at jeg ikke kendte til hendes eksistens (og omvendt) da jeg blev skrevet op. Og grunden til at jeg ved at hun bor tæt på haven, er fordi hun selv nævnte det, så igen, ikke en viden jeg har tiltusket mig.
Men selv om jeg ikke ved hvor hun bor og selv om jeg ikke er i 20’erne mere og selv om jeg ikke slås, sparker, spytter og udnytter folk seksuelt mere, så har mit indre stadig en kampgejst som gør, at jeg (inden i) er i fuld gang med at smadre hendes kontor fra A til Z fordi hun har skrevet noget så grimt om mig i MIT JOURNAL!!!
– jeg har tit tænkt på hvordan det ville være at møde hende igen, hospitalet er stort og der er mange afdelinger og jeg er ikke i nærheden af hvor hun arbejder, så chancerne er mikro små og lige nu tænker jeg faktisk at det er rigtig godt for jeg tror faktisk jeg ville blive VIRKELIG uforskammet overfor hende, hvis jeg så hende nu – jeg er dybt såret over at hun skriver sådan noget – og dybt forundret over at jeg ikke har set det før. Jeg var ellers ret sikker på at jeg læste mig journal igennem, da jeg stoppede ved hende i Juli 2018.
Og nu sidder jeg så eller ligger i min seng og tænker: Øhhh og hvorfor var det at jeg netop har skrevet det (ovenstående)??? Jeg kan ikke huske hvorfor……før jeg scroller op og læser at jeg har fortalt om min Behandlingsplan 🤦🏼♀️ Fuck min defekte hjerne……
I morgen kommer min søster hjem fra Hospitalet (sikkert) og jeg har lovet at gøre hendes badeværelse rent, men i bund og grund har jeg mere lyst til at tage til SUP og lave alt muligt andet end at være hjemme hos mine forældre.
Jeg er hverken MISUNDELIG eller ville ønske det var mig, der kom hjem med en baby. Jeg ved faktisk slet ikke hvordan jeg har det med at min søster har fået en baby, er det ikke mærkeligt?
Jeg har tænkt rigtig rigtig meget på dumme ting de sidste par uger, feks. har jeg tænkt så meget på dengang vi boede på Farfars gård og jeg sad i bruseren (som var hvid) og pressede klumper der kom ud af mit underliv, ned gennem den runde plastikrist i bruseren. Jeg har også tænkt på dengang jeg pjækkede fra skole og tog til Fyn og fik en abort, jeg husker lugten, lydene og følelsen af kolde instrumenter – men mest af alt husker jeg følelsen af skam. Skam over at være havnet dér. Skam over at jeg var “sådan en pige”. Der var så meget skam den dag, at jeg følte skam hele vejen hjem i toget. Jeg følte alle kunne se på mig hvilken “slags pige jeg var og hvad jeg havde gjort” – jeg husker turen hjem i bilen med min tidligere chef (hende jeg besøgte i hendes butik for et par uger siden, uden den store succes) og hvordan jeg løj for mine forældre da jeg kom hjem og sagde at jeg var blevet syg på arbejde og blevet kørt hjem. Min chef vidste besked om aborten men ikke om hvem faderen var.
De næste mange dage stod jeg op og tog ind og lå i mine forældres båd i havnen i Århus frem for at tage i skole. Det var, trods alting, nogle dejlige dage med klukkende lyde af vand, masser af lys og luft og en følelse af at være selvstændig og alene. Ingen vidste jo hvor jeg var og ingen kunne derfor gøre mig noget. Det var den følelse jeg genfandt da jeg købte en Kolonihave nogle år senere. Og den følelse jeg håber at genfinde igen, hvis jeg får en kolonihave igen.
Alle de ting har jeg tænkt på de sidste par uger. Men jeg har også tænkt på, hvor hårdt det må være at have et barn, hvor meget man skal stoppe med at “dyrke” sig selv, tænke på sig selv først – ikke fordi jeg er en selvfed stodder men fordi jeg hele tiden tænker på hvordan JEG kan få det bedre, hvad JEG har lyst til, hvad JEG skal gøre – alt det ville jeg ikke kunne hvis jeg havde en lille datter eller en lille søn. Og jeg ved, med hånden på hjertet, at selv om jeg ikke er misundelig og selv om jeg ikke er en type der gør skade på andre, så vil jeg frygte at jeg ikke er i stand til at sætte mig selv til side, til fordel for mit barn. På nuværende tidspunkt.
Så enten skulle jeg havde fået et barn da jeg var ung og havde energien og modet og lysten til det – eller også så skal jeg aldrig have børn. Chancerne for at jeg bliver sej og energifyldt igen, er slet ikke til at få øje på. Så jeg nøjes med at græde lidt når jeg kører bil og tænker på hvordan min baby(er) ville have lugtet hvis de var blevet til noget. Jeg græd hele vejen til mine forældres gård (40 min i bil) i dag, da jeg kørte fra Barselsafdelingen, fordi jeg kom til at tænke på, hvor blødt huden på en baby er og hvor meget jeg ville give, for at få lov til at holde et lille barn tæt på min krop, hud mod hud – men så tænker jeg også på, hvor usundt det ville være. En slags selvtortur
Jeg har aldrig undersøgt det nærmere, men jeg tænker at min Psykiater-Lærling bor i et to-etagers hvidt hus, som ligger tæt på haveforeningen. Der er mange ens huse, så jeg ved ikke hvilket – men for at være på den sikre side, så går jeg aldrig på den havegang som vender op mod husene, jeg holder mig fra legepladsen og jeg søger ikke huse på netop dén havegang. Så selv om jeg med hånden på hjertet og skriftlige beviser i hånden, kan dokumentere at jeg var skrevet op dér FØR jeg overhoved startede på Psykiatrisk Hospital (Jeg blev skrevet op mens jeg var på Radioen) så er jeg alligevel frygtelig bange for at løbe ind i hende en dag, fordi jeg frygter at det på magisk vis kan ende som det gjorde med min Nye Behandler. Du ved, jeg tænker ét og pludselig sker der noget som jeg slet ikke med min vildeste fantasi kan forestille mig og jeg er under anklage – eller som feks. da jeg gik og spiste min fuldemands is i regnvejr på Store Torv og pludselig ud af det blå går og står min Psykolog med den stille stemme 1 meter bag mig – og jeg bruger resten af ugen på at tænke over, hvad JEG har gjort, selv om jeg vitterlig intet har gjort!!
Sådanne ting kan jeg ikke håndtere og måske det er derfor at mine følelser er forsvundet helt her henover den seneste tid?
De er ikke forsvundet sådan *pist* fra den ene dag til den anden, men sådan lidt henover dagene er de blevet svagere og svagere. Feks. bor jeg overfor en bar som netop er blevet solgt og lavet om. Nu har de meget udeservering og det glæder mig, for jeg elsker lyden af glade mennekser. Pt. sidder der 18 mennesker ude foran og drikker øl under varmelamper, med tæpper og sommertøj på – normalt ville det gøre mig ked af det at hører og se på. Jeg har lige stået og iagttaget dem og jeg føler end ikke sorg inden i, over at jeg ikke er en del af dem – jeg er bare tom. Helt tom. Der er intet tilbage inden i mig.
Jeg er blot en skal, et menneskeligt kadaver som bliver tykkere og tykkere og fysisk svagere og mentalt mindre begavet. Jeg er nærmest en Benjamin Button – bortset fra at jeg lover mig selv, at jeg dør inden jeg bliver helt hjælpeløs. Men i det mindste har jeg fået en dato. Onsdag d. 12. Februar 2020 skal jeg stoppe i Psykiatrien.
Fordi jeg googlede min behandler (og fortalte om det) er min tid i psykiatrien skåret ned med ét år. *Slam!!* Straf er noget jeg er meget bekendt med og selv om de sikkert ikke kalder det straf i deres sirlige journaler fyldt med fejl, så kan jeg godt se en straf når jeg bliver præsenteret for den.
Men i det mindste kender jeg nu den dag jeg skal dø.