ONSDAG D. 12. SEPTEMBER 2018

I dag har jeg simpelthen betalt regninger for knap 55.000 Kr via mit lille firma – jeg HÅBER jeg vil huske på min egen og mit firmas evne til at betale så store regninger, på dage hvor det går skidt.

Jeg har fået 30.000 Kr. øremærket til brug af Google Analytics/AdWords osv. men, der er altid et men når det kommer til “gratis penge” og det er, at jeg først selv skal betale regningen + moms (!) og sende kvitteringen ind og først da + ca. 2-3 måneder, får jeg pengene refunderet!!

Og så var der lige en revisor regning på 17.000 Kr + moms (!!) og lidt omkostninger ved at betale på absolut sidste dag. Jeg har naturligvis opvejet fordelene og udgifterne ved at betale på dagen og dermed betale straks overførelses gebyr eller betale flere dage i forvejen. Jeg valgte det sidste, da jeg har brug for at ha pengene stående så længe som muligt til andre udgifter.

Lige når jeg tænker på at jeg har betalt ovenstående, så syntes jeg at jeg er ret sej – pengene er 100% tjent med mine to hænder og mit hoved, hvor blankt det end er.

SENERE 21.37

For et par mdr. Siden købte jeg en fin sort bomuldskjole med mange fine blondet, bådudskæring og skøn knælang længde til 40 kr i Genbrugsbutikken på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Samtidig købte jeg et par fine brune ruskindsstøvler fra Selected Femme.

De var nærmest nye!

I går lagde jeg dem til salg på Facebook Markedsplads. Jeg skrev en fin historie om at de klemte og at jeg ikke havde tæer nok til at vente på at læderet gav sig – sandheden var at jeg ikke har fået dem brugt og mest mangler et par sorte sko.

Skoene kostede 45 kr. Jeg har netop solgt dem for 200 kr + 37 kr til Dao forsendelse.

Jeg er nu langt over 23.509 kr i solgte ting for 2018 og bliver lidt grådig ved tanken om HVOR meget jeg kan tjene i 2018 på ting som ellers skulle smides ud eller til genbrug!

Pengene er desuden skattefrie, fordi det er brugte ting.

Jeg sparer pt. Op til 2 måske 4 ting:

1. Et par sorte støvler/støvletter
2. En hemmelighed jeg måske når (økonomisk og mentalt) i slut oktober og i så fald fortæller jeg om det. Ellers forbliver det i mit sind.
3. En opsparingskonto/Økonomisk buffer til når denne lille økonomiske bobbel brister. For ting der er for gode til at være sande, brister altid. Just you wait and see.
4. En Kolonihave med lyserødt badeværelse, runde vinduer, hems med masser af lysindfald og vinduer der kan åbnes.

 

 

I morgen tager Far og Mor i sommerhus i Skagen så jeg skal passe Ella. Jeg har 3 lejligheder der skal gøres rent fredag og én lørdag og én mandag (plus tandlæge) Jeg vil derfor se om jeg kan tage den ene i morgen.

Når jeg henter Ella, skal jeg også have ny pærer i min forlygte (penge penge) da den venstre er sprunget. Mine forældres nabo er bilmekaniker. Jeg kunne kører i firmaet og få det gjort gratis men så møder jeg måske min Fars sekretær og det kan jeg ikke lige overskue

 

TORSDAG D. 13. SEPTEMBER KL. 22.58

I dag var jeg oppe klokken fucking kvalm (taget i betragtning af at jeg har ligget vågen det meste af natten…) Jeg fik gjort min søsters lejlighed ren, så besøgte jeg min lille lækre niece. Jeg tog franskbrød, varm leverpostej og agurk med (min favorit hyggemad!) og mens min svigerinde spiste, gik jeg rundt med den lille grædene prut, som lavede en fin gul-bæ-ble og blev helt glad igen!

Så hentede jeg Ella hos mine forældre, hun gik helt på bagbenene af glæde over at skulle med mig. Og så måtte jeg en tur til Quickpot for at få skiftet min forlygte, naboen havde ikke tid og jeg turde ikke kører rundt med kun én forlygte, dels pga. de mørkere tider og dels pga. at jeg helt sikkert vil blive stoppet og få en bøde – en ny pære inkl. skift kostede 121 kr, så det var lige noget jeg kunne håndtere.

Så kørte Ella og jeg hjem og gik direkte i seng – jeg var helt smadret og det er jo en ond cirkel, for nu er jeg piv vågen. Eller ikke piv vågen men jeg burde helt klart sove i stedet for at sidde og se TLC omkring folk som er mega fede og har fået en fedmeoperation….. 🤦🏼‍♀️ Frygter SÅ meget at jeg en selv havner dér, fordi jeg ikke kan sætte en prop i at jeg spiser som jeg gør.

Hvilket faktisk var noget af det jeg talte med min nye behandler om i onsdags, hvor jeg iøvrigt græd mine øjne ud. Jeg kikkede på mine øjenlåg her til morgen, hvor de stadig var lidt hævet (!) og pludselig slog det mig at hævet øjenlåg minder mig om udseenet af en vabel – det ser ud som om der ligger vand under huden på mine øjenlåg, så hævet er de eller var de i morges.

Jeg ville gerne uploade et screendump af en sms jeg fik fra Mor i onsdags efter jeg kom hjem fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, men lige nu virker mit Snagit program ikke, som er det jeg bruger til at klippe mv. med. Men sagen er den, at jeg først lige er ved at komme mig lidt over min egen skuffelse over ikke at tage til SUP og ikke deltage i sommerfesten, Mor har besluttet sig for, hvilket jo er sødt nok, at vi skal ses og lave mere sammen.

Problemet er bare, at jeg vitterlig ikke har overskudet til det. Hverken mentalt eller fysisk – jeg burde spise bedre, det talte jeg med min behandler om og sove bedre osv. men pt. er min niveau af energi, bare lavt og jeg orker ikke feks. at lave strøgtur med Mor om onsdagen når jeg har været på Psykiatrisk Hospital. Og det forstår hun ikke.

 

Mor mener at det er forkert at jeg skal genfortælle ting til den nye behandler, altså ting jeg allerede har fortalt min Psykiater-Lærling. Jeg syntes ikke nødvendigvis at det er forkert men jeg er enig med hende i, at det er svært og HÅRDT at fortælle om det hele igen igen igen. Men, engang sagde min Psykiater-Lærling noget, som jeg syntes giver så god mening og er et rigtigt godt eksempel. Hun sagde:

“Det er som at se en uhyggelig film, først kan man slet ikke holde det ud, men jo oftere du ser filmen jo mindre uhyggelig bliver den, fordi du ved hvad der sker og hvordan du vil reager”

Og det er rigtigt, selv om det er træls. “Det” er naturligvis alt omkring min Gudfar. Jeg hader ham ikke, hvor mærkeligt det end kan lyde og et eller andet sted, kan jeg måske også godt tilgive ham for det han har gjort, men jeg kommer virkelig aldrig til at glemme det. Aldrig!! Men måske, måske der er et lille bitte håb om at jeg kan blive bedre til at tænke mindre på det og når jeg så tænker på det, så gør det ikke så ondt og skaber ikke efterfølgende dårlige drømme, søvnløse nætter og store grædeturer.

Men altså, i onsdags skrev jeg så til Mor at jeg ikke ville mødes – jeg var træt, jeg kom først til at sove tirsdag nat omkring kl. 02.30 og så skulle jeg op kl. 07.00, for at være på Psykiatrisk Hospital kl. 09.00 – og jeg blev, af alle dage, nød til at se nogenlunde pæn ud, fordi jeg skulle aflevere en gevinst til en dame, som havde vundet Facebook konkurrencen for mit lille firma.

Jeg havde forsøgt at få det til at passe ind, så jeg kunne aflevere den en af dagene FØR onsdag, men det passede hende dårligt, så jeg måtte aflevere den Onsag kl. 11, ca. en time efter at jeg kom grådkvalt ud fra min behandlers kontor….. flot….. jeg kørte med vinduet åbent, så jeg fik luft i hoved. Det var ikke SÅ slemt som det kunne være og jeg håber at kunden ikke tænkte nærmere over at jeg lignede en hummer…. 🤦🏼‍♀️

Derefter kørte jeg hjem og lagde mig til at sove – og blev vækket af at Mor ringede, hun var inde i byen og ville komme forbi med kage. Mega lækkert med en Jordbærkage men, jeg havde faktisk bare brug for at være alene og når Mor alligevel ikke vil tale om “det” (Min Gudfar, Gården og alt omkring det) så er det faktisk rigtig svært at være sammen med hende (og andre) om onsdagen – og før det, om Tirsdagen da jeg gik hos min Psykiater-Lærling.

Jeg har bare brug for at ligge i fosterstilling og tænke over livet, fremtiden og hvad der egentlig skal blive af mig? Jeg kan slet ikke, med alt min vidtlevende fantasi, se en fremtid for mig selv. Det er så deprimerende og så trist.

Prøv at forestil dig, hvis du ikke kunne se hvor du befinder dig i livet, arbejds mæssigt som privat og socialt, om bare 2 uger!

Hvis du, når du forsøgte at tænke frem, bare så en lang hvid korridoor foran dig, uden afstikkere, uden pynt, uden glade farver, uden muligheder – bare en lige ud af landevejen ensfarvede korridoor og den eneste mulighed du har, er at tro på nogle fremmede veluddannet, men stadig fremmede, mennesker, der fortæller dig at der ER et andet liv for enden af korridooren, et liv der indeholder alt det du gerne vil have, men at de her veluddannet fremmede mennesker samtidig ikke kan fortælle dig, hvornår eller hvor korridooren skifter og bliver til det her magiske liv som alle andre lever – det svare jo lidt til, at prøve at få en 10 årig til at fastholde troen på Julemanden.

Man vil SÅ gerne tro på det, fordi man ønsker sig en specifik ting SÅ meget og hvor der er tro er der håb og tænk nu hvis…..men på den anden side, siger ens rationelle hjerne, at der ikke bor en gammel mand på Nordpolen, at ingen rensdyr kan flyve og at gaverne ikke laves af små dværgnisser….

 

SENERE SØNDAG D. 16. SEPTEMBER 2018

Mor kom forbi i Onsdags, med kage og det var hyggeligt nok, jeg gad ikke tage tøj på bare fordi hun kom. Jeg sad i sengen og arbejdet da hun kom og betalte regninger for mit firma.

Da jeg gjorde rent hos min søster, lagde jeg mærke til noget, som fik mig til at tænke på min fortid (lige til en forandring) Jeg har altid, fra en meget tidlig alder, haft et stort ansvar – og efterhånden som mit ansvar dalede, steg mine søskendes, ganske naturligt.

Feks. fik jeg haveredskaber, græsslåmaskine, fræser mv. i en alder af blot 18-20 år. Ikke det man ser oftes. Da jeg så lejede gården ud, blev de her ting flyttet til opbevaring på mine forældres gård, samtidig med at mine søskende begyndte deres liv i paracelhuse rundt om i landet – og hvad er så mere nærliggende, end at kører ud på ens forældres gård og plukke af de ting der står dér, som man selv mangler? Feks. havereskaber, værktøj, maskiner mv.?

Uheldigvis tilhørte de ting MIG og jeg har altid været utrolig utrolig glad for TING – alle slags ting!! Jeg er en samler og en gemmer og jeg ved nøjagtig hvad jeg har hvor, selv hvis det ser uoverskueligt ud for andre. Jeg kan stadig flippe helt skråt hvis folk tager mine ting fra mig – dog er mine raserianfald ikke nær så voldsomme, som da jeg var yngre, da tiden har lært mig, at der så absolut intet kommer ud af at være vred og råbe og skrige eller græde – ingen tager dig seriøs alligevel.

Derfor “taggede” jeg alle mine ting, jeg skrev simpelthen mine forbogstaver på ALT hvad der var i mit ejerskab. Alle haveredskaber havde “DAR” skrevet på med fed sprittuch, alle maskiner – ALT blev markeret og alle i min familie griner af det. Undtagen jeg. Ingen af dem ser alvorien i, at andre mennesker bare lige sådan uden at spørger, tager mine ting fra mig. Det er som om det altid har været okay bare at tage fra Deirdre-Ann, for hun har jo så meget……
– nu er det jo sådan med alting her i livet, uanst hvor meget eller hvor lidt du ejer og har, intet af det kommer af sig selv og intet af det er noget man ikke, på en eller anden måde, betaler for. Hvordan jeg betalte for de ting kan du selv tænke dig, men prisen var dyr og jeg blev og bliver, så rasende når jeg ser MINE TING i andre mennesker hjem, velvidende at de ikke er havnet dér pga. at jeg har givet tingene væk.

Da jeg flyttede hjem til mine forældre efter at It manden og jeg var gået fra hinanden, fandt jeg hurtigt ud af at alle mine originale oplader ledninger til iphone, stil med USB indgang mv. forsvandt i et virvar af mennesker som også liiige manglede en ledning eller et stik – så jeg tog samtlige af mine ledninger og stik og “tagget” dem med neglelak.

Den dag i dag har jeg kun én original iphone ledning tilbage, resten er billige Alibaba ledninger eller ledninger der er købti Tiger butikken. De går altid i stykker efter ca. 3 måneder, så jeg er begyndt at gemme bonen og gå ned og få dem om byttet når de stopper med at virke. 40 Kr. her og 40 kr. dér løber jo op.

Min søsters computer i hendes soveværelse – kik godt på den…

Hovsa! Hvad er det? Rød Channel neglelak på opladerkablet? Hmmmm

Og endnu et kabel i køkkenet….

 

Det er jo ikke rocket science at vide hvor de her kabler kommer fra. Jeg mangler kabler og min søster har dem i overflod. Ligesom jeg også mangler en elektrisk fnug shaver og nogle lange rør med ægte gastennisbolde i. Jeg har spurgt It manden om han har fået de ting med sig, men han har dem ikke. Jeg tror ham, specielt fordi jeg kan se samme genstande hos min søster.

Tennisboldene var It mandens, han brugte dem ikke og det ene rør havde aldrig været åbnet, så jeg satte dem til salg og da jeg endelig fik en køber kunne jeg ikke finde dem. Lidt mærkeligt men de dukkede nok op en dag og så kunne jeg bruge dem som vaskebolde. Fnugshaveren var bare rar at have, jeg købte den pga. en bluse It manden havde, som fik nogle fnug på ærmet, dem tog jeg forsigtig af og så så den ud som ny. I dag har min søster 2 rør med 3 tennisbolde i hver, og hun har aldrig spillet tennis eller ejet en tennis ketcher. Hun har også en Fnugshaver og et par opladerledninger til iphones.

Jeg kan mærke at jeg end ikke bliver irriteret mere. Jeg konstatere bare at sådan er det. Det er livet og jeg orker ikke kæmpe imod de her ting mere. Det vil alligevel blive vendt til at det er mig som starter problemet for “står du måske og mangler 6 tennisbolde lige her og nu??” eller “mangler du måske en rive og en spade lige nu hva? Nå ikke, så HVORFOR laver du så sådan et stort nummer ud af det???”

Så jeg konstatere bare, at der står haveredskaber med DAR skrevet ind i skaftet med sort touch i et skur i Østrig, at mine toppede brosten fra gården, er fjernet og brugt til at lave kanten på et bed i et hus forlængst solgt (fra en skala fra 1 til 10, hvor VRED tror du min Gudfar blev, da han opdaget at der manglede sten?!!!) og at mine opladerkabler ligger i andre lejligheder end mine egne.

Min lille hund var kun her hos mig i lidt over et døgn. Hun havde simpelthen hjemv – jeg ved det lyder åndssvagt men det er rigtigt nok. Vi var ude og gå morgentur kl. 07.00 fredag morgen og hun trak direkte op mod bilen og begyndte at stå på bagben op af den. Jeg kunne overhoved ikke trække hende videre – jeg har filmet det, hun gik helt i stå, satte sig ned og strittede imod med poterne. Selv da jeg lovede at vi gik op til dyrene på skolen og kikkede, ville hun ikke med. Jeg endte med at måtte bærer hende hjem, da jeg ikke havde nøglerne med til bilen.

Jeg hoppede i et hurtigt bad og kom i tøjet og så afsted til rengøringsjob nr. 1, i min egen lejlighed. Ella fulgte mig rundt som en lille skygge. Jeg satte hende ellers pænt til rette i vinduet så hun kunne sidde og kikke ud på krydset og alle menneskene dernede, hvilket hun ELSKER men kun når jeg sidder lige ved siden af 🙄

Jeg var så forvirret og stresset i mit hoved, at jeg kom afsted med kun mine rengøringsartikler. Jeg glemte posen med nyvasket håndklæder og sengetøj. Så hjem efter den, med Ella i bilen. Tilbage til lejligheden, åbne posen, blot for at opdage at min hjerne havde pakket håndklæderne men ikke sengetøjet i posen. Så hjem igen, med Ella i bilen. Hente det nyvasket, nystrøget sengetøj og så afsted igen.

Tiden var nu gået og det var tid til at jeg kom ned og fik tjekket den lejlighed, hvor kunden (min kaos familie) havde klaget. Jeg fik hurtig rettet et par ting, mens Ella sad i bilen. Jeg kamp svedte og var stadig ikke færdig med min egen lejlighed og min Gæst var også på vej – så tilbage til lejligheden for gud ved hvilken gang. Gøre den færdig, vaske gulvet, bakke baglænds ud mens Ella lå på gangen og kikkede på mig.

Så ned i bilen igen med alle rengøringsposerne, vasketøj og beskidte håndklæder og så frem med snoren og ud og lufte Ella. Fiskehandlerens duft af frisklavede fiskefrikadeller havde drillet os begge hele dagen og nu var klokken omkring 15 og vi havde stadig ikke spist, så jeg fik købt 2 lune fiskefrikadeller og så satte vi os på en bænk i rådhusparken og spiste lune fiskefrikadeller begge to. Ella sørgede for at mine fingre var 100% rene bagefter. Og så ventede vi på Gæsten, et ældre ægtepar, hvor manden er professor og skal undervise i noget specielt på Århus Universitet. De er total et “Fejl 40 Ægtepar” – jeg har fået måske 8 beskeder fra dem siden Fredag, så kan de ikke finde ud af kaffemaskinen, så savner de en gulvmoppe, så kan de ikke tænde tv’et osv osv. Og det HELE står i manualen som ligger på bordet på 3 forskellige sprog. Jeg bruger en støvsuger og ikke en gulvmoppe til at skubbe krummer over i et hjørne med – dét syntes de er forkert. Jeg syntes de er forkert. Vi bliver aldrig enig.

Mht. kaffemaskinen havde de vendt filtret forkert – hvilket i sig selv er en præstation og tv’et har én RØD knap, som de ikke havde trykket på men da jeg gjorde det, så *vola* TV Tænd. 🙄

Og så hjem med Ella efter at gæsten var kommet. Jeg fik installeret hende med mad og drikke og vi fik gået en tur i haven og gøet af alting og ingenting, ligesom for at sige “Bitches – I’m back!” og til sidst måtte jeg kører og efterlade hende i huset hos mine forældre. De kom hjem 3 timer senere.

Lørdag var min plan at sove længe og bare været mig inde i mig. Jeg havde set at der var loppemarked på Godsbanen og i et beboerhus og i et andet område i Århus, så min drøm var at ose lopper – men da mine forældre skulle afsted til endnu en fest Lørdag formiddag var Ella alene hjemme igen – det var jo meningen jeg skulle have passet hende hele weekenden.

Min søster skulle sove længe og på date, så jeg skrev til min bror og svigerinde, om de kunne tage Ella med når de gik en tur med barnevognen, det kunne de ikke og sådan gik det til, at min lørdag faldt fra hinanden, hvor irriterende det end lyder. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at tage på loppe-kik velvidende at Ella var alene der hjemme. Jeg ville også gerne have haft byttet de sorte Sofie Schnoor støvler jeg har købt (der er heldigvis 30 dages bytteret) og bare generelt gået en tur igennem Århus, nyvasket og med fine krøller og følt mig social og normal blandt alle de andre mennesker.

Til sidst fik jeg tvunget mig selv ned for at købe en sandwich, hver gang jeg køber mad, tænker jeg på min Psykiater-Lærling. Engang talte vi om at jeg skulle huske at spise, så min krop fik energi til motoren. Jeg fik sagt noget med at jeg er virkelig dårlig til at lave mad og altid gik i stå i køkkenet, hvortil min Psykiater-Lærling rask sagde: “….men så er du sikkert god til at købe mad…” og dét er der dæleme ALDRIG nogen som har rost mig for at være god til!!!

Men jow, i al beskedenhed, så er jeg ret god til at købe mad, så det gjorde jeg og allerede efter første bid, følte jeg mig lidt mere frisk og lidt mere i balance. Så jeg tog min über beskidte bil, fyldt med Ella hår og kørte til det første loppemarked, spiste lidt af sandwichen på p-pladsen, gik ud og osede, tilbage til bilen, kørte til næste loppested, spiste resten af sandwichen og osede noget mere.

Da jeg var færdig på det andet sted, gik jeg ned i den lejlighed jeg passer for hende pigen og hentede det beskidte vasketøj og så kørte jeg hjem til Ella. Jeg var kamp træt allerede og havde egentlig lovet mine forældre at gøre rent i firmaet men jeg var bare SÅ træt – forsøgte at overtale mig selv til at støvsuge bilen, men endte i stedet for med at gå en lang tur med Ella, hvor vi bla. mødte en anden Cavalier som hun hygge-leget med.

Da vi kom hjem, lagde jeg mig på sofaen – jeg kunne ikke finde en pude, så jeg tog Ellas pude fra hendes kurv og hendes tæppe og sammen lå vi så på sofaen og sov et par timer. Dét var SÅ dejligt!

Og appropo sove – natten fra Torsdag til Fredag sov jeg for første gang i 2018 og måske endda længere tid, SÅ FANTASTISK dejligt!! Jeg var helt væk i søvnen, ikke en overfladisk søvn, men en dyb tiltrængt søvn. Der var ingen dårlige drømme, mærkelige flash, lugte, lyde eller andet i min søvn – bare følelsen af varme og drømmeløs søvn. VIDUNDERLIGT!

Jeg tænker det skyldes, at jeg lod Ella sove hos mig i sengen, hun led jo helt tydeligvis af hjemve og selv om jeg havde taget hendes seng (kurv) med ind til mig, så ville hun kun ligge hos mig. Så jeg lagde mig i sengen som jeg plejede med natkjole på og løftede dynen og på 2 sek. var Ella kravlet ned under dynen og stragte sig ud i hele sin fulde længde med bagpoterne mod min albue og snuden mod mit skinneben. Jeg kunne mærke hendes varme mod min krop og hendes bløde pels mod mine ben, det var SÅ skønt ikke at være alene for en gangs skyld – og efter få minutter faldt jeg i en tung tung søvn og da jeg vågnede, var det mørkt udenfor og jeg skulle tisse. Jeg tjekkede ikke uret på telefonen, fordi jeg bare ville sove igen og ikke vække min hjerne så den begyndte at tænke.

Resten af natten var også god, men de 3-4 timer jeg sov dér med Ella langs min side under dynen, var de bedste og roligste timer jeg har sovet i lange lange lange tider. TAK Hr. Gud!

Fredag aften, da jeg kom hjem fra mine forældre og havde tippet Ella af, kom jeg hjem til en mega rodet og beskidt lejlighed, med hundehår over alt, inkl. i min seng. Jeg fik hevet sengetøjet af, sat det over på kogevask, støvsuget hele lejligheden grundigt og bagefter rengjort mit elskede lille lilla badeværelse og til sidst, som prikken over i’et, fik jeg lagt rent nyvasket nyrullet sengetøj på sengen og vasket gulvet. Det var simpelthen SÅ befriende at få lov til at vågne op lørdag morgen, til en nogenlunde ren lejlighed.

Lørdag aften ville jeg gerne spise aftensmad på min favorit Irske bar og spurgte derfor min søster om hun ville med. Jeg er klar til aftensmad kl. 18, fordi jeg er så træt at jeg normalt sover kl. 20, men min søster ville at vi først spiste klokken 20 – og da jeg dels faldt i søvn hos mine forældre, og først vågnede 19.03, blev det til et kompromi – at min søster så langt fra var færdig til kl. 20 er en anden sag. Faktisk kom hun først kl. 20.30.

Min plan var at spise en burger og få en øl. Min søster ville i byen – allerede dér var vi forskellige. Jeg tænker aldrig mere på at komme i byen, for jeg ved det ikke sker. Jeg har ingen at gå i byen med, ingen at drikke øl med, jeg har ingen som jeg kan ringe til og ingen som ringer til mig – udover Jonas som ikke drikker og altid er halvt på vej videre og kun kan ses ca. 2 timer hver 2-3 uge.

Det er ikke en klage, det er mere en konstatering, af at sådan er mit liv. Men selv når jeg spiser en burger alene og drikker en øl alene på den her irske pub, så føler jeg mig lidt social og det føles lidt som om jeg kommer ud og er hmmm måske ikke ung men lever livet lidt, selv om jeg til daglig lever et ensomt pensionistliv.

Min søster ryger rigtig meget – hvilket ikke helt passer sammen med at hun gerne vil være gravid og samtidig har nyreproblemer og skal tage medicin resten af sit liv – men hende om det. Men som med Jonas, så er et godt at sidde udenfor når man ryger, så det gjorde vi og det var ret hyggeligt i starten.

Vi kikkede på mennesker der gik forbi, min søster fortalte om hendes tur til La Santa Sport og jeg havde planer om, inde i mit baghoved, at jeg ville fortælle hende, at jeg godt vidste at hun vidste alt det med min Gudfar og at jeg syntes det var lidt akavet at hun vidste det uden at sige noget, så derfor ville jeg tage hul på det.

Ikke at vi skulle sidde på en offentlig pub og diskutere mit liv, barndom, ungdom og voksne når men jeg ville bare gerne lade hende vide at jeg vidste at hun vidste det og hvis hun havde spørgsmål, så kunne hun bare stille dem. Nu eller fremadrettet når de kom til hende.

Ved bordet ved siden af, eller lidt længere væk, sad to fyre og de blev ved med at vende sig om og kikke over på os, i en sådan grad at det blev helt generende. Det var mega åbenlyst og jeg blev virkelig utilpas af det – jeg kendte ingen af dem og det gjorde min søster heller ikke – men de kikkede og kikkede og vendte sig om i ét væk. Pludselig står en af dem foran vores bord, mens jeg er ved at fortælle min søster noget om, hvor heldig hun egentlig er, at så mange mennesker generelt kontakter hende.

Min mail og min sms indbakke er kun fyldt med sms notifikationer fra Airbnb, sms’er fra hjælperne eller sure kunder eller psykiatrisk hospital eller paypal – jeg får 0 sms’er fra veninder og når jeg får fra min Mor, er de altid belærende eller indeholder ting jeg skal eller ikke skal gøre.

Jeg tror tit at folk som har “det hele” glemmer hvor godt de har det. Dem som har veninder og venner, et socialt liv og folk som savner dem, de ved slet ikke hvor godt de har det – og mens jeg var ved at vise min søster de sidste 20 sms’er i min telefon, står en af de her stirrende fyrer ved vores bord og spørger om han må sidde ned.

Jeg siger ikke noget, for jeg har slet ikke lyst til at han skal stå dér og jeg tænker at min søster vil sende dem væk – hun har trods alt lige siddet og talt ned om dem, at de var sære og mærkelige – men alligevel siger hun at de gerne må sidde dér og dérfra går aftnen skævt.

Min søster småflirter med dem begge og jeg drikker min øl og sidder med min telefon fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv selv. Jeg drikker en hvedeøl, en tysk hvedeøl og pludselig siger den ene fyr at øllen er fra Østrig på grænsen mod Italien. Jeg kikker direkte på ham og siger nej, den er fra byen Erding, som ligger i Bayeren, Tyskland, i området op til Østrig og ca. 3 timers kørsel fra Tyrol.

Jeg er hverken sur eller venlig i min kommentar, det er rent fakta – men både min søster og ham begynder at google og pludselig er der en diskussion i gang om hvor min øl er fra. Og jeg er naturligvis forkert på den, ifølge de to stive stoddere og min søster – ingen af dem ved en dyt om øl. Jeg elsker øl og specielt visse typer af hvedeøl og jeg ved nøjagtig hvor de kommer fra og hvem der laver dem, så jeg behøver ikke indgå i en diskussion, for jeg ved jeg har ret.

Min søster forslår at vi går indenfor – jeg har egentlig ikke lyst, for jeg sidder godt udenfor – men min søster vil danse så vi ender indenfor, hvor jeg finder et bord men nej, vi skal ikke have et bord, vi skal stå midt i rummet ved en stolpe med vores drikkevare i hånden – vi er nu total uden for min comfort zone, jeg har ikke lyst til at stå til skue i et rum fyldt med mennesker, jeg har ikke lyst til at de her fyre skal stå lige op af os, jeg har ikke lyst til at være indenfor, jeg har faktisk slet ikke lyst til at være der!!

3 hvedeøl i alt og min søster proklamere endelig at hun vil hjemad – jeg er så flosset inden i, at jeg er parat til at løbe ud, men naturligvis skal jeg have krammer af de her stoddere, som nu også ved hvor jeg bor, takket være min søster!!! Den ene bor endda i samme gade som jeg og mener helt sikkert at have set mig tit, hvilket er fucking skræmmende!!!

På vej op mod krydset hvor min søster og jeg skal hver sin vej, begynder vi at diskutere, fordi jeg er vred over at hun har total lavede om på vores aften – eller nok nærmere min aften, som lød på aftensmad og en øl. Ikke aftensmad klokken pis og øl og drinks, dans og fulde mænd.

Så dér står vi, klokken sent om aftnen og skændes på Rådhuspladsen i Århus, min søster vil følge mig hjem, jeg vil være alene og til sidst får jeg sagt fra nok gange til at hun lader mig værer og går. Da jeg kommer hjem, tisser jeg af, spiser en gulerod og drikker lidt cola light og så går jeg i seng.

Og her sidder jeg endnu, klokken er 21.42 og jeg har fuldstændig glemt at jeg lovede mine forældre at gøre rent i firmaet…..fuck og pis!!! Men jeg sov til klokken 12.45 og har kun været ude for at hente pizza og skifte vasketøjet rundt til lejligheden jeg passer.

I morgen skal jeg til tandlæge, gøre en lejlighed ren og lukke en gæst ind og hvis jeg orker det, skal jeg støvsuge og vaske min bil. Den er klam.

I dag fik jeg set 2. Sæson af “Anne with an E” aka Anne fra Grønnebakken færdig – det har også kun taget mig 2 måneder og 80% af serien er set uden lyd.

I fredags fik jeg forresten også en parkeringsbøde – I kid you not – jeg fik en ny pære i bilen og da jeg kommer tilbage til min bil, sidder der en bøde i bilruden fordi jeg ikke har indstillet min p-skive, hvilket jeg jo ikke skal gøre, fordi jeg har beboerparkering. Lang historie kort og 58 min. på hold til Århus Kommune 🖕🏻 så viser det sig at jeg er sat til at må parkere i Zone 1 men bor i en helt anden zone – hun lovede at annullere bøden og sende mig en bekræftigelse på at bøden er annulleret, men gæt hvad der ikke er kommet? En annulleringsbekræftigelse.

Hvis jeg skal kæmpe med det her igen senere, så flipper jeg skråt!

Jeg har lige nu, her til aften, solgt en gammel fin sofa fra Gården. Jeg har haft den gemt i mange mange år, fordi jeg havde planer om en dag at få den ombetrukket og sat i stand. Jeg solgte den for 500 kr og håber i mit hjerte at det ikke er en eller anden sindssyg dyr designer sofa…. Far og Mor er glade for at den er væk. Jeg sætter den på listen over ting jeg godt kunne have beholdt i mit liv.