Overskriften er 100% sandheden. Jeg har drukket tæt siden klokken ca. 16.00 hvor min søster overfuste mig foran min Mor.
Dagen startede elegant med at jeg fik vasket hår og gjort mig klar til at kører ud på Psykiatrisk Hospital til min Nye Behandler. Jeg havde en voldssom kvalme her til morgen – der er noget i luften her i Århus og jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er, men der lugter noget så afskyeligt udenfor om morgen mellem ca. 03.30 og 06.00. Måske det er fabrikkerne på havnen der lukker noget ud, men lugten er ukendt for mig og ualmindelig vammel at indånde.
99% af alle Århusianer har lukket vinduerne på det tidspunkt og denne årstid, men ikke jeg. Jeg kan ikke sove hvis vinduet ikke er åbent og jeg kan mærke luften i mit ansigt og vide at jeg kan komme ud på få sekundter. Og derfor indånder jeg lugtene som giver så massiv kvalme at jeg end ikke kan spise en riskiks og drikke et glas vand. Hele vejen til Risskov, sad jeg og sank for ikke at gylpe i min mund. Jeg forsøgte at drikke lidt cola light for at dulme min mund og min mave men det var som om der sad en “bølge” i min hals som gav mig den værste kvalme ever.
Jeg parkeret bilen midt i ombygningsrodet fra den nye cykelsti og gik ind af døren til Klinik for Personlighedsforstyrrelse – her vendte jeg om, gik ud og kikkede ind af vinduerne til venteværelset. Ingen jeg kendte var derinde.
Da jeg kom helt ind, tjekkede jeg venteværelset igen. Jeg var helt alene udover én enkelt pige som også ventede. Klokken var 08.56. Jeg gik på toilet, fik styr på krøllerne, solbrillerne og mig selv og så gik jeg ud og ind i venteværelset igen. Gæt engang hvem der sad på stolen LIGE UD FOR DØREN TIL VENTEVÆRELSET? Yep, pigen jeg kender, der også har købt en hund fra samme kuld som Ella. Hende der ynder at sige mit navn højt. (jeg losser hende over skinnebenet i mine tanker!!)
Jeg kikkede på hende – det var jo ligesom ret meget for sent at vende om og gik ind og satte mig på samme række som hende, så jeg ikke havde front imod hende. Jeg sad helt forstenet men kunne se at min venstre hånd rystede selv om den hvilede på armlænet. Uret gik så ufattelig latterligt langsomt.
– og så kom min behandler til syne i døren og sagde “jeg henter dig om lidt…” hvorefter hun gik videre ind til sekretæren. Jeg rejste mig op som en raket og gik ud i gangen og ventede. Og så snart min Behandler kom til syne igen, stormede jeg ind på hendes kontor og græd de næste 60 minutter.
Mit liv er utterlig noget fucking lort.
Da jeg gik derfra ringede Jonas, min Radioven. Han havde netop lavet et radiospot med den organisation jeg arbejder frivilligt for. Vi er så langt fra mål men jeg har ikke tænkt mig at give op og spottet lyder bare virkelig godt. Jeg har skrevet det, lægen har indtalt det og Jonas har redigeret det og fået det gratis ud på en del Sjællandske medier. SÅ godt.
(i morgen, torsdag, skal jeg mødes med dem for første gang face to face. Måske de vil ansætte mig? Åhhh Kære Hr. Gud, jeg kunne så godt bruge pengene!!!)
Jonas spurgte hvordan jeg havde det og jeg tog et sjældent selfie af mig selv mens jeg gik og sendte til ham. Jeg har netop set på det igen, det er faktisk ret godt (af et selfie at være) Det fanger på rigtig mange måder min smerte og min sorg i mit Narcassistiske indre fyldt med Borderline/manglende grænser.
Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind og lagde mig til at sove. Da jeg vågnede (fordi jeg skulle tisse) skrev min søster, som har fri i dag, om jeg ville med over og se hendes nye lejlighed som først er færdig om ét år. Det er et projektbyggeri. Der var 30 min. til vi skulle mødes, så jeg skyndte mig at få mine stive øjenvipper skilt fra hinanden med en øjenvippe børst – at gråd og mascara er to fucking modpol!!
Men afsted kom jeg. Min Mor kom også og sammen gik vi over og så byggeriet hvor min søster selv har valgt køkken elementer, gulv mv. Der var et virkelig fedt vindue i lejligheden, hvor man kunne sidde og kikke ud på verden udenfor og altanen var minimum 20 kvm. Men ellers var der ikke noget ved lejligheden som jeg gerne ville eje.
Mor stillede p-skiven i bilen igen og sammen gik vi alle 3 ned på Cafe Stiften og spise – og som altid, brokkede Mor og min søster sig. Først over ventetiden på maden og så over maden. Den er god HVER EVIG ENESTE GANG. Altid. Jeg bliver altid lidt flov inden i, fordi jeg ikke kan se de ting de brokker sig over. Jeg spiser 99% af gangene ikke for maden skyld, eller stedets skyld. Men for hyggens skyld og for samværets skyld. Jeg kan altid spise alene, jeg kan altid få tarvelig mad og jeg har altid en enorm ventetid på mad fra mit eget køkken. Ergo, kan de færreste køkkener skuffe mig.
Mens vi spiser, spørger jeg ind til babyen i min søsters mave. Eller fosteret. Jeg spørger til hvornår deadlinen for “sikkerhedzonen” er, om hun har nogle navne osv. Jeg er oprigtig interesseret – faktisk er jeg nok min søsters største fan ever. Men det er svært at forblive en fan af et menneske der altid er efter mig, som altid hakker på mig. Jeg har altid sagt at mine sønner (for jeg var jo altid overbevist om at jeg ville få 2 sønner) skulle have et Royalt fornavn og så min Fars navn og den næste søn også et Royalt fornavn og så min svigerfars navn – så valgte min bror i Sverige at døbe min nevø det ene Royale navn jeg havde valgt for ca. 20 år siden (og hørt tonsvis af latterlige kommentar om at jeg havde valgt) og jeg var okay med det. Nu vælger min søster så at fortælle, at hun har valgt at navngive sin baby, så frem det er en dreng, efter vores far. Et navn der i dag er populært men for 20 år siden var det ikke – og jeg har hørt tonsvis af shit for mit valg af navne til mine ufødte drengebørn.
Jeg siger til min søster at vores ældste lillebror, som netop har fået en lille pige, også planlægger at kalde deres næste barn, så frem det er en dreng, op efter vores alle sammens Far – og ud af det blå, flår min søster mig verbalt. Hun vil skide på hvad vores bror og svigerinde tænker, føler og oplever!! Hun eksplodere (inde på Cafe Stiften) og jeg, som allerede føler mig lidt som en lort efter min dag på Psykiatrisk Hospital, føler mig nu total som en stinkende bunke ubrugelig lort.
Min søster går hjem og mor og jeg forsætter ind i Bruuns Galleri, for at bytte nogle BH’er jeg købte. På min ferie lod jeg min hvide bh fra H&M dø i skraldespanden da jeg skulle hjem. Den skavet og lavede mærker mellem brysterne og var bare virkelig dårlig -både i kvalitet men også fordi jeg har taget på og sikkert er størrer end 80 rundt om livet. I går da jeg var nede med min iphone i Humac butikken, købte jeg 6 nye BH’er klokken 2 sek. i luk og tog dem med hjem og prøvede.
Én af dem passerede testen for behagelige BH’er, resten blev byttet i dag. Vi, Mor og jeg kikkede i ca. to butikker mere, så skulle Mor tilbage til sin bil. Jeg forsøgte at fortælle hende eller forklare hende, hvor ondt det gjorde på mig når min søster sådan flår mig verbalt men i mine egne og sikkert også Mors øre, lød det som en klagesang fra én forsmået søster over en anden søster. Så jeg gav op.
Da Mor var gået, gik jeg lidt rundt på må og få og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var så ulykkelig inden i og der er ingenting at komme hjem til. Jeg har ingen at tale med og ingen at betro min indre smerte til, så jeg gik i Kvickly og købte 4 pakker sterinlys med LED pærer i, som jeg skal sende til min gl. lærerinde i Texas. De fåes ikke derovre og hun er helt vilde med dem jeg sendte hende sidste år. Der var 89 kr. at spare pr. pakke. Ikke at jeg lige havde 200 kr hvorpå der stod “kunstige sterinlys” men det føltes godt at gøre noget for andre. Bagefter gik jeg hjem, skiftede vasketøj rundt, tissede af, vaskede hænder og satte mig i sofaen og så “Say Yes To The Dress” uden lyd.
Og her sidder jeg endnu – bare med 3 x Paulaner Weissbier i blodet. Jeg har desværre ikke flere, så jeg er gået igang med dagens 3 halve liter Cola Light. Og en riskiks.
I går sendte jeg en video til Norman på Whats App – total fucked og jeg skulle ALDRIG havde gjort det!!!! Men….
Jeg er SÅ ENSOM i mit hjerte at det gør fysisk ondt når jeg tænker på det!! Jeg kunne se at han læste min besked men ikke svarede. Så i dag sendte jeg en besked mere, faktisk en som jeg har sendt før – det ville være så fantastisk hvis han meldte ud, om han gider tale med mig eller ej – men i stedet for at være en mand med stort M (og et godt menneske med empati) og sige til mig hvad han helst vil, så ignorer han mig (som altid) og læser mine beskeder men svare ikke.
Naturligvis burde jeg vide inden i, at når en fyr eller bare et menneske, læser beskeder, mails, aflytter telefonsvare beskeder etc. og ikke vender tilbage, så er det fordi de er lavet af en tarvelig støbning og mangler empati for andres velbefindene og dérfor alene, burde jeg lade dem være.
Men, det er jo ikke for ingenting at jeg har Borderline og svært ved at sætte grænser, for mig selv – og for andre. Og i et sådan tilfælde, ville det jo være skønt hvis andre mennesker, ville vise deres empatiske sider og melde klart ud. Specielt når man beder dem om det.
På mine skarpe dage er jeg meget observant og en dag gik jeg ind på Normans Instagram, dér kan man se hvad han har liket etc. og da jeg tjekkede hvad han havde liket sidst, kunne jeg se at han havde skrevet under et billede af en ung pige og hendes Mor “Hils” – pigen var hans ex, som han selv slog op med og bagefter fortrød og brugte et helt år på at få tilbage. Jeg tænker hun er en mega player og derfor afviste ham. I dag er hun “the one who got away” i hans liste af piger han har ordnet. Fordi hun er sådan en player, vil hun først vise interesse for Norman, den dag han får en kæreste. Før er han jo ikke svær at få fat i, da han gerne vil knalde hende igen (hans egne ord)
Men, med den viden jeg har om ham og hans ex, fortalt af ham selv, så tænker jeg at hans instagram besked under billede “hils” var skrevet med nøjagtig samme håb og følelser som mine Whats App beskeder. Håbet om en samtale, om kommunikation, om selskab og nærværd. Måske hans er seksuelt og min er aseksuelt men baggrunden er stadig den samme.
Så det slog mig at Norman også har sine svage sider, sin kryptonit. Hans ex. Norman ER min kryptonit. Mit svage punkt og jeg ville sådan ønske han ikke var. Men det er han. Og det gør så smerteligt smerteligt ondt, at han ikke har empati nok til at hjælpe mig videre. På trods af mine (i min grænse-manglende-optik) søde beskeder.
Ind imellem øllene og Bruuns Galleri, brugte jeg knap 9000 Kr (fra min firma konto) på en ny iphone. Min gamle ipone er 35 dage over garantien og har en defekt inden i, som gør at jeg ikke kan ringe op eller modtage visse opkald, hører lyde på videoer mv. Jeg har så meget lyst til at tage min nye fine iphone og ringe til Norman, men jeg kender jo allerede udfaldet – men selv med udfaldet i mine tanker, tænker jeg: Tænk nu hvis han tog telefonen….. hvor ville det være dejligt!!
– men hvor ville det også være dejligt hvis Norman feks. døde. Så dejlig befriende for mig. Og meget billigere i øl. Måske jeg burde gå i Netto og købe flere øl? Natten er lang….. uendelig uendelig lang.