Klokken er 04.34 og jeg sidder i min seng med min computer, vinduet er åben ud til gården og det er lyst, fuglende synger og jeg kan hører en baby græde et sted (mine æggestokke er glade for at jeg er vågen af andre grunde en af en grædende baby)
– men måske ikke nødvendigvis glade for at jeg er vågen.

Jeg har haft en LORTE UGE  – som i virkelig forfærdelig forfærdelig forfærdelig uge, siden jeg skrev sidst – hvilket jeg slet ikke kan huske hvornår var!

Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at fortælle det, måske mest fordi jeg ikke selv har accepteret det endnu, og things written down can’t be unwritten again. Men jeg er vågen fordi jeg har så forfærdelig kvalme. Virkelig kvalme. Og nej jeg er ikke gravid.

Jeg faldt i søvn i går da klokken var ca. 21, uden at have børstet tænder eller renset mascaraen af, hvilket (måske) betød at min søvnkvalitet blev forringet. Og at jeg nu er vågen og har været vågen længe.

Jeg spiste aftensmad på Streetfood med min søster, i går var 17. Maj, den Norske Nationaldag, hvor ville jeg ønske vi havde nationaldragter i Danmar, men det har vi ikke. Vi har egnsdragter og det var en af grundene til at jeg gerne ville gå til Folkedans da jeg var barn, jeg elskede og danse og gik til dans men ikke folkedans og det var dét jeg gerne ville gå til. Jeg har altid elsket at klæde mig ud, tage “uniformer” på – måske en slags armour, en måde at blive til en anden person på, for en stund.

Anyway, det vrimlede med Norske piger og drenge i nationaldragter, både nede ved Domkirken og på Streetfood. Jeg kikkede længe efter dem og havde faktisk lyst til at studere deres smykker, som, hvis de er ægte, sikkert er gamle og håndslået for mange hundredre år siden. SÅ facinerende!

Da vi sidder dernede, siger min søster pludselig, mens hun lige har fortalt mig om de 5 fyre hun har aftalt at gå på dates med i den kommende weekend (Hun har fundet dem på Elitedaters)  “Hold nu op hvor er der mange lækre fyre hernede!” Jeg kikker helt forbavset på hende for jeg var slet ikke dér i mit hoved, hvor jeg tænkte på fyre eller så hvem der var omkring mig for den sags skyld. Jeg kikkede rundt med munden fyldt med cashewnødder, grønsager og kyllingestykker og kunne ikke se én eneste fyr der ville få et øjenvippehår hos mig til at komme ud af fatning. Og så slog det mig, hvor lidt aktiv min hjerne er. Jeg er helt vissen inden i. Jeg tænker ikke på mænd, jeg tænker ikke på fremtide, jeg tænker bare på i dag og i morgen og måske lidt på næste uge.

I går var jeg til Lægesamtale på Psykiatrisk Hospital, jeg har fået en ny medicin læge, som jeg mødte i går. Jeg kunne ikke helt lurer hvor hun var fra, men hun var ikke Dansk. Jeg tænker hun måske er fra et af de arabaiske lande, ikke så meget pga. hendes udseende, for hun kunne lige så godt være Dansk eller Findsk på udseende, men hendes fornavn er det Ana og Ana betyder Mor på Tyrkisk, men i mange af de andre arabiske lande betyder Ana Ana, altså den Danske version af Anna, hvilket jo er lidt op af mit navn og dérfor ved jeg det. Jeg er nok blevet kaldt alle versioner af Anna, Ana, Ann, Anne, Ane, Anni osv. i mit liv. Men altså, hendes stavemåde af navnet, gør at hun ikke kan være fra de Baltiske Lande eller et af Østlandene, i så fald skal det være et ret langt “nede” land (geografisk) hvor de begynder at tage de Arabiske navne til sig.

Hun var gude smuk og virkelig flot og sommerligt klædt på. Og så skiftede hun min medicin ud. Så jeg har nu fået en ny antidepressiv medicin, som bla. har den bivirkning at jeg kan få tør mund. Og dét skræmmer mig HELT VILDT, for Jonas har engang fået noget medicin, ikke antidepressiv men noget andet, som gav mundtørhed og det gjorde at hans tænder smuldrede og han har om nogen de grimmeste tænder ever!! Og sådan vil jeg IKKE se ud. Men hun sagde at dét kunne hun ikke se ville ske, og at mundtørheden ikke ramte alle og oftest gik væk i løbet af et par uger – jeg var slet ikke overbevist. Hun havde lige tændt et af de mest frygtelige scenarier i mit indre…….

Vi talte videre og hun nænvte, at en ny medicin, ville hjælpe mig med at løfte mit energi niveau og mit humør og gøre at mine svingninger mindre. Med de sætninger, fanget hun min interesse – jeg vil ikke have mundtørhed og rådne tænder der falder ud, men jeg vil gerne have det bedre inden i. NU! Hun ville gerne at jeg tænkte over det, for jeg havde jo fået mange informationer på én gang men jeg ser ingen grund til at tænke over tingene. Jeg har fået mange informationer på en gang ja, men hvad vil det gavne mig at gå hjem og tænke over?

Det vil bare gøre mig mere forvirret, mere usikker og blot skabe endnu mere tankemyller i mit hoved og trust me, dét har jeg ikke brug for. Overhoved! Så hun udskrev en recept og jeg gik ned og købte min nye medicin. Først gik jeg på et apotek tæt på mig, de havde ikke den version med 100 stykker i som lægen havde skrevet op, og som kostede 30 kroner (for 100 stk.) så hun ville sælge mig 28 styks til 400 kr….. altså nu er jeg godt nok blond men jeg er ikke dum – hvad tror sådan en apoteker dame selv?? Jeg sagde at jeg ville prøve et andet apotek men dét mente hun ikke var nødvendigt, for produktet var udsolgt, med andre ord, hun lagde op til at jeg skulle købe det her, for jeg ville ikke findet det andre steder. Right.

Jeg gik ned på Store Torv, til det store apotek dér og samme scenarie fandt sted. Pillerne var udsolgte og jeg kunne kun få pakken med 28 stykker til 400 kroner MEN, sagde den mere salgsminded apoteker dame dér, pga. mit tilskud fra Sygesikringen Danmark, skal jeg kun betale 60 kroner for de 28 piller og ikke 400 kroner som den anden dame havde sagt. Ergo, købte jeg pillerne på Store Torv apotek.
– note til alle apotekerejere; husk at lærer jeres ekspedienter basis salgsskills.

Da jeg kom hjem, læste jeg indlægssedlen i pakken, lægen havde nævnt at nogle af bivirkningenre var kvalme, mundtørhed, svimmelhed, træthed osv. Jeg melder mig så under fanten til at have fået dem ALLE siden klokken 21.00 i går aftes – jeg har så ekstremt meget kvalme lige nu, at jeg har rykket computeren langt ud foran mig, i tilfælde af at jeg skal brække mig. Bare så jeg ikke smadre min Macbook Pro oven i Jeg er træt men kan ikke sove og klokken 08.00 skla jeg være i min søsters lejlighed og gøre rent og være der mens nogle håndværkere skifter en bordplade.

Jeg ved godt jeg skal gøre rent om fredagen hos min søster men hun kommer jo først hjem klokken 16.00, så jeg kunne eventuelt have sovet længe men nej, op igen klokken pis uden en nattesøvn. Det er ved at blive en frygtelig vane!! Jeg er SÅ kronisk træt OG nu + kvalme. Og jeg er endda kun på 30mg og skal om en uge sættes op i en højere dosis, så jeg ender på 60mg.

I ugen der er gået, har jeg desværre også, i min optik, fået den frygtelige nyhed, at lægerne og psykiaterne på Psykiatrisk Hospital, mener at jeg har en personlighedsforstyrrelse.

Det er meget meget muligt at mange mennesker ville tage det helt cool. Det er også meget muligt at store dele af Danmarks Befolkning er fucked på deres personlighed uden at vide det, men faktum er, at jeg ikke kender én eneste person med personlighedsforstyrrelse og de ting jeg kan læse mig til, gør absolut ikke at jeg tænker at jeg har en fed personlighed. Jeg syntes jeg lyder som en helt forfærdelig sammensat person, et defekt produkt som i teorien ikke kan bruges til noget.

Det er faktisk lige før at jeg vil give Nazisterne ret i at folk som jeg, lige så godt kunne gasses, fordi vi ikke bidrager med noget positivt til samfundet. Jeg kan vitterlig ikke se hvorfor de mener, ude på Psykiatrisk Hosptial, at der skal postes flere penge eller ressourcer i mig. HVAD kan jeg nogensinde EVER bidrage med, til samfundet, til livet, til mig selv, som kan retfærdiggøre at bruge så meget tid på mig, når psykiatrien om noget, er et sted som halter og hvor andre mennesker i den grad har brug for tiden, ressourcerne og hjælp?

Mens jeg sad og talte med lægen, gik min mund i selvsving. Tungene begyndte at prikke og brændre, mine kinder gjorde ondt og alting hævet op i løbet af no time – det sker oftere og oftere og jeg har det ganske forfærdeligt når det sker. Det føles eller det kan bedst beskrives som en mellemting mellem at du har spist virkelig stærkt mad og samtidig bidt dig i kinden og/eller tungen. Smerten er kontant, hård og ulidelig men du ved du overlever.

I går aftes læste jeg alle bivirkningernem og jeg tænkte at jeg nok fik dem alle, det plejer jeg at gøre. Har lært at min krop ikke acceptere medicin særlig godt – jeg læste mig til at en af bivirkningerne var at jeg ville miste min sexlyst igen. Og igen måtte jeg sige, både til lægen og til mig selv, at det at have min sexlyst ikke er ens betydning med at jeg skal ud og have sex men det ER bare vigtigt for mig at kunne føle min krop og hvis jeg ikke føler sexlysten komme og gå, i forbindelse med min cyklus, så er det som om min krop slet ikke er min.

Da jeg boede på gården og fik medicin, var min krop 50% min Gudfars og 50% af tiden tilhørte den medicinen, noget jeg slet ikke kunne affinde mig med – det var som om jeg bare var en tilskuer til mit eget liv, men jeg havde ingen kontrol med min krop, ingen magt over den, ingenting at skulle have sagt og dér vil jeg ikke hen igen. ALDRIG!!

Men lægen lovede mig at jeg ville få min sexlyst igen og at de her bivirkninger kun ville vare et par uger (!!) og så igen når jeg går op i medicin og igen når jeg går ned (engang) så derfor besluttet jeg mig for, i går aftes, at onanere “en sidste gang” inden jeg helt mister min krop igen. Så det gjorde jeg.

Jeg kunne næsten ikke tæske min krop til at få nogen former for lyster, det tog forever og jeg var slet ikke i humør til det, men det var en slags magtkamp, jeg VILLE onanere men min krop var ikke helt dér. Men det lykkes og det var naturligvis en dejlig varm følelse men da jeg så lægger min dildo ved siden af mig på sengen og kikker på den, brugt og indsmurt i sekret, så fik jeg en overvældene skamfølelse af at jeg netop havde onaneret.
– følelsen af skam var SÅ overvældene at jeg måtte vende mig om og kikke væk fra dildoen. Og da jeg vågnede var det første jeg gjorde, at gå ud og vaske den af, og lægge den langt nede i skuffen igen. Så renset jeg ansigtet af, børstet tænder og drak et stort glas vand og nu sidder jeg her, med massiv kvalme og søvnige øjne og klokken er ca. 05.31 og uret ringer snart…. jeg er så så så træt og som prikken over i’et kommer min storebror og han familie hjem fra Østrig i dag for at være hjemme i en uges tid.

Jeg har intet behov for at komme hjem til mine forældre – men jeg frygter for min lille hund og dens sikkerhed. Og nu græder jeg så, da jeg skriver det med min lille hund. Min bror er skør for at sige det mildt – men det kan jeg jo faktisk ikke engang tillade mig at sige, for jeg er jo den med en personlighedsforstyrrelse, eller faktisk to – naturligvis snupper jeg to når jeg nu er igang……….. 🤦🏼‍♀️

Men jeg frygter at han slår hende, eller løfter hende i nakkeskindet eller noget i den retning og dét kan jeg ikke acceptere, men jeg kan heller ikke have hende her hos mig. Jeg kan ikke overskue det.

Men tilbage til min eller mine personlighedsforstyrrelser, jeg har det som vistnok hedder en “blandings diagnose” altså en blanding af to personlighedsforstyrrelser – jeg har kun fået det fortalt én gang i tirsdags og det var som om mit indre lukkede ned da jeg hørte min Psykiater-Lærling fortælle, jeg kunne end ikke huske diagnosernes navn da jeg kom ud i bilen. Og jeg fik det desværre ikke skrevet ned, fordi jeg brænde sådan sammen inden i. Udadtil græd jeg bare. Ganske stille, med benene trukket op under mig.

Det kommer, ifølge min Psykiater-Lærling til at tage FLERE ÅR før jeg er rask, de ord og den melding alene var ved at slå mig af pinden. Jeg bliver snart 40 år. Jeg er fuldstændig færdig inden i. Jeg er et defekt urbrugeligt menneskeligt produkt og jeg kan ikke se hvor noget af det her skal ende.

Hvor jeg skal ende.

P.S: Har jeg fortalt at jeg har en nabo her i karren/baggården, som står og skyder duer ned sit luftgevær? På den ene side er det lidt sjovt, at han er så vred på duerne at han står og skyder dem fra sin altan. Jeg har selv jagttegn og er vokset op med våben, jagt og jagtselskaber, så det er en for mig ganske naturlig ting. Men på den anden side, så er det mega mega uforsvarligt og farligt, at han står, i tæt bebyggelse og skryder fra sin højtliggende altan ned mod duer – for hvis han ikke rammer 100% præcist, så flyver blyet jo et andet sted hen og hvad eller hvem rammer de så?
– det er mega mega farligt og han gør det ofte. What to do?