Min uge har været en blanding imellem forfærdelig og uholdbar!!

Jeg kan end ikke huske alle de ting der er sket, men alt i alt har det været en horribel uge og mit hjerte og sind er så flosset og ked af det.

I dag har vi fejret “Mortens Aften” hjemme hos Far og Mor med test and til Juleaften, hvor vi kun bliver Far og Mor, min søster og jeg. I år er et lige år og så er alle “ude” hos Svigerfamilierne, hvilket er dejligt – jeg mindes med gru sidste jul og har intet behov for at opleve dét igen!

Jeg er stadig helt skuffet inden i over “jobsamtalen” i går aka 3 timers generalforsamling. Naturligvis støtter jeg gerne op omkring det frivillige arbejde jeg har kastet mig ud i, men jeg kunne have støttet hjemme fra sofaen og undgået skuffelsens smerte og følelsen af igen at være valgt fra.

I går skrev jeg følgende på Ejerforeningens Facebook Gruppe (som jeg har lavet) for at hører hvordan de forskellige projekter går. Jeg er jo blevet valgt ud af af bestyrelsen og der kommer ikke rigtig nogen statusopdatering fra den nuværende bestyrelse – vi er kun 5 lejligheder, så det burde ikke være så svært.

Jeg vil rigtig gerne have pudset mine vinduer og gad også godt at vi fik fjernet graffittien på bygningen men vinduerne ville være bedst – de er ikke pudset på ydersiden i 2018.

Jeg ved ikke hvad andre mener, men JEG mener selv, at min opdatering var helt neutral, sober og uden antydninger eller fingerpej på nogen. Det var i hvert fald sådan den var skrevet – men ud af det blå, går den 25 årige prodigy dreng på 3. sal i selvsving og skriver “sæt i gang” “Action” beskeder om at jeg selv burde gøre xx og xx. Sagen er bare den, jeg sidder ikke i bestyrelsen og dengang jeg lavede alt muligt i opgangen blev det aldrig værdsat. Nu er jeg stoppet og opgangen er sygt beskidt, selv når der lige er gjort rent, fordi alle i opgangen – udover mig – bruger under 20 minutter på at feje og vaske. Jeg bruger omkring 2 timer. En mellemting derimellem ville naturligvis være fint, men det sker ikke og kanter og lister er altid sorte og beskidte. Og jeg gider bare ikke mere være hende der altid tænker “det fixer jeg lige”

Min nabo til venstre har haft sin Far til at sidde i bestyrelsen for hende, fordi det var et forældrekøb. Hun har derfor aldrig lavet en dyt i ejendommen for at sige det mildt. Ikke én eneste ting. Nu har hun selv købt lejligheden og hun laver faktisk nøjagtig det samme som før + at hendes kæreste, som er flyttet ind, parkere sine sure stinkende løbe og spinnings sko udenforan døren.

Nu burde dét jo ikke være dødsens alvorligt og det er det egentlig heller ikke. Men, på et tidspunkt havde jeg lejet ud til nogle piger som stillede deres sko ude foran døren og dét kommenteret hun på med det samme, sådan at jeg måtte tage fat i pigerne og bede dem om at sætte skoene indenfor. Hvilket jeg naturligvis gjorde.

Det er en meget lille arbejder opgang og der er ingen bagtrappe, kun én trappe og den er smal, så når folk stiller sko og andre ting foran deres dør, er det svært at komme forbi uden at træde på tingene, så for mig er det helt fint, at vi ikke stiller ting på trappeafsatsen.

Jeg siger ikke noget til det, for jeg orker ikke konfrontioner – dem har jeg ligesom nok af i mit liv – så derfor syntes jeg det er vildt mærkeligt at jeg bliver overfuset over min lille opdatering. Bagefter fik jeg en privat mail fra the prodigy boy på 3. sal hvor han bad mig tage mig sammen og bla bla. Det er som at få en mail fra ens Far fyldt med løftede finger og skæld ud – og er der noget jeg ikke gider modtage, så er det mails fra ham.

Ovenstående er bare en lille bitte ting, I know. Men når der er mange af sådanne små ting, skæld ud på ejerforeningens facebook, sure mails, en søster der flår mig verbalt, mine forældre der ikke syntes jeg skal skrive en bog og udgive den i mit navn, jobs som ikke bliver til noget, kunder der forsvinder og kun mig selv til at kæmpe for mit firma – og oven i det, går jeg på Psykiatrisk hospital og møder hende fra hundeklubben, som har gjort at jeg har meldt fra til i morgens møde (hvorefter min Facebook blinger med privatbeskeder fra hende, som ejg ikke orker at læse)

Dét får mig så til at føle mig som en lort, fordi jeg tænker at Ella, min hund, behøver veninder – jeg ved godt hun bare er en hund men jeg tænker på hende som et barn eller et menneske og at hun har brug for at få venner og have venner og pga. mit fucked liv så har min hund ikke nogen venner…..

Hvilket igen får mig til at tænke på, hvordan livet ville være hvis jeg havde børn! Så ville mit sind og min livsstil, ødelægge det for et barn og mit barn ville blive isoleret og uden veninder – og det hele ville være min skyld!

Og sådan kører min hjerne rundt igen og igen og igen og jeg kan ikke finde ro nogen steder.

I dag tjekkede en gæst ud i min udlejningslejlighed. De har boet 2 personer til 1 persons pris, dog uden at informere mig om det. Igen, lang historie men jeg glemte mine nøgler i lejligheden da jeg lukkede gæsten ind. Da jeg kom retur for at hente nøglerne var hans Hollandske kæreste i lejligheden – jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, kunne godt se at de blev beklemte ved situationen men jeg tog bare nøglerne og gik igen. I dag skulle jeg så gøre rent efter dem, 7-9-13 var der mega pænt men mit sind kunne slet ikke gøre rent, så jeg gik igen. Uden at gøre rent. I stedet for kørte jeg rundt på må og få uden mål og uden et sted at finde ro – nøjagtig som da jeg boede på Gården og bilen var min frihed. Så længe jeg kørte rundt, kunne min Gudfar ikke få fat i mig, så jeg kørte en del. Faktisk rigtig rigtig meget.

Om 3 uger er det 1. December 2018 og officielt 4 år siden min Gudfar døde. Og se hvor jeg er nu, i dyb fortvivelse og kaos. Alene uden veninder og lige om hjørnet venter den ledeste måned af alle årets måneder: December! Fyldt med Julefrokoster jeg ikke bliver inviteret til, fyldt med venner der går ud i pænt tøj uden mig, fyldt med nytårsfester som jeg ikke modtager invitationer til.

Jeg HADER december og jeg HADER januar, som er den første måned i det nye år og i et nyt kvartal dvs. alle kvartals regningerne skal betale dér, lige efter at terminen er blevet betalt i december. Jeg bliver flået så hårdt at jeg næsten ikke kan trække vejret. Kors i røven hvor jeg hader mit liv – jeg fatter VIRKELIG IKKE hvorfor jeg forsætter med at leve!

Hvad er det som får mig til at trække vejret og gå i seng for at vågne op i morgen? Jeg ved det ikke, men jeg ville oprigtig ønske at det ikke var sådan. Gid jeg døde i nat og aldrig skulle bekymre mig om økonomi, ejerforeninger, udlejning, rengøring, vægt mv.

Bare en følelse af vægtløshed mens jeg svæver afsted og ved endestationen står både min elskede Mormor og min højt savnede Michelle og venter.

• P.S: Kikkede lige mine billeder igennem – tager jo billeder af ALT fordi jeg ellers glemmer og nu da jeg ser billederne igennem, kan jeg huske følgende ting:Søndag og Mandag gjorde jeg til sammen 4 lejligheder rene.
• Den ene var min søsters, mens hun var i Kina med firmaet. Jeg lagde en lille gave til hende + en hilsen + sodavand og slik jeg selv havde købt.

Derudover fik jeg sendt ting til genbrug, hvilket altid gør mig glad

Og jeg fik hentede min 40 kr’s dyre “Baum und Pherdgarden” genbrugsjakke fra Renseriet. Et par pletter kunne ikke gå af, så jeg fixet dem med en sort tuch.