Jeg kan ikke lade være med at være lidt stolt af mig selv, måske faktisk ret stolt – i hvert fald tager jeg mig selv i, at tjekke min Nordea bank app igen og igen og igen – jeg er helt rundtosset over at jeg har 12.312 KRONER på min OPSPARINGSKONTO!!!!
– there’s no way in burning hell, I’ll ever tell that to my parents!!!
Jeg skal så meget have lavet en konto et andet sted og overført pengene dertil. Udfordringen er bare, at jeg har skjult og hemmelig adresse, så det er ikke så ligetil at oprette kontier uden at møde personligt op i bankerne og jeg skal bare bruge en online bank. Ikke en fysisk bank, bare en bank der kan holde mine penge men uden at de kan ses, hvis så frem en dag Far og Mor skulle kræve at se min konto/netbank. Så skal der ikke stå så mange penge på min opsparing.
Mange af pengene kommer fra min Fødselsdag og gaverne som jeg har byttet, men 6419 Kroner kommer helt præcist fra ting jeg har solgt fra efter min Fødselsdag og frem til nu – fordi jeg har penge nok på min konto og fordi min kassekredit er i plus og fordi jeg har fået løn fra Far’s firma, så har jeg for første gang nogensinde, haft mulighed for at sætte pengene til side og gemme dem.
Se bare her
Kolonne E er navnene og telefonnummeret på dem som har købt af mig. Hvis jeg en dag bliver anmeldt til SKAT igen, så kan SKAT vær så god at sætte deres medarbejdere til at ringe rundt og hører hver enkelt person, om de vitterlig har købt dét og dét af mig. Jeg vil resten af mit liv, sørge for at min ryg og mit rygte er pletfri fra økonomisk kriminalitet. Ja fra alt kriminalitet, som jeg altid har gjort – men nu er det jo kun økonomisk kriminalitet jeg nogensinde har været i søgelyset for.
Sammenlagt har jeg solgt for 22.699,50 Kroner i 2018 – mange af tingene er noget jeg har fået, en del af tingene er fundet til storkrald, rengjort og solgt igen. Jeg kæmper virkelig med at være kreativ – og selv om det er trættende altid at skulle tænke på hvorfra de næste penge kommer, så håber jeg aldrig jeg bliver for magelig eller for rig, til at jeg lader en god handel gå mig forbi. Feks. når jeg ser noget til storskrald.
(På screendumpet er der ud for kolonne 19 lige pludselig blevet slettet 1152 Kr!!! De er tilbage igen!!!)
Jeg tror seriøst, jeg tjekker ovenstående 3-5 gange om dagen, hver dag. Bare for at se hvordan pengene vokser. Det er fantastisk, for jeg arbejder næsten ikke for det, jeg har jo “bare” en masse annoncer som ligger i cyberspace på Facebook, Dba.dk, GulogGratis.dk osv. og så kontakter folk mig og jeg sælger – og så sørger jeg naturligvis altid for at holde mine annoncer opdateret.
Samtidig med at jeg har fået sparket en opsparingskonto igang, er jeg også begyndt at få vildt mange udlejningsbookninger i min lille udlejningslejlighed. Mange af dem er små bookninger på 3-8 dage, så der er virkelig meget rengøring, vask og strygning, men feks. i August måned, har jeg lejet ud for næsten 12.000 kr – og lejligheden koster mig under 5000 kr pr. mdr. De penge vokser nu pludselig også, fordi jeg får en løn fra Fars firma og fordi jeg har penge på kontoen i forvejen, fra de penge som Far og Mor overførte i dagene omkring min Fødselsdag, så min konto var i plus.
Det er simpelthn SÅ SÅ SÅ MÆRKELIGT at have penge – jeg kan vitterlig ikke forklare det bedre, end at det føles mærkeligt. Jeg er SÅ vant til ikke at have penge, at det her gør mig så forvirret, glad, stolt og ked af det på samme tid – jeg frygter at mit instinkt der fortæller mig, at hvad der kommer nemt forsvinder nemt, har ret – måske pengene bare en dag er væk igen?? Det er derfor det er så hamrende vigtigt at jeg i løbet af September får lavet en konto mere, så jeg kan få nogle af pengene i sikkerhed på et hemmeligt sted, inden at det hele krakkelere!!
Det er også ret vildt at jeg har over 31.000 Kr på min lønkonto – men dem ved jeg hvor kommer fra, størstedelen er min løn fra firmaet – og rigtig mange af dem skal gå til termin, elregninger, tv+internet i udlejningslejligheden, fællesudgifter i udlejningslejligheden mv. Terminsmånederne er lorte måneder.
Mor og Far syntes jeg skal leje min udlejningslejlighed fast ud, altså forstået på den måde, at jeg skal få én fast lejer til lejligheden frem for at leje den ud på denne her måde som jeg gør. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal gøre. Pt. er der VIRKELIG MEGET ARBEJDE med lejligheden, fordi Hr. Gud endelig har hørt mine bønner og lader bookningerne vælte indover mig men det er jo kun godt, for så kommer der flere penge i kassen. Penge som 100% er mine.
Men helt ærligt, mellem dig og mig, så ville jeg gerne være arbejdet foruden. Jeg er max træt hele tiden, mine knæ værker, jeg har lange trætte arme og kunne godt leve uden at jeg skal vaske og stryge sengetøj hele tiden og gøre rent i ét væk. Jeg gør samme lejlighed ren ca. 2 gange om ugen.
Men hvad er smartest?
Hvis jeg fik en fast lejer, kunne jeg måske begynde at afdrage på lånet på lejligheden? Pt. har jeg afdragsfrihed og jeg tør ikke begynde at afdrage eller sige til banken at jeg kan afdrage, hvis jeg nu pludselig ikke har pengene eller hvis jeg nu pludselig ikke får penge fra firmaet mere. Det hele kan vende nøjagtig lige så hurtigt som det er kommet – dét VED jeg af erfaring!! Og jeg ved også, at jeg HADER uvished og jeg HADER ustabilitet.
Klokken er nu 23.21 og jeg har ligget i sengen hele dagen. Det har været dejligt afstressende men det har også været trist, for jeg har grædt rigtig meget. Over mit liv. Over det liv Far og Mor mener jeg lever (eller ikke lever) og over det liv jeg drømmer om at leve men ikke ved hvordan jeg skal få fat på.
Jeg kan næsten ikke overskue, at jeg skal starte i terapi igen, hos en ny behandler. Har fået en E-boks indkaldelse nu og jeg tænker det betyder at jeg fremover skal gå i terapi hver onsdag klokken 09.00 på Psykiatrisk Hospital. Tanken om at jeg skal starte forfra igen, er så mega mega demotiverende, mega mega hårdt, sorgefyldt at tænke på og svær at overskue.
Logisk ved jeg, at det nok bliver bedre, når jeg har mødtes med min nye behandler alene, ansigt til ansigt, men jeg kan allerede nu mærke hvordan min mistillid og mistro til hende vokser. Hvorfor skulle hun være bedre end min Psykiater-Lærling? Hvad kan hun som hun ikke kunne? Intet – så om ét år, er jeg kommet lige så langt med min ny behandler som jeg er eller var med min Psykiater-Lærling og hvad så? Så stopper det hele igen. Slut. Lukket. Sommerferie. Hej Hej.
Og så kan jeg igen stå, nøjagtig – som i vitterlig N Ø J A G T I G hvor jeg står nu, velvidende at jeg skal til at sidde i rundkreds med fremmede, i en alder af 41 år…. udsigterne til et bedre og mere normalt liv, er ligesom ikke rigtig til at få øje på. Selv med optimisme i mit sind.
