Der er så mange modstridende og stærkt konfliktende følelser i min krop i disse dage.
Tirsdag var jeg hos min psykolog på Psykiatrisk Hospital. FYI hun giver aldrig hånd, hvilket både min psykolog med den stille stemme, min psykiater-lærling og min nu forhændværende psykolog gjorde. Jeg mener selv at det er the last standing bastillion between politeness and I do care till I don’t give a fuck let’s go. Anyway that’s me. Oldfashioned as they come.
Hun startede ud med at fører mig ind i et af de små intetsigende rum der er bygget som samtale cubes på det nye Psykiatriske Hospital. Denne gang var vi heldig at få et med 2 stole med industrigrønt stofbetræk og et skuffekabinet der stod skævt på de 3 restende hjul, imellem os. På vægen hang det obligatoriske A-4 papir hvorpå der står “Her skal hænge kunst!!” – 365 days and counting….
Var det mig der stod for dét, ville jeg invitere alle psykisksyge med kreative evner til at skabe noget til hvert rum. Ikke for at få penge for det, men for at få deres værker set, føle sig normal for en stund og for at pynte og skabe glæde hos andre. Pengene der ellers er øremærket til kunst, ville jeg bruge på flere psykolog timer til afdelingerne. Just saying. + at jeg kunne pynte hvert rum med pænere, sjovere og med mere finurlige ting gratis direkte fra Storskrald. Men sådan fungere det offentlige ikke.
Nå men ind i rummet, rumpetten i den grønne stol, min optagende telefon i vindueskarmen og benet over kors. Jeg kikker over på min psykolog, som har de samme sorte bukser på som sidste gang. Jeg bemærker det kun, fordi de har lynlåns på indersiden af anklerne og 3 små lynlåse ved hofterne. Jeg kikker mest på hendes fødder når vi taler.
Hun krydser også benene og kikker på mig mens hun læner sig lidt frem i stolen. Jeg ved allerede at der er “noget” – nu er vurderingen så bare, hvor slemt er det her “noget”? Er det Stikkende-Damer-Møde slemt eller er det mindre slemt?
Min Mor har åbenbart haft ringet til Psykiatrisk Hospital i Fredags og talt i flere minutter (min psykologs ord) med omstillingsdamen. Jeg ved ikke hvad hun vil og jeg har ikke tænkt mig at opsøge hende for at spørge. I mit samtykke, som er givet i Juni 2017, står der at jeg ingen pårørende har. Og det er stadig korrekt og sådan som jeg ser mig selv. Jeg har ingen mand og børn, ergo har jeg ingen pårørende. Min familie er ikke mine next-of-kind eller pårørende. De er mine forældre og mine søskende, men de kvalificerer sig ikke til at blive yderlig involdveret i mit liv, det gavner nemlig ingen af os. Som i vitterlig ingen af os – det er bevist de første tusindvis af gange og dokumenteret heri, nærmest hver måned i alle de år jeg har blogget.
Jeg sad og kikkede på min psykologs øre, mens hun talte, eller nærmere på hendes ikke-eksisterende øreflip. Hun har øre som Kronprinseparet. Et øre hvor øreflippen går direkte ind på øret og sidder fast på siden af hoved. Jeg har et øre hvor øreflippen dingler frit som en kødfyldt flap. Min Gudmors søster hed Jenny, hun har til dato de største øre jeg nogensinde har set på et menneske og ikke mindst en kvinde. Allerede da jeg var barn var hendes øre store. Når hun lo gyngede de frem og tilbage, jeg var meget facineret af hendes øre og af hendes evner til at spille kort. Vi spillede altid wist og gris og fisk. Jeg kan ikke huske spillene mere, bare at vi altid spillede kort og at kortene lå i den nederste skuffe i køkkenet, til højre for køkkenvasken. Det er gode minder.
På hendes lille øre, sidder en lille hvid brilliant omfattet af hvidguld indsat i en ørestik. Jeg tror ikke jeg har set hende med andre ørenringe end dem her. Hendes hår er mørkebrunt som på Kronprinsessen og hun havde det samlet i nakken, måske i en hestehale, måske i en knold – jeg kan ikke huske det. Bare at det var trukket væk fra hoved og at hun helt sikkert havde gået i lidt blæsevejr, for ud fra hoved stod små antenner af hår – alle får dem med mindre du bruger tonsvis af hårlak. Min bliver altid til små side-krøller langs kanten af hoved. Jeg har ikke noget imod dem, da jeg elsker krøller men jeg gad da godt at mit hår ville blive hvor jeg én gang har besluttet det skal sidde, men jeg hader hårlak so…
Jeg forsøgte at kikke ud af vinduerne, men idioterne der har tegnet Psykiatrisk Hospital, har helt åbenlyst aldrig været i terapi eller været psykiatrisk patien, hvorfor det burde forbydes at tegne psykiatriske hospitaler. Hvis du ikke kender til funktionerne og dagligdagen af det du bygger eller lovgiver omring, så burde du finde dig et andet job. For vinduerne er skærmet af med farvet plastik, det ser ud af helved til og der er ingen håndtag på vinduerne, så de kan ikke åbnes (!) Så hver gang jeg kikkede ud af vinuet, så jeg farved plastik og det eneste jeg gerne ville se, var at der var en verden derude, et håb om noget bedre end der hvor jeg befandt mig.
Jeg kan mærke at jeg skriver meget “rundt om emnet” som jeg egentlig gerne vil fortælle om, eller dokumentere inden min hjerne sletter det hele igen. Min psykolog spurgte ind til hvad jeg egentlig havde været udsat for. Hun sagde at hun kun vidste lidt fra hvad hun havde læst i mit journal og hvad hun havde fået fortalt, men at hun ikke vidste noget konkret – med andre ord, som jeg hørte det, ville hun gerne vide de samme ting som min Psykiater-Lærling spurgte mig om.
Jeg har vitterlig ikke noget imod at fortælle om min Gudfar og om de ting der er sket, for når jeg fortæller, så er det som om jeg fortæller en historie, det er ikke rigtig mig mig jeg fortæller om. Heller ikke selv om jeg græder hele sessionen. Jeg er virkelig ikke godt til at følge den røde tråd, så jeg snakkede ud af sideveje igen og igen, jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, det er ikke bevist (af hvad jeg ved af) det sker bare – hendes job er så at holde mig med snuden i sporet. Jeg tror hun havde pænt travlt på det punkt.
Men jeg ved også at når jeg fortæller om de her ting, eller taler om dem i dybere vendingere, så lukker min krop ned. Punktum. Jeg kan ikke forklare det nærmere, end at det fysisk føles som om min krop bare lige så stille lukker hver en ventil i min krop, til jeg bare er en bunke slatten hud med lidt kød og knogler inden i. Alt energi forsvinder og jeg bliver SÅ SÅ TRÆT.
Så da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn – hvilket resulteret i at jeg lå vågen til kl. 04.30 onsdag morgen, fordi jeg ikke kunne sove og hvilket så resulteret i at jeg måtte lægge mig igen kl. 10-13.30 onsdag, hvilket så resultere i at jeg nu sidder her i sengen kl. 20.51 onsdag aften og kæmper med søvnen. Jeg SKAL sove i nat!
Da jeg endelig sov lidt natten fra tirsdag til onsdag, vågnede jeg ved at den lille klamme mand som hjemsøger mine drømme, stod indover mig og åndet mig i hoved -jeg vågnede med et sæt!! Og det tog mig et par solide minutter at finde ud af hvor jeg var, hvad klokken var og at jeg var okay og alene.
I dag, da jeg lagde mig efter at havde været oppe kl. pis for at lave bestyrelsesarbejde, vågnede jeg efter knap 40 minutter, også med et sæt. Klokken var knap 11.00 om formiddagen men jeg vågnede på ryggen, røg om på maven, tog telefonen i hånden og tjekkede både dato, klokkeslæt og min kaldender – jeg var sikker på at jeg havde glemt alt muligt og var forsnet på den. Da jeg havde fundet frem til hvor jeg var og at jeg ikke var bagefter med noget igen, faldt jeg i søvn til lugten af min Gudfars ånde, en ånde jeg altid vil kunne kende, uanset hvor jeg er resten af mit liv.
Jeg har tænkt over i dag, om straffen for at tale om de ting jeg fortalte min Psykiater-Lærling, er at jeg begynder at sove dårligt? At mine ben snurrer om natten og at jeg har så ømme ben og arme, som havde jeg styrketrænet? Jeg ved ikke hvorfor min krop reagere som den gør, men jeg ved at siden jeg fortalte et over-all-billede af hvad der er sket i mit liv, til min psykolog i tirsdags, har jeg sovet helt helt forfærdeligt og sammenlagt måske 5 timer om natten. Jeg er fuldstændig smadret og skal tidligt op hver dag i løbet af ugen. At være et sted kl. 08.00 er ikke set som “tidligt” for den brede del af befolkningen, men når man som jeg, ligger vågen til omkring kl. 04.45 hver nat, så er det som at få TÆSK at skulle op og performe kl. 08.00!!!
Jeg ved ikke om det kommer til at gavne mig at fortælle min nye psykolog alt hvad jeg har brugt 36 år på ikke-at-fortælle-nogen, men uanset hvordan jeg vender og drejer mit liv og mine livsmuligheder, så kan jeg ikke finde andet end 2 muligheder.
- Forsæt på Psykiatrisk Hospital indtil de smider dig ud d. 20. Februar 2020 og håb på det bedste, evt. et mirakel.
- Begå selvmord.
Så jeg har besluttet at den ultra uhyggelige film – min Psykiater-Lærling sagde jeg skulle se minimum 100 gange før jeg kunne lade den kører i baggrunden af mit liv uden at den generede mig – igen. One last time.
Og virker det ikke, så må jeg få ro. For som jeg fandt at jeg havde skrevet 17. December 2018 i min kalender: “17 December 2018: Hvis 2019 ikke bidrager med radikale ændringer i dit liv, i form af et mere aktivt arbejdsliv, større social omgangskreds, kærlighed, opfyldelse af drømme (feks. Et barn eller en mand eller kolonihave eller uafhængighed) og en stabil god indkomst (ikke fra Far og Mor) så må du SERIØST overveje hvad du skal bruge resten af dit liv på?
At blive gammel og være ensom, psykisk syg, fattig og barnløs er absolut ikke noget at stile efter eller at leve videre for.
Men hvordan skal du dø, uden at det bliver ulækkert og traumatiserende for dem der finder dig?”
Året der snart er gået siden jeg skrev de linjer ned, har desværre på ingen måder budt på hverken mileskridt eller museskridt i en retning af et bedre liv. Jeg tænker jeg kan give livet ét år mere, men jeg tænker også at jeg med alt den sandsynlighed jeg kan fremavle i mit indre, vil være nøjagtig samme sted om ét år – og hvad så?
Har jeg fået nosser nok til at slå mig selv ihjel? Doubtful, men jeg har heller ikke fået evnerne til at leve et bedre liv – og hvad skal jeg så, til december 2020? Forsætte ENDNU et år? Det er jo en uholdbar måde at leve på, år for år.
Folk siger at man skal være lykkelig for det liv man har fået, for man får kun ét og det skal man leve til fulde. I’m fucking GREATFUL for the very fact that we only get one life!! Imagine how bloody aweful it would be to live this life, knowing that when you finally die, you will have to re-live this shitlife again!! I would litterly be so so devastated!! Ain’t no way a person can kill oneself twice!!!
Jeg har også truffet en anden beslutning, altså udover at se den ultra uhyggelige indre film igen og fortælle min psykolog de ting hun spørger om, og det er at jeg har besluttet at købe mig til en times Kranio Sakral Terapi (700 kr pr. gang!) hver uge frem til jul. Jeg bliver simpelthen nød til at forsøge at få arbejdet i bund med de smerter jeg har i kroppen – jeg ved vitterlig ikke hvorfra jeg skal få pengene – december er en dyr måned, selv hvis jeg skærer ned på gaver, og så er det terminsmåneden og jeg gad så godt rejse af helvede til for ikke at skulle deltage i noget af det hele. Men timerne er bestilt og jeg ved at smerterne vil blive enormt voldssome og at min krop vil dræne sig selv som en kaktus tæt på udtørring, efter hver gang, som kommer til at ligge Tirsdag formiddag kl. 09.30, efterfulgt af en times psykiatrisk hospital tortur. Tuesdays are Terrific!!!!!!
Spot én fejl….
I nat da jeg ikke kunne sove, igen, fandt jeg min Fun Factory dildo frem og lagde den mellem mine skamlæber på niveau 2. En lille lidt kraftigere kontinuerlig vibration. Jeg mindes jeg engang bruge den til meget mere, analt, vaginalt, frem og tilbage, op og ned, på knæ, på ryggen, på siden osv. Dér er jeg slet ikke mere – på en måde ville jeg ønske jeg var, for dengang fungerede jeg bedre, men på en anden måde end i dag.
I dag fungere jeg slet ikke, men der er mere “hjemme” på øverste etage på trods af min ret fremskredne Alzheimer-agtige-hukommelse. Så selv om jeg gerne ville bytte tilbage til mit liv i København, i min elskede Penthouse-Lejlighed og en aktiv Scor.dk profil, så vil jeg alligevel ikke, for det var tomt.
Mit liv er også tomt nu, men det er en anden slags tomt – noget jeg ikke kan forklare bedre, end ikke for mig selv.
Men senere på natten, efter klitorissex, skulle jeg tisse og vaske hænder og for ikke at skulle tænde lyset, har jeg sat dildoen dér og glemt alt om den, indtil jeg kom hjem i formiddags fra Bestyrelsesarbejde og så den stå lige dér……. jeg måtte endda selv grine, for det så lidt komisk ud. Frisk, men komisk. FYI den var uvasket på dette tidspunkt…..
I morgen, torsdag, skal jeg igen lave Bestyrelsesarbejde fra morgenstunden og så skal jeg have hented salgsting på mine forældres gård – jeg bliver ved og ved med at fortælle mig selv that the Lord will provide. Jeg forsøger virkelig benhårdt at holde fast i dén ene tanke og kører det som et mantra inde i mit hoved. Hvis Hr. Gud skaffer mig kunderne, så er det op til mig at følge trop, få svaret køberne så hver og en af dem føler sig godt behandlet, få fundet tingene frem og få dem afleveret og indkasserer 50 kr her og 200 kr der.
Hvis jeg nu forsøger at lægge min tillid i hænderne på Hr. Gud, så vil de gode ting ske. Jeg mener, truth be told, det har ligeosm ikke gavnet mig at jeg har lagt mit liv i hænderne på mine forældre, mine Gudforældre, eller på mig selv for den sags skyld. Så hvorfor ikke prøve Hr. Gud?
Det kan jo umuligt blive værrer end det allerede er. Og jeg har passeret point of no return. Jeg har som skrevet ovenover, 2 muligheder. At klikke hæle og følge Psykiatrisk Hospital eller at dø.
Pt. vælger jeg det første og så forsøger jeg at huske at takke Hr. Gud for hver en lille ting der er at takke for, som feks. når jeg finder en parkeringsplads, trods andre kører forgæves og det er mørkt og jeg er træt.
Jeg håber the lord will provide de penge jeg skal bruge til at betale for Karnio Sakral Terapi. Jeg er 100% af den overbevisning at jeg ikke får én eneste krone fra Codan Forsikring. De trækker tiden ud, de siger nu at der er op til 8 ugers behandlingstid, på min skade fra 31. August og at de ikke umiddelbart kan se at de skal dække noget. Truth be told, jeg kan ikke umiddelbart se hvorfor jeg skal forsætte med at være kunde hos Codan. Eller Alm. Brand hvor min bil er forsikret. Den bedste service skal gives når kunderne klager, det er dér den ægte kundeservice ligger.
Anyway, jeg har lige fået endnu en sindssyg mail fra ham beboeren i ejendommen hvor jeg sidder i Bestyrelsen. Han er simpelthen en åben case for enhver studiegruppe af psykologer!! Fuck mig hvor er han sær, og ansvarsfraskrivende.