Det er længe siden jeg har skrevet, faktisk er det hele 15 dage siden. Det føles som en evighed. Men i virkeligheden er det bare fra én fødselsdag til en anden.
31. Marts var min Gudfars fødselsdag. Jeg ved ikke hvor gammel han ville være blevet, nogle af 85+. I dag 15. April 2019 er min lille hund Ella’s 2 års fødselsdag. Den blev fejret hos Anicura Dyrehospital og med en regning på over 10.000 kr til mig.
Min bror Norman er hjemme fra Østrig og har allerede nu fortalt mig flere gange om hvor rådden min(e) bil(er) er, min Opel Meriva er lort og min Fiat600 er dobbelt lort. Han er mekaniker, bilmekaniker og det eneste han bruger krudt på, er at kritisere mine biler. Når han taler til mig, forlanger han at jeg kommer over til ham og står stille og lytter – jeg er 99% ligeglad med hvad han siger og jeg har 0 intentioner om at stå stille og gå igennem stuen for at stå foran ham eller tættere på ham, bare fordi han mener han har noget vigtigt at fortælle mig.
Normalt fungere verden sådan, tror jeg da nok, at hvis jeg vil fortælle nogen noget, så går jeg over til dem og fortæller dem det. Jeg forlanger ikke at de står skoleret. Men det gør min bror, og det gjorde min Gudfar. Jeg TÅLER IKKE den form for kommunikation – jeg vil faktisk helt konkret hellere pisses i munden end stå og få fysisk ondt i ørene af at skulle tvinge min krop til at lytte til noget jeg ikke har lyst til, fra et menneske jeg ikke kan fordrage og fra et menneske som på alle måder udviser foragt for mig.
Jeg har haft så mange ting jeg ville fortælle, men jeg har, naturligvis, glemt det hele nu.
Jeg har haft feber og været rigtig syg, så fik jeg det bedre i et par dage og så ramlede det hele igen og min mund blev et inferno igen. Pt. har jeg stadig små sår i munden og jeg forstår ikke hvorfra de kommer, jeg har INTET spist der er hårdt, eller har skorpe eller på anden måde kan kradse hul i ganen, kinderne, tungen og det bløde kød under tungen – men det sker alligevel.
Mit forbrug af Cola Light er steget gevaldigt – jeg drikker ca. 2 liter om dagen og sover stadig af helvede til, ligesom da jeg ikke drak mere end ét glas om dagen.
Jeg huskede at få købt medicin inden påske. Kudos til mig.
Siden jeg hentede Ella min lille hvalp, der hvor hun blev passet (hos damerne jeg har hjulpet med at skaffe en lejebolig i en af aftægtsboligerne på min Fætters Gods og hvor jeg i sin tid købte hende) har hun været syg. Hun vejede 8 kg da hun kom derop og var en sund rund trompet. På de 2 uger hun var hos dem, er hun røget ned på 7,5 kg og vægttabet var så markant at alle kunne se det da jeg hentede hende tilbage.
Men hun trængte også til at tabe sig lidt, så jeg tænkte ikke nærmere over det, før jeg lagde mærke til at hun slet ikke spiste noget, som i slet ikke noget.
Efter én uge og én dag hjemme, tog jeg hende til Dyrelæge. Regningne lød på ca. 3600 kr før Dyreforsikringen har betalt noget. Aftalen er at Far og Mor dækker hendes udgifter.
Jeg skulle betale 1000 kr for at få hende passet – jeg havde måske tænkt lidt at de ville passe hende gratis, når jeg nu har hjulpet dem til at få et godt sted at bo med en god lejekontrakt. Samtidig havde jeg for lidt over 100€ hundeting med hjem til deres 12 hunde, så jeg var liiidt overrasket over at jeg skulle betale og naturligvis også over, at jeg får en anderledes hund med hjem.
Ella er slet ikke sig selv mere – ikke nok med at hun ikke spiser, hun sover hele tiden og viger væk når man laver hurtige bevægelser. Hun plejede at være fræk og kæk og jeg opfordrede hende til at være fræk og kæk – og nu virker hun som en kuet hund og det eneste jeg kan hører i mine øre, er hende hundetræneren jeg gik hos, hende som træner Politiets hunde. Hun sagde aller aller aller første gang jeg var til træning at jeg skulle passe på at min hund ikke blev et mobbeoffer for det var sådan et sind hun havde……
Som et menneske der er blevet mobbet HELE mit liv og stadig kan blive rørt over det bare ved tanken, så har de specifikke ord siddet i min hjerne siden dén dag og dérfor har jeg lært Ella at gø, at knurrer og at jage – hun skal ikke finde sig i noget og hun skal bare sige fra hvis nogen er for meget og det har fungeret. Indtil jeg lod hende passe…… nu ligger hun for det meste ned med hoved på poterne og halen mellem benene. Og mit hjerte SKRIGER AF SMERTE!!!
Ikke kun lod jeg hende passe af fremmede, jeg har også udsat hende for nøjagtig det samme som jeg selv har gennemlevet. At blive overset, glemt, mobbet og trynet…… TÆNK hvis Ella havde været et barn!! Jeg er så meget IKKE egnet til at være Mor!
Jeg kan ikke engang tage vare på en hund…. det er katestrofalt. Forfærdeligt. Og jeg er ødelagt af sorg inden i.
(By the way, det er også i dag at Nortre Dame i Paris brænder)
Kombinere det med at jeg fortalte min Nye Behandler om min blog (altså om denne her blog) fordi jeg tænkte at det blev jeg nød til for at kunne blive helt rask og få et normalt stabilt liv uden svingninger.
Laaaaang dum historie kort: Hun ønsker ikke at læse den og hun blev meget berørt (på den dårlige måde) over at der stod “ting om hende på nettet” så hun ville gerne at jeg ikke skrev om hende mere (hvilket jeg jo så lige nu er i gang med….fuck….) da hun ikke brød sig om det. Jeg blev virkelig berørt over at hun blev berørt – for jeg har ALDRIG skrevet denne blog for at skade hende, eller nogen faktisk. Det er korrekt at jeg har skrevet mindre pænt om mange mennesker men aldrig om hende. Jeg er SÅ taknemmelig for den hjælp jeg har fået på Psykiatrisk Hospital og jeg frygter og tæller dagligt ned til den dag, om ikke så lang tid, hvor de sluser mig ud af deres system og hjem til dagligdagen i mit elendige liv.
Og alt imens de tanker kører, må jeg nu ikke skrive om min Nye Behandler eller om vores sessioner mere. Hun spurgte mig også om jeg nogensinde havde spurgt min Psykolog med den stille stemme fra Enhed for Selvmordsforbyggelse og min Psykiater-Lærling om deres tilladelse til at skrive om dem i mim blog?
Svaret er nej, det har jeg ikke. Jeg har aldrig skænket det en tanke at jeg skulle (burde?) bede andre om tilladelse til at skrive om dem. Vi lever i Danmark, et demokratisk land hvor idioter som Rasmus Paludan har lov til at ytre sig og smide med Koraner på Blågårds Plads i København, mens jeg ikke må beskrive og skrive om, mine egne personlige oplevelser?
Jeg er ret sikker på at det hører ind under ytringsfrihed, pressefrihed, personlige fortællinger mv. Uden at kende de Danske skrive og presselove, så kender jeg de Britiske og dérovre er de betragtelig meget mere konservative og det er 100% tilladt at blogge og endda navngive folk på din blog/nyhedsmedie, så længe du holder tonen i “jeg tænker, jeg tror, jeg føler, jeg oplever” form – for ingen kan tage andre menneskers følelser, tanker, tro eller oplevelser fra dem.
Mange vil opleve branden i Notre Dame som katestrofalt og det må de gerne beskrive, jeg oplever det anderledes. Der er mange monumenter som er brændt gennem tiden (Emitageslottet, Det Hvide Hus – og som er genopstået igen. Ja 800 års historie går i skrivende stund op i røg og det ville være godt hvis det slet ikke var sket, men det er ikke slutningen på Nortre Dame, det er bare en anden og ny og anderledes begyndelse på Nortre Dame og dét må jeg gerne skrive, fordi det er sådan jeg ser det. Sådan jeg føler det og sådan jeg oplever det.
Men mine timer med min Nye Behandler på Psykiatrisk Hospital, må jeg ikke skrive om mere. Hmmmm…..? Overvejer om jeg skal være en fisse og bare gøre det alligevel?
Men på en anden side, så har Min Nye Behandler linket til min blog nu og hvad nu hvis hun går ind og læser/tjekker og ser at jeg ikke overholder vores aftale/mit løfte?
Ovenstående førte så til, at jeg ikke turde stille en række andre spørgsmål, bla. turde jeg ikke spørge hende om, hvorvidt det er forkert, at søge et job et sted som jeg ved, ejes af min Psykiater-Lærlings mand….?
Lang historie kort (til en forandring) Der er ved at blive skabt et ligende firma i Århus, de har ikke søgt medarbejder endnu, men det er et firma som ligger under det firma min kusine er direktør for i København, eller hun er direktør for én af deres afdelinger i København. Derfor har jeg søgt et uopfordret job hos dem.
Direktøren i Århus er ansat og firmaet er under konstruktion (so to speak) og jeg tænker at det er derfor, pga. alt den googleling jeg har lavet på og omkring dét firm og dén type firmaer at det her job opslag en dag poppet op i mit FB feed. Nøjagtig samme job som jeg har søgt det andet sted, bare her er jobbet opslået og det andet sted er det uopfordret.
Hagen er “bare” at firmaet her, ejes af min Psykiater-Lærlings mand. Og jeg er SÅ bange for at det på alle fronter kan misforståes og vil blive misforstået, så jeg ville spørge min Nye Behandler men hendes reaktion til min blog gjorde at jeg ikke skulle nyde noget. Så jeg spurgte på Jodel – svarene var 50/50 så det hjalp ikke en dyt.
Og da jeg har besluttet mig for at lukke mit firma, for at få sygedagpenge, så jeg slipper for at få løn fra Far’s firma og hører for dét, bliver jeg nød til at finde mig et job – men jeg må også bare have et job som jeg kan leve af og i. Jeg dur ikke til at have jobs uden anerkendelse og jeg tror at der er masser af anerkendelse i denne type jobs, det siger min kusine i hvert fald.
Jeg er også blevet mega uvenner med min søster, hun mener ikke at hun nogensinde har sagt at “det er mega træls at XXX (min ældste lillebrors datter) er mega lækker!! Man kan altid håbe hun får XXX’s hage (min ældste lillebrors hage)”
– jeg kom til, ja vitterlig kom til, i en tale strøm at fortælle ovenstående til min Svigerinde, barnets mor og jeg vidste egentlig ikke hvor slemt det var, før jeg så hendes ansigtsudtryk.
Nå men sagt er sagt og jeg var dum og ubetænksom (har også fortalt det hele ordret inkl. mine dumheder, til min Nye Behandler) men i stedet for at min familie siger at min søster godt nok burde tale pænere, så siger min familie, inkl. min Far ordret til min bror og min svigerinde: ….det er en løgn som Deirdre-Ann selv har fundet på for at gøre sig bemærket….” ØHHH WHAT?
Så nu er vi tilbage hvor vi altid har været, hvilket jo i sig selv er dejlig bekendt, Vi er tilbage hvor det er Deirdre-Ann, altså jeg, som altid har fortalt røverhistorier og pyntet på sandheden, fortalt utrolige historier osv. osv. Og dét kommer endda fra min egen Far, om mig, i en alder af 40 år……
Ingen, vitterlig INGEN tager ordene og smager på dem! INGEN tænker at ja, DUMT sagt at Deirdre-Ann men hvad FANDEN SKER DER FOR at en søster siger sådan om sin egen lillebrors barn? INGEN tager stilling til at min søster ofte er total uden filter – det er altid mig og det har altid været mig. Men at hører min svigerinde fortælle at min Far direkte har sagt at det er en løgn jeg har fundet på……….shit dét gør ondt i mit hjertekul.
Så sådan startede min påske så dejligt. Som altid. Kombinere dét med en meget syg hund der nu er nede på 7,1 kg. Mix dét med besøg fra Østrig. Krydder hele lortet med at mine forældres massive pres har fået mig til at give efter på at smide alle mine møbler fra Gården ud.
Jeg orker ikke mere – jeg vil bare have ro, men hvor var det mærkeligt at trække næsten 150 år gamle møbler ud i lyset, på en gårdsplads og vide at de ikke skal videre til et nyt fint hjem som er mit, sådan som jeg altid har troet de skulle dengang jeg satte dem ind i garagen for lidt over 15 år siden. Nu skal de på lossepladsen.
Mit hjerte græd inden i af smerte – jeg stod bogstavelig talt med de sidste ejendele tilhørerende min Gudfar i mine hænder, de sidste minder om ham, hans mor, hans bedsteforældre og hans oldeforældre. Jeg ER den sidste der vil mindes dem, jeg ER den sidste der ejer ting fra deres liv, jeg ER den sidste af alting og alligevel er jeg ved at slette et menneske fra historiebøgerne.
Jeg er ved at fjerne et menneskes identitet. AT udslette et menneske. Uagtet hvad min Gudfar har gjort mod mig, så har han også gjort mange gode ting, i hvert fald i mine tanker. Jeg kan nemt mærke hvilken oplevelser der vægter mest og som altid vil vægte og fylde mest, men det føles alligevel smertefuldt – virkelig virkelig smertefuldt – at trække ting ud af garagen, velvidende at de vil tage skade og gå i stykker pga. dén behandling.
En bevist handling og behandling fra min side, mod døde ting, men uanset hvor skørt det lyder, så sidder jeg lige nu og græder mens jeg skriver det her – jeg føler mig som den største mest utaknemmelige lort ever.
Siden sidst har jeg også haft nogle mærkelige drømme. Jeg kan (naturligvis) ikke huske dem mere, end ikke brudstykker, men det var noget med at jeg arbejdet mod Nazisterne, at jeg mødtes med Anika og var sej nok til at stå ved min uskyld.
Pga. familieskænderierne tog jeg ikke med til Sverige til min nevøs 10 års fødselsdag. I stedet fastholdt jeg min tattooverings aftale og fik 2 tattooveringer på én gang.
Ham der udførte tatoveringerne sagde ordret til mig: “Du er ret sej!!” Jeg ved ikke om jeg er enig, men det var dejligt at hører og helt sikkert noget jeg vil huske i mange år fremover at han sagde. Det lunede at få ros, om end det så kun er ros for at være sej til at udholde smerte.
Jeg kender ikke meget til tattooverings verdnen – jeg er end ikke sikker på om det staves med to tt’er og to o’er, om det staves ens på Dansk og på Engelsk – jeg er faktisk ikke sikker på noget i den retning. Den eneste tatovering jeg har fået, er mit Michelle Hjerte på højre side af foden, samme sted som Michelle havde det og samme sted som hendes Mor og søster også har det (de tager i øvrigtig tilbage til Florida i næste måned for at forsætte efterforskningen af Michelles mord – mega barskt at hører om) og jeg syntes dén gjorde voldssomt ond, meget mere end de to jeg fik lavet.
Mens jeg fik lavet mine tatoveringer, var der en anden fyr inde for at blive tatotveret. Han havde en af de der slags kroppe som har taget mega lang tid at få, og som på mange måder er pæn, men bare ikke særlig tiltrækkende. I hvert fald ikke for mig. Han var ikke en fyr jeg nogensinde ville vende mig om efter eller kikke på 2 gange.
Anyway, han havde en del tatoveringer i forvejen og skulle have lavet en stor tatovering i sort fra brystkassen, nedover maven, rundt om siden og om på ryggen. Der var afsat 3 eller 4 timer til det, den dag. Han sagde at dét gjorde ondt på hvad der svare til et 6 tal på en skala fra 1 til 10. Mit gjorde ondt til et 3 tal, men i følge tatovøren, så er det det værste og mest smertefulde sted man overhoved kan få lavet en tatovering. Under fødderne.
Jeg syntes helt oprigtigt at de overdrev. Ja jeg kunne mærke at der blev ridset tatoveirngens form op og jeg kunne mærke da der blev lagt farve, men der var kun ét punkt på venstre fod som gjorde ond og det er også det punkt jeg stadig kan mærke. Jeg havde fået at vide at jeg nok ikke ville kunne gå i flere dage, så jeg havde handlet ind til en mindre overlevelseskrise og da jeg var færdig med at blive tatoveret, tog jeg mine sko på og gik hjem, hentede Ella og gik en lang tur med hende. Fejret mig selv og min beslutning om at gøre noget for mig mig, med en øl og en burger på en cafe i solskin – det kræver lidt at sætte sig midt på det mest trafikerede sted i Århus og spise åbenlyst alene med en stor bajer i håndenden (på bordet) men havde jeg siddet med et glas yndig hvidvin og en tapas frem for en mean burger og en halv liter øl, havde jeg nok set bedre og mere bloggeragtig ud.
Jeg ville gerne have fjernet min flæskekind på billedet med semikolonoet men ja…..it’s way past 02.00am….. jeg skal helt sikkert have ridset hjeretet op igen, det er ikke så skarpt i kanterne som jeg gerne ville have og som feks. semikolonet er. På Engelsk er et ; sat hvor en forfatter og dermed et menneske, kunne havde afsluttet en sætning (et liv) men vælger at forsætte.
Tjek The semicolon movement på Instagram. Stifteren har desuden begået selvmord i 2017.
Hjertet er under mit eget hjerte og jeg håber at de to smertefrie tatoveringer, vil holde mig mere jordbundet, rent bogstavelig talt og få mig til at huske på nogle af de gode ting i livet, som findes men som jeg ikke nødvendigvis kan se….. ligesom mine tatoveringer ikke nødvendigvis kan ses. De er der bare. Ligesom de gode ting (som jeg pt. ikke kan få øje på men som jeg forsøger at overbevise mig selv om findes…..)
Men som skrevet, det gjorde ikke ondt at blive tatoveret under fødderne. Jeg har prøvet værrer, meget værrer, også selv om igen tror mig.
Mor siger at hende og far vil komme ind i lejligheden (min lejlighed) en dag og så skal vi tale sammen (sight….!) og finde en løsning på “det her” og da jeg så begyndte at græde og sige at jeg ikke kan holde ud af de ikke tror på mig, så lukker mor døren ind til stuen hvor de andre er, fordi der ingen grund er til at “de hører alting” – hvilket for mig er det samme som at noget skal holdes hemmeligt. Som altid.
Jeg orker det ikke. Tænk hvis jeg bare kunne få fred og ro – uanset mine tatoveringer og ønsket om at huske på de gode ting i livet og holde mig selv i live, så ønsker jeg bare at få ro, inden i og fra min familie.
Hvis jeg havde et par gode solide stabile og ægte venner, så ville jeg slet ikke behøve min familie og alt deres drama. Det er forfærdeligt at jeg kun er sammen med dem i manglen på bedre – og det er dobbelt forfærdeligt at jeg ikke kan se en fremtid hvor jeg får bare én sød veninde.
Man får ikke veninder i min alder. Man får veninder når man går i skole og under uddannelse og i mødregrupper. Steder jeg aldrig kommer.
P.S: jeg drømte i nat at jeg mødte min psykiater-lærling, jeg kan ikke huske noget omkring drømmen, hvor vi mødtes, hvad jeg lavede eller noget. Kun at jeg mødte hende og ikke kunne genkende hende. I drømmen havde hun ingen ansigt og jeg kunne ikke “se” hende. Det knuste mit hjerte så forfærdeligt, fordi jeg savner hende helt vildt og alligevel ved jeg at jeg aldrig kommer til at se hende igen – og hvis jeg gjorde, så ville jeg ikke kunne genkende hende, fordi jeg har glemt hvordan hun ser ud.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg kan genkende hendes skridt, hvis hun går med hæl. Hendes skridt er nøjagtig som jeg husker Mormors skridt, ned af en lang hospitals gang.