SKREVET 2. OKTOBER 2019 I MARBELLA, SPANIEN. ⬇️

Regeringen med vores nye Statsminister i spidsen (Mette Frederiksen) er igang med at lave finanslovsforhandlinger for 2020. Stik imod hvad 10 ud af 13 partier lovede (på skrift) under valgkampen, er der i det nuværende udspil (som naturligvis holder stik hele vejen igennem) IKKE afsat penge til Psykiatrien – og så kan jeg sidde dér og tænke at jeg har brug for hjælp, men at jeg jo egentlig ikke er syg nok til at tage en plads fra alle dem jeg dagligt læser om, som sidder på ventelister og bogstavelig talt dør, fordi der ikke er behandlingsgaranti inden for Psykiatrien.

Aldrig ville man jo bede en kræftsyg person om at komme igen om 8-14 måneder når vi MÅSKE har en mulighed for at visitere dig med henblik på at få hjælp. ALDRIG ville man sige til en person med kønssygdomme eller en med diabetes at de kan komme igen om et år – de her mennesker ville jo bogstaveligtalt dø på ventelisterne, nøjagtig ligesom de psykisk syge mennesker gør. De dør. På ventelister. 612 personer begik selvmord i 2018. Jeg var desværre ikke iblandt dem, men jeg ville ønske jeg havde været, så jeg ikke var vidner til dette og så jeg ikke sad og skrev dette ned nu.

Verden er helt vendt på hoved og skylden for at være et klimasvin, et kødsvin, et kønsdiskriminernede menneske osv. vælter indover mennesker som jeg (og mig) fra alle sider, uanset hvilket medie jeg læser nyheder på – og jeg er ellers en af dem som skærer helt ind til kilden, for at undgå at få for meget støj med, da jeg helst bare vi have fakta. Men selv fakta medierne drukner mig i opslag om hvor uduelige og dårlige vi mennesker er. For psykiskustabile mennesker er det ligesom at pisse på vores livsbål – eller afhængig af hvilken dag det er, at kyle benzin på og sige at dét var sidste dunk….

Jeg magter ikke mere.

Pt. er jeg i Spanien med mine forældre, min lillesøster, hendes baby, Ella min hund og ja så mig selv.

SKREVET LØRDAG AFTEN D. 5. OKTOBER 2019 I MARBELLA, SPANIEN ⬇️

Jeg er så ked af det inden i, mit hjerte gør ondt og jeg ville sådan ønske at jeg var død. Jeg kan ikke rumme mig selv og jeg kan slet ikke rumme min familie.

Min søster har sådan et hyggeligt ordsprog eller et saying som hun ynder at sige tit og ofte: “Fisk og Gæster stinker på 2. dagen” – jeg har altid været uenig, specielt fordi hun altid siger det for at understrege noget hun har sagt før, som er 90% af gangene er uforskammet eller uempatisk. Jeg syntes ikke min familie stinker og jeg er ikke træt af at have dem på besøg i min lejlighed, men jeg er frustreret over hvordan tingene går og det kan lige så godt være mig som er gal på den. Det er nok nærmest mig som er gal på den. Det er det altid, også selv om jeg ikke føler at det er mig som er gal på den, sådan inderst inde.

Lad mig give et eksempel fra i aften. Vi går ud og spiser, på min venindes Japanske restaurant. Jeg er allerede SÅ smadret i benene og i kroppen, at jeg bare har lyst til at sove og ikke tale med nogen og ikke tage nogen steder hen.

I går aftes (Fredag) sagde jeg også nej tak til at gå nogen steder, jeg var smadret, mine kæber gjorde ondt, mine ben var (uforklarligt faktisk) som bly, jeg havde dirrea og min menstruation var på vej, så hele kroppen dunkede x 100. Mine lår er helt smadret af at gnide mod hinanden i varmen og jeg har selvfølgelig glemt at pakke trusser med ben og nej jeg kan ikke passe nogen bukser som jeg kan have på i 29 grader uden at dø. Jeg føler mig kæmpe tyk og fed og ikke særlig pæn eller smart. Så jeg ville bare gerne blive hjemme, i min seng. Men nej jeg skulle med, min mor kommer med nogel forvasket knælange leggins af hendes, min søster kommer med en ualmindelig krøllet hvid oversize skjorte, jeg maser mine fødder ned i et par birkenstock som skaver og så går vi.

Der er ildebrand på passeoen og jeg bliver væk fra de andre. Regl nr. 1 når man bliver væk, kom frisk hvad er reglen? Man sætter sig ned og venter NØJAGTIG DER hvor man opdager man bliver væk ikke. Ergo, de andre, som mistede mig af syne skal sætte sig ned, specielt fordi jeg er mest stedkendt og når jeg ikke kan få lov til at gå fremad (pga. afspæring af politiet) kan jeg gå udenom og nå dem lige så hurtigt.

Men de splitter sig op og lang historie kort, mine smadret lår, ømme kinder og tænder og lår går op og ned 4 gange på passeoen i en stiv time og leder efter de andre. Min søster havde kommenteret på hvor utjekket min røde taske (som jeg har arvet efter Michelle….) er, så jeg havde ladet den ligge hjemme og i stedet for puttet min telefon, nøgler og pung ned i en pose (!) som lå i min søsters barnevogn…… så dér går jeg med Ella i snor og min krop er ved at dø og det eneste jeg gerne ville fra starten af, var at blive i sengen. Fordi jeg ikke lyttede til mig selv, eller det gjorde jeg faktisk, men de andre lyttede ikke til mig, så jeg endte på gaden med smerter over alt og uden mulighed for at sætte mig ned og købe mad, gå hjem og spise, ringe til nogen.

Da jeg endelig finder min Mor og får at vide at min søster er gået op til lejligheden, går jeg derop og låser mig ind og sætter mig i sofaen og forsøger at finde mig selv, ved at se Merlin. Da mine forældre kommer hjem, går min Mor i seng uden at tale til mig. Hun er tydeligvis fornærmet. Man er ALDRIG i tvivl om når Fru. Roberts er sur. Tavsheden og følelsen af at blive ignorert og afvist er som granit.

Igen i dag står jeg op, går tur med Ella, køber morgenmad til de andre (som jeg har gjort ALLE morgenerne undtagen én) og forsøger at sætte mig i sofaen for at være “til stede” og social. Jeg har mest lyst til at ligge inde i sengen, alene. Uden nogen lyde. Uden nogen mennesker. Bare alene. Ro. Men jeg forsøger virkelig at være til stede.

Mor syntes vi alle skal gå en laaaang tur og få gang i benene osv. osv. Altid noget med at gå og bevæge os, frisk luft og kom nu kom nu. Min krop er bare træt. Så forfærdelig forfærdelig træt og mine lår er helt mørkebrune og huden er ru som sandpapir. Jeg har så ondt når jeg går, men jeg får sagt at jeg bare gerne vil være lidt alene. Og så bliver der næsten ikke talt til mig derefter. For at være alene er – åbenbart for min familie – nøjagtig det samme som at blive ignoreret.

Jeg får taget en bus op til et Storcenter og får handlet ting der mangler i lejligheden. Og taget bussen retur. Da jeg kommer hjem er der ingen hjemme og jeg får ligesom et kick af energi af at være alene. Jeg får ryddet op (min søster roder HELT FORFÆRDELIGT og har ting OVERALT!!) skiftet pærer i emhætten, i loftet i badeværelset etc. Og netop som jeg sætter mig i sofaen for at se lidt Merlin og slappe af, kommer alle hjem. For ikke at sidde og se netflix med lyd på min computer til gene for de andre, tager jeg hørertelefoner på. Det betyder jeg ikke kan hører hvad de siger eller hvis de taler til mig – så de råber af mig fordi jeg ikke reagere. …

Vi skal ud og spise og i dag skal vi spise på min venindes restaurant. Men jeg er allerede i bund. Helt i bund. Men jeg tager med. Selv om alt i mig siger at jeg har brug for en aften på sofaen. At jeg har brug for et roligt tempo – og jeg kan SÅ meget hører min families ord og stemme som jeg skriver ovenstående 3,5 linjer. De vil med sarkasme sige at alting er foregået i et roligt tempo i ugen der er gået, de vil sige at der ikke har været andet end ro, de vil nærmest grine hånligt over min kommentar, men ikke én gang vil de overveje om der er noget korrekt i det jeg siger og skriver.

Min søster starter med at sige om jeg ikke kan smse min veninde og reservere et bord – men logisk nok (tænker jeg) kan jeg ikke reservere et bord 19 minutter før vi ankommer en lørdag aften. Det kunne jeg have gjort for et par dage siden. Jeg mener, hvis der ikke er plads, skal hun så smide andre kunder væk for at give plads til os? Det kommer aldrig til at ske. Da jeg siger jeg ikke kan det, svare min søster ikke.

Vi går derned, men da det er lørdag og alle alm. Spanioler først går ud og spiser kl. 21, har vi nærmest restauranten for os selv her kl. 18.30 agtigt. Dét bliver hurtigt til noget negativt, at det måske er en dårlig restaurant siden der ingen mennesker er osv. Så starter diskussionen om hvor vi skal sidde, ved et alm. bord ved vinduet eller ved et teppanyaki bord. Hjemmefra havde vi talt om teppanyaki bordet, altså hjemme i Danmark. Et par dage før var vi gået forbi og Far havde set de varme sten og ønsket sig en bøf. Jeg var med hånden på hjertet ligeglad.

Vi endte ved et alm. bord ved vinduet.

Så startede mad diskussionen, min søster er forfærdelig til at bestille mad og når hun samtidig bliver sulten er hun bare pisse irriternede. Først vil hun have hot stone, så vil hun have sushi, så vil hun dele mad med os andre (jeg deler IKKE min mad med andre. Periode. Min Gudfar tog altid og suttet på hans bestik og stak det over i min mad, byttet om på bestikket så jeg kom til at spise med det bestik der havde været i hans mund, som lige bortset fra mavesækken på en ko i stærk forrådnelse, er nøjagtig lige så klam!!)

Det ender med at vi bestiller forskelligt Sushi og deler.

Snakken falder på at min søster og Far skal rejse hjem mandag, først skulle de rejse hjem fredag – hvilket i sig selv var et mega mærkeligt arrangement, men det blev så ændre til at de rejser hjem mandag. Jeg foreslog min Mor, mens vi var i Danmark, at vi, hende og jeg også rejser hjem mandag. Men da min familie på magisk vis har formået at få lavet så mange enkle reservationer frem for én samlet (pga. deres uorganiseret gen) er min søster og far booket på én billet og min mor på en anden og Ella og jeg er naturligvis på vores egen, da jeg har booket og betalt for vores rejse for flere måneder siden.

Mor vil pludselig gerne rejse hjem sammen med min Far og min søster men så var der ingen billetter. Det var der så nu (lørdag formiddag) så jeg ombooker min Mor og sidder selv og tænker lidt over, inden i, om jeg skal rejse hjem sammen med dem, eller om jeg skal blive til onsdag?

REVET SØNDAG D. 6. OKTOBER 2019 I MARBELLA, SPANIEN ⬇️

Mine tanker omkring denne, måske for andre, banale beslutning er mange.

Dels har jeg ikke fået lavet én eneste af de ting jeg har skrevet ned jeg skulle lave mens jeg var her. Da jeg var her sidst i Februar, var der flere ting jeg skulle have lavet færdig og nye ting er kommet til i mellemtiden, så listen er lang på min Note App.

Dernæst så føler jeg mig mega stresset og urolig inden i. Jeg har slet ikke fået den ro i min krop, som jeg savner på hverdage hjemme i Danmark. Og lige om lidt er jeg tilbage i Danmark og har ikke fået ladet op, kommet ned i gear eller været på ferie. Det er i hvert fald sådan det føles inden i mig – og jeg er meget bevist om at de her linjer ikke på nogen måder, harmonere med hvad min familie mener eller tænker eller syntes.

På den anden side, så har jeg på magisk vis fået en misforstået aftale med min Psykolog på psykiatrisk hospital. Ja man tænker næsten at det ikke er muligt at fucke mere op derude, men det er det. Da jeg bestilte de her billetter til Ella og jeg, gik jeg hos min nu tidligere “Nye Behandler” hver onsdag. Jeg bookede så jeg rejse ud Mandag d. 30. September og retur Onsdag d. 9. Oktober. Dvs. jeg mistede 2 sessioner hos hende og det var perfekt for mig. Ugen efter jeg kommer hjem, er Efterårsferie og dér har hun garanteret ferie (tænkte jeg dengang) så med min Ferie og hendes ferie, ville jeg slippe for at se hende 3 uger i træk. Efter en lang ensom sommer, hvor jeg har følt mig som en mellemting mellem jaget vildt, fuldstændig sindssyg psykiatrisk patient, misforstået, ignoreret og nedværdiget, ville de 3 uger være ren terapi for mig og min sjæl. Og det var dét jeg booked efter.

Men nu har tiderne ændret sig og jeg har fået en ny behandler, en ny psykolog og jeg skal ikke længere øve vold på min krop for at komme ud af sengen og være til stede efter en søvnløs nat, klokken 08.30 om onsdagen, jeg går nu hver tirsdag kl. 14.30. Det forsøgte jeg at fortælle min nye psykolog, hvortil hun siger at hun vil se om hun kan finde en ny tid til mig, jeg foreslår torsdag eller fredag, hun forslår to gange at det bliver onsdag eller torsdag, da de har noget møde om torsdagen (og fredag åbenbart ikke er en mulighed) så jeg opgiver at forklare hende at jeg ikke kan nå at komme hjem til en session onsdag. Og får efterfølgende en e-boks besked om at hun har booket en ny tid til mig, Onsdag d. 9. Oktober kl. 10.00 (hvor jeg stadig er i Spanien)

Så mit rejs-hjem-dillemma er også, skal jeg rejse hjem mandag og tage til den nye session onsdag kl. 10? Eller skal jeg ringe mandag og melde afbud og håbe samtalen ikke bliver optaget, arkiveret og brugt imod mig (om 2 år) og dermed først have mulighed for at tale med noget (udover min familie) d. 29. Oktober?

Min tanke var at jeg lige kunne bruge lidt af weekenden til at tænke over det, for og imod, men dét blev ligesom ret meget til et her og nu krise problem midt på restauranten i går aftes.

Min Mor kikker mærkeligt på mig, da min Far spørger om jeg har bestilt taxien der skal kører os til lufthavnen.

Jeg svare: ja jeg har bestilt taxien som skal kører Jer til lufthavnen

Mor: Skal du da ikke med os hjem?

Mig: Nej altså min tanke var at jeg ville blive til d. 9 og få lidt ro på…

Mor: (Afbryder mig og ser mega forkert ud i hoved) Så du skulle bare af med din mor…

Mig: Ej sådan var det ikke, jeg føler mig bare stresset og jeg har brug for lidt tid…

Mor: (Sidder med sammenknebet læber og kikker mærkeligt på mig) Ja bræk dig bare over din Mor

Mig: (Dybt frustreret over den drejning det hele tager) Ej dét klare du da fint selv.

Min søster: Ej vil du lige stoppe! (Sagt til mig mens hun kikker direkte på mig)

Mig: Jammen det var jo ikke mig der sagde dét, det var Mor der sagde det. Lad være med at putte ord i min mund!

Søster: (Ignorer mig og taler til babyen på babysprog og rejser sig og går ud og skifter ble)

Mig: (Forsøger at få ro i mit hoved og vil helst ikke at vi bliver uvenner så jeg beslutter at jeg vil forsøge at forklare hvordan jeg har det…) Jeg føler ikke at I lytter til mig..

Mor (Afbryder mig) Deirdre-Ann vi bestiller ikke andet end at lytte til dig!!

Mig: (Sidder en stund, kæmper med tårene og føler mig simpelthen SÅ dum, SÅ misforstået og SÅ forkert) Jeg går hjem nu, inden XX (veninde) møder ind og kommer over og hilser. Tak for mad.

Herefter rejser jeg mig og går hjem til Ella og lejligheden. Og her ligger jeg endnu, søndag d. 6. Oktober klokken 17.56. Mor og Far har ikke vist sig en eneste gang. Min søster kom ind for at spørge om jeg ville med ud og gå og jeg sagde til hende, hvordan hun tænker jeg skulle have lyst til at gå en tur, efter dét som er sket og den måde hun taler til mig på?

Min søster bliver mega sur og laver himmelvendte øjne og siger at dét var ikke dét hun sagde, og så lukker hun døren og hele familien går.

Jeg stod op og gik en tur med Ella, bestilte Kylling med ris hos Kinadamen og kom hjem med dette…

• 

• 

• 

• 

Hvis du kan finde en kylling i det her nasty noget, så er du en bedre landmandsdatter end jeg. Ella however, elskede kødet, som var noget råt svinekødsagtig kød…..

SENERE KL. 23.05.

Jeg tog mod til mig og gik ned og fik på en pæn måde, klaget over ovenstående mad og fik den korrekte mad med hjem.

Men ikke før at både Mor og Far har været inde på mit værelse, hvor jeg har siddet med døren lukket hele dagen og forsøgt at finde hoved og hale i mig selv og i havd det er som sker.

Far: Det her er jo ikke første gang

Mig: Nej det er rigtigt. Det sker hele tiden, igen og igen og igen og på et tidspunkt må man jo tænke på, om det er hende der går i terapi som er skyld i det hele eller om fejlen ligger hos andre…..?

Far: Hvad siger de derude? (Psykiatrisk Hospital)

Mig: Det ved jeg ikke. Men som jeg har sagt tidligere, hvis jeg have et barn der var psykisk syg ville jeg melde mig ind i pårørende foreninger og vise meget mere interesse….

Far: Jeg er ikke interesseret i andres børn. Hvorfor må vi ikke tale med psykiatrisk Hospital?

Mig: Det må I da også gerne, du kan da bare ringe derud.

Kors i helved hvor jeg dog HADER HADER HADER mit liv!!! Jeg sidder her i stuen alene, de andre er kommet hjem og gået direkte i seng. Mor uden at sige noget. Flot at være så voksen. Jeg kan faktisk ikke finde ud af om det er mig, Deirdre-Ann der er 200% gal på den, eller om bare en brøkdel af alt det her som går galt, kan tilskrives at min familie faktisk ikke lytter? Faktisk ikke høre hvad jeg siger, ikke ser hvad jeg gør og ikke gør en ærlig indsats for at forstå mit liv?

Jeg mener, de behøver ikke gøre ovenstående. Overhoved. De må gerne udelade at være en del af mit liv. Det er okay. Det er et ærligt valg og man kan ikke tvinge andre til at være en del af et sygt menneskes liv.
– MEN det SKAL respektere når jeg siger nej og fra og ikke ønsker at være en del af deres planer eller ønsker. Så meget burde de respektere mig.

Men det gør de ikke, og derfor står vi (igen) her og har en konflikt. Og det er SÅ bekendt. Lige så langt jeg kan huske tilbage, hvilket til tider er ultra kort, andre gange er det fra jeg er ca. 3-4 år, så kan jeg huske at min Mor altid har slået de ting jeg sagde hen. Som ikke vigtigt.

Don’t get me wrong. Jeg er sikker på at jeg har været verdens mest snakkesagelige barn. Et træls barn. Jeg kan kun huske at jeg er blevet tysset på, bedt om at dæmpe mig, ikke tale så meget, ikke fylde så meget, ikke larme så meget. Det er en generel ting jeg husker hele vejen rundt, når jeg kikker på mit liv. Hvad jeg ikke kan huske, er at nogen nogensinde EVER har sat sig ned og faktisk lyttet til mig, til hvad jeg faktisk sagde og spurgt ind til hvad jeg måske ønsket mig, af livet, af dem. Ingen har nogensinede vist mig den interesse. Og når min Mor og Far og også min søster, stadig den dag i dag, kører henover mine ønsker, så kan jeg ikke lade være med at føle det som om det hele er en del af mit liv, som jeg ikke kan blive fri af.

Måske det var torsdag aften? Eller Onsdag? Jeg kan ikke huske det, men mine forældre ville ned til noget Oktoberfest, min søster og jeg gik hjem. Jeg sagde helt fra starten af, at jeg gerne ville hjem og se Merlin på sofaen. Da vi kom hjem, puttede min søster babyen og jeg satte mig til rette med min computer, klar til at se Netflix. Hvad hun ønskede at lave, var ikke i mine tanker. Jeg var flad.

Min søster syntes vi skulle snakke og det var sikkert også hyggeligt. Når jeg skriver “sikkert” er det fordi jeg ikke kan huske hvad vi startede med at tale om, men jeg kan huske hvad vi endte med at tale om. Psykiatrisk Hospital.

Jeg foreslog, igen, at min søster kontaktede nogle af de pårørende foreninger der findes, læste op på materiale osv. I min verden noget af det første man gør når man står overfor et problem/udfordring. Enlighten yourself. Knowledge makes you stand stronger.

Min søster siger at hun ikke gider pårørende foreninger, hun mener slet ikke jeg er psykisk syg. Og hun føler sig ikke som en pårørende til nogen. Når hun læser op på de “ting” (og her tænker jeg at hun med “ting” mener diagnoser) så passer det ikke på mig, mere end det passer på hende (hvilket gør at jeg har lyst til at sige: Jammen så har du måske også en personlighedsforstyrrelse – men jeg skal nok dy mig…..)

Min søster mener jeg burde stoppe på Psykiatrisk Hospital, at de ikke hjælper mig eller gavner mig overhoved.

Min søster har en veninde der er psykolog på et bosted hvor menneskerne der bor dér, tror de feks. er en hest. Anyway min søster siger at hendes veninde siger at der ikke findes én eneste psykolog som ikke selv er fuldstændig fucked i hoved. Som ikke selv har en diagnose og som ikke selv har brug for professionel hjælp. Min søster siger at dem som bliver psykologer gør det for at hjælpe andre, fordi de ikke kan hjælpe sig selv og fordi de ikke magter at tage fat i deres eget liv og eget rod. Hun fortæller at hendes veninde har fortalt de her ting, og om hvordan det var/er at læse til psykolog og være psykolog.

Jeg tænker det måske er korrekt for nogle psykologer men at det ikke kan være en generel ting. Det er jo ikke alle kræftlæger som har haft kræft, men derfor kan man jo godt ønske at helbrede og lindre kræftsyge. Og være god til det.

Min søster mener at jeg burde stoppe på Psykiatrisk Hospital, fordi de ikke kan hjælpe mig og fordi jeg bare har fået det dårligere af at gå derude – det sidste kan jeg jo (desværre) kun give dem ret i, fordi denne her sommer og den tid jeg har gået hos min Nye Behandler har været noget nær forfærdelig og jeg fatter ikke at jeg blev ved så længe. Men som før, så tænker jeg nu, at hvis jeg stopper i Psykiatrien – hvilket er noget jeg rigtig rigtig ofte tænker på – så ved jeg ikke hvad der skal blive af mig.

Umiddelbart tænker jeg at jeg vil leve videre, der vil være gode perioder og bedre perioder og jeg vil måske endda også tabe mig, hvilket for min familie vil være en blåstempling af at jeg har det bedre. På et eller andet tidspunkt, måske om et år, måske om 3 år, måske om 6 måneder – jeg ved ikke hvornår men jeg ved det vil ske, for det er altid sket – så vil jeg få det dårligt igen og jeg vil stadig være alene med min familie som eneste netværk (vel og mærke den familie som ikke tror på mig) og på et eller andet tidspunkt så vil jeg dø af det her.

Jeg ved ikke om jeg tror på (mere) at Psykiatrisk Hospital er nøglen til løsningen for mig, om det er dér jeg skal være for at få det bedre. Det tænkte jeg engang, før alt det her med Google Gate, De Stikkende Damer og Stikker Grethe. Før dét, var jeg overbevist om, at hvis jeg mødte op, gjorde nøjagtig som de sagde, deltog i de ting de bad mig om, så ville jeg før eller siden rulle ud af Kolbøttefabrikkens rullebånd i den anden ende. Færdigbagt i hjernen og klar til at starte med at leve mit liv. Korrekt for første gang. Nu ved jeg ikke mere hvad jeg tror.

Jeg ved ikke om de kan hjælpe mig. Jeg havde SÅ STOR tillid til dem før og nu kan jeg mærke, at uanset hvor meget jeg ønsker at opretholde dén tillid, så er der bare alt alt alt for mange pile der peger i den modsatte retning. Som peger på de utallige gange de har misbrugt min tillid henover 2019 – og jeg skammer mig så enormt meget over at jeg har fortalt dem mit livs hemmelighed og at jeg pga. dem, lod mig overtale til at fortælle hemmeligheden ét led videre, sådan at jeg i dag sidder som en blottet skamskudt and midt i en sø, uden dække og uden mulighed for at komme væk, i skjul – og med meget begrænset ressourcer til at få det bedre. Og dem der har fået mig derud, er ikke nogen jeg kan regne med 100%.

Og jeg tænker at min familie kan mærke det og derfor presser mig ekstra meget til at stoppe, fordi de helt fra starten af, har besluttet sig for at Psykiatrien er roden til alt ondt.

Jeg tager måske fejl men jeg hører det som om at min familie igen ikke hører mig. Ikke ser mig. Ikke anerkender mig. Det er HELE TIDEN MIG OG PSYKIATRIEN som er forkert og som fejler.
– Og når jeg er på/i/hos Psykiatrien så er det mig der er gal på den. Det er aldrig mig som har ret, mig som er korrekt på den.

Jeg er så træt så træt af at være forkert.

Jeg vil bare gerne dø.