Jeg vil gerne takke mig selv for, at jeg har så enestående en smertetærskel. Jeg tror vitterlig godt et menneske kan blive sindssyg af smerte.
I går, Søndag, insistered Far og Mor på at vi gennemgik forsikringen eller forsikringerne fra ulykken. Naturligvis skal vi ha det ordnet, men jeg trode naivt at når jeg har fortalt min side af historien og meldt det hele til forsikringen, så er det dét jeg betaler min forsikring for at gøre.
Jeg var af den fulde overbevisning at jeg ikke betaler min forsikring for, at jeg selv skal gøre alt arbejdet, selv skal kontakte modpartens forsikringsselskab, selv skal rykke for en lånebil (når jeg en gang har fået at vide at dét kan jeg ikke få) selv skal rykke for betaling for fysioterapi, selv skal rykke for erstatning af ting de har sagt de ikke vil dække, som feks. min Doula Uddannelse. Den dækker de ikke (de = min forsikring da uddannelsen er i privat regi) så jeg skal selv tage fat i modpartens forsikringsselskab.
Er det bare mig – hvilket det åbenbart er – men er det ikke mega mærkeligt at jeg skal bruge krudt og energi (som jeg ikke har) på at kæmpe for min ret, som jeg desuden har betalt til?
Anyway, midt i det hele kunne jeg mærke at mine kæber begyndte at trække sig sammen og selv om det ikke er noget nyt at jeg har ondt i kæberne og munden, så nævner jeg det nærmest aldrig for min familie, da jeg føler mig som en hypokond der bare søger opmærksomhed. Men truth be told, denne her sommer har budt på mere fysisk smerte end jeg kan huske. Kontinuerlig vedvarende smerte som sidder her og der og alle vegne og lige dér ved stuebordet, med Ella i sofaen og computerne på mit skød, begyndte min mund at brænde i en sådan grad, at jeg næsten fik tåre i øjenen – og det værest af det hele?
Min mund er ikke stoppet med at smerte siden……jeg sov næsten ikke i nat og hele dagen har jeg været flad og kørt på pumperne og min mund har gjort så frygtelig frygtelig FRYGTELIG ondt!! Her til aften tog jeg endda nogle af de smertestillende piller jeg fik fra hospitalet og når jeg er færdig med at skrive det her, så tager jeg en portion igen – jeg har taget mig selv i at græde og sidde med åben mund af ren og skær fortvivlelse.
Da jeg var ved læge, tidligere i dag, syntes han vi skulle tale videre om mine smerter, når jeg kom igen om 4 uger. Han har sygemeldt mig (Fra Fars firma) i 4 uger. Han sagde at jeg skulle nævne på Psykiatrisk Hospital, om de havde overvejet om jeg led af Fibromyalgi. Jeg har eller havde aldrig hørt om det før – men dejlige google fortæller mig, at det er endnu en uhelbredelig lidelse (som jeg håber jeg ikke har)
Min brors lejlighed, eller den lejlighed min yngste lillebror boede i, inden han rejste til Sjælland, er ejet af begge mine små brødre. Der skulle laves dræn under gulvet på altanen, så jeg skruet brædderne af i sidste uge og i dag skruet jeg dem så på igen, plus jeg pimpede altanen med blomster, fordi den gerne skulle lejes ud mens han er væk, så de kan få tjent nogle penge.
– jeg var SÅ TÆT på at græde flere gange men jeg ville bare have det overstået. Men at købe blomster, slæbe blomster og jord op, plante, rigge an, skrue brædder på, pakke boremaskinen væk, hente bilen, løfte overskydene ned i bilen etc. var simpelt hen mere end jeg kunne overskue. Jeg tudet hele vejen hjem af smerte.
Hos lægen i sidste uge, blev jeg tjekket for alt muligt, bla de her ting, som ikke siger mig en dyt ⬇️
Mit stofskifte (T3 og T4) er normalt
Min Bugspytkirtel er normal
Min Insulinresistents er normal
Mit Kolesterol er for højt ➡️ Noget af det skulle ligge på 5, men ligger på 6. Noget af det skulle være under 3 men er 4,0.
Hvilket førte til en samtale (mellem mig og min læge) omkring mad og spisevaner og igen kunne jeg hører mig selv være fyldt med undskyldninger. Sygeplejersken på Psykiatrisk Hospitals ord. Hun mente eller sagde at jeg havde en undskyldning for alt, og at jeg måtte stoppe med at lave undskyldninger – og hun har sikkert fuldstændig ret.
Men bottom line, jeg har intet andet at sige, end ting som er opfattet som undskyldninger. Mit køkken ligger så jeg aldrig behøver gå der ud. Jeg kan gå og være sulten og det sidste sted jeg vil overveje at kikke efter mad, er køkkenet. Et køkken S I G E R M I G I N T E T!!!
Lægden sagde at jeg skulle handle ind, han foreslog ting som ikke indeholdt fedt (for at få mit kolesterol ned) men igen, min forklaring, som er en undskylding (åbenbart) er at jeg ofte handler ind og sirligt sætter manden ind i mit køleskab, som altid er hermetisk rent. Næste gang jeg kikker i køleskabet, så er maden for gammel.
Jeg laver sedler med at jeg skal huske at spise, huske at drikke vand, med retter jeg kan lave. Jeg downloader apps der laver vandlyde hver time for at minde mig om at jeg skal drikke vand, jeg downloader ALLE de apps der findes som kan minde mig om at spise og ikke mindst om HVAD og HVORNÅR jeg skal spise, men lige lidt hjælper det.
Mad siger mit intet. Jeg har altid været kræsen som barn og jeg er altid blevet tvunget til at spise. Jeg husker mig selv sidde i køkkenet og kunne hører de andre inde i stuen. Jeg skulle blive siddende til jeg spiste op. Jeg husker en eller to enkelte gange hvor jeg har fået maden igen næste dag. Men mest af alt husker jeg den alt overskyggende væmmelse ved at spise mad jeg ikke ville have men alligevel blive tvunget til at spise det. Den eneste der aldrig tvang mig var Mormor. Hun lavede i stedet for maden som jeg gerne ville have den.
Jeg siger ikke at jeg har den gyldne løsning på kræsne børn, men jeg ved 200% at tvang og isolation ikke er vejen frem. Se bare på hvor fucked jeg er på madfronten i dag.
Måske det er derfor jeg drømmer om at få et lettere “køkken liv” når jeg får en kolonihave? Alle griner af mig, men jeg er helt seriøst den eneste af mine søskende som ikke har en opvaskemaskine. Jeg har ALDRIG boet steder med opvaskemaskine – lige med undtagen af de ca. 4,5 år jeg boede med It manden. Ellers har jeg aldrig haft opvaskemaskine, det er en lille ting men jeg tænker den kan gøre en markant forskel i mit liv, da jeg ofte væmmes af roddet og lugten i mit køkken – men alligevel ikke gør noget ved det før det er grelt.
Jeg er – nu når vi er igang – også den eneste som ikke har altan, som ikke har privat parkeringsplads (i 8000 Århus C) ligesom jeg også er den eneste som ikke har vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden. Det er små ting, banale ting. I know I know, men det er stadig ting som gør hverdagen lettere og er der noget jeg har brug for nu, som i lige NU så er det en lettere hverdag. Ja tak!!
Jeg spiser feks. heller aldrig hårde ting, så som nødder, gullerødder, chips etc. fordi det skærer i min mund og er hårdt for mine tænder at tygge. Jeg køber nærmest aldrig smør, mælkeprodukter, yougurt (til tider skyr men det er sjældent) ost mv. Ikke fordi jeg ikke kan lide det men fordi jeg går efter langtidsholdbare produkter.
Jeg kunne godt se lægen fik grå skægstubbe af at tale med mig men hvis jeg ikke må svare med det som ligger mig på sinde som et svar, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare.
Og så videre til næste ting.
I Fredags, da jeg lige havde skrevet det sidste af to indlæg (skrev 2 indlæg Fredag, det sidste var dette) og netop havde slukket computeren og lå og forsøgte at sove mens jeg delvist hadet mig selv og delvist var forundret, fik jeg følgende sms fra Norman. Vitterlig ud af det blå – og det gjorde SÅ ondt på mig følelsesmæssigt.
Blot for ligesom at holde min sti ren, så læg lige mærke til screendumpet af min opkaldsliste på min iphone. Det var ikke planlagt men OMG hvor var det epic godt fanget – jeg tager screendumpet (som bevis) til Norman, så han kan se hvad jeg har foretaget af opkald.
Screendumpet er taget i det nøjagtige øjeblik han skriver besked nr. 2 til mig, og derfor kan jeg af gode grunde ikke have slettet opkald fra min opkaldsliste…… bum. Fucking godt brandet (som Nick og Jay synger)
Og derudover så syntes jeg selv at jeg var ret velformuleret – og korrekt for den sags skyld, da jeg kalde ham for en fucking empatiforladt selcentret IDIOT!!
Men det er hverken første – og nok heller ikke sidste gang, Norman Bach vælger at beskylde mig for noget som jeg vitterlig ikke har gjort. Jeg har tit ringet til ham (førhen, ikke i 2019) men jeg har altid lagt beskeder. Altid. Jeg mener, hvad er pointen i at ringe og ikke lægge en besked, når jeg jo gerne vil tale med ham? Der er ingen pointe, excactly!!
Det er ikke mere end et par måneder siden, faktisk var det den dag min søster kom hjem fra Hospitalet med babyen, at han også skrev ud af det blå og svinet mig til for at ringe til ham – og der sad jeg i stuen med Far og var helt flad over at jeg havde gjort rent hele dagen, pga. at Mor og min søster og babyen skulle komme hjem. Bare sådan. Du er en kælling. Nåe nej. Og så blokeret han mig, så jeg ikke kan svare.
Jeg lå vågen hele natten indtil klokken ca. 05.00 og vågned så igen omkring kl. 08, hvor jeg satte mig ned og skrev følgende til ham – som han så ikke kunne modtage, da han har blokeret mig.
Men som du kan se nederst på screendumpet, i højre side, er der kun én tick og den er grå. Så Norman har bekvemt blokeret mig, sådan at det er hans ord der tæller og ikke mine. Men paddehatten er ikke klogere end at han ikke dækker sig helt ind og det er NØJAGTIG dérfor han altid vil have de her problemer. ALTID.
Jeg har et dansk mobil nummer og et spansk. Han ved det, for vi har talt sammen på begge numre, men han har ikke blokeret mig på mit spanske nummer. Det ved jeg, for jeg tændte min spanske telefon og *vola* var han onlien og *vola* fik jeg afleveret ovenstående til ham og *vola* blokeret jeg ham på ALLE flader, så jeg ALDRIG kan få beskeder fra ham igen og *vola* så slukket jeg min Spanske telefon.
I går (søndag) faldt jeg dog i, og tjekkede Normans instagram, for at se hvor han var på sin camino. Jeg tjekkede hans profil fra en af de utallige FB kontier jeg har eller også var det fra en af dem jeg tidligere har passet for andre firmaer, hvor de – trods mine anvisninger – har udeladt at ændre password.
Nøjagtig den korte frekvens jeg så, var ironisk nok nærmest målrettet mig. Norman står i Santiago de Compostela og er på vej til Finisterra. Han siger noget i retningen af at “han kender flere som bare stormer afsted på Caminoen og siger “jeg har gået den på xx antal dage” men at i hans opfattelse er caminoen noget der skal nydes og gåes langsomt”
– jeg sad med en WTF tanke i hoved og havde jeg ikke netop sendt ovenstående sviner til ham, ville jeg fandeme have kommenteret på det.
- Norman har selv været en af dem som stormer afsted. Norman er en pisse dårlig taber og kan ikke tåle (sammen med hans latterlige millionær venner) at jeg har gået hele turen på 23 dage. Norman er også så blank, at han ikke tænker over at dem som feks. går på 23 dage, måske går så hurtigt fordi de stresser, ikke kan finde ro eller er under enormt press. Jeg gik ikke 60+ km på én dag fordi jeg ønskede det, men fordi jeg var så presset at jeg ikke fik stoppet mig selv.
- Norman glemmer også i alt hans “slooooow walking camino sludder sladder se mig video scener” (ja han kaldte sine opslag for scener – “så du får lige et par scener mere”. Jeg kender kun én der er mere medieliderlig end ham….🤢) Men Norman glemmer, at når man går langsomt, så har man masser af tid og dén tid skulle man gerne bruge konstruktivt og til noget som alter your life. Men i og med at han dagen før, eller 2 dage før, netop havde sendt mig en sviner – som så ofte før – så fortæller det jo HOVEDRYSTENDE om hvor lidt han egentlig har lært af, taget til sig, tænkt på og fået indsigt i, på sin mere end 33 dage lange gå-tur. He’s clearly as blank as when he started.
Jeg tager til Spanien i næste uge og hvis jeg kan komme igennem at være i Spanien uden at kontakte ham, så har jeg bestået den ultimative test og Norman vil (forhåbentlig) endelig være skyllet ud af mine åre og mit liv, som en infectious possion. Og jeg kan kun sige, når jeg kikker tilbage – hvilket faktisk er ret trist – at han aldrig nogensinde har bidraget med én eneste positiv ting til mit liv. Han har aldrig holdt de løfter om at hjælpe mig, som han selv er kommet med. Han har aldrig nogensinde gjort noget for mig – selv om jeg har hjulpet ham så mange mange UFATTELIG MANGE gange + jeg har hjulpet hans venner og hans hunde og ja bare altid været sød. Altid.
Jeg håber jeg har lært af det her. Det håber jeg virkelig.
Jeg var i en af kolonihaverne i dag, for at skrive mig op til en have, da nogen sagde noget i retningen af, at “du er da ikke gammel nok til at skulle købe en kolonihave” – jeg blev så paf, for jeg trode de dag var ovre, hvor folk tager mig for at være ultra ung, var slut. Jeg mener jeg har jo trods alt fået rynker ved øjene og jeg er tyk og ser gammel og træt ud.
I ren panik LØJ JEG MIG ÆLDRE end jeg egentlig er – som om at en 45 årig har mere lov (og behov) for en kolonihave, end en på 41 år? OMG Deirdre-Ann, what the fuck er der galt med dig!!