…. i onsdags da jeg var hos min Nye Behandler på Det Lyserøde Hospital, i den lille aflange golde celle. Jeg har 45 minutter til at tømme mit hjerte og min hjernes tankemyller for de sidste 14 dage, siden vi sidst så hinanden.

Mit hjerte græd allerde inden jeg kom derind, måske derfor græd jeg næsten ikke under vores samtale?

Natten til Onsdag lå jeg vågen til uret viste 03.50, så faldt jeg endelig i søvn og da uret ringede 07.15 væltede jeg ud af sengen. Min frygt for at sove over mig (hvilket er sket én gang på 2 år) er enorm. At misse min samtale med min Nye Behandler vil betyde endnu en uge uden nogen at tale med. Endnu en uge uden at ventilere. Endnu en uge uden at kunne trække vejret problemfrit. Endnu en uge hvor du konstant balancere på kanten af at tro på at du faktisk er sindssyg og utroværdig, nøjagtig som hele verden omkring dig tænker, insinuere og siger.

Jeg hader hospitalet – jeg forstår ikke at det kan kræve 6 år at læse til arkitekt og så kan man ikke finde ud af at lave simple ting korrekt.

Feks. hvorfor er Psykiatrisk Hospital i Skejby, aka Det Lyserøde Hospital, kvadratmetermæssigt MINDRE end det knap 150 år gamle Psykiatriske Hospital i Risskov?

Hvorfor er patienterne, altså brugerne af hospitalet ikke taget med på råd om hvordan et optimalt hospital skal være?

Hvorfor skal jeg tvinges til at gå hen af lange gange, ned af trapper og igennem en enorm forhal fyldt med kendte og ukendte mennesker, klokken lidt over 09.30 hver onsdag formiddag, med et ansigt som er rødsprængt af gråd til skue for alle?

Fra en skala fra 1 til 10, uanset hvor hardcore du er, så er dét følelsesmæssigt svært. Manglen på afskærmning, privatliv og anonymitet er hjerteskærende – hvorfor er der ikke lavet en trappe ud fra den afdeling jeg går på, direkte ud i det fri? HVORFOR skal jeg igennem ankomsthallen og ydmyges mens jeg forsøger ikke at gå så stærkt at jeg kommer til at løbe, øjene i gulvet, rank ryg og bare fremad. Ud i det fri – væk. Hjem. (og græde videre)

Men i onsdags var dagen anderledes. Jeg græd næsten ikke. Måske fordi jeg havde grædt hele natten og mine øjenlåg allerede var hævet?

Jeg havde så mange ting jeg ville fortælle, som presset på og som fik mig hoved til næsten at eksplodere – det gør det så svært for mig at se en fremtid, når jeg knap kan se 7 dage frem.

Jeg ville starte ud med at fortælle at jeg syntes Psykoedukationen var gået overraskende godt og derfra spurgte min Nye Behandler ind til noget som jeg ikke kan huske og pludselig var jeg igang med at fortælle om mit liv i grove træk.

Altså; født dér, gået i skole dér, flyttet på gården dér, til London dér, til København første gang dér, Spanien, Kapsabet, Spanien, København, Århus osv. osv. Jeg fik intet ud af samtalen. Intet. Men måske det hjalp og hjælper min Nye Behandler til bedre at forstå min livsretning, du ved, det størrer perspektiv og de grovere træk?
– men for mig gik de 45 minutter med at fortælle om ting der er mig så uendelig ligegyldige. År hvor jeg ikke har lavet andet end at flygte fra sted til sted i et desperat forsøg på at finde ro i mit indre (desværre uden held) og dermed forsvandt min chance for at ventilere mine inderste tanker fra de sidste 14 dage ud i det blå.

Da jeg gik fra cellen, følte jeg mig svimmel og forvirret og fyldt op med vrede og smerte og sorg og alt muligt som jeg havde lyst til at skrige ud ned af de lange hvide gange. Min indre smerte var enorm og jagende.

Jeg fik ikke fortalt om den lille skræmmende mand fra stalden som er begyndt at dukke op i mine drømme igen. Jeg fik ikke fortalt om mine massive selvmordstanker der er væltede tilbage igen. Jeg fik ikke fortalt om mine efterhånden mange ture henover Ringgadebroen, ture som er sindssyge i min egen optik, men som giver mig så enormt meget ro inden i, fordi dén bro, er min eneste reelle udvej herfra, den eneste udvej som ikke kræver forklaringer, kræver min tid eller mine penge. Broen er der bare, til når jeg har brug for at den skal være der og den vil altid være en bro, aldrig andet og aldrig mere.

Jeg fik heller ikke fortalt om mine enorme søvnproblemer, som, når jeg bringer det op i min familie, kun skaber diskussioner om at jeg sover om dagen og er vågen om natten og ikke laver noget, udover at vende om på dag og nat. Jeg er stoppet med at drikke cola light, jeg har ikke sovet til middag og hver gang klokken slår 21 og jeg ligger i min seng for at sove, så er jeg vågen som havde jeg sovet hele dagen. Jeg kan bogstavelig talt ikke hænge sammen mere.

I sidste uge eller var det i denne uge? På et tidspunkt var min søster og jeg på Streetfood, jeg drak 2 x halve liter hvedeøl og tænkte: Ha! NU kan jeg sovemen alligevel lå jeg vågen til klokken slog 05.00 og skraldevognene larmede udenfor. Jeg forstår det ikke.

I onsdags, d. 30. Januar 2019, var det også 2 år siden jeg for første gang satte min fod på Psykaiatrisk Hospital. Jeg sad i den travle modtagelse i 7 timer og frøs så jeg trode jeg skulle dø af kulde. Det er også 2 år siden jeg overvejet at prikke en helt sikkert sød ældre medarbejder hårdt i øjene for at slippe væk fra det forfærdelige rum. Jeg kan stadig, 2 år efter, huske følelsen af frygt, kulde og afmagt og længslen efter ro, stilhed og en at holde i hånden (hvor banalt det end lyder)

Og nu, 2 år efter, så kan jeg stadig ikke se en fremtid. Jeg sidder her i min sofa, i den samme lejlighed og får en brusende følelse i næsen og tårer i øjene når jeg tænker på hvor lidt indhold der er i mit liv. Der er vitterlig intet af værdi i mit liv. Jeg har ingen mål. Jeg har ingen fremtid. Min fortid er så mørk og sort og fyldt med utrygge følelser at jeg ikke har lyst til at tænke på den. Jeg kan ikke se hvad der skal blive af mig om 30 dage, jeg ved ikke hvor mit firma er om 3 måneder – jeg kan ikke komme i tanke om én eneste ting jeg er god til.

Ikke én.

Jeg er tyk. Mit tøj strammer. Min økonomi sejler. Jeg har ikke én eneste veninde og udover min familie, som alligevel ikke tror på 90% af hvad jeg siger, så er der ingen som vil savne mig hvis jeg ikke fandtes mere.

Så konklusionen er egentlig enkel nok. Jeg burde dø – men for ikke at ha levet i 40 år helt uden formål, så er min tanke nu, hvordan jeg skal dø?

Måske hvis jeg fandt en pistol og skød hoved af mig selv midt inde i folketingssalen, når de skal diskutere den nye såkaldte sundhedsreform i slutningen af Februar, måske de så ville tage Psykiatrien seriøs? Måske psykiatrien så ville få de mange milliarder der mangler, så kvinder (og naturligvis også mænd) som jeg, aldrig igen skal føle at de 45 minutter én gang om ugen, er deres eneste livslinje til omverdnen?

Jeg tænker dét i det mindste er en genial plan – alle der ser mig skyde hoved af mig selv, får jo også brug for psykologhjælp – men ak, psykiatrien har ikke plads til dem, der er ventelister på over 8 måneder, så om bag i køen kære Politiker.

Hvor hylende ironisk vil det ikke være?

Hele livet har folk ignoreret mig, og overhørt mig. Jeg får aldrig sagt dét jeg gerne vil, men med én handling, kan jeg få sagt alt dét jeg gerne vil…