Sommertid til Vintertid

Her til aften er jeg alene hjemme for første gang i måske flere måneder. Jeg er efterhånden aldrig alene mere og jeg savner det helt sindssygt meget.

For nemhedens skyld – eller for dovnskabens så indsætter jeg et brev jeg netop har skrevet til en veninde, det forklare meget godt hvad der sker i mit liv lige nu….

Kæreste Lita

Hvor er det dog SKØNT at høre fra dig!!!

Jeg er også alene hjemme, for første gang i måske 2-3 måneder og jeg aner slet ikke hvad jeg skal lave….. ofte til daglig når vi altid er sammen, XXX arbejder jo hjemmefra, så vi er altid sammen og når vi er det så tænker jeg tit på at hvis jeg nu var alene så ville jeg lave dit og dat og dut men nu når jeg så ER alene hjemme, ja så aner jeg ikke hvad jeg skal lave….

Det har været rigtig rigtig godt med terapeuten – og jeg har slet ikke tænkt på at flytte ud siden hun var her sidst, så det ser jeg som en positiv ting. Det som stadig halter er at jeg ikke ved om jeg elsker XXX, jeg holder utrolig meget af ham, det kan jeg helt klart mærke men jeg ved ikke om jeg elsker ham……det er som om mine følelser er helt lammet. Det er ikke kun mine følelser med XXX det kniber med at mærke, det er alle slags følelser…..det er svært at forklare men det føles bare mærkeligt når jeg prøver at føle noget, så nu er jeg holdt op med at prøve at føle noget og tænker at der nok kommer følelser af en eller anden slags, når der kommer mere ro på alting. 

Det som nok genere mig mest, er at jeg fornemmer at mine Mor ikke syntes at XXX er den rigtige for mig. Har du nogensinde prøve det? Jeg mener, det er selvfølgelig ikke en selvfølge at ens forældre kan lide ens valg af partner, men i det mindste kan de da holde mund om det hvis de ikke er enige ikk? 

Min mor syntes XXX “bruger for meget tid på sin computer” og set fra et alm. synspunkt bruger han også rigtig meget tid på den og set fra et jysk landmands synspunkt så lever han på nettet. Men det ER JO HANS JOB!

Når mine søskende er hjemme, er de hjemme en fredag aften, lørdag og så afsted igen søndag. De arbejder ikke men er blot hjemme i den tid. Når vi er hjemme er vi måske hjemme i 14 dage og så arbejder XXX mandag til fredag ved at sidde med computeren fra kl. 8 til 18 – det er mange timer men det svare jo til at ha et kontor job, hvor han bare gik ud af døren og man ikke så ham før han var hjemme igen. Men fordi han kan arbejde fra hele verden, så har vi mulgihed for at være i DK mens han arbejder og det ser jeg som en luksus og en gave mens mine forældre ser det som om at han lever og gemmer sig bag sin computer. 

Da jeg var hjemme sidst hjalp jeg min mor med at male min storebrors hus en mandag formiddag. I en samtale siger min mor til mig at hun ville ønske jeg havde et rigtig job…….. et rigtigt job?

Hvis jeg havde et “rigtig job” så ville jeg arbejder fra 8-18 i Spanien til 4€ i timen og dermed ikke ha mulighed for at hjælpe min mor med at male en mandag formiddag i Danmark……det sagde jeg til hende men hun forstod det ikke – og jeg forstår ikke at hun ikke forstår. 

Jeg tjener jo mere ved at leve som jeg gør og mit job er fleksibelt, ligesom XXXs er. Naturligvis ville jeg ønske der var ting som var anderledes men jeg føler jeg er på rette vej rent jobmæssigt. 

Det er SÅ frustrerende Lita – at ens forældre ikke ser positivt på det man laver!

Nå men ok om det, jeg syntes det er MEGA FEDT at I måske får en ny og større lejlighed! Det er som om alt flasker sig for Jer! 🙂 Det er da bare mega mega luksus! Og faktisk så er det jo et plus at der ikke er et helt nyt køkken i lejligheden, når I nu er sådan nogle madnørder så er det jo skønt at I kan sætte det køkken ind I selv gerne vil ha, med de ting I gerne vil ha – og en 4 værelses lejlighed er alligevel en ret stor lejlighed. Hvor mange kvm er den på??

Send mig endelig billeder hvis det bliver til noget 🙂



Siden jeg skrev sidst er der sket meget. Jeg fik et mega flip på min kæreste den weekend hvor jeg pakkede lejligheden ned, jeg var så presset og træt efter at jeg i 7 dage i træk havde været oppe kl. 7 knoklede hele dagen og i seng langt over midnat. I de dage havde jeg også fået mega dårlig søvn og så havde jeg alle tankerne med og omkring vores forhold – det kørte slet slet ikke og samtidig var vi i DK så vi skulle jo se at få det til at fungere……jeg orkede bare ikke mere……og så kom dråben da han ringede og vækkede mig for at blive hentede i Albertslund hos en ven piv stiv kl. 2-3 stykker om natten. Jeg var SÅ TRÆT at jeg overvejede at lyve for ham, at sige at bilen ikke kunne starte eller noget……jeg ville at han skulle tage en taxi men min økonomiske hjerne tænkte også at det var dyrt så jeg hentede ham. Mens jeg holdt der kom han ikke ud, da jeg ringede ringede hans gamle lorte telefon ikke – så jeg holder i fucking Albertslund en hverdags aften kl dolk om natten og manden svare ikke på smser eller opkald. Jeg overvejede 300% at køre fra ham.

Da han endelig kom flippede jeg så meget ud som jeg slet ikke kan huske at jeg har gjort i mange mange år. Det var som om alle mine frustrationer og alt mine vrede og alt min sorg og alt min smerte bare kom ud på én gang, på ham. Ja det var måske lidt synd og jeg ved at jeg var ekstraordinær led ved ham, men jeg syntes stadig at han fortjener og fortjente det. At blive ignoreret og overset og glemt i et forhold er SÅ EKSTREMT SMERTEFULDT at jeg slet ikke kan sætte ord på det.

Jeg skreg af min kæreste og sagde at jeg ikke ville mere. Nu var det slut. Jeg ville flytte fra ham. Jeg ville sove og ha ro og stilhed og være alene. At være sammen med ham giver mig mere smerte end det giver mig ro og glæde. Alt det, og meget mere sagde jeg.

Da vi kom hjem gik jeg i seng uden at kysse ham godnat, for første gang i hele vores forhold. Næste dag kunne jeg se at han havde grædt.

Oven i alt det her, aflyste vores terapeut vores aftalte tid, da hun var kommet til at dobbelt booke og af en eller anden sindssyg grund ikke kunne aflyse det andet par. Med hjælp fra en veninde fandt jeg frem til en terapeut som hedder Katrine, skæbnen ville at hun var i Marbella, Spanien på ferie da vi kom hjem og hende har vi efterfølgende haft besøg af to gange her i Spanien.
 – og det har gjort UNDERVÆRKER!!!

Jeg kan 100% sige at uden hendes hjælp, så havde jeg ikke en kæreste i dag. Punktum.

Jeg var der hvor jeg bare ville ha ro og søvn i mit liv – inklusiv bekræftigelse og kærlighed og lidenskab og mange andre ting. Det fik jeg ikke, ingen af delene, så hvorfor være i et forhold?
Hvis jeg var single og alene ville jeg få det hele, af mig selv, eller måske ikke, men så ville jeg heller ikke forvente at få det og sidde tilbage med en daglig skuffelse og en daglig følelse af ikke at få det jeg gerne ville ha.

En af de ting vi har talt om med terapeauten er hvor forskelligt min kærestes og mit kærlighedssprog er. Jeg taler om fremtiden og drømme og ønsker og han taler om her og nu og nul fremtid. Jeg har fundet ud af at small talk ikke er noget han kender til, for ham taler man kun om ting der skal blive til noget, ting som skal ske. Så når jeg har talt om fremtiden og om det hus vi skal bygge en dag – en drøm jeg har men også en drøm jeg godt kan leve uden at få opfyldt – så vil min kæreste ikke tale om det, fordi det for ham er det samme som at nu går vi igang med den drøm…….

Ja SUPER MÆRKELIG måde at tænke på, men det er åbenbart sådan han tænker og det må jeg jo lære at acceptere, hvilket jeg også godt kan, hvis bare jeg VED at det er sådan det fungere i hans hoved!

En anden ting jeg har fundet ud af, som jeg godt viste omkring mig selv men ikke omkring min kæreste er, at mig filter her i livet, altså det filter der er foran mit hjerte og foran min krop er stormasket, forstået på den måde at jeg suger 90% af alt hvad jeg oplever ind, helt ind. Af både godt og ondt.

Læser jeg noget forfærdeligt kan jeg bruge dage på at tænke over det, føler jeg noget kan jeg bruge dage på at tænke over det osv.

Min kærestes net er så finmasket som en te-si!! Næsten ingenting når igennem til hans hjerte, sjæl og følelser. Dvs. når jeg siger noget, så når det næsten aldrig igennem. Han er super god til at sige til sig selv: Dét kan jeg ikke gøre noget ved (feks. krigen i Syrien) så derfor gider jeg ikke tænke mere på dét og så tænker han ikke mere på det. OVERHOVED. Never. Bare sådan. Punktum.

Jeg kan jo tænke i et væk over alt muligt og hvis nogen siger noget grimt til mig, kan jeg bruge (år) på at komme mig over det, hvor min kæreste bare tænker: Sikke en nar og så bruger han ikke mere krudt på det.

Jeg siger ikke at jeg ville ønske jeg var 100% som ham, men jeg ville ønske at jeg var MERE som ham, mere hårdhudet, mere finmasket i mit filter…..

Nu er vores udfordring at min kæreste skal lukke mere op, og jeg skal prøve at lære at bruge mindre tid på de ting som ikke nødvendigvis fortjener min tid og det er svært. Rigtig svært. For os begge.
Men lige nu fungere det godt – faktisk fungere det så godt at jeg er bange for at rose min kæreste, for jeg er bange for at han så vil tage det for givet og falde tilbage i den gamle rille og SÅ skrider jeg. That’s for sure.

Jeg orker ikke at leve sådan igen…..så det går godt mellem os, stille og roligt men mine følelser er stadig manglende, måske ikke manglende men jeg har ikke sug i maven og jeg ved stadig ikke om jeg elsker ham. Jeg føler ikke mere at han er som en bror for mig, men jeg har heller ikke sug i maven og afsavnstanker – men så igen, vi er heller aldrig fra hinanden…..så det hænger nok lidt sammen.

Det som irritere mig mest i øjeblikket er, at min mor er begyndt at give (slet skjulte) hentydninger omkring hvorvidt min kæreste er den rette for mig – se ovenstående brev til Lita. Det er som sådan også okay at min mor stiller spørgsmålstegn ved mit valg af kæreste, men når jeg så fastholder at jeg syntes han er den bedste for mig, så syntes jeg ikke det er okay at forsætte. Det er som om min mor syntes at jeg burde få et par børn, med min kæreste og går det så ikke (mellem os) så er det jo ikke en katestrofe for så HAR JEG JO FÅET BØRN. Det er som om det at få børn, for mig mor er alfa og omega.

For mig er det hip som hap. Jeg er 100% okay med tanken om at jeg måske aldrig får børn. Måske jeg vil græde over det når jeg bliver ældre eller hvis det var fastlagt at jeg aldrig skulle eller ville eller kunne få børn, det kan jeg jo ikke sige på nuværende tidspunkt, men for mig er det en okay tanke at skulle leve de næste 40 år uden egne børn. Men for min omgangskreds er det som om jeg er sindssyg fordi jeg ikke ønsker børn.

Min veninde Anika har fået en dreng og hun troede han kunne passe ind i deres liv men nu kan hun se at de har måttet planlægge deres liv efter ham – hun siger ikke direkte at hun har fortrudt, men hun siger at hvis hun havde vidst hvor hårdt det var, så var han ikke blevet til…….. og da jeg samtidig heller ikke er skruk, ja så ser jeg ingen grund til at kaste mig i grams med at få børn med en kæreste jeg ikke er 100% sikker på……

Jeg vil heller elskes 100% af min kæreste end at undvære 100% kærlighed fra min kæreste fordi vi fik et barn sammen. Total egoistisk men sådan tænker jeg. Jeg vil hellere elskes end jeg vil ha børn.

Og nu, nu vil jeg børste tænder og gå ind i sengen og sove. Om et par timer kommer min piv stive kæreste sikkert hjem. I nat er også natten hvor vi går fra sommertid til vintertid. Gad vide hvor jeg er om ét år fra i dag??

P.S: har forresten forstadiget til en giga mega øm rød bums på hagen……..blot til info….