I’m really good!!!
Har modtaget endnu et e-boks brev fra Styrelsen for Patientklager, de beder mig om at uddybe hvor jeg mener der er sket et brud på tavshedspligten på psykiatrisk hospital. Min klage er helt fra starten af blevet delt op i 2, sådan at alt det med Fede Dorit og hendes rammebrud, temamøderne mv. er én klage og det med min psykiater-lærling, jobbet jeg søgte og bruddet på tavshedspligten er en anden klage.
Nu på fredag drejer mødet sig om første klage = Fede Dorit og hendes psykologiske girlgang.
I det seneste brev fra Styrelsen for Patientklager skal jeg tage stilling til næste klage, altså bruddet på tavshedspligten. Jeg har tidligere sendt nedenstående brev/svar/uddybelse ind til Styrelsen, noget jeg total har glemt at jeg har skrevet (4. Juli 2020) men shit hvor er det velformuleret taget min mentale tilstand i betragtning.
“Men for at svare på brevet af 3. Juli 2020, så mener jeg at der er sket et brud på tavshedspligten på følgende baggrund.
Fra August 2017 til 17. Juli 2018 gik jeg i terapi hos en læge under uddannelse til psykiater ved navn XXXX (Psykiater-Lærling). Forløbet var, for mig, hårdt men godt, hvilket jeg også tidligere beskrev i mit hændelsesforløb.
I April 2019 søger jeg et offentligt opslået job hos XXX Hostel i Århus, et job jeg er uddannet til. Jeg får afslag på jobbet og gør ikke mere ved det. Se tidligere vedhæftede dokumenter.
14. August 2019 er jeg indkaldt til 2. tema samtale grundet mit antaget brud på terapirammerne under mit forløb med psykolog XXX (Fede Dorit) Se hændelsesforløbet.
Til denne samtale nævner psykolog XXX (Psykoedukationspsykologen) bla. At jeg er indkaldt til samtalen -og at de (psykiatrien) mener at have evidens for at jeg har interesse i mine behandlers privatliv -samt har kontaktet dem uden for hospitals regi, på baggrund af det job jeg søgte i April 2019 på XXX Hostel i Århus.
Jeg finder det personligt meget mærkeligt at psykiatrien i Region Midtjylland og specifikt psykolog XXX (psykoedukationspsykologen), som jeg ingen professionel eller privat omgang har med overhoved, ved besked om, at jeg som privatperson Deirdre-Ann Roberts søger en stilling i et firma der ikke har nogen relationer til psykiatrien eller det offentlige generelt.
Ydermere har jeg svært ved at se det forkerte i jobsøgningen, samt det relevante i at denne bruges imod mig, i psykiatrien i Region Midtjylland?
Jeg nævner flere gange (efter 2. temamøde) overfor min nye psykolog XXX (Nordmandspsykologen), at jeg har svært ved at forstå hvordan det at jeg har søgt et job, kommer frem under en temasamtale i psykiatrien samt relevansen. Hver gang fik jeg at vide at det ikke hang sådan sammen som jeg antog, men jeg kunne samtidig ikke få at vide hvordan det ellers hang sammen. Jeg forsøgte derfor at ringe til psykiater XXX (Psykiater-Lærling) (19. August 2019) via omstillingen i psykiatrien, for at hører sammenhænget direkte fra hende. Uden held, hvorfor jeg ikke kan se anden sandhed end at psykiater XXX (Psykiater-Lærling) har brudt sin tavshedspligt.
Dette mener jeg hun har gjort ved at hun i perioden hvor jeg var patient hos hende (eller efterfølgende) har fortalt hendes mand om mig, ved navns nævnelse, hvilket er brud på den tavshedspligt der er mellem patient og psykiater. Psykiater XXX (Psykiater-Lærling) mand er medejer af XXX Hostel.
Jeg hedder ikke Anne Nielsen men XXX (Mit rigtige navn). Mit navn er unikt og nemt at genkende. Jeg antager derfor, at min ansøgning skilte sig ud i mængden på XXX Hostel grundet mig navn, og at psykiater XXX (Psykiater-Lærling) mand fortæller sin hustru at der er en ansøger med det samme navn som en af hendes tidligere patient. Her mener jeg at der sker endnu et brud på tavshedspligten.
Denne viden (om min ansøgning) bringes herefter fra privat regi (XXX Hostel) indtil offentlig regi på psykiatrisk hospital i Skejby, af psykiater XXX (Psykiater-Lærlingen) selv. Her mener jeg at der sker endnu et 3. brud på tavshedspligten.
Tilbage på psykiatrisk hospital i Skejby fortæller psykiater XXX (Psykiater-Lærlingen) psykolog XXX (Psykoedukationspsykologen) (og muligvis andre) at hendes tidligere patient, Deirdre-Ann Roberts har søgt job på hostlet som hendes mand er medejer af. Af uransagelige årsager ses min ansøgning til XXX Hostel som forkert jf. Min egenskab som tidligere patient, til en af ejernes hustru, men ingen vender denne problematik med mig.
Jeg får først kendskab til denne viden, da jeg er til min 2. temasamtale 14. August 2019. Her oplever jeg at min jobsøgning, lavet af mig som privatperson, nu bruges imod mig, som patient på psykiatrisk hospital og i et helt andet sammenhæng, hvilket er jeg mener er voldsomt, irrelevant og uværdigt. Igen, se hændelsesforløbet.
I jeres brev af 3. Juli 2020 beder i mig tage stilling til det konkret forløb som jeg ønsker at klage over. Da jeg ikke ved nøjagtig hvornår bruddet på tavshedspligten er foregået, vil jeg antage at det første brud er sket i perioden August 2017 til 17. Juli 2018, hvor psykiater XXX (Psykiater-Lærlingen) har fortalt hendes mand om hendes patient ved navn Deirdre-Ann Roberts.
Anden og tredje brud på tavshedspligten sker i tidsrummet April 2019 til 14. August 2019, hvori jeg søger jobbet på XXX Hostel og frem til at informationen omkring min jobsøgning når psykiatrisk hospital og efterfølgende bruges imod mig, til 2. temasamtale 14. August 2019.
Jeg vil samtidig gerne gøre opmærksom på, at jeg har optagelser af begge temasamtaler, så frem der er brug for en validering af de postulater jeg skriver i dette brev, samt i hændelsesforløbet.
Mvh. Deirdre-Ann Roberts”
Nu skal jeg så udfylde yderlig information omkring klagen samt tage stilling til om klagen skal være mod et behandlingssted/sygehus eller en diciplinærsag mod navngivende sundhedspersonale. Egentlig vil jeg gerne at det bliver en diciplinærsag, da jeg mener det er voldssomt grænseoverskridende at bruge privat information mod psykisk syge mennesker under behandling på offentlige hosptialer, og for dét skal min psykoedukationspsykolog og min psykiater-lærling stå til regnskab. Clicking heals’n’all.
Det svare jo til at klandre en kræftsyg patient for i privat regi at have søgt et job hos kræftlægens mands firma og på den baggrund skærer kraftigt i behandlingen til den kræftsyge. Det er der sku da ingen der vil gøre!! BT ville koge dem levende på forsiden af alle landets aviser og deres billede og navn ville kørere på lysreklameskiltwt henover Dronning Louises Bro!!
Det er simpelthen så fucked up at jeg slet ikke fatter at der har siddet 4 angivelig veluddannet kvinder, med sammenlagt 20 års universitets uddannelse bag sig og tænkt: “Det er en pisse god idé at bruge denne ulovlige tilkommende information mod dette psykisk sårbare menneske, så hun virkelig fatter hvad for noget forfærdeligt lort hun har lavet ved at google og så vi kan svine hendes navn til i hendes online forever-journal. SÅ kan hun lærere det!!”
—-
Senere. I dag er det mandag d. 21. September. Jeg har netop været til et foredrag om Dissociation hos mennesker med traumer fra tidlig barndom. Det skulle være afholdt i maj men grundet COVID-19 er det blevet udskudt flere gange.
Jeg var SÅ TÆT på ikke at dukke op!!! Alt i mig trigged på at være i rum med andre “som jeg” og da jeg fra mit arbejde i psykiatrien kender Karin Dyhr, ved jeg at hendes og min historie ligner hinanden skræmmende meget, så trigger følelserne lå på spring inden jeg forlod min hoveddør. 梁
Den første del gik ok. Hun fortalte om hendes bog, men så nævnte hun noget med hendes fars seksuelle misbrug af hende (incest) og hvordan hun rejste ud af sin krop og ikke oplevede smerterne ved overgrebene, fordi hun psykisk ikke var dér….
Jeg kunne fysisk mærke hvordan blodet begyndte at piske rundt i min krop, min temperatur steg litterally, jeg fik tårere i øjene og måtte blinke voldssomt for ikke at hulke liiige der i en fucking KÆLDER (!!) uden vinduer – jeg går ALDRIG ned i kældre!! ALDRIG!!
Havde de skrevet at det var i en FUCKING KÆLDER UDEN VINDUER, så havde jeg ALDRIG tilmeldt mig!!! Kælder uden vinduer = Roerum uden vinduer = ⬇️
Jeg hænger hellere mig selv uden forberedelse end jeg går ind i rum uden vinduer/ned i kældre. Dét er min ligtorn x 1 milliard.
Men det var ret voldssomt for mig to say the least. Specielt da hun fortalte om alters, om at forlade kroppen under misbrug, om stemmerne i hoved og den anden personlighed (min lille zulu kriger) som mange (åbenbart) lever med men som ofte kamufleres som den ekstremt hjælpsomme søster/bror, medarbejder. Dén person der kan rumme alt og alle, men som hungre efter bare én der tror, én der lytter.
Jeg fandt engang den lyttende person i Norman, mange år fast forward fandt jeg en ny lyttende OG troende person i min psykiater-lærling. Indtil she too abused my trust, just like Norman and all those before him.
Jeg tror aldrig jeg rigtig kommer mig over svigt generelt men specielt svigt fra mennesker jeg følte var “my people” længe før the therm “my people” blev opfundet.
I Texas back then, var min gl. lærerinde “my people” sammen med Michelle. Hun er den eneste der still standing. Og i dag har hun 75 års fødselsdag og jeg skulle så meget ha’ været dér ❤️ Har en stor pakke hjemme på køkkenbordet med småkager og Århus puslespil der skal sendes i morgen. (Better late than never or so they say)
Anyway tilbage til foredraget. Det var SÅ hårdt og min mave gik total amok, jeg sad bogstaveligtalt i 3 timer inkl. 1. Toiletbesøg og krøllede tær i mine nyvaskede rosa nike kondisko, mens mine 12 meter tarme boblede løs.
Da jeg gik derfra var mine små ben på overarbejde, jeg skulle bare UD UD UD!! Før mine tarme eksploderede, før jeg gik i fullblown amok over at være confined i et KÆLDER lokale uden vinduer, direkte konfronterende med mit livs dæmoner og dissociation x 1000!!! Life is a fucking wanker!!
Bare mit brug af engelsk lige nu, fortæller mig selv hvor presset jeg var dernede og stadig er.
Ella var derhjemme, jeg gik hjemmefra kl. 16.26 og foredraget startede kl. 17, sluttede kl. 20.00 (sharp) og jeg gik direkte på pub og drak 1. liter hvedeøl. Dét var i bekendte omgivelser. Det er det gode ved pubs, de ser ud som de er, år efter år, century efter century. Me Gusta.
Jeg skulle sådan på toilet, at jeg nærmest døde flere gange på vejen derhen. På knap 1,5 time drak jeg 1 liter øl, spiste 1 frokost pizza og lyttede til equal time musik på max volume på min telefon (i hørertelefonerne jeg 7-9-13 havde i lommen) indtil mit batteri var faretruende tæt på 10% (jeg går aldrig low på toiletpapir, batterilevetid, tandpasta, penge, rengøringsprodukter etc. Det sidder SÅ dybt i mig aldrig at gå i minus, da det er sværer at komme op end at stock up) Grundet COVID-19 lukker alt nu kl. 22.00 SHARP.
Jeg skal virkelig holdt fast i at Norma ikke har en nanogram godhedstanke med mit navn på i sit sind (hvorfor er mig uforståeligt) At min psykiater-lærling som jeg engang så som en flydende solgul varm masse, nu er så grå at skifter hun nuance igen, bliver hun til en sort stenstøtte ligesom min Gudfar og som Fede Dorit og hele hendes stikkende girlgang.
Dette ⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️⬆️ er den eneste slide som psykiatrien og de stikkende damer behøver se fra HELE foredraget – ikke sagt at de andre ikke var vigtige men dette var den sidste slide, så hvis vi starter bagfra, så kan psykiatrien starte med at skabe resonans = relationer fra begyndelsen, mellem behandler og klientpatient. Hvis relationen ikke findes, er der INTET fundament at bygge videre på og behandlingen er spild af tid. Jeg taler af erfaring.
Når jeg tænker og hører om resonans = relationer, så tænker jeg altid tilbage på det psykoedukationsmøde hvor jeg deltog i, med psykoedukationspsykologen som underivser. En dag havde jeg taget kage med, da der i den oprindelige inviation stod at der ville være kage og kaffe – der var der ikke, da invitationen var fra dengnag de hørte til på Risskov og ikke på Skejby og den fejlbefængte psykoedukationspsykolog havde ikke rettet indbydelsen til, ergo dukkede nogle af deltagerne op med den tro at der var kaffe og kage – det var der ikke, der var i stedet for en defekt kaffeautomat nede i forhallen 2 kilometer væk (ca.)
Det gjorde et stort indtryk på mig, at den manglende kaffe og kage gjorde så stort indtryk på andre – havde det været til stede, ville jeg med 99% sikkerhed aldrig havde rørt det anyway – men jeg tænkte at det var et banalt ønske at opfylde, så gangen efter, jeg tror det var 2 x gang, tog jeg 2 x chokoladekager med fra den lokale bager.
På vej ind, mødte jeg min alm. psykolog aka Fede Dorit som bestemt gjorde det klart for mig at dét var en dum ide, noget som fik mig til at fremstå forkert – jeg kan den dag i dag ikke huske hendes korrekte ord, men det var tydeligt at det at have kage med til psykoedukations undervisning på psykiatrisk hospital var forbundet med ca. samme problemstillinger som det er at søge et job i privat regi. Så jeg gik retur og afleverede kagerne i receptionen ved Indgang K og sagde at de var fra mig til damerne på Personlighedsforstyrrelsesafdelingen. Hvor de havnede ved jeg ikke.
Men, da dagens undervisning var forbi, gik jeg ud for at ville tale med min psykoedukationspsykolog, som faktisk havde en fed cardigang på den dag. Jeg tror den var solgul eller pink og havde nogle specielle knapper, anyway, jeg kan ikke huske præcist hvordan den så ud, bare at den var speciel på den fede måde og at jeg oprigtigt kommenteret på den. Men en pige med sort hår kom mig i forkøbet, hun ville også tale med psykoedukationspsykologen.
Jeg gik høfligt ind i et rum ved siden af, mens de stod på gangen og talte sammen, pigen ville gerne skifte behandler men psykoedukationspsykologen gjorde det meget MEGET tydeligt for hende (og for mig der ikke kunne undgå at lytte med, 2 meter derfra) at dét ikke var noget de arbejdet med på psykiatrisk hospital!! Her arbejdet de igennem de relationsproblemer som der også ville være at finde i den virkelige verden (hendes ord) men kosten glemte naturligvis at i den virkelige verden ville man aldrig bruge krudt og tid på at skabe relationer med mennesker der er fra Mars når man selv er fra Venus. Man ville simpelthen skifte dem ud eller undgå dem. And THATS THE TRUTH.
Så jeg vidste godt at jeg ikke skulle spørge hende om behandlerskifte (Fra Fede Dorit) efter at jeg havde fået nyfundet varme følelser for hende som behandler, efter knap 2 år med håbet om at hun ville styrte på hendes cykel og knalde alle tænderne ud, efter at hun spurgte mig om jeg nogensinde havde trukket bukserne af et barn (DØ BITCH!!) Jeg nøjes derfor med at informere hende om at der stod kager til hende og Fede Dorit i receptionen, frem for at takke mig for kagerne, så fik jeg en lektion om hvad det at bringe kager med til psykoedukation kunne fører med sig – og som prikken over i’et fik jeg endnu en lektion, da jeg mødte ind til min næste samtale med Fede Dorit.
Ergo kan man fint konkludere at de ikke dyrker venlighed, kindness, medmenneskelighed, resonans, relationer, omsorg og empati på psykiatrisk afdeling K på Skejby Sygehus.
Jeg skulle være mødtes med Balimanden i dag og havde indtalt nogle passager til hans seneste lydbog, men han aflyste i morges. Jeg håber at vi kan nå at mødes inden mødet på Fredag.
Kunstmaleren har også haft ringet, han har åbenbart (til en forandring) ægteskabelige problemer og til en forandring er jeg total ligeglad, faktisk er jeg helst fri for at hører om det, af den banale grund at jeg ikke kan overskue mere fylde i mit hoved.
Det er lige så fyldt som når du propper vatkugler ind i røven på en porcelæns-vat-kanin. No more fucking space!
P.S: Tak for de 2 x nye kommentar der er kommet på min blog siden Januar. De er læst og taget til mig
Hvad har DU på hjertet?