Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor ufin en handling det er, min Nye Behandler har gjort. Hvis det at jeg læser hendes speciale, som ligger offentligt tilgængeligt og efterfølgende køber de bøger hun anbefaler, for at blive kloger på mine diagnoser, er så forkert, at jeg nu står overfor 3. tema samtale med Den Stikkende Firkløver inden for 3 måneder – så er det virkelig virkelig også forkert, at hun udlevere noget om mig, som jeg har delt med hende, i et forsøg på at vi skulle finde hinanden og få noget konkret at tale om, noget som jeg faktisk havde brug for at tale om, og som jeg følte ville kunne gavne mig på sigt (at få talt om) Min blog har intet med hele “The Google Gate” at gøre og derfor ikke nødvendig at dele – jeg forstår hvorfor hun har delt den med hendes kollegaer og hele etagen hvor de her vidunderlige psykologer sidder i et total hippi åbent kontorlandskab – så det er ikke sådan at jeg er blank på hendes handling (ligesom hun åbenbart er på min) men jeg syntes stadig det er VIRKELIG forkert – og ikke mindst er det forkert, at hun ikke informere mig om, at hun deler denne personlige viden med andre.
Min Nye Behandler har så mega mange professionelle fejl, set med mine øjne (helt HELT sikkert ikke med andres!!) at jeg mister mere og mere for hende. Hun har aflyst så mange aftaler – og nej, man kan ikke gøre for at ens børn er syge, men man kan gøre for, hvordan man kommunikere en aflysning ud, eller rettere manglen på samme. Nu tilhører jeg jo en gruppe af sårbare mennesker, så umiddelbart ville jeg forvente at blive behandlet 100% korrekt. Og ja igen, human errors sker, men ikke i så stort et omfang. Så hedder det ikke længere human errors men sjusk.
Og hun sjusker. 5. Juni gav hun mig hånden og sagde – mens vi gav hånd, at hun ville kontakte mig. Jeg hørte intet før 9. Juli og da var det Indianerlægen som skrev en besked til mig, og informere mig om at alle mine tider var aflyst frem til 14. August, hvilket jeg på daværende tidspunkt ca. havde luret selv.
Så sidder De Stikkende Damer og siger “Hvorfor har du ikke ringet……” Øhhh WTF? Jeg fik udtrykkeligt besked på IKKE at ringe og IKKE at skrive ved sidste møde og dét overholder jeg og *bum* “hvorfor har du overholdt det……”
Til CSM siger min Nye Behandler at vi har en aftale, en plan for hvad jeg skal gøre så frem jeg føler mig mere selvmordstruet end normalt – og kan du i øvrigt lige definere det? En sådan plan er ALDRIG lavet og vi har ALDRIG talt om selvmord. Ergo lyver hun. Direkte. Mens jeg, som er ærlig, er hende der (som altid) hænges ud. Livet er så mega ironisk.
En dag i Juli, efter min 41 års Fødselsdag, gik jeg op på Ringgadebroen (igen) Klokken var ca. 2 om natten og der kommer ingen biler den vej på det tidspunkt, alle kører igennem byen, da det er hurtigere om natten. Jeg stod deroppe helt alene og mærket vinden i ansigtet, en lun vind. Lyset under broen skifter farve og hele Århus er badet i forskelligt lys. Et sted var der nogle som holdt fest og spillede Birthe Kjær’s Knald Røde Gummibåd.
Midt på Ringgadebroen er der en vinkeltrappe ned. Lågen er naturligvis låst men gelænderet er lavet så man kan sætte fødderne ind og nemt klatre over.
Min fætters kærestes bror, sprang ud (som den sidste) fra Ringgadebroen, den nat min Fætter og hans kæreste blev forældre. Jeg kan ikke huske hans navn, men der ligger nogle gange blomster der hvor hans sko stod.
Jeg kunne ikke 100% finde stedet, så i stedet for kravlede jeg over gelænderet, tættest på vinkeltrappen. Jeg sad på hug på ydersiden af gelænderet, med hælene i mine Birkenstock ind i tremmerne, hvilket gjorde at mine fødder gled fremad i sandalerne og stroppen mellem tæerne gjorde ondt, som den skar ind i mellem mine tær, fordi den pludselig holdt næsten hele min (efterhånden) enorme vægt. Mine hænder holdt fast i gelænderet bagud, så det eneste jeg skulle gøre, var at slippe med hænderne og falde ned i mørket. Fra 2 til 4 er der stadig mørkt og derfor vil jeg have tid til at dø, så frem jeg ikke dør når jeg rammer jorden, før nogen kan se mig og dermed finde mig.
Jeg sad der så længe, på hug med armene bagud, at jeg i flere dage efter, havde kronisk ondt i mine skuldre og arme, af at holde min vægt. Jeg ville SÅ gerne slippe og jeg ville SÅ gerne dø, men jeg slap kun med den ene hånd og endte med at kravle tilbage og gå hulkende hjem og i seng.
Jeg tænkte på, hele vejen hjem, hvor jeg mon skulle henvende mig? Jeg har aldrig været på skadestuen på det nye sygehus, jeg ved ikke hvordan det ser ud, tanken om at gå ind og sige at jeg har lyst til at dø, mens der sidder mennesker med små feberramte børn er så mega bizar. Jeg ønsker ikke at påfører andre mennesker skade eller sorger – hvilket også er grunden til at jeg nøjes med at tænke grimt om min Psykiater-Lærling og de Stikkende Damer inde i mit hoved. AT sige grimme ting til deres ansigt, gavner 100% ikke mig og helt sikkert ikke dem.
Men hvorfor er det så, at de behandler mig sådan som de gør? Hvorfor lyver de overfor mig? Hvorfor fortier de ting? Hvorfor er det mig som er så forkert, når det eneste jeg har gjort er at være ærlig?
Jeg ville med hånden på hjertet ønske, at min Nye Behandler havde taget sig tid til faktisk at lave en plan med mig, inden hun sendte mig på sommerferie uden noget netværk at tale med, fortalt mig hvor jeg skulle tage hen og hvad jeg skulle gøre – den eneste jeg kunne tænke på, var ham den mandelige psykolog fra CSM som sagde at han hellere så jeg drak mig fuld end at jeg gik op på Ringgadebroen og et kort øjeblik tænkte jeg også på min Psykiater-Lærling og hendes grå skygge og hendes ønske om at jeg huskede på, at jeg fortjente at leve – det var vel og mærke før jeg sad med tvivlen om, hvem af hende og min nye behandler, der leger Stikker Grethe i deres fritid.
Jeg er SÅ ked af det inden i, over at de kan finde på at dele en sådan information og samtidig uden at give mig besked om det.
Jeg får SÅ indædt lyst til at optrappe kampen og samle mit skyts mod dem, men jeg ved af bitter efaring, at selv om jeg så kan lægge beviser efter beviser frem, så vil jeg aldrig kunne vinde. De har allerede overtaget. De er de kloge, de belæste, de veluddannet. De er flertallet, de står sammen, de har magten. Jeg har ingenting og jeg er ingenting, udover diagnostiseret og mentalt fucked, og dét skyldes én gammel klam mand og hans uvaskede venner.
I dag passede jeg min lille niece, min lillesøsters datter. Jeg har næsten ikke sovet i nat, øl virker ikke længere som sovemiddel for mig, hvor fucking ironisk er det…. så jeg væltede ud af sengen da jeg skulle hente hende.
Min søster skulle hjælpe min bror i Sverige med at søge et nyt job og det krævede ro. Jeg sover altid med åbent vindue, og jeg har ikke tænkt mig at ændre det pga. en baby eller, selvfølgelig vil jeg lukke det, hvis jeg følte det var for koldt men det var det ikke. Desuden tror jeg på uldtøj og varme dyner og frisk luft.
Så hun lå og puttede i min seng, godt pakket ind, mens jeg spiste et flutes og bagefter lagde mig i ske med hende, med en pude omkring hende, så jeg var 100% på at hun ikke rullede nogen steder (ikke at hun kan rulle, but you never know)
Jeg kikkede på hende flere gange og tænkte at det er mærkeligt at jeg ikke er skruk. Jeg lå og følte efter inde i mig selv, jeg var jo alene og kan derfor være absolut helt ærlig overfor mig selv, men der var intet, som i vitterlig intet der bevægede sig. Jeg er ikke skruk (åbenart) og jeg har ingen drømme om at blive mor. Jeg tror ikke jeg ville være en særlig god en af slagsen. Tænk hvis mit barn fik bare halv så dårlig en opvækst som min, dét ville jeg ALDRIG tilgive mig selv for!
Klokken er mange, på søndag er der SUP fest, men jeg kan ikke finde ud af om jeg tør tage derned. Jeg har besluttet mig for, at jeg melder mig ud pr. 1. Oktober, så jeg kan spare de 320 kr. det koster pr. mdr. at være medlem. Gid jeg kendte nogen som kan lide at stå på SUP (udover min hund Ella) så jeg kunne stå med nogen.
Jeg har spist et kilo ærter, en chokofant, en trixi stang og drukket 1 liter cola light i dag. Fra i morgen står den igen på 0 slik og jeg håber jeg kan klare den hele ugen, selv når jeg skal tale med dem fra Psykiatrisk Hospital på torsdag. Jeg håber ikke jeg falder i, ligesom jeg gjorde i onsdags.
Jeg har forresten ikke fundet frem til 100% hvad jeg gerne vil. Jeg kan ikke rigtig mærke noget inden i. Det er som om der er helt spulet tomt for følelser dér hvor følelserne burde være. Jeg kan ikke længere mærke hvad der føles rigtigt eller hvad der føles forkert.
Måske det vil gavne at få en ny behandler, men hvem vil jeg få? Harry Potter damen? Babara look-a-like? Psykoedukationsdamen? Eller endnu værer: Indianerlægen?? OMFG!!
Umiddelbart tænker jeg følgende:
Indianerlægen har ikke tid til at tage nye ind + hun kun tager de mest fucked tilfælde, og selv om jeg er fucked, er jeg ikke fucked nok (tænker jeg)
Psykoedukationsdamen var kun med, fordi ovenstående ⬆️ var syg, så hun er slet ikke på tale.
Det kan (heldigvis) heller ikke være min Nye Behandler som igen skal være min behandler.
Ergo er 3 af 5 kandidater udelukket. Hvilket gør at det kun kan være Barbara-look-a-like damen eller Harry Potter damen. Jeg ved næsten ikke hvem der er værst at få?
Måske jeg bare skal sige nej tak og lade min plads og deres tid, gå til et andet menneske der virkelig har brug for hjælp? Og som ikke mindst, kan få gavn af deres hjælp. Jeg føler mig så træt inden i, kan slet ikke se hvordan så kort tid skal kunne gavne mig. Overhoved.
At starte forfra, er et maridt i sig selv.
Hvad har DU på hjertet?