Terapitirsdag

Kender du det, når man sidder foran sin computer og egentlig gerne vil blogge sit hoved tomt for tanker, men du er så ufattelig træt af at hører din egen stemme, at du slet ikke kan finde den lille tynde tape-kant hvorfra du kan starte med at trække ordenen frem?
– that’s me 🤦🏼‍♀️

Min dag i dag foregik på den måde, at jeg nærmest ikke kunne komme op i morges, fordi jeg simpelthen er så fucking smadret. Næsten ingen nattesøvn + jeg kom til at gå i seng uden at rense mascaraen af. Never a smart move in the long run. Mine tarme var også total tomme for mad og næring, så jeg vågnede op og var sulten nærmest med til bagevirkende kraft.

Men jeg kom ud af sengen, og jeg fik vasket mig, hvilket rent følelsesmæssigt var ret tiltrængt efter min dø-mave mandag aften. Jeg fik også renset af og brugt tandpasta på tandbørsten.

Så fik jeg pakket min taske inkl. alle de forbandet forsikringspapir fra de mange skader jeg har haft på bilen og så ellers ud af døren.

Af bare frygt for hvordan min mave ville reagere, turde jeg hverken drikke eller spise FØR jeg havde været til Kranio Sakral.

Her til morgen var det piv koldt, og der var frost på ruden – og min bil ligner noget der var løgn inden i, fordi jeg har kørt gran til Psykiatrisk Hospital, så tror du jeg kunne finde min isskraber til ruderne? Nope….. men så er det jo heldigt at jeg kunne finde min tommestok – den blev handy nok brugt til at ise bilen fri med. Note til mig selv: Find din blå isskraber og gør din bil ren for fuck sake!!

I dag til Kranio Sakral (700 kr… I’m so fucking broke!!) gjorde det faktisk ondt, men jeg sagde ingenting, for jeg holdt fokus på slut-resultatet. Det er virkelig første gang nogensinde at det har gjort ondt. I dag løsnet hun op for mine kæbe muskler, ved at stikke en finger iført et fint hvidt fingerkondom – som ser nøjagtig sådan ud, som du forestiller dig (!) ind i min mund og massagere indefra og ud. SHIT det gjorde fucking nas!! Men jeg kunne samtidig mærke at det begyndte at snurrer i mine ben, lår, knæ og tær. Min krop er virkelig mærkelig og virkelig et inferno af kronisk smerte – også selv om jeg ikke skriver om smerte herinde hver gang jeg blogger, men du kan være sikker på at jeg har ondt et sted. Det gør hele tiden ondt. Det er bare aldrig det samme sted, det flytter sig hele tiden og jeg kan ikke engang over for mig selv, sætte en finger på hvor og hvorfor det gør ondt.

Da jeg var færdig kørte jeg direkte på Sunset Boulevard, som jeg egentlig ikke er fan af, men det er ente dem eller McDonalds. Hvorfor? Fordi jeg kører efter de steder der har drive-in. Jeg har intet behov for at komme ud af min elskede bil og ind og i kontakt med andre mennesker, finde et sted at sidde, bestille min mad, tale med mennesker, blive set på – jeg ved det lyder SÅ TOP MÆRKELIGT – men jeg vil bare gerne være alene. Virkelig. Alene.

Så en sandwhich fra Sunset er det sundeste jeg kan komme på fra en drive-in men Sunset sælger kun Pepsi produkter og jeg drikker ikke Pepsi produkter, så sodavand er altid fra McDonalds hvor jeg stadig (lidt endnu) kan få Coca Cola Light, som uagtet hvad mennesker siger og mener, faktisk lindre min mundsmerte. Men i dag havde jeg en Cola Light i bilen fra 7/11.

Herfra kørte jeg direkte ud på Psykiatrisk Hospital, hvor jeg var kl. ca. 11.00. Jeg havde lovet damen der stod for Julefesten for de indlagte at hjælpe hende, inden festen startede/åbnede. Mens jeg stod og lavede en Juledekoration som en slags “se hvad du kan lave her”, kom der en læge ind for at tale med julefestdamen, som stod lige ved siden af mig. Lægen virkede bekendt og jeg kunne se hun kikkede ret meget på mig, så jeg løftede hoved op og kikkede direkte på hende og smilede.

Lægen, som er en pige der også hedder Deirdre, har jeg gået i folkeskolen med i hmmm 5-8 år. Hun gik i min parallelklasse og hende og hendes bror var ultra kloge, allerede dengang. Jeg vidste egentlig godt at hun var læge men jeg kan ikke helt huske hvor jeg ved det fra. Måske jeg har fortalt det herinde, men engang for et eller to år siden, mødte jeg en mand foran Netto i Tilst, hvor jeg nærmest aldrig handler (og jeg kan by the grace of god ikke huske hvorfor jeg var der lige netop den dag) men det var en sommer dag og solen skinnede og manden ville gerne tale med mig. Han genkendte mig og spurge om jeg ikke var Deirdre-Ann og om jeg ikke havde gået i skole med hans datter Deirdre. Det kunne jeg jo kun bekræfte at jeg havde. Det var tydeligt at han var enten dement eller led af Alzheimer – han talte om ting der ikke kom mig ved overhoved, men han var glad og venlig og sød. Han ville have mit nummer så jeg kunne blive veninder med hans datter (igen) efter at hun var flyttet til Jylland igen med sin mand og vist nok 3 børn.

Jeg er ULTRA paranoid mht. mit mobilnummer men følte mig total cornered (af en sød mand) så jeg gav ham faktisk et falsk nummer, som han skrev op på en papkasse han stod med i favnen. Jeg tænker han nok havde glemt alt om at han havde mødt mig, når han kom hjem igen.

Anyway, det var Deirdre’s far. Og nu stod Deirdre her foran mig, på Psykiatrisk Hospitals lukkede afsnit (som kræver nøgler for at komme ind og ud af) en pige jeg aldrig har været veninder med og som jeg ikke kan mindes jeg nogensinde har leget med.

Og SHIT hvor så hun gammel ud!!! Fuck that!!! Hvis det at være Psykiater/Læge på et Psykiatrisk Hospital gør dét ved dit hår og din hud, så ville jeg fandeme overveje jobbet mere end 5 gange!!!

Dels var hun nærmest gråhåret, det er hvad det er – var det mig som var gråhåret i en alder af 41 år, så farvede jeg det satme!! Hendes børn kan sku da heller ikke gå rundt med en gråhåret (!!) mor!! WTF!

Men hele hendes ansigt……. jeg kan ikke sætte en finger på hvad det var eller er, men hendes øjen er store og brune og det var helt klart på øjenene at jeg genkendte hende. Håret var kort til skuldrene (ligesom min Psykiater-Lærlings, mon det er sådan en Psykiater-Mode?? 🤦🏼‍♀️) og hendes mund var et inferno af mundrynker, øjene hang ved øjenlågene og hun var bare GAMMEL at se på! Jeg fik et mega chock – men ellers, udover det ultra gamle udseende, så lignede hun helt bestemt Deirdre som jeg huskede hende.

Men selv om det var tydeligt at hun også genkendte mig og selv om vi stod mindre end en armslængde fra hinanden, så hilste hun ikke på mig. Hun gloet bare, ret meget endda men hun hilste ikke. SYGT MÆRKELIG ADFÆRD!!

Jeg er simpelthen ligeglad med hvad folk mener, men almindelige god gammeldags opdragelse med at hilse, give hånd, sige tak og nej tak går bare aldrig af mode og jeg vil til den dag jeg dør, ALTID syntes at det er max uhøfligt at IKKE hilse, uanset om du er psykiater eller ej. Grow a pair bitch!

Hun fortalte at hendes mor havde strikket en masse huer og luffer, som hun gerne ville donere til festen (hvor de indlagte kan få gaver der er doneret) og hun ville hører hvor hun skulle aflevere dem. Det sjove er, hun kom ikke tilbage med dem i de 2,5 time jeg var der, før jeg gik op til min frygtede samtale med min psykolog.

Og lige her må jeg tilføje, at det irritere mig at jeg ikke har fundet et navn til hende herinde. Måske jeg er overtroeisk eller bare mærkelig, men jeg tænker på om det faktum at jeg ikke har fundet et navn til hende, gør hende mindre familiar, mindre menneskelig og at når hun ikke har et navn, så behøver jeg måske ikke på samme måde som en person med et navn, at forholde mig til hende? Sætter jeg hende bevist (eller ubevist?) i samme kategori som min tidligere Nye Behandler, som jeg heller aldrig kom på fode med? Jeg kan bare ikke “se” hende for mig når jeg skriver – det er som om hun ikke har en farve, en sjæl eller en personlighed. Jeg kan ikke få gjort hende menneskelig-agtig (på en måde…)

Da klokken var ca. 13.22 gik jeg ud fra Julefesten og den første jeg får øje på, da jeg går mod venterummet (hvorfra jeg bliver hented) er hende psykologen fra Psykoedukation…… hende der OGSÅ var med til den sidste af det forfærdelige møde med De Stikkende Damer, hende der spurgte mig om jeg nogensinde havde trukket bukserne af et barn, hende der smed sætningen: “……..og dét er derfor du gerne vil være tæt på din behandler, når du googler og søger job…..” til sidste møde.

Tænker umiddelbart at jeg ikke havde behov for at se hende igen, ever.

Men yet there she was – og jeg kunne ligefrem hører hvordan tandhjulene i min hjerne skiftede gear, ligesom et gammelt urværk og gik fra alm. beredskab til ultra beredskab – klar til kamp i hver en henseende og pludselig fortrød jeg så bitterlig at jeg havde ladet min jakke inkl. bilnøgler, luffer, halstørklæde mv. ligge nede til Julefesten – det ville blive en besværlig flugt!!

Jeg gik direkte ud på toilettet, fik tisset af igen (for 2. gang på under 10 minutter) og vurderet om min mave var parat til at ofre sig, men den var bare lykkelig over at havde fået lidt mad (tror jeg) for den forholdt sig rolig. Så vaskede jeg hænder, drak vand og gik ud og satte mig, på kanten af stolen, parat til hvad der end måtte blive smidt i hoved af mig.

Min puls, som mange fejlagtig tror sidder i håndleddet eller på siden af halsen, sidder faktisk i maven og jeg kunne mærke at den pumpede afsted. Og så kom min psykolog og hentede mig ind. Vi gik langt fra hinanden på gangen, hun giver aldrig hånd når vi mødes, det er en total dårlig uskik – man kan godt give hånd, uaget personlige meninger, som civilicerede mennesker og på den måde anerkende at vi er her for at tale sammen. Goddag.

Vi gik langt ned af gangen i dag, først lige ud og så til venstre og så næstsidste rum på venstre hånd. Der stod nogle virkelig fine gule læderstole derinde. Hands down de fineste og ikke mindst, bedste stole jeg har siddet i, på Psykiatrisk Hospital i Skejby endnu! Deres stole er LORT og dem der har indkøbt dem, har ikke overvejet hvor dårlige de er at sidde i, under 45 minutters intens samtale hvor man bare har det ubehageligt og gerne vil sidde i noget behageligt. SÅ mærkeligt at de kan overveje at have dårlige stole i så intense rum! Hvor vinduerne heller ikke kan åbnes! WTF

Der var SÅ varmt derinde, at jeg næsten ikke kunne trække vejret – måske fordi jeg allerede var “pumpet” inden i, jeg kunne ligefrem mærke blodet bruse i mine åre. Da jeg går ind, kikker jeg mig over skuldrene for at se, om der er nogen bag mig – jeg forventede virkelig at se en hær af sure psykologer (var lige ved at skrive “kællinger”…..) som bare ventede på at plukke mig som en høne. Men der var ingen derinde. Og dét kom bag på mig.

Det var tydeligt på mig at mærke, at min psykolog havde talt med andre om vores “situation” – jeg kunne næsten hører Indianerlægen tale igennem hende. Jeg kan ikke forklare det, men der var nogle ord som hun brugte, som hun ikke normalt bruger – ord som jeg har registreret under Indianerlægens ordregistre (ja for sådan et har min hjerne også, et registre hvor jeg ajourfører ord tilhørende forskellige mennesker. Det er ikke en bevist handling, det er bare noget min hjerne gør)

Hun sagde:”…. det er ikke op til mig at bestemme om du må optage vores samtaler, det er op til mig at sige fra til at jeg ikke vil optages…..” og dét der med “at det ikke op til mig” og “det er op til mig” er ikke ord hun har sagt før. Don’t ask me how I know, I just know. Det er derimod ord som Indianerlægen har sagt, igen don’t ask me how I know, I just know.

Så ingen tvivl om at jeg har været vendt på temamøder (igen igen) og ingen tvivl om at jeg er deres fucking problempatientklient. Og ingen tvivl om at jeg er så træt af hele situationen at jeg er kommet derud hvor jeg faktisk er total ligeglad med at jeg er deres fucking problempatientklient. Normalt ville alt i mig vende, hvis jeg var på nogens shitliste men nu er jeg faktisk ligeglad. Jeg er helt numb. Jeg er virkelig ét spejlderhagl fra at stoppe med at stille op til mere. Jeg kan fysisk ikke holde til flere verbale tæsk, fra mennesker jeg (fejlagtigt) trode var på min side. Livet er simpelthen ikke dét vær for mig. Værdien i mit liv og i min livskvalitet er ikke høj nok, til at jeg gider kæmpe for at blive behandlet korrekt. Det er bare ét liv og jeg er allerede ca. halvvejs og by the grace of god, så er der ikke lang tid til jeg er i mål, så det er simpelthen ikke kampene værd, for mig.

Igen i dag var samtalen en konkurrence om hvem der kunne være stille længst – eller måske nærmere, hvem bryder tavsheden først – og take my word for it, I don’t break.

Lad mig lige skrive dét en gang mere, så alle forstår det:

I

DON’T

BREAK

– EVER.

Hvordan tror du jeg har holdt mig liv ud indtil nu? Fordi jeg brød sammen og gav op og fortalte hele verden hvor et svin min Gudfar var, hvor ondt det gjorde at blive voldtaget af Sømanden, hvor mange maridt jeg har over min(e) aborter og hvor tit jeg tænker på hvor gammelt “mit barn” kunne være i dag, hvor smertefuldt det er at mine forældre ikke tager mig seriøs og ikke konsekvent kaster sig ind i kampen for at deres datter skal føle sig forstået, hørt og set – og helbredes? Tror du dét har knækket mig?

En klog psykolog eller en psykiater med pagehår vil måske mene ja, men let me rephrase myself: I do not break.

Så jeg fæstnede mit blik på ét punkt, som jeg så ofte har gjort i situationer hvor jeg ønsker mig selv væk og ud af, og så lod jeg mine tanker og min hjerne slå en baglænds salto, i min verden kendt som en reverse wave og *vupti* er jeg der ikke mere.

Jeg er der fysisk, fordi jeg ikke kan flytte mig selv af whatever reason, men jeg er der ikke mentalt. Og jeg kan forblive væk i meget meget lang tid.

Og så startede spørgerunden igen: “Hvor blev du af, hvor er du, hvad tænker du osv.”

Og når jeg “kommer tilbage” så tænker jeg altid: Hvad venter hun på? Altså hvorfor skal vi sidde og ikke tale? Det er som om hun hele tiden forventer at jeg skal sige noget, have en holdning eller en mening om de ting hun siger og honest, så kan jeg ikke huske hvad hun har sagt 90% af tiden og de sidste 10% af tiden, ved jeg ikke hvad jeg skal mene og hvis jeg faktisk mener noget, om jeg tør sige min mening, for hvornår kommer det tilbage og rammer mig som en boomerang? Hvornår hives jeg ind til et nyt møde som sender min krop i ultra alarmberedskab med blinkende lygter, flugtplaner og en indre repeatation af hvor hårdt jeg skal bide i en finger, før neglen knaser og giver efter…..

Jeg magter det virkelig ikke. Det er så meget ikke dét værd for mig. Mit liv er ikke de kampe værd. Jeg tænker man skal virkelig ELSKE livet før man gider kæmpe så hårdt for at få lov til at være til stede. Flat out, jeg gider ikke kæmpe så hårdt for mit liv, for det er ikke kampen værd.

På magisk vis gik 45 minutter og jeg var out of there på slaget 45 minutter. Ingen grund til at blive i det varme indelukket rum mere, det skulle da lige være pga. de vidunderlige solgule stole med læderbetræk.

Jeg kunne, under samtalen, se at min psykologs venstre øre blev helt rødt, jeg tog det som et tegn på at hun også var presset. At hun måtte rulle sig selv og sine kompetancer helt ud, for at nå mig, eller forsøge at nå mig. Det er ikke en observation jeg gør med tilfredsstillelse. Det var blot en observation. Som jeg ikke har placeret endnu.

Jeg optog ikke vores samtale i dag. Jeg vil fremadrettet optage Temasamtalerne med De Stikkende Damer og hvis der er situationer hvor jeg føler mig presset, men jeg gider ikke optage vores samtaler mere, for hvad kan jeg bruge det til? Til at hun bliver sur? Til at jeg aldrig lytter til dem alligevel? Hvilket jeg ikke kommer til at gøre, for det var mere end rigeligt at lytte til dem i torsdags, dét behøver jeg ikke igen!!
– og dernæst, så jeg har besluttet mig for, at selv om jeg ikke taler om selvmord mere (så meget) herinde, så er det stadig den vej jeg går, det er mig fokusmål. Og dér hvor jeg skal hen, skal jeg ikke bruge samtalerne til noget. Og kommer der twists i mellemtiden, omkring hvad jeg har gjort, eller sagt, så vil jeg sikkert deltage, da jeg er et menneske der altid dukker op og altid møder op, men som jeg har nævnt tidligere, så er mit liv ikke kampen værd og efter at jeg ligesom er kommet frem til dét, så er det som om alting blev nemmere.

Det er faktisk en slags åbenbaring, at komme til den vidunderliglette konklusion at mit liv, ikke er alle de fysiske kampe værd. Det føles lidt som at lægge sig på ryggen i et blikstille hav og mærke vandet trænge ind i ørene mens du flyder afsted og der bare er helt stille. Synker du så synker du. Flyder du så flyder du. Begge dele er okay og begge dele er lige ønskværdigt. For alternativet til begge dele, er ikke værd at kæmpe for. Jeg vil ikke kæmpe for at holde mig flydende, fordi døden er noget jeg ønsker mig så inderligt. Jeg vil heller ikke kæmpe for at synke, for jeg ved – det ved alle mennesker – at vi alle sammen synker på et tidspunkt. Jeg håber bare at mit tidspunkt er tidligere end alle andre som nogensinde læser disse skrevne ord. Jeg har besluttet mig for ikke at kæmpe mere. For noget.

Da jeg endelig var færdig i rummet med de solgule stole, gik jeg ned, fandt min jakke, tørklæde, luffer mv og sagde pænt Farvel til Julefestdamen og gik ud og kørte mod Århus igen. Mine tarme hylede af sult, så jeg spiste en cheeseburger fra McDonalds (Drive-in) og så kørte jeg mod Retshjælp, hvor jeg skulle være 15.30.

Jeg var på daværende tidspunkt SÅ smadret mentalt og fysisk, at jeg overvejet hvordan jeg kunne melde afbud, men hvis jeg melder afbud, har ham der har påkørt mig vundet. Så har Douladamen vundet. Så har Codan Forsikring vundet. Så har Alm. Brand forsikring vundet og så har Nykredit Forsikring vundet. Og til trods for min “no-more-fighting” mantra, så kan jeg ikke tillade at mennesker mistror mig, stjæler mine penge og ignorer mig. Så jeg mødte op.

Sidst jeg var der, sendte jeg efterfølgende mails til alle instanser (8. November) og ingen af dem har svaret mig. Indtil i dag, så kom der en mail fra Nykredit Forsikring – mere end én måned efter.

Så nu går jeg hardcore efter at de skal betale for min Doula Uddannelse – og når jeg en dag er færdig med det her, så skal jeg tæppebombe Douladamen med dårlige ærlige anmeldelser og fysisk lægge hendes hjemmeside ned, med de trods alt, ret skarpe webskills jeg har. Magen til usympatisk menneske skal man virkelig lede længe efter – og hendes fag er ALT omkring sympati, emptai og medfølelse!! WTF!!

Da jeg kom hjem derfra var klokken ca. 16.00 – kl. 17.00 ville der komme en og hente en bog til 50 kr og inden kl. 17.30 ville der komme en og købe en gryde til 50 kr. Jeg var SÅ TRÆT og SÅ UDKØRT at jeg vitterlig overvejet at være en rådden sælger og bare ignorer dem, når de kom, men jeg vil også gerne have pengene og jeg SKAL have tjent minimum 700 kr pr. uge, så jeg kan få min Kranio Sakral terapi til at gå i 0 rent økonomisk. Jeg lå og blundet med telefonen i hånden og alarmen sat og fik først solgt bogen kl. 17.00 og 17.12 fik jeg solgt gryden (100 kr skattefrit tjent) og *bum* 17.18 sov jeg – indtil kl. 20.15.

Nu har jeg blogget, spist 4 clementiner og 2 riskiks og om lidt vil jeg gå ud og rense af, børste tænder, vaske hænder og gå i seng.

I morgen skal jeg gøre en lejlighed indflytningsklar, for ham min bror Normans ven. Muremesteren. De gode er at jeg er helt alene når jeg skal gøre den ren. Det dårlige er at jeg ikke har det fysiske eller mentale overskud.

Torsdag og fredag ser lige så kritisk ud mht. arbejde, alt for meget af det og alt for lidt overskud. Mega meget koordinering og pres – feks. skal jeg lave gennemgang i min lillebrors lejlighed inden den nye lejer flytter ind, jeg skal ordne senge, lave navneskilt, installere tørrertumbler, sætte ny fodliste på mv.

Coming lørdag så skal jeg INTET!! Udover at date min seng hele hele hele dagen!