Veninder

1 2 3 Næste »

Vupti Fastede du lige?

19/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokken er 20.20 på en onsdag aften og jeg har lige sat mig op for første gang i lidt over 12 timer.

I går aftes var jeg så stolt af mig selv, jeg havde fået kvalt min strygebunke som måske er 3 måneder gammel. Alt der skal tages billeder af og lægges til salg, er nystrøget og hænger på bøjler på min dør. Mit eget tøj hænger sirligt i skabet og kan tages på i løbet af få minutter – til flugt eller til fest.

Jeg har også fået solgt for 4725 kroner i Juni måned og ikke en eneste gang spist sushi, og da jeg samtidig fik rabat i går hos Letz Sushi, pga. at det var Sushiens dag, ja så blev det til sushi i sofaen omkring kl. 21.00. Jeg startede på en film (de starter altid klokken 21.00) men gav op og gik i seng, hvor jeg lå og læste min behandlingsplan igennem (igen igen) og overstreget de ting jeg gerne ville spørge til/om og så lagde jeg mig til at sove.

Jeg vågnede omkring kl. 5 fordi jeg skulle tisse helt vildt, væltede ind i sengen og tænkte at uret ringer kl. 06.50 og så har jeg god tid til at få vasket hår, fødder mv. inden jeg skal ud og kæmpe mod min Nye Behandler (som jeg glæder mig til, en dag bliver min “Gamle Behandler) og så sov jeg ellers liiiige til uret ringede kl 08.00! Bum.
– aner ikke hvad der er sket, men jeg skulle være på Psykiatrisk Hospital om 30 minutter, tværs gennem byen i morgentraffik og med en usoigneret krop…. Klokken 08.09 sad jeg i min bil med nyvasket tær i røde birkenstock, en løs rød kjole, sorte trusser og bh (min bløde bh i str. 90B som jeg købte online til 8€!) opsat hår, antenne-totterne strøget tilbage med vand, nybørstede tænder og i fuld gang med at ringe til Enhed for Personlighedsforstyrrelse og sige at jeg måske kom lidt forsent.

Mens jeg ringede op og en dame der lød som om hun allerede havde en lorte dag, tog telefonen, manøvrede jeg mig ud fra sidegaderne i indre by og drømte om en tom motorvej. Jeg skyndte mig at sige mit fulde navn, at jeg netop var vågnet men var på vej og undskyldte mange gange. Damen afbrød mig og sagde at min behandler ved xxx navn ikke var der i dag….?

Mig: Øhhh men jeg har jo fået sms. notifikationer om at jeg skulle komme kl. 08.30 som jeg plejer
Træt Af Livet Omstillingsdame: Nej
Mig: Jow – i går kl. 08.30 og kl. 21.00.
Træt af Livet Omstillingsdame: Du har fået en sms om at din tid er aflyst.
Mig: Nej det tror jeg ikke….
Træt af Livet Omstillingsdame: Jow den er sendt til XX XX XX XX kl. 07.30. Din behandler er her ikke i dag bla bla bla
Mig (en anelse spids i tonen): Okay, jeg er jo lige vågnet kl. 08.00, så jeg har ikke set en sms kl. 07.30.
Træt af Livet Omstillingsdame: Er dit nummer ikke XX XX XX XX? I så fald er det dét nummer som vi har skrevet til.
Mig: Jow det er mit nummer, men jeg har ikke set smsen da jeg jo lige er vågnet. Men det er fint, jeg kører hjem igen.
– og sådan nåede jeg lige en tur rundt om kirken og tilbage igen. Jeg tog min Cola light fra bilen, låste og gik direkte op i lejligheden, tog tøjet af og gik i seng.

Jeg tror jeg vågnede omkring kl. 13.00 og tænkte jeg jeg burde stå op og få noget ud af dagen, når den nu var åben for alt muligt, men kort efter sov jeg igen og vågnede så nu kl. 20.00 – og det var så dér det slog mig, at jeg for første gang nogensinde har fastet i et døgn – eller i hvert fald er det første gang jeg har været bevist om at jeg har fastet i 24 timer. Og dét fejre jeg med at hælde en halv liter cola light ned i min krop, mens mine tarme trykker bagud og jeg gør klar til at gå ud på mit ultra beskidte badeværelse og tømme mine tarme. Jeg har også fået kapret min egen Spotify, som min lillebror også bruger – men nu var den ledig, så jeg lytter til lidt musik fra min “Memory Lane” playliste mens alt omkring mig roder helt vildt.

Eneste plus er (virkelig) at min seng er nyredt, nystrøget og mega mega ren. Dét er virkelig dejligt. Lagnet er helt glat at røre ved. Så min dag startede nu kl. 20.00. Min menu indtil videre er én crazy pille og 2 panodil pga. en dundrende hovedpine (som nok skyldes at jeg ikke har fået væske siden i går aftes, hvor jeg drak en del vand)

Jeg sidder og overvejer om jeg skal have aftensmad, jeg ved at jeg kommer til at være vågen længe og at jeg i morgen må tvinge mig selv op og ud af sengen tidligt, for ikke at ødelægge mit liv (Læs: de næste par dage) og at jeg pga. de mange timer foran mig, nok kommer til at tænke en del på mad – men hvad skal jeg spise og hvorfra? Jeg kender nærmest ingen steder, fordi jeg plejer at slukke min sult med chokolade eller cola light eller noget andet bizart.

4 minutter senere – nu har jeg så bestilt en pizza. Hvorfor skal pizzaer næsten koste 100 kr? Det er jo sindssygt! Jeg syntes en pizza til 50 kr er dyr! Jeg bestilte denne her: 14. Navona – Tomat, ost, mozzarella, parmaskinke og gorgonzola. Og lavede den så om, så der ikke er skinke på, men i stedet for Rucula og cherrytomater. Prisen er nok den samme, eller dyrer. Men jeg kan mærke at jeg får en bedre og mere “rund” følelse i min mave, når jeg ikke spiser kød på pizzaer -aner ikke hvorfor og jeg opdaget det ved et tilfælde, så nu spiser jeg hovedsagelig pizzaer uden kød og jeg er nok det længste du kan komme væk fra at være vegetar!! Meat FOREVER!!

Jeg har også nået (på de 4 minutter) at være på toilet. Min krop føles helt slap og tom nu. Og da jeg tørrede mine fingre i håndklædet, smuldrede huden af mellem fingerne, som om jeg er ved at skifte ham. På plusssiden er, at min dundrende hovedpine er ved at være væk. Dejligt.

Jeg sidder i min seng, i skrædderstilling med ryggen mod vægen. Til venstre for mig er døren til stuen og et uoverskueligt rod + en støvsuger som jeg ikke kan huske om jeg har brugt eller ej? Til højre for mig, er vindueskarmen af teaktræ og et 3 fløjs Dannebrogsvindue, hvor fløjsiden længst hen mod mig, står vidt åben. Vinden blæser ind og er, for mig, dejlig. En dejlig brise. Jeg har to puder i ryggen (med krispy sengetøj på) og dynen halvt rundt om mig og over mine ben, men min overkrop iført min sorte bh er blottet og vinden føles ikke kold. Når jeg kikker ned, ser jeg mine giga boobs og en equal stor mave. Jeg tager åbenbart mest på på maven og så på lårene når jeg tager på. Min numse er samme størrelse og stadig fast og god, men hvad gør det når jeg føler mig som en af de der damer som jeg alt for ofte ser, som har sådan en tissekone-dunk, der hænger lige over vulva og skygger for alt og bare er max ucharmerende….. jeg gider ikke være tyk, men jeg kan ikke overskue hvor jeg skal starte, fordi jeg er så fucked og usikker på alle andre punkter i mit liv. Og alt imens, kan jeg se at jeg har flere og flere ligheder med min halvsøster i Schwitz, som efterhånden er en kornfed spurv (ikke så høj men bred) og det huer mig ikke at ligne hende (eller andre) så fedt fedt at være mig.

Så har jeg fået hented og delvist spist min pizza til 89 kr. + 3 x Cola Light og 4 skilpadder fra 7/11. Jeg sidder samme sted, i samme stilling, i samme outfit som før.

Jeg vil prøve at fortælle lidt om, havd der er sket i den sidste uge, som jeg syntes har været mega hektisk og uden nogen former for “gad vide hvad Deirdre-Ann tænker/føler/har lyst til/har tid til/kan overskue” og dét har gjort at jeg har stresset ekstra meget. Min mund er stadig et smertehelvede uden lige (og jeg syntes jeg er begyndt at bande lige lovlig meget) Jeg får små hvide bumser/talgknopper i mundvigerne, jeg syntes jeg er ved at få overskæg (!!) Jeg kan se flere og flere rynker i mit ansigt.

Det bagerste på rækken af mine tænder, der hvor der ikke sidder tænder, men hvor der bare er “kød” er konstant ømt, selv om jeg forsøger slet ikke at røre området med min tandbørste. Jeg bruger en elektrisk og holder den så let som muligt i min hånd, så jeg ikke presser på tænder eller tandkød, men alligevel værker det hele tiden i mit tandkød.

Mit mellemkød er helet og for en stund er mit underliv helt roligt og uden opmærksomhedskrævende situationer. Min menstruation er overstået for denne måned.

Mine hænder er (åbenbart) ved at skifte ham, oversiden af hænderne, er fyldt med leverpletter og rynker. Jeg tænker det skyldes at jeg har arbejdet så meget som jeg faktisk har i mit liv – jeg griner næsten selv når jeg skriver det, for spørger du mine forældre, har jeg aldrig lavet en dags god gerning i livet, men hvis de bare vidste hvor meget jeg har arbejdet, så ville de måske ikke se sådan på mig. Jeg har oftest arbejdet udenfor, i haven på gården, rundt om gården og så ellers haft hænderne i vand og i rengøringsmidler uden handsker på. Både via mit firma men også før, da jeg gjorde rent for de rigeste i Risskov i mange år. Mine negle på tæerne er helt “neglefarvet” og har pt. ingen pletter eller prikker. Jeg har længe tænkt på at jeg burde lægge en fin neglelak, men kommer heletiden fra det. At hygge om mig selv er utrolig lavt på listen over ting jeg skal nå, måske fordi der aldrig er nogen som tager “over” i mit liv, som feks. siger at “hey, nu skal du slappe af og bare sidde dér og gøre dét og dét” – det lyder måske mærkeligt da jeg jo netop har sovet en hel dag, hvilket må siges at være “afslappende” men sådan fungere det desværre ikke i mit liv og mit sind. Jeg føler mig stresset og presset, trods 24 timer i en seng.

I tirsdags (tror jeg det var) kørte jeg ud og tømte min bil, for storskralds ting. Samtidig benyttede jeg dagen til at rengøre min bil fra A-Z. Jeg ELSKER at kører i en ren bil, men den har ikke været gjort ren i flere måneder, tusind forklaringer men barberet ned til kernen, så har jeg ikke kunnet overskue det og følt jeg har haft roen og “mine rengøringsting” i nærheden. Det havde jeg nu. Jeg har også endelig fået købt nye poser til den fine støvsuger jeg fandt til storskrald, den er nærmest som ny og fungere upåklageligt – og med nye poser suger den som en drøm, og jeg har den fast stående ude hos mine ting, så jeg altid kan støvsuge når jeg har noget som skal ordnes.

Mens jeg gjorde bilen ren, traf jeg en beslutning om at sætte nakkestøtterne og hattehylden til min bil, permanent hos mine ting på mine forældres gård, i stedet for at kører rundt med dem i en bil, hvor bagsæderne alligevel aldrig er slået op. Det var en dejlig beslutning at træffe.

Jeg ryddet også op i hvad jeg har af ting i sidedørene – altså min bil er jo en overlevelses container – jeg kan bogstaveligtalt bo i den fra NU, men altså, i sidenlommen på døren, lå der to slags kort. Det ene er en rød oversigtsbog over København, købt d. 13. Maj 2004, som var den dag, jeg kørte til København for første gang for at bo. Det var dagen før Kronprinseparets Bryllup og hele byen var et kaos og finde rundt i og jeg kunne ikke finde Guldsmedskolen, så jeg kørte rundt og rundt, indtil jeg købte kortet – og det har fulgt mig lige siden. Der lå også det her Danmarkskort ⬆️ som jeg fik af min Gudfar, dengang jeg fik min Sorte Golf. Eller fik og fik, jeg købte den jo på afbetaling til mine forældre og den anden halvdel til min Gudfar – et forfærdeligt maridt – og en situation som jeg ofte har tænkt på var total unødig at sætte mig i.

Da jeg overtog gården, var en af betingelserne at der skulle følge en bil med, så jeg kunne komme rundt og i skole. Derfor arvede jeg min Gudfars Gl. røde Golf. Jeg ELSKEDE DEN fordi den var rød – og dengnag, var den forholdsvis ny. Men så en dag fik min Gudfar et blackout og kørte galt, han døde desværre ikke – og efterfølgende blev hans røde Opel Corsa skrottet af forsikringen og *bum* kom han og krævede SIN Golf tilbage – Golfen som jo var min pga. Gården men ja sådanne aftaler holder åbenbart ikke længere end til den dag de ikke holder længere – så min Gudfar tog bilen og så skulle jeg ud og have en “ny” – vi fandt en sort Golf til nogle af 150.000 kr, som jeg efterfølgende kørte i i 17 år. Min Gudfar og mine forældre delte udgifterne og jeg skulle afdrage til dem hver måned, altså mine forældre. 1500 kr. Min Gudfar brugte bare bilen som endnu et afpresningsmetode – og jeg undre mig den dag i dag stadig over, hvorfor det var MIG der skulle ud og sætte mig i gæld for at få en ny bil, når jeg jo havde en bil, som ikke fejlede noget?

Det var jo ikke mig der var kørt galt og det var jo ikke mig der fik min bil skrottet – ergo burde det være ham der skulle ud og købe ny bil ikk? Betingelserne for overtagelse af gården gjaldt vel stadig?

Eller er det bare mig som er smålig og indebrændt og derfor tænker sådan? Jeg har så ofte lyst til at råbe de her ting lige ind i hoved på mine forældre, men jeg gør det aldrig, for jeg ved de vil have en eller anden forklaring klar, om hvor meget de har gjort for mig og alt det de har gjort for mig og alt det jeg har fået og hvor taknemmelig jeg skal være eller burde være.
Kortet har ligget i min bil lige siden men da jeg gjorde bilen ren, besluttede jeg mig for at smide det ud. Da jeg for et par måneder siden traf beslutningen om at skaffe mig af med de ting jeg har fra gården, var det en alt eller intet beslutning og netop derfor var den hård for mig at træffe, men jeg gjorde det og der er ting jeg vil savne men hvis det skal gøres, skal det gøres ordentligt og nu er kortet i skraldespanden.

Jeg har tit tænkt på at vise hvad det egnetlig er jeg sælger og tjener mine penge på, så her er et billede ind i min bil (efter den er støvsuget for snavns, støv og en million hundehår) Et whiteboard fra Ikea (storskrald) til 50 kr. Et lille strygebræt fra Ikea (Storskrald) 50 kr. Et jern børnesæde til stangen på en Herrercykel (Storskrald) 100 kr. 23 Bøjler som jeg har fået for flere år siden. 50 Kr. Og så en strigelkasse som jeg også har fået, med indhold, som jeg endte med at sælge, altså bare kassen, til 100 Kr. Det hele er afhentet d.d.

Og her er et mindre arsenal af gryder og ildfaste fade mv. som jeg har fundet til Storskrald (det hele) Jeg tog det hjem til mine forældre og vaskede det på terrassen. Nu da vores kælder er ved at blive renoveret mangler jeg et sted at gøre alting rent – der er nemlig ingen vand ude i garagen hvor jeg har mine ting på mine forældres gård.

Jeg har også fundet en masse bestik henover de sidste par måneder og nu har jeg gjort det hele rent og sorteret det og lagt det til salg. Flere af delene er dele af dyre bestik samlinger, som jeg kan tjene godt på at sælge.

Jeg fandt også denne næsten nye iphone i en pose med storskrald. Jeg satte den til at lade op henover natten men det lykkes ikke at få den tændt, jeg kørte derfor ned til en autoriseret Apple reperatør og fik ham til at give mig IMEI nummert, og med det på et stykke udprintet papir, kørte jeg ned på Politistationen med den og håber at ejeren bliver glad for at få sin telefon igen.

Inden jeg brugte min onsdag på at sove, havde jeg leget lidt med tanken om at tage til Viborg og lytte til det her informationsmøde. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal være Peer-Medarbejder men fordi jeg har tænkt og læst en del om det, og jeg syntes ikke helt jeg har fundet den røde snor i det og dermed knækket koden til hvad det egentlig er de laver – men jeg kom som du nok kan forstå, aldrig afsted. Fortryder jeg? Nej. Men det havde nok været spændene. Måske næste gang.

Og som den sucker jeg er for ordsprog – kloge ord på få linjer – så faldt jeg over denne her på instagram. Jeg har mere end almindelig svært ved at lade Norman Bach være Norma Bach. Jeg bliver hele tiden mindet om ham – hver gang jeg tænker at NU er jeg cool, så sker der noget som gør at jeg træder i en vandpyt som viser sig at være et mudderhul. Og på dén måde sårer jeg mig selv og også ham – og kunne jeg vælge ville jeg helst ikke såre nogen af os, men mindst af alt ham, for at såre andre mennesker – uagtet hvem de er – er ikke noget som står på min liste over daglige gøre mål.

Men feks. i Lørdags, som jeg brugte på at gøre rent hjemme hos mine forældre mens jeg i mine tanker, så rengøringen som en overspringshandling fra at tage til SUP. Jeg gjorde rent Fredag og forsatte så Lørdag, hele den afdeling af huset hvor min søster skulle bo (og nu bor med baby) gjorde jeg ren fra A til Z. Jeg vaskede gulv, gjorde badeværelset rent, fandt nyt sæbe frem, fandt de rosa håndklæder frem, hængte et på varmen, og lagde to fine tørretumblet på puslemåtten. Lagde det nye George Jensen sengetøj Mor (Mormor) har købt til dem på sengen, sådan at Mor og barn matcher. Jeg støvsuget i bund imens at robotstøvsugeren kørte i stuerne og Far sad i Tvstuen og sov til en film. Jeg knoklede virkelig i bund, foldet kanten på wcpapiret og lavede et gavebord med alle de fine buketter hun fik tilsendt og gaver der strømmede ind – min søster blev Mor og onsdagen og 39 år om søndagen, så det var ret overvældende med alle de gaver og blomster. Jeg linede kortene op i vindueskarmen og sørgede for at der var luftet godt ud i værelset og på badeværelset, før jeg tændte for varmen og tændte et fint og eksklusivt duftlys.

Så ringede Mor og sagde at de gerne ville hentes fra Barselsafdelingen på Skejby og mens Far kørte derud og hentede dem, kørte jeg i Brugsen og købte Jordbær, og Marengs Fuglereder, kirsebær, vandmelon mv. som min søster havde talt om at hun gerne ville have når hun kom hjem. Jeg fik pynet alle bakkerne, vasket alle kirsebærerne og skåret melon mv. tændt sterinlys, hejst falget, sat flag ud til vejen, tændt lys i lanterne ved vejen og hoveddøren osv. og alt var klar til at baby kom hjem for første gang.

Og netop som jeg havde sat mig i sofaen med benene oppe for at hvile mig, og Ella var hoppet op i skødet på mig, for at sikre sig at jeg ikke gik nogen steder uden hende, så fik jeg en sms, eller en What’s App besked fra Norman Bach, hvori der stod “Du må simpelthen holde op med at ringe. Jeg tager den ikke“

Jeg fik et helt chock inden i. Dels pga. at der kom en besked fra ham (uvented) og dels pga. det han skrev og dels pga. at jeg øjeblikkeligt følte mig uretfærdig behandlet.

Jeg har tænkt på dét (meget) siden og det gør mig faktisk ked af det inden i, men på den anden side, så giver det måske også ret god mening (for mig that is) Norman har altid været enorm vred på mig over at jeg ringer, ofte med meget mere vrede end jeg har kunnet forstå, netop fordi vi jo ofte talte sammen i perioder og så ikke og så igen – men alligevel var han altid ret vred over at jeg ringede – og ofte forstod jeg ikke hvorfor.
– måske jeg lægger for meget i det her og måske det bare er en engangsforseelse, men det viser sig efter lidt smsen frem og tilbage, at jeg jo naturligvis ikke har ringet, faktisk havde jeg slet ikke tænkt på ham lige dér (Hurraaaa for det…) fordi jeg havde haft så mega travlt med rengøring og i løbet af ugen med at skulle ordne alt muligt for min mor og søster og lave mad til min Far, passe Ella fuld tid osv.

Men en eller anden har haft ringet og han har så troet at det var mig og eksploderet. Nu tænker jeg så på, om der ofte eller oftere er andre som ringer og så tror han det er mig og lægger vreden over på mig? Fortæller hans søster at jeg ringer hele tiden, mens han til mig siger at jeg skal kontakte hans søster, fordi hun er verdens bedste advokat og når jeg så gør det, bliver jeg slagtet verbalt af hans søster? Total sårende opførelse men det gør altid at jeg føler at jeg er for meget, selv når jeg måske i teorien slet ikke ER for meget? Giver det overhoved mening?

Jeg tænker tit på Norman, det skal ikke være en hemmelighed, men jeg arbejder hårdt på ikke at kontakte ham, så når nogen kontakter ham og han bare tillægger det mig, uden at være sikker, så kommer jeg jo hurtigt eller hurtigere til at stå i et dårligt lys og det er jeg naturligvis ked af.

Men jeg tænker også tit på It manden. Feks. drømte jeg i går nat, at jeg havde et mega opgør med ham (i mine drømme) hvor det endte med at jeg smed skuresvampe efter ham….. han var i drømmen (og sikkert også i virkeligheden) ufattelig ligeglad. Diskussionen omhandlede at jeg følte at han havde svigtet mig i forhold til firmaet, som jeg nu har lukket.

Og mens jeg intet hører fra It Manden og Norman Bach kun skriver når han er vred, begrundet eller ubegrundet, så ringede Kunstmaleren i dag mens jeg sov, jeg har ham ikke kodet ind, men jeg gekendte hans nummer og valgte ikke at tage den. Jeg var så træt at mine øjne gjorde ondt og min krop skreg på søvn. Det værste med ham er, at jeg jo ikke må eller kan ringe tilbage når jeg så engang er vågen og har lyst til at tale, for han er jo hjemme hos sin familie, hvor et bekendskab med mig, er forkert. Dvs. det er igen en envejs kommunikation.

Lige nu regner det udenfor, jeg kan dufte det og delvist hører det, jeg gad godt kunne tale med nogen mens mørket falder på og luften renses. Det bliver en rigtig god høst for landmændene, hvis vejret forsætter sådan her. Og min hjerne hoppe fra regnvejre og dufte til at jeg gerne vil snakke med nogen til høst og landmænd – hvem sagde tankemyller?

Mine tænder gør ondt lige nu, om om de aldrig er blevet børstet, men det er de, de blev børstet i morges og om lidt skal jeg tisse og om 9 minutter er klokken midnat og i morgen er det torsdag og sådan er endnu en dag gået i mit liv, en dag som aldrig kommer igen.

Jeg håber aldrig jeg kommer til at savne de dage jeg spilder på at være ensom i mit eget selskab. For der er seriøst mange ÅR af den slags dage, og jeg kan jo aldrig få dem igen.

Hvis jeg kunne ønske blot 2 ting i livet, så ville det være at få en god veninde eller ven. Men jeg ved af erfaring at der er langt imellem dem, og at det tager ÅR (!) at opbygge den tillid der skaber venskaber og jeg har svært ved at se hvor kvinder på min alder går hen, for at få veninder? Jeg kommer jo ikke i mødregrupper….

Den anden ting ville være, at jeg fik en fast indtægt i et job, som jeg faktisk ser frem til at møde ind på, et sted hvor jeg føler mig vellidt, et sted hvor jeg føler mig okay og med plads til at vokse og plads til at være mig. Jeg ER faktisk en rigtig god medarbejder, jeg er virkelig hårdtarbejdende og jeg er ikke hende der altid skal nå alt muligt før jeg kan arbejde, jeg er hende der trækker læsset når de andre giver op, og som forsætter når de andre tager hjem – jeg er det som alle arbejdspladser ville ønske, men ingen vil ansætte. Det er så ironisk. Og trist. Mest af alt er det trist.

Og igen…

29/05/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokkener nu 01.29 og jeg er så vågen som aldrig før…. truth be told, jeg sov også til klokken næsten 14.00 uden at kunne komme ud af sengen.

Jeg var både træt, øm i kroppen og så havde jeg den vildeste kvalme. Da jeg endelig kom ud af sengen, spiste jeg resterne af min sushi fra i går, som slet ikke var pengene værd (og det er ellers fra min venindes sushi restaurant…)

Så satte jeg mig i min natkjole på terrassen og begyndte at lægge ting til salg, oppe annoncer på dba.dk osv.

Jeg har ikke hørt fra pigerne hernede, overhoved, selv om jeg skrev med dem før jeg kom og bla. spurgte om vi skulle lave en strandtur en dag. De ved også nøjagtig hvonår jeg kommer og hvornår jeg rejser, det kan de se inde i bookingsystemet.

I dag skrev den ene af dem så og spurgte 1. om jeg stadig var i spanien, 2. om hvornår jeg rejste og 3. om vi skulle mødes i morgen og spise aftensmad. Jeg sagde ja tak, men nok mest fordi jeg burde tage ud og være social, ikke fordi jeg er ved at dø for at være social…. med dem. Det er svært for mig at finde ud af om jeg er deres veninde eller om jeg er deres arbejdsgiver. Er jeg det sidste skal vi ikke være sociale – er jeg det første kan vi godt være sociale.

Der er en Happening på Christiansborg Slotsplads (foran Folketinget) på Lørdag d. 1. Juni kl. 12.00, hvor der skal være fokus på Psykiatrien. #VærdigPsykiatriForAlle

Jeg har været medarrangør, men da alt det med brevet fra min Nye Behandler kom, trak jeg mig omgående, jeg var så bange for at det ville få negative konsekvenser for psykiatrien alt det her med mig – som jeg jo slet ikke kan se mig ud af selv. Heller ikke en uge efter…
Fordi jeg ikke kommer, støvsuget jeg mandag hele byen for hjerteballoner, som er en del af happeningen, og sendte dem til den overlæge som står for det hele – og ham som jeg har samarbejdet med. Men nu tør jeg knap nok skrive til ham – og jeg måtte endda google ham, for at få den korrekte adresse og indgang og afdeling….

Men altså 70 røde hjerteballoner er på vej fra Spanien, til Skejby, Danmark. Om jeg så selv tager derover eller ej, ved jeg ikke. Min plan var at tage derover og tage Ella med, give hende en lille hvid bodystociking til babyer på (hvor bunden naturligvis er klippet af) og så skulle # være på siden – jeg VED det ville skabe omtale og det er omtale vi har brug for – men jeg tør ikke længere sætte mig selv i fokus for at fremme sagen, for så er det nok en del af min personlighedsforstyrrelse og min mærkelige måde at være på…. og noget jeg skal behandles for, til møde om og skældes ud for. Jeg magter det ikke…

Jeg har fået en, egentlig meget sød, men også (for mig) rigtig sårende sms fra Norman. Jeg ville give SÅ meget for at jeg kan parkere ham hvor jeg nu endelig har formået at parkere Anika. Efter at jeg har smset med hende og hørt flere af hendes mærkelige kommentar, så som “at hun plejede at kikke indaf når der var noget galt….” Øhhh som om jeg ikke kikker indaf? Jeg bestiller ikke andet end at få vendt vrangen ud på mig selv, jeg har gået til psykolog, jeg er uddannet coach, jeg har ikke bestilt andet end at se på mig selv hele livet – så det sidst jeg gider hører fra en som har svigtet mig helt abnormt 2 x i mit liv, er at jeg skal se indaf…..! 👊🏻

Men jeg har vitterlig ikke tænkt mere på hende (lidt selvfølgelig men slet ikke som før smserne) siden hun sendte en sms engang i forrig uge, før jeg havde mødet med de 4 stikkende damer. Jeg læste den, rystede på hoved og besluttede mig for ikke at svare, da jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, alting sejlede for mig i de dage og nu, hvor det ikke sejler (så meget) så er jeg faktisk ligeglad.

I dag, eller retter sagt i går (vi er jo forbi midnat) i 2015 udgav jeg min første e-bog på Amazon. Jeg var stolt af mig selv men kan også se tilbage på hvor sindssygt mange fejl jeg har lavet i den og omkring den – hvilket nok er grunden til at den ikke rigtig sælger. Men lidt stolt har jeg vel stadig lov til at være, der lå mega meget arbejde bag. Ustruktureret men stadig.

I går var der også nøjagtig 16 dage til at min søster skal føde sin lille datter, min niece, via Kejsersnit. Min søster har en hjerteformet livmoder (hvilket er ret farligt åbenbart) og babyen sidder op inde i maven og kan ikke vendes trods flere forsøg, så min søster skal føde ved kejsersnit.

Min ældste lillebror har også haft ringet i dag, for at fortælle at han nu har haft en samtale med en overlæge og fået en kikkertundersøgelse af udposningen på maven og den er ufarlig. De blev nød til at undersøge udposningen, fordi den kom frem på scanningen, men der er mange mennesker som har en sådan og den betyder intet.

I næste uge skal han så have tjekket sin lever for de to pletter der er på dem. Han har desuden fået noget medicin mod den infektion hans krop har haft, hvilket har givet ham en forstørret milt. Jeg er vitterlig RIGTIG glad for at jeg ikke har været hjemme under alt det her “cirkus” fordi det ville have slået mig total ud, med alt den snak om at han skulle dø, når lægerne specicik siger det modsatte. Jeg magter ikke drama og jeg elsker fakta.

Jeg talt også kort med mor, igen over facetime. Jeg løj (igen) og sagde ja til at jeg var nede ved middelhavet hver dag. Det er fuldstændig løgn, jeg har været på promenaden 2 gange men slet ikke været ude at gå i sand. På en måde har jeg lyst men på en måde er jeg total ligeglad – jeg vil egentlig bare gerne sidde på en cafe og se udover havet og snakke stille og roligt med en.

Jeg ved ikke hvorfor det er, at det at sidde på en cafe og iagttage verdnen er så vigtigt for mig – min søster gav mig også en opsang om “at hvis jeg ville have det bedre, så skulle jeg gå en tur ud i skoven og ikke ned i byen på cafe….” Jeg ved hvad hun mener, jeg hører hvor det kommer fra, men jeg kan ikke med hele min gode vilje se, at motion ved at gå ned i byen og sidde på en cafe og føle mig social og gå retur igen, ikke tæller som samme antal km. som hvis jeg gik ud i skoven og var alene og gik retur igen.

Min familie mener selvfølgelig det handler om at jeg gerne vil bruge penge, jeg ikke har – eller som jeg får af mine forældre og derfor ikke skal bruge på cafe – jeg tør end ikke vise den blondebluse jeg har købt hernede til 25€, før jeg vidste at barnedåben var aflyst, når jeg kommer hjem. Jeg købte den fordi jeg ikke var sikker på at jeg kunne være i den kjole jeg havde bestemt mig for, men det vil blive set som frås.

Jeg tænkte på her til aften, om jeg er den eneste på 40+ der tænker på hvor dejligt det kunne være at få et dukkehus….? 🤦🏼‍♀️
– trust me, jeg kan sagtens hører det selv!!!!

Men når jeg sidder og kikker på Facebooks Markedsplads, hvilket er min store passion, at sidde og søge på byggemateriale til min fremtidige kolonihave 💛 og jeg så støder på sådan et dukkehus, eller på dukkehus møbler eller på dukkehuse som trænger til at blive sat i stand, med tapet og gulvtæppe mv. så drømmer jeg virkel, som i VIRKELIG om at købe et og sætte mig ned med god samvittighed) og indrette det, sætte nyt tapet på osv. Finde de rigtige møbler osv.

Jeg har SÅ STOR en lyst til at købe et dukkehus….. men jeg gør det naturligvis ikke. Min mor og søster ville få et flip – men fik jeg fortalt at jeg fandt et ramponeret et til storskrald? Det gemmer jeg til en dag hvor jeg føler at det er okay at tage frem og så vil jeg forsøge at gøre det til et fint lille hus til en af mine (efterhånden) mange små niecer (hvis jeg ikke får lyst til at beholde det selv…) Men alligevel, fra en skala fra 1 til 10, så er det SINDSSYGT MÆRKELIGT at jeg har det sådan……jeg er fucking snart 41 år!!!

Jeg har stadig ikke hørt fra de 4 stikkende damer fra mødet sidste onsdag. Jeg ved ikke hvad deres planer er for mig. Jeg har taget fat på CSM i Århus og er begyndt at se mig om efter alternativer, jeg tror dog ikke de findes sådan rigtig for en som jeg. Der er 2,5 års ventetid hos CSM blot for at komme til den første indledende samtale, hvorefter de så vurdere om de mener de kan hjælpe en og om jeg er berettiget. Jeg har haft kontakt til Joan Søsterne – jeg har prøvet ALT og svaret er det samme alle steder…….ventelister ventelister ventelister.

Og her bliver jeg nød til at være realistisk uden at være dramatisk og truende, jeg hverken kan eller vil leve sådan som jeg har levet det sidste års tid, de næste 2,5 år. Jeg ved min Psykiater-Lærling mente det godt da hun fik mig til at fortælle hende om min Gudfar, jeg ved hun mente det godt da hun opfordret mig til at fortælle det til mine forældre – jeg ved at alt hvad der er gjort på Psykiatrisk Hospital er gjort i bedste mening (mere eller mindre indtil 1. Maj…) men det er mig som lever med konsekvenserne, med effekten af handlingerne, det er mig som er i min krop dag ud og dag ind og jeg KAN ikke leve sådan her.

Det SKAL blive BEDRE!
Det SKAL blive MARKANT bedre!
Det SKAL ske SNART!
– jeg ved bare ikke hvad jeg selv skal gøre…… jeg er kørt træt.

Træt?

14/01/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg har officielt ikke sovet før klokken tidligst 02.00 i hele denne uge som snart er gået (om 5 min) Jeg er komplet smadret søvnmæssigt. Som i fuldstændig smadret!

Jeg får sovet, men på de forkerte tidspunkter og som altid er weekenden den travleste tid for mig. Rengøring fredag, lørdag og i dag søndag har jeg hjulpet min yngste lillebror med at sætte en masse ting op som han har købt i Ikea. Only thing is…. halvdelen af de ting han har købt, kan ikke sættes sammen….🤦🏼‍♀️

Min bror er en DARLING og han er SUPER dygtig men han skal afholde sig fra at tage i Ikea og købe lys til at sætte op under hans hylde i køkkenet når det er skabs lys der åbnes når lågerne glider op og i. Han skal også lade være med at købe loftlamper med 19 cm. sort ledning, når de skal hænge i et udtag i vægen og føres henover et loft og ned over et bord. Ydermere skal han heller ikke købe Led spots (!) til lamper som bruger alm. pære med stort gevin…. det er helt af helvede til…… for slet ikke at tale om den defekte ramme han købte i Bilka men ikke lige fik bonen med på…

Så efter at have brugt hele lørdag og det meste af søndag på at hjælpe ham, har vi kun fået hængt to rammer op med et par bluser der skulle indrammes, lavet en lampe i soveværelset, pillet en lampe ned i køkkenet, hængt en hylde op i stuen, tilsluttet en lampe for at konstatere at ledningen var forkort men at udtaget virkede, sat en knagerække op, flyttet et spejl (og hængt det op på en anden væg) samt skiftet et spot i lampen i badeværelset.
– eller vi og vi, jeg har gjort det meste mens min bror har set fodbold.

Min hjernte er så dement at jeg i morges stod op og kørte ud for at hente et maleri jeg har solgt, som stod til opbevaring på mine forældres går. Jeg havde aftalt med manden at han skulle hente det mellem 14.00 og 16.00 hos min bror. Pga. min brors høje lytten til Sports Søndag eller noget andet latterligt fodboldpis, hørte jeg ikke manden smse mig….

På et tidspunkt er der en mand der ringer på dørtelefonen, flere gangen faktisk. Min bror ved ikke hvem det er, jeg ved det heller ikke men spørger min bror om han ikke skal spørge gennem dørtelefonen hvem det er. Min bror gider ikke, for han kender ikke manden – og ikke én eneste klokke ringede i mit hoved!! I kid you not, ikke én!!!

Senere igen ringer manden på og nogen lukker ham ind, så han går rundt og banker på dørene inkl. min lillebrors. Igen min lillebror vil ikke åbne og siger jeg ikke skal åbne – igen, INTET ringer hos mig.

Nå men da jeg så er på vej hjem, ser jeg maleriet stå på bagsædet af min bil og tænker: Hmmm han skulle jo være kommet, mon han har ombestemt sig?

WHO THE FUCK er SÅ dement at hun ikke kan huske én time frem??? Me. Sadly enough.

Da jeg – efter at havde hentede maleriet men før jeg kom ind til min bror – stod i Bilka for at købe to nye rammer (som vi skulle bruge og hvorfra jeg så må tage bonen og bytte den defekte ramme senere i ugen) står jeg ved en kasse med en dame og en mand og to små børn. Deres indkøb bliver 714,50 kr og damen tager kontanter op af lommen og tæller efter, da kassedamen siger at det er en kasse kun til dankort.

Jeg sværger, damen blev helt hvid i hoved. Alle varene var kørt igennem og manden havde pakket dem og børnene stod og kikkede på. Hun tog sin telefon frem og begyndte at tjekke sin konto for penge og jeg kunne se at der ikke var penge på kontoen – mit hjerte gjorde ondt helt ned i tæerne.

Så jeg tilbød at jeg betalte og fik kontanter af hende. 700 kr i kontanter og 14,50 på mobilpay. Sjældent har jeg set en dame se så lettet ud. Og sjældent har jeg nydt at kører mit kort igennem og vide at jeg også snart rammer overtræk, but I don’t care.

Har jeg sagt at jeg har flyttet min sofa om? Jeg tror også, men jeg er faktisk ikke 100% sikker, at jeg kom til at ringe til Norman Lørdag aften, fordi jeg var så ensom. Det lyder helt sort at jeg kan være ensom, men så snart jeg trådte ud af døren fra min lillebror, kørte jeg rundt i en time i min bil i rengfulde Århus fordi der intet var at komme hjem til og fordi jeg sådan savner at tale med nogen på min egen alder.

Jeg har ikke talt med Jonas i ugevis, han har sine børn alene i over en nmåned. Det er vitterlig SÅ hårdt at være ufrivillig alene og ensom hele tiden. At være ensom og alene kan være skønt, når det er tilvalgt men når det er noget man ikke kan fravælge igen, så gør det forfærdeligt ondt.

Jeg ved godt det var mig der fortalte Annabel om Anika, en fejl som jeg ofte fortryder, men det var trods alt Anabel som lavede indberetningen, Anika som valgte ikke at tro på mig og Barbara som var på Anikas side og på dén måde mistede jeg alle mine veninder i ét hug.
– jeg tror faktisk aldrig rigtig jeg kommer mig helt over den smerte. Og den sort som det er at blive forladt så hårdt og brutalt på få dage af ALLE man kender. Det er som om nogen er døde, så smertelig er min sorg i mit hjerte. Selv nu i skrivende stund får jeg tårer i øjenene.

Jeg savner Michelle og jeg savner et sceneskift. Overvejer at rejse til Miami fordi Miami er Michelle, men hun vil jo ikke være der. Daytona Beach vil ikke være det samme uden Michelle. Aldrig.

Jeg tænker også på at rejse til Spanien og appropo Spanien så starter der et program på Tv om folk på Solkysten der sælger boliger. Jeg kender 2 af de dåser der er med. Jeg fatter det simpelthen ikke, hvorfor er det at kvinder og mennesker generelt, som opfører sig dårligt og taler dårligt om og til andre mennesker, altid flyder ovenpå som en fiberlort og får omtale?

Hvorfor er det at jeg feks. ikke får omtale for mit firma som jeg kæmper sindssygt hårdt for (men nærmest har givet op omkring), men dem som opfører sig dumt og taler grimt og har et grimt sind, som har en lædret brun hud, silikonepatter, platinblondt hår, anderøvslæber og kunstige negle kan tjene kassen på at stå i Tv og få alle andre danskere i området til at ligne idioter?
– I don’t get life.

I morgen stopper det frivillige projekt jeg har arbejdet på og jeg frygter lidt, at de ikke vil bruge mig mere, fremadrettet. Jeg vil så gerne arbejde, jeg vil så gerne knokle og jeg vil så gerne lægge mine kræfter, tanker og energi i noget der giver mening (og også gerne penge) men det er som om ingen rigtig kan bruge mig og min selvtillid smuldre som en savsmuldsbriket.

Jeg har lyst til at råbe: Jeg betyder noget!! mens jeg springer ud fra Ringgadebroen. Ikke fordi jeg tror på det selv, men fordi jeg gerne vil hører noget dejligt og noget positivt, som det sidste inden jeg dør.

Jeg forsøgte at fortælle Mor om mine søvnproblemer og hendes svar var at vi snart måtte finde tid til at kører en tur til Løkken og gå en hel dag på stranden, så vi kunne få blæst de tanker som gav mig stress, væk.
– jeg ved hun mener det godt, men bare tanke om at gå i sand og blæst, var nok til at jeg blev træt i mine ben. Altså sådan rigtig træt ind i knoglerne.

Min krop kan ikke holde til at fysisk knokle så meget mere, det er som om jeg er tappet for energi, men jeg kan ikke rigtig få folk til at forstå det, fordi de ikke ved hvordan det føles, når kroppen bliver træt bare ved tanken. Nogle nætter holder jeg mig fra at gå ud og tisse selv om jeg trænger, fordi jeg hellere vil sove dårligt end at gå ud og tisse på mine trætte ben og risikere ikke at kunne sove igen når jeg kommer ind i sengen. Dét er hvor træt min krop er.

Og approp Spanien, eneste grund til at jeg ikke allerede har booket en billet, er fordi jeg var dernede sidste år i Februar pga. installation af aircon og jeg trænger bare så så meget til solskin og godt vejr. Til varme i min krop og ikke til regn og kolde dage – og februar er uden tvivl den koldeste måned i området og jeg orker ikke regn og kulde i en uisoleret Spansk lejlighed.

Men et sceneskift ville være godt. Ringgadebroen er en mulighed. Og nej, der er kun mig selv til at tale mig fra det. Der er ingen andre. Jonas ringer ikke, Norman ringer ikke, Anika, Barbara og Anabell ringer ikke. Ingen ringer, udover min familie og selv om det er mægtig sødt af dem, så forstår de mig ikke. De forvirrer mig.

Og der er så længe til Onsdag og Det Lyserøde Hospital.

Min krop er kamp træt og jeg tør ikke tage flere sovepiller, da jeg er bange for at blive afhængig af dem – og nu da min medicinsamtale er rykket fra 18. Januar til 1. April, har jeg slet ingen af tale med dén tanke om.

Tidligere i dag, da jeg kørte i min bil, græd jeg lidt for mig selv mens regnen piskede ned. Jeg græd fordi jeg er træt og fordi jeg officielt ikke kan huske hvordan min Psykiater-Lærling ser ud. Hendes ansigt, hendes øjne, hår og smil er forsvundet for mit blik og jeg kan ikke længere sætte det sammen til én enhed.

Tænk hvis man kunne ringe til himlen, eller bare til min Psykiater-Lærling og tale med nogen som kender mig og som ville bruge 20 min af deres tid, på at fortælle mig at det hele nok skal blive godt. Ikke bare når jeg er udhvilet godt, men godt på den lange bane.

For jeg kan ikke se det. Træt eller udhvilet.

Jeg drømmer for meget

21/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I øjeblikket.

Hver gang jeg tænker, dekorer, maler, graver, arbejder og skaber jeg noget med mine hænder; inde i mine tanker.

Umiddelbart lyder det måske ikke farligt men jeg laver faktisk ikke andet end at drømme, drømme om en bedre fremtid, en fremtid hvor jeg bestemmer over mit eget hus, selv vælger farver, selv bestemmer møblerne, selv tager beslutningerne.

Jeg ville ønske jeg ejede et hus. Bare et lille hus, i byen med naboer og støj og lyde. Hvor jeg aldrig vil være alene når jeg kikker grædene ud af vinduet.

Tænk at købe et træ, plante det og se det vokse år for år i ens egen have velvidende at dét vil stå der selv den dag jeg er død.

Jeg har bare ingen penge at købe et hus el. En kolonihave for. End ikke hvis jeg solgte min lejlighed. Jeg er en nobody og derfor drømmer jeg om at blive en somebody

I dag har jeg ikke brugt min stemme overhoved. Jeg har ikle talt med nogen.

Sov længe og jeg tror jeg drømte at Norman købte et hus til mig fordi jeg altid var så sød og hjælpsom meeen dét var kun drømme ønsker, han ville end ikke købe en kiks til mig i virkeligheden.

Så kørte jeg i Bilka, der var tilbud på toiletpapir og tampax. Jeg kan mærke mit samler gen er slået ud i fuld flor, for jeg horder ALT hvad der er dyrt og som jeg mangler: toiletpapir, vaskemiddel, shampo, tampax, sæbe, tandpasta, tandbørster, pære, batterier mv.

The money fairytale er så meget ved at slutte. I knew it!!!!

Da jeg kom hjem lå det her på mit spisebord lige inden for døren

Mor og/eller Far har været forbi, låst sig ind og sat mad på mit bord. Æblekage, hjemmebagte boller og vindruer fra drivhuset.

Burde jeg blive vred over at nogen låser sig ind i mit hjem? Ville du blive vred? Jeg tror bare jeg tænker at det er normalt, det har folk altid gjort. Ligesom jeg aldrig har boet et sted med opvaskemaskine (!) så har jeg heller aldrig boet et sted hvor andre ikke bare kunne låse sig ind. Og gjorde det.

Mor sendte en sms omkring 12.00-12.45 og skrev noget i retning af at flere savnede mig derhjemme (??) og at der var nybagte boller. Hun medsendte et klip af Ella der resgerede på at Mor sagde mit navn – hvilket gjorde at jeg følte mig som en rådden hundeejer!!!!

Jeg så først beskeden kl ca. 14.45 fordi jeg sov. Sikke en masse historier der kan skabes når jeg ikke svarer og bare “ignorer” Mor – faktum er at de allerede ignorerede mig hele søndag og mandag, indtil heg selv kørte hjem, og fik et møgfald – og nu er jeg pludselig savnet?? 🤷🏼‍♀️

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det her liv og det her drama.

Tænk hvis jeg havde en ven at tale med? Tænk hvis Anika ikke havde slået hånden af mig. Tænk hvis Anabel ikke havde forrådt mig. Tænk hvis Barbara havde været på min side. Tænk hvis Michelle ikke var død. Tænk hvis Kasper ikke var død. Tænk hvis Norman var en ægte ven. Tænk hvis Synøve ikke var død. Tænk hvis Jonas var mere tilregnelig.

Tænk hvis jeg var død. Tænk hvis dette blot var en ond drøm. Tænk hvis jeg ikke græd så meget. Tænk hvis jeg ikke havde maridt om natten. Tænk engang hvis jeg oplevede success. Tænk engang…

Og nu drømmer jeg igen.

CPH Tur/Retur

24/03/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag kørte jeg til færgen mod Sjællands Odde kl. 06.14 efter at have været i bad og fået vasket hår. Jeg var SÅ TRÆT at jeg kunne sove stående.
– og min mund gjorde ondt fra morgenstunden.

Ombord på færgen var der alt for mange snakkende mennesker, men jeg havde heldigvis mine høretelefoner med, og med fuld volume på telefonen klarede jeg turen over.

Der var ingen kø til København, så jeg var der i god tid og fik parkeret fornuftigt, tisset af, vasket hænder og smset til min Radio Journalistveninde at jeg nu ventede på mit møde og så ville jeg komme forbi hende bagefter, som aftalt.
– jeg nåede lige at få et svar tilbage fra hende, hvor i det stod følgende:

Jeg døde lidt inden i da jeg så den – jeg vidste godt at de var ved at pakke og at hendes fødselsdag er i dag (lørdag, klokken er over midnat) men hun havde helt fra starten af sagt at det ikke var et problem og jeg havde endda taget gammelt tøj med, så jeg kunne give et nap med. Plus jeg havde booket et hotelværelse (på firma kortet) så det ikke var en bagkant jeg skulle nå. Jeg fik først skrvet tilbage da mødet var slut.

Og da det var slut, var jeg ved at tude i et væk. Damen var SÅ SØD til mødet og sagde bla. til mig, da hun kort forlod rummet for at hente noget “Er du okay?” mens hun lagde en hånd blidt på min skulder. Jeg havde total blanke øjne men formået med en vis stolthed at undgå at græde.

Det HELE ER NOGET LORT og selv om hun var SÅ SØD og der intet negativt var eller er at sætte på mødet, så er det bare hårdt at sparre med nogen som faktisk syntes det du laver er nærmest genialt og har meget potentiale, når du 98% af tiden ikke sparre med nogen og omgiver dig med mennesker der syntes du spilder dit liv (som om jeg havde så meget andet jeg kunne eller skulle lave)

Det blev også klart for mig derinde, til mødet, at It manden og min nye koder ikke er brugbare for mig. Overhoved faktisk. De bidrager ikke med noget men jeg kan ikke skille mig af med dem, fordi jeg ikke har andre end dem – gør jeg det vil jeg være helt alene i verden, både privat og erhvervsmæssigt. SÅ hårdt at få vendt med andre – jeg tør jo ikke fortælle nogen om hvor slemt det står til med mine co-founders, fordi det vil være benzin på modstandernes bål, altså dem som er imod det jeg laver, hvilket vil sige 98% af alle jeg taler med og give dem mere ammunition til at skyde mit firma i sænk.
– og med tanker på hvordan mit liv er lige pt. så er dét ca. det sidst ejeg har brug for.

Men den pressede situation jeg var i, gjorde at min mund eksploderet i et inferneo mens jeg var derinde. ALT brændte, det hele blussede op og gjorde SÅ AFSINDIGT ONDT at jeg næsten tudet af smerte.

Og så var mødet slut, planen er lagt og det er fint – men klokken var knap 12.00 Fredag formiddag og dér stod jeg uden planer i København. Og jeg kunne slet ikke rumme mig selv.

Jeg fik sat gps’en til Kgs. Nytorv, derfra kan jeg finde rundt til alt og endte på Letz Sushi på Christianshavn, to gader fra hvor jeg boede før jeg flyttede til Vesterbro og derfra til Kgs. Nytorv. Jeg fandt en parkeringsplads lige ned mod kanalerne og i et kort øjeblik kom min kærlighed til København op til overfladen

Jeg endte med at sidde på Letz Sushi i mere end en time og spise min sushi – min mave nåede også at dø mens jeg var derinde, så jeg sad på deres ultra kolde toilet og ynkede mig mens min mave ofrede sig ud i deres dagsbeskidte kumme….. jeg væmmes ved mig selv.

Jeg kunne ikke få de 599 Kr for hotelværelset på CabInn tilbage, selv om jeg slet ikke var tjekket ind, nemme penge for dem – og jeg valgte at sætte kursen mod Århus og klokken 17.00 lå jeg i min seng.

Og nu sidder jeg i min sofa og min mund gør simpelthen så ondt at mine gummer skriger!! Jeg tænker på min Psykiater-Lærling alt alt for meget og kan slet ikke overskue noget.

I morgen starter Hundekurset med min hvalp igen. Det er hver Lørdag fra 10.00 til 12.30, hvorfor skal det være så tidligt??? Jeg orker det ikke.

Psykiater-Lærlings Tirsdag

20/03/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokken er nu 19.50 og jeg sidder i sofaen i mine forældres stue, med ryggen mod de store vinduer ud mod have. Det er mørkt derude og jeg har ikke trukket gardinerne for, dét syntes jeg er mindre uhyggeligt end det er at trække gardinerne for.

Jeg hader at lukke livet ude, verden ude. Da jeg boede på gården havde jeg altid gardinerne trukket for, for at gemme mig, for min Gudfar. Så for mig er det at trække gardiner for, det samme som at gemme sig. Jeg er træt af at gemme mig.

Min yngste lillebror kom hjem fra USA i søndags, han har været i udveksling som lærer og nu er han ved at male den lejlighed han skal flytte ind i og hvor min ældste lillebror netop er flyttet ud af, med sin gravide kæreste.

Denne uge er jeg max presset, så jeg har virkelig ikke overskud til at hjælpe og jeg føler mig som en MEGA RØV!! Jeg føler jeg svigter ham, at jeg lader ham i stikke og jeg frygter at han tror jeg er ligeglad med ham – men det er jeg langt fra.

Jeg har hjulpet alle jeg kender med at flytte, male, pakke osv. og nu sidder rosinen i pølseenden og skal have en hånd og jeg orker det ikke. Jeg er færdig. Jeg er til tælling.

Og det på trod af at jeg næsten ikke græd i dag. Jeg var meget fattet da jeg talte. Jeg fortalte hende om at jeg så Sømanden i Lørdags, om min spontante abort, om min tvivl om jeg fik sagt nej og fra nok – er det at rykke sig i sofaen, det at græde og det at sige at jeg ikke har lyst, er det nok til at klasificere en voldtægt når fyren forsætter?

Jeg fortalte hende om alt blodet, om hvor sej jeg følte min mødom (jomfruhinde) var, hvor smerteligt det hele var.

MEGET SENERE – faldt i søvn på sofaen og sov med min hvalp ovenpå mig i 3 timer. Jeg var helt væk og kan ikke huske noget, udover at jeg følte jeg faldt baglæns ned i søvnen.

Vi talte om at kvinders første gang er meget forskellige, jeg tænker tit på hvofor arabiske piger er så nervøse for om de bløder på bryllupsnatten eller ej – jeg blødtes som var jeg ved at dø. I mange år efter at min Gudfar havde startede med at have sex med mig, blødte jeg ret voldsomt. Jeg ved i dag at jeg dels har en lille skede bredemæssigt, hvilket gør alle mænd total vilde i varmen og dernæst så er min skede kort, så der er ikke så meget plads i længden og som prikken over iét vender min skede bagud.

Min skede kombination er ikke unormal, den er bare uheldig sammensat. Specielt til voldtægt og appropo Voldtægt, inde på Jodel (en anonym app) læste jeg i forgårs en tråd fra en pige der tændte på voldtægtsagtig sex – og der var seriøst mange psykoer (min optik) som skrev i tråden at de tændte på det samme – jeg er et ULTRA LARGE menneske og prøver hver dag på ikke at have fordomme, og lade folk leve deres frie liv med deres frie valg, men dét dér, det er sygt!! 100%. Min mening men stadig, det er sygt.

Og appropo sygt eller syg, Maiken, min helt sikkert ex-veninde nu, svarede endelig tilbage på min 14. dage gamle sms. Jeg skrev jo at jeg skulle til København og om hun ville mødes. Jeg har ikke set hende siden 2013/2014 da hun var gravid med hendes tvillinger. Hver gang jeg har skrevet, ringet eller noget, har hun været optaget, optaget, syg, bækkenløsning, bræk, syg, optaget, i skole eller noget. Jeg kan i min gl. blognoter læse at hun i 2014 slettede mig fra FB fordi hun syntes jeg brokkede mig uden at gøre noget ved det – ligesom hendes familie gjorde. Jeg kan læse at jeg skrev tilbage at jeg ikke var enig, at jeg brokkede mig over It manden og mit forhold men vi gik i parterapi. Jeg brokkede mig over mit liv, men fik en coach. Jeg brokkede mig over at jeg manglede penge, men fik et tutoring job på Den Britiske Skole – så ja, jeg brokker mig, dét indrømmer jeg blankt, men er det ikke også lidt det man har veninder til? Til at ventilere?

Jeg tænker forskellen er, set fra min optik, at jeg gør noget ved mine brokproblemer – eller jeg forsøger. Det er ikke altid det lykkes, faktisk langt fra men jeg forsøger – Maiken skrev at hun (stadig, siden oktober)ligger og brækker sig i et væk pga. endnu en graviditet. Jeg bliver nok nød til at trække “jeg tror ikke på dig kortet” her, for hvis du brækker dig i 6 måneder i træk, i så voldssom en grad at du ikke kan noget som helst, overhoved, så var du blevet indlagt og måske fødslen også var blevet sat i gang tidligere, for at tænke på Moderes helbred. Anyway, jeg ved det naturligvis ikke 100% men jeg tænker det er en fed løgn fra en person som ikke kan sige sandheden.

Så jeg skrev, en pæn sms og fortalte at jeg havde læst i min gl. dagbog omkring vores brevudveksling i 2014, at hun slettede mig fra FB, at jeg sendte hende et pænt kort med et brev i sammen med en fodcreme osv. og spurgte hende om hun mente, vores forskellige liv til trods, at vi stadig var veninder?
– det er sjovt som folk krøller tær når de får sådan en sød, men konkret sms tilsendt. For hun har ikke svaret og jeg har nu slettet hende fra min telefon.

I morgen og de næste 4 Onsdage skal jeg til Vejle, til et arrangement med mit firma. En håndfuld virksomheder er valgt ud og 4 onsdag i træk hjælper erhvervsfolk os med at se vores virksomhed efter i sømmene. Jeg meldte mig først til, så fra igen – så blev jeg ringet op og det endte med at jeg fik at vide at jeg kunne få hele programmet på 5000 kr gratis, hvis jeg ikke fik det ud af det som jeg gik ind i det med, hvilket er én helt konkret ting: Investering. Jeg skal og vil have investering inden 2018 er omme, ellers må jeg nok se mig om efter noget andet at lave. Jeg har ingen ide om hvad, eller hvem der overhoved vil ansætte mig, men jeg ved også at jeg ikke kan leve sådan her resten af mit liv, uanset hvor kort eller langt det bliver.

Jeg bad om at få det på skrift, at jeg ikke skulle betale hvis jeg ikke fik investering efter end 4 uger og dét fik jeg og nu tager jeg afsted, men min energi og motivation er zero.

Jeg har tænkt meget på Synnøve her den sidste måneds tid. Lang historie kort – som jeg måske har fortalt, min afbrændte ørkenhjerne kan ikke huske det – jeg lå en nat ca. en måned efter Synnøves død og tænkte på hende, og på Kasper og Michelle og alle de andre der er døde fra mig inden for den sidste tid, mens jeg lå med min telefon på FB hvor jeg har alle aviser der er værd at læse (+ dem der ikke er værd at læse, dog minus EB og BT, dem orker jeg SLET IKKE!) og pludselig dukkede der en artikel op, skrevet af en af Synnøves kollegaer som hun ofte har talt om. Jeg skrev en besked til hende på Linkedin. Hun læste den og ugerne gik. Intet svar.

Og det er jo som sådan også okay, man kan jo ikke forvente at fordi man smider noget ud i universet at folk så griber det og har overskud til at svare dig, men en dag for ikke så længe siden, lå der et svar i min indbakke på Linkedin. Og det var et positivt svar.

Synnøve havde lovet at læse mit bogudkast igennem, nu da hende den super uprofessionelle dame fra skrivekurset ikke levere det jeg faktisk har betalt for – virkelig DYBT uprofessionelt, overvejer stadig at lave en Trustpilot review af hendes firma, men jeg ville selv blive ked af at få sådan en review af mit iværksætterfirma – forskellen er bare, at MIT firma ALDRIG ville yde en sådan service!!!! Men jeg er ret overbevist om at min reveiw, ville skade hendes firma ret meget og selv om hun er en snotskovl (It mandens værste bandeord!) så fortjener hun ikke at hendes firma (og hendes rygte) kommer til at lide. (I mit næste liv vil jeg gerne fødes uden morale)

Anyway, Synnøves kollega, som jeg ikke kender overhoved, udover at hun har et ret badass navn og ry (og skriver virkelig godt) har lovet at hun gerne vil læse min bog igennem. Jeg ved godt at det hverken er en udgivelse eller en blåstempling men det er da en skridt i den rigtige retning.

Klokken er nu 22.43 og jeg er helt kvæsted og skal sove – kan ikke lige overskue i morgen faktisk…… mine tanker er stadig i Sømandens værelse med alle Videobåndene (VHS) sovesofaen, jeg kan se mine hvide trusser med blå prikker på, som jeg endte med at smide ud så Mor ikke skulle finde dem fordi de var så smurt ind i blod. Jeg kan huske at jeg fortalte mine forældre at jeg havde haft sex med sømanden og de blev mega sure og skældte mig ud men spurgte ikke ind til, hvorfor deres 13 årige datter havde sex med en på 17-18 år….. dét var mit forsøg på at få dem til at forstå at mit liv var helt galt.

I morgen kommer mine forældre hjem og jeg kan ENDELIG flytte hjem til mig selv igen.

Anika

18/02/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg så Anika med hendes to ældste børn i fredags, da jeg holdt ude foran porten til min egen private lejlighed. Jeg havde netop gjort min udlejningslejlighed ren og smidt alt i blå ikea poser (verdens bedste flugtkuffert) og løftet det hele op i min egen lejlighed. Så sad jeg dér i bilen ude foran opgangen og ringede til Mor for at hører om jeg skulle købe en rullepølse og en leverpostej med hjem til Far fra slagteren som er min nabo.

Da jeg gik ud af slagteren, gik Anika med hendes to børn i hånden på den modsatte side. Hun var på vej ind i biografen (gisner jeg på) Det er jo vinterferie og jeg ved de holder meget af at gå i biografen. Det gjorde mig SÅ ked af det at se hende!

I 3 sek. havde jeg lyst til at råbe “Hey Smukke!!” men så blev jeg ramt af en væg af minder om hvordan hun har behandlet mig.

Jeg er fuldstændig klar over at jeg ALDRIG burde havde fortalt Annabel omkring Anika og hendes mand Walder, men gjort er gjort og jeg kan ikke gøre det om. Det var én aften, én dag med uforsigtighed, én fatal aften.

Jeg er dog også fuldstændig klar over at jeg ALDRIG kunne finde på at anmelde min veninde eller hendes fucked up mand og jeg er også fuldstændig klar over at Anika lystigt har delt mit liv, mine opture og nedture, mine sms’er og sexoplevelse med hendes veninder og loge-medlemmer i flere år, uden at tænke på om dét jeg sendte til hende (og Barbara) egentlig var til deling med fremmede. Om dét kunne have konsekvenser for mig. Om det kunne såre mig. Om jeg kunne føle mig udstillet, blottet eller ked af det.

Det var åbenbart almindelig kendt at Deirdre-Ann’s liv var en live udgave af Bridget Jones Dagbog og at mine sms’er og fortællinger til mine veninder, blev delt med alle mulige – ingen spurgte nogensinde mig om det var okay eller hvordan jeg havde med det.

Da jeg fortalte min Mor at jeg havde set Anika, sagde min Mor at hun skulle skrive et brev (mere) til Anika – jeg spurgte hvorfor, hun havde jo sendt et. Min Mor svarede blot at hun havde noget mere at sige til Anika.

Lørdag formiddag skulle jeg ind og fjerne noget vasketøj fra vasketøjskælderen, i ejendommen hvor jeg bor, sådan at det ikke ligger der i en uge før det bliver fjernet. I McDonalds Bingo på deres app havde jeg vundet 2 x sodavand, så jeg ringede til min søster og spurgte om hun ville have take-away. Det ville hun gerne.

Så jeg svingede forbi McDonalds og så ind til hende. Jeg fortalte hende at jeg havde set Anika, vi talte om veninder eller sådan noget så det var en naturlig del af samtalen, jeg fortalte at jeg havde set hende og så fortalte min søster at Anika havde svaret på min Mors brev, hun spurgte om jeg ville læse det og jeg svarede som jeg før har gjort at dét har jeg ingen interesse i.

Jeg vil ikke vide hvad min Mor har skrevet hverken til Anika eller Anabel, jeg vil heller ikke vide hvad de svarer, hvis de svare. At tænke på 2017 får mig til at græde og jeg kan stadig ikke rumme alt den – i min optik – uretfærdighed der bliver ved med at vælte ned over mig som en Berlinmur der aldrig vil stoppe med at tabe muresten på min vej.

Min søster sagde at Anika bla. havde skrevet “at hun tilgav mig…”
– det brugte jeg resten af Lørdag på at tænke over (ret lang flyvetur til Spanien når de få ord kører på re-peat i hjernen…)

Og jeg er kommet frem til om jeg egentlig har brug for tilgivelse? Har jeg brug for at Anika tilgiver mig? For noget som jeg faktisk er uskyldig i? Anika mener jo at jeg har anmeldt hende og dét har jeg IKKE og jeg er 100% uskyldig i den påstand. Jeg ved hvem der har gjort det og jeg ved hvor personen har oplysningerne fra, men dét er ikke dét jeg er blevet tilgivet for, jeg er blevet tilgivet for at anmelde en person jeg aldrig har anmeldt til at starte med.

Og så slog det mig; har jeg brug for tilgivelse?

Eller er det det dén pige, som tilbage i sommeren 1999 valgte at slå hånden af mig efter 3 års venskab, fordi hun havde fået fortalt at jeg havde haft sex med hendes kæreste, mens jeg selv havde en kæreste, men som aldrig gad bruge tid på at spørge mig, om de oplysninger hun havde fået var korrekte. Er det mon dén pige der har brug for tilgivelse?

Jeg var netop flyttet ud på gården i sommeren 1999 og ville have givet en hånd og en arm for at have en veninde ved min side, men Anika afviste mig – uden at fortælle mig hvad der lå til grunde for afvisningen. Det var først ca. 3-4 år senere at jeg fandt ud af hvad der var sket. Eller angiveligt sket.

I Marts 2017 afviser Anika mig igen, fordi jeg angiveligt har lavet en anmeldelse omkring vold fra hende og hendes mand, mod deres fælles børn. Igen, valgte Anika at dømme mig, uden at spørge mig om min version af sagen og hun fik mange andre til at lytte til hendes version af historien. Og den dag i dag betaler jeg stadig prisen for at folk jeg møder fra HHx, folk fra vores omgangskreds, om end de kun er periferi venner, så vender de mig alle sammen ryggen når vi mødes, fordi jeg har lavet en løgnagtig anmeldelse. Om Anika.

Ingen, ikke én eneste har spurgt mig om min version af sagen. Ikke én eneste har overvejet om dét Anika siger er korrekt. Alle antager at jeg lyver. At jeg er løgnagtig. At jeg er en falsk person. At jeg er en farlig person at kende. Alle.

Og alligevel er det MIG som Anika vælger at tilgive?

Jeg er ret overbevist om, at jeg IKKE har brug for tilgivelse i mit liv, at det er Anika som har brug for tilgivelse for de mange mange gange, hun har vist sig at være en ufin veninde.

Tilgiver jeg Anika?

Ja nemt.

Glemmer jeg hvad Anika har gjort mod mig?

Nej aldrig.

Bæger jeg nag?

Helt afgjort.

Gør det mig til et dårligt menneske?

Nej, det gør mig menneskelig.

4. Søndag i Advent 2016

18/12/2016 By: DeirdreAnnRoberts2 Comments

Har fundet ud af at mit nye (næsten nye) Philips Tv er et Smart TV som kan afspille Netflix og Spotify (min lille luksus ting i livet) så jeg sidder og hører musik fra Tv’et – jeg ved ikke hvorfor, men det virker bedre på mit når jeg hørere musikken fra Tv’et eller fra Radioen end fra min telefon…… jeg har savnet at have en musik kanal på Tv’et, indtil jeg opdaget at jeg kunne spille Spotify over Tv’et…..ohh so sweet….

Jeg taler pt. ikke med mine forældre, det er jo i teorien ikke noget nyt, så lad den bare ligge. Note til mig selv ser, at dette også var tilfældet for ét år siden. Dvs. at du skal være opmærksom på at være mest muligt væk fra matriklen og generelt fra Danmark i November og December 2017 – hvis du vel og mærke vil have en ændring i dit liv på détte punkt.

Jeg har ingen bil mere, den blev købt tilbage af forhandleren til 117.700 kr (Nypris: 120.000 kr) og det er faktisk ganske forfærdeligt.

I forgårs, Fredag kørte jeg til København med bus kl. 07.00. Jeg var færdig med Bestyrelsesmøde kl. 22.30 torsdag, hvorefter jeg gjorde min lille udlejningslejlighed ren, så hjem og pakke og sove lidt, så op kl. 05.50, i bad og afsted med bussen – jeg skulle til Julefrokost med Lita og Sofie.

Tilbage i Oktober foreslog Lita, som er super god til at sætte ting igang, at vi skulle deltage i en Julefrokost på Absalon i København, det er en gammel kirke hvor der ofte er fællesspisning, de 3 Fredage i December er der så julefrokost. Man bliver sat ved langborde og hygger sig med en masse andre. Min søster og hendes veninde skulle også med og nogle af Litas og Sofies veninder, sådan at vi alle inviteret nogle andre piger og dermed blev en stor Julefokost – jeg havde glædet mig – og så ikke glædet mig og så glædet mig osv.

Mandag siger min søster – som skulle kører derover og som ville stå for hotelværelse – at hun ikke vil med da hun er træt når hun får fri fra arbejde. Jeg må derfor købe busbilletter, som så pludselig ikke længere er billige (160 kr hver vej) og så et hotelværelse som koster 699 kr men afsted kommer jeg.

Jeg starter med at gå ned og blive skrevet op til lejlighed dér hvor jeg boede før på Kgs. Nytorv – jeg ved oddsene er minimale hvis de overhoved er eksisterende men nu gjorde jeg det alligevel – og dét føltes godt!

Da jeg var ved at gøre mig klar til at tage hen på Cafe Dyrehaven hvor vi skulle mødes, skriver Sofie at hun bliver forsinket. 10 min efter skriver Lita at hun også bliver forsinket – jeg tager mig god tid og går først ud af døren kl. 16.00, som var det tidspunkt vi oprindeligt skulle mødes på. Helt bogstavelig talt da jeg går hen mod stedet, skriver Sofie at hun ikke kommer…..pga. familie problemer. Hendes veninder kommer heller ikke. Så skriver Lita at hendes ene veninde heller ikke kommer, så fra at have været oppe på 10 festglade piger, var vi nu nede på 3 inkl. mig selv….

Lita kommer og vi snakker og går herefter hen på Absalon – det var okay og egentlig et godt koncept men fesent når vi nu kun var 3 – Litas veninde var netop blevet sygemeldt og talte ikke om andet end sygdom – jeg er total allergisk overfor sådan noget snak, det er som at blive drænet for energi og livsglæde….. så ville hun hjem…. ikke det store tab men klokken var kun knap 22.30 og det havde kostede mig næsten 1000 kr bare at komme til København og nu var festen allerede slut….

Litas bror spiller i et band som er ret kendt, ikke min type musik overhoved, men han kender en masse musikere, så hun ringede til ham og han var på en bar inde i indre København som hed Zoo Bar, fordi en af hans venner skulle spille dérinde. Noget DJ noget som heller ikke er min stil – men vi tog derind, Lita trak sin cykel og vi gik og snakkede, det var rigtig hyggeligt.

Da vi kommer derind, parkere Lita cyklen udenfor og vi går ind, Lita først. Hun er lidt erotisk buttet på den sexet måde så jeg så ham ikke før jeg allerede var inde, da hun fyldte hele døren. Norman. Han sad med nogle venner og snakkede – det føltes som om mit hjerte var i frit fald da alle blodkarene blev kappet i ét hug og som en anden orb faldt mit hjerte ned og landet i sikkerhedsnettet som i dette tilfælde var min mavesæk….. dér lå det og skvulpet rundt mens jeg fik koldsved og hørte en lille stemme sidde og sige “….du er som alle de andre piger, du stalker mig, du er syg, du er forfærdelig, du er irriterende, du er alt muligt grimt”
– Lita stod og snakket med hendes bror og alle de dér musikfyre som hilste på mig og smilede og virkede super imødekommende – alt imens Norman sad 3 stole fra mig. Jeg stod med ryggen til og tænkte paniske tanker – eneste ikke paniske tanke var at jeg mit høfarvede hår krøllede så uendelig smukt ned af ryggen på min kuldsorte jakke…..og jeg havde mine 1930’er inspireret handsker på, sorte strømpebukser, mine fine retro ankelstøvler i slangeskind (ca. 17 år gamle) og en kjole der giver mig den vildeste figur og gør mig til en mellemting mellem en drøn sexet skole frøken og en som virkelig har givet den gas med at træne (ingen af delene er naturligvis korrekte)

Jeg var derinde i max 10 minutter, men nok nærmere 8, før jeg sagde til Lita at jeg havde ombestemt mig og faktisk fået ond i maven af de dér klamme øko Thy pilsner som var det eneste de serverede på Absalon 🙄 og at jeg ville gå tilbage på hotelværelset – men at hun naturligvis bare kunne blive – jeg nævnte ikke ét ord om Norman, ikke ét. Lita har aldrig set ham, kun hørt om han, helt tilbage fra da vi boede i London. Og så strøg jeg ud i en frostklar nat og mærkede kulden køle mine kinder.

Jeg lå i min seng kl. 00.03 – tjekkede DSB appen og hvis det ikke var fordi lortet var statsejet så ville de nok fatte at sænke priserne for toget der kører kl. 00.45 fra København mod Århus fra 388 kr kl. 00.03 til feks. 100 kr, i så fald havde de haft én passager mere med, men min økonomi tillod mig simpelthen ikke at fråse og kører hjem – så jeg blev og småfrøs hele natten fordi dynen på hotellet var for tynd og der ingen radiator var.

Kl. 11.00 lørdag morgen tog jeg bussen hjem og kl. 15.45 var jeg i min egen lejlighed igen og her har jeg været lige siden. Jeg har end ikke været ude. I dag er det søndag og klokken er 20.22.

Mit firma er i problemer. Jeg er som et spejlbillede, den ene side af mig er panisk angst for at jeg ikke klare den, at jeg må lukke ned. It manden svigter mig for anden gang. Første gang var da han lod mig blive hans kæreste og sige min elskede lejlighed op og flytte ned til ham for good, når han slet ikke var forberedt på at være min eneste ene resten af livet. Han svigtede mig på trods af at jeg var meget verbal i mine drømme og ønsker. Ergo kan de ikke misforståes. Nu svigter han mig igen. Vi aftalte – før han fik en kæreste – at vi sagtens kunne være professionelle og klare et firma sammen – det er naturligvis, set i bagklogskabets uendelige klare lys – nemt for ham at sige, når det ikke er ham der har lagt 183.000 kr på ét år…..nu svigter han mig igen ved at tage andre opgaver og ned prioritere mit firma, hvilket efterlader mig helt alene…..og jeg kan simpelthen ikke klare det hele alene. I don’t know how….. jeg mangler den viden som It manden har.

Og jeg har desværre haft ret mht. min Advisor som jeg skrev om i dette blogindlæg http://deirdreannroberts.dk/?s=operationen+overstået jeg har lyst til at kaste mig ud foran noget der kørere hurtigt – hvorfor er det som om jeg altid løber ind i mænd der enten vil min krop for hårdt 10 år for seng og så ikke kan præsentere noget som kan pårulles en kondom, eller også møder jeg mænd der lader som om de vil mig det godt og så vil de i teorien helst kneppe mig hårdt – uden kondom – men også 10 år for sent……?

Findes der ingen normale mænd i verden mere? Mænd som kan adskille business fra sex og sex fra business?

Jeg kan simpelthen ikke klare det her mere, alene – jeg MÅ finde noget hjælp….

Mit job på Skanderborg Festival er desværre blevet annulleret – eller ikke bare sådan annulleret, der er blevet nedlagt efter at have eksisteret i 30 år….. selv min Formand er blevet fyret. Der skal ske nye ting….. what to do…… jeg aner det ikke. Jeg kan ikke se mig selv være på Skanderborg Festival bare for at drikke, det sjove var jo at jeg arbejdet – jeg ELSKER at arbejde, jeg følte mig glad og fri og i godt selskab – jeg vil ikke bare ligge i et telt alene og sove og så gå og se om der er nogen der gider snakke…… jeg kan allerede mærke ensomheden skære i mit hjerte…..no more ensomhed.

Jeg har forresten fået en stalker (mere) pga. mit firma. Han hørte mig holde foredrag for et par uger siden, jeg holdte 2 i træk og ham her er en lille usoigneret mandsling som er ca. et halvt hoved mindre end mig og dét er altså lille – derudover lugter han, han ser forhutlet ud og jeg har ingen ide om hvad han laver til en sådan konference, men nu skriver han hele tiden og sætter aftaler op i sine mails om at vi kan mødes dér og dér, den og den dato, klokken det og det og så kan jeg jo se det som gratis mad…… han må ALDRIG finde ud af hvor jeg bor!!!! Scary thought!!!!!

Pt. skriver jeg på min nye bærbare Macbook pro med touchscreen – den er lækker (og dyr) og er en del af min gave til mig selv fra mit firma – uden en computer er jeg i hvert fald helt fucked så jeg tænkte det var okay at købe en ny firma computer – det har jeg så gjort nu. Den er desværre mørkegrå og jeg er i tvivl om jeg selv har valgt den farve eller om det er standardfarven men grim er den i hvert fald.

Sidder og lytter til “Keep Dreaming” med Hedegaard og Stine Bramsen – prøv at lyt til den, lyt til det hun synger…… hun er opvokset et stenkast og en snotklat fra hvor jeg gik og sparkede i støvet og talte med skovens små alfer og feer fordi jeg altid var så alene…..

Jeg har besluttet mig for at få en piercing mere og en tatovering. Da min Gudfar døde ville jeg gerne have en piercing mere men fik det ikke gjort. Han har været død i 2 år nu. Michelle havde en tatovering omkring anklen – men hun havde også et lille bitte hjerte, bare omridset af et hjerte nede på foden, ved den knogle som stikker ud på siden af foden ved hælet. På størrelse med en lillefinger negl. Da jeg var i Texas viste hendes søster mig at hun havde fået den samme lavet, på samme fod. Højre fod.

Jeg vil have lavet den samme, så har jeg altid Michelle hos mig – jeg græder bare jeg skriver det her – hun begik ikke selvmord, hun blev myrdet, af hendes mand. Jeg kan slet ikke fatte at det er sket – jeg får fysisk ondt i min mave når jeg tænker på det. Ugen efter at jeg kom hjem mødtes jeg med Anika som fortalte mig af Walter havde taget kvælertag på hende mens jeg var i USA og smidt hende ned på stengulvet og sat sig oven på hende og truet med at smadre hendes hoved…..

Hvis jeg mister en veninde mere, så tror jeg faktisk helt mentalt at jeg bliver sindssyg. Tanken om at mine veninder bliver udsat for så hårdt fysisk vold, og at mændene bare slipper aftsted med det, kan jeg slet slet ikke rumme….. min horison, mit univers, mit liv, mine tanker og mine følelser kan slet ikke rumme det, der er ikke plads nok. Og værst af alt, jeg kan ikke hjælpe, for folk der ikke vil hjælpes kan ikke hjælpes…… jeg føler mig magtesløs.

Bagsiden af Michelles Gravsten – jeg sad dér i knap en time og bare græd og græd – jeg ved hun var lige dér ved siden af mig, mens jeg sad dér. Det var stærkere end jeg nogensinde har oplevet før, selv ikke med Mormor har jeg oplevet de følelser…..OMG mit hjerte brister….

Jeg har allerede en Targus Piercing med en lille ring med en diamant i – og når jeg får flad maven igen, sætter jeg min navnering i 24 karats guld med en diamant i toppen, ind igen – om jeg så selv skal presse den igennem arvævet.

Nu vil jeg have en Daith Piercing

Daith Piercing

og måske også en Conch Piercing.

Conch Piercing

Eneste hindring jeg har, er at jeg VIL have ringene som skal sættes ind, FØR jeg får dem lavet, for det er ofte dét som taget tid, altså at finde smykkerne og jeg er meget MEGET kræsen med mine smykker – de SKAL være ægte, de SKAL være guld, de SKAL være med hvide brillianter eller minimum diamanter og de SKAL være være smukke…..

Så i morgen starter jagten, for alvor. Og når smykkerne er fundet, får jeg dem lavet på én gang inkl. tatoveringen. No going back – og jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen om mine planer eller om at jeg har fået dem lavet. Enten opdager folk dem og så kan de jo ytre sig ud fra hvad de ser, eller også ser de dem aldrig og så kan de jo heldigvis aldrig ytre sig. Win Win.

Min udlejer i Spanien har ændret mening – igen – og vil nu gerne at jeg beholder lejligheden og forsat udlejer den via airbnb, ligesom han pludselig også gerne vil at jeg udlejer 2 andre lejligheder han har…… det er lidt svært at forholde sig til – jeg kunne rigtig RIGTIG godt bruge pengene men jeg var sådan mere eller mindre mentalt indstillet på at give dem op og dermed lukke Spanien ned og med Spanien mener jeg også både It manden og Norman.

Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre – og som altid har jeg ingen at tale med om pros and cons, ikke nogen som ved hvad de taler om, i det mindste. I miss smart people in my life.

Har spiste McDonalds til aftensmad, så jeg har forresten været ude i dag, én gang og 2 gange i vasketøjskældern, men det var direkte ned på McDonalds og så hjem igen – ingen slinger i valsen. Ud, hjem. Og nu sidder jeg her og lytter til Aura Dione’s sang “Friends” – jeg husker at den udkom mens jeg boede i min penthouse, før jeg mødte It manden eller lige omkring jeg mødte ham. Jeg husker at jeg lyttede til den og tænkte “life is good – jeg har alt minus en kæreste men at least I got my friends….” det var en VIRKELIG god følelse af at have venner som var tæt på, som ville mig…… nu har de alle børn og drunker i deres familie, mænd, tæv og problemer – og jeg er stadig alene. Og nu også venneløs.

Jeg er ret sikker på at jeg flytter til København om ét år når min lejekontrakt udløber her. Ville på en måde gerne købe Far og Mors hus, de vil flytte – men de vil ikke sælge til mig. De vil end ikke lege med på ideen om at sælge til mig – og med den anden hånd sidder de og siger “årghhh det ville være så godt at beholde huset i familien da vi jo er så mange, hvis vi ikke har huset her, hvor skal vi så alle sammen være når vi skal mødes…..” og når jeg så siger “jeg vil gerne købe det….” så afviser de blankt.

Jeg forstår endnu engang ikke min familie.

Så København it is, eller også London eller Spanien – afhængig af hvor jeg kan få lejlighed og arbejde. Alle 3 byer er ca. max 3,5 timer væk herfra og dét passer mig så uendelig godt. Familie er godt, men bedst på afstand.

Jeg er begyndt at bruge appen Jodel meget – jeg har haft den installeret i snart 2 år men er først begyndt at bruge den nu – det er min kontakt til omverden – ellers er jeg bare mig selv, min backgammon app og min candy cross – og min søde chef på kroen hvor jeg er bartender. Jeg fatter ikke at han er så sød ved mig, altid. Han taler pænt til mig, han er nydelig og ordentlig og han har ikke én eneste gang forsøgt at bage på mig, lægge an på mig eller komme med skumle hentydninger – han er bare som en sød gammel mand skal være, sådan lidt Drømme-Morfar-Farfar-Agtig. Han har købt julegaver til alle medarbejder, plus mig selv om jeg kun har haft et par vagter…..

Jeg har sendt mere end 30 håndskrevne julekort ud i starten af december og ikke fået ét eneste, selv om jeg har tjekket postkassen hver evig eneste dag hele December…..

Nu vil jeg børste tænder, min mund gør ondt – og jeg skal have rent sengetøj på sengen.