Veninder

1 2 3 Næste »

Og igen…

29/05/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokkener nu 01.29 og jeg er så vågen som aldrig før…. truth be told, jeg sov også til klokken næsten 14.00 uden at kunne komme ud af sengen.

Jeg var både træt, øm i kroppen og så havde jeg den vildeste kvalme. Da jeg endelig kom ud af sengen, spiste jeg resterne af min sushi fra i går, som slet ikke var pengene værd (og det er ellers fra min venindes sushi restaurant…)

Så satte jeg mig i min natkjole på terrassen og begyndte at lægge ting til salg, oppe annoncer på dba.dk osv.

Jeg har ikke hørt fra pigerne hernede, overhoved, selv om jeg skrev med dem før jeg kom og bla. spurgte om vi skulle lave en strandtur en dag. De ved også nøjagtig hvonår jeg kommer og hvornår jeg rejser, det kan de se inde i bookingsystemet.

I dag skrev den ene af dem så og spurgte 1. om jeg stadig var i spanien, 2. om hvornår jeg rejste og 3. om vi skulle mødes i morgen og spise aftensmad. Jeg sagde ja tak, men nok mest fordi jeg burde tage ud og være social, ikke fordi jeg er ved at dø for at være social…. med dem. Det er svært for mig at finde ud af om jeg er deres veninde eller om jeg er deres arbejdsgiver. Er jeg det sidste skal vi ikke være sociale – er jeg det første kan vi godt være sociale.

Der er en Happening på Christiansborg Slotsplads (foran Folketinget) på Lørdag d. 1. Juni kl. 12.00, hvor der skal være fokus på Psykiatrien. #VærdigPsykiatriForAlle

Jeg har været medarrangør, men da alt det med brevet fra min Nye Behandler kom, trak jeg mig omgående, jeg var så bange for at det ville få negative konsekvenser for psykiatrien alt det her med mig – som jeg jo slet ikke kan se mig ud af selv. Heller ikke en uge efter…
Fordi jeg ikke kommer, støvsuget jeg mandag hele byen for hjerteballoner, som er en del af happeningen, og sendte dem til den overlæge som står for det hele – og ham som jeg har samarbejdet med. Men nu tør jeg knap nok skrive til ham – og jeg måtte endda google ham, for at få den korrekte adresse og indgang og afdeling….

Men altså 70 røde hjerteballoner er på vej fra Spanien, til Skejby, Danmark. Om jeg så selv tager derover eller ej, ved jeg ikke. Min plan var at tage derover og tage Ella med, give hende en lille hvid bodystociking til babyer på (hvor bunden naturligvis er klippet af) og så skulle # være på siden – jeg VED det ville skabe omtale og det er omtale vi har brug for – men jeg tør ikke længere sætte mig selv i fokus for at fremme sagen, for så er det nok en del af min personlighedsforstyrrelse og min mærkelige måde at være på…. og noget jeg skal behandles for, til møde om og skældes ud for. Jeg magter det ikke…

Jeg har fået en, egentlig meget sød, men også (for mig) rigtig sårende sms fra Norman. Jeg ville give SÅ meget for at jeg kan parkere ham hvor jeg nu endelig har formået at parkere Anika. Efter at jeg har smset med hende og hørt flere af hendes mærkelige kommentar, så som “at hun plejede at kikke indaf når der var noget galt….” Øhhh som om jeg ikke kikker indaf? Jeg bestiller ikke andet end at få vendt vrangen ud på mig selv, jeg har gået til psykolog, jeg er uddannet coach, jeg har ikke bestilt andet end at se på mig selv hele livet – så det sidst jeg gider hører fra en som har svigtet mig helt abnormt 2 x i mit liv, er at jeg skal se indaf…..! 👊🏻

Men jeg har vitterlig ikke tænkt mere på hende (lidt selvfølgelig men slet ikke som før smserne) siden hun sendte en sms engang i forrig uge, før jeg havde mødet med de 4 stikkende damer. Jeg læste den, rystede på hoved og besluttede mig for ikke at svare, da jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, alting sejlede for mig i de dage og nu, hvor det ikke sejler (så meget) så er jeg faktisk ligeglad.

I dag, eller retter sagt i går (vi er jo forbi midnat) i 2015 udgav jeg min første e-bog på Amazon. Jeg var stolt af mig selv men kan også se tilbage på hvor sindssygt mange fejl jeg har lavet i den og omkring den – hvilket nok er grunden til at den ikke rigtig sælger. Men lidt stolt har jeg vel stadig lov til at være, der lå mega meget arbejde bag. Ustruktureret men stadig.

I går var der også nøjagtig 16 dage til at min søster skal føde sin lille datter, min niece, via Kejsersnit. Min søster har en hjerteformet livmoder (hvilket er ret farligt åbenbart) og babyen sidder op inde i maven og kan ikke vendes trods flere forsøg, så min søster skal føde ved kejsersnit.

Min ældste lillebror har også haft ringet i dag, for at fortælle at han nu har haft en samtale med en overlæge og fået en kikkertundersøgelse af udposningen på maven og den er ufarlig. De blev nød til at undersøge udposningen, fordi den kom frem på scanningen, men der er mange mennesker som har en sådan og den betyder intet.

I næste uge skal han så have tjekket sin lever for de to pletter der er på dem. Han har desuden fået noget medicin mod den infektion hans krop har haft, hvilket har givet ham en forstørret milt. Jeg er vitterlig RIGTIG glad for at jeg ikke har været hjemme under alt det her “cirkus” fordi det ville have slået mig total ud, med alt den snak om at han skulle dø, når lægerne specicik siger det modsatte. Jeg magter ikke drama og jeg elsker fakta.

Jeg talt også kort med mor, igen over facetime. Jeg løj (igen) og sagde ja til at jeg var nede ved middelhavet hver dag. Det er fuldstændig løgn, jeg har været på promenaden 2 gange men slet ikke været ude at gå i sand. På en måde har jeg lyst men på en måde er jeg total ligeglad – jeg vil egentlig bare gerne sidde på en cafe og se udover havet og snakke stille og roligt med en.

Jeg ved ikke hvorfor det er, at det at sidde på en cafe og iagttage verdnen er så vigtigt for mig – min søster gav mig også en opsang om “at hvis jeg ville have det bedre, så skulle jeg gå en tur ud i skoven og ikke ned i byen på cafe….” Jeg ved hvad hun mener, jeg hører hvor det kommer fra, men jeg kan ikke med hele min gode vilje se, at motion ved at gå ned i byen og sidde på en cafe og føle mig social og gå retur igen, ikke tæller som samme antal km. som hvis jeg gik ud i skoven og var alene og gik retur igen.

Min familie mener selvfølgelig det handler om at jeg gerne vil bruge penge, jeg ikke har – eller som jeg får af mine forældre og derfor ikke skal bruge på cafe – jeg tør end ikke vise den blondebluse jeg har købt hernede til 25€, før jeg vidste at barnedåben var aflyst, når jeg kommer hjem. Jeg købte den fordi jeg ikke var sikker på at jeg kunne være i den kjole jeg havde bestemt mig for, men det vil blive set som frås.

Jeg tænkte på her til aften, om jeg er den eneste på 40+ der tænker på hvor dejligt det kunne være at få et dukkehus….? 🤦🏼‍♀️
– trust me, jeg kan sagtens hører det selv!!!!

Men når jeg sidder og kikker på Facebooks Markedsplads, hvilket er min store passion, at sidde og søge på byggemateriale til min fremtidige kolonihave 💛 og jeg så støder på sådan et dukkehus, eller på dukkehus møbler eller på dukkehuse som trænger til at blive sat i stand, med tapet og gulvtæppe mv. så drømmer jeg virkel, som i VIRKELIG om at købe et og sætte mig ned med god samvittighed) og indrette det, sætte nyt tapet på osv. Finde de rigtige møbler osv.

Jeg har SÅ STOR en lyst til at købe et dukkehus….. men jeg gør det naturligvis ikke. Min mor og søster ville få et flip – men fik jeg fortalt at jeg fandt et ramponeret et til storskrald? Det gemmer jeg til en dag hvor jeg føler at det er okay at tage frem og så vil jeg forsøge at gøre det til et fint lille hus til en af mine (efterhånden) mange små niecer (hvis jeg ikke får lyst til at beholde det selv…) Men alligevel, fra en skala fra 1 til 10, så er det SINDSSYGT MÆRKELIGT at jeg har det sådan……jeg er fucking snart 41 år!!!

Jeg har stadig ikke hørt fra de 4 stikkende damer fra mødet sidste onsdag. Jeg ved ikke hvad deres planer er for mig. Jeg har taget fat på CSM i Århus og er begyndt at se mig om efter alternativer, jeg tror dog ikke de findes sådan rigtig for en som jeg. Der er 2,5 års ventetid hos CSM blot for at komme til den første indledende samtale, hvorefter de så vurdere om de mener de kan hjælpe en og om jeg er berettiget. Jeg har haft kontakt til Joan Søsterne – jeg har prøvet ALT og svaret er det samme alle steder…….ventelister ventelister ventelister.

Og her bliver jeg nød til at være realistisk uden at være dramatisk og truende, jeg hverken kan eller vil leve sådan som jeg har levet det sidste års tid, de næste 2,5 år. Jeg ved min Psykiater-Lærling mente det godt da hun fik mig til at fortælle hende om min Gudfar, jeg ved hun mente det godt da hun opfordret mig til at fortælle det til mine forældre – jeg ved at alt hvad der er gjort på Psykiatrisk Hospital er gjort i bedste mening (mere eller mindre indtil 1. Maj…) men det er mig som lever med konsekvenserne, med effekten af handlingerne, det er mig som er i min krop dag ud og dag ind og jeg KAN ikke leve sådan her.

Det SKAL blive BEDRE!
Det SKAL blive MARKANT bedre!
Det SKAL ske SNART!
– jeg ved bare ikke hvad jeg selv skal gøre…… jeg er kørt træt.

Træt?

14/01/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg har officielt ikke sovet før klokken tidligst 02.00 i hele denne uge som snart er gået (om 5 min) Jeg er komplet smadret søvnmæssigt. Som i fuldstændig smadret!

Jeg får sovet, men på de forkerte tidspunkter og som altid er weekenden den travleste tid for mig. Rengøring fredag, lørdag og i dag søndag har jeg hjulpet min yngste lillebror med at sætte en masse ting op som han har købt i Ikea. Only thing is…. halvdelen af de ting han har købt, kan ikke sættes sammen….🤦🏼‍♀️

Min bror er en DARLING og han er SUPER dygtig men han skal afholde sig fra at tage i Ikea og købe lys til at sætte op under hans hylde i køkkenet når det er skabs lys der åbnes når lågerne glider op og i. Han skal også lade være med at købe loftlamper med 19 cm. sort ledning, når de skal hænge i et udtag i vægen og føres henover et loft og ned over et bord. Ydermere skal han heller ikke købe Led spots (!) til lamper som bruger alm. pære med stort gevin…. det er helt af helvede til…… for slet ikke at tale om den defekte ramme han købte i Bilka men ikke lige fik bonen med på…

Så efter at have brugt hele lørdag og det meste af søndag på at hjælpe ham, har vi kun fået hængt to rammer op med et par bluser der skulle indrammes, lavet en lampe i soveværelset, pillet en lampe ned i køkkenet, hængt en hylde op i stuen, tilsluttet en lampe for at konstatere at ledningen var forkort men at udtaget virkede, sat en knagerække op, flyttet et spejl (og hængt det op på en anden væg) samt skiftet et spot i lampen i badeværelset.
– eller vi og vi, jeg har gjort det meste mens min bror har set fodbold.

Min hjernte er så dement at jeg i morges stod op og kørte ud for at hente et maleri jeg har solgt, som stod til opbevaring på mine forældres går. Jeg havde aftalt med manden at han skulle hente det mellem 14.00 og 16.00 hos min bror. Pga. min brors høje lytten til Sports Søndag eller noget andet latterligt fodboldpis, hørte jeg ikke manden smse mig….

På et tidspunkt er der en mand der ringer på dørtelefonen, flere gangen faktisk. Min bror ved ikke hvem det er, jeg ved det heller ikke men spørger min bror om han ikke skal spørge gennem dørtelefonen hvem det er. Min bror gider ikke, for han kender ikke manden – og ikke én eneste klokke ringede i mit hoved!! I kid you not, ikke én!!!

Senere igen ringer manden på og nogen lukker ham ind, så han går rundt og banker på dørene inkl. min lillebrors. Igen min lillebror vil ikke åbne og siger jeg ikke skal åbne – igen, INTET ringer hos mig.

Nå men da jeg så er på vej hjem, ser jeg maleriet stå på bagsædet af min bil og tænker: Hmmm han skulle jo være kommet, mon han har ombestemt sig?

WHO THE FUCK er SÅ dement at hun ikke kan huske én time frem??? Me. Sadly enough.

Da jeg – efter at havde hentede maleriet men før jeg kom ind til min bror – stod i Bilka for at købe to nye rammer (som vi skulle bruge og hvorfra jeg så må tage bonen og bytte den defekte ramme senere i ugen) står jeg ved en kasse med en dame og en mand og to små børn. Deres indkøb bliver 714,50 kr og damen tager kontanter op af lommen og tæller efter, da kassedamen siger at det er en kasse kun til dankort.

Jeg sværger, damen blev helt hvid i hoved. Alle varene var kørt igennem og manden havde pakket dem og børnene stod og kikkede på. Hun tog sin telefon frem og begyndte at tjekke sin konto for penge og jeg kunne se at der ikke var penge på kontoen – mit hjerte gjorde ondt helt ned i tæerne.

Så jeg tilbød at jeg betalte og fik kontanter af hende. 700 kr i kontanter og 14,50 på mobilpay. Sjældent har jeg set en dame se så lettet ud. Og sjældent har jeg nydt at kører mit kort igennem og vide at jeg også snart rammer overtræk, but I don’t care.

Har jeg sagt at jeg har flyttet min sofa om? Jeg tror også, men jeg er faktisk ikke 100% sikker, at jeg kom til at ringe til Norman Lørdag aften, fordi jeg var så ensom. Det lyder helt sort at jeg kan være ensom, men så snart jeg trådte ud af døren fra min lillebror, kørte jeg rundt i en time i min bil i rengfulde Århus fordi der intet var at komme hjem til og fordi jeg sådan savner at tale med nogen på min egen alder.

Jeg har ikke talt med Jonas i ugevis, han har sine børn alene i over en nmåned. Det er vitterlig SÅ hårdt at være ufrivillig alene og ensom hele tiden. At være ensom og alene kan være skønt, når det er tilvalgt men når det er noget man ikke kan fravælge igen, så gør det forfærdeligt ondt.

Jeg ved godt det var mig der fortalte Annabel om Anika, en fejl som jeg ofte fortryder, men det var trods alt Anabel som lavede indberetningen, Anika som valgte ikke at tro på mig og Barbara som var på Anikas side og på dén måde mistede jeg alle mine veninder i ét hug.
– jeg tror faktisk aldrig rigtig jeg kommer mig helt over den smerte. Og den sort som det er at blive forladt så hårdt og brutalt på få dage af ALLE man kender. Det er som om nogen er døde, så smertelig er min sorg i mit hjerte. Selv nu i skrivende stund får jeg tårer i øjenene.

Jeg savner Michelle og jeg savner et sceneskift. Overvejer at rejse til Miami fordi Miami er Michelle, men hun vil jo ikke være der. Daytona Beach vil ikke være det samme uden Michelle. Aldrig.

Jeg tænker også på at rejse til Spanien og appropo Spanien så starter der et program på Tv om folk på Solkysten der sælger boliger. Jeg kender 2 af de dåser der er med. Jeg fatter det simpelthen ikke, hvorfor er det at kvinder og mennesker generelt, som opfører sig dårligt og taler dårligt om og til andre mennesker, altid flyder ovenpå som en fiberlort og får omtale?

Hvorfor er det at jeg feks. ikke får omtale for mit firma som jeg kæmper sindssygt hårdt for (men nærmest har givet op omkring), men dem som opfører sig dumt og taler grimt og har et grimt sind, som har en lædret brun hud, silikonepatter, platinblondt hår, anderøvslæber og kunstige negle kan tjene kassen på at stå i Tv og få alle andre danskere i området til at ligne idioter?
– I don’t get life.

I morgen stopper det frivillige projekt jeg har arbejdet på og jeg frygter lidt, at de ikke vil bruge mig mere, fremadrettet. Jeg vil så gerne arbejde, jeg vil så gerne knokle og jeg vil så gerne lægge mine kræfter, tanker og energi i noget der giver mening (og også gerne penge) men det er som om ingen rigtig kan bruge mig og min selvtillid smuldre som en savsmuldsbriket.

Jeg har lyst til at råbe: Jeg betyder noget!! mens jeg springer ud fra Ringgadebroen. Ikke fordi jeg tror på det selv, men fordi jeg gerne vil hører noget dejligt og noget positivt, som det sidste inden jeg dør.

Jeg forsøgte at fortælle Mor om mine søvnproblemer og hendes svar var at vi snart måtte finde tid til at kører en tur til Løkken og gå en hel dag på stranden, så vi kunne få blæst de tanker som gav mig stress, væk.
– jeg ved hun mener det godt, men bare tanke om at gå i sand og blæst, var nok til at jeg blev træt i mine ben. Altså sådan rigtig træt ind i knoglerne.

Min krop kan ikke holde til at fysisk knokle så meget mere, det er som om jeg er tappet for energi, men jeg kan ikke rigtig få folk til at forstå det, fordi de ikke ved hvordan det føles, når kroppen bliver træt bare ved tanken. Nogle nætter holder jeg mig fra at gå ud og tisse selv om jeg trænger, fordi jeg hellere vil sove dårligt end at gå ud og tisse på mine trætte ben og risikere ikke at kunne sove igen når jeg kommer ind i sengen. Dét er hvor træt min krop er.

Og approp Spanien, eneste grund til at jeg ikke allerede har booket en billet, er fordi jeg var dernede sidste år i Februar pga. installation af aircon og jeg trænger bare så så meget til solskin og godt vejr. Til varme i min krop og ikke til regn og kolde dage – og februar er uden tvivl den koldeste måned i området og jeg orker ikke regn og kulde i en uisoleret Spansk lejlighed.

Men et sceneskift ville være godt. Ringgadebroen er en mulighed. Og nej, der er kun mig selv til at tale mig fra det. Der er ingen andre. Jonas ringer ikke, Norman ringer ikke, Anika, Barbara og Anabell ringer ikke. Ingen ringer, udover min familie og selv om det er mægtig sødt af dem, så forstår de mig ikke. De forvirrer mig.

Og der er så længe til Onsdag og Det Lyserøde Hospital.

Min krop er kamp træt og jeg tør ikke tage flere sovepiller, da jeg er bange for at blive afhængig af dem – og nu da min medicinsamtale er rykket fra 18. Januar til 1. April, har jeg slet ingen af tale med dén tanke om.

Tidligere i dag, da jeg kørte i min bil, græd jeg lidt for mig selv mens regnen piskede ned. Jeg græd fordi jeg er træt og fordi jeg officielt ikke kan huske hvordan min Psykiater-Lærling ser ud. Hendes ansigt, hendes øjne, hår og smil er forsvundet for mit blik og jeg kan ikke længere sætte det sammen til én enhed.

Tænk hvis man kunne ringe til himlen, eller bare til min Psykiater-Lærling og tale med nogen som kender mig og som ville bruge 20 min af deres tid, på at fortælle mig at det hele nok skal blive godt. Ikke bare når jeg er udhvilet godt, men godt på den lange bane.

For jeg kan ikke se det. Træt eller udhvilet.

Jeg drømmer for meget

21/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I øjeblikket.

Hver gang jeg tænker, dekorer, maler, graver, arbejder og skaber jeg noget med mine hænder; inde i mine tanker.

Umiddelbart lyder det måske ikke farligt men jeg laver faktisk ikke andet end at drømme, drømme om en bedre fremtid, en fremtid hvor jeg bestemmer over mit eget hus, selv vælger farver, selv bestemmer møblerne, selv tager beslutningerne.

Jeg ville ønske jeg ejede et hus. Bare et lille hus, i byen med naboer og støj og lyde. Hvor jeg aldrig vil være alene når jeg kikker grædene ud af vinduet.

Tænk at købe et træ, plante det og se det vokse år for år i ens egen have velvidende at dét vil stå der selv den dag jeg er død.

Jeg har bare ingen penge at købe et hus el. En kolonihave for. End ikke hvis jeg solgte min lejlighed. Jeg er en nobody og derfor drømmer jeg om at blive en somebody

I dag har jeg ikke brugt min stemme overhoved. Jeg har ikle talt med nogen.

Sov længe og jeg tror jeg drømte at Norman købte et hus til mig fordi jeg altid var så sød og hjælpsom meeen dét var kun drømme ønsker, han ville end ikke købe en kiks til mig i virkeligheden.

Så kørte jeg i Bilka, der var tilbud på toiletpapir og tampax. Jeg kan mærke mit samler gen er slået ud i fuld flor, for jeg horder ALT hvad der er dyrt og som jeg mangler: toiletpapir, vaskemiddel, shampo, tampax, sæbe, tandpasta, tandbørster, pære, batterier mv.

The money fairytale er så meget ved at slutte. I knew it!!!!

Da jeg kom hjem lå det her på mit spisebord lige inden for døren

Mor og/eller Far har været forbi, låst sig ind og sat mad på mit bord. Æblekage, hjemmebagte boller og vindruer fra drivhuset.

Burde jeg blive vred over at nogen låser sig ind i mit hjem? Ville du blive vred? Jeg tror bare jeg tænker at det er normalt, det har folk altid gjort. Ligesom jeg aldrig har boet et sted med opvaskemaskine (!) så har jeg heller aldrig boet et sted hvor andre ikke bare kunne låse sig ind. Og gjorde det.

Mor sendte en sms omkring 12.00-12.45 og skrev noget i retning af at flere savnede mig derhjemme (??) og at der var nybagte boller. Hun medsendte et klip af Ella der resgerede på at Mor sagde mit navn – hvilket gjorde at jeg følte mig som en rådden hundeejer!!!!

Jeg så først beskeden kl ca. 14.45 fordi jeg sov. Sikke en masse historier der kan skabes når jeg ikke svarer og bare “ignorer” Mor – faktum er at de allerede ignorerede mig hele søndag og mandag, indtil heg selv kørte hjem, og fik et møgfald – og nu er jeg pludselig savnet?? 🤷🏼‍♀️

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det her liv og det her drama.

Tænk hvis jeg havde en ven at tale med? Tænk hvis Anika ikke havde slået hånden af mig. Tænk hvis Anabel ikke havde forrådt mig. Tænk hvis Barbara havde været på min side. Tænk hvis Michelle ikke var død. Tænk hvis Kasper ikke var død. Tænk hvis Norman var en ægte ven. Tænk hvis Synøve ikke var død. Tænk hvis Jonas var mere tilregnelig.

Tænk hvis jeg var død. Tænk hvis dette blot var en ond drøm. Tænk hvis jeg ikke græd så meget. Tænk hvis jeg ikke havde maridt om natten. Tænk engang hvis jeg oplevede success. Tænk engang…

Og nu drømmer jeg igen.

CPH Tur/Retur

24/03/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag kørte jeg til færgen mod Sjællands Odde kl. 06.14 efter at have været i bad og fået vasket hår. Jeg var SÅ TRÆT at jeg kunne sove stående.
– og min mund gjorde ondt fra morgenstunden.

Ombord på færgen var der alt for mange snakkende mennesker, men jeg havde heldigvis mine høretelefoner med, og med fuld volume på telefonen klarede jeg turen over.

Der var ingen kø til København, så jeg var der i god tid og fik parkeret fornuftigt, tisset af, vasket hænder og smset til min Radio Journalistveninde at jeg nu ventede på mit møde og så ville jeg komme forbi hende bagefter, som aftalt.
– jeg nåede lige at få et svar tilbage fra hende, hvor i det stod følgende:

Jeg døde lidt inden i da jeg så den – jeg vidste godt at de var ved at pakke og at hendes fødselsdag er i dag (lørdag, klokken er over midnat) men hun havde helt fra starten af sagt at det ikke var et problem og jeg havde endda taget gammelt tøj med, så jeg kunne give et nap med. Plus jeg havde booket et hotelværelse (på firma kortet) så det ikke var en bagkant jeg skulle nå. Jeg fik først skrvet tilbage da mødet var slut.

Og da det var slut, var jeg ved at tude i et væk. Damen var SÅ SØD til mødet og sagde bla. til mig, da hun kort forlod rummet for at hente noget “Er du okay?” mens hun lagde en hånd blidt på min skulder. Jeg havde total blanke øjne men formået med en vis stolthed at undgå at græde.

Det HELE ER NOGET LORT og selv om hun var SÅ SØD og der intet negativt var eller er at sætte på mødet, så er det bare hårdt at sparre med nogen som faktisk syntes det du laver er nærmest genialt og har meget potentiale, når du 98% af tiden ikke sparre med nogen og omgiver dig med mennesker der syntes du spilder dit liv (som om jeg havde så meget andet jeg kunne eller skulle lave)

Det blev også klart for mig derinde, til mødet, at It manden og min nye koder ikke er brugbare for mig. Overhoved faktisk. De bidrager ikke med noget men jeg kan ikke skille mig af med dem, fordi jeg ikke har andre end dem – gør jeg det vil jeg være helt alene i verden, både privat og erhvervsmæssigt. SÅ hårdt at få vendt med andre – jeg tør jo ikke fortælle nogen om hvor slemt det står til med mine co-founders, fordi det vil være benzin på modstandernes bål, altså dem som er imod det jeg laver, hvilket vil sige 98% af alle jeg taler med og give dem mere ammunition til at skyde mit firma i sænk.
– og med tanker på hvordan mit liv er lige pt. så er dét ca. det sidst ejeg har brug for.

Men den pressede situation jeg var i, gjorde at min mund eksploderet i et inferneo mens jeg var derinde. ALT brændte, det hele blussede op og gjorde SÅ AFSINDIGT ONDT at jeg næsten tudet af smerte.

Og så var mødet slut, planen er lagt og det er fint – men klokken var knap 12.00 Fredag formiddag og dér stod jeg uden planer i København. Og jeg kunne slet ikke rumme mig selv.

Jeg fik sat gps’en til Kgs. Nytorv, derfra kan jeg finde rundt til alt og endte på Letz Sushi på Christianshavn, to gader fra hvor jeg boede før jeg flyttede til Vesterbro og derfra til Kgs. Nytorv. Jeg fandt en parkeringsplads lige ned mod kanalerne og i et kort øjeblik kom min kærlighed til København op til overfladen

Jeg endte med at sidde på Letz Sushi i mere end en time og spise min sushi – min mave nåede også at dø mens jeg var derinde, så jeg sad på deres ultra kolde toilet og ynkede mig mens min mave ofrede sig ud i deres dagsbeskidte kumme….. jeg væmmes ved mig selv.

Jeg kunne ikke få de 599 Kr for hotelværelset på CabInn tilbage, selv om jeg slet ikke var tjekket ind, nemme penge for dem – og jeg valgte at sætte kursen mod Århus og klokken 17.00 lå jeg i min seng.

Og nu sidder jeg i min sofa og min mund gør simpelthen så ondt at mine gummer skriger!! Jeg tænker på min Psykiater-Lærling alt alt for meget og kan slet ikke overskue noget.

I morgen starter Hundekurset med min hvalp igen. Det er hver Lørdag fra 10.00 til 12.30, hvorfor skal det være så tidligt??? Jeg orker det ikke.

Psykiater-Lærlings Tirsdag

20/03/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokken er nu 19.50 og jeg sidder i sofaen i mine forældres stue, med ryggen mod de store vinduer ud mod have. Det er mørkt derude og jeg har ikke trukket gardinerne for, dét syntes jeg er mindre uhyggeligt end det er at trække gardinerne for.

Jeg hader at lukke livet ude, verden ude. Da jeg boede på gården havde jeg altid gardinerne trukket for, for at gemme mig, for min Gudfar. Så for mig er det at trække gardiner for, det samme som at gemme sig. Jeg er træt af at gemme mig.

Min yngste lillebror kom hjem fra USA i søndags, han har været i udveksling som lærer og nu er han ved at male den lejlighed han skal flytte ind i og hvor min ældste lillebror netop er flyttet ud af, med sin gravide kæreste.

Denne uge er jeg max presset, så jeg har virkelig ikke overskud til at hjælpe og jeg føler mig som en MEGA RØV!! Jeg føler jeg svigter ham, at jeg lader ham i stikke og jeg frygter at han tror jeg er ligeglad med ham – men det er jeg langt fra.

Jeg har hjulpet alle jeg kender med at flytte, male, pakke osv. og nu sidder rosinen i pølseenden og skal have en hånd og jeg orker det ikke. Jeg er færdig. Jeg er til tælling.

Og det på trod af at jeg næsten ikke græd i dag. Jeg var meget fattet da jeg talte. Jeg fortalte hende om at jeg så Sømanden i Lørdags, om min spontante abort, om min tvivl om jeg fik sagt nej og fra nok – er det at rykke sig i sofaen, det at græde og det at sige at jeg ikke har lyst, er det nok til at klasificere en voldtægt når fyren forsætter?

Jeg fortalte hende om alt blodet, om hvor sej jeg følte min mødom (jomfruhinde) var, hvor smerteligt det hele var.

MEGET SENERE – faldt i søvn på sofaen og sov med min hvalp ovenpå mig i 3 timer. Jeg var helt væk og kan ikke huske noget, udover at jeg følte jeg faldt baglæns ned i søvnen.

Vi talte om at kvinders første gang er meget forskellige, jeg tænker tit på hvofor arabiske piger er så nervøse for om de bløder på bryllupsnatten eller ej – jeg blødtes som var jeg ved at dø. I mange år efter at min Gudfar havde startede med at have sex med mig, blødte jeg ret voldsomt. Jeg ved i dag at jeg dels har en lille skede bredemæssigt, hvilket gør alle mænd total vilde i varmen og dernæst så er min skede kort, så der er ikke så meget plads i længden og som prikken over iét vender min skede bagud.

Min skede kombination er ikke unormal, den er bare uheldig sammensat. Specielt til voldtægt og appropo Voldtægt, inde på Jodel (en anonym app) læste jeg i forgårs en tråd fra en pige der tændte på voldtægtsagtig sex – og der var seriøst mange psykoer (min optik) som skrev i tråden at de tændte på det samme – jeg er et ULTRA LARGE menneske og prøver hver dag på ikke at have fordomme, og lade folk leve deres frie liv med deres frie valg, men dét dér, det er sygt!! 100%. Min mening men stadig, det er sygt.

Og appropo sygt eller syg, Maiken, min helt sikkert ex-veninde nu, svarede endelig tilbage på min 14. dage gamle sms. Jeg skrev jo at jeg skulle til København og om hun ville mødes. Jeg har ikke set hende siden 2013/2014 da hun var gravid med hendes tvillinger. Hver gang jeg har skrevet, ringet eller noget, har hun været optaget, optaget, syg, bækkenløsning, bræk, syg, optaget, i skole eller noget. Jeg kan i min gl. blognoter læse at hun i 2014 slettede mig fra FB fordi hun syntes jeg brokkede mig uden at gøre noget ved det – ligesom hendes familie gjorde. Jeg kan læse at jeg skrev tilbage at jeg ikke var enig, at jeg brokkede mig over It manden og mit forhold men vi gik i parterapi. Jeg brokkede mig over mit liv, men fik en coach. Jeg brokkede mig over at jeg manglede penge, men fik et tutoring job på Den Britiske Skole – så ja, jeg brokker mig, dét indrømmer jeg blankt, men er det ikke også lidt det man har veninder til? Til at ventilere?

Jeg tænker forskellen er, set fra min optik, at jeg gør noget ved mine brokproblemer – eller jeg forsøger. Det er ikke altid det lykkes, faktisk langt fra men jeg forsøger – Maiken skrev at hun (stadig, siden oktober)ligger og brækker sig i et væk pga. endnu en graviditet. Jeg bliver nok nød til at trække “jeg tror ikke på dig kortet” her, for hvis du brækker dig i 6 måneder i træk, i så voldssom en grad at du ikke kan noget som helst, overhoved, så var du blevet indlagt og måske fødslen også var blevet sat i gang tidligere, for at tænke på Moderes helbred. Anyway, jeg ved det naturligvis ikke 100% men jeg tænker det er en fed løgn fra en person som ikke kan sige sandheden.

Så jeg skrev, en pæn sms og fortalte at jeg havde læst i min gl. dagbog omkring vores brevudveksling i 2014, at hun slettede mig fra FB, at jeg sendte hende et pænt kort med et brev i sammen med en fodcreme osv. og spurgte hende om hun mente, vores forskellige liv til trods, at vi stadig var veninder?
– det er sjovt som folk krøller tær når de får sådan en sød, men konkret sms tilsendt. For hun har ikke svaret og jeg har nu slettet hende fra min telefon.

I morgen og de næste 4 Onsdage skal jeg til Vejle, til et arrangement med mit firma. En håndfuld virksomheder er valgt ud og 4 onsdag i træk hjælper erhvervsfolk os med at se vores virksomhed efter i sømmene. Jeg meldte mig først til, så fra igen – så blev jeg ringet op og det endte med at jeg fik at vide at jeg kunne få hele programmet på 5000 kr gratis, hvis jeg ikke fik det ud af det som jeg gik ind i det med, hvilket er én helt konkret ting: Investering. Jeg skal og vil have investering inden 2018 er omme, ellers må jeg nok se mig om efter noget andet at lave. Jeg har ingen ide om hvad, eller hvem der overhoved vil ansætte mig, men jeg ved også at jeg ikke kan leve sådan her resten af mit liv, uanset hvor kort eller langt det bliver.

Jeg bad om at få det på skrift, at jeg ikke skulle betale hvis jeg ikke fik investering efter end 4 uger og dét fik jeg og nu tager jeg afsted, men min energi og motivation er zero.

Jeg har tænkt meget på Synnøve her den sidste måneds tid. Lang historie kort – som jeg måske har fortalt, min afbrændte ørkenhjerne kan ikke huske det – jeg lå en nat ca. en måned efter Synnøves død og tænkte på hende, og på Kasper og Michelle og alle de andre der er døde fra mig inden for den sidste tid, mens jeg lå med min telefon på FB hvor jeg har alle aviser der er værd at læse (+ dem der ikke er værd at læse, dog minus EB og BT, dem orker jeg SLET IKKE!) og pludselig dukkede der en artikel op, skrevet af en af Synnøves kollegaer som hun ofte har talt om. Jeg skrev en besked til hende på Linkedin. Hun læste den og ugerne gik. Intet svar.

Og det er jo som sådan også okay, man kan jo ikke forvente at fordi man smider noget ud i universet at folk så griber det og har overskud til at svare dig, men en dag for ikke så længe siden, lå der et svar i min indbakke på Linkedin. Og det var et positivt svar.

Synnøve havde lovet at læse mit bogudkast igennem, nu da hende den super uprofessionelle dame fra skrivekurset ikke levere det jeg faktisk har betalt for – virkelig DYBT uprofessionelt, overvejer stadig at lave en Trustpilot review af hendes firma, men jeg ville selv blive ked af at få sådan en review af mit iværksætterfirma – forskellen er bare, at MIT firma ALDRIG ville yde en sådan service!!!! Men jeg er ret overbevist om at min reveiw, ville skade hendes firma ret meget og selv om hun er en snotskovl (It mandens værste bandeord!) så fortjener hun ikke at hendes firma (og hendes rygte) kommer til at lide. (I mit næste liv vil jeg gerne fødes uden morale)

Anyway, Synnøves kollega, som jeg ikke kender overhoved, udover at hun har et ret badass navn og ry (og skriver virkelig godt) har lovet at hun gerne vil læse min bog igennem. Jeg ved godt at det hverken er en udgivelse eller en blåstempling men det er da en skridt i den rigtige retning.

Klokken er nu 22.43 og jeg er helt kvæsted og skal sove – kan ikke lige overskue i morgen faktisk…… mine tanker er stadig i Sømandens værelse med alle Videobåndene (VHS) sovesofaen, jeg kan se mine hvide trusser med blå prikker på, som jeg endte med at smide ud så Mor ikke skulle finde dem fordi de var så smurt ind i blod. Jeg kan huske at jeg fortalte mine forældre at jeg havde haft sex med sømanden og de blev mega sure og skældte mig ud men spurgte ikke ind til, hvorfor deres 13 årige datter havde sex med en på 17-18 år….. dét var mit forsøg på at få dem til at forstå at mit liv var helt galt.

I morgen kommer mine forældre hjem og jeg kan ENDELIG flytte hjem til mig selv igen.

Anika

18/02/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg så Anika med hendes to ældste børn i fredags, da jeg holdt ude foran porten til min egen private lejlighed. Jeg havde netop gjort min udlejningslejlighed ren og smidt alt i blå ikea poser (verdens bedste flugtkuffert) og løftet det hele op i min egen lejlighed. Så sad jeg dér i bilen ude foran opgangen og ringede til Mor for at hører om jeg skulle købe en rullepølse og en leverpostej med hjem til Far fra slagteren som er min nabo.

Da jeg gik ud af slagteren, gik Anika med hendes to børn i hånden på den modsatte side. Hun var på vej ind i biografen (gisner jeg på) Det er jo vinterferie og jeg ved de holder meget af at gå i biografen. Det gjorde mig SÅ ked af det at se hende!

I 3 sek. havde jeg lyst til at råbe “Hey Smukke!!” men så blev jeg ramt af en væg af minder om hvordan hun har behandlet mig.

Jeg er fuldstændig klar over at jeg ALDRIG burde havde fortalt Annabel omkring Anika og hendes mand Walder, men gjort er gjort og jeg kan ikke gøre det om. Det var én aften, én dag med uforsigtighed, én fatal aften.

Jeg er dog også fuldstændig klar over at jeg ALDRIG kunne finde på at anmelde min veninde eller hendes fucked up mand og jeg er også fuldstændig klar over at Anika lystigt har delt mit liv, mine opture og nedture, mine sms’er og sexoplevelse med hendes veninder og loge-medlemmer i flere år, uden at tænke på om dét jeg sendte til hende (og Barbara) egentlig var til deling med fremmede. Om dét kunne have konsekvenser for mig. Om det kunne såre mig. Om jeg kunne føle mig udstillet, blottet eller ked af det.

Det var åbenbart almindelig kendt at Deirdre-Ann’s liv var en live udgave af Bridget Jones Dagbog og at mine sms’er og fortællinger til mine veninder, blev delt med alle mulige – ingen spurgte nogensinde mig om det var okay eller hvordan jeg havde med det.

Da jeg fortalte min Mor at jeg havde set Anika, sagde min Mor at hun skulle skrive et brev (mere) til Anika – jeg spurgte hvorfor, hun havde jo sendt et. Min Mor svarede blot at hun havde noget mere at sige til Anika.

Lørdag formiddag skulle jeg ind og fjerne noget vasketøj fra vasketøjskælderen, i ejendommen hvor jeg bor, sådan at det ikke ligger der i en uge før det bliver fjernet. I McDonalds Bingo på deres app havde jeg vundet 2 x sodavand, så jeg ringede til min søster og spurgte om hun ville have take-away. Det ville hun gerne.

Så jeg svingede forbi McDonalds og så ind til hende. Jeg fortalte hende at jeg havde set Anika, vi talte om veninder eller sådan noget så det var en naturlig del af samtalen, jeg fortalte at jeg havde set hende og så fortalte min søster at Anika havde svaret på min Mors brev, hun spurgte om jeg ville læse det og jeg svarede som jeg før har gjort at dét har jeg ingen interesse i.

Jeg vil ikke vide hvad min Mor har skrevet hverken til Anika eller Anabel, jeg vil heller ikke vide hvad de svarer, hvis de svare. At tænke på 2017 får mig til at græde og jeg kan stadig ikke rumme alt den – i min optik – uretfærdighed der bliver ved med at vælte ned over mig som en Berlinmur der aldrig vil stoppe med at tabe muresten på min vej.

Min søster sagde at Anika bla. havde skrevet “at hun tilgav mig…”
– det brugte jeg resten af Lørdag på at tænke over (ret lang flyvetur til Spanien når de få ord kører på re-peat i hjernen…)

Og jeg er kommet frem til om jeg egentlig har brug for tilgivelse? Har jeg brug for at Anika tilgiver mig? For noget som jeg faktisk er uskyldig i? Anika mener jo at jeg har anmeldt hende og dét har jeg IKKE og jeg er 100% uskyldig i den påstand. Jeg ved hvem der har gjort det og jeg ved hvor personen har oplysningerne fra, men dét er ikke dét jeg er blevet tilgivet for, jeg er blevet tilgivet for at anmelde en person jeg aldrig har anmeldt til at starte med.

Og så slog det mig; har jeg brug for tilgivelse?

Eller er det det dén pige, som tilbage i sommeren 1999 valgte at slå hånden af mig efter 3 års venskab, fordi hun havde fået fortalt at jeg havde haft sex med hendes kæreste, mens jeg selv havde en kæreste, men som aldrig gad bruge tid på at spørge mig, om de oplysninger hun havde fået var korrekte. Er det mon dén pige der har brug for tilgivelse?

Jeg var netop flyttet ud på gården i sommeren 1999 og ville have givet en hånd og en arm for at have en veninde ved min side, men Anika afviste mig – uden at fortælle mig hvad der lå til grunde for afvisningen. Det var først ca. 3-4 år senere at jeg fandt ud af hvad der var sket. Eller angiveligt sket.

I Marts 2017 afviser Anika mig igen, fordi jeg angiveligt har lavet en anmeldelse omkring vold fra hende og hendes mand, mod deres fælles børn. Igen, valgte Anika at dømme mig, uden at spørge mig om min version af sagen og hun fik mange andre til at lytte til hendes version af historien. Og den dag i dag betaler jeg stadig prisen for at folk jeg møder fra HHx, folk fra vores omgangskreds, om end de kun er periferi venner, så vender de mig alle sammen ryggen når vi mødes, fordi jeg har lavet en løgnagtig anmeldelse. Om Anika.

Ingen, ikke én eneste har spurgt mig om min version af sagen. Ikke én eneste har overvejet om dét Anika siger er korrekt. Alle antager at jeg lyver. At jeg er løgnagtig. At jeg er en falsk person. At jeg er en farlig person at kende. Alle.

Og alligevel er det MIG som Anika vælger at tilgive?

Jeg er ret overbevist om, at jeg IKKE har brug for tilgivelse i mit liv, at det er Anika som har brug for tilgivelse for de mange mange gange, hun har vist sig at være en ufin veninde.

Tilgiver jeg Anika?

Ja nemt.

Glemmer jeg hvad Anika har gjort mod mig?

Nej aldrig.

Bæger jeg nag?

Helt afgjort.

Gør det mig til et dårligt menneske?

Nej, det gør mig menneskelig.

4. Søndag i Advent 2016

18/12/2016 By: DeirdreAnnRoberts2 Comments

Har fundet ud af at mit nye (næsten nye) Philips Tv er et Smart TV som kan afspille Netflix og Spotify (min lille luksus ting i livet) så jeg sidder og hører musik fra Tv’et – jeg ved ikke hvorfor, men det virker bedre på mit når jeg hørere musikken fra Tv’et eller fra Radioen end fra min telefon…… jeg har savnet at have en musik kanal på Tv’et, indtil jeg opdaget at jeg kunne spille Spotify over Tv’et…..ohh so sweet….

Jeg taler pt. ikke med mine forældre, det er jo i teorien ikke noget nyt, så lad den bare ligge. Note til mig selv ser, at dette også var tilfældet for ét år siden. Dvs. at du skal være opmærksom på at være mest muligt væk fra matriklen og generelt fra Danmark i November og December 2017 – hvis du vel og mærke vil have en ændring i dit liv på détte punkt.

Jeg har ingen bil mere, den blev købt tilbage af forhandleren til 117.700 kr (Nypris: 120.000 kr) og det er faktisk ganske forfærdeligt.

I forgårs, Fredag kørte jeg til København med bus kl. 07.00. Jeg var færdig med Bestyrelsesmøde kl. 22.30 torsdag, hvorefter jeg gjorde min lille udlejningslejlighed ren, så hjem og pakke og sove lidt, så op kl. 05.50, i bad og afsted med bussen – jeg skulle til Julefrokost med Lita og Sofie.

Tilbage i Oktober foreslog Lita, som er super god til at sætte ting igang, at vi skulle deltage i en Julefrokost på Absalon i København, det er en gammel kirke hvor der ofte er fællesspisning, de 3 Fredage i December er der så julefrokost. Man bliver sat ved langborde og hygger sig med en masse andre. Min søster og hendes veninde skulle også med og nogle af Litas og Sofies veninder, sådan at vi alle inviteret nogle andre piger og dermed blev en stor Julefokost – jeg havde glædet mig – og så ikke glædet mig og så glædet mig osv.

Mandag siger min søster – som skulle kører derover og som ville stå for hotelværelse – at hun ikke vil med da hun er træt når hun får fri fra arbejde. Jeg må derfor købe busbilletter, som så pludselig ikke længere er billige (160 kr hver vej) og så et hotelværelse som koster 699 kr men afsted kommer jeg.

Jeg starter med at gå ned og blive skrevet op til lejlighed dér hvor jeg boede før på Kgs. Nytorv – jeg ved oddsene er minimale hvis de overhoved er eksisterende men nu gjorde jeg det alligevel – og dét føltes godt!

Da jeg var ved at gøre mig klar til at tage hen på Cafe Dyrehaven hvor vi skulle mødes, skriver Sofie at hun bliver forsinket. 10 min efter skriver Lita at hun også bliver forsinket – jeg tager mig god tid og går først ud af døren kl. 16.00, som var det tidspunkt vi oprindeligt skulle mødes på. Helt bogstavelig talt da jeg går hen mod stedet, skriver Sofie at hun ikke kommer…..pga. familie problemer. Hendes veninder kommer heller ikke. Så skriver Lita at hendes ene veninde heller ikke kommer, så fra at have været oppe på 10 festglade piger, var vi nu nede på 3 inkl. mig selv….

Lita kommer og vi snakker og går herefter hen på Absalon – det var okay og egentlig et godt koncept men fesent når vi nu kun var 3 – Litas veninde var netop blevet sygemeldt og talte ikke om andet end sygdom – jeg er total allergisk overfor sådan noget snak, det er som at blive drænet for energi og livsglæde….. så ville hun hjem…. ikke det store tab men klokken var kun knap 22.30 og det havde kostede mig næsten 1000 kr bare at komme til København og nu var festen allerede slut….

Litas bror spiller i et band som er ret kendt, ikke min type musik overhoved, men han kender en masse musikere, så hun ringede til ham og han var på en bar inde i indre København som hed Zoo Bar, fordi en af hans venner skulle spille dérinde. Noget DJ noget som heller ikke er min stil – men vi tog derind, Lita trak sin cykel og vi gik og snakkede, det var rigtig hyggeligt.

Da vi kommer derind, parkere Lita cyklen udenfor og vi går ind, Lita først. Hun er lidt erotisk buttet på den sexet måde så jeg så ham ikke før jeg allerede var inde, da hun fyldte hele døren. Norman. Han sad med nogle venner og snakkede – det føltes som om mit hjerte var i frit fald da alle blodkarene blev kappet i ét hug og som en anden orb faldt mit hjerte ned og landet i sikkerhedsnettet som i dette tilfælde var min mavesæk….. dér lå det og skvulpet rundt mens jeg fik koldsved og hørte en lille stemme sidde og sige “….du er som alle de andre piger, du stalker mig, du er syg, du er forfærdelig, du er irriterende, du er alt muligt grimt”
– Lita stod og snakket med hendes bror og alle de dér musikfyre som hilste på mig og smilede og virkede super imødekommende – alt imens Norman sad 3 stole fra mig. Jeg stod med ryggen til og tænkte paniske tanker – eneste ikke paniske tanke var at jeg mit høfarvede hår krøllede så uendelig smukt ned af ryggen på min kuldsorte jakke…..og jeg havde mine 1930’er inspireret handsker på, sorte strømpebukser, mine fine retro ankelstøvler i slangeskind (ca. 17 år gamle) og en kjole der giver mig den vildeste figur og gør mig til en mellemting mellem en drøn sexet skole frøken og en som virkelig har givet den gas med at træne (ingen af delene er naturligvis korrekte)

Jeg var derinde i max 10 minutter, men nok nærmere 8, før jeg sagde til Lita at jeg havde ombestemt mig og faktisk fået ond i maven af de dér klamme øko Thy pilsner som var det eneste de serverede på Absalon 🙄 og at jeg ville gå tilbage på hotelværelset – men at hun naturligvis bare kunne blive – jeg nævnte ikke ét ord om Norman, ikke ét. Lita har aldrig set ham, kun hørt om han, helt tilbage fra da vi boede i London. Og så strøg jeg ud i en frostklar nat og mærkede kulden køle mine kinder.

Jeg lå i min seng kl. 00.03 – tjekkede DSB appen og hvis det ikke var fordi lortet var statsejet så ville de nok fatte at sænke priserne for toget der kører kl. 00.45 fra København mod Århus fra 388 kr kl. 00.03 til feks. 100 kr, i så fald havde de haft én passager mere med, men min økonomi tillod mig simpelthen ikke at fråse og kører hjem – så jeg blev og småfrøs hele natten fordi dynen på hotellet var for tynd og der ingen radiator var.

Kl. 11.00 lørdag morgen tog jeg bussen hjem og kl. 15.45 var jeg i min egen lejlighed igen og her har jeg været lige siden. Jeg har end ikke været ude. I dag er det søndag og klokken er 20.22.

Mit firma er i problemer. Jeg er som et spejlbillede, den ene side af mig er panisk angst for at jeg ikke klare den, at jeg må lukke ned. It manden svigter mig for anden gang. Første gang var da han lod mig blive hans kæreste og sige min elskede lejlighed op og flytte ned til ham for good, når han slet ikke var forberedt på at være min eneste ene resten af livet. Han svigtede mig på trods af at jeg var meget verbal i mine drømme og ønsker. Ergo kan de ikke misforståes. Nu svigter han mig igen. Vi aftalte – før han fik en kæreste – at vi sagtens kunne være professionelle og klare et firma sammen – det er naturligvis, set i bagklogskabets uendelige klare lys – nemt for ham at sige, når det ikke er ham der har lagt 183.000 kr på ét år…..nu svigter han mig igen ved at tage andre opgaver og ned prioritere mit firma, hvilket efterlader mig helt alene…..og jeg kan simpelthen ikke klare det hele alene. I don’t know how….. jeg mangler den viden som It manden har.

Og jeg har desværre haft ret mht. min Advisor som jeg skrev om i dette blogindlæg http://deirdreannroberts.dk/?s=operationen+overstået jeg har lyst til at kaste mig ud foran noget der kørere hurtigt – hvorfor er det som om jeg altid løber ind i mænd der enten vil min krop for hårdt 10 år for seng og så ikke kan præsentere noget som kan pårulles en kondom, eller også møder jeg mænd der lader som om de vil mig det godt og så vil de i teorien helst kneppe mig hårdt – uden kondom – men også 10 år for sent……?

Findes der ingen normale mænd i verden mere? Mænd som kan adskille business fra sex og sex fra business?

Jeg kan simpelthen ikke klare det her mere, alene – jeg MÅ finde noget hjælp….

Mit job på Skanderborg Festival er desværre blevet annulleret – eller ikke bare sådan annulleret, der er blevet nedlagt efter at have eksisteret i 30 år….. selv min Formand er blevet fyret. Der skal ske nye ting….. what to do…… jeg aner det ikke. Jeg kan ikke se mig selv være på Skanderborg Festival bare for at drikke, det sjove var jo at jeg arbejdet – jeg ELSKER at arbejde, jeg følte mig glad og fri og i godt selskab – jeg vil ikke bare ligge i et telt alene og sove og så gå og se om der er nogen der gider snakke…… jeg kan allerede mærke ensomheden skære i mit hjerte…..no more ensomhed.

Jeg har forresten fået en stalker (mere) pga. mit firma. Han hørte mig holde foredrag for et par uger siden, jeg holdte 2 i træk og ham her er en lille usoigneret mandsling som er ca. et halvt hoved mindre end mig og dét er altså lille – derudover lugter han, han ser forhutlet ud og jeg har ingen ide om hvad han laver til en sådan konference, men nu skriver han hele tiden og sætter aftaler op i sine mails om at vi kan mødes dér og dér, den og den dato, klokken det og det og så kan jeg jo se det som gratis mad…… han må ALDRIG finde ud af hvor jeg bor!!!! Scary thought!!!!!

Pt. skriver jeg på min nye bærbare Macbook pro med touchscreen – den er lækker (og dyr) og er en del af min gave til mig selv fra mit firma – uden en computer er jeg i hvert fald helt fucked så jeg tænkte det var okay at købe en ny firma computer – det har jeg så gjort nu. Den er desværre mørkegrå og jeg er i tvivl om jeg selv har valgt den farve eller om det er standardfarven men grim er den i hvert fald.

Sidder og lytter til “Keep Dreaming” med Hedegaard og Stine Bramsen – prøv at lyt til den, lyt til det hun synger…… hun er opvokset et stenkast og en snotklat fra hvor jeg gik og sparkede i støvet og talte med skovens små alfer og feer fordi jeg altid var så alene…..

Jeg har besluttet mig for at få en piercing mere og en tatovering. Da min Gudfar døde ville jeg gerne have en piercing mere men fik det ikke gjort. Han har været død i 2 år nu. Michelle havde en tatovering omkring anklen – men hun havde også et lille bitte hjerte, bare omridset af et hjerte nede på foden, ved den knogle som stikker ud på siden af foden ved hælet. På størrelse med en lillefinger negl. Da jeg var i Texas viste hendes søster mig at hun havde fået den samme lavet, på samme fod. Højre fod.

Jeg vil have lavet den samme, så har jeg altid Michelle hos mig – jeg græder bare jeg skriver det her – hun begik ikke selvmord, hun blev myrdet, af hendes mand. Jeg kan slet ikke fatte at det er sket – jeg får fysisk ondt i min mave når jeg tænker på det. Ugen efter at jeg kom hjem mødtes jeg med Anika som fortalte mig af Walter havde taget kvælertag på hende mens jeg var i USA og smidt hende ned på stengulvet og sat sig oven på hende og truet med at smadre hendes hoved…..

Hvis jeg mister en veninde mere, så tror jeg faktisk helt mentalt at jeg bliver sindssyg. Tanken om at mine veninder bliver udsat for så hårdt fysisk vold, og at mændene bare slipper aftsted med det, kan jeg slet slet ikke rumme….. min horison, mit univers, mit liv, mine tanker og mine følelser kan slet ikke rumme det, der er ikke plads nok. Og værst af alt, jeg kan ikke hjælpe, for folk der ikke vil hjælpes kan ikke hjælpes…… jeg føler mig magtesløs.

Bagsiden af Michelles Gravsten – jeg sad dér i knap en time og bare græd og græd – jeg ved hun var lige dér ved siden af mig, mens jeg sad dér. Det var stærkere end jeg nogensinde har oplevet før, selv ikke med Mormor har jeg oplevet de følelser…..OMG mit hjerte brister….

Jeg har allerede en Targus Piercing med en lille ring med en diamant i – og når jeg får flad maven igen, sætter jeg min navnering i 24 karats guld med en diamant i toppen, ind igen – om jeg så selv skal presse den igennem arvævet.

Nu vil jeg have en Daith Piercing

Daith Piercing

og måske også en Conch Piercing.

Conch Piercing

Eneste hindring jeg har, er at jeg VIL have ringene som skal sættes ind, FØR jeg får dem lavet, for det er ofte dét som taget tid, altså at finde smykkerne og jeg er meget MEGET kræsen med mine smykker – de SKAL være ægte, de SKAL være guld, de SKAL være med hvide brillianter eller minimum diamanter og de SKAL være være smukke…..

Så i morgen starter jagten, for alvor. Og når smykkerne er fundet, får jeg dem lavet på én gang inkl. tatoveringen. No going back – og jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen om mine planer eller om at jeg har fået dem lavet. Enten opdager folk dem og så kan de jo ytre sig ud fra hvad de ser, eller også ser de dem aldrig og så kan de jo heldigvis aldrig ytre sig. Win Win.

Min udlejer i Spanien har ændret mening – igen – og vil nu gerne at jeg beholder lejligheden og forsat udlejer den via airbnb, ligesom han pludselig også gerne vil at jeg udlejer 2 andre lejligheder han har…… det er lidt svært at forholde sig til – jeg kunne rigtig RIGTIG godt bruge pengene men jeg var sådan mere eller mindre mentalt indstillet på at give dem op og dermed lukke Spanien ned og med Spanien mener jeg også både It manden og Norman.

Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre – og som altid har jeg ingen at tale med om pros and cons, ikke nogen som ved hvad de taler om, i det mindste. I miss smart people in my life.

Har spiste McDonalds til aftensmad, så jeg har forresten været ude i dag, én gang og 2 gange i vasketøjskældern, men det var direkte ned på McDonalds og så hjem igen – ingen slinger i valsen. Ud, hjem. Og nu sidder jeg her og lytter til Aura Dione’s sang “Friends” – jeg husker at den udkom mens jeg boede i min penthouse, før jeg mødte It manden eller lige omkring jeg mødte ham. Jeg husker at jeg lyttede til den og tænkte “life is good – jeg har alt minus en kæreste men at least I got my friends….” det var en VIRKELIG god følelse af at have venner som var tæt på, som ville mig…… nu har de alle børn og drunker i deres familie, mænd, tæv og problemer – og jeg er stadig alene. Og nu også venneløs.

Jeg er ret sikker på at jeg flytter til København om ét år når min lejekontrakt udløber her. Ville på en måde gerne købe Far og Mors hus, de vil flytte – men de vil ikke sælge til mig. De vil end ikke lege med på ideen om at sælge til mig – og med den anden hånd sidder de og siger “årghhh det ville være så godt at beholde huset i familien da vi jo er så mange, hvis vi ikke har huset her, hvor skal vi så alle sammen være når vi skal mødes…..” og når jeg så siger “jeg vil gerne købe det….” så afviser de blankt.

Jeg forstår endnu engang ikke min familie.

Så København it is, eller også London eller Spanien – afhængig af hvor jeg kan få lejlighed og arbejde. Alle 3 byer er ca. max 3,5 timer væk herfra og dét passer mig så uendelig godt. Familie er godt, men bedst på afstand.

Jeg er begyndt at bruge appen Jodel meget – jeg har haft den installeret i snart 2 år men er først begyndt at bruge den nu – det er min kontakt til omverden – ellers er jeg bare mig selv, min backgammon app og min candy cross – og min søde chef på kroen hvor jeg er bartender. Jeg fatter ikke at han er så sød ved mig, altid. Han taler pænt til mig, han er nydelig og ordentlig og han har ikke én eneste gang forsøgt at bage på mig, lægge an på mig eller komme med skumle hentydninger – han er bare som en sød gammel mand skal være, sådan lidt Drømme-Morfar-Farfar-Agtig. Han har købt julegaver til alle medarbejder, plus mig selv om jeg kun har haft et par vagter…..

Jeg har sendt mere end 30 håndskrevne julekort ud i starten af december og ikke fået ét eneste, selv om jeg har tjekket postkassen hver evig eneste dag hele December…..

Nu vil jeg børste tænder, min mund gør ondt – og jeg skal have rent sengetøj på sengen.

Søndag.

30/10/2016 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag er det søndag og i Fredags lavede jeg dette opslag her på bloggen http://deirdreannroberts.dk/fredag-2/ hvortil en læser, Veronika lagde denne kommentar

kommentar

Nogle gange skriver jeg jo bare, ligesom jeg taler og tænker at alting er klart for alle der læser med, ligesom når jeg taler, så tænker jeg at alle jeg taler til og alle der læser med, ved nøjagtig hvad jeg mener – det er naturligvis ikke tilfældet, så her er lige en uddybelse.

Jeg har jo bollet Kunstmaleren et par gange her på det sidste – og ja Kunstmaleren er min ex kæreste og han er gift og har 3 børn – og nej jeg har ingen samvittighedskvaler og jeg har ingen dårlig samvittighed eller på nogen måder nogle skrupler over det faktum at jeg lader en gift mand stikke sin pik op i mig.

Sidste tirsdag havde Kunstmaleren sagt at han ville komme igen, til en sex date (med mig) i min lejlighed, men han brændte mig af. Fucking idiot – nok lægger jeg fisse til sex men jeg lægger ikke krop til at han kan behandle mig som han vil. Jeg blev mega indebrændt. Det gode er jo at jeg ikke kan ringe til ham, og derfor kan jeg heller ikke ringe og svine ham til.

I morgen er det mandag og jeg har en tid hos lægen kl. 09.30.

I dag var jeg med Anika og jeg nede på Tangkrogen i Århus og se den tyske udstilling med døde mennesker der er skåret i skiver. Det lyder makabert men seriøst, det var mere gross da jeg for mange år siden var med Milda, min veninde fra Lithavn, på den afdeling af hendes Lithavnske universitet hvor de gemmer misfostre, aborter, afskårne ben, sprængte ben osv.

En krop i skiver – det havde været ret fedt hvis de havde kløvet dilleren, så jeg kunne se hvordan den ser ud inden i….. er jeg den eneste som tænker at det havde været spændene at se?

Skivemand

Spændene fakta…. 😉

Jeg savnede information omkring hvem der vælger at donere deres krop til evig udstilling, hvilken race er de, hvor er de fra etc.

En skede med snore op til nyrene inkl. æggeleder, æggestokke, blære mv.

Her er hele billede af skeden

Close up – tror hun har fået en brasilian inden 😉

Pik.

Pik close up – når jeg ser på den sådan, så er den jo egentlig ikke særlig spændene……!!

Fostre – se den nederste hvor der står 12 uger. Det er den uge antal hvor man kan få en abort. Hvordan fanden kan folk himle op om at “det er et menneske man slår ihjel i 12 uge?!” Seriøst, den er sku mindre end en kløvet peanuts!!!!

Rygerlunger (og nej, jeg ryger ikke og kommer aldrig til at ryge)

Ikke ryger lunger

Hud fra et menneske inkl. skinnet fra en pik.

Menneskeskind.

Kan du huske min cyste? Den som jeg blev opereret for? Det er den som er nederst til venstre…. Tænk at leve i et land hvor man ikke kan få en sådan operation og derfor for resten af livet skal gå rundt med en tissekone som ser sådan ud, for slet ikke at tænke på smerten…..

Og her er den så close up…….. not nice…. 🙁 Min er heldigvis tappet for betændelse, der er lavet et nyt “dræn” i den og den er næsten ikke skæv mere og desuden fungere den godt igen – hvor ER jeg taknemmelig for at jeg kunne få alt den hjælp, gratis (indsæt hjerte emoji)

Klokken er 21.42 og min søster er lige gået. Hun kom forbi med McDonalds. I morgen tager hun til Paris, så Bangladesh og så Istanbuhl med arbejdet.

Jeg har lige drukket en halv liter vand – flot ikk…. Jeg tænker alt ALT for meget på én person og jeg forstår ikke selv hvorfor. Jeg vil bare så gerne have closure men closure kan ikke tvinges igennem hvis den anden part ikke vil give det, nøjagtig som et skænderi ikke kan gøres godt igen hvis den anden halvdel ikke vil være venner igen, og på nøjagtig samme måde som en skilsmisse ikke kan ende godt, hvis den ene halvdel ikke vil.

Hvordan kommer jeg videre?

Jeg kender ikke den magiske formel og jeg vil ikke være kærester med personen, jeg vil bare gerne afslutte det. Det er svært at forklare, selv for mig selv, men jeg er ret overbevist om at hvis vi mødtes, talte sammen, så ville det give mig den ro i sinden jeg aldrig har fået.

Måske mit hoved er lidt fucked af at jeg har set Kunstmaleren? Jeg tror det ikke men på den anden side er det jo lidt det samme, jeg kunne aldrig få ham da jeg ville have ham og nu vil jeg under ingen omstændigheder have ham og han kan ikke få nok af mig. Med ham “den anden” er det ikke sådan, jeg vil ikke have ham – jeg kan heller ikke få ham, men jeg ved med mig selv at jeg ikke vil have ham. Han er ikke god for mig, han er sød, rigtig sød men han er ikke god for mig.

Sidst vi talte sammen fortalte han mig at hans ex-kæreste havde fået en ny kæreste og at hun havde været total urørelig siden de slog op men at han vidste at de en dag ville have sex igen. Efterfølgende slog det mig hvorfor hun har været så urørlig (udover at jeg tror hun er bi-polar eller borderline ud fra hans beskrivelse, total kukkuk) og det er fordi hun ved hun kan få ham, altså fordi hun ved han vil hende.

Den dag han giver op og ikke vil hende mere, den dag vil hun ham igen, uanset om hun har en kæreste eller ej. Det vil sige, får han en kæreste og annoncere det på FB, så skal du bare se hende komme rendene. I not only think so, I know so.

Og jeg skal virkelig lade være med at tænke på denne her person – også selv om vi taler så uendelig godt sammen. Jeg savner at fortælle ham om alt det jeg har set, tænkt, oplevet og hørt…….. men i teorien er det vel bare en ven jeg savner?

Hvor finder man nye venner, i en alder af 38 år, når man er selvstændig og ikke arbejder sammen med nogen?