I øjeblikket sidder jeg i et koldt DSB Lyntog og suser gennem mit elskede Dannevang mens jeg lytter til Birdy https://youtu.be/OmLNs6zQIHo og tænker tilbage på de sidste 15 dage af November 2015, som i den grad har budt på oplevelser, tanker, følelser og flere oplevelser -hvoraf mange af jeg godt kunne have undværet flere af dem.

Lad mig starte med det nyeste først, det er mest klart i min hukommelse og når det er skrevet ud, kan min hjerne bedre sortere i oplevelserne og skabe plads til nye tanker, følelser og oplevelser.

Tirsdag i sidste uge, altså d. 10. November var jeg til møde med det firma som skal lave min nye website, jeg har ikke lige 172.000 Kr til en hjemmeside, så de skal dele deres tilbud op, så jeg kan starte med at få lavet det vigtigste først og så herefter betale det, spare op, få lavet næste sektion osv. Det skal nok gå.

Jeg er så ufattelig rolig inden i, at jeg næsten panikker fordi jeg er rolig – giver dét mening? Jeg mener hvordan kan jeg være SÅ rolig ved udsigten til udgifter på 172.000 kr i den nærmeste fremtid oven i de alm. udgifter jeg har – når min indtægt bestemt IKKE stiger med samme hastighed? I don’t know and I don’t get it men jeg er bare rolig.

Jeg føler 100% jeg har fat i den lange ende, jeg ved jeg har et kanon koncept – jeg rammer så mega meget plet at det gør helt ondt at tænke på – jeg er jo intet mindre end genial. Og dén følelse er så ny for mig at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal pakke den ud, så derfor står min “Du er Genial” pakke stadig indpakket i min følelsesentre og venter på at mine følelser kan blive enig om, hvorvidt det er en følelser der er kommet for at blive og dermed kan blive pakket ud…. I sure hope so men der er jo ingen grund til at tage glæderne på forskud.

Mødet gik rigtig godt og i morgen (mandag) sender jeg dem det materiale de skal bruge for at dele tilbuddet op i små bidder.

Tirsdag var også dagen hvor jeg skændtes så det bragede med min Mor – så meget at jeg har valgt at fraflytte matriklen med øjeblikkelig virkning, selv om dét er økonomisk usundt.

Sagen er den at Far og Mor har lovet eller faktisk selv tilbud at lægge 50.000 kr i min Virksomhed. Skønt! Så jeg spurgte Mor hvordan vi skulle ordne det, med papir og sådan – og ud af det BLÅ kommer der en helt masse væltende som jeg ligesom SLET IKKE havde set komme!! Jeg mener, jeg er virkelig en god datter, jeg er altid sød og hjælpsom og jeg respektere for hårdt at jeg bor hjemme – jeg prøver ikke at mukke og jeg forsøger at hjælpe alt hvad jeg kan samtidig med at jeg altid arbejder! Hvis jeg ikke er på arbejde så gør jeg rent eller klipper pyntegrønt, sælger juletræer, sælger til på Den Blå Avis – min hjerne sover ALDRIG virkelig som i ALDRIG NOGENSINDE EVER!!

Jeg tænker hele tiden på hvorfra jeg skal få næste portion penge til næste portion regninger, sådan har min krop og hjerne fungeret siden Januar 2010 hvor tæppet blev rykket væk under mig mens jeg blev sparket så uendelig hårdt over knæskallerne at mine ben total kollapsede – jeg røg bogstavelig talt på knæ og var endda et øjeblik helt nede og ligge på alle fire hvor jeg overvejede om jeg skulle blive men min uendelige indre styrke fik mig overtalt til at rejse mig op igen – og lige siden har jeg kæmpede en Never Ending  (sådan føles det) kamp for at komme op og blive oppe og lærere mig selv at ranke ryggen og ikke føle skam, sorg eller andre negative følelser – jeg kæmper en daglig kamp inden i – i øjeblikket er jeg en klart vinder, men der er dage hvor jeg føler mig som en pryglede hest og bare har lyst til at tude men så tænker jeg på hvor langt jeg er kommet og hvor forkert det er at give op når jeg nu er kommet så langt, så jeg forsætter selv om jeg ikke kan se horisonten.

Tirsdag siger Mor så – ud af det blå – at hende og Far alligevel ikke vil lægge 50.000 kr i mit firma. Træls, virkelig træls men fair nok, det er deres penge og jeg skal nok finde de penge – jeg ved ikke hvor men jeg skal nok finde dem, så den meddelelse var bare træls men ikke mere end dét. Nej det som slog mig fuldstændig ud var at Mors begrundelse for at de IKKE ville give mig et lån på 50.000 kr var – jeg citere – “at man ikke kan være iværksætter og så holde 3 ugers ferie sådan som du har gjort. Det er useriøst”

Jeg lader det lige stå et øjeblik….

Ifølge Far og Mor, mine forældre som jeg bor sammen med – så har jeg holdt 3 ugers ferie hvor jeg ikke har har lavet en dyt. Jeg har bare været på ferie  – seriøst, jeg ved end ikke hvad ordet “Ferie” indeholder for jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har holdt ferie! Jeg tror ferie for mig er noget med gennemsigtig vand, hvid sand og et sted hvor jeg så absolut IKKE skal arbejde så meget som 8 minutter i løbet af en dag – jeg aner ikke hvor sådan et sted findes, eller om det findes. For jeg arbejder altid.

Feks. passer jeg en info mail for Fitness Damen, den svarer jeg på 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Bla. pga. det har jeg købt en ny telefon så jeg kan være sikker på at få svaret på mails hurtigt nok, så kunderne føler sig godt behandlet. Jeg har ikke haft én eneste dag siden jeg overtog det job fra It manden i 2012, hvor jeg ikke har svaret på mails og hvor jeg ikke har været online og holdt øje med om alt var som det skulle være på dén front.

Derudover passer jeg ca. 6 forskellige udlejningsboligere i Danmark og Spanien. Det første jeg gør når jeg vågner er at tjekke om alt er som det skal være i den online verden, jeg følger op på Gæster, Reviews, Rengøringsdamer osv. Jeg er ALTID online og jeg arbejder ALTID – men i mine forældres øjne, holder jeg ferie.

Jeg blev så uendelig uendelig slået ud, det føles som at få en spade smadret lige ind i ansigtet, jeg kunne næsten smage blodet som det strømmede ned fra næsten og ind i munden – det var dog ikke blod men snot. Jeg tog til hjemmeside mødet med feber og en svigtende stemme, en hud der gjorde ondt og en krop hvis knogler strejkede som havde jeg vandret Caminoen baglæns på ét døgn.

Og dér stod jeg så, midt i stuen og fik afslag på et lån (hvilket er okay) med den begrundelse at jeg har holdt 3 ugers ferie og derfor er en useriøs iværksætter (hvilket IKKE ER OKAY) Jeg var simpelthen måløs, for det betyder jo at Far og Mor har siddet sammen, i stuen eller ligget sammen i sengen og talt om at Deirdre-Ann holder godt nok meget ferie. Hun arbejder ikke. Hun er total ligeglad med at tjene penge. Hun feder den bare og lever af os….. jeg ved naturligvis ikke om det er dét de har talt om, men jeg tænker det dækker meget godt.

Det korte af det lange er, at Far og Mor mener at min tur til Spanien – hvor jeg bla. holdt møde og fik ordnede mit el osv. var én stor lange ferie. Da jeg efterfølgende tager til WebSummit i Dublin for at skabe mig et netværk og søge founding, så mener de også at dét er en lang ferie og da jeg så onsdag  morgen i sidste uge rejser til Paris for at deltage i Airbnb Open, så mener de 100% også at det var endnu mere ferie – det eneste tidspunkt jeg ikke holder ferie er åbnebart når jeg sidder på min kontorfællesskab….

– mens at min begrundelse for at sidde dér og fyre husleje af, er at jeg gerne vil have kollegaer og gerne vil være social og have netværk og sparring.

Jeg kunne næsten ikke råbe af Mor, min stemme kradset helt ned i halsen og jeg lød som en hæs søløve. Jeg kunne end ikke græde for det er jo så uendelig latterligt at der ikke er noget at græde over. Hvordan nogen – og specielt mine forældre som jeg bor sammen med og som ser mig dagligt, kan så meget som TÆNKE TANKEN at jeg ikke arbejder hver evig eneste vågen øjeblik på at ændre min livssituation er mig ufattelig!!!!

Jeg fik smidt min feberige krop i et tiltrængt bad og så kom min menstruation et par dage forsinket. Jeg fik pakket i en døs og om natten kl. 04.00 sad jeg på et tog mod København for at flyve til Paris, mens tankerne kværnede rundt i mit hoved. Jeg landet i et land jeg har frygtet at besøge fordi jeg kun har hørt dårlige ting om Franskmænd og de få gange jeg har været i Frankrig for at vandre til Spanien via Camino France, har jeg ikke just været begejstret eller overvældet på en positiv måde, af Franskmændenes personlighed mod fremmede mennesker.

Efter at ha været i Charles de Gaulle Airport selv, forstår jeg nu bedre hvorfor den total trækker gevinsten hjem år efter år som verdens kedeligste og grimmeste lufthavn, ever!

Så dér stod jeg, på pladsen foran Operaen med en feberhed krop, ømme muskler og en kuffert og forsøgte at finde ud af hvor min 5 stjernede lejlighed mon lå – en lejlighed jeg så aldrig selv ville rate til at være 5 stjerne. Bare det faktum at der ikke følger en beskrivelse af hvordan man kommer til lejligheden gør at den ligger betragtelig laver end min lejlighed.

Og når mit skarpe og kritiske fejl-finder-støvsuger-blik ser sådanne ting, ja så kan du godt vinke farvel til både 4 og 5 stjerne!

Sorte hår (!) i vindueskarmen i hoftehøjde på badeværelset

Flere sorte hår – stadig i hoftehøjde – dvs. riiimelig let at se!

En afklippet negl – og dét er vel og mærke ikke MIN negl!!!

Mit lejlighed i Paris

For at købe én øl og en pose chips skulle jeg bruge 10€, så jeg købte bare flere øl, orkede at hæve penge eller diskutere med en Franskmand midt i en terror nat. Jeg blev SÅ FULD af de øl du ser stå dér, tomme!

Den anden ende af min Lejlighed i Paris

Udover dét, så var der ikke ét eneste viskestykke eller en karklud, så jeg kunne vaske det glas og den gaffel jeg havde brug op. Brusestangen i bruseren sad løs og kan hvert øjeblik ryge ud af væggen med rawplugs und alles. Døren til bruseren kan ikke lukkes helt, hvilket tydelig ses har været et problem et stykke tid pga. de kalklageringer der er på gulvet foran bruseren – en lille detalje der jo bare skal laves.

Håndvasken var ikke poleret op – og jeg kunne blive ved med at finde de små detaljer som gør at det store overblik bliver bedre. Det er jo ikke rocket sceience at gøre rent – men så igen, måske det er? Der var både potter og panden i lejligheden, te og kaffemaskine – men ingen te, ingen kaffe, ingen salt og peber, ingen ris og gryn, igen spagettie – ingen af de ting som jeg syntes må være absolut basis krav til at leje et “hjem” ud – men det her her var helt klart ikke et hjem, det var et sted.

Da jeg endelig fik tjekket ind ved hjælp fra en “professionel nøgle mand” ved navn David som talte så shitty Engelsk at jeg faktisk vil påstå at han ikke talte Engelsk – det var tydeligt at han var irriteret over at jeg kom 5 min. forsent på trods af at jeg ringede, men det var også tydeligt at han ikke vidste hvordan jeg så ud, at han blev overrasket over at se mig. Jeg ved ikke hvad han havde forventede eller hvad folk forventer når de ser mit Kaffe-Kage navn, men da han fik øje på mig kunne jeg se at det gav et gib i ham og at han lige virrede med hoved et par gange.

Det er ikke nemt at forklarer men du har sikkert selv prøvet det, når nogen bliver overrasket og slet ikke kan skjule det, sådan så ham her David ud. Om det var positivt overrasket eller ej, skal jeg lade være usagt men min indre føler sagde at han syntes jeg var ualmindelig smuk og lækker og at han havde forventede det stik modsatte, måske pga. min total rygerstemme da jeg talte i telefonen med ham – jeg lød jo som en der var ved at afgå ved døden og så stod jeg dér i mine fine nye grå støvletter, stramme lyserblå jeans som sidder som malet på mig (på et god maleri that is) med en fed slidt denimskjort, et råt bælte med nittere, en Bilkablå jakke uden krave og et lækkert tørklæde mens mine blonde krøller krøllede helt perfekt (typisk når jeg nu har feber!!!!) og faldt nedover mine skuldre – samtidig har jeg sikkert set lidt rosa ud i kinderne pga. feberen og mine læber, som er store fra naturens side, var helt blodrøde da jeg kom ind og så mig i spejlet (igen, det må være fordi jeg havde feber)

Ergo har jeg set ret flot ud og anderledes end hvad David havde tænkt – nå men ind med mig, skifte sko til kondiskol, uploade Google map på min telefon så jeg kunne finde ud til eventen – det var så en National BankHoliday i Paris da jeg ankom, så jeg kunne ikke købe et simkort med data på. Men afsted kom jeg, gennem byen med en metro i 40 minutter og så gå ca. 20 minutter. Tjekke ind, booke spisning, sørge for at jeg var on top på det hele – selv om min krop kogte af varme og mine fødder føltes så ømme som var jeg lige færdig med en dagsmarch.

Da det blev mørkt var jeg endelig hjemme i min 3,5 stjernet lejlighed, hvor jeg crashede på sengen kl. 20 og sov lige til uret ringede kl. 05.00. Kl. 06.00 torsdag morgen sad jeg i en metro på vej ud til eventen for at være der kl. 07.00 når de åbnede så jeg også kunne få Gratis Morgenmad.

Jeg har betalt mange penge for at deltage og vil bestemt ikke gå glip af noget, jeg vil have fuld valuta for pengene. Jeg var hjemme kl. 23.00. Fredag op kl. 05.00, afsted kl. 06.00, fremme kl. 07.00 – jeg mødtes med en Dansk pige jeg også mødte i hmm April tror jeg det var, da jeg var i København til et møde. Hun er lige så tosset med at leje ud som jeg, så vi klingede helt vildt godt og så har hun også et Kaffe-Kage navn – og hun er som jeg også den eneste på Facebook og i Danmark som har de navne vi render rundt med. Hun er også 37 år og single. Vi passer sammen som fod i hose. Og vi hyggede os!

Hun fortalte mig at hun var gravid i 8. uge med en fyr som ikke vil have barnet, da han allerede har 2 børn med 2 forskellige kvinder – hvilket også er noget mega rod – men da hun sidste år har fået en abort som tog så uendelig hårdt på hende, kunne jeg kun anbefale at hun beholder barnet og så må faderen vælge om han vil være med i det eller ej. Der er ingen tvang men han kan på den anden side heller ikke tvinge hende til at få en abort – ingen skal nogensinde tvinge kvinder til at få en abort – eller til ikke at få en abort.

Kvindens krop tilhørere kvinden. Puntum.

Men da min nyfundne veninde var gravid, valgte vi at tage tidligt hjem Fredag, vi havde jo en lang dag foran os igen Lørdag. Så da Klokken er ca. 20.55 står jeg af Metroen tæt på spillestedet som de sidste 24 timer har været dækket massivt i medierne, efter massakren (som jeg vælger at kalde det) i Paris. Det er helt klart terror men det var også ren henrettelse, ren massakre.

Jeg er sulten og tænker at jeg vil tage nogle af de små gader og se om jeg kan finde noget mad. Jeg har set at der er mange Subways i Paris og jeg ELSKER SUBWAY!!! Men da de jo ikke findes i Danmark (tror jeg) så ville jeg gerne stille min craving for Subways Chicken Terriyakie i Paris, så jeg går ud i de små gader og dermed væk fra spillestedet. Mens jeg går hørere jeg et mega brag efterfulgt af himmelen der bliver oplyst, lidt ligesom når man ser billederne med lysglimtene fra Hirosima – det lyder vildt men det var sådan et lysskær som der kom. Et ufo-lysskær. Stærkt i få sek. og så forsvandt det igen ned bag bygningerne. Jeg trode at det var fyrværkeri. Det var så en af de 4 selvmordsbombere som sprang sig selv i luften.

MANDAG D. 16. NOVEMBER KL. 17.07.

Da det skete, var jeg lige ved at tage et billede af et brønddæksel, det lyder dumt men det var dét jeg gjorde. Jeg elsker at tage billeder af skæve mærkelige ting i gadebillede, ting som man ser til daglig men måske ikke bider mærke i. Min passion er det som ikke passer ind i kasserne men så alligevel gør et så perfekt – som feks. et brønddæksel, det har 100% en praktisk funktion og tusindvis af fødder træder på det hver dag men hvor mange kikker på det? Sådan rigtig kikker?

I Viborg har de feks. også nogle rigtig flotte brønddæksler men det er en anden historie – her er billede af det dæksel jeg var ved at tage billeder af.

Parisiansk brønddæksel

Lige da jeg tager billede, i det nøjagtige splidtsekundt lyder braget af – hvad jeg troede var fyrværkeri, men som så faktisk var et menneske der sprang sig selv i luften mens han råbte Allah er stor – Allah er en Gud, naturligvis er han stor men han er ikke skør. Det er menneskerne der er skøre. Allah ville aldrig bede andre om at slå andre mennesker ihjel i hans navn. Det tror jeg ikke på – lysskæret som kom fra bomben kastede en skygge på bygningen ved siden af, så ansigtet blev halvt mørkt og halvt lyst, ligesom dag og nat, ying og yang, sort og hvid, god og ond.

Vinduerne klirrede og vandet som løber langs gaderne i Paris flimrede lidt, som vand nu gør når det rystes. Det var så mærkeligt, for jeg troede bare at det var fyrværkeri, måske en krysandemom bombe eller sådan noget. I hvert fald troede jeg ikke det var et menneske der sprang sig selv i luften.

Det var først da jeg kom hjem og ud af badet og for første gang nogensinde fik twitterbeskeder i ét væk – jeg har måske fået 4 twitterbeskeder i HELE mit twitterliv og så *bang* fik jeg måske 30 på få timer. Min telefon ringede, folk oprettede facebook alerts om jeg var okay i Paris, Airbnb ringede osv. Det var rigtig mærkeligt.

Det som faktisk er så mærkeligt ved terror eller dårlige begivenheder, er at folk pludselig kommer i tanke om en (mig)  Alle mine brødre ringede eller skrev til mig, de sendte mig kys og hjerter i smser – normalt får jeg INGEN sms’er fra mine brødre så til pludselig at få en sms er jo stort i sig selv, at den så indeholder kærlighedstegn er bare endnu mere vildt, to say the least!!!

Selv Norman kontaktede mig, mærkeligt. Jeg var lige ved at tale syrligt til ham men så tænkte jeg at man jo også skal acceptere en fremstrakt hånd om end hans blot var en fingernegl. Anyway jeg faldt hurtigt tilbage i min vante glade Deirdre-Ann og snakkede løs – indtil jeg besluttede mig for at dét gad jeg simpelthen ikke igen, så stoppede jeg og det har jeg det virkelig godt med. Jeg gider ikke hans lege eller måske det endda ikke er lege, det er endnu værer, det er hans måde at være på. Det er hans indbygget instinkt at være som han er – og det er jo sådan at ikke alle instinkter er gode og dét der instinkt er bestemt ikke god eller kærkommen og så længe han er sådan – hvilket jo vil sige altid – så har jeg ingen interesse i ham.

Og det føles rigtig godt at have sagt ovenstående ting højt for mig selv. Og jeg ER faktisk ikke interesseret i ham – ja han er spændene at tale med, og det gode er at jeg har kendt ham så længe, det giver tryghed, men sagen er jo den at han ikke kender mig, så det er jo et envejs-venskab og med det for øje så vil jeg hellere have en ny ven der ikke kender mig og så starte forfra fra scratch og dermed sætte oddsene for en ægte ven højt, frem for nu, hvor oddsene er ikke eksisterende.

Han er allerede på vej ud af mit system, sådanne ting tager tid men jeg er endelig klar. Afslutningen blev ikke som jeg havde håbet en den blev skabt af mig og truffet af mig og dét er også rigtig rigtig vigtigt! I’m proud of myself.

Lige nu sidder jeg på arbejdet, på mit lille kontor. Jeg er den eneste ud af 6 der er tilbage men det gør mig ikke noget, lysenede er også ved at blive slukket på de andre kontore og mine fyrfadslys er brændt ud. De har en brandetid på 8 timer, så jeg har været her i mere end 8 timer. Skønt – jeg er bare langt fra færdig og i morgen skal jeg til Viborg for at mødes med It manden og planlægge næste skridt af vores hjemmeside.

Ugen før jeg tog til Paris, var jeg til Web Summit i Dublin

Web Summit i Dublin, her taler Bill Ford

Mega god speach!

Girls at the summit!

Girls at the summit – om end hende her var mærkelig!

Dublin toiletgraffitti

777 må være den bedste restaurant i Dublin, ever. Den er så god at du end ikke kan bestille bord derinde.

Jeg har så meget at fortælle, men lige nu er jeg helt switzed på øverste etage, så nu vil jeg pakke sammen for i dag, gå ned og løbe 5 km, så vil jeg tjekke postkasse for en kunde – lang historie – og så hjem og sove så jeg kan være frisk i morgen.

Min Blog er total fucked  – så snart jeg kan afse tid til det, skal jeg nok få ordnede den så den bliver lækker og så Veronica kan få sin email-alert listeknap 😉

Lige nu er tid bare ikke det jeg har mest af, faktisk – men sådan er det jo med os selvstændige mennesker som holder 3 ugers ferie hele tiden……..!!!!

Sådan ser min blog ud på forsiden d. 16. November 2015