Denne weekend har været den længste jeg har haft – længe!

I dag eller i går var det nøjagtig 8 uger siden min Gudfar døde og efter nogle lange snakke med mine forældre har jeg besluttet mig for at gøre noget ved arves situationen. Dog har jeg fundet ud af at proklamaen først udløber 1. marts.

Ikke sådan at jeg tror jeg kan få ændret testamentet, det har jeg opgivet. Jeg tror ikke jeg kan få nogle penge ud af hverken min Gudmors bo eller min Gudfars, men hvad jeg kan ændre, er at få de nye arvinger til at overtage gravstedet og betale for vedligeholdelsen.

Hvis de ikke gør det, så vil jeg om 20 år når min Gudmors grav har ligget i 30 år, blive bedt om at betale for yderlig 10 år for min Gudfar – hvilket jeg gerne gjorde, hvis jeg også havde arvet ham, men hvorfor skulle jeg betale for at en mand der har gjort mig så meget ond, skal blive til muld?

Mine forældres bekymringer går egentlig på at de ikke vil at jeg om 20 år skal mindes om alt det her igen – ret sødt tænk egentligt, men jeg er faktisk okay inden i (tror jeg) ved tanken om at jeg ikke arver og ved tanken om at jeg ejer gravstedet.

Jeg er – så vidt jeg ved – 100% okay inden i. Min Gudfar er død. Gården er solgt. Jeg arver ikke. Det er okay. Men tanken som faktisk giver mig mest glæde, er tanken om at han er ved at gå i forrådnelse, at han sikkert allerede nu er slimet og grønlig i huden, at dyrene – insekter, biller, larver, mikro organismer og alt muligt andet klamt er i gang med at fortære ham og gøre ham til et skelet. Nice. Den der ler sidst ler bedst.

Jeg håber denne ene gang i livet, det bliver mig.