Deirdre Ann Roberts

At Være Forvirret Anno det 21. Århundrede

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med

You are here: Home / Archives for Tanker
1 2 3 4 5 … 12

En Sidste Hilsen (FYI: Jeg er ikke død.)

By: comment

Her er den sidste hilsen fra min Psykiater-Lærling, den jeg nævnte at jeg havde læst et hav af gange. (Følte lige behov for at sætte FYI sætningen ind ☝🏻 i overskriften)

Da jeg læste den op for Jonas, fik han tårer i øjene og var ved at græde – sådan har jeg det også når jeg læser den, men det kan være det bare er fordi, jeg er ked af det 99% af tiden og fordi Jonas har nemt til tårer – men selv om alle ikke har det som jeg så betyder mailem alverden i øjeblikket.

Specielt den sidste sætning har jeg læst igen og igen – jeg forsøger at holde fast i netop dén linje “Jeg er helt sikker på, at dine næste 40 år bliver meget bedre end dine første” Hun er HELT SIKKERT…… OMG jeg håber hun har ret!!

Jeg har forbandet hende væk – og kyselsket hende, i over en måned nu. Jeg håber sådan hun har ret. Really. Men jeg frygter hun tager fejl. For hvordan kan hun i teorien vide dét? Det kan hun jo ikke, hun gætter bare.
– og hun tror end ikke på Hr. Gud, så det er ikke fordi hun har set det i krystalkuglen, hun gætter bare, håber, men gætter….

Og jeg er åbenbart så nem, at jeg løber med på et mear hope….

Jeg har haft en laang dag og det er bla. grunden til at jeg nu kl. 00.58 er vågen.

I går aftes kom jeg til at ringe til Norman. Jeg har nulstillet min countdown app, så jeg kan tælle korrekt igen mht. hvor mange dage der går før jeg kontakter ham igen – helt oprigtigt, jeg savner helt vildt at tale med ham og jeg syntes han er et dårligt menneske når han lader mig hænge mht. Skanderborg. Hvor svært er det bare at sige nej og melde ud? Det er som om han syntes det er okay eller måske endda morsomt, at lade mig (og sikkert mange andre) hænge. Jeg syntes det siger en del om hans personlighed – den er sikkert også fucked.

Men jeg vil forsøge (igen x 1 mio) ikke at kontakte ham. Jeg har besluttet mig for at han skal være et af mine emner når jeg starter i behandling igen. Jeg har bevist sørget for at han ikke var et emne før, fordi han ikke skal have så meget plads i mit liv, men nu tænker jeg at der er plads og tid til at få ham vendt og talt igennem – og forhåbentlig finde ro med ham et sted i mit indre. Ikke ved siden af min Gudfar men på samme reol.

I morges var jeg ved læge og få taget et hav af blodprøver, for at se om jeg fejlede noget somatisk, eller om min kroniske træthed er psykisk. Jeg sværger når jeg siger, at jeg gabte så meget hele tiden, at jeg fik helt tårer i øjene. Det er ulideligt.

Så kørte jeg ned og fik rengjort min lillebrors lejlighed og båret ting i kælderen i den lejlighed jeg passer men som var total crashed. Jeg har sorteret i alt i køkkenet, så der ikke er 24 knive, når der kun kan bo 3 i lejligheden. Opvaskemaskinen virker ikke og det gør at folk ikke gider vaske op, de tager bare nyt af alting, bestik, tallerkner mv. Det var på 3 sal, dvs. fra 3 til kælderen x 5 for så at komme hjem og se at han kun har betalt for 5 timer og ikke 8….. hvad sker der for folk?

Så over og gøre min egen ren, der hvor cykelrytteren har boet. Lad mig lige så fast, jo rigere og mere berømt du er, jo mere fucked er du i hjernen. Der var klinisk rent, de fik nøglerne fredag i stedet for søndag men har ifølge dem selv kun boet fra Søndag aften til Onsdag morgen kl. 07.30 i lejligheden – ALLIGEVEL er der total svinsk…. jeg ved ikke om det er sådan noget med at når man har været kærester i 6 år (stod på hans profil) så bliver man synkron-klamme sammen, men på begge sider af lagnet var der tørret ikke en eller to bussemænd af, men måske 10! Rigtig godt og grundigt gnedet ind i lagnet.

En af de to klamme individer, har haft noget som væskede gult omkring hovedområdet, der var gul væske udover hele lagnet og ned på rullemadrassen nedenunder, som var helt rent for 3 dage siden….. alt var bare klamt.

Jeg har for første gang givet nogen 3 stjerner i omtale.

Og som en anden første gang, har jeg haft en dobbelt bookning – jeg fatter ikke at det er sket men det er det. Min airbnb kalender er åbenbart ikke synkroniseret korrekt med kalenderen på det andet udlejningssite Wimdu som jeg også bruger og det betyder at jeg har accepteret en gæst fra hver site med ankomst mandag d. 27. August…. fucking lort. Den ene bliver til d. 30 og den anden til d. 1. Jeg var økonomisk og aflyste ham der kun blev til d. 30. Og så skrev jeg et pænt brev til ham jeg måtte aflyser – og skyndte mig at sætte mig ned og rette ALLE ical kalendrene .

Da jeg var færdig i min egen – blev ikke helt færdig færdig men jeg fik startet og fik taget sengetøjet med hjem og sat på kog. Så ned i den anden lejlighed som jeg passer for en pige. Der har været 3 gæster og i morgen kommer der 2 – men da hun kun har 4 sæt sengetøj skal der vaskes…..fuck i helvede…… så merer sengetøj med hjem og koge og tørre. Ca. her fik jeg mega krise. Klokken var ca. 14.30 og jeg havde endnu ikke spist, overvejet at lægge mig til at sove på hendes sofa meeen at sove på en kundes sofa er nok ikke så godt……jeg kunne blive opdaget og det ville se rigtig skidt ud!!

Så jeg gik hjem og sov til klokken 18 ca. Stadig igen mad. Vågnede kun fordi Mor ringede. Så stod jeg op, sagde til Mor at jeg havde sovet 45 min (løgn 1) og at jeg var på vej på gåben ned for at færdiggøre lejligheden hos pigen (løgn 2) men i virkelighed gik jeg ned af strøget til en pub, købte 2 x Weissbier og en stor led burger og drak mig selv småfuld. Og så gik jeg over til min søster, snakkede lidt med hende, hun ville ud og løbe på rulleskøjter og kørte mig hjem i bil inden hun tog afsted.

Ned i vasketøjskælderen, ordne mere vasketøj, op, kæmpe med mavekneb af den lede slags, lave mega hårde 💩 som efterlod mig med de vildeste kramper. Pakke nogle IKEA tasker, så jeg er klar til de 3 lejligheder jeg skal ordne i morgen, efter mit skypemøde med Analytics fyrene – og så lavede jeg en renskrevet version af min to-do liste for i morgen og fredag.

Og nu sidder jeg her, kamp træt så tårern stritter ud af øjene på mig og om lidt vil jeg gå ind og sove indtil klokken 09.50 i morgen, stå op og tage skypemødet i natkjole og ubørstet tænder, så ned og gøre rent……… prøve at huske at spise, prøve at undgå at gabe som en sindssyg, prøve at huske ikke at stresse, for hvis jeg bare følger min seddel, så går det nok……

Har forresten bestilt denne her våddragt. 5mm tyk. På udsalg i Düsseldorff til 1100 kr, fordi det er en 2017 model.

Alle dem jeg fysisk kikkede på i butikkerne havde syninger/svejsninger som fremhævede kønsdelene – ja I kid you not men jeg var få sek. om at beslutte mig for at jeg IKKE skulle have sådan en. Gad vide hvilken idiotisk designer der sidder og tænker “Dét her, det er fandeme en god ide!!!”…

Da jeg fik taget blodprøver, stak lægesekretæren forkert 2 gange – så min arm er mega tung og øm og ser sådan her ud (faktisk er den mere blå nu, det her er taget da jeg pillede vattet af kl. 14.00 ca)

Min Mund…

By: comment

brander som et inferno og der er ingen kur i hele verden, som kan få den til at stoppe. Enten er det en senfølge af Seksuelle Overgreb, eller også er det BMS eller også er det en kombination af de to ting + et presset menneskes krop der reagere. Jeg ved det ikke og i bund og grund, så er det også total ligegyldigt hvad der er årsagen til at det gør ondt – hvis bare det ville stoppe, så var jeg lykkelig!!

Kinderne på indersiden af munden, langs rækken med tænder, gør ondt som havde jeg bidt mig selv HÅRDT i hele stykket med kinder, ikke bare ét sted men i hele huden på indersiden af munden. Det har jeg naturligvis ikke, men det føles sådan. Smerten er konstant og vedvarende. Min tung er svulmet op og prikker som når man spiser chilli, den hviler hele tiden mod ganen fordi den slet ikke kan være i munden. Når jeg rækker tunge af mig selv i spejlet, er hele siden af tungen fyldt med hakker/mærker efter hvor mine tænder går, fordi tungen simpelthen bliver mast inde i munden.

I dag eller i nat sov jeg i fodenden af min seng, fordi jeg forsøgte at komme til at sove godt, jeg ved ikke om det lykkes. Da jeg vågnede første gang var det mørkt, andet gang var daggry på vej og derefter lå jeg i sengen fra klokken ca. 7 til 12.00, og den eneste grund til at jeg kom ud af sengen, var fordi en mand smset at han ville komme og købe en gl. El-bil som min bror har parkeret hos mine forældre for ca. 12 år siden (da min ældste nevø blev født) Det er en el-bil til børn that is – nu er den solgt til 750 Kr. Han fik 100 Kr i rabat, men det turde jeg ikke fortælle Mor, fordi hun netop lige havde sagt at jeg ikke skulle give rabat – men jeg ville hellere have 750 kr i min lomme (på min knastørre konto) end jeg ville ha en 12 år gammel børne el-bil med flade batterier stående i garagen. Jeg hjalp ham endda med at få den op på traileren.

Her er hvad jeg har solgt den sidste uge

Holmegård Lampe (fået af Anika).                           150 kr.

Fjernbetjening (fundet til storskrald)                      150 kr.

22 Haveredskaber (fra Gården)                              550 Kr.

Gl. El-Bil til Børn (fået af min bror)                          750 Kr.

2 Offenback tallerkner                                             200 Kr.

Sammenlagt er det 1800 kr i skattefrie indtægter fra ting som jeg overhoved ikke kommer til at savne, faktisk kan jeg slet ikke huske at jeg havde dem. Og i morgen skal jeg gøre rent hos min søster, så der er yderlig 300 Kr ind på kontoen. Eneste ulempe er, at alle betaler med Mobilpay efterhånden, og det betyder jo, at jeg ikke har pengene i hånden, men at de ryger ind på min konto – hvilket også er fint nok, for jeg kører strikt regnskab med hvor pengene kommer fra, navn og telefonnummer og dato (hvis SKAT nu igen en dag skulle få lyst til at angribe mig) men det betyder bare, at fordi jeg altid er så langt i bund med min økonomi, så har jeg aldrig pengene i hånden, de dækker bare de huller der er – så jeg er lige vidt, om end jeg ville være total meget mere fucked hvis jeg ikke fik solgt de her ting.
– jeg drømmer om en dag at have pengene i hånden, penge til at være ligeglad med om jeg køber noget til 200 kr eller ej. Måske sådan en dag aldrig kommer, who knows. Hvis min mund stopper med at gøre ondt, så vil det faktisk være nok.

Et godt helbred kan man ligesom ikke rigtig købe for penge. Ej heller et sundt sind. Specielt ikke et sundt sind.

Og appropo sind, jeg har kun 2 gange tilbage hos min Psykiater-Lærling, det er næsten ikke til at fatte……

Jeg er ved at overveje om jeg skal give hende en gave når vi stopper – der findes ingen, helt bogstavelig talt INGEN MENNESKER på denne jord, ej heller i himlen, som kender mig så godt som hun gør. Der er ingen som ved så meget om mig, som hun gør. Det er både skræmmende, trist, forfærdeligt og rørende – tænk hvis jeg engang kunne møde et menneske jeg kunne “beholde” i mit liv, som vidste lige så meget om mig – af det gode, det dårlige, det sørgerlige, det grimme, det ulækre, det søde, det sjov og alle drømmene. Hvad jeg ikke ville give for et sådan menneske…… men dét kræver virkelig sin person som har et anket dybt dybt forankeret dér hvor han eller hun ønsker at blive, så jeg ikke ødelægger det menneske oven i.

Min Psykiater-Lærling sagde til mig sidst, altså i tirsdags, at jeg virkelig skulle arbejde på, at sætte grænser, at sige stop og nej. Hun sagde at jeg var alt alt for nem at udnytte, fordi jeg aldrig rigtig sagde fra og nej og at jeg på den baggrund var alt for nem at udnytte – og at folk har udnyttet mig og vil forsætte med at udnytte mig, hvis jeg ikke passer bedre på mig selv. Det gjorde ondt at hører – for det er jo rigtigt. Når jeg stirrer bagud på mit liv, kan jeg jo se hvordan jeg er blevet udnyttet, på små måder og mindre små måder og på gigantiske områder, fået mine følelser klemt, mast og ødelagt, fået mit sind smadret og mine tanker forskruet – fordi jeg aldrig rigtig har vidst hvor grænsen gik – både overfor mig selv, men også når det kommer til mig selv kontra andre mennesker.

Jeg ved næsten ikke hvad der gør mest ond at tænke på, at jeg har såret og skadet andre, fordi jeg ingen grænser har selv, eller at andre har såret, skadet og udnyttet mig, fordi jeg ingen grænser har? Jeg har dog valgt, at jeg ikke vil fokusere på den første del – jeg kan ikke ændre den – og jeg har ikke overskudet til at arbejde med andet end én ting og i øjeblikket bliver det så mig selv jeg arbejder med, når jeg ikke sover.

 

Skærtorsdag 2018

By: comment

Jeg er lige kommet hjem fra Påskefrokost hos min Onkel (min Mor’s yngste lillebror) Han gør altid så meget ud af alting og det er en fornøjelse at komme hos ham – dog er det store minus at han ikke har opvaskemaskine og derfor, efter eget valg, står i køkkenet hele aftnen og vasker op mellem retterne.

Dvs. vi har aldrig særlig meget fornøjelse af hans selskab og det er en skam, for han er et omvandrende leksikon, sød, og skøn at tale med – det er også ham som har lånt mig pengene til installation af Air Condition i min lejlighed i Spanien. Og han har ikke nævnt ét ord om det, han har ikke omtalt det på én eneste måde eller hentydet til det på nogen måde, hintet om det. Intet. Det er SÅ fint og nøjagtig som det skulle være – når jeg låner af mine forældre, så kommer der altid stikpiller omkring penge (som jo skal betales tilbage) Vs. hvad jeg skal hjælpe dem med, gøre for dem fordi de har lånt mig penge (som jo skal betales tilbage)

Det gør at jeg føler jeg er i en evig gældsfase og aldrig rigtig bliver gældfri, fordi “når de nu lånte mig til en Fiat500 i 2016 (som blev købt tilbage af Fiat Danmark) så burde jeg simpelthen også hjælpe min Mor med xxx eller xxx eller osv.” Det er VIRKELIG ubehageligt – og selv om jeg godt ved i mit hjerte at mine forældre ikke mener noget ondt med det, så napper det inde i mig når de siger sådanne ting, fordi…..

….. det går direkte tilbage til Gården og min Gudfar. H V E R    E V I G    E N E S T E   gang jeg ikke ville noget, eller ikke gjorde noget eller trodset ham, så kom det frem at jeg jo stod i gæld til ham….. OGSÅ selv om han selv havde valgt at give mig pantebrevet, ellers kunne jeg aldrig have købt gården og han valgte også selv at det skulle være rente og afdragsfrit. Han valgte selv alt. Han satte selv alle betingelserne og mine forældre, deres revisor og deres avdokat, syntes åbenbart alle sammen at det var en fandens god ide, at det var en sygt god deal, hvor den tidliger ejere havde alt at skulle have sagt og den nye ejer havde minimalt at skulle have sagt, hvilket senere blev ekskluderet til intet.

Og det gør at jeg hele mit liv, helt op til den dag i dag, føler at jeg altid står i gæld til alle mulige mennesker, altid føler jeg er 2 skridt bagefter og aldrig er foran. Det er en forfærdelig forfærdelig følelse. Og den er hos mig altid, hele tiden.

Mht. min Onkel, er min eneste frygt at jeg ikke kan betale ham tilbage pr. 31. December 2018. Jeg måtte i sidste måned overfører 10.000 kr til Spanien for at dække udgifterne dernede, i denne måned bliver det nok det halve er skal derned – men det er virkelig ikke særlig godt, for jeg har pt. overtræk på min kassekredit (total no go!!) som er på minus 75.000 kr og jeg har 0 kr lige ud, på min lønkonto og jeg har udgifter for mere end 10.000 kr. pr. 1. April/når verden åbner igen, i form af husleje, telefon, fællesudgifter, A-kasse, AM-Bidrag og det betyder, at jeg er bagefter på alle fronter og jeg kan fysisk ikke arbejder mere, hårdere og hurtigere – jeg kæmper og kæmper og kæmper. Og jeg er altid bagefter. Og jeg har end ikke købt mad, eller tanket min bil (hvilket jeg ofte gør i min Fars firma, men nogle gange orker jeg ikke at spørge pga. ovenstående 👆🏻 og så koster det nemt 500 kr…)

Og her midt i April, skla jeg tilbagefører 3700 Kr i depositum for en bookning – jeg har ikke pengene. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Men dén tid den bekymring, selv om jeg selvfølgelig allerede tænker på det.

Jeg er blevet virkelig snottet og syg – jeg er helt flad og pumpet, jeg trækker vejret gennem munden (som gør ondt i ét væk, mine gummer brander) og jeg snøfter ind i næsten hele tiden, det var så slemt at min søster, som ikke er syg, kommenteret flere gange i løbet af aftnen på om jeg ikke burde pudse næste, men det er ikke noget snot som kan komme ud og der er heller ikke noget snot at snøfte ind, jeg føler bare at min næste løber og så snøfter jeg ind men der er ingenting – og når jeg oven i har ondt i huden, småfryser, har trykken for ørene og ondt i munden, så er det lige til at blive sindssyg af at blive kommentere på HELE AFTNEN og når det ikke var min søster som kommenteret på min vejrtrækninge, så var det min Mor der kommenteret på at jeg ikke må ha en åben offentlig holdning til, at min ældste lillebror pludselig er blevet skabs ateist og ikke ser nogen grund til at deres fælles kommende datter skal døbes – du kan TRO jeg har en mening om det!! Er du så færdig jeg er imod at man ikke døber sine børn!!!

Lad dem døbe og giv dem så valget senere, om de vil følge deres dåbstro – og nej, børn der ikke er døbt og børn der er døbt er ikke gamle nok til at træffe livslangen valg i en alder af 13-15 år – se mig, jeg skulle træffe en masse valg feks. omkring gården da jeg var blot 18-21 år og jeg fucked totalt op….. don’t do this to your children!

Hver gang jeg sagde “dét kan du da ikke mene” eller “SELVFØLGELIG skal hun døbes!!” så irettesatte min Mor mig. HVER GANG. Jeg er 39 år, 8 måneder og 8 dage NØJAGTIG i dag og jeg kan stadig ikke sige min mening, uden at min Mor skal kommentere på den. Det er måske meget normalt, at det er sådan, men jeg syntes det er forkert og irriterende og efterhånden syntes jeg også det er en smule nedladende altid at skulle rette på andre. Altid.

Det er HELT FINT at min Mor og jeg ikke er enig om hvad jeg må og ikke må have holdninger til, men nu er det jo sådan at jeg er et selvstændigt selvtænkende indvivid og jeg er voksen, jeg føler mig ikke voksen og ejg føler mig ikke selvstændig, jeg føler mig stadig som en der hænger fast i mine forældres liv. Som en der ikke kan noget, uden mine forældres accept og hjælp – det er en forfærdelig træls følelse – og havde jeg penge nok, så ville følelsen sikkert være meget mindre.

Men når vi i familien sidder og har venlige diskussioner omkring barnedåb, efternavne, lærer teknikker (min yngste lillebror læser til lærer) osv. så må jeg simpelthen ikke have en mening som går imod det mine Mor syntes eller imod det min bror og hans kæreste, altså min svigerinde syntes – og jeg ved godt hvorfor, fordi min Mor ikke vil at min Svigerinde skal føle sig ikke-velkommen i vores familie, men seriøst, hvis min mening omkring at jeg går ind for at døbe børn og at børn skal have faderens efternavn, får hende til at føle sig ikke-velkommen i familien, så kan jeg simpelthen ikke navigere mere.

Så støder jeg på grund – jeg er da 100% godt klar over at de ender med at vælge som de selv syntes, altså måske ikke giver hende vores efternavn (altså faderens efternavn) og måske vælger de ikke at lade hende døbe og det er jo helt fint – det er jo deres barn, deres datter.

Jeg er bare ikke enig – og det er vel okay, er det ikke?
– eller skal jeg sidde resten af mit liv og lytte til min Mor der tysser på mig, der retter på mig eller kommentere på mine holdninger??

Når hun gør dét, får jeg lyst til at få virkelig radikale holdninger – jeg får lyst til at gå helt amok og gå i den modsatte grøft, bare for at provokere hende max, for at give hende en grund til at være efter mig – jeg syntes pt. ikke at jeg har givet hende en grund til at være efter mig, men alligevel er hun det. Og jeg forstår det ikke.

Jeg ved kun at det er drænende. Og irriterende. Og at det har stået på hele mit liv.

Jonas skrev omkring kl. 17.45 om jeg ville med ug og spise med hans søskende, men der var jeg allerede til Påskefrokost og de skulle ikke have en øl bagefter, så lidt øv men pænt at han tænkte på mig. Umiddelbart lige nu, mens jeg sidde rher i sofaen og fryser trods varme på radiatoren, tæppe og uldsokker og har trykken for ørende, så tænker jeg det måske er meget godt at jeg ikke havde lovet mig selv væk til en påskebryg.

Jeg drømte om It manden i nat, at jeg var på en restaurant hvor der i hvert rum var en rødhåret mand der ligende It manden og jeg ville så gerne vise ham dem, da vi aldrig så særlig mange rigtig rigtig rødhåret personer mens vi var sammen og det var noget vi ledte efter over alt – da jeg så – i drømmen – endelig fik ham lokke til at komme ned på restauranten og se de her to mænd, så var it manden helt kronraget og havde intet hår på hoved og ingen skæg, så han lignede ikke de to mænd mere – og hvad dén drøm betyder eller skal betyde, aner jeg ikke men den var mærkelig.

Jeg drømte også at der var en som mooned mig, for sjovt, helt klart det var en sjov del af en drøm men da han trak underbukserne ned for at vise mig sin blege røv, var den dækket af lort…… umiddelbart tænker jeg på mine tirsdags uheld….. og min stakkels mave.

Og så vågnede jeg omkring kl. 07.45 og lå i sengen til kl. ca. 14, hvorefter jeg stod op og gik i bad, vaskede hår og tog til Påskefrokost. Jeg havde købt en Påske Hoptimist til min Onkel, en lille hvid kylling med hanekam, fordi den var billig.

Jeg tænker på min Psykiater-Lærling og på hvad fremtiden vil bringe – hvordan vil det gå med mit lille firma? Vil det overleve?

Hvis det ikke overlever, hvad skal jeg så lave, hvem vil ansætte mig og kan jeg få en løn jeg kan leve af, eller skal jeg igen knokle igennem til en virkelig dårlig løn? Umiddelbart vil man måske tænke at alt løn er bedre end det jeg får nu, hvilket er ingenting, men sådan ser jeg ikke på det. Lige nu får jeg 0 kr. pr. mdr. i løn men jeg arbejder også for mig selv og selv om jeg arbejder rigtig rigtig meget, så har jeg også en slags frihed, fordi ingen skal bestemme over mig og ingen kan dominere mig. Så det vejer rigtig meget op.

Hvis jeg får et job, som feks. da jeg var på lageret, hvor jeg virkelig knoklede et fysisk hårdt arbejde til 90 kr. i timen, før skat, så følte jeg mig jo dum, når jeg hver måned fik omkring 2000 kr udebtalt for et deltids job – det var slet ikke tiden, transporten og tankerne værd. jeg kunne tjene de 2000 kr på 15 min. blowjob og stadig være min egen.

Og udover ovenstående arbejdsmæssige tanker, hvordan vil det så ikke gå mig, når min tid med min Psykiater-Lærling stopper? Der er kun ca. 14 tirsdage tilbage, fordi en af dagene er Grundlovsdag. Jeg frygter at jeg 1. får tilbudt Gruppeterapi, det er et klart nej tak herfra. Jeg skal under INGEN OMSTÆNDIGHEDER sidde i en rundkreds og betro mit liv og mit livs sorger til andre. Dét kommer slet slet ikke til at ske!! Jeg har ikke lysten og jeg stoler 200% ikke på at folk ikke fortæller mine sorger videre. 2. Jeg frygter jeg får tilbudt noget ligende 👆🏻 og dermed ender med at gå helt ned og worst case scenario, jeg ender med at blive indlagt.

Så langt tilbage jeg kan huske, eller i hvert fald siden jeg fandt ud af at der var noget som hed “Psykiatrisk Hospital” så har jeg frygtet at jeg blev indlagt. Jeg har sådan nogle dejavu glimt af mig bag en låst dør med en lille rude i, inde i ruden er der metaltråde, så den ikke kan smadres. Rummet bag mig er lille, måske 2×2 meter og selv om jeg råber og skrigerm, tigger og beder om at komme ud – så er der ingen som lytter, ingen som kommer. Jeg har aldrig set et levende menneske i mine dejavu drømme.

Jeg plejede at fortælle Lotte om denne drøm, dengang jeg talte med hende, hun syntes den var skør og sjov – jeg frygter at den en dag bliver rigtig. Tænk hvis de glemmer mig derinde? Tænk hvis jeg aldrig bliver lukket ud igen? Så vil jeg igen ikke have et valg og kan igen ikke selv bestemme over mit liv, om jeg vil leve eller dø. Frygtelig frygtelig tanke!!

 

Min egen lille luksus ting. En lyskæde med små stjerner (der kørere på batterier) ligger på min Gudmors kyllingegule sminkebord og lyser op hver aften. Jeg syntes det er SÅ flot og virkelig en eksklusiv detalje – jeg købte kæden i December, da alt julepynten var på udsalg. Jeg tror jeg gav 50 kr for den.

Røde Joggingbukser.

By: comment

Må jeg præsentere, mit næste stykke tøj!!! (når kontoen tillader at jeg kan købe et par POSTKASSERØDE joggingbukser!!) *Savle Savle Drømme Drømme*

I stedet for at købe bukserne, valgte jeg at bruge penge på noget andet…. jeg meldte mig nemlig ind i FitnessWorld kl. ca. 17.14. Den skarpe person vil se at dette screendump af min telefons app “Moves” (gratis app, me like) er taget kl. 18.43….. og dér havde jeg allerede trænet. Hårdt!!

 

Jeg meldte mig ind. Skiftede tøj. Fandt mine løbesko frem, kikkede på dem og tænkte på hvornår jeg sidste havde dem på? De er super behagelige men mega grimme (neongule) og så trasket jeg afsted til fitness centret – det ligger 5 min. gang fra mig. Max. Men alligevel lykkes det mig og min total blanke hjerne at fare vild…. I kid you not….. jeg for vild på vej til Fitness og på vej derfra, kunne jeg heller ikke 100% orienterer mig om hvilken vej jeg skulle gå og hvor jeg boede.

Jeg kom dog frem og tilbage – men da jeg var til Fitness, skulle jeg ned i omklædningsrummet for at hænge min jakke og mine store vinterstøvler (det sner helt vildt i øjetblikket) Da jeg går ned af trapperne er der et skilt som peget til højre med “Omklædning” Da jeg går ud derfra, med mine løbesko på, fare jeg vild (igen) og ender med at gå ind i Herre omklædningsrummet….. bruseren er lige fremme når man går ind (flot arkitektonisk designet hva!) Jeg ved ikke hvem der blev mest befippet, mig eller ham og de andre mænd. Jeg gik ud igen og kom ind i et fitness rum, gik ud igen og fandt nogle toiletter og først i 4 forsøg fandt jeg en trappe op – det føltes som et levende maridt og jeg var ganske få minutter fra at gå i fuldstændig panik over at jeg ikke kunne huske hvor jeg kom fra og kom ud – kældre har altid været min største skræk og jeg har ingen intentioner om nogensinde EVER at få et hus med en kælder!

Jeg kom op og gik faktisk lidt skævt, som om jeg var beruset – fandt et løbebånd, satte det på 3 km. og gik igang. Mine bryster gjorde FORFÆRDELIGT ONDT!! Jeg tog mig selv i flere gange at støtte mine bryster – og mark my words, mine boobs er altså ikke en skål der gynger, de er små og har samme størrelse uanset om jeg står, går eller ligger – eller, når jeg ligger så er de helt væk. Men ellers, you get the point. De gjorde SÅ ondt. Men jeg forsatte.

Jeg roste endda mig selv da jeg stod dér på løbebåndet iført mit fitnesstøj købt på Black Friday i USA i 2016 og mine løbesko fra Spanien. Jeg løb (som du kan se) 1,9 km i ét hug uden pause. Resten af de 3 km gik jeg – men jeg kom afsted og jeg fik motioneret og jeg gik hjem (af flere omveje) og spiste sund aftensmad (kylling, ris og noget grønt og et kogt æg)

Så så jeg et program af “Say Yes To The Dress” – hvilket er på Kanal4, en kanal jeg har købt mig adgang til. Total luksus ting og en af de få ting jeg kan håndtere at se i TV med lyd på.

Jeg sov til jeg vågnede i dag, jeg kan ikke huske hvad klokken var, men da klokken var 12.00 havde jeg været i bad og vasket hår og spist morgenmad og sad ved computeren og arbejdet. Og dér sad jeg til jeg tog til fitness. Eneste ændring var at jeg også fik sat min nakjole over, sammen med nogle trusser og sokker, jeg huskede også at få det tørret, jeg fik afleveret flasker og hentede Fars ipad som er inde for at få skiftet glas, min nevø i Østrig (en af dem) har fødseldag om et par dage og Far og Mor tager derned. Han skal have ipaden som gave men glasset var revnet så det skulle fixes – og det var sådan at jeg kom til at se de røde joggingbukser i Bruuns Galleri.

SÅ fine!

Og nu, nu sidder jeg her og skriver, både på bloggen men også i min låste Note til min Psykiater-Lærling. Der er så mange ting jeg skal huske at fortælle. Jeg vil gerne have hende til at fortælle mig hvad hun ved om Senfølger af Seksuelle Overgreb. Jeg har været inde og læse om hendes uddannelse, altså hvordan man går fra at være læge til at blive psykiater, hvad det kræver, hvor mange sessioner man skal igennem, hvilken terapiformer man skal deltage i, gruppe terapi, individuelle sessioner, kognetiv osv. Jeg må slå en masse ord op for at få et sammenhæng, da meget af det er fagord og selv om jeg ikke vil tage mig selv for ubegavet, så kan jeg ikke holde fokus på det jeg læser, det er som om det ikke hænger fast inde i mit hoved, som om det jeg læser preller af som vand på en regnjakke.

Så en tekst om en uddannelse til Psykiater også kendt som Speciallæge i Psykiatri, tager laaaang tid at læse og dobbelt så lang tid at forstå – jeg tænker derfor at hvis min Psykiater-Lærling fortæller mig om hvordan det hele foregår, så hænger det bedre fast, da jeg så bare skal lytte.

At forsøge at læse mig til hvordan hendes uddannelse er sat sammen, de 7 lægeroller, SLC 92- skalaen (hvor man bla. måler depression og nærtagenhed) terapiformer og samtidig hitte hale i hvordan verden ser ud fra hendes side af bordet, er VIRKELIG svært.
– men det slog mig også, at der nok er en grund til at jeg gerne vil vide hvordan verden ser ud med hendes øjne, der er nok en grund til at jeg sidder i 2 bestyresler i to forskellige Ejerforeninger, en grund til at jeg gerne vil vide besked om ALT muligt…..

1. for at jeg kan forberede mig og dermed ikke bliver overrasket (det slog mig, jeg kan faktisk ikke lide overraskelser, gaver jow men ikke overraskelser)

2. så jeg ved hvad der sker og bedre kan kontrollere en situation.

3. jeg får ikke dårlig mave, hvis jeg ved hvad der skal ske.

 

Så altså, mit mål er at jeg vil have min Psykiater-Lærling til at fortælle om Senfølger af Seksuelle Overgreb. Hvad hun ser som løsningen for mig/os på dette forløb. Kan man sige “os” om et forløb med en Psykiater-Lærling? Er jeg alene i båden og står hun på land og forsøger at tale mig i land eller sidder vi i båden sammen og hun forsøger at tale mig til at ro i land? I’m not sure…

Men måske om 9 dage jeg er klogere – sikkert ikke, men måske.

I morgen skal jeg til Horsens og hjælpe en kunde, har endnu ikke haft én eneste kunde jeg har sagt Nej tak til, uanset hvor i Danmark de ligger. Skal have sat flyers op på samme tid, så jeg kan få nogle flere medarbejder (og kunder) i området. Så nu skal jeg sove. Pt. er der langt til Horsens i mine tanker…… og jeg er SÅ træt!

It Manden skal være Far….

By: 5 Comments

I dag strøg jeg pudebetrækkene til pyntepuderne i sofaen i min udlejningslejlighed. Efter ham den klamme har boet der, har jeg vasket ALT lige fra sengetøj, til håndklæder, viskestykker, badeværelsesmåtte, dyne, puder, betræk til pyntepuder, tæppe mv.

Han var SÅ VAMMEl – men også en virkelig stor berømthed i forbindelse med åbningen af Europæisk Kulturhovedstad i Århus 2017. Jeg er pænt kølig overfor hvem folk er, jeg bedømmer dem udelukket ud fra hvordan de behandler andres ejendele og ham her, han var i top 3 over de mest forfærdelige gæster jeg nogensinde har haft.

Da jeg gik over med betrækkene små dryppet de, så jeg hang dem fint henover stoleryggen på køkkenstolen, lige inden for døren, jeg tog end ikke skoene af, hang dem bare ind med begge fødder på måtten og så gik jeg igen.

Min lillesøster bor lige overfor, normalt banker jeg ikke på, men i dag gjorde jeg. Hun var ved at skrive med en flirt fra Tinder. Da jeg er ved at gå efter ca. 10-15 min. fortæller hun mig at It manden skal være Far…….

Det har hun set på Facebook. Jeg har ikke set det, da vi ikke er venner mere, efter at jeg tippet hans ting af i hans hus – som egentligt er mit hus, da det er mig som står for el, vand, varme, wifi og hvis navn er på lejekontrakten.

 

Da jeg gik derfra blev jeg virkelig ked af det inden i, noget gik helt i stykker (igen…) og jeg gik gennem Århus i regnvejr og græd.

Græd over at jeg har spildt 4,5 år med en fyr som hele tiden fik mig til at føle mig dum, når jeg drømte om barsel, som talte ned om folk der gik på barsel, som aldrig nogensinde ville tale om børn eller fremtiden, eller bryllup eller forlovelse – jeg følte mig simpelthen så meget svigtet og holdt for nar – noget som han slet ikke havde behøvet at gøre. Jeg er super verbal, jeg sagde nøjagtig hvad jeg gerne ville, hvad jeg ønskede og hvad mine mål med livet var – der var ikke noget skjult, eller fordækt.

It Manden kunne bare have meldt ud fra starten af, sparet mig for en masse bekymringer, selvbebrejdelse og sorg – og nu igen, som kollegaer og firmapartnere kunne han også bare melde ud, men i stedet for gør han ingenting. Siger ingenting og lader bare stå til.

Jeg føler i den grad at han svigter mig. 20. Januar 2017 har It manden været kærester med sin nuværende kæreste i ét år og de er allerede flyttet sammen, købt hus og nu venter de også barn.

Jeg kom igen i dag til at sove til middag, og spise slik og drikke cola light. Det er et skråplan.

I morgen skal jeg til læge og tjekkes for Sjøgrens Syge, have svar på nogle blodprøver osv.

I dag solgte jeg It mandens skihjelm til 250 kr. og spist to stykker laks på panden med ris og grønsager til – det var inden jeg gik i krig med cola light og chokolade.

Jeg kan virkelig ikke se, hvor jeg er på vej hen i livet. Skal jeg kæmpe videre for mit firma? Jeg ved det bare er et spørgsmål om tid, før jeg er helt alene om det. Når koderne er færdige med at kode – hvilket de skulle havde været efter 9 måneder, vi er nu på vej til 14 måneder – så er jeg alene It mæssigt, fordi It manden eller måske nærmere It mandens kæreste har det ret stramt med mig – hvilket er så morsomt, for hvis jeg ville ham, så havde hun ALDRIG fået chancen for at bage på ham – jeg ville ham ikke og dérfor fik hun muligheden. Så hvorfor spænder hun ben for mig og for vores firma?

Men det korte af det lange er, jeg ender med at være alene om mit firma – jeg mangler i den grad sparring og jeg mangler i den grad at der er et VI i firmaet…..

Lige nu er jeg så low på penge at jeg ikke kan se at jeg har andre muligheder end at forsætte ud af samme spor – jeg kan ikke så godt bare skifte kurs, for der er INGEN penge at skifte kurs med, jeg burde slet ikke have brugt 60 kroner på cola light og slik i dag, da jeg gik gennem Århus i regnvejr….og jeg bliver lidt vred og skuffet på mig selv, over at jeg ikke kan lade være med at bruge penge, over at jeg skal trøstespise.

Klokken er 20.52 og jeg er piv vågen. I går svarede jeg på kommentarene her på bloggen.

Første blogpost i Januar 2017

By: comment

Sådan er det gået siden sidst….

19. November 2016 lavede jeg dette indlæg http://deirdreannroberts.dk/4-maader-at-goere-selvmord-paa/ her på bloggen. Jeg var virkelig virkelig langt nede og kan ikke mindes jeg har haft det så skidt siden jeg boede på gården i 1999/2000.

Jeg bad selv om kommentar til indlægget og fik bla. denne her kommentar: 

 

Når jeg beder om noget, må jeg også tage det som kommer. Men dels pga. min sindstilstand men lige så meget fordi kommentaren på mange punkter slår hoved mod sømmet og rammer mig dér hvor jeg bliver surest, opgav jeg på forhånd at besvare denne og de andre kommentar.

Men dét medfødte så bare at jeg i Januar 2017 begyndte at få anonyme kommentar fra folk som mente at de ville tage fat i min familie og min omgangskreds og bla bla bla. Prøv lige at tryk på en atomknap uden at tænke over konsekvenserne!

Dér er INGEN som skal dirrigere mit liv! Der er INGEN som skal bestemme over mit liv! Der er INGEN som skal fortælle mig hvordan mit liv skal leves!

Jeg flinter HELT AF når folk begynder at fortælle mig hvad jeg skal – jeg får en indædt urinstinkt lyst til at gøre det DIREKTE MODSATTE af hvad folk siger jeg skal gøre, når jeg høre sådan noget. Så når en eller anden stodder sidder og kommentere anonymt på MIN BLOG om hvad jeg skal gøre med mit liv, eller ikke gøre, som feks. selvmord og at stodderen har tænkt sig at kontakte min familie, så får jeg så ualmindelig meget lyst til at kravle op i siloen på Århus havn og tage et parkour spring uden faldskærm, bare for at sætte et fed streg under hvad andre skal gøre – og de skal nemlig holde deres fucking kæft!!!!!!

Dette er min blog, i verdens mindste hjørne af blogverdnen. Jeg er ikke idiot eller født i går, jeg har brugt 4,5 år sammen med en af Danmarks skarpeste IT hjerner og jeg er en fast learner, jeg ved godt hvem af de mænd der har tømt sig op i mig som læser med. Jeg kan trods alt godt læse Ip adresser og man er jo ikke mere inkognito end man nu engang tror man er. Troels Bonde. It manden. Norman Bach. Ens for dem alle tre, er at de betyder mindre end en udtrådt Gajol for mig, specielt de to første. Den sidste Gajol kunne jeg godt varme i min håndflade indtil den blev fedte, så gad jeg nok heller ikke den mere. Stor er den som ved, større er den som ved hvor man kan finde svar.

Jeg har nu lukket for anonyme kommentar og vil fremadrettet bogstavelig talt smadre de mennesker som sidder og diktere hvad jeg skal gøre eller ikke gøre, med mit liv. Dette er mit liv, og jeg kan gøre med det hvad jeg vil inkl. selvmord. Jeg kan endda broadcaste det på Facebook livestream hvis jeg ville – jeg kan gøre NØJAGTIG hvad jeg vil – og i stor kontrast til alle andre, har jeg virkelig gjort mig fortjent til det, for jeg har brugt de første 30 år af mit liv på at gøre hvad andre har ønsket – og se hvor det har ført mig hen. Så hvis du har nogen former for grus i dit eget maskineri og dermed føler at du kan tillade dig at fortælle mig hvordan jeg skal styre min egen maskine, så skal du fandeme gro nogle nosser og grave dig godt ned i cyber space, for når jeg finder dig, så bliver det ikke fedt. Specielt ikke for dig.

Og ellers henviser jeg til hvad der står og altid har stået – på forsiden af min blog i højre hjørne:

 

Jeg skriver – DU VÆLGER at læse med, kan du ikke lide at læse med, kan du finde en anden blog. Der er ca. 8 millioner blogs derude med vestlig skrifttyper som du kan læse med på og give dine latterlige dirrigerende kommentar til kende på! Nøjagtig som med Donald Trump, kan du ikke lide idioten, så lad være med at læse hvad der skrives om ham.

Men tilbage til kommentaren fra Anna 19. November 2016 – jeg tænker umiddelbart at Anna ikke har læst med særlig længe, eller ikke har læst alt hvad jeg har skrevet herinde, for så ville svaret jo ligesom ligge i sig selv.

Anna skriver “Hvad er det, der er så pokkers galt med at opsøge en helt almindelig hverdag? En lille lejlighed som du ikke skal flytte ud af i tide og utide for at give plads til kunder, et 8-16 job og et buskort? Det lyder som om at hele din familie og alle du omgiver dig med enten er selfmade selvstændige og/eller i den kreative branche. Hvorfor er det så fandens vigtigt at gøre det samme? Er alle de mennesker, der aldrig har fået en god business ide bare grå og røvsyge lønmodtagere?”

Der er INTET galt med at opsøge en helt almindelig hverdag – hvad tror du det er jeg forsøger at gøre, hver dag når jeg står op, går i bad og tager tøj på?? Jeg søger normen, det almindelige. Hverdagstrivialiteten.

Jeg har haft et røvsygt lønmodtager job, faktisk i 14 år. Jeg startede som oprydder i Bilka da jeg var 14 år og stoppede som 26 årig som afdelingschef. Det var skønt at tonse varer ind og fylde op og betjene kunder – men der var ingen, som i absolut INGEN anerkendelse i jobbet. Om jeg konklede 90 timer om ugen, eller blot 37, så var der ingen som roste mig, anerkendte mig, sagde jeg var god, roste mine stigende salgstal – ingen. Min afdeling vækstede med 8% pr måned de år jeg var der. Jeg lå højest på hele kæden og slog bla. den største Bilka i Danmark, Hundige, som var den vi altid sammenlignede os med og senere Fields. Vi slog dem alle. Altid. Min løn ændrede sig aldrig. Mine chefer kom og gik, men ikke én af dem roste mig nogensinde. Ikke én.

Sådan vil jeg ikke leve. Jeg vil anerkendes for det jeg gør og min fornemmeste opgave i mit eget firma er at anerkende andre for deres indsats. Jeg starter hver morgen med at lave en mental liste over hvem der skal roses for hvad – og uanset hvor dumt det lyder i andres øre, så tror jeg på at dét er det vigtigste ever. Fuck firma fitness og frokostordninger – anerkend dine medarbejder for den enorme indsats de gør og du skal se hvordan de vokser og knokler, for dig. Og for firmaet.

Jeg har siden forsøgt at skabe mig den tilværelse jeg gerne vil have og det gik egentlig rigtig godt indtil det gik galt med min gård. Jeg havde overskud hver måned, jeg tjente penge og jeg var stille og rolig ved at få fodfæste efter livets karusseltur. Så blev jeg arbejdsløs og måtte blive freelance fordi jeg hverken kunne få dagpenge eller kontakthjælp – jeg havde ikke boet længe nok i DK til at få dagpenge og jeg var for rig til at få kontanthjælp kva at jeg havde en gård.

Så blev jeg lønmodtager igen og tjente faktisk rigtig godt hver måned på mit 8-16 job som jeg cyklede til hver dag i København. Det var her jeg mødte It manden som så valgte at fyre mig for at kunne date mig. Det var i Januar 2011 og siden da har jeg ikke haft et fast lønmodtager arbejde, udover mine få måneder på lager i foråret 2016.

Jeg boede i Spanien fra 2011 til 2014 og er nu tilbage i Danmark.

Jeg har gået på HHx og jeg tror at mange af dem som har gjort det samme, vil opleve at deres omgangskreds bliver selvstændige. Det ligger ligesom i det. Dem der tager Gymnasiet bliver Humaniore og derefter arbejdsløse, det ligger ligesom også i det, nøjagtig som dem der tager de tekniske uddannelser bliver noget med hænderne, et solidt håndværk.

Så det er ikke fordi jeg altid har tænkt at jeg ville være selvstændig – jeg har bare altid tænkt at jeg gerne vil anerkendes og det er jeg aldrig blevet, hverken derhjemme eller på arbejdet. Som jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på at jeg faktisk også huskede min chefs fødselsdag på mit sidste job inden It manden fyret mig. Jeg vidste han havde fødselsdag, så jeg strøet flag udover hele hans skrivebord og satte en flaske vin med små flag klistermærker på midt i det hele.

Han huskede aldrig min. Og vi var kun 2 medarbejder på det Danske kontor, så det var jo ikke fordi det var så skide svært at huske. Han var bare en nar som fik jern på af titler og hans titel var større end min.

Jeg blev simpelthen så træt af Anna’s kommentar – og senere af de anonyme kommentar, fordi det er essensen i mit liv, at jeg altid skal forklare mig. Forklare hvorfor jeg er som jeg er – ved du overhoved hvordan det er, altid at skulle forklare sig?

Hver gang jeg gør noget, feks. vælger at sige mit kontorfællesskab op og sidde hjemme og arbejde, så skal jeg forklare hvorfor jeg gør det. For at spare penge. Hvorfor vil du spare penge?

Hvis jeg vælger at kæmpe for at min fabriksnye bil skal være fabriksny og ikke være delvist defekt, så skal jeg forklare hvorfor jeg vælger at kæmpe den kamp. Fordi jeg har betalt for det…..

Hvorfor har du startede dit eget firma? Fordi jeg ikke kan få noget arbejde og jeg syntes det er taber agtigt at sætte sig ned på sin flade røv og blive forsørget, frem for at bidrage til samfundet. Hvorfor?

Altid – evig og altid altid altid skal jeg svare på HVORFOR…….. I’m so tired.

Da jeg fik muligehden for at arbejde på lager til 99 kr i timen, så sagde jeg også ja tak med det samme. Jeg tøvet ikke ét øjeblik, jeg gjorde det bare, fordi jeg gerne ville tjene pengene, fordi jeg gerne ville møde andre mennesker – så det er jo ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Jeg ELSKER at arbejde – jeg får bare ingen penge for det jeg laver. Og det er åbenbart mit lod. Og det er derfor jeg bla. udlejer min lejlighed, for at få ender til at mødes og for ikke at være en af dem der sidder og flæber nede på kontanthjælpskontoret. Jeg skal nok klare mig selv.

Men fast forward, det her er mig lige nu

Jeg har vendt Morfars gl. sofastol om, så jeg har indsigt til soveværelset og til solskin, jeg skal forsøge at rette til i min forretningsplan.

It manden har forrådt mig og svigtet mig igen og er næsten forsvundet ud af vores fælles firma. Jeg kan sagtens se det fra hans side, men jeg er træt af altid at være så klarsynet og se ting fra andres vinkler når der åbnebart ikke er nogen som vælger at være klarsynet og se livet fra min vinkel. Det er så deprimerende.

Mine koder kunne jeg sprætte op og skide ned i uden at få dårlig samvittighed – at bruge 183.000 kr på noget uden at blive kommunikeret til, er for mig tæt på kriminelt og det er åbenbart sådan de arbejder – ergo skal vi ikke samarbejde mere. Vi skal bare være færdig med den fucking hjemmeside som efterhånden har givet mig grå hår og lange nosser.

Feks. har siden ikke fungeret fra 9. Januar til 25. Januar, dvs. alle der har tilmeldt sig eller købt en ydelse, har ikke kunnet gøre det – det skyldes en kode fejl, altså en fejl HOS KODERNE og ikke hos mig – og alligevel skal vi diskutere omkring det. Dét fungere bare ikke for mig….. har du lavet en fejl må du rette det og så luk røven.

I går aftes ringede Kunstmaleren – han har næsten samme nummer som Norman, så i ét split sekund troede jeg det var Norman som ringede, det var det så ikke. Desværre. Men det som er så mærkeligt er, at Kunstmaleren har det på nøjagtig samme måde med mig, som jeg har det med Norman.

Han sidder “fast” i mig og kan ikke få mig ud af hoved. Han tænker så meget på mig at det giver tankespin, han savner vores lange samtaler og han fantasere om hvad der kunne blive – hvilket får mig til at tænke på om Norman mon har det på nøjagtig samme kølige måde, med mig, som jeg har det med Kunstmaleren??

Jeg har ikke ét nano kromoson i min krop, som gider Kunstmaleren. Jeg skulle virkelig være fuld før jeg gad at gå i seng med ham og så ville jeg stadig kun gøre det for at få en orgasme af en pik – jeg ville ikke gide at kysse, kramme, nusse eller hygge omkring ham. Jeg ville simpelthen bruge ham og intet andet.

Men det interessante er, for mig i hvert fald: Om Norman har det på samme måde med mig? For i så fald, så er han pænt ligeglad og kølig omkring mig…….. virkelig kølig………og virkelig virkelig ligeglad…………….

En anden forskel er, uanset hvordan Norman har det eller ej med mig – så fortalte jeg tydeligt, i klare pæne vendinger Kunstmaleren i går (som jeg også har gjort tidligere) at jeg på INGEN MÅDER OVERHOVED, hverken nu eller i fremtiden, er interesseret i ham.

Jeg brugte lang tid på at høre mig selv tale, fortælle ham hvor lidt han betød for mig – det var den rå sandhed – men stadig sagt på en pæn måde, uden bandeord, uden at smadre ham total, men jeg holdt fast i, at jeg IKKE var interesseret i ham og i at jeg IKKE bliver interesseret i ham.

Engang ville jeg have givet månen og solen til djævlen for at få sådan en opringning fra Kunstmaleren – jeg brugte 4 HELE ÅR på at komme mig over at han bare sådan forsvandt ud af mit liv, og total ignoreret mig. Han tog ikke telefonen når jeg ringede, han hilste ikke på mig når vi sås på gaden. Jeg husker engang hvor han skiftede fortov da jeg kom imod ham i latinerkvarteret…. hvor ydmygende er det lige….. samtidig med at jeg jo slet ikke havde gjort noget. Det var ham som fra den ene dag til den anden fandt en anden og “glemte” at fortælle mig om det – og dét havde jeg svært ved at forstå. Så svært at jeg endte med at flytte til København og bolle mig igennem Nørrebro, Vesterbro og Østerbro, jeg var netop kommet til indre København da jeg blev træt…. ca. 40 fyre senere. I dag fortryder jeg så inderlidt at jeg ikke forsatte min fuck-turné!

Men faktum er, at ligesådan som jeg har det med Norman – sådan har Kunstmaleren det med mig. Hans liv er kaos, han tænker på mig hele tid – han har tænkt på at ringe til mig så ufattelig mange gange og alt imens jeg slet ikke har tænkt på ham. Som i slet ikke. Han er slet ikke i mit tankeregister. Jeg fik et maleri af ham, det har jeg besluttet mig for at jeg ikke gider have op at hænge, så jeg har taget det ud til mine forældre, indtil jeg finder ud af hvad der skal ske med det.

Men mine tanker går naturligvis på, at hvis Norman har det sådan med mig, så ser det ret skidt ud – men samtidig vil jeg holde hårdt på at Norman ikke gør mig en tjeneste ved ikke at melde rent ud og fortælle mig at han ikke vil se mig, ikke vil tale med mig, ikke vil tænke på mig…… man kan godt sige de ting på en pæn måde, det er aldrig sjovt at få det at vide – det er jeg godt klar over – men det er rasende vigtigt at høre det og jeg har ALDRIG hørt Norman sige sådan til mig, hvilket jo bidrager til at jeg tænker “it could happen….”

Jeg tænker naturligvis på Norman nøgen, selvfølgelig gør jeg det – men så igen, jeg tænker næsten på alle mænd nøgen, jeg savner i den grad sex! Men skulle jeg vælge at få sex af Norman og få en ven, så valgte jeg vennen – den mentale stimulans han kan give mig betyder mere end at min lystperle kildre. Det kan jeg selv få den til.

Sidste fredag talte jeg i telefon med Norman igen, i en time. Jeg forstår ikke hvorfor han gider taler med mig i én time hvis jeg ikke har nogen betydning for ham – jeg gider feks. ikke taler med Kunstmaleren i en time, hvad skal jeg dog tale med ham om? Han siger mig intet.

Men Norman syntes åbenbart jeg er interessant nok til timelange samtaler, men ikke interessant nok til sandheden.
– hvilket gør ham til et ret dårligt menneske i min verden, selv om jeg ikke bryder mig om at sætte ham i “dårlig menneske” rummet i mine tanker. Der er allerede så mange andre mennesker som har skuffet mig gennem livet.

Faktum er: Norman er stadig som at tisse mens det blæser, du ved aldrig om det bliver dit bukseben, dine sko eller naboen der rammes at urin. Jeg tænker ikke på ham hver dag mere, men stadig alt for meget. MEGA træls for mig. Specielt fordi jeg skrev sådan om ham tilbage i 2010, d. 4. December. http://deirdreannroberts.dk/coaching-lordag-norman/ Jeg tænker, uden naturligvis at vide det, at Norman har det på samme måde, er samme slags person, den dag i dag, 7 år, 1 måned og 23 dage senere…….

Faktum er: Kunstmalerens liv er helt fucked pga mig og han tænker på mig flere gang om dagen. Jeg tænker aldrig på ham og når jeg gør, føler jeg ikke én følelse. Synd for ham. Mega godt for mig.

Så det er hver jeg er i dag – jeg er stadig utrolig grådlabil, hvilket betyder at der ikke skal så meget til før jeg græder. Jeg føler mig svigtet af alle. Jeg ved det lyder vildt at sige at alle svigter en men det er sådan jeg føler det.

For hmmm en eller to uger siden, jeg kan ikke rigtig skille dagene fra hinanden, skændtes jeg (til en forandring….) med min Mor. Sagen er den at jeg jo har betalt de 120.000 kr tilbage som jeg lånte til at købe min fine dejlige Fiat500 for, som desværre havde en indbygget fabriksfejl.

Da Fiat køber den tilbage, får jeg 117.000 kr (ca. – kan ikke rigtig huske beløbet mere, min hjerne koger når jeg skal tænke for meget) og da de penge jeg allerede havde betalt mine forældre hver måned i afdrag, var trukket fra, fik mine forældre pengene igen. Så lang historie kort. Jeg lånte 120.000 kr 4. Maj 2016 og 7. December 2016 fik de pengene igen. Slut.

Men nu har jeg ingen bil og jeg mangler virkelig en bil – 90% af de ting jeg har til salg feks. står på mine forældres gl. gård….. nå men mine forældre vil gøre deres hus i stand, lægge nye gulve. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil købe det men dét kan slet ikke komme på tale, så jeg er holdt op med at håbe på at jeg kan holde sammen på min store skøre familie, den dag mine forældre er døde. Jeg orker ikke at kæmpe for at få lov til at være hende der skal organisere en stor familie – jeg gør det 50% for min egen skyld men de sidste 50% er for mine forældres skyld, for mine søskendes skyld og for min familie skyld.

Og da vi end ikke kan sætte os ned og se på hvad det A-B-C- agtigt kræver at kunne overtage mine forældres enorme hus, ja så gider jeg heller ikke gå og prøve på at opfylde min Mors drøm om at vi altid vil have et “The Roberts” domicil et sted…… why the fuck skulle jeg det? De ville da ikke tænke nær så meget på mig som jeg tænker på dem anyway.

Nå men pga. denne renovering, vil mine forældre gerne at jeg køber en billigere bil – hvilket er 100% okay med mig – jeg kan jo iøvrigt ikke så godt sætte krav op for folk som låner mig penge fordi jeg er helt fucked selv vel…….. men, de biler mine forældre finder til mig har 60 HK eller mindre og jeg bliver simpelthen nød til at sætte nogle krav til de biler jeg skal køre i. Og et af de 1000% ufravigelige krav jeg har, er at min bil skal kunne rykke. Den skal kunne klare en overhaling – jeg skal ikke køre i en tunet scooter med tag – jeg kan gå med til 80 HK som Fiatten havde men det er også mit ABSOLUTTE MINIMUM.

Dét forstår mine forældre ikke og jeg cuttet den kort ved at sige at så skulle jeg slet ikke have en bil.

Sagen er den, at pr. 31. December 2017 så udløber min lejekontrakt her i Århus i mine forældres lejlighed. De vil sælge lejligheden, så der er ikke så meget at rafle om. Og jeg orker iøvrigt ikke rafle med nogen mere.

Så jeg skal ud og min plan er, afhængig af hvordan det går med mit firma, at jeg gør følgende:

  1. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og finder en anden lejlighed i Århus
  2. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og flytter til London og får et arbejde og lejlighed dér.
  3. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og flytter til København og får et arbejde og lejlighed dér.
  4. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og flytter til Marbella, Spanien og får et arbejde og lejlighed mere dér.

Jeg ser første mulighed som meget usandsynlig, hvorfor skulle jeg nogensinde vælge at blive i Århus hvis det ikke var pga. mit firma???? Jeg har intet som holder mig her – min familie betyder hele mit hjerte for mig, og alligevel betyder de ingenting for mig, for de er der aldrig. Svigt er deres eftermæle. Og på dagen som i dag, så er jeg helt kølig i hjertet når jeg tænker på dem enkeltvis.

Så det er enten København, London eller Marbella………

Så fuck om jeg har en bil i 2017. Det er mega MEGA træls, for det stækker mine vinger og jeg har altid været hende der kunne køre en tur til Vesterhavet og blive rusket igennem, eller køre en tur ud og hente ting fra gården til at sælge, sådan at jeg når året er omme har solgt for 23.000 +++ Kroner de sidste 2 år – det kan jeg godt vinke farvel til, hvis jeg ikke har en bil. Så ergo: Farvel penge.

Pr. 12. Februar har jeg lejet begge mine lejligheder ud og tjener knap 15.000 kr på det – pengene skal så både dække Februar og Marts, så det er ikke mange penge, men det er det bedste jeg kan gøre for at få min lille robåd på rette køl igen. Mormor plejede at sige at hver dag der går godt, kommer ikke skidt igen, så jeg skubber min dårlige økonomi foran mig og lader den lige så stille sive ind igennem min si og betale sig selv af.

Jeg har lavet en aftale med banken om at jeg må have 7000 kr i overtræk i Februar måned, så jeg kæmper for at overholde den aftale, men min husleje (til Far og Mor) er på 5600 kr, så kommer der fællesudgifter til min udlejningslejlighed, det er 1099 kr og så B-Skat på 669 og mobiltelefon på 200 kr osv. osv.

Jeg træder vande, helt vildt – men jeg har en underlig eller ikke underlig men en mærkværdig ro inden i, fordi jeg ved jeg har været i værre situationener og klaret den, så jeg tænker jeg nok skal klare den i denne omgang også……… some way or the other.

Jeg fik en måneds gratis adgang til Linkedin Premium, herefter har jeg købt en måned til ca. 399 kr. Jeg har spammet 89 Business mænd (og nogle få kvinder) med en mail om de vil hjælpe mig med sparring, founding og hjælp. 6 er vendt tilbage, én af dem var en responds om at han ikke havde mere tid men ville kikke i sit netværk.

Så gik der to uger og pludselig en dag fik jeg en mail fra hans kone – første linje som jeg læste på den sms jeg fik fra Linkedin stod der noget i retningen af “Hej Deirdre-Ann, du har kontaktet min mand og jeg vil gerne….” i 20 sekunder tænkte jeg “FUCK – hvem har jeg knaldet som var gift???”……… men så kom jeg i tanke om at jeg jo ikke har bollet nogen der kunne få en stiv pik i knap 6 år, så jeg læste videre med roligt sind.

Det viste sig at kvinden, som er konen til manden, åbenbart er en rigtig badass forretningskvinde med speciale i Tech, jeg havde første skype møde med hende i går. Nu har jeg fået “lektier” for i form af at jeg skal omskrive min businessplan og så vil hun kikke den igennem igen og igen, indtil den sidder i skabet. Jeg er hende allerede forevigt taknemmelig.

Jeg ender nok med at må lukke mit firma, men jeg har lovet mig selv at jeg ikke lukker og slukker før jeg har kæmpet aller aller sidste bloddråbe – jeg vil gøre ALT for jeg har intet at miste. Intet. Og første skridt er at gøre nøjagtig som hun siger. Nøjagtig.

Ergo skal jeg arbejde på min præsentation og forretningsplan hele weekenden. Punktum.

 

Mens jeg boede på Vesterbrogade i København fandt jeg sådan en pose i blå, remember? Jeg havde allerede to i forvejen, dette var i Januar 2011. 6 år senere finder jeg en mere, dvs. jeg ser at den ligger på “glemt” hylden i Netto og da ingen åbenbart har savnet den, spørger jeg om jeg må se den, “fordi jeg tror det er min” og *wupti* blev den min, efter en tur i vaskemaskinen.

I mellemtiden har jeg faktisk forlagt min blå pose fra ovenstående 2011 blogpost. Jeg tænker jeg finder den en dag- med mindre den lå i min Fiat 500 da den blev købt retur af Fiat Danmark…….. jeg tror ikke den gjorde, men jeg kan simpelthen ikke finde den, så jeg begynder at undre mig……. og Fiatten er det sidste sted jeg kan huske jeg har set den, men da jeg er utrolig pertentlig med hvor jeg lægger mine ting, kan jeg næsten ikke tro at den lå dér…… bum bum….. en dag kommer den nok frem igen.

Ayal er begyndt at like mine ting på Instagram, jeg ved ikke om jeg har skrevet det. Jeg tilføjet ham på Instagram så jeg kunne se hans billeder, men et par måneder tilbage var der billeder af kæresten/konen så jeg slettet ham igen samme dag, få timer efter at jeg var blevet tilføjet. Jeg orker ikke mænd der er undecided. Men lige nu, som i liiiiiige nu Fredag aften d. 27. Januar kl. 20.55 kunne jeg helt vildt godt bruge hans pik op i mig, men da han sikkert er i forhold og sikkert bor i København, så er det ligesom ikke en mulighed.

Anyway, jeg har spist popcorn, drukket 2 øl (store øl), ca. en liter vand og spist en dobbelt Lions bar og er kommet nul og niks videre med min forretningsplan…..
– i morgen…..

Nu skal jeg se endnu et afsnit af The Shannara Chronicals – liiiige mig, sådan noget eventyr agtigt noget med trolde, feer, alfe og magiske sten.

Forresten, så sendte jeg Norman et langt ærligt brev i hmmm (tjekker lige min udbakke) onsdag aften, d. 25. Januar. Jeg kan se efter at jeg kikkede igennem min blog, at je ghar prøvet tusind tusind tusind vis af gange før – men hvor der er håb er der en vej og nu prøver jeg virkelig. Norman blokere for at jeg kan få andre venner og en ny kæreste og dét er ikke sundt, eller fair. Hvis han var mand nok, ville han ikke gøre sådan noget, når han er bevist om det. Hvilket han er.

Kære Norman

Jeg kan se at du ikke rigtig læser mine beskeder, det kan betyde mange ting og jeg ved ikke hvilken. 

Jeg havde engang for mange år siden en veninde der hed Lotte, hun var top mærkelig, virkelig. 

Hun købte en trækkerdreng til at rejse rundt med sig i 3 mdr. I Asien og fik ham til at slikke hende og hendes veninde HVER nat, i 3 mdr, også i dén uge hvor ingen friske mennesker normalt dyrker oralsex. Hun var på anti depressiv medicin, da jeg mødte hende som nyslået gårdejer i 1999. 

Jeg ville (og vil) ikke at gården, depressionen der fulgte og følelsen af at blive efterladt skulle definere mig som menneske, Lotte lod sin depression definere hende og havde intet ønske om at stoppe med medicin. Hun er stadig på antidepressiv medicin den dag i dag. 

Vi mistede kontakten og det var en ren lettelse fra min side. I 2008-2009 da Danmark får øje på FB bliver vi “venner” igen. Lotte motto var “at det er for god sladder at holde for sig selv” så jeg holdt hende altid én meter fra livet. 

I 2015 mistede jeg gradvist min drengeven Jonas og min bedste ven xxx – som jeg længe havde været heldig at kalde min kæreste, forsvandt mere og mere mellem mine hænder. Samtidig gjorde min bedste veninde i hele verden selvmord. Dét gjorde SÅ ondt at blive efterladt igen. Så ubeskriveligt smerteligt ondt at jeg selv i dag har svært ved at forstå at jeg stadig står. 

I april 2016 tænker jeg, efter en befriende dejlig samtale med dig hvor du sagde at “det var forkert af dig at bære nag til mig 12 år efter at jeg kom med morgenbrød i Blokhus” – der tænkte jeg at hvis du kunne indrømme dét efter 12 år, så kunne jeg også være mere åben overfor at andre mennesker kan forandre sig. 

Jeg mødtes derfor med Lotte på en cafe i Århus, vi fik burger og store colaer ligesom for næsten 17 år siden og jeg var virkelig åben for at genfinde vores venskab, for selv Lotte kunne jo havde forandret sig. 

Henover de næste måneder talte vi sammen et par gange om ugen når hun have “smøg pause” fra sit Apotekerjob. 

Naivt – og fordi jeg var så fuld af sorg, fortalte jeg hende om It Manden , Jonas og min venindes selvmord, som nu var ved at blive undersøgt som et mord, iscenesat som selvmord. 

I November blev jeg inviteret til USA til møde med xxxx, så stort! Men som du sagde den anden dag, så skal man ikke diskuterer sådanne ting med folk der ikke selv er selvstændige for de forstår det ikke og kan ikke glæde sig på dine vegne. Du havde ret. Ingen syntes det var stort at jeg havde et møde med stifterne af xxxx og ingen ønskede mig held og lykke udover én af mine brødre. 

Samme dag som mødet fandt sted, fik jeg besked om at min veninde var blevet myrdet af sin mand, og at hun havde kæmpet hårdt for sit liv og at det ikke var selvmord. Jeg blev så knust på et niveau jeg slet ikke kan forklare. Jeg stod midt i Los Angeles da jeg fik beskeden og det føltes bogstaveligtalt som om noget inde i mig gik i stykker. 

Jeg ringede til en ven, han har kendt mig i mange år og er ret fordomsfri, svær at imponere og umulig at bringe ud af fatning, han er også den eneste af mine nuværende venner som har mødt min fantastiske veninde og jeg havde bare så meget brug for at græde min sjæl ud. Han tog den ikke, så jeg ringede til Lotte – og først for sent kom jeg i tanke om hendes sladder motto og cuttet hende af. 

Da jeg ca. Halvanden uge efter rammer Danmark igen, ringer Lotte hver dag for at snakke, hun small talker i starten og så går hun over til dét hun virkelig vil; vide mere om min venindes mord, så hun kan være først med sladder til hendes rædselsfulde venner. 

Men jeg er så hårdt ramt af jetlag at det taget 14 stive døgn før jeg får 8 timers søvn i træk. Jeg er så knust inden i, at jeg ikke kan tænke to tanker lige og søvnmanglen driver mig til vanvid – det er som at miste min veninde én gang mere og jeg ser hele tiden billederne af hendes gennemtævet blå krop for mit indre – og samtidig skal jeg svare på tusind spørgsmål fra xxxx HQ.

Så efter én uge hvor Lotte ringede og vækkede mig på alle mulige tidspunkter af døgnet, til en sådan grad at det føltes som en dårlig drøm når min telefon ringede, så gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før, jeg blokerede hendes telefonnummer.  Ligesom du har gjort ved mig. Og siden da har jeg tit tænkt på, om du føler samme rædselsfulde følelser inden i, når jeg ringer, som jeg følte når Lotte ringer?

Jeg vil gerne være din ven, ligesom vi var, eller ligesom jeg følte vi var, dengang MSN var the thing og vi snakkede, grinede og lo med maven i ét væk. Det var før vi gik i seng sammen, mens jeg læste til Guldsmed og du boede i Battersea. Det er virkelig længe siden, når du tænker tilbage.

Jeg har allerede mistede de 3 mest betydningsfulde mennesker i mit liv, og jeg lovede mig selv at jeg ville se om dét vi havde sammen engang, inden du besluttet dig for at jeg var din Lotte, kunne genskabes. 

Så jeg forsøgte at være sød mod dig i hele 2015, som blev til hele 2016 og nu 2017. Jeg tænkte at hvis vi fik mulighed for at snakke sammen, ansigt til ansigt, bare os to uden tidsstress, så ville det være nemt for os at se om vi stadig kunne få hinanden til at le med maven. Og Gud ved jeg kunne bruge en ven. 

Jeg har ikke brug for en psykolog eller medicin og jeg er ikke wack – jeg ved der ikke er mange som jeg, men dét gør mig ikke til et dårligt menneske, eller et mærkeligt menneske, det gør mig bare anderledes. Ligesom du også er anderledes. Jeg er et meget direkte menneske og har rigtig svært ved at tolke mellem linjerne, så når du siger jeg skal ringe, og du så ikke tager telefonen og bagefter fortæller din søster at jeg kontakter dig hele tiden, men udelader at sige at du 4 dage før selv havde bedt mig ringe og anbefalet hende som en god advokat, og måneden før havde talt 3 timer i telefon med mig x 3 søndage i træk, så bliver jeg virkelig forvirret. Og vred. Og så, til sidst ked af det. 

Jeg bliver også forvirret når vi taler sammen og du pludselig siger “uhhh Frøken, jeg må lige ringe igen” og så ikke ringer, eller når du skriver en sms at du kommer om 30 min, og så aflyser, og så ignorere mig, så jeg ender med at bruger min sidste dag i xxxxx på at tænke om jeg skal spise selv eller vente på dig. 

Eller når jeg ringer og siger jeg skal i byen i København, om du også skal i byen og om jeg kan komme ind dér hvor du skal hen. Du bekræfter begge dele for så at ignorere mig fuldstændig når jeg står alene udenfor et diskotek i regnvejr, i København og i dét nøjagtige øjeblik jeg er tilbage, alene på mit hotelværelse efter en mislykket venindebytur og en afvisning på et diskotek, så poster du et billede af dig og din ven på FB fra diskoteket og skriver “Er du i byen? Kik forbi!” 

– jeg bliver så vred på dig, fordi jeg ikke forstår. Forstår om jeg er din forfærdelige udgave af “min” Lotte? 

Eller om jeg bare ikke kan se en vognstang før den bliver smidt direkte ind i mit ansigt? Jeg mangler en brik til at de ting du gør, givet mening. Og viden om hvorfor det er så svært for dig at være konkret. Og ærlig. Specielt fordi, dét som jeg syntes er så specielt ved dig, er din ærlighed, din “jeg er ikke bange for noget” attitude. 

Men når du engang når hertil i mailen efter en dejlig læsning – hvilket du jo holder så meget af (!) og halv vrissen tænker: “Hvad vil hun egentlig?” 

Ja, så vil jeg bare sige at i dag er du måske velhavende, men om få timer når uret siger midnat, transaktionen går igennem og datoen skifter, så er du rig –  ikke nødvendigvis på penge men på den lykkefølelse som det, at være selvstændig giver. Jeg tror oprigtigt inden i, at du har savnet dét du gør nu, jeg tror du har haft det for mageligt til dit eget temperament de sidste mange mange år og jeg tror det er sundt at spænde bæltet ind, tage en dyb indånding og springe ud i noget du kun har en fornemmelse af måske holder, men ikke rigtig ved – den følelse vil holde dig skarp, frisk og ung resten af dit liv. 

Jeg tror det bliver helt fantastisk for dig, at have hænderne i dit eget firma igen og være tilstede og træffe beslutninger, alene – som kan have konsekvenser for fremtiden. 

Jeg ville ønske jeg kunne glæde mig sammen med dig hele vejen på dit nye eventyr men det vil kræve at du også havde lyst til at glæde dig sammen med mig, på mine vegne. 

Så Kære Norman, jeg er fyldt med håb på dine vegne – Godnat herfra (snart) og må 2017 blive dit bedste år. Ever. 

Og skulle du komme til at tænke på nogle af de oprigtige søde ting jeg har gjort for dig, som feks. Lydfilen fra den første Jægerpilot der skød sig ud af en F16 Fly i Danmark, Billetter til Madonna koncerten, Bilka videoen (som var virkelig sjov at lave) Morgenmaden i Blokhus (som var knap så sjov) løbevideoen eller Kriminalbogen med den fine personlige hilsen, 7Up på ølflaske og gnavbenene til dine to total uopdragne hunde – og tænke at du gerne vil give noget tilbage, til et sødt, uselvisk, humoristisk og arbejdsom menneske med stort hjerterum, så kan jeg stadig godt lide burger, sushi, spareribs, nudler (!) hvedeøl og coca cola light. Og Chokolade. 

Kærlig Hilsen Deirdre-Ann 
P.S: Jeg håber dine øjne er blevet fine og helt vågne 😉

 

 P.S: der er noget galt med mit blog team så den flinke Susan fra Pretty Darn Cute Design kikker på det i weekenden. Håber det virker næste gang jeg kikker herind. 

4 måder at gøre selvmord på

By: 3 Comments

– måske der er flere, men jeg kom frem til 4 effektive måder i dag, eller i går og i dag. Min tid her i Los Angeles re mildt sagt forfærdelig – jeg tænker på om jeg er ved at få et af de der famøse breakdowns som man (jeg) ofte læser om at andre mennesker får, specielt de kendte og dem som stiller op til interviews i Kristelig-Dagblad og Information.

Jeg vågnede (i går) torsdag (lige nu viser min computer at det er lørdag kl. 01.00 dansk tid, men her i USA er det kun Fredag og klokken er 16.00, så når du i Danmark læser dette, er det først ved at blive lørdag her, mens det nærmest er søndag dér – fucking forvirrende!!!)

Men altså, jeg vågnede kl. 04.00 torsdag morgen og lå i sengen og fik tiden til at gå, candy cross, Facebook, instagram, mail etc. Jeg blev bla. for anden gang inviteret ind i Radio 24/7’s iværksætter program “de 6 hatte” – men takkede også denne gang nej tak, fordi jeg er hvor jeg er, i USA (og fordi Norman er involveret i det….)

Anyway, dagen startede fint og jeg havde det fint – jeg havde samtidig fået min menstruation 7 dage før planlagt (ifølge min MC app, uden hvilken jeg ville være fucking tabt på menstruations og cyklus punktet) Når jeg får min menstruation får jeg det altid ekstra følelsesmæssigt dårligt, selv da jeg var sammen med It manden fik jeg det dårligt de første par dage, men det var ikke SÅ slemt som det er nu, fordi jeg jo netop havde ham til at holde mine tanker på noget andet hormonerne der bliver sluppet løs i kroppen som køer der ser græs for første gang i 9 måneder!!

Jeg stod op, fik vasket hår, strøget mit tøj og gjort mig klar til mit rasende vigtige møde – jeg havde mødet – som var mega amerikaner agtigt og ikke nær så langt som jeg havde fået fortalt (og håbet på) men ikke desto mindre var det et GODT møde og dét er ret vigtigt at jeg holder fast i at det VAR ET GODT MØDE!!!

Bagefter var jeg inviteret på VIP liste til en eksklusiv launch af et nyt produkt, det var virkelig en fin gestus og service for mig, men lige omkring her, begyndte tvivlen at sætte ind, jeg begyndte at føle mig alene, ensom, ubegavet og tænke “hvad fanden har du gang i Deirdre-Ann???” – jeg ringet til IT manden, vi talte kort sammen men han var ikke til den store hjælp. Hans bil var brudt sammen i Valby og han var på vej hjem i toget fordi hans Dansk Autohjælp abonnement åbenbart var anderledes skruet sammen end han selv troede. Ergo var han ret muggen.

Jeg skulle sende noget på skrift inkl. nogle papier til dem jeg havde møde med, det fik jeg gjort fra min telefon (min computer var i min airbnb lejlighed) – jeg er efterhånden blevet ret dygtig til at lægge ALT vigtigt op i min dropbox og synce den  hver aften, så jeg altid kan få fat i alt.

Bagefter skyndte jeg mig over til Airbnb Open, som er en stor festival her i byen for alle Airbnb værter fra rundt om i verden. Jeg ville så gerne have deltaget første gang i 2014 (November) men vi stod og skulle flytte fra Spanien til Danmark og It manden havde travlt med at tage til Websummit i Dublin (men jeg pakkede….) og jeg havde ikke pengene, fordi jeg havde så mange udgifter i DK og ES. Derfor deltog jeg for første gang sidste år, i Paris, da der var terror angreb – det var også dér mine forældre bagefter nægtede at investere i mit firma – hvilket 200% er okay – det som ikke er okay, er deres begrundelse: Jeg er ikke en rigtig iværksætter fordi jeg hele tiden holder ferie…… slam, tag dén!

Som jeg gik rundt dér til Airbnb Open blandt en masse mennesker der egentlig elsker det samme som jeg, altså at udleje, følte jeg mig så uendelig alene. Jeg fik dog alligevel hamlet mig selv op til at deltage i nogle af arrangementerne, bla. ét som fortalte om hele forløbet, altså et slags intro forløb.

Da jeg gik på HHx, ja faktisk så længe tilbage som jeg kan huske, så har jeg altid havnet i grupper med folk som er dem ingen vil sidde ved siden af. På HHx fik jeg klassens tykke pige som min sidemand, hende med selvmordstankerne, bussemænd ud af næsen, kikset tøj og ja, bare hende hvor ALT skreg at hun var forkert (og helt sikkert havde brug for professionel hjælp) Og sådan har det ALTID været for mig – jeg er ALTID havnet i grupper med dem som er bundfaldet – da jeg læste noget Iværksætter linje endte jeg med at komme i gruppe med nogen som ville lave en dims til at bedømme tagspærs afstand med, jeg syntes det var et lorte produkt  men bød ind med at vi kunne lave den på far’s værksted – men jeg blev ved med at sige at det var et niche produkt som vi ikke kendte godt nok til at vide nok om – jeg endte med at melde mig ud af gruppen og en uge senere ud af uddannelsen (som jeg total har glemt  hvad hed) Min gruppe gik videre til at vinde nogle internationale priser for studerende for deres innovative produkt – jeg husker stadig da min Mor kom og viftede om næsen med avisudklippet og så på mig med de dér øjen “nu har du igen fucked up” – da der så gik ca. 9 måneder mere, efter at de havde vundet denne her pris, så var der et nyt opslag i avisen, hvor en Dansk og en Svensk fyr havde læst om denne her gruppe og deres priser (hvoraf mange af dem var pengepriser) lang historie kort; produktet, altså afstandsbedømmeren til tagspær, fandtes allerede (!) og der var endda lavet en international patent på den……hvilket hverken gruppen, skolen eller andre havde tænkt på at undersøge. Pengene skulle pludselig tilbagebetales og priser blev trukket retur. Som jeg sagde: Vi kendte ikke produktet godt nok……

Men det er ALTID sådanne mennesker jeg kommer til at sidde sammen med – og Intromødet i går var ingen undtagelse. Jeg var heldig (trode jeg) at få en rød liggestols agtig noget oppe foran ved scenen midt i en solstråle med 4 clemmentiner i lommen og en flaske vand. Så kom Head of Hospitality og fortalt og pludselig lavede han en af de der “vend dig om mod din sidemand og hils på personen, brug 3 min. på at fortælle om Jeres passion ved Airbnb……” på min ene side sidder en gammel mega fed mand med fedtet hår og talte mega højt i sin iphone med hans store amerikaner rygsæk spredt ud på jorden foran ham og ville helt vildt gerne snakke – jeg ville bare gerne sidde stille og lytte mens min hjerne summede. På min anden side sad en gammel dame, med grå stive hår strittende ud af øjenbrynene, fedtet gråkrøllet hår med en kikset rødt spænde kørt ud til den ene side som en eller anden retarderet spasser. I panden havde hun et mega klamt rødligt sår, på underlæben et stort brunligt herpes sår, rødlige fedtet briller, nasty tøj og ildelugtende ånde (kaffeånde) samt et mega fedtet håndtryk – ja tak Deirdre-Ann, det er så én af de to fuckhoveder du skal tale med…….. i 3 fucking minutter!!!

Jeg valgte damen, som udlejet en bolig på Maui, Hawaii – jeg tænkte straks at det måtte være fucking nitten at bo hos hende, hvis hendes bolig var bare halv så renlig som hun var!!!

Så snart jeg nævnte at jeg var fra “Denmark….” kævlede hun op om “Copenhagen” og alt muligt andet, jeg sad bare med mine solbriller på og ønskede mig tilbage til sengen på min Airbnb lejlighed…… Så kom taleren på scenen på banen igen og mens jeg kunne mærke mit trykpunkt nærme sig, steg det yderligt da han begyndte at tale om hvordan det at rejse med Airbnb til Airbnb Open kunne sammenlignes med en pilgrimsrejse (på en non-religiøs måde) og dét at mødes med venner man havde savnet, en slags reunion, en åbenbaring……og så holdt han en pause selv……..mens han fik tåre i øjene…….og jeg kæmpede med klumpen i min hals, for da han nævnte ordet “pilgrimsrejse” og “long lost friends” strøg mine tanker tilbage til min sidste pilgrimsrejse og til Michelle…….jeg kunne næsten ikke vente til han var færdig med at tale, før jeg rejste mig op og strøg ud, jeg fik tændt min iphone og google map og travede de sidste kilometre hjem, som gjorde at jeg torsdag kom op på 14 km i alt. Klokken var 17.00 da jeg sad hvor jeg sidder nu, på sengen i min Airbnb og hulkede.

På vej hjemad til min Airbnb gik jeg over en stor bro, med 10-13 motorvejsspor nedenunder, rækværket er forunderligt lavt og jeg tænkte på hvor nemt det ville være at springe udover – jeg ville helt sikkert dø, hvis ikke i faldet, så når jeg blev kørt over at 8 biler i træk. Min forsikring dækker hjemtransport i tilfælde af død.

Da jeg lå i min seng, tænkte jeg på at min lejlighed i Danmark er gjort ren, den er helt fint. Fin på den måde hvorfra man gerne vil dø, uden at nogen skal hjem og gøre rent i ens eget snavs. Hvis jeg pakkede min kuffert og begik selvmord her, ville de bare skulle sende hele skidtet hjemad, ingen behøvede at bekymre sig om noget. Udover naturligvis at det ville være uheldigt for min Airbnb vært.

Så tænkte jeg på konsekvenserne for hende – jeg er ikke helt sikker på at hun må udleje lejligheden her, hun ligner en som kæmper med at tjene penge til at komme på Harvard, det kan jeg se på hendes papir på væggene. Så tænkte jeg på at tage på Hotel, så ville ingen få problemer. Men så ville det være synd for bilisterne.

Jeg undersøgte hvordan jeg kunne rejse hjem i dag eller i morgen, og skippe Texas. Jeg kan slet ikke rumme tanken om at skulle bo HELE mandag, HELE tirsdag, HELE onsdag, HELE torsdag (som er Thanksgiving) HELE fredag, HELE lørdag og FANDEME også noget af søndag hos min gl. lærerinde (som jeg elsker af hele mit hjerte) og hendes forfærdelige (og kræftsyge) mand…… WHAT THE FUCK tænkte jeg på da jeg planlagde denne tur???

Jeg tænkte at jeg kunne sende gaverne til dem med posten, men så fik jeg en sød mail fra min gl. lærerinde der fortalte hvad de havde planlagt for Thanksgiving, om at vi skulle have ordnet negle sammen, om at hun glæder sig SÅÅÅ meget til at se mig osv osv. Jeg fik mega dårlig samvittighed.

Da jeg vågnede i morges græd jeg lige fra starten af, ikke bare sådan piv piv men hulke hulke på en måde som jeg ikke plejer at præsentere særlig ofte – jeg var helt opløst inden i og på trods af et langt langt – uforskammet langt – bad, kunne jeg ikke stoppe med at græde. Så fra kl. 04.00 til kl. 10.00 sad jeg her i min seng og græd – jeg lignede noget der var decideret løgn. Jeg tog endda et billede af mig selv, for at minde mig selv om i fremtiden, hvor forfærdelig jeg ser ud, når jeg er så langt ude, og langt nede, som jeg er pt. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er som sker, men jeg har det VIRKELIG SKIDT.

Jeg syntes min familie svigter mig. 100%. Jeg syntes It manden svigter mig. Jeg syntes mine koder svigter mig. Jeg syntes ALT og ALLE svigter mig. Og oven i, så er jeg så uendelig uendelig ensom og alene med ALT – jeg skal hele tiden kæmpe en kamp og jeg skal hele tiden holde mig selv igang.

Tager jeg helt vildt fejl? Er jeg et offer som drømmer om at være offer, eller er jeg uheldig med uheldig på? Hvor laver jeg fodfejl, graverende fejl? Hvis du læser dette, så kan jeg ikke komme i take om et opslag, hvor din ærlige mening og din kommentar er mere velkommen – jeg er virkelig ude på dybt vand og jeg er snart for træt til at træde vande…..

Hvad sker der feks. for min advisor som selv henvender sig, og selv siger at han gerne vil være min advisor og min mentor og så går i flyverskjul og er total silence? Jeg HADER at skulle sige det, men jeg tror 100% at han gerne ville nappe trusserne af mig med hans fjoget grin og jeg var nok ikke at finde på et sted længere væk fra de tanker, da jeg sad dér med ham i rummet. Jeg HADER at have ret, men jeg er ret sikker på at jeg havde ret……

Hvad sker der for min kommunikationsveninde, som skriver at “du skal sku da ikke betale noget Deirdre-Ann….. dét fikser vi sammen, dét skal du sku ikke tænke på……” og så hvad, 2 måneder senere svare hun hverken på emails eller telefonopkald?

Hvad sker der for min Coach som jeg havde en aftale med FØR sommerferien, om at vi skulle stikke hovederne sammen og finde en løsning på, hvordan jeg kunne blive coachet nu da hun ikke havde tid selv? Og som jeg så pænt rykket i September og igen i November og som jeg overhoved ikke har hørt ét ord fra?

Hvad sker der for at It manden var the one jeg satsede ALT for og på, blot for at måtte indse at vi ikke var gode kærester, men i stedet for var det perfekte makkerpar, det perfekte team, de perfekte kollegaer og så valgte jeg at satse på dét 100% blot for at opdage at han nu vælger at satse ALT 200% på sin nye kæreste og overhoved ikke har intentioner om at følge de ting vi blev enig om, men ikke skrev ned – ud i livet….

Hvad sker der for at mine forældre, specielt min Mor, syntes det er okay at stikke til mig hele tiden gennem 11 måneder omkring det jeg laver, og når så min hjemmesiden så er online, så har den 0 interesse for hende, hvad sker der for at jeg skal kæmpe en kamp MOD bilsælgeren af min nye bil samtidig med at jeg skal overbevise min familie om at det ikke er min skyld (hvilket både FDM og Ankenævnet for bilklager) bakker op om. Hvad sker der for at ingen i min familie er interesseret i at høre på mig – PÅ MIG – bare fordi jeg ikke tjener 40.000 kr + pr. måned, så er det jeg laver ikke interessant. Ikke relevant. Jeg tror næppe der findes et andet menneske der ønsker at mit liv var anderledes, end jeg – men der findes så nok heller ikke andre mennesker end jeg, der syntes jeg arbejder oprigtigt hårdt for at ændre mit liv, hver dag. hele året rundt.

Hvad sker der for at Kunstmaleren, Mister DingDing og Norman syntes jeg er interessant – når vinden blæser deres vej? Men ikke når den blæser min vej? Jeg har ikke fortalt det herinde, fordi det er som at skamme sig over at man ønsker at dø, det er tabu, men for hmmm få uger siden talte jeg igen knap 3 timer i telefon med Norman og dét var virkelig hyggeligt (som altid) før dét, havde vi en aftale da jeg var i Spanien, som han aflyste 15 min. før vi skulle mødes og så svarede han ikke efterfølgende på mine beskeder.

Jeg har lukket af for Kunstmaleren og når jeg kommer hjem, så pakker jeg hans billede ind og sætter det i kælderen. Jeg magter ikke at se på det. Jeg har slettet Wicker Me appen som jeg brugte med Mister DingDing og så kan han flytte til Scandinavien alt det han vil, i dag eller var det i går, likede Ayal et af mine billeder på Instagram og i forrig uge “endorsede” han mig på Linkedin og Norman skal jeg bare så meget holde mig fra. Jeg er en utrolig utrolig sød pige, jeg gør ALDRIG nogen mennesker ondt og jeg vil ALTID kun andre mennesker det bedste – så hvorfor er det at andre mennesker ikke ser på mig med samme øjne?

Jeg forstår det ikke – jeg forstår ikke hvordan andre mennesker kan sove om natten, når jeg tænker på hvor dårligt jeg bliver behandlet, ikke bare af én person eller 2 personer men generelt – over hele linjen. Det føles som om jeg går med en t-shirt hvorpå der står “ignorer mig” og alle vælger at gøre netop dét…..

Jeg tror snart ikke jeg kan græde mere……. jeg har grædt hele dagen. Jeg endte med at gå på Subway og købe mad (Chicken Teryakie) og så på Dunkin Dognuts og købe to dognuts med råcrem inden i – så googlede jeg nærmeste park og gik dérover og sad i 4 timer og nu sidder jeg her. Min dyre 400 dollars billet til Airbnb Open bliver vist ikke brugt særlig meget i år….. jeg håber jeg kan undgå at græde mere i dag, så jeg kan være klar til i morgen…. én dag uden gråd ville være godsent!

img_4739

 

img_4736

 

img_4737

Jeg har google selvmordstanker en del – og denne har artikel passer (desværre) perfekt på mig http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/selvmord_selvmordsforsoeg.htm#

Eneste udfordring er, at jeg 100% ALDRIG IGEN skal på anti-depressiv medicin. Det var jeg i 1999 til ca. 2001 og mindes ikke at jeg nogensinde har haft det SÅ DÅRLIGT som jeg havde det dengang – jeg fik det nærmest dårligere af at få medicin. Det har også gjort at jeg er stoppet med at tage de svampepiller jeg har fået af lægen, jeg har godt nok taget dem med her til USA i min kuffert, men jeg syntes det er gået hårdt ned af bakke siden jeg startede på dem, eller på de andre men det er ikke ændret eller stoppet siden jeg fik de nye.

Jeg skal så meget IKKE have medicin – så hellere have konstant ondt i munden, hvis alternativet er at jeg går og fantasere lidt for meget om at springe ud fra en bro i Los Angeles efter et vellykket forretningsmøde…….!

Min lillebror ringede forresten i morges, faktisk var klokken kun ca. 05.00 om morgen her i USA da han ringede, det var min yngste lillebror, han plejede også at ringe rigtig meget da jeg boede i Spanien. Han spurgte bla. om jeg var forkølet, det sagde jeg ja til og løj om at jeg var blevet forkølet pga. airconditionen herover – sandheden var at jeg havde ligget og grædt i over en time og før det, sovet knap 5 timer og før det grædt i ca. 7-8 timer non stop. Min lillebror ville høre om vi skulle tage ind og se den nye Harry Potter film når jeg kom hjem, jeg kunne næsten ikke svare fordi jeg græd så meget, dog uden at han kunne høre det i telefonen – jeg fik helt dårlig samvittighed over hvordan han ville have det, hvis jeg var væk for altid fordi jeg havde begået selvmord…….. jeg tænkte på Michelle og på hvilken tanker hun havde gjort sig inden hun drog afsted…… jeg vil helst leve, et langt liv men jeg vil ikke forsætte med at leve dette liv jeg lever nu, hvor jeg kæmper hver dag for at få tingene til at hænge sammen. Hvor jeg kæmper alene mod alt og alle – sådan vil jeg ikke leve i 2017. Så vil jeg hellere tage bagdøren og gå på mine egne præmisser.
– også selv om dem som læser dette og aldrig har følt sig hverken deprimeret eller haft selvmordstanker, vil sidde og tænke at jeg er en mega taber, sådan at exit livet på egen hånd. Men faktisk er det ikke mig som er taberen. Taberen er alle de mennesker der dagligt behandler andre mennesker dårligere end de ville ønske sig selv at blive behandlet – og hvis du er hårdhudet, så tænk på hvordan du ville ønske din søster, kusine, niece eller bedste veninde blev behandlet – hver dag, dag ud og dag ind……… sådanne mennesker er tabere, følelsesmæssige empatiforladte tabere.

Min exit dør vil nok altid stå ulåst, men lige nu er den vidt åben og jeg kan se en blå himmel og en kant på den anden side af karmen, jeg kan se ro i sjælen, ro i mine tanker, økonomisk frihed, kærlighed, varme, venner, familie, ingen smerter, ingen kvaler og ingen bekymringer på den anden side
– what’s not to like??

Det siges at man er 50% af de mennesker man omgiver sig med, hvis jeg er 50% af ovenstående mennesker, så er det jo ikke så mærkeligt at mit liv går af helvede til!

Hvis jeg nu var 50% af de mennesker jeg kender som er døde (minus min Gudfar) hvordan ville jeg så være, udover at jeg ville være død?

Lina Rafn & Norman Bach

By: 1 Comment

I dag er det søndag, den første søndag i November 2016.

Jeg forsøgte at ringe til Norman i går, han tog den selvfølgelig ikke. Jeg så også et program på Kanal 4, det hedder “4-Listen, det vi siger” i programmet har de lavet undersøgelser blandt kvinder omkring forskellige emner. Så invitere de nogle kendte kvinder ind og fortæller dem hvad de forskellige prioriteter er (ud af de spørgsmål der er blevet stillet) og så giver kvinderne deres mening omkring de her spørgsmål.

En af dem som er med i panelet er Lina Rafn fra bandet Infernal. Hun fortalte – ud fra et spørgsmål som jeg har glemt hvad var – at (jeg citere) “….jeg havde muligheden for at lukke en del forhold ned, ikke nu men da jeg var yngre. Der var mange fyre i mit liv og jeg havde muligheden for at lukke ned for dem, for jeg vidste godt jeg ikke gad dem og ville noget med dem, så jeg kunne bare have lukket ned for dem. Men jeg gjorde det ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gjorde det bare ikke. Dumme mig. Det var ikke særlig rart gjort…..”

kanal4

Det slog mig pludselig at det jo er Norman. Norman Bach i en kvindelig udgave. Jeg er også en tøjte og jeg har også knaldet ufattelig mange mænd men jeg har ALTID været ærlig overfor dem og jeg har altid meldt klart ud hvad jeg ville og specielt hvad jeg ikke ville. Tag bare Kunstmaleren, jeg har meldt klart ud til ham at jeg ikke vil ham. Og 2 eller var det 3 dage senere, ringede han. Jeg tog den naturligvis, jeg er jo ikke vred på ham, jeg gider ham bare ikke seksuelt og det er altid rart at tale med nogen.

Han fortalte mig så, at han faktisk var ved at falde for mig (karma!) men at min udmelding havde fået ham til at tænke, tænke på det liv han drømte om at leve men som han ikke levede, fordi han var i et forhold hvor det ikke var muligt. For mig lød det som om han havde besluttet sig for at blive skilt, men jeg ved også godt at fra man får tanken om at forlade et menneske første gang, til man faktisk gør det, kan gå lang tid. Der gik 1,5 år fra jeg fik tanken første gang til jeg gjorde det. 1,5 år er meget lang tid at være i tvivl.

Jeg tænker naturligvis på, hvorfor det er at Norman ikke lukker ned for mig? Hvorfor siger han ikke, på en pæn måde naturligvis, “Deirdre-Ann, du skal bare vide at jeg ikke har nogen planer om nogensinde ever at mødes med dig. Jeg taler kun i telefon med dig fordi jeg keder mig i ny og næ. Hvis jeg aldrig så dig igen, ville mit liv være lige så indholdsrigt som hvis jeg så dig.” – dét kan man godt tillade sig at sige til et andet menneske, på en pæn måde.

Og på den måde ville Norman jo nemt kunne lukke ned for mig. Give mig den afslutning jeg så inderligt gerne vil have  (også uden at mødes med mig) men som han af en eller anden mærkelig grund ikke vil give mig. Jeg forstår det ikke, for alle de gange jeg har kendt mennesker jeg ikke gad, så har jeg ikke talt med dem.

Jeg har hverken ringet til dem (hvilket Norman heller ikke gør) men jeg har heller ikke taget telefonen når de ringer – og inden tingene overhoved er kommet dértil, så har jeg altid sagt til dem, at jeg ikke er interesseret – og fordi jeg ved hvor svært det kan være eller er at forstå, når et menneske man gerne vil, ikke vil en – så siger jeg det gerne ofte. Jeg vil gerne være der og hjælpe den person videre – jeg er ikke bange for at gentage mig selv – og måske netop dérfor har jeg svært ved at forstå, at Norman er som han er. At han som et voksent menneske vil opfører sig sådan, overfor et andet menneske.

Han fortatle mig engang at hans ex-kæreste fik ham til at føle sig som en rockstjerne og at han havde forsøgt i halvandet år at komme tæt på hende, men at hun havde afvist ham blankt. Man kan vel nærmest sige at hun giver ham rigelige dosiser af hans egen medicin.

Norman får ikke mig til at føle mig som en rockstjerne, men han får mig til at føle mig som et bedre og stærkere menneske hvilket vel er cirka det samme – så den lorte behandling hans ex kæreste giver ham, den fører han videre til mig…… men jeg vil ikke være med til at fører den videre til et andet menneske. Ondskaben og ligegyldigheden for andre menneskers velbefindene stopper her, hos mig.

Og så håber jeg at Hr. Gud vil hjælpe mig til at blive stærkere, til at arbejde med mig selv, så jeg på sigt kan føle for Norman hvad jeg føler for Kunstmaleren. Ingenting.
– kun på den måde kan der blive plads til at en anden kan få mig til at føle mig som en rockstjerne.

Kærlig Hilsen og Godnat herfra.

 

P.S: Jeg har solgt et par af It mandens Hugo Boss jeans til 276 kr og dem konverteret jeg indtil en ny Hoie hovedpude til 350 kr (på udsalg) med Moskusandedunsfjer. Den er dog lidt for hård, så det er nu min nye gæstehovedpude og når jeg så har solgt noget mere, kan jeg købe en mindre hård til mig selv.

P.P.S: Jeg har klaget til Ankenævet for Bilklager over min Fiat500 (har jeg fortalt det??) Anyway, der er nyt i sagen, Terminalen har nu tilbudt forhandling – en forhandling som jeg lader min Far om at tage i morgen. Jeg vil 1. Have en ny bil som ikke larmer. og kan jeg ikke det vil jeg 2. Have alle mine penge igen. Punktum.

P.P.P.S: Jeg har gjort 90% klar til at sælge juletræer og pyntegrønt igen i år. I 2014 og 2015 har jeg sammenlagt tjent 21.915 Kr på at sælge Pyntegrønt og Juletræer. Så naturligvis giver jeg det hele en chance mere i år. Jeg har desuden tjent 23.076,50 kr på at sælge brugte ting i 2015 og pt. i 2016 er jeg oppe på 18.562 kr – hvilket i alt er 41.638,50 kr. Så ved at lette røven når andre ikke gider, har jeg på 2 år tjent 63.553 kr…… det er mange penge og det er så absolut IKKE altid at jeg syntes det er sjovt at kører ud på mine forældres gård og hente en ting til 100 kr, men de 100 kr er jo en de af de her indtægter. Det er bestemt heller IKKE hver søndag og lørdag i november og december at jeg har syntes det var pisse sjovt at stå i råddent lorte vejr og piv fryse for at tjene 100 kr på et juletræ og 5 kroner for en grandgren, men jeg har gjort det – fordi alternativet var at jeg spildte mine søndage på alt det samme som alle andre = ingen indtægter.

 

Når jeg en dag bliver gammel, og ikke kan ovenstående mere, hvem skal så tage sig af mig?

 

 

1 2 3 4 5 … 12

Gamle Blogindlæg

Læs med