Sådan er det gået siden sidst….

19. November 2016 lavede jeg dette indlæg http://deirdreannroberts.dk/4-maader-at-goere-selvmord-paa/ her på bloggen. Jeg var virkelig virkelig langt nede og kan ikke mindes jeg har haft det så skidt siden jeg boede på gården i 1999/2000.

Jeg bad selv om kommentar til indlægget og fik bla. denne her kommentar: 

 

Når jeg beder om noget, må jeg også tage det som kommer. Men dels pga. min sindstilstand men lige så meget fordi kommentaren på mange punkter slår hoved mod sømmet og rammer mig dér hvor jeg bliver surest, opgav jeg på forhånd at besvare denne og de andre kommentar.

Men dét medfødte så bare at jeg i Januar 2017 begyndte at få anonyme kommentar fra folk som mente at de ville tage fat i min familie og min omgangskreds og bla bla bla. Prøv lige at tryk på en atomknap uden at tænke over konsekvenserne!

Dér er INGEN som skal dirrigere mit liv! Der er INGEN som skal bestemme over mit liv! Der er INGEN som skal fortælle mig hvordan mit liv skal leves!

Jeg flinter HELT AF når folk begynder at fortælle mig hvad jeg skal – jeg får en indædt urinstinkt lyst til at gøre det DIREKTE MODSATTE af hvad folk siger jeg skal gøre, når jeg høre sådan noget. Så når en eller anden stodder sidder og kommentere anonymt på MIN BLOG om hvad jeg skal gøre med mit liv, eller ikke gøre, som feks. selvmord og at stodderen har tænkt sig at kontakte min familie, så får jeg så ualmindelig meget lyst til at kravle op i siloen på Århus havn og tage et parkour spring uden faldskærm, bare for at sætte et fed streg under hvad andre skal gøre – og de skal nemlig holde deres fucking kæft!!!!!!

Dette er min blog, i verdens mindste hjørne af blogverdnen. Jeg er ikke idiot eller født i går, jeg har brugt 4,5 år sammen med en af Danmarks skarpeste IT hjerner og jeg er en fast learner, jeg ved godt hvem af de mænd der har tømt sig op i mig som læser med. Jeg kan trods alt godt læse Ip adresser og man er jo ikke mere inkognito end man nu engang tror man er. Troels Bonde. It manden. Norman Bach. Ens for dem alle tre, er at de betyder mindre end en udtrådt Gajol for mig, specielt de to første. Den sidste Gajol kunne jeg godt varme i min håndflade indtil den blev fedte, så gad jeg nok heller ikke den mere. Stor er den som ved, større er den som ved hvor man kan finde svar.

Jeg har nu lukket for anonyme kommentar og vil fremadrettet bogstavelig talt smadre de mennesker som sidder og diktere hvad jeg skal gøre eller ikke gøre, med mit liv. Dette er mit liv, og jeg kan gøre med det hvad jeg vil inkl. selvmord. Jeg kan endda broadcaste det på Facebook livestream hvis jeg ville – jeg kan gøre NØJAGTIG hvad jeg vil – og i stor kontrast til alle andre, har jeg virkelig gjort mig fortjent til det, for jeg har brugt de første 30 år af mit liv på at gøre hvad andre har ønsket – og se hvor det har ført mig hen. Så hvis du har nogen former for grus i dit eget maskineri og dermed føler at du kan tillade dig at fortælle mig hvordan jeg skal styre min egen maskine, så skal du fandeme gro nogle nosser og grave dig godt ned i cyber space, for når jeg finder dig, så bliver det ikke fedt. Specielt ikke for dig.

Og ellers henviser jeg til hvad der står og altid har stået – på forsiden af min blog i højre hjørne:

 

Jeg skriver – DU VÆLGER at læse med, kan du ikke lide at læse med, kan du finde en anden blog. Der er ca. 8 millioner blogs derude med vestlig skrifttyper som du kan læse med på og give dine latterlige dirrigerende kommentar til kende på! Nøjagtig som med Donald Trump, kan du ikke lide idioten, så lad være med at læse hvad der skrives om ham.

Men tilbage til kommentaren fra Anna 19. November 2016 – jeg tænker umiddelbart at Anna ikke har læst med særlig længe, eller ikke har læst alt hvad jeg har skrevet herinde, for så ville svaret jo ligesom ligge i sig selv.

Anna skriver “Hvad er det, der er så pokkers galt med at opsøge en helt almindelig hverdag? En lille lejlighed som du ikke skal flytte ud af i tide og utide for at give plads til kunder, et 8-16 job og et buskort? Det lyder som om at hele din familie og alle du omgiver dig med enten er selfmade selvstændige og/eller i den kreative branche. Hvorfor er det så fandens vigtigt at gøre det samme? Er alle de mennesker, der aldrig har fået en god business ide bare grå og røvsyge lønmodtagere?”

Der er INTET galt med at opsøge en helt almindelig hverdag – hvad tror du det er jeg forsøger at gøre, hver dag når jeg står op, går i bad og tager tøj på?? Jeg søger normen, det almindelige. Hverdagstrivialiteten.

Jeg har haft et røvsygt lønmodtager job, faktisk i 14 år. Jeg startede som oprydder i Bilka da jeg var 14 år og stoppede som 26 årig som afdelingschef. Det var skønt at tonse varer ind og fylde op og betjene kunder – men der var ingen, som i absolut INGEN anerkendelse i jobbet. Om jeg konklede 90 timer om ugen, eller blot 37, så var der ingen som roste mig, anerkendte mig, sagde jeg var god, roste mine stigende salgstal – ingen. Min afdeling vækstede med 8% pr måned de år jeg var der. Jeg lå højest på hele kæden og slog bla. den største Bilka i Danmark, Hundige, som var den vi altid sammenlignede os med og senere Fields. Vi slog dem alle. Altid. Min løn ændrede sig aldrig. Mine chefer kom og gik, men ikke én af dem roste mig nogensinde. Ikke én.

Sådan vil jeg ikke leve. Jeg vil anerkendes for det jeg gør og min fornemmeste opgave i mit eget firma er at anerkende andre for deres indsats. Jeg starter hver morgen med at lave en mental liste over hvem der skal roses for hvad – og uanset hvor dumt det lyder i andres øre, så tror jeg på at dét er det vigtigste ever. Fuck firma fitness og frokostordninger – anerkend dine medarbejder for den enorme indsats de gør og du skal se hvordan de vokser og knokler, for dig. Og for firmaet.

Jeg har siden forsøgt at skabe mig den tilværelse jeg gerne vil have og det gik egentlig rigtig godt indtil det gik galt med min gård. Jeg havde overskud hver måned, jeg tjente penge og jeg var stille og rolig ved at få fodfæste efter livets karusseltur. Så blev jeg arbejdsløs og måtte blive freelance fordi jeg hverken kunne få dagpenge eller kontakthjælp – jeg havde ikke boet længe nok i DK til at få dagpenge og jeg var for rig til at få kontanthjælp kva at jeg havde en gård.

Så blev jeg lønmodtager igen og tjente faktisk rigtig godt hver måned på mit 8-16 job som jeg cyklede til hver dag i København. Det var her jeg mødte It manden som så valgte at fyre mig for at kunne date mig. Det var i Januar 2011 og siden da har jeg ikke haft et fast lønmodtager arbejde, udover mine få måneder på lager i foråret 2016.

Jeg boede i Spanien fra 2011 til 2014 og er nu tilbage i Danmark.

Jeg har gået på HHx og jeg tror at mange af dem som har gjort det samme, vil opleve at deres omgangskreds bliver selvstændige. Det ligger ligesom i det. Dem der tager Gymnasiet bliver Humaniore og derefter arbejdsløse, det ligger ligesom også i det, nøjagtig som dem der tager de tekniske uddannelser bliver noget med hænderne, et solidt håndværk.

Så det er ikke fordi jeg altid har tænkt at jeg ville være selvstændig – jeg har bare altid tænkt at jeg gerne vil anerkendes og det er jeg aldrig blevet, hverken derhjemme eller på arbejdet. Som jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på at jeg faktisk også huskede min chefs fødselsdag på mit sidste job inden It manden fyret mig. Jeg vidste han havde fødselsdag, så jeg strøet flag udover hele hans skrivebord og satte en flaske vin med små flag klistermærker på midt i det hele.

Han huskede aldrig min. Og vi var kun 2 medarbejder på det Danske kontor, så det var jo ikke fordi det var så skide svært at huske. Han var bare en nar som fik jern på af titler og hans titel var større end min.

Jeg blev simpelthen så træt af Anna’s kommentar – og senere af de anonyme kommentar, fordi det er essensen i mit liv, at jeg altid skal forklare mig. Forklare hvorfor jeg er som jeg er – ved du overhoved hvordan det er, altid at skulle forklare sig?

Hver gang jeg gør noget, feks. vælger at sige mit kontorfællesskab op og sidde hjemme og arbejde, så skal jeg forklare hvorfor jeg gør det. For at spare penge. Hvorfor vil du spare penge?

Hvis jeg vælger at kæmpe for at min fabriksnye bil skal være fabriksny og ikke være delvist defekt, så skal jeg forklare hvorfor jeg vælger at kæmpe den kamp. Fordi jeg har betalt for det…..

Hvorfor har du startede dit eget firma? Fordi jeg ikke kan få noget arbejde og jeg syntes det er taber agtigt at sætte sig ned på sin flade røv og blive forsørget, frem for at bidrage til samfundet. Hvorfor?

Altid – evig og altid altid altid skal jeg svare på HVORFOR…….. I’m so tired.

Da jeg fik muligehden for at arbejde på lager til 99 kr i timen, så sagde jeg også ja tak med det samme. Jeg tøvet ikke ét øjeblik, jeg gjorde det bare, fordi jeg gerne ville tjene pengene, fordi jeg gerne ville møde andre mennesker – så det er jo ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Jeg ELSKER at arbejde – jeg får bare ingen penge for det jeg laver. Og det er åbenbart mit lod. Og det er derfor jeg bla. udlejer min lejlighed, for at få ender til at mødes og for ikke at være en af dem der sidder og flæber nede på kontanthjælpskontoret. Jeg skal nok klare mig selv.

Men fast forward, det her er mig lige nu

Jeg har vendt Morfars gl. sofastol om, så jeg har indsigt til soveværelset og til solskin, jeg skal forsøge at rette til i min forretningsplan.

It manden har forrådt mig og svigtet mig igen og er næsten forsvundet ud af vores fælles firma. Jeg kan sagtens se det fra hans side, men jeg er træt af altid at være så klarsynet og se ting fra andres vinkler når der åbnebart ikke er nogen som vælger at være klarsynet og se livet fra min vinkel. Det er så deprimerende.

Mine koder kunne jeg sprætte op og skide ned i uden at få dårlig samvittighed – at bruge 183.000 kr på noget uden at blive kommunikeret til, er for mig tæt på kriminelt og det er åbenbart sådan de arbejder – ergo skal vi ikke samarbejde mere. Vi skal bare være færdig med den fucking hjemmeside som efterhånden har givet mig grå hår og lange nosser.

Feks. har siden ikke fungeret fra 9. Januar til 25. Januar, dvs. alle der har tilmeldt sig eller købt en ydelse, har ikke kunnet gøre det – det skyldes en kode fejl, altså en fejl HOS KODERNE og ikke hos mig – og alligevel skal vi diskutere omkring det. Dét fungere bare ikke for mig….. har du lavet en fejl må du rette det og så luk røven.

I går aftes ringede Kunstmaleren – han har næsten samme nummer som Norman, så i ét split sekund troede jeg det var Norman som ringede, det var det så ikke. Desværre. Men det som er så mærkeligt er, at Kunstmaleren har det på nøjagtig samme måde med mig, som jeg har det med Norman.

Han sidder “fast” i mig og kan ikke få mig ud af hoved. Han tænker så meget på mig at det giver tankespin, han savner vores lange samtaler og han fantasere om hvad der kunne blive – hvilket får mig til at tænke på om Norman mon har det på nøjagtig samme kølige måde, med mig, som jeg har det med Kunstmaleren??

Jeg har ikke ét nano kromoson i min krop, som gider Kunstmaleren. Jeg skulle virkelig være fuld før jeg gad at gå i seng med ham og så ville jeg stadig kun gøre det for at få en orgasme af en pik – jeg ville ikke gide at kysse, kramme, nusse eller hygge omkring ham. Jeg ville simpelthen bruge ham og intet andet.

Men det interessante er, for mig i hvert fald: Om Norman har det på samme måde med mig? For i så fald, så er han pænt ligeglad og kølig omkring mig…….. virkelig kølig………og virkelig virkelig ligeglad…………….

En anden forskel er, uanset hvordan Norman har det eller ej med mig – så fortalte jeg tydeligt, i klare pæne vendinger Kunstmaleren i går (som jeg også har gjort tidligere) at jeg på INGEN MÅDER OVERHOVED, hverken nu eller i fremtiden, er interesseret i ham.

Jeg brugte lang tid på at høre mig selv tale, fortælle ham hvor lidt han betød for mig – det var den rå sandhed – men stadig sagt på en pæn måde, uden bandeord, uden at smadre ham total, men jeg holdt fast i, at jeg IKKE var interesseret i ham og i at jeg IKKE bliver interesseret i ham.

Engang ville jeg have givet månen og solen til djævlen for at få sådan en opringning fra Kunstmaleren – jeg brugte 4 HELE ÅR på at komme mig over at han bare sådan forsvandt ud af mit liv, og total ignoreret mig. Han tog ikke telefonen når jeg ringede, han hilste ikke på mig når vi sås på gaden. Jeg husker engang hvor han skiftede fortov da jeg kom imod ham i latinerkvarteret…. hvor ydmygende er det lige….. samtidig med at jeg jo slet ikke havde gjort noget. Det var ham som fra den ene dag til den anden fandt en anden og “glemte” at fortælle mig om det – og dét havde jeg svært ved at forstå. Så svært at jeg endte med at flytte til København og bolle mig igennem Nørrebro, Vesterbro og Østerbro, jeg var netop kommet til indre København da jeg blev træt…. ca. 40 fyre senere. I dag fortryder jeg så inderlidt at jeg ikke forsatte min fuck-turné!

Men faktum er, at ligesådan som jeg har det med Norman – sådan har Kunstmaleren det med mig. Hans liv er kaos, han tænker på mig hele tid – han har tænkt på at ringe til mig så ufattelig mange gange og alt imens jeg slet ikke har tænkt på ham. Som i slet ikke. Han er slet ikke i mit tankeregister. Jeg fik et maleri af ham, det har jeg besluttet mig for at jeg ikke gider have op at hænge, så jeg har taget det ud til mine forældre, indtil jeg finder ud af hvad der skal ske med det.

Men mine tanker går naturligvis på, at hvis Norman har det sådan med mig, så ser det ret skidt ud – men samtidig vil jeg holde hårdt på at Norman ikke gør mig en tjeneste ved ikke at melde rent ud og fortælle mig at han ikke vil se mig, ikke vil tale med mig, ikke vil tænke på mig…… man kan godt sige de ting på en pæn måde, det er aldrig sjovt at få det at vide – det er jeg godt klar over – men det er rasende vigtigt at høre det og jeg har ALDRIG hørt Norman sige sådan til mig, hvilket jo bidrager til at jeg tænker “it could happen….”

Jeg tænker naturligvis på Norman nøgen, selvfølgelig gør jeg det – men så igen, jeg tænker næsten på alle mænd nøgen, jeg savner i den grad sex! Men skulle jeg vælge at få sex af Norman og få en ven, så valgte jeg vennen – den mentale stimulans han kan give mig betyder mere end at min lystperle kildre. Det kan jeg selv få den til.

Sidste fredag talte jeg i telefon med Norman igen, i en time. Jeg forstår ikke hvorfor han gider taler med mig i én time hvis jeg ikke har nogen betydning for ham – jeg gider feks. ikke taler med Kunstmaleren i en time, hvad skal jeg dog tale med ham om? Han siger mig intet.

Men Norman syntes åbenbart jeg er interessant nok til timelange samtaler, men ikke interessant nok til sandheden.
– hvilket gør ham til et ret dårligt menneske i min verden, selv om jeg ikke bryder mig om at sætte ham i “dårlig menneske” rummet i mine tanker. Der er allerede så mange andre mennesker som har skuffet mig gennem livet.

Faktum er: Norman er stadig som at tisse mens det blæser, du ved aldrig om det bliver dit bukseben, dine sko eller naboen der rammes at urin. Jeg tænker ikke på ham hver dag mere, men stadig alt for meget. MEGA træls for mig. Specielt fordi jeg skrev sådan om ham tilbage i 2010, d. 4. December. http://deirdreannroberts.dk/coaching-lordag-norman/ Jeg tænker, uden naturligvis at vide det, at Norman har det på samme måde, er samme slags person, den dag i dag, 7 år, 1 måned og 23 dage senere…….

Faktum er: Kunstmalerens liv er helt fucked pga mig og han tænker på mig flere gang om dagen. Jeg tænker aldrig på ham og når jeg gør, føler jeg ikke én følelse. Synd for ham. Mega godt for mig.

Så det er hver jeg er i dag – jeg er stadig utrolig grådlabil, hvilket betyder at der ikke skal så meget til før jeg græder. Jeg føler mig svigtet af alle. Jeg ved det lyder vildt at sige at alle svigter en men det er sådan jeg føler det.

For hmmm en eller to uger siden, jeg kan ikke rigtig skille dagene fra hinanden, skændtes jeg (til en forandring….) med min Mor. Sagen er den at jeg jo har betalt de 120.000 kr tilbage som jeg lånte til at købe min fine dejlige Fiat500 for, som desværre havde en indbygget fabriksfejl.

Da Fiat køber den tilbage, får jeg 117.000 kr (ca. – kan ikke rigtig huske beløbet mere, min hjerne koger når jeg skal tænke for meget) og da de penge jeg allerede havde betalt mine forældre hver måned i afdrag, var trukket fra, fik mine forældre pengene igen. Så lang historie kort. Jeg lånte 120.000 kr 4. Maj 2016 og 7. December 2016 fik de pengene igen. Slut.

Men nu har jeg ingen bil og jeg mangler virkelig en bil – 90% af de ting jeg har til salg feks. står på mine forældres gl. gård….. nå men mine forældre vil gøre deres hus i stand, lægge nye gulve. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil købe det men dét kan slet ikke komme på tale, så jeg er holdt op med at håbe på at jeg kan holde sammen på min store skøre familie, den dag mine forældre er døde. Jeg orker ikke at kæmpe for at få lov til at være hende der skal organisere en stor familie – jeg gør det 50% for min egen skyld men de sidste 50% er for mine forældres skyld, for mine søskendes skyld og for min familie skyld.

Og da vi end ikke kan sætte os ned og se på hvad det A-B-C- agtigt kræver at kunne overtage mine forældres enorme hus, ja så gider jeg heller ikke gå og prøve på at opfylde min Mors drøm om at vi altid vil have et “The Roberts” domicil et sted…… why the fuck skulle jeg det? De ville da ikke tænke nær så meget på mig som jeg tænker på dem anyway.

Nå men pga. denne renovering, vil mine forældre gerne at jeg køber en billigere bil – hvilket er 100% okay med mig – jeg kan jo iøvrigt ikke så godt sætte krav op for folk som låner mig penge fordi jeg er helt fucked selv vel…….. men, de biler mine forældre finder til mig har 60 HK eller mindre og jeg bliver simpelthen nød til at sætte nogle krav til de biler jeg skal køre i. Og et af de 1000% ufravigelige krav jeg har, er at min bil skal kunne rykke. Den skal kunne klare en overhaling – jeg skal ikke køre i en tunet scooter med tag – jeg kan gå med til 80 HK som Fiatten havde men det er også mit ABSOLUTTE MINIMUM.

Dét forstår mine forældre ikke og jeg cuttet den kort ved at sige at så skulle jeg slet ikke have en bil.

Sagen er den, at pr. 31. December 2017 så udløber min lejekontrakt her i Århus i mine forældres lejlighed. De vil sælge lejligheden, så der er ikke så meget at rafle om. Og jeg orker iøvrigt ikke rafle med nogen mere.

Så jeg skal ud og min plan er, afhængig af hvordan det går med mit firma, at jeg gør følgende:

1. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og finder en anden lejlighed i Århus
2. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og flytter til London og får et arbejde og lejlighed dér.
3. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og flytter til København og får et arbejde og lejlighed dér.
4. Lukker firmaet/køre det ned på pensionist niveau og flytter til Marbella, Spanien og får et arbejde og lejlighed mere dér.

Jeg ser første mulighed som meget usandsynlig, hvorfor skulle jeg nogensinde vælge at blive i Århus hvis det ikke var pga. mit firma???? Jeg har intet som holder mig her – min familie betyder hele mit hjerte for mig, og alligevel betyder de ingenting for mig, for de er der aldrig. Svigt er deres eftermæle. Og på dagen som i dag, så er jeg helt kølig i hjertet når jeg tænker på dem enkeltvis.

Så det er enten København, London eller Marbella………

Så fuck om jeg har en bil i 2017. Det er mega MEGA træls, for det stækker mine vinger og jeg har altid været hende der kunne køre en tur til Vesterhavet og blive rusket igennem, eller køre en tur ud og hente ting fra gården til at sælge, sådan at jeg når året er omme har solgt for 23.000 +++ Kroner de sidste 2 år – det kan jeg godt vinke farvel til, hvis jeg ikke har en bil. Så ergo: Farvel penge.

Pr. 12. Februar har jeg lejet begge mine lejligheder ud og tjener knap 15.000 kr på det – pengene skal så både dække Februar og Marts, så det er ikke mange penge, men det er det bedste jeg kan gøre for at få min lille robåd på rette køl igen. Mormor plejede at sige at hver dag der går godt, kommer ikke skidt igen, så jeg skubber min dårlige økonomi foran mig og lader den lige så stille sive ind igennem min si og betale sig selv af.

Jeg har lavet en aftale med banken om at jeg må have 7000 kr i overtræk i Februar måned, så jeg kæmper for at overholde den aftale, men min husleje (til Far og Mor) er på 5600 kr, så kommer der fællesudgifter til min udlejningslejlighed, det er 1099 kr og så B-Skat på 669 og mobiltelefon på 200 kr osv. osv.

Jeg træder vande, helt vildt – men jeg har en underlig eller ikke underlig men en mærkværdig ro inden i, fordi jeg ved jeg har været i værre situationener og klaret den, så jeg tænker jeg nok skal klare den i denne omgang også……… some way or the other.

Jeg fik en måneds gratis adgang til Linkedin Premium, herefter har jeg købt en måned til ca. 399 kr. Jeg har spammet 89 Business mænd (og nogle få kvinder) med en mail om de vil hjælpe mig med sparring, founding og hjælp. 6 er vendt tilbage, én af dem var en responds om at han ikke havde mere tid men ville kikke i sit netværk.

Så gik der to uger og pludselig en dag fik jeg en mail fra hans kone – første linje som jeg læste på den sms jeg fik fra Linkedin stod der noget i retningen af “Hej Deirdre-Ann, du har kontaktet min mand og jeg vil gerne….” i 20 sekunder tænkte jeg “FUCK – hvem har jeg knaldet som var gift???”……… men så kom jeg i tanke om at jeg jo ikke har bollet nogen der kunne få en stiv pik i knap 6 år, så jeg læste videre med roligt sind.

Det viste sig at kvinden, som er konen til manden, åbenbart er en rigtig badass forretningskvinde med speciale i Tech, jeg havde første skype møde med hende i går. Nu har jeg fået “lektier” for i form af at jeg skal omskrive min businessplan og så vil hun kikke den igennem igen og igen, indtil den sidder i skabet. Jeg er hende allerede forevigt taknemmelig.

Jeg ender nok med at må lukke mit firma, men jeg har lovet mig selv at jeg ikke lukker og slukker før jeg har kæmpet aller aller sidste bloddråbe – jeg vil gøre ALT for jeg har intet at miste. Intet. Og første skridt er at gøre nøjagtig som hun siger. Nøjagtig.

Ergo skal jeg arbejde på min præsentation og forretningsplan hele weekenden. Punktum.

 

Mens jeg boede på Vesterbrogade i København fandt jeg sådan en pose i blå, remember? Jeg havde allerede to i forvejen, dette var i Januar 2011. 6 år senere finder jeg en mere, dvs. jeg ser at den ligger på “glemt” hylden i Netto og da ingen åbenbart har savnet den, spørger jeg om jeg må se den, “fordi jeg tror det er min” og *wupti* blev den min, efter en tur i vaskemaskinen.

I mellemtiden har jeg faktisk forlagt min blå pose fra ovenstående 2011 blogpost. Jeg tænker jeg finder den en dag- med mindre den lå i min Fiat 500 da den blev købt retur af Fiat Danmark…….. jeg tror ikke den gjorde, men jeg kan simpelthen ikke finde den, så jeg begynder at undre mig……. og Fiatten er det sidste sted jeg kan huske jeg har set den, men da jeg er utrolig pertentlig med hvor jeg lægger mine ting, kan jeg næsten ikke tro at den lå dér…… bum bum….. en dag kommer den nok frem igen.

Ayal er begyndt at like mine ting på Instagram, jeg ved ikke om jeg har skrevet det. Jeg tilføjet ham på Instagram så jeg kunne se hans billeder, men et par måneder tilbage var der billeder af kæresten/konen så jeg slettet ham igen samme dag, få timer efter at jeg var blevet tilføjet. Jeg orker ikke mænd der er undecided. Men lige nu, som i liiiiiige nu Fredag aften d. 27. Januar kl. 20.55 kunne jeg helt vildt godt bruge hans pik op i mig, men da han sikkert er i forhold og sikkert bor i København, så er det ligesom ikke en mulighed.

Anyway, jeg har spist popcorn, drukket 2 øl (store øl), ca. en liter vand og spist en dobbelt Lions bar og er kommet nul og niks videre med min forretningsplan…..
– i morgen…..

Nu skal jeg se endnu et afsnit af The Shannara Chronicals – liiiige mig, sådan noget eventyr agtigt noget med trolde, feer, alfe og magiske sten.

Forresten, så sendte jeg Norman et langt ærligt brev i hmmm (tjekker lige min udbakke) onsdag aften, d. 25. Januar. Jeg kan se efter at jeg kikkede igennem min blog, at je ghar prøvet tusind tusind tusind vis af gange før – men hvor der er håb er der en vej og nu prøver jeg virkelig. Norman blokere for at jeg kan få andre venner og en ny kæreste og dét er ikke sundt, eller fair. Hvis han var mand nok, ville han ikke gøre sådan noget, når han er bevist om det. Hvilket han er.

Kære Norman

Jeg kan se at du ikke rigtig læser mine beskeder, det kan betyde mange ting og jeg ved ikke hvilken. 

Jeg havde engang for mange år siden en veninde der hed Lotte, hun var top mærkelig, virkelig. 

Hun købte en trækkerdreng til at rejse rundt med sig i 3 mdr. I Asien og fik ham til at slikke hende og hendes veninde HVER nat, i 3 mdr, også i dén uge hvor ingen friske mennesker normalt dyrker oralsex. Hun var på anti depressiv medicin, da jeg mødte hende som nyslået gårdejer i 1999. 

Jeg ville (og vil) ikke at gården, depressionen der fulgte og følelsen af at blive efterladt skulle definere mig som menneske, Lotte lod sin depression definere hende og havde intet ønske om at stoppe med medicin. Hun er stadig på antidepressiv medicin den dag i dag. 

Vi mistede kontakten og det var en ren lettelse fra min side. I 2008-2009 da Danmark får øje på FB bliver vi “venner” igen. Lotte motto var “at det er for god sladder at holde for sig selv” så jeg holdt hende altid én meter fra livet. 

I 2015 mistede jeg gradvist min drengeven Jonas og min bedste ven xxx – som jeg længe havde været heldig at kalde min kæreste, forsvandt mere og mere mellem mine hænder. Samtidig gjorde min bedste veninde i hele verden selvmord. Dét gjorde SÅ ondt at blive efterladt igen. Så ubeskriveligt smerteligt ondt at jeg selv i dag har svært ved at forstå at jeg stadig står. 

I april 2016 tænker jeg, efter en befriende dejlig samtale med dig hvor du sagde at “det var forkert af dig at bære nag til mig 12 år efter at jeg kom med morgenbrød i Blokhus” – der tænkte jeg at hvis du kunne indrømme dét efter 12 år, så kunne jeg også være mere åben overfor at andre mennesker kan forandre sig. 

Jeg mødtes derfor med Lotte på en cafe i Århus, vi fik burger og store colaer ligesom for næsten 17 år siden og jeg var virkelig åben for at genfinde vores venskab, for selv Lotte kunne jo havde forandret sig. 

Henover de næste måneder talte vi sammen et par gange om ugen når hun have “smøg pause” fra sit Apotekerjob. 

Naivt – og fordi jeg var så fuld af sorg, fortalte jeg hende om It Manden , Jonas og min venindes selvmord, som nu var ved at blive undersøgt som et mord, iscenesat som selvmord. 

I November blev jeg inviteret til USA til møde med xxxx, så stort! Men som du sagde den anden dag, så skal man ikke diskuterer sådanne ting med folk der ikke selv er selvstændige for de forstår det ikke og kan ikke glæde sig på dine vegne. Du havde ret. Ingen syntes det var stort at jeg havde et møde med stifterne af xxxx og ingen ønskede mig held og lykke udover én af mine brødre. 

Samme dag som mødet fandt sted, fik jeg besked om at min veninde var blevet myrdet af sin mand, og at hun havde kæmpet hårdt for sit liv og at det ikke var selvmord. Jeg blev så knust på et niveau jeg slet ikke kan forklare. Jeg stod midt i Los Angeles da jeg fik beskeden og det føltes bogstaveligtalt som om noget inde i mig gik i stykker. 

Jeg ringede til en ven, han har kendt mig i mange år og er ret fordomsfri, svær at imponere og umulig at bringe ud af fatning, han er også den eneste af mine nuværende venner som har mødt min fantastiske veninde og jeg havde bare så meget brug for at græde min sjæl ud. Han tog den ikke, så jeg ringede til Lotte – og først for sent kom jeg i tanke om hendes sladder motto og cuttet hende af. 

Da jeg ca. Halvanden uge efter rammer Danmark igen, ringer Lotte hver dag for at snakke, hun small talker i starten og så går hun over til dét hun virkelig vil; vide mere om min venindes mord, så hun kan være først med sladder til hendes rædselsfulde venner. 

Men jeg er så hårdt ramt af jetlag at det taget 14 stive døgn før jeg får 8 timers søvn i træk. Jeg er så knust inden i, at jeg ikke kan tænke to tanker lige og søvnmanglen driver mig til vanvid – det er som at miste min veninde én gang mere og jeg ser hele tiden billederne af hendes gennemtævet blå krop for mit indre – og samtidig skal jeg svare på tusind spørgsmål fra xxxx HQ.

Så efter én uge hvor Lotte ringede og vækkede mig på alle mulige tidspunkter af døgnet, til en sådan grad at det føltes som en dårlig drøm når min telefon ringede, så gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før, jeg blokerede hendes telefonnummer.  Ligesom du har gjort ved mig. Og siden da har jeg tit tænkt på, om du føler samme rædselsfulde følelser inden i, når jeg ringer, som jeg følte når Lotte ringer?

Jeg vil gerne være din ven, ligesom vi var, eller ligesom jeg følte vi var, dengang MSN var the thing og vi snakkede, grinede og lo med maven i ét væk. Det var før vi gik i seng sammen, mens jeg læste til Guldsmed og du boede i Battersea. Det er virkelig længe siden, når du tænker tilbage.

Jeg har allerede mistede de 3 mest betydningsfulde mennesker i mit liv, og jeg lovede mig selv at jeg ville se om dét vi havde sammen engang, inden du besluttet dig for at jeg var din Lotte, kunne genskabes. 

Så jeg forsøgte at være sød mod dig i hele 2015, som blev til hele 2016 og nu 2017. Jeg tænkte at hvis vi fik mulighed for at snakke sammen, ansigt til ansigt, bare os to uden tidsstress, så ville det være nemt for os at se om vi stadig kunne få hinanden til at le med maven. Og Gud ved jeg kunne bruge en ven. 

Jeg har ikke brug for en psykolog eller medicin og jeg er ikke wack – jeg ved der ikke er mange som jeg, men dét gør mig ikke til et dårligt menneske, eller et mærkeligt menneske, det gør mig bare anderledes. Ligesom du også er anderledes. Jeg er et meget direkte menneske og har rigtig svært ved at tolke mellem linjerne, så når du siger jeg skal ringe, og du så ikke tager telefonen og bagefter fortæller din søster at jeg kontakter dig hele tiden, men udelader at sige at du 4 dage før selv havde bedt mig ringe og anbefalet hende som en god advokat, og måneden før havde talt 3 timer i telefon med mig x 3 søndage i træk, så bliver jeg virkelig forvirret. Og vred. Og så, til sidst ked af det. 

Jeg bliver også forvirret når vi taler sammen og du pludselig siger “uhhh Frøken, jeg må lige ringe igen” og så ikke ringer, eller når du skriver en sms at du kommer om 30 min, og så aflyser, og så ignorere mig, så jeg ender med at bruger min sidste dag i xxxxx på at tænke om jeg skal spise selv eller vente på dig. 

Eller når jeg ringer og siger jeg skal i byen i København, om du også skal i byen og om jeg kan komme ind dér hvor du skal hen. Du bekræfter begge dele for så at ignorere mig fuldstændig når jeg står alene udenfor et diskotek i regnvejr, i København og i dét nøjagtige øjeblik jeg er tilbage, alene på mit hotelværelse efter en mislykket venindebytur og en afvisning på et diskotek, så poster du et billede af dig og din ven på FB fra diskoteket og skriver “Er du i byen? Kik forbi!” 

– jeg bliver så vred på dig, fordi jeg ikke forstår. Forstår om jeg er din forfærdelige udgave af “min” Lotte? 

Eller om jeg bare ikke kan se en vognstang før den bliver smidt direkte ind i mit ansigt? Jeg mangler en brik til at de ting du gør, givet mening. Og viden om hvorfor det er så svært for dig at være konkret. Og ærlig. Specielt fordi, dét som jeg syntes er så specielt ved dig, er din ærlighed, din “jeg er ikke bange for noget” attitude. 

Men når du engang når hertil i mailen efter en dejlig læsning – hvilket du jo holder så meget af (!) og halv vrissen tænker: “Hvad vil hun egentlig?” 

Ja, så vil jeg bare sige at i dag er du måske velhavende, men om få timer når uret siger midnat, transaktionen går igennem og datoen skifter, så er du rig –  ikke nødvendigvis på penge men på den lykkefølelse som det, at være selvstændig giver. Jeg tror oprigtigt inden i, at du har savnet dét du gør nu, jeg tror du har haft det for mageligt til dit eget temperament de sidste mange mange år og jeg tror det er sundt at spænde bæltet ind, tage en dyb indånding og springe ud i noget du kun har en fornemmelse af måske holder, men ikke rigtig ved – den følelse vil holde dig skarp, frisk og ung resten af dit liv. 

Jeg tror det bliver helt fantastisk for dig, at have hænderne i dit eget firma igen og være tilstede og træffe beslutninger, alene – som kan have konsekvenser for fremtiden. 

Jeg ville ønske jeg kunne glæde mig sammen med dig hele vejen på dit nye eventyr men det vil kræve at du også havde lyst til at glæde dig sammen med mig, på mine vegne. 

Så Kære Norman, jeg er fyldt med håb på dine vegne – Godnat herfra (snart) og må 2017 blive dit bedste år. Ever. 

Og skulle du komme til at tænke på nogle af de oprigtige søde ting jeg har gjort for dig, som feks. Lydfilen fra den første Jægerpilot der skød sig ud af en F16 Fly i Danmark, Billetter til Madonna koncerten, Bilka videoen (som var virkelig sjov at lave) Morgenmaden i Blokhus (som var knap så sjov) løbevideoen eller Kriminalbogen med den fine personlige hilsen, 7Up på ølflaske og gnavbenene til dine to total uopdragne hunde – og tænke at du gerne vil give noget tilbage, til et sødt, uselvisk, humoristisk og arbejdsom menneske med stort hjerterum, så kan jeg stadig godt lide burger, sushi, spareribs, nudler (!) hvedeøl og coca cola light. Og Chokolade. 

Kærlig Hilsen Deirdre-Ann 
P.S: Jeg håber dine øjne er blevet fine og helt vågne 😉

 

 P.S: der er noget galt med mit blog team så den flinke Susan fra Pretty Darn Cute Design kikker på det i weekenden. Håber det virker næste gang jeg kikker herind.