Jeg er lige kommet hjem fra Påskefrokost hos min Onkel (min Mor’s yngste lillebror) Han gør altid så meget ud af alting og det er en fornøjelse at komme hos ham – dog er det store minus at han ikke har opvaskemaskine og derfor, efter eget valg, står i køkkenet hele aftnen og vasker op mellem retterne.

Dvs. vi har aldrig særlig meget fornøjelse af hans selskab og det er en skam, for han er et omvandrende leksikon, sød, og skøn at tale med – det er også ham som har lånt mig pengene til installation af Air Condition i min lejlighed i Spanien. Og han har ikke nævnt ét ord om det, han har ikke omtalt det på én eneste måde eller hentydet til det på nogen måde, hintet om det. Intet. Det er SÅ fint og nøjagtig som det skulle være – når jeg låner af mine forældre, så kommer der altid stikpiller omkring penge (som jo skal betales tilbage) Vs. hvad jeg skal hjælpe dem med, gøre for dem fordi de har lånt mig penge (som jo skal betales tilbage)

Det gør at jeg føler jeg er i en evig gældsfase og aldrig rigtig bliver gældfri, fordi “når de nu lånte mig til en Fiat500 i 2016 (som blev købt tilbage af Fiat Danmark) så burde jeg simpelthen også hjælpe min Mor med xxx eller xxx eller osv.” Det er VIRKELIG ubehageligt – og selv om jeg godt ved i mit hjerte at mine forældre ikke mener noget ondt med det, så napper det inde i mig når de siger sådanne ting, fordi…..

….. det går direkte tilbage til Gården og min Gudfar. H V E R    E V I G    E N E S T E   gang jeg ikke ville noget, eller ikke gjorde noget eller trodset ham, så kom det frem at jeg jo stod i gæld til ham….. OGSÅ selv om han selv havde valgt at give mig pantebrevet, ellers kunne jeg aldrig have købt gården og han valgte også selv at det skulle være rente og afdragsfrit. Han valgte selv alt. Han satte selv alle betingelserne og mine forældre, deres revisor og deres avdokat, syntes åbenbart alle sammen at det var en fandens god ide, at det var en sygt god deal, hvor den tidliger ejere havde alt at skulle have sagt og den nye ejer havde minimalt at skulle have sagt, hvilket senere blev ekskluderet til intet.

Og det gør at jeg hele mit liv, helt op til den dag i dag, føler at jeg altid står i gæld til alle mulige mennesker, altid føler jeg er 2 skridt bagefter og aldrig er foran. Det er en forfærdelig forfærdelig følelse. Og den er hos mig altid, hele tiden.

Mht. min Onkel, er min eneste frygt at jeg ikke kan betale ham tilbage pr. 31. December 2018. Jeg måtte i sidste måned overfører 10.000 kr til Spanien for at dække udgifterne dernede, i denne måned bliver det nok det halve er skal derned – men det er virkelig ikke særlig godt, for jeg har pt. overtræk på min kassekredit (total no go!!) som er på minus 75.000 kr og jeg har 0 kr lige ud, på min lønkonto og jeg har udgifter for mere end 10.000 kr. pr. 1. April/når verden åbner igen, i form af husleje, telefon, fællesudgifter, A-kasse, AM-Bidrag og det betyder, at jeg er bagefter på alle fronter og jeg kan fysisk ikke arbejder mere, hårdere og hurtigere – jeg kæmper og kæmper og kæmper. Og jeg er altid bagefter. Og jeg har end ikke købt mad, eller tanket min bil (hvilket jeg ofte gør i min Fars firma, men nogle gange orker jeg ikke at spørge pga. ovenstående 👆🏻 og så koster det nemt 500 kr…)

Og her midt i April, skla jeg tilbagefører 3700 Kr i depositum for en bookning – jeg har ikke pengene. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Men dén tid den bekymring, selv om jeg selvfølgelig allerede tænker på det.

Jeg er blevet virkelig snottet og syg – jeg er helt flad og pumpet, jeg trækker vejret gennem munden (som gør ondt i ét væk, mine gummer brander) og jeg snøfter ind i næsten hele tiden, det var så slemt at min søster, som ikke er syg, kommenteret flere gange i løbet af aftnen på om jeg ikke burde pudse næste, men det er ikke noget snot som kan komme ud og der er heller ikke noget snot at snøfte ind, jeg føler bare at min næste løber og så snøfter jeg ind men der er ingenting – og når jeg oven i har ondt i huden, småfryser, har trykken for ørene og ondt i munden, så er det lige til at blive sindssyg af at blive kommentere på HELE AFTNEN og når det ikke var min søster som kommenteret på min vejrtrækninge, så var det min Mor der kommenteret på at jeg ikke må ha en åben offentlig holdning til, at min ældste lillebror pludselig er blevet skabs ateist og ikke ser nogen grund til at deres fælles kommende datter skal døbes – du kan TRO jeg har en mening om det!! Er du så færdig jeg er imod at man ikke døber sine børn!!!

Lad dem døbe og giv dem så valget senere, om de vil følge deres dåbstro – og nej, børn der ikke er døbt og børn der er døbt er ikke gamle nok til at træffe livslangen valg i en alder af 13-15 år – se mig, jeg skulle træffe en masse valg feks. omkring gården da jeg var blot 18-21 år og jeg fucked totalt op….. don’t do this to your children!

Hver gang jeg sagde “dét kan du da ikke mene” eller “SELVFØLGELIG skal hun døbes!!” så irettesatte min Mor mig. HVER GANG. Jeg er 39 år, 8 måneder og 8 dage NØJAGTIG i dag og jeg kan stadig ikke sige min mening, uden at min Mor skal kommentere på den. Det er måske meget normalt, at det er sådan, men jeg syntes det er forkert og irriterende og efterhånden syntes jeg også det er en smule nedladende altid at skulle rette på andre. Altid.

Det er HELT FINT at min Mor og jeg ikke er enig om hvad jeg må og ikke må have holdninger til, men nu er det jo sådan at jeg er et selvstændigt selvtænkende indvivid og jeg er voksen, jeg føler mig ikke voksen og ejg føler mig ikke selvstændig, jeg føler mig stadig som en der hænger fast i mine forældres liv. Som en der ikke kan noget, uden mine forældres accept og hjælp – det er en forfærdelig træls følelse – og havde jeg penge nok, så ville følelsen sikkert være meget mindre.

Men når vi i familien sidder og har venlige diskussioner omkring barnedåb, efternavne, lærer teknikker (min yngste lillebror læser til lærer) osv. så må jeg simpelthen ikke have en mening som går imod det mine Mor syntes eller imod det min bror og hans kæreste, altså min svigerinde syntes – og jeg ved godt hvorfor, fordi min Mor ikke vil at min Svigerinde skal føle sig ikke-velkommen i vores familie, men seriøst, hvis min mening omkring at jeg går ind for at døbe børn og at børn skal have faderens efternavn, får hende til at føle sig ikke-velkommen i familien, så kan jeg simpelthen ikke navigere mere.

Så støder jeg på grund – jeg er da 100% godt klar over at de ender med at vælge som de selv syntes, altså måske ikke giver hende vores efternavn (altså faderens efternavn) og måske vælger de ikke at lade hende døbe og det er jo helt fint – det er jo deres barn, deres datter.

Jeg er bare ikke enig – og det er vel okay, er det ikke?
– eller skal jeg sidde resten af mit liv og lytte til min Mor der tysser på mig, der retter på mig eller kommentere på mine holdninger??

Når hun gør dét, får jeg lyst til at få virkelig radikale holdninger – jeg får lyst til at gå helt amok og gå i den modsatte grøft, bare for at provokere hende max, for at give hende en grund til at være efter mig – jeg syntes pt. ikke at jeg har givet hende en grund til at være efter mig, men alligevel er hun det. Og jeg forstår det ikke.

Jeg ved kun at det er drænende. Og irriterende. Og at det har stået på hele mit liv.

Jonas skrev omkring kl. 17.45 om jeg ville med ug og spise med hans søskende, men der var jeg allerede til Påskefrokost og de skulle ikke have en øl bagefter, så lidt øv men pænt at han tænkte på mig. Umiddelbart lige nu, mens jeg sidde rher i sofaen og fryser trods varme på radiatoren, tæppe og uldsokker og har trykken for ørende, så tænker jeg det måske er meget godt at jeg ikke havde lovet mig selv væk til en påskebryg.

Jeg drømte om It manden i nat, at jeg var på en restaurant hvor der i hvert rum var en rødhåret mand der ligende It manden og jeg ville så gerne vise ham dem, da vi aldrig så særlig mange rigtig rigtig rødhåret personer mens vi var sammen og det var noget vi ledte efter over alt – da jeg så – i drømmen – endelig fik ham lokke til at komme ned på restauranten og se de her to mænd, så var it manden helt kronraget og havde intet hår på hoved og ingen skæg, så han lignede ikke de to mænd mere – og hvad dén drøm betyder eller skal betyde, aner jeg ikke men den var mærkelig.

Jeg drømte også at der var en som mooned mig, for sjovt, helt klart det var en sjov del af en drøm men da han trak underbukserne ned for at vise mig sin blege røv, var den dækket af lort…… umiddelbart tænker jeg på mine tirsdags uheld….. og min stakkels mave.

Og så vågnede jeg omkring kl. 07.45 og lå i sengen til kl. ca. 14, hvorefter jeg stod op og gik i bad, vaskede hår og tog til Påskefrokost. Jeg havde købt en Påske Hoptimist til min Onkel, en lille hvid kylling med hanekam, fordi den var billig.

Jeg tænker på min Psykiater-Lærling og på hvad fremtiden vil bringe – hvordan vil det gå med mit lille firma? Vil det overleve?

Hvis det ikke overlever, hvad skal jeg så lave, hvem vil ansætte mig og kan jeg få en løn jeg kan leve af, eller skal jeg igen knokle igennem til en virkelig dårlig løn? Umiddelbart vil man måske tænke at alt løn er bedre end det jeg får nu, hvilket er ingenting, men sådan ser jeg ikke på det. Lige nu får jeg 0 kr. pr. mdr. i løn men jeg arbejder også for mig selv og selv om jeg arbejder rigtig rigtig meget, så har jeg også en slags frihed, fordi ingen skal bestemme over mig og ingen kan dominere mig. Så det vejer rigtig meget op.

Hvis jeg får et job, som feks. da jeg var på lageret, hvor jeg virkelig knoklede et fysisk hårdt arbejde til 90 kr. i timen, før skat, så følte jeg mig jo dum, når jeg hver måned fik omkring 2000 kr udebtalt for et deltids job – det var slet ikke tiden, transporten og tankerne værd. jeg kunne tjene de 2000 kr på 15 min. blowjob og stadig være min egen.

Og udover ovenstående arbejdsmæssige tanker, hvordan vil det så ikke gå mig, når min tid med min Psykiater-Lærling stopper? Der er kun ca. 14 tirsdage tilbage, fordi en af dagene er Grundlovsdag. Jeg frygter at jeg 1. får tilbudt Gruppeterapi, det er et klart nej tak herfra. Jeg skal under INGEN OMSTÆNDIGHEDER sidde i en rundkreds og betro mit liv og mit livs sorger til andre. Dét kommer slet slet ikke til at ske!! Jeg har ikke lysten og jeg stoler 200% ikke på at folk ikke fortæller mine sorger videre. 2. Jeg frygter jeg får tilbudt noget ligende 👆🏻 og dermed ender med at gå helt ned og worst case scenario, jeg ender med at blive indlagt.

Så langt tilbage jeg kan huske, eller i hvert fald siden jeg fandt ud af at der var noget som hed “Psykiatrisk Hospital” så har jeg frygtet at jeg blev indlagt. Jeg har sådan nogle dejavu glimt af mig bag en låst dør med en lille rude i, inde i ruden er der metaltråde, så den ikke kan smadres. Rummet bag mig er lille, måske 2×2 meter og selv om jeg råber og skrigerm, tigger og beder om at komme ud – så er der ingen som lytter, ingen som kommer. Jeg har aldrig set et levende menneske i mine dejavu drømme.

Jeg plejede at fortælle Lotte om denne drøm, dengang jeg talte med hende, hun syntes den var skør og sjov – jeg frygter at den en dag bliver rigtig. Tænk hvis de glemmer mig derinde? Tænk hvis jeg aldrig bliver lukket ud igen? Så vil jeg igen ikke have et valg og kan igen ikke selv bestemme over mit liv, om jeg vil leve eller dø. Frygtelig frygtelig tanke!!

Min egen lille luksus ting. En lyskæde med små stjerner (der kørere på batterier) ligger på min Gudmors kyllingegule sminkebord og lyser op hver aften. Jeg syntes det er SÅ flot og virkelig en eksklusiv detalje – jeg købte kæden i December, da alt julepynten var på udsalg. Jeg tror jeg gav 50 kr for den.