I dag er det Lørdag d. 23. Juni 2018, Skt. Hans – klokken er 00.17, så Skt. Hans er liige started. I dag er også min Mors Fødselsdag og i dag for ét år siden, fik jeg min første tatovering, det lille Michelle Hjerte på højre side af foden. Samme sted som Michelle, Michelles søster og Michelles Mor. Together we are connected for eternaty.
I dag, eller retter sagt i går, Fredag, var jeg hos min Psykiater-Lærling. Forrig fredag, d. 15. Juni havde jeg en lægesamtale på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Til mødet var min Psykiater-Lærling, en kvindelig læge/ældre dame, hvis ansigt minder mig om en gammel kvindelig indianer med masser af visdomsrynker, som jeg mødte til et Pow Wow i Texas for over 20 år siden. Indianeren gjorde et stort indtryk på mig, da jeg talte med hende og jeg tænker faktisk at jeg har et billede af hende et sted. Udover de to, var der også en psykolog til stede.
Det var den samme psykolog som jeg fik min første udredning hos, tilbage i juni 2017. Dengang gik jeg til samtaler hos 2 forskellige psykologer, men altid sammen. Jeg kan huske jeg skulle udfylde papir hvor jeg bla. skulle svar på om jeg nogensinde havde krænket små børn (!!!! GRUFULD TANKE !!!!!) eller om jeg havde været ond ved dyr – det var SÅ bizart for jeg kunne end aldrig finde på at tænke sådanne tanker, langt mindre udfører dem!!
Dengang, sidste år, var den ene psykolog sød (i min optik) og den anden gangske forfærdelig (i min optik) Jeg kan slet ikke huske hvorfor den ene var forfærdelig, udover at jeg følte at hun stillede spørgsmålstegn ved de ting jeg fortalte, altså om det jeg sagde var korrekt – og er der noget jeg har det stramt med, så er det når folk ikke tror på hvad jeg siger – jeg har nul grunde til at lyve i dagligdagen og endnu færrer grunde til at lyve når jeg sidder i et lukket lokale på psykiatrisk hospital og bare drømmer om at hænge mig på bagsiden af min badeværelses dør.
Men hun tvivlede på mig – sikkert for at teste mig – og jeg hadet på hende. Og i forrig fredags var hun så en af de 3 personer i rummet.
Uden at vide det, så tænker jeg at min psykiater-lærling har fortalt hende (og lægen) at jeg havde det stramt med hende, for hun var ualmindelig sød – og et eller andet sted inde i mig, frygter jeg lidt, at det er hende der bliver min fremtidige psykolog…… just my fucking luck!!
Jeg trode jeg skulle til samtale omkring mit videre forløb, altså hvad der skal ske, når jeg afslutter mit forløb hos min Psykiater-Lærling d. 17. Juli – men uden at kunne huske ret meget, hvis noget overhoved, fra mødet (som måske varet 30 minutter, måske en time – I don’t know….) så var dét ikke det videre forløb jeg blev informeret om.
Det de tre damer ville vide 1. Om jeg var villig og interesseret i at starte i et nyt forløb til August, med alt hvad det indebær? 2. Om jeg var villig til at opgive mine selvmordsplaner og tanker?
– hvis jeg ikke var dét, var der ingen grund til at påbegynde et nyt forløb. Hvilket jo giver god mening.
Men som jeg også sagde til dem, så handler folk forskelligt, når man er presset og ked af det. Nogen shopper, nogen drikker, nogen tager stoffer, nogen spiser, jeg planlægger hvordan jeg kan få fred.
Sådan har det været HELE mit liv, altid. Min Farmors bror døde da jeg var ca. 4-5 år gammel, dengang fik vi alle hans ting hjem og stå i vores lade på gården. Hele hans hus blev tømt og kom ud i laden – og blandt hans ting, fandt jeg en tre-forket kartoffelholder til når man skræller kartofler. Jeg anede naturligvis ikke hvad det var for en dims dengang, men jeg tænkte at den var smart til at dø med. Jeg kunne bare stikke den ind i mit hjerte, så ville jeg dø. Og dét er første gang jeg kan huske, at jeg bevist tænkte på at dø. Det var en dejlig befriende tanke.
I forrig fredags, aflyste min Psykiater-Lærling vores samtale om tirsdagen, altså i tirsdags, så vi skulle mødes i dag – jeg var HELT flad over at der har været så lang tid imellem (7 dage) og da jeg så ankom i dag meddelte hun, at vi kun kunne tale i 30 minutter i dag, fordi noget presserende var kommet op.
Nu ved jeg godt at hun ikke aflyser halvdelen af vores session for at straffe eller skade mig, men det var som om mit indre sank sammen – lige nu, er hun mit ENESTE holdepunkt og jeg FUCKING HADER MIG SELV FOR DET – hvorfor skal jeg knytte mig til en psykiater-lærling som jeg om mindre end 4 uger aldrig skal se igen?
Dét er endnu et bevis på, hvor fucked up min hjerne er.
Mandag d. 11. Juni, havde min Mor haft ringet til min Psykiater-Lærling og de havde haft en forholdsvis lang samtale. Jeg ved kun fra samtalen hvad min psykiater-lærling har fortalt mig, bla. at hun bakkede min historie op flere gange. At hun fortalte min Mor om min diagnose – og……. ja lige nu er jeg faktisk helt blank, selv om min psykiater-lærling brugte ret lang tid til vores samtale Tirsdag d. 12. Juni, på at fortælle mig om den samtale hun havde haft med min Mor og om hvad de talte om.
Bla. sagde hun at min Mor var hurtig til at “komme videre” og det mente min Psykiater-Lærling var fordi min mor ikke kunne være i en smerte eller i en følelse, så hun arbejdet sig videre og væk fra den – på en måde det samme som jeg altid gør. Hun fortalt også hvordan min Mor blev ved med at sige at vi (min Mor og jeg) bare skulle ud og gå nogle lange ture i skoven med min hund, så skulle jeg nok få det bedre – men jeg kan slet ikke overskue at gå i Netto, eller i vasketøjskælderen. Jeg er kronisk træt.
En tur i skoven er utopi. Hvilket min Psykiater-Lærling også påpeget overfor min Mor.
Siden da, er mine forældre gået helt amok, eller måske ikke amok, men deres måde at reagere på, er at de nu vil at jeg skal sætte en pris på alle mine smykker (for at tage et eksempel) og så vil de købe dem af mig og smide dem ud. De vil at jeg skal samle alle mine haveredskaber og så vil de også købe dem af mig og smide dem ud – de vil at jeg skal tømme min lejlighed for møbler fra Gården, at jeg skal smide alle møblerne jeg har stående til opbevaring ud – ALT skal væk. ALT der minder om gården og min Gudfar minde skal dø i mine forældres optik og dét kan jeg slet slet slet ikke overskue.
Hvorfor skal de nu igen tage føring i mit liv? Det er mine møbler og jeg kan gøre med dem hvad jeg vil. Og at smide dem ud er ikke en del af mine planer.
Feks. har jeg en drøm om at få min gl. Fiat 600 på plader og så kører konfirmationskørsel næste år for psykisk sårbare børn eller for børn hvis forældre er psykisk syge/sårbare og ikke kan overskue eller har råd til sådan noget. Men nu, nu vil mine forældre at jeg skal sælge den – en bil jeg har elsket siden jeg fik den som 18 årig.
Jeg føler at alle mulige beslutninger bliver taget henover hoved på mig og jeg kan ikke rumme det….. det stresser mig max og gør at jeg ikke sover om natten.
Og appropo søvn, de sidste par nætter har naboen i nabobygningen (ham jeg har haft nævnt før) haft sit fucking lorte pis UR til at ringe konstant fra klokken ca. 21.00 til 04.00 – det står i hans fucking køkken som vender lige op af mit soveværelse – jeg kan slet ikke rumme alt den larm i mit hoved og når der er helt stille i byen og bygningen og udenfor, så er lyden så meget mere intens.
Faktisk lyder det som når en lastbil bakker, bare hele tiden – i 7 timer NON STOP….. sidst tog det mig 3 dage at få kontakt til manden da der ikke er en dørtelefon på hoveddørn og ingen åbnede når jeg bankede på.
Så i morges da jeg stod op helt mørbanket efter endnu en nat uden sammenhængende søvn, satte jeg mig ned og skrev et sødt kort og afsluttede med at inkludere mit fulde navn, adresse og telefonnummer.
Så gik jeg i chokoladebutikken to døre fra min lejlighed og købte en pose med lakrids mandler, klipset kort og mandler sammen og hang det på hoveddøren i en lille pose.
– miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, for uret er ikke tændt i skrivende stund – men jeg er så heller ikke træt, for da jeg kom hjem fra min Psykiater-lærling i dag, sov jeg fra klokken var 14.00 til 18.30. Men så igen, jeg har også ligget vågen 4-5 timer hver nat den sidste uge pga. uret.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, hvis han tænder det igen på et tidspunkt. Det flosser mine nerver i den grad at jeg ikke får sovet om natten. Min hjerne har brug for ro, bare få timers ro og der er ikke ret meget ro i mit liv i øjeblikket.
Natten til sidste Fredag (15. Juni) og natten til Tirsdag (d. 19. Juni) havde jeg nogle voldsomme realistiske voldtægtsdrømme. Det er virkelig længe side jeg har haft det sidst – jeg plejer “bare” at have grimme uhyggelige maridt men de her to drømme var så usandsynlig realtisiske at da jeg vågnede tirsdag nat, pumpede mit hjerte så voldssomt at jeg gispede efter vejret, adrealinen føg rundt i min krop, ALLE sanser var i top alarmberedskab og jeg fløj op af sengen og stod i hjørnet af sengen op mod vinduet, med den ene fod i vindueskarmen parat til at springe ud af det åbne vindue fra 2. sal.
Der er slet ikke et nano gram af tvivl i mit sind, at jeg ville være sprunget hvis der på daværende tidspunkt havde været nogen former for bevægelser i min helt mørke lejlighed. Jeg stod i mere end 20 minutter og mere eller mindre holdt vejret og stirret intenst ind i stuen mens hver en celle i min krop pumpet rundt, helt ude af kontrol.
Jeg har altid lovet mig selv at jeg ville kæmpe imod med døden til følge, næste gang nogen forsøger at voldtage mig – men i begge mine drømme, frøs jeg og kæmpede slet ikke imod. i Fredags drømmen tænkte jeg kun på at få det overstået. Jeg kunne endda mærke glansen på voldtægtsmandens pik og den våde følelse af pre-sperm. I drømmen i tirsdags, kunne jeg lugte, helt bogstavelig talt LUGTE at voldtægtsmanden havde drukket kaffe – jeg ejer end ikke en kaffemaskine og jeg har ingen kaffe i min lejlighed. Jeg forsøgte at ringe op til politiet fra min telefon, men det lykkes ikke og voldtægtsmanden havde sådan et stort gardin eller pressening med, som han viklede mig ind i, så jeg ikke kunne bevæge mig. Det var grufuldt!!
Dét fortalte jeg min Psykiater-Lærling i dag, mens jeg hulkede, ligesom jeg spurgte hende hvad min diagnosekode var, ifølge ICD-10 indexet – jeg har nemlig købt en bog om psykiske diagnoser og tæsket mig selv igennem dem, for at få klarhed for hvad der er galt med mig. Jeg blev lidt klogere men ikke meget – 90% af hvad jeg læste kan jeg ikke huske, på trods af en milliard sidenoter. Jeg er som en senil-dement.
SØNDAG D. 24. JUNI 2018.
I går, Lørdag, efter at jeg havde skrevet, faldt jeg i søvn og sov til klokken ca. 8, så stod jeg op, fik arbejdstøj på og pakkede en pæn sort kjole som jeg lige har købt i en genbrugsbutik til 40 kr, i en pose sammen med et par sko. Så kørte jeg ud til en blomsterbutik og købte en buket blomster, på vegne af min bror i Sverige og hans familie, som er på Kreta i øjeblikket.
Det er noget med at hvis de rejser fra tirsdag til tirsdag (skolerne i Sverige slutter før dem i DK) så kunne de komme betragtelig billigere afsted.
Herefter kørte jeg hjem til mine forældre, det var jo Mors fødselsdag – min plan var at tage traileren og kører ud til mine ting på mine forældres gård. Der står de til opbevaring. Jeg ville gerne selv tjekke op på mine møbler og se hvad der kan undværes. I mit eget tempo. Men min lillebror havde lånt trailern ud til en af hans venner – mine forældre har flere trailere, men den lille, er den jeg bedst kan kører med, så dér røg det lørdags projekt.
Jeg endte med at lave en havelåge til mine forældres have, så min lille hund ikke løber ud og så Mor kan føle sig sikker når hun lukker hunden ind/ud i haven.
I dag løb min yngste lillebror også sit første Halvmarathon i Bestsellers City Marathon i Århus – jeg heppede på ham hele vejen. SÅ sejt!!
TORSDAG D. 5. JULI 2018 KLOKKEN 00.04
Jeg har ikke skrevet i rigtig rigtig lang tid og det på trods af at der er sket en million ting i mit liv – men det er som om jeg har tabt mine ord. Tabt evnen til at skrive.
Min hjerne er så overkogt hver dag, at jeg ikke kan finde ro til at skrive – hvilket er mærkeligt, for at skrive har altid givet mig ro, men nu kan jeg pludselig ikke finde roen til at skrive de ord der giver mig ro.
Hvad har jeg lavet siden sidste?
Jow, jeg har solgt 22 haveredskaber fra Gården til 550 kr til en mand fra Løkken. Jeg har også solgt en gl. Holmegård lampe jeg fik af Anika til 150 Kr og en Samsung Fjernbetjening jeg snuppede til storskrald til 150 Kr. Det luner bestemt, men så igen, det har jo også lige været termin og der kommer jo ikke en løn på min konto hver den første, så når jeg har klaret terminen, er min konto helt tømt og så kommer huslejen og alle de andre udgifter…. det er simpelthen så hårdt hele tiden.
Hvilket fører mig frem til, at Far og Mor nu har bestemt at jeg er ansat proforma i Fars firma til 19.000 kr. pr. mdr. Jeg tænker nogen gange at jeg skal passe på med hvad jeg ønsker, for jeg har altid drømt om at få mine forældres opmækrsomhed, deres tid og deres anerkendelse. Jeg har også altid drømt om at de ville hjælpe mig økonomisk – ikke ved at give mig penge, men ved at låne mig nok penge til at jeg kunne dække min gæld, komme på fode, trække vejret og så begynde at afdrage.
Men sådan har det aldrig været og man kan jo vænne sig til mange ting – men pludselig er det som om alting er ændret, selv om jeg stadig er den samme person som før 1. Juni. Mor ringer hele tiden og sender smser, det er dejligt don’t get me wrong men det er meget uvant. Feks. i går fik jeg 4 smser henover aftnen af min hvalp der lå og sov på sofaen.
Mor havde lavet mad og pakket det sammen og så hentede hun mig og vi spiste maden ved Tangkrogen, virkelig hyggeligt men jeg er bare så træt så træt + at når jeg har taget min medicin, så skal jeg tisse helt vild. Min hvalp var med og for første gang svømmede hun selv, uden at jeg holdt hende under maven – jeg blev mega begestret for jeg har leget meget med hende i vandkanten fordi jeg ikke vil tvinge hende i vandet. Tvang gavner intet. Når vi så har leget en halv times tid, har jeg taget fat under maven og under brystet og med et godt tag i hendes sele, som selv hun kan mærke, har jeg så stille og roligt kørt hende igennem vandet, så hun kunne mærke hvor dejligt det var her i varmen.
I går svømmede hun så helt selv, uden at jeg holdt hende – hun kikkede endda op på mig som om hun ville sige “så du dét??” og JA jeg så det godt lille Muller Ella!! Og som hvalp på lidt over 1 år bliver man åbenbart mega træt når man svømmer, for hun gik helt ud som et lys på Far og Mor’s brune Børge Mogensens sofa og det var dét mor smset om.
I Søndags, tror jeg det var, fortalte jeg Far og Mor lidt om min Gudfar, ingen detaljer men lidt om hvad han havde gjort. Om det var Mor eller Far der sagde det, kan jeg ikke huske men en af dem siger “Jeg forstår ikke at du har holdet hemmeligt så længe, du har jo altid vist at du kunne komme til os” – og dér blev jeg simpelthen nødt til at sige, selv om jeg udemærket vidste at dét ville gøre rigtig ondt på modtagerne, at dét ikke var en holdning eller en mening jeg delte. Jeg har aldrig følt at jeg kunne komme til Far og Mor. Aldrig.
Jeg gav dem endda et par eksempler, men jeg kunne komme med 30 mere, hvis jeg fik tid til at huske så langt tilbage, men dem jeg gav var de gange jeg fortalte dem om at min Gudfar stod og luret på mig når jeg var i bad, at han låste sig ind mens jeg var i bad, at han kom på gården hele tiden og låste sig ind i huset – de mange mange gange jeg gik hjem og klaget min nød til dem og sagde at jeg IKKE ville bo på gården, de mange gange hvor svaret var det samme; en løsning på hvordan JEG kunne undgå at udfordre ham til at kikke ind, låse sig ind og komme forbi.
Jeg kunne feks. lade være med at gå i bad når jeg vidste han kom – og hvordan kan jeg vide hvornår han kommer?
Jeg kunne feks. bruge et størrer håndklæde til at gå i bad med, så jeg var helt dækket når han låste sig ind – men hvorfor skal han have lov til at låse sig ind i mit hus?
Jeg måtte jo bare undgå at være hjemme, når han kom – men hvordan kan jeg vide hvornår han ville komme?
Når jeg ikke fik den hjælp jeg – i min optik – råbte så ufattelig højt om, så er det da – igen i min optik – 200% logisk at jeg ikke hverken føler at jeg kan gå til mine forældre eller forsøger at gå til mine forældre.
Jeg spurgte dem også om de kunne huske hvad det første, det aller aller første jeg spurgte om tilladelse til, da jeg skulle hjem fra mit udvekslingsophold i USA?
Det var om jeg måtte blive. Det måtte jeg ikke.
Så søgte jeg ind på HHx i Ålborg og ind på 4. Maj Kollegiet, så jeg kunne komme væk – jeg blev ikke optaget på 4. Maj Kollegiet, så jeg måtte blive i Århus og bo hjemme.
Så snart jeg kunne, flyttede jeg til Brabrand – men blev hentede hjem af Far igen.
Så kom jeg ud på Gården efter HHx – og mit livs værste maridt begyndte.
Så stak jeg af til København
Og så igen efter en kort stund hjemme, afsted til København igen.
Så til London
Så Århus
Så København igen
Så Spanien
Så Kenya
Så Spanien igen
Så Århus – og her er jeg nu og jeg tænker ca. 10 gange om måneden på, at jeg har lyst til at stikke af til København eller Spanien eller bare dø. Either way, alle 3 dele lyder lige tillokkende.
Mor plejer at sige at jeg har oplevet mere i mit liv end hun har i sit fordi jeg har flyttet så meget – men jeg har altid savnet at have en rod, et sted jeg hørte til – for det har jeg aldrig følte at jeg har gjort, altså hørt til et sted. Så det som Mor har set som en slags eksotisk livsførelse, har for mig været et forsøg på at overleve, på at rumme mig selv og det liv jeg levede, som faktisk ikke er værd at leve.
Jeg har endda talt med min Psykiater-Lærling om at flytte til København, hun sagde at det kunne de godt hjælpe med, så jeg kunne blive tilknyttet derovre, men truth be told, så orker jeg ikke at flytte mere. Jeg vil bare gerne have ro. Ro i min sjæl og ro i mit sind.
Efter at have fortalt Far og Mor om min Gudfar og ovenstående, var jeg helt ødelagt inden i. Min mund var et inferno af smerte og jeg kunne næsten ikke overskue livet – i dag har jeg bare været mig selv. Alene. Jeg kørte ud til mine forældres gård hvor mine ting står til opbevaring og begyndte at se om, der var ting der kunne smides ud, for ligesom at komme på forkant med de ting som Far og Mor vil.
Jeg fandt noget gysligt porcelæn, som jeg uheldigvis ejer i 12 dele af ALT – nu sætter jeg det ind i min udlejningslejlighed, så slipper jeg for at købe nyt dertil. De tallerkner der står derinde, er også ude fra gården af, men de bliver så grimme af at komme i opvaskemaskinen, de er jo lavet engang hvor opvaskemaskinen ikke var opfundet, så de skal virkelig skiftes ud. Og det kan de så blive med verdens grimmeste porcelæn. Resten ryger i kælderrummet. Men pt. er min lejlighed heldigvis udlejet frem til min Fødselsdag d. 21. Juli. 9000 kr lige ned i lommen, eller rettere sagt, lige ind på kontoen hvor de fik den til at gå i et dejligt rundt nul, så jeg også denne gang undgik overtræk.
Derfor skal der sælges en del mere, før jeg kan få råd til noget som helst.
Jeg har nu kun 2 gange tilbage hos min Psykiater-Lærling og det bider i mit indre noget så grusomt. Hvad skal der blive af mig?
Jeg fik et brev i min E-Boks om en ny lægesamtale d. 8. August, dagen efter at jeg havde bekræftet at jeg godt kunne deltage, fik jeg en Bryllups-Navne-Indflytter invitation fra min Journalistveninde i København. De skal giftes d. 8. August 2018. Så jeg ringede og bad om en anden dato og har så i dag, fået en ny – d. 29. August.
Mere end én måned efter at jeg er stoppet hos min Psykiater-Lærling. Det er helt sikkert pga. sommerferie osv. men det slog mig helt ud da jeg så datoen. Den 8. August var til at overskue men 4 uger er slet ikke til at holde ud!! Jeg overvejede helt seriøst at melde afbud til brylluppet, fordi jeg ikke kunne overskue at jeg skal hænge i intetheden i alt den tid……
I dag har jeg også fået tilsag om at jeg har fået 30.000 Kr i investering/tilskud til brug af Rådgivning til AdWords og Google Analytics på mit lille firma – det er selvfølgelig helt vildt dejligt, men jeg har slet ikke tænkt på det et eneste øjeblik, heller ikke det faktum at Juni måned har været den bedste måned nogensinde i firmaets historie. Jeg hverken tænker på det eller glæder mig over det – jeg arbejder med de ting der skal ordes, men jeg arbejder ikke derudover – jeg kan slet ikke overskue det og allgievel kan jeg ikke få sygedagpenge eller nogen former for økonomisk hjælp fra det offentlige, fordi jeg jo “bare er en selvstændig” og dem behøver vi åbenbart ikke tage vare om i vores samfund.
Så jeg tilhører faktisk to kategorier som samfundet ikke prioritere: At Hjælpe Iværksættere og At Hjælpe Psykisk Syge.
– tænk engang hvis jeg en dag kom i en elite kategori hvor tingene bare flasker sig………must be nice!!
Far og Mor har en samtale med min Psykiater-Lærling på næste onsdag d. 11. Juni, jeg har ikke ønsket at deltage. Specielt ikke efter at Mor sagde i Søndags, at hun godt kunne huske – nu da hun tænkte tilbage – at der tit blev talt om at jeg havde en hemmelighed med mine Gudforældre, men når Mor forsøgte at få det ud af mig, hvad det var for en hemmelighed, så ville jeg ikke sige noget. Mor trode bare at det var en hemmelighed om at jeg fik 2 is, eller 2 sodavand eller chokolade før aftensmaden…… personligt kan jeg ikke huske noget om nogen hemmelighed. Jeg kan kun huske frygten i maven.
Jeg sludre og kludre i orden kan jeg mærke og det jeg skriver giver overhoved ingen mening, så nu vil jeg sove.