Psykiater-Lærling

1 2 3 4 5 … 11 Næste »

2 Edelweiss Øl. Tak.

22/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg kan ikke huske hvad jeg har fortalt (eller ikke fortalt) Har jeg fortalt at jeg faktisk sov i 24 timer i onsdags?

Torsdag kan jeg ikke helt huske hvad jeg lavede i løbet af dagen, men jeg lavede noget? Og jeg følte mig på toppen, frisk og udhvilet og glad. Jeg aftalte at mødes med Kunstmaleren og drikke en øl på den bar, hvor jeg har arbejdet for nylig.

Det var rigtig rigtig hyggeligt – vi endte med at få to hvedeøl (Edelweiss, smager himmelsk!) og fordi jeg er så dårlig til at drikke, blev jeg virkelig virkelig fuld (eller sådan føltes det, selv om jeg kan huske det hele, som altid)

Kunstmaleren er god at snakke med, som altid. OM det er pga. hans søsters arbejde (hun er psykiater) at hans far er læge eller om det bare er fordi han er et stærkt menneske inden i, skal jeg la være usagt men jeg holder virkelig meget af at tale med ham.

Han spørger direkte om ting som han undres over mht. min Gudfar, hvad vi lavet, hvordan, hvornår, hvor ofte osv. og når jeg svarer rynker han ikke på næsen eller vrænger ansigt. Vi taler også om mange andre ting, om hans kunst, om hvor lidt kunstinteresseret jeg er (som i virkelig lidt kunstinteresseret!!!) om mit firma, om fremtide, om børn osv.

Det er virkelig VIRKELIG dejligt at kunne tale om normale ting, om afsavn, om veninder, om ting der får mig til at grine – det er dejligt at føle mig normal for en stund.
– bagsiden er, at jeg nu (bedre) forstår hvorfor min Psykiater-Lærling syntes det var en dårlig ide at jeg havde kontakt til Kunstmaleren og syntes jeg skulle afbryde kontakten – hvilket jeg gjorde.

For nu, her en fredag aften (som netop er blevet til lørdag) sidder jeg med et enormt afsavn efter “min ven” – jeg savner at kunne tage telefonen og ringe til ham og snakke om løst og fast. Jeg savner savner en ven!!!
– og det skal være en ven som ikke forsøger at kysse mig, en ven der ikke tager mig på numsen og en ven som ikke krammer mig upassende lang tid. Og en ven som ikke har en kone, jeg på ethvert tidspunkt forventer vil angribe mig med med kløerne fremme (og jeg er end ikke interesseret i Kunstmaleren eller andre, seksuelt)

Jeg vil bare gerne have en ven.

Kunstmaleren er nøjagtig det samme som jeg så og fandt i Norman Bach. Forskellen er bare, at Norman er single og det giver en vis ro og tryghed at der ikke pludselig sidder en dødsensfarlig kvinde i struben på mig og en ro fordi jeg ved jeg ikke gør noget forkert ved at tale med ham.
– det gør jeg så alligevel, fordi han jo ikke rigtig vil tale med mig.

Men Norman er eller var også rigtig god at tale med. Han har løsninger i ærmet til alt. Han plejer heller ikke at vige når jeg fortæller, selv om jeg aldrig mindes at have fortalt ham om min Gudfar. Norman og Kunstmaleren er begge to store høje kraftige mænd, en klippe.

Men den ene vil mig ikke og det gør mig ked af det. Den anden vil mig gerne, men ikke på den måde jeg vil og ikke når jeg vil og det gør mig ked af det.

Så i teorien har jeg ingen venner – og jeg ved i mit hjerte at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg heller ikke taler med Kunstmaleren mere. Jeg kan ikke være venner med en, som jeg faktisk oprigtigt bare gerne vil være venner med, men som gerne vil mere med mig – og som er gift. Det er virkelig noget shit. Og Psykiater-Lærlingen havde så meget ret, men jeg tænker også at hun vil forstå, at jeg er SÅ ALENE at lidt (forkert) selskab er bedre end intet selskab.

I dag havde jeg så rigtig svært ved at vågne, pga. øllene i går aftes. Da jeg endelig fik sparket mig selv ud af sengen, kørte jeg over og gjorde rent i min udlejningslejlighed. Er du helt åndssvag hvor er jeg T R Æ T af at gøre rent!! Jeg er mæt og træt og kørt surt i rengøring. Jeg har vitterlig næsten ikke lavet andet siden 2011….

Lejligheden var pæn og ren og det var svært at se at der havde boet nogen, jeg måtte virkelig tage mig selv i ikke at gå i stå af flere omgange, springe over hvor gæret er lavest og sjuske i krogene. Jeg havde selvfølgelig glemt at få et lagen med, så jeg kunne ikke blive færdig i dag, og må derfor over og gøre det færdigt i morgen – og lukke gæsterne ind. Gæsterne bliver frem til ca. 1. Juli (Jeg er total blank og kan ikke huske det uden at kikke i en kalender) Den næste gæst kommer d. 14. Juli og bliver til 23. August.

Lige nu leger jeg med tankerne om at få en fast lejer pr. 1. September. På 1 eller 2 årig lejekontrakt. Udfordringen er bare, at jeg simpelthen er så mega nervøs for at få en dårlig lejer ind. Frygten for gården sidder stadig i mig. Lugten, tankerne, følelserne og billederne vælter frem når jeg tænker på det. Så har jeg meget mere styring og magt over en udlejning, når det er tidsbegrænset turistudlejning.

Da jeg var kommet så langt som muligt i rengøringen, kørte jeg hjem til Far og Mor og hentede Ella. Hun har kedet sig en del de her sidste par dage fordi alt drejer sig om babyen hjemme hos mine forældre og jeg har ikke kunnet overskue hende. Så vi kørte ud til SUP havnen, parkeret og gik langs vandet og letbane skinnerne til det gamle Psykiatrisk Hospital i Risskov og nogle haver i nærheden, hvor Ella løb løs og havde en fest.

Så gik vi tilbage, vejret var dejligt og jeg var fin i tøjet. Blå levis med opsmøg, de lyserøde kondisko jeg fik af Mor som hun havde købt til sig selv ved en fejl for over et år siden, en sort tank top og udover den en løs hørfarvet strikbluse i løst strik/hullet strik og så min fine Gustav Jakke med blomster på ryggen.

Min plan eller ide, var at vi kunne (Ella og jeg) gå tilbage til SUP og få en Fredagsøl hos SUP eller i restauranten ved siden af. Pga. den lange gåtur vidste jeg at Ella ville være træt og dermed nemmere at have med og når jeg har hende med, så kommer jeg nemmere i kontakt med folk, fordi hun er sådan en cuteness magnet og samtidig føler jeg mig heller ikke så alene, forkert og fejlplaceret.

Men fuck stå i det, mine forældre har haft leje min yngste lillebrors gl. lejlighed ud til en klam kost – virkelig KLAM – og hun har slet ikke gjort lejligheden ren, da hun flyttet ud. Jeg skal prøve at tage nogle billeder, men jeg lover dig, stikkontakterne, bare for at tage et eksmpel, er helt sortbrune af fingre (de plejer at være hvide) så min Mor ville, at vi skulle bruge vores Fredag eftermiddag/aften (klokken 17.00) på at gå og tage billeder og notere hvor nasty der var i lejligheden…..

Ja jeg kunne have sagt nej, men så havde min Mor på 69 år skullet gå og gøre det alene og kald mig bare Mads om jeg ikke ville komme til at hører for dét….. så jeg måtte gå fra en havn og et område som summede af solskin, glade mennesker og sammenhold, for at gå rundt i en stinkende lejlighed…..

Og sådan endte jeg på sofaen med en pizza og et viskestykke som hagesmæk – og en øl jeg ikke kunne lide og derfor ikke drak. Jeg spiste kun halvdelene, før jeg fik ondt i maven.

Så så jeg en film, delvist med lyd, om en psykiater hvis datter bliver kidnappet, indtil han får en pige der er indlagt, til at fortælle ham en kode/nogle tal. Pigen har 20 eller flere diagnoser men han finder ud af at hun faker det hele, fordi hun er bange…. filmen har ikke fået gode anmeldelser, men den var virkelig virkelig god https://www.imdb.com/title/tt0260866/

Og nu ser jeg Zorro, delvis med lyd. Har set den mange gange før og om lidt når jeg er færdig med at blogge, slukker jeg og går i seng. I morgen skal jeg gøre lejligheden færdig og lukke gæsterne ind.

Jeg kan ikke lade være med at sidde her i sofaen, og tænker på, hvad det kræver, hvad jeg skal gøre, hvor jeg skal starte, for at ændre mit liv, så jeg ikke skal bruge så meget tid på at planlægge én eller to timer en Fredag aften og så pludselig ende op i sofaen, alene. Igen.

Jeg drømmer så meget og jeg længtes så meget, men det er som om livet er utopi for mig, som om jeg ikke få tilløb nok til at starte et sundt, godt og rigtigt liv.

Jeg har ingen venner. Jeg har ingen penge. Jeg længtes efter oprigtige knus, men ikke på den upassende måde. Jeg drømmer om at tjene penge. Mine penge. Om at være selvstændig og uafhængig af andre. Jeg drømmer om at være noget for nogen. Om end ikke andet, så bare deres ven.

Men jeg er ingenting og jeg er ingens ven. Og ingen vil savne mig den dag jeg er væk.

Min fremtid byder på 7 måneder i selskab med en behandler som jeg føler svigtede mig, da jeg var ærlig og oprigtig. Som fik mig til at fremstå som et dårligt menneske, når hun i min verden steg i anerkendelse (for en stund)

Jeg føler mig så så alene. Og jeg forstår ikke hvorfor jeg skal straffes så meget.

Straf, Penge og Den Dag Jeg Skal Dø.

15/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag ramte jeg 20.000 kr + i solgte ting i 2019. Jeg har spekuleret over hvor meget af det jeg sælger er storskrald og hvor meget er noget jeg har fra gården – af ren nysgerrighed er det jo rart at vide om det er talent for ting der sælger, der gør at jeg har tjent 20.000 Kr + eller om det er fordi jeg ejer en masse gammelt lort (og dermed en dag løber tør for gammelt lort og dermed for ekstra indtægt)

Konklusionen er tæt – jeg har solgt for 10.545 Kr af ting jeg har fundet til storskrald i 2019. Det afgør at jeg har solgt for 9863 Kr ting fra gården, så som porcelæn, mælkejunger, zink baljer/spande, lerfade mv.

Jeg har besluttet mig for, at selv om jeg har overtræk på min kassekredit, så vil jeg sætte ALLE pengene jeg tjener på at sælge brugte ting, over på min konto i Lunar Way, så jeg i det mindste en dag kan sige til mig selv, at jeg har arbejdet bare lidt. Det føles som om jeg aldrig arbejder og aldrig tjener penge, fordi alle mine penge går til regninger, hele tiden og så igen. Der er aldrig nok penge og jeg er altid bagefter og jeg er altid træt – og alligevel føler jeg at jeg arbejder hele tiden……giver det mening?

Jeg føler jeg stresser helt vildt. Jeg arbejder og arbejder (i min verden) men tjerner aldrig penge og har aldrig prenge. I mine forældres verden, så laver jeg ikke noget og bruger alt for mange penge.

Men selv om jeg får en løn fra min Far’s firma, som nu er på ca. 9000 kr pr. mdr. så dækker den bare ikke mine udgifter. Det “eneste” den gør, er at min kassekredit ikke er så meget i bund som den plejer og dét er vel dejligt, selv om det egentlig med hånden på hjertet, ikke er noget jeg lægger mærke til. Jeg er så vant til aldrig at have penge at jeg ikke tænker over det, sådan rigtigt. Eller også er det fordi jeg ingen følerlser har mere i min krop.

Det er som om noget er dødt inden i mig her henover Maj måned. Jeg kan ikke selv forklare det (for mig selv) og dermed heller ikke for andre. Min mund er et inferneo af smerte, jeg har blister og sår på indersiden af kinderne og tungen svider pga. revner. Det gør ondt i mine tænder når jeg bider sammen og jeg har små små sår på overlæben rundt langs kanten af læberne. Det gør ondt inde bag mine øjenhuler og bare jeg aer mig selv fra øjet (i højre side) og ned af kinden, så føles det som ét stort blåt mærke, selv om der intet er at se.

Jeg føler mig i bund og grund bare slidt og ulækker og utiltrækkende.

Har jeg fortalt at jeg har fået en behandlingsplan af min Nye Behandler? Hun sagde at hun havde copy pasted min diagnose givet til mig, af min Psykiater-Lærling. Det som står i min Behandlingsplan er total nyt for mig og ikke noget jeg har læst før – jeg blev VIRKELIG ked af det da jeg læste det og kan slet ikke forstå at min Psykiater-Lærling har skrevet sådan om mig, uden nogensinde at nævne det for mig – jeg mener, hvorfor har hun ALDRIG spurgt mig om det er sådan jeg egentlig er?

Der står at jeg er “et meget misundeligt menneske“……. jeg var ved at få hjertestop da jeg læste det!! Jeg kan vitterlig med hånden på hjertet sige helt ærligt overfor mig selv og alle der gider lytte, at jeg vitterlig IKKE kan huske at jeg nogensinde ever har været misundelig på andre mennesker!!

Jeg har været jaloux 2 x i mit liv og jeg kan huske begge gange fordi det føles som at være ramt af en smertelig sygdom – men jeg er ikke misundelig og jeg går ikke rundt og er misundelig på andres liv til daglig. Jeg forstår slet ikke hvor det kommer fra?

Det er som om “dem” inde på Det Lyserøde Hospital med vilje misforstår alting. Når jeg siger til min Nye Behandler at jeg “ønsker det hun har feks. mand, børn, hus, job, kollegaer, indtjening mv” så bliver det taget som om jeg ønsker at være hende – hvilket det SLET IKKE SKAL – det er blot en sammenligning, et spejl op mod det liv jeg ønsker mig. Og jeg tænker at det virkelig må være den ENESTE MÅDE hvorpå min Psykiater-Lærling kan være kommet frem til den sindssyge konklusion at jeg er et “meget misundeligt menneske” – jeg er rystet!!!

Sådan noget lort at skrive i MIT JOURNAL – et journal der vil eksistere efter jeg er død. Et journal der stempler mig som et endnu dårligere menneske end jeg allerede er…… hvad fanden sker der for det?

Jeg får sådan en indædt lyst til at hunt her down like a gazelle in Serengeti, hive fat i kraven på hende, klynge hende op af den nærmeste væg og afkræve hende en grundig forklaring på hvorfor hun har skrevet noget så nederdrægtigt i mit journal, uden nogensinde at have vent de med mig??!!!!!!!
– men dels er jeg ikke i 20’erne mere, og dels ved jeg ikke hvor hun bor præcist, så det bliver ved tankerne.

Da jeg var i 20’erne var jeg et utrolig vredt og indebrændt menneske. Jeg råbte og skreg og kørte hurtigt i min bil og drømte om at miste kontrollen over den og kører mig selv ihjel. Jeg er desværre en alt for god racerkører, hvilket jeg blev bekræftiget i, da jeg var kærester med It manden som faktisk kører race på forskellige baner, hovedsagelige private, rundt om i verden. Jeg er nemlig ikke bange for at dø og derfor er jeg heller ikke bange for at kører stærkere end gennemsnittet.

Jeg kom altid, som i A L T I D i diskussion og/eller slåskamp med en eller flere fyre eller piger når jeg var i byen. Det var langt mere normen end undtagelsen at jeg endte med at overfalde nogen, enten verbealt, fysisk eller seksuelt – og jeg mindes ikke at jeg nogensinde er gået fra en kamp, uden en eller anden form for sejer. Min grundlæggende fejl er, at jeg ikke er bange for at dø og at smerte ikke rigtig bider på mig.

Jeg bryder mig desuden ikke om at klynge nogen op nogen steder (mere) Jeg tvivler også på at jeg har kræfterne til det i dag – da jeg boede på gården var jeg bum fucking stærk, i dag er jeg en vatarm.

Dernæst så ved jeg heller ikke 100% hvor min Psykiater-Lærling bor. Ja jeg kunne google hende (og udelade at fortælle det til nogen) men jeg har ikke lyst til at google hende. Jeg havde egentlig heller ikke lyst til at google min Nye Behandler men da jeg gjorde det, var jeg ærlig omkring det (hvilket ALDRIG EVER NEVER sker igen!) og tænkte ikke over at konsekvenserne ville være at jeg skulle stå skoleret foran en tribunal som en anden sindssyg general skyldig i etnisk udrensning!!!!

Faktisk var jeg meget ærlig overfor min Psykiater-Lærling, jeg mindes at jeg fortalte hende at jeg havde google min Psykolog med den stille stemme og at jeg ikke havde lyst til at have den viden jeg har om hende (Min Psykolog) om min Psykiater-Lærling. Og selv nu i dag hvor hun ikke er min behandler mere, har jeg stadig ikke lysten. For hvad kan jeg bruge det til?

Viden forpligter og jeg har ikke nødvendigvis brug for mere viden jeg ikke kan bruge til noget i mit hoved.

Jeg ved hun bor tæt på et af de steder hvor jeg søger kolonihave, men jeg var skrevet op FØR jeg startede hos hende og dermed kan jeg holde min ryg fri af beskyldningerne om at jeg eventuelt stalker hende. Måske hun boede dér før jeg blev skrevet op, måske hun ikke gjorde – det er sagen underordnet. Det vigtigste er, at jeg ikke kendte til hendes eksistens (og omvendt) da jeg blev skrevet op. Og grunden til at jeg ved at hun bor tæt på haven, er fordi hun selv nævnte det, så igen, ikke en viden jeg har tiltusket mig.

Men selv om jeg ikke ved hvor hun bor og selv om jeg ikke er i 20’erne mere og selv om jeg ikke slås, sparker, spytter og udnytter folk seksuelt mere, så har mit indre stadig en kampgejst som gør, at jeg (inden i) er i fuld gang med at smadre hendes kontor fra A til Z fordi hun har skrevet noget så grimt om mig i MIT JOURNAL!!!
– jeg har tit tænkt på hvordan det ville være at møde hende igen, hospitalet er stort og der er mange afdelinger og jeg er ikke i nærheden af hvor hun arbejder, så chancerne er mikro små og lige nu tænker jeg faktisk at det er rigtig godt for jeg tror faktisk jeg ville blive VIRKELIG uforskammet overfor hende, hvis jeg så hende nu – jeg er dybt såret over at hun skriver sådan noget – og dybt forundret over at jeg ikke har set det før. Jeg var ellers ret sikker på at jeg læste mig journal igennem, da jeg stoppede ved hende i Juli 2018.

Og nu sidder jeg så eller ligger i min seng og tænker: Øhhh og hvorfor var det at jeg netop har skrevet det (ovenstående)??? Jeg kan ikke huske hvorfor……før jeg scroller op og læser at jeg har fortalt om min Behandlingsplan 🤦🏼‍♀️ Fuck min defekte hjerne……

I morgen kommer min søster hjem fra Hospitalet (sikkert) og jeg har lovet at gøre hendes badeværelse rent, men i bund og grund har jeg mere lyst til at tage til SUP og lave alt muligt andet end at være hjemme hos mine forældre.

Jeg er hverken MISUNDELIG eller ville ønske det var mig, der kom hjem med en baby. Jeg ved faktisk slet ikke hvordan jeg har det med at min søster har fået en baby, er det ikke mærkeligt?

Jeg har tænkt rigtig rigtig meget på dumme ting de sidste par uger, feks. har jeg tænkt så meget på dengang vi boede på Farfars gård og jeg sad i bruseren (som var hvid) og pressede klumper der kom ud af mit underliv, ned gennem den runde plastikrist i bruseren. Jeg har også tænkt på dengang jeg pjækkede fra skole og tog til Fyn og fik en abort, jeg husker lugten, lydene og følelsen af kolde instrumenter – men mest af alt husker jeg følelsen af skam. Skam over at være havnet dér. Skam over at jeg var “sådan en pige”. Der var så meget skam den dag, at jeg følte skam hele vejen hjem i toget. Jeg følte alle kunne se på mig hvilken “slags pige jeg var og hvad jeg havde gjort” – jeg husker turen hjem i bilen med min tidligere chef (hende jeg besøgte i hendes butik for et par uger siden, uden den store succes) og hvordan jeg løj for mine forældre da jeg kom hjem og sagde at jeg var blevet syg på arbejde og blevet kørt hjem. Min chef vidste besked om aborten men ikke om hvem faderen var.

De næste mange dage stod jeg op og tog ind og lå i mine forældres båd i havnen i Århus frem for at tage i skole. Det var, trods alting, nogle dejlige dage med klukkende lyde af vand, masser af lys og luft og en følelse af at være selvstændig og alene. Ingen vidste jo hvor jeg var og ingen kunne derfor gøre mig noget. Det var den følelse jeg genfandt da jeg købte en Kolonihave nogle år senere. Og den følelse jeg håber at genfinde igen, hvis jeg får en kolonihave igen.

Alle de ting har jeg tænkt på de sidste par uger. Men jeg har også tænkt på, hvor hårdt det må være at have et barn, hvor meget man skal stoppe med at “dyrke” sig selv, tænke på sig selv først – ikke fordi jeg er en selvfed stodder men fordi jeg hele tiden tænker på hvordan JEG kan få det bedre, hvad JEG har lyst til, hvad JEG skal gøre – alt det ville jeg ikke kunne hvis jeg havde en lille datter eller en lille søn. Og jeg ved, med hånden på hjertet, at selv om jeg ikke er misundelig og selv om jeg ikke er en type der gør skade på andre, så vil jeg frygte at jeg ikke er i stand til at sætte mig selv til side, til fordel for mit barn. På nuværende tidspunkt.

Så enten skulle jeg havde fået et barn da jeg var ung og havde energien og modet og lysten til det – eller også så skal jeg aldrig have børn. Chancerne for at jeg bliver sej og energifyldt igen, er slet ikke til at få øje på. Så jeg nøjes med at græde lidt når jeg kører bil og tænker på hvordan min baby(er) ville have lugtet hvis de var blevet til noget. Jeg græd hele vejen til mine forældres gård (40 min i bil) i dag, da jeg kørte fra Barselsafdelingen, fordi jeg kom til at tænke på, hvor blødt huden på en baby er og hvor meget jeg ville give, for at få lov til at holde et lille barn tæt på min krop, hud mod hud – men så tænker jeg også på, hvor usundt det ville være. En slags selvtortur

Min lille nye niece, som endnu ikke har fået et navn. Hun blev taget ved kejsersnit fordi hun ikke kunne vende sig i maven. Hun har simpelthen ligget sådan her i 9 måneder – vildt ikke? Hun skal undersøges for hofteskred men ellers er hun helt perfekt, og har masser af hår og fine krøller (og dobbelthage 😉 )

Og her er min baby så, anno 2019. Jeg elsker hende mere og mere, men jeg kan stadig ikke overskue at have hende hjemme i min 40 kvm. lejlighed hele tiden. Føler mig som en ægte lorte mor, så det er nok helt rigtigt at min søster er blevet mor og ikke jeg.

Jeg har aldrig undersøgt det nærmere, men jeg tænker at min Psykiater-Lærling bor i et to-etagers hvidt hus, som ligger tæt på haveforeningen. Der er mange ens huse, så jeg ved ikke hvilket – men for at være på den sikre side, så går jeg aldrig på den havegang som vender op mod husene, jeg holder mig fra legepladsen og jeg søger ikke huse på netop dén havegang. Så selv om jeg med hånden på hjertet og skriftlige beviser i hånden, kan dokumentere at jeg var skrevet op dér FØR jeg overhoved startede på Psykiatrisk Hospital (Jeg blev skrevet op mens jeg var på Radioen) så er jeg alligevel frygtelig bange for at løbe ind i hende en dag, fordi jeg frygter at det på magisk vis kan ende som det gjorde med min Nye Behandler. Du ved, jeg tænker ét og pludselig sker der noget som jeg slet ikke med min vildeste fantasi kan forestille mig og jeg er under anklage – eller som feks. da jeg gik og spiste min fuldemands is i regnvejr på Store Torv og pludselig ud af det blå går og står min Psykolog med den stille stemme 1 meter bag mig – og jeg bruger resten af ugen på at tænke over, hvad JEG har gjort, selv om jeg vitterlig intet har gjort!!

Sådanne ting kan jeg ikke håndtere og måske det er derfor at mine følelser er forsvundet helt her henover den seneste tid?

De er ikke forsvundet sådan *pist* fra den ene dag til den anden, men sådan lidt henover dagene er de blevet svagere og svagere. Feks. bor jeg overfor en bar som netop er blevet solgt og lavet om. Nu har de meget udeservering og det glæder mig, for jeg elsker lyden af glade mennekser. Pt. sidder der 18 mennesker ude foran og drikker øl under varmelamper, med tæpper og sommertøj på – normalt ville det gøre mig ked af det at hører og se på. Jeg har lige stået og iagttaget dem og jeg føler end ikke sorg inden i, over at jeg ikke er en del af dem – jeg er bare tom. Helt tom. Der er intet tilbage inden i mig.

Jeg er blot en skal, et menneskeligt kadaver som bliver tykkere og tykkere og fysisk svagere og mentalt mindre begavet. Jeg er nærmest en Benjamin Button – bortset fra at jeg lover mig selv, at jeg dør inden jeg bliver helt hjælpeløs. Men i det mindste har jeg fået en dato. Onsdag d. 12. Februar 2020 skal jeg stoppe i Psykiatrien.

Fordi jeg googlede min behandler (og fortalte om det) er min tid i psykiatrien skåret ned med ét år. *Slam!!* Straf er noget jeg er meget bekendt med og selv om de sikkert ikke kalder det straf i deres sirlige journaler fyldt med fejl, så kan jeg godt se en straf når jeg bliver præsenteret for den.

Men i det mindste kender jeg nu den dag jeg skal dø.

Mit dejlige liv…

07/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

(ironi kan forekomme)

Lad mig starte med at beskrive de sidste 24 timer, så får du et jævnt godt indtryk af hvordan mit liv er. Læg venligst mærke til, at trods ironi, er intet af det som jeg skriver fiktion, opfundet, opdigtet eller på anden måde i strid med sandheden.

I går aftes ved ca. denne tid (23.47) sad jeg og opdateret salgsannoncer på dba.dk og Facebook Markedsplads. Jeg solgte for 1000 Kr brugte storskraldsting i går (onsdag), hvilket bringer mig frem til i dag, torsdag. Og nedenfor er mine stikord for dagen.

Sove Sove – jeg skulle op senest kl. 09.00, så jeg kunne få vasket og ordnet mine kuldsorte fødder, komme i bad og prøve at være pæn til resten af dagen. Jeg formået at snooze til klokken var 11.27. Ét snooze er 8 minutter….
Det gjorde fysisk ondt når jeg forsøgte at åbne øjenene og efterhånden som tiden gik, skar jeg flere og flere ting af min to-do-liste for dagen.

Tatoveres – jeg skulle over og have tegnet mine fodtattoveringer op, hvilket minder mig om at jeg stadig ikke har undersøgt hvordan tatovering staves, altså om det er med ét eller to t’er eller ét eller to o’er eller begge dele. Fuck it.

Hæve Penge – men som sidst, havde jeg glemt at hæve penge (de tager kun kontanter) mest af alt fordi jeg ikke vidste hvad det ville koste. Og så fordi jeg stormede ud af døren, som rådhusuret slog 12.00, hvilket var der min tatoveringsaftale startede – jeg er IKKE en person som kommer forsent. Men det gjorde jeg så, alligevel….. Og jeg fucking kampsvedte!!

Lukke Gæst ind – da jeg var færdig, gik jeg hjem. I modsætning til sidst, hvor det ikke gjorde ondt (så vidt jeg huskede) gjorde det lidt ondt da han tatoveret midten af hjertet. Nå men hjem og tisse af og pga. den enorme mængde smser/notifikationer jeg fik fra Airbnb på min telefon mens jeg blev tatoveret, måtte jeg åbne min computer. Gæsterne som skulle komme i min udlejningslejighed har skiftet ankomst tidspunkt ca. 4 gange, hvilket stresser mig max!! De ville gerne at vi skiftede fra Airbnbs platform til sms’er på telefonen. Jeg er IKKE til smser på telefonen, for læser man det med småt, så dækker Airbnbs forsikring ikke nødvendigvis, hvis du tager kommunikationen udenfor deres platform – paranoide mig læser altid det med småt.

Købe Gave til Gæst – så jeg gik mod min udlejningslejlighed og købte på vejen 2 kolde dåseøl og satte på bordet til deres ankomst. Det er et par, som skal til Northside, som løber af staben lige nu. Jeg kan hører musikken tydeligt her i min lejlighed, mens filmen “Transporter 2” kører over skærmen. Uden lyd. Gæsterne ankom, jeg viste dem hvor de kunne parkere gratis og så gik jeg. Havde egentlig foreslået min søster at hun kunne leje sin p-plads ud til dem, da hun jo ikke bruger den lige pt. Hun skal nemlig føde på onsdag, men det var hun ikke interesseret i.

Gå hjem – så gik jeg hjem igen.

Tisse af – og ja, fik tisset af igen. Jeg har en blærer som en peanuts og jeg tisser hele tiden. Sådan er det åbenbart at være fed, man sveder og man tisser helt vildt meget. Nåe ja og så fik jeg pakket min taske, med en renseribon og et kort der skal byttes.

Skifte vasketøj – og så i kælderen og skifte vasketøj rundt. Maskinen er nærmest kronisk optaget i øjeblikket. Nogle er ved at flytte, de skal være ude 1. Juli og jeg tænker at de ligesom vasker ALT lige fra rullemadras til vinterjakker og tørrertumbler det, fordi det er gratis i ejerforeningen.

Hente bøger – og så travet jeg i kampheden over til en bogbutik og hentede 2 bøger som jeg købte da jeg googlede min Nye Behandler. I hendes afhandling stoder til aller sidst, at man kunne læse mere om emnet “Borderline” i den og den bog. Og da jeg faktisk fandt hendes afhandling interessant og rigtig gerne vil vide mere om min(e) diagnoser, gik jeg ind på nettet og bestilte dem. Nærrige jeg, købte dem med levering i en bogbutik, så jeg sparede portoen. Det betød så at smsen jeg skulle bruge til afhentelse, først kom da jeg sad i toget på vej til København for at rejse til Spanien. Fuck.

Bytte Postkort – men jeg fik hentede bøgerne, byttet postkortet og fik 24 kr. retur.

Betale øl – så gik jeg ud af bogbutikken og i fuld trav mod en spiritus butik, hvorfra vi i den bestyrelse jeg sidder i, altid plejer at få en bestyrelsesgave fra. I år valgte manden der ejer butikken dog at holde lukket, den dag jeg kom for at hente de forudbestilte gaveæsker. Flot ikke? Men dem gik jeg så op og hentede i dag. Og betalte 2500 kr. Meningen var at jeg ville gå over og aflevere bonerne med det samme, så jeg kunne få pengene returneret, men min søster var til Jordmoder og vi havde aftalt at spise sammen.

Betale rense af jakke – på vejen tilbage fra betalingen af øllene (gaveæskerne) hentede jeg min lillebros jakke på rejseri, hvor den blev indleveret længe før jeg tog til Spanien men ingen havde hented den.

Hente bil – så hentede jeg min bil og kørte 200 meter (max) for at hente øllene, som blev læsset ind i min bil og dækket til med et tæppe. Der kan de så stå indtil i morgen, hvor jeg skal hjælpe den afgået formand med at ordne mailen i ejerforeningen, som han på magisk vis har fucked op, fordi han insisterede på at gøre det selv…. så nu sidder jeg med pøllearbejdet med at sortere i 1,5 års mails og putte dem i relevanter mapper, så den nye bestyrelse kan finde ud af hvad der er op og ned. Nice…

Parkere – og så ud i myldertiden og finde en p-plads igen. Dog var Hr. Gud sød ved mig og gav mig en endnu bedre plads end før. Nice. Og tak.

Sætte Lak flaske – da jeg steg ud af bilen, tog jeg en lak flaske med mig, som jeg har solgt. Køberen ville komme 15.30 og jeg kunne se på uret at jeg ikke kunne nå at være hjemme inden da, så jeg satte den i portåbningen og gav ham koden. Lakflaske = 200 Kr.

Hente Juice Pack – netop da jeg står ude foran porten og har sat flasken og taget dette billede og sendt til kunden, får jeg en sms fra min søster, der spørger om jeg vil tage en juice pack med (eksternet batteri til opladning af feks. en iphone der feks. er løbet tør for strøm) – så op af trapperne til 2. sal igen, hente juice pack og ned af trapperne igen og så i fuld galop til åen.

Gå på Cafe – her ventede jeg på min søster, der som altid kom forsent. Hun havde været ved jordemoder og så ved egen læge. Hun har åbenbart og desværre, fået Graviditets diabetes.
Vi spist og hyggede os faktisk ret meget og jeg drak 2 x store Grimberger Blanch øl. Fordi, det var det jeg havde lyst til og jeg havde følt mig max presset de sidste par dage.

Gennem Maren Smedes Gyde – efter vi havde spist, gik vi i Magasin og osede. Jeg var truth be told, en smuld fuld og hvis det ikke var fordi min søster ville give mig en lektion omkring mine alkoholvaner, ville jeg gerne vide og jeg virker fuld når jeg føler mig fuld eller om det blot er en følelse jeg har. Jeg er selv i tvivl. Nå men bagefter ville min søster op i Rømershus, så vi gik op af gaden mod Rømershus, men på halvvejen stoppede min søster og sagde at hun simpelthen ikke orkede at gå op af bakke (mikro stigning af strøget) men fair nok, hun er max gravid, så vi satte os på en bænk og hvilede os. Og så konkluderet min søster at hun ville cykle hjem (uden hjelm….jeg gider end ikke nævne det med ord hvor ÅNDSSVAGT det er)

McDonalds – jeg gik direkte over i Marens Smedes Gyde som lå foran os hvor vi sad og gik på McDonalds som ligger mellem Lille torv og Store Torv. Jeg ville have en cola light men min indre alkoholiske sukkertrængende sjæl, endte med at købe en McFlurry med smarties – som jeg så lagde mærke til, ikke havde samme fine skarpe farver som rigtige smarties. Prøv liiiige at læg mærke til det næste gang du spiser en!

Regn – da jeg går ud af McDonalds sidder der nogle ret unge drenge ude foran, de er ca. 12 år gamle og de snakker om at NU kommer skybruddet! Jeg kikker op mens jeg spiser min is og går og griner lidt af drengenes kommentar (man skulle nok havde været der)

Dame der vinker – da jeg næsten er ved hjørnet af det som engang var Unibank, står der en rigtig flot dame med langt hår foran mig og vinker og smiler og kikker direkte på mig, som om hun vil have kontakt til mig. Men det er ikke sådan et lille diskret vink – det er begge hænder op over hoved, lidt let hoppen på stedet og et smil der skriger glæde til hele verden – jeg var naturligvis godt klar over at det ikke er pivstive Ann med 3 x diagnoser og en McFlurry hun var begejstret for at se, så jeg vender mig om, for at se hvilket menneske det er, som kvinden her er ved at eksplodere over at se…

Psykolog med den stille stemme – Og som en ironisk karmaknytnæve vender jeg mig om og gør mig klar til at kikke bagud ned på Store Torv, da jeg til min lige delt rædselg og lige delt overraskelse, ser at min gl. Psykolog fra Enhed for Selvmordsforbyggelse, hende med den stille stemme, går
L I G E BAGVED mig. Som i nøjagtig lige bagved mig. Hun går så tæt på mig, at jeg kunne se hendes ørenringe!! Fuck mig hvordan er det muligt?? De to kvinder smider sig i hinandens arme og knuger hinanden helt vildt. Min tidligere psykologs ansigt er min retning og jeg kommer til at stoppe op i max 2-3 sek. af bare ren overraskelse og så skræk – og jeg nærmest stormer afsted!!

Gå hjemad – Tænk engang hvis jeg nu bliver beskyldt for at stalke hende?!! At følge efter hende, at jeg på en eller anden måde har gjort mig skyldig i at jeg gik lige dér….

Salling – jeg var helt rundtosset og overvejet at gå på min yndlingsbar og drikke mig hammer hammer tæske fuld, men i stedet for ombestemte jeg mig fordi jeg kunne mærke jeg var så ufattelig træt at jeg bare måtte sove – og at sove på en bar, er ikke på min tjekliste.

Frøsnappere – så ind i Salling og købe Frøsnappere, som her i Jylland ikke er med råcreme som de er i København. Her er de med pinaktost. Nammenam.

Gå hjemad – så hjemad igen.

7/11 – I 7/11 køber jeg 6 sodavand. 2 Coca Colaer. I øjeblikket kører de en juni kampange hvor der er navne på sodavandene. Jeg har købt én med min søsters navn på og en hvorpå der står Mor. Min søster drikker kun Coca Cola. Min plan er at hun skal have den med hendes navn på først og så vil jeg sætte den hvorpå der står “mor” ved siden af (på venstre side) sådan at der kommer til at stå “Mor XX” Dét syntes jeg selv er lidt sødt og nu har jeg ledt og ledt i flere dage efter netop dét ret populære navn og ja Mor flasken er åbenbart også populær – men lige dér stod de begge ved siden af hinanden, som et glimt fra Hr. Gud om at han ikke hader mig SÅ meget alligevel…. Der er tilbud (i øjeblikket) på 3 x sodavand for 40 kr (tror jeg) så jeg købte 4 cola light og 2 coca colaer og ja så lige 4 chokoladefrøer.

Smse Kunstmaleren – jeg havde egentlig en aftale med Kunstmaleren, hvis søster også er Psykiater på Psykiatrisk Hospital. Jeg smset ham og skrev “Too drunk to meet up”

Gå hjemad – og så gik jeg resten af vejen hjem.

Skifte vasketøj – ned i kælderen. Skifte vasketøj og fik hængt min elskede denimjakke op. Den er blevet skyllet meget let, efter at Ella kastede op på den i bilen den anden dag – ikke klamt opkast men vandopkast. Hun havde suset rundt som en gal og så drukket en kæmpe portion vand, lige inden vi skulle kører – og så vupti, kom hun til at gylpe det hele op og ned på gulvet i bilen hvor min jakke lå. Jeg roste hende fordi hun var så dygtig til at kaste op og aet hende mens hun sad og så lidt forvirret ud.

Nattøj på – så op i lejligheden, tisse af, og i nattøjet. Og så tog jeg fat i computeren og min dyne og lagde mig her på sofaen hvor jeg sidder endnu. Og lige inden jeg faldt i druk-søvn, lavede jeg de her små noter, så jeg ikke glemte min dag.

Sove – men SÅ kollapsede jeg også og sov med computeren på maven og mine indbundne tatoveret fødder i vindueskarmen. Ømt syn.

Vækkes af Kunstmaleren – Og dér lå jeg lige indtil Kunstmaleren stod i min opgang og ringede til mig. Hvordan han er kommet ind ved jeg ikke men han stod så hos underboen og bankede på. 7-9-13 havde jeg været i bad og taget mascara på og mit hår krøllede nogenlunde (en 5’er ud af 10) så da jeg åbnede døren i min langærmet mormor natkjole (uden trusser under…) lignede jeg måske ikke 100% pis.

Tale + Græde – Jeg har ikke set Kunstmaleren siden jeg fortalte ham hele sandheden om min Gudfar, Gården osv. Jeg ved ikke om han var berørt af det, jeg har svært ved at mærke følelser inde i mig selv. Jeg kan sagtens græde, men jeg føler mig ikke ked af det. Jeg kan også sagtens grine, men jeg føler ikke glæde. Det er meget mystisk og lyder sikkert også helt fucked når jeg forsøger at forklare det.
Men vi talte sammen og jeg viste ham de e-boks beskeder jeg havde fået fra min psykolog. Den ene var den jeg har vist tidligere i dette indlæg og som førte til den forfærdelige samtale med de 4 stikkende damer.

Denne besked fik jeg sidste onsdag, altså d. 29. Maj mens jeg var i Spanien. Den ankom præcist kl. 18.00 i min indboks, mens jeg sad på min yndlings bar i skyggen med min computer og sendte en mail til en dame som har en nærmest identisk historie som min (frygteligt og skønt at der findes et sådan menneske, så jeg ikke er et freak alene)

Jeg ringede i mandags og sagde “Ja tak” til at forsætte. Ikke fordi jeg har ét eneste gram tillid eller lyst til at se min Nye Behandler igen. Jeg skal VIRKELIG stramme mig an, for ikke at gå i hug og fortælle hende barnagtige og ondskabsfulde sandheder om hvad min mening er om hende og hendes typer. VIRKELIG STRAMME MIG AN!! Men jeg forsætter fordi jeg ikke har et alternativ og fordi jeg oprigtigt gerne vil være rask inden i – jeg vil SÅ GERNE passe ind i samfundet. Der er faktisk ikke noget jeg hellere vil end at passe ind i et jævnt parcelhuskvarter og få 2 3/4 barn og en halvskaldet mand med dad-boobs, hælrevner og skæve arbejdstider. Hvis jeg bare kunne prøve at være normal inden jeg dør, så tror jeg ikke jeg skal bede om mere. Så derfor forsætter jeg. Og det ringede jeg og fortalte mandag morgen og bad om at få besked om jeg skulle komme på Onsdag (i går) eller hvornår min næste session var. Damen i omstillingen bekræftede overfor mig at hun ville sørge for at jeg fik besked.
Og det fik jeg så tirsdag aften

Nogle gange så bliver jeg sku så forvirret at jeg overvejer om det er mig som er diagnostiseret eller om det er alle de andre der mangler en diagnose for, hold nu kæft hvor ville Psykiatrien gå konkurs hvis det var en service virksomhed……….!!

Hov! Vent!! Det ER jo en servicevirksomhed……

Det jeg ikke fatter – og som jeg også sagde til Kunstmaleren – er at der står i brevet jeg fik forrig onsdag HVAD min terapi er og hvad den kommer til at bestå af og hvis jeg siger “ja” så er det dét og hverken mere eller mindre jeg kan forvente fremadrettet. Ergo tænker jeg at de har talt mig og min behandling igennem inden de sender mig brevet og dermed gjort sig klar hvad det er som de kan (og vil) tilbyde mig. Jeg havde feks. ønsket at få mere fokus på at få talt ud om alt det som er sket på Gården, før Gården og efter Gården. Jeg har brug for at få min nattesøvn igen, jeg har brug for at mine maridt forsvinder, jeg har brug for NOGEN at tale med som kan tåle at hører hvad jeg siger og hvad jeg fortæller. Ingen siden jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling i Juli 2018 har haft lysten, modet og interessen i at hører mig fortælle og dét gør faktisk rigtig ondt. Det er som om min Nye Behandlers fokus kun er på konflikter med min familie og mine relationer til andre mennesker – dermed ikke sagt at de ikke også er vigtige og at det ikke er et sted jeg kunne lærer at blive et bedre menneske, men hvad nytter det at være god til at omgåes andre mennesker hvis jeg er ved at dø inden i? Jeg bliver ikke gammel – det kan jeg mærke mere og mere.
Nå, men så kommer der en sms, hvori det står at jeg IKKE skal komme onsdag, fordi min fremtidige terpi skal diskuteres torsdag……..eeeiiihmmmm WHAT THE FUCKING FUCK??

Vi talte og jeg græd så snot og tårer stod ud af alle huller i mit hoved. Jeg ved ikke hvad jeg lignede men jeg ved hvad jeg følte jeg lignede og dét er nok ikke et helt skævt image. Uagtet hvad der kan siges til at jeg sidder og taler med en gift mand, så var det virkelig dejligt. Dels fordi han er så stor som han er. Han er måske 2 meter høj og han er kraftigt bygget og han ligner den klippe jeg altid har søgt efter i mænd. En jeg kan stille mig bagved og som kan tage imod det væreste, så det hele ikke rammer mig. Han gav mig flere knus og aet mit (nybarberet) ben på en ikke-seksuel måde. Jeg sørgede for at holde mine ben samlet hele tiden, og natkjolen trukket langt ned, når jeg sad i sofaen med benene oppe omkring mig, så jeg ikke blottede de manglende trusser. Jeg er oprigtigt ikke interesseret. I ham eller andre mænd.

Og så gik han og jeg sidder her og modtager FB message beskeder fra der hvor jeg havde Ella i pleje, i den kennel hvor hun kommer fra. Det er et lesbisk par og siden at de fandt ud af at jeg (også) er psykisksyg og har Borderline, skriver de hele tiden for at hører hvordan jeg har det. Rigtig sødt men også rigtig belastende, fordi jeg ikke har lyst til at skrive med den ene når den anden ikke ved det eller nogen af dem for den sags skyld, efter den måde de har behandlet min lille hund på. Men når jeg skriver kortfattet retur får jeg en besked igen. Når jeg så skriver at jeg ikke har lyst til at skrive, så skriver de igen. Når jeg ignorer dem, så skriver de igen Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg kan lige se et lesbisk trekantdrama under opsejliing – og jeg er bare ikke til twat.

Kunstmaleren sagde, da jeg fortalte om min dag, om damen der vinkede og hvem hun skulle mødes med, at jeg skulle tænke sådan på det, at i det mindste gik jeg forrest, ergo kunne det aldrig være mig som stalkede min Psykolog med den stille stemme eller fulgte efter hende. Men nærmere omvendt. Dét var faktisk ret godt tænkt og noget jeg kunne bruge til noget, i stedet for en bagatalisering af mine følelser og en forklaring på hvor irrationelle de er (hvilket jeg jo på en måde godt ved, men dét ændre jo ikke på at det ER sådan jeg tænkte!)

Jeg fortalte ham også om at jeg var kommet til at ringe til min Psykiater-Lærling i ren sorg over ikke at kunne finde hoved eller hale i hvad jeg havde gjort, og at hun havde taget telefonen og hvor skyldig, forkert, dum og ondskabsfuld jeg følte mig, ved at ringe på hendes private nummer – også selv om det er en let-forklarlig fejl.

Han var sød og lyttede og gav mig nøjagtig den følelse af at nogen lyttede som jeg havde brug for. Jeg fortalte ham også om min plan om at forsætte i den behandling jeg blev tilbudt og så forsøge at tage et lån i min udlejningslejlighed, sådan at jeg kan tilkøbe mig yderlig behandling ved siden af. For jeg ved – uagtet hvor meget de kloge på Psykiatrisk Hospital siger noget andet – at jeg udover at tale om relationer OGSÅ har brug for at tale om alle de ting som gør ondt i mit hjerte, de ting som gør at jeg ved at jeg forbliver enlig resten af mine dage, de ting som gør at jeg ved at jeg aldrig kan elske og de ting som gør, at jeg ikke tror på at jeg er noget værd.

Jeg ved ikke hvor jeg finder den hjælp. Om det er hos en privatpraktiserende Psykolog eller Psykiater, men jeg ved at jeg må finde den hjælp, ellers bliver jeg virkelig ikke gammel og jeg får aldrig blåt hår. Og det væreste er, at jo mere jeg skriver dét jo mere rigtig føles det. Det er som om min sidste dag kommer tættere og tættere på, selv om jeg ikke kan se den selv og endnu. Men jeg kan mærke den. Det er som om luften pibler ud af mig som på en cykel i kælderen henover vinteren.

Et lille flig af paradis…

26/05/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

…for helt almindelige mennesker med en helt almindelig dårlig usikker økonomi.

Hvis man kunne trække alle de lidt for tykke, lidt for fulde, lidt for solskoldet og lidt for upassende påklædt Britiske piger på Polteraben ud af regnestykket, så tror jeg at dét her er en lille bitte flig af paradis 🌴

Og så naturligvis idioten ved siden af som fodre duerne (!) med sine saltede Peanuts 🤦🏼‍♀️ Dyr har slet ikke godt af alt den salt, så i teorien er han med til at gøre dem syge og potentielt slå dem ihjel. Men skidt pyt med at sætte sig ind i konsekvenserne af sine hippi-agtige-jeg-er-dyre-ven-handlinger for når de så skal aflives, er det jægeren der er et liderligt skydegalt svin….!

Han ville gerne bestille en øl magen til min men kom til at bestille en “Caña” aka en lille spansk fadøl – i min optik en slave pilsner aka de Krone øl danskerne køber i Tyskland uden pant.

Han havde derfor (stratetisk?) brug for min hjælp til at bestille en hvedeøl, som på spansk hedder en “Cerveza de mais” altså en weissbeer aka en hvedeøl. Han begyndte at tale med mig men jeg blev så befippet at jeg lukkede den ned med det samme. De sidste mennesker jeg har talt med, udover kassedamen, konduktøren, taxi manden etc. Er de 4 stikkende damer på Psykiatrisk Hospital i onsdags.

– og i teorien kunne han bare havde peget på min øl og bedt om en magentil.

I mandags var jeg i én af de 3 kolonihaver jeg ønsker at få en have i. I den have er det kun muligt at købe haver om mandagen. Man skriver sig på med sit ventelist nummer, navn og telefonnummer.

Det var sidste dag for 2 af haverne og jeg stod virkelig VIRKELIG lunt i svinget til at få en have men har desværre intet hørt.

– jeg er på en måde skuffet, fordi jeg håber SÅ meget men på den anden side er det måske Hr. Guds måde at fortælle mig at jeg ikke kan få en have nu, når jeg ikke har pengene og ikke er på synderlig god fod med min forældre.

Sag er den, at min elskede lillebror, min lille pomfrit, er syg.

Han har en forstørret milt. 2 ukendte pletter på leveren og en udposning på mavesækken.

Jeg har ikke talt med mine forældre siden mandag. I går lørdag talte jeg med min yngste lillebror som fortalte mig at barnedåben 2. Juni er aflyst og (citat) “alle kom hjem, selv XXXX (min bror i Sverige) og så sad vi alle nede i stuen om natten…..”

Men da min yngste lillebror hældte ovenstående svada ud på mig, sad jeg hel stille og lyttede mens tårene løb ned af mine kinder. Til sidst måtte jeg stille sige: “….XXXX (Lillebrors navn) jeg er jo faktisk også syg…..” hvortil hans kommentar var, at det som min ældste lillebror var syg ned var noget han kunne dø af og derfor meget mere alvorligt og det vidste hele familien. Jeg sagde ikke mere.

“Vi er her allesammen og støtter op om XXX. Vi samles”

Måske du kan forestille dig hvordan de ord ramte? Måske ikke, men så kan jeg fortælle dig at dét var et hug lige på mit aller mest sårbare sted 💔

Som om jeg ikke ville donere ALLE kropsdele for at rede min elskede lillebror! Som om han ikke er i mine tanker 95% af tiden….

Men for min familie hjemme i DK på Lærkevej, ser det ud som om Egoist Ann bare tænker på sig selv og rejser væk…,

I teorien, rejser jeg væk for at få ro, for ikke at belæmre andre med mine sorger og problemer. Jeg er rejst væk for ikke at være en byrden – og jeg er faktisk ualmindelig glad for min beslutning, så behøver jeg ikke sidde og lave konspirationsteorier omkring at min ældste lillebror har tarmkræft ligesom Mormor og at det skyldes hans søde tand for Red Bull! 🤦🏼‍♀️ og planlægge hans begravelse og hvem der arver hvad.

Fakta er at hvis Red Bull gav tarmkræft, ville det være allemandsviden, ligesom med snus, cigaretter og skrå.

Fakta er også at Mor ikke er bærer af Mormors tarmkræft. Det er blevet undersøgt.

Fakta er også at 11 år efter at Mormor døde, kunne hendes type af tarmkræft kureres.

Fakta er også at min bror ikke ville være sendt hjem fra sygehuset i en alder af 26 år hvis de trode han var dødelig syg og på randen til at dø.

I forhold til min familie, så lyder jeg ualmindelig kynisk!!! Min søster hulkede sig igennem en samtale med mig og talte om alt fra at være egoist til at min brors kæreste er arveberettiget til de lejligheder min to små brødre ejer og om hvordan hun kunne kræve at de blev solgt ved hans død (!) for at få penge fri…..

Jeg følte og føler mig som en mega MEGA sæk!! Som et usympatisk egoistisk narcassistisk røvhul!!!! Men jeg kan ikke sidde og græde på forhånd over ting jeg ikke ved konkret. I min verden (og 99% af hvad der er i min verden er sikkert 100% forkert….) bliver min lillebror ikke sendt hjem hvis han var dødelig syg. Han er næsten 27 år, Far til en 11 måneder gl. Datter og kommende Far til #2 i Oktober. Hvis han som hovedforsørger, som ung mand i sine bedste alder, som skatteborger og som Far ikke er berettiget til at stå først i alle henseender, hvem er så??

Men naturligvis bliver jeg dømt ude og nede fordi jeg ikke er der. Fordi jeg ikke er til ufaktuel drama.

I går aftes ringede min elskede Lillebror så til mig, han var på vej hjem fra Århus hvor han havde købt SUSHI og han ville bare sige hej, fordi han ikke havde fået svaret på mine smser.

Ifølge min lillesøster og min anden lillebror var han bleg, feberbefængt og ked af det. Nervøs og bange.

Da jeg talte med ham og sagde at grunden til at jeg ikke havde ringet var pga. ⬆️ ovenstående, var han ved at dø af grin. Han var træt af at alle talte om ham som om han var ved at dø. Lægerne havde sagt at der ikke var noget at frygte men at de naturligvis skulle finde årsagen til en forstørret milt, men at der – med streg under IKKE – var noget at frygte.

I morgen (mandag) skal han have lavet en kikkert undersøgelse af mavesækkens udposning og næste mandag skal de have undersøgt hans lever. Igen, hvis han var død-syg, ville de nok ikke vente en uge med at undersøge hans lever…..just saying.

Mor ringede senere i dag i 8 min – via facetime så jeg kunne se Ella, vi talte ikke rigtig om noget og hun spurgte ikke til hvordan jeg havde det eller hvad jeg lavet. Jeg sagde til Mor at der ikke var noget at være nervøs for mht. min ældste lillebror og at hvis det væreste skete, så måtte han jo have en levertransplantion.

Mors kommentar til dét var, at da Mormor var dødsyg med lever kræft og kræft i tarmene, da havde min Mors lillebror (min onkel) spurgt om hun ikke kunne få en lever transplantion. Det kunne hun ikke, fordi det ikke var muligt at transplantere en lever fra en person til en anden.
– igen, jeg er OPRIGTIG ked af at min Mormor døde alt for ung og jeg ville ønske jeg havde hende endnu, men fakta er også, at Mormor døde for mere end 22 år siden.

Dengang kunne man ikke transplantere et menneske ansigt, det kan man i dag. Og uden at have tjekket fakta, så er jeg ret sikker på at teknikken med at transplantere noget så “simpelt” som en lever, blev undersøgt og forfinet før teknikken med at transplantere et helt ansigt…….og korrekt, da jeg googlede efter FAKTA kan man godt transplantere en lever anno 2019. Der foretages ca. 50 transplantioner om året i Danmark. De foretages kun på Rigshopsitalet og overlevelses raten er 95%…….. jeg lader ovenstående stå til eget brug…

Siden forrig Fredag, altså Bededagsfredagen hvor jeg fik det forfærdelige brev fra Psykiatrisk Hospital, har min mave og min krop været helt ude af kurs. Jeg har et gigantisk forkølelsessår på læben som jeg forsøger at få under kontrol med creme og ét i næsen. Min højre arm føles stadig som om den er ved at falde af, mens mine ben er blevet bedre.

Jeg sover SÅ dårligt om natten og vågner omkring kl. 7 hver morgen, men er så smadret pga. manglede regemæssig søvn, at jeg falder i søvn igen og vågner et sted mellem kl. 11.00 og 14.00…… hver aften siden jeg ankom til lejligheden, har jeg sovet i præcis én time fra 18 til 19, fordi min krop simpelthen kapitulere – resultatet er at jeg så ikke kan sove igen om natten og vågner kl. 7 med myggestik og svedperler over alt. Hver morgen siden jeg kom herned, er jeg desuden vågnet med “løbemærker” på kinderne og ud af øjenkrogen – det er ikke søvn men vand-streger. Det er sjældent det sker, men når det sker, er det som regel fordi jeg græder i søvne og så tørrer tårene ud på mine kinder – min pude er våd dér hvor jeg har ligget med mit ansigt/øje.

Men det aller aller væreste er, min mave og min mund…… min mund er så stort et inferneo at jeg næsten ikke spiser – øllen jeg fik i dag, var ikke et smart move, alting eksploderet og da min mund var færdig med at gøre sig bemærket, begyndte min mave at vokse…

Det lyder mærkeligt, men dem som selv har prøvet det, ved hvad jeg taler om og hvordan det ser ud, når en dårlig tarm går igang med at forberede dødsstødet….. min mave er ikke flad fra naturens side, langt fra, men den strutter heller ikke ud i luften som en gravid i 9 måned, bortset fra når den er ved at forberede et dødsstød. Og sådan gik det til at min mave tømte sig 1. gang på toilettet tilhørende den bar jeg var på – prikken over iét er at baren kun har ét toilet og at der stod nogen udenfor, da jeg nærmest feberamt kom ud. Lugten er forfærdelig – det kan selv jeg lugte. Det er ikke lort det lugter af, men nærmest amoniak, råd…..🤢

Da jeg kom hjem, ofrede min mave sig igen på ét af lejlighedens 2 toiletter. Jeg endte med at sidde med hoved mod vindueskarmen og gispe efter luft. Bagefter måtte jeg lægge mig på sofaen på ryggen for at få rettet min smadret krop ud og forsøge at få mine tarme til at falde til ro (og så faldt jeg i søvn i præcist én time)

Da jeg vågnede, gik jeg igang med at stryge lidt og tjekke op på lejligheden, der er altid noget som skal ordnes – og da det var gjort, tænkte jeg at jeg ville gå mig en tur i byen, havde jeg haft Ella med skulle vi helt sikkert ud og snuse rundt og med hånden på hjertet, så savner jeg hende frygteligt. Det ville være så dejligt at have hende med herned.

Knap var jeg kommet i tøjet og ud af døren, ned af trappen, ud af hoveddøren og ud på torvet, før min mave begyndte at rumle på den dér bekendte måde……jeg forsøgte at ignorer den lidt – har jo ikke spist noget siden sidste “dø tur” så jeg mente faktisk ikke der kunne være mere i min mave, med 2 x total udtømninger i min mave på én dag, men jeg blev simpelthen nød til at vende om og gå hjem igen, knap fik jeg mine shorts af og sat mig ned, før alle mine organer slog en knude og pressede ALT indhold nedaf med så voldsomme smerter til følge, at jeg gispede efter vejret mens jeg lænede mig tilbage på toilettet for ikke at falde forover!!!

Jeg har én gang i mit liv prøvet at have 4 dage I TRÆK med dø mave, men jeg har aldrig prøvet at have NI (9!)DAGE I TRÆK…….!!!! Jeg kan fysisk se på mig selv, at jeg har tabt mig. Jeg kan mærke det på mit tøj – og ja det er lækkert at tabe mig, men det er ikke de kilo værd, at jeg skal være i så konstant smerte med min mave.

Jeg håber min mave og min mund, snart stopper med at være i højeste alarmberedskab, det ville være SÅ dejligt, både fysisk men også mentalt.

Jeg lå forresten i går nat, da jeg ikke kunne sove (igen…) og lyttede til optagelserne fra mødet med de 4 stikkende damer. Jeg syntes egentlig selv jeg talte ret godt for mig, at jeg var velovervejet og velforberedt og at jeg var (forholdsvis) god til at holde mine følelser i ave. I hvert fald indtil ca. 15 minutter før jeg udvandred/besluttet mig for at nu var mødet slut.

På et tidspunkt skete der dog noget mærkeligt – midt i det hele begyndte jeg at tale engelsk…… ja jeg er selv lige så forbavset som det lyder. Det var ikke meget, bare et par sætninger, så bliver jeg tavs, som om jeg kommer i tanke om hvor jeg er, og så forsætter jeg på Dansk. Jeg ved at når jeg er max presset, så tænker jeg på engelsk og taler med mig selv på engelsk, men jeg har aldrig oplevet at jeg taler på engelsk højt – da jeg var yngre skete det tit og jeg hørte ret meget for at jeg brugte engelske ord og sætninger når jeg talte, men jeg var også virkelig ofte presset til det yderste da jeg var yngre. Selv slog jeg det hen med at det var fordi jeg havde boet i engelsktalende lande og havde mange engelsktalende veninder – feks. kører jeg hele min Instagram på Engelsk, fordi det falder mig mest naturligt og fordi jeg i sin tid, lavede min Instagram til NeNe i London, da hun hadet Facebook og på den måde blev den på Engelsk.

Men at jeg sidder midt i et møde, omkring min behandling og hvad jeg har gjort galt, og så pludselig slår over i et andet sprog, dén havde jeg ikke set komme. Gad vide om jeg nogensinde har talt Engelsk til min Psykolog med den stille stemme eller til min Psykiater-Lærling? Jeg ved det faktisk ikke…?

Efter at jeg har haft kontaktet min lillesøsters veninde som er psykolog, har jeg smset lidt med hende – hun skriver nu at min søster har haft ringet til hende for at hører nærmere omkring hvad vi har talt om, og hun vil gerne have min tilladelse, til at genfortælle det vi har talt om…… hun gør det jo af bedste mening og er helt sikkert ikke ude på at skade mig, men jeg kan næsten ikke overskue det. Jeg savner en at være fortrolig med og et øjeblik så jeg måske min søsters psykolog veninde som en fortrolig – hvilket er et FUCKING DUMT træk, som nu bider mig i røven.

Hvad jeg dog ikke ville give for en vandtæt fortrolig…… vi behøvede end ikke at være venner, bare vi kunne tale sammen uden at bruge det mod hinanden, ever. Men let’s face it, der findes kun et meget MEGET lille fåtal af mennesker som kan holde ud at hører på mine fortællinger og samtlige mennesker inden for den mikroskopiske del af befolkningen, arbejder på Psykiatrisk Hospital – og let’s face it, dém kan jeg ikke bruge som en fortrolig – hverken fremadrettet eller bagudrettet.

Forstået på den måde, jeg kan jo ikke gå tilbage til min Psykolog med den stille stemme og spørge om hun vil være min fortrolige, mens jeg tømmer alt lort i mit liv over på hende. Dels må jeg helt sikkert ikke kontakte hende og hun må helt sikkert ikke have kontakt til mig uden for Psykiatrisk Hospital. Og dels tror jeg heller ikke at hendes psyke, uanset hvor badass hun er til at sidde og lytte til menneskers dødsønsker dagen lang, vil kunne holde til det i det lange løb.

Min Psykiater-Lærling, hun er fantastisk og rummelig – men jeg har stadig et billede inde i mig, fra engang hvor jeg fortalte hende noget, som fik hele hendes ansigt og krop til at give et “gip” og til den dato i dag, ville jeg ønske jeg kunne spole tilbage og ikke fortælle hende hvad jeg fortalte hende den dag, at jeg kunne spole tilbage og tage dét chock, dén sorg og dén oplevelse ud af hendes sind. Og med dét i mine tanker, er hun helt udelukket. Og selv hvis hun ikke var, så gælder samme regler som ovenstående ⬆️ at jeg ikke må kontakte hende, på sygehuset eller privat og at hun ikke må have kontakt til mig. Jeg krydser stadig finger for at mit opkald og min sms ikke kommer tilbage og rammer mig som en boomerang i hoved – det VAR faktisk en fejl at jeg ringede op, mine intentioner var som jeg sagde, at jeg ville lægge en besked til hende, men hvordan forklarer man lige dét til en gruppe af stikkende damer der sidder med rammebrud og “hvad føler du når du føler en følelse” snak i et rum med lukkede vinduer….

Og så er der min Ny Behandler, som helt sikkert bliver min sidste behandler – hende kunne jeg vitterlig ikke drømme om nogensinde at åbne op overfor. Så lige her er det mega heldigt at jeg ikke må have kontakt til hende udenfor Psykiatrisk Hospital.

Og på den måde, er jeg ligevidt og stadig alene. Jeg kan ikke se en fremtid for mig, jeg kan ikke se et liv for mig og det eneste som giver 100% mening, er døden og den altopslugende ro, som følger med det at være død. Jeg forstår vitterlig ikke hvorfor jeg er den eneste som kan se dét.

Krisemødet på Psykiatrisk Hospital.

24/05/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag er det torsdag d. 23. Maj, klokken er 19.05 og jeg ligger i min seng i mit yndlingsrum i min forholdsvis store lejlighed i Spanien. Det er det bagerste rum, lige ved siden af de 2 badeværelser som lejligheden har. Det er her der er dårligst wifi dækning – inder og ydervægene i lejligheden er bygget af muresten og ikke som man ofte gør i Danmark, af gipsplader, så signalet har svært ved at nå til dette rum.

Men det er ligegyldigt for mig – det er her solen skinner mest, det er (i min optik) det hyggeligste værelse, om end langt fra det største. Her er mest ro for naboer der knalder, skændes og larmer – men vigtigst af alt, det er tæt på badeværelserne, hvor vinduerne altid står åbent når jeg er her og hvorfra jeg kan spring ud (af vinduerne) og løbe henover tagene – så frem det skulle blive aktuelt – hvilket det logisk ikke gør, men min mentale hjerne har det bedre når jeg har sådanne ting på plads.

Jeg sov til omkring klokken 15.00, kun afbrudt af et enkelt opkald fra min yngste lillebror med en opdatering på min ældste lillebrors helbred. Det var ikke gode nyheder. Lægerne har opdaget at han har en forstørret milt og to pletter på – jeg kan ikke huske om det var lungerne eller leveren – og herefter glemte jeg at hører efter, så jeg kan ikke huske resten, men der var mere. Han er stadig indlagt.

Jeg kunne hører på min yngste lillebror at han var rystet – det er jeg på en måde også – men jeg ser sådan på det, at han er indlagt på Nordens bedste hospital og det er dér de kan hjælpe ham. Jeg kan ikke hjælpe ham og jeg vil derfor ikke have dårlig samvittighed over at jeg ikke er hjemme, for jeg kan alligevel ikke gøre noget for ham. De kan de på hospitalet.

Men han er i mine tanker hele tiden og jeg har sendt nogle søde smser til ham, som ligger klar når han engang orker at tænde sin telefon. Faktisk er jeg rigtig glad for at jeg ikke er hjemme – jeg kan ikke magte mere “dårligdom” i mit sind.

Mine forældre ved ikke noget om rammebrudet, det gør min søster, da jeg blev nød til at spørge hende først, om det var okay at jeg ringede til hendes psykolog veninde. Jeg har ikke hørt fra mine forældre siden mandag – og det er på en måde også okay, for jeg kan ikke overskue at skulle diskutere med dem om at jeg er rejst til Spanien eller diskutere med dem hvorfor og jeg orker ikke at fortælle dem om rammebrudet, for som tidligere skrevet, så ville det være champange på deres mølle.

KLOKKEN ER NU 22.49 TORSDAG D. 23. MAJ. JEG FALDT I SØVN DA JEG SKREV SIDST. JEG HAR VIRKELIG SVÆRT VED AT HOLDE FOKUS. MIN HJERNE SEJLER.

Jeg vågnede af min søvn, ved at jeg 100% hørte nogen i lejligheden. Som I jeg er 100% sikker på at gulvet knirkede og jeg kunne høre fodtrin på gulvet. Man kan vågne på mange måder – jeg vågnede ved at jeg røg fra liggende sovende stilling til siddende stilling og fuld alarmberedskab på under 1 sekundt og 2 sekunder efter at jeg havde sat mig op, var jeg oppe og stå og ude i gangen, med ryggen til badeværelset (og det åbne vindue) mens jeg kikkede ned af gangen mod stuen (og hoveddøren) Jeg kunne intet hører men gik med resulutte skridt mod min frygt og drejet om hjørnet og ind i stuen med frygten i halsen. Der var naturligvis ingen, men mit hjerte døde lige lidt af skræk.

Nu sidder jeg i min seng, i mit yndlingsværelse og lytter til restauranterne nede i gyden. Jeg kan dufte grillet kød men min mave er ikke sulten. Jeg har ikke spist andet end 2 cowboy toast med skinke og ost (og kun med ét lag brød, så i teorien er det vel et toastbrød med skinke og ost der er varmet??) siden tirsdag.

Jeg spiste lidt af en mega dyr burger i lufthavnen i København onsdag eftermiddag men det var langt mindre end halvdelen. Jeg har drukket masser af vand og ét smoothie med frugt i dag og nu sidder jeg her og skriver og kæmper for at holde fokus på computeren og det jeg har gang i – men min hjerne pendler mellem tankerne om min lillebror på sygehuset, om hvorvidt jeg skal genlytte mødet som jeg optog, på hvordan jeg nogensinde bliver rask igen, på at det ville være rigtig godt for mig, hvis jeg blev syg ligesom min lillebror – så ville alle kunne forstå at jeg var syg og ikke som nu, hvor ingen tror jeg er syg men bare tror jeg lader mig sygeliggøre af en bunke damer med en fancy uddannelse. Og måske det er dét jeg gør?

Måske jeg bare ER en dramaqueen med tendens til storslået drama med mig selv i fokus?

Nedenstående ⬇️ er skrevet i går onsdag, da jeg sad i Lufthavnen.

Klokken er 18.02 onsdag d. 22. Maj 2019 og jeg sidder ved Gate 2 i Københavns Lufthavn og forsøger ikke at falde i søvn. Jeg har været oppe siden før klokken 03.55, hvor jeg måtte erkende at jeg ikke kunne sove mere. Klokken 06.30 var jeg klar til at tage afsted. Jeg havde været i bad, vasket hår, ryddet op i lejligheden, tømt skraldespand, støvsuget, pakket kuffert mv.

Da jeg ankom til Psykiatrisk Hospital i går, onsdag morgen, tjekkede jeg det stykke papir man får, når man scanner sit sygesikringskort ind. Dér står hvor man skal gå hen. Jeg skal altid gå det samme sted hen, så jeg plejer aldrig at tjekke det og oftest smider jeg det i skraldespanden når jeg ser en – men i går tjekkede jeg om jeg skulle gå samme sted hen, det skulle jeg.

Da jeg ankom til venteområde 3, sad der 2 mænd og kævlede op som en helt ammestue. Jeg kunne næææsten ikke rumme det – og overvejet om jeg kunne tillade mig at bede dem om at flette skuffen og gemme deres krigstraumer til terapirummet??
Den ene var “blå” som åbenbart betyder at han var politibetjent og den anden var “grøn” som er militæret. Sidstnævnte fortalte de vildeste konspirationsteorien omkring hvorfor han var blevet udsendt – jeg har det nok lidt sådan: “Søde, du er blevet udsendt fordi du arbejder i militæret. Det danske militæret er en del af NATO, FN og United Nations, det er dét militæret gør. De tager ud i de konfliktområder, som Danmark støtter op om, i et solidarisk fællesskab med andre nationer…..og dét er dit arbejde……og nej du er ikke blevet udsendt fordi din overordnets fætters kusines søns bonus datters exkæreste skød en mand i hoved og du nægtede at slå noget græs 14 år før du blev udsendt første gang…..“

Men jeg sagde naturligvis ikke noget…… men shit det brændte hjerneceller af at sidde og hører de to fucktards tale om død, vold og konspirationer!!

Jeg havde lyst til at råbe dem ind i hoved, og skrige at hvis de ikke havde prøvet at få lukket for luftvegene af en 14 dage gammel uvasket pik hvis klunker kradset på din hage og hvis nossehår kravlet op i din næse, så du hverken kunne ånde, trække vejret eller nyse, mens en grov hånd blev presset op i dit underliv, med en så stor kraft at du kunne mærke blodet løbe ned af dit ben mens ejermanden af hånden forblev i mørket….. hvis de ikke har prøvet dét, så skulle de vitterlig bare være helt helt stille.

Jeg sad tæt på elevatoren og så forskellige mennesker komme ud og gå. På et tidspunkt kom Indianerlægen ud, jeg nåede hverken at smile eller reagere. Normalt kan jeg godt lide hende, men jeg var i dét øjeblik sikker på at hun var en del af mødet jeg skulle deltage i – og er der nogen som er kradsbørstig, så er det Indianerlægen. Og BINGO til mig……

Gæt hvem der sad i rummet da jeg kom ind……..Indianerlægen. Jeg skulle flere gange tage mig selv i ikke at gå på hug verbalt og smide kommentar i hoved på hende som helt klart var tarvelige, lavthængende og ondskabsfulde. Hun punkede mig for hårdt med svar til dit og dat og 90% af tiden havde jeg faktisk ikke et svar. Hun kørte på så hårdt at jeg flere gange måtte tage mig selv i at zappe væk, nøjagtig som når min Gudfar var igang. Så var jeg fysisk i rummet, jeg opfanget alt, så alt, men jeg var der ikke mentalt. Det lyder mærkeligt – og det er det vel egenlig også, men jeg tror det var sådan jeg overlevede og ikke blev sådan rigtig off-the-wall-sindssyg og ofte gik jeg i en have, så skøn så skøn. Med Gule, hvide og pinke blomster, græs under tæerne, fugle der pippede, insekter der buzzede og ren luft – men jeg ved ikke hvor haven var, for hver gang jeg kikkede fremad, var alting blurret. Det var kun nedaf jeg kunne kikke og skråt til siden. Mærkeligt.

Min Nye Behandler kom og hentede mig, vi gav hånd som altid og jeg lagde mærke til at hendes hår er blevet langt og at hun havde det flettet i den ene side og samlet i en hestehale. Det så rigtig fint ud faktisk men jeg vil heller banke mit ben ind i et pigtrådshegn end at give hende komplimenter – det blev nok bare opfattet som om jeg gerne vil være hende….. 🙄…..og hvis jeg en dag kommer med håret sådan, så er det nok fordi jeg kopiere hende og ikke blot har ladet mig inspirere.
7-9-13 hvor er det HELDIGT at jeg ikke syntes glat hår er pænt!! For tænk nu hvis jeg en dag kom med glattet hår, så var jeg bare the diagnostic copy-cat! Længe leve krøller!! Og appropo krøller, Hr. Gud må alligevel have været lidt på min side, for mit hår krøllede virkelig flot onsdag!

Da min Nye Behandler hentede mig, tændte jeg for optagerknappen på min telefon, som jeg på forhånd havde sat på flytilstand. Og da jeg kom ind i rummet lagde jeg den på bordet og fandt mine papir frem, som jeg havde lagt i to fine mapper. Jeg bad om at få deres navne, så jeg kunne skrive dem ned men mest for at jeg kunne hører det igen på optagelserne – som jeg ikke har kunnet magte at lytte til endnu.

Det føltes som om der sad tusind små bier eller 4 mennesker og stak til mig med små nåle – i en hel time – mens jeg blev nød til at forsvare mig selv uden at der var nogen på min side.

Til højre for mig (jeg sad for bordenden) sad Indianerlægen og ved siden af hende en dame, som jeg kun kan sammenligne med den kvindelige udgave af Harry Potter pga. hendes briller. Jeg er fuldstændig blank på hvad hun hed. Ud for den anden bordende havde de stratetisk placeret min Nye Behandler – jeg sendte hende det onde øje og måtte virkelig tage mig selv i ikke at nedstirrer hende med foragt i mit ansigt. På min venstre side, sad en anden dame, med nogle utrolig specielle øjne – om de er grå, lyserblå eller vandblå skal jeg lade være usagt, men specielle var de. Hendes stemme tiltalte mig meget og så havde hun flot hår – det hjalp nok også at hun sad tæt på døren som jeg havde talt skridtene overtil da jeg gik ind.

3,5 skridt fra stol til dør. Døren åbner indaf. Drej til venstre 5 skridt. Så til højre og spæn. Igennem glasdøren og så til venstre igen – vil du narre fjenden, tager du elevatoren, ellers er det fuld galop ned af trappen, til venstre – og det er så her man nok skal passe på at der ikke kommer en eller anden snigende fra siden, ligesom dengang på Psykiatrisk skadestue – og så er det ellers ud til bilen og væk. Jeg tror jeg kan være ude af lokalet og ved min bil på mindre end 4 minutter hvis jeg løber alt hvad jeg kan og ikke tager hensyn til nogen på min vej.

Tænk engang at jeg har ligget og tænkt sådan, at jeg vitterlig helt underbevist talte skridtene fra døren til stolen – jeg var simpelthen SÅ nervøs og bange da jeg sad derinde – jeg ventede alt fra verbal overfusning, til tvangsindlæggelse og spændetrøje, til udsmidning fra psykiatrien, til politianmeldelser og retssag – jeg var forberedt på ALT og alligevel kom hele mødet så meget bag på mig, at jeg to gange måtte hive mig selv ned, fra under loftlamperne og ned i min krop igen. Det var som om jeg sad oppe i højre hjørne og kikkede på mig selv, med krøller ned af nakken og fødder der flyttede sig stille men nervøst. Jeg kunne se min Nye Behandler nikkede til ting de sagde og jeg havde lyst til at smide noget i hoved af hende. Ude foran vinduet var der en stejl mur op, og regnen silede ned af muren.

De mente at deres liv som behandler og psykologer var ubetydeligt, og det at jeg havde behov for at google dem, fortalte meget om min personlighed. Det pudsige er, at jeg flere gange har sat min Nye Behandler som forebillede for mig, når jeg skulle forklare hende noget, feks. “Du har børn og mand og arbejde og kollegaer osv osv.” og jeg har godt haft en lille bitte mistanke i baghoved at hun måske ville misforstå det, sådan at hun ville tro at jeg ønskede at VÆRE hende, frem for, sådan som jeg ser det, ønskede de TING hun havde i livet. Jeg ønsker at være normal, jeg ønsker mig normale ting – jeg ønsker mig børn der smider sig på jorden i Netto og en mand der bygger ting og smider sine sure sokker ved siden af vasketøjskurven og som aldrig reder sin seng – jeg ønsker mig kollegaer og et arbejde og en personlig indkomst – ALT DET har min Nye Behandler, det har jeg ikke.

Men for mig er det super logisk at jeg naturligvis IKKE ønsker at VÆRE HENDE. Jeg ønsker DET SAMME for mig – men det var tydeligt i samtalen at min lille bitte mistanke var en kæmpe realitet. De trode jeg ønskede at være min Nye Behandler – at jeg googlede hende fordi jeg ville se hendes liv osv. Det var så langt fra sandheden at jeg slet ikke orkede at protestere særlig meget imod det.

Jeg er ikke sikker, men jeg tror også jeg har sagt sådan til både min Psykiater-Lærling og til min Psykolog med den stille stemme. At jeg har remset op hvad de har, set fra min stol og at det er dét jeg også ønsker mig – det har aldrig nogensinde været sådan at jeg har ønsket at være min Psykolog med den stille stemme eller min Psykiater-Lærling. Tænk at skulle sidde og hører på folks lidelser, sorger og bekymringer hele dagen…..jeg ville gå så meget ned med flaget at jeg nok aldrig kom op igen!!

Og mht. min Psykiater-Lærling, så skal hun sidde dagligt og vurdere om den medicin hun giver et andet menneske, gør mere gavn end skade i deres sygedomsforløb. Hun skal finde sig i at få mad kylet i hoved og gå med overfaldsalarm – jeg kunne IKKE gøre det og jeg ønsker på intet tidspunkt at være hende – og tænk bare, engang har hun været læge i et lægehus hvor klamme gamle mennesker som min Gudfar kom, med deres bylder, bullen finger, skorper og ildelugtende kroppe 🤢 Jeg vil helt oprigtigt med hånden på hjertet, hellere være kloakarbejder og stå i menneskelort til livet, end jeg ville være i deres job i 24 timer!!

Men det var ikke sådan de opfattede det, inde i rummet med de 4 stikkende damer.

De gik rigtig meget op i min tid i gruppeterapi – og hvor vigtigt det var for mig, for at jeg kunne lærer at begå mig socialt. Jeg kunne næsten ikke være mere uenig.

Jeg syntes – og jeg sagde ordret – at jeg syntes det er hippigagtigt at sidde i en rundkreds og græde sammen med fremmede mennesker mens man krænger sine inderste sorger ud.
Personligt har jeg meget mere brug for, og måske ikke ligefrem lyst til men MERE lyst i hvert fald, end til gruppeterapi – at få talt om hvad der er sket mellem mig og min Gudfar.
Det er ikke fordi jeg ønsker at jogge rundt i det som min Mor siger, men efter at jeg er begyndt at tale om det, er det som om det bare vælter frem som pus fra en byld – i mine drømme, i løbet af dagen, når jeg ser på en fugl får jeg flash til ét eller andet som overhoved intet har med en fugl at gøre, jeg lugter noget som sender mig 38 år tilbage i tiden, jeg leer af noget og får deja-vu til noget andet som ikke er værd at le af – det er sådan hele hele hele HELE tiden i mit liv og i mit hoved.

Jeg ville ØNSKE ØNSKE ØNSKE jeg kunne gå tilbage til 1. Juni 2018 og IKKE fortælle min Mor noget. Bare holde tand for tunge og holde min hemmelighed for mig selv, som jeg altid har gjort. Jeg ville ønske jeg aldrig havde taget hul på det her kapitel af mit liv. Og nu når jeg har taget fat på det, så skal jeg pakke det ned NU og gå i gruppeterapi med andre sørgelige sjæle.

Jeg magter det VIRKELIG ikke. Det er lige før jeg sidder og bliver vred på min Psykiater-Lærling, og for at tro på hende, da hun overbeviste mig om at livet ville blive nemmere for mig, hvis min familie vidste besked. Jeg vidste godt et sted inden i, at det ikke hang sådan sammen, men jeg ønskede SÅ UFATTELIG MEGET at hun havde ret og jeg at jeg tog fejl – desværre ved vi alle at det ikke hang sådan sammen og her, på randen af ét års dagen for min diagnostisering og for dagen hvor jeg fortalte Mor om alting, så kan jeg kun kikke tilbage på et år med knuste drømme, skænderier, uenigheder, beskyldninger, fornægtelse, smerte, sorg og ufattelig mange mange timers gråd.

Jeg har forsøgt at gøre ALT hvad de har sagt jeg skulle gøre på Psykiatrisk Hospital, jeg har taget JA-HATTEN på og gjort alt hvad der stod i min magt for at blive helbredt og rask – og alligevel føler jeg mig så meget som en af de der irriterende patienter som ingen rigtig gider. Jeg kommer altid til tiden, ofte gerne 30 minutter før, jeg følger ALLE deres anvisninger og jeg kommer altid og forsøger at være mentalt klar, men alligevel er det som om ingen rigtig magter at hører sandheden om mit liv. Det knaser i deres øre når jeg fortæller og emnerne bliver skiftet væk til mit forhold til min familie, til gruppeterapi, til fremtiden – og hvor end jeg gerne vil en fremtid, så er det fortiden der fylder og den eneste måde jeg kan se at jeg nogensinde kan få fri fra min fortid, er ved at dø.

Døden virker bare mere og mere som det rigtige. Jeg ved at mine forældre, min svigerinde, min lillesøster og lillebror – jeg ved HELE familien er knust over at min ældste lillebror ligger på hospitalet. Dét er jeg også – jeg byttede gerne plads med ham, bare for at han ikke skulle lide 2 minutter mere – men også fordi at jeg ville blive taget seriøs.

Pletter på lever/lunger er alvorligt og skal behandles nu og her. Et underliv fyldt med arvæv, maridt og afsky for varme drikke og flash til at jeg også kunne havde holdt et nyfødt barn i armene, skal bare lægges bag mig. Og et sted, er jeg SÅ MEGA ENIG – men så skulle vi aldrig nogensinde havde taget hul på at tale om det, eller så skulle det i hvert fald havde forblevet mellem min Psykiater-Lærling og jeg, og aldrig forladt rummet og være blevet begravet den dag vi sluttede.

Nå men hvad blev konklusionen på mødet? At Indianerlægen er stridere end jeg havde evner til at tænke mig til, at jeg havde lyst til at sige at grunden til at hun ikke googler er pga. at hun er vokset op før tv’et fik farverør og velco blev allemands eje, før brød kom i skiver og tøj blev producert i Kina. Hun er fra dengang hvor lysreguleringen i Reginakrydset var årets højdepunkt og vores monark var en mand.

Jeg sagde, stik mod min hensigt, at jeg ikke kom næste onsdag, da jeg tog ned til min lejlighed i Spanien. Min plan var ellers at lade min Nye Behandler sidde i uvished om hvorvidt jeg kom eller ej – hvilket for mig er den ultimative ledeste handling ever (hvilket sikkert også er noget med min personlighedsforstyrrelse at gøre) Herefter spurgte Indianerlægen om de samme ting så mange gange at jeg begyndte at sige NEJ før hun var færdig med at tale (mega flabet) men jeg havde bare fået nok!!

Indianerlægen: “bla bla bla bla…….
Mig: NEJ!
Indianerlægen: bla bla bla bla….
Mig: NEJ!
Indianerlægen: bla bla bla?
Mig: Som jeg sagde NEJ og det nytter ikke at du stiller det samme spørgsmål på 4 forskellige måder. Svaret er nej.

De ville vide hvor længe jeg var væk, hvornår jeg kom retur (samme spørgsmål, forskellig måde at stille det på) og sådan blev de ved. Til sidst sagde jeg at jeg syntes de skulle give min plads i psykiatrien til en anden hvis det var så stort et problem for dem – jeg kunne selvfølgelig nemt havde sagt at jeg kom retur d. 31. Maj men jeg følte mig klædt af og overvåget og ønskede bare at være alene.
De ville vide hvordan de kom i kontakt med mig…… hvis det ikke var pga. alvoren i det, ville jeg havde lavet denne her i virkeligheden: 🤦🏼‍♀️

Telefonen er opfundet
Internettet er opfundet
E-boks?
Email?
Sms?
Brevdue?
PostDanmark?

Vær nu ikke så fucking hjælpeløse!! Og Gudhjælpemig om de ikke bagefter ville vide hvordan JEG kom i kontakt med dem…….. det var så ca. her jeg tænke at nu måtte det her børnecirkus stoppe og jeg begyndte at pakke mine mapper sammen, men inden smækkede jeg en lille ABC til Facebook ned foran min Nye Behandler og sagde (noget i retningen af) at det var venligt ment, da jeg tænkte at hun ikke var så It kyndig. Og så gik jeg, uden at sige farvel, uden at give hånd. Mega provokerende og mega uopdragent. Men jeg orkede ikke mere. Jeg ville egentlig bare gerne sove.

Da jeg sad i min bil, ved det første lyskryds på hospitalets matrikel, knækkede filmen helt for mig og jeg hulkede som dengang jeg sad i kapellet og så på min døde indskrumpede Gudfar. Jeg hulkede og hulkede i ét væk og holdt der i to omgange af fra grøn til rødt, før jeg “vågnede op” og kørte hjem.

Min krop var SÅ smadret og træt da jeg kom hjem, at jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst og jeg kæmpede virkelig for at holde mig vågen og få pakket færdigt, hented vaskettøj fra kælderen, pakket rengøringstasker så en af mine tidligere Hjælpere kan gøre rent i min Udlejningslejlighed når gæsten tjekker ud i morgen osv.

Min plan var at jeg bare skulle klare den til jeg sad i toget – men da jeg sad i toget var søvnen væk og tårene pressede sig så meget på, at jeg sad og snøftede sagte i stillekupeen hvor jeg bevist havde valgt at booke sæde, så jeg kunne få sovet…… søvnen var også væk da jeg sad i flyet…… men gråden var med hele vejen indtil jeg kapituleret i min seng i nat i Spanien. Og da jeg kikkede mig selv i ansigtet tidligere i dag, kunne jeg se tydlige mørke rander under mine øjne og fra øjenkrogen og ud – jeg ser slidt og træt og bleg ud. Og jeg føler mig slidt og træt og ulækker og ubrugelig.

Jeg har ikke hørt fra mine forældre.
Jeg har valgt ikke at svare mere på Anikas smser, det kommer der intet ud af, hun er fortid.
Jeg fik sendt pakken afsted til min tidligere Mentor i mit lille firma.

Er det ikke et smukt kort? Et kort der emmer af at alt kan ske?

Jeg købte denne her til hende, den er SÅ fin og jeg syntes den repræsentere min hjemby rigtig godt. https://www.1x1textil.dk/butik/aarhus/

Og nu er jeg træt af at fortælle om dårligdom, om ting som ikke lykkes, om mennesker der ikke kan lide mig, om mennesker der ikke vil mig, om ting der smerter og ting der gør ondt.

Jeg har lovet mig selv at jeg vil finde fred og ro. Jeg har lovet mig selv at jeg ikke behøver gå igennem mere smerte. At det er okay at sige stop.

Og på Gensyn.

I’m a misfit.

20/05/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokken er 11.28 og det er onsdag d. 15. maj. Jeg er netop kommet hjem fra Psykiatrisk Hospital og mine ugentlige 45 minutters samtale med min Nye Behandler. I dag fortalte jeg hende noget jeg ikke kan huske om jeg har fortalt herinde – men det gode er jo, at når jeg blot fortæller sandheden, så kan jeg jo aldrig komme til at fortælle “noget forkert” i forhold til sidste gang jeg fortalte samme ting – giver det mening?

Jeg fortalte hende at jeg havde Web-Stalked hende, den weekend hvor jeg følte hun svigtede mig, ved ikke at vende tilbage på mit opkald mht. om jeg måtte gå en pilgrimsvandring eller ej. Jeg ved ikke om jeg vil sige at det “naturligvis” var det forkert, men det var forkert.

Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed over det, men fordi jeg nu sidder inde med en viden som jeg ikke nødvendigvis behøvede at have. Viden forpligter, sådan er det.

Jeg valgte dog “kun” at stalke hende professionelt, hvem hendes far og bff er, er mig total ligegyldigt – men jeg ville vide hvorfor hun svigtede mig aka ikke vendte tilbage.

Ifølge hende, var det fordi “jeg havde fået en vane med” at ringe til hende efter vores sessioner. Dén mening må hun gerne have, men jeg er “naturligvis” uenig. At ringe til sin behandler 3 gange fra August 2018 til April 2019, er for mig ikke en vane.

Den ene gang var fordi jeg glemte at spørge om jeg måtte få fri i April. Det glemte jeg fordi jeg simpelthen græd snot i stænger til vores samtale.

Den anden gang jeg ringede, var fordi jeg ville “advare” hende om at min Mor og søster ville ringe til hende – det syntes jeg hun fortjente at vide inden hun eventuelt havde en person i røret som hun ikke var forberedt på at tale med.

Tredje gang kan jeg ikke huske – men helt sikkert, har jeg ikke haft ringet bare for at sludre med hende. Uagtet at jeg ikke kan huske grunden til at jeg ringede, så ved jeg at det ikke kan have været derfor, for dét ville jeg simpelthen aldrig gøre.

Men altså, min Nye Behandler mente at jeg havde fået en vane med at ringe til hende og derfor vendte hun ikke tilbage – men så ringede min søster og så skrev hun beskeden som jeg modtog via min e-boks.
– men inden da, havde jeg web-stalked hende. Og selv om det er forkert så har det alligevel – kombineret med en anden ting (mere om det senere) givet mig mere respekt for hende.

Jeg fant ud af at hun ikke er så ung og nyuddannet som jeg havde tænkt at hun var ……

HER FALDT JEG SÅ I SØVN. JEG SENDTE EN SØD MAIL TIL MIN BEHANDLER OM AFTNEN, DA JEG VAR I TVIVL OM HVORVIDT HUN VAR BLEVET KED AF DET JEG HAVDE SAG – OG SÅ BEGYNDTE LIVET AT SLÅ KNUDER, JEG MODTOG SMSER (I DEN IKKE VENLIGE AFDELING) FRA ANIKA OG FREDAG EFTERMIDDAG (17. MAJ) MODTOG JEG SÅ DETTE BREV FRA MIN BEHANDLER – OG PLUDSELIG ER JEG NÆRMEST KRIMINEL.

Føler mig så alene og fanget. Jeg har den vildeste lyst til at skærer i mig selv – tanken alene skræmmer mig, for jeg hader hader knive og jeg har ikke ejet andet end 2 brødknive og en lommekniv til mine pilgrimsvandringer i over 20 år, ene og alene af den grund at jeg ikke ønsker at skade mig selv på den måde igen. Men inden for dette år (2019) er det nu anden gang jeg har tænkt på at skærer i mig selv – og jeg frygter der ikke er langt fra tanke til handling.

Jeg forstår ikke hvad det er som sker og jeg forstår ikke at jeg har overtråd regler, jeg er 100% en regelrytter. Når jeg har lovet noget, så holder jeg det om det så gør mig helt skæv i hoved og tankerne. Jeg elsker regler, for så er livet så nemt at følge. Jeg kan derfor ikke forstå at jeg pludselig har lavet rammebrud – jeg har aldrig hørt om nogen rammer som jeg ikke måtte bryde og frygten, sorgen og skammen over at modtage sådan et brev, sidder i mig som en hjertebanken.
Selvmord og selvskade virker som en bragende god idé – bare smerten vil forsvinde inde i min krop!!

Jeg ved at sådan noget her ofte sker for mig og at alle på Psykiatrisk Hospital vil linke det til min personlighedsforstyrrelse, men jeg er faktisk ikke sådan en som google alt og alle. Jeg kan godt lide ikke at vide for meget om alting, fordi viden forpligter og min hjerne kan ikke rumme mere viden eller info.

Norman Bach blev engang googlet da han gik pilgrimsvandring og det ærget ham, jeg kan huske jeg syntes det var mærkeligt at folk havde googlede ham og da jeg sagde det var hans prompte svar: Alle googler…. og det har jeg tit tænkt på bagefter.

Spol et par år frem og her sidder jeg, anklaget for rammebrud (!) på rammer jeg ikke kender, fordi jeg googlede min Nye Behandler!! Den ene side af mig er så fortvivlet at jeg knap kan finde ro i mit hoved og tanker om smerte, selvmord og dø pisker rundt og forsøger at vinde over hverandre

– og den anden side er så rolig som et hav efter en storm. You can not move me – I’ve tried worsh before. Og helt bogstavelig talt – de kan sidde et helt rum fyldt med ledere, psykologer mv og lægge beviser op foran mig, på hvor dårligt et menneske jeg er, på hvilken forfærdelig ting jeg har gjort, hvordan jeg har ødelagt terpiens rammer og inde i mig, sidder mit indre, lænet tilbage i en stol og kikker nærmest overlegent på dem mens jeg tænker: Vi har pressefrihed i Danmark. Vi har demokrati. Vi har ytringsfrihed. Vi har Journalistisk frihed. At være kritisk er sundt. Og alt hvad der ligger på nettet er tilgængelig for offentligheden og kan du ikke lide dét, skal du nok overveje hvad du har liggende online. Og mod betaling de damer, vil jeg gerne hjælpe Jer med at være mindre synlige for jeres klient-patienter hvis google er jeres største bekymring i Jeres karriere.

FYI: Nettet er here to stay, så måske I skal indarbejde et semester på Psykstudiet hvor I lærer om at gebærde Jer på de sociale medier. Just saying.

Min plan for Mandag morgen er at få fat i en bisidder til mødet. Jeg kan af gode grunde ikke tage mine forældre eller min søster med. De kan knap rumme mig som jeg er nu og kommer jeg og fortæller at jeg er blevet beskyldt for rammebrud og risikere at blive smidt ud af Psykiatrien vil det være som champange på deres møllehjul.

Så Mandag klokken 10.00 ringer jeg til CSM/SIND/PSYKIATRIFONDEN og finder en bisidder som kan tage med mig kl. 08.30 på Psykiatrisk Hospital på onsdag.

Dernæst så har jeg lovet mig selv og mit tilbagelænet indre at jeg vil forberede mig så godt, at en Højesteretsdommer ville komme til kort hvis han gik i gang med at udspørge mig. Det er meget muligt at jeg ryger ned og ud af Psykiatrien, pga. det jeg har gjort, men det bliver ikke fordi jeg ikke har forberedt mig godt nok og jeg dermed bliver overrumplet.

Helt sikkert jeg kommer til at græde, dels fordi jeg er hamrende nervøs men også fordi jeg er så såret at jeg knap kan trække vejret – jeg syntes min Nye Behandler har svigtet mig på det groveste. Simpelthen, jeg forstår ikke hvad det er hun gør eller hvad det er hun vil opnå?

Jeg kan huske at jeg studset over at hun sagde at “du havde fået for vane at ringe efter vores samtaler og din tid er når vi er her, så jeg måtte vænne dig af med det…..” Great, så som et lille barn sætter du mig på plads ved at ignorer mit opkald, hvilket er det værste jeg kan kan udsættes for. At blive ignoreret. Og pudsigt nok, som min behandler, så ved du godt hvor mine svage sårbare sider er. Og det var så lige dér du valgte at give mig et hug. Det er faktisk svinsk gjort hvis du spørger mig personligt. Hun kunne blot have sagt: Kære Deirdre-Ann. Vi bliver nød til at aftale at du ikke må ringe til mig mellem vores sessioner. Punktum. Samme virkning. Less drama.

Her er mailen jeg sendte til hende. Del 1 af 3

Her er mailen jeg sendte til hende. Del 2 af 3

Her er mailen jeg sendte til hende. Del 3 af 3

Forresten – bid lige mærke i de 5 sidste afsnit i min mail til min Nye Behandler. Liiiige sådan på vej ud af døre henslængt agtigt fik jeg liiiige en diagnose mere…..yep. Sådan kan det naturligvis også gøres. Elegant, velovervejet og gennemtænkt. Så jeg er nu den heldige vinder af at være et selvoptaget narcassistisk røvhul, som elsker at være en histrionisk dramaqueen mens jeg krydser grænser og svinger op og ned som en fucking 80’er yoyo!! Welcome to my life……

Jeg ved de, altså dem på Psykiatrisk Hospital kører det helt store skyts frem og er 100% enig om at jeg er forkert på den. At jeg har begået rammebrud. At jeg har overtrådt reglerne for terapi. At min personlighed er ude af kontrol. At min personlighedsforstyrrelse har fået mig til det her grimme noget.

Men jeg mener, helt oprigtigt med hånden på hjertet, at når man går ud af døren efter en terapi time og jeg siger: Jeg håber ikke jeg gjorde dig ked af det mht. det jeg fortalte dig og ens behandler så svare: Nej det var godt du fortalte det. Så skal man ikke efterfølgende modtage et brev som enhver behandler gennem 9 måneder, burde vide vil blive opfattet med stor sorg, som truende og som en forfærdelig ting, en fredag eftermiddag i en hellidagdagsweekend uden mulighed for at ringe nogen steder hen og uden mulighed for at få hjælp.

Jeg har taget screendumps af hendes Facebook, af mailen, af materialet jeg har læst, af Websitsene hvor det kan ses hvad jeg har læst, min cookies så de kan se (hvis de ellers forstår at læse sådan noget……dåååå…) at jeg faktisk ikke har søgt på private oplysninger men kun rent professionelt. Jeg er forberedt på at de hiver det helt tunge skyts ind – måske de endda tager min Psykolog med den stille stemme med ind – hende googlede jeg også tilbage i 2017 og måske de går tilbage og starter derfra? Jeg er forberedt på at de tager hende Psykologen som er vokset op i samme by hvor Gården lå og min Gudfar boede med, hende har jeg også googlet da jeg fandt ud af at hun kom derfra. Hun har gået i skole med min kusine og hendes Mor er venner med flere af dem som min Gudfar omgik – så SELVFØLGELIG kender hendes Mor til min Gudfar. Fuck mig hårdt jeg ved jeg har ret – min Gudfar var sådan en mand alle kendte og alle syntes om, han var medlem af alt muligt og kom alle mulige steder – kirken var proppet til sidste plads og endda udenfor da han døde og jeg var den enest som sad dér og havde en lille Zulukriger inden i mig som dansede sejers dans over hans dø – mens hele kirken føltes som små stikkende nåle af onde skulende øjne, fordi dér kom hende som havde fået alt (aka Gården) og som så ikke engang besøgte ham i den sidste tid……

Jeg er forberedt på ALT når jeg går ind af den dør på Onsdag kl. 08.10. Og klokken 12.10 sidder jeg på et tog til København og så tager jeg flugten til min elskede lille perle i Spanien.

Hvis det ikke var for en barnedåb d. 2. Juni, så kom jeg slet ikke hjem – men jeg kan samtidig love dig for at jeg ikke har tænkt mig at nævne noget for dem derude om at jeg tager afsted og ej heller har jeg tænkt mig at melde afbud til mine tider. Hvis vi spiller med den slags regler, hvor der ikke er nogen regler, så er det fint med mig. Jeg kan også godt være et røvhul.

Åhhh fik jeg sagt, at jeg har downloaded en app som jeg har sat til at optage ALLE opkald, inkl. dem jeg eventuelt skal lave derud til? Bare så jeg har bevisbyrden i orden.
Er det lovligt at optage samtaler uden at modparten ved det? JA!.

Man kan ikke straffes (efter straffelovens § 263 stk. 1 nr. 3) for at optage samtaler, fx møder eller via telefonen, som man selv deltager i. Heller ikke i de tilfælde, hvor den anden part (fx personen i den anden ende af røret) ingen anelse har om, at samtalen bliver optaget.

Men man risikerer ganske rigtigt at blive straffet, hvis man spiller båndet for personer, som intet har med samtalen at gøre. Nemlig i de tilfælde, hvor der bliver sagt ting, som “åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden”, jfr. straffelovens § 264 d, som ordret lyder således:

§ 264 d. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Har jeg fortalt at jeg har installeret en app på min telefon, som optager samtalen vi skal have på onsdag? Så snart jeg lægger telefonen på bordet, begynder den at optage mødet og alle samtalerne, ALT hvad ALLE siger. Jeg kan nemlig også godt spille med ufine kort – jeg er faktisk nok bedst til at være et fucking narcassistisk røvhul, som ikke skal tænke på andre. Det er så tromlende nemt – men jeg forsøger altid at være den bedste version af mig selv – og se hvor det har bragt mig – ohhhh well, tilbage til sådan som jeg var engang. Det er så nemt at tage andre på sengen og være en total kællingsæk.

Når jeg går ind i dét rum med de lukkede vinduer og et bord af mennesker foran mig som er klar til at angribe mig, så har jeg lovet mig selv at jeg har min bedste forsvarsrustning på. Jeg er mentalt forberedt til tænderne. Jeg har min bevisbyrde i orden og jeg samler beviser fra det øjeblik jeg går ind af døren på Psykiatrisk Hospital. Jeg har lovet mig selv efter en fredag og en lørdag i så altoverskyggende sorg, gråd og fortvivlelse, at jeg ikke går ned uden kamp – de er nok flest og de er nok mere belæst end jeg. Men jeg er ikke dum og jeg kan også kæmpe. Hvordan fanden tror de jeg har holdt mig selv i live i 40,5 år? Ved at lægge mig fladt ned og lade som ingenting? Nej nej de damer – ved at lægge mig fladt ned, sprede ben og zappe væk mens jeg lagde planer om et andet liv, om hævn, om at jeg en dag ville være hende der vandt……

Så ja, I find it kinda funny, I find it kinda sad. The dreams in which I’m dying are the best I’ve ever had. I find it hard to tell you, I find it hard to take…… men lige indtil Onsdag har jeg valgt at holde mig i live. Jeg vil ikke efterlade et rammebrud til mine forældre at ordne og ingen skal sige at jeg begik selvmord fordi jeg brød rammerne. For jeg har ikke brudt nogen rammer – rammer jeg har aldrig fået opsat, fortalt eller forelagt, ergo er der ingen rammer jeg kan bryde – udover dem som min Nye Behandler har følt at der var. Men selv behandlere kan fejle. Det er nok ikke så velset at sige, men tro mig – hun er også bare et menneske der begår fejl, og som bliver bange.

SENERE IGEN – I DAG ER DET MANDAG D. 20. MAJ 2019. JEG TØR SIMPELTHEN IKKE UDGIVE DET HER INDLÆGET, FØR JEG HAR VÆRET TIL SAMTALEN PÅ ONSDAG. JEG ER HAMRENDE ANGST FOR KONSEKVENSERNE, TRODS DET AT JEG ER FØDT I ET DEMOKRATISK FRIT LAND MED PRESSE OG YTRINGSFRIHED. JEG STOLER 0% PÅ MIN NYE BEHANDLER. JA JEG KAN TILGIVE HENDE. NEJ JEG KAN IKKE GLEMME DET.

Jeg fik ikke fortalt, at jeg oven i alt det her maridtsagtige også har modtaget langt fra søde smser fra Anika. Hun mener jeg er skyld i at hun var ved at miste sine børn til kommunen. Jeg tænker det offentlige ikke fjerner børn fra hjemmet med mindre der er grund til det, og hvordan jeg nogensinde kan blive den grund, er mig en gåde. Jeg har aldrig lagt hånd på hendes børn.

Lørdag aften, meget sent, ringede jeg til min tidligere Psykiater-Lærlings arbejdstelefon. Jeg var så fortvivlet over hvad jeg skulle gøre til det forfærdelige møde som jeg skal til på onsdag kl. 08.30 på Psykiatrisk Hospital. Min plan var at lægge en besked på hendes telefonsvare inden mit mod slap op – jeg havde i den grad brug fo hjælp til at navigere og få styr på min frygt og på hvad det egentlig er jeg har gjort, som er så forfærdeligt.

Nummeret har jeg fra engang, for måske 2 år siden, hvor min Psykiater-Lærling ringede til mig fra det her nummer, som jeg efterfølgende gemte i min telefon, sammen med hendes email, i den tro at det var hendes arbejdstelefon. Men guess what, midt i min sorg og gråd, blev telefonen taget…… af min Psykiater-Lærling………… og på 2 sekundter så jeg hele mødet på onsdag foran mig. Hvordan beskyldningerne om at jeg stalkede personalet på Psykiatrisk Hospital væltede frem. Beskyldninger som er usande, for jeg har vitterlig ikke googlet min Psykiater-Lærling og jeg har vitterlig haft hendes nummer i min telefon i mere end halvandet år uden at bruge det, fordi jeg netop trode det var til hendes arbejdstelefon og jeg ikke havde nogen grund, eller rettighed, til at kontakte hende – så jeg lagde på og sad som et skamskudt rådyr og rystede i sofaen…… netop fordi jeg ikke havde planlagt at stalke hende eller tale med hende, ringede jeg ikke fra skjult nummer…..

I dag har jeg skrevet en “jeg er beklager og undskylder min opførsel” sms til hende og slettet hendes nummer, email osv. fra min telefon og så håber jeg ALDRIG dét får konsekevenser for mig. Jeg magter næsten ikke mere, jeg hænger virkelig i med neglende i øjeblikket og det er vitterlig bare et spørgsmål om tid, før det heller ikke er muligt mere.

Da jeg lukkede mit firma 30. April, sendte jeg en buket blomster til min mentor som tak for hjælpen, ærligheden og overskudet til at være der for mig. Jegmå have været helt blæst, for blomsterne kom retur (til butikken) da jeg havde skrevet en forkert adresse på…….. fuck mig…… så nu har jeg skaffet den rigtige adresse og pt. er jeg ved at skrive et fint (nyt) kort til hende og i morgen skal det sendes, så jeg kan få lukket de huller jeg har i mit liv.

Mine øjne gør så ondt, fordi jeg helt bogstavelig talt ikke har lavet andet end at græde siden fredag – jeg tror faktisk at det er en rekord selv for mig. Min mund, specielt min tunge, er et inferno af smerte – jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare smerter….. min højre arm, som jeg ofte sover på, efter at jeg har fået depressionspiercingen i venstre side (som ikke virker på mig) er helt smadret og det summer i den hele tiden. Det samme gør sig gældene for mit venstre knæ. Jeg har ondt i nakken, hovedpine, jeg tisser hele tiden og i dag tømte jeg hele tarmen i toilettet på en genbrugsbutik, det væltede bare ud da jeg satte mig ned – og i weekenden forsøgte jeg at muntre mig selv op, med en gåtur i en af kolonihaverne hvor jeg er skrevet op til en have og ud af det blå, døde min mave – jeg forsøgte at nå ned til en tankstation tæt ved, ved at løbe op til bilen, men jeg kunne mærke at jeg ikke kunne nå det – så jeg greb en pose, en pakke vådservietter og et bundt McDonalds servietter og ofrede hele indholdet i mine tarme bag fælleshuset…..ydmygelserne i mit liv vil ingen ende tage – det skulle da lige være da jeg i ren sidste udvejs desperation ringede til Norman for at hører om han vidste hvad et rammebrud var og om han kunne hjælpe…… hans svar var så ydmygende at jeg helst vil glemme at jeg overhoved nogensinde har ladet ham tømme sig op i røven på mig.

I morgen skal jeg hente min kuffert, den står af helbredsmæssige årsager i kælderrummet tilhørende min udlejningslejlighed. Kælderen her hvor jeg bor er fugtig, så ting kan kun stå her, hvis de er i plastkasser.

Så skal jeg huske at pakke – men aller aller mest vigtigt er det at jeg får printede alt min dokumentation ud, så jeg er klar til onsdag morgen. I dag har jeg haft ringet til alle organisationer for at finde en bisidder men med så ultra kort varsel, kan det ikke lade sig gøre. Jeg ringede endda til Psykiatri info, som er en organisation for pårørende til sindssyge som jeg, ikke for sindssyge som jeg – så jeg går alene ind i løvens hule på onsdag. Tanken alene skræmmer mig. Det føles lidt som når jeg kørte hjem fra skole, ind af vejen gården lå på, og op af alleen til gården – i uvisheden om min Gudfar var et sted på gården…… om han gemte sig og kom snigende så snart jeg var ude af bilen, så jeg ikke kunne nå at kører væk. Så jeg var fanget.

Sådan føles det i min krop, når jeg tænker på mødet på onsdag. At jeg går ind til noget som jeg ikke har kontrollen over, noget hvorfra jeg ikke kan overskue konsekvenserne. Og den modbydelige følelse skal jeg opleve igen, blot fordi jeg googlede min psykolog aka min Nye Behandler.

Livet er så ironisk ondskabsfuldt. Og jeg er så ulykkelig inden i.

– nu fik jeg en sms fra Anika, endnu en sms skulle jeg nok skrive. Jeg er så hamrende træt i mit hoved at jeg ikke orker flere smser, flere mails, flere e-boks beskeder, flere mennesker der råber, skælder ud og fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvem jeg skal være…… jeg savner faktisk roen som var i min Psykolog med den stille stemmes lille kontor. Det var på det gamle Psykiatrisk Hospital i Risskov, så det er fysisk umuligt for mig at komme tilbage dertil. Bygningen er rykket ned og der er bare et hul i jorden – jeg ville ellers give alt for at blive dømt for indbrud, for at kravle ind og lægge mig under vinduet ved radiatoren og bare mærke roen i rummet, uden at kunne ses udefra. Tænk hvis jeg kunne tage min hjerne ud for en stund og bare få ro.

Jeg har besluttet mig for at udgive det her indlæg nu. Hvis de så dukker op til mødet på onsdag og bruger denne blog i nogen henseene, så går jeg ud af døren og kommer aldrig igen. Jeg ved hvis jeg går ud af døren, så dør jeg – ikke lige med det samme men en dag inden for ikke så fjern en fremtid, men det ER faktisk en rigtig rar tanke.

Nogle mennesker syntes julen er rar, jeg syntes julen er forfærdelig. Nogle mennesker frygter døden, jeg syntes døden er det eneste stabile kærkommende i mit liv og jeg ser frem til den dag jeg møder den. Godnat.

Et indblik i hvordan mit liv er, i store træk https://youtu.be/8QMda42jwO0

Sådan sletter du et menneske

16/04/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Det er længe siden jeg har skrevet, faktisk er det hele 15 dage siden. Det føles som en evighed. Men i virkeligheden er det bare fra én fødselsdag til en anden.

31. Marts var min Gudfars fødselsdag. Jeg ved ikke hvor gammel han ville være blevet, nogle af 85+. I dag 15. April 2019 er min lille hund Ella’s 2 års fødselsdag. Den blev fejret hos Anicura Dyrehospital og med en regning på over 10.000 kr til mig.

Min bror Norman er hjemme fra Østrig og har allerede nu fortalt mig flere gange om hvor rådden min(e) bil(er) er, min Opel Meriva er lort og min Fiat600 er dobbelt lort. Han er mekaniker, bilmekaniker og det eneste han bruger krudt på, er at kritisere mine biler. Når han taler til mig, forlanger han at jeg kommer over til ham og står stille og lytter – jeg er 99% ligeglad med hvad han siger og jeg har 0 intentioner om at stå stille og gå igennem stuen for at stå foran ham eller tættere på ham, bare fordi han mener han har noget vigtigt at fortælle mig.

Normalt fungere verden sådan, tror jeg da nok, at hvis jeg vil fortælle nogen noget, så går jeg over til dem og fortæller dem det. Jeg forlanger ikke at de står skoleret. Men det gør min bror, og det gjorde min Gudfar. Jeg TÅLER IKKE den form for kommunikation – jeg vil faktisk helt konkret hellere pisses i munden end stå og få fysisk ondt i ørene af at skulle tvinge min krop til at lytte til noget jeg ikke har lyst til, fra et menneske jeg ikke kan fordrage og fra et menneske som på alle måder udviser foragt for mig.

Jeg har haft så mange ting jeg ville fortælle, men jeg har, naturligvis, glemt det hele nu.

Jeg har haft feber og været rigtig syg, så fik jeg det bedre i et par dage og så ramlede det hele igen og min mund blev et inferno igen. Pt. har jeg stadig små sår i munden og jeg forstår ikke hvorfra de kommer, jeg har INTET spist der er hårdt, eller har skorpe eller på anden måde kan kradse hul i ganen, kinderne, tungen og det bløde kød under tungen – men det sker alligevel.

Mit forbrug af Cola Light er steget gevaldigt – jeg drikker ca. 2 liter om dagen og sover stadig af helvede til, ligesom da jeg ikke drak mere end ét glas om dagen.

Jeg huskede at få købt medicin inden påske. Kudos til mig.

Siden jeg hentede Ella min lille hvalp, der hvor hun blev passet (hos damerne jeg har hjulpet med at skaffe en lejebolig i en af aftægtsboligerne på min Fætters Gods og hvor jeg i sin tid købte hende) har hun været syg. Hun vejede 8 kg da hun kom derop og var en sund rund trompet. På de 2 uger hun var hos dem, er hun røget ned på 7,5 kg og vægttabet var så markant at alle kunne se det da jeg hentede hende tilbage.

Men hun trængte også til at tabe sig lidt, så jeg tænkte ikke nærmere over det, før jeg lagde mærke til at hun slet ikke spiste noget, som i slet ikke noget.

Efter én uge og én dag hjemme, tog jeg hende til Dyrelæge. Regningne lød på ca. 3600 kr før Dyreforsikringen har betalt noget. Aftalen er at Far og Mor dækker hendes udgifter.

Jeg skulle betale 1000 kr for at få hende passet – jeg havde måske tænkt lidt at de ville passe hende gratis, når jeg nu har hjulpet dem til at få et godt sted at bo med en god lejekontrakt. Samtidig havde jeg for lidt over 100€ hundeting med hjem til deres 12 hunde, så jeg var liiidt overrasket over at jeg skulle betale og naturligvis også over, at jeg får en anderledes hund med hjem.

Ella er slet ikke sig selv mere – ikke nok med at hun ikke spiser, hun sover hele tiden og viger væk når man laver hurtige bevægelser. Hun plejede at være fræk og kæk og jeg opfordrede hende til at være fræk og kæk – og nu virker hun som en kuet hund og det eneste jeg kan hører i mine øre, er hende hundetræneren jeg gik hos, hende som træner Politiets hunde. Hun sagde aller aller aller første gang jeg var til træning at jeg skulle passe på at min hund ikke blev et mobbeoffer for det var sådan et sind hun havde……

Som et menneske der er blevet mobbet HELE mit liv og stadig kan blive rørt over det bare ved tanken, så har de specifikke ord siddet i min hjerne siden dén dag og dérfor har jeg lært Ella at gø, at knurrer og at jage – hun skal ikke finde sig i noget og hun skal bare sige fra hvis nogen er for meget og det har fungeret. Indtil jeg lod hende passe…… nu ligger hun for det meste ned med hoved på poterne og halen mellem benene. Og mit hjerte SKRIGER AF SMERTE!!!

Ikke kun lod jeg hende passe af fremmede, jeg har også udsat hende for nøjagtig det samme som jeg selv har gennemlevet. At blive overset, glemt, mobbet og trynet…… TÆNK hvis Ella havde været et barn!! Jeg er så meget IKKE egnet til at være Mor!

Jeg kan ikke engang tage vare på en hund…. det er katestrofalt. Forfærdeligt. Og jeg er ødelagt af sorg inden i.

(By the way, det er også i dag at Nortre Dame i Paris brænder)

Kombinere det med at jeg fortalte min Nye Behandler om min blog (altså om denne her blog) fordi jeg tænkte at det blev jeg nød til for at kunne blive helt rask og få et normalt stabilt liv uden svingninger.

Laaaaang dum historie kort: Hun ønsker ikke at læse den og hun blev meget berørt (på den dårlige måde) over at der stod “ting om hende på nettet” så hun ville gerne at jeg ikke skrev om hende mere (hvilket jeg jo så lige nu er i gang med….fuck….) da hun ikke brød sig om det. Jeg blev virkelig berørt over at hun blev berørt – for jeg har ALDRIG skrevet denne blog for at skade hende, eller nogen faktisk. Det er korrekt at jeg har skrevet mindre pænt om mange mennesker men aldrig om hende. Jeg er SÅ taknemmelig for den hjælp jeg har fået på Psykiatrisk Hospital og jeg frygter og tæller dagligt ned til den dag, om ikke så lang tid, hvor de sluser mig ud af deres system og hjem til dagligdagen i mit elendige liv.

Og alt imens de tanker kører, må jeg nu ikke skrive om min Nye Behandler eller om vores sessioner mere. Hun spurgte mig også om jeg nogensinde havde spurgt min Psykolog med den stille stemme fra Enhed for Selvmordsforbyggelse og min Psykiater-Lærling om deres tilladelse til at skrive om dem i mim blog?

Svaret er nej, det har jeg ikke. Jeg har aldrig skænket det en tanke at jeg skulle (burde?) bede andre om tilladelse til at skrive om dem. Vi lever i Danmark, et demokratisk land hvor idioter som Rasmus Paludan har lov til at ytre sig og smide med Koraner på Blågårds Plads i København, mens jeg ikke må beskrive og skrive om, mine egne personlige oplevelser?

Jeg er ret sikker på at det hører ind under ytringsfrihed, pressefrihed, personlige fortællinger mv. Uden at kende de Danske skrive og presselove, så kender jeg de Britiske og dérovre er de betragtelig meget mere konservative og det er 100% tilladt at blogge og endda navngive folk på din blog/nyhedsmedie, så længe du holder tonen i “jeg tænker, jeg tror, jeg føler, jeg oplever” form – for ingen kan tage andre menneskers følelser, tanker, tro eller oplevelser fra dem.

Mange vil opleve branden i Notre Dame som katestrofalt og det må de gerne beskrive, jeg oplever det anderledes. Der er mange monumenter som er brændt gennem tiden (Emitageslottet, Det Hvide Hus – og som er genopstået igen. Ja 800 års historie går i skrivende stund op i røg og det ville være godt hvis det slet ikke var sket, men det er ikke slutningen på Nortre Dame, det er bare en anden og ny og anderledes begyndelse på Nortre Dame og dét må jeg gerne skrive, fordi det er sådan jeg ser det. Sådan jeg føler det og sådan jeg oplever det.

Men mine timer med min Nye Behandler på Psykiatrisk Hospital, må jeg ikke skrive om mere. Hmmmm…..? Overvejer om jeg skal være en fisse og bare gøre det alligevel?

Men på en anden side, så har Min Nye Behandler linket til min blog nu og hvad nu hvis hun går ind og læser/tjekker og ser at jeg ikke overholder vores aftale/mit løfte?

Ovenstående førte så til, at jeg ikke turde stille en række andre spørgsmål, bla. turde jeg ikke spørge hende om, hvorvidt det er forkert, at søge et job et sted som jeg ved, ejes af min Psykiater-Lærlings mand….?

Lang historie kort (til en forandring) Der er ved at blive skabt et ligende firma i Århus, de har ikke søgt medarbejder endnu, men det er et firma som ligger under det firma min kusine er direktør for i København, eller hun er direktør for én af deres afdelinger i København. Derfor har jeg søgt et uopfordret job hos dem.

Direktøren i Århus er ansat og firmaet er under konstruktion (so to speak) og jeg tænker at det er derfor, pga. alt den googleling jeg har lavet på og omkring dét firm og dén type firmaer at det her job opslag en dag poppet op i mit FB feed. Nøjagtig samme job som jeg har søgt det andet sted, bare her er jobbet opslået og det andet sted er det uopfordret.

Hagen er “bare” at firmaet her, ejes af min Psykiater-Lærlings mand. Og jeg er SÅ bange for at det på alle fronter kan misforståes og vil blive misforstået, så jeg ville spørge min Nye Behandler men hendes reaktion til min blog gjorde at jeg ikke skulle nyde noget. Så jeg spurgte på Jodel – svarene var 50/50 så det hjalp ikke en dyt.

Og da jeg har besluttet mig for at lukke mit firma, for at få sygedagpenge, så jeg slipper for at få løn fra Far’s firma og hører for dét, bliver jeg nød til at finde mig et job – men jeg må også bare have et job som jeg kan leve af og i. Jeg dur ikke til at have jobs uden anerkendelse og jeg tror at der er masser af anerkendelse i denne type jobs, det siger min kusine i hvert fald.

Jeg er også blevet mega uvenner med min søster, hun mener ikke at hun nogensinde har sagt at “det er mega træls at XXX (min ældste lillebrors datter) er mega lækker!! Man kan altid håbe hun får XXX’s hage (min ældste lillebrors hage)”
– jeg kom til, ja vitterlig kom til, i en tale strøm at fortælle ovenstående til min Svigerinde, barnets mor og jeg vidste egentlig ikke hvor slemt det var, før jeg så hendes ansigtsudtryk.

Nå men sagt er sagt og jeg var dum og ubetænksom (har også fortalt det hele ordret inkl. mine dumheder, til min Nye Behandler) men i stedet for at min familie siger at min søster godt nok burde tale pænere, så siger min familie, inkl. min Far ordret til min bror og min svigerinde: ….det er en løgn som Deirdre-Ann selv har fundet på for at gøre sig bemærket….” ØHHH WHAT?

Så nu er vi tilbage hvor vi altid har været, hvilket jo i sig selv er dejlig bekendt, Vi er tilbage hvor det er Deirdre-Ann, altså jeg, som altid har fortalt røverhistorier og pyntet på sandheden, fortalt utrolige historier osv. osv. Og dét kommer endda fra min egen Far, om mig, i en alder af 40 år……

Ingen, vitterlig INGEN tager ordene og smager på dem! INGEN tænker at ja, DUMT sagt at Deirdre-Ann men hvad FANDEN SKER DER FOR at en søster siger sådan om sin egen lillebrors barn? INGEN tager stilling til at min søster ofte er total uden filter – det er altid mig og det har altid været mig. Men at hører min svigerinde fortælle at min Far direkte har sagt at det er en løgn jeg har fundet på……….shit dét gør ondt i mit hjertekul.

Så sådan startede min påske så dejligt. Som altid. Kombinere dét med en meget syg hund der nu er nede på 7,1 kg. Mix dét med besøg fra Østrig. Krydder hele lortet med at mine forældres massive pres har fået mig til at give efter på at smide alle mine møbler fra Gården ud.

Jeg orker ikke mere – jeg vil bare have ro, men hvor var det mærkeligt at trække næsten 150 år gamle møbler ud i lyset, på en gårdsplads og vide at de ikke skal videre til et nyt fint hjem som er mit, sådan som jeg altid har troet de skulle dengang jeg satte dem ind i garagen for lidt over 15 år siden. Nu skal de på lossepladsen.

Mit hjerte græd inden i af smerte – jeg stod bogstavelig talt med de sidste ejendele tilhørerende min Gudfar i mine hænder, de sidste minder om ham, hans mor, hans bedsteforældre og hans oldeforældre. Jeg ER den sidste der vil mindes dem, jeg ER den sidste der ejer ting fra deres liv, jeg ER den sidste af alting og alligevel er jeg ved at slette et menneske fra historiebøgerne.

Jeg er ved at fjerne et menneskes identitet. AT udslette et menneske. Uagtet hvad min Gudfar har gjort mod mig, så har han også gjort mange gode ting, i hvert fald i mine tanker. Jeg kan nemt mærke hvilken oplevelser der vægter mest og som altid vil vægte og fylde mest, men det føles alligevel smertefuldt – virkelig virkelig smertefuldt – at trække ting ud af garagen, velvidende at de vil tage skade og gå i stykker pga. dén behandling.

En bevist handling og behandling fra min side, mod døde ting, men uanset hvor skørt det lyder, så sidder jeg lige nu og græder mens jeg skriver det her – jeg føler mig som den største mest utaknemmelige lort ever.

Jeg overvejede at tage de fine tung messing beslag og håndtag af alle møblerne, men besluttede mig for at enten ryger alt, eller også ryger intet. Jeg vil ikke eje beslag som for evigt vil minde mig om et løfte jeg brød og et menneske jeg svigtede.

Siden sidst har jeg også haft nogle mærkelige drømme. Jeg kan (naturligvis) ikke huske dem mere, end ikke brudstykker, men det var noget med at jeg arbejdet mod Nazisterne, at jeg mødtes med Anika og var sej nok til at stå ved min uskyld.

Pga. familieskænderierne tog jeg ikke med til Sverige til min nevøs 10 års fødselsdag. I stedet fastholdt jeg min tattooverings aftale og fik 2 tattooveringer på én gang.

Ham der udførte tatoveringerne sagde ordret til mig: “Du er ret sej!!” Jeg ved ikke om jeg er enig, men det var dejligt at hører og helt sikkert noget jeg vil huske i mange år fremover at han sagde. Det lunede at få ros, om end det så kun er ros for at være sej til at udholde smerte.

Jeg kender ikke meget til tattooverings verdnen – jeg er end ikke sikker på om det staves med to tt’er og to o’er, om det staves ens på Dansk og på Engelsk – jeg er faktisk ikke sikker på noget i den retning. Den eneste tatovering jeg har fået, er mit Michelle Hjerte på højre side af foden, samme sted som Michelle havde det og samme sted som hendes Mor og søster også har det (de tager i øvrigtig tilbage til Florida i næste måned for at forsætte efterforskningen af Michelles mord – mega barskt at hører om) og jeg syntes dén gjorde voldssomt ond, meget mere end de to jeg fik lavet.

Mens jeg fik lavet mine tatoveringer, var der en anden fyr inde for at blive tatotveret. Han havde en af de der slags kroppe som har taget mega lang tid at få, og som på mange måder er pæn, men bare ikke særlig tiltrækkende. I hvert fald ikke for mig. Han var ikke en fyr jeg nogensinde ville vende mig om efter eller kikke på 2 gange.

Anyway, han havde en del tatoveringer i forvejen og skulle have lavet en stor tatovering i sort fra brystkassen, nedover maven, rundt om siden og om på ryggen. Der var afsat 3 eller 4 timer til det, den dag. Han sagde at dét gjorde ondt på hvad der svare til et 6 tal på en skala fra 1 til 10. Mit gjorde ondt til et 3 tal, men i følge tatovøren, så er det det værste og mest smertefulde sted man overhoved kan få lavet en tatovering. Under fødderne.

Jeg syntes helt oprigtigt at de overdrev. Ja jeg kunne mærke at der blev ridset tatoveirngens form op og jeg kunne mærke da der blev lagt farve, men der var kun ét punkt på venstre fod som gjorde ond og det er også det punkt jeg stadig kan mærke. Jeg havde fået at vide at jeg nok ikke ville kunne gå i flere dage, så jeg havde handlet ind til en mindre overlevelseskrise og da jeg var færdig med at blive tatoveret, tog jeg mine sko på og gik hjem, hentede Ella og gik en lang tur med hende. Fejret mig selv og min beslutning om at gøre noget for mig mig, med en øl og en burger på en cafe i solskin – det kræver lidt at sætte sig midt på det mest trafikerede sted i Århus og spise åbenlyst alene med en stor bajer i håndenden (på bordet) men havde jeg siddet med et glas yndig hvidvin og en tapas frem for en mean burger og en halv liter øl, havde jeg nok set bedre og mere bloggeragtig ud.

Jeg ville gerne have fjernet min flæskekind på billedet med semikolonoet men ja…..it’s way past 02.00am….. jeg skal helt sikkert have ridset hjeretet op igen, det er ikke så skarpt i kanterne som jeg gerne ville have og som feks. semikolonet er. På Engelsk er et ; sat hvor en forfatter og dermed et menneske, kunne havde afsluttet en sætning (et liv) men vælger at forsætte.

Tjek The semicolon movement på Instagram. Stifteren har desuden begået selvmord i 2017.

Hjertet er under mit eget hjerte og jeg håber at de to smertefrie tatoveringer, vil holde mig mere jordbundet, rent bogstavelig talt og få mig til at huske på nogle af de gode ting i livet, som findes men som jeg ikke nødvendigvis kan se….. ligesom mine tatoveringer ikke nødvendigvis kan ses. De er der bare. Ligesom de gode ting (som jeg pt. ikke kan få øje på men som jeg forsøger at overbevise mig selv om findes…..)

Men som skrevet, det gjorde ikke ondt at blive tatoveret under fødderne. Jeg har prøvet værrer, meget værrer, også selv om igen tror mig.

Mor siger at hende og far vil komme ind i lejligheden (min lejlighed) en dag og så skal vi tale sammen (sight….!) og finde en løsning på “det her” og da jeg så begyndte at græde og sige at jeg ikke kan holde ud af de ikke tror på mig, så lukker mor døren ind til stuen hvor de andre er, fordi der ingen grund er til at “de hører alting” – hvilket for mig er det samme som at noget skal holdes hemmeligt. Som altid.

Jeg orker det ikke. Tænk hvis jeg bare kunne få fred og ro – uanset mine tatoveringer og ønsket om at huske på de gode ting i livet og holde mig selv i live, så ønsker jeg bare at få ro, inden i og fra min familie.

Hvis jeg havde et par gode solide stabile og ægte venner, så ville jeg slet ikke behøve min familie og alt deres drama. Det er forfærdeligt at jeg kun er sammen med dem i manglen på bedre – og det er dobbelt forfærdeligt at jeg ikke kan se en fremtid hvor jeg får bare én sød veninde.

Man får ikke veninder i min alder. Man får veninder når man går i skole og under uddannelse og i mødregrupper. Steder jeg aldrig kommer.

P.S: jeg drømte i nat at jeg mødte min psykiater-lærling, jeg kan ikke huske noget omkring drømmen, hvor vi mødtes, hvad jeg lavede eller noget. Kun at jeg mødte hende og ikke kunne genkende hende. I drømmen havde hun ingen ansigt og jeg kunne ikke “se” hende. Det knuste mit hjerte så forfærdeligt, fordi jeg savner hende helt vildt og alligevel ved jeg at jeg aldrig kommer til at se hende igen – og hvis jeg gjorde, så ville jeg ikke kunne genkende hende, fordi jeg har glemt hvordan hun ser ud.
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg kan genkende hendes skridt, hvis hun går med hæl. Hendes skridt er nøjagtig som jeg husker Mormors skridt, ned af en lang hospitals gang.

Godnat til Livet.

02/03/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Det var så dejligt, dengang jeg havde et par dage med ordet “selvomsorg” i fokus. De dage er væk og jeg er helt smadret.

I dag var jeg til Psykoedukation på Det Lyserøde Hospital, vi talte om følelser og for første gang syntes jeg at Psykoedukations undervisningen var noget skrammel. Måske det hænger sammen med at jeg har fundet ud af at underviseren er fra samme by som jeg og at jeg nu virkelig oprigtig ikke kan stoppe med at tænke på om hun er en af dem som kendte min Gudfar før han døde og om hun er en af dem som syntes han var SÅ FANTASTISK når han i virkeligheden var et rigtigt dårligt menneske.
– min Psykiater-Lærling kaldte ham en psykopat. Måske det lige er at trække grænsen for ordbrug men måske det er korrekt. Faktum er i hvert fald at uden ham i mit liv, ville jeg nok være et andet sted i dag.

Jeg kunne mærke, i dag, at psykologen som underviste, provokerede mig. Jeg er ret sikker på at hun kan være en riimelig skarp strigle hvis hun vil, but guess what, jeg kan være den mest iskolde kælling known to mankind og noget i mig, fik mig til at ønske mig tilbage til dengang hvor det at være overfladisk, iskold, arrogant og urørlig var min hverdagsrustning. Dengang ingen kunne røre mig, udover min Gudfar.

Jeg skændtes så det bragede med mine forældre, jeg råbte og skreg og græd og smækkede med dørene og kørte sindssygt stærkt i min sorte Golf. Jeg satte først farten ned, når jeg kom til at tænke på, at hvis jeg mistede kontrollen over bilen nu, så ville jeg kører galt og måske end op som en grønsag og forevigt være i mine forældres og min Gudfars magt, fordi jeg ikke længere ville besidde evnen til at kunne sige fra, nej og stop. Tanken om at kører galt og dø er ikke skræmmende, den er tillokkende og jeg savner den. Tanken om at blive afhængig af andres daglige hjælp og pleje, er uholdbar og dybt dybt skræmmende.

Men for en stund i dag, måske kun i knapt et minuts tid, drømte jeg om at være den smukke, slanke fanden i voldske pige fra gården på landet som tilenhver tid, med ordne i sin magt, verbalt (og helt sikkert også fysisk) kunne flække og lægge psykologen fra Psykoedukationen ned. Grim, Grum Tanke, men jeg tænkte den stadig.

Hun er helt sikkert typen jeg ville havde røget i flint med dengang. Fordi hun ikke frivillig ville bøje sig eller vige for mine ord og handlinger – hvilket blot ville havde været benzin på mit kreative bål og hun ville derefter være blevet min mission, hende og hendes type.

I dag prøver jeg at være en bedre version af mig selv. Jeg prøver hver dag at vågne op med tanken på at være et bedre menneske end i går. Jeg forsøger at undgå konflikter, jeg forsøger at undgå at være i nærheden af andre mennesker når jeg er ked af det, jeg forsøger ikk at lægge mine sorger og bekymringer over på andre – om det virker ved jeg ikke – men dengang jeg var den anden person, var det eneste jeg opdaget, at tårer løber ned i ørene når man ligger på ryggen og græder.

Nu, som en bedre person, har jeg ikke lavet nogle lige så revolutionerende opdagelser, jeg har blot konkluderet at jeg er enormt ensom med mine tanker. Jeg syntes ikke selv jeg beder om meget, men det lidt jeg beder om, virker aldrig for mig.

Jeg drømte om Anika og Milda den sidste nat i Marbella, hvor jeg lå med Ella under dynen. Jeg kan ikke længere huske drømmen i detaljer, men det var en slags afskeds drøm. I drømmen fik jeg sagt farvel til dem og jeg vidste i drømmen, at det var en farvel drøm. Det var på en måde en god drøm, for jeg fik sagt de ting jeg gerne ville sige, både til Milda og til Anika.

Til Anika fik jeg sagt, at jeg er så dybt dybt ulykkelig over hvad hun er blevet udsat for, af Anabel, men med mine ord og at jeg lægger mig flat ned mht. at jeg aldrig burde havde talt over mig. Der er ingen undskyldning for dén gerneing.

Jeg fik også sagt til Anika, at jeg ved i mit hjerte at vi aldrig igen kan blive venner. Ikke pga. det jeg har sagt til Anabel, for det kan tilgives og går mere eller mindre op med alle de gange Anika helt åbenlyst har underholdt andre med mit liv og mine sms’er. Så på sladre-punktet eller tal-over-sig-punktet står vi lige. 50/50.

Men det efterlader stadig ét meget stort problem foran os. To handlinger som har ført den samme følelse med sig begge gangene og dén følelse kan jeg aldrig rigtig glemmes. Det ved jeg inderst inde.

Det er følelsen af svigt. Anika har svigtet mig. Ikke bare én gang men hele to gange. Og dét kan jeg aldrig glemme. Måske jeg kan tilgive det, men jeg kan ikke glemme det. Og jeg kan ikke lade det ske igen, derfor ved jeg at vi aldrig igen kan blive venner.

Første gang Anika svigtede mig, var lige efter HHx i 1999. Hun tillod hendes daværende kæreste, Niels med den klamme navle, at sætte splid og spænde ben for vores venskab. På trods af at jeg på daværende tidspunkt var kærester med Uffe. Niels påstod jeg havde været i seng med ham, mens Anika var i bad. Hun spurgte mig aldrig nogensinde om det var korrekt. Hun konfronterede mig aldrig med hans påstand. Men hun fortalte alle andre, at det var dérfor vi ikke talte sammen, at det var fordi jeg havde bollet hendes kæreste. Vi begyndte først at tale sammen, da Anika havde mødt Walther. Jeg mødte Walther første gang til deres bryllup. Jeg arvede gården lige efter HHx i 1999 og hele min verden kollapset omkring mig. Alle mine drømme blev knust og forsvandt som støv for vinden, samtidig med at én veninde flyttede til Mexico, én flyttede til Slovenien, én flyttede til Arizona, USA og Anika, hun slog hånden af mig, pga. noget jeg aldrig havde gjort. Jeg var helt alene på gården. Med min Gudfar.

Anden gang Anika svigtede mig, var op til årsskiftet 2016/2017. Jeg hørte ikke var hende og min indre sorg var enorm, jeg græd hele tiden og var ved siden af mig selv. Jeg var til Julefrokost på Anikas firma den sidste arbejdsdag inden jul 2016 og så hørte jeg først fra hende igen, da jeg var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Januar 2017 og hele min verden kollapset omkring mig. Anika kom aldrig og besøgte mig.

Jeg er nu 2 år inde i min tid i Psykiatrien og Anika har aldrig været her for mig, ikke én eneste dag, ikke én eneste time, selv om hun godt ved inderst inde, at det ikke er mig der har lavet indberetningen. Ja jeg skulle ikke havde talt over mig, men der er sjældent røg uden ild. Nøjagtig som der står i Cambridge dictionary.

Jeg håber Anikas ægteskab er blevet bedre efter at omverdnen er blevet bekendt med, hvor sindssyg utilregnelig, ubehagelig og dominerende hendes mand Walther er. Jeg håber at hun er i ægteskabet fordi hun gerne vil, og ikke som hun tidliger har fortalt mig, at hun er der fordi hendes Far er Pinsemission og blev vred og skuffet da hendes storesøster blev skilt. Jeg håber hun har det godt og jeg er glad for at jeg fik taget afsked med hende, den nat i Marbella. Også selv om det kun var i en drøm. Når man ikke kan få andet end en drøm, lærer man at tage til takke med drømme. Men jeg kommer aldrig til at tilgive hende for eller glemme, at hun (igen) svigtede mig, da jeg havde aller aller mest brug for hende, ene og alene på baggrund af en løgn.

Da jeg var færdig til Psykoedukation, kørte jeg på Sunset Boulevard og fik en Kyllinge Sandwich uden løg. Efter at de har re-lanceret deres sandwich skal man huske at bede om den uden løg – men gæt engang hvad min sandwich smagte af? Løg. Ligesom min Gudfar altid gjorde. Jeg fucking HADER smagen og lugten af løg.

Så kørte jeg til Egå og osede først i DanMission og så i Røde Kors butikken. Og sådan gik ca. 2 timer og det var tid til at kører tilbage til Det Lyserøde Hospital til en læge/medicin samtale med sygeplejersken som taler så affekteret ligesom folk der kommer fra Nordsjælland. Jeg elsker hvordan hun har briller som altid sidder i håret, det har jeg også, bortset fra at mine er solbriller. Mine øjenbeskytter mod omverdnen.

jeg ved egentlig ikke hvad vi skulle tale om. Vores sidste aftale 18. Januar blev aflyst og flyttet frem til 1. Marts og ja vi talte lidt om mine madvaner og min medicin og min søvn, og om at jeg drikker for meget, men mest af alt græd jeg bare. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg græd og græd og græd. Filmen knækkede fuldstændig for mig og selv om jeg forsøgte at tage mig sammen, så lykkes det ikke rigtig.

Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng og da jeg vågnede skrev jeg følgende til Michelle i vores årti lange SKYPE samtale:

Jeg savner hende så ufattelig meget og jeg græder stadig nu her klokken 00.34.

Jeg er helt flov over at skrive det, men jeg ringede også til Norman fra SKYPE men han tog den naturligvis ikke.

Jeg håber jeg en dag bliver fri af fortidens spøgelser, lænker, oplevelser, følelser eller hvad det nu er, som jeg bevist eller ubevist, bruger til at forhindre mig selv i at leve et sundt og godt liv. Jeg er så træt af at græde, jeg er så træt af at være tyk, jeg er så træt af at have kronisk ondt i munden og jeg er så træt af at være træt af ting, jeg ikke ved hvordan jeg takler.

De siger døden ikke er udvejen, men jeg syntes døren til døden er så ualmindelig tillokkende. Det er den eneste dør jeg kan se lys bag. Det er den eneste dør hvor jeg kender indholdet bag. Jeg er ikke bange for noget, men tanken om smerte afskrækker mig. Uden at vide hvad der er bag alle de andre døre i livet, så ved jeg at de indeholder oplevelser, gode som dårlige, og at de alle indeholder smerte. Døren til døden indeholder ikke smerte. Den indeholder bare uendelig solskin. Og Heather. Og min elskede elskede Mormor ❤️

I nat, drømte jeg om min Psykiater-Lærling. Kun et kort sekundt men i drømme kan sekundter vare længe nok, til at sprede varme. I drømme-sekundtet kunne jeg hører min Psykiater-Lærling le. At hører hendes latter, hvor kort den end var, gav mig en varm sommer-gul søvn og med dén lyd i mine øre og i mine minder, vil jeg faktisk gerne dø i nat.