Deirdre Ann Roberts

At Være Forvirret Anno det 21. Århundrede

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med

You are here: Home / Archives for Psykiater-Lærling
1 2 3 4 5 … 10

Træt?

By: comment

Jeg har officielt ikke sovet før klokken tidligst 02.00 i hele denne uge som snart er gået (om 5 min) Jeg er komplet smadret søvnmæssigt. Som i fuldstændig smadret!

Jeg får sovet, men på de forkerte tidspunkter og som altid er weekenden den travleste tid for mig. Rengøring fredag, lørdag og i dag søndag har jeg hjulpet min yngste lillebror med at sætte en masse ting op som han har købt i Ikea. Only thing is…. halvdelen af de ting han har købt, kan ikke sættes sammen….🤦🏼‍♀️

Min bror er en DARLING og han er SUPER dygtig men han skal afholde sig fra at tage i Ikea og købe lys til at sætte op under hans hylde i køkkenet når det er skabs lys der åbnes når lågerne glider op og i. Han skal også lade være med at købe loftlamper med 19 cm. sort ledning, når de skal hænge i et udtag i vægen og føres henover et loft og ned over et bord. Ydermere skal han heller ikke købe Led spots (!) til lamper som bruger alm. pære med stort gevin…. det er helt af helvede til…… for slet ikke at tale om den defekte ramme han købte i Bilka men ikke lige fik bonen med på…

Så efter at have brugt hele lørdag og det meste af søndag på at hjælpe ham, har vi kun fået hængt to rammer op med et par bluser der skulle indrammes, lavet en lampe i soveværelset, pillet en lampe ned i køkkenet, hængt en hylde op i stuen, tilsluttet en lampe for at konstatere at ledningen var forkort men at udtaget virkede, sat en knagerække op, flyttet et spejl (og hængt det op på en anden væg) samt skiftet et spot i lampen i badeværelset.
– eller vi og vi, jeg har gjort det meste mens min bror har set fodbold.

Min hjernte er så dement at jeg i morges stod op og kørte ud for at hente et maleri jeg har solgt, som stod til opbevaring på mine forældres går. Jeg havde aftalt med manden at han skulle hente det mellem 14.00 og 16.00 hos min bror. Pga. min brors høje lytten til Sports Søndag eller noget andet latterligt fodboldpis, hørte jeg ikke manden smse mig….

På et tidspunkt er der en mand der ringer på dørtelefonen, flere gangen faktisk. Min bror ved ikke hvem det er, jeg ved det heller ikke men spørger min bror om han ikke skal spørge gennem dørtelefonen hvem det er. Min bror gider ikke, for han kender ikke manden – og ikke én eneste klokke ringede i mit hoved!! I kid you not, ikke én!!!

Senere igen ringer manden på og nogen lukker ham ind, så han går rundt og banker på dørene inkl. min lillebrors. Igen min lillebror vil ikke åbne og siger jeg ikke skal åbne – igen, INTET ringer hos mig.

Nå men da jeg så er på vej hjem, ser jeg maleriet stå på bagsædet af min bil og tænker: Hmmm han skulle jo være kommet, mon han har ombestemt sig?

WHO THE FUCK er SÅ dement at hun ikke kan huske én time frem??? Me. Sadly enough.

Da jeg – efter at havde hentede maleriet men før jeg kom ind til min bror – stod i Bilka for at købe to nye rammer (som vi skulle bruge og hvorfra jeg så må tage bonen og bytte den defekte ramme senere i ugen) står jeg ved en kasse med en dame og en mand og to små børn. Deres indkøb bliver 714,50 kr og damen tager kontanter op af lommen og tæller efter, da kassedamen siger at det er en kasse kun til dankort.

Jeg sværger, damen blev helt hvid i hoved. Alle varene var kørt igennem og manden havde pakket dem og børnene stod og kikkede på. Hun tog sin telefon frem og begyndte at tjekke sin konto for penge og jeg kunne se at der ikke var penge på kontoen – mit hjerte gjorde ondt helt ned i tæerne.

Så jeg tilbød at jeg betalte og fik kontanter af hende. 700 kr i kontanter og 14,50 på mobilpay. Sjældent har jeg set en dame se så lettet ud. Og sjældent har jeg nydt at kører mit kort igennem og vide at jeg også snart rammer overtræk, but I don’t care.

Har jeg sagt at jeg har flyttet min sofa om? Jeg tror også, men jeg er faktisk ikke 100% sikker, at jeg kom til at ringe til Norman Lørdag aften, fordi jeg var så ensom. Det lyder helt sort at jeg kan være ensom, men så snart jeg trådte ud af døren fra min lillebror, kørte jeg rundt i en time i min bil i rengfulde Århus fordi der intet var at komme hjem til og fordi jeg sådan savner at tale med nogen på min egen alder.

Jeg har ikke talt med Jonas i ugevis, han har sine børn alene i over en nmåned. Det er vitterlig SÅ hårdt at være ufrivillig alene og ensom hele tiden. At være ensom og alene kan være skønt, når det er tilvalgt men når det er noget man ikke kan fravælge igen, så gør det forfærdeligt ondt.

Jeg ved godt det var mig der fortalte Annabel om Anika, en fejl som jeg ofte fortryder, men det var trods alt Anabel som lavede indberetningen, Anika som valgte ikke at tro på mig og Barbara som var på Anikas side og på dén måde mistede jeg alle mine veninder i ét hug.
– jeg tror faktisk aldrig rigtig jeg kommer mig helt over den smerte. Og den sort som det er at blive forladt så hårdt og brutalt på få dage af ALLE man kender. Det er som om nogen er døde, så smertelig er min sorg i mit hjerte. Selv nu i skrivende stund får jeg tårer i øjenene.

Jeg savner Michelle og jeg savner et sceneskift. Overvejer at rejse til Miami fordi Miami er Michelle, men hun vil jo ikke være der. Daytona Beach vil ikke være det samme uden Michelle. Aldrig.

Jeg tænker også på at rejse til Spanien og appropo Spanien så starter der et program på Tv om folk på Solkysten der sælger boliger. Jeg kender 2 af de dåser der er med. Jeg fatter det simpelthen ikke, hvorfor er det at kvinder og mennesker generelt, som opfører sig dårligt og taler dårligt om og til andre mennesker, altid flyder ovenpå som en fiberlort og får omtale?

Hvorfor er det at jeg feks. ikke får omtale for mit firma som jeg kæmper sindssygt hårdt for (men nærmest har givet op omkring), men dem som opfører sig dumt og taler grimt og har et grimt sind, som har en lædret brun hud, silikonepatter, platinblondt hår, anderøvslæber og kunstige negle kan tjene kassen på at stå i Tv og få alle andre danskere i området til at ligne idioter?
– I don’t get life.

I morgen stopper det frivillige projekt jeg har arbejdet på og jeg frygter lidt, at de ikke vil bruge mig mere, fremadrettet. Jeg vil så gerne arbejde, jeg vil så gerne knokle og jeg vil så gerne lægge mine kræfter, tanker og energi i noget der giver mening (og også gerne penge) men det er som om ingen rigtig kan bruge mig og min selvtillid smuldre som en savsmuldsbriket.

Jeg har lyst til at råbe: Jeg betyder noget!! mens jeg springer ud fra Ringgadebroen. Ikke fordi jeg tror på det selv, men fordi jeg gerne vil hører noget dejligt og noget positivt, som det sidste inden jeg dør.

Jeg forsøgte at fortælle Mor om mine søvnproblemer og hendes svar var at vi snart måtte finde tid til at kører en tur til Løkken og gå en hel dag på stranden, så vi kunne få blæst de tanker som gav mig stress, væk.
– jeg ved hun mener det godt, men bare tanke om at gå i sand og blæst, var nok til at jeg blev træt i mine ben. Altså sådan rigtig træt ind i knoglerne.

Min krop kan ikke holde til at fysisk knokle så meget mere, det er som om jeg er tappet for energi, men jeg kan ikke rigtig få folk til at forstå det, fordi de ikke ved hvordan det føles, når kroppen bliver træt bare ved tanken. Nogle nætter holder jeg mig fra at gå ud og tisse selv om jeg trænger, fordi jeg hellere vil sove dårligt end at gå ud og tisse på mine trætte ben og risikere ikke at kunne sove igen når jeg kommer ind i sengen. Dét er hvor træt min krop er.

Og approp Spanien, eneste grund til at jeg ikke allerede har booket en billet, er fordi jeg var dernede sidste år i Februar pga. installation af aircon og jeg trænger bare så så meget til solskin og godt vejr. Til varme i min krop og ikke til regn og kolde dage – og februar er uden tvivl den koldeste måned i området og jeg orker ikke regn og kulde i en uisoleret Spansk lejlighed.

Men et sceneskift ville være godt. Ringgadebroen er en mulighed. Og nej, der er kun mig selv til at tale mig fra det. Der er ingen andre. Jonas ringer ikke, Norman ringer ikke, Anika, Barbara og Anabell ringer ikke. Ingen ringer, udover min familie og selv om det er mægtig sødt af dem, så forstår de mig ikke. De forvirrer mig.

Og der er så længe til Onsdag og Det Lyserøde Hospital.

Min krop er kamp træt og jeg tør ikke tage flere sovepiller, da jeg er bange for at blive afhængig af dem – og nu da min medicinsamtale er rykket fra 18. Januar til 1. April, har jeg slet ingen af tale med dén tanke om.

Tidligere i dag, da jeg kørte i min bil, græd jeg lidt for mig selv mens regnen piskede ned. Jeg græd fordi jeg er træt og fordi jeg officielt ikke kan huske hvordan min Psykiater-Lærling ser ud. Hendes ansigt, hendes øjne, hår og smil er forsvundet for mit blik og jeg kan ikke længere sætte det sammen til én enhed.

Tænk hvis man kunne ringe til himlen, eller bare til min Psykiater-Lærling og tale med nogen som kender mig og som ville bruge 20 min af deres tid, på at fortælle mig at det hele nok skal blive godt. Ikke bare når jeg er udhvilet godt, men godt på den lange bane.

For jeg kan ikke se det. Træt eller udhvilet.

Ensom December

By: comment

I dag har jeg gjort rent i min udlejningslejlighed. Den har været udlejet i 22 dage til en medarbejder fra et portugisisk firma – shit den var beskidt!! Der var lange sorte hår over alt, bogstavelig talt over alt!

De lå i store totter rundt om i lejligheden, afløbet i bruseren var stoppet med hår, håndvasket sejlede i lange sorte hår, der var hår i tørretumbleren, vaskemaskinen, sengetøjet, på toiletsædet – OVER ALT!
– gad viden om personen (en pige) er blevet skaldet eller om det er normalt hun fælder så meget???

Der var krummer i alle skuffer, opvaskemaskinen sejlede med opvask og det samme gjorde køkkenvasken. På komfuret var en klam fedtpande sat i blød og sådan var det over alt…… snavs, beskidt service, hår, støv, krummer, snotklude, affaldsposen var prop fuld og under vasken havde hun (måske?) forsøgt at sortere affald men aldrig taget det med ud, så det lå og lugtede….

Det gode ved Gæster som sviner, er at alt simpelthen skal gøres rent, så det er bare at starte fra en ende af og gå i gang. Så det gjorde jeg. Og efter knap 4 timer var ALT skinnende rent igen. Jeg havde vaskede mit nye tæppe og pudebetræk til sofaen på 30 grader og lavet en rigtig fin seng med de nye puder jeg købte til Black Friday.

De nye Gæster tjekker ind imorgen og ud dagen før nytårsaften og så kommer der en ny fra 6-18. Januar og igen en fra 20. januar til 2. marts. Det er dejligt med så lang bookninger, så jeg ikke behøver gøre så meget rent. Ikke at jeg ikke kan lide at gøre rent, jeg er bare kronisk træt og har svært ved at overskue ting, som feks. ind og udtjekning og rengøring, strygning, rulle sengetøj osv. I bund og grund kan jeg godt hører at jeg lyder doven, men jeg er faktisk bare ufattelig træt med træt på.

Og oven i er min mund et inferne, min højre side af munden føles som om der er ved at gro en tand ud, tandkødet er ømt og jeg kan faktisk ikke huske om jeg har fået min visdomstand dér men noget siger mig svagt at jeg har fået alle mine visdomstænder – dog er smerten voldssom og strækker sig helt om i højre øre og jeg kan ikke finde ud af om jeg er ved at få tandpine eller ørepine. Uanset hvad det er, så må det gerne gå over hurtigt og SNART!

Som prikken over i’et fortalte jeg min yngste lillebror om Gården, min Gudfar, min søster og mor’s mening om at fortælle dem om min sorg osv. Juleaften omkring midnat. Han fik en rynke i panden som jeg aldrig har set før og blev rigtig ked af det, men også vred og irriteret på min Mor og søster. I dag fik jeg ham til at fortælle min ældste lillebror om det, eller jeg spurgte om han syntes det var bedst at jeg skrev et brev eller hvordan jeg bedst fik fortalt det til mine andre brødre.
– vi aftalte at min yngste lillebror gik en tur med min ældste lillebror og som jeg skriver nu, er de alle sammen til rest-aftensmads-spisning hjemme hos Far og Mor. Det var mega nemt for mig at vælge at jeg ikke skulle deltage!!!!

Tanke om hvad de taler om, eller hvad jeg kunne havde fået smidt i hoved af anklager om at havde ødelagt deres liv osv. var mere en rigeligt til at jeg tog direkte hjem og gik i et tiltrængt bad (har lige haft menstrauation hvor der hang lange tråde af slimet blod ud af mit underliv 🤢) og det er som om lugten af sur kusse (min Gudfars ord) har hængt ved mig de sidste par dage. Men nu har jeg barberet alt, måsen, missen, benene og under armene. Jeg har vasket hår og høvlet fødder og hæle og smurt hele kroppen ind i creme og nu sidder jeg i sofaen og forsøger ikke at synke spyt i højre side af munden (!) fordi det trækker i mit øre. På tv er der en film som hedder Eragon, en eventyr film om en dragerytter og radiatoren larmen mens den forsøger at varme min lille lejlighed op.

Jeg har virkelig lyst til at tale med nogen – min tanker har kredset ekstremt meget omkring Anika og Barbara. Jeg ved at Barbara er hjemme på Juleferie, vi aftalte at vi skulle ses i efterårsferien men jeg hørte intet og nu er det Jul og jeg hører stadig intet – og det var endda hende der kontaktede mig da jeg blev 40. Ikke omvendt.

Jeg har tænkt rigtig (rigtig rigtig) meget på min Psykiater-Lærling og ville virkelig ønske jeg kunne ringe til hende. Bare hører hendes rolige stemme og hendes forsikring om at alting nok skal blive godt igen (en dag) Jeg ville give rigtig meget for en livslinje til hende, men jeg har ikke hendes telefonnummer og selv hvis jeg havde, så er det jul og hun er i et happy sted og ikke som jeg, et sted fyldt med smerte, gråd og fysisk og indre smerte. Life sucks. Og jeg er så ensom.


Om lidt skal jeg sove, er helt træt ind til knoglerne.

Min Iphone 6S er (fucking) DØD!

By: comment

12. Oktober 2015 købte jeg en ny iPhone 6S i guld med 128 GB hukommelse og ét års ekstra forsikring oven i de obligatoriske 2 år som der altid er i Danmark. I dag, 6 November 2018, 3 år, 1 måned og knap 5 dage senere er min iPhone officielt gået i stykker. 35 dage efter at forsikringen udløb.

Er der nogen som tør stå frem og sige at jeg ikke er uheldig, men at det her bare er noget som sker for alle???
– mit liv er en fucking lavine af uheld, dårlige oplevelser og ting der smuldre og går i stykker!!!!!

Min telefon begyndte nok i realiteten allerede at drille da jeg var ude og rejse, men pga. den dårlige forbindelse på nettet og telefoni, tænkte jeg ikke nærmere over det. I dag skulle jeg så ringe til en del kendte mennesker i forbindelse med det frivilige arbejde jeg laver og jeg kan ikke lave ét eneste opkald. Jeg kan ikke ringe op. Ringe ud eller modtage opkald. Kun opkald via Facetime eller via Facebook Messenger går igennem.

Århhh slå mig hårdt hvor er det her noget PIS!! Jeg har været hos Humac butikken, men de kan ikke hjælpe, da den er købt på nettet direkte hos Appel. Han foreslog at jeg forsøgt at få et nyt simkort. I 3 butikken skiftede jeg simkort med medarbejderen og problemerne er stadig det samme, ergo er det ikke simkortet (hvilket jeg heller ikke regnede med) men derimod telefonen.

I morgen skal jeg ud på Psykiatrisk Hospital og mit sind er helt flosset. I går skrev jeg en mail til min Nye Behandler, fordi jeg ikke ved hvordan vi skal “nå hinanden” og hvordan jeg kan få noget ud af forløbet, fordi vores forløb, her i starten af November, stadig ikke er kommet rigtig igang (eller sådan føler jeg det i hvert fald)

Jeg ved ikke hvor jeg “er” i mit sind, men jeg kan mærke at jeg ikke er i balance. Jeg er for tyk. Jeg sover dårligt. Jeg har allerede opgivet alt hvad jeg lærte på mine 2 ugers “ferie” og jeg frygter for mit lille firma’s eksistensgrundlag.
– og så savner jeg en at tale med, en som forstår mig, en som tror på mig, en som vil lytte og en som ikke er bange for at tale med mig. Og den eneste jeg kan komme i tanke om som kan dække dét behov, er min Psykiater-Lærling….som jo ikke længere hverken er min Psykiater-Lærling eller Psykiater-Lærling i det hele taget. Hun er færdig uddannet og videre, mens jeg stadig sidder her og ikke er kommet videre.

Og selv hvis jeg kunne ringe til hende, så er min telefon død.

 

 

Min Indre Sorg

By: comment

Efter en, syntes jeg selv, ret produktiv dag, ringede min søster omkring kl. 18 da hun var på vej hjem fra arbejde. Hun ville spise sammen med mig eller hører hvad jeg skulle have at spise.

Jeg havde ingen planer og efter mange diskussioner frem og tilbage, ringer hun tilbage og siger at jeg skal hente McDonalds, så kommer hun forbi. Som sagt så gjort – og det på trods af at jeg slet ikke var sulten og egentlig var gået i seng. Jeg lå og forsøgt at se en film for at få tiden til at gå, så jeg kunne gå helt i seng og ikke stå op igen.

Vi så en Spidermann film mens vi spiste, den var dårlig hvis du spørger mig og jeg hørte ikke rigtig efter og sad med min telefon.

Min søster fortalte om denne her fyr (fra den weekend hvor vi var ude og spise sammen på den Irske pub) som hun er begyndt at se. De var igang med at have sex, da min søster siger at det lugter mærkeligt, de slår det hen men det lugter stadig og pludselig ser de at der er ild i en hovedpude som de havde fået smidt til siden og over i et lys. Ret sjovt alligevel – specielt fordi det jo gik godt.

Hvordan vi kommer til at tale om det ved jeg ikke, men jeg sidder nu her bagefter med en følelse af at vi er uvenner eller at vi har skændtes og en følelse af at vi absolut er meget uenig om vores barndom og at jeg samtidig hørte mine forældre tale gennem min søster.

På den ene side siger min søster at hun ikke kan huske andet fra sin barndom, end at jeg altid var ked af det. At jeg altid græd og altid var ked af det – hvilket også er sådan jeg husker min barndom.

På den anden side, så sidder hun og siger at hun simpelthen ikke kan forstå at jeg er vred på Far og Mor, for det er da bestemt ikke deres skyld at det her er sket. At jeg er et priviligeret menneske som har haft et priviligeret liv og stadig lever et priviligeret liv.

Det er jeg overhoved ikke enig i. Jeg spørger hende hvori jeg er priviligeret? Jeg betaler nøjagtig samme husleje for at bo til leje som alle andre ville gøre – det er først nu her fra Juli måned at Far og Mor er begyndt at betale mig en løn uden at jeg laver noget, men det gør ikke nødvendigvis at jeg føler mig priviligeret – pt. kan jeg slet ikke rumme det og frygter heletiden hvad der kommer.

Min søster nævner så, at jeg er priviligert at Far og Mor havde pengene og midlerne til at sætte – hold fast – gården istand da jeg arvede den……. øhhhh say what??

Så JEG er et priviligeret menneske der har levet et priviligeret liv, fordi mine forældre havde penge til at købe et gulvtæppe til mig, da jeg arvede en gård, til at købe maling og grave dele af køkkengulvet op, fordi det var ødelagt af fugt, putte lekasten (!) nedenunder og så et nyt trægulv oven på?

Jammen jeg ville jo slet ikke EJE GÅRDEN til at starte med!!

Jeg var også priviligeret fordi Far og Mor havde penge til at købe min sorte Golf til mig – den bil som jeg blev tvunget til at investere i, efter at min Gudfar tog den bil igen, som fulgte med gården da jeg købte den…… Far og Mor betalte halvdelen og min Gudfar betalte den anden halvdel. Jeg skændtes konstant med Far og Mor om afdragene og jeg blev konstant straffet pga. bilen af min Gudfar. Det var en konstant trussel at få bilen taget fra mig. Og pga. dét er jeg priviligeret? Jeg tænker nærmere at nogen aka de voksne aka mine forældre, burde havde sagt noget, da min Gudfar tager bilen fra mig i første omgang. Aftalen var jo sole klar at der skulle følge en bil med gården – ikke at jeg skulle ud og gældsætte mig yderlig for at have råd til en bil. Men ingen sagde noget og jeg havnede i yderlig gæld. Både af den økonomiske og den mentale slags.

Min søster siger at hun kan huske da jeg fortatle hende om min første gang (med sømanden) og at hun syntes jeg var klam da jeg fortalte det. Jeg kan ikke huske episoden men jeg kan godt huske at jeg har fortalt alle at han var min første – hvad ellers skulle jeg sige?

Da jeg så argumenteret for at jeg faktisk flere gange havde forsøgt at fortælle voksne om at der var noget galt, så frem de ikke kunne se det på min altid triste og ulykkelige ydre, min meget fremmelige og frimodige omtale om sex i en tidlig alder, og bla. bragte de klokkeklare episoder jeg har i mit hoved frem, så argumenteret min søster på NØJAGTIG SAMME MÅDE som min Mor! Som nærmest med samme ord!!

Jeg fortalte om de gange hvor jeg havde fortalt Mor at min Gudfar lured ind af vinduet mens jeg var i bad, at jeg blev overrasket af ham i mit bryggers med et lille håndklæde – og længere nåede jeg ikke, før min søster siger: Jammen når du nu VIDSTE at han kom ind i dit hus, hvorfor tog du så ikke bare et størrer håndklæde på?

Jeg blev selv helt i tvivl og fik ikke svaret nok eller korrekt for mig som jeg gerne ville – og hvilket er grunden til at jeg nu sidder her og er ked af det – jeg vil gerne vide HVORFOR samtalen skal gå på håndklædens størrelse OG IKKE på det faktum at en mand stod inde i bryggerset i det hus jeg selv har købt og gældsat mig for at bo i?

Jeg vil gerne vide hvorfor alle tror at et størrer håndklæde ville have fået ham til at gå igen? Han havde jo for helvede en NØGLE til mit hus!! En NØGLE!!! Han kom og gik som det passet ham – det var intet som kunne stoppe ham!

Min søster argumenteret at han jo var gammel – at være gammel (50-60 og 70 år) er jo ikke det samme som at være slap.

Min søster argumenteret at jeg jo kunne være stoppet med at komme da jeg betalte pantebrevet tilbage til ham, for så havde han jo ingen klemme på mig mere. Hvorfor kan ingen se at jeg var virkelig virkelig bange for ham? At jeg altid var nervøs og at jeg altid havde dårlig mave? Jeg frygtede at han ville fortælle hele verden om hvor en lille luder jeg var, om graviditeten, at han ville kværke mig, eller min Mor eller min søster.

Jeg var VIRKELIG bange for ham! SÅ bange at det selv i dag virker mærkeligt at jeg var SÅ bange for ham, men det var jeg – den dag det gik op for mig at han var død og jeg så ham i kapellet, var den dag hvor det gik op for mig selv, just how afraid of him I had been.

Min søster vil gerne tage en forhammer og smadre gravstenen med. Hun vil gerne tage ud og smadre det hele, hvis jeg gav hende lov – hendes ord lød som mine forældres ord. Det er slet ikke naturligt for min søster at bruge ord som “smadre” eller “forhammer”

Min søster syntes jeg skulle få mig et arbejde i stedet for at bruge tiden på ingenting. At jeg burde komme igang med at få 40 gode år. Jeg fortryder så meget at jeg læste min Psykiater-Lærlings 5 linjers Fødselsdagshilsen op for min Mor, for dét er nøjagtig hendes ord, bare vendt om og nu gjort til noget jeg gør forkert – at jeg ikke bare kommer igang med at få 40 gode år. Jeg ville ønske jeg kunne men jeg ved ikke hvordan.

Den eneste jeg kan komme i tanke om jeg har lyst til at tale med lige nu, er min elskede elskede og højt savnede Psykiater-Lærling…….. Åhhh Gud hvor jeg savner hende!! Jeg græder så meget at jeg næsten ikke kan skrive, for jeg kan ikke se hverken skræmen eller tastaturet (længe leve ti-finger systemet) Men værst af alt er det, at jeg ikke kan se hendes ansigt for mig. Jeg kan ikke huske hende og det gør mig endnu mere ulykkelig!!!

Hendes stemme, hendes bevægelser, hendes lyde, hendes ansigt og hendes mimik er væk. Helt væk. Det er som om min hjerne har trykket Ctlr-ALT-Delete og det enest jeg har tilbage, er det samme som jeg har med Norman: Et svagt minde om et menneske der engang fandtes og som var på min side, men som jeg nu ikke må kontakte mere.

Min søster kan ikke forstå at jeg ikke fik sat en stopper for det noget før. Jeg var jo voksen som hun sagde. Jeg kunne bare være gået. Men sådan var det jo ikke. Jeg kan feks. ikke huske episoden hvor jeg fortalte hende om Sømanden, men “historien” som hun fortalte lyder som en historie jeg har fortalt mange gange – noget jeg altid gjorde når jeg skulle vejre vejret. Så fortalte jeg lidt, brudstykker nærmest, om noget som var til dels rigtigt. Og ud fra folks reaktion, vurderet jeg så om jeg skulle fortælle mere eller mindre. 99,9% af gangene skulle jeg så absolut ikke forsætte.

Og uden at jeg overhoved kan huske episoden, min søster nævner, så tænker jeg at jeg har fortalt min søster om min “første gang” for at se om jeg havde en allieret i hende. Hun siger selv at hun havde sagt og syntes at jeg var klam. Jeg ved også at jeg fortalte min Mor om “min første gang” med Sømanden, og dét endte med at jeg fik mega skideballe af Far fordi jeg var seksuel aktiv. Hvis deres reaktioner nu havde været mindre voldsomme og mere positive – også selv om man måske ikke syntes det er fedt at ens datter er seksuel aktiv (eller ens søster) så havde jeg måske fortalt mere.

Jeg mener, det VAR jo sket, så hvorfor skamme og skælde ud på det? Hvorfor ikke bare tage en stille og rolig snak om det, spørge om det er noget man vil tale om, om det var spændene, om man havde lyst til at prøve det igen osv. Jeg tænker objektivt at jeg ville have reageret på en HELT anden måde uanset hvad og den eneste grund til at jeg ved jeg ville have gjort det, er fordi det ALLEREDE VAR SKET, så vrede eller tårer kan jo ikke ændre noget. Og når det ikke kan ændres, så kan man lige så godt omfagne det.

Men sådan ser andre det ikke – måske dem som læser med på bloggen her heller ikke ser det sådan. Måske jeg bare sidder og bygger et lille latterligt hegn op omkring mig selv i den tror at jeg kan beskytte mig selv som en struds der har hoved i jorden.

Måske JEG tager fejl? Måske det ER mig som der er noget galt med?

Jeg finder nok aldrig ud af hvad der er hvad, det eneste jeg ved er, at i morgen kl. 09.00 skal jeg ud til min Nye Behandler og jeg ved at vi skal diskutere fra morgenstunden af – og jeg ved bare at jeg ikke vil give mig. Jeg vil ikke altid være den som er forkert, den der burde have handlet eller sagt eller gjort anderledes.

Hvorfor vil ingen mennesker lytte til hvad jeg siger?

Min søster sluttede af med at rejse sig op og tage sko på og gøre sig klar til at gå, uden at gøre mine til at nu var vi færdige med at tale. Hun sagde at hun kun huskede mig som glad, da jeg boede i USA og i Spanien og at jeg burde få et scene-skift og flytte fra lejligheden og smide alt det “gamle lort ud” som jeg har fra Gården.
– i går sagde min Mor nøjagtig det samme, at vi burde sælge lejligheden jeg bor i, ikke fordi hun trode at den var forbandet men der var alt for mange dårlige ting i lejligheden.

Åhhh the ironi, when you go from being the talk of town to being the talk of the family…

Midt om Natten

By: comment

Kim Larsen døde i Søndags. Jeg læste om det mens jeg lå halvvågen i sengen. Siden da er radioerne, aviserne og alle trykte medier, sociale og ikke-sociale medier gået amok i en stormflod af sorg og sange på repeat over at en storrygende, halvalkoholiseret musiker, der forlod sin kone og 4 børn over telefonen, er død i en “alt for tidlig alder” 🙄 Han blev 72 år for Christ Sake! Dét er ikke “for tidligt” – det er sku da halvgammelt når man tænker på hvilket liv han har levet med alkohol, tobak, fjolletobak, dårlige sovevaner, stress, musikliv og on-the-road-mad.

I’m not impressed.

Men det faktum at feks. Psykiatrien i Danmark ikke er på Finansloven, dét genere ikke folk. Ingen spiller sørge sangen over de ca. 600 mennesker der hvert år dør af selvmord – til sammenligning dør kun ca. 130 mennesker i trafikken.

Men lad os da spærre hele Rådhuspladsen af i Århus, og græde op af hinandens skuldre, i et sørgeoptog over at Kim Larsen er død. I don’t get it – og jeg forstår ikke mennesker.

Og derfor sidder jeg også her, alene en Fredag nat eller faktisk nærmere en Lørdag morgen kl. 02.56.

Da jeg vågnede i morges var min plan at gøre rent hos min søster og få det overstået, så jeg er kun skal gøre rent i min egen i morgen og så lukke en gæst ind i min lillebrors lejlighed. Men mit ansigt var simpelthen så hævet af gråd, at jeg knap kunne se ud af mine øjne. Jeg var rastløs fra morgenstunden – min sjæl og mit sind kunne ikke finde ro, nøjagtig som de grummeste morgner efter at min Gudfar havde været på besøg.

Jeg kunne slet ikke fungere, hverken i skolen, eller i Bilka eller nogen steder – no wonder at jeg blev kåret som Årets Gæst på akademiet første år, det var simpelthen SÅ hårdt at flytte på gården og havne samme sted, som jeg for få år forinden havde forsøgt at flygte fra til USA…… lyder det bekendt?

Hjem til Danmark = Ensom sommer

Psykolog = Ensom sommer

Psykiater-Lærling = Ensom sommer

Ny Behandler = ……

Mit liv er som en revy der genspilles igen og igen.

Men i stedet for at gøre rent, kørte jeg ud til mit lille værksted – mine forældre har sat stedet til salg og vil gerne at jeg sælger møblerne der står derude. Jeg orker det næsten ikke, jeg kikkede på møblerne og trak en stol frem, satte den tilbage, låste af og kørte. Mens jeg kørte ringede min Mor og så måtte jeg lyve (igen) og sige at jeg var på vej ud til dem – hvis jeg sagde at jeg havde kørt 35 km ud til gården og 35 km retur uden nogen grund, ville jeg bare hører for mit benzin forbrug (ligesom på gården) og jeg ville (ligesom på gården) ikke kunne forklare mine handlinger.

Så jeg kørte hjem til mine forældre, hentede sengetøjet der skal lægges på i min brors lejlighed inden gæsten kommer i morgen (om få timer) legede lidt (for vildt) med Ella og fik et hak på næsten af hendes to fortænder, da jeg ville snuppe hendes legetøjs gravhund fra hende. Så nu ligner jeg en som har tudet med hævet øjne og et “bokser bræk” henover næsen.

Herefter kørte jeg hjem, gik en tur og sov så fra 18 til 20, hvor Mor ringede (igen igen) og vækkede mig, så jeg ikke kunne falde i søvn igen. Og nu sidder jeg så her.

På vej ud på Gården kørte jeg og græd i bilen, alt inde i mig er bare smuldret og knust. Jeg kan slet ikke samle mig selv sammen – jeg er endda kommet til både at sms’e til Norman og ringe ham op. Han svaret på den første sms og så ringede jeg. Intet svar. Så smset jeg igen. Intet svar. Jeg er så dum så dum. Og så frygtelig ensom med mit indre.

Jeg kørte forbi en stor genbrugsbutik i Galten. Jeg lignede pis for at sige det mildt, men jeg er ligeglad, det er på landet og jeg har mine solbriller, så who cares. Mens jeg gik og kikkede på glas og gættede mærkerne, ringede min Nye Behandler. Hun ville bare sige at hun nu havde vendt mit ønske om at skifte tid, med “de andre” som jeg går ud fra er lægerådet eller den der sammensætning af indianerlægen og psykologen jeg egentlig ikke kunne lide.

Konklusionen var at jeg ikke kunne få en ny tid, ikke lige nu i hvert fald, fordi det var så vigtigt at vi så nærmere på hvad det var der skete, når jeg ikke vil komme på samme tidspunkt som en anden person. Jeg fortalte hende, som sandt var, at jeg jo havde sagt hvad mit problem var – at jeg ikke ønsker at hun (eller andre) skal vide HVORFOR jeg går derude.

Jeg bliver simpelthen SÅ vred inden i – jeg sætter helt klart en grænse her. Jeg siger helt klart NEJ og jeg siger helt klart FRA. Og alligevel, ALLIGEVEL SKAL jeg tvinges til at møde op og ikke kun risikere at løbe ind i hende, nej risikoen er 100% og dét skal jeg bare finde mig i, fordi nogle damer sidder og tænker at dét er nok helt klart bedst for Deirdre-Anns liv og leben. WTFF!!!!

Det er total modstridende det de siger!! De siger jeg skal lærer at sige nej og sætte og trække klare grænser. Her sætter jeg en klar grænse. Jeg siger nej og jeg siger fra. Jeg vil ikke gå det næste år derude og løbe ind i hende hver uge og jeg vil fandeme fiseme ikke i gruppeterapi om et år med hende – det kommer ALDRIG NOGENSINDE til at ske. EVER!!!

Men nu har de tænkt sig at tvinge mig til noget jeg ville vil være med til. Well best of luck to you, for er der noget jeg er ekspert i, så er det at tale folk efter munden og kører mit eget løb ved siden af. Der er no chance in hell jeg vil være med til det her.

Jeg kommer på Onsdag, men så er ugen efter Efterårsferien, hvor min nye behandler har ferie. Og ugerne efter er jeg væk.

Problem solved.

 

P.S: Jeg tænkte i dag på om jeg stadig savnede min Psykiater-Lærling og det mærkelige er, at jeg ikke kan “mærke” hende mere. Hun er som sisand der forsvinder mellem mine fingre. Som en sky jeg forsøger at holde fast i, men pludselig er hun væk mellem mine fingre. Jeg kan end ikke sammensætte et billede af hendes ansigt mere. Jeg kan ikke huske 100% om hun var på min side og jeg kan ikke længere genkalde mig hendes trøstende beskyttende ord. Hun var det bedste der er sket for mig i mange mange år, faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde en person i mit liv, som jeg kunne tale sådan med. Men nu er hun væk. Det er lidt som at miste en god veninde (igen igen igen igen) smerten er i hvert fald den samme – men jeg kan ikke genkalde hende for mig. Det er kun som et vagt minde om at der engang var “nogen eller noget” som fik mig tll at smile.

Jeg tænker, at når selv hun er væk fra mit sind, så er der ikke meget at holde fast i mere. Alle er et bedre sted end jeg. Og det er vel på en måde rigtig godt. At rejse fra mennesker der har det godt, er altid nemmere end at rejse fra mennesker der ikke har det godt.

Titelløs.

By: comment

Siden min sidste samtale hos min Psykiater-Lærling 17. Juli, har jeg haft 3 timers samtale terapi i alt, og de 3 timer har været med min Nye Behandler. Hende der skal lærer mig at sige nej og at sætte grænser.

Vi har i dag 4. Oktober 2018. Det betyder at jeg har været alene, on my own, i 79 dage, det er det samme som 11 uger + et par dage. Jeg kan næsten ikke rumme mig selv mere.

Da jeg stoppede hos min Psykolog i Maj 2017, gik jeg til læge samtaler og udredninger i Juni 2017 og så var jeg overladt til mig selv i noget nær verdens værste sommer – hvilket jeg kun kan sige, da jeg lykkeligt har glemt eller fortrængt de mange lange sommre jeg har tilbragt på gården eller bare har tilbragt alene, eller tilbragt sammen med andre men følt mig alene.

Så mødte jeg min Psykiater-Lærling, jeg kan knap huske hvordan jeg tænkte om hende da jeg mødte hende de første par gange, men jeg kan huske at jeg syntes det var mega hårdt og mega lort at tale med hende hver uge. Ikke pga. hende, men fordi jeg var total drænet resten af ugen og følte mig som et dårliger og dårligere menneske, jo mere vi tale sammen.

Sådan har jeg det også nu – jeg kan mærke en bølge at dårligdom er ved at lægge sig over mig som en dyne. Jeg har hele dagen i dag tænkt på ting jeg har gjort eller sagt da jeg var barn, altså da jeg var virkelig virkelig lille – og nu kommer de tanker og oplevelser frem og jeg føler mig som det ULTIMATIVE dårligste menneske nogensinde EVER!!

Da jeg var barn, trak jeg feks. den ene af 4 sko til min lillesøsters My Little Pony ud i toilettet. Det var en helt bevist handling, som jeg vidste ikke kunne gøres om. Jeg hjalp hende endda bagefter med at lede efter skoen men vi fandt altid kun 3 (gule) sko og hun var ret ked af det.

Da jeg gik på HHx arbejdet jeg med at gøre rent (sort) i nogle huse på Fedet i Risskov. Jeg var altid sulten og når jeg gjorde rent i køkkenet, kikkede jeg altid i deres skuffer med brød, gryn mv. og hvis nogle af poserne var åbne, så tog jeg feks. tvebakker, eller skorper og spiste. Jeg tog kun et par stykker hver gang, for jeg var SÅ bange for at de skulle finde ud af at jeg gik og stjal deres mad, for så ville jeg miste mit job og blive fyret.

Og jeg havde jo en mission og det var at blive rig, at få penge nok til at kunne klare mig selv og være uafhængig af andre. I dag er jeg 40 år og det er endnu ikke lykkes.

Engang tog jeg en dreng, hvis navn jeg ikke kender, sko og smed i skralde-skagten som var på den privatskole jeg gik på i Silkeborg. Skolen var i etager og på hver etage var der en skraldeskagt. Drengen havde slået mig tidligere på ugen med en stylte, han gik et par klasser over mig og gik i en anden bygning. Jeg vidste jeg ikke kunne tæve ham og vinde over ham, jeg vidste også at mine brødre ikke ville hjælpe, selv om de var ældre end ham. Så en dag i frikvarteret, gik jeg med hjertebanken ind i bygningen, op af trapperne og ind i hans klasselokale – jeg fandt hans plads (hvordan kan jeg ikke huske men måske fordi alle havde navne og buskort på deres tasker dengang?) Anyway, der var et par sko i en gymnastiktaske som hang på siden af bordet. Jeg tog hele lortet og kylet i skraldeskagten ude på gangen og løb mega hurtigt ned af trappen og ud i skolegården. Jeg kan huske jeg allerede havde en plan for hvad jeg skulle sige hvis nogen stoppede mig og spurgte mig om hvorfor jeg var hvor jeg ikke burde være. Hvad det var kan jeg ikke huske i dag men jeg har tit tænkt på hvor meget skæld-ud den dreng mon har fået – hvilket jo var hele planen – da han er kommet hjem uden sko og hvad der ellers har været i posen.

Jeg har også stjålet et utal af sodavand fra mine Gudforældre, hvilket jeg har 0 dårlig samvittighed over og jeg kunne gøre det hele igen i morgen – men alle de andre ting, har jeg gået og haft det mega dårligt med de sidste par dage.

Der var også engang hvor jeg var flyttet hjemmefra og en af de to små ville besøge mig men jeg sagde nej selv om han (kan ikke huske hvem af det det var) både tiggede og græd. Jeg endte med at lægge på – hvilken fucking søster gør sådan noget?? Jeg burde have hentede ham med det samme og hygget med ham – i stedet for ville jeg bare være alene og egoistisk.

Jeg er simpelthen sådan et fucking dårligt menneske og jo mere jeg tænker over det, jo mindre kan jeg se en grund til at forsætte i terapi på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Om ét år, vil jeg være samme sted som jeg er nu, netop afsluttet et forløb, ked af det, såret, alene og mere alene og som prikken over iét skal jeg så til at sidde med min sorg og min ensomhed i en gruppe med andre, som også har deres at slås med og jeg VED bare at jeg vil sidde og vente på at Stikker Grethe afslører sig selv. Og så sidder man i rundkreds. Jeg kan simpelthen ikke komme på noget mere udstillende, selv vinduerne i Red Light District i Amsterdam er mindre udstillende!

Men hvis jeg ser bort fra min foragt for gruppeterapi, så vil det jo ikke ændre på hvad der er sket, hvad jeg har bidraget med at dårligdom til mit eget og andres liv. Som min Far så korrekt sagde, så er det jo PINLIGT at jeg selv har ladet det forsætte i så mange år. Jeg burde havde haft kræfter og styrke til at sige fra – når jeg tænker tilbage på tiden dengang, så må jeg jo have lavet vage tegn, for ingen opdaget det jo – og jeg syntes eller selv, dengang, at jeg gjorde ALT undtagen at sige det direkte, for at gøre omverden opmærksom på at jeg ikke var glad, ikke trives, ikke var lykkelig, ikke var i vatter inden i – det hele sejlede og jeg kunne ikke finde ro nogen steder, uanset hvorhen jeg flyttede – og jeg har flyttet meget.

Virkelig virkelig virkelig meget – jeg har kæmpet dag og nat (syntes jeg selv) for ikke at gå til grunde. Det var så nemt at dø og det eneste som holdte mig i live i rigtig rigtig mange år, var de små og tanken om hvad der skulle blive af dem hvis jeg døde.

Nu er de lykkelige og glade i livet. Min ældste lillebror har fået sit første barn og er SÅ forelsket i sin datter og i sin kæreste. De har begge to mistede deres job og er arbejdsløse om et par måneder, men jeg er 200% overbevist om, at med deres sammenhold og kærlighed, så er det bare en lille småsten på deres vej i livet.

Min yngste lillebror nyder livet i Texas og hans instagram vælter med billeder af hvad han laver. Han styrkertræner, spiser sundt, studere mere end han har gjort i Danmark og fester i weekenderne, rejser til Californien den ene weekend og næste uge skal han på forlænget weekend til Ohio hvor de mennesker som var og besøge mig i sommeren 2017 bor. Jeg mødte manden og datteren på en af mine caminoer og nu har de inviteret min lillebror på besøg.

Han sejler i kano, går til Halloween fester og deler sin store slikpakke fra mig, med sine to roomies. Han er solbrun og smuk som en græsk gud, styrketrænet og enhver piges drøm – og min lillebror. Og han skal nok klare sig i livet. Han er såå så sød og dejlig, hjerte varm og rummelig.

Min lillesøster er blevet insimineret med donorsæd fra en eller anden donor hun har fundet i et katelog. Nu venter hun på at kunne tage en graviditetstest. Uanset om hun er gravid nu eller først senere, så har hun sit gode velbetalte job, hun har inden for det næste 1,5 – 2 år en baby og måske også en kæreste.

Mine to ældste brødre bor med deres koner og børn i udlandet og det samme gør min halvsøster, bare med sin kæreste og børn (og sin mor)

Mine forældre har hinanden og de har Ella min hund, som holder styr på alt og alle i huset, som ved nøjagtig hvem der kommer og går – og alle går et lille gø’ og en masse slik med på vejen. Både når man går ud og ind.

Og så er der mig – som på en eller anden måde, nærmest har opgivet mit lille firma. Jeg kan mærke jeg ikke orker mere. Jeg er træt. Jeg er drænet og jeg er ulykkelig. Ingen tror på at det er en smart god ide, det er kun mig der kan se de logiske i konceptet.

Jeg er træt af at kæmpe for at få kunde, jeg er træt af at arbejde så enormt meget og aldrig have penge nok (som jeg selv har tjent og ikke bare fået af Far og Mor) Jeg er træt af at være mig, at bo i min egen krop. Jeg er træt af at eje en lejlighed jeg ikke bor i og jeg er træt af at bo til leje et sted der giver mig usikkerhed for fremtiden.

Jeg vil så gerne være holdt af, af nogen. Altså sådan rigtig holdt af, hvor jeg kan mærke i min krop at jeg bliver holdt af, og er savnet. Jeg er træt af at flyde og aldrig rigtig hører til nogen steder.

Generelt er jeg bare træt. Jeg er træt mentalt. Jeg er træt fysisk. Jeg er træt i mine kæber, som strammer mere og mere som jeg sidder her og skriver og græder, så tåre og gennemsigtig snot løber ned på min natkjole, sommerens mest brugte kole.

Jeg er så så så træt af ikke at have stabilitet i mit liv, ikke at kunne se en udvikling, fremskridt, progress – det eneste jeg kan se er kaos, dårlig samvittighed, og en lang lang sort mørk kold vinter forude.

Og som prikken over i’et, havde jeg grædt i dag, efter en(dnu) en telefonsamtale med Mor, kort før jeg skulle mødes med Jonas. Vi gik på Streetfood og netop som jeg tager mine solbriller op i håret, ser jeg Fede Dorit aka hende pigen fra min hhx klasse, som jeg mødte sidste sommer i Bruuns Galleri, hvor hun siger til mig: Åhhh godt at se at du er kommet ud… jeg mener at du er rask……. helt klart at Anika, havde fortalt hende om Psyk – og sammen med Fede Dorit, stod – you guess who…. Anika og så en anden pige jeg ikke kender.

Jeg ville ikke tage mine solbriller på igen, for så virkede det som om jeg ville gemme mig og er der noget jeg ikke vil, så er det at gemme mig – jeg har nemlig ikke gjort noget galt. Jeg har sagt sandheden fra dag 1. Så jeg gik direkte forbi dem. Vi kunne ikke gå andre veje og jeg viger desuden ikke.

Jeg spurgte Jonas om han kunne vende sig om og se pigen i leopard kjolen, om de gik videre eller hvad de gjorde. De stoppede, snakkede og vendte sig om flere gange sagde han. Jeg forsat. Jeg veg ikke en tomme og jeg blikede ikke én gang. Og jeg føler mig end ikke sej.

Jeg føler mig tom. Ubrugelig. Og så er jeg helt holdt op med at bede til at Hr. Gud lader mig dø mens jeg sover, for jeg tror ikke han hører mig. Hvis jeg skal dø, så skal jeg gøre det selv. Og snart, så rejser jeg – langt langt væk. Til varme, sol, sand og strand. Og hvis mine tanker ikke er bedre når jeg kommer til slutningen, så kommer jeg ikke hjem oprejst. På den måde er der ingen der kender mig, som skal finde mig. Det vil alle sammen være fremmede mennesker og med mit kartotek af dårligdomme, så tror jeg næppe en dårlig ting fra eller til, vil gøre en forskel på hvilken vej jeg ryger. Det er nok allerede forudbestemt. Og så længe det er i modsatte retning af min Gudfar, så er jeg ok med hvad end der sker efter jeg er død.

 

Hvordan jeg har det?

By: comment

Jowwweee tak fordi du spørger.

Mund? Et brandene inferno af smerte. Det starter inderst inde i, der hvor ens visdomstænder vil sidde så frem man har dem. Altså virkelig virkelig aller aller bagerst i tandrækkerne. Smerten går i både over og undermunden af tænderne. Det føles som om hver enkelt tand sidder løst og mærker jeg efter, kan jeg faktisk mærke hvor hver enkelt tand sidder fast i kæben. Jeg prøver at bilde mig selv ind at det er fantomsmerter og at mine tænder ikke rigtigt er ved at falde ud – hvilket jeg ofte havde maridt om som barn, at alle mine tænder smuldred og faldt ud af munden!! Jeg har ca. verdens tykkeste tandlæge journal, for lige så lidt som jeg har gået til almindelig læge, lige så meget har jeg gået til tandlæge! Der er ikke den tand jeg ikke har haft en skade på, fået slået ind, slået en flig af, trukket ud. Tænder der har slået revner og kæbe ben der har revner i knoglen. Min tandlæge var altid ret imponeret over at jeg havde så pæne tænder kontra størrelsen af mit journal. Jeg har ikke ét eneste karius hul i mine tænder og jeg er 40 år!! (Endnu, men det kan snart ændre sig – aldrig har jeg skippet tandbørstningen så mange gange som det sidste års tid pga. smerte) Jeg har heldigvis fra dag et, haft en god forsikring på mine tænder og jeg har tænkt mig at opretholde den resten af mit liv – grimme tænder, rådne tænder, dårlig ånde, manglende tænder er noget nær det mest kvalmefremkaldende jeg kan komme i tanke om.

Menstrauation? Tjek. Jeg mindes ikke jeg har haft så ondt i maven menstrautionsmæssigt, siden jeg var meget meget ung, som jeg har haft i denne omgang. Som prikken over i’et er min menstruation ved at stoppe i dag og jeg har vildt meget lyst til at onanerer og lege med mig selv, eller det fortæller min krop mig at den har – og dét er jeg et eller andet sted rigtig rigtig glad for, for det er SÅ VIGTIGT for mig at kunne mærke min krop og selv bestemme over den. Men – med tanker på hvordan det gik sidst, så skal jeg nok holde hænderne over dynen. Jeg har lige så meget brug for at bryde grædene sammen, som jeg har brug for at miste min fortand.

Læber? Mine læber (de øverste) er om muligt, et lige så stort inferno af smerte, som indersiden af min mund og tandrække !! Men kun underlæben. Den er næsten hudløs og helt mørkerosa fordi, overhuden er høvlet af, da blænerne udviklet sig og blev til væskende buler der bristede og blev til honningfarvede sårskorper der ikke vil hele. Jeg har i dag afsluttet min kur med 2 x piller pr. dag i 5 dage og hver dag har jeg haft tonsvis af Sovir salve smurte på læberne, men kun når jeg er alene – er trod alt for forfængelig til at gå ud med en læbe der ligner noget der er smurt ind i mayonaise! Jeg behøver ikke flashe at jeg har en virus som ikke kan helbredes og som smitter helt vildt hvis man kommer i forkert berøring med den – ikke at jeg nogensinde har smittet nogen, mine små brødre fik rap over deres små fingre hvis de forsøgte at drikke af mit glas, min sodavand eller bruge min læbepormade eller mit håndklæde da de var små og jeg havde et udbrud. Det lykkes mig 7-9-13 at få dem igennem en hel barndom uden at smitte dem – men jeg var også HYSTERISK omkring det! Jeg har ingen drømme om at fører noget jeg har fået fra min Gudfar videre til andre. Men smerten, den er ulidelig – og dog klager jeg ikke højt, for der er jo intet at gøre, så det er bare som det er. En konstant varm svidene smerte i underlæben, fordi nerverne i læben er blottet.

Fødderne? Fuck dyre sko!! Hvis jeg kommer i et par lukket sko på denne side af 1. November, så er jeg mere end almindelig heldig!! Måske det ikke ser slemt ud, dybt ud eller på nogen måde smertefuldt men jeg kan skrive under på, at det dels er dybt, der er et helt hak ned i huden – og dels er mega smertefuldt! Det er som om huden bliver kortere/mindre fleksibel når jeg ligger stille eller når jeg har sovet og når jeg så forsøger at gå, så kan jeg ikke træde igennem, fordi huden simpelthen ikke giver sig og det derfor smerter og jager op i mit ben. Det er simpelthen så utroligt at jeg får sådan nogle fødder af nye sko i Danmark af alle steder, men på 1000 kilometers ensomhed henover Spaniens højland, der får jeg ingen vabler eller også får jeg små og ømme vabler men stadig små af den slags man bare kan træde igennem på og sagtens gå videre. Var det her sket i Spanien kunne jeg lige så godt være taget hjem – jeg ville jo ingen steder kunne gå pga. smerten!

P.S: Det sort i mine tånegle, er ikke snask eller uvasket fødder, men den blå neglelak fra SUP sommerfesten (som jeg ikke deltog i) som ikke vil gå væk….

 

Søvn? Jeg har ikke sovet til middag i en hel uge (udover lidt onsdag morgen) og alligevel kan jeg ikke sove om natten. Jeg har hver nat haft glæden af at se uret slå både 03.00 og 05.00 uden skyggen at trætte øjenlåg. Pt. Ligger jeg stadig i sengen (14.35) Mor vækkede mig telefonisk kl 13.05 og var meget uforstående overfor at jeg stadig sov. Skyldfølelsen væltede ind, men da jeg talte efter har jeg knap sovet 8 sammenhængende timer, så jeg burde ikke få skyldfølelse – og Mor burde ikke sige “sover du endnu??” med en misfornøjet stemme. Hun kender jo ikke baggrunden.

I går Lørdag skulle jeg passe Ella min hund, da Far og Mor skulle ha gæster og hun fælder meget. Jeg hentede hende og så kørte vi ned på havnen til SUP men der var så mange mennesker at jeg blev helt ferbrilsk og skyndte mig at gå igen. Hos fiskehandleren købte jeg 4 lune fiskefrikadeller til 50 kr og så slap jeg Ella løs. Hun guffede is som fiskehandlerne smed ud, i sig (tænker det duftede af fisk…) og gøet af mågerne, hun lavede som altid pøller af to omgange – den ene gang hang den lidt fast i hendes mås og hårene. Længe leve vådservietter!! Min hund har ALDRIG pøllesnask i rumpen 🤢

Vi øver os i at gå på moler, hun bliver bedre og bedre til det selv om hullerne mellem brædderne stadig er lidt for store til hendes poter. Vi fandt en bænk og spiste 1,5 fiskefrikadelle hver. Midt i en solstråle. Dét bliver et godt minde.

Så ville jeg finde den sti jeg altid ser folk gå på når jeg SUPPER, jeg bildte mig selv ind at den måtte ende ud ved Psykiatrisk Hospital og nær Kolonihaverne. Jeg fik ret. Det var sjovt at se en del af Århus hvor jeg aldrig havde været før. Bogstavelig talt.

Ella løb uden snor hele vejen og jeg måtte kun rykke hende i øret 3 gange da hun løb ud på cykelstien = vejen = farlig = 🐶👎🏻

Efter at været faret lidt vild nåede vi frem til Kolonihaverne og dæleme om min drømmehave ikke er blevet slået op til salg siden sidst!!! 😍

Det er både skønt og tragisk. Skønt fordi jeg lovligt kunne gå ind og ose i haven, Ella gik helt balstyrisk og havde en fest. Tragisk fordi jeg ikke kan købe den.

– men drømme er jo gratis at ha 💛 Jeg er endda kommet dertil at tanken om at sælge min kære højt elsket veteranbil, ikke er SÅ fremmed mere…. tænker næsten den kan byttes lige over med en kolonihave. Jeg frygter bare jeg vil fortryde en dag, at jeg solgte den. At eje den er en once in a lifetime, og det var min første bil nogensinde, min første frihed!

Faktisk kan jeg huske at jeg kørte i den i området omkring Psykiatrisk Hospital og stranden, dengang for mange mange år siden og jeg gik på HHX og vi (Vibeke og jeg) pjækkede og tog på stranden. Det har været i somrene 1996-1999. Før jeg blev stavnsbundet på gården, før alle rejste til udlandet og glemte mig. Før Anika slog hånden af mig for første gang. Før min Gudfar fik magten over mig.

Efter at ha oset i min yndlings have, gik vi retur til bilen. Jeg kunne ikke finde stien inde i skoven som vi havde gået på det meste af turen derud, så vi gik på stien ved siden af cykelstien. Jeg havde ingen tidsfornemmelse

(Og det har jeg stadig ikke, klokken er 18.34 søndag aften og jeg har ikke været ude af sengen endnu. Hvorfor skulle jeg?)

Men da vi kom retur til bilen havde vi gået 9 km på ca. 2,5 time. Ella hoppede direkte op på sit sæde (passagersædet) og krøllede sig sammen inden jeg fik selen på hende. Træt hund 💛

På vej langs vandet gik jeg og kikkede efter SUP menneskerne men kunne ikke se dem. Ville sådan ønske jeg var en del af fællesskabet.

Mens jeg gik og kikkede udover vandet og Ella løb foran mig og gryntede, cyklede folk frem og tilbage på stien. Jeg stod vistnok og glanet med åben mund, bogstavelig talt, da en dame og (måske) en pige cykler forbi. Damen hilste og først da går det op for mig at det er den eneste person jeg ikke ønsker at møde – og samtidig den eneste person jeg drømmer om at blive genkendt af. Min Psykiater-Lærling.

Jeg savner hende så meget 💛 og samtidig er jeg kogende vred 🤯 på hende fordi hun har forladt mig midt i at alting sejler. Jeg får mindre og mindre lyst til terapi og jeg har ikke lyst til at knytte mig til min Nye Behandler. Jeg kan sagtens fortælle hende alt muligt detaljeret. Pice of pie men jeg har ikke lyst til at vise mine inderste følelser, for så vil jeg være NØJAGTIG SAMME STED om 365 dage, som jeg har været de sidste to år. Først med min Psykolog med den lille stille stemme og nu med min Psykiater-Lærling med det rummelige sind

Jeg skal ikke forlades mere i mit liv. Punktum. Kun en idiot bliver ved og ved med at blive såret.

Men det gik så hurtigt, at jeg faktisk ikke så det var hende før hun var væk og jeg ville ikke vende mig om som en anden retardo og glo. Jeg tror hun havde udslået hår, hvilket sikkert var grunden til at jeg ikke kunne genkende hende – og så cyklede hun uden hjelm!!! 🤦🏼‍♀️ Talking about retardo….!

Jo kloger folk er, jo dummere ting gør de.

Der er ca. 9 minutters dagslys tilbage, så jeg vil stå op og nyde dem…. eller noget

 

Da Bønnebordet flyttede ind

By: comment

Så kom dagen hvor jeg blev svine heldig og fandt et Bønnebord til storskrald – dog mangelde benene så i teorien er det ikke et bord men en bordplade formet som en bønne eller en nyre, afhængig af øjene der ser på det.
– men optimisten Deirdre-Ann er ikke til at kue, dæleme om det ikke er et BORD!

Så jeg skrev optimistisk til Bønnebords firmaet og fik svar tilbage at man godt kan købe nye løse ben til 200 kr pr. ben. Fedt!! Jeg gik straks igang med at undersøge hvilken ben der skulle på et sådan bord, da jeg til min store undren opdager at der kun er 3 ben på et Bønnebord men mit Bønnebord har 4 ben…. og er det så egentlig et Bønnebord??

Efter at jeg fik rengjort bordet (bordpladen) og skruet hylden nedenunder korrekt fast med en umbraco nøgle, gik jeg på Google for at finde ud af hvad det egentlig er jeg har fundet…

 

Og ved du hvad? For første gang i mit liv, gav mine google skills ingen resultat! Jeg er ellers ret god til at søge, IT Manden lærte mig hvordan du kan tilføje ord og udelade ord i din søgning og på den måde få søgt helt ned i de små mørke kroge af the world wide web (man skal dog som fodnote huske, at det ikke er alt hvad man søger efter, som man egentlig gerne vil kende svaret på….. så visse ting, skal forblive ikke-googlet!)

Så pt. har jeg en 99% intakt bordplade i min stue (bordpladen fik et mikro hak da jeg lagde det ind på bagsædet af min bil, fordi kanten ramte sikkerhedsselen…..fuck og lort 🤦🏼‍♀️) og søger ben….. 4 stk. that is.

Jeg har skrevet til Bønnemanden og spurgt om de engang lavede borde med 4 ben….. og så må vi se hvad han siger. Der er ingen mærker under bordet, overhoved! Udover et klistermærke hvor der står “Made in Denmark” men det er der jo så meget der er.

Og så kom dagen også, hvor jeg må konkludere: At købe mega dyre sko, ikke er garanti for god komfort!!

Gør det ondt? JA GU FANDEN I SHIT GØR DET SÅ!!!

 

Kommer jeg til at gå med lukket sko inden Oktober? Højst sandsynligvis ikke! Det sorte? Det er skoens læder som har smittet af og sat sig ind i min hæl, som smerter mere end jeg kan tænke mig til – det gjorde ond helt om i numsen!

Og ja mine hæle er ulækre og tørre og jeg har beskidte fødder – men de var rene og indsmurt i lækker crem i morges. Nu er de tørret ud og det sorte/brune er læderet der har smittet af, det roser er mit hud der er blottet og det løse, ja det er huden der hænger i laser.

Jeg har ALDRIG – end ikke da jeg gik 64 km på én dag, haft sådanne fødder! Ikke på nogen af mine 3 lange lange Caminoer har jeg haft vabler der så sådan her ud – faktisk gik mine fødder fra at gøre lidt ondt, til at eksplodere – jeg tror ligesom vable stadiet blev sprunget over.

Så Kære Sofie Schnoor og dine dyre sko: 🖕🏻

Her i sommer har jeg faktisk gået og rost mig selv for, at mine hæle og “skavkanten” over selve hælen, ikke er tyk og rød og arret som den er på RIGTIG mange piger. Jeg har virkelig kunnet se her i sommer, hvor mange der har gået i forkerte sko og fået en hel bule bagpå – jeg er en Birkenstock elsker og mine fødder er, udover deres skævhed og lige nu manglende ud og indtørret overhud, altid rigtig rigtig pæne.

Det svider så massivt meget at jeg end ikke kan komme creme på – jeg må se om jeg kan sove, på trods af at det stikker i foden og helt op til knæet og så må jeg se om jeg kan få fødderne vasket lige så forsigtigt i morgen……..SMERTE er en straf!!

Dagen oprand også, hvor jeg fik sendt 3 pakker af 2 kg pr. pak afsted til USA.

2 til min veninde Vibeke som bor i Arizona. Hun bliver 40 år i Oktober og skrev end ikke en sms til mig på min Fødselsdag. Hun var min bedste veninde på HHx og flyttede kort efter vi blev studenter, tilbage til USA og er aldrig kommet hjem igen. I forsommeren skrev hun og spurgte om jeg havde nogle billeder af os fra 90’erne, jeg har taget lang tid om at finde dem frem men nu er de fundet og efter lidt skriven frem og tilbage med hendes amerikanske mand, har jeg fyldt en kasse og en konvelut med slik – fordi det er billigere at sende 4 kg i hver sin pakke af 2 kg end at sende 4 kg sammen…..typisk PostDanmark nu Nord 🤦🏼‍♀️

Jeg fik også sendt 2 kg afsted til Texas, denne gang ikke til min bror men til min gl. lærerinde som havde fødselsdag i Fredags, hvor jeg ringede og ønskede hende tillykke. Det var hende og hendes mand jeg boede hos da jeg var i USA i November 2016 og deres hus brandte ned Juleaftensnat i 2016, så hun mangler alle mulige nips – en dag fandt jeg nogle gamle glasruder med malerier på, lidt ligesom i en kirke. Bortset fra at det her var 4 af de der små små firkanter som er inde i de store ruder, dem samler hun på og jeg fik 4 stk til 10 kr – jeg har iøvrigt aldrig set sådan nogen før, så det var lidt pudsigt at falde over dem her i DK.

Det var DYRT at dels købe slik og fylde kasserne med og dels at sende dem – da jeg gik ud fra posthuset med mit humpende ben, som gjorde SÅ ondt at jeg tog en taxi (!!!) hjem, tænkte jeg på, hvor meget jeg egentlig gør for andre, og hvor lidt jeg får igen. Ingen af dem jeg har sendt pakker til i 2018 har sendt én eneste lille bitte tanke til mig, da jeg blev 40 år. Ikke ene eneste af dem jeg har sendt pakker til i 2018 har skrevet en sms til mig og sagt tak.

Jeg burde nok føle mig komplet dum og som en mega jubelnar, men at tænke på hvor stor glæde en pakke fra Danmark bringer andre mennesker og hvor stor en glæde en pakke bare generelt bringer, gør at jeg kan retfærdiggøre mit økonomiske forbrug og folks glemsomhed/ligegyldighed.

Når jeg nogle gange tænker på, hvor mange søder mails, smser osv. jeg sender til folk – og hvor forbavsende få eller prøv med ingen (!) jeg får igen, så napper det også, selv om jeg igen med min hjerne, naturligvis kan retfærdiggøre at folk ikke husker mig……. min hjerne kan jo retfærdiggøre ALT.

Sidst jeg fik en sød mail, var fra min Psykiater-Lærling og før det…….. ja det var vist også hende der sendte mig et svar på en mail og før dét? Pas…..

(min hæl gør SÅ ondt at bare dynen strejfer såret, så svider det!!!)

Dagen i dag blev også dagen hvor Mor ringede, mens jeg stod i Bilka og byttede tampax……der var tilbud på dem i sidste uge og jeg hamstrede. Men jeg kom til at købe 2 x super pakker og 1 x regular i stedet for 3 x regular. Der kan simpelthen ikke med alt mulig magisk power, vær en super tampax i mig.

Jeg tog den ikke, fordi jeg stod midt i en byttesituation (og ca. 10 min. før, havde jeg siddet på Bilkas mega mega fucking nasty toiletter og følt hvordan mine tarme forrådte mig og min krop ferbrilsk forsøgte at holde på mine indre organer) og da jeg  ringede tilbage 2 min. efter (jeg tjekkede på telefonen, det var nøjagtig 2 min. efter) tog Mor den ikke.

Jeg tog chancen og kørte hjem og sagde hej til Ella og Mor – Mor passede min lille niece fordi min Svigerinde var til 8 ugers undersøgelse. Har jeg forresten fortalt at hun blev FYRET i fredags?? Jeg trode simpelthen ikke man fyrede kvinder på barsel, men jow, hun blev fyret fredag eftermiddag, mindre end 1,5 måned efter at hun gik på barsel med de bedste resultater nogensinde.

Nå men altså, Mor og jeg og Ella var alene i måske en time, så kom min svigerinde og så kørte jeg. Mor nævnte ikke én eneste gang det mega møgfald jeg fik sidste Mandag eller det faktum at de havde låst sig ind i min lejlighed eller det faktum at de total ignoreret mig i Lørdags eller det faktum at jeg åbenbart var PINLIG fordi jeg først nu, som 40 årig, fortæller dem om min -Gudfar og Gården – hvilket jeg i teorien ALDRIG NOGENSINDE havde planlagt at fortælle dem.

Jeg skulle SÅ MEGET havde lyttet til mig selv og min mavefornemmelse!!

 

KÆMPE NOTE TIL MIG SELV:

ALDRIG BETRO HEMMELIGHEDER TIL ANDRE.

ALDRIG!

 

Jeg ved jeg er en lort at hører på, når jeg skriver som jeg nu gør – men er du gal hvor har jeg skældt ud på min Psykiater-Lærling mange mange MANGE GNAGE -faktisk så mange gange at det er helt pinligt, for hun kan jo ikke gøre for hvordan mine forældre reagere, men jeg ville sådan ønske at jeg ikke havde ladet mig overtale til at overveje at fortælle dem det og at jeg ikke en dag var kommet til at tale over mig.

Først tror de ikke på mig, så er jeg pinlig – hvad mon det næste bliver?

Her er forresten et par billeder af de Hyacintglas jeg købte i tirsdags på min loppetur. Chatollet er det enest jeg har arvet eter min ELSKEDE Mormor, billede kommer fra Anikas forældre, den dag de smed en masse ting ud og jeg kørte i pendulfart og samlede tingene sammen og tjente kassen, der lå det her billede, malede på en papirspose inden i en ramme. Jeg købte en indramning af det hos “Rammen” på Clemensbro og nu hænger det så fint her. De små glas er nogen som der har været min Farfars og de passer perfekt til fyrfadslys.

Ananassen i gul glas er statsfrugten (symbolet) for byen Charlston i USA og en gave fra min gl. lærerinde. Den symbolisere venskab og håb (gul er håbets farve, i hvertfald i USA) og kaklen er en Caminopil, som en dag skal smedes ind i mit badeværelse når jeg får et.

Alt i alt, et hjørne jeg ELSKER men som både min Mor og min Søster syntes er forfærdeligt i min lejlighed.

Så selv om i dag var endnu en lorte dag – hvor jeg iøvrigt vågnede op med forkølelsessår på BÅDE indersiden og ydersiden af min underlæbe – noget der er kommet efter jeg lagde mig til at sove kl. 02.00 i nat….. og til jeg stod op kl. 09.00 – så var der også én god ting ved dagen – og den får du her.

I dag var sidste dag, der blev solgt Kolonihaver i en af de 3 haveforeninger jeg står til at kunne få en have i – og selv om jeg ikke har råd til en, koster det ikke noget at kikke. Fra 17.00 til 18.00 er haverne og husene som er til salg, åben så man kan gå ind og kikke. Og det gjorde jeg. Det ene sted fik jeg et æble af en sød gammel mand. Det smagte himmelsk!

 

P.S: I Søndags fik jeg faktisk delt ca. 500 flyers ud på Fedet i Risskov, hvor min gl. chef bor. Jeg sprang dog hendes postkasse over.

1 2 3 4 5 … 10

Gamle Blogindlæg

Læs med