Psykiater-Lærling

1 2 3 4 5 … 10 Næste »

Godnat til Livet.

02/03/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Det var så dejligt, dengang jeg havde et par dage med ordet “selvomsorg” i fokus. De dage er væk og jeg er helt smadret.

I dag var jeg til Psykoedukation på Det Lyserøde Hospital, vi talte om følelser og for første gang syntes jeg at Psykoedukations undervisningen var noget skrammel. Måske det hænger sammen med at jeg har fundet ud af at underviseren er fra samme by som jeg og at jeg nu virkelig oprigtig ikke kan stoppe med at tænke på om hun er en af dem som kendte min Gudfar før han døde og om hun er en af dem som syntes han var SÅ FANTASTISK når han i virkeligheden var et rigtigt dårligt menneske.
– min Psykiater-Lærling kaldte ham en psykopat. Måske det lige er at trække grænsen for ordbrug men måske det er korrekt. Faktum er i hvert fald at uden ham i mit liv, ville jeg nok være et andet sted i dag.

Jeg kunne mærke, i dag, at psykologen som underviste, provokerede mig. Jeg er ret sikker på at hun kan være en riimelig skarp strigle hvis hun vil, but guess what, jeg kan være den mest iskolde kælling known to mankind og noget i mig, fik mig til at ønske mig tilbage til dengang hvor det at være overfladisk, iskold, arrogant og urørlig var min hverdagsrustning. Dengang ingen kunne røre mig, udover min Gudfar.

Jeg skændtes så det bragede med mine forældre, jeg råbte og skreg og græd og smækkede med dørene og kørte sindssygt stærkt i min sorte Golf. Jeg satte først farten ned, når jeg kom til at tænke på, at hvis jeg mistede kontrollen over bilen nu, så ville jeg kører galt og måske end op som en grønsag og forevigt være i mine forældres og min Gudfars magt, fordi jeg ikke længere ville besidde evnen til at kunne sige fra, nej og stop. Tanken om at kører galt og dø er ikke skræmmende, den er tillokkende og jeg savner den. Tanken om at blive afhængig af andres daglige hjælp og pleje, er uholdbar og dybt dybt skræmmende.

Men for en stund i dag, måske kun i knapt et minuts tid, drømte jeg om at være den smukke, slanke fanden i voldske pige fra gården på landet som tilenhver tid, med ordne i sin magt, verbalt (og helt sikkert også fysisk) kunne flække og lægge psykologen fra Psykoedukationen ned. Grim, Grum Tanke, men jeg tænkte den stadig.

Hun er helt sikkert typen jeg ville havde røget i flint med dengang. Fordi hun ikke frivillig ville bøje sig eller vige for mine ord og handlinger – hvilket blot ville havde været benzin på mit kreative bål og hun ville derefter være blevet min mission, hende og hendes type.

I dag prøver jeg at være en bedre version af mig selv. Jeg prøver hver dag at vågne op med tanken på at være et bedre menneske end i går. Jeg forsøger at undgå konflikter, jeg forsøger at undgå at være i nærheden af andre mennesker når jeg er ked af det, jeg forsøger ikk at lægge mine sorger og bekymringer over på andre – om det virker ved jeg ikke – men dengang jeg var den anden person, var det eneste jeg opdaget, at tårer løber ned i ørene når man ligger på ryggen og græder.

Nu, som en bedre person, har jeg ikke lavet nogle lige så revolutionerende opdagelser, jeg har blot konkluderet at jeg er enormt ensom med mine tanker. Jeg syntes ikke selv jeg beder om meget, men det lidt jeg beder om, virker aldrig for mig.

Jeg drømte om Anika og Milda den sidste nat i Marbella, hvor jeg lå med Ella under dynen. Jeg kan ikke længere huske drømmen i detaljer, men det var en slags afskeds drøm. I drømmen fik jeg sagt farvel til dem og jeg vidste i drømmen, at det var en farvel drøm. Det var på en måde en god drøm, for jeg fik sagt de ting jeg gerne ville sige, både til Milda og til Anika.

Til Anika fik jeg sagt, at jeg er så dybt dybt ulykkelig over hvad hun er blevet udsat for, af Anabel, men med mine ord og at jeg lægger mig flat ned mht. at jeg aldrig burde havde talt over mig. Der er ingen undskyldning for dén gerneing.

Jeg fik også sagt til Anika, at jeg ved i mit hjerte at vi aldrig igen kan blive venner. Ikke pga. det jeg har sagt til Anabel, for det kan tilgives og går mere eller mindre op med alle de gange Anika helt åbenlyst har underholdt andre med mit liv og mine sms’er. Så på sladre-punktet eller tal-over-sig-punktet står vi lige. 50/50.

Men det efterlader stadig ét meget stort problem foran os. To handlinger som har ført den samme følelse med sig begge gangene og dén følelse kan jeg aldrig rigtig glemmes. Det ved jeg inderst inde.

Det er følelsen af svigt. Anika har svigtet mig. Ikke bare én gang men hele to gange. Og dét kan jeg aldrig glemme. Måske jeg kan tilgive det, men jeg kan ikke glemme det. Og jeg kan ikke lade det ske igen, derfor ved jeg at vi aldrig igen kan blive venner.

Første gang Anika svigtede mig, var lige efter HHx i 1999. Hun tillod hendes daværende kæreste, Niels med den klamme navle, at sætte splid og spænde ben for vores venskab. På trods af at jeg på daværende tidspunkt var kærester med Uffe. Niels påstod jeg havde været i seng med ham, mens Anika var i bad. Hun spurgte mig aldrig nogensinde om det var korrekt. Hun konfronterede mig aldrig med hans påstand. Men hun fortalte alle andre, at det var dérfor vi ikke talte sammen, at det var fordi jeg havde bollet hendes kæreste. Vi begyndte først at tale sammen, da Anika havde mødt Walther. Jeg mødte Walther første gang til deres bryllup. Jeg arvede gården lige efter HHx i 1999 og hele min verden kollapset omkring mig. Alle mine drømme blev knust og forsvandt som støv for vinden, samtidig med at én veninde flyttede til Mexico, én flyttede til Slovenien, én flyttede til Arizona, USA og Anika, hun slog hånden af mig, pga. noget jeg aldrig havde gjort. Jeg var helt alene på gården. Med min Gudfar.

Anden gang Anika svigtede mig, var op til årsskiftet 2016/2017. Jeg hørte ikke var hende og min indre sorg var enorm, jeg græd hele tiden og var ved siden af mig selv. Jeg var til Julefrokost på Anikas firma den sidste arbejdsdag inden jul 2016 og så hørte jeg først fra hende igen, da jeg var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Januar 2017 og hele min verden kollapset omkring mig. Anika kom aldrig og besøgte mig.

Jeg er nu 2 år inde i min tid i Psykiatrien og Anika har aldrig været her for mig, ikke én eneste dag, ikke én eneste time, selv om hun godt ved inderst inde, at det ikke er mig der har lavet indberetningen. Ja jeg skulle ikke havde talt over mig, men der er sjældent røg uden ild. Nøjagtig som der står i Cambridge dictionary.

Jeg håber Anikas ægteskab er blevet bedre efter at omverdnen er blevet bekendt med, hvor sindssyg utilregnelig, ubehagelig og dominerende hendes mand Walther er. Jeg håber at hun er i ægteskabet fordi hun gerne vil, og ikke som hun tidliger har fortalt mig, at hun er der fordi hendes Far er Pinsemission og blev vred og skuffet da hendes storesøster blev skilt. Jeg håber hun har det godt og jeg er glad for at jeg fik taget afsked med hende, den nat i Marbella. Også selv om det kun var i en drøm. Når man ikke kan få andet end en drøm, lærer man at tage til takke med drømme. Men jeg kommer aldrig til at tilgive hende for eller glemme, at hun (igen) svigtede mig, da jeg havde aller aller mest brug for hende, ene og alene på baggrund af en løgn.

Da jeg var færdig til Psykoedukation, kørte jeg på Sunset Boulevard og fik en Kyllinge Sandwich uden løg. Efter at de har re-lanceret deres sandwich skal man huske at bede om den uden løg – men gæt engang hvad min sandwich smagte af? Løg. Ligesom min Gudfar altid gjorde. Jeg fucking HADER smagen og lugten af løg.

Så kørte jeg til Egå og osede først i DanMission og så i Røde Kors butikken. Og sådan gik ca. 2 timer og det var tid til at kører tilbage til Det Lyserøde Hospital til en læge/medicin samtale med sygeplejersken som taler så affekteret ligesom folk der kommer fra Nordsjælland. Jeg elsker hvordan hun har briller som altid sidder i håret, det har jeg også, bortset fra at mine er solbriller. Mine øjenbeskytter mod omverdnen.

jeg ved egentlig ikke hvad vi skulle tale om. Vores sidste aftale 18. Januar blev aflyst og flyttet frem til 1. Marts og ja vi talte lidt om mine madvaner og min medicin og min søvn, og om at jeg drikker for meget, men mest af alt græd jeg bare. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg græd og græd og græd. Filmen knækkede fuldstændig for mig og selv om jeg forsøgte at tage mig sammen, så lykkes det ikke rigtig.

Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng og da jeg vågnede skrev jeg følgende til Michelle i vores årti lange SKYPE samtale:

Jeg savner hende så ufattelig meget og jeg græder stadig nu her klokken 00.34.

Jeg er helt flov over at skrive det, men jeg ringede også til Norman fra SKYPE men han tog den naturligvis ikke.

Jeg håber jeg en dag bliver fri af fortidens spøgelser, lænker, oplevelser, følelser eller hvad det nu er, som jeg bevist eller ubevist, bruger til at forhindre mig selv i at leve et sundt og godt liv. Jeg er så træt af at græde, jeg er så træt af at være tyk, jeg er så træt af at have kronisk ondt i munden og jeg er så træt af at være træt af ting, jeg ikke ved hvordan jeg takler.

De siger døden ikke er udvejen, men jeg syntes døren til døden er så ualmindelig tillokkende. Det er den eneste dør jeg kan se lys bag. Det er den eneste dør hvor jeg kender indholdet bag. Jeg er ikke bange for noget, men tanken om smerte afskrækker mig. Uden at vide hvad der er bag alle de andre døre i livet, så ved jeg at de indeholder oplevelser, gode som dårlige, og at de alle indeholder smerte. Døren til døden indeholder ikke smerte. Den indeholder bare uendelig solskin. Og Heather. Og min elskede elskede Mormor ❤️

I nat, drømte jeg om min Psykiater-Lærling. Kun et kort sekundt men i drømme kan sekundter vare længe nok, til at sprede varme. I drømme-sekundtet kunne jeg hører min Psykiater-Lærling le. At hører hendes latter, hvor kort den end var, gav mig en varm sommer-gul søvn og med dén lyd i mine øre og i mine minder, vil jeg faktisk gerne dø i nat.

Stop Tankerne, og Tyven!

28/02/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Siden sidst…

har jeg fået en akupunktur piercing i venstre øre. Den skal modvirke depression og myllertanker. Først blev mit øres akupunktur punkt målt op og bagefter fik jeg stukket en 8 mm tyk nål igennem brusken (det knaste så “dejligt” i lille hjernen…) og efterfølgende blev der indsat en 1,2 mm titanium stav med 24 karats guld og en brilliant i enden. Pris: 700 Kr. Nu håber jeg så bare at den virke. Fingers crossed.
har jeg savnet Norman Bach helt forfærdeligt. Og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg har været i Spanien? Måske fordi jeg savner en ven? Måske fordi jeg har så mange tanker som han ville have gode svar til? Uanset grunden, så har jeg (naturligvis…) forsøgt at kontakte ham og (naturligvis) har han ikke svaret tilbage. Jeg føler mig både dum, fordi jeg stadig tror på at det kan lykkes, og forkert fordi jeg kæmper for noget som er urealistisk og mere forkert, fordi han, med hans minimale kontakt til mig, er min eneste ven. Hvor trist er det ikke lige.
har jeg fået stjålet min Moncler jakke, købt i Butik Viktoria i Århus i 2008 til den enorme sum af ca. 2000 kr fordi de holdt flytte salg. Det er den eneste vinterjakke jeg aldrig har frosset i og jeg er kyshamrende forelsket i den. I lommen på jakken lå min lige så højtelskede Iphone 6S. Min søster bliver ved med at fortælle mig at den er aktiv i Spanien og ja det er den, men helt oprigtigt, hvad skal jeg gøre ved det? Jeg får den jo ikke tilbage alligevel.
har jeg været hos min Nye Behandler (i dag) og stortudet fordi vi talte om de her ting, som jeg havde skrevet ned i min Note app, så jeg kunne huske dem. Det gør fysisk ondt inde i mit, et udefinerbart sted omkring mit hjerte/brystkasse og i min maveregion, når jeg tænker på de her ting og mine kæber og min mund går helt amok i et inferno af smerte og spændinger. Vi talte om de punkter som er markeret med gult nedenfor.

har min søsters baby inde i maven vendt sig om, så hun nu ligger bag moderkagen og sparker op i luften/sparker frit og dermed ikke rammer min søsters mave. Min søster blev nervøs fordi hun ikke mærkede liv og blev i dag scannet – heldigvis ligger min lille Niece bare på ryggen, i ly af moderkagen og drikker sig beruset i moderkagesaftevand ❤️
har jeg drukket mig halvfuld i 3 liter hvedeøl – det er jo om onsdagen at jeg drikker. Andre venter til weekenden men nej, jeg drikker om onsdagen. Alene på en pub. I det mindste føles det lidt som om jeg ikke er alene når jeg sidder på en pub, med musik, varme og mennesker omkring mig. Også selv om jeg ikke snakker med dem. Det føles lidt mindre alene, end når jeg er alene alene.
har jeg været i Spanien med Far og Mor og de to små fra Sverige. Det var en mega stressende tur og jeg følte mig mere overvåget end da jeg var på Psykiatrisk Hospital første gang og forsøgte at gå derfra. Men alt det taget i betragtning, så var det en god tur og jeg er lykkelig for at Mor foreslog at de tog med mig og at de for første gang nogensinde, var med nede og se et af de få steder i verden, hvor jeg føler mig helt sikker og tryg. Og i en form for harmoni inden i.
har min lille Ella været så utrolig syg med dårlig mave og dirrea i så store mængder at der til sidst kun kom slim ud af hende. Jeg havde hende med til Spanien og til Spansk Dyrelæge. Overvejet at flyve hjem med hende før tid men kunne ikke finde et fly hvor jeg kunne have hende med. I morgenm torsdag, vil jeg tage hende med til Dyrelæge igen, blot i Danmark.
har jeg opdaget at Psykologen som underviser i Psykoedukation (måske jeg har fortalt det her???) og som har et specielt efternavn, kommer fra samme lille by som jeg – og hvor min Gudfar boede og hvor min Gård lå. Verden er bare lorte lille og jeg kan ikke holde op med at tænke på, om hun eller måske hendes forældre, kendte min Gudfar og dermed er en af de mange mange mennesker som syntes han var noget nær det mest fantastiske i verden. De samme mennesker som aldrig trode på mig og som altid så mig som hende der var utaknemmelig og forkert på den. Det gør mig så ked af det inden i, at tænke på, at hun måske er en af “dem” og så specielt nu, efter at jeg har givet hende en chance mere og faktisk er begyndt at syntes helt godt om hende. Hun er klog, hamrende dygtig og så har hun faktisk humor. Alt sammen træk som tiltaler mig – og som nu gør at jeg føler mig som en komplet idiot, fordi jeg ikke holdt mig til min første opfattelse af hende, fra dengang hvor hun lavede en udredning på mig og spurgte mig om jeg nogensinde havde misbrugt et barn! Jeg trode seriøst jeg skulle dø af et slagtilfælde!! Det var KUN pga. min Psykiater-Lærling at jeg gav hende en chance mere og endte med at kunne lide hende…
har jeg lavet et overtræk på min kassekredit på 7000 kr. Far slår mig ihjel hvis han finder ud af det. Min lønudbetaling i Januar var alt for lille i forhold til mine udgifter, da jeg (og min revisor) ikke havde fået rettet min årsopgørelse til.
er det ikke lykkes mig at få fat i min revisor. Det er som om hun er gået under jorden og jeg frygter lidt at det måske er pga. det jeg fortalte hende sidst. Måske hun afskyer og ignorer mig nu. Jeg bliver helt fortvilet og ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg har brug for at hun hjælper mig rent økonomisk og med mit regnskab.
……. er klokken blevet 02.08 onsdag nat/torsdag morgen. Jeg er 40,5 år gammel, jeg ejer ikke en vinterjakke mere, jeg har ingen telefon og jeg har ingen venner. Og om få timer skal jeg op og gøre rent.

Alt det jeg ikke fik sagt…

30/01/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

…. i onsdags da jeg var hos min Nye Behandler på Det Lyserøde Hospital, i den lille aflange golde celle. Jeg har 45 minutter til at tømme mit hjerte og min hjernes tankemyller for de sidste 14 dage, siden vi sidst så hinanden.

Mit hjerte græd allerde inden jeg kom derind, måske derfor græd jeg næsten ikke under vores samtale?

Natten til Onsdag lå jeg vågen til uret viste 03.50, så faldt jeg endelig i søvn og da uret ringede 07.15 væltede jeg ud af sengen. Min frygt for at sove over mig (hvilket er sket én gang på 2 år) er enorm. At misse min samtale med min Nye Behandler vil betyde endnu en uge uden nogen at tale med. Endnu en uge uden at ventilere. Endnu en uge uden at kunne trække vejret problemfrit. Endnu en uge hvor du konstant balancere på kanten af at tro på at du faktisk er sindssyg og utroværdig, nøjagtig som hele verden omkring dig tænker, insinuere og siger.

Jeg hader hospitalet – jeg forstår ikke at det kan kræve 6 år at læse til arkitekt og så kan man ikke finde ud af at lave simple ting korrekt.

Feks. hvorfor er Psykiatrisk Hospital i Skejby, aka Det Lyserøde Hospital, kvadratmetermæssigt MINDRE end det knap 150 år gamle Psykiatriske Hospital i Risskov?

Hvorfor er patienterne, altså brugerne af hospitalet ikke taget med på råd om hvordan et optimalt hospital skal være?

Hvorfor skal jeg tvinges til at gå hen af lange gange, ned af trapper og igennem en enorm forhal fyldt med kendte og ukendte mennesker, klokken lidt over 09.30 hver onsdag formiddag, med et ansigt som er rødsprængt af gråd til skue for alle?

Fra en skala fra 1 til 10, uanset hvor hardcore du er, så er dét følelsesmæssigt svært. Manglen på afskærmning, privatliv og anonymitet er hjerteskærende – hvorfor er der ikke lavet en trappe ud fra den afdeling jeg går på, direkte ud i det fri? HVORFOR skal jeg igennem ankomsthallen og ydmyges mens jeg forsøger ikke at gå så stærkt at jeg kommer til at løbe, øjene i gulvet, rank ryg og bare fremad. Ud i det fri – væk. Hjem. (og græde videre)

Men i onsdags var dagen anderledes. Jeg græd næsten ikke. Måske fordi jeg havde grædt hele natten og mine øjenlåg allerede var hævet?

Jeg havde så mange ting jeg ville fortælle, som presset på og som fik mig hoved til næsten at eksplodere – det gør det så svært for mig at se en fremtid, når jeg knap kan se 7 dage frem.

Jeg ville starte ud med at fortælle at jeg syntes Psykoedukationen var gået overraskende godt og derfra spurgte min Nye Behandler ind til noget som jeg ikke kan huske og pludselig var jeg igang med at fortælle om mit liv i grove træk.

Altså; født dér, gået i skole dér, flyttet på gården dér, til London dér, til København første gang dér, Spanien, Kapsabet, Spanien, København, Århus osv. osv. Jeg fik intet ud af samtalen. Intet. Men måske det hjalp og hjælper min Nye Behandler til bedre at forstå min livsretning, du ved, det størrer perspektiv og de grovere træk?
– men for mig gik de 45 minutter med at fortælle om ting der er mig så uendelig ligegyldige. År hvor jeg ikke har lavet andet end at flygte fra sted til sted i et desperat forsøg på at finde ro i mit indre (desværre uden held) og dermed forsvandt min chance for at ventilere mine inderste tanker fra de sidste 14 dage ud i det blå.

Da jeg gik fra cellen, følte jeg mig svimmel og forvirret og fyldt op med vrede og smerte og sorg og alt muligt som jeg havde lyst til at skrige ud ned af de lange hvide gange. Min indre smerte var enorm og jagende.

Jeg fik ikke fortalt om den lille skræmmende mand fra stalden som er begyndt at dukke op i mine drømme igen. Jeg fik ikke fortalt om mine massive selvmordstanker der er væltede tilbage igen. Jeg fik ikke fortalt om mine efterhånden mange ture henover Ringgadebroen, ture som er sindssyge i min egen optik, men som giver mig så enormt meget ro inden i, fordi dén bro, er min eneste reelle udvej herfra, den eneste udvej som ikke kræver forklaringer, kræver min tid eller mine penge. Broen er der bare, til når jeg har brug for at den skal være der og den vil altid være en bro, aldrig andet og aldrig mere.

Jeg fik heller ikke fortalt om mine enorme søvnproblemer, som, når jeg bringer det op i min familie, kun skaber diskussioner om at jeg sover om dagen og er vågen om natten og ikke laver noget, udover at vende om på dag og nat. Jeg er stoppet med at drikke cola light, jeg har ikke sovet til middag og hver gang klokken slår 21 og jeg ligger i min seng for at sove, så er jeg vågen som havde jeg sovet hele dagen. Jeg kan bogstavelig talt ikke hænge sammen mere.

I sidste uge eller var det i denne uge? På et tidspunkt var min søster og jeg på Streetfood, jeg drak 2 x halve liter hvedeøl og tænkte: Ha! NU kan jeg sovemen alligevel lå jeg vågen til klokken slog 05.00 og skraldevognene larmede udenfor. Jeg forstår det ikke.

I onsdags, d. 30. Januar 2019, var det også 2 år siden jeg for første gang satte min fod på Psykaiatrisk Hospital. Jeg sad i den travle modtagelse i 7 timer og frøs så jeg trode jeg skulle dø af kulde. Det er også 2 år siden jeg overvejet at prikke en helt sikkert sød ældre medarbejder hårdt i øjene for at slippe væk fra det forfærdelige rum. Jeg kan stadig, 2 år efter, huske følelsen af frygt, kulde og afmagt og længslen efter ro, stilhed og en at holde i hånden (hvor banalt det end lyder)

Og nu, 2 år efter, så kan jeg stadig ikke se en fremtid. Jeg sidder her i min sofa, i den samme lejlighed og får en brusende følelse i næsen og tårer i øjene når jeg tænker på hvor lidt indhold der er i mit liv. Der er vitterlig intet af værdi i mit liv. Jeg har ingen mål. Jeg har ingen fremtid. Min fortid er så mørk og sort og fyldt med utrygge følelser at jeg ikke har lyst til at tænke på den. Jeg kan ikke se hvad der skal blive af mig om 30 dage, jeg ved ikke hvor mit firma er om 3 måneder – jeg kan ikke komme i tanke om én eneste ting jeg er god til.

Ikke én.

Jeg er tyk. Mit tøj strammer. Min økonomi sejler. Jeg har ikke én eneste veninde og udover min familie, som alligevel ikke tror på 90% af hvad jeg siger, så er der ingen som vil savne mig hvis jeg ikke fandtes mere.

Så konklusionen er egentlig enkel nok. Jeg burde dø – men for ikke at ha levet i 40 år helt uden formål, så er min tanke nu, hvordan jeg skal dø?

Måske hvis jeg fandt en pistol og skød hoved af mig selv midt inde i folketingssalen, når de skal diskutere den nye såkaldte sundhedsreform i slutningen af Februar, måske de så ville tage Psykiatrien seriøs? Måske psykiatrien så ville få de mange milliarder der mangler, så kvinder (og naturligvis også mænd) som jeg, aldrig igen skal føle at de 45 minutter én gang om ugen, er deres eneste livslinje til omverdnen?

Jeg tænker dét i det mindste er en genial plan – alle der ser mig skyde hoved af mig selv, får jo også brug for psykologhjælp – men ak, psykiatrien har ikke plads til dem, der er ventelister på over 8 måneder, så om bag i køen kære Politiker.

Hvor hylende ironisk vil det ikke være?

Hele livet har folk ignoreret mig, og overhørt mig. Jeg får aldrig sagt dét jeg gerne vil, men med én handling, kan jeg få sagt alt dét jeg gerne vil…

Træt?

14/01/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg har officielt ikke sovet før klokken tidligst 02.00 i hele denne uge som snart er gået (om 5 min) Jeg er komplet smadret søvnmæssigt. Som i fuldstændig smadret!

Jeg får sovet, men på de forkerte tidspunkter og som altid er weekenden den travleste tid for mig. Rengøring fredag, lørdag og i dag søndag har jeg hjulpet min yngste lillebror med at sætte en masse ting op som han har købt i Ikea. Only thing is…. halvdelen af de ting han har købt, kan ikke sættes sammen….🤦🏼‍♀️

Min bror er en DARLING og han er SUPER dygtig men han skal afholde sig fra at tage i Ikea og købe lys til at sætte op under hans hylde i køkkenet når det er skabs lys der åbnes når lågerne glider op og i. Han skal også lade være med at købe loftlamper med 19 cm. sort ledning, når de skal hænge i et udtag i vægen og føres henover et loft og ned over et bord. Ydermere skal han heller ikke købe Led spots (!) til lamper som bruger alm. pære med stort gevin…. det er helt af helvede til…… for slet ikke at tale om den defekte ramme han købte i Bilka men ikke lige fik bonen med på…

Så efter at have brugt hele lørdag og det meste af søndag på at hjælpe ham, har vi kun fået hængt to rammer op med et par bluser der skulle indrammes, lavet en lampe i soveværelset, pillet en lampe ned i køkkenet, hængt en hylde op i stuen, tilsluttet en lampe for at konstatere at ledningen var forkort men at udtaget virkede, sat en knagerække op, flyttet et spejl (og hængt det op på en anden væg) samt skiftet et spot i lampen i badeværelset.
– eller vi og vi, jeg har gjort det meste mens min bror har set fodbold.

Min hjernte er så dement at jeg i morges stod op og kørte ud for at hente et maleri jeg har solgt, som stod til opbevaring på mine forældres går. Jeg havde aftalt med manden at han skulle hente det mellem 14.00 og 16.00 hos min bror. Pga. min brors høje lytten til Sports Søndag eller noget andet latterligt fodboldpis, hørte jeg ikke manden smse mig….

På et tidspunkt er der en mand der ringer på dørtelefonen, flere gangen faktisk. Min bror ved ikke hvem det er, jeg ved det heller ikke men spørger min bror om han ikke skal spørge gennem dørtelefonen hvem det er. Min bror gider ikke, for han kender ikke manden – og ikke én eneste klokke ringede i mit hoved!! I kid you not, ikke én!!!

Senere igen ringer manden på og nogen lukker ham ind, så han går rundt og banker på dørene inkl. min lillebrors. Igen min lillebror vil ikke åbne og siger jeg ikke skal åbne – igen, INTET ringer hos mig.

Nå men da jeg så er på vej hjem, ser jeg maleriet stå på bagsædet af min bil og tænker: Hmmm han skulle jo være kommet, mon han har ombestemt sig?

WHO THE FUCK er SÅ dement at hun ikke kan huske én time frem??? Me. Sadly enough.

Da jeg – efter at havde hentede maleriet men før jeg kom ind til min bror – stod i Bilka for at købe to nye rammer (som vi skulle bruge og hvorfra jeg så må tage bonen og bytte den defekte ramme senere i ugen) står jeg ved en kasse med en dame og en mand og to små børn. Deres indkøb bliver 714,50 kr og damen tager kontanter op af lommen og tæller efter, da kassedamen siger at det er en kasse kun til dankort.

Jeg sværger, damen blev helt hvid i hoved. Alle varene var kørt igennem og manden havde pakket dem og børnene stod og kikkede på. Hun tog sin telefon frem og begyndte at tjekke sin konto for penge og jeg kunne se at der ikke var penge på kontoen – mit hjerte gjorde ondt helt ned i tæerne.

Så jeg tilbød at jeg betalte og fik kontanter af hende. 700 kr i kontanter og 14,50 på mobilpay. Sjældent har jeg set en dame se så lettet ud. Og sjældent har jeg nydt at kører mit kort igennem og vide at jeg også snart rammer overtræk, but I don’t care.

Har jeg sagt at jeg har flyttet min sofa om? Jeg tror også, men jeg er faktisk ikke 100% sikker, at jeg kom til at ringe til Norman Lørdag aften, fordi jeg var så ensom. Det lyder helt sort at jeg kan være ensom, men så snart jeg trådte ud af døren fra min lillebror, kørte jeg rundt i en time i min bil i rengfulde Århus fordi der intet var at komme hjem til og fordi jeg sådan savner at tale med nogen på min egen alder.

Jeg har ikke talt med Jonas i ugevis, han har sine børn alene i over en nmåned. Det er vitterlig SÅ hårdt at være ufrivillig alene og ensom hele tiden. At være ensom og alene kan være skønt, når det er tilvalgt men når det er noget man ikke kan fravælge igen, så gør det forfærdeligt ondt.

Jeg ved godt det var mig der fortalte Annabel om Anika, en fejl som jeg ofte fortryder, men det var trods alt Anabel som lavede indberetningen, Anika som valgte ikke at tro på mig og Barbara som var på Anikas side og på dén måde mistede jeg alle mine veninder i ét hug.
– jeg tror faktisk aldrig rigtig jeg kommer mig helt over den smerte. Og den sort som det er at blive forladt så hårdt og brutalt på få dage af ALLE man kender. Det er som om nogen er døde, så smertelig er min sorg i mit hjerte. Selv nu i skrivende stund får jeg tårer i øjenene.

Jeg savner Michelle og jeg savner et sceneskift. Overvejer at rejse til Miami fordi Miami er Michelle, men hun vil jo ikke være der. Daytona Beach vil ikke være det samme uden Michelle. Aldrig.

Jeg tænker også på at rejse til Spanien og appropo Spanien så starter der et program på Tv om folk på Solkysten der sælger boliger. Jeg kender 2 af de dåser der er med. Jeg fatter det simpelthen ikke, hvorfor er det at kvinder og mennesker generelt, som opfører sig dårligt og taler dårligt om og til andre mennesker, altid flyder ovenpå som en fiberlort og får omtale?

Hvorfor er det at jeg feks. ikke får omtale for mit firma som jeg kæmper sindssygt hårdt for (men nærmest har givet op omkring), men dem som opfører sig dumt og taler grimt og har et grimt sind, som har en lædret brun hud, silikonepatter, platinblondt hår, anderøvslæber og kunstige negle kan tjene kassen på at stå i Tv og få alle andre danskere i området til at ligne idioter?
– I don’t get life.

I morgen stopper det frivillige projekt jeg har arbejdet på og jeg frygter lidt, at de ikke vil bruge mig mere, fremadrettet. Jeg vil så gerne arbejde, jeg vil så gerne knokle og jeg vil så gerne lægge mine kræfter, tanker og energi i noget der giver mening (og også gerne penge) men det er som om ingen rigtig kan bruge mig og min selvtillid smuldre som en savsmuldsbriket.

Jeg har lyst til at råbe: Jeg betyder noget!! mens jeg springer ud fra Ringgadebroen. Ikke fordi jeg tror på det selv, men fordi jeg gerne vil hører noget dejligt og noget positivt, som det sidste inden jeg dør.

Jeg forsøgte at fortælle Mor om mine søvnproblemer og hendes svar var at vi snart måtte finde tid til at kører en tur til Løkken og gå en hel dag på stranden, så vi kunne få blæst de tanker som gav mig stress, væk.
– jeg ved hun mener det godt, men bare tanke om at gå i sand og blæst, var nok til at jeg blev træt i mine ben. Altså sådan rigtig træt ind i knoglerne.

Min krop kan ikke holde til at fysisk knokle så meget mere, det er som om jeg er tappet for energi, men jeg kan ikke rigtig få folk til at forstå det, fordi de ikke ved hvordan det føles, når kroppen bliver træt bare ved tanken. Nogle nætter holder jeg mig fra at gå ud og tisse selv om jeg trænger, fordi jeg hellere vil sove dårligt end at gå ud og tisse på mine trætte ben og risikere ikke at kunne sove igen når jeg kommer ind i sengen. Dét er hvor træt min krop er.

Og approp Spanien, eneste grund til at jeg ikke allerede har booket en billet, er fordi jeg var dernede sidste år i Februar pga. installation af aircon og jeg trænger bare så så meget til solskin og godt vejr. Til varme i min krop og ikke til regn og kolde dage – og februar er uden tvivl den koldeste måned i området og jeg orker ikke regn og kulde i en uisoleret Spansk lejlighed.

Men et sceneskift ville være godt. Ringgadebroen er en mulighed. Og nej, der er kun mig selv til at tale mig fra det. Der er ingen andre. Jonas ringer ikke, Norman ringer ikke, Anika, Barbara og Anabell ringer ikke. Ingen ringer, udover min familie og selv om det er mægtig sødt af dem, så forstår de mig ikke. De forvirrer mig.

Og der er så længe til Onsdag og Det Lyserøde Hospital.

Min krop er kamp træt og jeg tør ikke tage flere sovepiller, da jeg er bange for at blive afhængig af dem – og nu da min medicinsamtale er rykket fra 18. Januar til 1. April, har jeg slet ingen af tale med dén tanke om.

Tidligere i dag, da jeg kørte i min bil, græd jeg lidt for mig selv mens regnen piskede ned. Jeg græd fordi jeg er træt og fordi jeg officielt ikke kan huske hvordan min Psykiater-Lærling ser ud. Hendes ansigt, hendes øjne, hår og smil er forsvundet for mit blik og jeg kan ikke længere sætte det sammen til én enhed.

Tænk hvis man kunne ringe til himlen, eller bare til min Psykiater-Lærling og tale med nogen som kender mig og som ville bruge 20 min af deres tid, på at fortælle mig at det hele nok skal blive godt. Ikke bare når jeg er udhvilet godt, men godt på den lange bane.

For jeg kan ikke se det. Træt eller udhvilet.

Ensom December

26/12/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag har jeg gjort rent i min udlejningslejlighed. Den har været udlejet i 22 dage til en medarbejder fra et portugisisk firma – shit den var beskidt!! Der var lange sorte hår over alt, bogstavelig talt over alt!

De lå i store totter rundt om i lejligheden, afløbet i bruseren var stoppet med hår, håndvasket sejlede i lange sorte hår, der var hår i tørretumbleren, vaskemaskinen, sengetøjet, på toiletsædet – OVER ALT!
– gad viden om personen (en pige) er blevet skaldet eller om det er normalt hun fælder så meget???

Der var krummer i alle skuffer, opvaskemaskinen sejlede med opvask og det samme gjorde køkkenvasken. På komfuret var en klam fedtpande sat i blød og sådan var det over alt…… snavs, beskidt service, hår, støv, krummer, snotklude, affaldsposen var prop fuld og under vasken havde hun (måske?) forsøgt at sortere affald men aldrig taget det med ud, så det lå og lugtede….

Det gode ved Gæster som sviner, er at alt simpelthen skal gøres rent, så det er bare at starte fra en ende af og gå i gang. Så det gjorde jeg. Og efter knap 4 timer var ALT skinnende rent igen. Jeg havde vaskede mit nye tæppe og pudebetræk til sofaen på 30 grader og lavet en rigtig fin seng med de nye puder jeg købte til Black Friday.

De nye Gæster tjekker ind imorgen og ud dagen før nytårsaften og så kommer der en ny fra 6-18. Januar og igen en fra 20. januar til 2. marts. Det er dejligt med så lang bookninger, så jeg ikke behøver gøre så meget rent. Ikke at jeg ikke kan lide at gøre rent, jeg er bare kronisk træt og har svært ved at overskue ting, som feks. ind og udtjekning og rengøring, strygning, rulle sengetøj osv. I bund og grund kan jeg godt hører at jeg lyder doven, men jeg er faktisk bare ufattelig træt med træt på.

Og oven i er min mund et inferne, min højre side af munden føles som om der er ved at gro en tand ud, tandkødet er ømt og jeg kan faktisk ikke huske om jeg har fået min visdomstand dér men noget siger mig svagt at jeg har fået alle mine visdomstænder – dog er smerten voldssom og strækker sig helt om i højre øre og jeg kan ikke finde ud af om jeg er ved at få tandpine eller ørepine. Uanset hvad det er, så må det gerne gå over hurtigt og SNART!

Som prikken over i’et fortalte jeg min yngste lillebror om Gården, min Gudfar, min søster og mor’s mening om at fortælle dem om min sorg osv. Juleaften omkring midnat. Han fik en rynke i panden som jeg aldrig har set før og blev rigtig ked af det, men også vred og irriteret på min Mor og søster. I dag fik jeg ham til at fortælle min ældste lillebror om det, eller jeg spurgte om han syntes det var bedst at jeg skrev et brev eller hvordan jeg bedst fik fortalt det til mine andre brødre.
– vi aftalte at min yngste lillebror gik en tur med min ældste lillebror og som jeg skriver nu, er de alle sammen til rest-aftensmads-spisning hjemme hos Far og Mor. Det var mega nemt for mig at vælge at jeg ikke skulle deltage!!!!

Tanke om hvad de taler om, eller hvad jeg kunne havde fået smidt i hoved af anklager om at havde ødelagt deres liv osv. var mere en rigeligt til at jeg tog direkte hjem og gik i et tiltrængt bad (har lige haft menstrauation hvor der hang lange tråde af slimet blod ud af mit underliv 🤢) og det er som om lugten af sur kusse (min Gudfars ord) har hængt ved mig de sidste par dage. Men nu har jeg barberet alt, måsen, missen, benene og under armene. Jeg har vasket hår og høvlet fødder og hæle og smurt hele kroppen ind i creme og nu sidder jeg i sofaen og forsøger ikke at synke spyt i højre side af munden (!) fordi det trækker i mit øre. På tv er der en film som hedder Eragon, en eventyr film om en dragerytter og radiatoren larmen mens den forsøger at varme min lille lejlighed op.

Jeg har virkelig lyst til at tale med nogen – min tanker har kredset ekstremt meget omkring Anika og Barbara. Jeg ved at Barbara er hjemme på Juleferie, vi aftalte at vi skulle ses i efterårsferien men jeg hørte intet og nu er det Jul og jeg hører stadig intet – og det var endda hende der kontaktede mig da jeg blev 40. Ikke omvendt.

Jeg har tænkt rigtig (rigtig rigtig) meget på min Psykiater-Lærling og ville virkelig ønske jeg kunne ringe til hende. Bare hører hendes rolige stemme og hendes forsikring om at alting nok skal blive godt igen (en dag) Jeg ville give rigtig meget for en livslinje til hende, men jeg har ikke hendes telefonnummer og selv hvis jeg havde, så er det jul og hun er i et happy sted og ikke som jeg, et sted fyldt med smerte, gråd og fysisk og indre smerte. Life sucks. Og jeg er så ensom.

Om lidt skal jeg sove, er helt træt ind til knoglerne.

Min Iphone 6S er (fucking) DØD!

06/11/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

12. Oktober 2015 købte jeg en ny iPhone 6S i guld med 128 GB hukommelse og ét års ekstra forsikring oven i de obligatoriske 2 år som der altid er i Danmark. I dag, 6 November 2018, 3 år, 1 måned og knap 5 dage senere er min iPhone officielt gået i stykker. 35 dage efter at forsikringen udløb.

Er der nogen som tør stå frem og sige at jeg ikke er uheldig, men at det her bare er noget som sker for alle???
– mit liv er en fucking lavine af uheld, dårlige oplevelser og ting der smuldre og går i stykker!!!!!

Min telefon begyndte nok i realiteten allerede at drille da jeg var ude og rejse, men pga. den dårlige forbindelse på nettet og telefoni, tænkte jeg ikke nærmere over det. I dag skulle jeg så ringe til en del kendte mennesker i forbindelse med det frivilige arbejde jeg laver og jeg kan ikke lave ét eneste opkald. Jeg kan ikke ringe op. Ringe ud eller modtage opkald. Kun opkald via Facetime eller via Facebook Messenger går igennem.

Århhh slå mig hårdt hvor er det her noget PIS!! Jeg har været hos Humac butikken, men de kan ikke hjælpe, da den er købt på nettet direkte hos Appel. Han foreslog at jeg forsøgt at få et nyt simkort. I 3 butikken skiftede jeg simkort med medarbejderen og problemerne er stadig det samme, ergo er det ikke simkortet (hvilket jeg heller ikke regnede med) men derimod telefonen.

I morgen skal jeg ud på Psykiatrisk Hospital og mit sind er helt flosset. I går skrev jeg en mail til min Nye Behandler, fordi jeg ikke ved hvordan vi skal “nå hinanden” og hvordan jeg kan få noget ud af forløbet, fordi vores forløb, her i starten af November, stadig ikke er kommet rigtig igang (eller sådan føler jeg det i hvert fald)

Jeg ved ikke hvor jeg “er” i mit sind, men jeg kan mærke at jeg ikke er i balance. Jeg er for tyk. Jeg sover dårligt. Jeg har allerede opgivet alt hvad jeg lærte på mine 2 ugers “ferie” og jeg frygter for mit lille firma’s eksistensgrundlag.
– og så savner jeg en at tale med, en som forstår mig, en som tror på mig, en som vil lytte og en som ikke er bange for at tale med mig. Og den eneste jeg kan komme i tanke om som kan dække dét behov, er min Psykiater-Lærling….som jo ikke længere hverken er min Psykiater-Lærling eller Psykiater-Lærling i det hele taget. Hun er færdig uddannet og videre, mens jeg stadig sidder her og ikke er kommet videre.

Og selv hvis jeg kunne ringe til hende, så er min telefon død.

Min Indre Sorg

09/10/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Efter en, syntes jeg selv, ret produktiv dag, ringede min søster omkring kl. 18 da hun var på vej hjem fra arbejde. Hun ville spise sammen med mig eller hører hvad jeg skulle have at spise.

Jeg havde ingen planer og efter mange diskussioner frem og tilbage, ringer hun tilbage og siger at jeg skal hente McDonalds, så kommer hun forbi. Som sagt så gjort – og det på trods af at jeg slet ikke var sulten og egentlig var gået i seng. Jeg lå og forsøgt at se en film for at få tiden til at gå, så jeg kunne gå helt i seng og ikke stå op igen.

Vi så en Spidermann film mens vi spiste, den var dårlig hvis du spørger mig og jeg hørte ikke rigtig efter og sad med min telefon.

Min søster fortalte om denne her fyr (fra den weekend hvor vi var ude og spise sammen på den Irske pub) som hun er begyndt at se. De var igang med at have sex, da min søster siger at det lugter mærkeligt, de slår det hen men det lugter stadig og pludselig ser de at der er ild i en hovedpude som de havde fået smidt til siden og over i et lys. Ret sjovt alligevel – specielt fordi det jo gik godt.

Hvordan vi kommer til at tale om det ved jeg ikke, men jeg sidder nu her bagefter med en følelse af at vi er uvenner eller at vi har skændtes og en følelse af at vi absolut er meget uenig om vores barndom og at jeg samtidig hørte mine forældre tale gennem min søster.

På den ene side siger min søster at hun ikke kan huske andet fra sin barndom, end at jeg altid var ked af det. At jeg altid græd og altid var ked af det – hvilket også er sådan jeg husker min barndom.

På den anden side, så sidder hun og siger at hun simpelthen ikke kan forstå at jeg er vred på Far og Mor, for det er da bestemt ikke deres skyld at det her er sket. At jeg er et priviligeret menneske som har haft et priviligeret liv og stadig lever et priviligeret liv.

Det er jeg overhoved ikke enig i. Jeg spørger hende hvori jeg er priviligeret? Jeg betaler nøjagtig samme husleje for at bo til leje som alle andre ville gøre – det er først nu her fra Juli måned at Far og Mor er begyndt at betale mig en løn uden at jeg laver noget, men det gør ikke nødvendigvis at jeg føler mig priviligeret – pt. kan jeg slet ikke rumme det og frygter heletiden hvad der kommer.

Min søster nævner så, at jeg er priviligert at Far og Mor havde pengene og midlerne til at sætte – hold fast – gården istand da jeg arvede den……. øhhhh say what??

Så JEG er et priviligeret menneske der har levet et priviligeret liv, fordi mine forældre havde penge til at købe et gulvtæppe til mig, da jeg arvede en gård, til at købe maling og grave dele af køkkengulvet op, fordi det var ødelagt af fugt, putte lekasten (!) nedenunder og så et nyt trægulv oven på?

Jammen jeg ville jo slet ikke EJE GÅRDEN til at starte med!!

Jeg var også priviligeret fordi Far og Mor havde penge til at købe min sorte Golf til mig – den bil som jeg blev tvunget til at investere i, efter at min Gudfar tog den bil igen, som fulgte med gården da jeg købte den…… Far og Mor betalte halvdelen og min Gudfar betalte den anden halvdel. Jeg skændtes konstant med Far og Mor om afdragene og jeg blev konstant straffet pga. bilen af min Gudfar. Det var en konstant trussel at få bilen taget fra mig. Og pga. dét er jeg priviligeret? Jeg tænker nærmere at nogen aka de voksne aka mine forældre, burde havde sagt noget, da min Gudfar tager bilen fra mig i første omgang. Aftalen var jo sole klar at der skulle følge en bil med gården – ikke at jeg skulle ud og gældsætte mig yderlig for at have råd til en bil. Men ingen sagde noget og jeg havnede i yderlig gæld. Både af den økonomiske og den mentale slags.

Min søster siger at hun kan huske da jeg fortatle hende om min første gang (med sømanden) og at hun syntes jeg var klam da jeg fortalte det. Jeg kan ikke huske episoden men jeg kan godt huske at jeg har fortalt alle at han var min første – hvad ellers skulle jeg sige?

Da jeg så argumenteret for at jeg faktisk flere gange havde forsøgt at fortælle voksne om at der var noget galt, så frem de ikke kunne se det på min altid triste og ulykkelige ydre, min meget fremmelige og frimodige omtale om sex i en tidlig alder, og bla. bragte de klokkeklare episoder jeg har i mit hoved frem, så argumenteret min søster på NØJAGTIG SAMME MÅDE som min Mor! Som nærmest med samme ord!!

Jeg fortalte om de gange hvor jeg havde fortalt Mor at min Gudfar lured ind af vinduet mens jeg var i bad, at jeg blev overrasket af ham i mit bryggers med et lille håndklæde – og længere nåede jeg ikke, før min søster siger: Jammen når du nu VIDSTE at han kom ind i dit hus, hvorfor tog du så ikke bare et størrer håndklæde på?

Jeg blev selv helt i tvivl og fik ikke svaret nok eller korrekt for mig som jeg gerne ville – og hvilket er grunden til at jeg nu sidder her og er ked af det – jeg vil gerne vide HVORFOR samtalen skal gå på håndklædens størrelse OG IKKE på det faktum at en mand stod inde i bryggerset i det hus jeg selv har købt og gældsat mig for at bo i?

Jeg vil gerne vide hvorfor alle tror at et størrer håndklæde ville have fået ham til at gå igen? Han havde jo for helvede en NØGLE til mit hus!! En NØGLE!!! Han kom og gik som det passet ham – det var intet som kunne stoppe ham!

Min søster argumenteret at han jo var gammel – at være gammel (50-60 og 70 år) er jo ikke det samme som at være slap.

Min søster argumenteret at jeg jo kunne være stoppet med at komme da jeg betalte pantebrevet tilbage til ham, for så havde han jo ingen klemme på mig mere. Hvorfor kan ingen se at jeg var virkelig virkelig bange for ham? At jeg altid var nervøs og at jeg altid havde dårlig mave? Jeg frygtede at han ville fortælle hele verden om hvor en lille luder jeg var, om graviditeten, at han ville kværke mig, eller min Mor eller min søster.

Jeg var VIRKELIG bange for ham! SÅ bange at det selv i dag virker mærkeligt at jeg var SÅ bange for ham, men det var jeg – den dag det gik op for mig at han var død og jeg så ham i kapellet, var den dag hvor det gik op for mig selv, just how afraid of him I had been.

Min søster vil gerne tage en forhammer og smadre gravstenen med. Hun vil gerne tage ud og smadre det hele, hvis jeg gav hende lov – hendes ord lød som mine forældres ord. Det er slet ikke naturligt for min søster at bruge ord som “smadre” eller “forhammer”

Min søster syntes jeg skulle få mig et arbejde i stedet for at bruge tiden på ingenting. At jeg burde komme igang med at få 40 gode år. Jeg fortryder så meget at jeg læste min Psykiater-Lærlings 5 linjers Fødselsdagshilsen op for min Mor, for dét er nøjagtig hendes ord, bare vendt om og nu gjort til noget jeg gør forkert – at jeg ikke bare kommer igang med at få 40 gode år. Jeg ville ønske jeg kunne men jeg ved ikke hvordan.

Den eneste jeg kan komme i tanke om jeg har lyst til at tale med lige nu, er min elskede elskede og højt savnede Psykiater-Lærling…….. Åhhh Gud hvor jeg savner hende!! Jeg græder så meget at jeg næsten ikke kan skrive, for jeg kan ikke se hverken skræmen eller tastaturet (længe leve ti-finger systemet) Men værst af alt er det, at jeg ikke kan se hendes ansigt for mig. Jeg kan ikke huske hende og det gør mig endnu mere ulykkelig!!!

Hendes stemme, hendes bevægelser, hendes lyde, hendes ansigt og hendes mimik er væk. Helt væk. Det er som om min hjerne har trykket Ctlr-ALT-Delete og det enest jeg har tilbage, er det samme som jeg har med Norman: Et svagt minde om et menneske der engang fandtes og som var på min side, men som jeg nu ikke må kontakte mere.

Min søster kan ikke forstå at jeg ikke fik sat en stopper for det noget før. Jeg var jo voksen som hun sagde. Jeg kunne bare være gået. Men sådan var det jo ikke. Jeg kan feks. ikke huske episoden hvor jeg fortalte hende om Sømanden, men “historien” som hun fortalte lyder som en historie jeg har fortalt mange gange – noget jeg altid gjorde når jeg skulle vejre vejret. Så fortalte jeg lidt, brudstykker nærmest, om noget som var til dels rigtigt. Og ud fra folks reaktion, vurderet jeg så om jeg skulle fortælle mere eller mindre. 99,9% af gangene skulle jeg så absolut ikke forsætte.

Og uden at jeg overhoved kan huske episoden, min søster nævner, så tænker jeg at jeg har fortalt min søster om min “første gang” for at se om jeg havde en allieret i hende. Hun siger selv at hun havde sagt og syntes at jeg var klam. Jeg ved også at jeg fortalte min Mor om “min første gang” med Sømanden, og dét endte med at jeg fik mega skideballe af Far fordi jeg var seksuel aktiv. Hvis deres reaktioner nu havde været mindre voldsomme og mere positive – også selv om man måske ikke syntes det er fedt at ens datter er seksuel aktiv (eller ens søster) så havde jeg måske fortalt mere.

Jeg mener, det VAR jo sket, så hvorfor skamme og skælde ud på det? Hvorfor ikke bare tage en stille og rolig snak om det, spørge om det er noget man vil tale om, om det var spændene, om man havde lyst til at prøve det igen osv. Jeg tænker objektivt at jeg ville have reageret på en HELT anden måde uanset hvad og den eneste grund til at jeg ved jeg ville have gjort det, er fordi det ALLEREDE VAR SKET, så vrede eller tårer kan jo ikke ændre noget. Og når det ikke kan ændres, så kan man lige så godt omfagne det.

Men sådan ser andre det ikke – måske dem som læser med på bloggen her heller ikke ser det sådan. Måske jeg bare sidder og bygger et lille latterligt hegn op omkring mig selv i den tror at jeg kan beskytte mig selv som en struds der har hoved i jorden.

Måske JEG tager fejl? Måske det ER mig som der er noget galt med?

Jeg finder nok aldrig ud af hvad der er hvad, det eneste jeg ved er, at i morgen kl. 09.00 skal jeg ud til min Nye Behandler og jeg ved at vi skal diskutere fra morgenstunden af – og jeg ved bare at jeg ikke vil give mig. Jeg vil ikke altid være den som er forkert, den der burde have handlet eller sagt eller gjort anderledes.

Hvorfor vil ingen mennesker lytte til hvad jeg siger?

Min søster sluttede af med at rejse sig op og tage sko på og gøre sig klar til at gå, uden at gøre mine til at nu var vi færdige med at tale. Hun sagde at hun kun huskede mig som glad, da jeg boede i USA og i Spanien og at jeg burde få et scene-skift og flytte fra lejligheden og smide alt det “gamle lort ud” som jeg har fra Gården.
– i går sagde min Mor nøjagtig det samme, at vi burde sælge lejligheden jeg bor i, ikke fordi hun trode at den var forbandet men der var alt for mange dårlige ting i lejligheden.

Åhhh the ironi, when you go from being the talk of town to being the talk of the family…

Midt om Natten

06/10/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Kim Larsen døde i Søndags. Jeg læste om det mens jeg lå halvvågen i sengen. Siden da er radioerne, aviserne og alle trykte medier, sociale og ikke-sociale medier gået amok i en stormflod af sorg og sange på repeat over at en storrygende, halvalkoholiseret musiker, der forlod sin kone og 4 børn over telefonen, er død i en “alt for tidlig alder” 🙄 Han blev 72 år for Christ Sake! Dét er ikke “for tidligt” – det er sku da halvgammelt når man tænker på hvilket liv han har levet med alkohol, tobak, fjolletobak, dårlige sovevaner, stress, musikliv og on-the-road-mad.

I’m not impressed.

Men det faktum at feks. Psykiatrien i Danmark ikke er på Finansloven, dét genere ikke folk. Ingen spiller sørge sangen over de ca. 600 mennesker der hvert år dør af selvmord – til sammenligning dør kun ca. 130 mennesker i trafikken.

Men lad os da spærre hele Rådhuspladsen af i Århus, og græde op af hinandens skuldre, i et sørgeoptog over at Kim Larsen er død. I don’t get it – og jeg forstår ikke mennesker.

Og derfor sidder jeg også her, alene en Fredag nat eller faktisk nærmere en Lørdag morgen kl. 02.56.

Da jeg vågnede i morges var min plan at gøre rent hos min søster og få det overstået, så jeg er kun skal gøre rent i min egen i morgen og så lukke en gæst ind i min lillebrors lejlighed. Men mit ansigt var simpelthen så hævet af gråd, at jeg knap kunne se ud af mine øjne. Jeg var rastløs fra morgenstunden – min sjæl og mit sind kunne ikke finde ro, nøjagtig som de grummeste morgner efter at min Gudfar havde været på besøg.

Jeg kunne slet ikke fungere, hverken i skolen, eller i Bilka eller nogen steder – no wonder at jeg blev kåret som Årets Gæst på akademiet første år, det var simpelthen SÅ hårdt at flytte på gården og havne samme sted, som jeg for få år forinden havde forsøgt at flygte fra til USA…… lyder det bekendt?

Hjem til Danmark = Ensom sommer

Psykolog = Ensom sommer

Psykiater-Lærling = Ensom sommer

Ny Behandler = ……

Mit liv er som en revy der genspilles igen og igen.

Men i stedet for at gøre rent, kørte jeg ud til mit lille værksted – mine forældre har sat stedet til salg og vil gerne at jeg sælger møblerne der står derude. Jeg orker det næsten ikke, jeg kikkede på møblerne og trak en stol frem, satte den tilbage, låste af og kørte. Mens jeg kørte ringede min Mor og så måtte jeg lyve (igen) og sige at jeg var på vej ud til dem – hvis jeg sagde at jeg havde kørt 35 km ud til gården og 35 km retur uden nogen grund, ville jeg bare hører for mit benzin forbrug (ligesom på gården) og jeg ville (ligesom på gården) ikke kunne forklare mine handlinger.

Så jeg kørte hjem til mine forældre, hentede sengetøjet der skal lægges på i min brors lejlighed inden gæsten kommer i morgen (om få timer) legede lidt (for vildt) med Ella og fik et hak på næsten af hendes to fortænder, da jeg ville snuppe hendes legetøjs gravhund fra hende. Så nu ligner jeg en som har tudet med hævet øjne og et “bokser bræk” henover næsen.

Herefter kørte jeg hjem, gik en tur og sov så fra 18 til 20, hvor Mor ringede (igen igen) og vækkede mig, så jeg ikke kunne falde i søvn igen. Og nu sidder jeg så her.

På vej ud på Gården kørte jeg og græd i bilen, alt inde i mig er bare smuldret og knust. Jeg kan slet ikke samle mig selv sammen – jeg er endda kommet til både at sms’e til Norman og ringe ham op. Han svaret på den første sms og så ringede jeg. Intet svar. Så smset jeg igen. Intet svar. Jeg er så dum så dum. Og så frygtelig ensom med mit indre.

Jeg kørte forbi en stor genbrugsbutik i Galten. Jeg lignede pis for at sige det mildt, men jeg er ligeglad, det er på landet og jeg har mine solbriller, så who cares. Mens jeg gik og kikkede på glas og gættede mærkerne, ringede min Nye Behandler. Hun ville bare sige at hun nu havde vendt mit ønske om at skifte tid, med “de andre” som jeg går ud fra er lægerådet eller den der sammensætning af indianerlægen og psykologen jeg egentlig ikke kunne lide.

Konklusionen var at jeg ikke kunne få en ny tid, ikke lige nu i hvert fald, fordi det var så vigtigt at vi så nærmere på hvad det var der skete, når jeg ikke vil komme på samme tidspunkt som en anden person. Jeg fortalte hende, som sandt var, at jeg jo havde sagt hvad mit problem var – at jeg ikke ønsker at hun (eller andre) skal vide HVORFOR jeg går derude.

Jeg bliver simpelthen SÅ vred inden i – jeg sætter helt klart en grænse her. Jeg siger helt klart NEJ og jeg siger helt klart FRA. Og alligevel, ALLIGEVEL SKAL jeg tvinges til at møde op og ikke kun risikere at løbe ind i hende, nej risikoen er 100% og dét skal jeg bare finde mig i, fordi nogle damer sidder og tænker at dét er nok helt klart bedst for Deirdre-Anns liv og leben. WTFF!!!!

Det er total modstridende det de siger!! De siger jeg skal lærer at sige nej og sætte og trække klare grænser. Her sætter jeg en klar grænse. Jeg siger nej og jeg siger fra. Jeg vil ikke gå det næste år derude og løbe ind i hende hver uge og jeg vil fandeme fiseme ikke i gruppeterapi om et år med hende – det kommer ALDRIG NOGENSINDE til at ske. EVER!!!

Men nu har de tænkt sig at tvinge mig til noget jeg ville vil være med til. Well best of luck to you, for er der noget jeg er ekspert i, så er det at tale folk efter munden og kører mit eget løb ved siden af. Der er no chance in hell jeg vil være med til det her.

Jeg kommer på Onsdag, men så er ugen efter Efterårsferien, hvor min nye behandler har ferie. Og ugerne efter er jeg væk.

Problem solved.

P.S: Jeg tænkte i dag på om jeg stadig savnede min Psykiater-Lærling og det mærkelige er, at jeg ikke kan “mærke” hende mere. Hun er som sisand der forsvinder mellem mine fingre. Som en sky jeg forsøger at holde fast i, men pludselig er hun væk mellem mine fingre. Jeg kan end ikke sammensætte et billede af hendes ansigt mere. Jeg kan ikke huske 100% om hun var på min side og jeg kan ikke længere genkalde mig hendes trøstende beskyttende ord. Hun var det bedste der er sket for mig i mange mange år, faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde en person i mit liv, som jeg kunne tale sådan med. Men nu er hun væk. Det er lidt som at miste en god veninde (igen igen igen igen) smerten er i hvert fald den samme – men jeg kan ikke genkalde hende for mig. Det er kun som et vagt minde om at der engang var “nogen eller noget” som fik mig tll at smile.

Jeg tænker, at når selv hun er væk fra mit sind, så er der ikke meget at holde fast i mere. Alle er et bedre sted end jeg. Og det er vel på en måde rigtig godt. At rejse fra mennesker der har det godt, er altid nemmere end at rejse fra mennesker der ikke har det godt.

1 2 3 4 5 … 10 Næste »

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med