Deirdre Ann Roberts

At Være Forvirret Anno det 21. Århundrede

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med

You are here: Home / Archives for Psykiater-Lærling
1 2 3 4 5 … 9

Min Iphone 6S er (fucking) DØD!

By: comment

12. Oktober 2015 købte jeg en ny iPhone 6S i guld med 128 GB hukommelse og ét års ekstra forsikring oven i de obligatoriske 2 år som der altid er i Danmark. I dag, 6 November 2018, 3 år, 1 måned og knap 5 dage senere er min iPhone officielt gået i stykker. 35 dage efter at forsikringen udløb.

Er der nogen som tør stå frem og sige at jeg ikke er uheldig, men at det her bare er noget som sker for alle???
– mit liv er en fucking lavine af uheld, dårlige oplevelser og ting der smuldre og går i stykker!!!!!

Min telefon begyndte nok i realiteten allerede at drille da jeg var ude og rejse, men pga. den dårlige forbindelse på nettet og telefoni, tænkte jeg ikke nærmere over det. I dag skulle jeg så ringe til en del kendte mennesker i forbindelse med det frivilige arbejde jeg laver og jeg kan ikke lave ét eneste opkald. Jeg kan ikke ringe op. Ringe ud eller modtage opkald. Kun opkald via Facetime eller via Facebook Messenger går igennem.

Århhh slå mig hårdt hvor er det her noget PIS!! Jeg har været hos Humac butikken, men de kan ikke hjælpe, da den er købt på nettet direkte hos Appel. Han foreslog at jeg forsøgt at få et nyt simkort. I 3 butikken skiftede jeg simkort med medarbejderen og problemerne er stadig det samme, ergo er det ikke simkortet (hvilket jeg heller ikke regnede med) men derimod telefonen.

I morgen skal jeg ud på Psykiatrisk Hospital og mit sind er helt flosset. I går skrev jeg en mail til min Nye Behandler, fordi jeg ikke ved hvordan vi skal “nå hinanden” og hvordan jeg kan få noget ud af forløbet, fordi vores forløb, her i starten af November, stadig ikke er kommet rigtig igang (eller sådan føler jeg det i hvert fald)

Jeg ved ikke hvor jeg “er” i mit sind, men jeg kan mærke at jeg ikke er i balance. Jeg er for tyk. Jeg sover dårligt. Jeg har allerede opgivet alt hvad jeg lærte på mine 2 ugers “ferie” og jeg frygter for mit lille firma’s eksistensgrundlag.
– og så savner jeg en at tale med, en som forstår mig, en som tror på mig, en som vil lytte og en som ikke er bange for at tale med mig. Og den eneste jeg kan komme i tanke om som kan dække dét behov, er min Psykiater-Lærling….som jo ikke længere hverken er min Psykiater-Lærling eller Psykiater-Lærling i det hele taget. Hun er færdig uddannet og videre, mens jeg stadig sidder her og ikke er kommet videre.

Og selv hvis jeg kunne ringe til hende, så er min telefon død.

 

 

Min Indre Sorg

By: comment

Efter en, syntes jeg selv, ret produktiv dag, ringede min søster omkring kl. 18 da hun var på vej hjem fra arbejde. Hun ville spise sammen med mig eller hører hvad jeg skulle have at spise.

Jeg havde ingen planer og efter mange diskussioner frem og tilbage, ringer hun tilbage og siger at jeg skal hente McDonalds, så kommer hun forbi. Som sagt så gjort – og det på trods af at jeg slet ikke var sulten og egentlig var gået i seng. Jeg lå og forsøgt at se en film for at få tiden til at gå, så jeg kunne gå helt i seng og ikke stå op igen.

Vi så en Spidermann film mens vi spiste, den var dårlig hvis du spørger mig og jeg hørte ikke rigtig efter og sad med min telefon.

Min søster fortalte om denne her fyr (fra den weekend hvor vi var ude og spise sammen på den Irske pub) som hun er begyndt at se. De var igang med at have sex, da min søster siger at det lugter mærkeligt, de slår det hen men det lugter stadig og pludselig ser de at der er ild i en hovedpude som de havde fået smidt til siden og over i et lys. Ret sjovt alligevel – specielt fordi det jo gik godt.

Hvordan vi kommer til at tale om det ved jeg ikke, men jeg sidder nu her bagefter med en følelse af at vi er uvenner eller at vi har skændtes og en følelse af at vi absolut er meget uenig om vores barndom og at jeg samtidig hørte mine forældre tale gennem min søster.

På den ene side siger min søster at hun ikke kan huske andet fra sin barndom, end at jeg altid var ked af det. At jeg altid græd og altid var ked af det – hvilket også er sådan jeg husker min barndom.

På den anden side, så sidder hun og siger at hun simpelthen ikke kan forstå at jeg er vred på Far og Mor, for det er da bestemt ikke deres skyld at det her er sket. At jeg er et priviligeret menneske som har haft et priviligeret liv og stadig lever et priviligeret liv.

Det er jeg overhoved ikke enig i. Jeg spørger hende hvori jeg er priviligeret? Jeg betaler nøjagtig samme husleje for at bo til leje som alle andre ville gøre – det er først nu her fra Juli måned at Far og Mor er begyndt at betale mig en løn uden at jeg laver noget, men det gør ikke nødvendigvis at jeg føler mig priviligeret – pt. kan jeg slet ikke rumme det og frygter heletiden hvad der kommer.

Min søster nævner så, at jeg er priviligert at Far og Mor havde pengene og midlerne til at sætte – hold fast – gården istand da jeg arvede den……. øhhhh say what??

Så JEG er et priviligeret menneske der har levet et priviligeret liv, fordi mine forældre havde penge til at købe et gulvtæppe til mig, da jeg arvede en gård, til at købe maling og grave dele af køkkengulvet op, fordi det var ødelagt af fugt, putte lekasten (!) nedenunder og så et nyt trægulv oven på?

Jammen jeg ville jo slet ikke EJE GÅRDEN til at starte med!!

Jeg var også priviligeret fordi Far og Mor havde penge til at købe min sorte Golf til mig – den bil som jeg blev tvunget til at investere i, efter at min Gudfar tog den bil igen, som fulgte med gården da jeg købte den…… Far og Mor betalte halvdelen og min Gudfar betalte den anden halvdel. Jeg skændtes konstant med Far og Mor om afdragene og jeg blev konstant straffet pga. bilen af min Gudfar. Det var en konstant trussel at få bilen taget fra mig. Og pga. dét er jeg priviligeret? Jeg tænker nærmere at nogen aka de voksne aka mine forældre, burde havde sagt noget, da min Gudfar tager bilen fra mig i første omgang. Aftalen var jo sole klar at der skulle følge en bil med gården – ikke at jeg skulle ud og gældsætte mig yderlig for at have råd til en bil. Men ingen sagde noget og jeg havnede i yderlig gæld. Både af den økonomiske og den mentale slags.

Min søster siger at hun kan huske da jeg fortatle hende om min første gang (med sømanden) og at hun syntes jeg var klam da jeg fortalte det. Jeg kan ikke huske episoden men jeg kan godt huske at jeg har fortalt alle at han var min første – hvad ellers skulle jeg sige?

Da jeg så argumenteret for at jeg faktisk flere gange havde forsøgt at fortælle voksne om at der var noget galt, så frem de ikke kunne se det på min altid triste og ulykkelige ydre, min meget fremmelige og frimodige omtale om sex i en tidlig alder, og bla. bragte de klokkeklare episoder jeg har i mit hoved frem, så argumenteret min søster på NØJAGTIG SAMME MÅDE som min Mor! Som nærmest med samme ord!!

Jeg fortalte om de gange hvor jeg havde fortalt Mor at min Gudfar lured ind af vinduet mens jeg var i bad, at jeg blev overrasket af ham i mit bryggers med et lille håndklæde – og længere nåede jeg ikke, før min søster siger: Jammen når du nu VIDSTE at han kom ind i dit hus, hvorfor tog du så ikke bare et størrer håndklæde på?

Jeg blev selv helt i tvivl og fik ikke svaret nok eller korrekt for mig som jeg gerne ville – og hvilket er grunden til at jeg nu sidder her og er ked af det – jeg vil gerne vide HVORFOR samtalen skal gå på håndklædens størrelse OG IKKE på det faktum at en mand stod inde i bryggerset i det hus jeg selv har købt og gældsat mig for at bo i?

Jeg vil gerne vide hvorfor alle tror at et størrer håndklæde ville have fået ham til at gå igen? Han havde jo for helvede en NØGLE til mit hus!! En NØGLE!!! Han kom og gik som det passet ham – det var intet som kunne stoppe ham!

Min søster argumenteret at han jo var gammel – at være gammel (50-60 og 70 år) er jo ikke det samme som at være slap.

Min søster argumenteret at jeg jo kunne være stoppet med at komme da jeg betalte pantebrevet tilbage til ham, for så havde han jo ingen klemme på mig mere. Hvorfor kan ingen se at jeg var virkelig virkelig bange for ham? At jeg altid var nervøs og at jeg altid havde dårlig mave? Jeg frygtede at han ville fortælle hele verden om hvor en lille luder jeg var, om graviditeten, at han ville kværke mig, eller min Mor eller min søster.

Jeg var VIRKELIG bange for ham! SÅ bange at det selv i dag virker mærkeligt at jeg var SÅ bange for ham, men det var jeg – den dag det gik op for mig at han var død og jeg så ham i kapellet, var den dag hvor det gik op for mig selv, just how afraid of him I had been.

Min søster vil gerne tage en forhammer og smadre gravstenen med. Hun vil gerne tage ud og smadre det hele, hvis jeg gav hende lov – hendes ord lød som mine forældres ord. Det er slet ikke naturligt for min søster at bruge ord som “smadre” eller “forhammer”

Min søster syntes jeg skulle få mig et arbejde i stedet for at bruge tiden på ingenting. At jeg burde komme igang med at få 40 gode år. Jeg fortryder så meget at jeg læste min Psykiater-Lærlings 5 linjers Fødselsdagshilsen op for min Mor, for dét er nøjagtig hendes ord, bare vendt om og nu gjort til noget jeg gør forkert – at jeg ikke bare kommer igang med at få 40 gode år. Jeg ville ønske jeg kunne men jeg ved ikke hvordan.

Den eneste jeg kan komme i tanke om jeg har lyst til at tale med lige nu, er min elskede elskede og højt savnede Psykiater-Lærling…….. Åhhh Gud hvor jeg savner hende!! Jeg græder så meget at jeg næsten ikke kan skrive, for jeg kan ikke se hverken skræmen eller tastaturet (længe leve ti-finger systemet) Men værst af alt er det, at jeg ikke kan se hendes ansigt for mig. Jeg kan ikke huske hende og det gør mig endnu mere ulykkelig!!!

Hendes stemme, hendes bevægelser, hendes lyde, hendes ansigt og hendes mimik er væk. Helt væk. Det er som om min hjerne har trykket Ctlr-ALT-Delete og det enest jeg har tilbage, er det samme som jeg har med Norman: Et svagt minde om et menneske der engang fandtes og som var på min side, men som jeg nu ikke må kontakte mere.

Min søster kan ikke forstå at jeg ikke fik sat en stopper for det noget før. Jeg var jo voksen som hun sagde. Jeg kunne bare være gået. Men sådan var det jo ikke. Jeg kan feks. ikke huske episoden hvor jeg fortalte hende om Sømanden, men “historien” som hun fortalte lyder som en historie jeg har fortalt mange gange – noget jeg altid gjorde når jeg skulle vejre vejret. Så fortalte jeg lidt, brudstykker nærmest, om noget som var til dels rigtigt. Og ud fra folks reaktion, vurderet jeg så om jeg skulle fortælle mere eller mindre. 99,9% af gangene skulle jeg så absolut ikke forsætte.

Og uden at jeg overhoved kan huske episoden, min søster nævner, så tænker jeg at jeg har fortalt min søster om min “første gang” for at se om jeg havde en allieret i hende. Hun siger selv at hun havde sagt og syntes at jeg var klam. Jeg ved også at jeg fortalte min Mor om “min første gang” med Sømanden, og dét endte med at jeg fik mega skideballe af Far fordi jeg var seksuel aktiv. Hvis deres reaktioner nu havde været mindre voldsomme og mere positive – også selv om man måske ikke syntes det er fedt at ens datter er seksuel aktiv (eller ens søster) så havde jeg måske fortalt mere.

Jeg mener, det VAR jo sket, så hvorfor skamme og skælde ud på det? Hvorfor ikke bare tage en stille og rolig snak om det, spørge om det er noget man vil tale om, om det var spændene, om man havde lyst til at prøve det igen osv. Jeg tænker objektivt at jeg ville have reageret på en HELT anden måde uanset hvad og den eneste grund til at jeg ved jeg ville have gjort det, er fordi det ALLEREDE VAR SKET, så vrede eller tårer kan jo ikke ændre noget. Og når det ikke kan ændres, så kan man lige så godt omfagne det.

Men sådan ser andre det ikke – måske dem som læser med på bloggen her heller ikke ser det sådan. Måske jeg bare sidder og bygger et lille latterligt hegn op omkring mig selv i den tror at jeg kan beskytte mig selv som en struds der har hoved i jorden.

Måske JEG tager fejl? Måske det ER mig som der er noget galt med?

Jeg finder nok aldrig ud af hvad der er hvad, det eneste jeg ved er, at i morgen kl. 09.00 skal jeg ud til min Nye Behandler og jeg ved at vi skal diskutere fra morgenstunden af – og jeg ved bare at jeg ikke vil give mig. Jeg vil ikke altid være den som er forkert, den der burde have handlet eller sagt eller gjort anderledes.

Hvorfor vil ingen mennesker lytte til hvad jeg siger?

Min søster sluttede af med at rejse sig op og tage sko på og gøre sig klar til at gå, uden at gøre mine til at nu var vi færdige med at tale. Hun sagde at hun kun huskede mig som glad, da jeg boede i USA og i Spanien og at jeg burde få et scene-skift og flytte fra lejligheden og smide alt det “gamle lort ud” som jeg har fra Gården.
– i går sagde min Mor nøjagtig det samme, at vi burde sælge lejligheden jeg bor i, ikke fordi hun trode at den var forbandet men der var alt for mange dårlige ting i lejligheden.

Åhhh the ironi, when you go from being the talk of town to being the talk of the family…

Midt om Natten

By: comment

Kim Larsen døde i Søndags. Jeg læste om det mens jeg lå halvvågen i sengen. Siden da er radioerne, aviserne og alle trykte medier, sociale og ikke-sociale medier gået amok i en stormflod af sorg og sange på repeat over at en storrygende, halvalkoholiseret musiker, der forlod sin kone og 4 børn over telefonen, er død i en “alt for tidlig alder” 🙄 Han blev 72 år for Christ Sake! Dét er ikke “for tidligt” – det er sku da halvgammelt når man tænker på hvilket liv han har levet med alkohol, tobak, fjolletobak, dårlige sovevaner, stress, musikliv og on-the-road-mad.

I’m not impressed.

Men det faktum at feks. Psykiatrien i Danmark ikke er på Finansloven, dét genere ikke folk. Ingen spiller sørge sangen over de ca. 600 mennesker der hvert år dør af selvmord – til sammenligning dør kun ca. 130 mennesker i trafikken.

Men lad os da spærre hele Rådhuspladsen af i Århus, og græde op af hinandens skuldre, i et sørgeoptog over at Kim Larsen er død. I don’t get it – og jeg forstår ikke mennesker.

Og derfor sidder jeg også her, alene en Fredag nat eller faktisk nærmere en Lørdag morgen kl. 02.56.

Da jeg vågnede i morges var min plan at gøre rent hos min søster og få det overstået, så jeg er kun skal gøre rent i min egen i morgen og så lukke en gæst ind i min lillebrors lejlighed. Men mit ansigt var simpelthen så hævet af gråd, at jeg knap kunne se ud af mine øjne. Jeg var rastløs fra morgenstunden – min sjæl og mit sind kunne ikke finde ro, nøjagtig som de grummeste morgner efter at min Gudfar havde været på besøg.

Jeg kunne slet ikke fungere, hverken i skolen, eller i Bilka eller nogen steder – no wonder at jeg blev kåret som Årets Gæst på akademiet første år, det var simpelthen SÅ hårdt at flytte på gården og havne samme sted, som jeg for få år forinden havde forsøgt at flygte fra til USA…… lyder det bekendt?

Hjem til Danmark = Ensom sommer

Psykolog = Ensom sommer

Psykiater-Lærling = Ensom sommer

Ny Behandler = ……

Mit liv er som en revy der genspilles igen og igen.

Men i stedet for at gøre rent, kørte jeg ud til mit lille værksted – mine forældre har sat stedet til salg og vil gerne at jeg sælger møblerne der står derude. Jeg orker det næsten ikke, jeg kikkede på møblerne og trak en stol frem, satte den tilbage, låste af og kørte. Mens jeg kørte ringede min Mor og så måtte jeg lyve (igen) og sige at jeg var på vej ud til dem – hvis jeg sagde at jeg havde kørt 35 km ud til gården og 35 km retur uden nogen grund, ville jeg bare hører for mit benzin forbrug (ligesom på gården) og jeg ville (ligesom på gården) ikke kunne forklare mine handlinger.

Så jeg kørte hjem til mine forældre, hentede sengetøjet der skal lægges på i min brors lejlighed inden gæsten kommer i morgen (om få timer) legede lidt (for vildt) med Ella og fik et hak på næsten af hendes to fortænder, da jeg ville snuppe hendes legetøjs gravhund fra hende. Så nu ligner jeg en som har tudet med hævet øjne og et “bokser bræk” henover næsen.

Herefter kørte jeg hjem, gik en tur og sov så fra 18 til 20, hvor Mor ringede (igen igen) og vækkede mig, så jeg ikke kunne falde i søvn igen. Og nu sidder jeg så her.

På vej ud på Gården kørte jeg og græd i bilen, alt inde i mig er bare smuldret og knust. Jeg kan slet ikke samle mig selv sammen – jeg er endda kommet til både at sms’e til Norman og ringe ham op. Han svaret på den første sms og så ringede jeg. Intet svar. Så smset jeg igen. Intet svar. Jeg er så dum så dum. Og så frygtelig ensom med mit indre.

Jeg kørte forbi en stor genbrugsbutik i Galten. Jeg lignede pis for at sige det mildt, men jeg er ligeglad, det er på landet og jeg har mine solbriller, så who cares. Mens jeg gik og kikkede på glas og gættede mærkerne, ringede min Nye Behandler. Hun ville bare sige at hun nu havde vendt mit ønske om at skifte tid, med “de andre” som jeg går ud fra er lægerådet eller den der sammensætning af indianerlægen og psykologen jeg egentlig ikke kunne lide.

Konklusionen var at jeg ikke kunne få en ny tid, ikke lige nu i hvert fald, fordi det var så vigtigt at vi så nærmere på hvad det var der skete, når jeg ikke vil komme på samme tidspunkt som en anden person. Jeg fortalte hende, som sandt var, at jeg jo havde sagt hvad mit problem var – at jeg ikke ønsker at hun (eller andre) skal vide HVORFOR jeg går derude.

Jeg bliver simpelthen SÅ vred inden i – jeg sætter helt klart en grænse her. Jeg siger helt klart NEJ og jeg siger helt klart FRA. Og alligevel, ALLIGEVEL SKAL jeg tvinges til at møde op og ikke kun risikere at løbe ind i hende, nej risikoen er 100% og dét skal jeg bare finde mig i, fordi nogle damer sidder og tænker at dét er nok helt klart bedst for Deirdre-Anns liv og leben. WTFF!!!!

Det er total modstridende det de siger!! De siger jeg skal lærer at sige nej og sætte og trække klare grænser. Her sætter jeg en klar grænse. Jeg siger nej og jeg siger fra. Jeg vil ikke gå det næste år derude og løbe ind i hende hver uge og jeg vil fandeme fiseme ikke i gruppeterapi om et år med hende – det kommer ALDRIG NOGENSINDE til at ske. EVER!!!

Men nu har de tænkt sig at tvinge mig til noget jeg ville vil være med til. Well best of luck to you, for er der noget jeg er ekspert i, så er det at tale folk efter munden og kører mit eget løb ved siden af. Der er no chance in hell jeg vil være med til det her.

Jeg kommer på Onsdag, men så er ugen efter Efterårsferien, hvor min nye behandler har ferie. Og ugerne efter er jeg væk.

Problem solved.

 

P.S: Jeg tænkte i dag på om jeg stadig savnede min Psykiater-Lærling og det mærkelige er, at jeg ikke kan “mærke” hende mere. Hun er som sisand der forsvinder mellem mine fingre. Som en sky jeg forsøger at holde fast i, men pludselig er hun væk mellem mine fingre. Jeg kan end ikke sammensætte et billede af hendes ansigt mere. Jeg kan ikke huske 100% om hun var på min side og jeg kan ikke længere genkalde mig hendes trøstende beskyttende ord. Hun var det bedste der er sket for mig i mange mange år, faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde en person i mit liv, som jeg kunne tale sådan med. Men nu er hun væk. Det er lidt som at miste en god veninde (igen igen igen igen) smerten er i hvert fald den samme – men jeg kan ikke genkalde hende for mig. Det er kun som et vagt minde om at der engang var “nogen eller noget” som fik mig tll at smile.

Jeg tænker, at når selv hun er væk fra mit sind, så er der ikke meget at holde fast i mere. Alle er et bedre sted end jeg. Og det er vel på en måde rigtig godt. At rejse fra mennesker der har det godt, er altid nemmere end at rejse fra mennesker der ikke har det godt.

Titelløs.

By: comment

Siden min sidste samtale hos min Psykiater-Lærling 17. Juli, har jeg haft 3 timers samtale terapi i alt, og de 3 timer har været med min Nye Behandler. Hende der skal lærer mig at sige nej og at sætte grænser.

Vi har i dag 4. Oktober 2018. Det betyder at jeg har været alene, on my own, i 79 dage, det er det samme som 11 uger + et par dage. Jeg kan næsten ikke rumme mig selv mere.

Da jeg stoppede hos min Psykolog i Maj 2017, gik jeg til læge samtaler og udredninger i Juni 2017 og så var jeg overladt til mig selv i noget nær verdens værste sommer – hvilket jeg kun kan sige, da jeg lykkeligt har glemt eller fortrængt de mange lange sommre jeg har tilbragt på gården eller bare har tilbragt alene, eller tilbragt sammen med andre men følt mig alene.

Så mødte jeg min Psykiater-Lærling, jeg kan knap huske hvordan jeg tænkte om hende da jeg mødte hende de første par gange, men jeg kan huske at jeg syntes det var mega hårdt og mega lort at tale med hende hver uge. Ikke pga. hende, men fordi jeg var total drænet resten af ugen og følte mig som et dårliger og dårligere menneske, jo mere vi tale sammen.

Sådan har jeg det også nu – jeg kan mærke en bølge at dårligdom er ved at lægge sig over mig som en dyne. Jeg har hele dagen i dag tænkt på ting jeg har gjort eller sagt da jeg var barn, altså da jeg var virkelig virkelig lille – og nu kommer de tanker og oplevelser frem og jeg føler mig som det ULTIMATIVE dårligste menneske nogensinde EVER!!

Da jeg var barn, trak jeg feks. den ene af 4 sko til min lillesøsters My Little Pony ud i toilettet. Det var en helt bevist handling, som jeg vidste ikke kunne gøres om. Jeg hjalp hende endda bagefter med at lede efter skoen men vi fandt altid kun 3 (gule) sko og hun var ret ked af det.

Da jeg gik på HHx arbejdet jeg med at gøre rent (sort) i nogle huse på Fedet i Risskov. Jeg var altid sulten og når jeg gjorde rent i køkkenet, kikkede jeg altid i deres skuffer med brød, gryn mv. og hvis nogle af poserne var åbne, så tog jeg feks. tvebakker, eller skorper og spiste. Jeg tog kun et par stykker hver gang, for jeg var SÅ bange for at de skulle finde ud af at jeg gik og stjal deres mad, for så ville jeg miste mit job og blive fyret.

Og jeg havde jo en mission og det var at blive rig, at få penge nok til at kunne klare mig selv og være uafhængig af andre. I dag er jeg 40 år og det er endnu ikke lykkes.

Engang tog jeg en dreng, hvis navn jeg ikke kender, sko og smed i skralde-skagten som var på den privatskole jeg gik på i Silkeborg. Skolen var i etager og på hver etage var der en skraldeskagt. Drengen havde slået mig tidligere på ugen med en stylte, han gik et par klasser over mig og gik i en anden bygning. Jeg vidste jeg ikke kunne tæve ham og vinde over ham, jeg vidste også at mine brødre ikke ville hjælpe, selv om de var ældre end ham. Så en dag i frikvarteret, gik jeg med hjertebanken ind i bygningen, op af trapperne og ind i hans klasselokale – jeg fandt hans plads (hvordan kan jeg ikke huske men måske fordi alle havde navne og buskort på deres tasker dengang?) Anyway, der var et par sko i en gymnastiktaske som hang på siden af bordet. Jeg tog hele lortet og kylet i skraldeskagten ude på gangen og løb mega hurtigt ned af trappen og ud i skolegården. Jeg kan huske jeg allerede havde en plan for hvad jeg skulle sige hvis nogen stoppede mig og spurgte mig om hvorfor jeg var hvor jeg ikke burde være. Hvad det var kan jeg ikke huske i dag men jeg har tit tænkt på hvor meget skæld-ud den dreng mon har fået – hvilket jo var hele planen – da han er kommet hjem uden sko og hvad der ellers har været i posen.

Jeg har også stjålet et utal af sodavand fra mine Gudforældre, hvilket jeg har 0 dårlig samvittighed over og jeg kunne gøre det hele igen i morgen – men alle de andre ting, har jeg gået og haft det mega dårligt med de sidste par dage.

Der var også engang hvor jeg var flyttet hjemmefra og en af de to små ville besøge mig men jeg sagde nej selv om han (kan ikke huske hvem af det det var) både tiggede og græd. Jeg endte med at lægge på – hvilken fucking søster gør sådan noget?? Jeg burde have hentede ham med det samme og hygget med ham – i stedet for ville jeg bare være alene og egoistisk.

Jeg er simpelthen sådan et fucking dårligt menneske og jo mere jeg tænker over det, jo mindre kan jeg se en grund til at forsætte i terapi på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Om ét år, vil jeg være samme sted som jeg er nu, netop afsluttet et forløb, ked af det, såret, alene og mere alene og som prikken over iét skal jeg så til at sidde med min sorg og min ensomhed i en gruppe med andre, som også har deres at slås med og jeg VED bare at jeg vil sidde og vente på at Stikker Grethe afslører sig selv. Og så sidder man i rundkreds. Jeg kan simpelthen ikke komme på noget mere udstillende, selv vinduerne i Red Light District i Amsterdam er mindre udstillende!

Men hvis jeg ser bort fra min foragt for gruppeterapi, så vil det jo ikke ændre på hvad der er sket, hvad jeg har bidraget med at dårligdom til mit eget og andres liv. Som min Far så korrekt sagde, så er det jo PINLIGT at jeg selv har ladet det forsætte i så mange år. Jeg burde havde haft kræfter og styrke til at sige fra – når jeg tænker tilbage på tiden dengang, så må jeg jo have lavet vage tegn, for ingen opdaget det jo – og jeg syntes eller selv, dengang, at jeg gjorde ALT undtagen at sige det direkte, for at gøre omverden opmærksom på at jeg ikke var glad, ikke trives, ikke var lykkelig, ikke var i vatter inden i – det hele sejlede og jeg kunne ikke finde ro nogen steder, uanset hvorhen jeg flyttede – og jeg har flyttet meget.

Virkelig virkelig virkelig meget – jeg har kæmpet dag og nat (syntes jeg selv) for ikke at gå til grunde. Det var så nemt at dø og det eneste som holdte mig i live i rigtig rigtig mange år, var de små og tanken om hvad der skulle blive af dem hvis jeg døde.

Nu er de lykkelige og glade i livet. Min ældste lillebror har fået sit første barn og er SÅ forelsket i sin datter og i sin kæreste. De har begge to mistede deres job og er arbejdsløse om et par måneder, men jeg er 200% overbevist om, at med deres sammenhold og kærlighed, så er det bare en lille småsten på deres vej i livet.

Min yngste lillebror nyder livet i Texas og hans instagram vælter med billeder af hvad han laver. Han styrkertræner, spiser sundt, studere mere end han har gjort i Danmark og fester i weekenderne, rejser til Californien den ene weekend og næste uge skal han på forlænget weekend til Ohio hvor de mennesker som var og besøge mig i sommeren 2017 bor. Jeg mødte manden og datteren på en af mine caminoer og nu har de inviteret min lillebror på besøg.

Han sejler i kano, går til Halloween fester og deler sin store slikpakke fra mig, med sine to roomies. Han er solbrun og smuk som en græsk gud, styrketrænet og enhver piges drøm – og min lillebror. Og han skal nok klare sig i livet. Han er såå så sød og dejlig, hjerte varm og rummelig.

Min lillesøster er blevet insimineret med donorsæd fra en eller anden donor hun har fundet i et katelog. Nu venter hun på at kunne tage en graviditetstest. Uanset om hun er gravid nu eller først senere, så har hun sit gode velbetalte job, hun har inden for det næste 1,5 – 2 år en baby og måske også en kæreste.

Mine to ældste brødre bor med deres koner og børn i udlandet og det samme gør min halvsøster, bare med sin kæreste og børn (og sin mor)

Mine forældre har hinanden og de har Ella min hund, som holder styr på alt og alle i huset, som ved nøjagtig hvem der kommer og går – og alle går et lille gø’ og en masse slik med på vejen. Både når man går ud og ind.

Og så er der mig – som på en eller anden måde, nærmest har opgivet mit lille firma. Jeg kan mærke jeg ikke orker mere. Jeg er træt. Jeg er drænet og jeg er ulykkelig. Ingen tror på at det er en smart god ide, det er kun mig der kan se de logiske i konceptet.

Jeg er træt af at kæmpe for at få kunde, jeg er træt af at arbejde så enormt meget og aldrig have penge nok (som jeg selv har tjent og ikke bare fået af Far og Mor) Jeg er træt af at være mig, at bo i min egen krop. Jeg er træt af at eje en lejlighed jeg ikke bor i og jeg er træt af at bo til leje et sted der giver mig usikkerhed for fremtiden.

Jeg vil så gerne være holdt af, af nogen. Altså sådan rigtig holdt af, hvor jeg kan mærke i min krop at jeg bliver holdt af, og er savnet. Jeg er træt af at flyde og aldrig rigtig hører til nogen steder.

Generelt er jeg bare træt. Jeg er træt mentalt. Jeg er træt fysisk. Jeg er træt i mine kæber, som strammer mere og mere som jeg sidder her og skriver og græder, så tåre og gennemsigtig snot løber ned på min natkjole, sommerens mest brugte kole.

Jeg er så så så træt af ikke at have stabilitet i mit liv, ikke at kunne se en udvikling, fremskridt, progress – det eneste jeg kan se er kaos, dårlig samvittighed, og en lang lang sort mørk kold vinter forude.

Og som prikken over i’et, havde jeg grædt i dag, efter en(dnu) en telefonsamtale med Mor, kort før jeg skulle mødes med Jonas. Vi gik på Streetfood og netop som jeg tager mine solbriller op i håret, ser jeg Fede Dorit aka hende pigen fra min hhx klasse, som jeg mødte sidste sommer i Bruuns Galleri, hvor hun siger til mig: Åhhh godt at se at du er kommet ud… jeg mener at du er rask……. helt klart at Anika, havde fortalt hende om Psyk – og sammen med Fede Dorit, stod – you guess who…. Anika og så en anden pige jeg ikke kender.

Jeg ville ikke tage mine solbriller på igen, for så virkede det som om jeg ville gemme mig og er der noget jeg ikke vil, så er det at gemme mig – jeg har nemlig ikke gjort noget galt. Jeg har sagt sandheden fra dag 1. Så jeg gik direkte forbi dem. Vi kunne ikke gå andre veje og jeg viger desuden ikke.

Jeg spurgte Jonas om han kunne vende sig om og se pigen i leopard kjolen, om de gik videre eller hvad de gjorde. De stoppede, snakkede og vendte sig om flere gange sagde han. Jeg forsat. Jeg veg ikke en tomme og jeg blikede ikke én gang. Og jeg føler mig end ikke sej.

Jeg føler mig tom. Ubrugelig. Og så er jeg helt holdt op med at bede til at Hr. Gud lader mig dø mens jeg sover, for jeg tror ikke han hører mig. Hvis jeg skal dø, så skal jeg gøre det selv. Og snart, så rejser jeg – langt langt væk. Til varme, sol, sand og strand. Og hvis mine tanker ikke er bedre når jeg kommer til slutningen, så kommer jeg ikke hjem oprejst. På den måde er der ingen der kender mig, som skal finde mig. Det vil alle sammen være fremmede mennesker og med mit kartotek af dårligdomme, så tror jeg næppe en dårlig ting fra eller til, vil gøre en forskel på hvilken vej jeg ryger. Det er nok allerede forudbestemt. Og så længe det er i modsatte retning af min Gudfar, så er jeg ok med hvad end der sker efter jeg er død.

 

Hvordan jeg har det?

By: comment

Jowwweee tak fordi du spørger.

Mund? Et brandene inferno af smerte. Det starter inderst inde i, der hvor ens visdomstænder vil sidde så frem man har dem. Altså virkelig virkelig aller aller bagerst i tandrækkerne. Smerten går i både over og undermunden af tænderne. Det føles som om hver enkelt tand sidder løst og mærker jeg efter, kan jeg faktisk mærke hvor hver enkelt tand sidder fast i kæben. Jeg prøver at bilde mig selv ind at det er fantomsmerter og at mine tænder ikke rigtigt er ved at falde ud – hvilket jeg ofte havde maridt om som barn, at alle mine tænder smuldred og faldt ud af munden!! Jeg har ca. verdens tykkeste tandlæge journal, for lige så lidt som jeg har gået til almindelig læge, lige så meget har jeg gået til tandlæge! Der er ikke den tand jeg ikke har haft en skade på, fået slået ind, slået en flig af, trukket ud. Tænder der har slået revner og kæbe ben der har revner i knoglen. Min tandlæge var altid ret imponeret over at jeg havde så pæne tænder kontra størrelsen af mit journal. Jeg har ikke ét eneste karius hul i mine tænder og jeg er 40 år!! (Endnu, men det kan snart ændre sig – aldrig har jeg skippet tandbørstningen så mange gange som det sidste års tid pga. smerte) Jeg har heldigvis fra dag et, haft en god forsikring på mine tænder og jeg har tænkt mig at opretholde den resten af mit liv – grimme tænder, rådne tænder, dårlig ånde, manglende tænder er noget nær det mest kvalmefremkaldende jeg kan komme i tanke om.

Menstrauation? Tjek. Jeg mindes ikke jeg har haft så ondt i maven menstrautionsmæssigt, siden jeg var meget meget ung, som jeg har haft i denne omgang. Som prikken over i’et er min menstruation ved at stoppe i dag og jeg har vildt meget lyst til at onanerer og lege med mig selv, eller det fortæller min krop mig at den har – og dét er jeg et eller andet sted rigtig rigtig glad for, for det er SÅ VIGTIGT for mig at kunne mærke min krop og selv bestemme over den. Men – med tanker på hvordan det gik sidst, så skal jeg nok holde hænderne over dynen. Jeg har lige så meget brug for at bryde grædene sammen, som jeg har brug for at miste min fortand.

Læber? Mine læber (de øverste) er om muligt, et lige så stort inferno af smerte, som indersiden af min mund og tandrække !! Men kun underlæben. Den er næsten hudløs og helt mørkerosa fordi, overhuden er høvlet af, da blænerne udviklet sig og blev til væskende buler der bristede og blev til honningfarvede sårskorper der ikke vil hele. Jeg har i dag afsluttet min kur med 2 x piller pr. dag i 5 dage og hver dag har jeg haft tonsvis af Sovir salve smurte på læberne, men kun når jeg er alene – er trod alt for forfængelig til at gå ud med en læbe der ligner noget der er smurt ind i mayonaise! Jeg behøver ikke flashe at jeg har en virus som ikke kan helbredes og som smitter helt vildt hvis man kommer i forkert berøring med den – ikke at jeg nogensinde har smittet nogen, mine små brødre fik rap over deres små fingre hvis de forsøgte at drikke af mit glas, min sodavand eller bruge min læbepormade eller mit håndklæde da de var små og jeg havde et udbrud. Det lykkes mig 7-9-13 at få dem igennem en hel barndom uden at smitte dem – men jeg var også HYSTERISK omkring det! Jeg har ingen drømme om at fører noget jeg har fået fra min Gudfar videre til andre. Men smerten, den er ulidelig – og dog klager jeg ikke højt, for der er jo intet at gøre, så det er bare som det er. En konstant varm svidene smerte i underlæben, fordi nerverne i læben er blottet.

Fødderne? Fuck dyre sko!! Hvis jeg kommer i et par lukket sko på denne side af 1. November, så er jeg mere end almindelig heldig!! Måske det ikke ser slemt ud, dybt ud eller på nogen måde smertefuldt men jeg kan skrive under på, at det dels er dybt, der er et helt hak ned i huden – og dels er mega smertefuldt! Det er som om huden bliver kortere/mindre fleksibel når jeg ligger stille eller når jeg har sovet og når jeg så forsøger at gå, så kan jeg ikke træde igennem, fordi huden simpelthen ikke giver sig og det derfor smerter og jager op i mit ben. Det er simpelthen så utroligt at jeg får sådan nogle fødder af nye sko i Danmark af alle steder, men på 1000 kilometers ensomhed henover Spaniens højland, der får jeg ingen vabler eller også får jeg små og ømme vabler men stadig små af den slags man bare kan træde igennem på og sagtens gå videre. Var det her sket i Spanien kunne jeg lige så godt være taget hjem – jeg ville jo ingen steder kunne gå pga. smerten!

P.S: Det sort i mine tånegle, er ikke snask eller uvasket fødder, men den blå neglelak fra SUP sommerfesten (som jeg ikke deltog i) som ikke vil gå væk….

 

Søvn? Jeg har ikke sovet til middag i en hel uge (udover lidt onsdag morgen) og alligevel kan jeg ikke sove om natten. Jeg har hver nat haft glæden af at se uret slå både 03.00 og 05.00 uden skyggen at trætte øjenlåg. Pt. Ligger jeg stadig i sengen (14.35) Mor vækkede mig telefonisk kl 13.05 og var meget uforstående overfor at jeg stadig sov. Skyldfølelsen væltede ind, men da jeg talte efter har jeg knap sovet 8 sammenhængende timer, så jeg burde ikke få skyldfølelse – og Mor burde ikke sige “sover du endnu??” med en misfornøjet stemme. Hun kender jo ikke baggrunden.

I går Lørdag skulle jeg passe Ella min hund, da Far og Mor skulle ha gæster og hun fælder meget. Jeg hentede hende og så kørte vi ned på havnen til SUP men der var så mange mennesker at jeg blev helt ferbrilsk og skyndte mig at gå igen. Hos fiskehandleren købte jeg 4 lune fiskefrikadeller til 50 kr og så slap jeg Ella løs. Hun guffede is som fiskehandlerne smed ud, i sig (tænker det duftede af fisk…) og gøet af mågerne, hun lavede som altid pøller af to omgange – den ene gang hang den lidt fast i hendes mås og hårene. Længe leve vådservietter!! Min hund har ALDRIG pøllesnask i rumpen 🤢

Vi øver os i at gå på moler, hun bliver bedre og bedre til det selv om hullerne mellem brædderne stadig er lidt for store til hendes poter. Vi fandt en bænk og spiste 1,5 fiskefrikadelle hver. Midt i en solstråle. Dét bliver et godt minde.

Så ville jeg finde den sti jeg altid ser folk gå på når jeg SUPPER, jeg bildte mig selv ind at den måtte ende ud ved Psykiatrisk Hospital og nær Kolonihaverne. Jeg fik ret. Det var sjovt at se en del af Århus hvor jeg aldrig havde været før. Bogstavelig talt.

Ella løb uden snor hele vejen og jeg måtte kun rykke hende i øret 3 gange da hun løb ud på cykelstien = vejen = farlig = 🐶👎🏻

Efter at været faret lidt vild nåede vi frem til Kolonihaverne og dæleme om min drømmehave ikke er blevet slået op til salg siden sidst!!! 😍

Det er både skønt og tragisk. Skønt fordi jeg lovligt kunne gå ind og ose i haven, Ella gik helt balstyrisk og havde en fest. Tragisk fordi jeg ikke kan købe den.

– men drømme er jo gratis at ha 💛 Jeg er endda kommet dertil at tanken om at sælge min kære højt elsket veteranbil, ikke er SÅ fremmed mere…. tænker næsten den kan byttes lige over med en kolonihave. Jeg frygter bare jeg vil fortryde en dag, at jeg solgte den. At eje den er en once in a lifetime, og det var min første bil nogensinde, min første frihed!

Faktisk kan jeg huske at jeg kørte i den i området omkring Psykiatrisk Hospital og stranden, dengang for mange mange år siden og jeg gik på HHX og vi (Vibeke og jeg) pjækkede og tog på stranden. Det har været i somrene 1996-1999. Før jeg blev stavnsbundet på gården, før alle rejste til udlandet og glemte mig. Før Anika slog hånden af mig for første gang. Før min Gudfar fik magten over mig.

Efter at ha oset i min yndlings have, gik vi retur til bilen. Jeg kunne ikke finde stien inde i skoven som vi havde gået på det meste af turen derud, så vi gik på stien ved siden af cykelstien. Jeg havde ingen tidsfornemmelse

(Og det har jeg stadig ikke, klokken er 18.34 søndag aften og jeg har ikke været ude af sengen endnu. Hvorfor skulle jeg?)

Men da vi kom retur til bilen havde vi gået 9 km på ca. 2,5 time. Ella hoppede direkte op på sit sæde (passagersædet) og krøllede sig sammen inden jeg fik selen på hende. Træt hund 💛

På vej langs vandet gik jeg og kikkede efter SUP menneskerne men kunne ikke se dem. Ville sådan ønske jeg var en del af fællesskabet.

Mens jeg gik og kikkede udover vandet og Ella løb foran mig og gryntede, cyklede folk frem og tilbage på stien. Jeg stod vistnok og glanet med åben mund, bogstavelig talt, da en dame og (måske) en pige cykler forbi. Damen hilste og først da går det op for mig at det er den eneste person jeg ikke ønsker at møde – og samtidig den eneste person jeg drømmer om at blive genkendt af. Min Psykiater-Lærling.

Jeg savner hende så meget 💛 og samtidig er jeg kogende vred 🤯 på hende fordi hun har forladt mig midt i at alting sejler. Jeg får mindre og mindre lyst til terapi og jeg har ikke lyst til at knytte mig til min Nye Behandler. Jeg kan sagtens fortælle hende alt muligt detaljeret. Pice of pie men jeg har ikke lyst til at vise mine inderste følelser, for så vil jeg være NØJAGTIG SAMME STED om 365 dage, som jeg har været de sidste to år. Først med min Psykolog med den lille stille stemme og nu med min Psykiater-Lærling med det rummelige sind

Jeg skal ikke forlades mere i mit liv. Punktum. Kun en idiot bliver ved og ved med at blive såret.

Men det gik så hurtigt, at jeg faktisk ikke så det var hende før hun var væk og jeg ville ikke vende mig om som en anden retardo og glo. Jeg tror hun havde udslået hår, hvilket sikkert var grunden til at jeg ikke kunne genkende hende – og så cyklede hun uden hjelm!!! 🤦🏼‍♀️ Talking about retardo….!

Jo kloger folk er, jo dummere ting gør de.

Der er ca. 9 minutters dagslys tilbage, så jeg vil stå op og nyde dem…. eller noget

 

Da Bønnebordet flyttede ind

By: comment

Så kom dagen hvor jeg blev svine heldig og fandt et Bønnebord til storskrald – dog mangelde benene så i teorien er det ikke et bord men en bordplade formet som en bønne eller en nyre, afhængig af øjene der ser på det.
– men optimisten Deirdre-Ann er ikke til at kue, dæleme om det ikke er et BORD!

Så jeg skrev optimistisk til Bønnebords firmaet og fik svar tilbage at man godt kan købe nye løse ben til 200 kr pr. ben. Fedt!! Jeg gik straks igang med at undersøge hvilken ben der skulle på et sådan bord, da jeg til min store undren opdager at der kun er 3 ben på et Bønnebord men mit Bønnebord har 4 ben…. og er det så egentlig et Bønnebord??

Efter at jeg fik rengjort bordet (bordpladen) og skruet hylden nedenunder korrekt fast med en umbraco nøgle, gik jeg på Google for at finde ud af hvad det egentlig er jeg har fundet…

 

Og ved du hvad? For første gang i mit liv, gav mine google skills ingen resultat! Jeg er ellers ret god til at søge, IT Manden lærte mig hvordan du kan tilføje ord og udelade ord i din søgning og på den måde få søgt helt ned i de små mørke kroge af the world wide web (man skal dog som fodnote huske, at det ikke er alt hvad man søger efter, som man egentlig gerne vil kende svaret på….. så visse ting, skal forblive ikke-googlet!)

Så pt. har jeg en 99% intakt bordplade i min stue (bordpladen fik et mikro hak da jeg lagde det ind på bagsædet af min bil, fordi kanten ramte sikkerhedsselen…..fuck og lort 🤦🏼‍♀️) og søger ben….. 4 stk. that is.

Jeg har skrevet til Bønnemanden og spurgt om de engang lavede borde med 4 ben….. og så må vi se hvad han siger. Der er ingen mærker under bordet, overhoved! Udover et klistermærke hvor der står “Made in Denmark” men det er der jo så meget der er.

Og så kom dagen også, hvor jeg må konkludere: At købe mega dyre sko, ikke er garanti for god komfort!!

Gør det ondt? JA GU FANDEN I SHIT GØR DET SÅ!!!

 

Kommer jeg til at gå med lukket sko inden Oktober? Højst sandsynligvis ikke! Det sorte? Det er skoens læder som har smittet af og sat sig ind i min hæl, som smerter mere end jeg kan tænke mig til – det gjorde ond helt om i numsen!

Og ja mine hæle er ulækre og tørre og jeg har beskidte fødder – men de var rene og indsmurt i lækker crem i morges. Nu er de tørret ud og det sorte/brune er læderet der har smittet af, det roser er mit hud der er blottet og det løse, ja det er huden der hænger i laser.

Jeg har ALDRIG – end ikke da jeg gik 64 km på én dag, haft sådanne fødder! Ikke på nogen af mine 3 lange lange Caminoer har jeg haft vabler der så sådan her ud – faktisk gik mine fødder fra at gøre lidt ondt, til at eksplodere – jeg tror ligesom vable stadiet blev sprunget over.

Så Kære Sofie Schnoor og dine dyre sko: 🖕🏻

Her i sommer har jeg faktisk gået og rost mig selv for, at mine hæle og “skavkanten” over selve hælen, ikke er tyk og rød og arret som den er på RIGTIG mange piger. Jeg har virkelig kunnet se her i sommer, hvor mange der har gået i forkerte sko og fået en hel bule bagpå – jeg er en Birkenstock elsker og mine fødder er, udover deres skævhed og lige nu manglende ud og indtørret overhud, altid rigtig rigtig pæne.

Det svider så massivt meget at jeg end ikke kan komme creme på – jeg må se om jeg kan sove, på trods af at det stikker i foden og helt op til knæet og så må jeg se om jeg kan få fødderne vasket lige så forsigtigt i morgen……..SMERTE er en straf!!

Dagen oprand også, hvor jeg fik sendt 3 pakker af 2 kg pr. pak afsted til USA.

2 til min veninde Vibeke som bor i Arizona. Hun bliver 40 år i Oktober og skrev end ikke en sms til mig på min Fødselsdag. Hun var min bedste veninde på HHx og flyttede kort efter vi blev studenter, tilbage til USA og er aldrig kommet hjem igen. I forsommeren skrev hun og spurgte om jeg havde nogle billeder af os fra 90’erne, jeg har taget lang tid om at finde dem frem men nu er de fundet og efter lidt skriven frem og tilbage med hendes amerikanske mand, har jeg fyldt en kasse og en konvelut med slik – fordi det er billigere at sende 4 kg i hver sin pakke af 2 kg end at sende 4 kg sammen…..typisk PostDanmark nu Nord 🤦🏼‍♀️

Jeg fik også sendt 2 kg afsted til Texas, denne gang ikke til min bror men til min gl. lærerinde som havde fødselsdag i Fredags, hvor jeg ringede og ønskede hende tillykke. Det var hende og hendes mand jeg boede hos da jeg var i USA i November 2016 og deres hus brandte ned Juleaftensnat i 2016, så hun mangler alle mulige nips – en dag fandt jeg nogle gamle glasruder med malerier på, lidt ligesom i en kirke. Bortset fra at det her var 4 af de der små små firkanter som er inde i de store ruder, dem samler hun på og jeg fik 4 stk til 10 kr – jeg har iøvrigt aldrig set sådan nogen før, så det var lidt pudsigt at falde over dem her i DK.

Det var DYRT at dels købe slik og fylde kasserne med og dels at sende dem – da jeg gik ud fra posthuset med mit humpende ben, som gjorde SÅ ondt at jeg tog en taxi (!!!) hjem, tænkte jeg på, hvor meget jeg egentlig gør for andre, og hvor lidt jeg får igen. Ingen af dem jeg har sendt pakker til i 2018 har sendt én eneste lille bitte tanke til mig, da jeg blev 40 år. Ikke ene eneste af dem jeg har sendt pakker til i 2018 har skrevet en sms til mig og sagt tak.

Jeg burde nok føle mig komplet dum og som en mega jubelnar, men at tænke på hvor stor glæde en pakke fra Danmark bringer andre mennesker og hvor stor en glæde en pakke bare generelt bringer, gør at jeg kan retfærdiggøre mit økonomiske forbrug og folks glemsomhed/ligegyldighed.

Når jeg nogle gange tænker på, hvor mange søder mails, smser osv. jeg sender til folk – og hvor forbavsende få eller prøv med ingen (!) jeg får igen, så napper det også, selv om jeg igen med min hjerne, naturligvis kan retfærdiggøre at folk ikke husker mig……. min hjerne kan jo retfærdiggøre ALT.

Sidst jeg fik en sød mail, var fra min Psykiater-Lærling og før det…….. ja det var vist også hende der sendte mig et svar på en mail og før dét? Pas…..

(min hæl gør SÅ ondt at bare dynen strejfer såret, så svider det!!!)

Dagen i dag blev også dagen hvor Mor ringede, mens jeg stod i Bilka og byttede tampax……der var tilbud på dem i sidste uge og jeg hamstrede. Men jeg kom til at købe 2 x super pakker og 1 x regular i stedet for 3 x regular. Der kan simpelthen ikke med alt mulig magisk power, vær en super tampax i mig.

Jeg tog den ikke, fordi jeg stod midt i en byttesituation (og ca. 10 min. før, havde jeg siddet på Bilkas mega mega fucking nasty toiletter og følt hvordan mine tarme forrådte mig og min krop ferbrilsk forsøgte at holde på mine indre organer) og da jeg  ringede tilbage 2 min. efter (jeg tjekkede på telefonen, det var nøjagtig 2 min. efter) tog Mor den ikke.

Jeg tog chancen og kørte hjem og sagde hej til Ella og Mor – Mor passede min lille niece fordi min Svigerinde var til 8 ugers undersøgelse. Har jeg forresten fortalt at hun blev FYRET i fredags?? Jeg trode simpelthen ikke man fyrede kvinder på barsel, men jow, hun blev fyret fredag eftermiddag, mindre end 1,5 måned efter at hun gik på barsel med de bedste resultater nogensinde.

Nå men altså, Mor og jeg og Ella var alene i måske en time, så kom min svigerinde og så kørte jeg. Mor nævnte ikke én eneste gang det mega møgfald jeg fik sidste Mandag eller det faktum at de havde låst sig ind i min lejlighed eller det faktum at de total ignoreret mig i Lørdags eller det faktum at jeg åbenbart var PINLIG fordi jeg først nu, som 40 årig, fortæller dem om min -Gudfar og Gården – hvilket jeg i teorien ALDRIG NOGENSINDE havde planlagt at fortælle dem.

Jeg skulle SÅ MEGET havde lyttet til mig selv og min mavefornemmelse!!

 

KÆMPE NOTE TIL MIG SELV:

ALDRIG BETRO HEMMELIGHEDER TIL ANDRE.

ALDRIG!

 

Jeg ved jeg er en lort at hører på, når jeg skriver som jeg nu gør – men er du gal hvor har jeg skældt ud på min Psykiater-Lærling mange mange MANGE GNAGE -faktisk så mange gange at det er helt pinligt, for hun kan jo ikke gøre for hvordan mine forældre reagere, men jeg ville sådan ønske at jeg ikke havde ladet mig overtale til at overveje at fortælle dem det og at jeg ikke en dag var kommet til at tale over mig.

Først tror de ikke på mig, så er jeg pinlig – hvad mon det næste bliver?

Her er forresten et par billeder af de Hyacintglas jeg købte i tirsdags på min loppetur. Chatollet er det enest jeg har arvet eter min ELSKEDE Mormor, billede kommer fra Anikas forældre, den dag de smed en masse ting ud og jeg kørte i pendulfart og samlede tingene sammen og tjente kassen, der lå det her billede, malede på en papirspose inden i en ramme. Jeg købte en indramning af det hos “Rammen” på Clemensbro og nu hænger det så fint her. De små glas er nogen som der har været min Farfars og de passer perfekt til fyrfadslys.

Ananassen i gul glas er statsfrugten (symbolet) for byen Charlston i USA og en gave fra min gl. lærerinde. Den symbolisere venskab og håb (gul er håbets farve, i hvertfald i USA) og kaklen er en Caminopil, som en dag skal smedes ind i mit badeværelse når jeg får et.

Alt i alt, et hjørne jeg ELSKER men som både min Mor og min Søster syntes er forfærdeligt i min lejlighed.

Så selv om i dag var endnu en lorte dag – hvor jeg iøvrigt vågnede op med forkølelsessår på BÅDE indersiden og ydersiden af min underlæbe – noget der er kommet efter jeg lagde mig til at sove kl. 02.00 i nat….. og til jeg stod op kl. 09.00 – så var der også én god ting ved dagen – og den får du her.

I dag var sidste dag, der blev solgt Kolonihaver i en af de 3 haveforeninger jeg står til at kunne få en have i – og selv om jeg ikke har råd til en, koster det ikke noget at kikke. Fra 17.00 til 18.00 er haverne og husene som er til salg, åben så man kan gå ind og kikke. Og det gjorde jeg. Det ene sted fik jeg et æble af en sød gammel mand. Det smagte himmelsk!

 

P.S: I Søndags fik jeg faktisk delt ca. 500 flyers ud på Fedet i Risskov, hvor min gl. chef bor. Jeg sprang dog hendes postkasse over.

54.750 Kr. Tak.

By: comment

ONSDAG D. 12. SEPTEMBER 2018

I dag har jeg simpelthen betalt regninger for knap 55.000 Kr via mit lille firma – jeg HÅBER jeg vil huske på min egen og mit firmas evne til at betale så store regninger, på dage hvor det går skidt.

Jeg har fået 30.000 Kr. øremærket til brug af Google Analytics/AdWords osv. men, der er altid et men når det kommer til “gratis penge” og det er, at jeg først selv skal betale regningen + moms (!) og sende kvitteringen ind og først da + ca. 2-3 måneder, får jeg pengene refunderet!!

Og så var der lige en revisor regning på 17.000 Kr + moms (!!) og lidt omkostninger ved at betale på absolut sidste dag. Jeg har naturligvis opvejet fordelene og udgifterne ved at betale på dagen og dermed betale straks overførelses gebyr eller betale flere dage i forvejen. Jeg valgte det sidste, da jeg har brug for at ha pengene stående så længe som muligt til andre udgifter.

Lige når jeg tænker på at jeg har betalt ovenstående, så syntes jeg at jeg er ret sej – pengene er 100% tjent med mine to hænder og mit hoved, hvor blankt det end er.

SENERE 21.37

For et par mdr. Siden købte jeg en fin sort bomuldskjole med mange fine blondet, bådudskæring og skøn knælang længde til 40 kr i Genbrugsbutikken på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Samtidig købte jeg et par fine brune ruskindsstøvler fra Selected Femme.

De var nærmest nye!

I går lagde jeg dem til salg på Facebook Markedsplads. Jeg skrev en fin historie om at de klemte og at jeg ikke havde tæer nok til at vente på at læderet gav sig – sandheden var at jeg ikke har fået dem brugt og mest mangler et par sorte sko.

Skoene kostede 45 kr. Jeg har netop solgt dem for 200 kr + 37 kr til Dao forsendelse.

Jeg er nu langt over 23.509 kr i solgte ting for 2018 og bliver lidt grådig ved tanken om HVOR meget jeg kan tjene i 2018 på ting som ellers skulle smides ud eller til genbrug!

Pengene er desuden skattefrie, fordi det er brugte ting.

Jeg sparer pt. Op til 2 måske 4 ting:

  1. Et par sorte støvler/støvletter
  2. En hemmelighed jeg måske når (økonomisk og mentalt) i slut oktober og i så fald fortæller jeg om det. Ellers forbliver det i mit sind.
  3. En opsparingskonto/Økonomisk buffer til når denne lille økonomiske bobbel brister. For ting der er for gode til at være sande, brister altid. Just you wait and see.
  4. En Kolonihave med lyserødt badeværelse, runde vinduer, hems med masser af lysindfald og vinduer der kan åbnes.

 

Mit lyserrøde badeværelses-drøm 💕 Væge og gulv skal naturligvis være anderledes!

 

I morgen tager Far og Mor i sommerhus i Skagen så jeg skal passe Ella. Jeg har 3 lejligheder der skal gøres rent fredag og én lørdag og én mandag (plus tandlæge) Jeg vil derfor se om jeg kan tage den ene i morgen.

Når jeg henter Ella, skal jeg også have ny pærer i min forlygte (penge penge) da den venstre er sprunget. Mine forældres nabo er bilmekaniker. Jeg kunne kører i firmaet og få det gjort gratis men så møder jeg måske min Fars sekretær og det kan jeg ikke lige overskue

 

TORSDAG D. 13. SEPTEMBER KL. 22.58

I dag var jeg oppe klokken fucking kvalm (taget i betragtning af at jeg har ligget vågen det meste af natten…) Jeg fik gjort min søsters lejlighed ren, så besøgte jeg min lille lækre niece. Jeg tog franskbrød, varm leverpostej og agurk med (min favorit hyggemad!) og mens min svigerinde spiste, gik jeg rundt med den lille grædene prut, som lavede en fin gul-bæ-ble og blev helt glad igen!

Så hentede jeg Ella hos mine forældre, hun gik helt på bagbenene af glæde over at skulle med mig. Og så måtte jeg en tur til Quickpot for at få skiftet min forlygte, naboen havde ikke tid og jeg turde ikke kører rundt med kun én forlygte, dels pga. de mørkere tider og dels pga. at jeg helt sikkert vil blive stoppet og få en bøde – en ny pære inkl. skift kostede 121 kr, så det var lige noget jeg kunne håndtere.

Så kørte Ella og jeg hjem og gik direkte i seng – jeg var helt smadret og det er jo en ond cirkel, for nu er jeg piv vågen. Eller ikke piv vågen men jeg burde helt klart sove i stedet for at sidde og se TLC omkring folk som er mega fede og har fået en fedmeoperation….. 🤦🏼‍♀️ Frygter SÅ meget at jeg en selv havner dér, fordi jeg ikke kan sætte en prop i at jeg spiser som jeg gør.

Hvilket faktisk var noget af det jeg talte med min nye behandler om i onsdags, hvor jeg iøvrigt græd mine øjne ud. Jeg kikkede på mine øjenlåg her til morgen, hvor de stadig var lidt hævet (!) og pludselig slog det mig at hævet øjenlåg minder mig om udseenet af en vabel – det ser ud som om der ligger vand under huden på mine øjenlåg, så hævet er de eller var de i morges.

Jeg ville gerne uploade et screendump af en sms jeg fik fra Mor i onsdags efter jeg kom hjem fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, men lige nu virker mit Snagit program ikke, som er det jeg bruger til at klippe mv. med. Men sagen er den, at jeg først lige er ved at komme mig lidt over min egen skuffelse over ikke at tage til SUP og ikke deltage i sommerfesten, Mor har besluttet sig for, hvilket jo er sødt nok, at vi skal ses og lave mere sammen.

Problemet er bare, at jeg vitterlig ikke har overskudet til det. Hverken mentalt eller fysisk – jeg burde spise bedre, det talte jeg med min behandler om og sove bedre osv. men pt. er min niveau af energi, bare lavt og jeg orker ikke feks. at lave strøgtur med Mor om onsdagen når jeg har været på Psykiatrisk Hospital. Og det forstår hun ikke.

 

Mor mener at det er forkert at jeg skal genfortælle ting til den nye behandler, altså ting jeg allerede har fortalt min Psykiater-Lærling. Jeg syntes ikke nødvendigvis at det er forkert men jeg er enig med hende i, at det er svært og HÅRDT at fortælle om det hele igen igen igen. Men, engang sagde min Psykiater-Lærling noget, som jeg syntes giver så god mening og er et rigtigt godt eksempel. Hun sagde:

“Det er som at se en uhyggelig film, først kan man slet ikke holde det ud, men jo oftere du ser filmen jo mindre uhyggelig bliver den, fordi du ved hvad der sker og hvordan du vil reager”

Og det er rigtigt, selv om det er træls. “Det” er naturligvis alt omkring min Gudfar. Jeg hader ham ikke, hvor mærkeligt det end kan lyde og et eller andet sted, kan jeg måske også godt tilgive ham for det han har gjort, men jeg kommer virkelig aldrig til at glemme det. Aldrig!! Men måske, måske der er et lille bitte håb om at jeg kan blive bedre til at tænke mindre på det og når jeg så tænker på det, så gør det ikke så ondt og skaber ikke efterfølgende dårlige drømme, søvnløse nætter og store grædeturer.

Men altså, i onsdags skrev jeg så til Mor at jeg ikke ville mødes – jeg var træt, jeg kom først til at sove tirsdag nat omkring kl. 02.30 og så skulle jeg op kl. 07.00, for at være på Psykiatrisk Hospital kl. 09.00 – og jeg blev, af alle dage, nød til at se nogenlunde pæn ud, fordi jeg skulle aflevere en gevinst til en dame, som havde vundet Facebook konkurrencen for mit lille firma.

Jeg havde forsøgt at få det til at passe ind, så jeg kunne aflevere den en af dagene FØR onsdag, men det passede hende dårligt, så jeg måtte aflevere den Onsag kl. 11, ca. en time efter at jeg kom grådkvalt ud fra min behandlers kontor….. flot….. jeg kørte med vinduet åbent, så jeg fik luft i hoved. Det var ikke SÅ slemt som det kunne være og jeg håber at kunden ikke tænkte nærmere over at jeg lignede en hummer…. 🤦🏼‍♀️

Derefter kørte jeg hjem og lagde mig til at sove – og blev vækket af at Mor ringede, hun var inde i byen og ville komme forbi med kage. Mega lækkert med en Jordbærkage men, jeg havde faktisk bare brug for at være alene og når Mor alligevel ikke vil tale om “det” (Min Gudfar, Gården og alt omkring det) så er det faktisk rigtig svært at være sammen med hende (og andre) om onsdagen – og før det, om Tirsdagen da jeg gik hos min Psykiater-Lærling.

Jeg har bare brug for at ligge i fosterstilling og tænke over livet, fremtiden og hvad der egentlig skal blive af mig? Jeg kan slet ikke, med alt min vidtlevende fantasi, se en fremtid for mig selv. Det er så deprimerende og så trist.

Prøv at forestil dig, hvis du ikke kunne se hvor du befinder dig i livet, arbejds mæssigt som privat og socialt, om bare 2 uger!

Hvis du, når du forsøgte at tænke frem, bare så en lang hvid korridoor foran dig, uden afstikkere, uden pynt, uden glade farver, uden muligheder – bare en lige ud af landevejen ensfarvede korridoor og den eneste mulighed du har, er at tro på nogle fremmede veluddannet, men stadig fremmede, mennesker, der fortæller dig at der ER et andet liv for enden af korridooren, et liv der indeholder alt det du gerne vil have, men at de her veluddannet fremmede mennesker samtidig ikke kan fortælle dig, hvornår eller hvor korridooren skifter og bliver til det her magiske liv som alle andre lever – det svare jo lidt til, at prøve at få en 10 årig til at fastholde troen på Julemanden.

Man vil SÅ gerne tro på det, fordi man ønsker sig en specifik ting SÅ meget og hvor der er tro er der håb og tænk nu hvis…..men på den anden side, siger ens rationelle hjerne, at der ikke bor en gammel mand på Nordpolen, at ingen rensdyr kan flyve og at gaverne ikke laves af små dværgnisser….

 

SENERE SØNDAG D. 16. SEPTEMBER 2018

Mor kom forbi i Onsdags, med kage og det var hyggeligt nok, jeg gad ikke tage tøj på bare fordi hun kom. Jeg sad i sengen og arbejdet da hun kom og betalte regninger for mit firma.

Da jeg gjorde rent hos min søster, lagde jeg mærke til noget, som fik mig til at tænke på min fortid (lige til en forandring) Jeg har altid, fra en meget tidlig alder, haft et stort ansvar – og efterhånden som mit ansvar dalede, steg mine søskendes, ganske naturligt.

Feks. fik jeg haveredskaber, græsslåmaskine, fræser mv. i en alder af blot 18-20 år. Ikke det man ser oftes. Da jeg så lejede gården ud, blev de her ting flyttet til opbevaring på mine forældres gård, samtidig med at mine søskende begyndte deres liv i paracelhuse rundt om i landet – og hvad er så mere nærliggende, end at kører ud på ens forældres gård og plukke af de ting der står dér, som man selv mangler? Feks. havereskaber, værktøj, maskiner mv.?

Uheldigvis tilhørte de ting MIG og jeg har altid været utrolig utrolig glad for TING – alle slags ting!! Jeg er en samler og en gemmer og jeg ved nøjagtig hvad jeg har hvor, selv hvis det ser uoverskueligt ud for andre. Jeg kan stadig flippe helt skråt hvis folk tager mine ting fra mig – dog er mine raserianfald ikke nær så voldsomme, som da jeg var yngre, da tiden har lært mig, at der så absolut intet kommer ud af at være vred og råbe og skrige eller græde – ingen tager dig seriøs alligevel.

Derfor “taggede” jeg alle mine ting, jeg skrev simpelthen mine forbogstaver på ALT hvad der var i mit ejerskab. Alle haveredskaber havde “DAR” skrevet på med fed sprittuch, alle maskiner – ALT blev markeret og alle i min familie griner af det. Undtagen jeg. Ingen af dem ser alvorien i, at andre mennesker bare lige sådan uden at spørger, tager mine ting fra mig. Det er som om det altid har været okay bare at tage fra Deirdre-Ann, for hun har jo så meget……
– nu er det jo sådan med alting her i livet, uanst hvor meget eller hvor lidt du ejer og har, intet af det kommer af sig selv og intet af det er noget man ikke, på en eller anden måde, betaler for. Hvordan jeg betalte for de ting kan du selv tænke dig, men prisen var dyr og jeg blev og bliver, så rasende når jeg ser MINE TING i andre mennesker hjem, velvidende at de ikke er havnet dér pga. at jeg har givet tingene væk.

Da jeg flyttede hjem til mine forældre efter at It manden og jeg var gået fra hinanden, fandt jeg hurtigt ud af at alle mine originale oplader ledninger til iphone, stil med USB indgang mv. forsvandt i et virvar af mennesker som også liiige manglede en ledning eller et stik – så jeg tog samtlige af mine ledninger og stik og “tagget” dem med neglelak.

Den dag i dag har jeg kun én original iphone ledning tilbage, resten er billige Alibaba ledninger eller ledninger der er købti Tiger butikken. De går altid i stykker efter ca. 3 måneder, så jeg er begyndt at gemme bonen og gå ned og få dem om byttet når de stopper med at virke. 40 Kr. her og 40 kr. dér løber jo op.

Min søsters computer i hendes soveværelse – kik godt på den…

Hovsa! Hvad er det? Rød Channel neglelak på opladerkablet? Hmmmm

Og endnu et kabel i køkkenet….

 

Det er jo ikke rocket science at vide hvor de her kabler kommer fra. Jeg mangler kabler og min søster har dem i overflod. Ligesom jeg også mangler en elektrisk fnug shaver og nogle lange rør med ægte gastennisbolde i. Jeg har spurgt It manden om han har fået de ting med sig, men han har dem ikke. Jeg tror ham, specielt fordi jeg kan se samme genstande hos min søster.

Tennisboldene var It mandens, han brugte dem ikke og det ene rør havde aldrig været åbnet, så jeg satte dem til salg og da jeg endelig fik en køber kunne jeg ikke finde dem. Lidt mærkeligt men de dukkede nok op en dag og så kunne jeg bruge dem som vaskebolde. Fnugshaveren var bare rar at have, jeg købte den pga. en bluse It manden havde, som fik nogle fnug på ærmet, dem tog jeg forsigtig af og så så den ud som ny. I dag har min søster 2 rør med 3 tennisbolde i hver, og hun har aldrig spillet tennis eller ejet en tennis ketcher. Hun har også en Fnugshaver og et par opladerledninger til iphones.

Jeg kan mærke at jeg end ikke bliver irriteret mere. Jeg konstatere bare at sådan er det. Det er livet og jeg orker ikke kæmpe imod de her ting mere. Det vil alligevel blive vendt til at det er mig som starter problemet for “står du måske og mangler 6 tennisbolde lige her og nu??” eller “mangler du måske en rive og en spade lige nu hva? Nå ikke, så HVORFOR laver du så sådan et stort nummer ud af det???”

Så jeg konstatere bare, at der står haveredskaber med DAR skrevet ind i skaftet med sort touch i et skur i Østrig, at mine toppede brosten fra gården, er fjernet og brugt til at lave kanten på et bed i et hus forlængst solgt (fra en skala fra 1 til 10, hvor VRED tror du min Gudfar blev, da han opdaget at der manglede sten?!!!) og at mine opladerkabler ligger i andre lejligheder end mine egne.

Min lille hund var kun her hos mig i lidt over et døgn. Hun havde simpelthen hjemv – jeg ved det lyder åndssvagt men det er rigtigt nok. Vi var ude og gå morgentur kl. 07.00 fredag morgen og hun trak direkte op mod bilen og begyndte at stå på bagben op af den. Jeg kunne overhoved ikke trække hende videre – jeg har filmet det, hun gik helt i stå, satte sig ned og strittede imod med poterne. Selv da jeg lovede at vi gik op til dyrene på skolen og kikkede, ville hun ikke med. Jeg endte med at måtte bærer hende hjem, da jeg ikke havde nøglerne med til bilen.

Jeg hoppede i et hurtigt bad og kom i tøjet og så afsted til rengøringsjob nr. 1, i min egen lejlighed. Ella fulgte mig rundt som en lille skygge. Jeg satte hende ellers pænt til rette i vinduet så hun kunne sidde og kikke ud på krydset og alle menneskene dernede, hvilket hun ELSKER men kun når jeg sidder lige ved siden af 🙄

Jeg var så forvirret og stresset i mit hoved, at jeg kom afsted med kun mine rengøringsartikler. Jeg glemte posen med nyvasket håndklæder og sengetøj. Så hjem efter den, med Ella i bilen. Tilbage til lejligheden, åbne posen, blot for at opdage at min hjerne havde pakket håndklæderne men ikke sengetøjet i posen. Så hjem igen, med Ella i bilen. Hente det nyvasket, nystrøget sengetøj og så afsted igen.

Tiden var nu gået og det var tid til at jeg kom ned og fik tjekket den lejlighed, hvor kunden (min kaos familie) havde klaget. Jeg fik hurtig rettet et par ting, mens Ella sad i bilen. Jeg kamp svedte og var stadig ikke færdig med min egen lejlighed og min Gæst var også på vej – så tilbage til lejligheden for gud ved hvilken gang. Gøre den færdig, vaske gulvet, bakke baglænds ud mens Ella lå på gangen og kikkede på mig.

Så ned i bilen igen med alle rengøringsposerne, vasketøj og beskidte håndklæder og så frem med snoren og ud og lufte Ella. Fiskehandlerens duft af frisklavede fiskefrikadeller havde drillet os begge hele dagen og nu var klokken omkring 15 og vi havde stadig ikke spist, så jeg fik købt 2 lune fiskefrikadeller og så satte vi os på en bænk i rådhusparken og spiste lune fiskefrikadeller begge to. Ella sørgede for at mine fingre var 100% rene bagefter. Og så ventede vi på Gæsten, et ældre ægtepar, hvor manden er professor og skal undervise i noget specielt på Århus Universitet. De er total et “Fejl 40 Ægtepar” – jeg har fået måske 8 beskeder fra dem siden Fredag, så kan de ikke finde ud af kaffemaskinen, så savner de en gulvmoppe, så kan de ikke tænde tv’et osv osv. Og det HELE står i manualen som ligger på bordet på 3 forskellige sprog. Jeg bruger en støvsuger og ikke en gulvmoppe til at skubbe krummer over i et hjørne med – dét syntes de er forkert. Jeg syntes de er forkert. Vi bliver aldrig enig.

Mht. kaffemaskinen havde de vendt filtret forkert – hvilket i sig selv er en præstation og tv’et har én RØD knap, som de ikke havde trykket på men da jeg gjorde det, så *vola* TV Tænd. 🙄

Og så hjem med Ella efter at gæsten var kommet. Jeg fik installeret hende med mad og drikke og vi fik gået en tur i haven og gøet af alting og ingenting, ligesom for at sige “Bitches – I’m back!” og til sidst måtte jeg kører og efterlade hende i huset hos mine forældre. De kom hjem 3 timer senere.

Lørdag var min plan at sove længe og bare været mig inde i mig. Jeg havde set at der var loppemarked på Godsbanen og i et beboerhus og i et andet område i Århus, så min drøm var at ose lopper – men da mine forældre skulle afsted til endnu en fest Lørdag formiddag var Ella alene hjemme igen – det var jo meningen jeg skulle have passet hende hele weekenden.

Min søster skulle sove længe og på date, så jeg skrev til min bror og svigerinde, om de kunne tage Ella med når de gik en tur med barnevognen, det kunne de ikke og sådan gik det til, at min lørdag faldt fra hinanden, hvor irriterende det end lyder. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at tage på loppe-kik velvidende at Ella var alene der hjemme. Jeg ville også gerne have haft byttet de sorte Sofie Schnoor støvler jeg har købt (der er heldigvis 30 dages bytteret) og bare generelt gået en tur igennem Århus, nyvasket og med fine krøller og følt mig social og normal blandt alle de andre mennesker.

Til sidst fik jeg tvunget mig selv ned for at købe en sandwich, hver gang jeg køber mad, tænker jeg på min Psykiater-Lærling. Engang talte vi om at jeg skulle huske at spise, så min krop fik energi til motoren. Jeg fik sagt noget med at jeg er virkelig dårlig til at lave mad og altid gik i stå i køkkenet, hvortil min Psykiater-Lærling rask sagde: “….men så er du sikkert god til at købe mad…” og dét er der dæleme ALDRIG nogen som har rost mig for at være god til!!!

Men jow, i al beskedenhed, så er jeg ret god til at købe mad, så det gjorde jeg og allerede efter første bid, følte jeg mig lidt mere frisk og lidt mere i balance. Så jeg tog min über beskidte bil, fyldt med Ella hår og kørte til det første loppemarked, spiste lidt af sandwichen på p-pladsen, gik ud og osede, tilbage til bilen, kørte til næste loppested, spiste resten af sandwichen og osede noget mere.

Da jeg var færdig på det andet sted, gik jeg ned i den lejlighed jeg passer for hende pigen og hentede det beskidte vasketøj og så kørte jeg hjem til Ella. Jeg var kamp træt allerede og havde egentlig lovet mine forældre at gøre rent i firmaet men jeg var bare SÅ træt – forsøgte at overtale mig selv til at støvsuge bilen, men endte i stedet for med at gå en lang tur med Ella, hvor vi bla. mødte en anden Cavalier som hun hygge-leget med.

Da vi kom hjem, lagde jeg mig på sofaen – jeg kunne ikke finde en pude, så jeg tog Ellas pude fra hendes kurv og hendes tæppe og sammen lå vi så på sofaen og sov et par timer. Dét var SÅ dejligt!

Og appropo sove – natten fra Torsdag til Fredag sov jeg for første gang i 2018 og måske endda længere tid, SÅ FANTASTISK dejligt!! Jeg var helt væk i søvnen, ikke en overfladisk søvn, men en dyb tiltrængt søvn. Der var ingen dårlige drømme, mærkelige flash, lugte, lyde eller andet i min søvn – bare følelsen af varme og drømmeløs søvn. VIDUNDERLIGT!

Jeg tænker det skyldes, at jeg lod Ella sove hos mig i sengen, hun led jo helt tydeligvis af hjemve og selv om jeg havde taget hendes seng (kurv) med ind til mig, så ville hun kun ligge hos mig. Så jeg lagde mig i sengen som jeg plejede med natkjole på og løftede dynen og på 2 sek. var Ella kravlet ned under dynen og stragte sig ud i hele sin fulde længde med bagpoterne mod min albue og snuden mod mit skinneben. Jeg kunne mærke hendes varme mod min krop og hendes bløde pels mod mine ben, det var SÅ skønt ikke at være alene for en gangs skyld – og efter få minutter faldt jeg i en tung tung søvn og da jeg vågnede, var det mørkt udenfor og jeg skulle tisse. Jeg tjekkede ikke uret på telefonen, fordi jeg bare ville sove igen og ikke vække min hjerne så den begyndte at tænke.

Resten af natten var også god, men de 3-4 timer jeg sov dér med Ella langs min side under dynen, var de bedste og roligste timer jeg har sovet i lange lange lange tider. TAK Hr. Gud!

Fredag aften, da jeg kom hjem fra mine forældre og havde tippet Ella af, kom jeg hjem til en mega rodet og beskidt lejlighed, med hundehår over alt, inkl. i min seng. Jeg fik hevet sengetøjet af, sat det over på kogevask, støvsuget hele lejligheden grundigt og bagefter rengjort mit elskede lille lilla badeværelse og til sidst, som prikken over i’et, fik jeg lagt rent nyvasket nyrullet sengetøj på sengen og vasket gulvet. Det var simpelthen SÅ befriende at få lov til at vågne op lørdag morgen, til en nogenlunde ren lejlighed.

Lørdag aften ville jeg gerne spise aftensmad på min favorit Irske bar og spurgte derfor min søster om hun ville med. Jeg er klar til aftensmad kl. 18, fordi jeg er så træt at jeg normalt sover kl. 20, men min søster ville at vi først spiste klokken 20 – og da jeg dels faldt i søvn hos mine forældre, og først vågnede 19.03, blev det til et kompromi – at min søster så langt fra var færdig til kl. 20 er en anden sag. Faktisk kom hun først kl. 20.30.

Min plan var at spise en burger og få en øl. Min søster ville i byen – allerede dér var vi forskellige. Jeg tænker aldrig mere på at komme i byen, for jeg ved det ikke sker. Jeg har ingen at gå i byen med, ingen at drikke øl med, jeg har ingen som jeg kan ringe til og ingen som ringer til mig – udover Jonas som ikke drikker og altid er halvt på vej videre og kun kan ses ca. 2 timer hver 2-3 uge.

Det er ikke en klage, det er mere en konstatering, af at sådan er mit liv. Men selv når jeg spiser en burger alene og drikker en øl alene på den her irske pub, så føler jeg mig lidt social og det føles lidt som om jeg kommer ud og er hmmm måske ikke ung men lever livet lidt, selv om jeg til daglig lever et ensomt pensionistliv.

Min søster ryger rigtig meget – hvilket ikke helt passer sammen med at hun gerne vil være gravid og samtidig har nyreproblemer og skal tage medicin resten af sit liv – men hende om det. Men som med Jonas, så er et godt at sidde udenfor når man ryger, så det gjorde vi og det var ret hyggeligt i starten.

Vi kikkede på mennesker der gik forbi, min søster fortalte om hendes tur til La Santa Sport og jeg havde planer om, inde i mit baghoved, at jeg ville fortælle hende, at jeg godt vidste at hun vidste alt det med min Gudfar og at jeg syntes det var lidt akavet at hun vidste det uden at sige noget, så derfor ville jeg tage hul på det.

Ikke at vi skulle sidde på en offentlig pub og diskutere mit liv, barndom, ungdom og voksne når men jeg ville bare gerne lade hende vide at jeg vidste at hun vidste det og hvis hun havde spørgsmål, så kunne hun bare stille dem. Nu eller fremadrettet når de kom til hende.

Ved bordet ved siden af, eller lidt længere væk, sad to fyre og de blev ved med at vende sig om og kikke over på os, i en sådan grad at det blev helt generende. Det var mega åbenlyst og jeg blev virkelig utilpas af det – jeg kendte ingen af dem og det gjorde min søster heller ikke – men de kikkede og kikkede og vendte sig om i ét væk. Pludselig står en af dem foran vores bord, mens jeg er ved at fortælle min søster noget om, hvor heldig hun egentlig er, at så mange mennesker generelt kontakter hende.

Min mail og min sms indbakke er kun fyldt med sms notifikationer fra Airbnb, sms’er fra hjælperne eller sure kunder eller psykiatrisk hospital eller paypal – jeg får 0 sms’er fra veninder og når jeg får fra min Mor, er de altid belærende eller indeholder ting jeg skal eller ikke skal gøre.

Jeg tror tit at folk som har “det hele” glemmer hvor godt de har det. Dem som har veninder og venner, et socialt liv og folk som savner dem, de ved slet ikke hvor godt de har det – og mens jeg var ved at vise min søster de sidste 20 sms’er i min telefon, står en af de her stirrende fyrer ved vores bord og spørger om han må sidde ned.

Jeg siger ikke noget, for jeg har slet ikke lyst til at han skal stå dér og jeg tænker at min søster vil sende dem væk – hun har trods alt lige siddet og talt ned om dem, at de var sære og mærkelige – men alligevel siger hun at de gerne må sidde dér og dérfra går aftnen skævt.

Min søster småflirter med dem begge og jeg drikker min øl og sidder med min telefon fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv selv. Jeg drikker en hvedeøl, en tysk hvedeøl og pludselig siger den ene fyr at øllen er fra Østrig på grænsen mod Italien. Jeg kikker direkte på ham og siger nej, den er fra byen Erding, som ligger i Bayeren, Tyskland, i området op til Østrig og ca. 3 timers kørsel fra Tyrol.

Jeg er hverken sur eller venlig i min kommentar, det er rent fakta – men både min søster og ham begynder at google og pludselig er der en diskussion i gang om hvor min øl er fra. Og jeg er naturligvis forkert på den, ifølge de to stive stoddere og min søster – ingen af dem ved en dyt om øl. Jeg elsker øl og specielt visse typer af hvedeøl og jeg ved nøjagtig hvor de kommer fra og hvem der laver dem, så jeg behøver ikke indgå i en diskussion, for jeg ved jeg har ret.

Min søster forslår at vi går indenfor – jeg har egentlig ikke lyst, for jeg sidder godt udenfor – men min søster vil danse så vi ender indenfor, hvor jeg finder et bord men nej, vi skal ikke have et bord, vi skal stå midt i rummet ved en stolpe med vores drikkevare i hånden – vi er nu total uden for min comfort zone, jeg har ikke lyst til at stå til skue i et rum fyldt med mennesker, jeg har ikke lyst til at de her fyre skal stå lige op af os, jeg har ikke lyst til at være indenfor, jeg har faktisk slet ikke lyst til at være der!!

3 hvedeøl i alt og min søster proklamere endelig at hun vil hjemad – jeg er så flosset inden i, at jeg er parat til at løbe ud, men naturligvis skal jeg have krammer af de her stoddere, som nu også ved hvor jeg bor, takket være min søster!!! Den ene bor endda i samme gade som jeg og mener helt sikkert at have set mig tit, hvilket er fucking skræmmende!!!

På vej op mod krydset hvor min søster og jeg skal hver sin vej, begynder vi at diskutere, fordi jeg er vred over at hun har total lavede om på vores aften – eller nok nærmere min aften, som lød på aftensmad og en øl. Ikke aftensmad klokken pis og øl og drinks, dans og fulde mænd.

Så dér står vi, klokken sent om aftnen og skændes på Rådhuspladsen i Århus, min søster vil følge mig hjem, jeg vil være alene og til sidst får jeg sagt fra nok gange til at hun lader mig værer og går. Da jeg kommer hjem, tisser jeg af, spiser en gulerod og drikker lidt cola light og så går jeg i seng.

Og her sidder jeg endnu, klokken er 21.42 og jeg har fuldstændig glemt at jeg lovede mine forældre at gøre rent i firmaet…..fuck og pis!!! Men jeg sov til klokken 12.45 og har kun været ude for at hente pizza og skifte vasketøjet rundt til lejligheden jeg passer.

I morgen skal jeg til tandlæge, gøre en lejlighed ren og lukke en gæst ind og hvis jeg orker det, skal jeg støvsuge og vaske min bil. Den er klam.

I dag fik jeg set 2. Sæson af “Anne with an E” aka Anne fra Grønnebakken færdig – det har også kun taget mig 2 måneder og 80% af serien er set uden lyd.

I fredags fik jeg forresten også en parkeringsbøde – I kid you not – jeg fik en ny pære i bilen og da jeg kommer tilbage til min bil, sidder der en bøde i bilruden fordi jeg ikke har indstillet min p-skive, hvilket jeg jo ikke skal gøre, fordi jeg har beboerparkering. Lang historie kort og 58 min. på hold til Århus Kommune 🖕🏻 så viser det sig at jeg er sat til at må parkere i Zone 1 men bor i en helt anden zone – hun lovede at annullere bøden og sende mig en bekræftigelse på at bøden er annulleret, men gæt hvad der ikke er kommet? En annulleringsbekræftigelse.

Hvis jeg skal kæmpe med det her igen senere, så flipper jeg skråt!

Jeg har lige nu, her til aften, solgt en gammel fin sofa fra Gården. Jeg har haft den gemt i mange mange år, fordi jeg havde planer om en dag at få den ombetrukket og sat i stand. Jeg solgte den for 500 kr og håber i mit hjerte at det ikke er en eller anden sindssyg dyr designer sofa…. Far og Mor er glade for at den er væk. Jeg sætter den på listen over ting jeg godt kunne have beholdt i mit liv.

Lørdag Aften

By: comment

Og jeg har igen forspist mig.

Det er så mærkeligt, for jeg syntes næsten ikke jeg spiser noget og alligevel er min mave helt ødelagt hver gang jeg spiser. I dag feks. startede jeg kl. 07.30 med at gøre rent i min egen udlejningslejlighed. Jeg hørte aldrig tilbage fra Kaos kunderne og har besluttet mig for, ikke at tænke mere på det. Jeg har tilbudt at løse problemet, de har ikke svaret og så kan jeg ikke gøre mere.

Måske det bare ikke er meningen jeg skal drive virksomhed?

Anyway, jeg drak vand til morgenmad, er altid så frygtelig tørstig når jeg vågner, da jeg var færdig i min egen, gik jeg op i mine forældres som ligger på 4 sal. Den som er lejet ud på alm. kontrakt fra i dag. Min bror og hans ven skulle komme, men først kl. 10.30, så jeg slæbte selv en 3 personers sofa, en mega tv skænk, havemøbler og planter ud på gangen, så jeg kunne komme igang med at gøre rent.

De kom, og skiftede vaskemaskinen rundt, så der kom en ny ind, og løftede tingene ned på traileren. Jeg fik gjort rent, med hjælp fra Mor som kom for at aflæse, underskrive kontrakt mv. Og midt i det hele kom min nye lejer i min egen lejlighed og så ind med ham – jeg var fuldstændig kvæsted da klokken blev 14.00, så jeg faldt i søvn og vågnede kl. 16 cirka – Mor ville blive mega sur, så det med at sige højt at jeg har sovet til middag, er ikke noget jeg gør mere. Det gjorde jeg i dagene efter at mine forældre havde haft et møde med min Psykiater-Lærling, det var dejlig befriende at kunne sige det højt. Men nu er jeg jo rask….

Jeg kunne bogstavelig talt ikke mere, og jeg skulle stadig købe ind til SUP sommerfesten i morgen (søndag) og finde blå ting frem som jeg skal have på osv. Jeg har VIRKELIG set frem til at gå til SUP, bruge mine fine nye våddragt og deltage i sommerfesten. Jeg trængte bare til ro, så jeg kunne eller kan, forberede mig selv på at være selskabelig og ikke bange for fordomme og de ansigter jeg skal møde.

Jeg har købt nogle Rib-Eye steaks, en pakke koteletter, 3 poser chips, 2 store 1,5 liter cola light og nogle dumle slikkepinde. Alle skal tage noget med, og jeg ved ikke hvad “noget” dækker over – og jeg har ikke fået lagt blå neglelak eller gjort andet for at forberede mig og det hele starter i morgen kl. 11.00 og jeg har mest lyst til at blive hjemme og ligge i sengen hele hele dagen.

Men lige nu, så sidder jeg i min sofa, og har mega ondt i maven. Da jeg kom hjem i dag kl. ca. 14.00, spiste jeg en rugbrødresbolle med 2 stykker kyllingefilet, 4 skiver rød peber og lidt miracelwip og en halv liter vand og så sov jeg. Kl. ca. 19 bestilte jeg edemam bønner, 3 ruller med 8 stk. sushi – jeg har spist det hele undtaget 3 stykker sushi. Så altså 21 stykker sushi har jeg spist + en pose Mallarco Stjerner med karamelsmag + 200 gram Marabou chokolade med swissnødder og 2 x halv liter vand i mit ølkrus med hank.

Jeg lyder måske blank, men jeg kan ikke finde ud af om det er for meget jeg spiser eller om jeg har ondt i maven fordi jeg spiser for sjældent?

Okay, jeg kan naturligvis godt se, at 200 gram chokolade ikke er sundt, som i aldrig er sundt og det er Stjerne stængerne heller ikke, men én rugbrødsbolle, lidt edemam bønner og 21 stykker sushi med lidt soya og lidt wasabi er vel ikke VIRKELIG usundt er det?? Det er det eneste jeg har spist i dag og jeg føler jeg er ved at dø.

Hele mit liv har jeg fået most mad ned over mit hoved og hele mit liv, specielt da jeg var barn og teenager, har det været skrig og skrål i vores hus, når jeg skulle spise – undtagen når Mormor var der. Hun lyttede til mig, og lod mig spise i mit eget tempo og min egen mad. Feks. Jeg ELSKER tarteletter med hønsekød og hvid sovs, men jeg kunne ikke, da jeg var barn, fordrage de der slatne senet asparges som sad fast i tænderne – jeg kan generelt ikke lide grønsager som er kogte.

Feks. spiser jeg gerne grønne friske asparges, friske gulerødder, dampede grønsager – men IKKE KOGTE. Never ever KOGTE GRØNSAGER!! 🤢

Så i stedet for at tvinge 2-3 tarteletter i mig med asparges, så lavede Mormor en lille gryde med kylling og hvid sovs uden asparges. Jeg kunne heller ikke lide hvis kødet var rød eller havde blod på sig, feks. mørkt kyllingekød. Så min gryde var fri for mørkt kylling og fri for asparges. Jeg sad desuden altid ved siden af Mormor og dermed langt fra min Far og mine onkler og min Mor som altid ville styre min mad og mine spisevaner. Hjemme hos Mormor og Morfar, bestemt Mormor – i hvert fald i køkkenet og når vi spiste. Punktum.

Mormor var mit et og alt. Mormor skar også franskbrødene over på tværs, så jeg fik trekantet franskbrødsmadder i stedet for firkantet. En lille bitte detalje som betød så mega meget for mig som barn.

Jeg har været på toilet så mange gange i dag og min krop er helt slidt og ødelagt. Min lyst til at være klar i morgen kl. 11.00 til SUP og bagefter hygge og grill er lig nul eller minus nul. Jeg kan virkelig ikke navigere i det her liv.

Noget andet jeg også tumler med, det er ligesom maden ikke noget nyt men det er noget nyt at jeg fortæller om det, herinde. Jeg har det seneste år ca. haft problemer med mit underliv når jeg tisser. Jeg syntes det er max max pinligt at fortælle om, meget mere pinligt end at fortælle om min Gudfar – for trods alt hvad han har gjort, så er alt dét i datid og det her, det er nutid og det gør mere ondt.

Jeg har endda ikke fortalt det til min Psykiater-Lærling, fordi jeg syntes det var pinligt at fortælle – jeg forsøgte et par gange men gik i stå, også selv om jeg havde skrevet det ned i min app. Jeg har nu skrevet det ned i min app igen, men denne gang til min nye Behandler.

Jeg håber jeg har modet til at tale om det med hende og gerne inden at jeg begynder at føle sympati for hende, for når jeg føler sympati for nogen, har jeg ikke lyst til at fortælle dem dårlige ting, for så ødelægger jeg måske deres dag, eller liv eller følelser og dét vil jeg blive rigtig ked af at gøre.

Hver gang jeg tisser, eller har tisset, så tisser jeg lige lidt mere, når jeg rejser mig op og tager trusser på. Frygter at det er inkontinens….. Jeg sidder ofte ret op når jeg tisser, for at være sikker på at få tømt blæren helt, jeg rejser mig også op og holder et stykke toiletpapir mod urinrøret, så de dråber der kommer, når jeg rejser mig, løber ud i toiletpapiret. Men det hjælper ikke – så snart jeg har taget trusser på, så løber der et par dråber ud, i trusserne og ned af mit ben.

For et par år siden, da jeg bemærket det første gang, mens jeg stadig talt med Anika og Barbara, købte jeg sådan nogle kugler til at træne underlivet med, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at have dem i eller oppe i mit underliv, det føles helt forfærdeligt. Jeg forsøger at lave underlivs knibeøvelser men jeg syntes ikke det virker og jeg er bange for at min krop er ved at forråde mig og få en masse små skavanker som samlet set giver en dårligere livskvalitet.

Min mund er et flammehav og har været det i flere dage, min mave dør hver dag når jeg spiser, jeg tisser når jeg ikke burde tisse og min pøller sidder enten fast eller vælter ud og min hjerne koger over med tanker, min krop er fysisk øm af at arbejde så meget og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg er så mega mega træt hele tiden og drømmer bare om at give op.

Men hvor skal jeg gå hen, hvis jeg vælger at give op? Hvem vil tage sig af mig? Hvem vil passe på mig, hvis jeg ikke selv kan passe mig selv? Jeg har ikke svaret til nogen af spørgsmålene og min eneste løsning er igen, dét som jeg ikke må tænke så meget på – men som hele mit liv har været den bedste løsning jeg kunne finde.

Døden.

En dejlig befriende tanke, følelse og sted. Hvis bare jeg kunne dø smertefrit, så ville jeg være taknemmelig og ikke kræve mere.

 

1 2 3 4 5 … 9

Gamle Blogindlæg

Læs med