SKREVET FREDAG D. 6. DECEMBER 2019 ⬇️

Jeg har købt en meget dyr robotstøvsuger til mine forældre, sidste år til Black Friday, fordi min Mor klager over at Ella fælder hele tiden.

Min Far og søster, som har boet hjemme i næste et år, brokkede sig over at hun kradset på døren, når hun ville ud i bruseren og drikke vand. Så jeg købte en drikkefontaine til dem, som cirkulere vandet og holder det rent og koldt 24/7.

Min Mor bruger ikke rigtig robotstøvsugeren, for det er nemmere at kører med den gulvsvaber – som jeg også har købt til hende – og vandfontainen larmer (åbenbart) for meget, til at den feks. kan stå ude i baggangen eller i bryggerset, og derudover gider ingen (åbenbart) at gøre den ren når den trænger.

Jeg ved vitterlig ikke hvad jeg skal gøre mere, for at hjælpe min familie med at hjælpe mig, med at passe på Ella. Hvad kan jeg gøre mere?

Jeg tog hende på hundeskole i 2 sæsoner. Selvbetalt. Jeg tager hende til dyrelæge 2 x om året til sundhedstjek. Jeg børster hendes tænder, klipper negle, og før hun blev plysset, friseret og vasket og føntørret jeg hende. Jeg sørger for at der altid er pølleposer i håndtaget, at hendes sele altid er ren, at hendes håndklæder er pinke og nemme at skelne fra alle andre håndklæder.

Jeg ved inderst inde at jeg ikke burde have haft en hund. Jeg er ikke ansvaret voksen nok. Jeg kan ikke overskue Ella, måske det er fordi jeg bor på 40 kvm. – måske det bare er generelt at min hjerne ikke kan overskue ansvaret. Så vi aftalte, Far og Mor og Jeg at Ella skulle bo hos dem indtil mit liv og/eller min boligsituation ændre sig.

Og alligevel hører jeg ikke andet end brok over Ella. Hele tiden.

I dag var jeg sammen med min søster. Jeg fik lokket hende med på min yndlings pub som er begyndt at servere Brunch. Men selvfølgelig var brunchen SÅ dårlig at min søster kommenteret at her behøvet hun ikke komme de næste 6 måneder eller mere. Jeg syntes det er lækkert. Hyggeligt. Irsk. Engelsk sprog. Der er plads til alle. Jeg elsker det. Men nej min søster elsker det ikke, selv om vi sad i, hvad hun kalder, den rene sektion. Jeg kan aldrig gøre hende tilfreds.

Bagefter gik vi rundt i byen med barnevognen. Min søster fortæller mig at Mor mener det er Ellas skyld at hun ikke får tabt sig, da Ella tigger om kiks og ost hver aften. Mor siger (åbenbart) også at hun frygter (!) at Ella bliver 15 år og at Mor aldrig får lov til at opleve et liv igen uden en hund.

Hvis Mor vil tabe sig, kan hun bare tage og gå en tur med Ella. 2-3 gange om dagen. Men nej hun sidder, ifølge min søster, bare og brokker sig over min hund. Til mig siger hun aldrig noget. Men det gør simpelthen SÅ ONDT inden i mig, at vide at Ella har knotter i pelsen og derfor klippede min lillebror hende. At alle syntes hun er en belastning og at ingen tænker på hvor meget det fylder FOR MIG at de har det sådan.

Jeg har gjort ALT hvad der står i min magt for at hjælpe mine forældre til at få et nemt liv med en hund i huset, men i stedet for så hører jeg ikke andet end hvor træls hun er og hvor meget jeg svigter Ella (min lillebrors ord) Jeg ved vitterlig ikke hvad jeg skal gøre?

Jeg har endda tænkt på om jeg skal få hende aflivet. Brutalt og hjertekoldt men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke bære at se hende hos en anden familie, da jeg ved hvor meget hun hyler når jeg går og hvis hun bliver efterladt. Mit hjerte skærer inden i, ved tanken om at hun bare har en mikroflig – uagtet at hun er en hund – i sit sind, som minder om dén følelse der stadig mere end 25 år efter, sidder i mig, fra den dag hvor min familie kørte ned af allen og efterlod mig alene på gården. Jeg vil til den dag jeg dør, stadig kunne se dét billede af den blå lastbil der forsvandt og jeg var ikke med i bilen. Jeg stod alene tilbage. Det er et forfærdeligt billede og et forfærdeligt minde!!!

Tænk hvis Ella føler det samme?

Jeg bliver nød til at få mere plads at bo på. En have. Og på sigt, finde en som kan komme og gå ture med Ella, når jeg er på arbejde, så hun ikke er alene hele dagen. Sidste del tænker jeg er forholdsvis nem, da mange unge gerne vil tjene penge på at gå tur med en sød og velopdragen hund.

Hvis nogen sidder derude, med en løsning jeg ikke allerede har tænkt eller nævnt, så er jeg så meget all ears at jeg snart ligner Dumbo. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – Ella og det faktum at jeg bor i mine forældres ejerlejlighed og det at jeg får løn fra Fars firma, er pt. det eneste som holder mig knyttet til min familie. Og det eneste jeg ønsker er ikke at være knyttet til dem, eller til andre. Jeg ønsker bare at være alene. Ikke at belaste nogen. Bare falde i et med vægen og omgivelserne.

Folk som siger at selvmord er egoistisk ved helt bogstaveligtalt ikke hvad de taler om. Mennesker der ønsker at begå selvmord, ønsker jo netop at dø, fordi de IKKE ønsker at være en byrde for deres omgivelser og familie. De ønsker at fjerne sig selv fra alles erindringer. De ønsker at fjerne det problem som findes imellem familie og deres omgivelser og dét problem er dem – den eneste mulighed for at fjerne sig selv, er ved at forsvinde, ved at dø.

De seje dør. De knap så seje går under jorden (succesfully) og taberne er som jeg, dem som lever videre i et liv med verbale og følelsesmæssige knytnæver

H V E R

E V I G

E N E S T E

D A G.
– det er SÅ hårdt.

Men selvmord er nok den mindst egoisistiske handling et menneske kan foretage sig – der er intet navlebeskuende i at begå selvmord. Selvmord er en ultimativ kærlighedshandling til de mennesker der er omkring en, til samfundet og til en selv. Det er en handling der foretages for at få ro og fred. For at give ro og fred til sine omgivelser.

Jeg ønsker bare at få ro. Og vished for at Ella for altid vil blive taget vare på. At hun er velplejet, elsket, luftet og uden knotter i pelsen.

Og at min Mor ikke lukker hende ind i garagen når der er gæster, fordi mine forældres gæster åbenbart er for vigtige til at der må være en glad hund i huset. Ja Ella har det med at hoppe op, men hun klaret det så fint til barnedåben, det kræver bare at der er en som lige viser hende rundt og viser hende at menneskerne er der for at hygge og ikke for at være banditter. Men nej min Mor tog Ellas stofkurv med en måske 10 cm. tynd bund og satte den ned i garagen på det kolde beton gulv og lod hende være dér alene mens der var gæster. Jeg er ret sikker på at meningen var at jeg ikke skulle finde ud af det – men det gjorde jeg.

Min søster kunne naturligvis ikke tage hende, for ej hvor ville det være synd for min søster at skulle passe en hund der fælder nu når hendes baby er 6 måneder.

Min ældste lillebror kunne naturligvis heller ikke tage hende, for ej hvor ville det være synd for dem og deres 2 børn, hvis de skulle passe en hund der fælder.

Og jeg kunne – lige netop den weekend – ikke overskue at få Ella ind igen, efter at jeg weekenden før havde fået hende ind mens jeg havde det aller mest dårligt, fordi ingen igen kunne passe hende – selv om alle var hjemme.

Jeg prøver virkelig VIRKELIG at mande mig op, men jeg mangler virkelig at føle at min familie bakker mig op. Der er der bare aldrig. Jeg ved de vil stejle hvis de så hvad jeg skriver her – de ville som minimum mene jeg overdriver og i værste fald mene jeg lyver. I deres optik er de der ALTID. Det triste er bare når jeg ikke ser det. Ikke føler det.
– så hvad tæller? Deres ord? Eller mit ord?

Hvor er de når jeg har brug for at de tager sig af Ella på samme gode og kærlige måde som de ville tage sig af et barn eller et sygt menneske?

Jeg har brug for roen i mit sind, til at vide at alt er okay, selv når jeg ikke er okay. Men sådan har det altid været. Hvad jeg siger i dag er glemt i morgen. Mine forældres hukommelse er minimale og ingen kan huske andet end at Deirdre-Ann altid klager, altid er utilfreds – men ingen kan sådan rigtig huske med hvad.

Hvis de kunne dét, ville de så ikke have husket at jeg altid græd og altid havde ond i maven da jeg var barn?

At jeg altid nægtede at spise?

At jeg aldrig var glad for at gå i skole?

At jeg aldrig ville overnatte nogen steder?

At jeg ingen veninder eller venner havde?

At jeg altid søgte mit eget selskab?

At jeg gemte mig i bøgerne på mit værelse?

At jeg altid blev mobbet?

Måske dét er normalt for børn at være sådan, hvad ved jeg, jeg kan kun huske mine små brødres barndom og dér gjorde jeg ALT hvad der stod i min magt for at de ikke skulle opleve eller føle nogle af de dårlige følelser og tanker jeg har haft hele mit liv.
– jeg ved i mit sind at mine små brødre har haft en god barndom og jeg bliver nød til at holde fast i, at jeg til dels er skyld i det. Også selv om jeg tvivler dagligt.

Men nu er jeg et sted, hvor jeg ikke kan jonglere 2 små børn, baby svømning og legeaftaler, bleskift og køre og bringe. Jeg kan end ikke passe en hund. Og jeg aner ikke hvad der er blevet af mine kræfter, eller af mine tanker og mit liv. Alting er bare smuldret og forsvundet.

Og udsigten til at få mit liv igen, er så blurret at jeg end kan se nogen fremtid.

I tirsdags da jeg tog fra Psykiatrisk Hospital skændtes jeg med min psykolog. Jeg venter bare på at jeg får en indkaldelse via min e-boks til endnu en samtale hos De Stikkende Damer. Dét eller at de smider mig ud fra Psykiatrien. Og hvem ved, måske dét faktisk er det bedste der kan ske for mig, og dem?

Jeg har i hvert fald ikke fået det bedre af at gå derude – det sidste halvandet år har været et levende maridt og jeg er nu på min 4 behandler på under 3 år. Jeg er SÅ TRÆT at mine knogler er trætte.

Jeg var hjemme klokken ca. 15, eller det var der jeg lå i min seng og det var det sidste jeg huskede. Da jeg vågner næste gang er det onsdag morgen klokken 08.34. Jeg har officielt sovet i 17,5 timer. I træk.

Jeg har ikke været oppe og tisse, jeg har ikke været vågen. Jeg har bare sovet. Iført bh, g-string, uldundertrøje, ørenringe og med vinduet lukket og varmen tændt. Jeg har intet spis tirsdag og var glubende sulten da jeg vågnede onsdag, men køleskabet var tomt så jeg drak en halv liter cola light og hvad jeg derefter lavede kan jeg end ikke huske. Men torsdag gik jeg på druk.

Og nu er det fredag. Og underboen har sat sin lejlighed til salg til 1,9 millioner. Hun købte den for under 2 år siden af sin Far for 1,1 million. Så nu kommer der nok snart endnu en ung forældrekøbs beboer som ikke ønsker nogen former for sammenhold i ejendommen. Kors hvor jeg elsker mit liv.

Min psykolog siger eller sagde, at jeg ikke havde fortalt hende at jeg optog vores samtaler. Det ved jeg, at jeg har sagt. Og det gode ved at optage samtaler er jo, at man kan lytte til dem igen. Ikke at jeg har nogen lyst til at lytte til mig selv der græder, forklarer i ét væk og bruger engelske ord i mangel på danske men det er ret praktisk at have optagelser af samtaler, når man står hårdt mod hårdt.

Så torsdag gik jeg på druk, på min yndlings irske bar. Med headset og juicepack og så satte jeg mig ned og lyttede til mig selv der græd og græd og genoplevede hvor stor følelsen af svigt fra min Psykiater-Lærling, fra min Nye Behandler og fra Psykiatrien var i mit sind, for bare 8 uger siden.

Følelserne er der stadig, jeg kan bare ikke rumme at føle dem, så jeg føler ikke noget. Jeg lukker dem inde i en kasse og skubber kassen ind på sin plads i det enorme kartotekerrum jeg har inde i mit hjerte. Bagefter vender jeg mig om og lægger ryggen mod den tunge stor dør og skubber den i, indtil jeg kan hører låsen klikke. Uden at se mig tilbage går jeg derfra, ud af rummet med alle de indelåste følelser, smerter, sorger og oplevelsler jeg ville ønske jeg aldrig havde været vidne til eller deltager i.

Efter 4 x 45 minutters lytten, hvor jeg skiftevis snøftede og knipsede tunge tåre væk, en torsdag formiddag (it’s 5 o’clock somewhere) et sted i Århus, kom jeg til dét punkt hvor jeg sidder og siger:”…….. og det er fint nok, der er kun én til at passe på mig og jeg samler mine egne beviser fremadrettet“

And Ladies and Gentelmens, there you go. That’s me saying I’ll be gathering my own shit and evidence, so no one in the future again can come and say that I did this and I did that, just because they feel like it and just because they got more power behind them, more education than I do, better network, more friends – I’ll be my own keeper. I’ll take care of myself, like I’ve always done. I just let my guards down for a while, I got soft, I got week, I thought I was in a safe place. I thought that someone else for the very first time in life, had my back.

I got weak and naively thought that because they believede in what I said, then things would be okay, they would treat me okay, they would be there for me. Well guess what, they weren’t. And I was wrong. So awefully wrong. Now I’m my own keeper again.

I’m not even sure I should go back next tuesday. I don’t know what will be in store for me. What will be waiting for me, in those tiny rooms with covered windows that can’t open. Rooms that has no soul, no warmth. The rooms are like cabins. Aweful at best.

But if I don’t go, where should I go then? Who’ll be my keeper?

SKREVET FREDAG D. 6. DECEMBER 2019 ⬆️

I dag er det Lorte Lørdag.

Dén linje dér beskriver nøjagtig og i fine altomfagnende detaljer, hvordan min Lørdag har været. Og lige til en forandring, så ville jeg ønske jeg var død. Ikke bare sådan død død men død, forrådnet, blevet til muld og med knogler der allerde bar tegn på at de havde ligget i jorden længere tid end de havde været ovenfor jorden.

Torsdag aften og igen i går aftes (fredag) da jeg skrev ovenstående, satte jeg mig til at lægge ting til salg. Jeg er mega bagud på at lægge ting til salg som jeg allerede har taget billeder af, målt og sorteret i mapper – men det tager virkelig virkelig lang tid at lægge feks. 200 bøger enkeltvis til salg. Og ja jeg kunne lave én liste og lægge dem til salg samlet, men Guess what, dét har jeg OGSÅ gjort – og fra dén liste har jeg solgt 0 bøger.
-mens jeg har solgt bøger for lidt over 3000 kr, ved at lægge dem til salg enkeltvis. Youre Welcome.

Mens jeg lagde ting til salg, begyndte folk at skrive på nogle af mine ting – en af dem som skrev var hende her

Så jeg stod op her til morgen (lørdag) droppet badet, fik børstet tænder, trukket i noget tilfældigt tøj og sat et af mine elskede hårbånd i håret – jeg syntes (i modsætning til min Mor) at det er utrolig feminint og smukt at have tørklæder bundet rundt om håret, som en slags hårbøjle, med eller uden sløjfen/knuden synlig. Derudover er det praktisk. Og nemt.

Så satte jeg mig ned og begyndte at oversætte min ældste lillebrors CV til Engelsk mens jeg holdt øje med klokken. Da uret slog 10.50 pakkede jeg sammen og løftede alle mulige ting ned i min bil. Ting jeg har haft med hjemme og gøre rent, tage billeder af mv. og som nu skal retur til mit opbevaringsrum på mine forældres gård (fordi jeg ikke har plads i min lejlighed) I en af poserne var også et par fine nye sko

i deres kasse. Det lyder måske utroligt but it is true. Jeg fandt for et par måneder siden, ca. 12 par sko (str. 36 og 37) De fleste var i kasser, 3 par var aldrig brugte og resten var minimalt brugte. Nu har jeg taget dem med hjem, tørret dem af for støv. Taget billeder, skrevet en fortælling og lagt dem til salg. Og folk falder over hinanden for at købe plastik sko fra Kina til 100 kr stykket – alt kan sælges med en god tekst og et par lækkre billeder 🤦🏼‍♀️ Og stiletterne ER også pæne men jeg kan garantere dig for at de er lavet af 100% PVC af billigste kvalitet.

Men jeg skriver altid i mine annoncer, at folk kan afhente/se tingene i Århus hvor jeg bor, i byen hvor mine forældre bor, i byen hvor mine forældres gård ligger (og hvor jeg har mit opbevaringsrum) og så i Risskov ved Veri Centret (som alle ved hvad er) Her er der en slags bænk ude foran på parkeringspladsen, lige under skiltet til Apoteket.

Det er nemt at komme til og fra (for mig) og nemt at finde, så det er dér jeg altid pimper mine ting fra – og fordi jeg er så fleksibel mht. hvor folk kan hente tingene, sælger jeg også rigtig meget. Så det er win win.

Jeg er som altid i god tid – og scenariet hvori jeg stødte ind i min Psykiater-Lærling forløb sådan her….

Jeg er det gule hjerte. Min bil er den sorte. Det grønne er 2 x skure til indkøbsvogne. Og den grå, er min Psykiater-Lærlings bil.

Jeg er en badass driver og jeg har det så svært med kvinder der ikke kan kører bil. Jeg mener det er jo ikke raket videnskab og kan du blive læge og psykiater, så kan du fandeme også kører bil. Punktum. Men så igen, åbenbart ikke, for det tog hende 5 x køren frem og tilbage før hende VW Touren var parkeret i en okay stor parkeringsbås. SÅ pinligt! Total konekørsel!!! 🤦🏼‍♀️

Jeg parkere, går ud af min bil og opdager at det støvregner, så jeg går rundt om bilen, tager skoene fra passagersædet og lægger mine elskede solbriller på sædet. Så lukker jeg døren og vender mig om, mens jeg strykker på nøglen så bilen låser. Lige dér kommer der en bil kørende, som du kan se på pilen – bilen er lige ud for mig da jeg vender mig om for at gå over til apoteker skiltet. Jeg ser at der er en korthåret dame i bilen – jeg genkender ikke min psykiater-lærling med det samme, ikke sådan *bum* det er hende, men mere sådan, “der var en dame som ligner min psykiater-lærling” og så gik jeg videre og op til skiltet og bænken (som var mega våd pga. at det støvregnede)

Jeg går lidt frem og tilbage og kikker dels efter pigen der skal købe skoene men jeg holder også øje med bilen, for at se om det var min Psykiater-Lærling. For ikke at stå og glo (hvilket jeg måske gjorde alligevel) går jeg til venstre side, der er mange vinduer (og cykler) og jeg kan, ude at stå og glane, se i reflekserne i vinduerne, at det er min Psykiater-Lærling i bilen og at hun går rundt om bilen, sætter p-skiven, tager poser ud af bagagerummet og så tror jeg måske at hun opdager at det er mig, for hun sætter sig ind i bilen, som om hun vil kører igen – først tænker jeg at hun er igang med at udvide sin 5-punkts parkering med yderlig 3 navigationsmuligheder, men her bagefter tænker jeg at faktisk at hun overvejet at kører væk, men at hun så besluttet sig for at være voksen, ca. ligesom jeg gjorde, for hun parkere bilen og går ud igen.

Jeg ved ikke hvilken indgang hun vil gå ind af, men jeg ved at jeg har sat mig selv op til at mødes med en på et pludselig ret kritisk punkt, for jeg er midt i mellem de to indgange – og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Det er utrolig ubehageligt, for mine knæ og hænder ryster bogstaveligtalt og jeg kan mærke min mave begynder at rumstere. Jeg er hamrende nervøs og det vilde er: JEG HAR INTET GJORT!!!

Jeg er et sted hvor jeg er 2-4 x om ugen, jeg har brugt det samme sted til at mødes og sælge ting, i mere end 2 år og jeg har ALDRIG mødt nogen jeg kender. ALDRIG. Ikke én eneste person har jeg mødt. Ikke én. Og pludselig møder jeg min Psykiater-Lærling og jeg føler mig som en dybt kriminel person, som om jeg ikke har lov til at være dér, som om JEG gør noget forkert. Og jeg er lige ved at tude.

Min plan var at jeg ville sælge skoene, købe en færdigpakket salat, snack, drikkels, hygge mv. til at tage med ud til mit opbevaringsrum og så tilbringe dagen derude med at finde de ting frem jeg allerede har solgt og få tage billeder af nye ting + jeg skal have fældet nogle juletræer jeg har lovet væk til en julefest på Psykiatrisk Hospital. Så min dag var allerede planlagt og ud fra min optik, var det en god dag jeg havde i sigt. Indtil nu.

Min Psykiater-Lærling går til venstre og tager en vogn og går ind af indgangen. Jeg vender ryggen til, men ikke før jeg har kikket rigtigt på hende og konkluderet med mine egne øjne, at det er hende og at spejlbilledet ikke snød mig. Jeg står med skoene i favnen og venter i støvregnen på at pigen kommer – se ovenstående messenger besked.

Hun kommer i bil, får skoene og jeg får 150 kr. Og skynder mig over mod min bil igen – indtil jeg stopper mig selv og siger at jeg faktisk godt må være her, ja faktisk var jeg her FØRST og desuden er jeg hamrende sulten.

Så jeg vender om og går ind i Veri Centret – hvor der ligger én Netto. Én Rema1000. Én Fakta og Én Kvickly – derudover har de et hav af butikker, så jeg kan ikke på nogen måde vide hvor min Psykiater-Lærling er (og jeg er også ligeglad)

Jeg går i Kvickly fordi det er dér de har en sektion med færdiglavet retter/salater med kylling, pasta, fisk mv. Sektionen er nederst til højre ved slagteren. Jeg har været der mange gange før.

Jeg går ned af gangen og ind i “mad området” og den første jeg ser er min Psykiater-Lærling. Jeg var lige ved at stille kurven og gå igen, men jeg var dels sulten og dels stædig, så jeg finder min telefon frem og får puttet færdigvasket salat i kurven, en rød peber, 2 x røget laks (mega god med vilde ris til) Jeg forsøger at ignoer at hun er der, men jeg er helt sikker på at hun har set mig.

Den ene halvdel af mig har lyt til at gå ind og lave en Arnold Swartzenegger på hende. En hånd i kraven og ryggen op mod muren mens benene dingler i luften (hvilket ville være umuligt, selv hvis jeg var stærk, for jeg er mindst et hoved mindre end hende) og så ville jeg afkræve hende svar på alle de spørgsmål jeg har. Den anden halvdel ved at hvis jeg taler til hende, vil én af to ting ske, hvis ikke begge: 1. Jeg vil begynde at græde. 2. Jeg vil blive kaldt til endnu en samtale hos De Stikkende Damer.
– så jeg gør ingenting.

Og pludselig er hun væk. Og jeg mangler kun rosiner, og vatpinde (hvilket de ikke havde) Bevist vælger jeg the fast lane længst til venstre, op langs reolerne og så til højre mod kasserne. Jeg tror faktisk jeg går og kikker mig bagud, da der kommer en indkøbsvogn ud fra en sidevej til højre og min Psykiater-Lærling siger “Hej Deirdre-Ann, der var jeg lige ved at kører dig ned! Hvordan har du det?”
– og lige her vil jeg gerne give en skilling for at gå tilbage og se mig selv i ansigtet. Jeg må have set forvirret ud, overrasket, vred, såret, bange og alle mulige andre følelser. Jeg får slet ikke kikket på hende, men jeg hører mig selv sige “Godt” hvorefter jeg går videre med syvmileskridt og bøjet hoved.

Op til kassen og ud i bilen.

Her skriver ham Psykiateren som jeg hjælper med Facebook mv. til mig, netop som jeg sætter min telefon i holderen, for at kørere. Det er nogete med et opslag jeg havde lagt op om morgen, som skulle rettes til. Jeg skynder mig at rette det til, mens jeg kan se min Psykiater-Lærlings bil i bakspejlet.

Jeg sidder og overvejer om jeg skal vente til hun kommer ud – der kan jo gå helt op til 3 timer, eller om jeg skal kører. Jeg øver mig i hvad jeg skal sige til hende, jeg siger det endda højt ud for mig selv, inde i bilen.

Jeg ville sige: “Hej XXX – du spurgte hvordan jeg har det og jeg har det faktisk ikke ret godt. Jeg tænker hele tiden på, hvorfor du brød din tavshedspligt?“

Eller også ville jeg sige: “Hej XXX – jeg bliver simpelthen nød til at spørge, hvordan kunne du finde på at bryde din tavshedspligt?“

Eller også ville jeg sige: “Jeg vil gerne vide hvorfor du brød din tavshedspligt?“

Mens jeg øver mig i bilen, er jeg rasende opmærksom på, at jeg ikke vil kunne sige en eneste af ovenstående ting, uden at komme til at græde, mine ben ryster allerede og jeg kan mærke vreden, frygten og sorgen i hver en celle i min krop.

Jeg tror “sorg” er et ret godt dækkende ord for, hvordan jeg har det, men jeg sidder dér i bilen og retter opslaget til på Facebook og øver mig. Jeg græder også lidt. Mens jeg sidder dér (ca. 15 min) kommer min Psykiater-Lærling ud og sætter poser ind i bagagerummet på sin bil. Jeg kan se at hun kikker over mod min bil, hvilket bekræfter mig i, at hun så mig allerede da hun forsøgte at lave sin koneparkering, altså før jeg overhoved var sikker på at det var hende.

Jeg har så meget lyst til at tale med hende, men jeg know inside, it won’t be pretty. It will be messy and hurtful. Og min fucked up hjerne sidder også og tænker på, at jeg egentlig ikke kan være bekendt at ødelægge HENDES LØRDAG (fuck at hun har ødelagt min….) Jeg er simpelthen så dum, at det ikke er til at holde ud!

HVORFOR tænker min hjerne på HENDES følelser og HENDES lørdag, frem for min egen?

Jeg overvejer at starte bilen og kører væk. Men lad os sige at hun ikke har set mig (small odds) så vil det virke mærkeligt at jeg pludselig kører ud, som om jeg har siddet og ventede på hende. Min hjerne er så fucking fokuseret på hvordan det kan komme til at se ud – og imens sidder jeg her på min egen fucking blog og forklarer mig selv i så detaljeret vendinger at jeg faktisk tænker på om jeg graver mig selv en “guilty as fuck” grav?

Mens jeg sad i bilen, sad jeg og samlede beviser for min egen uskyld. Jeg skrev ihærdigt med ham den mandelige Psykiater, så jeg kunne bevise at jeg sad dér og skrev på xx klokkeslæt og at jeg ikke holdt dér for at spionere eller stalke eller fordi jeg gerne vil være som min Psykiater-Lærling (hvilket jeg IKKE VIL!)

Hun ender med at gå til højre og sætte sin indkøbsvogn i vognskuret som står skrå foran hvor min bil holder. Jeg sidder og kikker på hende og ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg tænker at hun har set mig, så jeg sidder bare helt stille, med solbriller på mens tårene løber ned af mine kinder og jeg har lyst til at bryde ud i en højlydt hulken.

Hun går ind i bilen og får den, overraskende nok, bakket ud i ét lige bagud huk, svagt drej til højre og så kontra og *vupti* var hun fri til at kunne kører lige ud, samme retning som hun kom fra, og så til højre (ifølge ovenstående tegning)

Jeg ventede til hun var helt helt væk – ca. 10 minutter, før jeg tændte bilen og kørte den stik modsatte retning. Og SÅ græd jeg, mens jeg tænkte på den mad jeg ikke fik købt – man kommer ikke så langt med varmrøget laks, soya og ketchup og renskyllet salat i et opbevaringsrum…..

Som prikken over iét så faldt mit indkøbsnet med soya og ketchup i glasflaske UD af bilen, da jeg senere åbner passagerdøren og ned på vejen og smadres….. Fuck me Royal!🤦🏼‍♀️🤛🏻

Jeg havde haft så travlt med at komme ind i bilen, at jeg ikke havde fået sat nettet korrekt så i skrivende stund vasker jeg indkøbsnet indsmurt i soya og ketchup – og i ren frustration gjorde jeg kort process på det glas-ketchup-soya indsmurte mad og kylede det hele ud – og dérfor Ladies and Gentelmen fandt jeg mig selv i min lokale Netto her til aften, hvor jeg købte slave saltindholdig Soya og ditto Ketchup. Life’s so sweet to me.

Mens jeg var inde i Kvickley og forsøgte at komme over til Slagteren udenom min Psykiater-Lærling som åbenbart skulle have alle mulige ting i kølediskene, bemærket jeg at min mund ligesom “sprang op” – det er svært at forklare men det var dén tanke jeg tænte; at den “sprang op” og begyndte at gøre ondt.

Da jeg klokken ca. 16.30 kørte hjem fra mine forældres gård (hvor mit opbevaringsrum er) var min mund ét stort inferno af smerte og min mave gjorde fysisk ondt af mangel på både vand og mad. Jeg havde intet få et at spise eller drikke hele dagen – en dag jeg ellers havde planlagt til mindste detalje. Jeg havde endda en gaffel og vådservietter i tasken, så jeg kunne sidde og hygge mig med mad blandt alle mine elskede ting.

I stedet for endte jeg med at bruge min Lørdag på at føle skam inden i og græde så meget at jeg har hævet øjne mens min mund er ulidelig at være i nærheden af.

Ved du hvad jeg syntes er det væreste ved hele dagen?

Det væreste er at min Psykiater-Lærling siger: “Hvordan har du det?” Uden at ønske et reelt svar. Dét er SÅ falsk!

Man skal ALDRIG spørge mennesker hvordan de har det, hvis man ikke er interesseret i og har tiden til at hørere deres svar!

Og vi ved alle sammen, at hun ikke ønskede at hører mig svar på, hvordan jeg har det efter at hun har fortalt sin mand om mig, efter at hun er gået tilbage på Psykiatrisk Hospital og fortalt vidt og bredt om at jeg har søgt et job i et firma hvor hendes mand er medejer. En viden og en handling der senere bliver brugt imod mig, som bevis på at dét min Nye Behandler påstår, med at jeg gerne vil være som hende, at jeg stalker hende, er korrekt. Fordi jeg jo allerede har stalket min Psykiater-Lærling, via hendes mands virksomhed.
-hun ønsker ikke at hører svaret, lige dér imellem hylderne i Kvickly i Veri Centret.

I morgen er der SUP Julefrokost, jeg har spurgt om lov til at deltage selv om mit medlemsskab er i bero indtil April, men pga. alt det her der skete i dag og som total slog mig ud af kurs, fik jeg ikke fældet de juletræer jeg har lovet at levere på mandag. Så i morgen må jeg igen ud til mine forældres gård og få fældet dem, pakket og stablet og gjort klar til levering – og forhåbenlig, stor glæde for mange mennesker der har det dårligere end jeg.