Psykiater-Lærling

1 2 3 4 5 … 9 Næste »

54.750 Kr. Tak.

16/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

ONSDAG D. 12. SEPTEMBER 2018

I dag har jeg simpelthen betalt regninger for knap 55.000 Kr via mit lille firma – jeg HÅBER jeg vil huske på min egen og mit firmas evne til at betale så store regninger, på dage hvor det går skidt.

Jeg har fået 30.000 Kr. øremærket til brug af Google Analytics/AdWords osv. men, der er altid et men når det kommer til “gratis penge” og det er, at jeg først selv skal betale regningen + moms (!) og sende kvitteringen ind og først da + ca. 2-3 måneder, får jeg pengene refunderet!!

Og så var der lige en revisor regning på 17.000 Kr + moms (!!) og lidt omkostninger ved at betale på absolut sidste dag. Jeg har naturligvis opvejet fordelene og udgifterne ved at betale på dagen og dermed betale straks overførelses gebyr eller betale flere dage i forvejen. Jeg valgte det sidste, da jeg har brug for at ha pengene stående så længe som muligt til andre udgifter.

Lige når jeg tænker på at jeg har betalt ovenstående, så syntes jeg at jeg er ret sej – pengene er 100% tjent med mine to hænder og mit hoved, hvor blankt det end er.

SENERE 21.37

For et par mdr. Siden købte jeg en fin sort bomuldskjole med mange fine blondet, bådudskæring og skøn knælang længde til 40 kr i Genbrugsbutikken på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Samtidig købte jeg et par fine brune ruskindsstøvler fra Selected Femme.

De var nærmest nye!

I går lagde jeg dem til salg på Facebook Markedsplads. Jeg skrev en fin historie om at de klemte og at jeg ikke havde tæer nok til at vente på at læderet gav sig – sandheden var at jeg ikke har fået dem brugt og mest mangler et par sorte sko.

Skoene kostede 45 kr. Jeg har netop solgt dem for 200 kr + 37 kr til Dao forsendelse.

Jeg er nu langt over 23.509 kr i solgte ting for 2018 og bliver lidt grådig ved tanken om HVOR meget jeg kan tjene i 2018 på ting som ellers skulle smides ud eller til genbrug!

Pengene er desuden skattefrie, fordi det er brugte ting.

Jeg sparer pt. Op til 2 måske 4 ting:

Et par sorte støvler/støvletter
En hemmelighed jeg måske når (økonomisk og mentalt) i slut oktober og i så fald fortæller jeg om det. Ellers forbliver det i mit sind.
En opsparingskonto/Økonomisk buffer til når denne lille økonomiske bobbel brister. For ting der er for gode til at være sande, brister altid. Just you wait and see.
En Kolonihave med lyserødt badeværelse, runde vinduer, hems med masser af lysindfald og vinduer der kan åbnes.

Mit lyserrøde badeværelses-drøm 💕 Væge og gulv skal naturligvis være anderledes!

I morgen tager Far og Mor i sommerhus i Skagen så jeg skal passe Ella. Jeg har 3 lejligheder der skal gøres rent fredag og én lørdag og én mandag (plus tandlæge) Jeg vil derfor se om jeg kan tage den ene i morgen.

Når jeg henter Ella, skal jeg også have ny pærer i min forlygte (penge penge) da den venstre er sprunget. Mine forældres nabo er bilmekaniker. Jeg kunne kører i firmaet og få det gjort gratis men så møder jeg måske min Fars sekretær og det kan jeg ikke lige overskue

TORSDAG D. 13. SEPTEMBER KL. 22.58

I dag var jeg oppe klokken fucking kvalm (taget i betragtning af at jeg har ligget vågen det meste af natten…) Jeg fik gjort min søsters lejlighed ren, så besøgte jeg min lille lækre niece. Jeg tog franskbrød, varm leverpostej og agurk med (min favorit hyggemad!) og mens min svigerinde spiste, gik jeg rundt med den lille grædene prut, som lavede en fin gul-bæ-ble og blev helt glad igen!

Så hentede jeg Ella hos mine forældre, hun gik helt på bagbenene af glæde over at skulle med mig. Og så måtte jeg en tur til Quickpot for at få skiftet min forlygte, naboen havde ikke tid og jeg turde ikke kører rundt med kun én forlygte, dels pga. de mørkere tider og dels pga. at jeg helt sikkert vil blive stoppet og få en bøde – en ny pære inkl. skift kostede 121 kr, så det var lige noget jeg kunne håndtere.

Så kørte Ella og jeg hjem og gik direkte i seng – jeg var helt smadret og det er jo en ond cirkel, for nu er jeg piv vågen. Eller ikke piv vågen men jeg burde helt klart sove i stedet for at sidde og se TLC omkring folk som er mega fede og har fået en fedmeoperation….. 🤦🏼‍♀️ Frygter SÅ meget at jeg en selv havner dér, fordi jeg ikke kan sætte en prop i at jeg spiser som jeg gør.

Hvilket faktisk var noget af det jeg talte med min nye behandler om i onsdags, hvor jeg iøvrigt græd mine øjne ud. Jeg kikkede på mine øjenlåg her til morgen, hvor de stadig var lidt hævet (!) og pludselig slog det mig at hævet øjenlåg minder mig om udseenet af en vabel – det ser ud som om der ligger vand under huden på mine øjenlåg, så hævet er de eller var de i morges.

Jeg ville gerne uploade et screendump af en sms jeg fik fra Mor i onsdags efter jeg kom hjem fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, men lige nu virker mit Snagit program ikke, som er det jeg bruger til at klippe mv. med. Men sagen er den, at jeg først lige er ved at komme mig lidt over min egen skuffelse over ikke at tage til SUP og ikke deltage i sommerfesten, Mor har besluttet sig for, hvilket jo er sødt nok, at vi skal ses og lave mere sammen.

Problemet er bare, at jeg vitterlig ikke har overskudet til det. Hverken mentalt eller fysisk – jeg burde spise bedre, det talte jeg med min behandler om og sove bedre osv. men pt. er min niveau af energi, bare lavt og jeg orker ikke feks. at lave strøgtur med Mor om onsdagen når jeg har været på Psykiatrisk Hospital. Og det forstår hun ikke.

Mor mener at det er forkert at jeg skal genfortælle ting til den nye behandler, altså ting jeg allerede har fortalt min Psykiater-Lærling. Jeg syntes ikke nødvendigvis at det er forkert men jeg er enig med hende i, at det er svært og HÅRDT at fortælle om det hele igen igen igen. Men, engang sagde min Psykiater-Lærling noget, som jeg syntes giver så god mening og er et rigtigt godt eksempel. Hun sagde:

“Det er som at se en uhyggelig film, først kan man slet ikke holde det ud, men jo oftere du ser filmen jo mindre uhyggelig bliver den, fordi du ved hvad der sker og hvordan du vil reager”

Og det er rigtigt, selv om det er træls. “Det” er naturligvis alt omkring min Gudfar. Jeg hader ham ikke, hvor mærkeligt det end kan lyde og et eller andet sted, kan jeg måske også godt tilgive ham for det han har gjort, men jeg kommer virkelig aldrig til at glemme det. Aldrig!! Men måske, måske der er et lille bitte håb om at jeg kan blive bedre til at tænke mindre på det og når jeg så tænker på det, så gør det ikke så ondt og skaber ikke efterfølgende dårlige drømme, søvnløse nætter og store grædeturer.

Men altså, i onsdags skrev jeg så til Mor at jeg ikke ville mødes – jeg var træt, jeg kom først til at sove tirsdag nat omkring kl. 02.30 og så skulle jeg op kl. 07.00, for at være på Psykiatrisk Hospital kl. 09.00 – og jeg blev, af alle dage, nød til at se nogenlunde pæn ud, fordi jeg skulle aflevere en gevinst til en dame, som havde vundet Facebook konkurrencen for mit lille firma.

Jeg havde forsøgt at få det til at passe ind, så jeg kunne aflevere den en af dagene FØR onsdag, men det passede hende dårligt, så jeg måtte aflevere den Onsag kl. 11, ca. en time efter at jeg kom grådkvalt ud fra min behandlers kontor….. flot….. jeg kørte med vinduet åbent, så jeg fik luft i hoved. Det var ikke SÅ slemt som det kunne være og jeg håber at kunden ikke tænkte nærmere over at jeg lignede en hummer…. 🤦🏼‍♀️

Derefter kørte jeg hjem og lagde mig til at sove – og blev vækket af at Mor ringede, hun var inde i byen og ville komme forbi med kage. Mega lækkert med en Jordbærkage men, jeg havde faktisk bare brug for at være alene og når Mor alligevel ikke vil tale om “det” (Min Gudfar, Gården og alt omkring det) så er det faktisk rigtig svært at være sammen med hende (og andre) om onsdagen – og før det, om Tirsdagen da jeg gik hos min Psykiater-Lærling.

Jeg har bare brug for at ligge i fosterstilling og tænke over livet, fremtiden og hvad der egentlig skal blive af mig? Jeg kan slet ikke, med alt min vidtlevende fantasi, se en fremtid for mig selv. Det er så deprimerende og så trist.

Prøv at forestil dig, hvis du ikke kunne se hvor du befinder dig i livet, arbejds mæssigt som privat og socialt, om bare 2 uger!

Hvis du, når du forsøgte at tænke frem, bare så en lang hvid korridoor foran dig, uden afstikkere, uden pynt, uden glade farver, uden muligheder – bare en lige ud af landevejen ensfarvede korridoor og den eneste mulighed du har, er at tro på nogle fremmede veluddannet, men stadig fremmede, mennesker, der fortæller dig at der ER et andet liv for enden af korridooren, et liv der indeholder alt det du gerne vil have, men at de her veluddannet fremmede mennesker samtidig ikke kan fortælle dig, hvornår eller hvor korridooren skifter og bliver til det her magiske liv som alle andre lever – det svare jo lidt til, at prøve at få en 10 årig til at fastholde troen på Julemanden.

Man vil SÅ gerne tro på det, fordi man ønsker sig en specifik ting SÅ meget og hvor der er tro er der håb og tænk nu hvis…..men på den anden side, siger ens rationelle hjerne, at der ikke bor en gammel mand på Nordpolen, at ingen rensdyr kan flyve og at gaverne ikke laves af små dværgnisser….

SENERE SØNDAG D. 16. SEPTEMBER 2018

Mor kom forbi i Onsdags, med kage og det var hyggeligt nok, jeg gad ikke tage tøj på bare fordi hun kom. Jeg sad i sengen og arbejdet da hun kom og betalte regninger for mit firma.

Da jeg gjorde rent hos min søster, lagde jeg mærke til noget, som fik mig til at tænke på min fortid (lige til en forandring) Jeg har altid, fra en meget tidlig alder, haft et stort ansvar – og efterhånden som mit ansvar dalede, steg mine søskendes, ganske naturligt.

Feks. fik jeg haveredskaber, græsslåmaskine, fræser mv. i en alder af blot 18-20 år. Ikke det man ser oftes. Da jeg så lejede gården ud, blev de her ting flyttet til opbevaring på mine forældres gård, samtidig med at mine søskende begyndte deres liv i paracelhuse rundt om i landet – og hvad er så mere nærliggende, end at kører ud på ens forældres gård og plukke af de ting der står dér, som man selv mangler? Feks. havereskaber, værktøj, maskiner mv.?

Uheldigvis tilhørte de ting MIG og jeg har altid været utrolig utrolig glad for TING – alle slags ting!! Jeg er en samler og en gemmer og jeg ved nøjagtig hvad jeg har hvor, selv hvis det ser uoverskueligt ud for andre. Jeg kan stadig flippe helt skråt hvis folk tager mine ting fra mig – dog er mine raserianfald ikke nær så voldsomme, som da jeg var yngre, da tiden har lært mig, at der så absolut intet kommer ud af at være vred og råbe og skrige eller græde – ingen tager dig seriøs alligevel.

Derfor “taggede” jeg alle mine ting, jeg skrev simpelthen mine forbogstaver på ALT hvad der var i mit ejerskab. Alle haveredskaber havde “DAR” skrevet på med fed sprittuch, alle maskiner – ALT blev markeret og alle i min familie griner af det. Undtagen jeg. Ingen af dem ser alvorien i, at andre mennesker bare lige sådan uden at spørger, tager mine ting fra mig. Det er som om det altid har været okay bare at tage fra Deirdre-Ann, for hun har jo så meget……
– nu er det jo sådan med alting her i livet, uanst hvor meget eller hvor lidt du ejer og har, intet af det kommer af sig selv og intet af det er noget man ikke, på en eller anden måde, betaler for. Hvordan jeg betalte for de ting kan du selv tænke dig, men prisen var dyr og jeg blev og bliver, så rasende når jeg ser MINE TING i andre mennesker hjem, velvidende at de ikke er havnet dér pga. at jeg har givet tingene væk.

Da jeg flyttede hjem til mine forældre efter at It manden og jeg var gået fra hinanden, fandt jeg hurtigt ud af at alle mine originale oplader ledninger til iphone, stil med USB indgang mv. forsvandt i et virvar af mennesker som også liiige manglede en ledning eller et stik – så jeg tog samtlige af mine ledninger og stik og “tagget” dem med neglelak.

Den dag i dag har jeg kun én original iphone ledning tilbage, resten er billige Alibaba ledninger eller ledninger der er købti Tiger butikken. De går altid i stykker efter ca. 3 måneder, så jeg er begyndt at gemme bonen og gå ned og få dem om byttet når de stopper med at virke. 40 Kr. her og 40 kr. dér løber jo op.

Min søsters computer i hendes soveværelse – kik godt på den…

Hovsa! Hvad er det? Rød Channel neglelak på opladerkablet? Hmmmm

Og endnu et kabel i køkkenet….

Det er jo ikke rocket science at vide hvor de her kabler kommer fra. Jeg mangler kabler og min søster har dem i overflod. Ligesom jeg også mangler en elektrisk fnug shaver og nogle lange rør med ægte gastennisbolde i. Jeg har spurgt It manden om han har fået de ting med sig, men han har dem ikke. Jeg tror ham, specielt fordi jeg kan se samme genstande hos min søster.

Tennisboldene var It mandens, han brugte dem ikke og det ene rør havde aldrig været åbnet, så jeg satte dem til salg og da jeg endelig fik en køber kunne jeg ikke finde dem. Lidt mærkeligt men de dukkede nok op en dag og så kunne jeg bruge dem som vaskebolde. Fnugshaveren var bare rar at have, jeg købte den pga. en bluse It manden havde, som fik nogle fnug på ærmet, dem tog jeg forsigtig af og så så den ud som ny. I dag har min søster 2 rør med 3 tennisbolde i hver, og hun har aldrig spillet tennis eller ejet en tennis ketcher. Hun har også en Fnugshaver og et par opladerledninger til iphones.

Jeg kan mærke at jeg end ikke bliver irriteret mere. Jeg konstatere bare at sådan er det. Det er livet og jeg orker ikke kæmpe imod de her ting mere. Det vil alligevel blive vendt til at det er mig som starter problemet for “står du måske og mangler 6 tennisbolde lige her og nu??” eller “mangler du måske en rive og en spade lige nu hva? Nå ikke, så HVORFOR laver du så sådan et stort nummer ud af det???”

Så jeg konstatere bare, at der står haveredskaber med DAR skrevet ind i skaftet med sort touch i et skur i Østrig, at mine toppede brosten fra gården, er fjernet og brugt til at lave kanten på et bed i et hus forlængst solgt (fra en skala fra 1 til 10, hvor VRED tror du min Gudfar blev, da han opdaget at der manglede sten?!!!) og at mine opladerkabler ligger i andre lejligheder end mine egne.

Min lille hund var kun her hos mig i lidt over et døgn. Hun havde simpelthen hjemv – jeg ved det lyder åndssvagt men det er rigtigt nok. Vi var ude og gå morgentur kl. 07.00 fredag morgen og hun trak direkte op mod bilen og begyndte at stå på bagben op af den. Jeg kunne overhoved ikke trække hende videre – jeg har filmet det, hun gik helt i stå, satte sig ned og strittede imod med poterne. Selv da jeg lovede at vi gik op til dyrene på skolen og kikkede, ville hun ikke med. Jeg endte med at måtte bærer hende hjem, da jeg ikke havde nøglerne med til bilen.

Jeg hoppede i et hurtigt bad og kom i tøjet og så afsted til rengøringsjob nr. 1, i min egen lejlighed. Ella fulgte mig rundt som en lille skygge. Jeg satte hende ellers pænt til rette i vinduet så hun kunne sidde og kikke ud på krydset og alle menneskene dernede, hvilket hun ELSKER men kun når jeg sidder lige ved siden af 🙄

Jeg var så forvirret og stresset i mit hoved, at jeg kom afsted med kun mine rengøringsartikler. Jeg glemte posen med nyvasket håndklæder og sengetøj. Så hjem efter den, med Ella i bilen. Tilbage til lejligheden, åbne posen, blot for at opdage at min hjerne havde pakket håndklæderne men ikke sengetøjet i posen. Så hjem igen, med Ella i bilen. Hente det nyvasket, nystrøget sengetøj og så afsted igen.

Tiden var nu gået og det var tid til at jeg kom ned og fik tjekket den lejlighed, hvor kunden (min kaos familie) havde klaget. Jeg fik hurtig rettet et par ting, mens Ella sad i bilen. Jeg kamp svedte og var stadig ikke færdig med min egen lejlighed og min Gæst var også på vej – så tilbage til lejligheden for gud ved hvilken gang. Gøre den færdig, vaske gulvet, bakke baglænds ud mens Ella lå på gangen og kikkede på mig.

Så ned i bilen igen med alle rengøringsposerne, vasketøj og beskidte håndklæder og så frem med snoren og ud og lufte Ella. Fiskehandlerens duft af frisklavede fiskefrikadeller havde drillet os begge hele dagen og nu var klokken omkring 15 og vi havde stadig ikke spist, så jeg fik købt 2 lune fiskefrikadeller og så satte vi os på en bænk i rådhusparken og spiste lune fiskefrikadeller begge to. Ella sørgede for at mine fingre var 100% rene bagefter. Og så ventede vi på Gæsten, et ældre ægtepar, hvor manden er professor og skal undervise i noget specielt på Århus Universitet. De er total et “Fejl 40 Ægtepar” – jeg har fået måske 8 beskeder fra dem siden Fredag, så kan de ikke finde ud af kaffemaskinen, så savner de en gulvmoppe, så kan de ikke tænde tv’et osv osv. Og det HELE står i manualen som ligger på bordet på 3 forskellige sprog. Jeg bruger en støvsuger og ikke en gulvmoppe til at skubbe krummer over i et hjørne med – dét syntes de er forkert. Jeg syntes de er forkert. Vi bliver aldrig enig.

Mht. kaffemaskinen havde de vendt filtret forkert – hvilket i sig selv er en præstation og tv’et har én RØD knap, som de ikke havde trykket på men da jeg gjorde det, så *vola* TV Tænd. 🙄

Og så hjem med Ella efter at gæsten var kommet. Jeg fik installeret hende med mad og drikke og vi fik gået en tur i haven og gøet af alting og ingenting, ligesom for at sige “Bitches – I’m back!” og til sidst måtte jeg kører og efterlade hende i huset hos mine forældre. De kom hjem 3 timer senere.

Lørdag var min plan at sove længe og bare været mig inde i mig. Jeg havde set at der var loppemarked på Godsbanen og i et beboerhus og i et andet område i Århus, så min drøm var at ose lopper – men da mine forældre skulle afsted til endnu en fest Lørdag formiddag var Ella alene hjemme igen – det var jo meningen jeg skulle have passet hende hele weekenden.

Min søster skulle sove længe og på date, så jeg skrev til min bror og svigerinde, om de kunne tage Ella med når de gik en tur med barnevognen, det kunne de ikke og sådan gik det til, at min lørdag faldt fra hinanden, hvor irriterende det end lyder. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at tage på loppe-kik velvidende at Ella var alene der hjemme. Jeg ville også gerne have haft byttet de sorte Sofie Schnoor støvler jeg har købt (der er heldigvis 30 dages bytteret) og bare generelt gået en tur igennem Århus, nyvasket og med fine krøller og følt mig social og normal blandt alle de andre mennesker.

Til sidst fik jeg tvunget mig selv ned for at købe en sandwich, hver gang jeg køber mad, tænker jeg på min Psykiater-Lærling. Engang talte vi om at jeg skulle huske at spise, så min krop fik energi til motoren. Jeg fik sagt noget med at jeg er virkelig dårlig til at lave mad og altid gik i stå i køkkenet, hvortil min Psykiater-Lærling rask sagde: “….men så er du sikkert god til at købe mad…” og dét er der dæleme ALDRIG nogen som har rost mig for at være god til!!!

Men jow, i al beskedenhed, så er jeg ret god til at købe mad, så det gjorde jeg og allerede efter første bid, følte jeg mig lidt mere frisk og lidt mere i balance. Så jeg tog min über beskidte bil, fyldt med Ella hår og kørte til det første loppemarked, spiste lidt af sandwichen på p-pladsen, gik ud og osede, tilbage til bilen, kørte til næste loppested, spiste resten af sandwichen og osede noget mere.

Da jeg var færdig på det andet sted, gik jeg ned i den lejlighed jeg passer for hende pigen og hentede det beskidte vasketøj og så kørte jeg hjem til Ella. Jeg var kamp træt allerede og havde egentlig lovet mine forældre at gøre rent i firmaet men jeg var bare SÅ træt – forsøgte at overtale mig selv til at støvsuge bilen, men endte i stedet for med at gå en lang tur med Ella, hvor vi bla. mødte en anden Cavalier som hun hygge-leget med.

Da vi kom hjem, lagde jeg mig på sofaen – jeg kunne ikke finde en pude, så jeg tog Ellas pude fra hendes kurv og hendes tæppe og sammen lå vi så på sofaen og sov et par timer. Dét var SÅ dejligt!

Og appropo sove – natten fra Torsdag til Fredag sov jeg for første gang i 2018 og måske endda længere tid, SÅ FANTASTISK dejligt!! Jeg var helt væk i søvnen, ikke en overfladisk søvn, men en dyb tiltrængt søvn. Der var ingen dårlige drømme, mærkelige flash, lugte, lyde eller andet i min søvn – bare følelsen af varme og drømmeløs søvn. VIDUNDERLIGT!

Jeg tænker det skyldes, at jeg lod Ella sove hos mig i sengen, hun led jo helt tydeligvis af hjemve og selv om jeg havde taget hendes seng (kurv) med ind til mig, så ville hun kun ligge hos mig. Så jeg lagde mig i sengen som jeg plejede med natkjole på og løftede dynen og på 2 sek. var Ella kravlet ned under dynen og stragte sig ud i hele sin fulde længde med bagpoterne mod min albue og snuden mod mit skinneben. Jeg kunne mærke hendes varme mod min krop og hendes bløde pels mod mine ben, det var SÅ skønt ikke at være alene for en gangs skyld – og efter få minutter faldt jeg i en tung tung søvn og da jeg vågnede, var det mørkt udenfor og jeg skulle tisse. Jeg tjekkede ikke uret på telefonen, fordi jeg bare ville sove igen og ikke vække min hjerne så den begyndte at tænke.

Resten af natten var også god, men de 3-4 timer jeg sov dér med Ella langs min side under dynen, var de bedste og roligste timer jeg har sovet i lange lange lange tider. TAK Hr. Gud!

Fredag aften, da jeg kom hjem fra mine forældre og havde tippet Ella af, kom jeg hjem til en mega rodet og beskidt lejlighed, med hundehår over alt, inkl. i min seng. Jeg fik hevet sengetøjet af, sat det over på kogevask, støvsuget hele lejligheden grundigt og bagefter rengjort mit elskede lille lilla badeværelse og til sidst, som prikken over i’et, fik jeg lagt rent nyvasket nyrullet sengetøj på sengen og vasket gulvet. Det var simpelthen SÅ befriende at få lov til at vågne op lørdag morgen, til en nogenlunde ren lejlighed.

Lørdag aften ville jeg gerne spise aftensmad på min favorit Irske bar og spurgte derfor min søster om hun ville med. Jeg er klar til aftensmad kl. 18, fordi jeg er så træt at jeg normalt sover kl. 20, men min søster ville at vi først spiste klokken 20 – og da jeg dels faldt i søvn hos mine forældre, og først vågnede 19.03, blev det til et kompromi – at min søster så langt fra var færdig til kl. 20 er en anden sag. Faktisk kom hun først kl. 20.30.

Min plan var at spise en burger og få en øl. Min søster ville i byen – allerede dér var vi forskellige. Jeg tænker aldrig mere på at komme i byen, for jeg ved det ikke sker. Jeg har ingen at gå i byen med, ingen at drikke øl med, jeg har ingen som jeg kan ringe til og ingen som ringer til mig – udover Jonas som ikke drikker og altid er halvt på vej videre og kun kan ses ca. 2 timer hver 2-3 uge.

Det er ikke en klage, det er mere en konstatering, af at sådan er mit liv. Men selv når jeg spiser en burger alene og drikker en øl alene på den her irske pub, så føler jeg mig lidt social og det føles lidt som om jeg kommer ud og er hmmm måske ikke ung men lever livet lidt, selv om jeg til daglig lever et ensomt pensionistliv.

Min søster ryger rigtig meget – hvilket ikke helt passer sammen med at hun gerne vil være gravid og samtidig har nyreproblemer og skal tage medicin resten af sit liv – men hende om det. Men som med Jonas, så er et godt at sidde udenfor når man ryger, så det gjorde vi og det var ret hyggeligt i starten.

Vi kikkede på mennesker der gik forbi, min søster fortalte om hendes tur til La Santa Sport og jeg havde planer om, inde i mit baghoved, at jeg ville fortælle hende, at jeg godt vidste at hun vidste alt det med min Gudfar og at jeg syntes det var lidt akavet at hun vidste det uden at sige noget, så derfor ville jeg tage hul på det.

Ikke at vi skulle sidde på en offentlig pub og diskutere mit liv, barndom, ungdom og voksne når men jeg ville bare gerne lade hende vide at jeg vidste at hun vidste det og hvis hun havde spørgsmål, så kunne hun bare stille dem. Nu eller fremadrettet når de kom til hende.

Ved bordet ved siden af, eller lidt længere væk, sad to fyre og de blev ved med at vende sig om og kikke over på os, i en sådan grad at det blev helt generende. Det var mega åbenlyst og jeg blev virkelig utilpas af det – jeg kendte ingen af dem og det gjorde min søster heller ikke – men de kikkede og kikkede og vendte sig om i ét væk. Pludselig står en af dem foran vores bord, mens jeg er ved at fortælle min søster noget om, hvor heldig hun egentlig er, at så mange mennesker generelt kontakter hende.

Min mail og min sms indbakke er kun fyldt med sms notifikationer fra Airbnb, sms’er fra hjælperne eller sure kunder eller psykiatrisk hospital eller paypal – jeg får 0 sms’er fra veninder og når jeg får fra min Mor, er de altid belærende eller indeholder ting jeg skal eller ikke skal gøre.

Jeg tror tit at folk som har “det hele” glemmer hvor godt de har det. Dem som har veninder og venner, et socialt liv og folk som savner dem, de ved slet ikke hvor godt de har det – og mens jeg var ved at vise min søster de sidste 20 sms’er i min telefon, står en af de her stirrende fyrer ved vores bord og spørger om han må sidde ned.

Jeg siger ikke noget, for jeg har slet ikke lyst til at han skal stå dér og jeg tænker at min søster vil sende dem væk – hun har trods alt lige siddet og talt ned om dem, at de var sære og mærkelige – men alligevel siger hun at de gerne må sidde dér og dérfra går aftnen skævt.

Min søster småflirter med dem begge og jeg drikker min øl og sidder med min telefon fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv selv. Jeg drikker en hvedeøl, en tysk hvedeøl og pludselig siger den ene fyr at øllen er fra Østrig på grænsen mod Italien. Jeg kikker direkte på ham og siger nej, den er fra byen Erding, som ligger i Bayeren, Tyskland, i området op til Østrig og ca. 3 timers kørsel fra Tyrol.

Jeg er hverken sur eller venlig i min kommentar, det er rent fakta – men både min søster og ham begynder at google og pludselig er der en diskussion i gang om hvor min øl er fra. Og jeg er naturligvis forkert på den, ifølge de to stive stoddere og min søster – ingen af dem ved en dyt om øl. Jeg elsker øl og specielt visse typer af hvedeøl og jeg ved nøjagtig hvor de kommer fra og hvem der laver dem, så jeg behøver ikke indgå i en diskussion, for jeg ved jeg har ret.

Min søster forslår at vi går indenfor – jeg har egentlig ikke lyst, for jeg sidder godt udenfor – men min søster vil danse så vi ender indenfor, hvor jeg finder et bord men nej, vi skal ikke have et bord, vi skal stå midt i rummet ved en stolpe med vores drikkevare i hånden – vi er nu total uden for min comfort zone, jeg har ikke lyst til at stå til skue i et rum fyldt med mennesker, jeg har ikke lyst til at de her fyre skal stå lige op af os, jeg har ikke lyst til at være indenfor, jeg har faktisk slet ikke lyst til at være der!!

3 hvedeøl i alt og min søster proklamere endelig at hun vil hjemad – jeg er så flosset inden i, at jeg er parat til at løbe ud, men naturligvis skal jeg have krammer af de her stoddere, som nu også ved hvor jeg bor, takket være min søster!!! Den ene bor endda i samme gade som jeg og mener helt sikkert at have set mig tit, hvilket er fucking skræmmende!!!

På vej op mod krydset hvor min søster og jeg skal hver sin vej, begynder vi at diskutere, fordi jeg er vred over at hun har total lavede om på vores aften – eller nok nærmere min aften, som lød på aftensmad og en øl. Ikke aftensmad klokken pis og øl og drinks, dans og fulde mænd.

Så dér står vi, klokken sent om aftnen og skændes på Rådhuspladsen i Århus, min søster vil følge mig hjem, jeg vil være alene og til sidst får jeg sagt fra nok gange til at hun lader mig værer og går. Da jeg kommer hjem, tisser jeg af, spiser en gulerod og drikker lidt cola light og så går jeg i seng.

Og her sidder jeg endnu, klokken er 21.42 og jeg har fuldstændig glemt at jeg lovede mine forældre at gøre rent i firmaet…..fuck og pis!!! Men jeg sov til klokken 12.45 og har kun været ude for at hente pizza og skifte vasketøjet rundt til lejligheden jeg passer.

I morgen skal jeg til tandlæge, gøre en lejlighed ren og lukke en gæst ind og hvis jeg orker det, skal jeg støvsuge og vaske min bil. Den er klam.

I dag fik jeg set 2. Sæson af “Anne with an E” aka Anne fra Grønnebakken færdig – det har også kun taget mig 2 måneder og 80% af serien er set uden lyd.

I fredags fik jeg forresten også en parkeringsbøde – I kid you not – jeg fik en ny pære i bilen og da jeg kommer tilbage til min bil, sidder der en bøde i bilruden fordi jeg ikke har indstillet min p-skive, hvilket jeg jo ikke skal gøre, fordi jeg har beboerparkering. Lang historie kort og 58 min. på hold til Århus Kommune 🖕🏻 så viser det sig at jeg er sat til at må parkere i Zone 1 men bor i en helt anden zone – hun lovede at annullere bøden og sende mig en bekræftigelse på at bøden er annulleret, men gæt hvad der ikke er kommet? En annulleringsbekræftigelse.

Hvis jeg skal kæmpe med det her igen senere, så flipper jeg skråt!

Jeg har lige nu, her til aften, solgt en gammel fin sofa fra Gården. Jeg har haft den gemt i mange mange år, fordi jeg havde planer om en dag at få den ombetrukket og sat i stand. Jeg solgte den for 500 kr og håber i mit hjerte at det ikke er en eller anden sindssyg dyr designer sofa…. Far og Mor er glade for at den er væk. Jeg sætter den på listen over ting jeg godt kunne have beholdt i mit liv.

Lørdag Aften

08/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Og jeg har igen forspist mig.

Det er så mærkeligt, for jeg syntes næsten ikke jeg spiser noget og alligevel er min mave helt ødelagt hver gang jeg spiser. I dag feks. startede jeg kl. 07.30 med at gøre rent i min egen udlejningslejlighed. Jeg hørte aldrig tilbage fra Kaos kunderne og har besluttet mig for, ikke at tænke mere på det. Jeg har tilbudt at løse problemet, de har ikke svaret og så kan jeg ikke gøre mere.

Måske det bare ikke er meningen jeg skal drive virksomhed?

Anyway, jeg drak vand til morgenmad, er altid så frygtelig tørstig når jeg vågner, da jeg var færdig i min egen, gik jeg op i mine forældres som ligger på 4 sal. Den som er lejet ud på alm. kontrakt fra i dag. Min bror og hans ven skulle komme, men først kl. 10.30, så jeg slæbte selv en 3 personers sofa, en mega tv skænk, havemøbler og planter ud på gangen, så jeg kunne komme igang med at gøre rent.

De kom, og skiftede vaskemaskinen rundt, så der kom en ny ind, og løftede tingene ned på traileren. Jeg fik gjort rent, med hjælp fra Mor som kom for at aflæse, underskrive kontrakt mv. Og midt i det hele kom min nye lejer i min egen lejlighed og så ind med ham – jeg var fuldstændig kvæsted da klokken blev 14.00, så jeg faldt i søvn og vågnede kl. 16 cirka – Mor ville blive mega sur, så det med at sige højt at jeg har sovet til middag, er ikke noget jeg gør mere. Det gjorde jeg i dagene efter at mine forældre havde haft et møde med min Psykiater-Lærling, det var dejlig befriende at kunne sige det højt. Men nu er jeg jo rask….

Jeg kunne bogstavelig talt ikke mere, og jeg skulle stadig købe ind til SUP sommerfesten i morgen (søndag) og finde blå ting frem som jeg skal have på osv. Jeg har VIRKELIG set frem til at gå til SUP, bruge mine fine nye våddragt og deltage i sommerfesten. Jeg trængte bare til ro, så jeg kunne eller kan, forberede mig selv på at være selskabelig og ikke bange for fordomme og de ansigter jeg skal møde.

Jeg har købt nogle Rib-Eye steaks, en pakke koteletter, 3 poser chips, 2 store 1,5 liter cola light og nogle dumle slikkepinde. Alle skal tage noget med, og jeg ved ikke hvad “noget” dækker over – og jeg har ikke fået lagt blå neglelak eller gjort andet for at forberede mig og det hele starter i morgen kl. 11.00 og jeg har mest lyst til at blive hjemme og ligge i sengen hele hele dagen.

Men lige nu, så sidder jeg i min sofa, og har mega ondt i maven. Da jeg kom hjem i dag kl. ca. 14.00, spiste jeg en rugbrødresbolle med 2 stykker kyllingefilet, 4 skiver rød peber og lidt miracelwip og en halv liter vand og så sov jeg. Kl. ca. 19 bestilte jeg edemam bønner, 3 ruller med 8 stk. sushi – jeg har spist det hele undtaget 3 stykker sushi. Så altså 21 stykker sushi har jeg spist + en pose Mallarco Stjerner med karamelsmag + 200 gram Marabou chokolade med swissnødder og 2 x halv liter vand i mit ølkrus med hank.

Jeg lyder måske blank, men jeg kan ikke finde ud af om det er for meget jeg spiser eller om jeg har ondt i maven fordi jeg spiser for sjældent?

Okay, jeg kan naturligvis godt se, at 200 gram chokolade ikke er sundt, som i aldrig er sundt og det er Stjerne stængerne heller ikke, men én rugbrødsbolle, lidt edemam bønner og 21 stykker sushi med lidt soya og lidt wasabi er vel ikke VIRKELIG usundt er det?? Det er det eneste jeg har spist i dag og jeg føler jeg er ved at dø.

Hele mit liv har jeg fået most mad ned over mit hoved og hele mit liv, specielt da jeg var barn og teenager, har det været skrig og skrål i vores hus, når jeg skulle spise – undtagen når Mormor var der. Hun lyttede til mig, og lod mig spise i mit eget tempo og min egen mad. Feks. Jeg ELSKER tarteletter med hønsekød og hvid sovs, men jeg kunne ikke, da jeg var barn, fordrage de der slatne senet asparges som sad fast i tænderne – jeg kan generelt ikke lide grønsager som er kogte.

Feks. spiser jeg gerne grønne friske asparges, friske gulerødder, dampede grønsager – men IKKE KOGTE. Never ever KOGTE GRØNSAGER!! 🤢

Så i stedet for at tvinge 2-3 tarteletter i mig med asparges, så lavede Mormor en lille gryde med kylling og hvid sovs uden asparges. Jeg kunne heller ikke lide hvis kødet var rød eller havde blod på sig, feks. mørkt kyllingekød. Så min gryde var fri for mørkt kylling og fri for asparges. Jeg sad desuden altid ved siden af Mormor og dermed langt fra min Far og mine onkler og min Mor som altid ville styre min mad og mine spisevaner. Hjemme hos Mormor og Morfar, bestemt Mormor – i hvert fald i køkkenet og når vi spiste. Punktum.

Mormor var mit et og alt. Mormor skar også franskbrødene over på tværs, så jeg fik trekantet franskbrødsmadder i stedet for firkantet. En lille bitte detalje som betød så mega meget for mig som barn.

Jeg har været på toilet så mange gange i dag og min krop er helt slidt og ødelagt. Min lyst til at være klar i morgen kl. 11.00 til SUP og bagefter hygge og grill er lig nul eller minus nul. Jeg kan virkelig ikke navigere i det her liv.

Noget andet jeg også tumler med, det er ligesom maden ikke noget nyt men det er noget nyt at jeg fortæller om det, herinde. Jeg har det seneste år ca. haft problemer med mit underliv når jeg tisser. Jeg syntes det er max max pinligt at fortælle om, meget mere pinligt end at fortælle om min Gudfar – for trods alt hvad han har gjort, så er alt dét i datid og det her, det er nutid og det gør mere ondt.

Jeg har endda ikke fortalt det til min Psykiater-Lærling, fordi jeg syntes det var pinligt at fortælle – jeg forsøgte et par gange men gik i stå, også selv om jeg havde skrevet det ned i min app. Jeg har nu skrevet det ned i min app igen, men denne gang til min nye Behandler.

Jeg håber jeg har modet til at tale om det med hende og gerne inden at jeg begynder at føle sympati for hende, for når jeg føler sympati for nogen, har jeg ikke lyst til at fortælle dem dårlige ting, for så ødelægger jeg måske deres dag, eller liv eller følelser og dét vil jeg blive rigtig ked af at gøre.

Hver gang jeg tisser, eller har tisset, så tisser jeg lige lidt mere, når jeg rejser mig op og tager trusser på. Frygter at det er inkontinens….. Jeg sidder ofte ret op når jeg tisser, for at være sikker på at få tømt blæren helt, jeg rejser mig også op og holder et stykke toiletpapir mod urinrøret, så de dråber der kommer, når jeg rejser mig, løber ud i toiletpapiret. Men det hjælper ikke – så snart jeg har taget trusser på, så løber der et par dråber ud, i trusserne og ned af mit ben.

For et par år siden, da jeg bemærket det første gang, mens jeg stadig talt med Anika og Barbara, købte jeg sådan nogle kugler til at træne underlivet med, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at have dem i eller oppe i mit underliv, det føles helt forfærdeligt. Jeg forsøger at lave underlivs knibeøvelser men jeg syntes ikke det virker og jeg er bange for at min krop er ved at forråde mig og få en masse små skavanker som samlet set giver en dårligere livskvalitet.

Min mund er et flammehav og har været det i flere dage, min mave dør hver dag når jeg spiser, jeg tisser når jeg ikke burde tisse og min pøller sidder enten fast eller vælter ud og min hjerne koger over med tanker, min krop er fysisk øm af at arbejde så meget og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg er så mega mega træt hele tiden og drømmer bare om at give op.

Men hvor skal jeg gå hen, hvis jeg vælger at give op? Hvem vil tage sig af mig? Hvem vil passe på mig, hvis jeg ikke selv kan passe mig selv? Jeg har ikke svaret til nogen af spørgsmålene og min eneste løsning er igen, dét som jeg ikke må tænke så meget på – men som hele mit liv har været den bedste løsning jeg kunne finde.

Døden.

En dejlig befriende tanke, følelse og sted. Hvis bare jeg kunne dø smertefrit, så ville jeg være taknemmelig og ikke kræve mere.

Dårlig idé…

05/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Efter jeg skrev sidst, gik jeg ud på mit seminusset badeværelse og renset mascaraen af. Mine øjenlåg er helt hævet.

Så renset jeg huden i den dyre renselotion jeg har fået af Mor, børstede grundigt tænder med den elektriske tandbørste og så i bad.

Det er som om min krop de sidste par dage har sendt hint til mig i små nanosekundts flash, om lysten til sex og onani. En følelse som ellers har været jaget på flugt efter mine samtaler med min Psykiater-Lærling.

At jeg samtidig (i dag) læser Amanda’s Historie på POV International på FB, gør ikke sagen bedre. Jeg husker ingen fryd følelse ved sex med min Gudfar i 7-8 års alderen. Ingen. Overhoved!! Den kom først i mine teenageår, i ca. 16 års alderen.

Men jeg valgte at lytte til min krop og fandt min pinke Fun Factory vibrator og Apotekets glidecreme frem mens Andrea Bocelli’s blide italienske stemme svævede ud fra min spotify playliste.

Alt lys var slukket, undtagen min fine lyskæde rundt om mit kyllingegule sminkebord. Sengetøjet er rent og lavendelfarvet og lysten var oprigtig til stede.

Alligevel ender jeg med at ligge og hulke med tårerene strømmende ned af kinderne og min vibrator smurt ind i glidecreme mellem mine blege bløde lår.

Først fik jeg et flash til min Psykiater-Lærlings ansigt (!) så min Psykolog (!) så til Amanda’s historie og pludselig prikkede min mund og den kvalmende sure smagen af gammel uvasked pik og den fnysende følelse af ulm uvasket urinlugtende pubeshår mod min næse og mund fik mig til at hulke nede fra brystet og op gennem struben.

Alverdens glidecreme kunne ikke vække min krop igen.

Hvorfor mon Hr. Gud lader nogen leve som jeg lever?

Burde han ikke med sin almægtige viden og evner, forhindre folk som min Gudfar i overhoved at blive skabt?

Behandlings Onsdag

05/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag har jeg været til min første samtale med min nye behandler. Jeg kan nu huske hendes navn, men jeg glemte at spørge om hun var Psykolog eller Psykiater.

Jeg græd ikke ret meget mens vi talte sammen, hvilket var ret heldigt, for hun har ingen spejl i hendes kontor, så det er sådan 50/50 om man går ud derfra og ligner en skamskudt panda indtil man når til badeværelset eller om man ser nogenlunde menneskelig ud. Jeg ramte vist den sidste ret godt i dag, minus mit total røde hævet ansigt, som altid kommer når jeg græder.

Jeg kan faktisk ikke huske hvad vi talte om, men jeg mindes hun forsøgte at spørge ind til ting, ting som i min optik allerede ligger bag mig, men fordi hun ikke har samme baggrundsviden som min Psykiater-Lærling, så bliver vi nødt til at starte et andet sted. Tanken alene om det giga stykke arbejde der ligger foran os, gør mig træt. Og fortvivlet.

Men hun er sød og blid i stemmen og jeg forsøger at fastholde mine tanker i, at dét er det vigtiste.

Vi skal ses hver onsdag kl. 9, hvilket betyder at jeg kan begynde til Sensitiv Yoga igen, hvis jeg vel og mærke kan få mig selv afsted. Det er pt. ikke lykkes mig at komme afsted til SUP siden jeg fik min nye fine dragt. Jeg sidder (igen) og følger dem på Instagram og Facebook og føler mig forkert og ekskluderet men kun fordi jeg har ekskluderet mig selv. Mor’s sms hænger stadig i mine tanker.

Da jeg var færdig hos min behandler (har ikke lige fundet et navn til hende herinde endnu, så måske hun bare skal hedde “Behandler”?) gik jeg på toilet og så kørte jeg en tur på McDonalds, som ligger sammen med en Cirkel K. De sælger 3 Cola Light for 35 kr – jeg har drukket alle 3 x 500 ml i dag. Og sovet en del. Så jeg går en dejlig nat i møde.

Jeg tanket bilen, købte cola light og bagefter en cheeseburger hos McDonalds. Så kørte jeg ud og kikkede på Kolonihave, men der var ikke nogen nye salgsopslag. Så jeg kørte tilbage til Psykiatrisk Hospital og sad i bilen og scrollet på telefonen indtil klokken var 11.00, så gik jeg ind og op på Afdelingen for Selvmordsforbyggelse. Jeg blev VIRKELIG nervøs da jeg gik derind, som i virkelig virkelig nervøs!! Min mave slog total knude og jeg skyndte mig direkte ud på toilettet. Bagefter gik jeg ind i receptionen og fortalte den søde omstillingsdame at jeg var kommet. Hun smilede til mig og sagde at jeg bare kunne sætte mig i venteværelset.

Jeg havde faktisk helt glemt hvordan det så ud og hvor forskelligt og lyst det var i forhold til nede på Enhed for Personlighedsforstyrrelse, fordi vinduerne er størrer og de ligger en etage højere oppe. Mens jeg sad og ventede, faldt min mave lidt til ro, hvilket var dejligt for jeg frygtede den ville lave en “nær-død-oplevelse” på mig.

Og så kom min Psykolog!

Hun så lige så sød ud som jeg huskede hende, men også ældre og mere lyshåret. Naturligvis er hun ældre, hun er faktisk 2 år ældre – og det er jeg jo også men det kom bare bag på mig at hun ikke så nøjagtig ud som jeg huskede, altså som i picture ressembling. Men det gør man jo aldrig efter 2 år.

Hendes kontor var stadig dejlig varmt og stille og lydtæt. Der var kommet lys i hendes gyslige lerlampe, som ikke var blevet pænere de sidste 2 år. Vi talte lidt sammen men jeg kan faktisk ikke huske hvad vi talte om, hvilket irritere mig. Hendes ansigts mimik og smil, latter og stemme virkede så bekendt. 2 gange kaldte hun mig “kvinde” hvilket jeg syntes var sjovt og sødt, det tror jeg aldrig nogen har kaldt mig før!

Hun kikkede mig dybt i øjene og sagde at hun var glad for at jeg havde valgt at tage imod hjælp og at jeg havde valgt at blive 40 år. Jeg kunne ikke rigtig kikke hende i øjene for jeg føler jo lidt jeg bedrager hende – og omverden. Jeg har flere gange siddet ude på parkeringspladsen foran Psykiatrisk Hospital og drømt om at gå ind og bare forsvinde, jeg har ikke oprigtig lyst til at være 40 år, jeg har ikke oprigtig lyst til at gå i behandling og starte et nyt forløb op med min nye behandler, blot for at være samme sted om ét år. Målet er jo ultimativt gruppeterapi og dét kan jeg ikke overskue.

Jeg har slet ikke lyst til at være her og kan derfor ikke rigtig være glad sammen med hende, på mine vegne. Jeg syntes ikke der er noget at være glad for – og jeg skammer mig over at jeg ikke er glad. Jeg burde være glad. Og taknemmelig for at der er plads til mig på Psykiatrisk Hospital, hvor der spares så meget på alting, at folk som har det ti gange værrer end jeg, bliver sendt hjem. Dét er hjerteskærende at tænke på. Men jeg er ikke taknemmelig. Jeg er helt tom inden i. Og alligevel føler jeg mig stresset.

Hun gav mig et knus, faktisk sagde hun, med et stort smil: “Kom her Kvinde!” og så gav hun mig et stort knus. Jeg blev helt befippet, ligesom jeg gjorde da min Psykiater-Lærling gav mig et knus. Det var uvented, dejligt men uvented. Jeg har hele tiden forsøgt at holde mig på klientpatient siden, passet på med ikke at overskride usynlige grænser – så de ikke kommer i klemme.

Hun havde stadig (pudsigt nok!) mega lange lange ben og en flot slank figur. Hendes hår var dog meget meget lysere end jeg husker det – jeg husker at hun var brunhåret ligesom Kronprinsesse Mary. Der var mange ting jeg gerne ville have spurgt hende om, men jeg glemte alt om mine spørgsmål, da jeg sad derinde.

Da jeg skulle til at gå, stod jeg op ved døren med hånden på håndtaget. Jeg kørte håndtaget ned et par gange mens vi talte sammen, ikke fordi jeg havde travlt men fordi jeg ville indikere at jeg ikke ville tage mere af hendes tid og var parat til at gå. Det var som om døren var låst da jeg forsigtig trak i den – total humoristisk siger min Psykolog: “.….døren er ikke låst (mens hun blinker med det ene øje)…den binder blot….” Jeg var flad af grin (!) over at hun dels huskede dén episode og dels at hun fyret den fedeste joke af, lige dér midt i det hele og gjore noget alvorligt til noget sjovt. Jeg kyselsker hende for hendes humor!!

Da jeg var der aller aller sidste gang, i Maj 2017, trode jeg at hun låste døren da jeg kom ind (efter min stik-af-episode) og hun gik derfor hen og åbnede døren og vise mig at døren faktisk var åben, og ikke låst. Og med hendes kommentar lige dér, viste hun at hun godt huskede dén episode og dét var faktisk ret humoristisk – også selv om man nok skulle have været dér!

Jeg håber hun kunne lide vaserne og blomsterne og brevet. Under alle omstændigheder, føler jeg at jeg har lukket dén løse ende. Og netop som jeg gik, og sagde pænt farvel til de søde omstillingsdamer inkl. Yvonne damen, kom min fine fine kage. Jeg håber den var et hit og at der var nok til alle.

Da jeg kom hjem, sov jeg i en solstråle med Mormors lilla sengetæppe over mig. Så forsøgte jeg mig med lidt Netflix og “Anne with an E” episode 2, men jeg tror jeg syntes den er for uhyggelig – yes sir, du læste rigtig. Jeg er 40 år og syntes en børneserie på Netflix er for uhyggelig til at jeg kan se den. Måske fordi jeg er bange for at den nye filmatisering ødelægger noget af min egen opfattelse af Anne fra Grønnebakken. Som om jeg ikke kan rumme ændringerne. Jeg ved det ikke, men det er mærkeligt – jeg har brugt snart 2 måneder på at se 1,5 afsnit…..I’m a mess.

Pengestrøm & Fråseri

04/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Og så solgte jeg lige for 400 Kr. mere…. 11 stk. gamle skolestole som jeg har haft i evigheder. Jeg har fået dem gratis og havde en drøm om at male dem og gøre dem pæne, så vi i familien altid havde stole nok, når vi alle var samlet.

Jeg var dog den eneste der kunne se den fidus og ja uden opbakning bliver de fleste af mine ideer desværre aldrig rigtig til noget (frygter inden i, at mit lille firma en dag går samme vej)

Men altså, nu er de solgt til 400 kr.

Det er som om, at når man HAR penge, så kommer pengene bare ligesom af sig selv – jeg har så SINDSSYGT mange bookninger lige nu, både i Danmark og i Spanien, at jeg faktisk ikke kan følge med. Se her:

Dette er min udlejningslejlighed – siden min Fødselsdag og frem til nu, har jeg tjent næsten 20.000 kr (!!!!) på udlejning! CRAZY dækker ikke helt!
Og så skal det jo lige nævnes, at jeg ikke skal betale SKAT fordi jeg har så stort et fradrag pga. Gården. Jeg betaler AM-Bidrag osv. fordi det skal man men sådan en rigtig trækprocent har jeg ikke. Det er også derfor jeg har fået over 17.000 Kr udbetalt fra Far’s firma i denne måned.

De røde datoer, er datoer hvor en UDTJEKNING og en INDTJEKNING overlapper hinanden, dvs. jeg SKAL være klar med nyvasket, nyrullet sengetøj, en dansk øl fra et lille bryggeri, og en pose med dansk lakrids, nyvasket håndklæder og nyvasket badeværelsesmåtte på dét tidspunkt hvor gæsten går – og så ind og do my magic og så ud igen inden næste gæst kommer, give gæsten nøglen med et smil, selv om ryggen værker og jeg har arbejdet hele dagen. That’s life.

Det samme gør sig gældene i Spanien – beløbene ovenover er i Euro ☝🏻og siden min Fødselsdag har jeg tjent 4005,40€ hvilket svarer til 29.858,91 Kr. Jeg havde (desværre) mange korte dage mellem bookningerne, sådan 2-4 dage mellem hver bookning, så satte jeg prisen lidt ned på de datoer og nu er jeg simpelthen booket så hårdt, at nogle gæster tjekker ud kl. 11.00 og næste hold kommer kl. 12.00.

Dét kan KUN lade sig gøre, fordi jeg har så sejt et team af piger i Spanien!! Jeg kyselsker vores samarbejde og grunden til at jeg skriver samarbejde, er fordi jeg gør lige så meget for dem, hvis ikke mere, som de gør for mig.

Jeg husker HVER OG EN’s fødselsdag. De får altid 2 x Royal Copenhagen Krus, de der med farved gummi omkring. Jeg syntes de er rædselsfulde og jeg hader at der ikke er hank på, men de fåes i alle mulige farver og en samler på dem i sort, en i orange (!) og en i brun og en i rosa osv. Et krus koster 165 Kr ca. og ofte så køber jeg dem når de skæve farver, som feks. orange er på udsalg.

Samtidig får pigerne ALTID 65€ pr. bookning. Det svarer til 485 Kr. Lejligheden kan ordnes på 2,5 timer når man kender den. Timelønnen i Spanien er ca. på 6€ – 11euro hvis du er heldig. Så i teorien skal de arbejde ca. 6 timer for at få 65€, men hos mig får de 65€ uanset hvad. Nogle gange vil bookningen tage dem 1,5 time at fixe hvis der feks. kun har været to personer som næsten kun har været på stranden og ude og spise. Andre gange tager den måske 6 timer, hvis der har været børn og der er sandkasse indenfor og små fingre over alt.

Det er en mega god løn for dem – og det er en mega god deal for mig. At “eje” min egen lille perle i Spanien, betyder SÅ MEGET inden i. Jeg glæder mig til jeg skal derned i November!! (når der ikke er bookninger naturligvis)

Så Spanien løber rundt, og hviler i sig selv. Min Danske Udlejningslejlighed løber også rundt og hviler i sig selv og samtidig svømmer jeg baglæns i penge, faktisk er det så voldssomt at jeg dagligt tænker på hvad jeg skal bruge pengene på…..

Feks. har jeg taget et par af min ELSKEDE Mormors gamle Italienske håndlavede sko, i brun slangeskind og gået ned til skomagern med dem. Vel og mærke en rigtig gammeldags skomager – ingen Mister Minit her!! De har en ødelagt hæl og kan derfor ikke bruges, nu betaler jeg 250 Kr i frås penge, for at få dem lavet. De er simpelthen SÅ fine men jeg har haft den i mit skab i måske 8 år eller mere og aldrig gået i dem, fordi de var i stykker. Nu bliver de lavet.

Jeg har også i dag, afleveret 2 par Levis Jeans købt på udsalg, med for lange ben (Str. 32 og 34 i benlængde) til skrædderen og bedt hende om at lægge dem op. Jeg BURDE låne min søsters symaskine og selv gøre det, men nu har de ligget siden November i kælderen, så nu bliver de lagt op. Igen, frås penge.

Jeg har også købt 2 x Sofie Schnoor sko, det ene par skal dog byttes men jeg var i tvivl da jeg stod i butikken og det var kun den dag der var 300 kr af prisen. Dem jeg beholder endte jeg med at betale 900 Kr for, men OMG hvor er de også fine – lige indtil de skavet hul på begge mine hæle…. 🖕🏻

Så jeg skal lige have købt et læderindlæg til at sætte i hælen, så jeg ikke får grimme hæle – er du egentlig klar over hvor mange piger der har sådan nogle buler på hælene fordi de har gået i dårlige sko for længe? Pewww hvor er jeg glad for at mine hæle er pæne (i modsætning til mine tær, som nærmest er pilskæve, fordi flere af dem har været brækket eller forstuvet gennem årene, fordi min Gudfar trampede på mine tær når jeg ikke lyttede eller ikke reagerede hurtigt nok på hans ordre)

Jeg har også fået lavet en kopi af en nøgle til værkstedet jeg har lavet, på mine forældres gård. Der var kun én nøgle til rummet og jeg var bange forat miste den – det er frås at lave en nøgle mere, men jeg gjorde det alligevel.

Jeg har desuden bestemt mig for, at NU skal det være at jeg skal have piercet mine øre færdig. Igen en frås ting. Sagen er den, at jeg tilbage i år hmmmm 2004 eller sådan noget, måske 2003? Jeg kan ikke huske det, men da jeg flyttede til København første gang, opdaget jeg at der var noget som hed en Targus piercing, som var flot – men som også hjalp mod kronisk sult og jeg var jo nærmest altid sulten. Jeg fik den lavet – men hvad jeg ikke vidste var, at man skulle have målt op nøjagtig HVOR den skulle sidde, før den har den akupunkturiske virkning.

Senere har jeg overvejet mange gange at få en mere i den anden side + at jeg også gerne vil have en piercing mod depression og her vil mange så sige: Øhhh sådan en findes ikke…..

Nå ikke? Har du hørt om Daith piercingen som “alle” får i de her dage, pga. migræne? Hvis der findes en piercing der virker mod migræne, placebo eller ej, lyder det så ikke også logisk at der findes et punkt i øret som virker mod depression?

Uagtet af hvad dit svar er til ovenstående spørgsmål, så findes sådan en piercing. Altså en piercing mod depression. Men fordi depression i modsætning til migræne, er tabu at tale om, er der ikke mange som går og siger: Hey dén her piercing har jeg fået lavet mod min depression som gør at jeg har lyst til at hoppe udover en bro og brække bækkenet, smadre tænderne i min mund, punktere mine lunger og dø langsomt henover 2 timer af indre blødninger mens jeg er i så svimlende mange smerter, at jeg er lam.

Så er det lidt mere “okay” at sige: Jeg har fået lavet denne her piercing, fordi jeg har så meget migræne at jeg har 4 sygedage om måneden – alle vil straks tænke: Nårhhh hvor er det synd for dig. Virker piercingen??

Siger du det første ang. depression, vil folk blive ubehagelig til mode, tænke du er fucked, kalkulere hvor længe de behøver stå ved siden af dig, før de høfligt kan stikke af….not so cool.

Men altså, det koster naturligvis penge at få målt op i øret hos en dygtig akupunktør (at være akutpunktør er ikke en beskyttet titel, så det er vigtigt at finde en som faktisk ved hvad han eller hun taler om) hvor i ens øre depressionspunktet sidder. Det variere lidt fra person til person, netop fordi ens øre er forskellige – se bare Kronprinsens øre, han har ingen øreflip!!

Bagefter, når jeg har været hos en akupunktør og fået markeret mine punkter (jeg vil ha´dem i begge øre) så skal jeg ned til en dygtig og ankerkendt piercer (igen, vælg en der kan fortælle dig hvad fordelen ved at få en stav i øret mens hullet heler kontra en ring….) og have lavet hullerne. De skal så hele i et sted mellem 3 uger til 4 måneder, fordi meget af øret er brusk og brusk tager længere tid om at hele – samtidig må man IKKE sove på ørene, mens de heler. Dvs. i op til 4 måneder, måske længere, så igen, overvej om du kun skal have lavet det ene øre først.

Jeg sover oftest på maven men kan godt sove på ryggen og jeg har desuden brug for depressions hjælp NU og ikke om 4 måneder eller et år, så jeg tager begge øre på én gang og så sover jeg på ryggen og krydsr fingere for at det virker. Virker det ikke, kan jeg enten tage dem ud (om et år, før kan man ikke med garanti sige om de har en effekt eller ej) eller også kan jeg købe et smukt smykke og sætte i.

Jeg skal derfor bruge flere frås penge på en akupunktør og bagefter en piercer og så piercing smykkerne (stavene) som jeg desuden vil have i guld. Samlet pris kendes ikke men jeg skyder på at det ca. koster 2000 kr. Der er ingen officielle undersøgelser der siger at det virker, men min krop skal alligevel doneres væk når jeg dør, til eksperimenter, så hvorfor ikke eksperimentere med sådan noget mens jeg lever? Who knows, måske jeg lever længere pga. de her piercinger.

Hvad har jeg ellers fråset med?

Jeg har købt en Mindfulness malebog (mere) til 40 kr. i Netto + at jeg i dag har købt en flydende håndsæbe fra Urtekram med lavendelduft til 44 kr, selv om der var 15% i Brugsen hvis jeg ville vente til mandag i næste uge, men det ville jeg så åbenbart ikke. Fråseri af værste skuffe!!!!!

Og så er der den slags fråseri, som er godt. Den slags som varmer mit hjerte.

I torsdags gik hele min dag skævt pga. Mors sms’er og mening om mit liv. Derfor fik jeg intet lavet, før meget sent om aftnen hvor jeg besluttet mig for at kører 35 km. ud til mine forældres gård og færdiggøre et af mine sommerprojekter. Nemlig et sidste lag solskinsgul spraymaling på to gamle telefoner

Den første telefon er en gammel Kirk klassiker. Indmaden er pillet ud og jeg har sået karse i en foliebakke med vat og vand. Om et stykke tid vil det vokse op og se rigtig flot ud – skulle naturligvis være startet med væksten af karsen noget før, men altså, hjerne og organisation er ikke noget som går hånd i hånd hos mig i øjeblikket.

Næste telefon er en gammel drejeskivetelefon, hvor jeg har fjernet drejeskiven og plantet en rund sukkulent i hullet.

Begge dele er sjov, både at se på men også at lave. Far har måske 100 gl. telefoner i et grisebur under firmaet. Det er telefoner fra 50 år som selvstændig. Dem ville jeg give til min Psykiater-Lærling fordi hun blev færdig som Psykiater, sådan at hun altså ikke længere skal tituleres “Psykiater-Lærling” men “Psykiater-Dame” eller måske “Psykiater-Læge” lyder bedre??

Anyway, jeg ville så gerne have kræsen om gaven, gjort den sjov, finuerlig og med masser af små detaljer (jeg er jo en detalje sucker!) men jeg var i bund torsdag og Fredag havde jeg travlt, selv om jeg havde planlagt en stille fredag. Jeg skulle først til Kranio-Sakral, hvor jeg endte med at ligge og græde og faktisk fortælle (i grove træk) om Psykiatrisk Hosptial, diagnosen og min Gudfar…..FLOT FLOT DEIRDRE-ANN!! Da jeg kørte derfra var jeg ligesom ikke blevet gladere, men jeg besluttet mig alligevel for at kørere de 35 km igen, ud til mine forældres gård. Samle telefonerne og tage dem med hjem.

Her var gode råd så pludselig dyre, fordi tiden gik og offentlige ansatte går hjem kl. 14.00 om fredagen = min Psykiater-Lærling. Så jeg fandt en gl. jernkasse fra firmaet som jeg havde i kælderen. Vasket den og satte telefonerne ned i kassen. Viklede cellofan omkring og lagde det brev jeg havde skrevet (for længe siden) ned i kassen – men ikke før at jeg havde kæmpede en fucking unfair kamp med min fucking printer. Jeg vandt men så løb tiden også fra mig og min Psykiater-Lærling var taget hjem da jeg ankom til Psykiatrisk Hospital……fuck og pis!

Jeg havde VIRKELIG håbet jeg ville møde hende, bare 5 minutter og lige mærke at hun kunne mærke mig og at alting ville blive godt igen, efter denne her rædselsfulde sommer – jeg får helt tårer i øjene mens jeg skriver det her. Hold nu op hvor jeg savner hendes stemme og det faktum at hun tror på mig. Bare sådan, tror på hvad jeg siger. Jeg ville ønske jeg kunne gemme mig på hendes kontor og bare sidde i et hjørne uden at sige noget, bare vide at hun var dér og ikke gik fra mig igen. Jeg syntes følelsen af at blive forladt, er den mest forfærdelige følelse i hele hele verden. At blive forladt og at blive ignoreret. De to ting minder meget om hinanden.

Anyway, gaven var jo KUN sjov på denne dag, så jeg kørte hen og afleveret den et sted, hvor hun havde sagt at hun kom nogle gange aka hendes mands arbejde. Jeg kan godt hører hvor stalker-creepy-agtigt det lyder og i teorien er det måske også stalker-creepy-agtigt men gjort er gjort og det er gjort i aller aller aller bedste mening. Hvis nogen bliver sure eller fornærmet eller føler sig stalked, så skylder jeg bare skylden på én af de to personligheder jeg har – måske jeg endda har 3? Narcassisme, Borderline og Deirdre-Ann? Anyway, der er nok af vælge imellem så take a pick and blame it on the bitch within.

Så har jeg ikke så mange løse ender tilbage – udover en af de løse ender der har plaget mig i snart to år (til Januar) Da jeg havde sidste gang hos min Psykolog med den stille stemme, vidste jeg ikke at det var sidste gang. Og min plan blev derfor aldrig ført ud i livet. Og siden da, har dele af “planen” ligget i mit kælderrum.

Men nu skal det være slut – i morgen har jeg første dag hos min nye Behandler kl. 09.00 og kl. 11.00 har min Psykolog “fritime” (jeg har ringet og tjekket) og derfor har jeg i dag købt blomster til hende for 100 kr, som skal pryde de her usædvanlige grimme retro vaser (som passer perfekt ind i hendes ualmindelige retro agtige kontor!)

Grimmere vaser skal man lede længe efter – den store er fra West-Germany og den lille har de tre små fisk under bunden, hvilket er Rønne (på Bornholm’s) byvåben. Vasen er lavet af Michael Andersen og er mega gammel (og tude grim!!!) Der står 1934 under bunden på den.

Min psykolog havde en dag pludselig en sindssyg grim lerlampe på sit kontor, sådan bare fra den ene dag til den anden. Enten var den blevet smidt ud hjemmefra af ren og skær ugliness eller også havde hun vitterlig taget den med for at skabe hygge – grunden er uvis men den stod altid på kommoden, med stikket på gulvet 🤦🏼‍♀️ Dvs. den var aldrig sat til.

Men de her vaser passer perfekt ind i det brune lermaridt og allerede dengang tog jeg dem til side og tænkte at dem skulle hun have. Der er en vase mere, men jeg kan ikke finde den – mærkeligt, men det er en fra Sverige, også i brun keramik og også grim. Når jeg finder den, skal jeg sørge for at den havner nøjagtig samme sted!!

Anyway, grimme vaser kan ikke afleveres alene, så jeg købte for 100 Kr blomster til hende fra Hasle Blomster (Mormors yndlings blomsterhandler!) Lige nu står blomsterne og suger masser af vand, for de skal stå i bilen fra kl. 09.00 i morgen til kl. 11.00.

Nå men det var jo ikke kun min Psykolog der var sød ved mig på Enhed for Selvmordsforbyggelse. Omstillingsdamen som ligner Yvonne fra Olsen Banden (på en yderst kærlig og possitiv måde!!) var også altid så kærlig og sød. Jeg glemmer ALDRIG da jeg ringede fra Spanien efter jeg var flygtede fra afdelingen og derefter ud af landet; hun blev SÅ glad for at hører min stemme igen, at jeg faktisk blev helt glad fordi jeg havde ringet (!!!) selv om jeg faktisk var rædselsslagende ved at ringe, fordi jeg var bange for at jeg ville blive tvangsindlagt!

Da jeg i dag ringede for at tjekke om min Psykolog var på arbejde torsdag eller fredag, altså om hende med det og dét navn var der, spurgte omstillingsdamen pænt ind til hvad det drejet sig om. Jeg sagde som sandt var, at jeg havde gået på afdelingen og at jeg gerne ville komme forbi og hilse på XXX (Min Psykolog) Ved du hvad omstillingsdamen sagde, altså Yvonne Damen? Hun sagde “….ja jeg kan godt huske du gik her…” og det var sagt på den kærligste måde med smil og varme i stemmen. Naturligvis begyndte min hjerne at tænke på, om det måske var pga. noget dårligt at hun kunne huske mig eller om det var pga. noget godt 🙄

Jeg vælger det gode, eller jeg vælger at tro at det er pga. noget godt, selv om det nok mest er pga. min famøse “flugt” som mor henviser til som “dengang jeg skabte mig på Psykiatrisk Hospital og de måtte ringe hjem….”

Derfor har jeg i dag, bestilt en jordbær lagkage til 30 personer, hos en af de mest anerkendte konditorer i Danmark (som har vundet et utal af priser) og i morgen bliver den leveret kl. 11.30 på Afdelingen for Selvmordsforbyggelse i Risskov. Strategisk bliver den afleveret EFTER jeg er gået. Ville dø af skam hvis den kom samtidig, for så skal jeg måske forklare mig og dét ønsker jeg ikke. Jeg ønsker bare at sige tak, faktisk ønsker jeg at sige: Af Hjertet TAK – for det er hvad der kommer til at stå på den.

Den kommer til at se sådan her ud (Kagen er fra min 40 års Fødselsdag) bare størrer (og dyrer) Sådan bruger man 750 Kr. (pengene fra min Sorte Golf som blev skrottet)

Og dét er den slags fråseri, som er godt. Den slags som varmer mit hjerte.

Tilbage i Februar 2017 skrev jeg et brev til min Psykolog, hende med den stille stemme. Nu vil jeg renskrive det, printe det ud og putte det i en pæn konvelut, så jeg i morgen kan give hende de tudegrimme vaser med de smukke blomster og brevet. Når jeg så er gået, kan hun læse brevet og så ankommer kagen. Alting er timet og tilrettelagt.
– jeg ville egentlig havde taget Ella med, da omstillingsdamen jo var så sød at passe Ella mens jeg var i terapi, da hun var for lille til at være hjemme. Men hvis jeg hentede hende hos Far og Mor, ville de spørge en masse og dét orker jeg simpelthen ikke.

Genbrug og Penge

02/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg kan ikke lade være med at være lidt stolt af mig selv, måske faktisk ret stolt – i hvert fald tager jeg mig selv i, at tjekke min Nordea bank app igen og igen og igen – jeg er helt rundtosset over at jeg har 12.312 KRONER på min OPSPARINGSKONTO!!!!
– there’s no way in burning hell, I’ll ever tell that to my parents!!!

Jeg skal så meget have lavet en konto et andet sted og overført pengene dertil. Udfordringen er bare, at jeg har skjult og hemmelig adresse, så det er ikke så ligetil at oprette kontier uden at møde personligt op i bankerne og jeg skal bare bruge en online bank. Ikke en fysisk bank, bare en bank der kan holde mine penge men uden at de kan ses, hvis så frem en dag Far og Mor skulle kræve at se min konto/netbank. Så skal der ikke stå så mange penge på min opsparing.

Mange af pengene kommer fra min Fødselsdag og gaverne som jeg har byttet, men 6419 Kroner kommer helt præcist fra ting jeg har solgt fra efter min Fødselsdag og frem til nu – fordi jeg har penge nok på min konto og fordi min kassekredit er i plus og fordi jeg har fået løn fra Far’s firma, så har jeg for første gang nogensinde, haft mulighed for at sætte pengene til side og gemme dem.

Se bare her

Kolonne E er navnene og telefonnummeret på dem som har købt af mig. Hvis jeg en dag bliver anmeldt til SKAT igen, så kan SKAT vær så god at sætte deres medarbejdere til at ringe rundt og hører hver enkelt person, om de vitterlig har købt dét og dét af mig. Jeg vil resten af mit liv, sørge for at min ryg og mit rygte er pletfri fra økonomisk kriminalitet. Ja fra alt kriminalitet, som jeg altid har gjort – men nu er det jo kun økonomisk kriminalitet jeg nogensinde har været i søgelyset for.

Sammenlagt har jeg solgt for 22.699,50 Kroner i 2018 – mange af tingene er noget jeg har fået, en del af tingene er fundet til storkrald, rengjort og solgt igen. Jeg kæmper virkelig med at være kreativ – og selv om det er trættende altid at skulle tænke på hvorfra de næste penge kommer, så håber jeg aldrig jeg bliver for magelig eller for rig, til at jeg lader en god handel gå mig forbi. Feks. når jeg ser noget til storskrald.

(På screendumpet er der ud for kolonne 19 lige pludselig blevet slettet 1152 Kr!!! De er tilbage igen!!!)

Jeg tror seriøst, jeg tjekker ovenstående 3-5 gange om dagen, hver dag. Bare for at se hvordan pengene vokser. Det er fantastisk, for jeg arbejder næsten ikke for det, jeg har jo “bare” en masse annoncer som ligger i cyberspace på Facebook, Dba.dk, GulogGratis.dk osv. og så kontakter folk mig og jeg sælger – og så sørger jeg naturligvis altid for at holde mine annoncer opdateret.

Samtidig med at jeg har fået sparket en opsparingskonto igang, er jeg også begyndt at få vildt mange udlejningsbookninger i min lille udlejningslejlighed. Mange af dem er små bookninger på 3-8 dage, så der er virkelig meget rengøring, vask og strygning, men feks. i August måned, har jeg lejet ud for næsten 12.000 kr – og lejligheden koster mig under 5000 kr pr. mdr. De penge vokser nu pludselig også, fordi jeg får en løn fra Fars firma og fordi jeg har penge på kontoen i forvejen, fra de penge som Far og Mor overførte i dagene omkring min Fødselsdag, så min konto var i plus.

Det er simpelthn SÅ SÅ SÅ MÆRKELIGT at have penge – jeg kan vitterlig ikke forklare det bedre, end at det føles mærkeligt. Jeg er SÅ vant til ikke at have penge, at det her gør mig så forvirret, glad, stolt og ked af det på samme tid – jeg frygter at mit instinkt der fortæller mig, at hvad der kommer nemt forsvinder nemt, har ret – måske pengene bare en dag er væk igen?? Det er derfor det er så hamrende vigtigt at jeg i løbet af September får lavet en konto mere, så jeg kan få nogle af pengene i sikkerhed på et hemmeligt sted, inden at det hele krakkelere!!

Det er også ret vildt at jeg har over 31.000 Kr på min lønkonto – men dem ved jeg hvor kommer fra, størstedelen er min løn fra firmaet – og rigtig mange af dem skal gå til termin, elregninger, tv+internet i udlejningslejligheden, fællesudgifter i udlejningslejligheden mv. Terminsmånederne er lorte måneder.

Mor og Far syntes jeg skal leje min udlejningslejlighed fast ud, altså forstået på den måde, at jeg skal få én fast lejer til lejligheden frem for at leje den ud på denne her måde som jeg gør. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal gøre. Pt. er der VIRKELIG MEGET ARBEJDE med lejligheden, fordi Hr. Gud endelig har hørt mine bønner og lader bookningerne vælte indover mig men det er jo kun godt, for så kommer der flere penge i kassen. Penge som 100% er mine.

Men helt ærligt, mellem dig og mig, så ville jeg gerne være arbejdet foruden. Jeg er max træt hele tiden, mine knæ værker, jeg har lange trætte arme og kunne godt leve uden at jeg skal vaske og stryge sengetøj hele tiden og gøre rent i ét væk. Jeg gør samme lejlighed ren ca. 2 gange om ugen.

Men hvad er smartest?

Hvis jeg fik en fast lejer, kunne jeg måske begynde at afdrage på lånet på lejligheden? Pt. har jeg afdragsfrihed og jeg tør ikke begynde at afdrage eller sige til banken at jeg kan afdrage, hvis jeg nu pludselig ikke har pengene eller hvis jeg nu pludselig ikke får penge fra firmaet mere. Det hele kan vende nøjagtig lige så hurtigt som det er kommet – dét VED jeg af erfaring!! Og jeg ved også, at jeg HADER uvished og jeg HADER ustabilitet.

Klokken er nu 23.21 og jeg har ligget i sengen hele dagen. Det har været dejligt afstressende men det har også været trist, for jeg har grædt rigtig meget. Over mit liv. Over det liv Far og Mor mener jeg lever (eller ikke lever) og over det liv jeg drømmer om at leve men ikke ved hvordan jeg skal få fat på.

Jeg kan næsten ikke overskue, at jeg skal starte i terapi igen, hos en ny behandler. Har fået en E-boks indkaldelse nu og jeg tænker det betyder at jeg fremover skal gå i terapi hver onsdag klokken 09.00 på Psykiatrisk Hospital. Tanken om at jeg skal starte forfra igen, er så mega mega demotiverende, mega mega hårdt, sorgefyldt at tænke på og svær at overskue.

Logisk ved jeg, at det nok bliver bedre, når jeg har mødtes med min nye behandler alene, ansigt til ansigt, men jeg kan allerede nu mærke hvordan min mistillid og mistro til hende vokser. Hvorfor skulle hun være bedre end min Psykiater-Lærling? Hvad kan hun som hun ikke kunne? Intet – så om ét år, er jeg kommet lige så langt med min ny behandler som jeg er eller var med min Psykiater-Lærling og hvad så? Så stopper det hele igen. Slut. Lukket. Sommerferie. Hej Hej.

Og så kan jeg igen stå, nøjagtig – som i vitterlig N Ø J A G T I G hvor jeg står nu, velvidende at jeg skal til at sidde i rundkreds med fremmede, i en alder af 41 år…. udsigterne til et bedre og mere normalt liv, er ligesom ikke rigtig til at få øje på. Selv med optimisme i mit sind.

Trist Søndag

02/09/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Først lå jeg i sengen og prøvede at motiverer mig selv til at tage til SUP. Føler mig tyk, ubrugelig, kikset og ked af det. Fed søndag morgen.

Mor pillede mig ned torsdag, så hele dagen gik med at forsøge at samle mig selv. Mor mener jeg sover for meget og at det ikke gavner noget så nu skammer jeg mig over at jeg sover – på trods af at jeg næsten ikke kan komme ud af sengen, og når jeg gør, så er jeg så fysisk træt at jeg må slæbe mig afsted og igennem dagen.

Den dumme torsdag, som kom efter en hård onsdag på psyk, mundet ud i en kamp stresset fredag, som jeg ellers havde planlagt som sjov og god i over en måned.

Jeg havde lavet en hjemmelavet gave til min Psykiater-Lærling, der blev færdig med hendes uddannelse til Psykiater.

Den ville jeg havde afleveret personligt og sagt tak og tillykke. Jeg havde håbet at det at se hende igen ville booste mit selvværd, og få mig ovenpå efter en hård sommer og en meget uventet udmelding om gruppeterapi i onsdags. Dét skete selvfølgelig ikke fordi jeg var helt smadret inden i og alt gik galt.

Sådan gik Fredag, som blev efterfulgt af Lørdag d. 1. September, mine forældres 45 års bryllupsdag. Jeg købte for 300 kr. Lækkerier fra slagteren. Jeg forsøgte at få Mor og Far til at forstå at når de siger at jeg sover for meget, at det er ødelæggende for at få en normal dagligdag igen osv. så får de mig til at føle mig forkert. Jeg tror ikke det lykkes.

Her til morgen forsøgte jeg at overtale mig selv til at tage til SUP kl 13.00 og få brugt min nye våddragt. Vejret er perfekt. Solen skinner ind af mit soveværelsesvindue og varmer min bare mås. Men selvtilliden og selvværdet er i bund og så modtager jeg denne sms fra Mor – hvilket ikke pynter på noget…

Jeg fatter simpelthen ikke at Mor sender mig sådan en sms! Jeg kan se at hende og Far har siddet og talt om mig og om at jeg nok ødelægger det hele for mig selv igen.

Jeg er 40 år (!) og min Mor og Far er mit økonomiske bagland. Jeg er så uduelig og ubrugelig at jeg næsten ikke kan rumme mig selv og når jeg endelig har fundet noget der er sjovt, mit og hvor ingen kender mig, så får jeg sådan en “kærlig” sms.

Hvor gammel skal jeg mon være, før jeg kan få respekt?

Og midt i min søndags frustration og tårer ned af kinderne, falder jeg i et hul og ringer til Norman fordi jeg trænger til at tale med nogen…. 🤦🏼‍♀️

Norman tager naturligvis ikke telefonen og jeg måtte nulstille min “sejhedsapp” 12 dage uden kontakt og jeg falder plask i, fordi jeg føler mig såret og forkert og alene.

Mon mit liv nogensinde bliver normalt?

– og hvad ER normalt??

Ny Behandler

29/08/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I dag klokken 09.46 vælgtede jeg ud af sengen efter en nat med usamhængende søvn. Jeg var så træt at mine øjne gjorde fysisk ondt da jeg kæmpede med at åbne dem. Min mave er opspilet pga. menstruation og min underlæbe har et stort brunligt væskende forkølelsessår, som svider.

Jeg kom i bad og fik barberet ben, vasket hår og strøg så ind og fik tøj på, tampax op, føntørret håret – som af alle dage valgte at være super vådt (er nyvasket hår ikke altid vådt??) og krølle helt fantastisk (TAK Hr. Gud!) men tiden tikkede og jeg skulle være på Psykiatrisk Hospital kl. 11.00 og klokken var 10.06 da jeg om ud af badet…

Jeg havde heldigvis for lang tid siden tænkt over hvad jeg skulle have på, så dét var heldigvis 7-9-13 ikke en issue. Jeg tog sorte trusser og sort bh på (pga. menstruation) og så en kollektionsprøve kjole jeg har fået af min søster. Den er en kongeblå, eller meget mørkeblå kjole og i “jogging bukse stof” med ærmer der går til albuen og herefter får et “trumpetærme” Kjolen er helt lige op og ned med rund hals.

Det er en total speciel kjole pga. ærmerne (og det var så også derfor den ikke blev sat i produktion) og farven er skøn og modelle dækker alt det jeg gerne vil dække (Dvs. efterhånden hele min krop) Kjolen går til knæet og ser feminim ud samtidig med at der er noget afslappet over den. Mine højt elskede brune håndsyet cowboystøvler fra Texas passede perfekt til den – at bo i Texas var det BEDSTE ÅR nogensinde i mit liv og når jeg har de støvler på, selv om min søster griner af dem så hun er ved at dø – så har jeg det bare godt. Jeg føler mig smart. Jeg føler mig selvsikker. Jeg føler mig flot og jeg føler mig hjemme. 95% af tiden er jeg ligeglad hvad folk tænker om mine country støvler midt i Århus, i dag var sådan en dag. Jeg tog min brune taske fra Flora Danica over skulderen og min gamle slidte denimjakke fra Designers Remix over armen og så tæskede jeg ud af døren klokken 10.36. Jeg havde lige nået at putte mascara på og tage mine fine nye ørenringe fra min fødselsdag på. Tænkte jeg gerne ville gøre et godt indtryk på min nye behandler.

Nede på gaden blev jeg ramt af en mur – jeg kunne simpelthen IKKE med alt alt alt min gode vilje, huske hvor i alverden min bil holdt….. jeg strøg op af den ene gade og ned igen, hen af vejen og se på to sidegader indtil jeg igen stoppede op og tænkte og tænkte…… jeg var helt blank (!!) men besluttede mig for at gøre hvad jeg normalt gør: Deirdre-Ann, hvor tit afviger du fra det du plejer at gøre? Ikke særlig tit…..

Så jeg gik tilbage til min hoveddør og tog turen igen og kikkede på alle sorte biler (fuck sorte biler!! Der er alt for mange af dem – jeg vil fandeme ha en gul eller rød næste gang!!!!!!) indtil jeg fik øje på min nummerplade (bagfra) på hjørnet til en sidegade ud til den vej jeg normalt holder på. Pew!

Ind i bilen og afsted mod Psykiatrisk Hospital. Krydsede fingere for at jeg ikke ramte en eller anden køprop, mens jeg fiskede en cola light frem, som jeg stratetisk havde købt (nok) af dagen før.

Der var total proppet med biler derude, alle sammen store fine biler, jeg tænkte lidt om der var møde eller noget andet, siden der holdt så mange biler og de alle sammen var i den ende af bilskalaen hvor man vil tænke ny eller dyr eller ny OG dyr. Da jeg med lange skridt galoperet over vejen var klokken 10.54 og mange folk begyndte at komme ud fra bygningen. Mange forældre med et barn imellem sig. Jeg tænker der har været et “børnehold” for jeg kunne se at alle bilerne begyndte at forsvinde, mens jeg sad i venteværelset og pustede ud – og mærkede at mine krøller ikke var tørre, for nakken på min kjole var våd……sucks

Da hende psykologen som jeg ikke kunne lidt første gang vi mødtes, kom og hentede mig i venteværelset var klokken 11.10. Jeg var begyndt at være nervøs for at jeg havde set forkert på tiden eller datoen og nåede endda at tjekke min e-boks for at læse indkaldelsesbrevet igen.

Inde i rummet sad min nye behandler. Jeg kan ikke huske hendes navn, men hun havde sådan nogle store “Rayban” agtige briller på, med sølvstel og brilleglas i. Hendes hoved så ret lille ud i forhold til hendes pæreformet krop. Hendes brune hår var skrabet tilbage i en knold og hun havde en bred guldringe på vielsesfingeren. Derudover var hun klædt helt i sort.

Jeg kikkede ikke så meget på hende, og hun sagde ikke noget, så jeg er stadig undecided mht. hende. Dog aftalte vi at. hun skulle sende mig nogle datoer via e-boks så vi kunne komme igang med vores forløb. Jeg har ikke modtaget noget endnu og det er jeg nok ret skuffet over, fordi jeg havde forvented action fra og med i dag, men jeg ved jo godt at hun også har andet at lave end at sende e-boks breve til mig.

Nå men altså, indianer lægen var åbenbart blevet forhindret i at komme, så hun var der ikke og derfor fik vi ikke talt om at jeg er så kronisk træt og at jeg havde fået taget alle de her prøver – det positive ved det er, at jeg ikke bliver sat op i medicin lige nu, hvilket jeg ellers havde frygted. Måske det lyder mærkeligt at jeg kan frygte det, for om jeg tager 60 eller 80 eller noget andet tal i miligram medicin, kan vel i teorien være ligemeget – men for mig, er tallet et symbol på hvor syg jeg er. Hvis tallet er lavt, er jeg ikke SÅ syg, som hvis tallet er højt. Så lige nu tager jeg forsat kun 60mg. selv om jeg tænker at det ikke er nok….

Psykologen førte derfor ordet, fordi indianer lægen ikke var der. Jeg glemte faktisk helt at spørge om min nye behandler også er psykolog eller hvad hun er – for jeg begyndte ret hurtigt at græde (så meget for at tage mascara på…..🤦🏼‍♀️) og straks efter værkede mine kæber og jo mere jeg talte og græd, jo strammere blev smerten i kæberne og da jeg gik derfra og frem til nu (22.58) har min mund været et infereno af smerte. Det er ulideligt!!!

Vi talte lidt om hvad der er sket i mit liv siden jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling og så præsenterede psykologen mig for den “ramme” de havde lavet for mig – jeg kunne slet ikke tage stilling til “rammen” som bla. indeholdt at jeg de næste 30 uger, hvilket ca. er et år når man indregner ferier mv. skal have samtaler med den nye behandler. Derefter skal jeg, ifølge “rammen” begynde i – hold fast – GRUPPETERAPI!!!!

WHAT THE FUCKING FUCK??????????

Jeg husker stadig dengnag jeg gik i byen med Lotte og hun sad og underholdt det halve af Buddy Holly med sørgerlige, grinagtige, tragiske og vandvittige historier fra hendes gruppeterapisessioner – jeg kan SLET ikke forestille mig selv siddende i en fucking rundkreds med fremmede mennesker og åbne mit hjerte op og fortælle om hvordan min Gudfar tvang mig til at sutte hans 14 dage gamle uvasket ildelugtende pik fra slap til stiv, for derefter at mærke den blive presset op i mit tørre underliv så hårdt, at mit mellemkød flækket, hvis det ikke allerede var flækket og mærke lugten af varm blod og sæd løbe ned af mit ben eller suge sig ned i lagnet mens han åndede mig ind i hoved med hans sorte halvrådne tænder og en ånde der altid lugtede af hvidløg, kaffe, cigaretter, løg og dårlig mundhygiejne. Tanken alene giver mig hovedpine og dunken i underlivet, som om alting er ved at lukke ned.

Nogle gange gramset han hårdt på mine bryster uden på tøjet, sådan rigtig hårdt så mine bryster var helt blållige bagefter. Andre gange når han fangede mig i sengen eller nøgen eller tvang mig nøgen, så bed han mig i brysterne. Den dag i dag siger mine bryster mig intet. Jeg har ingen følelse i dem. De er der bare. Som to stykker vippende kød der er vokset ud fra min krop, fordi jeg fra naturens side en dag skal amme. Men et sted i naturens plan gik der noget galt – og jeg er hvor jeg er i dag og kommer aldrig til at amme.

Og alt det og et ton mere, har de planer om fra Psykiatrisk Hospital, at jeg skal sidde i en rundkreds på stole der altid er 2 cm. for høje, og fortælle til fremmede mennesker?? Jeg ser det IKKE som en mulighed. Faktisk virker en tur udover Ringgadebroen og ned på de nye letbaneskinner meget meget mere tillokkende, også med tanke på at jeg måske overlever faldet, og kommer til at ligge dér et par timer før jeg dør, fyldt med smerte, et smadret hoved, en mund unden tænder, brækket ben, bækken og ryg. Smadret og trykket ribben og måske med punkteret lunger og indre blødninger – dét virker helt oprigtigt meget mere som mig, end det at sidde i en rundkreds og prøve at finde det svageste led. Hende der er stikkeren…..

At dø ved at springe ud fra broen, er noget jeg kan forholde mig til. Noget jeg kan tage og sætte mig ind i og hvor resultatet er ønskværdigt. Nemlig at dø. Noget jeg rigtig rigtig gerne vil. Derimod vil jeg rigtig rigtig gerne ikke ende i gruppeterapi på Psykiatrisk Hospital.

Men alt det sagde jeg ikke til psykologen, ligesom jeg heller ikke fortalte hende om de 3 gang jeg har holdt ude foran Psykiatrisk Skadestue om natten og kikket ind mens jeg har grædt i et væk i min bil og drømt om at forsvinde fra jordens overflade. Hun nævnte noget med “at andre kunne misforstå mig og dermed reagere anderledes på det jeg sagde og at jeg skulle love at række ud og sige til hvis jeg havde brug for hjælp uden for de aftalte tider” eller noget i den retning. Min hjerne var allerede zappet væk, jeg ved ikke hvordan det der fungere mere.

Da jeg gik hos min anden Psykolog havde jeg et green card. Det kunne jeg forstå. Jeg vidste hvordan det fungerede. Nu kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal gøre, så jeg gør ingenting – og jeg frygter en dag at fordi jeg ingenting gør, så går det hele galt. Som i rigtig galt. Jeg ville ønske de var mere specifikke i hvad de mener. Feks. Her er et kort. Brug det hvis du har brug for hjælp. Eller her er en serviet, brug den hvis du skal græde – i stedet for at sige: Sig til hvis du har brug for en serviet eller sig til hvis du har brug for hjælp.

Det fungere ikke for mig, for jeg ville aldrig sige til. Det ved jeg. Jeg beder ikke om hjælp. Det lyder måske dumt i nogens øre, men jeg har et helt liv bag mig, som gang på gang på gang dokumenterer at det at spørge om hjælp, ikke nødvendigvis giver dig den hjælp du har brug for. Så der er vitterlig ingen grund til at gå og samle mod til at spørge om hjælp, for det er som at pifte en ballon. Der er ingen hjælp at få. Der er ingen som tror på dig (mig) så hvorfor ydmyg sig selv mere end højst nødvendigt?

Livet er alligevel én stor ydmygelse.

Jeg sagde at jeg ikke kunne se så langt frem og sige ja tak til gruppeterapi (hvor der også kan være mænd med!!! 🤦🏼‍♀️ 🔫) så om vi ikke bare kunne starte med at tage samtalerne først – dét alene er mega svært at forholde sig til. At jeg skal tale med endnu en og fortælle alt om min Gudfar igen igen igen…..

Det eneste som trøster mig lidt, er at min Psykiater-Lærling engang sagde noget i retningen af “at det er som at se en uhyggelig film. Første gang kan man næsten ikke se den, fordi man er så bange og gemmer sig og man bliver nød til at holde mange pauser undervejs. Men næste gang man ser filmen, så ved man lidt mere hvad der sker og hvordan man reagere og efterhånden når man har set filmen hundrede af gange, så er den ikke uhyggelig mere, så er det bare en film”

Nu er det så 3 gang jeg skal fortælle om mit liv, måske det bliver nemmere……

Bagefter kørte jeg på Sunset Boulevard, drak en halv liter cola light i et forsøg på at kvæle min mundsmerte (uden held obvious) kikkede på kolonihaver, kørte en tur og så hjem og sove i min seng uden sengetøj på. Så købte jeg en pizza (til 95 kr!!) så et program om dyrelivet i ørknen (!) uden lyd naturligvis og nu sidder jeg her.

Dagens optur? Hmmmm at jeg skal have nyt sengetøj på, som er nyrullet og dufter af roser fra det fine stykke håndsæbe fra Spanien der ligger blandet mit sengetøj i sengetøjskassen?

Dagens nedtur? Alt andet.

1 2 3 4 5 … 9 Næste »

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med