Mon sindssyge mennesker ved, når de er ved at blive sindssyge?

Når knapperne, grynene, tankerne – kald det hvad du vil – inde i hoved begynder at falde fra hinanden og det ikke længere er muligt at samle tankerne, de små molekyler som sammensætter en elektronisk bevægelse i hjernen, som på få sekundter danne et ord som hjernen så omsætter til en sætning og derefter en tanke – som enten kommer ud gennem munden, eller som hos mig, i størrer og størrer grad, forbliver i mit hoved og end ikke får lov til at danse ud gennem fingerne og ned på tastaturet, så der er plads til flere tanker?

Tror du mennesker ved når dét sker, eller kommer det bare snigende lidt efter lidt, indtil man en dag vågner op og er så skingerende sindssyg, at man ikke selv kan forstå og genkende sig selv?

Jeg tænker at sindssyge og demens må ligge forholdsvis tæt op af hinanden, måske ikke diagnose mæssigt men i følelsesmæssigt for personen der oplever det.

Jeg ved ikke om min næste diagnose bliver demens eller sindssyge, men jeg ved at der er noget nyt og for mig, total ukendt galt inde i mit hoved. Jeg kan ikke rumme ting – sådan har jeg haft det før og mange mange af de tanker og følelser jeg har, er de samme, men så alligevel ikke. Jeg går faktisk bare rundt om min egen totempæl med tanker inde i mit hoved, jeg og min lille Zulukriger som nu er helt stum, vi går rundt og kikker på pælen og venter på at noget sker. Og det er ikke noget godt vi venter på.

Faktisk er jeg lidt skræmt over mig selv og mine tanker – ikke at jeg tænker grimme tanker, for jeg kan ikke “se” mine tanker mere, jeg kan ikke hører dem, men jeg kan føle dem og dét er ikke en rar følelse. Det er som om noget er riv ravende galt og jeg kan ikke se det, røre det eller gøre noget for at ændre det – for jeg ved simpelthen ikke hvad det er som der har ændret sig…….. men noget har ændret sig. Dét er jeg 100% sikker på.

Dette jeg skriver nu, er skrevet Fredag d. 6. September 2019. ⬆️ ⬇️ Meget af det efterfølgende, er skrevet på forskellige tidspunkter de sidste 22 dage hvor mit liv er kørt mere og mere skævt og mere og mere af sporet. Jeg kan bogstavelig talt mærke inden i, hvordan ting, tanker og følelser smuldre for mig og uanset hvor meget jeg forsøger at gribe fat i en tanke, eller en følelse, et håb eller et ønske for at fastholde den, så forsvinder det for mig og det hele er SÅ mærkeligt at jeg virkelig ikke kan rumme det.

Krydder det med en massiv arbejdsbyrde op til min søsters (babys) barnedåb, en trafikulykke (som jeg iøvrigt snart har fået mig selv overbevist om nok bare er noget der er sket i mit eget hoved…..) en klargøring af min lejlighed til permanent udlejning, 3 x Bestyrelsesmøder/Gennemgang, menstruation og en tur på Psykiatrisk Hospital. Jeg fatter ikke jeg lever endnu.

Jeg har prøvet at fortælle min familie, at jeg er træt og trænger til ro. Jeg har brugt ord som “der er udsolgt” – “jeg vil sove” – “jeg er træt” – “jeg vil have ro” – “la være med at ringe” osv. Intet hjælper. Jeg er fuldstændig til tælling og ingen – INGEN tager mig seriøs, så det er virkelig svært for mig selv, at tage mig selv seriøst.

Hvis det ikke var for de massive blåsortgrønne mærker jeg har på oversiden af hver håndryg og i hver albue-hulning (hvad heddet dét sted egentlig??) så ville jeg lige omkring nu, begynde at tænke at det hele nok var opsind og noget jeg har fundet på, for at gøre mig selv interesant.

• 

• 

• 

• 

(Det ser ikke engang særlig voldssomt ud, så måske jeg overdriver for at gøre mig selv mere interessant?)

Dét og så det faktum at jeg ikke har en bil mere og så billederne i min telefon, som jeg tog af mig selv, da jeg lå alene i sengen på stuen i Holbæk. Fordi jeg måske et sted inde i mig selv, vidste at min hukommelse snart vil blive visket ud, som tilsandet Sfinks i Egypten – har Egypten egentlig altid været stavet med E? Har det aldrig været stavet med Æ? Ægypten? Ser bedre ud, mere pyramideagtig.

My brain is so fucked it’s starting to create a new vocabulary for countrynames while writing about a totally other issue…… WTAF!

Inde i mit hoved ser jeg en vognløs kusk prøve at hive i tøjlerne mens en hjerne iført seltøj spæner derudaf…… 🧠💨

Nedenstående er skrevet Natten til Tirsdag d. 3. September 2019: Klokken er 04.27 og om ca. 10 timer skal jeg ud på et hospital igen, på psykiatrisk hospital. I Skejby.

Jeg blev udskrevet i går, og fandt mig selv lettere forvirret (bogstavelig talt) ude foran hovedindgangen til et hospital i en by jeg aldrig har været i før, i regnvejr med min rygsæk på ryggen.

• 

– en rygsæk som indeholdt en rød Hummel nøglesnor med nøgler til alle udlejningsboligerne (men ikke min egen lejlighed…) min pung, et fladt eksternt mobilbatteri (juicepack) og en lille solskinsgul toilettaske, hvor halvdelen af indholdet var smadret/knækket.

Jeg havde et par hudfarvet g-strings trusser og en lang rød og hvid kjole fra Vero Moda på. Kjolen kan sammenlignes med en farverig burka i længden og tildæknings niveauet, blot er den lavet af bomuld og MEGA krøllet, som i skamfuldt krøllet!!! Og et par virkelig slidte og beskidte røde Birkenstock sandaler. Trusserne var rene fra lørdag…..🤢

Mine neglebånd og negle var sorte og beskidte, ved nærmere eftersyn var det størknet blod, fra da de har forsøgt at lægge drop i mine kollapset åre.

Mine arme havde alle 2 drop hver, ét i håndryggen og ét i armen + de lagde et hoveddrop i halsen på mig, så jeg lå skævt med hoved i et helt døgn – og jeg måtte ikke få en hovedpude, pga min nakke, så jeg lå med et mærkeligt firkantet lille tæppe….?

Da jeg ringede hjem samme dag som ulykken skete, fik jeg fat i min søster og på vitterlig få minutter, max. 10 min. Efter jeg havde lagt på, havde hun ringet til Holbæk Sygehus, lavet faktatjek på mig (?!) og sendt min yngste storebror og min ældste nevø, med færgen fra Århus til Odden og videre til Holbæk for at hente mig (!!) selv om jeg havde sagt at jeg var indlagt til observation på ubestemt tid.

Dette må IKKE lyde som en kritik af min familie som jo blot vil hjælpe, men – min bror og nevø ankom kl ca. 16.00 og kørte kl ca. 22.00. I den tid travede min bror rundt på stuen og gangen og rykkede for en udskrivning SÅ mange gange at jeg krøllede tær i stilhed og ønskede at han aldrig var kommet.

Jeg sagde flere gange at han blot skulle kører hjem, at jeg var ok osv.

Men NØJAGTIG som med dengang jeg fortalte min Mor om Psykiatrisk Hospital, min Gudfar etc. Efter opfordring fra min Psykiater-Lærling, fortrød jeg så bitterligt mine egne udtalelser!!! X TUSINDE!!!

Min stemme og min mening blev total overhørt og ignoreret. Fuldstændig. Jeg var igen hende uden stemme, der bare følger trop og som engang imellem eksplodere i raseri som den islandske Eyjafjallajökulls vulkan, lukker ned, forsætter uden stemme osv.

En ung og meget smuk læge med mørktbrunt hår og 3 guldørenringe i højre øre, havde anbefalet mig at ringe hjem. Hun kom og satte sig på min sengekant og jeg måtte bide mig selv HÅRDT i læben inde i munden, for ikke at miste de tilbageværende fragmenter af min værdighed. Jeg var helt til rotterne. Hun sagde det var vigtigt at tale om hvad der var sket. Jeg var ikke enig men valgte at lytte til hendes råd. Hun var også en af dem som tog imod mig I traumerummet og hun spurgte efterfølgende ind til min “historie” med sygehuse. Jeg tudet naturligvis som en anden tåbe.

Jeg skulle så meget bare havde ligget dér alene og ikke talt med nogen. Bare ligget og fundet mig selv og fået ro i mit hoved.

Det er ikke en nydelse eller en fornøjelse at have besøg, når de ikke lytter til hvad jeg siger. Jow de var søde og hentede McDonalds, som jeg fik voldssomt ondt i maven af, men det var hårdt at ligge og se norsk tv (Speedway….. WTF?) med lyd – I know I know….. tv med lyd??? Tag dig sammen!!

Men jeg ser end ikke tv med lyd derhjemme. Tvet var lille og hang på væggen og skærmbilledet var mørkt og alt for langt væk for mig og jeg brugte alt for meget tid på at prøve at fokusere på skærmen, hvilket gjorde ondt i mine øjne og lyden var virkelig høj, specielt reklamerne og jeg ville bare gerne sove eller ligge med lukkede øjne og nyde mit åbne vindue med en skøn udsigt til en hvid og gul patricia villa og en gammel rød murestensvilla med muresten der er vendt i gavlen. Og den friske duft af luft og tænkt dagen igennem.

Der endte med at en læge kom, lettere irriteret (følelsen af skam ville ingen ende tage…) og slog fast, som de 2 tidligere læger før ham (en med speciale i tarme/mave/gynækologi) og en med speciale i nakke/knogler/brud) at jeg skulle blive til de var sikre på at jeg ikke havde lækager i tarm eller blødende organer. Punktum.

Jeg følte SÅ STOR SKAM på vegne af min familie, og som altid væltede skammen over på mig, for deres handlinger (eller manglen på samme som lige så ofte er tilfældet)

Jeg hørte min bror sige til min Mor i telefonen at “Deirdre-Ann ligger her bare og er fin og klar til at kører hjem….” På mit bryst sad runde hvide og blå plader med dimser i, som målte mine hmmm organer eller vejrtrækning eller sådan noget? Jeg glemte at spørge. Jeg fik 6 liter saltvandsdrop på under 24 timer, ligesom min puls og mit blodtryk blev målt hver halve time. Det var åbenbart meget lavt – jeg måtte ikke sove, fordi de skulle overvåge mig, så jeg skulle holde mig vågen til lægen kom, men jeg endte med at falde i søvn. Ikke nødvendigvis fordi jeg var træt men fordi mine øjenlåg var så tunge og mine øjne gjorde ondt at se ud igennem.

Da politiet kom for at afhører mig, bad jeg om lov til at ligge med lukkede øjne, så jeg har den dag i dag ikke nogen idé om hvordan dem der afhørte mig så ud. Jeg var bare så træt så træt så træt – og så hosted jeg i et væk pga. noget de gav mig mens jeg stadig sad i bilen. Det er en bivirkning man åbenart kan få, men jeg hostede så meget at de spurgte om jeg røg.

De kørte mig fra lokale til lokale for at scanne mig, undersøge mig mv. jeg ved jeg blev kørt rundt og der var folk og andre patienter og børn omkring mig men jeg har ingen ide om hvor det var eller hvordan der så ud. Jeg åbnede mine øjne kort da jeg lå ind i scanneren, men det var mest fordi jeg var ét spejderhagl fra at gå i panik, jeg kunne bogstaveligtalt ikke synke og min mund var så tør som jeg aldrig kan huske den har været og et kort øjeblik tænkte jeg at jeg var ved at blive kvalt, men så slog tanke mig, at dét jo ikke nødvendigvis ville være en dårlig slutning på dagen og at det jo kunne være at Hr. Gud kom for at hente mig hjem nu. Så jeg lukkede øjenene igen og åbnede dem først, da en dame stak hoved helt hen foran mig og sagde mig navn (korrekt) lige ned i hoved på mig: Deirdre-Ann, vil du have gerne have en vinduesplads?

Uden at vente på mit svar, skubbede en anden monster stærk kvinde i hvid kittel min seng hen foran det skønneste åbne vinduesparti (med selvmordsnet) ude foran ❤️ Herefter begyndte de at sætte de forskellige apperater til. På magisk vis tissede jeg kun én gang de første 24 timer efter ulykken på trods af massive mængder væske – til stor forundring for alle inkl. mig selv. Men da jeg så skulle tisse, SÅ tissede jeg også i ét væk og bagefter blev min tis undersøgt for blod.

Engang i Kenya, kom der en gravid ind, som ikke havde kunnet tisse i et par dage. Jeg fik lagt et kateter med hjælp fra en lægestuderende, der ikke ville gøre det selv, fordi hun (den gravide) havde “filth” ned af benene aka grålig afføring. Da kateteret kom ind (og jeg fik vasket hende med varmt vand jeg kogte i en gryde og dyppet vattotter i som klude )lagde jeg et tæppe over hende og holdt hendes hånd lidt, så gik jeg ud for at hente en kop vand til hende, hun havde nemlig ikke turde drikke pga. smerte ved ikke at kunne tisse, så hun var også frygtelig tørstig.

Jeg måtte efterfølgende hente en overlæge, fordi jeg med min 0% erfaring og en pludselig forsvundet lægestuderende, ikke kunne forstå, hvordan kateterposen, som jeg faktisk mener kunne rumme 2 liter urin (måske mere….) var næsten fyldt og urinen blev ved med at løbe….. jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre! Lægen skiftede kateteret + pose og der kom et par hundrede ml. urin ud i næste pose. Sikke en FRYGTELIG FRYGTELIG smerte den stakkels kvinde må have været i, med alt den urin i kroppen, jeg tænker på hende hvergang jeg laver en lystig tistår. Lægen sagde at hun aldrig havde set så meget urin i en pose før og jeg kan huske hun tog et billed af kateterposen med sin telefon (som havde knapper)

Sidespring (igen) men min tistår på Holbæk Sygehus var cirka lige så stor, da den endelig kom.

Hver gang en læge kom ind, tog de fat rundt om mine hofter og pressede til, og trak op i min, i forvejen ret korte (hvis du spørger mig) natkjole (med slids… WTF??!) og trykkede mig på maven. Det gjorde voldssomt ondt!! Og jeg måtte virkelig tage mig selv i ikke at klynke og ikke at græde. Jeg græd nærmest hver gang jeg så en sygeplejerske. I was a mess.

I dag er det Lørdag d. 7. September. Klokken er præcis 23.59 og Festugen 2019 er ved at slutte af med fyrværkeri ude foran mit vindue, eller jeg kan hører det gennem mit åbne vindue.

Min mave gør stadig ondt den dag i dag, voldssomt ondt faktisk, specielt hvis jeg skal løfte ting eller gå langt. Min ryg er træt uden at jeg kan sætte en finger på hvad det er som gør den “træt”. Jeg har forsøgt at få fat i min læge, efter anbefaling fra lægen på Holbæk Sygehus, men han er på ferie frem til Mandag d. 16. September (ligesom der er skrevet i mit journal: “… ingen behov for efterfølgende opfølgning#….mærkeligt at skrive ét og sige noget andet) og den læge der henvises til på telefonsvaren, vil ikke udskrive en henvisning, da “du jo bare kan starte op selv og lave egenbetaling….”

Ja dét kan jeg naturligvis, men har jeg fået fortalt at jeg udover at føle mig kørt over af min familie, påkørt af en bil og have de vildeste ubehagelige ud af kroppen oplevelser og flash til ting jeg helst ikke vil huske at jeg kan huske (altsammen inden for den lækre tidsramme af 24 timer) OGSÅ mistede 22.000 kroner? Bare sådan. Pist. Ud af det blå. Fik jeg fortalt det?

Jeg var som skrevet, på vej til den første af 3 weekender med Doula Undervisning i København (eller deromkring) Der findes 3 udbydere af Doula forløb i Danmark, så jeg tænker at det er et relativt lille forum med et måske stort marked – men et “alle kender alle agtigt forum“, lidt ligesom indenfor Radiobranchen.

Så snart jeg vågnede efter at havde været på Traumestuen, svaret jeg på en halvsur sms hende Douladamen havde sendt, med at de nu altså var startet da jeg ikke var kommet. Jeg skrev kort (fyldt med stave og slåfejl pga. at jeg nok ikke har været helt vågen alligevel) at jeg var blevet påkørt og lå på Holbæk Sygehus og ville skrive mere når jeg vidste mere.

Jeg “vidste så mere” for et par dage siden og skrev derefter følgende mails til hende – følg godt med, for det er sådan man mister 22.000 kr, men det er også sådan man som selvstændig tjener 22.000 kr, ved absolut intet at lave. Udover naturligvis at være en herpes infected twat!

• 

• 

• 

• 

Nu da jeg lige kom til at tænke tilbage på undersøgelserne på hospitalet og de vitterlig utallige mennesker som rørte ved min mave, trak jeg vejret dybt ned i maven og da jeg pustede ud igen (gennem næsen) var det som om det snurred helt ud i mine fingerspidser og små “sodavandsbobler” dansede for mine øjne i et brøkdel af et millimy sekundt. Det lyder sikkert skørt, men det er sådan det tit er for mig, som om ting påvirker mig men jeg får det på en måde “til at forsvinde” så jeg kan rette mig selv op og forsætte.

Jeg har altid været ualmindelig stolt af min egen udholdenhed og styrke, men jeg tænker mere og mere på om den egentlig gavner mig?

I går Torsdags, ringede Mor ved en 14.00 tiden, mens jeg sad i sengen og havde det af fucking helvede til for at sige det som det er. Jeg var igang med at sende nogle mails omkring ham den sindssyge ejer i Ejerforeningen, som nu har truet med at stævne hele ejerforeningen – og jeg er formanden…..yes sir hvor det kører!

Han har kort fortalt, lavet en masse ændringer på facaden, bla. sat et skorsten til en gaspejs (!) op på ydersiden. Det er i strid med vedtægterne og noget som vi i Bestyrelsen ikke må sidde overhørig, da det kan danne præcedens for fremtidige handlinger i og på bygningen – som vi jo som ejerforening hæfter for.

Min plan for torsdag var, så absolut intet at lave. Det var FØRSTE DAG (!) jeg ikke skulle noget, de sidste 2 uger og første dag jeg ikke skulle noget, siden jeg blev udskrevet. Jeg var så smadret og så meget i bund, at jeg sad og overvejet om jeg skulle skubbe computeren ud til siden og bare falde sammen i en solstråle og sove…

(Hvorfor elsker jeg min seng, mit åbne vindue og mit soveværelse? Solen skinner direkte ind af vinduet og jeg bor i en meget høj 2. sal = ingen kan komme ind men jeg kan komme ud. FYI: Endnu et sidespring…)

Mor ringede og sagde at hun og far kom ind kl. 18.30 og så kunne vi sammen lave skadesanmeldelsen til forsikringsselskabet. Bum. Det var faktisk ikke noget i denne her verden, jeg havde mindre lyst til end at lave en skadesanmeldelse på en skade og en ulykke, som alle neglisere (i hvert fald ulykken negliseres) og at få mine forældre på besøg i min lejlighed, er noget som MEGET SJÆLDENT SKER og min lejlighed ligner eller lignede en lejlighed hvor ejeren havde været utrolig travl i flere uger, pakket, rejst, kørt, kommet retur, haft sengetøj på, af, vasketøj på gulvet i ikeaposer, strygebræt, kæmpe opvask, hundehår på gulvet, visne blomster mv.

Min lejlighed lignede LORT!!!! Og jeg brugte ca. en time på at tænke to scenarier igennem.

1. Jeg kan vælge at lade være at gøre noget ved lejligheden og lade mine forældre komme og besøge mig, veludhvilet og så kan de for første gang så syn for sagen om hvordan og hvor hårdt det er for mig, at holde et ryddeligt hjem, når mit lig og min hjerne er i kaos. Det ville dog helt sikkert medfører en MASSE kommentar, som jeg lige så lidt kan overskue som deres besøg. Og dagen efter ville vi være lige vidt med skadesanmeldelsen og mit liv.
2. Jeg kan vælge at stå op og gøre total rent, rydde op, bærer ting i kælderen som er wayyy overdue med at komme derned. Tage opvasken, støvsuge, gøre badeværelset hermetisk rent, lægge rent på sengen, tørrer støv af osv. Dette ville gøre at min lejlighed så tip top tunet ud (som altid) når mine forældre kommer på besøg, men det vil også betyde at de ikke ville kunne forstå, at jeg er så piftet som jeg er, for jeg og min lejlighed vil jo se normal ud (som altid) om end jeg ville være død træt og overhoved ikke udhvilet eller oplagt.

Jeg valgte scenarier 2. og netop da klokken slog 18.03 tørrede jeg hænderne i et nystrøget viskestykke ude i køkkenet og var officielt helt færdig – dog med det minus at jeg endnu ikke havde været i bagd siden jeg blev indlagt, men af frygt for at svine badeværelset til, droppet jeg badet og tog tøj på.

Mor skrev en sms om vi skulle gå ud og spise bagefter – SÅ SØDT og noget jeg normalt drømmer om sker! Min familie er aldrig set under Festugen, vi er overhoved ikke kulturelle eller hygge mennesker, vi arbejder i vores familie og skal vi hygge foregår det hjemme. Går vi endelig ud, er der altid noget galt, så må et glas vand ikke koste 15 kr, så smager maden ikke lige så godt som derhjemme, så er tjeneren uhøflig etc. og så ender det med at alting ikke smager så godt (for mig) og at hyggen er ødelagt og at jeg faktisk fortryder at vi overhoved tog afsted – og så går der et år før vi gør sådan noget igen.

Men jeg havde netop brugt 4 timer på at gøre ren i min lejlighed. Alt var renvasket, alle flader tørret af, alt pakket ned og båret ud, opvasken taget, hundehårene støvsuget op, sengen ordnet osv. og der var vitterlig bare FUCKING UDSOLGT på alle hylder, jeg har ikke været i bad og var stadig iført natkjole og jeg ønskede bare at sove og få deres besøg overstået. Det endte med at besøget blev aflyst (yes sir) og jeg havde dermed brugt den dag, som jeg egetnlig havde sat af til at finde mig selv og de smadrede dele som mangler mentalt, på at gøre rent og gøre ting for andre menneskers øjne, velvære og behov.

Hvis jeg skriver at jeg næsten ikke kunne rette mig op, i fuld menneskehøjde, så lyver jeg ikke. Min krop er helt helt smadret og jeg var ved at tude af træthed, smerte og udmattelse.

Hvor helvede kom jeg lige til??!!!!

Var jeg ikke ved at fortælle noge tom Douladamen? Og nu taler vi om familie, træthed og rengøring? WTAF!!

KAN du se hvad jeg mener? Min hjerne er fucked med 1000 km i timen, den kan tænke på én ting og tale om noget andet…… på én og samme tid!!!

Anyway, Jeg tænker at Doulauniverset i DK er forholdsvis lille og at det både er usympatisk af helvede til men også ufint rent forretningsmæssigt, ikke at ville tilbagebetale, eller som minimum flytte en kunde til et andet hold.

Det står intet i hendes kontrakt ang. hvad der sker hvis man kører galt og ikke er selvforskyldt i det. Der står heller ikke noget om at man ikke kan overføreres til et andet hold. Jeg kan nemt se at det virker mærkeligt at jeg skriver og spørger om jeg kan få fri på de dage, da min søster holder Barnedåb og får et nej -eller faktisk fik jeg et ja, men det kostede næsten 4000 kr ekstra og en opgaveskrivning mere – og var jeg bare lidt mere fraværende kunne jeg ikke blive certificeret og så kører jeg galt og misser alligevel de dage og spørger efterfølgende til at få pengene retur eller blive flyttet til næste hold.

Jeg kan sagtens forstå, hvis det er sådan at hun mangler pengene som selvstændig, jeg kan sagtens sætte mig ind i hendes tanker og i hendes liv når jeg tager arbejdshatten på, men så alligevel ikke – for jeg ville ALDRIG havde handlet på den måde!!

Jeg er total uforskyldt i at blive påkørt, på samme dage som jeg havde forespurgt på at få fri, jeg har intet ønske om at ligge på en traumestue og blive holdt under skarp observation, blive tjekket i hoved og røv…

(bogstavelig talt – jeg kastede op udover en dames grønne bukser og sko, da de vippede mig om på siden, trak min ituklippet g-string væk mellem benene på mig og stak en finger op i numsen på mig, for at tjekke om jeg kunne klemme sammen om fingeren – kan man er rygsøjlen intakt. Jeg kvitteret med at brække mig udover kanten, ned af benet og på skoene af en dame og hulke endnu mere….) Gid jeg må dø øjeblikkeligt næste gang jeg er involveret i en trafikulykke, så jeg ikke behøver opleve et traumeteam og traumerum igen.

Men det skete og jeg kan dokumentere det og alligevel vælger douladamen at træffe den beslutning at jeg ikke kan komme over på feks. næste hold som hun afholder, eller få pengene tilbagebetalt.

Så velkommen til lort i stimer helt bogstavelig talt. Lort. Opkast. Og økonomisk tragedie.

Så et sted på Sjælland, sidder der en Doula som netop har scoret 22.000 kr, på at sende mig et par mails. Personligt og som forretningsdrivende ville jeg skamme mig. Jeg ville aldrig havde behandlet en kunde sådan -og jeg er jo en kunde for hende, for jeg er økonomisk med til at holde liv i hendes cvr nummer.

Og appropo kunder, jeg har tit tænkt på, at hvis Psykiatrisk Hospital var et firma (hvilket det jo et eller andet sted er, et firma for staten) så er det jo hamrende logisk at stedet er ved at gå på røven!! Det er jo PostDanmark og DSB om igen!!!!

Kun ting der automatisk får spyttet penge i nakken, uanset hvor lortet et job man udfører, kan holdes i live.

Hvis Psykiatrisk Hospital var et firma og patienterne kunder, så ville jeg 200% aldrig nogensinde handle dér mere, jeg ville 200% aldrig sætte min fod dér, jeg ville 200% ALDRIG anbefale nogen at komme dér og jeg ville 200% lave omtaler på ALLE platforme ever seen daylight on www, som så absolut ikke ville være i Psykiatriens favøre.

Hvordan kan det være at de behandler mennesker, eller jeg kan jo kun tale for mig selv, men hvordan kan det være at de behandler MIG så dårligt? Jeg har vitterlig gjort ALT hvad de har bedt mig om – også selv om jeg har været uenig – jeg har endda mødt op og har deltaget i møder, når alt i mig har SKREGET SOM EN SINDSSYG at jeg ikke skulle møde op – og alligevel er det mig som er en fucking troublemaker! Jeg er så træt af at hører min egen stemme sige: “Jeg forstår det ikke” – men vitterlig, jeg forstår det ikke.

Skrevet Fredag d. 23. August 2019 ⬇️ Jeg startede dagen med at ringe til Psykistrisk Hospital, til min Psykiater-Lærlings Afdeling. Jeg spurgte pænt sekretæren der tog telefonen om hun kunne se om min Psykiater-Lærling havde fået min tlf. Besked fra i mandags. Det kunne hun ikke, men hun var sikker på hun havde fået den. Skuffelsen ville næsten ingen ende tage. Hun spurgte om jeg ville lægge en ny besked, jeg takkede nej tak og lagde på. Normalt ville jeg havde sagt ja tak og fulgt op med en mail direkte til min Psykiater-Lærling, men jeg kan se hendes modstand mod mig som åbenbaring.

Alle mennesker er ens, når først man får skrællet dem som et løg. Ingen kan stoles på og det er bare et spørgsmål om tid for de gør brug af ens fejl, sårbare punkter eller hemmeligheder. One way or the other, it always happens. I’ve got 41 years of purebreed experinces and an equal amount of profe to follow up on my hypothesis. You can not prove me wrong.

Jeg har altid tænkt det, men aldrig troet 100% på det, sådan inderst inde i mit hjertes skjul. Men nu er det som om låsen klirrer og går op, og jeg kan se at jeg har været naiv og taget fejl, hele mit liv.

Det med at tro på det bedste i mennesker som udgangspunkt, er meget godt rent tankemæssigt. I praksis er det noget helt andet. Lidt som at sige “tab og vind med samme sind” – helt sikkert sagt af folk der aldrig har prøvet at være taberen, hver gang. Altid. Aldrig vinderen. Aldrig på toppen. Aldrig først. Altid næst bedst. Altid næsten. Altid lige ved. Altid sidst. Altid forkert. Altid Altid Altid.

Skrevet Søndag d. 8. September 2019 i så random en rækkefølge at jeg næsten bliver svimmel af den uorden der nu vil være i det nedenstående og i dennet opslag generelt. Jeg har tusindvis af stikord, som jeg har lavet for at huske mit liv til senere, når hukommelsen forsvinder. Men det er som om jeg end ikke kan huske mit liv længere, ved blot at læse et ord eller få linjer. Alting sejler for mig, men jeg kan ikke sejle væk.

Mandag d. 26. August: Føler mig på kanten af at blive syg, min krop pumper afsted på nedslidte duracell batterier og min sjæl halser bagefter mens mine tanker og følelser slet ikke bevæger sig. De står ved startlinjen, total lammet. Har tænkt næsten non stop på min psykiater lærling og på hvordan jeg kan give hende de samme ubehagelige følelser som jeg kæmper med, pga. Hendes viderefortælling. Tænk sig, at hende har jeg betroet mit livs dybeste DYBESTE DYYYYYBESTE LIVSHEMMELIGHEDER ting jeg ALDRIG har så meget som OVERVEJET at fortælle andre, og så vender hun sig om, og nej, hun stikker mig ikke en lige højre direkte på kæben (dét havde været for let og forholdsvis smertefrit) hun er meget mere raffineret, mindre fysisk, hun hænger mig ud – og til tørre. Offentligt. På Psykiatrisk Hospital og blandt hendes kollegaer. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget mere svinefuldt, mere nederdrægt, mere ondskabsfuld. Hvad om jeg gjorde det samme ved og mod hende? Hvordan tror du det vil føles for hende? For hendes familie? For hendes børn? For hendes mand? Følelsen vil hænge ved, selv længe efter at den fysiske smerte er forsvundet. Jeg ved det for jeg taler af erfaring. Smerten ved svigt kan forsvinde, men følelserne og tankerne, de forsvinder aldrig.

Skrevet Søndag d. 8. September 2019 ⬇️

Som Lukas Graham (den kvabset vegetarhippichristianit) synger:
“Time can heal your wounds if
You’re strong and standing tall
I’ve been doing all of that, it didn’t help at all
They say you’ll grow older, and it’ll get better still
Yes, I will, but no it won’t
They don’t get it…“

Og dét ⬆️ er nøjagtig sandheden. Jeg har prøvet alt for at få det bedre. Jeg har ranket ryggen og stået imod livet og life itself. Jeg er blevt ældre og årene er på magisk vis gået, ufattelig langsomt, er de gået men de ER gået og jeg har kæmpet hver-evig-eneste-dag og hver gang jeg har fundet én lille bitte afsats at stå på, at hvile mine trætte ben, så kommer der en enkelt person (for mere kræver det faktisk ikke) og hiver tæppet væk under mig, uden hensynstagende til hvor hårdt jeg rammer jorden, hvor meget jeg slår mig på vejen ned og hvor ondt det gør.

Tak til min Nye Behandler på Psykiatrisk Hospital for at starte alt det her, uden overhoved at tale med mig, for at trække mig baglænds gennem hvad der føles som en skov af nåle og tak til min Psykiater-Lærling for at svigte min tillid og ødelægge hvad du så fornemt valgte at bruge det sidste år af din uddannelse på at bygge op. Jeg håber I bliver veninder, for mennesker som Jer, I fortjener hinanden og hinandens selskab. Sammen kan I stadig nå at ødelægge mange menneskers tillid og liv, inden Jeres arbejdsliv er forbi. Når I engang møder min Gudfar i helvede, så håber jeg at I vil blive hans bordamer i evigheden. Så kan I sidde dér med jeres selvfedme og lytte til hans historier om hvordan han voldtog mig, tvang mig til en abort, sparkede mig til en anden, hvordan han myrdet et barn og begravet det på en mødding, hvordan han fik hans venner til at stikke deres uvasket pik ned i min hals så ofte og så mange gange, så jeg led af kronisk halsbetændelse i 17 år, hvordan han gav mig så mange underlivsinfektioner at jeg kronisk kan lugte mit underliv. Jeg håber I får et godt liv, sammen, fremadrettet – og at vi aldrig ALDRIG mødes igen, jeg er nemlig af den 100% overbevisning, at mit liv alene i min lejlighed nemt kan erstattes med et lige så godt liv i fængsel for at have sparket og spyttet på offentlige ansatte. Jeg ser ikke noget afsavn ved at bo her eller dér. Mængden af besøgende, af livebekræftende begivenheder og mad-pyramide-mad vil helt sikkert være bedre i et fængsel, so just you dare me. Please do dare me. Please. Do. Dare. Me.

Og så er der alle de notater om livet indimellem mit sidste møde med De Stikkende Damer på Psykiatrisk Hospital (14. August 2019) frem til mit første nye møde med min Norsk-Britiske Psykolog (3. September 2019)

🍎 Min Revisor ignoerer mig helt bevist. Måske hun har stået i lærer hos eller er veninder med, min Psykiater-Lærling? De har samme alder. It could be. Imens hun ignorer mig, samlet jeg på dagbøder i Spanien for ikke at indberette min indkomst på at drive udlejning i Spanien. Pt. har jeg en regning på 1200€ som ligger og tikker. Jeg kan slet ikke overskue hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg igen skifter revisor. Min revisor er en kvinde, hun er sød og hun arbejder for et af Danmarks største revisor firmaer, et af dem som helt sikkert har en tjekket it mand (eller 5) der har sat sporing op, så de modtager notifikationer omkring ALT hvor deres firma navn nævnes – og da alting altid er min skyld, når andre vender og drejer det, så skal jeg for min slaskede økonomis skyld nok vare mig for at nævne deres navn her. Blot vil jeg sige, at jeg har haft ringet til hovednummeret 4 gange i den forgangende uge og 3 gange i ugen før det, hver gang er min revisor optaget “internet” eller “ude af huset” og hver-evig-eneste-gang får jeg lovning om at beskeden gives videre til hende personligt. Hver-Evig-Eneste-Gang græder jeg i telefonen og siger til sekretæren at hun bare kan sende mig og mine papir videre til en praktikant, eller hun kan sende mig en email hvis hun ikke vil have mig som kunde mere – bare gør NOGET frem for intet at gøre og frem for at ignorer mig så hårdt at det koster mig penge bare at sove.
– jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…..?

🍎 For ca. 2 uger siden fik jeg tegnet mine tatoveringer under fødderne op igen. Når jeg bliver tattoveret, trækker jeg vejret dybt og lukker mit hjerte og hjerneaktivitet ned. Min krop svæver afsted, henover en enorm himmelblå og kold sø, flankeret af kæmpe grå bjerge med sne på toppen og langs søkanten er der frodig skov. Måske det er i Canada (hvor jeg aldrig har været) måske det er et sted der ikke findes – men det er mit go-to-sted når den fysiske smerte bliver så stor at det sortner for mit indre og min sjæl forlader min krop. Jeg har aldrig tænkt over det før, selv om det nu er 3. gang jeg bliver tattoveret, men dét er dér jeg plejet at tage hen, da jeg var yngre, specielt da jeg var yngre, når min Gudfar fik sin vilje eller når hans venner inkl. den lille gamle klamme mand, got their way. Måske det er derfor jeg altid kun har set mig selv ligge med hoved til siden, altid i retningen af vinduet, af lyset, med lukket øjne, når jeg har sævet henover min egen krop? Det slog mig, da jeg lå dér og blev tattoveret at dét her sted (Bjergsøen) virkede så enormt bekendt, men jeg har aldrig fløjet henover en sø der så sådan ud og jeg har desuden aldrig fløjet så lavt i et fly – og fakta er at jeg ikke kan flyve sådan i virkeligheden. Søen og landskabet er så storslået at det ikke er hverken Østrig, Schwitz eller Italien hvor jeg har været så mange mange gange. Det er et fjernt sted med frisk kold luft og stilhed og ro.

• 

• 

• 

• 

• 

🍎 Jeg har nu haft fornøjelsen af at se mig selv iført våddragt. Jeg forstår nu hvorfor de syntes jeg ligner en smølf. Rød overkrop. Blå ben. Jeg takker Hr. Gud for at ingen har kommenteret på, hvor fed jeg ser ud, specielt henover maven. Jeg kan se at Michelles søster i Texas også SUPPER, hun kører rundt i Michelles hvide VW med et SUP board på taget og selv om billeder bare viser fragmenter af et liv, så tænker jeg at det må være en lille flig af paradis, at have en veninde at stå på SUP board med. Jeg ved det gør mig godt at komme afsted, jeg ved det gavner mig både mentalt og fysisk men alligevel har jeg kun været afsted max 3 gange i år og i ugen der er gået, har jeg afmeldt mit medlemsskab, eller sat det i bero frem til 1. April 2020. Nu mangler jeg bare at hente min dragt og vest, når jeg en dag har en bil jeg kan kører i, for jeg kan ikke overskue at gå hjem med det i armene – og offentlig transport er for mig lige så usandsynlig at bruge som det er usandsynligt at veganere spiser en rød bøf med sovs lavet af mælk fra en ko.

🍎 Jeg faldt i bruseren for ca. en uge siden, hele min ryg, baller og lår er blåsorte. Dvs. de var allerede blå da jeg kom ind på hospitalet, men ingen spurgte hvor mærkerne kom fra, jeg tænker de antog at det var fra sammenstøddet og da ingen – som altid – spurgte mig, og jeg iøvrigt ikke orkede at åbne mine øjne og tale, sagde jeg ingenting. Det er nu 2. gang på knap 3 måneder jeg er faldet i min bruser og jeg forstår ikke at det sker. Men det sker. Pludselig ligger jeg dér og har slået mig gevaldigt. Jeg rykkede både badeforhæng og gardinstangen ned i mit sidste fald og da jeg samtidig landet oven på brusehoved med mit ene lår, og knaldet hoved ind i muren, måtte jeg ligge lidt og sunde mig inden jeg turde bevægge mig og opdage om jeg havde brækket noget, og om jeg pludselig ville være endnu mere hjælpeløs end jeg allerede føler mig. Jeg har ikke fortalt nogen om mit fald i bruseren. Det gavner ingen og hjælper ikke mig, men det bekymre mig at jeg er begyndt at falde, ikke kun i bruseren men også når jeg går på trapper. Det er som om min krop ikke kan bære mig mere. Smerten er en ting. Frygten for at blive plejekrævende er noget HELT ANDET og en issue jeg overhoved ikke behøver belyse, for det kommer aldrig til at ske, at jeg bliver plejekrævende i andres hænder og varetægt.

🍎 Op til min søsters babys Barnedåb, pudset jeg ALT vores familie sølvtøj. Vi blev over 50 personer og i min familie findes der oceaner af sølvtøj. 3 tårns. Rosenborg. Det er ikke blevet pudset i hånden 100% siden min Mormor døde for ca. 22 år siden. Det er blevet pudset, ofte siden, men altid med en gaffel ned i et rør, ryste ryste og så op igen. Det er fint og en god hjælp, men sølvtøj pudses nu engang bedst, hvis det pudses i hånden, med negle der følger cicileringen og hænder som efterpolere alt. Det tog 2 x 12 timer og jeg var færdig og klar til tælling.

Der blev sat kæmpe telt og hoppeborg op i mine forældres have til min søsters barnedåb, for at holde teltet nede og på plads, hentede min praktisk Far 4 frontlodder til en traktor i firmaet. Dét shit fungere frem for pløkker! Men de var grimme, så MosterFaster Ann fixedet dem i de lyse morgentimer inden en masse små fingre kunne vågne op og ytre ønske om at deltage. Samtidig med at de tilsammen 160 kg. tunge lodder blev pæne, blev de også synlige, så ingen behøvede at falde over dem, du ved, ældre mennesker og deres bentøj, små børn der glemmer at se og almindelige psykisk syge mennesker der bare falder.

• 

• 

• 

🍎 Inden barnedåben, skulle jeg også fjerne nogle gl. egetræs kistemøbler (EGETRÆ BITCH!!) som stod i et hjørne af gårdspladsen på mine forældres gård. Der har de stået længe, fordi ingen kunne hjælpe med at flytte dem, de skal på lossepladsen og den lille trailer ikke har været ledig, men så bad min Far mig om at få det gjort og afsted jeg kørte med traileren. 🚗💨 Men en ting er egetræ, en anden ting er tunge kistemøbler og en tredje ting er VÅDE TUNGE kistemøbler. Lad mig bare sige det sådan, at jeg er glad for at jeg har lært at squatte og løfte med min core muskel og benmuskler, frem for at løfte med ryggen!! Mine arme og min krop var TRÆT med træt på bagefter. Men nu ejer jeg officielt ikke ét eneste møbel mere, som har tilhøret mine Gudforældre. En era er slut og jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt. Om min samvittighed vil plage mig eller om den er okay med det.

• 

• 

• 

• 

🍎 Dagen efter jeg blev udskrevet, gjorde jeg rent (alene) min udlejningslejlighed. Jeg har fået lejet den ud til et relocation firma, som finder møbleret boligere til udenlandske medarbejdere for store virksomheder i Danmark (Århus) Det har været VIRKELIG hårdt og svært at finde en god lejer og jeg frygter stadig dybest inde, at det her går galt. Jeg har fået 3 måneders forudbetalt husleje og 3 måneders depositum, hvilket jeg var ufravigelig på. Jeg vil IKKE sidde med den økonomiske abe alene og bruge mit liv på at betale af på skader påført mig, af andre. Jeg har haft tid nok til at gøre lejligheden ren, for den seneste gæst tjekkedet ud d. 26. August, men jeg har bare været hængt op, fysisk og mentalt og har ikke kunnet overskue det og *bang* så kører jeg galt og *bang* så forsvinder en weekend og *bang* så er der 24 timer til at lejeren flytter ind og måske 20 timer til relocation firmaet kommer og laver deres egen tjek af lejligheden og ingen, som i vitterlig ingen skal sætte en finger på ting jeg har med at gøre eller ting jeg har gjort rent. Så dér stod jeg, i min udlejningslejlighed, med hævet hænder og ømme ben og ryg, iført et par trusser der var rene for 4 dage siden og i en burkakjole som ikke var blevet hverken renere eller mindre krøllet, jeg havde endda haft den på da jeg lå og brækket mig på toilettet på Molslinjen…..Jeg endte med at åbne begge vinduer i lejligheden. Tage kjolen af og gå rundt og gøre rent i trusser (der bogstavelig talt lugtede, men jeg havde jo ikke en nøgle til min egen lejlighed og min hjerne kunne ikke overskue at gå i bad eller lave klatvask, det slog mig slet ikke før jeg sad i min egen lejlighed igen) med et viskestykke bundet rundt om mine bryster. Ikke fordi nogen kan eller kunne se mig, men fordi jeg følte mig så nøgen uden noget på overkroppen og et viskestykke var hvad jeg havde at “tage på”

Lejligheden blev rigtig fin og hende medarbejderen fra relocation firmaet var synlig imponeret. Lejeren er flyttet ind, men firmaet har ikke betalt den første husleje endnu…. jeg-magter-det-ikke.dk

🍎 Dagen efter, hvor jeg var fuldstændig smadret i knæ både mentalt og fysisk, skulle jeg ud på Psykiatrisk Hosptial og møde min nye behandler, som ringede og informeret mig om at hun was in fact min nye behandler, mens jeg var til frisør (22. August 2019) Hvilket gjorde at jeg gik udenfor for at tale, i gårdhaven tilhørende bygningen, så dér sad jeg på kanten af en sandkasse med vådt hår klar til at få klippet spidser for første gang siden jeg var 39 år, iført firsørkappe og kæmpede mod tårene mens jeg tale med hende, som skulle være min nye behandler. Jeg var hverken lykkelig eller ked af det var hende valget havde faldet på. Jeg havde regnet mig frem til at valget var mellem hende og Harry Potter Psykologen. Så hende der blev “min” behandler, er hende der kropsmæssigt ligner Barbara med den petit krop (må alligevel være fedt at vågne op med flad mave hver dag…..just saying) og som med hendes gyldne hudfarve, brune hår og brune øjne ligner min Tante SÅ meget at de kunne være søstre! Min Tante Tia er Norsk (og hovedrig olie arving) og gift med min Far’s Storebror, som er hendes dimentrale modsætning. Min Tante Tia er høj, slank, solbrun, brunøjet, mørkhåret og har modersmærker i ansigtet og smiler sjældent. Min Far’s Storebror er høj, tyk, gråhåret og har de mest blå øjne man kan finde. Han er højlydt og har en næve på størrelse med en spade. Jeg tror jeg har tabt mine ord og min evne til at formulere mig korrekt, hele det her indlæg er knitty-gritty og min hjerne tænker på engelsk mens mine fingre forsøger at stave korrekt, eller så korrekt som jeg nu kan, på dansk og samtidig undgå at mine fingre bytter om på bogstaver (!) i ord der skal danne forståelige sætninger … men dét var min tirsdag. Med min nye Norsk-Britiske Psykolog, hvis navn jeg ikke kan sætte pin-point if it is British, Tysk eller Dansk med journalistisk stavefrihed. Det er som om jeg allerede nu tænker inden i, at hvis jeg ikke finder et godt navn til hende herinde, så kommer vi aldrig rigtig til at fungere sammen (selv om jeg nu er stærkt i tvivl om hvorvidt vi nogensinde gør det) – men en god start på alting, er et godt navn, der giver mening til betydningen. Da jeg var til første samtale, satte jeg mig i venterummet (gangen) som er lyserød. Der var en helveds trafik på vej derud, som om alle tænkte at de skulle på Psykiatrisk Hospital og jeg fik den sidste parkeringsplads i det p-område ved indgangen. Havde jeg ikke fået den, havde jeg parkeret på en af de pladser med 15. Minutters parkering. Jeg er vitterlig SÅ LIGEGLAD at blev jeg mindre ligeglad, så ville knoglerne i min krop glide ud under min hud. Hvilken fucktard skriver under på at bygge et hospital med en psykiatrisk afdeling, for så at lave for få p-pladser og gøre pladsen mindre end på det eksisterende hospital? Ohhh og lad os tilføje tonsvis af vinduer som ikke kan åbnes, fordi det er nemlig SÅ smart eller…..?

Vores første samtale foregik sådan, at hun hentede mig, og jeg tændte for min optagelse på min telefon, mens jeg savnede mine solbriller som er døde under trafikuheldet – da jeg knaldet hovede frem mod rettet, ryger de af. Jeg finder dem senere, da jeg inspeksere bilen på værkstedet og bla. henter mine nøgler til min lejlighed, da ligger de på gulvet på passagersiden og er tråd skæve (måske af Falkredderen?) Jeg sagde ikke at jeg optog samtalen. Jeg har undersøgt med min advokat, at samtaler man selv deltager i, gerne må optages uden at de andre deltager ved besked. Jeg må blot ikke dele indholdet/optagelserne med andre, end dem der har deltaget i samtalen, uden alle der har deltaget i samtalen, har samtykket. Med mindre det kommer til et juridisk sagsmål, så må det deles med alle der er involveret i sagen inkl. advokater, offentlige instanser mv. Så jeg optager alt fra nu af. Jeg vil ikke finde mig i at havne i en ligende situation igen, uden 100% at kunne bevise at jeg er uskyldig.

At fede Dorit er dårlig til at formulere sig og vælger at kører strategier som er dårlige overfor normalt fungerende mennesker og i bedste fald katestrofale overfor psykisk syge mennesker som jeg, skal ALDRIG IGEN falde tilbage på mig. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i altid at være syndebukken, specielt fordi jeg VITTERLIG IKKE KAN SE hvad jeg har gjort forkert! Med alt min klarhed, kan jeg ikke se at jeg har gjort noget forkert. Google er hvad Lademands Familieleksiskon var, da Indianerlægen var ung og rynkefri. At hun ikke googler men bedømmer sine medarbejder ud fra deres kompetancer, må hun selv om, men umiddelbart kan jeg da se de første par medarbejder som hun nok burde havde googlede røven ud af bukserne på, frem for at se på deres kompetancer – kompetancer på psykologer er hvad et hostel uden omtaler er for almindelige mennesker = et sted man liiige overvejer om man vil lægge sine feriepenge.

Ergo er Google et rigtig godt sted at starte. Uanset din alder og uanset hvem du tror du er. At Psykiatrisk Hospital forbyder mig at google, gør bare at jeg googler endnu mere, så frem det skulle passe mig. Jeg er 41 år gammel og ingen skal fortælle mig hvad jeg må og hvad jeg ikke må. 35 år med dikatur og kommunistisk økonomi, er nu udskiftet med totalitær enevælde og ja, jeg er i slingerkurs og ja jeg er ikke sikker på at jeg kan styrer det her skib jeg pludselig har fået rettighederne til, men hellere crashe og synke end at tage imod ordre igen. It-Ain’t-Never-Gonna-Happen-Again. Just-Saying.

Jeg kan ikke præcist huske hvad vi tale om, sådan struktureret (måske fordi det ikke var strukrureret?) men jeg kunne se at Nordmandspsykologens hjerneceller kom på overarbejde, jeg kunne vitterlig SE hvordan hun sad og tænkte og prøvede at danne sig et overblik.

Jeg var uforskammet ærlig og brugte de ord der stod i kø for at komme ud. Jeg sagde feks. ordret at jeg fandet det fuldstændig absurt at de kunne sidde og tro at jeg ønskede at være ligesom min Nye Behandler, jeg viste hænderne ud til siden for at vise hendes omfang og sagde at dét var mit største maridt at ende sådan og at jeg hellere stod i menneskeafføring i en kloak til livet i en måned end jeg tog på arbejde bare én dag som psykolog, hvilket lige efter det at være læge, må være det mest skoddet job EVER!!

Folk sætter generelt mere pris på mennesker der kan få deres uønsket stinkende lort til at forsvinde end en læge der sidder med sin lille dobbeltsidet gummihammer og banker på knæskaller og siger “hmmm” og psykologer med hampre timepriser og som er så fucked af at læse bøger uden billeder, at selv Freud og Einstein ville danne nye teorien ud fra et besøg i nutiden.

Jeg sagde også ordret, at jeg syntes det var yderst problematisk at jeg sidder til samtale hos De Stikkende Damer og føler mig så presset til at give dem et svar, så de vil get off my back, at jeg er parat til at sige hvad end de vil hører! For det var nøjagtig sådan jeg havde det sidst, da Psykoedukations Psykologen was rambeling imod mig med hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde det og hvad det gjorde mig til at jeg gjorde hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde når jeg gjorde det – jeg blev så forvirret og så fortvivlet at jeg til sidst bare sagde hvad de gerne ville høre; at det at tale med min Nye Behandler var som at tale med min Mor – jeg kunne vitterlig SE hvordan “Aaaahhhhhhhhhhhhh knappen” blev trykket så hårdt i bund hos dem alle og havde det været en film, ville produceren bede dem alle tage brillerne ud på næsetippen og se sådan her ud…

http://images5.fanpop.com/image/photos/31900000/-3-how-to-lose-a-guy-in-10-days-31914881-245-170.gif

Jeg kan faktisk bedst sammenligne følelsen med de følelser som Danske Malthe må have haft, da han sad til forhør hos New York Politi omkring anklager af seksuel udnyttelse af børn i den vuggestue han var i praktisk i. I 2 stive timer pumpede de ham med postulater, som han forsøgte at værge sig imod. De sidste 2 timer gav ham dem ca. ret i deres påstande, og det var så bekvæmmeligt nok, de sidste 2 timer som NYPD har optagelser af og som de kontinuerligt henviser til. Det samme skete her, de henviser til alt muligt som er sagt efter at jeg har været presset så langt op i et hjørne mentalt, at mit hoved starter med at lave flugtruter og placere mig med ryggen mod døren, så jeg ikke kan se hvad der sker bag mig. Jeg kommer ALDRIG til at forstå at det er sådan dem der skal være de ypperste og klogeste individer, sat i denne verden for at hjælpe mennesker der har det mentalt dårligt, med at blive raske igen, arbejder.

Jeg er ikke uddannet inden for menneskelig pleje, men jeg kan komme på de første 5 andre metoder med positiv kommunikations garanti, som jeg ville bruge, så frem det var mig der var i deres sted. Ingen af dem ville involvere et lille anonymt rum med lukkede døre og vinduer. Ikke én af dem.

Jeg glemte at forælle at jeg faktisk havde forsøgt at ringe til min Psykiater-Lærling aka Stikker Grethe, men det skal jeg nok få sagt næste gang. Jeg sagde også ordret at jeg havde google min nu, nye behandler (Nordmands-Psykologen) tilbage i Juni 2017, da hun lavede en udredning på mig og hendes kollega, som dengang var Psykoedukations Psykologen, spurgte mig om jeg nogensinde havde trukket bukserne af et barn. Jeg tænkte at de begge to var komplet fucked i hoved og at vi eventuelt burde skifte plads, for med en sådan tankegang burde de da sidde i intensiv behandling. Men specielt var min foragt mønstret på Psykoedukations Psykologen som jeg efterfølgende ofte så på cykel, og i mit stille sind håbede ville vælte (hun havde naturligvis ikke cykelhjelm på….) og slå sig af helvede til. Jeg gav hende de ondeste blikke jeg kunne fremavle på det tidspunkt – jeg vil gerne bryste mig af at mine onde øjne blik, er udviklet sig siden det, så please make a prayer at jeg ikke møder nogen af dem igen, for så skal jeg gøre mit til, at resten af deres dag og med lidt held, uge, bliver fucking dårligt!

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad de mener om mig, jeg er fuldstændig ligeglad med hvad de tænker om mig – for uagtet hvor sød og mild jeg er, så danner de sig (åbenbart) deres helt egne konklusioner, så hvorfor være sød mod andre, når andre smider lort i hoved på dig?

Det hedder sig jo allerede at jeg er tvær og på tværs, at jeg opfører mig som en 5 årig, at jeg skaber mig på psykiatrisk hospital, at jeg er et narcassistisk røvhul med x-factor histoniske tendenser og en fucked splittet borderline personlighedsforstyrelse som ikke kan holde styr på en grænse om hun så stod oven på den. Så jeg tænker; hvis det er sådan de ser mig, who am I to dissapoint? Let’s give’em something to talk about. Og smider de mig ud fra Psykiatrien, så ved jeg jo allerede hvordan dét føles, efter 90 dage i fuldstændig uvished – udover de stærkt ubehagelige e-boks beskeder – så fra nu af kan de faktisk ikke smide noget i hoved af mig, som jeg ikke allerede har prøvet, eller mentalt er forberedt på.

Jeg tænkere oftere på, hvordan jeg kan gå tilbage i tiden og tale med min Gudfar og forsøge på at få ham og jeg til at skilles som venner og med en fælles forståelse for hinanden, frem for at han tog sin vrede med sig i døden og ignorerd mig til det sidste, og efterlod mig her, end jeg tænker på hvordan jeg kan være ligesom en af de fuldstændig afsporet psykologer eller psykiatre på Psykiatrisk Hospital i Skejby.

🍎 I morgen er det mandag og så starter jeg med at gøre min lillebrors lejlighed ren, han er flyttet til Holbæk og har vitterlig bare forladt lejligheden, med gl. mad i køleskabet, beskidt mikrobølge ovn, beskidt badeværelse – tøj i skabene som han ikke lige følte for at tage med sig osv. Lejligheden skal udlejes men den kan jo ikke udlejes når den ser sådan ud og der er åbenbart kun én i vores familie som kan gøre sådan noget. Gratis.

Min søster har købt lejligheden ved siden af, eller mine forældre har. Så lige nu er hendes største udfordring i livet, hvilken af 2 lejligheder hun vil bo i, med sin lille nye datter.

Lejlighed #1: Helt nybygget fra 2015. Hun har boet der i snart 4 år. 75 Kvm. 2 værelser. 20 kvm. altan med fantastisk sollys. Opvaskemaskine. Tørretumbler. Opvaskemaskine. Privat Parkering. Beliggende: Frederiksbjerg.

Lejlighed #2: Bygget i 1985. Nabo til min lillebror. 110 Kvm. 3. Værelser. 15 kvm. altan. Opvaskemaskine. Tørretumbler. Opvaskemaskine. Privat Perking. Beliggende: Vesterbro Torv

I går, lørdag havde min søster så arrangeret at nogle mennesker måtte komme og pille køkkenet og badeværelset ned gratis for at tage det med. De skulle komme kl. 10.00. Men ups hun havde glemt at hun skulle være til Børne Fødselsdag kl. 10.30, så det blev udskudt til kl. 15.00, men da klokken var 14.00 var hun endnu ikke kommet, så jeg tilbyder at kører ned og lukke op. Dét måtte jeg gerne.

Men jeg måtte ikke gå og gik jeg ind i min lillebrors lejlighed (2 meter fra døren til hendes nye lejlighed) skulle jeg lade døren stå åben (!) så jeg kunne høre/holde øje med om de her mennesker ødelagde noget…….?….. i total tom lejlighed som skal total renoveres? 🤦🏼‍♀️ Ja for lavede de et mærke i gulvet så skulle de betale…..

Hvordan hun så lige havde tænkt sig at få penge fra nogle friske unge polske mænd, der kom og var klar til at afmontere det hele, aner jeg ikke, men typisk min søsters tankegang.

Da hun ankom, havde jeg stadig ikke spist og da jeg kikker ned i hendes tasker, som hun beder mig om at bærer ind ved siden af (i min lillebrors lejlighed) kan jeg se at der ligger en sodavand. Jeg spørger om hun har flere, hvortil hun svare: Nej jeg tog kun én med til mig selv…… Øhhh WTF?

Man tager sku da ALDRIG kun én med til sig selv, når man ved der er mange flere mennesker der hvor man dukker op?

Da de her mennesker havde været igang i flere timer, spurgte jeg min søster, som netop var kommet stor grinende ind i min lillebrors lejlighed og sagt at hun aldrig havde set så ulækkert et køkken (opsat i 1984) blive skilt ad, om vi ikke skulle købe en sodavand og noget mad vi alle kunne dele – OMG jeg fik verdens næstlængste opsang om hvorfor min økonomi Vs. hendes var så dårlig, det var fordi jeg overvejet at give DEM en GRATIS soadavand, når det (ifølge min søster) burde være DEM der gav hende en GRATIS sodavand når hun sådan gav dem et gratisk køkken – vel og mærke dét køkken hun netop havde beskrevet som klamt og et køkken hun bare ville af med, for at hun ikke selv skulle røre ved det!

Jeg blev så arrig, at jeg gik i 7/11 og købte 6 sodavand, én til os alle inkl. min søster. Senere spurgte jeg min søster om vi skulle bestille en pizza, nu da vi jo ikke måtte forlade lejligheden, for jeg var jo stadig sulten og *bum* igen fik jeg en oplæsning så lang at jeg aldrig trode hun ville blive færdig.

Jeg endte med at tage min hund og min næsten døde telefon pga. manglende strøm – har altid strøm i min egen bil, men nu kører jeg i min Mors – som jeg ikke kan parkere nogen steder, af frygt for p-bøder……. og kører hjem til mine forældre, for at aflevere bilen og blive kørt hjem. Så lavede mor en Smoothie til mig, så begyndte hun på aftensmad og da vi kom til aftenskaffen blev jeg simpelthen nød til at sige: Undskyld, det er ikke for at være en party killer, men hvem kører mig hjem? Jeg er træt og har været træt hele dagen (ville jo egentlig bare låse døren op og så gå igen og 6 timer senere er jeg stadig ikke hjemme…..)

Aiii men kan du ikke bare tage bilen (ind til Århus CCCCCC midt under festugen en lørdag aften….) og parkere? Jeg var så arrig inden i, at jeg næsten tror der kom røg ud af mine øre, jeg sagde naturligvis jow og kørte hjem, cirklede for at finde en parkering og fandt en og dér har bilen så holdt hele dagen mens jeg har siddet her i sengen.

I morgen, mandag, kan jeg så starte med at fjerne den klokken 08.00 og kæmpe hele dagen for ikke at få parkeringsbøder…..

HVAD FANDEN SKER DER FOR MENNESKER I MIN FAMILIE??