Da jeg købte min hvalp, fulgte der et gavekort på en udstilling med. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at bruge det, men opdrætteren spurgte på FB om jeg ikke ville med, så jeg sagde ja tak. Og i går, Lørdag, vandt min hvalp 1. præmien i “Hvalpe Kategorien” over 3 andre hvalpe.
Åbenbart er det ret stort og det er åbenbart også ret stort at jeg, som sådan en udefrakommende bare rydder tavlen i første hug. I hvert fald gik begge taberne op og talte med store ord overfor dommeren. Jeg syntes naturligvis min hvalp er sød og pæn og jeg holder den ekstrem ren, den får børstet tænder hver dag (eller hver anden) klippet negle og bliver børstet flere gange om ugen – men at gå i ring er jo ikke det store, så jeg fatter ikke hvorfor de andre blev så sure eller følte sig forurettet. Men det gjorde de.
Nå men når man vinder og klokken er 11.06 lørdag formiddag, skal man (jeg) gå videre til næste rundte som var når alle var færdige – det var de så først kl. 16.45. Jeg bliver simpelthen nød til at sige, at jeg ikke er en vinder NOK til at jeg syntes det er fedt, sjovt, interessant eller spændene at sidde på en plastikstol i en sportshal, med ca. 200 hunde der skider, piber, børstes, fælder, mennesker der snakker (og hovedparten af de her mennesker er “udkants Danmark mennesker, sikkert med et giga hundehjerte, men ….) Lad mig bare sige det sådan, jeg behøver ikke vinde igen og sidde 6 timer med en hvalp i bur og glo…..
Resultatet blev da også derefter, da det blev vores tur til at gå i cirkel igen, dansede min lille hvalp afsted på bagbenene og hapsede i sin snor – lige så fint hun havde stået og gået først, lige så barnlig (hvalpet) var hun nu og vi røg ud i første rundte.
Jeg brugte under 10 min på at få pakket vores grej sammen og sprang ud i bilen og flygtede fra det her – for mig – total rædselsfulde sted!! På vej derned havde jeg set skilte der peget på byerne omkring hvor It mandens forældre bror, så jeg kørte derind på vej hjem. Jeg var der max en time, sagde blot hej og fik en spegepølsemad og en sludder og så afsted igen. Duty done.
Da jeg fik min Fiat500 i Maj 2016 mødte jeg dem og lovede at komme på besøg – nu er det gjort.
Da jeg kørte fra It mandens forældre, ringede jeg til Norman. Jeg ved han ville havde grinet når jeg fortalte om folk der havde klapvogne speciallavet til hunde med, om alt deres grej og gejl – han ville virkelig more sig. Vi har tit talt om at jeg var et kattemenneske (Kattedame) og han var en hundeperson – og selv om jeg nu selv har en hund, syntes jeg stadig at hunde er klamme, i hvert fald 98% af dem. Folk holder simpelthen ikke deres hunde rene.
Han tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked.
Da jeg kom hjem havde min søster, ældste lillebror og forældre skiftet sofaerne rundt i min lejlighed. Det var FANTASTISK!! De sofaer jeg havde før, altså en 2’er sofa og en sofastol, lavet af min Morfar i 50’erne. De var ELENDIGE at sidde i. Mildt sagt.
Nu har jeg fået en 2’er sofa og en sofastol hjemme fra Far og Mor, de er i hvert fald 25 år gamle, hvis ikke mere. For vi havde dem også da min ældste lillebror var baby. De er multifarvet… som i virkelig virkelig multifarvet. Men man sidder svinsk godt i dem og efter at havde fået både hold i ryggen og noget der minder om forskubbet ryghvirvler af den anden (som Morfar havde givet livstidsgaranti på – he needs to come back and fix that shit!) ja så er det som at sidde i en sky. Jeg ELSKER de her sofaer – kønne er de ikke og har nok aldrig rigtig været det, men de er virkelig virkelig gode at sidde i.
Ulempen – udover udseenet – er at de er lavet af stof. De andre var af læder og dét er ret praktisk når man har en hund, der både fælder, har beskidte poter og gumler og savler på ting, så jeg har sagt til mine forældre at de ikke kan kræve at de kommer retur i samme stand. Ikke fordi jeg ikke vil forsøge at passe godt på dem, for det vil jeg, men det er svært at holde stofsofaer rene – og de her er helt sikkert lavet før stof der kan tørres af, blev opfundet.
Klokken er 00.30 søndag aften/natten til mandag. Jeg har lukket nogle gæster ind i en lejlighed her til aften og nu sidder jeg og ser San Andreas (film) på re-play i TV.
Jeg lå i sengen til klokken var næsten 13.00, med Ella (har ellers kæmpet for at få hende ud af sengen men jeg orkede ikke at lufte hende, så jeg tog hende op i sengen) Jeg var simpelthen så træt i går og bagefter blev jeg simpelthen så ked af det, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg tænkte på hvorfor jeg lever, hvorfor jeg forsætter med at leve, hvorfor jeg udsætter mig selv for så meget smerte, hvorfor jeg ikke kan forudse hvad der vil ske – og på hvorfor der findes mennesker der har så meget i livet, men alligevel ikke formåer at være god ved andre, der ikke har nær så meget?
Sagen er den, at da jeg kom hjem og sad med benene oppe i sofaen og var så træt helt ind i knoglerne (havde kørt hjemmefra kl. 05.28 om morgen) og klokken var nu ca. 20.30-21.00, min krop føltes som en camino marathon men jeg havde også oplevet så mange ting i løbet af dagen, bla. sad jeg fast i en mudret grøft på vej til udstillingen klokken bæ om morgen ude på Lars Tyndskids mark… (don’t ask why!!) og jeg ville bare gerne dele min dag med nogen og så tænkte jeg på Norman og ringede til ham. Igen.
En mand tog telefonen (Ikke Norman) og præsenteret sig ikke, han sagde bare Hallo på en meget ubehøvlet måde. Jeg præsenteret mig og spurgte efter Norman, hvorefter manden sagde at Norman var ude og rejse i 3 måneder – jeg fik vist sagt noget i retningen af “uden sin telefon?” hvortil manden sagde at han passede den for ham og om han skulle tage imod en besked. Jeg sagde nej tak og afsluttet samtalen.
Måden manden talte til mig på, var nøjagtig med samme overlegen arrogance som Normans lillesøster talte til mig på, i sommer på Smukfest. Ergo er min direkte paralell og konklusion, at manden i røret må være Normans svoger og hendes mand – for kun to personer med så forfærdelig lidt hjerterum, kan passe så godt sammen. Afskyeligt menneske.
Måden han talte til mig på, var som måden man vil se på en lort der er trådt ind mellem rillerne på sålen under ens sko. Jeg kan ikke 100% sige hvad det var som gjorde mig så ked af det, det var ikke så meget det manden sagde, som det var måden. Men mens jeg lå og ikke kunne sove, selv om jeg havde været vågen i over et døgn, så tænkte jeg på hvad det var der fuldstændig knækket filmen for mig.
Jeg tænkte at det skyldes flere faktorer – hvoraf Norman ikke har noget med de fleste at gøre. Men hans arrogance for mig, hans manglende empatiske evner overfor en person som jeg (for jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste han behandler sådan her) var det som fik dråben til at falde, som igen fik bægeret til at flyde over. Han syntes åbenbart at det er helt okay at behandle mig som han gjorde.
Få en til at fortælle mig en løgnhistorie i stedet for at tage telefonen og sige hvad det nu end er, han gerne vil sige, direkte til mig. Uanset hvad han vil sige, kan det jo godt siges på en pæn måde.
Han leger med mennesker (igen siger jeg mennesker og ikke jeg, fordi jeg er overbevist om at jeg ikke er den eneste han behandler sådan) og det tragi-komiske er, at hans familie er såå højtuddannet og dagligt kæmper for retfærdighed i Danmark – men måske de skulle få avlet nogle mere empatiske og bløde uddannelser ind i deres familie. Uddannelser der ser på individet, personen bag og følelser frem for hvad det nu end er de kikker på – for der er ikke én af Normans søskende jeg tænker er empatisk, og ikke én af dem jeg ved af i hans familie, som jeg gad sidde til bords med.
– og dog, måske hans ældste søster, som har sagt sit job op for at hjemmeskole sin søn fordi han mobbes i skolen, måske hun har nogle værdier der er værd at bygge videre på. De andre, de burde ikke avles på.
– som du måske kan læse er jeg nu ude på den anden side. Altså jeg er stadig såret og ked af det men jeg er der hvor jeg har vendt det til vrede – og med lidt hjælp fra Hr. Gud og min Psykiater-Lærlig kan jeg holde den dér.
Der var lige reklamer, for dem kan man ikke spole henover selv om jeg ser en film på re-play på TV. Og i reklamerne var der en reklame for “Forsidefruer” et dansk program om rige kvinder der skaber sig, bagtaler hinanden og fremviser deres defekte botox læber og bryster. I programmet bruges Normans hus – og dét så jeg også i går aftes, kombineret med min mærkelige hunde dag, ja så tænkte jeg endnu mere på ham og på magisk vis fik min hjerne mit hjerte overbevist om, at Norman helt sikkert ville grine sammen med mig, af alle de skøre hundemennesker – men i stedet for valgte han at grine af mig, sammen med hans mærkværdige familie.