Norman Bach

1 2 Næste »

Norman Bach your a DICK!!!

24/09/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg vil gerne takke mig selv for, at jeg har så enestående en smertetærskel. Jeg tror vitterlig godt et menneske kan blive sindssyg af smerte.

I går, Søndag, insistered Far og Mor på at vi gennemgik forsikringen eller forsikringerne fra ulykken. Naturligvis skal vi ha det ordnet, men jeg trode naivt at når jeg har fortalt min side af historien og meldt det hele til forsikringen, så er det dét jeg betaler min forsikring for at gøre.

Jeg var af den fulde overbevisning at jeg ikke betaler min forsikring for, at jeg selv skal gøre alt arbejdet, selv skal kontakte modpartens forsikringsselskab, selv skal rykke for en lånebil (når jeg en gang har fået at vide at dét kan jeg ikke få) selv skal rykke for betaling for fysioterapi, selv skal rykke for erstatning af ting de har sagt de ikke vil dække, som feks. min Doula Uddannelse. Den dækker de ikke (de = min forsikring da uddannelsen er i privat regi) så jeg skal selv tage fat i modpartens forsikringsselskab.

Er det bare mig – hvilket det åbenbart er – men er det ikke mega mærkeligt at jeg skal bruge krudt og energi (som jeg ikke har) på at kæmpe for min ret, som jeg desuden har betalt til?

Anyway, midt i det hele kunne jeg mærke at mine kæber begyndte at trække sig sammen og selv om det ikke er noget nyt at jeg har ondt i kæberne og munden, så nævner jeg det nærmest aldrig for min familie, da jeg føler mig som en hypokond der bare søger opmærksomhed. Men truth be told, denne her sommer har budt på mere fysisk smerte end jeg kan huske. Kontinuerlig vedvarende smerte som sidder her og der og alle vegne og lige dér ved stuebordet, med Ella i sofaen og computerne på mit skød, begyndte min mund at brænde i en sådan grad, at jeg næsten fik tåre i øjenen – og det værest af det hele?

Min mund er ikke stoppet med at smerte siden……jeg sov næsten ikke i nat og hele dagen har jeg været flad og kørt på pumperne og min mund har gjort så frygtelig frygtelig FRYGTELIG ondt!! Her til aften tog jeg endda nogle af de smertestillende piller jeg fik fra hospitalet og når jeg er færdig med at skrive det her, så tager jeg en portion igen – jeg har taget mig selv i at græde og sidde med åben mund af ren og skær fortvivlelse.

Da jeg var ved læge, tidligere i dag, syntes han vi skulle tale videre om mine smerter, når jeg kom igen om 4 uger. Han har sygemeldt mig (Fra Fars firma) i 4 uger. Han sagde at jeg skulle nævne på Psykiatrisk Hospital, om de havde overvejet om jeg led af Fibromyalgi. Jeg har eller havde aldrig hørt om det før – men dejlige google fortæller mig, at det er endnu en uhelbredelig lidelse (som jeg håber jeg ikke har)

Min brors lejlighed, eller den lejlighed min yngste lillebror boede i, inden han rejste til Sjælland, er ejet af begge mine små brødre. Der skulle laves dræn under gulvet på altanen, så jeg skruet brædderne af i sidste uge og i dag skruet jeg dem så på igen, plus jeg pimpede altanen med blomster, fordi den gerne skulle lejes ud mens han er væk, så de kan få tjent nogle penge.
– jeg var SÅ TÆT på at græde flere gange men jeg ville bare have det overstået. Men at købe blomster, slæbe blomster og jord op, plante, rigge an, skrue brædder på, pakke boremaskinen væk, hente bilen, løfte overskydene ned i bilen etc. var simpelt hen mere end jeg kunne overskue. Jeg tudet hele vejen hjem af smerte.

Hos lægen i sidste uge, blev jeg tjekket for alt muligt, bla de her ting, som ikke siger mig en dyt ⬇️

Mit stofskifte (T3 og T4) er normalt
Min Bugspytkirtel er normal
Min Insulinresistents er normal
Mit Kolesterol er for højt ➡️ Noget af det skulle ligge på 5, men ligger på 6. Noget af det skulle være under 3 men er 4,0.

Hvilket førte til en samtale (mellem mig og min læge) omkring mad og spisevaner og igen kunne jeg hører mig selv være fyldt med undskyldninger. Sygeplejersken på Psykiatrisk Hospitals ord. Hun mente eller sagde at jeg havde en undskyldning for alt, og at jeg måtte stoppe med at lave undskyldninger – og hun har sikkert fuldstændig ret.

Men bottom line, jeg har intet andet at sige, end ting som er opfattet som undskyldninger. Mit køkken ligger så jeg aldrig behøver gå der ud. Jeg kan gå og være sulten og det sidste sted jeg vil overveje at kikke efter mad, er køkkenet. Et køkken S I G E R M I G I N T E T!!!

Lægden sagde at jeg skulle handle ind, han foreslog ting som ikke indeholdt fedt (for at få mit kolesterol ned) men igen, min forklaring, som er en undskylding (åbenbart) er at jeg ofte handler ind og sirligt sætter manden ind i mit køleskab, som altid er hermetisk rent. Næste gang jeg kikker i køleskabet, så er maden for gammel.

Jeg laver sedler med at jeg skal huske at spise, huske at drikke vand, med retter jeg kan lave. Jeg downloader apps der laver vandlyde hver time for at minde mig om at jeg skal drikke vand, jeg downloader ALLE de apps der findes som kan minde mig om at spise og ikke mindst om HVAD og HVORNÅR jeg skal spise, men lige lidt hjælper det.

Mad siger mit intet. Jeg har altid været kræsen som barn og jeg er altid blevet tvunget til at spise. Jeg husker mig selv sidde i køkkenet og kunne hører de andre inde i stuen. Jeg skulle blive siddende til jeg spiste op. Jeg husker en eller to enkelte gange hvor jeg har fået maden igen næste dag. Men mest af alt husker jeg den alt overskyggende væmmelse ved at spise mad jeg ikke ville have men alligevel blive tvunget til at spise det. Den eneste der aldrig tvang mig var Mormor. Hun lavede i stedet for maden som jeg gerne ville have den.

Jeg siger ikke at jeg har den gyldne løsning på kræsne børn, men jeg ved 200% at tvang og isolation ikke er vejen frem. Se bare på hvor fucked jeg er på madfronten i dag.

Måske det er derfor jeg drømmer om at få et lettere “køkken liv” når jeg får en kolonihave? Alle griner af mig, men jeg er helt seriøst den eneste af mine søskende som ikke har en opvaskemaskine. Jeg har ALDRIG boet steder med opvaskemaskine – lige med undtagen af de ca. 4,5 år jeg boede med It manden. Ellers har jeg aldrig haft opvaskemaskine, det er en lille ting men jeg tænker den kan gøre en markant forskel i mit liv, da jeg ofte væmmes af roddet og lugten i mit køkken – men alligevel ikke gør noget ved det før det er grelt.

Jeg er – nu når vi er igang – også den eneste som ikke har altan, som ikke har privat parkeringsplads (i 8000 Århus C) ligesom jeg også er den eneste som ikke har vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden. Det er små ting, banale ting. I know I know, men det er stadig ting som gør hverdagen lettere og er der noget jeg har brug for nu, som i lige NU så er det en lettere hverdag. Ja tak!!

Jeg spiser feks. heller aldrig hårde ting, så som nødder, gullerødder, chips etc. fordi det skærer i min mund og er hårdt for mine tænder at tygge. Jeg køber nærmest aldrig smør, mælkeprodukter, yougurt (til tider skyr men det er sjældent) ost mv. Ikke fordi jeg ikke kan lide det men fordi jeg går efter langtidsholdbare produkter.

Jeg kunne godt se lægen fik grå skægstubbe af at tale med mig men hvis jeg ikke må svare med det som ligger mig på sinde som et svar, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare.

Og så videre til næste ting.

I Fredags, da jeg lige havde skrevet det sidste af to indlæg (skrev 2 indlæg Fredag, det sidste var dette) og netop havde slukket computeren og lå og forsøgte at sove mens jeg delvist hadet mig selv og delvist var forundret, fik jeg følgende sms fra Norman. Vitterlig ud af det blå – og det gjorde SÅ ondt på mig følelsesmæssigt.

Blot for ligesom at holde min sti ren, så læg lige mærke til screendumpet af min opkaldsliste på min iphone. Det var ikke planlagt men OMG hvor var det epic godt fanget – jeg tager screendumpet (som bevis) til Norman, så han kan se hvad jeg har foretaget af opkald.

Screendumpet er taget i det nøjagtige øjeblik han skriver besked nr. 2 til mig, og derfor kan jeg af gode grunde ikke have slettet opkald fra min opkaldsliste…… bum. Fucking godt brandet (som Nick og Jay synger)

Og derudover så syntes jeg selv at jeg var ret velformuleret – og korrekt for den sags skyld, da jeg kalde ham for en fucking empatiforladt selcentret IDIOT!!

Men det er hverken første – og nok heller ikke sidste gang, Norman Bach vælger at beskylde mig for noget som jeg vitterlig ikke har gjort. Jeg har tit ringet til ham (førhen, ikke i 2019) men jeg har altid lagt beskeder. Altid. Jeg mener, hvad er pointen i at ringe og ikke lægge en besked, når jeg jo gerne vil tale med ham? Der er ingen pointe, excactly!!

Det er ikke mere end et par måneder siden, faktisk var det den dag min søster kom hjem fra Hospitalet med babyen, at han også skrev ud af det blå og svinet mig til for at ringe til ham – og der sad jeg i stuen med Far og var helt flad over at jeg havde gjort rent hele dagen, pga. at Mor og min søster og babyen skulle komme hjem. Bare sådan. Du er en kælling. Nåe nej. Og så blokeret han mig, så jeg ikke kan svare.

Jeg lå vågen hele natten indtil klokken ca. 05.00 og vågned så igen omkring kl. 08, hvor jeg satte mig ned og skrev følgende til ham – som han så ikke kunne modtage, da han har blokeret mig.

Jeg har aldrig selv omtalt min Gudfar som “pædofil” – det er altid mine forældre der gør det. Jeg syntes det er et GRUSOMT ord og jeg kan næsten ikke holde ud at tage ordet i sig selv, i min mund. At tænke over hvad der ligger BAG ordet “pædofil” kan jeg slet ikke begynde at overveje…. Så at sætte Norman Bach og min Gudfar ind i samme linje, var og er for mig, som at stikke en kniv direkte igennem det aller helligeste jeg kender. Det er helt klart en point of NEVER EVER NO RETURN!! (og det er jo også godt, for det er derhen vi skal, jeg ville blot ønske vejen havde været betragtelig anderledes)

Men som du kan se nederst på screendumpet, i højre side, er der kun én tick og den er grå. Så Norman har bekvemt blokeret mig, sådan at det er hans ord der tæller og ikke mine. Men paddehatten er ikke klogere end at han ikke dækker sig helt ind og det er NØJAGTIG dérfor han altid vil have de her problemer. ALTID.

Jeg har et dansk mobil nummer og et spansk. Han ved det, for vi har talt sammen på begge numre, men han har ikke blokeret mig på mit spanske nummer. Det ved jeg, for jeg tændte min spanske telefon og *vola* var han onlien og *vola* fik jeg afleveret ovenstående til ham og *vola* blokeret jeg ham på ALLE flader, så jeg ALDRIG kan få beskeder fra ham igen og *vola* så slukket jeg min Spanske telefon.

I går (søndag) faldt jeg dog i, og tjekkede Normans instagram, for at se hvor han var på sin camino. Jeg tjekkede hans profil fra en af de utallige FB kontier jeg har eller også var det fra en af dem jeg tidligere har passet for andre firmaer, hvor de – trods mine anvisninger – har udeladt at ændre password.

Nøjagtig den korte frekvens jeg så, var ironisk nok nærmest målrettet mig. Norman står i Santiago de Compostela og er på vej til Finisterra. Han siger noget i retningen af at “han kender flere som bare stormer afsted på Caminoen og siger “jeg har gået den på xx antal dage” men at i hans opfattelse er caminoen noget der skal nydes og gåes langsomt”
– jeg sad med en WTF tanke i hoved og havde jeg ikke netop sendt ovenstående sviner til ham, ville jeg fandeme have kommenteret på det.

Norman har selv været en af dem som stormer afsted. Norman er en pisse dårlig taber og kan ikke tåle (sammen med hans latterlige millionær venner) at jeg har gået hele turen på 23 dage. Norman er også så blank, at han ikke tænker over at dem som feks. går på 23 dage, måske går så hurtigt fordi de stresser, ikke kan finde ro eller er under enormt press. Jeg gik ikke 60+ km på én dag fordi jeg ønskede det, men fordi jeg var så presset at jeg ikke fik stoppet mig selv.
Norman glemmer også i alt hans “slooooow walking camino sludder sladder se mig video scener” (ja han kaldte sine opslag for scener – “så du får lige et par scener mere”. Jeg kender kun én der er mere medieliderlig end ham….🤢) Men Norman glemmer, at når man går langsomt, så har man masser af tid og dén tid skulle man gerne bruge konstruktivt og til noget som alter your life. Men i og med at han dagen før, eller 2 dage før, netop havde sendt mig en sviner – som så ofte før – så fortæller det jo HOVEDRYSTENDE om hvor lidt han egentlig har lært af, taget til sig, tænkt på og fået indsigt i, på sin mere end 33 dage lange gå-tur. He’s clearly as blank as when he started.

Jeg tager til Spanien i næste uge og hvis jeg kan komme igennem at være i Spanien uden at kontakte ham, så har jeg bestået den ultimative test og Norman vil (forhåbentlig) endelig være skyllet ud af mine åre og mit liv, som en infectious possion. Og jeg kan kun sige, når jeg kikker tilbage – hvilket faktisk er ret trist – at han aldrig nogensinde har bidraget med én eneste positiv ting til mit liv. Han har aldrig holdt de løfter om at hjælpe mig, som han selv er kommet med. Han har aldrig nogensinde gjort noget for mig – selv om jeg har hjulpet ham så mange mange UFATTELIG MANGE gange + jeg har hjulpet hans venner og hans hunde og ja bare altid været sød. Altid.

Jeg håber jeg har lært af det her. Det håber jeg virkelig.

Jeg var i en af kolonihaverne i dag, for at skrive mig op til en have, da nogen sagde noget i retningen af, at “du er da ikke gammel nok til at skulle købe en kolonihave” – jeg blev så paf, for jeg trode de dag var ovre, hvor folk tager mig for at være ultra ung, var slut. Jeg mener jeg har jo trods alt fået rynker ved øjene og jeg er tyk og ser gammel og træt ud.

I ren panik LØJ JEG MIG ÆLDRE end jeg egentlig er – som om at en 45 årig har mere lov (og behov) for en kolonihave, end en på 41 år? OMG Deirdre-Ann, what the fuck er der galt med dig!!

2 Edelweiss Øl. Tak.

22/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg kan ikke huske hvad jeg har fortalt (eller ikke fortalt) Har jeg fortalt at jeg faktisk sov i 24 timer i onsdags?

Torsdag kan jeg ikke helt huske hvad jeg lavede i løbet af dagen, men jeg lavede noget? Og jeg følte mig på toppen, frisk og udhvilet og glad. Jeg aftalte at mødes med Kunstmaleren og drikke en øl på den bar, hvor jeg har arbejdet for nylig.

Det var rigtig rigtig hyggeligt – vi endte med at få to hvedeøl (Edelweiss, smager himmelsk!) og fordi jeg er så dårlig til at drikke, blev jeg virkelig virkelig fuld (eller sådan føltes det, selv om jeg kan huske det hele, som altid)

Kunstmaleren er god at snakke med, som altid. OM det er pga. hans søsters arbejde (hun er psykiater) at hans far er læge eller om det bare er fordi han er et stærkt menneske inden i, skal jeg la være usagt men jeg holder virkelig meget af at tale med ham.

Han spørger direkte om ting som han undres over mht. min Gudfar, hvad vi lavet, hvordan, hvornår, hvor ofte osv. og når jeg svarer rynker han ikke på næsen eller vrænger ansigt. Vi taler også om mange andre ting, om hans kunst, om hvor lidt kunstinteresseret jeg er (som i virkelig lidt kunstinteresseret!!!) om mit firma, om fremtide, om børn osv.

Det er virkelig VIRKELIG dejligt at kunne tale om normale ting, om afsavn, om veninder, om ting der får mig til at grine – det er dejligt at føle mig normal for en stund.
– bagsiden er, at jeg nu (bedre) forstår hvorfor min Psykiater-Lærling syntes det var en dårlig ide at jeg havde kontakt til Kunstmaleren og syntes jeg skulle afbryde kontakten – hvilket jeg gjorde.

For nu, her en fredag aften (som netop er blevet til lørdag) sidder jeg med et enormt afsavn efter “min ven” – jeg savner at kunne tage telefonen og ringe til ham og snakke om løst og fast. Jeg savner savner en ven!!!
– og det skal være en ven som ikke forsøger at kysse mig, en ven der ikke tager mig på numsen og en ven som ikke krammer mig upassende lang tid. Og en ven som ikke har en kone, jeg på ethvert tidspunkt forventer vil angribe mig med med kløerne fremme (og jeg er end ikke interesseret i Kunstmaleren eller andre, seksuelt)

Jeg vil bare gerne have en ven.

Kunstmaleren er nøjagtig det samme som jeg så og fandt i Norman Bach. Forskellen er bare, at Norman er single og det giver en vis ro og tryghed at der ikke pludselig sidder en dødsensfarlig kvinde i struben på mig og en ro fordi jeg ved jeg ikke gør noget forkert ved at tale med ham.
– det gør jeg så alligevel, fordi han jo ikke rigtig vil tale med mig.

Men Norman er eller var også rigtig god at tale med. Han har løsninger i ærmet til alt. Han plejer heller ikke at vige når jeg fortæller, selv om jeg aldrig mindes at have fortalt ham om min Gudfar. Norman og Kunstmaleren er begge to store høje kraftige mænd, en klippe.

Men den ene vil mig ikke og det gør mig ked af det. Den anden vil mig gerne, men ikke på den måde jeg vil og ikke når jeg vil og det gør mig ked af det.

Så i teorien har jeg ingen venner – og jeg ved i mit hjerte at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg heller ikke taler med Kunstmaleren mere. Jeg kan ikke være venner med en, som jeg faktisk oprigtigt bare gerne vil være venner med, men som gerne vil mere med mig – og som er gift. Det er virkelig noget shit. Og Psykiater-Lærlingen havde så meget ret, men jeg tænker også at hun vil forstå, at jeg er SÅ ALENE at lidt (forkert) selskab er bedre end intet selskab.

I dag havde jeg så rigtig svært ved at vågne, pga. øllene i går aftes. Da jeg endelig fik sparket mig selv ud af sengen, kørte jeg over og gjorde rent i min udlejningslejlighed. Er du helt åndssvag hvor er jeg T R Æ T af at gøre rent!! Jeg er mæt og træt og kørt surt i rengøring. Jeg har vitterlig næsten ikke lavet andet siden 2011….

Lejligheden var pæn og ren og det var svært at se at der havde boet nogen, jeg måtte virkelig tage mig selv i ikke at gå i stå af flere omgange, springe over hvor gæret er lavest og sjuske i krogene. Jeg havde selvfølgelig glemt at få et lagen med, så jeg kunne ikke blive færdig i dag, og må derfor over og gøre det færdigt i morgen – og lukke gæsterne ind. Gæsterne bliver frem til ca. 1. Juli (Jeg er total blank og kan ikke huske det uden at kikke i en kalender) Den næste gæst kommer d. 14. Juli og bliver til 23. August.

Lige nu leger jeg med tankerne om at få en fast lejer pr. 1. September. På 1 eller 2 årig lejekontrakt. Udfordringen er bare, at jeg simpelthen er så mega nervøs for at få en dårlig lejer ind. Frygten for gården sidder stadig i mig. Lugten, tankerne, følelserne og billederne vælter frem når jeg tænker på det. Så har jeg meget mere styring og magt over en udlejning, når det er tidsbegrænset turistudlejning.

Da jeg var kommet så langt som muligt i rengøringen, kørte jeg hjem til Far og Mor og hentede Ella. Hun har kedet sig en del de her sidste par dage fordi alt drejer sig om babyen hjemme hos mine forældre og jeg har ikke kunnet overskue hende. Så vi kørte ud til SUP havnen, parkeret og gik langs vandet og letbane skinnerne til det gamle Psykiatrisk Hospital i Risskov og nogle haver i nærheden, hvor Ella løb løs og havde en fest.

Så gik vi tilbage, vejret var dejligt og jeg var fin i tøjet. Blå levis med opsmøg, de lyserøde kondisko jeg fik af Mor som hun havde købt til sig selv ved en fejl for over et år siden, en sort tank top og udover den en løs hørfarvet strikbluse i løst strik/hullet strik og så min fine Gustav Jakke med blomster på ryggen.

Min plan eller ide, var at vi kunne (Ella og jeg) gå tilbage til SUP og få en Fredagsøl hos SUP eller i restauranten ved siden af. Pga. den lange gåtur vidste jeg at Ella ville være træt og dermed nemmere at have med og når jeg har hende med, så kommer jeg nemmere i kontakt med folk, fordi hun er sådan en cuteness magnet og samtidig føler jeg mig heller ikke så alene, forkert og fejlplaceret.

Men fuck stå i det, mine forældre har haft leje min yngste lillebrors gl. lejlighed ud til en klam kost – virkelig KLAM – og hun har slet ikke gjort lejligheden ren, da hun flyttet ud. Jeg skal prøve at tage nogle billeder, men jeg lover dig, stikkontakterne, bare for at tage et eksmpel, er helt sortbrune af fingre (de plejer at være hvide) så min Mor ville, at vi skulle bruge vores Fredag eftermiddag/aften (klokken 17.00) på at gå og tage billeder og notere hvor nasty der var i lejligheden…..

Ja jeg kunne have sagt nej, men så havde min Mor på 69 år skullet gå og gøre det alene og kald mig bare Mads om jeg ikke ville komme til at hører for dét….. så jeg måtte gå fra en havn og et område som summede af solskin, glade mennesker og sammenhold, for at gå rundt i en stinkende lejlighed…..

Og sådan endte jeg på sofaen med en pizza og et viskestykke som hagesmæk – og en øl jeg ikke kunne lide og derfor ikke drak. Jeg spiste kun halvdelene, før jeg fik ondt i maven.

Så så jeg en film, delvist med lyd, om en psykiater hvis datter bliver kidnappet, indtil han får en pige der er indlagt, til at fortælle ham en kode/nogle tal. Pigen har 20 eller flere diagnoser men han finder ud af at hun faker det hele, fordi hun er bange…. filmen har ikke fået gode anmeldelser, men den var virkelig virkelig god https://www.imdb.com/title/tt0260866/

Og nu ser jeg Zorro, delvis med lyd. Har set den mange gange før og om lidt når jeg er færdig med at blogge, slukker jeg og går i seng. I morgen skal jeg gøre lejligheden færdig og lukke gæsterne ind.

Jeg kan ikke lade være med at sidde her i sofaen, og tænker på, hvad det kræver, hvad jeg skal gøre, hvor jeg skal starte, for at ændre mit liv, så jeg ikke skal bruge så meget tid på at planlægge én eller to timer en Fredag aften og så pludselig ende op i sofaen, alene. Igen.

Jeg drømmer så meget og jeg længtes så meget, men det er som om livet er utopi for mig, som om jeg ikke få tilløb nok til at starte et sundt, godt og rigtigt liv.

Jeg har ingen venner. Jeg har ingen penge. Jeg længtes efter oprigtige knus, men ikke på den upassende måde. Jeg drømmer om at tjene penge. Mine penge. Om at være selvstændig og uafhængig af andre. Jeg drømmer om at være noget for nogen. Om end ikke andet, så bare deres ven.

Men jeg er ingenting og jeg er ingens ven. Og ingen vil savne mig den dag jeg er væk.

Min fremtid byder på 7 måneder i selskab med en behandler som jeg føler svigtede mig, da jeg var ærlig og oprigtig. Som fik mig til at fremstå som et dårligt menneske, når hun i min verden steg i anerkendelse (for en stund)

Jeg føler mig så så alene. Og jeg forstår ikke hvorfor jeg skal straffes så meget.

Vupti Fastede du lige?

19/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokken er 20.20 på en onsdag aften og jeg har lige sat mig op for første gang i lidt over 12 timer.

I går aftes var jeg så stolt af mig selv, jeg havde fået kvalt min strygebunke som måske er 3 måneder gammel. Alt der skal tages billeder af og lægges til salg, er nystrøget og hænger på bøjler på min dør. Mit eget tøj hænger sirligt i skabet og kan tages på i løbet af få minutter – til flugt eller til fest.

Jeg har også fået solgt for 4725 kroner i Juni måned og ikke en eneste gang spist sushi, og da jeg samtidig fik rabat i går hos Letz Sushi, pga. at det var Sushiens dag, ja så blev det til sushi i sofaen omkring kl. 21.00. Jeg startede på en film (de starter altid klokken 21.00) men gav op og gik i seng, hvor jeg lå og læste min behandlingsplan igennem (igen igen) og overstreget de ting jeg gerne ville spørge til/om og så lagde jeg mig til at sove.

Jeg vågnede omkring kl. 5 fordi jeg skulle tisse helt vildt, væltede ind i sengen og tænkte at uret ringer kl. 06.50 og så har jeg god tid til at få vasket hår, fødder mv. inden jeg skal ud og kæmpe mod min Nye Behandler (som jeg glæder mig til, en dag bliver min “Gamle Behandler) og så sov jeg ellers liiiige til uret ringede kl 08.00! Bum.
– aner ikke hvad der er sket, men jeg skulle være på Psykiatrisk Hospital om 30 minutter, tværs gennem byen i morgentraffik og med en usoigneret krop…. Klokken 08.09 sad jeg i min bil med nyvasket tær i røde birkenstock, en løs rød kjole, sorte trusser og bh (min bløde bh i str. 90B som jeg købte online til 8€!) opsat hår, antenne-totterne strøget tilbage med vand, nybørstede tænder og i fuld gang med at ringe til Enhed for Personlighedsforstyrrelse og sige at jeg måske kom lidt forsent.

Mens jeg ringede op og en dame der lød som om hun allerede havde en lorte dag, tog telefonen, manøvrede jeg mig ud fra sidegaderne i indre by og drømte om en tom motorvej. Jeg skyndte mig at sige mit fulde navn, at jeg netop var vågnet men var på vej og undskyldte mange gange. Damen afbrød mig og sagde at min behandler ved xxx navn ikke var der i dag….?

Mig: Øhhh men jeg har jo fået sms. notifikationer om at jeg skulle komme kl. 08.30 som jeg plejer
Træt Af Livet Omstillingsdame: Nej
Mig: Jow – i går kl. 08.30 og kl. 21.00.
Træt af Livet Omstillingsdame: Du har fået en sms om at din tid er aflyst.
Mig: Nej det tror jeg ikke….
Træt af Livet Omstillingsdame: Jow den er sendt til XX XX XX XX kl. 07.30. Din behandler er her ikke i dag bla bla bla
Mig (en anelse spids i tonen): Okay, jeg er jo lige vågnet kl. 08.00, så jeg har ikke set en sms kl. 07.30.
Træt af Livet Omstillingsdame: Er dit nummer ikke XX XX XX XX? I så fald er det dét nummer som vi har skrevet til.
Mig: Jow det er mit nummer, men jeg har ikke set smsen da jeg jo lige er vågnet. Men det er fint, jeg kører hjem igen.
– og sådan nåede jeg lige en tur rundt om kirken og tilbage igen. Jeg tog min Cola light fra bilen, låste og gik direkte op i lejligheden, tog tøjet af og gik i seng.

Jeg tror jeg vågnede omkring kl. 13.00 og tænkte jeg jeg burde stå op og få noget ud af dagen, når den nu var åben for alt muligt, men kort efter sov jeg igen og vågnede så nu kl. 20.00 – og det var så dér det slog mig, at jeg for første gang nogensinde har fastet i et døgn – eller i hvert fald er det første gang jeg har været bevist om at jeg har fastet i 24 timer. Og dét fejre jeg med at hælde en halv liter cola light ned i min krop, mens mine tarme trykker bagud og jeg gør klar til at gå ud på mit ultra beskidte badeværelse og tømme mine tarme. Jeg har også fået kapret min egen Spotify, som min lillebror også bruger – men nu var den ledig, så jeg lytter til lidt musik fra min “Memory Lane” playliste mens alt omkring mig roder helt vildt.

Eneste plus er (virkelig) at min seng er nyredt, nystrøget og mega mega ren. Dét er virkelig dejligt. Lagnet er helt glat at røre ved. Så min dag startede nu kl. 20.00. Min menu indtil videre er én crazy pille og 2 panodil pga. en dundrende hovedpine (som nok skyldes at jeg ikke har fået væske siden i går aftes, hvor jeg drak en del vand)

Jeg sidder og overvejer om jeg skal have aftensmad, jeg ved at jeg kommer til at være vågen længe og at jeg i morgen må tvinge mig selv op og ud af sengen tidligt, for ikke at ødelægge mit liv (Læs: de næste par dage) og at jeg pga. de mange timer foran mig, nok kommer til at tænke en del på mad – men hvad skal jeg spise og hvorfra? Jeg kender nærmest ingen steder, fordi jeg plejer at slukke min sult med chokolade eller cola light eller noget andet bizart.

4 minutter senere – nu har jeg så bestilt en pizza. Hvorfor skal pizzaer næsten koste 100 kr? Det er jo sindssygt! Jeg syntes en pizza til 50 kr er dyr! Jeg bestilte denne her: 14. Navona – Tomat, ost, mozzarella, parmaskinke og gorgonzola. Og lavede den så om, så der ikke er skinke på, men i stedet for Rucula og cherrytomater. Prisen er nok den samme, eller dyrer. Men jeg kan mærke at jeg får en bedre og mere “rund” følelse i min mave, når jeg ikke spiser kød på pizzaer -aner ikke hvorfor og jeg opdaget det ved et tilfælde, så nu spiser jeg hovedsagelig pizzaer uden kød og jeg er nok det længste du kan komme væk fra at være vegetar!! Meat FOREVER!!

Jeg har også nået (på de 4 minutter) at være på toilet. Min krop føles helt slap og tom nu. Og da jeg tørrede mine fingre i håndklædet, smuldrede huden af mellem fingerne, som om jeg er ved at skifte ham. På plusssiden er, at min dundrende hovedpine er ved at være væk. Dejligt.

Jeg sidder i min seng, i skrædderstilling med ryggen mod vægen. Til venstre for mig er døren til stuen og et uoverskueligt rod + en støvsuger som jeg ikke kan huske om jeg har brugt eller ej? Til højre for mig, er vindueskarmen af teaktræ og et 3 fløjs Dannebrogsvindue, hvor fløjsiden længst hen mod mig, står vidt åben. Vinden blæser ind og er, for mig, dejlig. En dejlig brise. Jeg har to puder i ryggen (med krispy sengetøj på) og dynen halvt rundt om mig og over mine ben, men min overkrop iført min sorte bh er blottet og vinden føles ikke kold. Når jeg kikker ned, ser jeg mine giga boobs og en equal stor mave. Jeg tager åbenbart mest på på maven og så på lårene når jeg tager på. Min numse er samme størrelse og stadig fast og god, men hvad gør det når jeg føler mig som en af de der damer som jeg alt for ofte ser, som har sådan en tissekone-dunk, der hænger lige over vulva og skygger for alt og bare er max ucharmerende….. jeg gider ikke være tyk, men jeg kan ikke overskue hvor jeg skal starte, fordi jeg er så fucked og usikker på alle andre punkter i mit liv. Og alt imens, kan jeg se at jeg har flere og flere ligheder med min halvsøster i Schwitz, som efterhånden er en kornfed spurv (ikke så høj men bred) og det huer mig ikke at ligne hende (eller andre) så fedt fedt at være mig.

Så har jeg fået hented og delvist spist min pizza til 89 kr. + 3 x Cola Light og 4 skilpadder fra 7/11. Jeg sidder samme sted, i samme stilling, i samme outfit som før.

Jeg vil prøve at fortælle lidt om, havd der er sket i den sidste uge, som jeg syntes har været mega hektisk og uden nogen former for “gad vide hvad Deirdre-Ann tænker/føler/har lyst til/har tid til/kan overskue” og dét har gjort at jeg har stresset ekstra meget. Min mund er stadig et smertehelvede uden lige (og jeg syntes jeg er begyndt at bande lige lovlig meget) Jeg får små hvide bumser/talgknopper i mundvigerne, jeg syntes jeg er ved at få overskæg (!!) Jeg kan se flere og flere rynker i mit ansigt.

Det bagerste på rækken af mine tænder, der hvor der ikke sidder tænder, men hvor der bare er “kød” er konstant ømt, selv om jeg forsøger slet ikke at røre området med min tandbørste. Jeg bruger en elektrisk og holder den så let som muligt i min hånd, så jeg ikke presser på tænder eller tandkød, men alligevel værker det hele tiden i mit tandkød.

Mit mellemkød er helet og for en stund er mit underliv helt roligt og uden opmærksomhedskrævende situationer. Min menstruation er overstået for denne måned.

Mine hænder er (åbenbart) ved at skifte ham, oversiden af hænderne, er fyldt med leverpletter og rynker. Jeg tænker det skyldes at jeg har arbejdet så meget som jeg faktisk har i mit liv – jeg griner næsten selv når jeg skriver det, for spørger du mine forældre, har jeg aldrig lavet en dags god gerning i livet, men hvis de bare vidste hvor meget jeg har arbejdet, så ville de måske ikke se sådan på mig. Jeg har oftest arbejdet udenfor, i haven på gården, rundt om gården og så ellers haft hænderne i vand og i rengøringsmidler uden handsker på. Både via mit firma men også før, da jeg gjorde rent for de rigeste i Risskov i mange år. Mine negle på tæerne er helt “neglefarvet” og har pt. ingen pletter eller prikker. Jeg har længe tænkt på at jeg burde lægge en fin neglelak, men kommer heletiden fra det. At hygge om mig selv er utrolig lavt på listen over ting jeg skal nå, måske fordi der aldrig er nogen som tager “over” i mit liv, som feks. siger at “hey, nu skal du slappe af og bare sidde dér og gøre dét og dét” – det lyder måske mærkeligt da jeg jo netop har sovet en hel dag, hvilket må siges at være “afslappende” men sådan fungere det desværre ikke i mit liv og mit sind. Jeg føler mig stresset og presset, trods 24 timer i en seng.

I tirsdags (tror jeg det var) kørte jeg ud og tømte min bil, for storskralds ting. Samtidig benyttede jeg dagen til at rengøre min bil fra A-Z. Jeg ELSKER at kører i en ren bil, men den har ikke været gjort ren i flere måneder, tusind forklaringer men barberet ned til kernen, så har jeg ikke kunnet overskue det og følt jeg har haft roen og “mine rengøringsting” i nærheden. Det havde jeg nu. Jeg har også endelig fået købt nye poser til den fine støvsuger jeg fandt til storskrald, den er nærmest som ny og fungere upåklageligt – og med nye poser suger den som en drøm, og jeg har den fast stående ude hos mine ting, så jeg altid kan støvsuge når jeg har noget som skal ordnes.

Mens jeg gjorde bilen ren, traf jeg en beslutning om at sætte nakkestøtterne og hattehylden til min bil, permanent hos mine ting på mine forældres gård, i stedet for at kører rundt med dem i en bil, hvor bagsæderne alligevel aldrig er slået op. Det var en dejlig beslutning at træffe.

Jeg ryddet også op i hvad jeg har af ting i sidedørene – altså min bil er jo en overlevelses container – jeg kan bogstaveligtalt bo i den fra NU, men altså, i sidenlommen på døren, lå der to slags kort. Det ene er en rød oversigtsbog over København, købt d. 13. Maj 2004, som var den dag, jeg kørte til København for første gang for at bo. Det var dagen før Kronprinseparets Bryllup og hele byen var et kaos og finde rundt i og jeg kunne ikke finde Guldsmedskolen, så jeg kørte rundt og rundt, indtil jeg købte kortet – og det har fulgt mig lige siden. Der lå også det her Danmarkskort ⬆️ som jeg fik af min Gudfar, dengang jeg fik min Sorte Golf. Eller fik og fik, jeg købte den jo på afbetaling til mine forældre og den anden halvdel til min Gudfar – et forfærdeligt maridt – og en situation som jeg ofte har tænkt på var total unødig at sætte mig i.

Da jeg overtog gården, var en af betingelserne at der skulle følge en bil med, så jeg kunne komme rundt og i skole. Derfor arvede jeg min Gudfars Gl. røde Golf. Jeg ELSKEDE DEN fordi den var rød – og dengnag, var den forholdsvis ny. Men så en dag fik min Gudfar et blackout og kørte galt, han døde desværre ikke – og efterfølgende blev hans røde Opel Corsa skrottet af forsikringen og *bum* kom han og krævede SIN Golf tilbage – Golfen som jo var min pga. Gården men ja sådanne aftaler holder åbenbart ikke længere end til den dag de ikke holder længere – så min Gudfar tog bilen og så skulle jeg ud og have en “ny” – vi fandt en sort Golf til nogle af 150.000 kr, som jeg efterfølgende kørte i i 17 år. Min Gudfar og mine forældre delte udgifterne og jeg skulle afdrage til dem hver måned, altså mine forældre. 1500 kr. Min Gudfar brugte bare bilen som endnu et afpresningsmetode – og jeg undre mig den dag i dag stadig over, hvorfor det var MIG der skulle ud og sætte mig i gæld for at få en ny bil, når jeg jo havde en bil, som ikke fejlede noget?

Det var jo ikke mig der var kørt galt og det var jo ikke mig der fik min bil skrottet – ergo burde det være ham der skulle ud og købe ny bil ikk? Betingelserne for overtagelse af gården gjaldt vel stadig?

Eller er det bare mig som er smålig og indebrændt og derfor tænker sådan? Jeg har så ofte lyst til at råbe de her ting lige ind i hoved på mine forældre, men jeg gør det aldrig, for jeg ved de vil have en eller anden forklaring klar, om hvor meget de har gjort for mig og alt det de har gjort for mig og alt det jeg har fået og hvor taknemmelig jeg skal være eller burde være.
Kortet har ligget i min bil lige siden men da jeg gjorde bilen ren, besluttede jeg mig for at smide det ud. Da jeg for et par måneder siden traf beslutningen om at skaffe mig af med de ting jeg har fra gården, var det en alt eller intet beslutning og netop derfor var den hård for mig at træffe, men jeg gjorde det og der er ting jeg vil savne men hvis det skal gøres, skal det gøres ordentligt og nu er kortet i skraldespanden.

Jeg har tit tænkt på at vise hvad det egnetlig er jeg sælger og tjener mine penge på, så her er et billede ind i min bil (efter den er støvsuget for snavns, støv og en million hundehår) Et whiteboard fra Ikea (storskrald) til 50 kr. Et lille strygebræt fra Ikea (Storskrald) 50 kr. Et jern børnesæde til stangen på en Herrercykel (Storskrald) 100 kr. 23 Bøjler som jeg har fået for flere år siden. 50 Kr. Og så en strigelkasse som jeg også har fået, med indhold, som jeg endte med at sælge, altså bare kassen, til 100 Kr. Det hele er afhentet d.d.

Og her er et mindre arsenal af gryder og ildfaste fade mv. som jeg har fundet til Storskrald (det hele) Jeg tog det hjem til mine forældre og vaskede det på terrassen. Nu da vores kælder er ved at blive renoveret mangler jeg et sted at gøre alting rent – der er nemlig ingen vand ude i garagen hvor jeg har mine ting på mine forældres gård.

Jeg har også fundet en masse bestik henover de sidste par måneder og nu har jeg gjort det hele rent og sorteret det og lagt det til salg. Flere af delene er dele af dyre bestik samlinger, som jeg kan tjene godt på at sælge.

Jeg fandt også denne næsten nye iphone i en pose med storskrald. Jeg satte den til at lade op henover natten men det lykkes ikke at få den tændt, jeg kørte derfor ned til en autoriseret Apple reperatør og fik ham til at give mig IMEI nummert, og med det på et stykke udprintet papir, kørte jeg ned på Politistationen med den og håber at ejeren bliver glad for at få sin telefon igen.

Inden jeg brugte min onsdag på at sove, havde jeg leget lidt med tanken om at tage til Viborg og lytte til det her informationsmøde. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal være Peer-Medarbejder men fordi jeg har tænkt og læst en del om det, og jeg syntes ikke helt jeg har fundet den røde snor i det og dermed knækket koden til hvad det egentlig er de laver – men jeg kom som du nok kan forstå, aldrig afsted. Fortryder jeg? Nej. Men det havde nok været spændene. Måske næste gang.

Og som den sucker jeg er for ordsprog – kloge ord på få linjer – så faldt jeg over denne her på instagram. Jeg har mere end almindelig svært ved at lade Norman Bach være Norma Bach. Jeg bliver hele tiden mindet om ham – hver gang jeg tænker at NU er jeg cool, så sker der noget som gør at jeg træder i en vandpyt som viser sig at være et mudderhul. Og på dén måde sårer jeg mig selv og også ham – og kunne jeg vælge ville jeg helst ikke såre nogen af os, men mindst af alt ham, for at såre andre mennesker – uagtet hvem de er – er ikke noget som står på min liste over daglige gøre mål.

Men feks. i Lørdags, som jeg brugte på at gøre rent hjemme hos mine forældre mens jeg i mine tanker, så rengøringen som en overspringshandling fra at tage til SUP. Jeg gjorde rent Fredag og forsatte så Lørdag, hele den afdeling af huset hvor min søster skulle bo (og nu bor med baby) gjorde jeg ren fra A til Z. Jeg vaskede gulv, gjorde badeværelset rent, fandt nyt sæbe frem, fandt de rosa håndklæder frem, hængte et på varmen, og lagde to fine tørretumblet på puslemåtten. Lagde det nye George Jensen sengetøj Mor (Mormor) har købt til dem på sengen, sådan at Mor og barn matcher. Jeg støvsuget i bund imens at robotstøvsugeren kørte i stuerne og Far sad i Tvstuen og sov til en film. Jeg knoklede virkelig i bund, foldet kanten på wcpapiret og lavede et gavebord med alle de fine buketter hun fik tilsendt og gaver der strømmede ind – min søster blev Mor og onsdagen og 39 år om søndagen, så det var ret overvældende med alle de gaver og blomster. Jeg linede kortene op i vindueskarmen og sørgede for at der var luftet godt ud i værelset og på badeværelset, før jeg tændte for varmen og tændte et fint og eksklusivt duftlys.

Så ringede Mor og sagde at de gerne ville hentes fra Barselsafdelingen på Skejby og mens Far kørte derud og hentede dem, kørte jeg i Brugsen og købte Jordbær, og Marengs Fuglereder, kirsebær, vandmelon mv. som min søster havde talt om at hun gerne ville have når hun kom hjem. Jeg fik pynet alle bakkerne, vasket alle kirsebærerne og skåret melon mv. tændt sterinlys, hejst falget, sat flag ud til vejen, tændt lys i lanterne ved vejen og hoveddøren osv. og alt var klar til at baby kom hjem for første gang.

Og netop som jeg havde sat mig i sofaen med benene oppe for at hvile mig, og Ella var hoppet op i skødet på mig, for at sikre sig at jeg ikke gik nogen steder uden hende, så fik jeg en sms, eller en What’s App besked fra Norman Bach, hvori der stod “Du må simpelthen holde op med at ringe. Jeg tager den ikke“

Jeg fik et helt chock inden i. Dels pga. at der kom en besked fra ham (uvented) og dels pga. det han skrev og dels pga. at jeg øjeblikkeligt følte mig uretfærdig behandlet.

Jeg har tænkt på dét (meget) siden og det gør mig faktisk ked af det inden i, men på den anden side, så giver det måske også ret god mening (for mig that is) Norman har altid været enorm vred på mig over at jeg ringer, ofte med meget mere vrede end jeg har kunnet forstå, netop fordi vi jo ofte talte sammen i perioder og så ikke og så igen – men alligevel var han altid ret vred over at jeg ringede – og ofte forstod jeg ikke hvorfor.
– måske jeg lægger for meget i det her og måske det bare er en engangsforseelse, men det viser sig efter lidt smsen frem og tilbage, at jeg jo naturligvis ikke har ringet, faktisk havde jeg slet ikke tænkt på ham lige dér (Hurraaaa for det…) fordi jeg havde haft så mega travlt med rengøring og i løbet af ugen med at skulle ordne alt muligt for min mor og søster og lave mad til min Far, passe Ella fuld tid osv.

Men en eller anden har haft ringet og han har så troet at det var mig og eksploderet. Nu tænker jeg så på, om der ofte eller oftere er andre som ringer og så tror han det er mig og lægger vreden over på mig? Fortæller hans søster at jeg ringer hele tiden, mens han til mig siger at jeg skal kontakte hans søster, fordi hun er verdens bedste advokat og når jeg så gør det, bliver jeg slagtet verbalt af hans søster? Total sårende opførelse men det gør altid at jeg føler at jeg er for meget, selv når jeg måske i teorien slet ikke ER for meget? Giver det overhoved mening?

Jeg tænker tit på Norman, det skal ikke være en hemmelighed, men jeg arbejder hårdt på ikke at kontakte ham, så når nogen kontakter ham og han bare tillægger det mig, uden at være sikker, så kommer jeg jo hurtigt eller hurtigere til at stå i et dårligt lys og det er jeg naturligvis ked af.

Men jeg tænker også tit på It manden. Feks. drømte jeg i går nat, at jeg havde et mega opgør med ham (i mine drømme) hvor det endte med at jeg smed skuresvampe efter ham….. han var i drømmen (og sikkert også i virkeligheden) ufattelig ligeglad. Diskussionen omhandlede at jeg følte at han havde svigtet mig i forhold til firmaet, som jeg nu har lukket.

Og mens jeg intet hører fra It Manden og Norman Bach kun skriver når han er vred, begrundet eller ubegrundet, så ringede Kunstmaleren i dag mens jeg sov, jeg har ham ikke kodet ind, men jeg gekendte hans nummer og valgte ikke at tage den. Jeg var så træt at mine øjne gjorde ondt og min krop skreg på søvn. Det værste med ham er, at jeg jo ikke må eller kan ringe tilbage når jeg så engang er vågen og har lyst til at tale, for han er jo hjemme hos sin familie, hvor et bekendskab med mig, er forkert. Dvs. det er igen en envejs kommunikation.

Lige nu regner det udenfor, jeg kan dufte det og delvist hører det, jeg gad godt kunne tale med nogen mens mørket falder på og luften renses. Det bliver en rigtig god høst for landmændene, hvis vejret forsætter sådan her. Og min hjerne hoppe fra regnvejre og dufte til at jeg gerne vil snakke med nogen til høst og landmænd – hvem sagde tankemyller?

Mine tænder gør ondt lige nu, om om de aldrig er blevet børstet, men det er de, de blev børstet i morges og om lidt skal jeg tisse og om 9 minutter er klokken midnat og i morgen er det torsdag og sådan er endnu en dag gået i mit liv, en dag som aldrig kommer igen.

Jeg håber aldrig jeg kommer til at savne de dage jeg spilder på at være ensom i mit eget selskab. For der er seriøst mange ÅR af den slags dage, og jeg kan jo aldrig få dem igen.

Hvis jeg kunne ønske blot 2 ting i livet, så ville det være at få en god veninde eller ven. Men jeg ved af erfaring at der er langt imellem dem, og at det tager ÅR (!) at opbygge den tillid der skaber venskaber og jeg har svært ved at se hvor kvinder på min alder går hen, for at få veninder? Jeg kommer jo ikke i mødregrupper….

Den anden ting ville være, at jeg fik en fast indtægt i et job, som jeg faktisk ser frem til at møde ind på, et sted hvor jeg føler mig vellidt, et sted hvor jeg føler mig okay og med plads til at vokse og plads til at være mig. Jeg ER faktisk en rigtig god medarbejder, jeg er virkelig hårdtarbejdende og jeg er ikke hende der altid skal nå alt muligt før jeg kan arbejde, jeg er hende der trækker læsset når de andre giver op, og som forsætter når de andre tager hjem – jeg er det som alle arbejdspladser ville ønske, men ingen vil ansætte. Det er så ironisk. Og trist. Mest af alt er det trist.

Dagens Dond.

09/06/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Dagens Dumhed: Jeg kom til at tjekke Normas Instagram og straks tænkte jeg på alle de ting jeg gerne vil fortælle ham om – feks. at jeg pr. på onsdag fører i antallet af Nevøer og Niecer, da min søster skal føde ved planlagt kejsersnit.
– jeg har ikke kontaktet ham. Fingers crossed jeg kan holde fast i dén beslutning.

Dagens Stolthed: Jeg har rundet 18.000 Kr i solgte ting. Vel og mærke ting som jeg hovedsageligt finder til Storskrald. Dvs. ting som andre mennesker anser for værdiløse og derfor smider ud. Jeg er lidt stolt af mig selv, men ved også godt at det ikke er en måde at leve på.

I går tog jeg til SUP (alene) men sagde til Mor at jeg var sammen med “de andre” – jeg suppet alene i ca. 2 timer og mens jeg vaskede mit udstyr gik jeg og tænkte på hvordan jeg kunne lave en åbning til en af grupperne af mennesker som stod rundt omkring og snakkede og drak en fredagsøl på havnen i solskinnet, så jeg ikke behøvede at tage hjem alene. Igen.
– det lykkes ikke.

Og igen…

29/05/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Klokkener nu 01.29 og jeg er så vågen som aldrig før…. truth be told, jeg sov også til klokken næsten 14.00 uden at kunne komme ud af sengen.

Jeg var både træt, øm i kroppen og så havde jeg den vildeste kvalme. Da jeg endelig kom ud af sengen, spiste jeg resterne af min sushi fra i går, som slet ikke var pengene værd (og det er ellers fra min venindes sushi restaurant…)

Så satte jeg mig i min natkjole på terrassen og begyndte at lægge ting til salg, oppe annoncer på dba.dk osv.

Jeg har ikke hørt fra pigerne hernede, overhoved, selv om jeg skrev med dem før jeg kom og bla. spurgte om vi skulle lave en strandtur en dag. De ved også nøjagtig hvonår jeg kommer og hvornår jeg rejser, det kan de se inde i bookingsystemet.

I dag skrev den ene af dem så og spurgte 1. om jeg stadig var i spanien, 2. om hvornår jeg rejste og 3. om vi skulle mødes i morgen og spise aftensmad. Jeg sagde ja tak, men nok mest fordi jeg burde tage ud og være social, ikke fordi jeg er ved at dø for at være social…. med dem. Det er svært for mig at finde ud af om jeg er deres veninde eller om jeg er deres arbejdsgiver. Er jeg det sidste skal vi ikke være sociale – er jeg det første kan vi godt være sociale.

Der er en Happening på Christiansborg Slotsplads (foran Folketinget) på Lørdag d. 1. Juni kl. 12.00, hvor der skal være fokus på Psykiatrien. #VærdigPsykiatriForAlle

Jeg har været medarrangør, men da alt det med brevet fra min Nye Behandler kom, trak jeg mig omgående, jeg var så bange for at det ville få negative konsekvenser for psykiatrien alt det her med mig – som jeg jo slet ikke kan se mig ud af selv. Heller ikke en uge efter…
Fordi jeg ikke kommer, støvsuget jeg mandag hele byen for hjerteballoner, som er en del af happeningen, og sendte dem til den overlæge som står for det hele – og ham som jeg har samarbejdet med. Men nu tør jeg knap nok skrive til ham – og jeg måtte endda google ham, for at få den korrekte adresse og indgang og afdeling….

Men altså 70 røde hjerteballoner er på vej fra Spanien, til Skejby, Danmark. Om jeg så selv tager derover eller ej, ved jeg ikke. Min plan var at tage derover og tage Ella med, give hende en lille hvid bodystociking til babyer på (hvor bunden naturligvis er klippet af) og så skulle # være på siden – jeg VED det ville skabe omtale og det er omtale vi har brug for – men jeg tør ikke længere sætte mig selv i fokus for at fremme sagen, for så er det nok en del af min personlighedsforstyrrelse og min mærkelige måde at være på…. og noget jeg skal behandles for, til møde om og skældes ud for. Jeg magter det ikke…

Jeg har fået en, egentlig meget sød, men også (for mig) rigtig sårende sms fra Norman. Jeg ville give SÅ meget for at jeg kan parkere ham hvor jeg nu endelig har formået at parkere Anika. Efter at jeg har smset med hende og hørt flere af hendes mærkelige kommentar, så som “at hun plejede at kikke indaf når der var noget galt….” Øhhh som om jeg ikke kikker indaf? Jeg bestiller ikke andet end at få vendt vrangen ud på mig selv, jeg har gået til psykolog, jeg er uddannet coach, jeg har ikke bestilt andet end at se på mig selv hele livet – så det sidst jeg gider hører fra en som har svigtet mig helt abnormt 2 x i mit liv, er at jeg skal se indaf…..! 👊🏻

Men jeg har vitterlig ikke tænkt mere på hende (lidt selvfølgelig men slet ikke som før smserne) siden hun sendte en sms engang i forrig uge, før jeg havde mødet med de 4 stikkende damer. Jeg læste den, rystede på hoved og besluttede mig for ikke at svare, da jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, alting sejlede for mig i de dage og nu, hvor det ikke sejler (så meget) så er jeg faktisk ligeglad.

I dag, eller retter sagt i går (vi er jo forbi midnat) i 2015 udgav jeg min første e-bog på Amazon. Jeg var stolt af mig selv men kan også se tilbage på hvor sindssygt mange fejl jeg har lavet i den og omkring den – hvilket nok er grunden til at den ikke rigtig sælger. Men lidt stolt har jeg vel stadig lov til at være, der lå mega meget arbejde bag. Ustruktureret men stadig.

I går var der også nøjagtig 16 dage til at min søster skal føde sin lille datter, min niece, via Kejsersnit. Min søster har en hjerteformet livmoder (hvilket er ret farligt åbenbart) og babyen sidder op inde i maven og kan ikke vendes trods flere forsøg, så min søster skal føde ved kejsersnit.

Min ældste lillebror har også haft ringet i dag, for at fortælle at han nu har haft en samtale med en overlæge og fået en kikkertundersøgelse af udposningen på maven og den er ufarlig. De blev nød til at undersøge udposningen, fordi den kom frem på scanningen, men der er mange mennesker som har en sådan og den betyder intet.

I næste uge skal han så have tjekket sin lever for de to pletter der er på dem. Han har desuden fået noget medicin mod den infektion hans krop har haft, hvilket har givet ham en forstørret milt. Jeg er vitterlig RIGTIG glad for at jeg ikke har været hjemme under alt det her “cirkus” fordi det ville have slået mig total ud, med alt den snak om at han skulle dø, når lægerne specicik siger det modsatte. Jeg magter ikke drama og jeg elsker fakta.

Jeg talt også kort med mor, igen over facetime. Jeg løj (igen) og sagde ja til at jeg var nede ved middelhavet hver dag. Det er fuldstændig løgn, jeg har været på promenaden 2 gange men slet ikke været ude at gå i sand. På en måde har jeg lyst men på en måde er jeg total ligeglad – jeg vil egentlig bare gerne sidde på en cafe og se udover havet og snakke stille og roligt med en.

Jeg ved ikke hvorfor det er, at det at sidde på en cafe og iagttage verdnen er så vigtigt for mig – min søster gav mig også en opsang om “at hvis jeg ville have det bedre, så skulle jeg gå en tur ud i skoven og ikke ned i byen på cafe….” Jeg ved hvad hun mener, jeg hører hvor det kommer fra, men jeg kan ikke med hele min gode vilje se, at motion ved at gå ned i byen og sidde på en cafe og føle mig social og gå retur igen, ikke tæller som samme antal km. som hvis jeg gik ud i skoven og var alene og gik retur igen.

Min familie mener selvfølgelig det handler om at jeg gerne vil bruge penge, jeg ikke har – eller som jeg får af mine forældre og derfor ikke skal bruge på cafe – jeg tør end ikke vise den blondebluse jeg har købt hernede til 25€, før jeg vidste at barnedåben var aflyst, når jeg kommer hjem. Jeg købte den fordi jeg ikke var sikker på at jeg kunne være i den kjole jeg havde bestemt mig for, men det vil blive set som frås.

Jeg tænkte på her til aften, om jeg er den eneste på 40+ der tænker på hvor dejligt det kunne være at få et dukkehus….? 🤦🏼‍♀️
– trust me, jeg kan sagtens hører det selv!!!!

Men når jeg sidder og kikker på Facebooks Markedsplads, hvilket er min store passion, at sidde og søge på byggemateriale til min fremtidige kolonihave 💛 og jeg så støder på sådan et dukkehus, eller på dukkehus møbler eller på dukkehuse som trænger til at blive sat i stand, med tapet og gulvtæppe mv. så drømmer jeg virkel, som i VIRKELIG om at købe et og sætte mig ned med god samvittighed) og indrette det, sætte nyt tapet på osv. Finde de rigtige møbler osv.

Jeg har SÅ STOR en lyst til at købe et dukkehus….. men jeg gør det naturligvis ikke. Min mor og søster ville få et flip – men fik jeg fortalt at jeg fandt et ramponeret et til storskrald? Det gemmer jeg til en dag hvor jeg føler at det er okay at tage frem og så vil jeg forsøge at gøre det til et fint lille hus til en af mine (efterhånden) mange små niecer (hvis jeg ikke får lyst til at beholde det selv…) Men alligevel, fra en skala fra 1 til 10, så er det SINDSSYGT MÆRKELIGT at jeg har det sådan……jeg er fucking snart 41 år!!!

Jeg har stadig ikke hørt fra de 4 stikkende damer fra mødet sidste onsdag. Jeg ved ikke hvad deres planer er for mig. Jeg har taget fat på CSM i Århus og er begyndt at se mig om efter alternativer, jeg tror dog ikke de findes sådan rigtig for en som jeg. Der er 2,5 års ventetid hos CSM blot for at komme til den første indledende samtale, hvorefter de så vurdere om de mener de kan hjælpe en og om jeg er berettiget. Jeg har haft kontakt til Joan Søsterne – jeg har prøvet ALT og svaret er det samme alle steder…….ventelister ventelister ventelister.

Og her bliver jeg nød til at være realistisk uden at være dramatisk og truende, jeg hverken kan eller vil leve sådan som jeg har levet det sidste års tid, de næste 2,5 år. Jeg ved min Psykiater-Lærling mente det godt da hun fik mig til at fortælle hende om min Gudfar, jeg ved hun mente det godt da hun opfordret mig til at fortælle det til mine forældre – jeg ved at alt hvad der er gjort på Psykiatrisk Hospital er gjort i bedste mening (mere eller mindre indtil 1. Maj…) men det er mig som lever med konsekvenserne, med effekten af handlingerne, det er mig som er i min krop dag ud og dag ind og jeg KAN ikke leve sådan her.

Det SKAL blive BEDRE!
Det SKAL blive MARKANT bedre!
Det SKAL ske SNART!
– jeg ved bare ikke hvad jeg selv skal gøre…… jeg er kørt træt.

Godnat til Livet.

02/03/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Det var så dejligt, dengang jeg havde et par dage med ordet “selvomsorg” i fokus. De dage er væk og jeg er helt smadret.

I dag var jeg til Psykoedukation på Det Lyserøde Hospital, vi talte om følelser og for første gang syntes jeg at Psykoedukations undervisningen var noget skrammel. Måske det hænger sammen med at jeg har fundet ud af at underviseren er fra samme by som jeg og at jeg nu virkelig oprigtig ikke kan stoppe med at tænke på om hun er en af dem som kendte min Gudfar før han døde og om hun er en af dem som syntes han var SÅ FANTASTISK når han i virkeligheden var et rigtigt dårligt menneske.
– min Psykiater-Lærling kaldte ham en psykopat. Måske det lige er at trække grænsen for ordbrug men måske det er korrekt. Faktum er i hvert fald at uden ham i mit liv, ville jeg nok være et andet sted i dag.

Jeg kunne mærke, i dag, at psykologen som underviste, provokerede mig. Jeg er ret sikker på at hun kan være en riimelig skarp strigle hvis hun vil, but guess what, jeg kan være den mest iskolde kælling known to mankind og noget i mig, fik mig til at ønske mig tilbage til dengang hvor det at være overfladisk, iskold, arrogant og urørlig var min hverdagsrustning. Dengang ingen kunne røre mig, udover min Gudfar.

Jeg skændtes så det bragede med mine forældre, jeg råbte og skreg og græd og smækkede med dørene og kørte sindssygt stærkt i min sorte Golf. Jeg satte først farten ned, når jeg kom til at tænke på, at hvis jeg mistede kontrollen over bilen nu, så ville jeg kører galt og måske end op som en grønsag og forevigt være i mine forældres og min Gudfars magt, fordi jeg ikke længere ville besidde evnen til at kunne sige fra, nej og stop. Tanken om at kører galt og dø er ikke skræmmende, den er tillokkende og jeg savner den. Tanken om at blive afhængig af andres daglige hjælp og pleje, er uholdbar og dybt dybt skræmmende.

Men for en stund i dag, måske kun i knapt et minuts tid, drømte jeg om at være den smukke, slanke fanden i voldske pige fra gården på landet som tilenhver tid, med ordne i sin magt, verbalt (og helt sikkert også fysisk) kunne flække og lægge psykologen fra Psykoedukationen ned. Grim, Grum Tanke, men jeg tænkte den stadig.

Hun er helt sikkert typen jeg ville havde røget i flint med dengang. Fordi hun ikke frivillig ville bøje sig eller vige for mine ord og handlinger – hvilket blot ville havde været benzin på mit kreative bål og hun ville derefter være blevet min mission, hende og hendes type.

I dag prøver jeg at være en bedre version af mig selv. Jeg prøver hver dag at vågne op med tanken på at være et bedre menneske end i går. Jeg forsøger at undgå konflikter, jeg forsøger at undgå at være i nærheden af andre mennesker når jeg er ked af det, jeg forsøger ikk at lægge mine sorger og bekymringer over på andre – om det virker ved jeg ikke – men dengang jeg var den anden person, var det eneste jeg opdaget, at tårer løber ned i ørene når man ligger på ryggen og græder.

Nu, som en bedre person, har jeg ikke lavet nogle lige så revolutionerende opdagelser, jeg har blot konkluderet at jeg er enormt ensom med mine tanker. Jeg syntes ikke selv jeg beder om meget, men det lidt jeg beder om, virker aldrig for mig.

Jeg drømte om Anika og Milda den sidste nat i Marbella, hvor jeg lå med Ella under dynen. Jeg kan ikke længere huske drømmen i detaljer, men det var en slags afskeds drøm. I drømmen fik jeg sagt farvel til dem og jeg vidste i drømmen, at det var en farvel drøm. Det var på en måde en god drøm, for jeg fik sagt de ting jeg gerne ville sige, både til Milda og til Anika.

Til Anika fik jeg sagt, at jeg er så dybt dybt ulykkelig over hvad hun er blevet udsat for, af Anabel, men med mine ord og at jeg lægger mig flat ned mht. at jeg aldrig burde havde talt over mig. Der er ingen undskyldning for dén gerneing.

Jeg fik også sagt til Anika, at jeg ved i mit hjerte at vi aldrig igen kan blive venner. Ikke pga. det jeg har sagt til Anabel, for det kan tilgives og går mere eller mindre op med alle de gange Anika helt åbenlyst har underholdt andre med mit liv og mine sms’er. Så på sladre-punktet eller tal-over-sig-punktet står vi lige. 50/50.

Men det efterlader stadig ét meget stort problem foran os. To handlinger som har ført den samme følelse med sig begge gangene og dén følelse kan jeg aldrig rigtig glemmes. Det ved jeg inderst inde.

Det er følelsen af svigt. Anika har svigtet mig. Ikke bare én gang men hele to gange. Og dét kan jeg aldrig glemme. Måske jeg kan tilgive det, men jeg kan ikke glemme det. Og jeg kan ikke lade det ske igen, derfor ved jeg at vi aldrig igen kan blive venner.

Første gang Anika svigtede mig, var lige efter HHx i 1999. Hun tillod hendes daværende kæreste, Niels med den klamme navle, at sætte splid og spænde ben for vores venskab. På trods af at jeg på daværende tidspunkt var kærester med Uffe. Niels påstod jeg havde været i seng med ham, mens Anika var i bad. Hun spurgte mig aldrig nogensinde om det var korrekt. Hun konfronterede mig aldrig med hans påstand. Men hun fortalte alle andre, at det var dérfor vi ikke talte sammen, at det var fordi jeg havde bollet hendes kæreste. Vi begyndte først at tale sammen, da Anika havde mødt Walther. Jeg mødte Walther første gang til deres bryllup. Jeg arvede gården lige efter HHx i 1999 og hele min verden kollapset omkring mig. Alle mine drømme blev knust og forsvandt som støv for vinden, samtidig med at én veninde flyttede til Mexico, én flyttede til Slovenien, én flyttede til Arizona, USA og Anika, hun slog hånden af mig, pga. noget jeg aldrig havde gjort. Jeg var helt alene på gården. Med min Gudfar.

Anden gang Anika svigtede mig, var op til årsskiftet 2016/2017. Jeg hørte ikke var hende og min indre sorg var enorm, jeg græd hele tiden og var ved siden af mig selv. Jeg var til Julefrokost på Anikas firma den sidste arbejdsdag inden jul 2016 og så hørte jeg først fra hende igen, da jeg var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Januar 2017 og hele min verden kollapset omkring mig. Anika kom aldrig og besøgte mig.

Jeg er nu 2 år inde i min tid i Psykiatrien og Anika har aldrig været her for mig, ikke én eneste dag, ikke én eneste time, selv om hun godt ved inderst inde, at det ikke er mig der har lavet indberetningen. Ja jeg skulle ikke havde talt over mig, men der er sjældent røg uden ild. Nøjagtig som der står i Cambridge dictionary.

Jeg håber Anikas ægteskab er blevet bedre efter at omverdnen er blevet bekendt med, hvor sindssyg utilregnelig, ubehagelig og dominerende hendes mand Walther er. Jeg håber at hun er i ægteskabet fordi hun gerne vil, og ikke som hun tidliger har fortalt mig, at hun er der fordi hendes Far er Pinsemission og blev vred og skuffet da hendes storesøster blev skilt. Jeg håber hun har det godt og jeg er glad for at jeg fik taget afsked med hende, den nat i Marbella. Også selv om det kun var i en drøm. Når man ikke kan få andet end en drøm, lærer man at tage til takke med drømme. Men jeg kommer aldrig til at tilgive hende for eller glemme, at hun (igen) svigtede mig, da jeg havde aller aller mest brug for hende, ene og alene på baggrund af en løgn.

Da jeg var færdig til Psykoedukation, kørte jeg på Sunset Boulevard og fik en Kyllinge Sandwich uden løg. Efter at de har re-lanceret deres sandwich skal man huske at bede om den uden løg – men gæt engang hvad min sandwich smagte af? Løg. Ligesom min Gudfar altid gjorde. Jeg fucking HADER smagen og lugten af løg.

Så kørte jeg til Egå og osede først i DanMission og så i Røde Kors butikken. Og sådan gik ca. 2 timer og det var tid til at kører tilbage til Det Lyserøde Hospital til en læge/medicin samtale med sygeplejersken som taler så affekteret ligesom folk der kommer fra Nordsjælland. Jeg elsker hvordan hun har briller som altid sidder i håret, det har jeg også, bortset fra at mine er solbriller. Mine øjenbeskytter mod omverdnen.

jeg ved egentlig ikke hvad vi skulle tale om. Vores sidste aftale 18. Januar blev aflyst og flyttet frem til 1. Marts og ja vi talte lidt om mine madvaner og min medicin og min søvn, og om at jeg drikker for meget, men mest af alt græd jeg bare. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg græd og græd og græd. Filmen knækkede fuldstændig for mig og selv om jeg forsøgte at tage mig sammen, så lykkes det ikke rigtig.

Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng og da jeg vågnede skrev jeg følgende til Michelle i vores årti lange SKYPE samtale:

Jeg savner hende så ufattelig meget og jeg græder stadig nu her klokken 00.34.

Jeg er helt flov over at skrive det, men jeg ringede også til Norman fra SKYPE men han tog den naturligvis ikke.

Jeg håber jeg en dag bliver fri af fortidens spøgelser, lænker, oplevelser, følelser eller hvad det nu er, som jeg bevist eller ubevist, bruger til at forhindre mig selv i at leve et sundt og godt liv. Jeg er så træt af at græde, jeg er så træt af at være tyk, jeg er så træt af at have kronisk ondt i munden og jeg er så træt af at være træt af ting, jeg ikke ved hvordan jeg takler.

De siger døden ikke er udvejen, men jeg syntes døren til døden er så ualmindelig tillokkende. Det er den eneste dør jeg kan se lys bag. Det er den eneste dør hvor jeg kender indholdet bag. Jeg er ikke bange for noget, men tanken om smerte afskrækker mig. Uden at vide hvad der er bag alle de andre døre i livet, så ved jeg at de indeholder oplevelser, gode som dårlige, og at de alle indeholder smerte. Døren til døden indeholder ikke smerte. Den indeholder bare uendelig solskin. Og Heather. Og min elskede elskede Mormor ❤️

I nat, drømte jeg om min Psykiater-Lærling. Kun et kort sekundt men i drømme kan sekundter vare længe nok, til at sprede varme. I drømme-sekundtet kunne jeg hører min Psykiater-Lærling le. At hører hendes latter, hvor kort den end var, gav mig en varm sommer-gul søvn og med dén lyd i mine øre og i mine minder, vil jeg faktisk gerne dø i nat.

Selvomsorg

17/02/2019 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg forsøger virkelig at leve op til det fine, nye og for mig, total ukendte ord jeg næste lige har læst mig til: Selvomsorg, men det er også virkelig virkelig svært!!

Jeg har aldrig hørt om “selvomsorg aka omsorg for mig selv” før, jeg kan heller ikke huske at jeg nogensinde har tænkt ordet og sådan alt andet lige, så ser jeg mig selv som ret belæst og ret begavet men visse logiske ting er åbenbart gået min hjerne forbi.

Selvomsorg er for mig feks. at jeg forsøger ikke at spise en masse usundt og klamt, ting jeg godt ved enten er for gammelt til at spise, eller ting som jeg godt ved er usundt eller at drikke mere vand en cola light.
– en anden ting er at jeg forsøger at drage omsorg omkring mig selv, ved ikke at kontakte Norman Bach, heller ikke når han skriver på Whats’App og det er så lokkende socialt at skrive tilbage og håbe på en dialog i mørket, så jeg ikke behøver føle mig alene og forladt på (endnu) en lørdag aften, men jeg ved at jeg skal lade være, for det er ikke at drage omsorg omkring mig selv. Jeg ender 99% af gangene med at blive ked af det og eventuelt knibe en tåre.

Det er SÅ svært at være ensom og se hele verden suse forbi foran vinduet i min hverdagsrustning – jeg forsøger gang på gang akavet og ofte total klodset og dumt, at række hånden ud for at vise at jeg gerne vil deltage, for at fortælle at jeg (stadig) er her og gerne bidrager, men det virker aldrig (efter hensigtet) og efter at jeg har mistet Jonas, har jeg 0 mennesker i mit liv udover min familie.

Dét gør så sindssygt ondt inden i. Hvis du trode det ikke var muligt at have fysiske hjerte og mave smerter pga. ensomhed og sorg, så tager du lyksageligt fejl og jeg er glad på dine vegne over at du aldrig har prøvet det.

Jeg talte med min gl. forpager i fredags efter at jeg havde været til Psykoedukation og mens vi taler (max 5 min.) nævner han et navn som siger mig “noget” men jeg kan ikke huske hvad og hele sammenhænget var så banalt og ligegyldigt at jeg aldrig normalt ville have tænkt videre over det hvis det ikke lige var fordi jeg kom direkte fra Psykoedukation og på forsædet af min bil lå fotokopier af slidsene.

Mine øjne kikkede på dem mens jeg talte med min gl. forpagter og lige dér på nederste linje på slidsene stod psykologens lidt specielle mellemnavn…..og ud af røret kommer nu samme navn. Så snart røret var lagt på, tog det mig under 8 minutter at “hacke” mig frem til at psykologen, som underviser mig (og de andre) i psykoedukation, kommer fra nøjagtig samme lille by som jeg…. what’s the odds???!!! 🤦🏼‍♀️

Psykologen er hende som i 2017 spurgte mig om jeg nogensinde havde taget tøjet af små børn og misbrugt dem seksuelt – jeg brugte resten af tiden herefter på at hade på hende hver gang jeg så hende. Hun fik det onde øje med alt hvad jeg kunne lægge bag, frem til den dag, hvor jeg blev klar over at hun var en af dem som skulle stå for min videre behandling sammen med min Nye Behandler, efter at min Psykiater-Lærling stoppede. Jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte give det hele en én chance mere og dermed prøve at være neutral til vores møde, hvilket jeg var – og om det var hendes gammeldags ring med en ravfarvet sten (tigerøje?) i, som jeg har i nøjagtig samme model, blot med en lilla ametyst i, eller om det var fordi hun rent faktisk ER et sødt og venligt (og begavet) menneske, skal jeg lade være usagt, men hun vandt ved anden omgang af bekendtskab.

Fast forward til 2019, hvor hun nu er min psykoedukations psykolog lærerinde og hvor jeg hver fredag sidder og ser på hendes slides med det specielle efternavn nederst og aldrig havde skudt hende til at være på min alder men pludselig så er verden mikro lille og hun er ét år ældre end mig. Hun har gået i skole med min kusine, hendes søskende klasse med min fætter, hendes mor er lærerinde og en hurtig stalking på diverse Facebooks, gjorde bare at verden blev endnu mindre – efternavnene på de aldrende mennesker på hendes Mors Facebook klingede så ubehageligt bekendt i mine øre, nogle af dem truede enddda med at få blodet til at pible frem men ens for dem alle er at det er mennesker der også kendte min Gudfar!!!

Mennesker der bor i den samme lille lorteby, som jeg ikke kan finde ud af om jeg skal hade, foragte, elske eller være neutral overfor?

På Facebook siderne tilhørende alle de her mennesker, kunne jeg nærmest have lavet et bydiagram over hvem der var venner med hvem og hvordan de var forbundet – jeg kan ikke kapere det inde i mit hoved – min Gudfar var uden tvivl en meget vellidt mand (hvorfor har altid været mig en gåde) og til begravelsen var kirken propfyldt (til mit forsvar skal det siges at det er en mikro kirke, selv af en lille landsby kirke at være) og nu sidder jeg her, på psykiatrisk hospitals parkeringsplads og hører hvordan mine tandhjul i hjernene går i beskyttelses tempo, alt i mit kikke op på de røde alarmknapper som snurrer rundt som et roserblink på et langsomgående kørertøj.

Jeg kan slet slet ikke kapere inde i mit hoved, hvis min psykoedukations psykolog, er en af dem som kendte min Gudfar og som syntes han var the best thing since bread came sliced, tænk hvis hun var med til begravelsen??

Jeg kan se min barndomsvenindes mor på hendes Facebook, den eneste pige jeg nogensinde leget nok med, til at kunne kalde hende min “veninde” for en stund, indtil hendes forældre blev skilt og hun stoppede med at lege med mig – fik jeg nævnt at hun i dag er et socialt tilfælde med tvangsjernet børn, som hun har med 2-3 forskellige mænd og at jeg ofte forsøgte at få hende til at komme med ud til mine Gudforældre?
– fik jeg fortalt at jeg fik hende overtalt til at sove sammen med mig derude, så jeg ikke skulle sove alene? At jeg fik hende overtalt til at komme med mig derover, så jeg ikke behøvede at være alene i stalden med min Gudfar?

Jo mere jeg tænker, jo mere føler jeg mig som det ultimative rådneste menneske.

Det er længe siden der er gået en “prås” op for mig, men det her med selvomsorg og det her med at jeg måske er sådan en som takker for at være en del af “noget” ved at give folk ting/gaver/oplevelser/kort mv. og så nu det her med min Psykoedukations lærerindes hjemstavn som igen leder mig til tanker om hvad jeg har gjort som barn, har VIRKELIG VIRKELIG fået mig til at tænke på hvad jeg er for et menneske – ingen tvivl om at der ikke findes ret mange af min slags og ingen tvivl om at jeg ofte har forårsaget min egen ulykke, ubevist måske men stadig.

Jeg kan næsten ikke rumme at tænke på hvad jeg er for et slags menneske og hvordan jeg er blevet til sådan et slags menneske? Er jeg måske født med anlæg til at blive sådan eller er det hele miljø?

I skrivende stund er det søndag d. 17 Februar 2019 og jeg sidder i min brune lædersofa i min lejlighed i Spanien, med min dyne – på min fod ligger lille Ella og snorker højt.

Billedet her er fra da hun lå ved min venstre side – jeg tænker hun holder sig tæt på for at undgå at jeg går nogen steder uden hende.

Vores tur herned i går (lørdag) skulle have taget ca. 6-7 timer. Den tog 13! Fuck DSB og aflyste tog, Fuck Norwegian og aflyste fly! Fuck taxi-chauffør som vender bunden i vejret på en rejse bur med fyldt vandkop så alt inde i buret blev vådt og jeg måtte rykke mit tøj ud så Ella kunne ligge tørt på rejsen. Det var på alle måder en dårlig tur – top det med at jeg enehandig formået at stoppe et handicaptoilet til randen…….

Ja ja jeg burde måske ikke bruge handicap toiletter men hvor kan jeg ellers kører min baggagevogn ind med Ella, tasker og bur?

Og hvorfor er der ikke sådan et tyndt stykke papir man kan lægge på sædet inden man sætter sig på det? Eller noget sprit man kan tørrer brættet af med? Så jeg drunkede toilettet i pøller, menstruation, toiletpapir fra en dirrarøv og toiletpapir fra brættet…… på trod af utallige optræk og forsøg på at afhjælpe det bogstaveligtalt stigende problem med en i forvejen nasty wc-børste, så lykkes det ikke at få gang i toilettet igen, så jeg gik….

Ella var knurresulten i dag, da vi allerede i går løb tør for fodder – og som altid er jeg havnet i Spanien på en ultra national helligdag = ALT er lukket, så efter nogle af 60 km i bil og en lang bustur lykkes det mig endelig at finde en åben OpenCore og købe kylling og ris, som hun spiste med stor velbehag – og som jeg håber sætter en prop i den sympati-dirrearøv hun har udviklet inden for de sidste 24 timer. En hund med sprutmås i en by med muslingeskaller som fortov, er og bliver bare ikke en charmerende kombination når man står med en pose på hånden og forsøger at skrabe en flydende lort op uden at der går hul på posen…… 😩💩

Jeg sidder her i sofaen og smågræder. Jeg er så ulykkelig inden i. På fjernsynet kører SyFy kanalen med Transformer film nr. 2 i dag, med spansk synkronisering – men hvad gør det når jeg alligevel ikke har lyd på? Jeg lytter til min spotify og forsøger at danne mig et overblik over hvordan en realistisk fremtid kan se ud for mig selv – men uanset hvordan jeg ser på fremtiden, så virker det jeg kommer frem til, som en urealistiske fantasi.

I går var jeg inviteret til en fest hos pigerne der arbejder for mig hernede. Jeg valgte bevist ikke at tage med, da jeg har erfaret at det er svært at være hende der bestemmer men også hende der fester med dem og samtidig så bryder jeg mig ikke om altid at være deres “æres gæst” og dermed i centrum. Jeg vil bare være mig, også selv om jeg ikke er helt klar over hvem eller hvad det egentlig er i øjeblikket.
– da jeg hentede min bil derude i dag, fandt jeg ud af at en af Norman Bachs veninder pt. bor i hans hus (og fordi jeg drager selvomsorg omkring mig selv, har jeg ikke tjekket hans FB eller Instagram siden 2. februar) – jeg aner ikke hvor han er, men hun deltog som æresgæst sammen med hendes kæreste i deres fest. Jeg er dobbelt lykkelig for at jeg ikke deltog – alle de fejl jeg givetvis ville have lavet, ville være gået lodret videre til Norman og med alt det skrammel der florer i mit liv og i mine tanker i øjeblikket, så er dét helt klart en ting jeg gerne er foruden.

Og nu vil jeg drage lidt mere selvomsorg, og stoppe med at skrive om ting der får mig til at græde. Jeg vil sluge mine crazy piller, puste sterinlysene ud (hvis os, giver kræft) og slukke for SyFy kanalen og kravle ind i seng med Ella.

I morgen er det trods alt Mandag i alle andres verden end min. I min er det blot endnu en dag i livet uden betydning

Om Onsdagen Drikker Jeg Mig Fuld

07/11/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Overskriften er 100% sandheden. Jeg har drukket tæt siden klokken ca. 16.00 hvor min søster overfuste mig foran min Mor.

Dagen startede elegant med at jeg fik vasket hår og gjort mig klar til at kører ud på Psykiatrisk Hospital til min Nye Behandler. Jeg havde en voldssom kvalme her til morgen – der er noget i luften her i Århus og jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er, men der lugter noget så afskyeligt udenfor om morgen mellem ca. 03.30 og 06.00. Måske det er fabrikkerne på havnen der lukker noget ud, men lugten er ukendt for mig og ualmindelig vammel at indånde.

99% af alle Århusianer har lukket vinduerne på det tidspunkt og denne årstid, men ikke jeg. Jeg kan ikke sove hvis vinduet ikke er åbent og jeg kan mærke luften i mit ansigt og vide at jeg kan komme ud på få sekundter. Og derfor indånder jeg lugtene som giver så massiv kvalme at jeg end ikke kan spise en riskiks og drikke et glas vand. Hele vejen til Risskov, sad jeg og sank for ikke at gylpe i min mund. Jeg forsøgte at drikke lidt cola light for at dulme min mund og min mave men det var som om der sad en “bølge” i min hals som gav mig den værste kvalme ever.

Jeg parkeret bilen midt i ombygningsrodet fra den nye cykelsti og gik ind af døren til Klinik for Personlighedsforstyrrelse – her vendte jeg om, gik ud og kikkede ind af vinduerne til venteværelset. Ingen jeg kendte var derinde.

Da jeg kom helt ind, tjekkede jeg venteværelset igen. Jeg var helt alene udover én enkelt pige som også ventede. Klokken var 08.56. Jeg gik på toilet, fik styr på krøllerne, solbrillerne og mig selv og så gik jeg ud og ind i venteværelset igen. Gæt engang hvem der sad på stolen LIGE UD FOR DØREN TIL VENTEVÆRELSET? Yep, pigen jeg kender, der også har købt en hund fra samme kuld som Ella. Hende der ynder at sige mit navn højt. (jeg losser hende over skinnebenet i mine tanker!!)

Jeg kikkede på hende – det var jo ligesom ret meget for sent at vende om og gik ind og satte mig på samme række som hende, så jeg ikke havde front imod hende. Jeg sad helt forstenet men kunne se at min venstre hånd rystede selv om den hvilede på armlænet. Uret gik så ufattelig latterligt langsomt.
– og så kom min behandler til syne i døren og sagde “jeg henter dig om lidt…” hvorefter hun gik videre ind til sekretæren. Jeg rejste mig op som en raket og gik ud i gangen og ventede. Og så snart min Behandler kom til syne igen, stormede jeg ind på hendes kontor og græd de næste 60 minutter.

Mit liv er utterlig noget fucking lort.

Da jeg gik derfra ringede Jonas, min Radioven. Han havde netop lavet et radiospot med den organisation jeg arbejder frivilligt for. Vi er så langt fra mål men jeg har ikke tænkt mig at give op og spottet lyder bare virkelig godt. Jeg har skrevet det, lægen har indtalt det og Jonas har redigeret det og fået det gratis ud på en del Sjællandske medier. SÅ godt.

(i morgen, torsdag, skal jeg mødes med dem for første gang face to face. Måske de vil ansætte mig? Åhhh Kære Hr. Gud, jeg kunne så godt bruge pengene!!!)

Jonas spurgte hvordan jeg havde det og jeg tog et sjældent selfie af mig selv mens jeg gik og sendte til ham. Jeg har netop set på det igen, det er faktisk ret godt (af et selfie at være) Det fanger på rigtig mange måder min smerte og min sorg i mit Narcassistiske indre fyldt med Borderline/manglende grænser.

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind og lagde mig til at sove. Da jeg vågnede (fordi jeg skulle tisse) skrev min søster, som har fri i dag, om jeg ville med over og se hendes nye lejlighed som først er færdig om ét år. Det er et projektbyggeri. Der var 30 min. til vi skulle mødes, så jeg skyndte mig at få mine stive øjenvipper skilt fra hinanden med en øjenvippe børst – at gråd og mascara er to fucking modpol!!

Men afsted kom jeg. Min Mor kom også og sammen gik vi over og så byggeriet hvor min søster selv har valgt køkken elementer, gulv mv. Der var et virkelig fedt vindue i lejligheden, hvor man kunne sidde og kikke ud på verden udenfor og altanen var minimum 20 kvm. Men ellers var der ikke noget ved lejligheden som jeg gerne ville eje.

Mor stillede p-skiven i bilen igen og sammen gik vi alle 3 ned på Cafe Stiften og spise – og som altid, brokkede Mor og min søster sig. Først over ventetiden på maden og så over maden. Den er god HVER EVIG ENESTE GANG. Altid. Jeg bliver altid lidt flov inden i, fordi jeg ikke kan se de ting de brokker sig over. Jeg spiser 99% af gangene ikke for maden skyld, eller stedets skyld. Men for hyggens skyld og for samværets skyld. Jeg kan altid spise alene, jeg kan altid få tarvelig mad og jeg har altid en enorm ventetid på mad fra mit eget køkken. Ergo, kan de færreste køkkener skuffe mig.

Mens vi spiser, spørger jeg ind til babyen i min søsters mave. Eller fosteret. Jeg spørger til hvornår deadlinen for “sikkerhedzonen” er, om hun har nogle navne osv. Jeg er oprigtig interesseret – faktisk er jeg nok min søsters største fan ever. Men det er svært at forblive en fan af et menneske der altid er efter mig, som altid hakker på mig. Jeg har altid sagt at mine sønner (for jeg var jo altid overbevist om at jeg ville få 2 sønner) skulle have et Royalt fornavn og så min Fars navn og den næste søn også et Royalt fornavn og så min svigerfars navn – så valgte min bror i Sverige at døbe min nevø det ene Royale navn jeg havde valgt for ca. 20 år siden (og hørt tonsvis af latterlige kommentar om at jeg havde valgt) og jeg var okay med det. Nu vælger min søster så at fortælle, at hun har valgt at navngive sin baby, så frem det er en dreng, efter vores far. Et navn der i dag er populært men for 20 år siden var det ikke – og jeg har hørt tonsvis af shit for mit valg af navne til mine ufødte drengebørn.

Jeg siger til min søster at vores ældste lillebror, som netop har fået en lille pige, også planlægger at kalde deres næste barn, så frem det er en dreng, op efter vores alle sammens Far – og ud af det blå, flår min søster mig verbalt. Hun vil skide på hvad vores bror og svigerinde tænker, føler og oplever!! Hun eksplodere (inde på Cafe Stiften) og jeg, som allerede føler mig lidt som en lort efter min dag på Psykiatrisk Hospital, føler mig nu total som en stinkende bunke ubrugelig lort.

Min søster går hjem og mor og jeg forsætter ind i Bruuns Galleri, for at bytte nogle BH’er jeg købte. På min ferie lod jeg min hvide bh fra H&M dø i skraldespanden da jeg skulle hjem. Den skavet og lavede mærker mellem brysterne og var bare virkelig dårlig -både i kvalitet men også fordi jeg har taget på og sikkert er størrer end 80 rundt om livet. I går da jeg var nede med min iphone i Humac butikken, købte jeg 6 nye BH’er klokken 2 sek. i luk og tog dem med hjem og prøvede.

Én af dem passerede testen for behagelige BH’er, resten blev byttet i dag. Vi, Mor og jeg kikkede i ca. to butikker mere, så skulle Mor tilbage til sin bil. Jeg forsøgte at fortælle hende eller forklare hende, hvor ondt det gjorde på mig når min søster sådan flår mig verbalt men i mine egne og sikkert også Mors øre, lød det som en klagesang fra én forsmået søster over en anden søster. Så jeg gav op.

Da Mor var gået, gik jeg lidt rundt på må og få og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var så ulykkelig inden i og der er ingenting at komme hjem til. Jeg har ingen at tale med og ingen at betro min indre smerte til, så jeg gik i Kvickly og købte 4 pakker sterinlys med LED pærer i, som jeg skal sende til min gl. lærerinde i Texas. De fåes ikke derovre og hun er helt vilde med dem jeg sendte hende sidste år. Der var 89 kr. at spare pr. pakke. Ikke at jeg lige havde 200 kr hvorpå der stod “kunstige sterinlys” men det føltes godt at gøre noget for andre. Bagefter gik jeg hjem, skiftede vasketøj rundt, tissede af, vaskede hænder og satte mig i sofaen og så “Say Yes To The Dress” uden lyd.

Og her sidder jeg endnu – bare med 3 x Paulaner Weissbier i blodet. Jeg har desværre ikke flere, så jeg er gået igang med dagens 3 halve liter Cola Light. Og en riskiks.

I går sendte jeg en video til Norman på Whats App – total fucked og jeg skulle ALDRIG havde gjort det!!!! Men….

Jeg er SÅ ENSOM i mit hjerte at det gør fysisk ondt når jeg tænker på det!! Jeg kunne se at han læste min besked men ikke svarede. Så i dag sendte jeg en besked mere, faktisk en som jeg har sendt før – det ville være så fantastisk hvis han meldte ud, om han gider tale med mig eller ej – men i stedet for at være en mand med stort M (og et godt menneske med empati) og sige til mig hvad han helst vil, så ignorer han mig (som altid) og læser mine beskeder men svare ikke.

Naturligvis burde jeg vide inden i, at når en fyr eller bare et menneske, læser beskeder, mails, aflytter telefonsvare beskeder etc. og ikke vender tilbage, så er det fordi de er lavet af en tarvelig støbning og mangler empati for andres velbefindene og dérfor alene, burde jeg lade dem være.

Men, det er jo ikke for ingenting at jeg har Borderline og svært ved at sætte grænser, for mig selv – og for andre. Og i et sådan tilfælde, ville det jo være skønt hvis andre mennesker, ville vise deres empatiske sider og melde klart ud. Specielt når man beder dem om det.

På mine skarpe dage er jeg meget observant og en dag gik jeg ind på Normans Instagram, dér kan man se hvad han har liket etc. og da jeg tjekkede hvad han havde liket sidst, kunne jeg se at han havde skrevet under et billede af en ung pige og hendes Mor “Hils” – pigen var hans ex, som han selv slog op med og bagefter fortrød og brugte et helt år på at få tilbage. Jeg tænker hun er en mega player og derfor afviste ham. I dag er hun “the one who got away” i hans liste af piger han har ordnet. Fordi hun er sådan en player, vil hun først vise interesse for Norman, den dag han får en kæreste. Før er han jo ikke svær at få fat i, da han gerne vil knalde hende igen (hans egne ord)

Men, med den viden jeg har om ham og hans ex, fortalt af ham selv, så tænker jeg at hans instagram besked under billede “hils” var skrevet med nøjagtig samme håb og følelser som mine Whats App beskeder. Håbet om en samtale, om kommunikation, om selskab og nærværd. Måske hans er seksuelt og min er aseksuelt men baggrunden er stadig den samme.

Så det slog mig at Norman også har sine svage sider, sin kryptonit. Hans ex. Norman ER min kryptonit. Mit svage punkt og jeg ville sådan ønske han ikke var. Men det er han. Og det gør så smerteligt smerteligt ondt, at han ikke har empati nok til at hjælpe mig videre. På trods af mine (i min grænse-manglende-optik) søde beskeder.

Ind imellem øllene og Bruuns Galleri, brugte jeg knap 9000 Kr (fra min firma konto) på en ny iphone. Min gamle ipone er 35 dage over garantien og har en defekt inden i, som gør at jeg ikke kan ringe op eller modtage visse opkald, hører lyde på videoer mv. Jeg har så meget lyst til at tage min nye fine iphone og ringe til Norman, men jeg kender jo allerede udfaldet – men selv med udfaldet i mine tanker, tænker jeg: Tænk nu hvis han tog telefonen….. hvor ville det være dejligt!!

– men hvor ville det også være dejligt hvis Norman feks. døde. Så dejlig befriende for mig. Og meget billigere i øl. Måske jeg burde gå i Netto og købe flere øl? Natten er lang….. uendelig uendelig lang.