Deirdre Ann Roberts

At Være Forvirret Anno det 21. Århundrede

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med

You are here: Home / Archives for Norman Bach
1 2

Godnat til Livet.

By: comment

Det var så dejligt, dengang jeg havde et par dage med ordet “selvomsorg” i fokus. De dage er væk og jeg er helt smadret.

I dag var jeg til Psykoedukation på Det Lyserøde Hospital, vi talte om følelser og for første gang syntes jeg at Psykoedukations undervisningen var noget skrammel. Måske det hænger sammen med at jeg har fundet ud af at underviseren er fra samme by som jeg og at jeg nu virkelig oprigtig ikke kan stoppe med at tænke på om hun er en af dem som kendte min Gudfar før han døde og om hun er en af dem som syntes han var SÅ FANTASTISK når han i virkeligheden var et rigtigt dårligt menneske.
– min Psykiater-Lærling kaldte ham en psykopat. Måske det lige er at trække grænsen for ordbrug men måske det er korrekt. Faktum er i hvert fald at uden ham i mit liv, ville jeg nok være et andet sted i dag.

Jeg kunne mærke, i dag, at psykologen som underviste, provokerede mig. Jeg er ret sikker på at hun kan være en riimelig skarp strigle hvis hun vil, but guess what, jeg kan være den mest iskolde kælling known to mankind og noget i mig, fik mig til at ønske mig tilbage til dengang hvor det at være overfladisk, iskold, arrogant og urørlig var min hverdagsrustning. Dengang ingen kunne røre mig, udover min Gudfar.

Jeg skændtes så det bragede med mine forældre, jeg råbte og skreg og græd og smækkede med dørene og kørte sindssygt stærkt i min sorte Golf. Jeg satte først farten ned, når jeg kom til at tænke på, at hvis jeg mistede kontrollen over bilen nu, så ville jeg kører galt og måske end op som en grønsag og forevigt være i mine forældres og min Gudfars magt, fordi jeg ikke længere ville besidde evnen til at kunne sige fra, nej og stop. Tanken om at kører galt og dø er ikke skræmmende, den er tillokkende og jeg savner den. Tanken om at blive afhængig af andres daglige hjælp og pleje, er uholdbar og dybt dybt skræmmende.

Men for en stund i dag, måske kun i knapt et minuts tid, drømte jeg om at være den smukke, slanke fanden i voldske pige fra gården på landet som tilenhver tid, med ordne i sin magt, verbalt (og helt sikkert også fysisk) kunne flække og lægge psykologen fra Psykoedukationen ned. Grim, Grum Tanke, men jeg tænkte den stadig.

Hun er helt sikkert typen jeg ville havde røget i flint med dengang. Fordi hun ikke frivillig ville bøje sig eller vige for mine ord og handlinger – hvilket blot ville havde været benzin på mit kreative bål og hun ville derefter være blevet min mission, hende og hendes type.

I dag prøver jeg at være en bedre version af mig selv. Jeg prøver hver dag at vågne op med tanken på at være et bedre menneske end i går. Jeg forsøger at undgå konflikter, jeg forsøger at undgå at være i nærheden af andre mennesker når jeg er ked af det, jeg forsøger ikk at lægge mine sorger og bekymringer over på andre – om det virker ved jeg ikke – men dengang jeg var den anden person, var det eneste jeg opdaget, at tårer løber ned i ørene når man ligger på ryggen og græder.

Nu, som en bedre person, har jeg ikke lavet nogle lige så revolutionerende opdagelser, jeg har blot konkluderet at jeg er enormt ensom med mine tanker. Jeg syntes ikke selv jeg beder om meget, men det lidt jeg beder om, virker aldrig for mig.

Jeg drømte om Anika og Milda den sidste nat i Marbella, hvor jeg lå med Ella under dynen. Jeg kan ikke længere huske drømmen i detaljer, men det var en slags afskeds drøm. I drømmen fik jeg sagt farvel til dem og jeg vidste i drømmen, at det var en farvel drøm. Det var på en måde en god drøm, for jeg fik sagt de ting jeg gerne ville sige, både til Milda og til Anika.

Til Anika fik jeg sagt, at jeg er så dybt dybt ulykkelig over hvad hun er blevet udsat for, af Anabel, men med mine ord og at jeg lægger mig flat ned mht. at jeg aldrig burde havde talt over mig. Der er ingen undskyldning for dén gerneing.

Jeg fik også sagt til Anika, at jeg ved i mit hjerte at vi aldrig igen kan blive venner. Ikke pga. det jeg har sagt til Anabel, for det kan tilgives og går mere eller mindre op med alle de gange Anika helt åbenlyst har underholdt andre med mit liv og mine sms’er. Så på sladre-punktet eller tal-over-sig-punktet står vi lige. 50/50.

Men det efterlader stadig ét meget stort problem foran os. To handlinger som har ført den samme følelse med sig begge gangene og dén følelse kan jeg aldrig rigtig glemmes. Det ved jeg inderst inde.

Det er følelsen af svigt. Anika har svigtet mig. Ikke bare én gang men hele to gange. Og dét kan jeg aldrig glemme. Måske jeg kan tilgive det, men jeg kan ikke glemme det. Og jeg kan ikke lade det ske igen, derfor ved jeg at vi aldrig igen kan blive venner.

Første gang Anika svigtede mig, var lige efter HHx i 1999. Hun tillod hendes daværende kæreste, Niels med den klamme navle, at sætte splid og spænde ben for vores venskab. På trods af at jeg på daværende tidspunkt var kærester med Uffe. Niels påstod jeg havde været i seng med ham, mens Anika var i bad. Hun spurgte mig aldrig nogensinde om det var korrekt. Hun konfronterede mig aldrig med hans påstand. Men hun fortalte alle andre, at det var dérfor vi ikke talte sammen, at det var fordi jeg havde bollet hendes kæreste. Vi begyndte først at tale sammen, da Anika havde mødt Walther. Jeg mødte Walther første gang til deres bryllup. Jeg arvede gården lige efter HHx i 1999 og hele min verden kollapset omkring mig. Alle mine drømme blev knust og forsvandt som støv for vinden, samtidig med at én veninde flyttede til Mexico, én flyttede til Slovenien, én flyttede til Arizona, USA og Anika, hun slog hånden af mig, pga. noget jeg aldrig havde gjort. Jeg var helt alene på gården. Med min Gudfar.

Anden gang Anika svigtede mig, var op til årsskiftet 2016/2017. Jeg hørte ikke var hende og min indre sorg var enorm, jeg græd hele tiden og var ved siden af mig selv. Jeg var til Julefrokost på Anikas firma den sidste arbejdsdag inden jul 2016 og så hørte jeg først fra hende igen, da jeg var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Januar 2017 og hele min verden kollapset omkring mig. Anika kom aldrig og besøgte mig.

Jeg er nu 2 år inde i min tid i Psykiatrien og Anika har aldrig været her for mig, ikke én eneste dag, ikke én eneste time, selv om hun godt ved inderst inde, at det ikke er mig der har lavet indberetningen. Ja jeg skulle ikke havde talt over mig, men der er sjældent røg uden ild. Nøjagtig som der står i Cambridge dictionary.

Jeg håber Anikas ægteskab er blevet bedre efter at omverdnen er blevet bekendt med, hvor sindssyg utilregnelig, ubehagelig og dominerende hendes mand Walther er. Jeg håber at hun er i ægteskabet fordi hun gerne vil, og ikke som hun tidliger har fortalt mig, at hun er der fordi hendes Far er Pinsemission og blev vred og skuffet da hendes storesøster blev skilt. Jeg håber hun har det godt og jeg er glad for at jeg fik taget afsked med hende, den nat i Marbella. Også selv om det kun var i en drøm. Når man ikke kan få andet end en drøm, lærer man at tage til takke med drømme. Men jeg kommer aldrig til at tilgive hende for eller glemme, at hun (igen) svigtede mig, da jeg havde aller aller mest brug for hende, ene og alene på baggrund af en løgn.

Da jeg var færdig til Psykoedukation, kørte jeg på Sunset Boulevard og fik en Kyllinge Sandwich uden løg. Efter at de har re-lanceret deres sandwich skal man huske at bede om den uden løg – men gæt engang hvad min sandwich smagte af? Løg. Ligesom min Gudfar altid gjorde. Jeg fucking HADER smagen og lugten af løg.

Så kørte jeg til Egå og osede først i DanMission og så i Røde Kors butikken. Og sådan gik ca. 2 timer og det var tid til at kører tilbage til Det Lyserøde Hospital til en læge/medicin samtale med sygeplejersken som taler så affekteret ligesom folk der kommer fra Nordsjælland. Jeg elsker hvordan hun har briller som altid sidder i håret, det har jeg også, bortset fra at mine er solbriller. Mine øjenbeskytter mod omverdnen.

jeg ved egentlig ikke hvad vi skulle tale om. Vores sidste aftale 18. Januar blev aflyst og flyttet frem til 1. Marts og ja vi talte lidt om mine madvaner og min medicin og min søvn, og om at jeg drikker for meget, men mest af alt græd jeg bare. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg græd og græd og græd. Filmen knækkede fuldstændig for mig og selv om jeg forsøgte at tage mig sammen, så lykkes det ikke rigtig.

Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng og da jeg vågnede skrev jeg følgende til Michelle i vores årti lange SKYPE samtale:

Jeg savner hende så ufattelig meget og jeg græder stadig nu her klokken 00.34.

Jeg er helt flov over at skrive det, men jeg ringede også til Norman fra SKYPE men han tog den naturligvis ikke.

Jeg håber jeg en dag bliver fri af fortidens spøgelser, lænker, oplevelser, følelser eller hvad det nu er, som jeg bevist eller ubevist, bruger til at forhindre mig selv i at leve et sundt og godt liv. Jeg er så træt af at græde, jeg er så træt af at være tyk, jeg er så træt af at have kronisk ondt i munden og jeg er så træt af at være træt af ting, jeg ikke ved hvordan jeg takler.

De siger døden ikke er udvejen, men jeg syntes døren til døden er så ualmindelig tillokkende. Det er den eneste dør jeg kan se lys bag. Det er den eneste dør hvor jeg kender indholdet bag. Jeg er ikke bange for noget, men tanken om smerte afskrækker mig. Uden at vide hvad der er bag alle de andre døre i livet, så ved jeg at de indeholder oplevelser, gode som dårlige, og at de alle indeholder smerte. Døren til døden indeholder ikke smerte. Den indeholder bare uendelig solskin. Og Heather. Og min elskede elskede Mormor ❤️

I nat, drømte jeg om min Psykiater-Lærling. Kun et kort sekundt men i drømme kan sekundter vare længe nok, til at sprede varme. I drømme-sekundtet kunne jeg hører min Psykiater-Lærling le. At hører hendes latter, hvor kort den end var, gav mig en varm sommer-gul søvn og med dén lyd i mine øre og i mine minder, vil jeg faktisk gerne dø i nat.

Selvomsorg

By: comment

Jeg forsøger virkelig at leve op til det fine, nye og for mig, total ukendte ord jeg næste lige har læst mig til: Selvomsorg, men det er også virkelig virkelig svært!!

Jeg har aldrig hørt om “selvomsorg aka omsorg for mig selv” før, jeg kan heller ikke huske at jeg nogensinde har tænkt ordet og sådan alt andet lige, så ser jeg mig selv som ret belæst og ret begavet men visse logiske ting er åbenbart gået min hjerne forbi.

Selvomsorg er for mig feks. at jeg forsøger ikke at spise en masse usundt og klamt, ting jeg godt ved enten er for gammelt til at spise, eller ting som jeg godt ved er usundt eller at drikke mere vand en cola light.
– en anden ting er at jeg forsøger at drage omsorg omkring mig selv, ved ikke at kontakte Norman Bach, heller ikke når han skriver på Whats’App og det er så lokkende socialt at skrive tilbage og håbe på en dialog i mørket, så jeg ikke behøver føle mig alene og forladt på (endnu) en lørdag aften, men jeg ved at jeg skal lade være, for det er ikke at drage omsorg omkring mig selv. Jeg ender 99% af gangene med at blive ked af det og eventuelt knibe en tåre.

Det er SÅ svært at være ensom og se hele verden suse forbi foran vinduet i min hverdagsrustning – jeg forsøger gang på gang akavet og ofte total klodset og dumt, at række hånden ud for at vise at jeg gerne vil deltage, for at fortælle at jeg (stadig) er her og gerne bidrager, men det virker aldrig (efter hensigtet) og efter at jeg har mistet Jonas, har jeg 0 mennesker i mit liv udover min familie.

Dét gør så sindssygt ondt inden i. Hvis du trode det ikke var muligt at have fysiske hjerte og mave smerter pga. ensomhed og sorg, så tager du lyksageligt fejl og jeg er glad på dine vegne over at du aldrig har prøvet det.

Jeg talte med min gl. forpager i fredags efter at jeg havde været til Psykoedukation og mens vi taler (max 5 min.) nævner han et navn som siger mig “noget” men jeg kan ikke huske hvad og hele sammenhænget var så banalt og ligegyldigt at jeg aldrig normalt ville have tænkt videre over det hvis det ikke lige var fordi jeg kom direkte fra Psykoedukation og på forsædet af min bil lå fotokopier af slidsene.

Mine øjne kikkede på dem mens jeg talte med min gl. forpagter og lige dér på nederste linje på slidsene stod psykologens lidt specielle mellemnavn…..og ud af røret kommer nu samme navn. Så snart røret var lagt på, tog det mig under 8 minutter at “hacke” mig frem til at psykologen, som underviser mig (og de andre) i psykoedukation, kommer fra nøjagtig samme lille by som jeg…. what’s the odds???!!! 🤦🏼‍♀️

Psykologen er hende som i 2017 spurgte mig om jeg nogensinde havde taget tøjet af små børn og misbrugt dem seksuelt – jeg brugte resten af tiden herefter på at hade på hende hver gang jeg så hende. Hun fik det onde øje med alt hvad jeg kunne lægge bag, frem til den dag, hvor jeg blev klar over at hun var en af dem som skulle stå for min videre behandling sammen med min Nye Behandler, efter at min Psykiater-Lærling stoppede. Jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte give det hele en én chance mere og dermed prøve at være neutral til vores møde, hvilket jeg var – og om det var hendes gammeldags ring med en ravfarvet sten (tigerøje?) i, som jeg har i nøjagtig samme model, blot med en lilla ametyst i, eller om det var fordi hun rent faktisk ER et sødt og venligt (og begavet) menneske, skal jeg lade være usagt, men hun vandt ved anden omgang af bekendtskab.

Fast forward til 2019, hvor hun nu er min psykoedukations psykolog lærerinde og hvor jeg hver fredag sidder og ser på hendes slides med det specielle efternavn nederst og aldrig havde skudt hende til at være på min alder men pludselig så er verden mikro lille og hun er ét år ældre end mig. Hun har gået i skole med min kusine, hendes søskende klasse med min fætter, hendes mor er lærerinde og en hurtig stalking på diverse Facebooks, gjorde bare at verden blev endnu mindre – efternavnene på de aldrende mennesker på hendes Mors Facebook klingede så ubehageligt bekendt i mine øre, nogle af dem truede enddda med at få blodet til at pible frem men ens for dem alle er at det er mennesker der også kendte min Gudfar!!!

Mennesker der bor i den samme lille lorteby, som jeg ikke kan finde ud af om jeg skal hade, foragte, elske eller være neutral overfor?

På Facebook siderne tilhørende alle de her mennesker, kunne jeg nærmest have lavet et bydiagram over hvem der var venner med hvem og hvordan de var forbundet – jeg kan ikke kapere det inde i mit hoved – min Gudfar var uden tvivl en meget vellidt mand (hvorfor har altid været mig en gåde) og til begravelsen var kirken propfyldt (til mit forsvar skal det siges at det er en mikro kirke, selv af en lille landsby kirke at være) og nu sidder jeg her, på psykiatrisk hospitals parkeringsplads og hører hvordan mine tandhjul i hjernene går i beskyttelses tempo, alt i mit kikke op på de røde alarmknapper som snurrer rundt som et roserblink på et langsomgående kørertøj.

Jeg kan slet slet ikke kapere inde i mit hoved, hvis min psykoedukations psykolog, er en af dem som kendte min Gudfar og som syntes han var the best thing since bread came sliced, tænk hvis hun var med til begravelsen??

Jeg kan se min barndomsvenindes mor på hendes Facebook, den eneste pige jeg nogensinde leget nok med, til at kunne kalde hende min “veninde” for en stund, indtil hendes forældre blev skilt og hun stoppede med at lege med mig – fik jeg nævnt at hun i dag er et socialt tilfælde med tvangsjernet børn, som hun har med 2-3 forskellige mænd og at jeg ofte forsøgte at få hende til at komme med ud til mine Gudforældre?
– fik jeg fortalt at jeg fik hende overtalt til at sove sammen med mig derude, så jeg ikke skulle sove alene? At jeg fik hende overtalt til at komme med mig derover, så jeg ikke behøvede at være alene i stalden med min Gudfar?

Jo mere jeg tænker, jo mere føler jeg mig som det ultimative rådneste menneske.

Det er længe siden der er gået en “prås” op for mig, men det her med selvomsorg og det her med at jeg måske er sådan en som takker for at være en del af “noget” ved at give folk ting/gaver/oplevelser/kort mv. og så nu det her med min Psykoedukations lærerindes hjemstavn som igen leder mig til tanker om hvad jeg har gjort som barn, har VIRKELIG VIRKELIG fået mig til at tænke på hvad jeg er for et menneske – ingen tvivl om at der ikke findes ret mange af min slags og ingen tvivl om at jeg ofte har forårsaget min egen ulykke, ubevist måske men stadig.

Jeg kan næsten ikke rumme at tænke på hvad jeg er for et slags menneske og hvordan jeg er blevet til sådan et slags menneske? Er jeg måske født med anlæg til at blive sådan eller er det hele miljø?

I skrivende stund er det søndag d. 17 Februar 2019 og jeg sidder i min brune lædersofa i min lejlighed i Spanien, med min dyne – på min fod ligger lille Ella og snorker højt.

Billedet her er fra da hun lå ved min venstre side – jeg tænker hun holder sig tæt på for at undgå at jeg går nogen steder uden hende.

Vores tur herned i går (lørdag) skulle have taget ca. 6-7 timer. Den tog 13! Fuck DSB og aflyste tog, Fuck Norwegian og aflyste fly! Fuck taxi-chauffør som vender bunden i vejret på en rejse bur med fyldt vandkop så alt inde i buret blev vådt og jeg måtte rykke mit tøj ud så Ella kunne ligge tørt på rejsen. Det var på alle måder en dårlig tur – top det med at jeg enehandig formået at stoppe et handicaptoilet til randen…….

Ja ja jeg burde måske ikke bruge handicap toiletter men hvor kan jeg ellers kører min baggagevogn ind med Ella, tasker og bur?

Og hvorfor er der ikke sådan et tyndt stykke papir man kan lægge på sædet inden man sætter sig på det? Eller noget sprit man kan tørrer brættet af med? Så jeg drunkede toilettet i pøller, menstruation, toiletpapir fra en dirrarøv og toiletpapir fra brættet…… på trod af utallige optræk og forsøg på at afhjælpe det bogstaveligtalt stigende problem med en i forvejen nasty wc-børste, så lykkes det ikke at få gang i toilettet igen, så jeg gik….

Ella var knurresulten i dag, da vi allerede i går løb tør for fodder – og som altid er jeg havnet i Spanien på en ultra national helligdag = ALT er lukket, så efter nogle af 60 km i bil og en lang bustur lykkes det mig endelig at finde en åben OpenCore og købe kylling og ris, som hun spiste med stor velbehag – og som jeg håber sætter en prop i den sympati-dirrearøv hun har udviklet inden for de sidste 24 timer. En hund med sprutmås i en by med muslingeskaller som fortov, er og bliver bare ikke en charmerende kombination når man står med en pose på hånden og forsøger at skrabe en flydende lort op uden at der går hul på posen…… 😩💩

Jeg sidder her i sofaen og smågræder. Jeg er så ulykkelig inden i. På fjernsynet kører SyFy kanalen med Transformer film nr. 2 i dag, med spansk synkronisering – men hvad gør det når jeg alligevel ikke har lyd på? Jeg lytter til min spotify og forsøger at danne mig et overblik over hvordan en realistisk fremtid kan se ud for mig selv – men uanset hvordan jeg ser på fremtiden, så virker det jeg kommer frem til, som en urealistiske fantasi.

I går var jeg inviteret til en fest hos pigerne der arbejder for mig hernede. Jeg valgte bevist ikke at tage med, da jeg har erfaret at det er svært at være hende der bestemmer men også hende der fester med dem og samtidig så bryder jeg mig ikke om altid at være deres “æres gæst” og dermed i centrum. Jeg vil bare være mig, også selv om jeg ikke er helt klar over hvem eller hvad det egentlig er i øjeblikket.
– da jeg hentede min bil derude i dag, fandt jeg ud af at en af Norman Bachs veninder pt. bor i hans hus (og fordi jeg drager selvomsorg omkring mig selv, har jeg ikke tjekket hans FB eller Instagram siden 2. februar) – jeg aner ikke hvor han er, men hun deltog som æresgæst sammen med hendes kæreste i deres fest. Jeg er dobbelt lykkelig for at jeg ikke deltog – alle de fejl jeg givetvis ville have lavet, ville være gået lodret videre til Norman og med alt det skrammel der florer i mit liv og i mine tanker i øjeblikket, så er dét helt klart en ting jeg gerne er foruden.

Og nu vil jeg drage lidt mere selvomsorg, og stoppe med at skrive om ting der får mig til at græde. Jeg vil sluge mine crazy piller, puste sterinlysene ud (hvis os, giver kræft) og slukke for SyFy kanalen og kravle ind i seng med Ella.

I morgen er det trods alt Mandag i alle andres verden end min. I min er det blot endnu en dag i livet uden betydning

Om Onsdagen Drikker Jeg Mig Fuld

By: comment

Overskriften er 100% sandheden. Jeg har drukket tæt siden klokken ca. 16.00 hvor min søster overfuste mig foran min Mor.

Dagen startede elegant med at jeg fik vasket hår og gjort mig klar til at kører ud på Psykiatrisk Hospital til min Nye Behandler. Jeg havde en voldssom kvalme her til morgen – der er noget i luften her i Århus og jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er, men der lugter noget så afskyeligt udenfor om morgen mellem ca. 03.30 og 06.00. Måske det er fabrikkerne på havnen der lukker noget ud, men lugten er ukendt for mig og ualmindelig vammel at indånde.

99% af alle Århusianer har lukket vinduerne på det tidspunkt og denne årstid, men ikke jeg. Jeg kan ikke sove hvis vinduet ikke er åbent og jeg kan mærke luften i mit ansigt og vide at jeg kan komme ud på få sekundter. Og derfor indånder jeg lugtene som giver så massiv kvalme at jeg end ikke kan spise en riskiks og drikke et glas vand. Hele vejen til Risskov, sad jeg og sank for ikke at gylpe i min mund. Jeg forsøgte at drikke lidt cola light for at dulme min mund og min mave men det var som om der sad en “bølge” i min hals som gav mig den værste kvalme ever.

Jeg parkeret bilen midt i ombygningsrodet fra den nye cykelsti og gik ind af døren til Klinik for Personlighedsforstyrrelse – her vendte jeg om, gik ud og kikkede ind af vinduerne til venteværelset. Ingen jeg kendte var derinde.

Da jeg kom helt ind, tjekkede jeg venteværelset igen. Jeg var helt alene udover én enkelt pige som også ventede. Klokken var 08.56. Jeg gik på toilet, fik styr på krøllerne, solbrillerne og mig selv og så gik jeg ud og ind i venteværelset igen. Gæt engang hvem der sad på stolen LIGE UD FOR DØREN TIL VENTEVÆRELSET? Yep, pigen jeg kender, der også har købt en hund fra samme kuld som Ella. Hende der ynder at sige mit navn højt. (jeg losser hende over skinnebenet i mine tanker!!)

Jeg kikkede på hende – det var jo ligesom ret meget for sent at vende om og gik ind og satte mig på samme række som hende, så jeg ikke havde front imod hende. Jeg sad helt forstenet men kunne se at min venstre hånd rystede selv om den hvilede på armlænet. Uret gik så ufattelig latterligt langsomt.
– og så kom min behandler til syne i døren og sagde “jeg henter dig om lidt…” hvorefter hun gik videre ind til sekretæren. Jeg rejste mig op som en raket og gik ud i gangen og ventede. Og så snart min Behandler kom til syne igen, stormede jeg ind på hendes kontor og græd de næste 60 minutter.

Mit liv er utterlig noget fucking lort.

Da jeg gik derfra ringede Jonas, min Radioven. Han havde netop lavet et radiospot med den organisation jeg arbejder frivilligt for. Vi er så langt fra mål men jeg har ikke tænkt mig at give op og spottet lyder bare virkelig godt. Jeg har skrevet det, lægen har indtalt det og Jonas har redigeret det og fået det gratis ud på en del Sjællandske medier. SÅ godt.

(i morgen, torsdag, skal jeg mødes med dem for første gang face to face. Måske de vil ansætte mig? Åhhh Kære Hr. Gud, jeg kunne så godt bruge pengene!!!)

Jonas spurgte hvordan jeg havde det og jeg tog et sjældent selfie af mig selv mens jeg gik og sendte til ham. Jeg har netop set på det igen, det er faktisk ret godt (af et selfie at være) Det fanger på rigtig mange måder min smerte og min sorg i mit Narcassistiske indre fyldt med Borderline/manglende grænser.

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind og lagde mig til at sove. Da jeg vågnede (fordi jeg skulle tisse) skrev min søster, som har fri i dag, om jeg ville med over og se hendes nye lejlighed som først er færdig om ét år. Det er et projektbyggeri. Der var 30 min. til vi skulle mødes, så jeg skyndte mig at få mine stive øjenvipper skilt fra hinanden med en øjenvippe børst – at gråd og mascara er to fucking modpol!!

Men afsted kom jeg. Min Mor kom også og sammen gik vi over og så byggeriet hvor min søster selv har valgt køkken elementer, gulv mv. Der var et virkelig fedt vindue i lejligheden, hvor man kunne sidde og kikke ud på verden udenfor og altanen var minimum 20 kvm. Men ellers var der ikke noget ved lejligheden som jeg gerne ville eje.

Mor stillede p-skiven i bilen igen og sammen gik vi alle 3 ned på Cafe Stiften og spise – og som altid, brokkede Mor og min søster sig. Først over ventetiden på maden og så over maden. Den er god HVER EVIG ENESTE GANG. Altid. Jeg bliver altid lidt flov inden i, fordi jeg ikke kan se de ting de brokker sig over. Jeg spiser 99% af gangene ikke for maden skyld, eller stedets skyld. Men for hyggens skyld og for samværets skyld. Jeg kan altid spise alene, jeg kan altid få tarvelig mad og jeg har altid en enorm ventetid på mad fra mit eget køkken. Ergo, kan de færreste køkkener skuffe mig.

Mens vi spiser, spørger jeg ind til babyen i min søsters mave. Eller fosteret. Jeg spørger til hvornår deadlinen for “sikkerhedzonen” er, om hun har nogle navne osv. Jeg er oprigtig interesseret – faktisk er jeg nok min søsters største fan ever. Men det er svært at forblive en fan af et menneske der altid er efter mig, som altid hakker på mig. Jeg har altid sagt at mine sønner (for jeg var jo altid overbevist om at jeg ville få 2 sønner) skulle have et Royalt fornavn og så min Fars navn og den næste søn også et Royalt fornavn og så min svigerfars navn – så valgte min bror i Sverige at døbe min nevø det ene Royale navn jeg havde valgt for ca. 20 år siden (og hørt tonsvis af latterlige kommentar om at jeg havde valgt) og jeg var okay med det. Nu vælger min søster så at fortælle, at hun har valgt at navngive sin baby, så frem det er en dreng, efter vores far. Et navn der i dag er populært men for 20 år siden var det ikke – og jeg har hørt tonsvis af shit for mit valg af navne til mine ufødte drengebørn.

Jeg siger til min søster at vores ældste lillebror, som netop har fået en lille pige, også planlægger at kalde deres næste barn, så frem det er en dreng, op efter vores alle sammens Far – og ud af det blå, flår min søster mig verbalt. Hun vil skide på hvad vores bror og svigerinde tænker, føler og oplever!! Hun eksplodere (inde på Cafe Stiften) og jeg, som allerede føler mig lidt som en lort efter min dag på Psykiatrisk Hospital, føler mig nu total som en stinkende bunke ubrugelig lort.

Min søster går hjem og mor og jeg forsætter ind i Bruuns Galleri, for at bytte nogle BH’er jeg købte. På min ferie lod jeg min hvide bh fra H&M dø i skraldespanden da jeg skulle hjem. Den skavet og lavede mærker mellem brysterne og var bare virkelig dårlig -både i kvalitet men også fordi jeg har taget på og sikkert er størrer end 80 rundt om livet. I går da jeg var nede med min iphone i Humac butikken, købte jeg 6 nye BH’er klokken 2 sek. i luk og tog dem med hjem og prøvede.

Én af dem passerede testen for behagelige BH’er, resten blev byttet i dag. Vi, Mor og jeg kikkede i ca. to butikker mere, så skulle Mor tilbage til sin bil. Jeg forsøgte at fortælle hende eller forklare hende, hvor ondt det gjorde på mig når min søster sådan flår mig verbalt men i mine egne og sikkert også Mors øre, lød det som en klagesang fra én forsmået søster over en anden søster. Så jeg gav op.

Da Mor var gået, gik jeg lidt rundt på må og få og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var så ulykkelig inden i og der er ingenting at komme hjem til. Jeg har ingen at tale med og ingen at betro min indre smerte til, så jeg gik i Kvickly og købte 4 pakker sterinlys med LED pærer i, som jeg skal sende til min gl. lærerinde i Texas. De fåes ikke derovre og hun er helt vilde med dem jeg sendte hende sidste år. Der var 89 kr. at spare pr. pakke. Ikke at jeg lige havde 200 kr hvorpå der stod “kunstige sterinlys” men det føltes godt at gøre noget for andre. Bagefter gik jeg hjem, skiftede vasketøj rundt, tissede af, vaskede hænder og satte mig i sofaen og så “Say Yes To The Dress” uden lyd.

Og her sidder jeg endnu – bare med 3 x Paulaner Weissbier i blodet. Jeg har desværre ikke flere, så jeg er gået igang med dagens 3 halve liter Cola Light. Og en riskiks.

I går sendte jeg en video til Norman på Whats App – total fucked og jeg skulle ALDRIG havde gjort det!!!! Men….

 

 

 

Jeg er SÅ ENSOM i mit hjerte at det gør fysisk ondt når jeg tænker på det!! Jeg kunne se at han læste min besked men ikke svarede. Så i dag sendte jeg en besked mere, faktisk en som jeg har sendt før – det ville være så fantastisk hvis han meldte ud, om han gider tale med mig eller ej – men i stedet for at være en mand med stort M (og et godt menneske med empati) og sige til mig hvad han helst vil, så ignorer han mig (som altid) og læser mine beskeder men svare ikke.

Naturligvis burde jeg vide inden i, at når en fyr eller bare et menneske, læser beskeder, mails, aflytter telefonsvare beskeder etc. og ikke vender tilbage, så er det fordi de er lavet af en tarvelig støbning og mangler empati for andres velbefindene og dérfor alene, burde jeg lade dem være.

Men, det er jo ikke for ingenting at jeg har Borderline og svært ved at sætte grænser, for mig selv – og for andre. Og i et sådan tilfælde, ville det jo være skønt hvis andre mennesker, ville vise deres empatiske sider og melde klart ud. Specielt når man beder dem om det.

På mine skarpe dage er jeg meget observant og en dag gik jeg ind på Normans Instagram, dér kan man se hvad han har liket etc. og da jeg tjekkede hvad han havde liket sidst, kunne jeg se at han havde skrevet under et billede af en ung pige og hendes Mor “Hils” – pigen var hans ex, som han selv slog op med og bagefter fortrød og brugte et helt år på at få tilbage. Jeg tænker hun er en mega player og derfor afviste ham. I dag er hun “the one who got away” i hans liste af piger han har ordnet. Fordi hun er sådan en player, vil hun først vise interesse for Norman, den dag han får en kæreste. Før er han jo ikke svær at få fat i, da han gerne vil knalde hende igen (hans egne ord)

Men, med den viden jeg har om ham og hans ex, fortalt af ham selv, så tænker jeg at hans instagram besked under billede “hils” var skrevet med nøjagtig samme håb og følelser som mine Whats App beskeder. Håbet om en samtale, om kommunikation, om selskab og nærværd. Måske hans er seksuelt og min er aseksuelt men baggrunden er stadig den samme.

Så det slog mig at Norman også har sine svage sider, sin kryptonit. Hans ex. Norman ER min kryptonit. Mit svage punkt og jeg ville sådan ønske han ikke var. Men det er han. Og det gør så smerteligt smerteligt ondt, at han ikke har empati nok til at hjælpe mig videre. På trods af mine (i min grænse-manglende-optik) søde beskeder.

Ind imellem øllene og Bruuns Galleri, brugte jeg knap 9000 Kr (fra min firma konto) på en ny iphone. Min gamle ipone er 35 dage over garantien og har en defekt inden i, som gør at jeg ikke kan ringe op eller modtage visse opkald, hører lyde på videoer mv. Jeg har så meget lyst til at tage min nye fine iphone og ringe til Norman, men jeg kender jo allerede udfaldet – men selv med udfaldet i mine tanker, tænker jeg: Tænk nu hvis han tog telefonen….. hvor ville det være dejligt!!

– men hvor ville det også være dejligt hvis Norman feks. døde. Så dejlig befriende for mig. Og meget billigere i øl. Måske jeg burde gå i Netto og købe flere øl? Natten er lang….. uendelig uendelig lang.

Email fra Norman Bach.

By: comment

Efter en horrible dårlig dag i går, startede dage i dag nærmest på samme måde.

Jeg vågnede lidt over seks og da jeg tjekkede min telefon, var der en få minutter gammel mail fra min revisor. Mens jeg svarede på den, kom der endnu en mail – fra en kunde som vi (min revisor og jeg) har døbt “Nyhedsstalkeren” – hver gang vi sender et nyhedsbrev ud, gakker idioten helt af og åbner det (nyhedsbrevet) mellem 80 og 100 gange og sender os mails med at vi laver vores økonomi forkert.

Jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det, for alt hvad jeg laver, er godkendt af ét af Danmarks førende revisorfirmaer og dem læner jeg mig selvsagt op af – men det hindre ikke Nyhedsstalkeren i at sende mails efter mails. I dag fik jeg så min revisor til at svare ham direkte og så blev han tavs. Jeg har desuden blokeret ham på Facebook, så han ikke kan finde mig privat, jeg har blokeret ham fra mit lille firma’s Facebook og slettet hans email fra vores system, så han ikke modtager flere nyhedsmails fra os.

Kort efter faldt jeg i søvn og da jeg vågnede igen, lå der eddersparkene en mail fra Norman i min indbakke!!

På den ene side bliver jeg glad og får et smil i maven, men på den anden side, så dur det simpelthen ikke, at hver gang jeg forsøger at lade ham være, så gør han sådan noget, som han gjorde i dag. Han sender en “one liner” altså én linje med et eller andet total ligegyldigt i en 2-3 måneder gammel mail.
– alt andet lige, er et svar 2-3 måneder efter at mailen er sendt, lige så brugbart som muggen rugbrød. Og jeg kan ikke med alt min objektivitet se, hvad han får ud af det? Altså, what’s in it for him?

Jeg begyndte at græde da jeg så hans navn i min indbakke. Mens jeg græd, skrev jeg følgende tilbage:

 

Jeg bliver nød til at få ham væk, når han ikke vil mig mere end på hans egen akaved måde. Måske jeg er led. Måske det er skrevet helt forkert, men ovenstående var det bedst jeg kunne præsentere.

Så stod jeg op, kørte ned og lukkede en hjælper ind i min lillebrors lejlighed. Jeg har betalt mig fra at gøre rent. Jeg orker det ikke, jeg er fuldstændig kørt i sænk og jeg har stadig ikke hørt fra Far og Mor, hvilket ikke tegner godt. Jeg venter bare på at der sker noget – det kan væer hvad som helst. Måske tager de min løn fra mig? MÅske opsiger de mig i lejligheden?

Jeg har gået hele dagen og tænkt på at jeg må til at søge efter et andet sted at bo, jeg kan ikke så godt flytte over i min egen lejlighed, for så mister jeg min eneste indtægt. Men jeg er overbevist om at noget grimt snart sker. Og jeg har ingen at dele det med.

Efter at jeg have lukketrengøringsdamen ind, kørte jeg hjem og hentede nogle pakker jeg havde bestilt (min wc skammel og mit shampoo) og så kørte jeg ud på Far og Mors gård og støvsuget min bil ren indvendig. Den var hvid af hundehår. Nu er den pæn igen.

Og nu er klokken 18.28 og jeg ligger i min seng med sommeren 2018’s mest brugte tøjstykke: Min natkjole og om få få minutter slukker jeg min telefon og lægger mig til at sove. I morgen skal jeg ud til min Nye Behandler og jeg orker det slet ikke, det nytter alligevel ikke noget på sigt.

I Dag Bliver En God Dag

By: comment

For den startede kl 06.44 med at jeg stalkede Norman på Instagram og ser at han netop er landet i……… Århus.

I tilfælde af at jeg skulle “komme til” at kontakte ham, stalkede jeg hans video 20 min senere fra min egen Instagram konto (ja jeg har flere end 5)

Sådan Deirdre-Ann, så er du total covered up, fordi hvis manden ville ses, så havde han ikke selv skrevet men bare ventede på at du stalked ham og derefter kontakted ham.

Ja denne Mandag bliver en god dag 🤦🏼‍♀️

I går aftes lukkede jeg 3 gæster ind i den lejlighed jeg passer i Ø’gaderne. Tæt på Reden, så jeg kørte forbi med ting jeg havde samlet sammen. Bla. Hundefodder Ella ikke vil spise plus en trolly til 799 kr til hunde/katte som jeg har forsøgt at sælge. Folk skambyder 200 kr så til sidst besluttede jeg mig for at give den væk. Bum

Og verdens dårligste og tyndeste Yoga måtte, som Airbnb gav mig.

Siberiskvinterlørdag

By: comment

I dag er der høj solskin her hvor jeg er, det blæser kraftigt og temperaturen udenfor siger minus 5,1 grader. Chillfactor siger minus 15. Det er rocker koldt – nogle steder i Danmark er der op til en halv meter sne. Her er der kun en lille tot sne fra sidste uge tilbage, nedenfor taget til drivhuset. Min hvalp går helt amok i sneen og guffer løs – jeg elsker det her vejr.

Specielt fordi jeg har HELE mine forældres giga hus for mig selv, jeg har sat en stol hen ved siden af sofaen så jeg har et lille bord at sætte af på. Der er store vinduers fag ud mod haven og terrassen hvor jeg kan sidde og mærke solen bage ind på mig, mens bladene danser udenfor og min hvalp ikke kan finde ud af om hun vil være udenfor eller indenfor (lettere irriterende!)

Min søster er på vej herud, jeg har købt et halvt franskbrød og en varm leverpostej, agurk og Cola light og Coca Cola til hende. Jeg har været en rebel og dækket op til os uden dug! Min hvalp er igen udenfor og guffe sne 🙄 Ind. Ud. Ind. Ud. Make up your damn mind dog!

Min plan var at lave havens indhegning størrer mens mine forældre er væk, men det er 32 koldt at jeg vitterlig ikke orker at være udenfor i så lang tid som det vil tage at gå igang med dét projekt. Håber vejret snart skifter – for om 4 uger, d. 8. April skal jeg på årets første markedsdag og jeg har SÅ MEGET brug for pengene at det simpelthen ikke må regne eller blæse en halv pelikan. Det skal bare være godt vejr!!!

Jeg var i min Far’s firma for at gøre rent (og tanke gratis diesel som betaling) men sikringerne var sprunget så tanken kunne ikke tanke – og jeg var så meget i bund at jeg blev nød til at tanke på tanken til knap 600 kr….. fuck og lort. Der er stadig ikke betalt termin….

Jeg har sovet dårligt for anden nat i træk. Omkring kl. ca. 03.00 kom posten med avisen og min hvalp gik fuldstændig amok fordi der kom nogen kørerende ind i indkørslen. Jeg gik ind på badeværlset og kikkede ned og kunne så en total “Mujaffa” bil (kan du huske spillet?) med rød lys under og inden i den, samtidig spillede de ret højt araber musik – de skal nok blive populærere på deres avisrute! Efter at have konstateret at der ikke var nogen farlige buhmænd udenfor, tissede jeg af og fik min hvalp losset ind i kurven igen – og så lå jeg vågen til kl. ca. 07.00, hvor min hvalp så tænkte at NU skulle hun op og ja, så dér startede min dag og jeg hænger stadig ikke rigtig sammen.

Jeg har lige konstateret at jeg har en lille bule i venstre mundvige, en lille bitte en. Håber ikke det er forkølelsessår som er under opsejling – jeg magter det ikke.

Da jeg holdt på tanken og var ved at tanke, med vinden der piskede mit hår i alle retninger, kom der en ret markant rød bil kørende med sorte “fart striber” – op af køleren. Jeg så kun et hurtigt nanosekundt glimt af føreren der sad langt nede bag rettet og havde alt for meget fart på, taget i betragtning af at han kørte på en tankstation. Jeg stod ret op og ned og kunne ses fra alle vinkler. Men han så mig ikke – men jeg så ham. På et nanosekundt.

Det er SÅ mærkeligt, det jeg ikke nåede at fortælle min Psykiater-Lærling om i går, er hvad jeg så i dag. Sømanden!!

(Det er nu blevet lørdag aften. Klokken er 20.36 og jeg lytter til “Tina Dickow – Copenhagen” og savner mit højt elskede København, stedet hvor jeg fandt ro for første gang.)

Da jeg skrev sidst, fortalte jeg om min oplevelse på tanken, at jeg så Sømanden. Han racede forbi mig og kørte om på siden af tanken, som også er udkørslen. Det er også indkørslen til bilvask, støvsugepladsen og hvor du får luft i dækkene. Jeg fik et sug i mellemgulvet, som når man ryger udover kanten i en ruchebane, bare at dette ikke var et spændingssug, men et sug der gjorde så ondt, med en tråd direkte ned i underlivet. En nerve af smerte. Så mærkeligt – jeg gik fra at snakke med min hvalp i bilen og bede den om at sitte og blive i bilen, til at få fysisk smerter i underlivet et sekundt efter. Kroppen er et mærkeligt organ.

Da jeg havde tanket, satte jeg mig ind i bilen, tog mine silbriller på og vippet solskærmen ned, hvilket jeg faktisk aldrig gør – jeg er kun 159 cm høj og en solskærm i bilen luner lige så meget som det hjælper at tisse i bukserne når man fryser. Men jeg følte mig mere skjult – og sådan kørte jeg rundt om tanken, samme vej som Sømanden. Jeg ved nu 100% hvilken bil han kører i, jeg kan nummerpladen i hoved, mærke og model – det er som om min blanke hjerne slog over i Autisme mode og på magiskvis huskede jeg hvad mine øjne så på i 10 sek.

Sømanden holdte ved luftpumpen til dækkene og var ved at fylde luft i venstre baghjul, dvs. han vendte væk fra mig, men han stod op da jeg kørte forbi. Han kikkede end ikke på mig. Jeg sværger, enten er jeg blevet meget højere eller også er han skrumpet, han var engang en kæmpe giga mand, han kunne knap kikke over taget på sin bil og lignede en lille mandsling. En taber. En førtidspensionist. Ja dét er hvad han ligner; En førtidspensionist!!

Mega nederen fordom jeg har dér omkring førtidspensionister, men det er nøjagtig sådan jeg vil tænkte at en sådan ser ud. Nedslidt, tynd, rygeragtig, usoigneret, ulækker, lille, ikke rigtig mandlig ikke rigtig kvindelig, bare en androgyn personlighed. Men en ulækker en af slagsen. En person der emmer af dårligdom.

Tænk engang at han kan kører forbi mig uden at se mig, uden at genkende mig – jeg ved han bor i nærheden af mine forældre, det er nu 3 gang jeg ser ham siden jeg flyttede til Danmark med It Manden i 2014. Jeg har bevist ikke fortalt min Psykiater-Lærling særlig meget om Sømanden og hun har ikke spurgt – hvordan verden ser ud fra hendes side ved jeg ikke, men fra min side er det en bevist handling. 200% bevist.

Min Gudfar er død og borte. Han kommer ALDRIG IGEN, end ikke hvis de opfinder et middel der kan vække de døde, for han har været død så længe at hans knogler og hud og hjerne og sjæl er ødelagt for bestandig. Jeg har googlede hvordan døde mennesker ser ud efter ét år og han er helt sikkert vammel og uigenkendelig nu.

Anderledes ser det ud med Sømanden. Han lever. Han kan komme tilbage. Han kan tage hævn, han kan skade mig – han er virkelig og i dag kørte jeg forbi ham, beskyttet af min bil og min anonymitet, men han ER virkelig og han lever og dét er på en måde skræmmende og på en måde føler jeg at det gør det mere “forbudt” at tale om – der er levende mennesker som kan hævne sig på mig, som kan modsige mig – en lille bitte stemme sagde bag i mit hoved i dag; at dén der mandslings, han kunne ikke gøre mig noget. Overhoved. Han kan end ikke præstere et fuld tandsæt. Han kan end ikke klare en IQ test – det kan jeg måske heller ikke i øjeblikket med min blanke hjerne, men det er fordi jeg er så dybt nede i min depression (ifølge min Psykiater-Lærling) og ikke fordi jeg er mindre begavet. Jeg har ingen fordomme om at førtidspensionister er mindre begavet. Ham her, han er slet ikke begavet. Han er født ubegavet OG han ligner en førtidspensionist. Ergo; verdens værste kombination. Han er dummer end de mikroorganismer der er i grønt babysnot – og alligevel tænker jeg, at han kan hævne sig på mig. Eller at han kan gå imod mig og sætte mig i et dårligt lys.

Jeg ved næsten ikke hvad der er værst; ikke at blive troet på, eller at blive gjort fortræd. Umiddelbart hælder jeg mest til den første. Option nr. 2 har jeg prøvet så mange gange og jeg er ikke død, så det er ikke nær så skræmmende som ikke at blive troet på. Tænk hvis min Psykiater-Lærling en dag vågner op og tænker at dét jeg har fortalt hende og alt dét jeg har fortalt min Pyskolog før hende, alt sammen er noget jeg har fundet på, for at gøre mig selv vigtig, spændene, fordi jeg ser små blå mænd (som min gl. læge engang sagde til mig, da jeg sad og hulkede i hendes konsultation med de små vinduer højt oppe under taget) eller fordi jeg er et dårligt menneske.

Dét er et maridt der kan holde mig oppe hele natten lang, dét er et maridt som kan få mig til at holde mund resten af mit liv – hvis jeg ikke fortæller noget til nogen, så er der heller ingen som kan sige at jeg lyver. Da jeg var barn, løj jeg en del – ikke voldssomt meget men nok til at folk ikke trode på mig sådan generelt. Men når jeg løj var det oftest for at sætte mig selv i et bedre lys, for ikke at virke så forkert, så dum, så uforberedt, så anderledes – måske netop fordi jeg løj for at redde mig selv, så føltes det så ualmindelig nederlags hårdt, når jeg sagde sandheden og ikke blev hørt og ikke blev troet på og ikke blev taget alvorligt.

Derfor valgte jeg på et tidspunkt i mit liv, at jeg ville gå i den modsatte grøft. Jeg ville være ærlig. Hudløs ærlig, for så kunne INGEN sige at jeg løj, så kunne INGEN sige at jeg ikke skulle tages seriøs og den største bonus af alle: Hvis jeg altid sagde sandheden, så ville jeg aldrig glemme hvad jeg havde sagt – hvilket altid var et problem når jeg løj, så kunne jeg jo ikke huske hvad jeg havde sagt til den og dén og dén.

Men så fik jeg gården og var hudløs ærlig – og fik pludselig masser af uønsket opmærksomhed. Jeg ønskede ikke at være “hende med gården” – og det var dengang jeg lærte at modificere sandheden. At lave én historie og holde til den, altid. På den måde holdt den vand. Så jeg fortalte ikke folk om gården, jeg fortalte dem at jeg boede til leje i en lejlighed og så ville folk vide 3 ting: 1. Er det en eje eller en leje lejlighed? 2. Hvor stor er den? 3. Hvor meget betaler du. Pice of pie nemt!

Hvis jeg havde fortalt dem at jeg ejede en gård, ville samtalen vare hele aftnen og spørgsmålene ville ingen ende tage.
– og dér har du hvordan Deirdre-Ann lærte at modificere sandheden til at passe ind i en given situation.

Det var også sådan jeg fik lært at jeg sagtens kunne svine min Gudfar til, hvilket jeg gjorde ofte og til ALLE der gad hører om ham og på mig. Jeg svinet ham til HELE TIDEN. Men jeg kunne jo ikke så godt fortælle at grunden til at jeg hadet ham, var fordi han voldtog mig, fik mig til at tage hans uvasket pik i munden, fordi han sparket mig på skinnebenene og ydmyget mig, talte grimt til mig og bagefter betalte mig for “min hjælp” – så jeg opfandt 5 ting han havde gjort, eller opfandt og opfandt, for han havde gjort de 5 ting, så det var ikke løgn, det var bare 5 “neutrale” ting i forhold til før nævnte ting.

Så i andres verden var det 5 forfærdelige ting som 200% gav anledning til at hade ham, 5 ting der gjorde det legalt for mig at tale grimt om ham – men i min optik, var de 5 ting i den milde milde ende.

  1. Han gav mig en bil med i handlen da jeg flyttede på gården, fordi jeg jo ellers ikke kunne bo dér og komme i skole og på arbejde. Men da han så total skadet sin egen, tog han bilen fra mig igen og tvang mig til at tage et lån, for at få en ny bil, selv om der stodi papierne at bilen var en del af handlen.
  2. Han gravede alle mine roser op, efter at jeg havde brugt en masse penge og en hel weekend på at måle bede op, grave dem ud, købe blomster, plante dem omhyggeligt, vande dem, klippe skudene til og give dem de bedste forudsætninger for et godt rosen liv. Mine forventninger var tårn høje og da jeg kom hjem mandagen efter weekenden, var alle mine roser gravet op, hakket i små stykker og smidt på møddingen.
  3. Han fortalte mig om hvordan han plejet at drukne kattekillinger. Han puttede dem i en sæk og så ned i en balje med vand. Så satte han en balje oven i den første balje og fyldte den med vand, så lod han killingerne ligge dérnede i et par timer, så han var sikker på at de var døde. Når de så var døde, så hang han dem til tørre i solen, så pelsen blev tør. Herefter pelset han dem, spændte deres pels op og fodrede hans (dengang) hund med den døde killing eller smed den ind til svinene. Pelsen brugte han så til at hænge på det øverste af hans rygstykke, mod smerter (!!)
  4. Han kasterede engang naboens hund, uden bedøvelse, ene og alene fordi den løb rundt på hans mark. Han fangede den, bandt den til et træ og lod den løbe sig træt rundt om træet. Da den var helt træt og havde snoret sig helt ind i snoren rundt om træet, satte han sig på den og skar kuglerne af den med sin lommekniv. Han trode den var død og pillede snoren af den. Gik ind og smed nosserne ind til grisene og hentede en spand vand som han kylede på hunden. Den sprang op og løb pivene væk. Den kom aldrig igen – og når han fortalte slutningen på historien, så grinede han altid.
  5. Han tvang mig til at have flamingokasser med knold pedagoniaer (verdens mest lortede blomstersort!!!) til at stå i mit bryggers henover vinteren, hver vinter. Hver evig eneste vinter. De lugtede af våd jord, de dryssede og de fyldte og de krævede meget varme – som jeg skulle betale via olie på mit oliefyr. Jeg havde intet valg. Jeg havde intet at skulle have sagt. Intet. Mit bryggers var altid forfærdelig fugtigt og vægen bulede ud med fugt, skimmelsvamp og mug.

Det var de 5 historier jeg fortalte folk, når de forbavset spurgte hvorfor jeg dog hadet min Gudfar så meget – afhængig af hvor hårdførere eller sarte folk var, fortalte jeg disse historier i forskellige rækkefølger – jeg var mega god til at læse folk og historien med kattekillingerne og hunden, fik ALTID selv de mest neutrale mennesker til at hade ham sammen med mig – og så kunne vi sidde dér og hade ham i fællesskab. Og den dag i dag, er der intet han kan gøre, han kan ikke komme tilbage og skade mig – og historierne hjalp mig desuden til at få ventileret ud, når mine frustrationer var størst.

I denne periode, hvor jeg boede på gården og alting var værst med min Gudfar, der kendte jeg min Apoteker veninde Lotte. Når jeg skriver ovenstående, så tænker jeg altid på hende – hun var så god til at hade min Gudfar sammen med mig, selv om hun faktisk syntes han var sjov, specielt fordi han var så forgabt i hende. Hendes bryster er aflange og gyngende, hun har en bred mås og min Gudfar forgudet hende og dét syntes hun var sjovt. Jeg derimod, jeg havde jo hverken til gården eller gaden og var ubrugelig, det eneste jeg kunne bruges til, var til afhjælpe ham som han plejet at sige.

Det var ikke ofte, men det skete, at jeg kæmpede imod. Jeg var bomstærk da jeg boede på gården – virkelig stærk. Jeg var (og er) lille, jeg ser ikke særlig gammel ud (hvilket var meget værrer da jeg var yngre og folk troede jeg var konfirmand da jeg var 25 år) og så var jeg bum stærk – og nogle få gange er det steget mig så meget til hovedet at jeg kæmpede imod ham. Den ene gang resulteret det i at han tog min bil fra mig. En anden gang gravede han mine elskede roser op og hakkede dem i stykker med en spade. En anden gang voldtog han mig så hårdt at jeg flækket både bagud og foran og først var komplet helet 2 måneder senere, hvilket naturligvis ikke afholdt ham fra at besøge mig som det passede ham og forsætte sine personlige nydelser. Indimellem alt det her, slog han mig også, med hvad han nu lige havde ved hånden. Et slag med spaden i numsen. En lammer på skulderen, et par slag på ryggen, armene, maven eller benene med det lange skaft på en rive han selv havde lavet. Men klassikeren var dog at sparke med sine gummistøvler som havde metal snude. Han kunne virkelig losse igennem!

Og midt i alt det her kaos, meldte jeg mig til Dating.dk for at finde håb i mørket og mødte Norman og fortalte ham lidt (har tænkt på hvad jeg egentlig fortalte, hvad der står i vores chatlogs, men jeg ved jo godt at de ikke findes mere, men jeg tænker alligevel på det i ny og næ) om livet på gården, om mine afsavn, mit had til min Gudfar, om det at eje en gård jeg ikke selv var herrer over – og Norman var rasende, han var 200% på min side, som den første NOGENSINDE EVER og jeg har elsket ham i mit hjerte for dét lige siden 💛 og her indsætter jeg et gult hjerte. For Gult er håbets farve og Norman gav mig håb, min kærlighed til Norman er ikke forelskelse, det er en hengivenhed. Han vandede mine spirende drømme om et andet liv, om frihed og rettigheder. Og så behandlet han mig mega råddent lige siden – men jeg var (og er) jo vant til en meget værer behandling, så dels tænkte jeg at jeg fortjente det, dels tænkte jeg at det ikke var SÅ slemt og dels tænkte jeg at det var ligemeget, for han var jo på min side. After all. Det var der jo ingen andre der var. Eller er eller nogensinde har været.

Norman lærte mig ét ord, som jeg har husket lige siden jeg hørte det første gang. Ordet er: “Indiskutabelt” – At noget er indiskutabelt betyder, at dét ikke kan eller skal diskuteres mere. Han opfordret mig til at bruge det mod min Gudfar og mod mine forældre. Til at lukke en samtale, når de feks. krævede at jeg boede på Gården. Jeg elskede hans “frihedssnak/advokatsnak/rettighedssnak” velvidende, at jeg aldrig ville kunne gøre brug af ordene, for jeg kendte godt straffen for ikke at adlyde – men at lytte til Normans frihedssnak, var lidt som at se en chickflick uden lyd. Det er dejligt at drømme sig væk, at tro på kærligheden og på at der også findes en til mig, men når skærmen bliver sort, så er drømmen væk og virkeligheden kalder – og virkeligheden var i den grad til at tage og føle på, i de år jeg boede på gården.

Nu i dag, er det 25 dage siden jeg sidst kontaktede Norman. 25 hele lange dage, men jeg har klaret det. Selv da han svarede på min gl. mail (ud af et øjebliks kedsomhed eller en mini hjerneblødning) svarede jeg ikke tilbage. Jeg lod ham hænge. Jeg ignoreret ham. Jeg var ond i min egen optik – men jeg overlevede at være ond.

Og nu vil jeg sove. Min mund brænder helt sindssygt. Jeg har spist pizzza hos min ældste lillebror og hans gravide kæreste., sammen med min lillesøster. Min yngste lillebror kommer hjem i morgen fra 3 mdr. i Californien som lærer studerende. Ti August skal han vist til Texas og studere i 6 måneder. Jeg er SÅ misundelig!!

Senfølger af Seksuelle Overgreb #3

By: comment

Det er lørdag aften, Michelles 40 års Fødselsdag. Jeg har sms’et lidt med hendes lillesøster – og for et par timer siden, prøvede jeg faktisk at ringe til Michelle… 🤦🏼‍♀️…. fuck mig – I know I know…. men jeg skriver lidt til Michelle på Skype da det var “vores ting” hun svarer naturligvis aldrig, men jeg kan godt lide ideen om at vores samtaler ligger i cyber space for evigt, både dem vi havde sammen og dem jeg nu har med hende alene. Måske en dag om 100 år, nogen åbner vores chatlogs og ser et vindue til to skønne veninders samtaler henover flere årtier.

Jeg har fedte hænder efter at have spist de billigste slave chips, en kopi af Kims Salte Skruer. Min gane er helt ødelagt, min mund brander og min konto har ca. 54 kr. tilbage og jeg mangler stadig at betale termin på knap 11.000 kr – så jow det hele ser fedt ud lige nu.

Så hvad er mere passende for sådan en lørdag aften end at udøve selvdestruktive handlinger? Feks. at se 2 afsnit af “Say Yes To The Dress” på TLC og bagefter søge på alle de brudekjoler jeg 1. ALDRIG får råd til 2. ALDRIG kommer til at gå i, da dét ville kræve en mand der faktisk ville gifte sig med mig.

Som om ovenstående ikke var selvdestruktivt og torturagtigt nok, her dagen før jeg skal have min menstruation og hormonerne tæsker mine organer, så valgte jeg at søge på CSM – og nej, det er ikke et styresystem til computere – det er Center for Seksuelle Misbrugte og sørme om de ikke har en liste over Senfølger af Seksuelle Overgreb. Og naturligvis har jeg ligget og læst den igennem……

Men noget af informationen er faktisk ret interessant og tankevækende, det er lidt ligesom da jeg var barn og skulle lærer de små tabeller (jeg lærte dem aldrig rigtigt) Bag på alle de ternede kladdehæfter, var der en lille tabel. Man kunne kører fingeren ned og hen og så stod resultatet. Det var total snyd for man skulle jo kunne det i hoved – men i stedet for at kunne dem i hoved, blev jeg mega god til at snyde.

At læse om Senfølger af Seksuelle Overgreb er lidt som at snyde i de små tabeller, som om jeg smugkikker på resultaterne frem for at leve livet og opleve resultaterne. Forskellen er bare, at jeg ikke ORKER at leve livet mere og opleve resultaterne af seksuelle overgreb – jeg vil gerne kende senfølgerne NU (og helst i går) og jeg vil gerne forstå resultatet/summen af Voldtægt på den ene linje og barn på den anden linje = Depression (feks.)

Og ud for Depression på CSM Midt Nord’s hjemmeside, står der feks.

DEPRESSION

Depression er en af de mest udbredte lidelser forbundet med traumer og tab i barndommen. Barndomstraumer som seksuelle overgreb skaber en sårbarhed, der alene, såvel som i kombination med aktuelt stressende livsbegivenheder, øger risikoen for at udvikle depression i voksenlivet. Samtidigt påvirker traumer i barndommen også hvor svær den/de depressive episoder bliver samt hvor hyppigt de opstår (Allen, J. G. 2013).

Den del jeg har markeret med kursiv, sad lige i skabet hos mig, som i solarplexus spot on. Det er jo dét der er sket. Alt det i barndommen og da jeg var ung og ældre kan jeg ikke ændre på. Det er sket og jeg har levet med det i så mange mange MANGE år at det er en indgroet del af mig.

Der hvor kæden hopper helt af, frem for “bare” at hakke som den har gjort hele mit liv, er da It manden og jeg begynder at få problemer, eller ikke problemer, for det havde vi jo aldrig, men dér hvor jeg begynder at indse at det her ikke kommer til at fungere og It manden ikke forstår vigtigheden af at vise mig at han VIL mig – dér begynder turen til hvor jeg er i dag (komibneret med resten af mit liv) så dør Michelle, så dør min Gudfar, så sælger jeg gården, så sker det med Annabell og Annika og Barbara, så mister jeg lejligheden i København, så forsvinder It manden på sin Le Mans og Pilgrimsvandring og efterlod mig alene i over en måned osv. osv. og dét er dét som CSM beskriver som “aktuelt stressede livsbegivenheder”
– når jeg tænker på det, så vil jeg helst bare dø. Helt ærligt, det ville være SÅ meget nemmere hvis jeg bare døde. Hvis jeg bare ikke var her mere – liv efter døden eller ej, mine kvaler ville være slut.

Denne her er også lige i solar-plexus http://csm-midtnord.dk/index.php?page=skam

SKYLD OG SKAM

Alle børn bliver født med en naturlig seksuel drift, men børn og unge er ikke udviklet til en voksen-seksualitet. At få vækket sin seksualitet for tidligt kan derfor i sig selv opleves meget skyld- og skamfuldt. Skyld og skam har sammenhæng, men er dog forskellige følelser.

Skyld handler om, hvad vi gør, og hvordan vi handler, mens skam handler om vores blotte eksistens, dvs. selve den person vi er. Man kan med andre ord godt føle skam over at have været udsat for et seksuelt overgreb, uanset om man oplever sig selv som skyldig og ansvarlig for, at det er sket eller ej.

I det seksuelle overgreb bliver barnet brugt til at tilfredsstille en andens behov, hvilket i sig selv kan opleves meget nedværdigende og skamfuldt. Hertil kommer, at det ikke er ualmindeligt, at børn reagerer seksuelt, når de udsættes for overgreb, hvilket barnet kan tolke som udtryk for, at det selv havde lyst.

Forstærket skyld og skam

Skyld- og skamfølelser forstærkes ofte i de situationer, hvor barnet rent faktisk har følt lyst- og behagelighedsfølelse. Der kan være tale om situationer, hvor den voksne med krænkende adfærd har været meget kærlig, forsigtig og blid i sin tilgang til det seksuelle overgreb, og hvor grænserne mellem omsorg/nærhed og det seksuelle overgreb har været meget flydende. Barnet og senere den voksne kan også føle skyld og skam over, at de blev belønnet med f.eks. slik, gaver eller særlige privilegier i forbindelse med overgrebene. For nogle børn, kan det at påtage sig skyld, give et håb om selv at kunne gøre noget anderledes for derved at stoppe overgrebene.

Selvbebrejdelse og utilstrækkelighedsfølelse

Børn, der har været udsat for et seksuelt overgreb, har ofte gjort meget for at beskytte sig i overgrebssituationen og mange har sagt fra, men er ikke blevet hørt eller troet. Derfor kan barnet og senere den voksne opleve, at han/hun ikke handlede tilstrækkeligt, og at overgrebene derfor var dets egen skyld, hvilket kan opleves meget skamfuldt. Det er heller ikke ualmindeligt, at voksne med senfølger dømmer sig selv som børn ud fra en voksenforståelse. Dette betyder, at den voksne kræver af sig selv, at det som barn skulle have været i stand til at håndtere og stoppe overgrebet på en voksen måde, som ikke var muligt for barnet i situationen.

Skyld- og skamfølelser forstærkes ofte yderligere af de holdninger, der eksisterer i samfundet om overgreb som noget forkert, ækelt og forkasteligt.

Dét som jeg har markeret kursiv får mig næsten til at græde bare ved at læse det, hvis ikke det var fordi min mave lige har slået knuder og tømt sig ud i min fine hvide toiletkumme i en eksplosion uden lige. Min mund brænder, min højre arm gør ondt, jeg er dybt dybt træt (blev jo vækket mega tidligt pga. naboen) og har arbejdet hele dagen, så jeg orker ikke at græde, jeg er simpelthen for træt og presset mentalt.

Jeg var, og er, en luder for penge. Min Gudfar plejede at give mig 500 kr. når vi var færdig, altid kontanter. Jeg tænker ofte på hvor mange penge jeg ville have haft hvis jeg blot havde gemt dem frem for at putte dem i min punge og lade dem forsvinde på ingenting. Jeg skyder på at jeg havde haft hele udbetalingen til en lejlighed i København, eller mere. Kontant.

Og så er der hele emnet omkring Selvdestruktivitet http://csm-midtnord.dk/index.php?page=selvdestruktivitet

SELVDESTRUKTIVITET

Følelsen af manglende selvværd og oplevelsen af sig selv som ond, præget af skam og skyld samt følelse af afmagt fører ofte til selvhad og selvdestruktiv adfærd. Misbrug af alkohol, stoffer, prostitution eller mere direkte selvbeskadigelse som spiseforstyrrelse, cutting, forsøg på selvmord eller selvmord.

Selvbeskadigelse kan være en form for synliggørelse af den smerte den udsatte bærer på og være et budskab om, hvad ofret har været udsat for. Det kan beskrives som et ordløst skrig fra det stumme barn, der ikke har været i stand til og fået mulighed for at fortælle, hvad det har været igennem, et forsøg på at bryde hemmeligheden og blive synlig.

At tilføje sig selv fysisk smerte kan være en erstatning for den psykiske, et forsøg på at ophæve uvirkelighedsfølelse og vise at smerten er reel, en måde at få nogen kontrol på oplevelsen af at ”gå i stykker” indeni og dermed forsøge at overvinde angst.

Selvbeskadigelse i form af selvafstraffelse kan være en konsekvens af oplevelsen af mindreværd og værdiløshed, selvhad og selvfordømmelse og derved ikke at fortjene bedre.

Den der har haft en tilværelse fyldt med smerte, bliver kendt med dette, således at der følger en form for tryghed med selvdestruktiviteten. Det at have det godt bliver utrygt, fordi det er ukendt og fordi det aktiverer angsten for igen at blive svigtet.

Selvbeskadigelse ved fysisk smerte eller bedøvelse kan være en måde at få afstand til og lægge låg på den psykiske smerte.

Den markeret sektion, er mig – lige nu her til aften. “Den der har haft en tilværelse fyldt med smerte, bliver kendt med dette…” Ohh ja, jeg kunne havde skrevet dét selv, hvis jeg altså skrev og formuleret mig så godt som personen der har skrevet disse tekster på CSM’s hjemmeside.

Min mund gør mere og mere ondt, jeg kan næsten ikke rumme mig selv lige nu, men før jeg smutter vil jeg lige fortælle om noget som jeg 50/50 måske har fortalt…jeg kan ikke huske det….. men i fredags dag jeg var på Streetfood med min søster (som jeg kørte til en 40 års Fødselsdag her til aften) fik jeg en mail fra Norman. Bang. Sådan ud af det blå – jeg har jo endda lavet sådan en Dreamdays tælle app, der fortæller mig hvor mange dage jeg har været sej og IKKE kontaktet ham. Pt. er det i 13 dage and counting (og jeg VINDER denne gang!!)

I mailen skriver han blot 2 linjer fra sin iphone. Han skriver noget i retningen af (jeg har slettet den) “Det ser koldt ud. Jeg så det ikke i snevejr” Øhhhh what?

Mailen han skrev var et svar til en mailtråd vi havde haft kørerende fra 16. Februar og 17. Februar, hvor han så pludselig ikke svarer mere – total typisk Norman stil – og bum, 9 Marts aka 20 dage senere svarer han på noget som 200% ikke er relevant mere og som iøvrigt ikke har min interesse mere. Jeg havde i vores mailtråd, sendt et link til et sted på Camino France hvor en person havde filmet at det sneet helt vildt. Jeg kan huske helt præcist dét sted fordi det regnede så meget og jeg var så øm i knæerne at de nærmest knirkede.

Norman gik 3-7 dage efter mig på hele ruten (eller var det foran? Jeg kan ikke huske det længere) og som et led i vores mailtråd, sendte jeg ham linket. Som han ikke svarede på og så stoppede vores to dage gamle mailtråd dér. Indtil i går, 20 dage senere.

Som min søster tørt sagde da jeg viste hende mailen: “Han må godt nok have været langt nede i sin mailbunke for at svare på dén mail…… ” og jeg kunne kun grine og give hende helhjertet ret! Norman fortæller mig altid om hvordan han får 100 mails om dagen (as if..) og at han har SÅ travlt – men lad os nu bare antage at manden har ret og får 100 mails om dagen, det vil sige at han har fået 2000 mails de sidste 20 dage og ud af de 2000 mails, så vælger han simpelthen at svare på en intetsigende mail fra pigen han foragter over ALT på jorden….
– der er simpelthen noget som ikke hænger sammen i dette her regnestykke, uanset hvordan jeg vælger at anskue det. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det – så jeg antager blot at han kedet sig helt vildt, sad og bladrede i sin indbakke og svarede mig uden at give mig 2 sekunders tanke på, hvordan en sådan mail eventuelt kunne blive modtaget. Hvor mine tanker og følelser er – 7-9-13 har jeg 62% fået pakket dem væk, resten er viljestyrke og tid…… og om alting går godt, så kommer jeg aldrig til at kontakte ham igen eller svare på nogen former for responds fra ham. Jeg vil ikke mere. Han skal gå væk, han har haft milliarder af chancer.

Nu vil jeg forsøge at stoppe med at pine mig selv for i dag og gå ud, tisse af, vaske hænder, børste mine ømme ømme tænder og gummer og gå i seng – i morgen skal jeg mødes med Jonas på et giga loppemarked i Rønde. Jeg har 0 kr at købe for, men at ose er også min favorit ting i hele verden.

1 2

Gamle Blogindlæg

Læs med