I dag er der høj solskin her hvor jeg er, det blæser kraftigt og temperaturen udenfor siger minus 5,1 grader. Chillfactor siger minus 15. Det er rocker koldt – nogle steder i Danmark er der op til en halv meter sne. Her er der kun en lille tot sne fra sidste uge tilbage, nedenfor taget til drivhuset. Min hvalp går helt amok i sneen og guffer løs – jeg elsker det her vejr.

Specielt fordi jeg har HELE mine forældres giga hus for mig selv, jeg har sat en stol hen ved siden af sofaen så jeg har et lille bord at sætte af på. Der er store vinduers fag ud mod haven og terrassen hvor jeg kan sidde og mærke solen bage ind på mig, mens bladene danser udenfor og min hvalp ikke kan finde ud af om hun vil være udenfor eller indenfor (lettere irriterende!)

Min søster er på vej herud, jeg har købt et halvt franskbrød og en varm leverpostej, agurk og Cola light og Coca Cola til hende. Jeg har været en rebel og dækket op til os uden dug! Min hvalp er igen udenfor og guffe sne 🙄 Ind. Ud. Ind. Ud. Make up your damn mind dog!

Min plan var at lave havens indhegning størrer mens mine forældre er væk, men det er 32 koldt at jeg vitterlig ikke orker at være udenfor i så lang tid som det vil tage at gå igang med dét projekt. Håber vejret snart skifter – for om 4 uger, d. 8. April skal jeg på årets første markedsdag og jeg har SÅ MEGET brug for pengene at det simpelthen ikke må regne eller blæse en halv pelikan. Det skal bare være godt vejr!!!

Jeg var i min Far’s firma for at gøre rent (og tanke gratis diesel som betaling) men sikringerne var sprunget så tanken kunne ikke tanke – og jeg var så meget i bund at jeg blev nød til at tanke på tanken til knap 600 kr….. fuck og lort. Der er stadig ikke betalt termin….

Jeg har sovet dårligt for anden nat i træk. Omkring kl. ca. 03.00 kom posten med avisen og min hvalp gik fuldstændig amok fordi der kom nogen kørerende ind i indkørslen. Jeg gik ind på badeværlset og kikkede ned og kunne så en total “Mujaffa” bil (kan du huske spillet?) med rød lys under og inden i den, samtidig spillede de ret højt araber musik – de skal nok blive populærere på deres avisrute! Efter at have konstateret at der ikke var nogen farlige buhmænd udenfor, tissede jeg af og fik min hvalp losset ind i kurven igen – og så lå jeg vågen til kl. ca. 07.00, hvor min hvalp så tænkte at NU skulle hun op og ja, så dér startede min dag og jeg hænger stadig ikke rigtig sammen.

Jeg har lige konstateret at jeg har en lille bule i venstre mundvige, en lille bitte en. Håber ikke det er forkølelsessår som er under opsejling – jeg magter det ikke.

Da jeg holdt på tanken og var ved at tanke, med vinden der piskede mit hår i alle retninger, kom der en ret markant rød bil kørende med sorte “fart striber” – op af køleren. Jeg så kun et hurtigt nanosekundt glimt af føreren der sad langt nede bag rettet og havde alt for meget fart på, taget i betragtning af at han kørte på en tankstation. Jeg stod ret op og ned og kunne ses fra alle vinkler. Men han så mig ikke – men jeg så ham. På et nanosekundt.

Det er SÅ mærkeligt, det jeg ikke nåede at fortælle min Psykiater-Lærling om i går, er hvad jeg så i dag. Sømanden!!

(Det er nu blevet lørdag aften. Klokken er 20.36 og jeg lytter til “Tina Dickow – Copenhagen” og savner mit højt elskede København, stedet hvor jeg fandt ro for første gang.)

Da jeg skrev sidst, fortalte jeg om min oplevelse på tanken, at jeg så Sømanden. Han racede forbi mig og kørte om på siden af tanken, som også er udkørslen. Det er også indkørslen til bilvask, støvsugepladsen og hvor du får luft i dækkene. Jeg fik et sug i mellemgulvet, som når man ryger udover kanten i en ruchebane, bare at dette ikke var et spændingssug, men et sug der gjorde så ondt, med en tråd direkte ned i underlivet. En nerve af smerte. Så mærkeligt – jeg gik fra at snakke med min hvalp i bilen og bede den om at sitte og blive i bilen, til at få fysisk smerter i underlivet et sekundt efter. Kroppen er et mærkeligt organ.

Da jeg havde tanket, satte jeg mig ind i bilen, tog mine silbriller på og vippet solskærmen ned, hvilket jeg faktisk aldrig gør – jeg er kun 159 cm høj og en solskærm i bilen luner lige så meget som det hjælper at tisse i bukserne når man fryser. Men jeg følte mig mere skjult – og sådan kørte jeg rundt om tanken, samme vej som Sømanden. Jeg ved nu 100% hvilken bil han kører i, jeg kan nummerpladen i hoved, mærke og model – det er som om min blanke hjerne slog over i Autisme mode og på magiskvis huskede jeg hvad mine øjne så på i 10 sek.

Sømanden holdte ved luftpumpen til dækkene og var ved at fylde luft i venstre baghjul, dvs. han vendte væk fra mig, men han stod op da jeg kørte forbi. Han kikkede end ikke på mig. Jeg sværger, enten er jeg blevet meget højere eller også er han skrumpet, han var engang en kæmpe giga mand, han kunne knap kikke over taget på sin bil og lignede en lille mandsling. En taber. En førtidspensionist. Ja dét er hvad han ligner; En førtidspensionist!!

Mega nederen fordom jeg har dér omkring førtidspensionister, men det er nøjagtig sådan jeg vil tænkte at en sådan ser ud. Nedslidt, tynd, rygeragtig, usoigneret, ulækker, lille, ikke rigtig mandlig ikke rigtig kvindelig, bare en androgyn personlighed. Men en ulækker en af slagsen. En person der emmer af dårligdom.

Tænk engang at han kan kører forbi mig uden at se mig, uden at genkende mig – jeg ved han bor i nærheden af mine forældre, det er nu 3 gang jeg ser ham siden jeg flyttede til Danmark med It Manden i 2014. Jeg har bevist ikke fortalt min Psykiater-Lærling særlig meget om Sømanden og hun har ikke spurgt – hvordan verden ser ud fra hendes side ved jeg ikke, men fra min side er det en bevist handling. 200% bevist.

Min Gudfar er død og borte. Han kommer ALDRIG IGEN, end ikke hvis de opfinder et middel der kan vække de døde, for han har været død så længe at hans knogler og hud og hjerne og sjæl er ødelagt for bestandig. Jeg har googlede hvordan døde mennesker ser ud efter ét år og han er helt sikkert vammel og uigenkendelig nu.

Anderledes ser det ud med Sømanden. Han lever. Han kan komme tilbage. Han kan tage hævn, han kan skade mig – han er virkelig og i dag kørte jeg forbi ham, beskyttet af min bil og min anonymitet, men han ER virkelig og han lever og dét er på en måde skræmmende og på en måde føler jeg at det gør det mere “forbudt” at tale om – der er levende mennesker som kan hævne sig på mig, som kan modsige mig – en lille bitte stemme sagde bag i mit hoved i dag; at dén der mandslings, han kunne ikke gøre mig noget. Overhoved. Han kan end ikke præstere et fuld tandsæt. Han kan end ikke klare en IQ test – det kan jeg måske heller ikke i øjeblikket med min blanke hjerne, men det er fordi jeg er så dybt nede i min depression (ifølge min Psykiater-Lærling) og ikke fordi jeg er mindre begavet. Jeg har ingen fordomme om at førtidspensionister er mindre begavet. Ham her, han er slet ikke begavet. Han er født ubegavet OG han ligner en førtidspensionist. Ergo; verdens værste kombination. Han er dummer end de mikroorganismer der er i grønt babysnot – og alligevel tænker jeg, at han kan hævne sig på mig. Eller at han kan gå imod mig og sætte mig i et dårligt lys.

Jeg ved næsten ikke hvad der er værst; ikke at blive troet på, eller at blive gjort fortræd. Umiddelbart hælder jeg mest til den første. Option nr. 2 har jeg prøvet så mange gange og jeg er ikke død, så det er ikke nær så skræmmende som ikke at blive troet på. Tænk hvis min Psykiater-Lærling en dag vågner op og tænker at dét jeg har fortalt hende og alt dét jeg har fortalt min Pyskolog før hende, alt sammen er noget jeg har fundet på, for at gøre mig selv vigtig, spændene, fordi jeg ser små blå mænd (som min gl. læge engang sagde til mig, da jeg sad og hulkede i hendes konsultation med de små vinduer højt oppe under taget) eller fordi jeg er et dårligt menneske.

Dét er et maridt der kan holde mig oppe hele natten lang, dét er et maridt som kan få mig til at holde mund resten af mit liv – hvis jeg ikke fortæller noget til nogen, så er der heller ingen som kan sige at jeg lyver. Da jeg var barn, løj jeg en del – ikke voldssomt meget men nok til at folk ikke trode på mig sådan generelt. Men når jeg løj var det oftest for at sætte mig selv i et bedre lys, for ikke at virke så forkert, så dum, så uforberedt, så anderledes – måske netop fordi jeg løj for at redde mig selv, så føltes det så ualmindelig nederlags hårdt, når jeg sagde sandheden og ikke blev hørt og ikke blev troet på og ikke blev taget alvorligt.

Derfor valgte jeg på et tidspunkt i mit liv, at jeg ville gå i den modsatte grøft. Jeg ville være ærlig. Hudløs ærlig, for så kunne INGEN sige at jeg løj, så kunne INGEN sige at jeg ikke skulle tages seriøs og den største bonus af alle: Hvis jeg altid sagde sandheden, så ville jeg aldrig glemme hvad jeg havde sagt – hvilket altid var et problem når jeg løj, så kunne jeg jo ikke huske hvad jeg havde sagt til den og dén og dén.

Men så fik jeg gården og var hudløs ærlig – og fik pludselig masser af uønsket opmærksomhed. Jeg ønskede ikke at være “hende med gården” – og det var dengang jeg lærte at modificere sandheden. At lave én historie og holde til den, altid. På den måde holdt den vand. Så jeg fortalte ikke folk om gården, jeg fortalte dem at jeg boede til leje i en lejlighed og så ville folk vide 3 ting: 1. Er det en eje eller en leje lejlighed? 2. Hvor stor er den? 3. Hvor meget betaler du. Pice of pie nemt!

Hvis jeg havde fortalt dem at jeg ejede en gård, ville samtalen vare hele aftnen og spørgsmålene ville ingen ende tage.
– og dér har du hvordan Deirdre-Ann lærte at modificere sandheden til at passe ind i en given situation.

Det var også sådan jeg fik lært at jeg sagtens kunne svine min Gudfar til, hvilket jeg gjorde ofte og til ALLE der gad hører om ham og på mig. Jeg svinet ham til HELE TIDEN. Men jeg kunne jo ikke så godt fortælle at grunden til at jeg hadet ham, var fordi han voldtog mig, fik mig til at tage hans uvasket pik i munden, fordi han sparket mig på skinnebenene og ydmyget mig, talte grimt til mig og bagefter betalte mig for “min hjælp” – så jeg opfandt 5 ting han havde gjort, eller opfandt og opfandt, for han havde gjort de 5 ting, så det var ikke løgn, det var bare 5 “neutrale” ting i forhold til før nævnte ting.

Så i andres verden var det 5 forfærdelige ting som 200% gav anledning til at hade ham, 5 ting der gjorde det legalt for mig at tale grimt om ham – men i min optik, var de 5 ting i den milde milde ende.

1. Han gav mig en bil med i handlen da jeg flyttede på gården, fordi jeg jo ellers ikke kunne bo dér og komme i skole og på arbejde. Men da han så total skadet sin egen, tog han bilen fra mig igen og tvang mig til at tage et lån, for at få en ny bil, selv om der stodi papierne at bilen var en del af handlen.
2. Han gravede alle mine roser op, efter at jeg havde brugt en masse penge og en hel weekend på at måle bede op, grave dem ud, købe blomster, plante dem omhyggeligt, vande dem, klippe skudene til og give dem de bedste forudsætninger for et godt rosen liv. Mine forventninger var tårn høje og da jeg kom hjem mandagen efter weekenden, var alle mine roser gravet op, hakket i små stykker og smidt på møddingen.
3. Han fortalte mig om hvordan han plejet at drukne kattekillinger. Han puttede dem i en sæk og så ned i en balje med vand. Så satte han en balje oven i den første balje og fyldte den med vand, så lod han killingerne ligge dérnede i et par timer, så han var sikker på at de var døde. Når de så var døde, så hang han dem til tørre i solen, så pelsen blev tør. Herefter pelset han dem, spændte deres pels op og fodrede hans (dengang) hund med den døde killing eller smed den ind til svinene. Pelsen brugte han så til at hænge på det øverste af hans rygstykke, mod smerter (!!)
4. Han kasterede engang naboens hund, uden bedøvelse, ene og alene fordi den løb rundt på hans mark. Han fangede den, bandt den til et træ og lod den løbe sig træt rundt om træet. Da den var helt træt og havde snoret sig helt ind i snoren rundt om træet, satte han sig på den og skar kuglerne af den med sin lommekniv. Han trode den var død og pillede snoren af den. Gik ind og smed nosserne ind til grisene og hentede en spand vand som han kylede på hunden. Den sprang op og løb pivene væk. Den kom aldrig igen – og når han fortalte slutningen på historien, så grinede han altid.
5. Han tvang mig til at have flamingokasser med knold pedagoniaer (verdens mest lortede blomstersort!!!) til at stå i mit bryggers henover vinteren, hver vinter. Hver evig eneste vinter. De lugtede af våd jord, de dryssede og de fyldte og de krævede meget varme – som jeg skulle betale via olie på mit oliefyr. Jeg havde intet valg. Jeg havde intet at skulle have sagt. Intet. Mit bryggers var altid forfærdelig fugtigt og vægen bulede ud med fugt, skimmelsvamp og mug.

Det var de 5 historier jeg fortalte folk, når de forbavset spurgte hvorfor jeg dog hadet min Gudfar så meget – afhængig af hvor hårdførere eller sarte folk var, fortalte jeg disse historier i forskellige rækkefølger – jeg var mega god til at læse folk og historien med kattekillingerne og hunden, fik ALTID selv de mest neutrale mennesker til at hade ham sammen med mig – og så kunne vi sidde dér og hade ham i fællesskab. Og den dag i dag, er der intet han kan gøre, han kan ikke komme tilbage og skade mig – og historierne hjalp mig desuden til at få ventileret ud, når mine frustrationer var størst.

I denne periode, hvor jeg boede på gården og alting var værst med min Gudfar, der kendte jeg min Apoteker veninde Lotte. Når jeg skriver ovenstående, så tænker jeg altid på hende – hun var så god til at hade min Gudfar sammen med mig, selv om hun faktisk syntes han var sjov, specielt fordi han var så forgabt i hende. Hendes bryster er aflange og gyngende, hun har en bred mås og min Gudfar forgudet hende og dét syntes hun var sjovt. Jeg derimod, jeg havde jo hverken til gården eller gaden og var ubrugelig, det eneste jeg kunne bruges til, var til afhjælpe ham som han plejet at sige.

Det var ikke ofte, men det skete, at jeg kæmpede imod. Jeg var bomstærk da jeg boede på gården – virkelig stærk. Jeg var (og er) lille, jeg ser ikke særlig gammel ud (hvilket var meget værrer da jeg var yngre og folk troede jeg var konfirmand da jeg var 25 år) og så var jeg bum stærk – og nogle få gange er det steget mig så meget til hovedet at jeg kæmpede imod ham. Den ene gang resulteret det i at han tog min bil fra mig. En anden gang gravede han mine elskede roser op og hakkede dem i stykker med en spade. En anden gang voldtog han mig så hårdt at jeg flækket både bagud og foran og først var komplet helet 2 måneder senere, hvilket naturligvis ikke afholdt ham fra at besøge mig som det passede ham og forsætte sine personlige nydelser. Indimellem alt det her, slog han mig også, med hvad han nu lige havde ved hånden. Et slag med spaden i numsen. En lammer på skulderen, et par slag på ryggen, armene, maven eller benene med det lange skaft på en rive han selv havde lavet. Men klassikeren var dog at sparke med sine gummistøvler som havde metal snude. Han kunne virkelig losse igennem!

Og midt i alt det her kaos, meldte jeg mig til Dating.dk for at finde håb i mørket og mødte Norman og fortalte ham lidt (har tænkt på hvad jeg egentlig fortalte, hvad der står i vores chatlogs, men jeg ved jo godt at de ikke findes mere, men jeg tænker alligevel på det i ny og næ) om livet på gården, om mine afsavn, mit had til min Gudfar, om det at eje en gård jeg ikke selv var herrer over – og Norman var rasende, han var 200% på min side, som den første NOGENSINDE EVER og jeg har elsket ham i mit hjerte for dét lige siden 💛 og her indsætter jeg et gult hjerte. For Gult er håbets farve og Norman gav mig håb, min kærlighed til Norman er ikke forelskelse, det er en hengivenhed. Han vandede mine spirende drømme om et andet liv, om frihed og rettigheder. Og så behandlet han mig mega råddent lige siden – men jeg var (og er) jo vant til en meget værer behandling, så dels tænkte jeg at jeg fortjente det, dels tænkte jeg at det ikke var SÅ slemt og dels tænkte jeg at det var ligemeget, for han var jo på min side. After all. Det var der jo ingen andre der var. Eller er eller nogensinde har været.

Norman lærte mig ét ord, som jeg har husket lige siden jeg hørte det første gang. Ordet er: “Indiskutabelt” – At noget er indiskutabelt betyder, at dét ikke kan eller skal diskuteres mere. Han opfordret mig til at bruge det mod min Gudfar og mod mine forældre. Til at lukke en samtale, når de feks. krævede at jeg boede på Gården. Jeg elskede hans “frihedssnak/advokatsnak/rettighedssnak” velvidende, at jeg aldrig ville kunne gøre brug af ordene, for jeg kendte godt straffen for ikke at adlyde – men at lytte til Normans frihedssnak, var lidt som at se en chickflick uden lyd. Det er dejligt at drømme sig væk, at tro på kærligheden og på at der også findes en til mig, men når skærmen bliver sort, så er drømmen væk og virkeligheden kalder – og virkeligheden var i den grad til at tage og føle på, i de år jeg boede på gården.

Nu i dag, er det 25 dage siden jeg sidst kontaktede Norman. 25 hele lange dage, men jeg har klaret det. Selv da han svarede på min gl. mail (ud af et øjebliks kedsomhed eller en mini hjerneblødning) svarede jeg ikke tilbage. Jeg lod ham hænge. Jeg ignoreret ham. Jeg var ond i min egen optik – men jeg overlevede at være ond.

Og nu vil jeg sove. Min mund brænder helt sindssygt. Jeg har spist pizzza hos min ældste lillebror og hans gravide kæreste., sammen med min lillesøster. Min yngste lillebror kommer hjem i morgen fra 3 mdr. i Californien som lærer studerende. Ti August skal han vist til Texas og studere i 6 måneder. Jeg er SÅ misundelig!!