Nogle gange er det VIRKELIG op af bakke at være Deirdre-Ann og andre gange er det som at bestige Pyrenæerne i snestorm at bo hjemme hos mine Forældre – men hertil vil jeg lige minde mig selv om, at jeg HAR besteget De Franske Pyrenæere i snestorm….and I did survive!

For et par uger siden havde jeg en Gæst boende i min lille udlejnings lejlighed, han var forretningsmand med speciale i Fintech fra Schwitz. Fintech er økonomisk teknologi. Anyway, han var SÅ glad for min lejlighed og gav mig 5 stjerner, samtidig fortalte han mig at den konference han havde deltaget i, havde haft et emne der hed Disruptive Business, altså forstyrrende forretning eller forstyrrende hmmm måde at drive virksomhed på. Deleøkonomien i Danmark (og verden) kaldes for Disruptive Business – just in case you did not know.

Anyway, denne her gæst var SÅ begejstret for min lejlighed, at han spurgte om han måtte sætte mig i kontakt med founderen af denne her konference, jeg sagde naturligvis ja tak og tænkte så ikke nærmere over det, indtil jeg fik en mail fra founderen. Han skal afholde et E R F A Gruppe møde (hvilket jeg måtte slå op hvad betød før jeg anede noget om det) med overskriften “Digital Ledelse” – anyway, mange store Danske Firmaer skal deltage i dette møde, bla. Dansk Landbrug (hvilket naturligvis som landmandsdatter vagte min interesse) Derudover skal nogle virkelig tunge spillere så som Danmarks største Bank, Danmarks største Fagforening, Flere forsikringsselskaber osv. (jeg skriver med vilje ikke deres navne da jeg ikke ønsker at min blog kommer frem hvis der søges på det her)

Anyway, det korte af det lange er, at ca. 15 af de tungeste spillere i det Danske erhvervsliv skal deltage i dette møde og jeg er blevet spurgt om jeg vil holde et foredrag for dem, omkring deleøkonomi, disruptive economy, etc. Der er flere vinkler jeg kan vælge og jeg var total fyr og flamme og klar på at gøre det med det samme – jeg mener, jeg er jo virkelig god til at tale, jeg var den bedste i min klasse i USA da jeg havde et fag som hed Speech Turnement (som man ikke kan få i Danmark) Jeg elsker at tale og har i mange år drømt en stille drøm om at få lov til at holde foredrag igen, jeg har bare ikke vidst hvordan jeg skulle komme igang, men nu har jeg fået mit andet tilbud inden for få måneder om at holde foredrag om noget jeg elsker og ved en masse om.

Jeg siger ikke jeg er den bedste på det her området, men jeg er virkelig god, jeg har en massiv viden og jeg er virkelig grundig og jeg er virkelig omhyggelig og hvis andre tror på mig, hvorfor skal jeg så ikke tro på det selv? Sidst gik jo MEGA GODT, jeg fik en stående ovation af 150 mennesker…. efterfølgende har jeg fået en mail hvor i der står følgende:

Besked fra hende der arrangeret mit sidste foredrag

Hvis dét ikke er livsbekræftende, så ved jeg ikke hvad der er – min udfordring (og sorg) går blot på, at da jeg ovenud lykkelig og glad ringer til først min Far og senere min Mor for at fortælle at jeg skal holde foredrag for Dansk Landbrug og denne her mega store bank som engang var mine forældres bank – og mine forældre har anselige formuer, så mit efternavn klinger sikkert ret bekendt i visse områder af banksektoren (og måske det er dér mine forældres frygt og tvivl opstår?)

I hvert fald er DET FØRSTE MIN MOR SIGER: Kan du nu også dét? (!!)

Jeg kan mærke at når hun siger sådan noget, så er det som når du slår en dunghammer ind i et drivhus – mit indre forsvarsværk, min selvtillid og min tro på mig selv ramler sammen som tusinde stykker glas der smadres på én gang med ét eneste ord. Hvorfor tvivler mine forældre og specielt min Mor som er hende der har bukserne på i familien her, altid på mig? Hvorfor er jeg aldrig god nok? Stærk nok? Fin nok? Sød nok? Dygtig nok? Talentfuld nok? Hvorfor er jeg aldrig rigtig selvstændig? Rigtig iværksætter? Rigtig studerende? Rigtig landmand? Rigtig feminin? Rigtig kærestepotentiel?

Jeg er ADLRIG 100% noget i mine forældres øjne og det er som jeg først nu i en alder af 37 år er ved at få øjnene op for, hvor meget det faktisk har betydet i mit liv og haft af inpact på mit livsbillede og anskuelse af mig selv. Der er jo en klar grund til at jeg ikke fortæller mine forældre alting i mit liv – de vil alligevel ikke tro på mig.

Jeg har ikke fortalt dem (eller nogen anden) at jeg har haft et møde med et stort internationalt firma da jeg var i Spanien, jeg har ikke fortalt dem at jeg på næste fredag skal have et møde med en anerkendt dansk forretningsmand – som selv kontaktede mig fordi HAN ønsker at lave et samarbejde med mig – jeg fortæller dem ikke de her ting, dels fordi jeg er bange for at jeg fejler og så vil de bare sidde dér og få endnu mere ret i deres anskuelse af mig.

Men jeg fortæller det heller ikke til dem, fordi jeg ved at de ikke vil tro mig, de vil tro det er noget jeg finder på – og når jeg tænker tilbage i mit liv, så er det sådan alle altid har set på mig – Norman sagde engang til mig at jeg løj da jeg fortalte at jeg ejede en Gård, folk har ALTID antaget at jeg lyver – og når jeg faktisk er et utrolig ærligt menneske, så slår det så ualmindeligt hårdt når folk – og specielt min familie – tvivler på mig. Det er som at få en syngende lussing.

Hvorfor tror du at jeg aldrig har fortalt mine forældre om min Gudfars tilnærmelser, om voldtægterne? De ville jo alligevel ikke tro mig, ingen troede på mig før, da jeg fortalte om andre mindre gruopvækkende ting, så hvad skulle få dem til at tro på mig når jeg fortalte sådanne ting?

Ingen tror på at jeg kan noget, at jeg er noget, at jeg har følelser….

I går aftes havde vi Juleaften-Test-Middag, hvor vi testede 2 forskellige ænder for at se hvilken en af dem som er bedst til Juleaften og så sidder min yngste lillebror og hovere med at han har 7,1 i Gennemsnit på den nye skala. Jeg fortæller ham at hans søster har 8,5 på den Gamle skala og uanset hvad han siger og gør, så er 8,5 altså mere end 7,1 og ergo er jeg klogest – hvad siger min Mor?

Hun siger “at hun da gerne vil se mine karakter fra HHx for hun husker ikke at jeg var så dygtig…..” I sommer sagde min Far ud af det blå midt i en samtale “…… du er jo ikke rigtig journalist…… “

Så i 2015, på kanten af 2016, sidder mine egne forældre og tvivler på at jeg i juni 1999 forlod HHx med et gennemsnit på 8,5 samtidig med at de fælles er enig om at jeg ikke er rigtig journalist – hvilket måske er rigtigt, for jeg er ikke uddannet fra DJH (Danmarks Journalist Højskole) men fra Westminster University – men det gør vel ikke min uddannelse mindre værd? Tværtimod tænker jeg. Oven i dét så er Journalist ikke en beskyttet titel, så selv hvis jeg ikke var uddannet som andet end blikkenslager, så måtte jeg gerne kalde mig selv journalist. Sådan er Den Danske Lovgivning faktisk.

Mine forældre er der aldrig 100% for mig – og det er også derfor jeg kan se nu, at det at låne penge af min velhavende Onkel (min Mor’s lillebror) er hul i hoved, han vil jo altid gå tilbage til mine forældre. Det vil ikke være Business mellem ham og jeg, det vil være business mellem mine forældre, ham og jeg – og dét ønsker jeg ikke.

Jeg sidder netop og lytter til Pink’s sang “Fucking Perfect”, lyrikken er sådan her – og passer SÅ GODT på mig (og desværre nok også på mange mange andre piger rundt om i verden. Mit hjerte græder for hver og en af dem)