Jowwweee tak fordi du spørger.
Mund? Et brandene inferno af smerte. Det starter inderst inde i, der hvor ens visdomstænder vil sidde så frem man har dem. Altså virkelig virkelig aller aller bagerst i tandrækkerne. Smerten går i både over og undermunden af tænderne. Det føles som om hver enkelt tand sidder løst og mærker jeg efter, kan jeg faktisk mærke hvor hver enkelt tand sidder fast i kæben. Jeg prøver at bilde mig selv ind at det er fantomsmerter og at mine tænder ikke rigtigt er ved at falde ud – hvilket jeg ofte havde maridt om som barn, at alle mine tænder smuldred og faldt ud af munden!! Jeg har ca. verdens tykkeste tandlæge journal, for lige så lidt som jeg har gået til almindelig læge, lige så meget har jeg gået til tandlæge! Der er ikke den tand jeg ikke har haft en skade på, fået slået ind, slået en flig af, trukket ud. Tænder der har slået revner og kæbe ben der har revner i knoglen. Min tandlæge var altid ret imponeret over at jeg havde så pæne tænder kontra størrelsen af mit journal. Jeg har ikke ét eneste karius hul i mine tænder og jeg er 40 år!! (Endnu, men det kan snart ændre sig – aldrig har jeg skippet tandbørstningen så mange gange som det sidste års tid pga. smerte) Jeg har heldigvis fra dag et, haft en god forsikring på mine tænder og jeg har tænkt mig at opretholde den resten af mit liv – grimme tænder, rådne tænder, dårlig ånde, manglende tænder er noget nær det mest kvalmefremkaldende jeg kan komme i tanke om.
Menstrauation? Tjek. Jeg mindes ikke jeg har haft så ondt i maven menstrautionsmæssigt, siden jeg var meget meget ung, som jeg har haft i denne omgang. Som prikken over i’et er min menstruation ved at stoppe i dag og jeg har vildt meget lyst til at onanerer og lege med mig selv, eller det fortæller min krop mig at den har – og dét er jeg et eller andet sted rigtig rigtig glad for, for det er SÅ VIGTIGT for mig at kunne mærke min krop og selv bestemme over den. Men – med tanker på hvordan det gik sidst, så skal jeg nok holde hænderne over dynen. Jeg har lige så meget brug for at bryde grædene sammen, som jeg har brug for at miste min fortand.
Læber? Mine læber (de øverste) er om muligt, et lige så stort inferno af smerte, som indersiden af min mund og tandrække !! Men kun underlæben. Den er næsten hudløs og helt mørkerosa fordi, overhuden er høvlet af, da blænerne udviklet sig og blev til væskende buler der bristede og blev til honningfarvede sårskorper der ikke vil hele. Jeg har i dag afsluttet min kur med 2 x piller pr. dag i 5 dage og hver dag har jeg haft tonsvis af Sovir salve smurte på læberne, men kun når jeg er alene – er trod alt for forfængelig til at gå ud med en læbe der ligner noget der er smurt ind i mayonaise! Jeg behøver ikke flashe at jeg har en virus som ikke kan helbredes og som smitter helt vildt hvis man kommer i forkert berøring med den – ikke at jeg nogensinde har smittet nogen, mine små brødre fik rap over deres små fingre hvis de forsøgte at drikke af mit glas, min sodavand eller bruge min læbepormade eller mit håndklæde da de var små og jeg havde et udbrud. Det lykkes mig 7-9-13 at få dem igennem en hel barndom uden at smitte dem – men jeg var også HYSTERISK omkring det! Jeg har ingen drømme om at fører noget jeg har fået fra min Gudfar videre til andre. Men smerten, den er ulidelig – og dog klager jeg ikke højt, for der er jo intet at gøre, så det er bare som det er. En konstant varm svidene smerte i underlæben, fordi nerverne i læben er blottet.
Fødderne? Fuck dyre sko!! Hvis jeg kommer i et par lukket sko på denne side af 1. November, så er jeg mere end almindelig heldig!! Måske det ikke ser slemt ud, dybt ud eller på nogen måde smertefuldt men jeg kan skrive under på, at det dels er dybt, der er et helt hak ned i huden – og dels er mega smertefuldt! Det er som om huden bliver kortere/mindre fleksibel når jeg ligger stille eller når jeg har sovet og når jeg så forsøger at gå, så kan jeg ikke træde igennem, fordi huden simpelthen ikke giver sig og det derfor smerter og jager op i mit ben. Det er simpelthen så utroligt at jeg får sådan nogle fødder af nye sko i Danmark af alle steder, men på 1000 kilometers ensomhed henover Spaniens højland, der får jeg ingen vabler eller også får jeg små og ømme vabler men stadig små af den slags man bare kan træde igennem på og sagtens gå videre. Var det her sket i Spanien kunne jeg lige så godt være taget hjem – jeg ville jo ingen steder kunne gå pga. smerten!
P.S: Det sort i mine tånegle, er ikke snask eller uvasket fødder, men den blå neglelak fra SUP sommerfesten (som jeg ikke deltog i) som ikke vil gå væk….
Søvn? Jeg har ikke sovet til middag i en hel uge (udover lidt onsdag morgen) og alligevel kan jeg ikke sove om natten. Jeg har hver nat haft glæden af at se uret slå både 03.00 og 05.00 uden skyggen at trætte øjenlåg. Pt. Ligger jeg stadig i sengen (14.35) Mor vækkede mig telefonisk kl 13.05 og var meget uforstående overfor at jeg stadig sov. Skyldfølelsen væltede ind, men da jeg talte efter har jeg knap sovet 8 sammenhængende timer, så jeg burde ikke få skyldfølelse – og Mor burde ikke sige “sover du endnu??” med en misfornøjet stemme. Hun kender jo ikke baggrunden.
I går Lørdag skulle jeg passe Ella min hund, da Far og Mor skulle ha gæster og hun fælder meget. Jeg hentede hende og så kørte vi ned på havnen til SUP men der var så mange mennesker at jeg blev helt ferbrilsk og skyndte mig at gå igen. Hos fiskehandleren købte jeg 4 lune fiskefrikadeller til 50 kr og så slap jeg Ella løs. Hun guffede is som fiskehandlerne smed ud, i sig (tænker det duftede af fisk…) og gøet af mågerne, hun lavede som altid pøller af to omgange – den ene gang hang den lidt fast i hendes mås og hårene. Længe leve vådservietter!! Min hund har ALDRIG pøllesnask i rumpen 🤢
Vi øver os i at gå på moler, hun bliver bedre og bedre til det selv om hullerne mellem brædderne stadig er lidt for store til hendes poter. Vi fandt en bænk og spiste 1,5 fiskefrikadelle hver. Midt i en solstråle. Dét bliver et godt minde.
Så ville jeg finde den sti jeg altid ser folk gå på når jeg SUPPER, jeg bildte mig selv ind at den måtte ende ud ved Psykiatrisk Hospital og nær Kolonihaverne. Jeg fik ret. Det var sjovt at se en del af Århus hvor jeg aldrig havde været før. Bogstavelig talt.
Ella løb uden snor hele vejen og jeg måtte kun rykke hende i øret 3 gange da hun løb ud på cykelstien = vejen = farlig = 🐶👎🏻
Efter at været faret lidt vild nåede vi frem til Kolonihaverne og dæleme om min drømmehave ikke er blevet slået op til salg siden sidst!!! 😍
Det er både skønt og tragisk. Skønt fordi jeg lovligt kunne gå ind og ose i haven, Ella gik helt balstyrisk og havde en fest. Tragisk fordi jeg ikke kan købe den.
– men drømme er jo gratis at ha 💛 Jeg er endda kommet dertil at tanken om at sælge min kære højt elsket veteranbil, ikke er SÅ fremmed mere…. tænker næsten den kan byttes lige over med en kolonihave. Jeg frygter bare jeg vil fortryde en dag, at jeg solgte den. At eje den er en once in a lifetime, og det var min første bil nogensinde, min første frihed!
Faktisk kan jeg huske at jeg kørte i den i området omkring Psykiatrisk Hospital og stranden, dengang for mange mange år siden og jeg gik på HHX og vi (Vibeke og jeg) pjækkede og tog på stranden. Det har været i somrene 1996-1999. Før jeg blev stavnsbundet på gården, før alle rejste til udlandet og glemte mig. Før Anika slog hånden af mig for første gang. Før min Gudfar fik magten over mig.
Efter at ha oset i min yndlings have, gik vi retur til bilen. Jeg kunne ikke finde stien inde i skoven som vi havde gået på det meste af turen derud, så vi gik på stien ved siden af cykelstien. Jeg havde ingen tidsfornemmelse
(Og det har jeg stadig ikke, klokken er 18.34 søndag aften og jeg har ikke været ude af sengen endnu. Hvorfor skulle jeg?)
Men da vi kom retur til bilen havde vi gået 9 km på ca. 2,5 time. Ella hoppede direkte op på sit sæde (passagersædet) og krøllede sig sammen inden jeg fik selen på hende. Træt hund 💛
På vej langs vandet gik jeg og kikkede efter SUP menneskerne men kunne ikke se dem. Ville sådan ønske jeg var en del af fællesskabet.
Mens jeg gik og kikkede udover vandet og Ella løb foran mig og gryntede, cyklede folk frem og tilbage på stien. Jeg stod vistnok og glanet med åben mund, bogstavelig talt, da en dame og (måske) en pige cykler forbi. Damen hilste og først da går det op for mig at det er den eneste person jeg ikke ønsker at møde – og samtidig den eneste person jeg drømmer om at blive genkendt af. Min Psykiater-Lærling.
Jeg savner hende så meget 💛 og samtidig er jeg kogende vred 🤯 på hende fordi hun har forladt mig midt i at alting sejler. Jeg får mindre og mindre lyst til terapi og jeg har ikke lyst til at knytte mig til min Nye Behandler. Jeg kan sagtens fortælle hende alt muligt detaljeret. Pice of pie men jeg har ikke lyst til at vise mine inderste følelser, for så vil jeg være NØJAGTIG SAMME STED om 365 dage, som jeg har været de sidste to år. Først med min Psykolog med den lille stille stemme og nu med min Psykiater-Lærling med det rummelige sind
Jeg skal ikke forlades mere i mit liv. Punktum. Kun en idiot bliver ved og ved med at blive såret.
Men det gik så hurtigt, at jeg faktisk ikke så det var hende før hun var væk og jeg ville ikke vende mig om som en anden retardo og glo. Jeg tror hun havde udslået hår, hvilket sikkert var grunden til at jeg ikke kunne genkende hende – og så cyklede hun uden hjelm!!! 🤦🏼♀️ Talking about retardo….!
Jo kloger folk er, jo dummere ting gør de.
Der er ca. 9 minutters dagslys tilbage, så jeg vil stå op og nyde dem…. eller noget
