Dette indlæg er 100% dedikeret til Norman Bach, manden der kom ind i mit liv på et tidspunkt hvor jeg var så sårbar, finfølende og desperat efter at finde bare én person – uanset hvem – der for et stund ville være på min side i livet.

Jeg boede på Gården men i virkeligheden var jeg flygtede til min lejlighed i Århus og senere endnu længere væk, til København og senere igen, endnu længere væk til London – og endnu senere til Spanien – ingen af ovennævnte steder har jeg boet 100% undtaget i min Penthouselejlighed – og dog, jeg har aldrig haft adresse nogen af stederne, fordi der er bopælspligt på en gård. Mange af stederne vidste folk i min omgangskreds ikke at jeg boede, fordi det var så tystys og fordi jeg var så bange for min Gudfar.

Jeg levede lidt som en illegal indvandre og hver dag lå der en hånd henover mit liv, som pressede mig til at være på en bestemt måde, gøre bestemte ting – alt imens jeg kæmpede en brav kamp for at få lov til at være mig. Deirdre-Ann.

Jeg har så længe jeg kan huske tilbage, drømt om at passe ind, at blive accepteret, elsket og anerkendt for den person jeg er. Bare mig, helt almindelige hvide blonde lave Deirdre-Ann med den enorme larmende store familie.

Der var engang en amerikansk dame som jeg sad ved siden af i et fly til USA, da jeg var ca. 14 år gammel. Jeg skulle over og besøge min onkel og tankte i North Carolina og rejste alene for første gang. Damen hed Shirley og boede i Miami. Hun sagde: You got such big beautiful eyes and I can see that they are accompanied by an equal big heart. Take god care of both. Jeg var kun knap 14 år men husker stadig hvor fantastisk det føltes at rejse alene, at være alene, at have et ansvar alene og så møde mennesker der komplimenterede mig og ikke mindst, så mig. MIG.

Hun havde ret, jeg har store øjne, hvilket naturligvis var en stor kilde til øgenavne da jeg var barn og jeg har et stort rummeligt hjerte, men mangler noget at putte derind.

Og hvor kommer Norman så ind i dette billede? Jow det gør han her.

For mange mange måneder siden, da jeg vidste at det var forbi med It manden og jeg – jeg manglede bare at sige de endelige ord og min plan var at vente til foråret men som du nok ved, så braste mit indre og jeg slog op 27. december 2014.

Da jeg vidste det var forbi, havde jeg en klar plan inden i, en plan som gik på at jeg ville ha It manden ud af mit liv og bagefter ville jeg ha Norman ud af mit sind. Jeg ville være fri. Let som en fugl og uden tankespind, uden forvirrende elementer og uden en fortid.

Min Gård var netop blevet solgt og jeg anede en ukendt dør til et ukendt frit liv åbne sig på klem – men 2 personer stod i vejen for mig. Den ene var It manden som jeg havde opgivet at få til at elske mig og den anden var Norman som jeg gerne ville ha bundet en sløjfe på, så jeg kunne komme videre i mit nye liv.

En dag mens It manden var i bad, tog jeg hans telefon og kikkede i den. Det har jeg aldrig gjort før, eller siden. At kikke i andres telefoner uden deres tilladelse er for mig det samme som at læse folks dagbog uden at ha fået lov. Det er 100% ikke okay.

Jeg undskylder ikke min handling, men forklaringen på den, var at jeg ville være fri. For at kunne blive fri måtte jeg have fat i Norman, så jeg tog hans telefonnummer ud af It mandens telefon og lagde den tilbage igen, inden han var færdig med sit bad.

Jeg har haft nummeret i over 10 måneder uden at bruge det. Jeg havde en plan som jeg har forsøgt at holde mig til.

Først tilføjet jeg Norman på Facebook – han  har tidligere selv tilføjet mig, hvor jeg har ignoreret hans tilføjelse. Ikke fordi jeg ville ignorere ham – jeg af alle mennesker ved hvor ondt det gør inden i at blive ignoreret, ikke fordi jeg tror Norman har følelser på det niveau men fordi jeg lever efter devisen at man så absolut ikke skal behandle andre værrer end man selv vil behandles, og jeg ville aldrig ønske at blive ignoreret, om end det sker ret ofte 🙁

Norman accepteret min venneanmodning næsten med det samme, så langt så godt.

Vi skrev lidt sammen i ny og næ, men jeg var meget påpasselig med ikke at skrive for meget, It manden og jeg boede trods alt stadig sammen frem til Marts 2015 og jeg ville ikke såre ham mere. At såre folk er ikke okay og selv om jeg ikke har nogen fantasier om at blive kærester med Norman, så er det ikke altid nemt at være herrer over hvordan andre modtager et budskab. Med det mener jeg, blot fordi jeg er 100% afklaret med at Norman og jeg ikke skal være kærester, er det jo ikke sikkert at det er hvad It manden ville få ud af det, hvis han så at jeg skrev sammen med Norman.

Da jeg var blevet alene, It manden var flyttet væk og jeg boede på mit gl. børneværelse, skrev jeg lidt mere med Norman. Nogle gange svarede han på mine beskeder, men langt de fleste gange var han ikke særlig venlig og ignorerede mig. Eller endnu værere: Han læste mine beskeder og svarede ikke på dem!

Så sad jeg dér med endnu flere uforløste spørgsmål – og hele min plan gik jo ud på at få afsluttet enfinity linjen mellem Norman og jeg. Jeg ville gerne have ham ud af mit liv.

Jeg har meget tidligt konkluderet at det nok ikke var særlig godt at bruge sætningerne: Ud af mit liv overfor Norman. Han er en meget nøgtern person, en fakta person. Hvad han ikke kan se og røre ved, tror han ikke på.

Det vil sige, han kan ikke se hvorfor han skulle have en betydning i mit liv, han forstår sig ikke på følelser og selv hvis han gør, så rager andre menneskers følelser ham ikke. Hele min udfordring med at blive et frit menneske med en lys og let fremtid, ligger i at mine følelser har slået en knude, for mange mange år siden og i den knude, sidder Norman.

At appelere til Norman med følelser er lidt som at slå en pude, der kommer så absolut intet ud af det. Jeg har derfor for længe siden besluttet mig for at bruge en anden, og for mig nemmere taktik, nemlig venlighed. Da jeg er et meget venligt, smilende og glad menneske fra naturens side, er det et meget nemmere spil at spille – meget nemmere fordi jeg blot skal være mig, Deirdre-Ann.

Jeg har tidligere skrevet at jeg ikke vil bruge ordet “kreativ” omkring mig selv, det tror jeg ikke jeg er. Jeg er hårdtarbejdende og når jeg ser en udfordring, så sætter min hjerne (og hjerte) straks i gang med at finde en løsning.

Løsningen for mig var at overraske Norman på hans fødselsdag d. 14. Maj. Det tog mig ikke længe at finde frem til en gratis gave til ham – dels har jeg ikke ret mange penge og dels vil jeg ikke bruge dem jeg har, på ham. Han har nok selv og kan købe sig hvad han vil, så jeg gik efter de gratis glæder.

Resultatet blev at Anika og jeg en sen aften tog i Bilka og lavede en lille film til Norman, jeg havde ridset indlæggene op i mit hoved og sammen gik Anika og jeg rundt og fandt de ting vi skulle bruge.

Da vi havde fyldt en indkøbsvogn med alt fra fiskestænger, til Sushi, både, biler, spil og legetøjshunde gik vi ned i Frugt og Grønt afdelingen og ledte efter Jordskokker, som er Normans Livret. Det var ikke sæson for Jordskokker så vi brugte en knoldselleri og midt i Frugt og Grønt afdelingen begyndte jeg at lægge de forskellige ting frem, som symboliserede Norman’s liv alt imens Anika filmede.

I løbet af få minutter var vores optagelse så stort et tilløbsstykke at Anika var ved at dø af nervøsitet bag skærmen, fordi hun var bange for at vi ville blive smidt ud af Bilka, fordi jeg ikke havde spurgt om lov. Jeg er ellers meget lovlydig men visse ting er bedre at bede om tilgivelse for, end tilladelse til – dernæst ved jeg fra mine mange år i Bilka at de med 90% sikkerhed ikke ville smide os ud.

Den store opmærksomhed gjorde at jeg var ved at dø af grin og havde svært ved at fokusere på det jeg skulle sige, fordi folk stod bag Anika med front mod mig og talte og hviskede og grinede, til slut stod selv personalet og kikkede på.

Sagen var jo den, at jeg tippede alle tingene der symboliserede Norman og hans liv, OP på en grønsags ø midt i afdelingen. Til sidst lå der kondompakker, bøger, børne bamser, spil, fiskestænger, sushi, fisk, legetøjs fly osv. stablede oven på hinanden. Det var så morsomt.

Vel hjemme igen downloaded jeg en app og redigeret det hele og min plan var så at sende det til Norman når han  havde fødselsdag.

Inden da fik han dog en af sine grimme anfald, hvor han skrev noget i retningen af:

Norman: Jeg bryder mig ikke om folk som kommer uanmeldt
Mig: Hvad mener du?
Norman: Det er bare min “thing”
Mig: Øhhh
Norman: —–
Mig: Mener du dengang jeg kom op med rundstykker og morgenkager i sommerhuset, efter at vi havde snakket sammen hele natten?

Jeg tror jeg har nævnt det før i et tidligere blogindlæg, men jeg har glemt hvor det var så kan ikke linke til det, men det som Norman henvist til, var engang i hmmm 2004 hvor vi havde siddet og snakket sammen hele natten. Da vi lagde på kunne jeg ikke sove, så jeg tænkte: Hey, jeg er impulsiv og køber morgenmad og kører 2,5 timer nordpå for at overraske Norman med morgenmad. 

Som sagt så gjort, knap så impulsive Deirdre-Ann kørte nordpå for at overraske impulsive Norman. Resultatet blev at han kaldte mig en stalker, smed mig ud og kørte derfra med hjulspin – med andre ord, han opførte sig total uforskammet.

Nu mere end 10 år efter holder han det op foran mig, som en slags synderegistre. Jeg blev så oprigtig ked af det – specielt fordi han en uges tid før, mens jeg var i Spanien, havde sagt ja tak til at mødes og spise Sushi.

Men da manden ikke kan planlægge to timer i træk, uden at ødelægge hele det Gregorianske kalendersystem, gav han først besked kl. 16.00 samme dag som han kunne – dér havde jeg lavet en aftale med It manden om at vi skulle spise sushi sammen.

Der var ikke noget jeg hellere ville end at mødes med Norman, få snakket, grinet og bundet en fin pæn sløjfe på rodet – men jeg ville ikke brande It manden af når vi nu var i Spanien sammen. Så jeg knonkluderet at når han gerne ville mødes nu, så ville han også gerne mødes senere.

Well, det er nu flere måneder siden og jeg er kommet frem til at dét var min chance og den missede jeg.

Så med det i tankerne, fik Norman en hjerneblødning overfor mig og beskyldte mig for at være en stalker – for 10 år (+) siden. Jeg var rimelig uforstående og blev ret ked af det.

Jeg sendte ham derfor min gave (videoen) samme aften, det var 8. Maj. Senere sagde han at det var den fineste gave han havde fået, fordi den var så personlig og sjov – hvilket den også var.

Igen, noget sødt fra hans side som slet ikke lever op til hvordan han ellers opfører sig – hele hans personlighed forvirrer mig – hvilket er endnu et tegn til mig på, at han bare skal ud af mit liv. Jeg dur ikke til forvirret mennesker, jeg dur ikke til folk jeg ikke kan stole på eller regne med. Norman er alle de ting og mere til.

Da vi kom til 14. Maj ringede jeg til Norman for første gang i hmmm 5-8 år. Hans telefon virkede ikke, eller sådan lød det da jeg ringede op. Jeg konkluderet derfor at han nok havde skiftet telefonnummer og da jeg samtidig kunne se nummeret stå ind på hans Facebook, tænkte jeg at han nok havde fået nyt nummer og ladet det gamle stå fremme “for at forvirrer fjenden” – personligt ville jeg aldrig nogensinde ever dele ud af mit telefonnummer. Det står ingen steder, end ikke på de visitkort jeg netop har fået lavet.

Her i Juni måned besluttede jeg mig for at jeg gerne ville have en slutning nu, hver gang jeg inviterede Norman ud eller foreslog at vi mødtes, ignorerede han mig. Han svare simpelthen ikke på mine beskeder. Det gør naturligvis ondt samtidig med at det er en kilde til stor irritation og frustration, men igen, det nytter ikke noget – ud fra min optik – at forsøge at reason med Norman.

Hvis et andet menneske gav så inderligt udtryk for at han eller hun gerne ville mødes med mig et par timer over et stykke spiseligt, så ville jeg helt klart finde tid til det. Alle har jo tid til det – og specielt Norman.

Ergo er konklusionen at han ikke gider – flat out, han gider ikke. Men hvorfor sagde han så ja i Spanien?

Han er som et løbsk pendul, du aner aldrig hvor man har ham – igen en stærk indikation for mig, om at han skal UD af mig liv!

Min problemknusende hjerne lagde derfor en plan som kort og godt gik på at hvis Norman ikke ville komme til mig, så måtte jeg komme til ham.

En dag for et par uger siden var der et gratis Morgenmøde i Sociale Medier på min venindes arbejde i København. Hun er en hot-shot inden for kommunikationsbranchen i Danmark og måske mere en bekendt end en veninde, om end hun altid præsentere mig som hendes veninde, hvilket jeg syntes er så hjertelig og godt af hende. Det luner.

Morgenmødet var kl. 08.30, så min lille bil startede ud fra Jylland ret tidligt kan du nok regne ud. Jeg kørte over, og deltog i et rasende spændene møde, der bare fik mig tl at tænke endnu mere over hvorfor jeg er arbejdsløs – jeg forstår det ikke! Jeg er single, har ingen børn og ville ønske jeg kunne arbejde 80 timer (+) om ugen, men jeg kan knap få noget at lave!

Efter mødet tog min veninde og jeg et møde sammen, hun var så hjertelig og sød (som altid) og anbefalede mig at søge hos et bestemt firma i Århus. Jeg tog ja-hatten på og kørte herefter gennem mit elskede København, forbi flere af mine gamle lejligheder, før jeg endte ude på Holmen ved Netto. Her købte jeg vand og drikkevarer til at matche den lækre sandwich jeg havde købt i Gothersgade.

Så ventede jeg på at bussen kom og kørte igennem bommene på Holmen som er et lukket område – jeg var total på hjemmebane og selv om der er andre veje ind på Holmen, så er det bare sjovere at køre lige i rumpen på bussen og gasse op og køre henover jernsøjlerne inden de hejses op igen. Living on the edge Deirdre-Ann style!

Så kørte jeg ned og parkerede ved et bestemt firma, som kun har et p-skilt sat op for at vise at der går p-vagter men det gør der rigtigt ikke. Det ved jeg fra gamle dage – reglerne kunne være ændret men jeg og Hr. Gud var ret sikker på at det var de ikke.

Det var meningen jeg skulle ha mødtes med Lita, men hendes datter var blevet syg og derfor havde hun aflyst via sms da jeg var på vej ud på Holmen – men skidt pyt, jeg var ikke til at skyde igennem efter et så fint og konstruktivt møde.

Så jeg fandt min gamle bænk, ved siden af Operaen hvorfra jeg kunne sidde og kikke over på mit elskede (og højt savnede) København – vejret var dog så godt at jeg besluttede mig for at sætte mig på et tørklæde på græsset. Dér sad jeg så, med mad til 2 og var ikke til at skyde igennem.

Jeg skrev derfor til Norman – som jeg jo havde set på FB var i København, om han ville spise med. Igen læste han mine beskeder men svarede ikke – Norman bor også ude på Holmen, i teorien kunne han nok se mig hvis han havde kikket ud af vinduet og et enkelt split sekund slog det mig at han nok følte jeg stalkede ham, men så sagde min indre logiske og stærke stemme at dét var noget være vrøvl, for Operaen og de tilhørerende græsplæner og arealer er alle mands eje og ingen kan bestemme hvem der må sidde dér – plus at jeg er kommet på området siden før Operaen blev færdigbygget.

Madhygge på mit elskede Holmen.

At iagtage en travl by er noget af det bedste jeg ved.

Operaen

Dér er min yndlingsbænk!

Jeg endte med at spise den ene sandwich med det samme, den anden gemte jeg og spiste lidt af senere før jeg smed den ud. Mens jeg sad dér skrev jeg også en ansøgning til det firma som min veninde havde anbefalet mig at kontakte. Det var en uopfordret ansøgning.
– et par dage senere fik jeg afslag på min UOPFORDRET ANSØGNING, hvilket jo er en præstation i sig selv!!

Da jeg havde skrevet ansøgningen, lagde jeg computeren fra mig, og lagde mig i solen og tog en lille lur – jeg havde trods alt været oppe enormt tidligt for at være i København kl. 08.30. Da jeg vågnede igen, læste jeg ansøgningen igennem og sendte den afsted.

Lita og jeg aftalte at vi skulle spise aftensmad sammen og så gå ud og få nogle drinks i København, hun ville invitere nogle veninder med. Jeg glædet mig og tænkte at Norman altid går i byen i København og at jeg så måske kunne mødes med ham senere.

Som sagt så gjort, da jeg kørte gennem mit elskede København i myldertiden, prøvede jeg at ringe til Norman igen – jeg var kommet frem til at hans nummer måske virkede alligevel, men at grunden til at det ikke virkede da jeg ringede på hans fødselsdag, var fordi han var i Spanien og dermed havde taget sit Spanske simkort i telefonen.

Jeg sad lidt i bilen med nedrullede vinduer og indåndede København, livet og stemningen, varmen, solen og menneskerne mens jeg øvede mig i hvad jeg skulle sige – i tilfælde af at han tog telefonen, når jeg ringede.

Og guess what, han tog den! Men han vidste godt hvem det var der ringede, så ergo må han have haft mit nummer kodet ind i sin telefon i alle de år der er gået – dét er næsten mere mærkeligt end at komme med morgenmad og blive holdt til regnskab for det 10 år senere!! Jeg har ikke ét eneste nummer i min telefon som jeg ikke gerne vil have, dem som genere mig, blokere jeg og sletter. Derudover har jeg hemmeligt nummer og skjult nummer – men Norman havde (åbenbart) stadig mit nummer i sin telefon.

Og dét gjorde at jeg ikke lige vidste hvad jeg så skulle starte ud med at sige, han ødelagde jo total min planlagte tale – men det gik godt alligvel syntes jeg.

Min plan gik på, at hvis Norman skulle i byen, så ville jeg blive i København og mødes med ham og så overnatte på et hotel og kører hjem næste dag. Hvis han ikke skulle i byen, ville jeg kører hjem efter at jeg havde været ude med pigerne – på den måde havde jeg planlagt at turen til København ikke kunne blive en skuffelse. Uanset hvad der skete, ville jeg have haft en dejlig dag med fokus på hvad jeg gerne ville. Jeg håbede dog på at det ville lykkes for mig at mødes med Norman, så jeg kunne kører over Storebælt med en god fornemmelse i maven og vinden i ryggen.

Norman fortalte at han skulle ud og spise om aftnen men siger i samme åndedrag: Jeg kommer helt sikker på XXX (navn på en klub) i aften, hvortil jeg spørger om alle kan komme ind på XXX klubben, om der er aldersgrænse eller andre krav på – jeg har ikke været i byen mere end 3 gange på de knap 4 år jeg var sammen med It manden og jeg ved at mange steder har bestemte krav for gæsterne der kommer ind.

Derfor spurgte jeg, for jeg ville ikke risikere at stå udenfor og så ikke kunne komme ind. Norman sagde at dét var der ikke, alle kunne komme ind. Skønt – min plan var lagt. Jeg ville mødes med Lita og de andre piger, når de gik hjem ville jeg tage på den klub hvor Norman var og hygge mig i et par timer, få danset lidt og ellers bare nyde at jeg levede og når Norman har fået noget at drikke, så er han altid så sød og snaksagelig, så alt i alt var det en rigtig god plan.

Jeg mødtes med Lita på Halifax på Vesterbro – dog havde de andre piger meldt fra og Lita fortalte mig at hendes kæreste skulle i byen og hun havde derfor sagt ja til at blive hjemme hos datteren……øhhhh hun havde jo en aftale med mig….. jeg var kørt hele vejen fra Jylland… anyway, det var sådan det var, så da vi havde spist og jeg havde set deres nye lejlighed ganske kort, stod jeg kl. 20.00 i København og anede ikke lige hvad jeg skulle gøre.

Jeg tog en hurtig beslutning om at tage i biografen – det var vigtigt for mig selv at jeg hele tiden lavede noget jeg gerne ville, så som sagt så gjort. Jeg så Jurassic Park.

Da den var slut var klokken næste midnat, så jeg sms’et til Norman og skrev samtidig på Facebook – jeg vidste jo ikke helt hvilket medie han ville være at træffe på. Herefter kørte jeg ind til byen igen og tjekkede ind på Cabinn hotel

Mit værelse på Cabinn

Skranke manden kikkede lidt på mig, enlig pige der tjekkede ind omkring midnat og spørger til hvornår udtjekning skal ske…… bum bum….

Anyway, det havde været en varm dag og jeg gik op og tog et hurtigt bad, så klædte jeg mig om, så jeg var klar til at gå i byen – jeg skrev lidt til Norman men af alle dage, så gik han netop denne dag i total tavshed. Hvor er det rasende typisk og faktisk også ret ledt når jeg tænker over det – vi havde talte sammen få timer tidligere og han sagde at han skulle videre i byen. Han kunne jo bare svare at det skulle han ikke – så var den ikke længere.

Men i stedet for lod han mig bare hæng i det uvisse. Han ignorerede mig.

Da klokken blev knap 02.00 tog jeg en rask beslutning og gik ind til byen hvor XXX klubben lå, jeg spurgte dørmanden hvor køen til at komme ind var, hvortil han svarede rigtig arrogant: Det er en medlemsklub, så du behøver vist ikke stille dig i kø!
– udover at den manglede serviceminded tone, specielt tage i betragtning af at jeg var pinlig ædru, så var det lige netop dét jeg gerne ville ha undværet, en afvisning mere. Men *smask* lige i hoved.

Jeg skrev en sms til Norman om at jeg stod udenfor og ikke kunne komme ind. Intet svar men han læste min besked. Så ringede jeg til ham. Intet svar.

Det regnede, så jeg gik hjem mod hotellet mens jeg sagde til mig selv at jeg ikke skulle være ked af det, det var jo en chance jeg havde taget og alt tidligere på dagen havde jo være dejligt.

Jeg var tilbage på hotellet kl. 03.00 og netop i dét øjeblik slog Norman to billeder op på Facebook, af at han sad inde på føromtalte klub og hyggede sig. Jeg blev  helt kold inden i og kan stadig ikke forstå at nogle mennesker kan være så empatiløse og kyniske.

Næste morgen stod jeg op og kørte fra København før klokken var 07.00

Jeg besluttede mig for at det nok ikke var en særlig god ide at forsøge at give Norman skyldfølelse for at brande mig af, når vi egentlig kun havde haft en løs aftale – om end han jo blot havde kunnet aflyse aftalen ved at skrive at han ikke skulle i byen. Udover at han ville ha sparet mig for rigtig mange penge, så ville han også have sparet mig for en skuffelse.

Men det er sådan Norman er, tankeløs og ultra meget sig selv nærmest, hvilket er grunden til at jeg ved at der aldrig vil komme et forhold eller et godt gensidigt venskab ud af en relation til ham – jo mere jeg ser hvordan han er, jo mere vil jeg gerne lave den sløjfe med ham. Jeg vil så gerne tale med ham, høre ham tale og høre hvad han har at sige og så vil jeg bruge de ord til at lægge den sidste brik i min fortid og aldrig mere kikke tilbage – det er ren følelsesmæssigt, og jeg tvivler på at ret mange kan forstå det, men for mig giver det rigtig god mening.

Siden min Københavner tur, har jeg forslået Norman igen at vi mødes, han har været i byer tæt på hvor jeg bor, han tjekker lystigt ind og viser gladeligt hvor han er, alt imens han ignorere mig.

Oven i alt ovenstående jeg har skrevet her, så har Norman også flirtet med mig på visse dag – og bevars, jeg skal ikke gøre mig for god til at sige at jeg har flirtet direkte tilbage – dog er jeg meget bevist om at det kun er noget jeg gør, fordi jeg simpelhen ikke har fået sex i mere end snart 8 måneder og at havde jeg andre end ham jeg kunne flirte med, så gjordet jeg det skamløst nok.

Men det har jeg ikke – så når Norman går hjem fra byen fuld (og alene) så er det altid dér hvor jeg vågner fordi det bliver lyst. Nogle dage løber jeg, andre dage onanere jeg – men ofte så fortæller jeg Norman om det. Måske ikke det smarteste træk men hey, jeg har også hormoner og det er som om de er endnu mere ustyrlige nu end før jeg fik en kæreste – måske fordi jeg er blevet ældre?

Jeg har læst at kvinder peaker når de er 40 år rent seksuelt, så jeg er faktisk godt på vej til at peake uden at kunne bruge mit yderst delikate og lækre velplejet underliv….

Så her har du mig, der den ene dag taler i telefon med Norman, den anden dag modtager jeg et dick-picture af ham (yes et billede af hans pik) så ignorere han mig, så vil han spise sushi med mig, så skælder han mig ud, så taler vi i telefon – så ignorere han mig igen og sådan kører karusellen rundt og rundt.

I morges forsøgte jeg at få ham i tale igen, jeg ved at han er hjemme i sin hjemby – jeg er 100% sikker fordi jeg så ham kører på motorvejen i sin hvide bil, mens jeg kørte forbi sammen med Far. Jeg var lige ved at ringe til ham da vi kørte forbi, men tanken om at han ville kikke på telefonen og slukke den – mens min Far så på – var for meget at bære så jeg undlod at ringe.

Da jeg kunne se at han var online her i morges kl. 04.00 da jeg vågnede skrev jeg til ham, han læste lystigt hvad jeg skrev men svarede ikke, så jeg ringede. Telefonen blev slukket øjeblikkeligt og jeg fik en lækker enstavelsesbesked: Sover!

Dét gør mig simpelhen så ked af det, forvirret og frustreret – det eneste jeg virkelig gerne vil er at mødes, snakke og snakke ud for mit vedkommen og så skilles som gode venner der ikke behøver se hinanden igen.

Det eneste Norman ikke gider er at mødes – så hvad gør jeg? Sidder du inde med den meste geniale løsning som min løsningsorienteret hjerne ikke har afprøvet endnu, så hører jeg hjertens gerne fra dig.

Hvad skal jeg gøre for at komme videre i livet? Hvordan kan jeg binde sløjfen alene? Jeg tror som skrevet ikke at det vil hjælpe at appelerer til Normans indre samvittighed for jeg tvivler faktisk på at han har en.

Jeg tror at nogle mennesker kan være så blottet for skam og følelser i livet, at det er total ligegyldigt hvad man og jeg gør, så har det ingen virkning. Man kan ikke reason med mennesker der er sådan.

Far og Mor er kørt til Blokhus hvor Norman også har sommerhus, jeg har lyst til at tage derop og banke på, kræve hvad jeg mener er min menneske ret; nemlig at få en afslutning.

Men jeg ved også bare at dét ikke er løsningen, at det kun er noget jeg tænker på fordi jeg er så frustreret inden i over at mennesker behandler mig sådan.

Imellem ovenstående har der også været et ubesvaret opkald på min telefon fra Norman, det var naturligvis en fejl at han ringede mig op – da jeg forsøgte at ringe tilbage ignorerede han mig igen.

Jeg gad virkelig godt vide hvordan Norman føler inden i, når han tænker på mig. Er der rædsel han tænker, er han bange for mig? Er det tunge irritable følelser, fordi han er ved at brække sig over mig? Er det vrede fordi han kunne kværke mig bare ved at høre mit navn?

Hvad er det ved mig, som trigger ham til at være som han er mod mig? Jeg ved det ikke og selv om jeg lige har skrevet at jeg virkelig god gad vide det, så ved jeg næsten ikke om jeg kan bære alle de negative tillægsord som Norman har om mig og min person – når det eneste jeg vil, er at få en afslutninge.

Jeg har ingen dårlige tanker om Norman – jeg hader ham ikke, jeg er bare trist over at han er som han er og over at han ikke ser det som en gentelmans opgave at hjælpe en pige til at få det bedre – og når det eneste hun beder om er en frokostaftale, et møde efter eget valg, hvorfor er det så SÅ umuligt for ham at opfylde dét enkle ønske?

Jeg tror jeg vil prøve et par gange mere – du ved, et håb er svært at slukke. Men jeg bliver snart 37 år og jeg kan ikke blive ved med at forsøge at få noget som, som åbenbart er så svært at få.

Jeg ER et godt, sødt, venligt og utrolig godhjertet menneske og ja, jeg har helt klart nogle issues i livet men hvem kan sige at han eller hun ikke har det? Norman? No way – forskellen på mig og de andre er bare, at jeg forsøger aktivt at komme videre og jeg er altid god ved andre mennesker.

En dag må “pay it forward” hjulet komme ind på min vej.

ga(‘create’, ‘UA-27938516-1’, ‘auto’);
ga(‘send’, ‘pageview’);