I dag er det søndag, den første søndag i November 2016.
Jeg forsøgte at ringe til Norman i går, han tog den selvfølgelig ikke. Jeg så også et program på Kanal 4, det hedder “4-Listen, det vi siger” i programmet har de lavet undersøgelser blandt kvinder omkring forskellige emner. Så invitere de nogle kendte kvinder ind og fortæller dem hvad de forskellige prioriteter er (ud af de spørgsmål der er blevet stillet) og så giver kvinderne deres mening omkring de her spørgsmål.
En af dem som er med i panelet er Lina Rafn fra bandet Infernal. Hun fortalte – ud fra et spørgsmål som jeg har glemt hvad var – at (jeg citere) “….jeg havde muligheden for at lukke en del forhold ned, ikke nu men da jeg var yngre. Der var mange fyre i mit liv og jeg havde muligheden for at lukke ned for dem, for jeg vidste godt jeg ikke gad dem og ville noget med dem, så jeg kunne bare have lukket ned for dem. Men jeg gjorde det ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gjorde det bare ikke. Dumme mig. Det var ikke særlig rart gjort…..”
Det slog mig pludselig at det jo er Norman. Norman Bach i en kvindelig udgave. Jeg er også en tøjte og jeg har også knaldet ufattelig mange mænd men jeg har ALTID været ærlig overfor dem og jeg har altid meldt klart ud hvad jeg ville og specielt hvad jeg ikke ville. Tag bare Kunstmaleren, jeg har meldt klart ud til ham at jeg ikke vil ham. Og 2 eller var det 3 dage senere, ringede han. Jeg tog den naturligvis, jeg er jo ikke vred på ham, jeg gider ham bare ikke seksuelt og det er altid rart at tale med nogen.
Han fortalte mig så, at han faktisk var ved at falde for mig (karma!) men at min udmelding havde fået ham til at tænke, tænke på det liv han drømte om at leve men som han ikke levede, fordi han var i et forhold hvor det ikke var muligt. For mig lød det som om han havde besluttet sig for at blive skilt, men jeg ved også godt at fra man får tanken om at forlade et menneske første gang, til man faktisk gør det, kan gå lang tid. Der gik 1,5 år fra jeg fik tanken første gang til jeg gjorde det. 1,5 år er meget lang tid at være i tvivl.
Jeg tænker naturligvis på, hvorfor det er at Norman ikke lukker ned for mig? Hvorfor siger han ikke, på en pæn måde naturligvis, “Deirdre-Ann, du skal bare vide at jeg ikke har nogen planer om nogensinde ever at mødes med dig. Jeg taler kun i telefon med dig fordi jeg keder mig i ny og næ. Hvis jeg aldrig så dig igen, ville mit liv være lige så indholdsrigt som hvis jeg så dig.” – dét kan man godt tillade sig at sige til et andet menneske, på en pæn måde.
Og på den måde ville Norman jo nemt kunne lukke ned for mig. Give mig den afslutning jeg så inderligt gerne vil have (også uden at mødes med mig) men som han af en eller anden mærkelig grund ikke vil give mig. Jeg forstår det ikke, for alle de gange jeg har kendt mennesker jeg ikke gad, så har jeg ikke talt med dem.
Jeg har hverken ringet til dem (hvilket Norman heller ikke gør) men jeg har heller ikke taget telefonen når de ringer – og inden tingene overhoved er kommet dértil, så har jeg altid sagt til dem, at jeg ikke er interesseret – og fordi jeg ved hvor svært det kan være eller er at forstå, når et menneske man gerne vil, ikke vil en – så siger jeg det gerne ofte. Jeg vil gerne være der og hjælpe den person videre – jeg er ikke bange for at gentage mig selv – og måske netop dérfor har jeg svært ved at forstå, at Norman er som han er. At han som et voksent menneske vil opfører sig sådan, overfor et andet menneske.
Han fortatle mig engang at hans ex-kæreste fik ham til at føle sig som en rockstjerne og at han havde forsøgt i halvandet år at komme tæt på hende, men at hun havde afvist ham blankt. Man kan vel nærmest sige at hun giver ham rigelige dosiser af hans egen medicin.
Norman får ikke mig til at føle mig som en rockstjerne, men han får mig til at føle mig som et bedre og stærkere menneske hvilket vel er cirka det samme – så den lorte behandling hans ex kæreste giver ham, den fører han videre til mig…… men jeg vil ikke være med til at fører den videre til et andet menneske. Ondskaben og ligegyldigheden for andre menneskers velbefindene stopper her, hos mig.
Og så håber jeg at Hr. Gud vil hjælpe mig til at blive stærkere, til at arbejde med mig selv, så jeg på sigt kan føle for Norman hvad jeg føler for Kunstmaleren. Ingenting.
– kun på den måde kan der blive plads til at en anden kan få mig til at føle mig som en rockstjerne.
Kærlig Hilsen og Godnat herfra.
P.S: Jeg har solgt et par af It mandens Hugo Boss jeans til 276 kr og dem konverteret jeg indtil en ny Hoie hovedpude til 350 kr (på udsalg) med Moskusandedunsfjer. Den er dog lidt for hård, så det er nu min nye gæstehovedpude og når jeg så har solgt noget mere, kan jeg købe en mindre hård til mig selv.
P.P.S: Jeg har klaget til Ankenævet for Bilklager over min Fiat500 (har jeg fortalt det??) Anyway, der er nyt i sagen, Terminalen har nu tilbudt forhandling – en forhandling som jeg lader min Far om at tage i morgen. Jeg vil 1. Have en ny bil som ikke larmer. og kan jeg ikke det vil jeg 2. Have alle mine penge igen. Punktum.
P.P.P.S: Jeg har gjort 90% klar til at sælge juletræer og pyntegrønt igen i år. I 2014 og 2015 har jeg sammenlagt tjent 21.915 Kr på at sælge Pyntegrønt og Juletræer. Så naturligvis giver jeg det hele en chance mere i år. Jeg har desuden tjent 23.076,50 kr på at sælge brugte ting i 2015 og pt. i 2016 er jeg oppe på 18.562 kr – hvilket i alt er 41.638,50 kr. Så ved at lette røven når andre ikke gider, har jeg på 2 år tjent 63.553 kr…… det er mange penge og det er så absolut IKKE altid at jeg syntes det er sjovt at kører ud på mine forældres gård og hente en ting til 100 kr, men de 100 kr er jo en de af de her indtægter. Det er bestemt heller IKKE hver søndag og lørdag i november og december at jeg har syntes det var pisse sjovt at stå i råddent lorte vejr og piv fryse for at tjene 100 kr på et juletræ og 5 kroner for en grandgren, men jeg har gjort det – fordi alternativet var at jeg spildte mine søndage på alt det samme som alle andre = ingen indtægter.
Når jeg en dag bliver gammel, og ikke kan ovenstående mere, hvem skal så tage sig af mig?