Psykiatrisk Hospital i Skejby er en del af Århus Universitets Hospital, Skejby. Deres årlige budget er (2018) på 2,1 milliarder kroner. Af dem får Psykiatrisk Hospital 790 millioner kroner.
Der er samlet set 10.357 mennesker ansat på Århus Universitets Hospital i Skejby, af dem er 1748 personer ansat på Psykiatrisk Hospital.
Via min klage d. 3. Februar 2020 har jeg lagt mig ud med ca. alle medarbejderne, som er backet af de mange millioner og alle deres kollegaer, hvor jeg kun er backet af de penge jeg får fra min Far’s firma for ikke at dukke op og som jeg tjener på at sælge brugt skrald. Jeg har ikke én veninde. Ikke én ven. Ikke én støtteperson. Ikke én jeg kan læne mig bare lidt op af i et blæsevejr.
Der er mig, Deirdre-Ann – og så er der alle dem.
I dag fik jeg et brev fra psykiatrisk hospital, som naturligvis ikke kunne være stille i stilheden februar måned ud. Men det er også godt det samme, jeg har misted mit “zen stilhed” efter endnu en generalforsamling hvor jeg gik grædene hjem, takket være det nyeste medlem i Bestyrelsen som mener jeg har skjulte agendaer – I’m like why would I have that?
Så lad os bare tag alt lorten i stimer og få det overstået.
Jeg syntes simpelthen der er SÅ mange ting i det her som får mig til at fråde om munden som en arrrig lama parat til kamp!!
Det ene øjeblik tænker jeg på at sparke dem alle så hårdt at de har permanentet blåmærker resten af livet pga. død væv på skinnebenet.
Det næste øjeblik tænker jeg at det ikke nytter at forklare kloge mennesker noget, da de jo allerede er så kloge at de ikke er lydhører. Obviusly. Or we would’t even be here.
Så tænker jeg på hvordan jeg kan skade dem så de som minimum føler samme sorg og smerte som jeg gør og oplever samme konsekvenser som jeg.
Så tænker jeg at jeg burde møde op med advokat, bisidder, velforberedt til tænderne, som skulle jeg forsvare Afrika fra forkæmperne af den Ariske Race.
Så tænker jeg at kampen er tabt på forhånd, fordi de er alle dem og jeg bare er mig. At det er bedre at trække sig end at skabe mere uro i mit i forvejen komplicerede liv. Uro der for mig tager måneder af få nogenlunde kontrol over.
Så tænker jeg på hvordan jeg kan lave powerpoints af forløbet, hvordan jeg med grafik kan vise hvad der visuelt er sket og med min stemme tillægge følelserne, ordene og smerten bag deres handlinger. Hvordan jeg kommunikativt kan forklare dem hvor kæden sprang af, hvor de overså det ene faresignal efter det andet.
Men så får jeg et klart øjeblik igen og tænker at de jo ikke kan påvirkes med psykoedukation, da de jo selv er skaberne af psykoedukation. Og er der noget man føler sig som eksperten af, så er man ikke særlig modtagelig for rettelser til det man er ekspert af – det ved jeg fra mig selv, jeg er ekspert i mine egne følelser og jeg vil gå langt for at forsvare min ret til at føle som jeg føler. Ingen var der jo til at hjælpe mig til ikke at få de oplevelser der førte til følelserne, når jeg så skal leve med følelserne, så har jeg også rettighedent til dem. Periode.
Mine tanker svinger, ca. hver 4 minut, mellem fuld kraft fremad på tankvognen, uaget om det bliver en gentagelse af Den Himmelske Fredsplads i 1989. Fremad! Fremad!! Fight for your rights!! Fight! Fight! Fight! and never ever surrender regardless of the cost – eller Titanic i bakgear og fuld panik.
Jeg syntes med hånden på hjertet at vi er så langt udover det punkt hvor kommunikation kan føre noget konstruktivt med sig – er jeg mon den eneste der ser det sådan?
Er jeg så farvet af min egen sorg og vrede at jeg ikke kan se nuanceret på situationen?
Burde de ikke havde lyttet til mig, allerede da jeg sagde at det her var forkert? I feks. Maj 2019? Burde de havde aflyst alle mine sesioner på baggrund af at jeg googlede Fede Dorti? Er det den rigtige approach at tage, når man er uddannet inden for psykiatrien? Burde de efterølgende anklage mig, som en person der ønsker at være tæt på andre mennesker, fordi jeg søger et job? ET FUCKING JOB!! (som jeg endda fik afslag på) Burde de give mig 14 samtaler her, efter at de har aflyst 111 dage, for så at tilbyde mig 1 år minus allerede opbrugte samtaler?
Det er simpelthen så fucked up at jeg slet ikke kan se hvordan jeg ikke kan få ret i at de har handlet uhensigtsmæssigt – men så tænker jeg samtidig at jeg altid er så uheldig og at jeg uagtet af mine altid gode hensiger, ender med at være hende der trækker nitten. Hvorfor skulle i dag være anderledes?
Sms til Michelles søster: “So today I received a e-boks message from the head of the pink hospital (psychiatric hospital) telling me just about the same as they did in the “receipt email” that I got around 2 weeks ago, where they told me that they had 1. Gotten my email 2. Would get back to me within 2 weeks.
First they say “yes we got your email” then they say “we are sorry for how you feel you have been treated” but then they write “and that you because of that, have decided not to accept any following treatment.”
Wordly it is correct – I don’t know if it makes sense – but when I read it, it makes all the red lamps explodes in my body. Like a bull ready to attack. And I’ve probably read those lines 15 times and it is right, I did decide not to accept any following treatment because of the way they have treated me during the past 9 month but still, for some reason I feel like I want to rip out their throats like a predator in a B-Movie by some unknown actor!
I just feel this inner anger where I just want to fuck them over so so bad, fuck up their lifes so so so bad! Leaving a tsunami of damages behind me, for them to clean up. Just like I have had to clean up my own life, after they lured me into revealing my deepest secret, trusting in them and then *bang* they just pulled out the carpet beneath me and I fell backward, slamming my head into the ground with a force that makes me dizzy, tasting blood for weeks.
Seriously XXX, I just feel like hurting them!!!
Hurting them so so so bad and so so much – but I know deep in my heart that I’m not a hurtful person and my life will not be better tomorrow if I go out and hurt them or someone else today.
Hurting people do not bring closure or peace. I know that even without doing the deed.
– But I still feel the anger and resentment towards them all.
In the next paragraph they write that the different departments, where my complaint and my sessions/times have been filed under, is aware of the complaint – which they damn well should be, since I’ve written the exact titles and full names of those 4 x staff members that I’m filing a complaint about.
And then they write – and by they I mean the head of the psychiatry and the social department. She is the head of the head, so basically I complained to the top of the hospital and then I went national, by also complaining to the board that controls all the hospitals in Denmark. Complaints are visible online (with names XX-out) and if the national board of complaints (in 18 months or so) decides I’m right and they are wrong, their names will be displayed online. For eternity 🖕🏻
Anyway, the bitch-head-of-whatever writes that “if in any case you should wish for a dialogue with the place of treatment (the pink hospital, department of depression and anxiety, where personality disorders files under) the department managers are “ready to have a good dialogue with you about the matter” (straight translated from Danish) and all I see is:
“Ohhh fuck, we really messed up!! What to do?? *panic at the office* Fuck Fuck – we’ll be displayed online. Our new big car is at stake. We’ll be so fucked when our large salary is being reduced. What to do???!!! Ohhh I know!!! Let’s write that we’ll talk to her, that we have offered her a dialogue – then in all future we’ll be featured as yes we messed up but we were ready to say sorry but she refused……kinda story”
XXXXX – I’m SO SO SO SO SO SO MAD NO I’M PISSED OFF LIKE A NEUCLEAR WITH NO FUCKING FUSE!!!!
How come you treat people like this?
At all?
I’m quite aware that I’m one of the stronger ones at the pink hospital. I can see that when I walk the hallway. I can see how so many people are so deep down and low, that they probably feel lower than low when they are finally at a place where they should be getting better.
I can literally feel the pain, sadness and sorrows floating in the hallway as I walk by the people there. They would probably lock me up and throw away the keys if they read this, because it would be (for them) a clear sign of a splittet personality, another personality disorder – but when I’m walking the hallways as me, just plain me, I can feel, hear and carry the pain, sorrow, sadness, anger and frustration of all the unknow people that I pass. People who are there to get help to get better, but who are abandoned literally on a daily if not hourly basic. It is hard to feel so much.
I feel like I have to take this fight for all those who don’t have the power or the energy to do so – but all I want to do is lay in fetal position and crying.
What would you do if you were me?
Would you accept their offer for a meeting, show up, armed as fuck with knowledge, lawyers and legal assessor? Or would you just mind your own business, try to think about this at a minimum for the next 18 month and then hope for a fair trail and outcome, and by all means move on and never look back?“