Har du nogensinde hørt den amerikanske betegnelse “I’m pooped?”
Well, hvis du har, så ved du nøjagtig hvordan jeg har det lige nu. Hvis ikke, så vil jeg prøve at forklare dig, hvordan jeg har det, hvordan det føles at være mig.
Klokken er 17.23 Fredag d. 16. Marts 2018 og jeg var hos min Psykiater-Lærling fra 14.00 til 15.00, og så gik jeg endda vist lidt over tiden. I går da jeg skulle sove, havde jeg helt ondt i maven ved tanken om at jeg skulle ud til hende. Hun er SÅ sød og hjertegod, don’t get me wrong men de følelser jeg har haft den sidste måned fra 6. Februar til 6. Marts hvorimellem vi ikke talte sammen og så igen fra vi talte sammen d. 6. Marts og til i dag, 16. Marts, har MILDT SAGT været forfærdelige!!!
Som i SÅ FORFÆRDELIGE at jeg hellere vil dø, bogstavelig talt, end at gå igennem den tid igen. Min hjerne kører i døgndrift med tanker og når jeg sover og tænker at nu skal jeg sove og have ro, så tager drømmene over. Det er 50/50 om jeg kan huske hvad jeg drømmer men min krop er så mørbanket og træt at det også er ligemeget, for jeg har helt tydeligtvis ikke sovet igennem. Min underbevisthed fortæller og fortæller og vil ikke stoppe, det er til at blive sindssyg over – jeg er udkørt hele tiden, jeg kæmper for at holde fast i mit firma, for at komme bare lidt i form, for at holde mig selv sane frem for insane. Alt hvad jeg foretager mig er en daglig kamp – der er intet, som i vitterligt intet der kommer nemt til mig. Selv det at handle ind i Netto, er en kamp. I sidste uge var jeg i Netto 3 gange uden at komme hjem med den eneste ting jeg gik derned efter. En pære til min lampe. Hver gang kom jeg hjem med noget andet. Den smarte vil sige: Tag en seddel med.
Yep – jeg har sedler og noter på alt hvad jeg foretager mig, hvad jeg skal foretage mig, hvad jeg skal huske, hvor jeg skal være, hvem jeg skal være sammen med – jeg har notet på ALT, men når jeg står i Netto og ikke kan huske hvorfor jeg var der, hvilken vej jeg er gået derhen, om jeg fik sedlen med osv. så er det svært at huske en seddel, selv hvis den ligger i lommen. Jeg står vitterlig midt i Netto, omgivet af mennesker der handler, snakker, stresser og hygger og jeg kan ikke huske hvor jeg bor, om jeg har penge med eller hvorfor jeg er dér, midt mellem spelt mel og røde kidneybønner.
Og så må jeg gå hjem igen, ofte af forskellige ruter, selv om jeg bor PÅ SAMME GADE som Netto, ergo, ingen sving, ingen hjørner, bare lige ud, men min hjerne bliver forvirret bare jeg står på gaden. Det er grusomt og jeg håber aldrig nogensinde at selv de mennesker jeg tænker værst om, feks. Annabel, Anika, Barbara mfl. må opleve disse øjeblikke, disse følelser. Det er en pine uden lige.
Det må være sådan det er at få Alzheimer, du har dine klare øjeblikke, men efterhånden kommer der flere og flere øjeblikke, hvor din hukommelse svigter dig og du glider længere og længere væk og det bliver sværer og sværer at komme tilbage til dér hvor du engang var. Hvor dit sind hører hjemme – og desværre er der ingen kur, og du kan ikke selv bestemme hvornår du må rejse herfra. I stedet for kan du se dig selv forsvinde fra dig selv, forråde dit sind og dit indre alt imens du er fanget i din egen krop, med dine egne minder, uden evnen til at holde fast i nogen af delene.
Kræft er en forfærdelig sygdom, fysisk smertefuld, du dør måske skrigende, du lider, dine omgivelser lider – folk syntes det er SÅ forfærdelig en sygdom at der lavces store landsindsamlinger og forskes på livet løs, for at dø af kræft er jo det væreste der kan ske for et menneske. Men Nej. Dét er det ikke.
Det væreste der kan ske for et menneske, er når ens egen krop forråder en. Når du står midt på en gade hvor du har haft din gang i over 20 år og pludselig kan du ikke huske hvor du bor. Du står i Netto og du kan ikke huske hvorfor du er dér. Du går tur med din hund og du kan ikke huske om den har tisset på de 8 min I har været ude, om den har pøllet eller hvad den hedder. Du går med den indtil du kommer i tanke om hvor du er. Du står i din egen lejlighed, i sikkerhed bag de 4 vægge og pludselig kan du ikke huske om du har været i bad i dag eller i ugen der er gået. Om du har spist mad eller ej. Du kan ikke huske om du har betalt dine medarbejder eller om du har svaret på dine smser. Det væreste er, når pæren springer i din lampe, du piller den ud, tager sko på og går i Netto for at købe en ny. Først i 4. forsøg, lykkes det dig at komme hjem fra Netto med en pære, blot for at opdage at du har 4 dage gammelt vådt og nu ildelugtende sengetøj til at ligge i vasketøjskælderen og at dine orkideer står i bruseren og du kan ikke huske hvorfor. Dét er den ultimative væreste og mest forfærdelige sygdom. Ever.
Ingen snakker om denne her sygdom. Den kan ikke ses, den kan kun mærkes – lidt ligesom Hr. Gud, han kan også kun mærkes, ikke ses. Og 90% af Danmarks befolkning tror ikke på ham, fordi de ikke kan se ham og fordi man ikke kan se en depression, tror folk heller ikke på den. Depressioner findes ikke og dem der får en, det er de svage. Og ingen laver landsindsamlinger for os, ingen forsker på livet løs for at finde en løsning, eller en lindring på vores udfordringer – så vi lider bare i stilhed og har aldrig ro, fordi vores tanker spæner rund.
Og det er sådan mit liv er lige nu – jeg er kronisk træt. I nat vågnde jeg klokken ca. 03.34 fordi jeg følte noget vådt løbe ud mellem mine ben. Min menstruation er stoppet, så det kunne ikke være dét og pr. refleks satte jeg hånden ned mellem mine ben og mærket efter. Jeg forventede at mærke noget varmt og geleagtigt (sæd) men i stedet for var der ingenting, hverken blod eller sæd. Jeg lå længe og mærkede min krop indefra, til sidst stod jeg op og gik på toilet, jeg tissede en tår og tjekkede toiletpapiret. Der var ingenting. Min mund gjorde ondt og mine tænder var fyldt med belægning. Mine øjne løb så meget i vand at jeg havde “søvnstriber” ud af begge øjenkroge og et langt stykke ned af kinden.
Jeg fik børstet tænder, og vasket ansigt og gik i seng igen og alligevel lå jeg vågen til klokken var ca. 06.00, så faldt jeg naturligvis i søvn og uret ringede 06.45, op, i bad og så ind til min søster og gøre rent. Jeg havde min hvalp med. Da jeg var færdig, kørte jeg hjem, skiftede tøj og så kunne jeg gøre mig klar til at kørere ind til min Psykiater-Lærling.
Hun startede med at sige at jeg altid var i god tid. Det er jeg også, jeg HADER at komme forsent. Jeg syntes det er en faliterklæring. Da jeg var barn kom vi altid altid altid forsent. Jeg mindes ikke at vi nogensinde er kommet til tiden og det betød at vi (med de mange børn) skulle gå rundt og give hånd til alle mulige mænd, der lige skulle nippe en i kinderne, klemme ens hånd ekstra hårdt, klappe en på hoved og tale til en (mig) med så kraftig accent at jeg måtte koncentrere mig yderlig. Det var og er SÅ pinligt at komme forsent! Jeg vil hellere komme én time for tidligt end 2 minutter forsent. Det er mangel på respekt, at komme forsent. Min Psykiater-Lærling kommer aldrig forsent, men hun kommer altid liiige på slaget. Kl. 13.59, når vi skal mødes kl. 14.00.
I weekenden skulle jeg kører min søster til 40 års Fødselsdag. Hun havde spurgt om jeg kunne komme og hente hende kl. 16.50, hun skulle nemlig være der kl. 17.00. Fint, no problem. Jeg tænkte at jeg ikke ville være grunden til at hun kom forsent, så jeg var hos hende kl. 16,30 – og dér var hun splitter nøgen og uden make-up og havde stadig ikke besluttet hvilken tøj hun skulle have på!! Hun endte med at blive sat af ude foran festen kl. 17.34.
Jeg havde skrevet en del ting ned i min låste Note App, ting som jeg ville tale med min Psykiater-Lærling om, bla. ville jeg gerne have at hun talte i dag, frem for at det altid er mig der taler. Jeg bliver så træt og der er mange ting jeg gerne vil vide men hun er god, som i VIRKELIG god til at trykke på de rigtige knapper og sætte min mekaniske talestrøm i gang. Det er som et startskud til at min hjerne åbner sluserne for dét vandfald der herefter strømmer ud af min mund. Det er SÅ hårdt at jeg fysisk kan mærke mine kæber stramme op når jeg går derfra. Og mindre end 20 minutter senere er min mund ét stort brændene helvede. Burning Mouth Syndrom er virkelig ikke noget at kimse med – hold nu fucking kæft hvor gør det ondt. Det er ikke en jagende smerte som når du banker en tå ind i en væg der ikke flytter sig, eller som når du taber en støvsuger over din fod – det er ikke en jagende her og nu smerte. Nej det er en snigende lille smerte der er kontinuerlig, time efter time, døgn efter døgn – og det stopper aldrig. Det bliver aldrig mildere, mindre eller bedre. Det er bare en smerte der er i min mund hele tiden – og efter en session hos min Psykiater-Lærling kan jeg mærke hvordan mine kæber stille strammer op som en ekstra bonus til min brændende mund, min eksplosive tarmtømning, mine søvnløse nætter, kronisk tankemyller og demente hjerne.
Jeg kan næsten ikke holde mit liv ud mere. Dét sagde jeg også til hende i dag, jeg fortalte hende hvordan det altid er min skyld, hvordan det altid er mig der fejler, mig der laver problemer. Altid.
Tag nu i torsdags, var det i går? Jeg kan ikke huske det hvis jeg ikke kikker på kalenderen. Jeg var hos en kunde i Horsens og holdt bogstavelig talt udenfor da min Mor ringede kl. ca. 08.30 og sagde at de var kørt hjemmefra mod Østrig (for at besøge min bror) kl. 06.00 og at min hvalp var derhjemme….. øhhhhh….. okay.
Min Mor insistere på at hun har sagt at de kørte – pointen er bare at dét har hun ikke. Sidst jeg spurgte hvornår de kørte var Tirsdag, da min ældste lillebrors kæreste havde fødseldag. Mor var så irritabel at hun vrisset af mig da jeg spurgte hvornår de kørte, “hende og far havde aldrig fred og ro og tid til sig selv!!” – jeg svaret spydigt at “jeg kendte en der havde en lejlighed i Spanien de kunne leje….” Nej de ville bare have ro HER (Gud forbyde at de tog ned og så deres datters lejlighed for først gang…) Jeg tænkte at jeg ikke gad spørge mere om hvornår de kørte – jeg skal hjem og bo når de kører og det passede mig fint at det ikke blev Onsdag, at det så blev Torsdag var også fint, men de havde ikke sagt noget, for så havde jeg da pakket en taske og gjort mig klar – i stedet for måtte jeg skynde mig hjem fra Horsens og hente min hvalp, tage hende med ind i min lejlighed mens jeg pakkede og så kører retur igen. Da havde hun allerede været alene i 5 timer.
– og nej, hun dør ikke af at være alene i 5 timer, men man kører ikke fra en hund uden at informere andre om det. I min optik that is.
Jeg fortalte hende om min frygt for, hvad der vil ske når vi slutter vores forløb i Uge 29. Vi slutter vores forløb d. 17. Juli, 4 dage før min 40 års Fødselsdag og jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne stå alene ugen efter. Allerede nu syntes jeg at 7 dage mellem hver samtale er som et ultra Marathon op af bakke, i bare tær på en grusvej – uden vand!!!!
Vi talte om at jeg har det svært med menstruation – har netop haft min og en morgen da jeg stod op, var toilettet fyldt med blod. Jeg kikker yderst sjældent ned i kummen når jeg har været på toilet, oftest kun for at se om jeg har lavet spor som skal fjernes, men jeg kan garantere dig for at jeg ikke kikker ned når jeg har menstruation. Jeg kikker end ikke på papiret når jeg tørrer mig, jeg tørrer mig bare indtil jeg ved der ikke kan være mere at tørrer – men en morgen mens jeg morgentissede kom jeg til at få et glimt af kummens indhold og det hele var rødt. Der løb en rød stille stribe ned mod bunden af kummen, som var rødere end jordbærgrød – og når sådan noget sker, så får jeg flash til de gange hvor min Gudfar havde været på besøg, i hvert fald de første mange år mens jeg var yngre, toiletkummen var altid fyldt med blod og jeg kan ikke holde ud at gå med bind. Jeg AFSKYR følelsen af blod der løber ud af skridtet på mig, kun kvinder kender denne følelse. Men den varme bløgende følelse af varm klumpet blod der skvulper ud mellem mine skamlæber er simpelthen så frastødende. Og når jeg ser sådan et glimt i et split sekundt, så føres jeg tilbage til mit lille grå badeværelse med det kolde terassogulv på gården, blod der strømmer ud af mit underliv og ned i toilettet, den svidene smerte fra mit mellemkød der er flækket, og den svidene smerte bliver bare værrer når jeg tisser.
Min Psykiater-Lærling sagde følgende, men først sagde hun at det egentlig var en rigtig dårlig sammenligning men at dét som skulle ske med mig og mit liv fremadrettet (som vi skal tale om en anden gang, altså hvad der skal ske med mig efter Uge 29) var som når man så en rigtig rigtig uhyggelig film. Først blev man utrolig bange og kan ikke slippe billederne inde i sit hoved, men hvis man så samme film 100 gange ville filmen blive mindre og mindre uhyggelig, for man ville vide hvad der skete og man ville kende slutningen – men man ville også vide hvordan man skulle takle de forskellige uhyggelige situationer og til sidst ville de uhyggelige scener fra filmen bare blive til minder som man altid ville bære med sig, men de ville ikke fylde på samme måde som de første mange gange man så den uhyggelige film.
Da hun sagde at man ikke bare kunne trykke på en knap og så ville alle de dårlige minder forsvinde, tog hun næsten pusten og livsgnisten fra mig. Inderst inde ved jeg jo godt at der ikke findes en sådan knap, men min naive hjerne havde måske håbet på, at terapi kunne få minderne til at forsvinde – og så var det at min Psykiater-Lærling kom med film sammenligningen, som jeg faktisk slet ikke syntes var så dårlig endda.
Sammenligningen gav rigtig god mening for mig – men det er også ufattelig drænene at tænke på, at dét “film niveau” jeg er på lige nu, er dér hvor jeg end ikke kan se en hel film koncentreret med lyd. Jeg ser konsekvent fjernsyn med lyden slået fra og siden til tv’et, dvs. jeg ser ikke 90% af den uhyggelige film.
Herfra ovenstående og så dértil hvor jeg har set HELE filmen 100 gange og den ikke længere påvirker mig, dér er virkelig langt. Urealistisk langt.
Men hun svor, min Psykiater-Lærling, på at der findes mennesker med en historie og et liv som jeg, der lever, i Danmark og som er kommet videre og som ikke længere hjemsøges af deres uhyggelige film. Dét sagde hun 100%. Og dér sluttede vi – lige dér hvor jeg ville fortælle hende om min spontane abort efter Sømanden. Hun fik mig til at love at jeg ville fortælle hende om mit næste punkt på min låste Note liste, næste gang vi ses (på tirsdag) Jeg ved dog ikke om jeg har modet til det, med mindre hun selv minder mig om det.