– og muligvis i 9 måneder eller mere – min hukommelse er ikke så god på visse punkter hvis jeg ikke skriver det ned og jeg orker ikke at læse tilbage til hvornår jeg sidst var ved læge, måske det var i juni 2015, da jeg havde en kvindelig læge?
Total nitten at have en kvindelig læge når man er kvinde – hvis man har problemer af den kvindelige art dvs. udslæt i skridtet, noget galt med missen, noget galt oppe i missen feks. smerte som du ikke kan definere, hvis du har EN ELLER ANDEN FORM for problem som kan kanaliseres over til at høre til den slags kun kvinder får, så ved en kvindelig læge ALTID BEDST!!! *skærere tænder!!!)
Engang, for mange mange år siden, vi taler måske i slutningen af det 20. århundrede, starten af 00’erne, da havde jeg en kvindelig læge og boede på Gården. Jeg var meget langt ude – det ved jeg bare ved at tænke tilbage på situationen, for jeg går vitterlig IKKE til læge med mindre der er 100% noget jeg har brug for hjælp til.
Dernæst, så havde jeg det bare dårligt 99% af tiden da jeg boede på gården men jeg gik aldrig til læge fordi jeg ikke stoler rigtigt på dem – en af grundene er dette besøg – jeg må have fået mig selv overbevist om at jeg trængte til hjælp og så gik jeg til min kvindelige læge i et lægehus i Jylland. Det var sådan en 70’er bygning, lav, bygget i brune mørke muresten med små aflange small vinduer som vendte vandret langs toppen af væggen lige før taget – dvs. ingen store lyse vinduer, bare sådan nogle små fængselsagtige vinduer som man ikke kan se ud af, fordi de sidder så højt.
Jeg kan stadig huske min brunhåret læge, hun sad på en kontorstol og havde fødderne plantet på “fødderne” af stolen hvorpå hjulene sad, hun sad og vippet sit underliv, så stolen kørte liiidt til højre og så liiidt til venstre mens overkroppen var stille – sådan sad hun og så på mig, mens jeg fortalte.
Det er absolut ENESTE gang jeg nogensinde har lagt alle kortene på bordet overfor nogen – jeg har fortalt FÅ mennesker brudstykker af mit liv men ALDRIG har jeg fortalt det hele til én person. Jeg mangler simpelthen tilliden – og efter dette besøg kan min ældre udgave af mig selv, ikke bebrejde mig selv noget.
Jeg fortalte hende ALT – jeg startede med mobberierne i folkeskolen, som startede da jeg var 6 år gammel, jeg fortalte hende om at føle sig forkert og udenfor, om at altid være i overskud. Jeg fortalte hende om Sømanden der havde været så sød ved mig og pludselig forgreb sig på mig, jeg fortalte hende om smerten, blodet der ikke ville stoppe, jeg fortalte hende at jeg havde forsøgt at fortælle min Mor om voldtægten (hader dét ord!!) men at det var end ud i at min mor troede og sikkert stadig tror – at jeg var løs på tråden i en tidlig alder, så min Far kom og skældte mig ud for at gå i seng med fyre (i en alder af 12….) Jeg glemmer aldrig følelsen af skam.
Jeg fortalte hende om arven, gården og hvordan jeg fornylig havde skrevet testamente og lavet en løkken som hang i laden, 8 meter over jorden fra en af bjælkerne – jeg fortalte hende at ensomheden ikke var det værste, det værste var min Gudfar og hans hyppige besøg og at jeg ikke kunne få ham væk, jeg var simpelthen ikke stærk nok og jo mere jeg kæmpede jo sjovere så det ud til at være for ham, jeg fortalte hende om hvordan han lukkede sig selv ind i MIT hus (i hvert fald på skødet) og hvordan jeg plejede at gemme mig bag døren i soveværelset, i indhakket bag mit sminkebord (som jeg har haft med mig overalt siden, både i København og nu her i Århus) jeg fortalte om hvordan jeg sad dér i flere timer mens han luskede rundt og jeg var dødsensangst for at han skulle opdage mig. Jeg fortalte hende om Uffe som havde lovet at komme og besøge mig og som altid ville være dér for mig og så *wupti* var han væk fra mit liv (Uffe var min første kæreste som var mig utro fordi jeg ikke ville i seng med ham) Jeg fortalte hende om mine tanker og min frygt for mine tanker og min frygt for at jeg en dag ikke ville være stærk nok til at stå imod – jeg tryglede hende om at hjælpe mig, om at gøre ét eller andet som kunne få mig til at få det bedre.
Hendes første sætning til mig var (Jeg har uden tvivl grædt helt vildt, fordi nu her, nu græder jeg også mens jeg skriver. Ikke hulke hulke men jeg bliver ked af at læse hvor ensom og desperat jeg engang var – det er jeg ikke mere, men det er stadig sørgerligt at vide, at der var en pige engang som gå gerne ville elskes og forståes og så skete det dimentrale modsatte….)
Men min kvindelige læges første sætning var: “Ja med mindre dét der ikke er små grønne mænd, så er det jo en imponerende historie….”
Jeg kan huske jeg spurgte hende hvad hun mente med “små grønne mænd” og dertil svaret hun, at hvis jeg nu havde opfundet det hele – jeg var MÅLØS over at tanken overhoved kunne strejfe hendes tanke og langt mindre finde vej ud af hendes mund!!!!
Det endte med at hun gav mig nogle piller som hedder “Remeron” – som jeg i dag ved, bla. gives til kræftpatienter for at få dem til at tage på i vægt når eller mens de går igennem kemoterapi! Du kan læse om Remeron her
Der er så sindssygt mange bivirkninger (sideeffekter) ved at tage medicin generelt at jeg er total ANTI medicin og ANTI PILLER – jeg kan til nøds tage vitaminpiller men det er også først noget jeg er begyndt at kunne acceptere inden for de sidste 5-6 år.
Her er nogle af de mest normale bivirkninger ved Remeron:
- drowsiness, dizziness;
- strange dreams;
- vision changes;
- dry mouth;
- constipation;
- increased appetite; or
- weight gain.
Jeg blev så træt at jeg knap kunne køre de 3 km hjem fra lægen – som fik mig til at tage først dosis dér, i lægehuset – jeg husker det stadig som en KAMP at køre turen hjem, uden at falde i søvn og da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn og sov 19 timer i streg uden at vågn, med alt tøjet på, liggende oven på min dyne på min seng…… powerfull shit!
Herefter tog jeg på i vægt helt enormt, fik mareridt som var meget værere end dem jeg allerede havde og efterhånden blev jeg helt bange for at sove, dels pga. drømmene men også pga. at jeg sov så tungt at jeg ikke kunne høre hvis en bil kom ind i gårdspladsen og dermed kunne jeg ikke høre om min Gudfar kom, ergo kunne han snige snige sig ind på mig mens jeg sov – det var ca. heromkring at han begyndte at parkere bag laden lige ved indkørslen så jeg ikke kunne høre genlyden mellem bygningerne og dermed kunne han nemt liste sig ind i huset uden at jeg hørte det – du vil slet ikke viden hvilken yderligheder jeg gik til, for at føle mig sikker i MIT EGET HJEM!!!
Nå, men mens jeg sad dér hos den kvindelige læge (som i min optik slet ikke er egnet til at være læge) og hørte hende sige eller måske påpege eller måske tænke eller måske mistænke mig for at lyve, dér kunne jeg mærke gulvet forsvinde under mig – min største frygt i HELE MIT UNGE LIV var netop gået i opfyldelse: Jeg havde betroet mig til én person og personen tvivlede på mig….
Jeg blev ikke troet på. Der blev sat spørgsmålstegn ved dét jeg sagde.
Den dag i dag, har jeg utrolig svært ved at kapere hvis folk virker liiidt mistænksomme, lidt som om de ikke rigtig tror på hvad jeg siger – og jeg lyver virkelig virkelig sjældent, som i så sjældent at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har løjet – det kan slet ikke betale sig at lyve, sandheden er svær nok at håndtere for 90% af befolkningen og hvis jeg så lyver oven i og bliver opdaget – hvilket jo altid er en reel risiko – ja hvor slemt vil jeg så ikke være stillet?
Jeg er jo et menneske som vurdere ting ud fra risiko – er der en risiko ved en given ting (hvilket der jo ofte er) så vurdere jeg den (risikoen) på min indre vægtskala og ser om det er risikoen værd at gøre dét eller sige dét – og samtidig scanner min hjerne konsekvenserne af risikoen hvis alting går galt – det er dér for jeg er bedst når jeg bare kan passe mine egne togskinner – og så er der de dage hvor mit indre springer frem og råber: Hey!! Fuck da alting og lad os springe ud fra rundetårnet!!!!!
Og så siger min indre stemme: Men hvad nu hvis jeg fejler? Hvad nu hvis jeg ikke kan flyve? Og så råber mit indre: Men hvad hvis det nu lykkes? Hvad nu hvis du flyver? Vil du ikke gerne prøve?
– sådan har jeg det lidt med mit firma, jeg ved ikke om jeg er “cut for it” men jeg ved én ting og det er at jeg er parat til at prøve og jeg er ikke bange fordi, jeg netop har taget mine forholdsregler – jeg har oprettet et firma helt fra bunden af, med CVR nummer, advokat mv. Jeg har garderet mig 110% og hvis jeg fejler, så falder jeg ikke, så er det bare et bump på vejen og DERFOR tør jeg godt kaste mig ud i nye eventyr… 🙂
Nå, men altså jeg hader læger – og i morgen skal jeg til læge….. min mandlige læge som er total aseksuel at se på. Der er ikke én ting jeg kunne tænde på ved at kikke på ham – hvilket også er vigtigt for mig – jeg sørger altid for at være ren når jeg skal til læge men jeg gør mig ikke lækker, tænk nu hvis…..
Her er min liste til lægen – jeg går IKKE før jeg har fået svar på alt ovenstående og hørt hans videnskabelige mening om hver et punkt!!!
Min Mor tror jeg har diabetes – det håber jeg ikke men lad mig blive tjekket for det, jeg vil også tjekkes for kønssygdomme, for tænk nu hvis (total skrækscenarieo for mig!!!!!) jeg har en, jeg har vitterlig ALDRIG haft skum på min dildo før…. har læst en masse på nettet og bla. kan det være fordi jeg netop lige dér havde ægløsning….. ehmmmm det vil jeg gerne have videnskabelig bekræftet!!
Anika hælder til at jeg har en svampeinfektion i min krop/mund/negle og at jeg trænger til en mega kur – jeg har skrevet det hele ned så jeg ikke glemmer noget – og så vil jeg også gerne tjekkes for hvad min vægt er kontra hvad den skal være med min højde og min alder.
Jeg syntes selv jeg har en ret stor mave – hvilket er lidt skræmmende for jeg har jo allerede tabt mig en del!! Tror kuren hedder “mavebøjninger” iiiiiiihhhhhhhh…..
Når jeg læser ovenstående igen, kan jeg se hvordan jeg har flyttet mig ikke bare små skridt eller milevidt – jeg er total et andet og forhåbentlig bedre menneske i dag, anno 2016 end jeg har været i hele mit liv – jeg er total ved at blive en lækker haps igen, jeg er mere sane end de fleste mennesker, fordi jeg ved hvad det vil sige at være insane…… jeg er lykkelig, glad, udadvent og spontan (inden for damage-controle-rammerne) men vigtigst af alt: Jeg er i live!
I morgen efter jeg har været hos lægen, kørere jeg til Skagen med min ældste lillebror (han er så kær……) I dag har jeg arbejdet hele dagen, 14 timer – jeg er udover dét punkt hvor jeg er træt, så jeg kørere på pumperne ligesom på en pilgrimsvandring hvor man bare forsætter som en robot når smerten, sulten og trætheden har sat ind.
I Danmark regner det helt vildt – i Juni måned sagde de kloge hos DMI at Juli ville blive en varm måned, i Juli måned siger de at det bliver den vådeste Juli siden 2000 og at hele Jordbær høsten er rådnet væk på markerne……I agree on all terms….