I dag er det min ældste storebror Normans fødselsdag. Klokken er 23.53 Fredag d. 8. Marts 2019 og jeg er først lige kommet til at tænke på det nu. Og mens jeg så skriver de her linjer, tjekker jeg min kalender og der står intet om hans fødselsdag og så er det at det slår mig at min demente hjerne, fucker 8. Marts op med 8. Februar (hvor han faktisk har fødselsdag.
I dag, 8. Marts 2019, var også sidste dag til Psykoedukationsundervisning på Psykiatrisk Hospital. Det er VIRKELIG mærkeligt at tænke på og jeg kan ikke rigtig forklare overfor mig selv hvorfor det er sådan.
Noget af det som har været rigtig godt ved de her Fredag (som desværre er slut) er viden som jeg har fået. Jeg ELSKER at lærer. Jeg ELSKER at føle mig klog(ere) end jeg var da jeg kom, og igennem de her fredage har jeg lært rigtig meget om diagnoser og hvordan man kan leve med diagnoser, hvad grunden til diagnoser – og i det her tilfælde, personlighedsforstyrrelser er, om de “smitter” forstået på den måde, om jeg kan give en personlighedsforstyrrelse videre til et barn, hvordan jeg kan reagere med forskellige poler, altså ekstrem ydmyg, ekstrem angribene, ekstrem åben, ekstrem lukket osv.
Jeg er 40,5 år gammel og jeg ved godt inderst inde, at jeg bliver nødt til at være realistisk mht. børn. Jeg kan ikke se hvem jeg skulle få børn med, jeg dater ikke, jeg flirter ikke og jeg har ikke lyst til at få børn eller barn alene. Og selv hvis jeg godt kunne tænke mig at flirt (lidt) så ville jeg slet ikke vide hvordan jeg skulle starte.
Jeg har tænkt på alle de mænd jeg kender og forsøgt at sætte dem op som potentielle fædre i mit indre og uanset hvor søde eller homo eller unormale de er, så kan jeg ikke se hvordan det skulle fungere. Ikke bare sådan rent praktisk i hverdagen, det er det mindste, jeg kan ikke se hvordan vi skal lave barnet, hvordan jeg skal bærer barnet i 9 måneder, hvordan jeg skal føde barnet og derefter – hvilket faktisk er min største udfordring og frygt – hvordan jeg skal kunne klare at have et barn ØKONOMISK!! Jeg er så broke og så fattig, at jeg ikke kan overskue terminen her i slut marts….. tænk hvis jeg oven i, skulle forsørge et barn, købe sund mad og lave sund mad og købe bleer og sko og barnevogn og alt muligt andet som et lille barn har brug for.
Det er fortvivlende at tænke på – men alligevel alt dét til trods, har det været dejligt at høre om, hvad jeg kan fører videre og ikke fører videre til eventuelle børn hver Fredag til Psykoedukation. Viden er skøn at have, også selv om man aldrig skal bruge den til noget. Det er dét jeg elsker ved knowledge, som man iøvrigt aldrig kan få nok af.
Så, nu sidder jeg her med min Spotify playliste (Memory Lane) og forsøger at forstå og acceptere at det var sidste Fredag hvor jeg skulle føle mig nogenlunde sammen med ligesindet mennesker. Mennesker der på trods af at jeg ikke kender deres alder og overhoved ikke under tvang ville kunne huske deres navne og aldrig har hørt deres diagnoser (udover at vi alle har én eller anden form for personlighedsforstyrrelser) gav mig en følelse af at jeg for første gang i årevis ikke var forkert.
Der var mennesker som var ligesom jeg. Psykisk syge mennesker, som alle sammen har en hverdag, som alle sammen har en adresse, som alle sammen har et liv udenfor Det Lyserøde Hospital, mennesker der ligesom jeg var kommet for at blive klogere på sig selv, og den måde de, vi og jeg virker overfor andre – og andre virker over for os. Det var rart at være inkluderet, om bare for en stund. Faktisk tror jeg aldrig at jeg har været inkluderet før, ikke sådan rigtig. Jeg er altid hende der enten bliver ekskluderet eller som ekskludere sig selv, af frygt for smerten ved at blive ekskluderet.
Jeg syntes sidste gang og i dag, var de “trælseste” dage, fordi det var dage hvor vi talte om følelser. Jeg har altid godt vidst at jeg var meget lidt i kontakt med mine følelser. Jeg mener jeg har tusindvis af dem men jeg har aldrig rigtig vidst hvad jeg skulle bruge dem til, eller hvor jeg skulle projektiere dem mod, så for mig er følelser bare kaos og problemer og derfor forsøger jeg så vidt muligt ikke at føle noget eller at reagere på mine følelser – og når jeg reagere på dem, så er jeg altid, som i vitterlig ALTID inderst inde, klar på at det slår fejl, så jeg kan sige til mig selv: Se hvad sagde jeg?? Din idiotiske optimist!
Men der gik virkelig en prås op for mig sidste Fredag mht. følelser og nej, jeg kan end ikke forklare det for mig selv, udover at jeg ligesom så på skrift (på slidene på tavlen, slidsene med psykologens navn på – hende der kommer fra samme lille snollet lorte by som jeg og min Gudfar) at de punkter der var sat op, omkring problemer med føelser, problemer med at håndtere følelser, problemer med at føle følelser, problemer med at få følelser, problemer med følelser generelt, passede på mig, som hakket ud i sten ligesom de 10 bud!!
Det er måske grunden til at jeg i Fredags følte mig som om jeg var i frit fald fra et skide bjerg hvor Hr. Gud havde givet mig en åbenbaring og et los i mine ikke-eksisterende løg og sparket mig udover kanten. Svinet glemte bare at give mig vinger, et falskærme eller bare simple instrukser til at håndtere et frit fald. Sådan er han nemlig, Hr. Gud. Total utilregnelig. Motherfucker!!
Og nu sidder jeg så her med min nye viden og frygten for at jeg snart skal afsluttes i min én til én terapi hos Min Nye Behandler. Det er lige om lidt. Der er kun knap 4 måneder til Juli og så er det slut og jeg har slet ikke lært at zig zagge igennem livet, at navigerer uden at ramme ind i nogen – det er total pis og mega stressende.
Mine forældre har allerede sagt at de ikke kan komme til de 2 x pårørende dage som der er på Psykiatrisk Hospital. Den ene dato er d. 18. Marts og den anden er d. 28. Marts. Jeg lyder måske forkælet og forkert nu, men min Mors argument for ikke at kunne komme, er at min Nevø i Østrig, min ældste storebror Normans, ældste søn bliver 7 år d. 19. Marts og dérfor kan de ikke komme. JEG vil til enhver tid mene, at det er vigtigere at komme til en pårørende aften og i det mindste gør et forsøg på at forstå sin datter, som har det rigtig svært, frem for at kører til et andet land, for at fejre en 7 årigs fødselsdag og for at kører til et andet land, for at besøge min halvsøster.
Sorry to say, men helt oprigtigt mener jeg ikke at hverken min halvsøster eller min nevøs 7 årige fødselsdag kan komme bare i nærheden af samme vigtighed som en pårørende aften.
Den anden dato, d. 28. Marts, gav min Mor ingen forklaring på. Udover at det kunne de ikke.
– som prikken over i’et fortalte min Far i …… hmmm måske i torsdags? Måske en anden dag…..jeg er blank…… men anyway min Far fortalt at han kunne se mine øjne strålede og at jeg ikke tog min medicin mere. Jeg var helt uforberedt og sad og pillede et æg ved spisebordet mens mine forældre sad i sofagruppen bag mig. Jeg vendte mig om og kikkede på ham – jeg forstod vitterlig ikke hvad han mente.
Far siger at jeg heller ikke tog dem i Spanien og at det er dérfor mine øjne stråler sådan. Jeg har det meget bedre nu (underforstået uden min medicin) og det kan han se på mine øjne. Jeg kikker på ham og Mor med munden fuld af hårdkogt æg og siger at jeg hele tiden har taget min medicin, også da vi var i Spanien. Jeg har endda købt sådan en lille “pillemappe” hvor der er et etui til hver dag, morgen og aften. Mappen er lilla på ydersiden og gul inden i – jeg har gjort VIRKELIG meget ud af at den skulle skille sig ud, for pilleæsker minder mig om min Gudfar og om dengang jeg ombyttede hans medicin i et forsøg på at slå ham ihjel
– jeg byttede dem desværre også tilbage igen, fordi jeg frygtede at havne i fængsel – ikke pga. selve fængslingen men pga. at jeg ville blive nød til at fortælle om hvorfor jeg havde slået ham ihjel og dét kunne jeg ikke rumme.
Far protestere og rejser sig halvt op mens han siger noget i retningen af at “han og Mor har beviser på at jeg ikke tog min medicin i Spanien…..” Mor siger noget, jeg hører det ikke, Far sætter sig igen. Det rasler inde i mit hoved da brikkerne faldt på plads…..Far og Mor har brugt turen til Spanien til at holde øje og overvåge mig!!! De har taget billeder af min pilleæske og set at der var de samme piller i den hver dag!! De har taget billeder af mig uden at jeg vidste det!
Jeg er chokeret inden i, men viser det ikke, jeg mener hvad skulle jeg sige?
Sagen er den, at jeg også tager vitaminer, men jeg skal tage dem om morgen, fordi jeg sådan skal tisse af dem, så hvis jeg tager dem om aftnen, så skal jeg tisse hele natten. Men hvis min morgner starter “skævt” eller uplanlagt, bare små nuancer fra hvad jeg havde planlagt, så får jeg dem ikke taget. Desuden ville jeg ikke have pilleæsken på badeværelset som de små også brugte, der er ingen grund til at mine små nevøer ser at jeg tager piller og måske begynder at spørge og blive nervøs for, hvorfor Faster tager piller.
Derfor glemte jeg hver evig eneste dag dernede, at tage mine vitaminer – faktisk har jeg glemt det lige siden, fordi jeg ikke har fået lavet orden i min pilleæske, så jeg har lukket den og lagt den i skabet. Men jeg husker at at tage min crazy pille når jeg børster tænder. Men dét bemærket Far og Mor ikke, og fordi der var så mange piller i æsken pga. vi var afsted så længe, så opdaget de ikke at jeg tog én pille hver aften.
Det giver så meget mere mening nu, hvorfor jeg følte mig så overvåget og presset mens vi var afsted!! Mine kæber var nærmest fastlåst når jeg gik i seng og to nætter lå jeg med Ella i favnen og græd mig i søvn mens Ella forsøgte at slikke mine tårer væk i et så ihærdigt forsøg, at vi på et tidspunkt slikkede hinanden på tungen, hvilket fik mig til at le og så blev hun endnu mere ivrig, fordi hun jo netop trode at hendes slikken på min mund, var dét som fik hendes Mor til at le…… min lille Champangebrus!!
Men det triste ved det her er også at Far og Mor helt åbenlyst ikke tror at jeg fejler noget, at jeg er syg. Det er jo ikke fordi jeg gerne VIL være syg, aller helst vil jeg være rask/normal men det aller aller bedste ville være hvis Far og Mor faktisk troede på mig. Hvis de lod være med at sige at de ikke tror jeg har en personlighedsforstyrrelse, hvis de lod være med at sige at de tror jeg er fejldiagnostiseret, hvis de lod være med at spionere på mig (som Elfred altid gjorde)
Det bedste ville være hvis de bare var Far og Mor og trode på hvad deres datter sagde.
– men de har har jo aldrig rigtig troet på hvad jeg sagde. Jeg har altid været hende med den livlige fantasi. Hende der så små blå mænd. Hende der så spøgelser. Hende der talte for meget. Hende der fyldte for meget. Hende der var for meget. Hende der altid var forkert. Hende der altid gjorde sig uheldig bemærket. Hende der aldrig passede ind. Hende der altid er utilfreds. Hende der altid har fået mest.
Tænk hvis jeg kunne lærer at være normal. Dét ville være dejligt, men i stedet for bruger jeg min Fredag aften på at blogge om mit lorte liv indtil Lørdag morgen kl. 02.03 mens jeg lytter til Hoizer “Take me to Church”
Jeg kørte en tur efter Psykoedukation, til Tørring efter en håndvask med et guldarmatur – ville kun have armaturet men måtte fandeme købe vasken med for at få det. 200 kr. Når jeg har fået armaturet af, kan jeg sikkert sælge håndvasken til 300 kr. Nå men i Tørring er der 2 Genbrugsbutikker, i den ene købte jeg 3 Ølglas med hank – SÅ lækkert at have brugbare glas igen!! De kostede 12 kr.
Jeg har stadig ikke fået lavet mit regnskab færdig sendt til min revisor. Jeg har spurgt en tidligere arbejdsgiver i Spanien om rabat til at få vist min lejlighed på hans website, han har læst min mail men ikke svaret. Jeg har skrevet en mail til en kommunikationsveninde, en voksen CEO faktisk med eget firma, som lovede at hjælpe mig og mit lille firma. Og så pludselig blev hun tavs, indtil hun skrev til mig fordi hun gerne ville leje min lejlighed i Spanien. Jeg svaret hende pænt og var også parat til at udleje til hende men den lå forkert i forhold til hvor de skal hen, så de tager et hotel. Jeg skrev en pæn mail til hende efter lidt tænke tanke og spurgte hvorfor hun pludselig ignoreret mig, indtil hun selv havde brug for noget….. jeg mener det er jo hende der lever af kommunikation. Hun har valgt ikke at læse min besked. Super dårlig stil – og ikke minds super dårlig kommunkation!
På Søndag skal jeg gøre min lejlighed ren igen og på torsdag rejser jeg til Spanien for at få styr på internet, el og salget af min bil. Ella skal passes på den ø hvor hun kommer fra – jeg frygter at hun bliver ulykkelig og måske havner nederst i et hiraki af pigehunde men jeg har ingen valgmuligheder, da Far og Mor er i Østrig og Schwitz.
Nu skal jeg sove – i morgen (om et par timer) skal jeg hjem til Far og Mor og gøre ting rene så jeg kan få taget billeder og lagt dem til salg.
I dag bestilte jeg tid til at blive tatoveret under fødderne. Et stort rødt ❤️ og et stort sort ⍮
