Her til aften, mens jeg lå prop mæt på sofaen i fosterstilling og så 9 episode (i træk) af “Say YES to the Dress” (mon man kan få en overdosis af brudekjoletv??) ringede min mor for at tale om min 40 års Fødselsdag.
– Fødselsdagen som jeg helst vil glemme overhoved findes.
Da jeg blev 30 år blev jeg fyret fra en radiostation (på dagen…) og nu bliver jeg 40 år og jeg har 0 veninder. Jeg kender ikke en eneste jeg kan invitere.
Jeg har Lita, Sofie og min Radio Journalist Veninde i København, men det er som skrevet, i København Desuden stopper jeg i mit forløb hos min Psykiater-Lærling 4 dage før. Så sikke en fest vi skal ha…..
Krydder dét med at jeg er single, barnløs, har en sygt dårlig økonomi, har et firma der lyder som en gl. Diesel traktor med beskidt oliefilter, jeg har så mange skrammel tanker i mit hoved at jeg aldrig har ro til at tænke kreative tanker – kort sagt, der er ikke ét eneste punkt i mit liv, hvor tingene bare kører eller hvor jeg kan se lys for enden af tunlen, se ændringerne inden for rækkevide.
Med andre ord: Jeg skal under ingen omstændigheder fejer noget – for der er intet at fejre og jeg orker ikke flere hule ting. Min Mor forsøgte at slå på at jeg jo havde min familie, hvilket er korrekt og jeg lyder sikkert som en utaknemmelig lort, men jeg savner ikke min familie, jeg savner mine veninder. Jeg savner at være social med andre end min familie – jeg savner at have noget som bare er mit. Mit alene. Feks. en veninde.
Men det har jeg ikke og jeg sluger så mange klumper når jeg tænker på det, at jeg vitterlig ikke orker flere opkald omhandlende en Fødselsdag jeg bare gerne vil glemme overhoved findes.
Samtalen resulteret i at min Mor bad mig finde en Psykolog så jeg kan få det bedre. Få noget hjælp. Udfordringen her er bare, at hun før har sagt det og at jeg faktisk nævnte det for min Psykiater-Lærling i tirsdags, for hvad siger jeg når min Mor siger sådan??
Jeg går jo allerede et sted og jeg tror ikke at en anden Psykolog vil være bedre for mig, eller vil kunne hjælpe mig mere. Jeg tror ikke der er nogen der kan hjælpe mig, jeg tror at enten så overlever jeg denne her storm i mit liv, dykker ned i bølgerne og svømmer igennem eller også drunker jeg. Det er de to eneste muligheder der er. Hele mit liv har jeg forsøgt at sejle henover havet, at styr min båd på toppen af bølgerne hvilket har været med et meget blandet udfald… og jeg orker ikke mere at navigere i et farvande jeg ikke kender horisonten af, så nu må jeg enten dykke ned og svømme igennem stormen, eller også må jeg drunke.
Pt. føler jeg at jeg er træt af at svømme, at jeg træder vande og muligvis drunker, men så tænker jeg på Michelle, på Synnøve og på Kasper og hvor tillokkende det end er at møde dem igen, så er jeg ikke sikker (mere) på at dét er den vej jeg skal – tænk nu hvis min Gudfar står og venter på mig på den anden side af døden…….. rædselsslagende tanke!!!
Min Psykiater-Lærling sagde at jeg havde to valg mht. min Mor og hendes Psykolog snak:
- Enten kunne jeg tage samtalen med hende, altså fortælle at jeg allerede går hos en Psykiater på Psykiatrisk Hospital. Men dét er jo ikke dét jeg kan nøjes med at sige, en sådan sætning vil jo afføde enormt mange spørgsmål – og svarene vil gå videre til min Far og muligvis min søster og så sive ud i ringene i træet. Hvorfor går jeg dér? Hos en Psykiater? Hvorfor får jeg medicin? Hvor længe har jeg gået der? Hvor længe skal jeg gå der? osv. osv. osv. Det hele vil bunde ned i at jeg sagtens kan fortælle dem de her ting, jeg kan måske endda også fortælle dem om min Gudfar – at tale er ikke et problem for mig.Problemer er; vil de tro på mig?? Vil de tænke at dét jeg siger er korrekt, eller vil de (igen) mene at jeg prøver at være et offer, at jeg skaber mig, at jeg skal tage mig sammen, at jeg er utaknemmelig…… og dén kan jeg simpelthen ikke tage lige nu. Og sikkert aldrig. Min erfaring med at fortælle om de her ting, om at bede om hjælp, er enorm negativ, faktisk er den KUN negativ. Ingen har nogensinde troet på mig, før jeg kom på Psykiatrisk Hospital.
- Alternativt kunne jeg sige til min Mor at jeg ikke ville tale mere om at gå til Psykolog og så lukke dén dér – hvilket er hvad jeg allerede har gjort flere gange. Resultat: Min Mor venter lidt og så spørger og foreslår hun igen. Og så sidder jeg hvor jeg sidder nu igen; Hvad skal jeg gøre for at få det til at holde op?Min Mor forsøger jo i teorien bare at hjælpe mig, men jeg skulle have haft hjælpen for 20-30 år siden hvis den skulle komme fra hende. Efter at jeg var ved at give op på livet, mødte jeg et psykiatrisk system, som alle steder står beskrevet som i bund, som presset og tæt på nedbrud, men alligevel har de fundet tid til at være søde, varme og hjertegode mod mig – faktisk så utrolig gode at jeg frygter den bratte opvågning jeg får en dag, lige pludselig om snart, når det hele slutter og jeg igen skal stå på egne ben. (Hvilket jeg jo har prøvet mange gange før, og så går det rigtig godt i en periode, hvorefter det hele vælter igen – og jeg kan ikke komme op alene mere)
Så det er mine muligheder – begge muligheder bider sig i røven og jeg kan ikke se en vej ud af dem…….
Efter vores samtalte, som endte med at jeg græd og fik dårlig mave – hvilket måske også kunne skyldes at jeg havde spist en rød peberfrugt, en pakke små mozarella, ris og to stykker laks……..og drukket en liter smoothie inden for en samlet tidsramme af 40 min. Hvorfor kan jeg aldrig begrænse mig?? Dét var dagens eneste måltid.
Men efter samtalen, fik jeg en sms som lød sådan her:
Jeg har jo luftet min ide med at få en Kolonihave, eller få et lånebevis på at jeg må låne penge til en Kolonihave – jeg havde dog ikke lige tænkt mig at blive Husbådsejer…… men måske? Jeg husker ikke mig selv som søstærk, men heller ikke som en svagpisser. Det er ÅR siden jeg har været ude og sejle og jeg kan faktisk ikke huske hvordan båden ser ud inden i……. som i overhoved ikke. Jeg er fuldstændig blank.
Men det kunne være en mulighed for at tjene penge på at leje min egen lejlighed ud. Er der toilet i båden?? Det er fint nok at der ikke er bad, det kan jeg leve med i en periode, jeg kan også leve uden tøjvask. Men drikkevand og toilet kan jeg ikke så godt leve uden. Og jeg tror min Fars båd er så stor at jeg skal have et bestemt kørekort for at navigere den, og dét har jeg ikke og jeg har ingen planer (eller lyst) til at tage et sådan. Jeg kan faktisk slet ikke huske hvordan både ser ud lige nu……
Jeg tænker lige over sms’en og vender den med min Psykiater-Lærling på tirsdag og i morgen eller mandag må jeg tage ned og kikke på båden og se hvordan de ser ud, om det er et sted jeg kunne bo de næste 5-8 måneder.
