Fødselsdag

1 2 3 4 5 Næste »

40 År.

02/08/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

I grove træk har min 40 års fødselsdag forløbet sådan her:

Fredag havde jeg fået besked på at jeg skulle være klar klokken 09.00, så det var jeg. Dagen før, om torsdagen var min bror fra Sverige kommet hjem og jeg havde brugt flere timer på at gøre lejligheden ren – jeg nægter vitterlig at vågne op på min Fødselsdag og se at min lejlighed er beskidt.

Så opvasken var taget og køkkenet strålede, badeværelset var hermetisk rent (ELSKER badeværelser!) Jeg havde vasket gulvet på knæ, så der var virkelig ikke ét eneste forkert hår, nullerfnug eller død hudcelle nogen steder. Jeg havde også vasket både mit badeforhæng (og strøget det) og min badeværelsesmåtte (fra Bed, Bath and Beyond i San Antonio, Texas) Mit lille men funktionelle badeværelser var bare pefekt til den første morgentissetår som 40 årig!!

Hele lejligheden var ryddelig til UG – der var tørret støv af over alt, gulvet var støvsuget efter alle kunstens regler – og så tænker du måske, er det en kunst at støvsuge? Ohh yes, når dit gulv er knap 100 år gamle ubehandlede skibsplanker, hvor fugen er stivnet og falder af i flager og efterlader store hulrum der kan rumme alt fra hundehår til tabte indtørrede ærter, husstøvmider og andet klamt, så er det en kunst at støvsuge, så det ikke længre “klirrer” op igennem røret på støvsugeren. Jeg brugte endda det runde mundstykke med hårene på, som ligger i låget på langt de fleste støvsugere – ned i fugerne med hårene og så suge alt op.

Min lejlighed er max 40 kvm. på en god dag, måske endda mindre, men den tager knap 30 min. at støvsuge når alt skal trækkes ud fra vægen og alle fodlister skal tages. Og jeg fik det gjort, trods kronisk træthed og en mave der har besluttet sig for at hårdmave og stramme tarme ikke er noget vi gør i, så nu er vi ovre i en gullig ildelugtende suppe, der vælter ud af mig ca. 2 gange om dagen. Jeg er efterhånden så vant til at have kronisk dårlig mave, at jeg slet ikke tænker over hvad jeg mon kan have spist, for jeg ved godt inderst inde, at jeg ikke har spist nogen forkert – det er mit hoved og min krop som ikke kan samarbejde og det resultere i at min mave eksplodere.

Mors seneste ide, hvor sød og velmende den end er, er at jeg skal have sprøjten et andet, sundt menneskes tarmflora (pænt ord for siet lort) op i røven for at få en bedre tarmflora selv – jeg ved at det er af bedste mening, men jeg ved også at min tarmflora vil få det bedre af sig selv, så snart jeg har det bedre.

Anyway, alt var rent! Rent sengetøj, nyvasket gulve, ryddelig stue, rent køkken, skønt badeværelset, rent måtte foran hoveddøren etc. Og sådan gik jeg i seng Torsdag aften og Fredag morgen var jeg klar klokken 09.00, selv om jeg utrolig gerne ville have sovet videre.

Ingen kom klokken 09.00 og klokken 09.09 gik jeg ned på gaden, hvor jeg mødte min Mor, Svigerinde fra Sverige og min lillesøster, de så helt forbavset ud – de kunne ikke finde ud af hvad dørkoden var – så det var lidt heldigt at jeg gik ned.

Oppe i lejligheden fik jeg en masse gaver, bla. tøj fra min søsters firma af mine forældre. Jeg orker faktisk ikke at få mere tøj, jeg elsker at være fin men savner selv at vælge mit tøj, også selvom jeg ikke havde givet dem nogen ønsker at gå efter. Jeg fik først prøvet tøjet d. 1. August pga. stress, menstruation og følelsen af uro i kroppen.

Jeg fik også 2 sæt undertøj fra Marie-Jo, som jeg også endte med at bytte. Igen, jeg kan simpelthen ikke overskue at købe og prøve undertøj, der er ca. 25-30 grader hver dag, min krop er størrer end jeg selv har lyst til at indrømme og jeg føler mig helt forkert på alle punkter. Undertøj er noget jeg elsker og jeg kan sagtens mærke forskel på H&M’s og så MarieJo, men jeg orker det ikke. Så jeg byttede det hele 1. August og fik knap 1000 Kr ind på min konto. Det var lækkert, også selv om jeg faktisk godt kunne have brugt nye trusser og specielt en ny sort bh. Den jeg har nu, fra H&M skaver og laver mærker under mine bryster og er bare træls, det er som om bøjlerne står på min krop og brysterne bare sidder, så bøjlerne gnaver og gør ingen gavn. HADER Bh’er!!

Hvad fik jeg ellers? Jeg er helt blank – det har iøvrigt taget mig over 12 dage at skrive ovenstående…….. I M P O N E R E N D E! not!

Jeg fik også en fin buket med solsikker, jeg har faktisk aldrig fået en solsikkebuket før – desværre holdt den ikke så længe, sikkert fordi den løb tør for vand og jeg kunne ikke overskue at skifte det, klippe nye friske snit på stilkene og alt det man bør gøre, så de røg ud efter et par dage. Jeg er bare flad. Og jeg glemte at tage et billede af den.

Så gik vi alle ned på Sallings Rooftop og spiste morgenmads brunch – det var virkelig hyggeligt og vejret var kanon. Senere kom der en mand og spillede klaver – det betød at der kom mellem 400 og 600 mennesker op på taget. Lad mig bare sige at klaverspilleri ikke lige er mig. Ikke den her slags i hvert fald. Heldigvis var det heller ikke Mor’s så vi gik. Jeg nåede dog at stå, som den eneste, og kikke udover Århus’ tage ude på udkiksafsatsen. Jeg tænkte flere gange på hvor langt der var ned og om jeg 100% ville død hvis jeg sprang. Jeg så også vigtigheden af at lave sit tag sikkert mod måger, for hvor var der godt nok mange tage som var overskidt af mågelort – virkelig en bakteribombe og sikkert også til mega stor irritation for beboerne.

Herefter gik vi en tur ned langs strøget og kikkede på vinduer og butikker – jeg var så kamp kamp træt at hele min krop gabte og snurrede i ét væk, så jeg proklameret at jeg bare måtte ned i 7/11 og have en cola light. Så snart jeg havde taget en slurk, eller 4 var det som om mine kæber slappede af – jeg elsker at jeg ved hvad der kan få følelsen til at gå væk, men jeg hader at det er noget så usundt (og dyrt) som coca cola light. Jeg er 72 kg og 159 cm høj. Ikke en god kombi.

Klokken er 18.57 torsdag d. 2. August 2018 og jeg opgiver simpelthen denne blogpost. Det er ikke sket før, men jeg orker ikke fortælle om min Fødselsdag. Jeg orker ikke fortælle om gamle ting der er passeret og som jeg i første omgang egentlig slet ikke havde lyst til. Fuck fødselsdage. Fuck Juli 2018.

Jeg kan ikke rumme mig selv

14/07/2018 By: DeirdreAnnRoberts1 Comment

– hvis du kender følelsen ved du hvor gangske forfærdeligt det er!!
Hvis du ikke kender følelsen, vil min overskrift enten bare være en overskrift på en blog eller intetsigende.

Jeg har lyst til at skrige af frustration, jeg har grædt i flere timer og jeg kan ikke finde ro. MIn lejlighed er et stort rodet kaos, så her kan jeg heller ikke finde ro, mit sengetøj trænger til at blive skiftet og min økonomi sejler.

Her er den rather desperate email jeg sendte til min Psykiater-Lærling kl. 19, hun læser den først mandag, men jeg havde bare sådan brug for at få det ud af mit indre, til someone who gives a fuck…

“Kære XXX

Jeg er simpelthen SÅ ulykkelig, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg kan slet ikke finde ro og er helt knust inden i

I torsdags skændtes mor og jeg over telefonen, hvor til hun siger “….er det egentlig ikke det XXX skulle ha lært dig” Det føltes som et knytnæveslag og jeg endte med at råbe af hende

I dag har jeg gjort en af mine forældres lejligheder rene efter en lejer er flyttet ud og mor insisteret på at komme og hjælpe. Af nøjagtig samme grund som jeg ikke ville have hende til at komme, må ha været nøjagtig den grund hun havde til at komme

Udover at 6 timer i en to værelses med min mor er hårdt på en god dag, så var det noget nærd et maridt i dag.

Mor spørger flere gange “jammen hvad gjorde han” og til sidst stortuder jeg mens jeg fortæller hende nogle af de mest nederdrægtige og ydmygende ting. Mor fortrækker ikke en mine

Som hun siger så er det jo begrænset hvad han kan have gjort da jeg var lille da jeg jo var netop lille og da jeg flyttede fra gården var det jo også begrænset hvad han kunne have gjort, da jeg var voksen

Flere gange siger hun at “jammen nu er han jo død” som om det løse alt, hvilket jeg til sidst pointerer. Det er som mor ikke forstår at det her ikke bare er noget der går væk i morgen eller til Januar eller med 200.000 kr på kontoen og ikke forstår hvorfor jeg er så ulykkelig

Da vi er færdig og går ned til bilerne giver mor mig et knus og siger at jeg ikke skal tænke mere på min Gudfar, nu bliver alting bedre for han er død.

Jeg har ikke stoppet med at græde siden og føler mig så fortvivlet og fyldt med uro og selv om du bliver vred, så er det eneste jeg tænker på at dø.

Lorte lorte liv”

Og nu ligger jeg så i min seng og det hele snurrer, mine øjne kan næsten ikke holde sig åbne, min mund er ét stort flammehav, jeg har en hælrevner der ikke vil hele og som jager op i knæet ved hvert skridt jeg tager, min hage er fyldt med bumser, hudorme og talgknopper (jeg plejer ALDRIG at have urent hud, end ikke en lille bitte hudorm) min mave er gået fra at være en lind strøm af væskende stinkende vand til at være så hård at mine tarme strammer og gør ondt, men intet kommer ud. Mine hænder er ru, øjenlågene hævet og jeg tænker på, hvordan det vil være at dø, bare aldrig mere at føle noget. Igen. Nogensinde.

Jeg tænker også på Norman, som jeg sendte denne sms til i tirsdags, eller var det onsdag? Måske det var torsdag? Fuck do I know, han har læste den og ikke svaret. I so should have known better.

Jeg er det mest usle ynkelige menneske på Hr. Guds Jord. Og i dag om en uge bliver jeg 40 fucking år og jeg kan ikke finde én eneste grund, end ikke en lille bitte grund, til at leve. Ikke én.

Husbåd??

31/03/2018 By: DeirdreAnnRobertscomment

Her til aften, mens jeg lå prop mæt på sofaen i fosterstilling og så 9 episode (i træk) af “Say YES to the Dress” (mon man kan få en overdosis af brudekjoletv??) ringede min mor for at tale om min 40 års Fødselsdag.
– Fødselsdagen som jeg helst vil glemme overhoved findes.

Da jeg blev 30 år blev jeg fyret fra en radiostation (på dagen…) og nu bliver jeg 40 år og jeg har 0 veninder. Jeg kender ikke en eneste jeg kan invitere.

Jeg har Lita, Sofie og min Radio Journalist Veninde i København, men det er som skrevet, i København Desuden stopper jeg i mit forløb hos min Psykiater-Lærling 4 dage før. Så sikke en fest vi skal ha…..

Krydder dét med at jeg er single, barnløs, har en sygt dårlig økonomi, har et firma der lyder som en gl. Diesel traktor med beskidt oliefilter, jeg har så mange skrammel tanker i mit hoved at jeg aldrig har ro til at tænke kreative tanker – kort sagt, der er ikke ét eneste punkt i mit liv, hvor tingene bare kører eller hvor jeg kan se lys for enden af tunlen, se ændringerne inden for rækkevide.

Med andre ord: Jeg skal under ingen omstændigheder fejer noget – for der er intet at fejre og jeg orker ikke flere hule ting. Min Mor forsøgte at slå på at jeg jo havde min familie, hvilket er korrekt og jeg lyder sikkert som en utaknemmelig lort, men jeg savner ikke min familie, jeg savner mine veninder. Jeg savner at være social med andre end min familie – jeg savner at have noget som bare er mit. Mit alene. Feks. en veninde.

Men det har jeg ikke og jeg sluger så mange klumper når jeg tænker på det, at jeg vitterlig ikke orker flere opkald omhandlende en Fødselsdag jeg bare gerne vil glemme overhoved findes.

Samtalen resulteret i at min Mor bad mig finde en Psykolog så jeg kan få det bedre. Få noget hjælp. Udfordringen her er bare, at hun før har sagt det og at jeg faktisk nævnte det for min Psykiater-Lærling i tirsdags, for hvad siger jeg når min Mor siger sådan??

Jeg går jo allerede et sted og jeg tror ikke at en anden Psykolog vil være bedre for mig, eller vil kunne hjælpe mig mere. Jeg tror ikke der er nogen der kan hjælpe mig, jeg tror at enten så overlever jeg denne her storm i mit liv, dykker ned i bølgerne og svømmer igennem eller også drunker jeg. Det er de to eneste muligheder der er. Hele mit liv har jeg forsøgt at sejle henover havet, at styr min båd på toppen af bølgerne hvilket har været med et meget blandet udfald… og jeg orker ikke mere at navigere i et farvande jeg ikke kender horisonten af, så nu må jeg enten dykke ned og svømme igennem stormen, eller også må jeg drunke.

Pt. føler jeg at jeg er træt af at svømme, at jeg træder vande og muligvis drunker, men så tænker jeg på Michelle, på Synnøve og på Kasper og hvor tillokkende det end er at møde dem igen, så er jeg ikke sikker (mere) på at dét er den vej jeg skal – tænk nu hvis min Gudfar står og venter på mig på den anden side af døden…….. rædselsslagende tanke!!!

Min Psykiater-Lærling sagde at jeg havde to valg mht. min Mor og hendes Psykolog snak:

Enten kunne jeg tage samtalen med hende, altså fortælle at jeg allerede går hos en Psykiater på Psykiatrisk Hospital. Men dét er jo ikke dét jeg kan nøjes med at sige, en sådan sætning vil jo afføde enormt mange spørgsmål – og svarene vil gå videre til min Far og muligvis min søster og så sive ud i ringene i træet. Hvorfor går jeg dér? Hos en Psykiater? Hvorfor får jeg medicin? Hvor længe har jeg gået der? Hvor længe skal jeg gå der? osv. osv. osv. Det hele vil bunde ned i at jeg sagtens kan fortælle dem de her ting, jeg kan måske endda også fortælle dem om min Gudfar – at tale er ikke et problem for mig.Problemer er; vil de tro på mig?? Vil de tænke at dét jeg siger er korrekt, eller vil de (igen) mene at jeg prøver at være et offer, at jeg skaber mig, at jeg skal tage mig sammen, at jeg er utaknemmelig…… og dén kan jeg simpelthen ikke tage lige nu. Og sikkert aldrig. Min erfaring med at fortælle om de her ting, om at bede om hjælp, er enorm negativ, faktisk er den KUN negativ. Ingen har nogensinde troet på mig, før jeg kom på Psykiatrisk Hospital.
Alternativt kunne jeg sige til min Mor at jeg ikke ville tale mere om at gå til Psykolog og så lukke dén dér – hvilket er hvad jeg allerede har gjort flere gange. Resultat: Min Mor venter lidt og så spørger og foreslår hun igen. Og så sidder jeg hvor jeg sidder nu igen; Hvad skal jeg gøre for at få det til at holde op?Min Mor forsøger jo i teorien bare at hjælpe mig, men jeg skulle have haft hjælpen for 20-30 år siden hvis den skulle komme fra hende. Efter at jeg var ved at give op på livet, mødte jeg et psykiatrisk system, som alle steder står beskrevet som i bund, som presset og tæt på nedbrud, men alligevel har de fundet tid til at være søde, varme og hjertegode mod mig – faktisk så utrolig gode at jeg frygter den bratte opvågning jeg får en dag, lige pludselig om snart, når det hele slutter og jeg igen skal stå på egne ben. (Hvilket jeg jo har prøvet mange gange før, og så går det rigtig godt i en periode, hvorefter det hele vælter igen – og jeg kan ikke komme op alene mere)

Så det er mine muligheder – begge muligheder bider sig i røven og jeg kan ikke se en vej ud af dem…….

Efter vores samtalte, som endte med at jeg græd og fik dårlig mave – hvilket måske også kunne skyldes at jeg havde spist en rød peberfrugt, en pakke små mozarella, ris og to stykker laks……..og drukket en liter smoothie inden for en samlet tidsramme af 40 min. Hvorfor kan jeg aldrig begrænse mig?? Dét var dagens eneste måltid.

Men efter samtalen, fik jeg en sms som lød sådan her:

Jeg har jo luftet min ide med at få en Kolonihave, eller få et lånebevis på at jeg må låne penge til en Kolonihave – jeg havde dog ikke lige tænkt mig at blive Husbådsejer…… men måske? Jeg husker ikke mig selv som søstærk, men heller ikke som en svagpisser. Det er ÅR siden jeg har været ude og sejle og jeg kan faktisk ikke huske hvordan båden ser ud inden i……. som i overhoved ikke. Jeg er fuldstændig blank.

Men det kunne være en mulighed for at tjene penge på at leje min egen lejlighed ud. Er der toilet i båden?? Det er fint nok at der ikke er bad, det kan jeg leve med i en periode, jeg kan også leve uden tøjvask. Men drikkevand og toilet kan jeg ikke så godt leve uden. Og jeg tror min Fars båd er så stor at jeg skal have et bestemt kørekort for at navigere den, og dét har jeg ikke og jeg har ingen planer (eller lyst) til at tage et sådan. Jeg kan faktisk slet ikke huske hvordan både ser ud lige nu……

Jeg tænker lige over sms’en og vender den med min Psykiater-Lærling på tirsdag og i morgen eller mandag må jeg tage ned og kikke på båden og se hvordan de ser ud, om det er et sted jeg kunne bo de næste 5-8 måneder.

38 År.

22/07/2016 By: DeirdreAnnRobertscomment

Så blev jeg 38 år, i går d. 21. Juli 2016. Jeg er født få timer før horoskop kalenderen skiftede fra at være Krebs til at være Løve, ifølge det Kinesiske Horoskop er jeg en Hest. Så en person som går op i Horoskoper, kan helt sikkert få en masse ud af, at jeg er Krebs men født få timer fra at være Løve – derudover er jeg også født FØR den nye tidsregning, ide jeg blev født FØR sommertid blev indført, da sommertid blev indført, røg min fødselsdato op på, at jeg officielt var 58 min. fra at være Løve…

Krebs er et vanddyr. Heste er et jord dyr. Hvad mon jeg er?

Nå, men som jeg nævnte i min sidste post, så mente min familie ikke at jeg kunne holde min fødselsdag i min egen lejlighed. Ikke kun syntes jeg det er uforskammet at kommentere på hvor noget man er inviteret til, af holdes, derudover er det ufattelig sårende.

Da Anika og Barbara skulle komme, var desserten regnbue is med alt muligt forskelligt drys, feks. chokolade orange spåner, lakrids pulver, karamel sauce, chokolade sauce, flødeboller, guf, krymmel osv. Da jeg købte flødebollerne hos den lokale te og kaffe dame, købte jeg 13 håndlavede hjemmelavede flødeboller i alt – tror du jeg gjorde dét fordi jeg tænkte at vi 3 skulle voldæde flødeboller ELLER fordi jeg tænkte at så havde jeg til om torsdagen, når jeg skulle holde min egen fødselsdag for familien?

Da jeg om onsdagen er ude for at vaske min lånebil hos mine forældre, fordi jeg endelige efter mere end én måned uden mine nye bil (som knap er 2 mdr. i alt) endelig kunne få den igen og jeg ikke ville aflevere den beskidt, spurgte min Mor om hvad jeg ville lave på min fødselsdag og jeg sagde ingenting, når jeg nu ikke kan holde min egen fødselsdag.

Om aftnen ringer min Mor for at sige at nu har hun handlet ind til i morgen, altså til min fødselsdag, hvor jeg er sådan lidt: Øhhh hvilken del af det jeg siger forstår du ikke?

I vil ikke komme ind til mig og prøver iøvrigt at køre den af på mig, at jeg ikke har inviteret – selv om alle andre end mine forældre har både hørt mig sige det og modtaget en sms – og nu vil I så holde min fødselsdag hjemme hos Jer “fordi det er smartest”??

Don’t get me wrong, det er da lækkert at ens forældre vil holde ens fødselsdag MEN – sidste år måtte jeg IKKE holde min egen fødselsdag i haven hos Far og Mor fordi hele juni måned skulle holdes fri til at min lillesøster – som iøvrigt boede i København – kunne holde en 35 års fødselsdagsfest (hvis hun ville…..hvilket hun ikke ville)

I år, vælger jeg så – for flere måneder siden – at jeg vil invitere min familie ind til Århus for at holde min fødselsdag. Først er min indskyldelse at holde det i en af parkerne, med grill, stangtennis, tæpper og hygge, eller ved en af de picknik borde som feks. står i Mindeparken – men da de lover pisse dårligt vejr d. 21. Juli med masser af regn, laver jeg det om til at vi skal spise hos mig i lejligheden og jeg invitere ALLE (naturligvis gør jeg det, jeg holder ALDRIG nogen udenfor) til kl. 18.30. Jeg nævnte det flere gange, bla. mens vi var i Skagen, jeg nævnte det og talte om min fødselsdag så mange gange at mine brødre begyndte at lave himmelvendte øjne når jeg mindet dem om at min fødselsdag var lige om hjørnet – men næææ nej, mine forældre har ALDRIG modtaget en invitation (tåber for at sige det mildt!!) og vi kan naturligvis ikke være i min lejlighed.

Sejt ikk?

Lad os vende den om, hvornår har nogen overhoved SPURGT mig om jeg ville holde min fødselsdag hos mine forældre? På intet tidspunkt. Af uransagelige årsager, er det åbnebart blevet taget som en selvfølge – hvilket i min optik, er det samme som at tage min stemme fra mig. Det samme som at jeg ikke har noget at skulle have sagt.

Jeg havde allerede lavet en lang liste med ting jeg skulle hente der hvor mine ting er opbevaret, bla. flere mågestelstallerkner. Jeg har 6 stk. af hver i lejligheden, men til ca. 30 mere i min opbevaring, plus klapstole – jeg havde virkelig set frem til at lave et overdådigt bord og få lov til at lege hus for første gang i hmmmm MANGE ÅR.

Jeg vil overhoved ikke lægge skjul på at jeg er så super super skuffet at jeg har problemer med ikke at tude pga. såret følelser. Min familie er simpelthen så mega mega mærkelig, besværlig og dysfunktionel.

Min Mor fik det naturligvis – i telefonsamtalen onsdag aften – kørt over til at det var MIG der var mærkelig og noget galt med og at det var MIG som piskede en stemning op, når hun jo “bare ville det så godt” – og ja, Mor vil det bare så godt, men det ville jeg også og det er min fødselsdag og jeg er 38 år, burde jeg ikke have lov til at sige fra eller til? Til at bestemme? Bare lidt?

Det er så naturligt i min familie, at man slet ikke spørger mig, det er bare sådan det er. Basta. Sidste år, da jeg GERNE VILLE holde en fødselsdag i haven hos mine forældre var det total NO GO. Dét husker jeg naturligvis og kunne dermed ALDRIG DRØMME OM at spørge om dét igen – og så går der 365 dage og *Wupti* så FORVENTES det at jeg holder min fest hos Far og Mor – uden at spørge mig om dét nu også er min plan. Og da det ikke er min plan, ja så er det NATURLIGVIS mig der er noget galt med. Igen.

Så dér sad jeg onsdag aften i min seng med åben vindue pga. varmen og græd over at min fødselsdag så ud til at blive nøjagtig lige så intetsigende som de sidste 4-5 år i træk…..

Eneste fællesnævner jeg kan finde er, at jeg regner med andre mennesker. Ikke at jeg regner med at de skaber min lykke, men jeg sætter min lid til at ANDRE (udenforstående) vil være der til at skabe den perfekte fødselsdag for mig. Dét syntes jeg som sådan ikke at der er noget galt i – er det ikke meget normalt?

Men min egen klonklusion er nu, at jeg IKKE, med mega fucking fed streg under IKKE, må og skal regner med at andre er parate til at være med til at skabe den perfekte dag for mig. Uanset om det så gælder at jeg har inviteret dem skriftligt og mundligt eller om jeg bare “tror” at det bliver sådan fordi jeg feks. har en kæreste som jeg regner med.

Til næste år, 2017, har jeg lavet en note i min kalender som skal minde mig om, hvordan de sidste 6 års fødselsdag har været, så jeg hurtigere kan danne mig et overblik over hvordan jeg IKKE vil at den skal være. Lige pt. er jeg total blank for, hvordan jeg vil at min næste fødselsdag skal være – jeg er bare monster skuffet.

Måske jeg også er skuffet over at jeg skrev til Norman (sight!!) onsdag aften og sagde at mine planer for torsdag var gået sig en tur (jeg nævnte ikke at jeg havde fødselsdg) og spurgte om han ville spise frokost med mig. Du gætter selv svaret.

Min største fødselsdagsgave til mig selv var, at jeg tog sagen i egen hånd og kørte op til Skagen, lå på stranden, spiste brunch, osede butikker, nød en øl i det gode vejr og spiste en god burger til aftensmad og så kørte jeg hjem igen. Derudover er gaven til mig selv, at jeg ikke skal tage Norman – eller andre mænd – med ind i mit nye år.

Jeg ved jeg kan sidde og se tilbage på mit liv og sige “Ehmmmm tjae jaeeee hvor længe mon dét så holder?” og dér kan jeg kun svare: Dét ved jeg ikke, men jeg håber forevigt……

Jeg kørte til Skagen kl. 05.50 og gik i seng i Århus igen kl. 21.00. Har jeg allerede skrevet det? Min hjerne lider af hukommelsesvigt.

Jeg har ikke fået nogen gaver – sikkert burde jeg skrive endnu, men selv hvis jeg får gaver senere, så har de en betydning af samme niveau, som gaver der fåes på andre tidspunkter af året, hvor det ikke er mærkedage: Nada.

For mig er fødselsdagen mega vigtig, det er vigtigt at gaverne gives på netop denne dag, det er vigtigt at netop denne dag fejres – alting før og efter har mindre betydning.

It manden gad ikke sin fødselsdag og fødselsdage generelt, hvilket han så glimrende statuerede 4 år i træk – netop dérfor er det så sjovt at han sender mig hele to gavekort, printet fra nettet naturligvis, ét på sushi via sweetdeal og ét på Kranio Sakral Terapi – bag på står med kuglepen: “Tillykke med Fødselsdagen. XXX (ny kærestes navn) har hjulpet mig med at finde lidt luksus som måske bliver sparet væk for tiden. Ha en god dag. XXX (It mandens navn)

Kortet eller papierne kom først i dag – og jeg har huskede at skrive tak på en sms til ham. Han er ude og gå Camønoen med den nye kæreste.

Jeg har netop solgt et vandingsanlæg som vi havde på terrassen i Spanien til 400 kr og i morgen kommer der (forhåbenlig) en dame og køber en brusehylde (også fra Spanien) til 40 kr og om lidt når jeg i Netto og aflevere flasker og handler ind. Jeg har taget ét kilo på og taber mig ikke rigtig mere – det vil jeg gerne lave om på, for jeg ved godt hvorfor jeg ikke taber mig, jeg går og æder alt muligt usundt, så nu vil jeg PRØVE at lave en madplan og holde den i én uge – det burde være til at overskue selv for en madidiot som jeg!

P.S: Tak til Veronika for fødselsdagshilsnen – jeg har også svaret på din tidligere kommentar 😉

Min fine dyre badedragt, som jeg havde på for første gang i 2016 – måske jeg stadig syntes jeg er for fed til den? Mavebøjninger må være vejen frem…

Da jeg ankom til Skagen, tog jeg ud til Solnedgangskiosken og sad og kikkede udover vandet i to timer – bla. så jeg nogle Kjøbenhavnere som morgenbadet mens de højlydt konstateret “at vandet godt nok smagte af salt….” OMG hvor jeg bare tænkte mig (have er jo nu engang SALTE pga. at det er hmmm ja SALT-FUCKING-VAND!!
Da jeg steg ud af bilen og gik få skridt, fafndt jeg denne pennie fra USA

På vej til Skagen fra Århus. Jeg var og er så glad for at jeg gjorde noget godt for mig selv – gid jeg havde haft mulighed for at overnatte deroppe men huset var udlejet. (udlånt)

Pre-Fødselsdag og Venner…

19/07/2016 By: DeirdreAnnRoberts1 Comment

I dag er det tirsdag d. 19. Juli (og det er fuldmåne) – min Onkel har fødselsdag i dag og jeg skal snart derop til Fødselsdagsfest. Han har aldrig været gift og har ingen børn og bor alene i min elskede Mormor og Morfars hus, som min innovative Morfar selv har bygget. Jeg er mega mega snottet – forkølet, ondt i munden, ondt i ganen og bare F L A D.
– ergo, står Fødselsdag med familien ikke på min ønskeliste i dag, men sådan er livet jo nogle gange.

I går havde jeg Anika og Barbara på besøg, til en pre-fødselsdag, men mere om det om lidt. Først vil jeg fortælle om denne her sms som jeg fik i morges (mandag) den er fra min bedste Radio Ven Jonas……… jeg har ham end ikke i min telefon mere. Jeg lavede total kort og kold process i Januar 2015 – hvis du ikke kan huske hvordan det var, kan du læse de gamle blogindlæg her http://deirdreannroberts.dk/2015/01/

jonathan

Jeg har VIRKELIG SVÆRT ved at se, hvordan det hele kan været “på grund af misforståelse og dårlig kommunikation” – aftalen var HELT SPYT KLAR at It manden og jeg ville flytte hjem til DK og starte ud i deres firma. Vi skulle starte 1. Januar 2015 og vi skulle alle 4 være ejer af firmaet og vi skulle alle 4 give den gas fra day one.

Jeg var meget hooked på at få tingene skrevet ned, det var de andre 3 ikke – It manden gik endda så vidt som til at fortælle mig at “det var meget normalt i start-ups at man ikke skrev ting ned” – jeg taler af erfaring når jeg siger, at ting der ikke er skrevet ned, ender i lort. I dag har jeg bekræftet denne erfaring endnu engang. Lækkert eller øhhh NOT.

Lang historie kort, det endte med at den advokat vi alle 4 havde aftalt at bruge, men som var It mandens reference, skulle have betaling for det indlende arbejde han allerede havde lavet da de trak sig, og ja, hvem mon den regning bla. blev tørret af på? Mig….

Jeg endte også med at miste min gode drengeven, jeg fik ikke de kollegaer jeg havde drømt om og jeg fik ikke den faste løn som jeg havde savnet så meget – det er nu 1 år og 7 måneder siden og *bang* så skriver Jonas og rækker en hånd frem og jeg aner IKKE hvad jeg skal svare eller sige eller skrive.

Min første indskydelse var at svine ham til, virkelig fortælle ham for en fucking mega nederen NAR han er – men dét er ikke særlig pænt og jeg er ret sikker på at jeg har brugt de gloser, så han ved nok ret sikkert hvor en mega NAR han er i mine øjne.

Min næste indskydelse var at ignorere ham forevigt, at lade ham hænge i sølet, dingle og have det mega dårligt, at lade ham lide, at såre ham, at gøre mod ham, som han har gjort mod mig = tilfører ham smerte, følelsesmæssigt smerte.

Min tredje indskydelse er jeg ikke helt kommet til endnu – så faktum er, at jeg i dag tirsdag stadig ikke har fået ham svaret, det er ikke min mening at jeg vil ignorere ham, men jeg ved faktisk oprigtigt IKKE hvad jeg skal skrive, for jeg har inden i mit hjerte, affundet mig med at jeg også har mistede ham – og alt dét der med følelser er noget rodet noget for mig, så det er svært for mig at ikke-affinde mig med den følelse igen.

Jeg husker hver evig eneste gang jeg kørte forbi Søren Frichs Vej Krydset i Århus, dvs. når jeg kom kørerende via Ringgaden mod Søren Frichs Vej krydset, så kikkede jeg ned af gaden og tænkte på at dér kunne jeg havde arbejdet, dér var min ven, dér lå min seneste (af mange mange mange…) drømme og smuldrede…… jeg husker specielt da jeg sad på kontorfællesskabet og ikke fik de kollegaer som jeg sådan havde drømt om – hver dag kørte jeg den vej forbi på vej på kontorfællesskabet og hver dag stak det i mit hjerte over at jeg havde mistede dét og var på vej ind til et alternativ til min drøm, men at jeg også godt vidste at dét ikke var lykken – alt i alt var 2015 et mega hårdt år for mig på mange punkter selv om det også var et mega mega godt år!

Jeg husker bare den dér følelse af afsagn, af at mangle min ven og samtidig mangle It manden, dvs. jeg manglede 2 af de 2 mændlige figurer i mit liv som jeg havde været vant til og dét var hårdt, samtidig med at jeg boede hjemme og Anika havde mindre og mindre tid til at ses.

Dét var bare HÅRDT. Og nu roder han op i det hele igen – såååå hvad skal jeg gøre?

Jeg tænkte på om jeg skulle foreslå at vi mødtes til en øl, og så vil jeg ikke sige noget (uhhh!) men lade ham tale og fortælle, jeg er allerede nu ret sikker på at vi IKKE er enige i vores historier, men hvis han mener han har noget at fortælle eller tilføje, så skal han havde lov til det – men er det dét jeg skal gøre? Hmmmmm……

Nå men i går skulle Anika og Barbara så komme til Før-Fødselsdag da Barbara tager hjem i morgen tidlig/i nat til Schwitz. Jeg inviteret dem til at komme d. 18. Juli kl. 18.00 til 38 års Fødselsdag – dvs. ret mange 8’taller som jeg også nævnte for dem.

Da klokken var 18.45 sad jeg sådan her…(og begge havde bekræftet at de kom)

Bum Bum….hvor er mine gæster?

Bum bum…..

Til sidst hentede jeg maden i køleskabet og satte den på bordet og åbnede en øl til mig selv. Jeg gav dem mentalt 15 min. mere, før jeg selv ville begynde at spise….

Jeg syntes det er SÅ FLABET AT KOMME FORSENT til noget man har takket JA TAK til at deltage i – at komme forsent uden at informere om det er næsten utilgiveligt – at komme EN TIME FORSENT UDEN AT INFORMERE OM DET er rent faktisk utilgiveligt!!!

Men det var ikke desto mindre hvad Anika og Barbara gjorde……. de kom én time forsent……. og begge “havde bare haft travlt” øhhhhh…….. okay og så skidt med at jeg har været klar med maden siden kl. 17.30!! Hvad hvis jeg nu havde lavet varmt mad, så skulle jeg holde det varmt i én time mere?? Weird!

Men da jeg lige var ovre mit sure opstød, var det en mega hyggelig aften og de gik først hjem kl. 02.00. Vi brugte det meste af aftnen på at sidde på min Dating.dk og Scor profil – eller vi og vi, DE BRUGTE masser af tid, faktisk snakket Anika en fyr fra Horsens så varm at han var parat til at kørere til Århus for at knalde mig kl. 02.00 om natten, de var så meget oppe at ringe over at han ville gøre det, at jeg slet ikke kunne nænne at fortælle dem at i “gamle dag” da jeg brugte scor.dk helt vildt, da fik jeg engang en fyr som jeg døbte “Hammerhajen” til at kørere fra København til Århus i sin Iveco (!) lastbil, blot for at knalde mig. Bagefter kørte han retur……

SENERE KL. 22.49

Jeg er netop kommet hjem fra min Onkels Fødselsdag, det var hyggeligt på den der måde det nu kan være når min Mor og hendes to “små” brødre er samlet – min ene onkel, ham der havde fødselsdag, er sød og nem at omgåes, om end det er pisse irriternede at han står i køkkenet HELE AFTNEN og vasker op mens vi er der – og han vil ikke have hjælp. Da jeg oven i hader opvask, er det ikke noget jeg gider stå og tigge om at få lov til at gøre eller hjælpe med til – men det betyder i realiteten at han ikke rigtig er til stede når vi er inde hos ham – vi er jo mange mennesker, ergo er der meget opvask.

Jeg syntes netop at magien ved en GOD FEST er at alting står der næste dag, så kan man næsten genleve aftnen ved at gå og rydde op næste dag, tage opvasken mv. I love it – og dérfor så mit køkken også sådan her ud til morgen…..

Bombet køkken

Alkoholikere….

Klistret guf til is OVER ALT

Efter et bad og en masse tullen rundt, så køkkenet sådan her ud

Opvasken taget og min lille falkon flaske står fyldt med eddike for at jeg kan være sikker på at få det sidste soya ud af flasken, har ikke en flaskerenser som er lille nok, men eddike er også rigtig godt 🙂

Nå men jeg er lige kommet hjem derinde fra og mens vi sidder og spiser i min Onkels have, så siger jeg – som jeg ofte siger op til min fødselsdag – “hvis nogen skulle have glemt det, så er det min Fødselsdag på torsdag….” – jeg minder så lige alle om igen, at de er inviteret til fødselsdag i min lille 45 kvm. lejlighed kl. 18.30…….

Og så bliver stemningen en smule anspændt – for det viser sig at der faktisk er flere, inkl. min yngste lillebror og min Mor som syntes det “er en dårlig idé” at jeg vil holde min egen fødselsdag i min egen lejlighed – de havde alle forventede at jeg ville holde den hjemme hos Far og Mor…….øhhhhh………og Mor vil lave en steg…….øhhhhh…….. hvem siger jeg vil have en steg på min Fødselsdag? Jeg havde tænkt mig at købe sushi til os alle sammen, noget som min ærke danske gammeldags familie ALDRIG får, servere en masse lækre øl, dips, chips, nødder mv. til.

Desserten skulle være regnbueis (min favorit) i vafler med chokoladekant, guf, smarties, flødeboller, karamel, chokolade mv. på…… faktisk en fødselsdag magen til den jeg netop har afholdt for Anika og Barbara……men nej……stemningen var ikke til det…..

Måske det er fordi det er fuldmåne, måske det er fordi jeg er snottet som ind i helvede og min krop føles som om den er ved at give op på overskudskontoen, måske det er noget HELT andet, men jeg er ærlig talt ret skuffet over at jeg ikke selv – igen – kan få lov til at bestemme min Fødselsdag.

Sidste år (2015) ville jeg SÅ GERNE holde en stor havefest i haven hos mine forældre, med telt, musik og overnattende Gæster fordi jeg nu endelig var hjemme i Danmark og ikke havde set mine veninder i flere ÅR men, fordi min Mor havde denne her mærkelige ide om at min søster som blev 35 år “nok ville holde en fest” så måtte jeg ikke holde en fest…….. øhhhhh….. så fordi min fødselsdag i er i juli, hvor alle er på ferie, så ville jeg gerne holde min fødselsdag i Juni, men juni måned var (er?) åbenbart reserveret til min søster så dét er out of the question! WHAT THE FUCKING FUCK??

Det var også sidste år, jeg IKKE måtte give min søster en søster-ring, fordi min mor var overbevist om at hendes kæreste ville fri til hende og dérfor skulle jeg ikke give hende en ring “det er ligesom forsent” som min mor sagde. Så er det gyldne spørsgmål: blev min søster friet til? Nej. Holdt min søster en stor fest i Juni måned i haven hos mine forældre? Nej.

Godt……. jeg spiste med It manden sidste år på Sota Sushi i Århus, jeg aner ikke hvad jeg skal nu, for jeg kan helt klart mærke at en steg i drivhuset hos mine forældre på min fødselsdag, IKKE er hvad jeg havde forestillet mig omkring min fødselsdag…… jeg gider det ikke for at lyde barnlig (hvilket også er hvad min Mor vil sige eller måske ikke sige, men mene omkring min attitude)

Jeg havde nok også troet at jeg var meget længere i mit liv, end jeg er, så alt i alt er jeg bare mega skuffet lige nu, min mund gør herre ond, jeg er skuffet over at ingen har lyst til at besøge mig herinde – hvilket lyder lidt selvmodsigende når jeg jo havde dejlige gæster i går – men jeg havde bare nogle drømme som jeg syntes var realistiske og within reach og nu er de åbenbart sat over på listen af drømme, som ikke bliver til noget – og jeg tænker sådan lidt “What just happend….?”

Flad

17/07/2016 By: DeirdreAnnRobertscomment

Jeg har ondt i min mund af dimentioner jeg ikke helt kan forklare for nogen der ikke har prøvet det. Udover at mine tænder gør ondt, inkl. dér hvor de sidder fast, så har jeg også ondt i tungen og min gane føles øm – ergo har jeg ondt i HELE munden.

Det trykker i mine øre og jeg har ondt i halsen – men jeg har ingen mandler mere, så jeg ved ikke om jeg kan få halsbetændelse?

Min krop føles helt smadret, selv om jeg har sovet i ca. 8 timer i nat og desuden sov 4 timer i går til middag.

Hvis jeg skulle fortælle hvordan min krop føles, så føles det som om den er ved at blive syg, som om mit immunforsvar er ved at lukke et par generator ned…….i morgen venter 14 timers arbejde OG pre-fødeelsdagsfest for Anika og Barbara……plus at jeg skal have gjort lejligheden klar i dag, vasket op, gjort badeværelset rent og dækket bord OG handlet ind….. men klokken er nu 12.57 og jeg sidder i sofaen og kan slet ikke tage mig sammen til noget. Shit.

På Torsdag bliver jeg 38 år og jeg er jo inderst inde en total skabs-social-høne, som allerede nu er ved at blive lettere såret over at jeg (igen) har fødselsdag uden at der skal ske det store – jeg drømmer om fest og balloner og kys og kram og venner og alkohol og svedig sex og dans til fødderne falder af – men nogle ting forbliver drømme. Åbenbart.

Sådan får du værtinden til at græde!

29/01/2016 By: DeirdreAnnRoberts4 Comments

Ja ovenstående er faktisk muligt og ovenstående er naturligvis udført med største mangel på elegance af undertegnet. Som dog til sit eget forsvar, også selv blev påvirket af situationen og begyndte at græde.

Ovenstående er også en knald god måde at undgå at blive inviteret til fremtidige fester i den Philiphinke community her i Spanien – just saying, hvis du nu havde problemer med at sige nej tak til invitationerne.

Ovenstående er skrevet for knap en uge siden – i dag er det Fredag, den famøse fest var sidste Lørdag og here goes med en forklaring – ikke en undskyldning.

Torsdag i sidste uge var jeg med min philiphinske veninde i det lokale Mall, jeg skulle købe en gave til ovenstående fødselar. Jeg havde fået at vide at jeg bare skulle komme og ikke medbringe en gave men dét syntes jeg er fesen, så jeg købte en håndcreme som jeg selv plejede at bruge da jeg boede hernede. Når man har hænderne meget i vand, er det godt at holde dem fugtige og denne her creme er bare super god. Den koster 21€ så jeg syntes det var til at overskue.

Bagefter beslutter vi os for at spise frokost – det var før vi fandt de $300 jeg omtalte i tidligere indslag. Anyway mens vi sidder og spiser kommer fødselaren forbi med sin arbejdsgiver. Altså en lille philiphinsk pige med hendes hvide gamle arbejdsgiver – som tilfældigvis er dansker. Og ikke nok med det, det viser sig at denne her gl. dansker i sommer (september) boede hos mine forældre i Danmark mens de var på sommerferie.

Damen begynder at tale til mig på Dansk og siger som det aller aller første “Ahhh du er er Dansker, så kan vi jo tale om dem (nikker mod Philiphinerene) uden at de ved hvad vi siger!” Allerede dér tænke jeg inden i; “Øhhh og hvorfor ville jeg så gøre det?”

Damen forsætter med at sige ting som “Man kan få Philiphinske piger til at gøre alting” “Min søster bor på Philiphinene og hun sagde jeg skulle ansætte sådan en (!) myndighederne her i Spanien er ikke så strikse mere, så jeg har ikke tænkt mig at give hende papir (!) på hendes ophold”

Samtidig ved jeg jo at mindstelønnen er 750€ pr. mdr. før skat i Spanien. Det er 5596 Kr og damen her, altså danskeren underbetaler pigen helt vildt, plus at hun skal arbejde fra kl. 08.00 til 16.00 og så igen fra kl. 18.00 til kl. 21.00 – så kan man jo tænke sig over hvad det er som hun ikke kan lave fra 16.00 til 18.00 som bedre kan udføres fra kl. 18.00 til kl. 21.00…..

Damen her, som er en ældre Mormor type – UDEN dog at hun på nogenmåder kan sammenlignes med min elskede Mormor som helt sikkert ALDRIG ville gøre sådan noget eller bidrage til det – men hun er altså en meget gammel dame og så er hun samtidig SÅ modbydelig at hun udnytter mennesker og ikke vil give dem papir på deres arbejde, så de samtidig kan blive i Spanien lovligt? Hun arbejder jo nok til at det kunne lade sig gøre og det ville ikke være den store udskrivning for en dame som hende…. fucking kost! Tænk at der findes mennesker af min nationalitet rundt om i verden, som er så nederdrægtig?

Det svare jo til at se på andre mennesker som mindre værd end en selv……. kælling!

Men vi taler sammen på dansk tager både min philiphinske veninde OG fødselaren deres mobiltelefoner frem og tjekker dem – den gamle dame siger til mig, på dansk: “Ja se, dét er en sygdom de alle har!!” Jeg bliver helt forbavset over hende sprogbrug – hun taler om dem i en mmm nutid/datid? som svare til at man siger “it” på Engelsk (kan bedre grammatikken på Engelsk end på DK) Jeg løfter begge mine mobiltelefoner op, som ligger på bordet foran os, hvor vi venter på vores mad og siger “Dét er ikke en sygdom, jeg gør det også. Det hedder Nutid” Damen fnyser (på dansk)

Bagefter sætter hun sig i ca. 20 minutter LIIIIGE BAG VED min philiphinske veninde, dvs. ved bordet bag os, sådan at hun har front mod mig og mod min venindes ryg – mega mega intimiderende, men jeg gav hende bare det kølige blik. Fandeme om jeg vil lade sådan en lille rynkede racist diktere mig!

Hun sagde bla. også til mig – på dansk – “Omgåes du meget dem dér?” og vippede med hoved mod min mørke sorthåret philiphinske veninde. Jeg svarede stolt JA og fortalte at jeg havde lært hende at kende igennem en anden Philiphiner tilbage i 2011 og at vi havde været venner siden.

Hun fnøs igen, på dansk.

Nå men fast forward til Lørdag – vi har jo fundet penge, mange penge, så jeg tillader mig at købe en blonde bluse som var virkelig fin. Den tager jeg på til festen sammen med et par højhælet sko og jeans, jeg så casual fin ud, men helt klart, når du er i rum med 15 Philiphineke piger, i alle størrelser og afskygninger så lyser du riiiimelig meget op når du er hvidere end mel og samtidig er iført hvid bluse.

Nå men jeg siger til min Philiphinske veninde at jeg IKKE vil fortælle fødselaren hvad damen har sagt, med mindre hun selv spørger mig direkte.

Festen starter og ca. 4 timer inde i festen kommer den søde 40 kg. lille fødselar og spørger mig direkte (!) hvad damen havde sagt. Jeg har et motto eller en leveretningslinje (hedder det dét?) hvor jeg altid må sige sandheden hvis jeg spørges direkte. Og jeg blev spurgt direkte. Så jeg sagde sandeheden og i løbet af få minutter sad fødselaren i sin fine kjole og hulkede og græd og alle – ALLES opmærksomhed var på mig. 15 par øjne kikkede på hende den hvide som fik den lille søde fødselar til at krympe sig i stolen og hulke helt abnormt, så meget at hendes kæreste, som også er en philiphinsk pige måtte komme over og trøste hende. De har 7-9-13 været sammen i 8 år og hun ved godt at hun er meget følsom så hun bebrejdede mig ikke noget – men det var også godt det samme, for den shitload af skyldfølelse som væltede indover mig, var så massiv at jeg nær var gået bagover, hvis det ikke var fordi jeg allerede sad ned med en hund i skødet.

Jeg fik sådan en ud af kroppen oplevelse – jeg så mig selv ovenfra. Jeg sad i en fedtet stofstol som fulgte med lejligheden da de lejede den og så mig selv fra den anden side af rummet. Jeg kunne se på mig selv siddende dér at jeg var ulykkelig, ikke bare sådan lige dér men i al almindelighed kunne mit svævende jeg se, at jeg Deirdre-Ann var dybt ulykkelig inden i. Min sjæl var sort af sorg og jeg var nærmest rødlig rundt i kanten, sådan en flosset rødlig kant…….jeg har ingen ide om hvad det betyder men det var bestemt ikke positivt at se mig selv sidde dér til en fødseldags fest, hvor jeg var inviteret til og så fik jeg en anden person til at græde – den person var så fødselaren. Hun hulkede og hulkede…… og jeg måtte til sidst bane mig vej gennem en skorpe af mennesker og gå på toilettet og tjekke mig selv i spejlet, trække vejret dybt og så hentede jeg min taske og gik direkte mod døren og hjem.

Lejligehden de bor i, er så slem at jeg brugte hele tirsdag og hele i dag, fredag på at søge lejligheder til dem. Jeg håber de får noget hvor folk ikke lejer lejligheder med sort loft pga. skimmelsvamp ud til en folk desperate illegale Philiphinere som til daglig arbejder for nogle af Danmarks og Europas mest velhavende familier – det er så kummerligt og forfærdeligt at tænke på. Udnyttelse af mennesker – og det væreste er, at jeg er ret overbevist om at de her piger faktisk har det ret godt rent socialt. Jeg vil slet ikke tænke på hvordan negerne der jages på stranden af politiet lever…..

Life is shit.

Mandag ligende jeg en der hvad brugt weekenden på at tude. Tirsdag kørte jeg først min philiphinske veninde ud til Norman hvor hun arbejder og hjalp hende med at fikse hendes computer. Hun har fået den af Norman men lånt den ud til en anden veninde som har downloaded jeg ved ikke hvor meget pis på den. Bubble spil, shopper spil, og accepteret alt muligt i ét væk – så computeren, en Asus kan faktisk næsten ikke bruges mere, fordi den er så fyldt med virus.

Hun turde ikke fortælle det til Norman, så jeg lovede at fikse den. Nu har jeg sat den tilbage til fabriksindstillinger og lagt alle de film jeg selv har (som iøvrigt er ulovlig downloades) ind på hendes computer, så har hun dem til at at se når hun er alene.

Så kørte jeg i Malaga Lufthavn (igen igen igen) for at hente min anden veninde som er gift med en Dansk Kodeekspert. Hun føj fra et af de Baltiske lande til Barcelona og fra Barcelona til Malaga – manden var i Skypemøde og børnene i skole, så jeg lovede at hente hende og kører hende hjem, så hun kunne nå at hente børnene – jeg selv skulle være hos en Spansk restaurant som min Thaiwanske veninde ejer kl. 18.00 for at hjælpe med at lave deres Facebook og hjemmeside.

Flyet skulle komme kl. 15.40 men pga. brand på bjergsiden og røgudvikling var ALLE fly forsinket og min veninde landet først kl. 17.00. Hun skriver “Jeg er ved taxierne” – og da jeg stod nedenunder – altså Malaga lufthavn er sådan at ankomst er nedenunder sammen med taxier og busser mens Afgang er ovenpå sammen med taxier og parkering.

Min veninde skriver så “Jeg er ved taxierne” og da jeg jo står i ankomst, tænker jeg at hun må være gået forbi mig og ud – mærkeligt for jeg stod lige ved sådan nogle bøjler og læste i en Spansk/Engelsk avis. Jeg går udenfor og helt ned til taxierne og kan ikke se hende og dét skriver jeg i en sms til hende, hvortil hun svarer – jeg er ved flagstængerne, hvilket vil sige at hun står ovenpå ved taxierne, hvor der er en række flagstænger med internationale flag.

Jeg smider min Starbuck kop i skraldespanden og propper avisen under armen og går mod udgangen igen.

Starbuck og deres navne….

Netop som jeg går mod udgangen fra ankomsthallen, kommer Norman gående imod mig. Jeg når end ikke at få et chock – jeg ser ham bare. Han ser gammel ud, håret er smurt tilbage, skægget er langt og usoigneret. Han har en bomuldsrullekarve bluse med kabelstrik på, den er hvid og du ved, i sådan noget materiale som bliver enormt tungt når den bliver vasket. Midt på maven var der et mærke efter noget som var spildt og som ikke rigtig var gået af i vask. Det slog mig at jeg jo egentlig godt vidste at Norman havde en svaghed for rullekravebluser.

Han havde også en dunvest på, den var sort, måske mørkeblå men kunne umuligt nå rundt om den gigantiske mave han bar rundt på! Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg tror han mave må veje 30 kg alene. Han lignede en Tuborg Ølkusk med dén mave! For alt fedtet sad lige på maven. Liiige MIDT på maven. Jeg tænkte at man virkelig skulle være forelsket i ham, for at bolle ham sådan som han så ud – eller også skulle man kun tænke på alle hans penge.

Han så selv overrasket ud. It manden har sådan en jern figur af sig selv, hvor han står med armene ud til siden og ser overrasket ud, sådan så Norman ud. Jeg ved ikke hvordan jeg så ud, jeg nåede ikke at tænke – og tak Hr. Gud for dét.

Norman gav mig et knus og siger så med det samme:

Norman: Jeg fik slet ikke sagt tak for gaven! (mens han samler sine hænder i en asiatisk hilsen foran sig?)
Mig: Nej dét gjorde du ikke (hvilket blev sagt en hele del hårdere end jeg egentlig mente det)
Norman: Tak for gaven! Det var en rigtig god bog.
Mig: Det var så lidt.
Norman: Tak for faxe kondi, for lakridspibe, for ben og for bog. Det var så god en bog.
Mig: Kunne du lide hilsnen?
Norman: ……?
Mig: ………!
Norman: Øhhh…….. den må jeg have overset….
Mig: Den var på forsiden…..
Norman: ……..
Mig: Jeg fik Per Larsen til at skrive en personlig hilsen til dig. Dét var gaven.
Norman:…….

For en god ordens skyld, så er dette her bogen som Norman og jeg taler om – som du kan se er hilsnen på forsiden…hvordan kan han ikke havde set den? Fordi han end ikke har læst bogen, langt mindre haft den åbnet.

Norman går væk fra mig og jeg vender mig rundt og kikker på ham og siger: Har du lyst til at mødes?

Norman laver sådanne bevægelser som om man skriver på et tastatur og siger: Lad os skrives ved, nu da du også er hernede. Han smiler.

Jeg smiler tilbage og går hurtig mod udgangen og op og finder min veninde. Jeg kommer 34 minutter for sent til restauranten. Pinligt.

Torsdag skriver jeg en sms til Norman, ikke en imessage for jeg havde ikke internet, så jeg skrev en sms hvor i der stod: Aftensmad i Marbella i morgen aften kl. 20.30? Jeg skrev ikke hvem der var fra, fordi han altid har mig gemt i sin telefon.

Torsdag aften ringer telefonen, det er Norman. Jeg tager den og siger “Hej det er Deirdre-Ann” hvorpå røreret bliver lagt på. Jeg når dog at høre at han køre i bil og lytter til en Spansk radiostation som hedder Europa FM.

Da jeg forsøger at ring tilbage, går telefonen direkte på en telefonsvare, eller du ved, sådan en autobesked hvor der bliver sagt, på Dansk, at telefonen/telefonnummeret ikke er tilgængelig i øjeblikket. Ergo har Norman blokeret mig på sin Iphone6.

Og så er de at jeg tænker; why?

Why gør han gestus til at vi skal skrives ved, hvorfor ringer han op og lægger på og så blokere mig?

Mon Norman gerne vil at mænd skal behandle hans søstre sådan? Hans niecer? Hvorfor har Norman ikke mod til at sige: Hey Deirdre-Ann, jeg har virkelig ikke lyst til at mødes, så det er en dårlig ide?

Jeg mener, man kan jo godt afvise et menneske på en pæn måde. Men det er som om at alt hos Norman ikke kan gøres pænt. Og så er det jeg spørger mig selv om jeg er født dum? Er jeg født sådan at jeg resten af mit liv skal bruges som måtte for magtfulde mænd?

Jeg må simplehen være jordens mest naive menneske, ever.

Jeg foreslog min philiphinske veninde – Normans hushjælp – at hun tog nogle madlavningskurser når hun til Marts og April skal hjem til Philiphinerne. Norman vil gerne tabe sig – no shit! Han dør inden han bliver 50 hvis han ikke taber sig!! – og han elsker asiatisk mad men hun er ikke så god til at lave de forskellige retter og det beklagede hun sig over til mig.

Jeg foreslog hende derfor at foreslå Norman at betale for et kursus eller to – det foreslog hun ham så og han blev så glad over hendes forslag og han acceptere at betale med det samme.

Jeg foreslog også at han lagde sin housewarming og fødseldag sammen, hun foreslog det videre – ikke fordi jeg skal bestemme, men fordi hun klagede over at hun var helt stresset ved tanken om to events på én måned – han accepteret med det samme og var mega glad for hendes forslag – som jo så i teorien var mine foreslag. Hun siger efterfølgende: Deirdre-Ann alt hvad du siger er så korrekt og alle elsker dine foreslag, fordi det er så gennemtænkte og gode – I’ll always listen to you from now on. You only bring good to my life…

Jeg har derfor besluttet mig, ikke for at være led mod nogen, men for at beskytte mig selv og passe bedre på Deirdre-Ann og hendes lettere skrøbelige sjæl – at jeg ikke skal se min philiphinske veninde igen mens jeg er hernede. Vi kan skrives ved mens jeg er i DK og hun er her. Jeg må ikke høre ét ord mere om Norman – han er ondskaben selv. Han er selvfed, overvægtig og modbydelig. Jeg tænker at han faktisk er i pagt med djævlen.

Jeg kan ikke være idémager for en kvinde der arbejder for en mande der i dén grad foragtes over blot at høre mit navn. Norman er ond. Var der krig i Danmark, ville han være SS’er, han ville være Görings Højre Hånd – jeg derimod, ville være frihedskæmperen som smuglede små jødiske babyer til Nordjylland og opdrog dem som mine egne indtil forældre kom tilbage.

Jeg ville ikke i krigstid eller fredstid have noget med en SS’er at gøre. Ergo er Norman ude. For good. Og jeg håber at Hr. Gud og Mormor i himmelen også mener at dét er bedst og dermed ikke lader mig løbe ind ham mere.

Jeg tænker at mine chancer er minimale, It manden bor godt nok i Normans hjemby, men han har en ny kæreste så jeg kommer der ikke så meget – jeg bor ikke mere i København og jeg besøger aldrig min søster i Schwitz. Jeg kommer ikke på de klubber Norman kommer på (jeg kan jo ikke blive lukket ind) og jeg er slet ikke rig nok til at spise hvor han spiser – ergo. Mine chancer for at møde Norman er lige så store som der er for at møde Sømanden.

Life will be good.

Udenfor regner det helt vildt abnormt meget – det tordner og regner på en måde som det kun kan regne i sydeuropa ovenpå en lang tørkeperiode. Jeg er mærkelig nok ikke bange for tordenvejret, det plejer jeg ellers at være. Måske fordi dét faktum at dø lige nu faktisk ikke ser så dystert ud – at dø er en god ting. Synes jeg. Og jeg kommer nok aldrig til at forstå folk som frygter døden – døden er jo ikke en afslutning, døden er en stige til et andet sted, hvor alt det som gør ondt her, ikke eksistere.

Dem som bliver tilbage vi ikke nøvendigvis savnene en, og hvis de vil, så er det jo så heldigt at tiden læger alle sår.

Men til noget helt andet – jeg har plukket min tissekone. Jeg har jo ikke råd til at forsætte med elipselys behandlingen, det koster 1100 kr pr. gang og dét er så langt over mit budget for noget som er så luksus agtigt at jeg slet ikke kan se hvordan jeg skulle kunne forsvare for mig selv at få det gjort.

Så jeg er begyndt at plukke hårene på min tissekone med en pincet når jeg tisser. Jeg tager en sektion hver gang og den er snart helt fin. Det plejede jeg også at gøre mens jeg boede på gården, men så blev jeg træt af det, ikke fordi det gør ondt men fordi jeg bare ikke gad – det er et ret stort arbejde.

Sådan plukker du tissekone med en pincet mens du tisser

Og appropo tissekone – er jeg mon den eneste som tisser, tørere mig, vasker hænder, trækker bukserne og trussere op (måske det først og så håndvask bagefter?) og når jeg så tager det føste skridt efterfølgendes, så drypper min tissekone et par dråber tis??

Jeg må have trænet min tissekone op, for jeg kan da ikke gå og småpisse i trusserne som en anden gl. kone med inkontinens – og hvor gammel skal man egentlig være før man kan accptere at man lider af inkontinens?? Er 37,5 år ikke for ungt til at gå og sjat pisse???

Her er en kaskade af billeder fra mit vandskadet badeværelse med defekte fliser der revner og buler ud – nu har de lavet det igen for 4 gang siden 2013 og forhåbentlig holder det denne gang.

Jeg kan se at de lægger op til at der skal en ventilationsrist op i venstre hjørne, sikkert for at der kan komme luft derop, det er nok møg muggent pga. at det er sådan en gl. bygning, men jeg er i teorien ligeglad, så længe de bare sørger for at der ikke kommer vandskader igen – det går jo ud over min udlejning.

Jeg har støvsuget i hele lejligheden og på terrassen i dag (inden det begyndte at regne) og på badeværelset. I morgen Lørdag kommer de så igen igen igen (de startede i november…) og gør det færdig. Når de har gjort det skal jeg have vasket alle fliserne fordi der er så uber støvet over alt og når det er gjort, skal jeg stryge mit nyvaskede badeforhæng og sætte alle tingene ind igen, så det bliver hyggeligt den sidste uge jeg er her.

Jeg har besluttet mig for at gøre rent selv når jeg tjekker ud, jeg syntes jeg betaler min rengøringsdame alt for godt i forhold til hvad jeg får leveret. Nu får hun én mere advarsel og ellers ryger hun ud til foråret. Slut – 3 advarsler og rettelser i træk, og stadig ingen progress, dét er ikke okay i min verden. Jeg har taget billeder af alt og vist det til hende og forklaret hende hvad det er jeg vil have, jeg har lavet en rengøringsmanual – jeg har gjort SÅ MEGET for hende og så er der end ikke ordentlig rent…. no me gusta.

Nå men alt har jo ikke været lort i stimer – naturligvis har det ikke dét.

I dag havde jeg endnu et skypemøde med mine fantastiske it folk i Danmark, som virkelig levere noget for alle de penge jeg har betalt og skal betale – jeg fik en total juhuu oplevelse af at se deres præsentation – det gjorde mig så mega glad at jeg blev helt varm inden i.

Jeg ville ønske jeg kunne dele det med dig, så du kunne se hvor noget sejt noget, mine penge har skabt med hjælp fra nogle af Danmarks bedste grafiker og kodere – det er bare så mega godt, men hvis jeg deler det herinde, så er jeg jo ikke længere Deirdre-Ann, så er jeg bare en leverpostej pige fra landet af, der har alt for store drømme og alt for små sko eller omvendt eller noget.

Men nu har jeg så meget hold i lænden af at sidde på de her træ stole i lejligheden og spise og skrive, at jeg vil stoppe – og gå i seng.

Min aftensmad i aften

Jeg plejer at få det bedre af at drikke te lavet af Hibiscus blomster og Lakrids – ja spørge ikke hvorfor men der er en te i DK som er mega god, jeg prøvede om en anden kombination ville være god….

Meget avanceret at skulle fylde te i en dims og dyppe den i koppen! Allede her er vi udover hvor meget arbejde jeg gider lave for én kop te!

Konklusionen: Den te sammesætning jeg har i DK er den eneste som fungere plus at jeg ikke gider alt det der te-snask over alt!

Jeg har købt en lille gave til mig selv – min parfume er tom, men jeg havde ikke råd (syntes jeg) til at købe den store model, så jeg købte den lille og en fin neglelak fra mit yndlingsmærke.

Min lillesøster er jo gravid og skal føde til August, jeg købte derfor de her hjemmesko til hende i str. mikro og en matchende neglelak fra Coco Chanel 🙂

Jeg håber at min hjemmeside og min template fungere bare liiidt bedre end for et par måneder siden? Men jeg ved det ikke rigtig, jeg kan ikke se om nogen læser med og der kommer ingen kommentar, så måske det hele stadig er shit – jeg kan virkelig ikke lige overskue at skulle arbejde mere med et her WordPress maridt!

Op af bakke…

21/11/2015 By: DeirdreAnnRobertscomment

Nogle gange er det VIRKELIG op af bakke at være Deirdre-Ann og andre gange er det som at bestige Pyrenæerne i snestorm at bo hjemme hos mine Forældre – men hertil vil jeg lige minde mig selv om, at jeg HAR besteget De Franske Pyrenæere i snestorm….and I did survive!

For et par uger siden havde jeg en Gæst boende i min lille udlejnings lejlighed, han var forretningsmand med speciale i Fintech fra Schwitz. Fintech er økonomisk teknologi. Anyway, han var SÅ glad for min lejlighed og gav mig 5 stjerner, samtidig fortalte han mig at den konference han havde deltaget i, havde haft et emne der hed Disruptive Business, altså forstyrrende forretning eller forstyrrende hmmm måde at drive virksomhed på. Deleøkonomien i Danmark (og verden) kaldes for Disruptive Business – just in case you did not know.

Anyway, denne her gæst var SÅ begejstret for min lejlighed, at han spurgte om han måtte sætte mig i kontakt med founderen af denne her konference, jeg sagde naturligvis ja tak og tænkte så ikke nærmere over det, indtil jeg fik en mail fra founderen. Han skal afholde et E R F A Gruppe møde (hvilket jeg måtte slå op hvad betød før jeg anede noget om det) med overskriften “Digital Ledelse” – anyway, mange store Danske Firmaer skal deltage i dette møde, bla. Dansk Landbrug (hvilket naturligvis som landmandsdatter vagte min interesse) Derudover skal nogle virkelig tunge spillere så som Danmarks største Bank, Danmarks største Fagforening, Flere forsikringsselskaber osv. (jeg skriver med vilje ikke deres navne da jeg ikke ønsker at min blog kommer frem hvis der søges på det her)

Anyway, det korte af det lange er, at ca. 15 af de tungeste spillere i det Danske erhvervsliv skal deltage i dette møde og jeg er blevet spurgt om jeg vil holde et foredrag for dem, omkring deleøkonomi, disruptive economy, etc. Der er flere vinkler jeg kan vælge og jeg var total fyr og flamme og klar på at gøre det med det samme – jeg mener, jeg er jo virkelig god til at tale, jeg var den bedste i min klasse i USA da jeg havde et fag som hed Speech Turnement (som man ikke kan få i Danmark) Jeg elsker at tale og har i mange år drømt en stille drøm om at få lov til at holde foredrag igen, jeg har bare ikke vidst hvordan jeg skulle komme igang, men nu har jeg fået mit andet tilbud inden for få måneder om at holde foredrag om noget jeg elsker og ved en masse om.

Jeg siger ikke jeg er den bedste på det her området, men jeg er virkelig god, jeg har en massiv viden og jeg er virkelig grundig og jeg er virkelig omhyggelig og hvis andre tror på mig, hvorfor skal jeg så ikke tro på det selv? Sidst gik jo MEGA GODT, jeg fik en stående ovation af 150 mennesker…. efterfølgende har jeg fået en mail hvor i der står følgende:

Besked fra hende der arrangeret mit sidste foredrag

Hvis dét ikke er livsbekræftende, så ved jeg ikke hvad der er – min udfordring (og sorg) går blot på, at da jeg ovenud lykkelig og glad ringer til først min Far og senere min Mor for at fortælle at jeg skal holde foredrag for Dansk Landbrug og denne her mega store bank som engang var mine forældres bank – og mine forældre har anselige formuer, så mit efternavn klinger sikkert ret bekendt i visse områder af banksektoren (og måske det er dér mine forældres frygt og tvivl opstår?)

I hvert fald er DET FØRSTE MIN MOR SIGER: Kan du nu også dét? (!!)

Jeg kan mærke at når hun siger sådan noget, så er det som når du slår en dunghammer ind i et drivhus – mit indre forsvarsværk, min selvtillid og min tro på mig selv ramler sammen som tusinde stykker glas der smadres på én gang med ét eneste ord. Hvorfor tvivler mine forældre og specielt min Mor som er hende der har bukserne på i familien her, altid på mig? Hvorfor er jeg aldrig god nok? Stærk nok? Fin nok? Sød nok? Dygtig nok? Talentfuld nok? Hvorfor er jeg aldrig rigtig selvstændig? Rigtig iværksætter? Rigtig studerende? Rigtig landmand? Rigtig feminin? Rigtig kærestepotentiel?

Jeg er ADLRIG 100% noget i mine forældres øjne og det er som jeg først nu i en alder af 37 år er ved at få øjnene op for, hvor meget det faktisk har betydet i mit liv og haft af inpact på mit livsbillede og anskuelse af mig selv. Der er jo en klar grund til at jeg ikke fortæller mine forældre alting i mit liv – de vil alligevel ikke tro på mig.

Jeg har ikke fortalt dem (eller nogen anden) at jeg har haft et møde med et stort internationalt firma da jeg var i Spanien, jeg har ikke fortalt dem at jeg på næste fredag skal have et møde med en anerkendt dansk forretningsmand – som selv kontaktede mig fordi HAN ønsker at lave et samarbejde med mig – jeg fortæller dem ikke de her ting, dels fordi jeg er bange for at jeg fejler og så vil de bare sidde dér og få endnu mere ret i deres anskuelse af mig.

Men jeg fortæller det heller ikke til dem, fordi jeg ved at de ikke vil tro mig, de vil tro det er noget jeg finder på – og når jeg tænker tilbage i mit liv, så er det sådan alle altid har set på mig – Norman sagde engang til mig at jeg løj da jeg fortalte at jeg ejede en Gård, folk har ALTID antaget at jeg lyver – og når jeg faktisk er et utrolig ærligt menneske, så slår det så ualmindeligt hårdt når folk – og specielt min familie – tvivler på mig. Det er som at få en syngende lussing.

Hvorfor tror du at jeg aldrig har fortalt mine forældre om min Gudfars tilnærmelser, om voldtægterne? De ville jo alligevel ikke tro mig, ingen troede på mig før, da jeg fortalte om andre mindre gruopvækkende ting, så hvad skulle få dem til at tro på mig når jeg fortalte sådanne ting?

Ingen tror på at jeg kan noget, at jeg er noget, at jeg har følelser….

I går aftes havde vi Juleaften-Test-Middag, hvor vi testede 2 forskellige ænder for at se hvilken en af dem som er bedst til Juleaften og så sidder min yngste lillebror og hovere med at han har 7,1 i Gennemsnit på den nye skala. Jeg fortæller ham at hans søster har 8,5 på den Gamle skala og uanset hvad han siger og gør, så er 8,5 altså mere end 7,1 og ergo er jeg klogest – hvad siger min Mor?

Hun siger “at hun da gerne vil se mine karakter fra HHx for hun husker ikke at jeg var så dygtig…..” I sommer sagde min Far ud af det blå midt i en samtale “…… du er jo ikke rigtig journalist…… “

Så i 2015, på kanten af 2016, sidder mine egne forældre og tvivler på at jeg i juni 1999 forlod HHx med et gennemsnit på 8,5 samtidig med at de fælles er enig om at jeg ikke er rigtig journalist – hvilket måske er rigtigt, for jeg er ikke uddannet fra DJH (Danmarks Journalist Højskole) men fra Westminster University – men det gør vel ikke min uddannelse mindre værd? Tværtimod tænker jeg. Oven i dét så er Journalist ikke en beskyttet titel, så selv hvis jeg ikke var uddannet som andet end blikkenslager, så måtte jeg gerne kalde mig selv journalist. Sådan er Den Danske Lovgivning faktisk.

Mine forældre er der aldrig 100% for mig – og det er også derfor jeg kan se nu, at det at låne penge af min velhavende Onkel (min Mor’s lillebror) er hul i hoved, han vil jo altid gå tilbage til mine forældre. Det vil ikke være Business mellem ham og jeg, det vil være business mellem mine forældre, ham og jeg – og dét ønsker jeg ikke.

Jeg sidder netop og lytter til Pink’s sang “Fucking Perfect”, lyrikken er sådan her – og passer SÅ GODT på mig (og desværre nok også på mange mange andre piger rundt om i verden. Mit hjerte græder for hver og en af dem)

Made a wrong turn, once or twice
Dug my way out, blood and fire
Bad decisions, that’s alright
Welcome to my silly life
Mistreated, misplaced, misunderstood
Miss ‘No way, it’s all good’, it didn’t slow me down
Mistaken, always second guessing, underestimated
Look, I’m still around

Pretty, pretty please, don’t you ever, ever feel
Like you are less than, less than fuckin’ perfect
Pretty, pretty please, if you ever, ever feel like you’re nothing
You’re fuckin’ perfect to me

You’re so mean when you talk about yourself, you were wrong
Change the voices in your head make them like you instead
So complicated, look happy, you’ll make it
Filled with so much hatred, such a tired game
It’s enough, I’ve done all I can think of
Chased down all my demons, I’ve seen you do the same

The whole world’s scared so I swallow the fear
The only thing I should be drinking is an ice cold beer
So cool in line, and we try try try
But we try too hard and it’s a waste of my time
Done looking for the critics, cause they’re everywhere
They don{t like my jeans; they don’t get my hair
Exchange ourselves, and we do it all the time
Why do we do that? Why do I do that

Why do I do that?
Yeah, oh, oh baby, pretty baby
Pretty, pretty please, don’t you ever, ever feel
Like you’re less than fuckin’ perfect
Pretty, pretty please, if you ever, ever feel
Like you’re nothing, you’re fuckin’ perfect to me, yeah
You’re perfect, you’re perfect
Oh pretty, pretty please, if you ever, ever feel
Like you’re nothin’ you’re fuckin’ perfect to me

Read more: Pink – Fuckin’ Perfect Lyrics | MetroLyrics

Så, bottom line er, at jeg er blevet inviteret til at holde foredrag for knap 400 Danske erhvervsfolk, jeg fortalte det stolt og glad og ekstatisk til mine forældre og de tvivler på at jeg kan gøre det. De syntes nærmest jeg burde sige nej tak.

Hvis jeg nogensinde får børn – hvilket jeg ikke tror jeg gør – men gør jeg, så skal jeg sørge for at mine børn vokser op med en selvtillid der kan skære igennem is og igennem enhver usikker fremtid. Jeg vil støtte mine børn i alle deres beslutninger, uanset hvor skøre og skæve de end må være – for kun på dén måde kan jeg fremelske deres tillid til mig. Tillid fra et barn til forældre er ikke en selvfølge, den skal man gøre sig fortjent til. Mine forældre gør sig ikke fortjent til min.

Jeg burde flytte hjemmefra – jeg burde ikke bo her men the money…… Desværre flytter der en ind i min lille lejlighed her d. 30, så jeg orker ikke at flytte derind og så tilbage igen. Måske når hun flytter ud igen d. 11. December – så er den ledig i ca. en måned. Så flytter der en ny mand ind…. i en måned. Det er gode penge.

Jeg tænker jeg gør for mange fodfejl i livet – jeg føler mig SÅ FRI og let og glad om hjertet og sjælen efter min Gudfar er død, og jow man eller måske ikke man, men JEG kan godt føle min sjæl. Jeg ved nøjagtig hvordan min sjæl føles og at blive slået, nedgjort og nedværdiget er blot noget på min krop, noget på mig ud af til men ikke på min sjæl og det er dét jeg er ved at lære og ved at forstå.

Alt hvad jeg har oplevet i mit liv, har ikke ødelagt mig – jeg har bare troet at det har ødelagt mig, at det har gjort mig til et dårligere menneske, et anden rangs menneske der ikke rigtig fortjente noget godt i livet – jeg har lyttet til folks hårde ord, jeg har ladet folk slå min selvtillid i stykker med deres ord, men i virkeligheden, så er det jo folk som selv har problemer – måske de end ikke er beviste om deres egne problemer men folk der siger grimme ting til mig, har jo helt klart selv et problem.

Min Mor mener ikke jeg kan fortælle højtuddannet mennesker noget de ikke ved – hun glemmer at jeg også er højtuddannet, eller måske hun ikke glemmer det, for jeg er ret overbevist om at min Mor er skarp så det faktum at hun ikke ser mig sin datter, som højtuddannet betyder jo at hun faktisk ikke mener at jeg ER højtuddannet aka. at min Far i sommer kommenterede på om jeg egentlig var journalist…..

Jeg husker engang jeg overhørte min Mor tale med nogle gl. naboer og hun sagde at jeg var arbejdsløs….. hvilket jeg ikke var, jeg var freelance og tjente faktisk penge nok til at holde mig selv kørerende men for min Mor var dét lig med at være arbejdsløs. Sårende.

Men jeg må simpelthen mount my horses og fortælle mig selv at jeg ER dygtig, flittig og ekstremt hårdtarbejdende og så må jeg flytte hjemmefra så snart det kan lade sig gøre, om det så kun er i én måned i lejligheden. Jeg orker ikke mere – det her fungere ikke, nu har jeg snart boet hjemme i ét år og mine forældre ser mig som fortabt, tabt for omverden. Som det sorte får der ikke kan noget og som aldrig bliver til noget.

Hvis jeg ikke havde hørt det så mange gange før, så ville jeg græde når jeg skrev det her, men det gør jeg ikke, for jeg ved jeg er et godt og dygtigt menneske der nok skal få succes. Somehow.