Jeg er fuldstændig smadret inden i. Og jeg kan end ikke forklare det til mig selv, når jeg sidder her helt alene og kan være så ærlig som jeg vil. Jeg er bare helt ved siden af mig selv.

Jeg sov til over middag, jeg er helt holdt op med at sætte uret, for det gør bare at jeg får endnu mere dårlig samvittighed og en følelse af stress. I går feks. var jeg tidligt oppe og jeg var tidligt i seng og alligevel er jeg SÅ TRÆT i dag, at det føles som om jeg slet ikke har sovet.

Hvorfor er min krop så smadret hele tiden? Mine arme er ømme, mine hæle er ømme, min ryg er træt osv. alt på mig er træt og ømt. Min mund er et inferne af smerte, mine tænder føles som om de sidder løst og jeg kan knap børste mine tænder.

Jeg kan helt oprigtigt ikke huske hvad jeg lavede i går – med mindre jeg går ind i min kalender for at kikke. Min hjerne er helt helt blank på, hvad jeg lavede. Måske jeg spiste en is? I don’t remember.

Jeg ved jeg ringede til Norman, naturligvis uden resultat. Jeg savner savner savner en at tale med. Og nu slår det mig pludseligt, at jeg mødtes med Jonas i går aftes, vi spiste burger til aftensmad og (jeg) drak Erdinger Hvedeøl.

Jeg købte også en toiletskammel via Facebooks Markedsplads. Det er naturligvis ikke en toiletskammel, men blot en lille skammel af træ (20 cm høj) til 75 kr og så 37 kr i forsendelse. Jeg håber den kan hjælpe mig når jeg går på toilet – har læst at det er vigtigt at sidde i den “korrekte” højde med ens ben, så mine pøller nemmere kommer ud og så jeg får tømt hele tarmen, hver gang…..

Jeg havde planer om at tage til Yoga i dag men det blev bare ved tanken. Jeg fik købt mig en salat og cola light og så kørte jeg ud til havnen og sad og kikkede på alle der stod på SUP fra min bil. De kunne ikke se mig, jeg sad med sædevarmen på og iagttog de andre, der levede det liv, jeg ville ønske jeg kunne være en del af – men jeg føler ikke jeg kan overskue at tage derned mere.

Jeg har lagt min våddragt i kælderen, så jeg ikke skal se på den og blive mindet om dét jeg ikke formårer.

Jeg kom aldrig afsted til SUP sommerfesten i søndags, jeg kunne simpelthen ikke tage afsted, jeg har ikke været der længe og følte ikke at jeg bare kunne dukke op og deltage, selv om jeg sikkert godt kunne. Jeg har pakket alt det blå væk igen. Jeg tænker på om de andre syntes jeg snakker for meget, er forkert, er træls – alle de tanke rer kommet til mig, efter Mor og Far’s sms. Jeg havde slet ikke skænket det en tanke før, at de andre måske ikke kunne lide mig.

Jeg føler mig så dum og fiasko agtig, selvom jeg læste en artikel eller en kronik, skrevet af en med en blandingsdiagnose, som sagde det så virkelig virkelig godt. Jeg linkede til kroniken i mit opslag i går http://deirdreannroberts.dk/vi-nulstiller-igen/

Feks. det her afsnit:

“Der er meget få ting, som jeg kan lave “pr. automatik”. Så stort set alt skal planlægges, og hvis min daglig/ugentlige rutine bliver forstyrret uden forvarsel, kan det betyde flere dages inaktivitet. Den korte forklaring er, at mine ressourcer er forholdsvis små, at jeg ikke kører på vekselstrøm mere, men er blevet udstyret med et genopladeligt discountbatteri med ekstra lang ladetid”

Og det her:

“For mig er det at leve med en psykisk sygdom dybest set ikke så forskelligt fra at leve som “normal”. Der er bare skruet på en række ting som fra vekselstrøm til discountbatteri og en større sårbarhed i forhold til ændring af rutiner og spontane aktiviteter, sådan at det spontane stort set ikke eksisterer i mit liv mere, og så er der en svingende følsomhed over for det sagte og usagte, som i stor grad hænger sammen med mit psykiske overskud”

Jeg ville ønske at min familie forstod ovenstående, men det kan jeg jo ikke så godt kræve af dem, når jeg knap selv forstår det. Før alt det her med Psykiatrisk Hospital og kradsen i overfladen, da var min hjerne et mekka af triviel viden, jeg havde en fantastiske klæbehukommelse, som huskede alt hvad mine øjne så og mine øre hørte, uden at jeg behøvede gøre noget for det. Min hjerne var som et gigantisk kompleks motorvejssystem, med 20 spor i hver retning og sirlige kartoteker kasser med ALT sat i orden og system.

Nok var mit liv ikke perfekt, langt fra og nok var der masser af kaos i det, men min hukommelse har jeg altid været stolt af, min vidensbase, min arbejdsevne – jeg har aldrig været en som gav op og nu er det eneste jeg ønsker, at give op. Men jeg ved bare ikke hvad der skal blive af mig hvis jeg giver op.

Jeg bliver så frustreret over at jeg ikke ved, hvad der skal blive af mig. Jeg kan ikke se en slutning på de her følelser og jeg er så så så uendelig alene at jeg næsten kan skærer i følelsen af ensomhed omkring mig. Jeg føler jeg får det værrer for dag til dag og ikke bedre, uden at jeg rigtig kan gøre noget.

Jeg ville ønske jeg havde en jeg kunne tale med, sådan helt befriende og let. Jonas er god at tale med, men han har selv sine problemer og forstår ikke rigtig at give mig den modstpil jeg har brug for, for ikke at sidde og svælge i min egen pity og selvmedlidenhed.

Min Psykiater-Lærling kan jeg af gode grunde ikke tale med mere og den næste jeg kan komme i tanke om, som jeg talter godt med, er Norman. Norman er helt blank, han siger nøjagtig hvad der falder ham ind, når det falder ham ind. Blank er måske det forkerte udtryk, han er nærmere hæmningsløs, han gør og siger nøjagtig hvad der falder ham ind – lidt som jeg på en måde men han er – i stærkt skærende kontrast til mig – evig optimist. Altid glad, altid klar til at se på tingene fra en anden vinkel, ligesom da jeg boede på gården – og dét har jeg i den grad brug for i mit liv.

Men jeg kan heller ikke tale med Norman. Det er svært at tale med en som afviser en i sådan en grad.

Så det efterlader mig med 0 personer jeg kan tale med. 0. Nul. Har du nogensinde overvejet hvor få mennesker det egentlig er? Jeg kan ikke betro mig til nogen, jeg kan ikke tømme mit hjerte og mine tanker og jeg kan ikke få afløb for noget af alt det rod der er i mit hoved, for jeg er helt helt mutters alene.

Og jeg har end ikke modet til at begå selvmord.