Deirdre Ann Roberts

At Være Forvirret Anno det 21. Århundrede

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med

You are here: Home / Archives for Ensom

En dag i sengen…

By: comment

I dag formået jeg end ikke at komme ud af sengen. Klokken er nu 23.52 og jeg stod (kun) op kl. 17.30 fordi jeg skulle spise aftensmad hos mine forældre og min lillebror havde ringet efter mig. Hans Italienske kæreste/flirt rejser hjem i morgen.

Jeg har bogstaveligtalt ikke udrettet noget i dag. Jeg har ikke talt med nogen (udover min familie under maden) og jeg kom som prikken over i’et til at ringe til Norman (af alle mennesker) da jeg kørte hjem fra mine forældre.

Min far gik i seng kl. 20.45, han sagde han var træt, så sad jeg tilbage med Mor i stuen og på få minutter begyndte jeg at græde og mor at kører rundt i, at jeg skal få mig et arbejde “for som du nok kan se er din far ved at være gammel og træt” Her hentyder mor til at jeg får løn fra Far’s firma – jeg skyndte mig at sige (som sandt er) at jeg syntes vi skal droppe aftalen/kontrakten så jeg ikke får en løn fra dem, for jeg kan faktisk ikke rigtig overskue den “sky” der hænger henover mig fordi jeg ikke arbejder men bare får penge fra dem.

Jeg har altid drømt om at blive selvstændig men det er faktisk det eneste jeg ikke har formået at blive. Jeg har på magisk vis altid været afhængig af nogen i mit liv – og enten har de (dem jeg var/er afhængig af) ikke udstå mig eller også er de trætte af min afhængighed, ligesom Far og Mor er.

Men jeg har ikke bedt om at være sådan her, jeg har ikke bedt om at være ansat i Fars firma og jeg har ikke bedt om at blive ignorert. Hvor ville jeg ønske at nogen ville tale pænt men ærligt til mig. På en forståelig måde.

Har fået en kommentar til forrige indlæg, jeg forstod den faktisk ikke. Enten er jeg helt blank eller også var det en lang smørre om en ateist der sætter foden ned men tror på Gud (og Oldemor)

Det er meget muligt Hr. Gud ikke giver størrer byrder til folk end de kan bære, i så fald vil jeg gerne have smallere skuldre, for jeg ønsker ikke at bære rundt på mere skrammel. Jeg ønsker bare at have ro i mit sind og lave noget jeg brander for. Mor har i denne uge alene sendt mig 2 jobopslag og hver gang bliver jeg lidt mere fortvivlet inden i.

Hvis jeg tager et job, så må jeg lukke mit firma, det er jeg ikke parat til. Hvis jeg tager et job, skal jeg ud og præstere noget foran andre, det er jeg ikke parat til. De gange jeg har haft alm. arbejdsmodtagerjobs har det gået helt galt. Jeg vil altid sige at det var lederne der var noget galt med, men de vil nok sige det omvendt. I hvert fald er jeg blevet fyret flere gange end jeg har lyst til at tænke på – og jeg orker det faktisk ikke mere.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde og jeg ved ikke hvor jeg skal tage fat. Jeg er så ensom inden i og savner i høj grad at tale med nogen på min egen alder – faktisk savner jeg veninder SÅ FORFÆRDELIGT MEGET at jeg i dag gik igennem min liste af blokeret numre og gættede mig til hvilket nummer der var Anika’s og så ringede jeg til det, fra skjult nummer – jeg har ingen ide om hvad jeg forventede eller tænkte jeg ville få ud af det. VIRKELIG barnlig handling men jeg tænkte at jeg måske kunne hører hendes stemme (hvad det så rent rationelt skulle gavne mig??) Hun tog telefonen i først ring og præsenteret sig selv.

Hun lød som jeg husker hende, glad og frisk. Jeg lå i min seng og græd stille mens jeg lyttede til hende sige “Hallo?” to gange. Så lagde jeg på og skammede mig i mit indre.

Jeg lå i sengen og kikkede på billede af Michelle, taget et sted i Italien, hun ser glad og smilende ud som hun står og smiler til kameraet. Billede er taget i November 2014, omkring det tidspunkt jeg flyttede fra Spanien til Danmark. Hun døde 19. Februar 2015. Jeg savner hende så forfærdeligt meget at det gør helt ondt i min mave, men jeg kan ikke ringe til hende og sige hvor meget jeg savner hende og jeg kan ikke lytte til hendes stemme mere. Hun er helt væk. Væk for altid.

Og det er på aftner som disse, når jeg sidder alene i mørket i min lejlighed og græder så jeg næsten ikke kan stoppe, at jeg bliver nød til at tænke seriøst på, hvor min fremtid ligger?

Hvad skal jeg bruge Januar 2019 på? Hvad skal jeg bruge resten af mit liv på? Hvad skal jeg bruge de næste 40 januar i mit liv på? Jeg har simpelthen ingen idé og uanset hvor meget jeg gerne vil, så kan jeg ikke se en udvej ud af dette helvede med tanker der gør mig handlingslammet, en mund der gør voldssomt ondt, tænder der er ømme, læber der er tørrer, en mave der vokser af fedt og en vægt der stiger. Mine dage går med alt muligt og ingenting og mest af alt, så savner jeg at have nogen at tale med. Nogen som vil forstå at jeg ikke nødvendigvis græder fordi jeg har ondt i sjælen men at jeg måske lige så meget græder fordi jeg er fortvivlet og ikke kan se en udvej.

Da Far gik i seng, viste jeg Mor opslaget fra Psykiatrien i Region Midtjylland om Personlighedsforstyrrelse. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventede, jeg havde måske forventet at hun ville sige noget i retning af at dét ville hun gerne deltage i og at hun straks ville købe billetterne (til 50 kr. pr. stk.) fordi hun gerne vil prøve at lærer at forstå (mig) men i stedet for begyndte hun at stille spørgsmål ved, hvad vi egentlig lavede ude på Psykiatrisk Hospital, hvad vi egentlig talte om og hvor vi egentlig var på vej hen? Hvordan skulle min fremtid se ud ifølge Psykiatrisk Hospital – hun stillede så mange spørgsmål, at jeg blev helt forvirret (og begyndte at græde) for jeg ved det jo ikke selv – men i opslaget stod der jo netop at psykoterapi var en måde at hjælpe på og det er jo dét jeg går til – men hvorfor er det ikke nok, for mor?

Hvad er det hun vil have? Jeg kan ikke trykke på en knap og så er jeg tip top i morgen. Jeg begynder faktisk at tvivle på at jeg nogensinde får det godt igen. Det er som om jeg bare synker og synker og der er så forfærdelig langt imellem mine samtaler med min Nye Behandler og jeg kan ikke se at vi bevæger os nogen steder hen, men dét skal jeg ikke nyde noget af at sige til Mor.

Jeg er SÅ ulykkelig og så ked af det og kan næsten ikke rumme mig selv mere.

Ensom December

By: comment

I dag har jeg gjort rent i min udlejningslejlighed. Den har været udlejet i 22 dage til en medarbejder fra et portugisisk firma – shit den var beskidt!! Der var lange sorte hår over alt, bogstavelig talt over alt!

De lå i store totter rundt om i lejligheden, afløbet i bruseren var stoppet med hår, håndvasket sejlede i lange sorte hår, der var hår i tørretumbleren, vaskemaskinen, sengetøjet, på toiletsædet – OVER ALT!
– gad viden om personen (en pige) er blevet skaldet eller om det er normalt hun fælder så meget???

Der var krummer i alle skuffer, opvaskemaskinen sejlede med opvask og det samme gjorde køkkenvasken. På komfuret var en klam fedtpande sat i blød og sådan var det over alt…… snavs, beskidt service, hår, støv, krummer, snotklude, affaldsposen var prop fuld og under vasken havde hun (måske?) forsøgt at sortere affald men aldrig taget det med ud, så det lå og lugtede….

Det gode ved Gæster som sviner, er at alt simpelthen skal gøres rent, så det er bare at starte fra en ende af og gå i gang. Så det gjorde jeg. Og efter knap 4 timer var ALT skinnende rent igen. Jeg havde vaskede mit nye tæppe og pudebetræk til sofaen på 30 grader og lavet en rigtig fin seng med de nye puder jeg købte til Black Friday.

De nye Gæster tjekker ind imorgen og ud dagen før nytårsaften og så kommer der en ny fra 6-18. Januar og igen en fra 20. januar til 2. marts. Det er dejligt med så lang bookninger, så jeg ikke behøver gøre så meget rent. Ikke at jeg ikke kan lide at gøre rent, jeg er bare kronisk træt og har svært ved at overskue ting, som feks. ind og udtjekning og rengøring, strygning, rulle sengetøj osv. I bund og grund kan jeg godt hører at jeg lyder doven, men jeg er faktisk bare ufattelig træt med træt på.

Og oven i er min mund et inferne, min højre side af munden føles som om der er ved at gro en tand ud, tandkødet er ømt og jeg kan faktisk ikke huske om jeg har fået min visdomstand dér men noget siger mig svagt at jeg har fået alle mine visdomstænder – dog er smerten voldssom og strækker sig helt om i højre øre og jeg kan ikke finde ud af om jeg er ved at få tandpine eller ørepine. Uanset hvad det er, så må det gerne gå over hurtigt og SNART!

Som prikken over i’et fortalte jeg min yngste lillebror om Gården, min Gudfar, min søster og mor’s mening om at fortælle dem om min sorg osv. Juleaften omkring midnat. Han fik en rynke i panden som jeg aldrig har set før og blev rigtig ked af det, men også vred og irriteret på min Mor og søster. I dag fik jeg ham til at fortælle min ældste lillebror om det, eller jeg spurgte om han syntes det var bedst at jeg skrev et brev eller hvordan jeg bedst fik fortalt det til mine andre brødre.
– vi aftalte at min yngste lillebror gik en tur med min ældste lillebror og som jeg skriver nu, er de alle sammen til rest-aftensmads-spisning hjemme hos Far og Mor. Det var mega nemt for mig at vælge at jeg ikke skulle deltage!!!!

Tanke om hvad de taler om, eller hvad jeg kunne havde fået smidt i hoved af anklager om at havde ødelagt deres liv osv. var mere en rigeligt til at jeg tog direkte hjem og gik i et tiltrængt bad (har lige haft menstrauation hvor der hang lange tråde af slimet blod ud af mit underliv 🤢) og det er som om lugten af sur kusse (min Gudfars ord) har hængt ved mig de sidste par dage. Men nu har jeg barberet alt, måsen, missen, benene og under armene. Jeg har vasket hår og høvlet fødder og hæle og smurt hele kroppen ind i creme og nu sidder jeg i sofaen og forsøger ikke at synke spyt i højre side af munden (!) fordi det trækker i mit øre. På tv er der en film som hedder Eragon, en eventyr film om en dragerytter og radiatoren larmen mens den forsøger at varme min lille lejlighed op.

Jeg har virkelig lyst til at tale med nogen – min tanker har kredset ekstremt meget omkring Anika og Barbara. Jeg ved at Barbara er hjemme på Juleferie, vi aftalte at vi skulle ses i efterårsferien men jeg hørte intet og nu er det Jul og jeg hører stadig intet – og det var endda hende der kontaktede mig da jeg blev 40. Ikke omvendt.

Jeg har tænkt rigtig (rigtig rigtig) meget på min Psykiater-Lærling og ville virkelig ønske jeg kunne ringe til hende. Bare hører hendes rolige stemme og hendes forsikring om at alting nok skal blive godt igen (en dag) Jeg ville give rigtig meget for en livslinje til hende, men jeg har ikke hendes telefonnummer og selv hvis jeg havde, så er det jul og hun er i et happy sted og ikke som jeg, et sted fyldt med smerte, gråd og fysisk og indre smerte. Life sucks. Og jeg er så ensom.


Om lidt skal jeg sove, er helt træt ind til knoglerne.

Ensom.

By: comment

Jeg er fuldstændig smadret inden i. Og jeg kan end ikke forklare det til mig selv, når jeg sidder her helt alene og kan være så ærlig som jeg vil. Jeg er bare helt ved siden af mig selv.

Jeg sov til over middag, jeg er helt holdt op med at sætte uret, for det gør bare at jeg får endnu mere dårlig samvittighed og en følelse af stress. I går feks. var jeg tidligt oppe og jeg var tidligt i seng og alligevel er jeg SÅ TRÆT i dag, at det føles som om jeg slet ikke har sovet.

Hvorfor er min krop så smadret hele tiden? Mine arme er ømme, mine hæle er ømme, min ryg er træt osv. alt på mig er træt og ømt. Min mund er et inferne af smerte, mine tænder føles som om de sidder løst og jeg kan knap børste mine tænder.

Jeg kan helt oprigtigt ikke huske hvad jeg lavede i går – med mindre jeg går ind i min kalender for at kikke. Min hjerne er helt helt blank på, hvad jeg lavede. Måske jeg spiste en is? I don’t remember.

Jeg ved jeg ringede til Norman, naturligvis uden resultat. Jeg savner savner savner en at tale med. Og nu slår det mig pludseligt, at jeg mødtes med Jonas i går aftes, vi spiste burger til aftensmad og (jeg) drak Erdinger Hvedeøl.

Jeg købte også en toiletskammel via Facebooks Markedsplads. Det er naturligvis ikke en toiletskammel, men blot en lille skammel af træ (20 cm høj) til 75 kr og så 37 kr i forsendelse. Jeg håber den kan hjælpe mig når jeg går på toilet – har læst at det er vigtigt at sidde i den “korrekte” højde med ens ben, så mine pøller nemmere kommer ud og så jeg får tømt hele tarmen, hver gang…..

Jeg havde planer om at tage til Yoga i dag men det blev bare ved tanken. Jeg fik købt mig en salat og cola light og så kørte jeg ud til havnen og sad og kikkede på alle der stod på SUP fra min bil. De kunne ikke se mig, jeg sad med sædevarmen på og iagttog de andre, der levede det liv, jeg ville ønske jeg kunne være en del af – men jeg føler ikke jeg kan overskue at tage derned mere.

 

Jeg har lagt min våddragt i kælderen, så jeg ikke skal se på den og blive mindet om dét jeg ikke formårer.

Jeg kom aldrig afsted til SUP sommerfesten i søndags, jeg kunne simpelthen ikke tage afsted, jeg har ikke været der længe og følte ikke at jeg bare kunne dukke op og deltage, selv om jeg sikkert godt kunne. Jeg har pakket alt det blå væk igen. Jeg tænker på om de andre syntes jeg snakker for meget, er forkert, er træls – alle de tanke rer kommet til mig, efter Mor og Far’s sms. Jeg havde slet ikke skænket det en tanke før, at de andre måske ikke kunne lide mig.

Jeg føler mig så dum og fiasko agtig, selvom jeg læste en artikel eller en kronik, skrevet af en med en blandingsdiagnose, som sagde det så virkelig virkelig godt. Jeg linkede til kroniken i mit opslag i går http://deirdreannroberts.dk/vi-nulstiller-igen/

Feks. det her afsnit:

“Der er meget få ting, som jeg kan lave “pr. automatik”. Så stort set alt skal planlægges, og hvis min daglig/ugentlige rutine bliver forstyrret uden forvarsel, kan det betyde flere dages inaktivitet. Den korte forklaring er, at mine ressourcer er forholdsvis små, at jeg ikke kører på vekselstrøm mere, men er blevet udstyret med et genopladeligt discountbatteri med ekstra lang ladetid”

Og det her:

“For mig er det at leve med en psykisk sygdom dybest set ikke så forskelligt fra at leve som “normal”. Der er bare skruet på en række ting som fra vekselstrøm til discountbatteri og en større sårbarhed i forhold til ændring af rutiner og spontane aktiviteter, sådan at det spontane stort set ikke eksisterer i mit liv mere, og så er der en svingende følsomhed over for det sagte og usagte, som i stor grad hænger sammen med mit psykiske overskud”

Jeg ville ønske at min familie forstod ovenstående, men det kan jeg jo ikke så godt kræve af dem, når jeg knap selv forstår det. Før alt det her med Psykiatrisk Hospital og kradsen i overfladen, da var min hjerne et mekka af triviel viden, jeg havde en fantastiske klæbehukommelse, som huskede alt hvad mine øjne så og mine øre hørte, uden at jeg behøvede gøre noget for det. Min hjerne var som et gigantisk kompleks motorvejssystem, med 20 spor i hver retning og sirlige kartoteker kasser med ALT sat i orden og system.

Nok var mit liv ikke perfekt, langt fra og nok var der masser af kaos i det, men min hukommelse har jeg altid været stolt af, min vidensbase, min arbejdsevne – jeg har aldrig været en som gav op og nu er det eneste jeg ønsker, at give op. Men jeg ved bare ikke hvad der skal blive af mig hvis jeg giver op.

Jeg bliver så frustreret over at jeg ikke ved, hvad der skal blive af mig. Jeg kan ikke se en slutning på de her følelser og jeg er så så så uendelig alene at jeg næsten kan skærer i følelsen af ensomhed omkring mig. Jeg føler jeg får det værrer for dag til dag og ikke bedre, uden at jeg rigtig kan gøre noget.

Jeg ville ønske jeg havde en jeg kunne tale med, sådan helt befriende og let. Jonas er god at tale med, men han har selv sine problemer og forstår ikke rigtig at give mig den modstpil jeg har brug for, for ikke at sidde og svælge i min egen pity og selvmedlidenhed.

Min Psykiater-Lærling kan jeg af gode grunde ikke tale med mere og den næste jeg kan komme i tanke om, som jeg talter godt med, er Norman. Norman er helt blank, han siger nøjagtig hvad der falder ham ind, når det falder ham ind. Blank er måske det forkerte udtryk, han er nærmere hæmningsløs, han gør og siger nøjagtig hvad der falder ham ind – lidt som jeg på en måde men han er – i stærkt skærende kontrast til mig – evig optimist. Altid glad, altid klar til at se på tingene fra en anden vinkel, ligesom da jeg boede på gården – og dét har jeg i den grad brug for i mit liv.

Men jeg kan heller ikke tale med Norman. Det er svært at tale med en som afviser en i sådan en grad.

Så det efterlader mig med 0 personer jeg kan tale med. 0. Nul. Har du nogensinde overvejet hvor få mennesker det egentlig er? Jeg kan ikke betro mig til nogen, jeg kan ikke tømme mit hjerte og mine tanker og jeg kan ikke få afløb for noget af alt det rod der er i mit hoved, for jeg er helt helt mutters alene.

Og jeg har end ikke modet til at begå selvmord.

Økonomi og Samleje

By: 2 Comments

I dag er det torsdag, i tirsdags var jeg hos min søde psykiater-lærling. Hver gang jeg går derfra, rød i hoved med hævet øjne og stive saltet kinder, ved jeg at de næste par dage vil være et tankemylder uden lige – og jeg har ikke én eneste person jeg kan dele mine tanker med. Ikke én.

En tanke som er gået igen fra både sidste og denne uge er

  • Er ufrivillig samleje mellem en mand og en kvinde, også kendt som voldtægt, virkelig voldtægt hvis kvinden får en orgasme og ikke konsekvent hele tiden gennem hele forløbet siger “Nej Nej Nej”?Jeg er ikke særlig god til at få orgasmer sammen med en mand, men jeg kan nemt få dem alene, når jeg bare er mig, eller hvis jeg lukker manden ude af mit univers og gør hele arbejdet selv – men det er sjældent at jeg får dem sammen med en mand.Jeg er overbevist om at det skyldes, min egen skam, skyldfølelsen og flovheden over at jeg nogle gange sammen med min Gudfar fik orgasmer, ikke fordi jeg ville, men fordi min krop svigtet mig og arbejdet mod mig – og dog, måske den (min krop) faktisk arbejdet med mig, for mig?Det er jo almen viden at orgasmer er kvindens krops naturlige glidecreme, ufrivillig sex indeholder yderst sjældent, hvis slet ikke, forspil. Det er lige på og hårdt i en ofte tør skede, da kroppen tørrer helt ud og pumperne kører andre steder i kroppen med røde panikknapper og pumpende adrelin.

    Måske min krop gjorde samlejerne mindre ubehagelige for mig, ved at smørre min skede, så den fysiske smerte fyldte mindre end den psykiske?

    Hænger det måske sådan sammen?

    Og hvor mange gange skal man sige “Nej” pr. gang, før man har sagt fra og skal man i det hele taget sige “Nej” hver gang? Er det stadig ufrivillig samleje når man kun laver sure miner og minimal modstand i starten?

    Hvis samlejerne er ofte, kan det jo være svært at råbe højt om hjælp hver evig eneste gang, velvidende at det bare gør manden sur og vred og irritabel og når manden er sur og vred og irritabel, så bliver samlejerne også hårdere, mere voldsomme, mere voldlige og mere ubehagelige – og længere. Meget længere.

En anden af mine tanker som kører igen og igen i denne tid, er min økonomi. Jeg kan simpelthen ikke få skidtet til at hænge sammen og jeg er dybt frustreret over at det ikke lykkes.
– jeg har dog også en snigende mistanke om at jeg selv fråser, det er som om at når alting går skidt, så kan det med økonomien også være ligemeget.

Så jeg satte mig ned og lavede et regnestykke, som endte med at se sådan her ud

  • Udgifter September 2017: 26.197.31 Kr.        Indtægter September 2017: 6015 Kr Udgifter August 2017: 18.518,80 Kr.       Indtægter August 2017: 31.435 Kr
    Udgifter Juli 2017: 17.453.40 Kr.                   Indtægter Juli 2017: 11.390 Kr
    Udgifter Juni 2017: 24.470,79 Kr.                  Indtægter Juni 2017: 9470 Kr
    Udgifter i alt:        86.640.30 Kr.                     Indtægter i alt:            58.310 Kr.Regnestykke: Udgifter minus Indtægter giver et underskud på:
    86.640.30 Kr.  – 58.310 Kr. = 28.330,30 Kr.Tag underskudet på 28.330,30 Kr. og del det med 4 måneder og du kan se at jeg har et samlet underskud, HVER MÅNED på 7083,32 Kr.

    I regnestykket ovenover, er KUN indregnet mine faste udgifter og mine meget svingene indtægter. Dvs. jeg har slet ikke spist mad endnu, eller puttet Diesel på min bil, eller fodret min hund, eller købt min medicin som koster knap 580 kr pr. mdr. eller puttet penge i min virksomhed eller noget som helst andet

    – så da jeg så at jeg har brugt knap 1200 kr KUN på 7/11 indkøb (aka Cola light til min brandene mund) sandwiches og bager i September måned, så kan jeg godt blive rigtig rigtig sur på mig selv – men jeg kan ikke rigtig se hvordan det kan stoppes eller ændres, for det er alt sammen køb jeg foretager, når jeg har det værst og forsøger at få det bedre.

Ergo, mit liv er ret meget i stykker i øjeblikket og jeg leder desperat efter bare én lille bitte mikroskopisk grund til at blive her, til at holde fast i livet.

Men med et liv fyldt med sorg og skam og en økonomi der prøver at spænde ben for mig hver evig eneste dag, er det virkelig virkelig svært.

På en måde ville jeg ønske jeg ikke skulle se min psykiater-lærlig hver uge, for det får bare alt skramlet som jeg har brugt oceaner af tid og kræfter på at skubbe væk, pakke ned og glemme, til at vælte frem – og umiddelbart kan jeg ikke se at det gavner hverken mig, samfundet eller fremtiden. Min psykiater-lærling kunne helt sikkert bruge sin tid bedre, på en anden patient/klient/person, hvis fremtidsudsigter ville være lysere og bedre end mine.

P.S: jeg syntes desuden voldtægt er et virkelig grimt ord og jeg har svært ved at bruge det. Voldtægt er for mig når en pige går hen af vejen og rykkes ind i en busk af en mand og voldtages én gang. Voldtægt er ikke når det sker igen og igen og igen, år efter år. Måske det er, men det er et ord der slår knuder på min tunge i øjeblikket og jeg har svært ved at bruge det.

Sidste Menstruation som 36 årig…

By: comment

Vildt at tænke på ikk!!

For et par dage siden sagde min cyklus app at jeg snart skulle ha menstruation. Det glemte jeg ret hurtigt igen da min menstruation kommer som vinden blæser efter at jeg ikke bruger NuvaRing mere.

Her til morgen var mit tis så rosafarvet og jeg har derfor tappet ind i appen at min cyklus aka menstruation er startede.


Jeg er fortrukket ind i min lejlighed som jeg er ved at male. Jeg er træt, vågnede i nat kl 4 og lå vågen til kl 05.40 hvilket betød at jeg ikke kom op og til træning.

Min krop er som drænet for energi og jeg ville give meget for en telefonisk hygge samtale hvor jeg bare kan være mig og den anden part kan tale og fortælle. Så får jeg indput uden at skal yde noget selv og lidt selskab. Bagefter er jeg bare mig igen, alene.

Dét ville være dejligt men jeg ved ikke hvem jeg skulle ringe til. Alle jeg kender er på ferie eller har børn, hvilket er lidt det samme = de er fraværende.

Faktisk ville jeg nok ikke vide hvem jeg skulle ringe til selv om der ikke var ferie 🙁

Hende pigen jeg mødte til et møde jeg var til i København i februar, hende der OM MULIGT har et størrer og mere “kaffe-kage” agtigt navn end jeg har skrevet lidt på sms.

Jeg har meldt mig til en event i Paris i November og det har hun også. Hun ville hører om vi skulle følges ad. Jeg var lige ved at sige nej, jeg bliver altid så nervøs når det er folk jeg ikke kender, så tvivler jeg på at de faktisk kan lide mig, at de vil mig. Erfaring siger mig jo at det oftest er tilfældet, at folk ikke kan lide mig eller ikke vil mig. Hvorfor er mig en gåde.

Jeg endte med at tage et leap of faith og sige ja tak til selskab og så må vi se hvad der sker til November, hvor jeg også skal til Websummit i Dublin.

Jeg har købt billetten, er dog også med i en konkurrence, hvis jeg vinder får jeg billetten gratis men selv om jeg arbejder benhårdt på at vinde er der jo ingen garanti, så jeg købte billetten mens den stadig var forholdsvis billig, 565€, hvilket faktisk er sindssygt mange penge!!

Men hellere være safe than sorry.


Har  været i Netto og købe Kartoffelspegepølse, min krop opførere sig som har den ikke fået mad i et døgn, og jeg har ellers spist havregrød til morgenmad.

På vejen gik jeg forbi en genbrugsbutik og tjekkede lige om de havde viskestykker. Jeg køber altid viskestykker i genbrugsbutikker, dels er de billige og dels har de været vasket en million gange, hvilket gør dem ideelle til rengøringsklude.

 v

 Der var også en fin rød halskæde til 39 kr. Total frås indkøb men det var de Guldkarameller og den Harboe Cola Light jeg købte også. I dag er jeg ligeglad. Faktisk.

En af min Fars barndomsvenner’s datter har spurgt mig om jeg vil arbejde som frivillig på Skanderborg, jeg syntes det lyder lidt som at være en glædespige in the non sexual way så det har jeg sagt ja tak til på trods af at jeg FUCKING HADER koncerter!!!!!!

At være 159 høj, gør at jeg aldrig kan se scenen, det gør også at jeg bliver jokket på, skubbet til, får øl i håret, albuer i øjet, kan lugte andre menneskers ustyrlige kropslugte lige up in my face. Så hvad er pointen med koncerter når dét er resultatet?

Så vil jeg hellere lytte til musikken hjemme i min sofa, have eller bil og drikke min øl uden risiko for at få banket fortænderne ind af en fuld ildelugtende idiot!

Så det er VIRKELIGT stort at jeg gør det, men jeg har ikke penge til ferie, og desuden er ferie sjovere når man er to, så frivilligt arbejde er det tætteste jeg kommer på ferie i år.

Og nu skal jeg vaske gulv i lud.