I dag er det torsdag, i tirsdags var jeg hos min søde psykiater-lærling. Hver gang jeg går derfra, rød i hoved med hævet øjne og stive saltet kinder, ved jeg at de næste par dage vil være et tankemylder uden lige – og jeg har ikke én eneste person jeg kan dele mine tanker med. Ikke én.
En tanke som er gået igen fra både sidste og denne uge er
- Er ufrivillig samleje mellem en mand og en kvinde, også kendt som voldtægt, virkelig voldtægt hvis kvinden får en orgasme og ikke konsekvent hele tiden gennem hele forløbet siger “Nej Nej Nej”?Jeg er ikke særlig god til at få orgasmer sammen med en mand, men jeg kan nemt få dem alene, når jeg bare er mig, eller hvis jeg lukker manden ude af mit univers og gør hele arbejdet selv – men det er sjældent at jeg får dem sammen med en mand.Jeg er overbevist om at det skyldes, min egen skam, skyldfølelsen og flovheden over at jeg nogle gange sammen med min Gudfar fik orgasmer, ikke fordi jeg ville, men fordi min krop svigtet mig og arbejdet mod mig – og dog, måske den (min krop) faktisk arbejdet med mig, for mig?Det er jo almen viden at orgasmer er kvindens krops naturlige glidecreme, ufrivillig sex indeholder yderst sjældent, hvis slet ikke, forspil. Det er lige på og hårdt i en ofte tør skede, da kroppen tørrer helt ud og pumperne kører andre steder i kroppen med røde panikknapper og pumpende adrelin.
Måske min krop gjorde samlejerne mindre ubehagelige for mig, ved at smørre min skede, så den fysiske smerte fyldte mindre end den psykiske?
Hænger det måske sådan sammen?
Og hvor mange gange skal man sige “Nej” pr. gang, før man har sagt fra og skal man i det hele taget sige “Nej” hver gang? Er det stadig ufrivillig samleje når man kun laver sure miner og minimal modstand i starten?
Hvis samlejerne er ofte, kan det jo være svært at råbe højt om hjælp hver evig eneste gang, velvidende at det bare gør manden sur og vred og irritabel og når manden er sur og vred og irritabel, så bliver samlejerne også hårdere, mere voldsomme, mere voldlige og mere ubehagelige – og længere. Meget længere.
En anden af mine tanker som kører igen og igen i denne tid, er min økonomi. Jeg kan simpelthen ikke få skidtet til at hænge sammen og jeg er dybt frustreret over at det ikke lykkes.
– jeg har dog også en snigende mistanke om at jeg selv fråser, det er som om at når alting går skidt, så kan det med økonomien også være ligemeget.
Så jeg satte mig ned og lavede et regnestykke, som endte med at se sådan her ud
- Udgifter September 2017: 26.197.31 Kr. Indtægter September 2017: 6015 Kr Udgifter August 2017: 18.518,80 Kr. Indtægter August 2017: 31.435 Kr
Udgifter Juli 2017: 17.453.40 Kr. Indtægter Juli 2017: 11.390 Kr
Udgifter Juni 2017: 24.470,79 Kr. Indtægter Juni 2017: 9470 Kr
Udgifter i alt: 86.640.30 Kr. Indtægter i alt: 58.310 Kr.Regnestykke: Udgifter minus Indtægter giver et underskud på:
86.640.30 Kr. – 58.310 Kr. = 28.330,30 Kr.Tag underskudet på 28.330,30 Kr. og del det med 4 måneder og du kan se at jeg har et samlet underskud, HVER MÅNED på 7083,32 Kr.I regnestykket ovenover, er KUN indregnet mine faste udgifter og mine meget svingene indtægter. Dvs. jeg har slet ikke spist mad endnu, eller puttet Diesel på min bil, eller fodret min hund, eller købt min medicin som koster knap 580 kr pr. mdr. eller puttet penge i min virksomhed eller noget som helst andet
– så da jeg så at jeg har brugt knap 1200 kr KUN på 7/11 indkøb (aka Cola light til min brandene mund) sandwiches og bager i September måned, så kan jeg godt blive rigtig rigtig sur på mig selv – men jeg kan ikke rigtig se hvordan det kan stoppes eller ændres, for det er alt sammen køb jeg foretager, når jeg har det værst og forsøger at få det bedre.
Ergo, mit liv er ret meget i stykker i øjeblikket og jeg leder desperat efter bare én lille bitte mikroskopisk grund til at blive her, til at holde fast i livet.
Men med et liv fyldt med sorg og skam og en økonomi der prøver at spænde ben for mig hver evig eneste dag, er det virkelig virkelig svært.
På en måde ville jeg ønske jeg ikke skulle se min psykiater-lærlig hver uge, for det får bare alt skramlet som jeg har brugt oceaner af tid og kræfter på at skubbe væk, pakke ned og glemme, til at vælte frem – og umiddelbart kan jeg ikke se at det gavner hverken mig, samfundet eller fremtiden. Min psykiater-lærling kunne helt sikkert bruge sin tid bedre, på en anden patient/klient/person, hvis fremtidsudsigter ville være lysere og bedre end mine.
P.S: jeg syntes desuden voldtægt er et virkelig grimt ord og jeg har svært ved at bruge det. Voldtægt er for mig når en pige går hen af vejen og rykkes ind i en busk af en mand og voldtages én gang. Voldtægt er ikke når det sker igen og igen og igen, år efter år. Måske det er, men det er et ord der slår knuder på min tunge i øjeblikket og jeg har svært ved at bruge det.
