Stikkemøde…

Klokken er 02.41 natten til onsdag og jeg har ikke sovet endnu.

Om 7 timer træder jeg ind i et rum, på Psykiatrisk hospital, hvor der måske sidder de 4 stikkende damer fra sidste møde, måske flere mennesker. Og jeg er igen alene, fordi jeg har vaægt ikke at tage nogen med.

Hvem skulle det være? Én fra min familie som ikke rigtig tror på mig, eller på psykiatrien?

En fremmed, som jeg ville skulle bruge noget af min kostbare, næsten ikke eksisterende energi, på at sætte ind i hele sagen, som startede denne lavine af smerte, sorg, svigt følelser, ensomhed, følelsen af at være forkert igen? Jeg ser det ikke som en mulighed.

Min ældste lillebror skal til 3. Samtale hos et firma i København i morgen. Jobbet er i Århus men hovedkontoret er i Kbh. Ham Mac drillede, så jeg har lånt ham min….. min elskede elskede Macbook Pro til 26.000 kr (curtecy mit gl. Firma)

Min yngste lillebror blev 26 år i dag (i går, tirsdag) og flyttede samtidig til hmmmm Holbæk (?) hvortil han er headhunted af DBU.

Jeg tilbragte et par timer med min søster og baby i dag, nede på Streetfood. Min søster kan ikke forstå at jeg er så smadret efter 45 minutters terapi men jeg tror hun glemmer hvor smadret jeg er efter et par timers selskab med hende.

Hun snakker i et væk (sikkert af et godt hjerte) om hvad jeg skal, hvordan jeg skal tænke, føle, gøre osv. I alle mulige givende situationer. Jeg zapper mentalt væk, for at kunne overskue tiden med hende.

Det er godt babyen er med, så kan jeg fokuserer på hende mens min søster snakker.

Jeg bliver SÅ træt af at hører hvad jeg skal gøre, hele tiden. Det er som om jeg ikke kan rumme det.

Jeg har lige genhørt samtalen med de 4 stikkende damer, som jeg optog. Jeg kan ligefrem hører hvor presset jeg er, ved at lytte til min stemme. Det er så mærkeligt at jeg slår over i Engelsk midtvejs og så tilbage til Jysk igen. 🤦🏼‍♀️

Jeg frygter ikke som sådan i morgen, men alligevel er jeg urolig. Jeg ved slet ikke om jeg har lyst til at foresætte i Psykiateien, jeg tror ikke jeg kan bidrage til noget positivt til et forløb.

Jeg kender jo allerede min udskrivelsesdato/min slutdato. Kan det rent mentalt og rent psykisk arbejdsmæssigt betale sig at jeg forsøger at krænge det inderste grimme ud, på så kort tid?

Jeg dør alligevel et sted mellem nu og næste juli. Jeg tager helt lavpraktisk plads fra en der har mere brug for hjælp end jeg, fra en som ikke er så besværlig en klientpatient.

Århhh gid jeg kunne sove længe, lige til jeg vågner….. men jeg ved at så snart jeg lukker mine øjne, kommer maridtene og drømmene og når jeg vågner følger de mig som en skygge, indtil jeg lægger mig igen…..