I dag har været super crazy bussy og jeg blev helt stakåndet og modløs da jeg så dagens agenda i morges.
Først skulle jeg op og i bad og have tøj på og mascara – sidst nævnte halter altid en del, da jeg som udgangspunkt aldrig – virkelig aldrig – bruger make-up. Jeg har alt i make-up, tak til min søster, men jeg bruger det ikke.
Det er som om min hud ikke kan ånde når den får foundation, pudder og mouss på – jeg HADER DET – plus at jeg ikke kan finde ud af, om piger der bruger det, faktisk er klar over at the shit krakkelere på deres hud, som en anden slangeham i løbet af dagen. Det ser virkelig ikke særlig pænt ud at have slangeskin på næsten eller kinden, eller at ens hår på overlæben er blevet streget op af brun pudder. Så, jeg er altså ikke fan af make-up (om end jeg er facineret af dem som kan finde ud af det!)
Så det at bruge mascara er for mig, at gøre mig lækker. Men når dagen er slut, skal lortet jo af igen – og jeg skal virkelgi VIRKELIG forsøge at komme ind i en god steam for at få det gjort. Hivs jeg ikke tager det af, smitter det af på min nyvasket, nystrøget hovedpude og dét er faktisk et størrer problem for mig, end det faktum at det er dårligt for huden, øjene og øjenvipperne. Fuck den del, men MIN PUDE og mit SENGETØJ……!
MEN LANG historie kort, jeg kom op og var ved fodlæge kl. 12.00. Mine negle er stadig hvide og de ligner stadig flager og jeg har stadig ikke fodsvamp i dem.
Fodlægen kikkede på dem og kikkede så på mig og sagde: De er jo ved at vokse ud, uden det hvide – jeg tænker, er der sket noget i dit liv for et halvt år siden…….nej vent…… 8-10 måneder siden??
Jeg tænkte: WTF!?? For 10 måneder siden var det Januar 2017 og jeg var indlagt på Psykiatrisk Hospital, livet gik i stå og alting sejlede – men kan dét ses i mine tånegle??
Heldigvis for mig, har mine negle set sådan ud siden i sommer – jeg tænker at de vokser ud og starter forfra med at være hvide og grimme – og så putter jeg mere neglelak på og så kører den onde cirkel.
Nu har jeg taget neglelakken af, og hvis jeg husker det skal jeg forsøge at lægge et billede ind så du kan se dem. Jeg endte med at få en knap 2 timer lang fodbehandling – dejligt men fuck det var lang tid og jeg havde et investeringsmøde kl. 14.00, som jeg vitterlig ankom til kl. 13.58, hvilket IKKE er mig!
Men mine tær er vist nok rigtig fine nu og jeg har ikke hård hud under dem (mere)
Til investeringsmødet mødte jeg en gut, en “far” type som kender min søster. Ifølge min søster er han sej. Ifølge mig, not so much. Han lagde nærmest røret på, da jeg efter aftale ringede i Uge 42. Dét slog mig naturligvis ud – men han har så efterfølgende fået mit nummer (som han åbenbart mistede) af min søster og vi havde så en aftale i dag.
Det trælse er bare, at han arbejder for samme offentlige instituation som støttere iværksættere, som dem jeg talte med i december 2016 og som i Januar 2017 ca. gjorde sådan til mig: 🖕🏻
– så mine tanker er ikke så storer på det punkt.
Videre derfra, mødet skulle vare en time, altså fra 14.o0 til 15.00 men jeg tæskede ud af døren kl. 15.43. Hjem, sætte bilen (parkering i Århus om eftermiddagen er 🔫) op i lejligheden, finde cykelhjelm og nøgler frem, op på min Støt Brysterne Cykel og afsted til Skrivekursus som startede kl. 16.30 – jeg trode faktisk jeg kom forsent, men da jeg stod udenfor, var klokken kun 16.09.
Jeg gik ind alligevel og læreren (som minder mig frygtelig om Annabel – og som jeg tror er gravid i 5 måned ca.) var der. Hun kikkede på uret og konstateret tørt: Du er tidligt på den…
Jeg spurgte om jeg skulle sætte mig ud i venteværelset/kantinen men hun sagde at det var okay, selv om det ikke lød okay. Note til mig selv: Kom kl. 16.28 næste gang.
Jeg fik svaret på nogle smser, slået wifi til computeren og fandt de tekster frem som var sendt til hinanden på en fællesmail – inkl. ham fyrens mail. Hans navn var gammeldags (ligesom mit) og jeg forventede en gammel pervers stodder (sorry men det gjorde jeg) og ind kom en genert mand på max 26 år. Han gav hånd og alle præsenteret sig, jeg gav ham hånden men undlod bevist at præsentere mig.
– don’t ask why men det føltes mest rigtigt. Hvad rager det ham hvad jeg hedder? Han skulle jo nok finde ud af det, når vi skulle læse vores tekster op.
Og så kom turen til min tekst. Jeg havde været på toilet inden. Ikke fordi jeg skulle tisse men fordi min mave naturligvis havde besluttet sig for at være fyldt med prut lige på denne aften – og at lade den sive i plenum af 7 personer, var nok ikke helt optimalt. Så ud og prutte af på toilettet – og ind og hører kritik.
Jeg fik ikke nær så meget kritik eller kommentar med, som de andre tekster fik. Irriterende. Jeg tror derimod at mange (dem alle samme faktisk, alle 6) var chokeret over min tekst. Den ene dames stemme knækket over da hun skulle fortælle om hvad hun havde læst og hvordan min tekst havde påvirket hende. Dét forbløffet mig faktisk lidt, da jeg ikke selv syntes det var så slemt, jeg har jo ikke gået i detaljer om noget.
Opgaven lød på at skrive max 3 sider om os selv, noget som skulle være første side i en potentiel bog. Jeg skrev følgende:
“Harvey Sweinstein.
En mørk oktober morgen. Den kolde luft, blandet med skraldebilens velkendte lyde, kravler ind af det åbne vindue. Skærmen viste 04.50. Alt for tidligt at stå op.
Jeg åbner min telefon, ved at taste den 6-sifret kode med venstre tommeltot. Jeg ligger på maven og må lige minde mig selv om, at jeg burde sætte telefonen op så jeg også kan åbne med fingertouch på venstre hånd.
Et hurtigt blik på mailboksen fortæller mig at der er 14 ubesvaret mails, kun 4 er nye ordre. Videre til Facebook og mit nyhedsfix – hvilket ikke er veninder der spammer konkurrencer med pastelfarvede gevinster og inviterer til den ene spille saga efter den anden – nej mit nyhedsfix kommer fra Politiken, Fox News, New York Times, Huffington Post, Berlingske, Børsen, Jyllands Posten, Stiften og alle de andre skarpe (og mindre skarpe) aviser som har opdateret livet minut for minut mens jeg sov.
Det første i mit news feed, er en Harvey Weinstein artikel. Jeg scroller hurtigt videre. Næste avis, endnu en Harvey Weinstein artikel, han er jøde by the way. Burde de ikke være hjerte gode?
Venstre tommeltot scroller ned og ned, mens jeg bogstaveligtalt læser med ét øje. Mit hoved hviler på puden og broderikanten er printet ind i hele højre side.
Lyset fra skærmen er ikke længere skarpt for mit øje. Jeg er vågen nu, men hvor ville jeg ønske jeg sov. At jeg ikke lå her, med åbent vindue og startede dagen med at læse alle de negative, vrede, latterliggørende kommentar – 90% af dem lagt af mænd, til månedens, måske årets største skandale afsløring; En af USA’s mest succesfulde filmproducere, Harvey Weinstein er blevet afsløret i gentagende gange at have brugt sin magt, sine penge, sine to meter og 110 kg, til at voldtage, misbruge, forulempe, krænke og ydmyge kvindelige skuespillere og ja, kvinder generelt.
Harveys handlinger har affødt en verdensomspændende #metoo kampagne og historierne vælter bogstavelig talt frem. Uanset hvor jeg kikker, Facebook, Twitter, Instagram, Avisartikler, Tv avisen, ja selv i WhatsApp’s historielinje finder jeg #metoo fortællinger. Det er forfærdeligt og jeg får fysisk kvalme ved at tænke på det. Jeg forstår ikke at så mange kvinder har oplevet det samme som jeg.
Jeg skæver til kanten af sengen. Sekretet sidder langs rillerne på min Fun Factory dildo. Den er pink. Sekretet er hvidt og cremet. Er man virkelig ødelagt inden i, når man kan tilfredsstille sig selv som jeg kan?
Jeg tænker tilbage på min tid i København, jeg nåede både at tage Østerbro, Vesterbro, dele af Nørrebro (den sjove del selvfølgelig) og var netop kommet til København K., da jeg mødte It Manden. Jeg tænker tit på hvor meget jeg er gået glip af, og hvor meget jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage til det punkt og starte igen. At være hende der bestemt, hende der sagde hvor og hvornår og med hvem.
Sådan var det ikke da jeg var barn. Når jeg lukker øjnene, ser jeg mig selv i roemarken med min Gudfar. Jeg går med min lille hakke og luer ukrudt mellem roerne, det er svært at se forskel på ukrudt og en spirerende roe, men jeg var ret skarp allerede som 3-årig.
Som belønning fik jeg lov til at sutte sukkeret ud af en sukkerroe, som min Gudfar kløvet med sit hakkejern. Markerne var flade til alle sider, jeg tænker vi kunne ses helt til Himmelbjerget. Hans bukser var blå og fra Kansas. Gummistøvlernes gummi var tørt og krakkeleret ligesom skinnet på en slange og hans bælte var brunt, slidt og bøjet. Jeg kan stadig fornemme det slidte bløde Kansas stof og den sølvfarvede lynlås der kradset min hånd, da han med et fast greb om mit lille håndled lagde hans bløde varme tissemand med de stride hår, i min hånd. Jeg skulle aet den indtil den blev som skaftet på hakke. I min venstre hånd holdt jeg min kvarte sukkerroe. Jeg elskede sukkerroer.
Jeg tænker på min Psykiater-Lærling, hun sagde, ordret, at jeg var et “ualmindeligt omsorgsfuldt menneske der levede i en ualmindelig svær situation” – det var sødt sagt og en del af mig vil gerne give hende ret, men måske jeg ikke er et omsorgsfuldt menneske. Tvivlen er der altid. Måske jeg lyver? Måske alt det jeg siger ikke passer? Måske er jeg en psykopat, et manipulativt menneske? Hvis ingen rigtig tror på Jennifer Lawerance, Angelina Jolie og Rose McGowan, hvordan skal nogen så kunne tro på mig?
En tårer triller fra venstre øje, nedover næseryggen og forsvinder ned i broderiet på puden. Hvis jeg kan sove lidt mere, er der stadig en chance for at I dag bliver en god dag, frem for endnu en dag i rækken af dage.”
Teksten med blå skrift, skulle jeg helt slette. Det passede ikke ind. Jeg er dog ikke helt enig, for jeg syntes det passer ind, da det jo kun er én side til en hel bog – og det ville netop linke denne side til den næste. Men skulle siden stå alene, ville det være fint at slette, for så giver den ikke nogen mening.
Teksten med rød, skulle flyttes op og stå som den første linje. Altså aller aller første linje og være en del af starten. For at skabe en cliffhænger Jeg er enig.
– dog ville jeg aldrig skrive teksten så meget i “jeg” form som jeg gjorde, men det var jo en del af opgaven.
De andre fik at vide hvilken bøger de skulle læse, hvad der ville være godt for dem at gøre osv. Jeg mødte flere gange lærerens blik og hun kikkede på mig og så undveg hun mig med sine øjne.
I dag er jeg ikke så hooked på skrivekurset og næste gang kommer jeg ikke, da jeg er i København. Bummer at gå glip af en hel gang men jeg skal over og bo på hotel og bare være mig selv, alene.
– har jeg sagt at jeg har bestilt billetter til Miami i Januar? De var rasende billige, 989 kr pr. tur og da jeg jo skal bo hjemme hos Far og Mor i 63 dage, var det ikke en svær beslutning at tage. Jeg bookede turen allerede i starten af Oktober, en sen nat, men har fuldstændig glemt alt om det, indtil Norwegian sendte mig en reminder om at booke hotel. Jeg bookede flybilletterne fordi de sendte mig en reminder om at jeg sidste år ved denne tid, også bookede billetter til USA og dét syntes de jeg skulle gøre igen. Clever. Om jeg virkelig tager afsted ved jeg ikke, men det er også årsdagen for Michelles død og jeg har besluttet at jeg tager samme tur som hende og jeg tog sammen i 2009, bare alene. Vi skulle se turtle hatching på stranden i Daytona, det er SÅ stort men vi så aldrig nogen. Desværre.
Jeg håber det bliver lige så godt i virkeligheden, som jeg tænker i mine tanker. Åhhh Michelle jeg savner dig. Helt oprigtigt ind i mit hjertekull.
Da skrivekurset var færdig, hoppede jeg på cyklen og kørte op til en iværksætter event. Jeg ville tale med en af dem som står for det, han er super sød. Og det var ham som gav mig muligheden for at præsentere mig firma, i Maj 2016, hvor jeg mødte Amerikaneren som ikke ville knalde mig analt alligevel da det kom til stykket. Han var jo bare all talk talk talk.
Netop som jeg står og laver en aftale med ham, om et møde i næste uge eller om ca. halvanden uge, går han op efter en gratis øl mere, to andre går på toilet og jeg står alene tilbage. I min græsgrønne uldkjole, sorte strømpebukser og mine seje lysergrå Lofina sko med plateauhæl. Over armen har jeg min jakke (armygrøn), computertaske (rød) tørklæde (gråt) og min cykelhjelm (sort) Jeg føler mig faktisk ret tjekket, ret okay og ret ja, bedre tilpas end jeg har været i flere måneder – da jeg laver den fatale fejl at vende mig om og se hvem der står bag mig (but fucking why???)
Der står én af Møgkællingerne fra min folkeskole, hende der er gået konkurs med hendes latterlige app, som minder om en mellemting mellem Instagram og Dropbox. Jeg hader hende.
Hun står der i en gruppe af mænd (naturligvis, fucking luder!) og er sort fra top til tå. Sort hår, sort tøj, sort sind. Hun ligner en bleg anorexisk udgave af Cruella de’Ville fra 101 Dalmatiner. Sort og forfærdelig. Dårligdommen emmer ud af hende, men ingen kan åbenbart se det, udover mig. Hvem fanden vil egentlig tale med en person, som har bragt så mange mennesker så meget sorg? Hun har jo ikke gjort andet end at gøre mit liv et levende helvede i alle de ÅR vi gik i folkeskolen sammen, og alligevel er det hende der står og er center of attention….. Jeg forstår ikke livet. Må Karma ramme hende så hårdt at hun aldrig rejser sig igen!
Om hun så var den sidste der kunne give mig ilt og alternativet var at jeg døde, så ville jeg vælge døden på et nanosekundt frem for at modtage ilt fra hende.
– jeg endte med at tage min cykelhjelm, jakke, tørklæde og handsker og gå. Ud til min pinke cykel og hvad gør jeg så, når noget går mig på og jeg gerne vil dele det med nogen, fortælle nogen om mit liv og min dag?
Jeg ringer til Norman.
Han tog den ikke. Naturligvis.
I går da jeg var hos min Psykiater-Lærling, talte vi om Norman. Jeg brugte hans rigtige navn og fortalte om ham. Til et levende menneske. Om hvordan han var nu, om hvordan han var engang og hvad jeg oprigtigt med hånden på hjertet følte for ham. Om hvordan jeg savnede ham som ven, fordi han var der for mig engang for ÅRTIER siden, men på et tidspunkt hvor alting var aller aller sortest, hvor min Gudfar var mere efter mig end nogensinde før. Et tidspunkt hvor volden var begyndt at snige sind ind, fordi jeg var begyndt at sige fra. Hvor jeg boede i København og forsøgte at skabe et nyt liv, med en ny identitet der ikke inkluderet en Gård, en bil og masser af penge.
Med andre ord, jeg forsøgte at finde Deirdre-Ann. Og hvor var jeg klodset til det. Jeg tumlede omkring, sårede mennesker og sagde forkerte men ærlige ting. Ting som man åbenbart ikke siger, men hvor skulle jeg vide det fra?
Det var bare så dejligt, så frit og så lettende at kunne fortælle om Norman. Ved navns nævnelse. Jeg har ikke fortalt nogen om ham i årevis. Jeg har ikke talt om ham, som ham, med nogen i ja evigheder. Han er min dårlige samvittighed, min ligtorn og den del jeg ikke kan tale med nogen om. Og så pludselig kunne jeg hører min Psykiater-Lærling give sin mening til kende. En mening som er kommet frem på baggrund af det jeg fortalte. Men også en baggrund som ikke var (er) farvet, jeg fortalte sandheden, både fra min side, med mine fejl og dumheder men også fra Normans side.
Der var ingen klonklusion på vores samtale. Ingen løsning. Og det er også okay, det var bare dejligt at kunne tale om ham. Tak for det.
Nu vil jeg kikke lidt på vores næste skrive opgave og så sove, klokken er 22.08 og jeg er busted.
Hvad har DU på hjertet?