I dag var jeg til sensitiv yoga – jeg har gået på et andet hold før, men det ligger tirsdag eftermiddag og når jeg er færdig hos min psykiater-lærling kl. 15.00 hver tirsdag, så er jeg simpelthen så mega mørbanket at hvis jeg når hjem uden at falde i søvn i en pøl af tårer, snot og kaotiske tanker, så er jeg faktisk rimelig sej, på niveau med en Frihedskæmper!!
Holdet jeg går på i dag, er samme koncept, men jeg kan sagtens mærke at læreren ikke er den samme og at hende jeg går hos nu, er ung og nyuddannet psykolog og yoga lærer. Der er – i min optik – ALT for meget snak. Forstået på den måde, at jeg virkelig ikke har overskud til at lytte og træffe beslutninger. Jeg er der 100% for at få fortalt hvad jeg skal gøre, konkret og lige til.
Første hold jeg gik på, der lå yogamåtterne fremme når jeg kom, jeg skulle bare tage plads og så lave de samme øvelser som lærere – hvis jeg havde lyst.
Her, her skal jeg selv hente en yoga måtte og der er flere at vælge imellem, allerede dér bliver jeg forvirret. Dem jeg gerne vil have og som jeg har prøvet de andre gange, var pakket ned under et tæppe, så jeg var usikker på om jeg måtte tage sådan en, så jeg ente med at tage en tynd blå en og fik mega ondt i ryggen. Plus den lugtede at sure tær.
Så skal jeg lytte til læreren der taler om at man kan få alle mulige følelser og at vi kan forlænge timen og at man gerne må dit og dat og dut og dot – jeg vil ikke have valg. Jeg vil have konkretitet. Jeg vil vide at det er det samme hver gang, så jeg ikke skal tænke.
MEGA ærgerlig at holdet om tirsdagen med den lærer, kun er om tirsdagen, har meldt mig til 6 gange hos hende den anden her om onsdagen og skal nok komme igennem dem, men Christ, just make it simpel – der er jo en grund til at det er sensitiv yoga for traumeramte personer.
I tirsdags var jeg hos min Psykiater-Lærling, vi kom til at tale om Michelle, da jeg jo skulle have været i Miami, men jeg kan slet ikke overskue livet lige nu. At Synnøve Søe begik selvmord har slået mig ret meget ud af det, meget mere end jeg havde troet. Jeg har tænkt SÅ MEGET på hende, hendes valg og på om hun kunne havde været her nu, hvis hun havde fået den rigtige medicin og den rigtige hjælp?
Det gør mig virkelig ked af at tænke på.
Vi talte også om mine drømme, jeg har rigtig mange grimme drømme i øjeblikket, en af dem som kommer igen og igen er mig der løber ud af huse fra soveværelset med varmt sæd der løber ned af indersiden af benene, min bh sidder skævt, halvt oppe over det ene bryst, så det stikker ud forneden og brystvorten er blottet. Jeg har ondt flere steder, mellemkødet er revnet og jeg kan stadig smage ham. Jeg sidder på hug helt klemt sammen ude i frugthaven, nøgen på nær bh’en og gemmer mig i tusmørket en dag i april/maj måned. Jeg kan huske at jeg tænker på om min blege krop kan ses oppe fra min forpagters gård? Jeg kan hører min Gudfar lede efter mig og jeg ved at det jeg har gjort, at vride mig fri og løbe, blot vil gøre at næste gang bliver længere, mere voldsom, mere ubehagelig – men jeg tænker ikke altid konstruktivt, hverken dengang eller i dag.
Jeg var simpelthen SÅ ked af det i tirsdags og kunne slet ikke rumme mig selv, plus at jeg hele tiden tænker på at nu er forløbet snart slut og hvad skal der så blive af mig? Jeg er slet ikke klar til at stå på egne ben, forstået på den måde, det har jeg jo gjort hele tiden, hele mit liv, men at skulle gøre det nu, er jeg ikke sikker på er sådan en god idé. Jeg føler mig slet ikke klar til at fungere på en ny måde selv. På en måde vil jeg gerne videre og have det bedre, nogle dage kan jeg se en revne i det sorte foran mine øjne, men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal navigere i et nyt liv, med et “nyt jeg” og med det i tankene er det ret skræmmende at være til og være mig.
Måske jeg vrøvler, men i mit hoved giver det så meget mening. Så du kan forestille dig hvor glad jeg blev, da min “Psykiater-Lærling” sagde 1. “……jeg har ikke tænkt mig at slippe dig Deirdre-Ann……. ” og derefter sagde at hun 2. “…….først syntes at vi lige var kommet igang….” og derfor gerne ville forsætte vores forløb frem til hun går på sommerferie i slutningen af Juli (hvilket er dér hvor jeg bliver 40 år…) frem for at stoppe i Marts 2018, som var den oprindelige aftale.
Kære dig, jeg lover dig at de to små sætninger, har betydet SÅ meget for mig inden i – det er som om jeg har fået lagt et tæppe om skulderne og så småt er ved at få varme igen. Dét er virkelig den eneste måde hvorpå jeg kan beskrive følelserne inden i mig. Jeg føler jeg er ved at tø op, ved at blive varm igen efter at have sovet med kroppen udenfor dynen i årevis.
Den anden nat i mine maridtsagtige drømme, kom en kvinde jeg kendte i Afrika pludselig frem. Hun græd og var helt fortvivlet, jeg talte ikke med hende, det var som om jeg svævet over hendes hoved, som hun sad dér på en træstub på hjørnet af hendes lerklinet hus ude i midten af ingenting. Damen er gammel, hun er desuden Mormor til 7 børn, hvoraf en af dem blot var en baby, Mercy, da jeg var dernede. Hendes datter var død af Malaria og havde efterladt hende 7 børn, den sidste var få dage gammel. Det var Mercy.
Jeg ringede til IT manden og det viste sig at han havde hendes nummer, jeg ved ikke om det stadig virker eller om hun stadig har det samme nummer, men jeg overførte 400 Danske kroner via Afrikansk Mobilepay, kaldet M-Pesa. Det svare til ca. 6500 Kenyanske Schillings. Januar er måneden hvor der købes skoleuniformer i Kenya – uanset hvem der har fået pengene, så håber jeg eller jeg ved, at de bringer glæde. Hvem vil ikke blive glad for at få 6500 af deres egne penge ind på deres telefon?
Jeg håber naturligvis de havner i Mormor’s lomme. Jeg ville virkelig ønske jeg havde flere penge til at hjælpe andre mennesker med. Feks. ville jeg investere flere penge i sommerhuse/ferieboliger og invitere alle de syge fra Psykiatrisk Hospital på gratis ferie og jeg ville sende flere penge til Johanne fra Oaser i Psykiatrien. Hun køber blomster for de penge folk Mobilepayer hende, både afskårne og blomster med rødder, og kører en gang om ugen ud og besøger de Psykisk syge som er indlagt på Psykiatrisk Hospital og giver dem blomster. Gid jeg kunne bidrage med noget – men dels har jeg ingen talenter og dels har jeg ingen overskud – det er stadig ret sandsynligt at Johanne en dag kommer med blomster til mig, hvis jeg ikke får mit shit together. Snart.
Hvad har DU på hjertet?