Det er lørdag aften, Michelles 40 års Fødselsdag. Jeg har sms’et lidt med hendes lillesøster – og for et par timer siden, prøvede jeg faktisk at ringe til Michelle… 🤦🏼‍♀️…. fuck mig – I know I know…. men jeg skriver lidt til Michelle på Skype da det var “vores ting” hun svarer naturligvis aldrig, men jeg kan godt lide ideen om at vores samtaler ligger i cyber space for evigt, både dem vi havde sammen og dem jeg nu har med hende alene. Måske en dag om 100 år, nogen åbner vores chatlogs og ser et vindue til to skønne veninders samtaler henover flere årtier.

Jeg har fedte hænder efter at have spist de billigste slave chips, en kopi af Kims Salte Skruer. Min gane er helt ødelagt, min mund brander og min konto har ca. 54 kr. tilbage og jeg mangler stadig at betale termin på knap 11.000 kr – så jow det hele ser fedt ud lige nu.

Så hvad er mere passende for sådan en lørdag aften end at udøve selvdestruktive handlinger? Feks. at se 2 afsnit af “Say Yes To The Dress” på TLC og bagefter søge på alle de brudekjoler jeg 1. ALDRIG får råd til 2. ALDRIG kommer til at gå i, da dét ville kræve en mand der faktisk ville gifte sig med mig.

Som om ovenstående ikke var selvdestruktivt og torturagtigt nok, her dagen før jeg skal have min menstruation og hormonerne tæsker mine organer, så valgte jeg at søge på CSM – og nej, det er ikke et styresystem til computere – det er Center for Seksuelle Misbrugte og sørme om de ikke har en liste over Senfølger af Seksuelle Overgreb. Og naturligvis har jeg ligget og læst den igennem……

Men noget af informationen er faktisk ret interessant og tankevækende, det er lidt ligesom da jeg var barn og skulle lærer de små tabeller (jeg lærte dem aldrig rigtigt) Bag på alle de ternede kladdehæfter, var der en lille tabel. Man kunne kører fingeren ned og hen og så stod resultatet. Det var total snyd for man skulle jo kunne det i hoved – men i stedet for at kunne dem i hoved, blev jeg mega god til at snyde.

At læse om Senfølger af Seksuelle Overgreb er lidt som at snyde i de små tabeller, som om jeg smugkikker på resultaterne frem for at leve livet og opleve resultaterne. Forskellen er bare, at jeg ikke ORKER at leve livet mere og opleve resultaterne af seksuelle overgreb – jeg vil gerne kende senfølgerne NU (og helst i går) og jeg vil gerne forstå resultatet/summen af Voldtægt på den ene linje og barn på den anden linje = Depression (feks.)

Og ud for Depression på CSM Midt Nord’s hjemmeside, står der feks.

DEPRESSION

Depression er en af de mest udbredte lidelser forbundet med traumer og tab i barndommen. Barndomstraumer som seksuelle overgreb skaber en sårbarhed, der alene, såvel som i kombination med aktuelt stressende livsbegivenheder, øger risikoen for at udvikle depression i voksenlivet. Samtidigt påvirker traumer i barndommen også hvor svær den/de depressive episoder bliver samt hvor hyppigt de opstår (Allen, J. G. 2013).

Den del jeg har markeret med kursiv, sad lige i skabet hos mig, som i solarplexus spot on. Det er jo dét der er sket. Alt det i barndommen og da jeg var ung og ældre kan jeg ikke ændre på. Det er sket og jeg har levet med det i så mange mange MANGE år at det er en indgroet del af mig.

Der hvor kæden hopper helt af, frem for “bare” at hakke som den har gjort hele mit liv, er da It manden og jeg begynder at få problemer, eller ikke problemer, for det havde vi jo aldrig, men dér hvor jeg begynder at indse at det her ikke kommer til at fungere og It manden ikke forstår vigtigheden af at vise mig at han VIL mig – dér begynder turen til hvor jeg er i dag (komibneret med resten af mit liv) så dør Michelle, så dør min Gudfar, så sælger jeg gården, så sker det med Annabell og Annika og Barbara, så mister jeg lejligheden i København, så forsvinder It manden på sin Le Mans og Pilgrimsvandring og efterlod mig alene i over en måned osv. osv. og dét er dét som CSM beskriver som “aktuelt stressede livsbegivenheder”
– når jeg tænker på det, så vil jeg helst bare dø. Helt ærligt, det ville være SÅ meget nemmere hvis jeg bare døde. Hvis jeg bare ikke var her mere – liv efter døden eller ej, mine kvaler ville være slut.

Denne her er også lige i solar-plexus http://csm-midtnord.dk/index.php?page=skam

SKYLD OG SKAM

Alle børn bliver født med en naturlig seksuel drift, men børn og unge er ikke udviklet til en voksen-seksualitet. At få vækket sin seksualitet for tidligt kan derfor i sig selv opleves meget skyld- og skamfuldt. Skyld og skam har sammenhæng, men er dog forskellige følelser.

Skyld handler om, hvad vi gør, og hvordan vi handler, mens skam handler om vores blotte eksistens, dvs. selve den person vi er. Man kan med andre ord godt føle skam over at have været udsat for et seksuelt overgreb, uanset om man oplever sig selv som skyldig og ansvarlig for, at det er sket eller ej.

I det seksuelle overgreb bliver barnet brugt til at tilfredsstille en andens behov, hvilket i sig selv kan opleves meget nedværdigende og skamfuldt. Hertil kommer, at det ikke er ualmindeligt, at børn reagerer seksuelt, når de udsættes for overgreb, hvilket barnet kan tolke som udtryk for, at det selv havde lyst.

Forstærket skyld og skam

Skyld- og skamfølelser forstærkes ofte i de situationer, hvor barnet rent faktisk har følt lyst- og behagelighedsfølelse. Der kan være tale om situationer, hvor den voksne med krænkende adfærd har været meget kærlig, forsigtig og blid i sin tilgang til det seksuelle overgreb, og hvor grænserne mellem omsorg/nærhed og det seksuelle overgreb har været meget flydende. Barnet og senere den voksne kan også føle skyld og skam over, at de blev belønnet med f.eks. slik, gaver eller særlige privilegier i forbindelse med overgrebene. For nogle børn, kan det at påtage sig skyld, give et håb om selv at kunne gøre noget anderledes for derved at stoppe overgrebene.

Selvbebrejdelse og utilstrækkelighedsfølelse

Børn, der har været udsat for et seksuelt overgreb, har ofte gjort meget for at beskytte sig i overgrebssituationen og mange har sagt fra, men er ikke blevet hørt eller troet. Derfor kan barnet og senere den voksne opleve, at han/hun ikke handlede tilstrækkeligt, og at overgrebene derfor var dets egen skyld, hvilket kan opleves meget skamfuldt. Det er heller ikke ualmindeligt, at voksne med senfølger dømmer sig selv som børn ud fra en voksenforståelse. Dette betyder, at den voksne kræver af sig selv, at det som barn skulle have været i stand til at håndtere og stoppe overgrebet på en voksen måde, som ikke var muligt for barnet i situationen.

Skyld- og skamfølelser forstærkes ofte yderligere af de holdninger, der eksisterer i samfundet om overgreb som noget forkert, ækelt og forkasteligt.

Dét som jeg har markeret kursiv får mig næsten til at græde bare ved at læse det, hvis ikke det var fordi min mave lige har slået knuder og tømt sig ud i min fine hvide toiletkumme i en eksplosion uden lige. Min mund brænder, min højre arm gør ondt, jeg er dybt dybt træt (blev jo vækket mega tidligt pga. naboen) og har arbejdet hele dagen, så jeg orker ikke at græde, jeg er simpelthen for træt og presset mentalt.

Jeg var, og er, en luder for penge. Min Gudfar plejede at give mig 500 kr. når vi var færdig, altid kontanter. Jeg tænker ofte på hvor mange penge jeg ville have haft hvis jeg blot havde gemt dem frem for at putte dem i min punge og lade dem forsvinde på ingenting. Jeg skyder på at jeg havde haft hele udbetalingen til en lejlighed i København, eller mere. Kontant.

Og så er der hele emnet omkring Selvdestruktivitet http://csm-midtnord.dk/index.php?page=selvdestruktivitet

SELVDESTRUKTIVITET

Følelsen af manglende selvværd og oplevelsen af sig selv som ond, præget af skam og skyld samt følelse af afmagt fører ofte til selvhad og selvdestruktiv adfærd. Misbrug af alkohol, stoffer, prostitution eller mere direkte selvbeskadigelse som spiseforstyrrelse, cutting, forsøg på selvmord eller selvmord.

Selvbeskadigelse kan være en form for synliggørelse af den smerte den udsatte bærer på og være et budskab om, hvad ofret har været udsat for. Det kan beskrives som et ordløst skrig fra det stumme barn, der ikke har været i stand til og fået mulighed for at fortælle, hvad det har været igennem, et forsøg på at bryde hemmeligheden og blive synlig.

At tilføje sig selv fysisk smerte kan være en erstatning for den psykiske, et forsøg på at ophæve uvirkelighedsfølelse og vise at smerten er reel, en måde at få nogen kontrol på oplevelsen af at ”gå i stykker” indeni og dermed forsøge at overvinde angst.

Selvbeskadigelse i form af selvafstraffelse kan være en konsekvens af oplevelsen af mindreværd og værdiløshed, selvhad og selvfordømmelse og derved ikke at fortjene bedre.

Den der har haft en tilværelse fyldt med smerte, bliver kendt med dette, således at der følger en form for tryghed med selvdestruktiviteten. Det at have det godt bliver utrygt, fordi det er ukendt og fordi det aktiverer angsten for igen at blive svigtet.

Selvbeskadigelse ved fysisk smerte eller bedøvelse kan være en måde at få afstand til og lægge låg på den psykiske smerte.

Den markeret sektion, er mig – lige nu her til aften. “Den der har haft en tilværelse fyldt med smerte, bliver kendt med dette…” Ohh ja, jeg kunne havde skrevet dét selv, hvis jeg altså skrev og formuleret mig så godt som personen der har skrevet disse tekster på CSM’s hjemmeside.

Min mund gør mere og mere ondt, jeg kan næsten ikke rumme mig selv lige nu, men før jeg smutter vil jeg lige fortælle om noget som jeg 50/50 måske har fortalt…jeg kan ikke huske det….. men i fredags dag jeg var på Streetfood med min søster (som jeg kørte til en 40 års Fødselsdag her til aften) fik jeg en mail fra Norman. Bang. Sådan ud af det blå – jeg har jo endda lavet sådan en Dreamdays tælle app, der fortæller mig hvor mange dage jeg har været sej og IKKE kontaktet ham. Pt. er det i 13 dage and counting (og jeg VINDER denne gang!!)

I mailen skriver han blot 2 linjer fra sin iphone. Han skriver noget i retningen af (jeg har slettet den) “Det ser koldt ud. Jeg så det ikke i snevejr” Øhhhh what?

Mailen han skrev var et svar til en mailtråd vi havde haft kørerende fra 16. Februar og 17. Februar, hvor han så pludselig ikke svarer mere – total typisk Norman stil – og bum, 9 Marts aka 20 dage senere svarer han på noget som 200% ikke er relevant mere og som iøvrigt ikke har min interesse mere. Jeg havde i vores mailtråd, sendt et link til et sted på Camino France hvor en person havde filmet at det sneet helt vildt. Jeg kan huske helt præcist dét sted fordi det regnede så meget og jeg var så øm i knæerne at de nærmest knirkede.

Norman gik 3-7 dage efter mig på hele ruten (eller var det foran? Jeg kan ikke huske det længere) og som et led i vores mailtråd, sendte jeg ham linket. Som han ikke svarede på og så stoppede vores to dage gamle mailtråd dér. Indtil i går, 20 dage senere.

Som min søster tørt sagde da jeg viste hende mailen: “Han må godt nok have været langt nede i sin mailbunke for at svare på dén mail…… ” og jeg kunne kun grine og give hende helhjertet ret! Norman fortæller mig altid om hvordan han får 100 mails om dagen (as if..) og at han har SÅ travlt – men lad os nu bare antage at manden har ret og får 100 mails om dagen, det vil sige at han har fået 2000 mails de sidste 20 dage og ud af de 2000 mails, så vælger han simpelthen at svare på en intetsigende mail fra pigen han foragter over ALT på jorden….
– der er simpelthen noget som ikke hænger sammen i dette her regnestykke, uanset hvordan jeg vælger at anskue det. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i det – så jeg antager blot at han kedet sig helt vildt, sad og bladrede i sin indbakke og svarede mig uden at give mig 2 sekunders tanke på, hvordan en sådan mail eventuelt kunne blive modtaget. Hvor mine tanker og følelser er – 7-9-13 har jeg 62% fået pakket dem væk, resten er viljestyrke og tid…… og om alting går godt, så kommer jeg aldrig til at kontakte ham igen eller svare på nogen former for responds fra ham. Jeg vil ikke mere. Han skal gå væk, han har haft milliarder af chancer.

Nu vil jeg forsøge at stoppe med at pine mig selv for i dag og gå ud, tisse af, vaske hænder, børste mine ømme ømme tænder og gummer og gå i seng – i morgen skal jeg mødes med Jonas på et giga loppemarked i Rønde. Jeg har 0 kr at købe for, men at ose er også min favorit ting i hele verden.