Det er både godt og skidt at jeg gik tur med min hvalp for et par uger siden og kom forbi Christine Centret på hjemvejen og derved “kom til” at læse på deres hjemmeside og fald over “Senfølger af Seksuelle Overgreb” som mindet mig om et opslag jeg havde set på FB med Lisbeth Zornig omkring samme emne og derefter begyndte at google.
For jo mere jeg læser om dét, jo mere falder brikkerne på plads i mit hoved og jo mere tænker jeg og jo mere ked af det, vred og frustreret bliver jeg.
Da jeg var yngre plejede jeg at sige til mine veninder at min livsmanual var defekt eller brugt. At den jeg havde fået, var pr-used og manglede alle sider fra da jeg blev ca. 20 år (jeg har sikkert skrevet om det herinde tidligere, det er jeg ret sikker på, da det er noget der har fyldt enormt meget i mit liv) og fordi min livsmanual manglede de her sider, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle navigere i livet. Og livet var for mig, altid svært, fyldt med opture og nedture og besynderlige oplevelser – specielt sammenlignet med mine veninders og specielt set med mine veninders øjne. Det er derfor mit liv i så mange år, har været som en anden live udgave af Bridget Jones Dagbog. Eneste forskel er, at det aldrig var rigtig sjovt for mig, men altid for de andre.
Men der er også ting som jeg ikke kan få til at falde på plads.
Feks. har jeg altid ALTID fået at vide at jeg bare skal tage mig sammen, at jeg skal lade være med at påtage mig offerrollen, at jeg skal lade være med at fantasere, med at digte, med at snakke så meget. Jeg kan ofte når mine tanker kører, hører min Mor sige et eller andet til mig, altid noget med at jeg på en eller anden måde, sagt med forskellige ord, skal “stoppe” med hvad jeg nu er i gang med. Med at fortælle, med at skælde ud, med at brokke mig, med at forklare osv. Hele tiden skal jeg “stoppe” og når jeg tænker på de her ting, omkring Senfølger af Seksuelle Overgreb, så tænker jeg feks. på nogle af de helt konkrete gange hvor jeg helt 100% ved at jeg har været igang med at fortælle omkring min Gudfar, men på den ene eller ande måde er blevet afbrudt og dermed mistede det mod eller tilløb jeg havde bygget op.
Tag nu bare denne her uge, i morgen har jeg været her i 7 dage og jeg har ringet til min Mor 2 gange og hun har ringet til mig én gang. Begge gang jeg ringede, ville jeg fortælle hende noget (at min hvalpetræning starter i morgen, Lørdag men at jeg ikke kan nå hjem, om hun ville tage afsted eller om jeg skulle droppe træningen denne lørdag) og begge gange blev jeg afbrudt, fordi som min Mor sagde “…..må jeg lige ringe tilbage, der er nogen som ringer…” og så lægger hun på og så sidder jeg dér med følelsen af at dét jeg var ved at fortælle ikke var så vigtigt – det var det måske heller ikke, målt på hvad den anden person der ringede ville, men det korte af det lange er, at jeg kommer til at føle mig mindre vigtig.
Jeg VED GODT inderst inde at det er svært at have tid til alle sine børn, når man er så mange børn som vi er, men alligevel sidder en lille stemme inden i mig og siger at dét ikke er en undskyldning og at man som Mor ikke burde lægge på, når man taler med sin datter, blot for at tage et andet opkald. Hvis det kun ar én eller to gange, så var det måske til at leve med, men det er det ikke – det sker mega tit. Faktisk er det sket alle 3 gange i denne uge hvor jeg har talt med min Mor. Begge gange jeg ringede op (på samme dag) blev jeg lagt på og hmm jeg tror det var i går min Mor ringede til mig og pludselig måtte hun lægge på fordi min lillebror i USA ringede. Fair nok at lillebror kommer først, men igen – hvis det aldrig skete ville det være ok, men det sker jo hele tiden. HELE TIDEN.
Og sådan har det også været når jeg har villet fortælle om min Gudfar – jeg har måske på min side af bordet, heller ikke været særlig elegant i at fortælle om det, men så igen (forsvarskortet kommer lige op) hvordan bliver man lige trænet og god til at fortælle om sådanne ting??
Men ærlig snak, jeg har helt sikkert også været kluntet til at fortælle om det, fordi jeg (måske) ofte skulle snakke mig varm før jeg kunne tale om det.
Men når jeg så har stået og fortalt om hvordan han går ind i huset, låser sig ind, kikker på mig mens jeg er i bad, låser sig ind når jeg kommer nøgen ud af badet, kommer snigende rundt om huset og parkere bag laden så jeg ikke kunne hører ham komme, om hvordan han gravede mine roser op og dominerede ALT hvad jeg foretog mig, bestemt over mig og skældte mig ud – så forstår jeg simpelthen ikke at der ikke er nogen som har taget min brok (som det hedder i min familie når jeg fortæller om min Gudfar) seriøst??
Hvorfor er der ikke én eneste person som har syntes de ting jeg fortalte var bare tilnærmelsesvis bare lidt mærkeligt – og spurgt ind til det? Gået i dybden med hvorfor en voksen mand står og lurer på en pige der er i bad eller en pige der sover i sin seng?
Hvorfor er der ingen voksne der undrede sig over at en lille pige var nøgen i en kostald og kom hjem og fortalte at hun havde været i bad i stalden i en stor balje? Eller tænkte det var mærkeligt at en landmand klædte deres lille pige nøgen, for så at putte hende ned i en malkemaskine med en lille børste for at gøre den ren?
Måske der ikke er noget galt i at bruge en lille pige til at gøre en malkemaskine ren, og måske det også er mest hygiejninsk at jeg ikke havde mit stald tøj på nede i malkemaskinen, men kunne jeg feks. ikke havde beholdt mit undertøj på? Jeg gik altid med undertrøje og trusser da jeg var lille (og iøvrigt også i dag som voksen, trusserne er bare skiftet ud med en g-string og undertrøjerne er med blonde så de i det mindste emmer lidt af sex, om ikke andet så praktisk sex) og der var (og er) vel basalt set ingen grund til at jeg skulle være nøgen nøgen?
Jeg kan stadig huske følelsen af det hæklede bomuldshåndklæde på kroppen og mellem benene når jeg blev tørret. Håndklædet var brunt og stift og hang der stadig den da jeg købte Gården -det var én af de aller aller aller første ting jeg brændte på møddingen. Baljen og børsten har jeg endnu – faktisk så jeg børsten, som er orange med blå hår, ligge nede i Far’s garage for et stykke tid siden. Jeg kikkede bare på den, jeg ville ikke røre den – skaftet har sådan nogle mærker hvor fingerne skal ligge.
Jo mere jeg tænker over de ting der er sket da jeg var barn, fra små “uskyldige” kys på tissekonen til kildelege og “handjobs”, til direkte og ofte gensidig oralsex da jeg blev ældre til penetration med fingerne – og det er i den periode at volden også starter. Det var da jeg blev “stor nok” til at blive udvidet så jeg var klar til en rigtig mand og et par år senere “blev en rigtig kvinde” – bare ikke med min Gudfar men med Sømanden, så da min Gudfar “kom til” blev han rasende over at jeg ikke var jomfru – nogle gange tænker jeg en helt sindssyg tanke, var det mon bevidst at jeg blev voldtaget af Sømanden, sådan at min Gudfar ikke fik fornøjelsen af at være ham der kom til at gøre mig til en rigtig kvinde??
Mit indre siger at det er en helt absur tanken, for ingen bliver jo voldtaget frivilligt – det ligger ligesom i ordene – men min underbevisthed vil ikke slippe tanken……. og jeg bliver både flov, og ked af det og skammer mig pga. tanken, ved tanken og fordi jeg har tanken. Men mest af alt fordi jeg ikke forstår sammenhænget mellem mine tanker og dét som er sket.
Da min Gudfar så ikke fik lov til at “komme først” så var jeg jo bare en lille luder med en kusse. Ikke nær så god som Sorte Maren i Mosen, slet ikke, men jeg var dog stadig en luder med en kusse han kunne bruge.
Og når jeg ser tilbage på mit liv, så var jeg ret tidligt meget bevist om sex og havde meget tidligt seksuelle lyser og tanker. Jeg kunne få sex ud af ALT. Bogstaveligt talt ALT. Ofte så tænkte (og tænker til dels stadigt, hvilket er flovt) på dyr og sex og igen, kan jeg ikke få sammenhænget til at gå op. Hvorfor tænker jeg tit på dyr og sex? Eller retter sagt på køer og sex?
(Dunker hoved ind i sengerammen og kan slet ikke komme mig over at jeg faktisk ligger her i min seng i Spanien mens gaden summer en fredag aften og skriver ned på skrift, at jeg ofte tænker på muhhh køer der har sex…….)
Men det gør jeg. Tænker på køer og sex. Køer der parre sig, mennesker der har sex i stalden sammen med køerne, altså samtidig med køerne, mennesker der står i båsene med køerne (og det er altid den samme stald jeg ser for mit indre, nemlig min egen stald) nøgne og har sex.
Nogle gange ser jeg mig selv, andre gange er det menneske jeg ikke kender og de er altid voksne og jeg kan ikke se deres ansigter. Jeg kan se alting tydeligt men deres ansigter er ligesom blurret, som når man forsøger at skjule noget på et overvågningskamera i Station2. Nogle gange bliver jeg helt opstemt ved tanken – og jeg er stærkt i tvivl om det er selve tanken om sex eller om det er tanken om køer, køer og sex eller mennesker der har sex i nærheden af køer eller med køer…….
– kan du selv hører hvor bizart det lyder? Hvor forfærdelige mine tanker er? SÅ skamfulde!! Men de går ikke væk, de er der og jeg ved ikke hvordan eller hvorfor de er opstået. Med hånden på hjertet, så kan jeg ikke huske at jeg nogensinde har haft sex med en ko eller i nærheden af en ko. Men hvis jeg kke kan huske det, hvorfor kan jeg så se det??
Jeg ved jeg har været nøgen i stalden, flere gange endda, mange gange faktisk. Jeg ved jeg har haft sex, både oralsex og alm. sex med min Gudfar i stalden men jeg kan ikke huske at der nogensinde har været andre end bare ham og jeg tilstede. Men måske der har? Og i så fald, hvem var og er de og hvad lavede de?
Og hvis ikke, hvis IKKE der har været andre til stede, nogensinde, HVORFOR har jeg så de tanker?? Og hvor kommer de fra???
Det er altid mænd jeg ser. Mænd med stiv pik, nøgne mænd. Og alt det her er noget som er begyndt at komme, efter at jeg har læst om de der LORTE Senfølger af Seksuelle Overgreb. Der er så meget som giver god mening – og der er så meget som jeg slet ikke kan få til at passe.
Hvis jeg tager Udefra-Brillerne på, så tænker jeg umiddelbart at jeg på visse dage, ikke tidspunker men på visse dage i mit liv, har sendt nogle ret kraftige signaler om at der var noget helt forfærdeligt galt i mit liv. Jeg har forsøgt selvmord, og fortalt om det. Jeg har sultet mig selv så jeg vejede 40 kg i en aller af 16 år (før jeg rejste til USA) jeg har grædt og skreget og kørt sindssygt stærkt på små bitte veje ude på landet med hårnålesving i håb om at slå mig selv ihjel i en bilulykke. Jeg har smækket med døre og råbt af min familie til jeg bogstavelig talt ikke kunne råbe/skrige højere og jeg har grædt så ufattelig mange mange gange, i min families påsyn. Jeg har fjernet kønsbehåring siden jeg begyndte at få den, og fortalt min Mor om det, om hvordan jeg startede med at plukke mig med en pincet og senere gik over til Elipselys med permanent virkning. Jeg har gået med tampax fra nærmest første dag jeg fik min menstruation.
Og aldrig en eneste gang er der nogen, som har tænkt at dét var mere end bare en voldsom teenageopførelse?
– dét gør SÅ ondt at tænke på. Så ufatteligt ondt inden i maven – og jeg har haft ondt i min mund non-stop de sidste 3 uger. Lige nu i skrivende stund brænder min mund i ét væk. Alting smerter, gummerne, kæberne, tungen, kinderne, det bagerste på tænderne, tandkødet – you name it, det gør ONDT! Når jeg vågner om morgen gør det ondt og med smerten falder jeg i søvn om aftnen og når jeg vågner, så er den der igen. Som om den aldrig havde været væk.
Så jeg bliver virkelig straffet for at tænke på de lorte artikler og lorte lister om Senfølger af Seksuelle Overgreb jeg har fået skrevet og læst.
Min Psykiater-Lærling skulle have skrevet til mig i denne uge, for at aftale hvornår vi skal mødes i næste uge. Hun kunne kun mandag og fredag og ikke tirsdag som vi normalt plejer, da hun skulle på kursus både tirsdag, onsdag og torsdag. Hun har glemt mig fordi hun har haft travlt efter at hun har haft Vinterferie, det er naturligvis ikke en undskyldning men det er en forklaring – og jeg bearbejder hende ikke.
Og nu er jeg så træt at jeg har skrevet de de sidste 6 linjer med lukkede øjne, så godnat. I morgen rejse jeg hjem.
Hvad har DU på hjertet?