Det er så mærkeligt at være mig i øjeblikket. Alting er forkert og alligevel går dagene sin vante gang.
Det er så mærkeligt at tænke på, at verden bare går videre, selv om min verden er gået i kludder. Jeg ved ikke om jeg vil sige at min verden er gået i stykker, for den har jo altid været sådan her, jeg har bare levet på et andet niveau end det niveau jeg er på nu.
Lidt ligesom hvis du har en sø, som fryser til is. Nedenunder ligger alt det som burde være fremme og synligt hele tiden, rådne blade, gamle grene, sten med alger på, små haletusser, fisk, andesnadder, rislen henover sten, vandet der klukker, fugle der bader, ænder der snaddre osv. Sådan burde søen (livet) være. Altid.
Men mit liv, har altid været en sø med et lag is henover. Jeg kunne se livet og hvordan det burde være men jeg kunne ikke finde ud af at komme ind til det/ned til det. Lidt ligesom at være bagbundet i en slikbutik. Du kan dufte slikken, du kan se slikket, du kan endda smage slikken når du lukker dine øjne- men du kan ikke spise det, rulle dig i det eller på nogen anden måde deltage i et slikorgie en fredag aften.
Sådan er mit liv. Total mærkeligt. Jeg er tilskurer til at livet i Aarhus, livet i Danmark, livet i iværksætter verdnen, livet i min familie – livet generelt, bare suser forbi og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få lov til at deltage.
Jeg bliver tykkere for hver uge der går, min hud er uren, min mund er et inferno, mit mellemkød svider og vil ikke hele, mine negle på tæerne er ved at blive hvide igen (og jeg har ingen neglelak på) mit hår er begyndt at blive tyndt og har mistet sin volume og glans og mit skinneben smerter selv når jeg sidder stille. En genkendelig følelse.
Alting ramler og mit indre gør så forfærdeligt forfærdeligt ondt – der er SÅ lang tid til hver onsdag, hvor jeg har 45 minutter i selskab med den eneste person som vitterlig både gider og tør tale med mig, om alt det som ingen ser. 45 minutter. Så banker det på døren og næste psykolog og næste patientklient står og venter på deres 45 minutters fix.
Det er ulideligt at være mig, det er ulideligt at være psykiatrisk patient, det er ulideligt at være så meget alene som jeg er.
I søndags løj jeg og sagde at jeg skulle til SUP julefrokost. Det skulle jeg egentlig også og jeg havde endda købt 2 kg. medisterpølse (som jeg hader!) og forberedt det, fundet en pakkelegs pakke, våddragt mv. Alt var klar men i sidste øjeblik svigtede modet mig og jeg gik i stå. Jeg endte med at kører ned med maden, aflevere det og skynde mig væk selv om de festglade mennesker og deres lystige humør, stemningen ved havnekajen og solen rykkede i mig – jeg kunne bare ikke få mig selv til at blive.
Jeg følte mig tyk og kikset og forkert – og kørte derfra grædene. Alene i min bil. Jeg kan end ikke huske hvad jeg så gjorde? Måske jeg kørte hjem? Det tror jeg. Jeg tror jeg kørte hjem og sov videre (SUP Julefrokosten startede kl. 10.00) og da jeg vågnede tog jeg min computer og gik ned i byen for at finde en cafe – eller var det lørdag? Fuck do I know, jeg kan intet huske mere!!
Søndag gik i hvert fald og det gjorde mandag også og i dag tirsdag har jeg vasked trapper i opgangen hvor jeg bor. Når jeg vasker trapper, kan de både ses og duftes. Alt er rent og aftørret – jeg lægger en ære i at gøre det korrekt og ikke som de 4 andre lejligheder, der lægger en ære i at bruge så lidt tid som muligt på opgaven.
Til slut lånte jeg industristøvsugeren af restauranten nedenunder og støvsuget hele kælderen. Dét er vist aldrig gjort før.
Bagefter pakkede jeg gaver til at sende til min gl. lærerinde i Texas og til Michelles lillesøster. Hvilket fik mig til at tænke på Michelle – og så græd jeg lidt mere.
På Fredag skal jeg til medicin samtale på Psykiatrisk Hospital. Jeg har fået min tid ændret, så jeg kan tage til Sverige til min nevøs fødselsdag d. 20/12.
Jeg har også talt med min koder i Spanien. Vi er kommet frem til et forslag som jeg faktisk personlig er rigtig glad og taknemmelig for – han er virkelig en logisktænkende klippe (når jeg kan komme i kontakt med ham) Vi blev enig om at han koder de ændringer vi har talt om, fra nu af og med deadline 1. April 2019. I mellemtiden skruer jeg helt ned for mit aktivitets niveau i mit lille firma, jeg svare kun på mails og gør hvad der som minimum skal gøres og på den måde kan jeg måske få det hele lidt på afstand og ikke var et spejderhagl fra at lukke firmaet helt.
MÅSKE (jeg tror ikke på det inderst inde) men måske ser livet anderledes ud til April…om ikke andet, så behøver jeg ikke tage beslutningen om at trække stikket nu, men kan vente til April. Hvilket i teorien jo er som at tisse i bukserne….
Én af grundene til at jeg gik med til denne aftale er……. at hvis jeg siger højt til feks. Far og Mor at jeg lukker firmaet fra 1. Januar 2019, så vil de 1. sikkert forlange at jeg går ud og får et 8-16 job og 2. stoppe med at betale mig en løn fra Far’s firma.
– jeg skammer mig næsten over at tænke og skrive det, men dét er blandt mine for og imod tanker…..
Jeg ville ELSKE at arbejde 8-16 hvis jeg bare vidste hvad det skulle være med og hvis jeg bare vidste at jeg ville få anerkendelse, accept, forståelse, og nul pres hjemmefra. Men ingen af delene er sikkert og jeg kan ikke komme på én eneste ting jeg ville være god til, langt mindre hvad jeg kan få arbejde som/med. Hvem ville iøvrigt ansætte mig??
Hvis jeg lukker mit firma, vil der naturligvis komme lidt penge til mig ud af det, da jeg vil virkelig være på den rent økonomisk og lige nu, er mit eneste fokus, at få lukket alle huller og sparet op og for første gang siden alt det med gården skete, prøve at leve et liv uden økonomisk panikstress.
– hvis Far og Mor tager lønnen fra mig, hvilket de er 100% i deres gode ret til, ville mine økonomiske panikstress tanker og følelser få frit spil. Igen. Og for mig, i øjeblikket, handler det om at eliminere så mange af de problemer og følelser jeg kan komme til.
– og da Far og Mor allerede nu, ikke forstår at jeg ikke bare går ud og får et deltidsjob (like what??) så kan jeg slet ikke overskue hvad de vil tænke og ytre så frem jeg fortalte dem om mine 3 måneders semi “pause” fra mit firma.
Jeg kan bogstavelig talt ikke overskue det. Så jeg vælger dét jeg er bedst til; at leve i skjul, under radaren med de vigtige ting og så lufter jeg bare en masse snak og tanker over radaren, hvilket vil få folk til at tro at jeg har det så godt, at jeg er så selvsikker, at det hele kører derud og at jeg er lykkelig og glad. But reality, reality is quite a lot different…
Hvad har DU på hjertet?