Det er i dag Lørdag d. 20. April. Det er Påske. I går fra det Langfredag og i dag er det ?? Pas. I don’t know.
Ella spiser stadig ikke. Det er frustrerende. Jeg tilbringer så meget tid med hende som jeg kan og tager hende med overalt. Jeg har fundet ud af at det ikke er så svært at have hende i lejligheden, hvis jeg er konsekvent med at holde orden og lægge ting på plads fra starten af – og så støvsuge hver anden dag.
Jeg har for første gang i mit liv, sovet i ustrøget sengetøj (som er mit eget) Dvs. jeg vasker oftere sengetøj (pga. Ella og hår i sengen) og så lægger jeg det på igen, når det har været tørretumblet – hvis jeg skal stryge (rulle) det hver gang, bliver det et mega arbejde, som jeg ikke kan overskue, da jeg er begyndt at skifte sengetøj hver uge.
Men det fungere faktisk rigtig godt for mig. Det kan jeg mærke.
Min mund er i bedring, der er næsten ingen smertefulde sår og rifter mere og jeg kan drikke appelsinjuice som jeg blender i min lille men højtelskede blender. Selv mine kæber er begyndt at slappe lidt af – lige nu i skrivende stund spænder de men ikke så meget som de ellers plejer.
Men det er som om min krop stadig er ved at falde fra hinanden – min mave er helt smadret og efter jeg skrev sidst, er mit mellemkød revnet. Jeg forstår ikke at sådan noget kan ske, ud af det blå. Jeg har hverken onaneret, haft sex eller på nogen måder haft nogen former for aktivitet dernede – men alligevel er hele mellemkødet revnet, eller siderne ind til mellemkødet er revnet. Jeg tror ikke mit mellemkød kan revne mere, det er helt hvidt og ét stort ar. Jeg har prøvet at nappe mig selv der med en negl og jeg har engang stukket en nål ind i mellemkødet, for at se hvor langt ind jeg skulle, før der var nerver.
Det er mange år siden, jeg kan ikke huske hvad resultatet var, men jeg kan huske at der skulle meget til før jeg kunne mærke noget på selve mellemkødet – men det gør det jo bare endnu mere mærkeligt, at der så kommer små revner i huden ved siden af mellemkødet, små revner som svider som en i helvede – faktisk kan jeg sige, for nu har jeg prøvet begge dele – at det gør MEGET MERE ONDT at have revnet på mellemkødet end det gør at blive tatoveret under fødderne!!!
Men hvordan de kan komme af sig selv, og så henover natten, dét fatter jeg simpelthen ikke.
For lang tid siden, var jeg ude at gå med Ella i skoven, jeg fandt en muresten, som jeg ikke har taget billeder af, men murestenen var i en nøjagtig form som en pil. En Camino pil. Det var så mærkeligt og jeg har aldrig nogensinde før set en sådan muresten, så jeg tog den med hjem og lagde den blandt mine møbler som står til opbevaring.
Min plan er at male den gul og lægge den i min kolonihave (når jeg får en) som en Caminopil der viser vej. For mig.
I skrivende stund kan jeg ikke huske hvad det var, som fik mig til at tænke på Caminoen igen, men i går kom jeg til at tænke på at gå en pilgrimsvandring – der var noget som fik mig til at tænke på det……og nu kan jeg fisme ikke huske hvad det var…….. JOW!!!
Det var min Jern statstue som stod i måneskinnet i går nat, som fik jeg mig til at tænke på at gå igen, som et tegn. Et tegn ligesom murestenen. Hvis jeg kan få fri fra Psykiatrisk Hospital, så går jeg i hele maj måned. Jeg har lovet mig selv at jeg ikke vil jage afsted, jeg vil ikke slå rekorter – for jeg ved allerede at jeg er en sej hiker.
Jeg har slået alle de store stærke mænd i It mandens omgangskred + alle dem jeg har mødt på min tur. Ingen eller meget meget få, hiker som jeg – men hvis jeg går igen, skal min tur være en gå tur og ikke et race. Og Norman Bach må ikke være med. Han må ikke være i mine tanker på turen.
(Fik jeg nævnt at jeg ikke har kontakted ham i 23 dage? Siden han sendte en mail til mig, som jeg ikke svarede tilbage på. Jeg håber han er på vej ud af mit liv OG sind!)
Anyway, nu mistede jeg lige tråden igen og måtte sidde i sofaen og stene over at jeg ikke kan huske noget….men jeg har søgt 4 jobs med start 1. maj ca. og hvis alt går som jeg tror, så får jeg ikke nogen af dem og så går jeg (hvis jeg altså kan få fri fra Psykiatrisk Hospital uden at blive smidt ud derfra)
Ellers kan jeg måske gå til September, når jeg er færdig hos min Nye Behandler (som jeg ikke må omtale!!!) men inden jeg starter i Gruppe Terapi? Ulempen er bare at det er NU jeg har lysten og det er NU jeg føler for at komme væk og bare mærke vejen under mine fødder.
Jeg lukker mit firma inden udgangen af April og selv om det ville være skønt med ét af de 4 jobs jeg har søgt, som faktisk er nogle gode jobs jeg kan se mig selv i – alle 4 faktisk. Rimelig imponerende alligevel men selv om jeg kan se mig selv i dem, så tvivler jeg ret meget på at jeg får et af dem. Jeg tvivler endda på om jeg kommer til samtale. Jeg har aldrig været god til det med jobs, hvilket er ironisk, for jeg ELSKER at arbejde men ingen vil ansætte mig….
Kan du forestille dig hvordan det er at ELSKE at arbejde, at ELSKE at skabe noget, at ELSKE kasser, punktlighed, orden, handling, smil, latter, service, rengøring, iværksætteri – at være veluddannet og kunne alt muligt, men INGEN vil have dig ansat….. dét er simpelthen så mega mega fucking hårdt og det piller i den grad ved min selvtillid. Jeg tror aldrig jeg bliver til noget – jeg ved at alle ønsker at blive til noget nu om dage, men når jeg siger “blive til noget” så mener jeg ikke den nye X-Factor vinder, eller Jussie Adler eller Madeline Albright. Jeg mener blot at jeg ønsker at blive til noget i livet, at få min egen faste indtægt, sådan at jeg kan tage vare på mig selv.
Så jeg kan blive selvstændig og uafhængig. Jeg ønsker at skabe noget for MIG. Jeg ønsker at købe mig en kolonihave og bygge, skabe og kreaer alle de skøre sjove ting der er i mit hoved.
Far og Mor derimod, de syntes nu pludselig at jeg skal købe den lejlighed jeg bor i, altså sådan at jeg BÅDE ejer min egen udlejningslejlighed OG denne her lejlighed jeg bor til leje i. Jeg kan slet SLET ikke finde ud af det – fra min platform i livet, ser jeg det som en afvigelsesmanøvre fra at få mig væk fra at drømme om at bruge penge på en kolonihave.
Hvis jeg tager et lån for at købe lejligheden her, kan jeg ikke få råd til at købe en kolonihave – hvis jeg køber lejligheden her og ikke får en kolonihave, har jeg hvad jeg allerede har: Nemlig en lejlighed at bo i. Eneste forskel er bare, at lejligheden her vil være min egen og umiddelbart ser jeg ikke dét som en fordel – hvilket Far og Mor naturligvis gør – jeg ser det som en forhindring foran et mål jeg næsten kan lugte.
For mig er det rigtig hårdt at tænke på, at jeg aldrig møder en der vil heppe på mig mens jeg tyller shots, en som vil opmuntre mig til at forsøge at sætte fliser op på en vådrumsvæg, en som vil holde om mig om natten når mine maridt er værst og en som vil bærer over med mig, mens jeg lærer at lave rigtig mad – jeg ved inderst inde at det aldrig kommer til at ske. Jeg ved det, fordi jeg ved jeg ikke leder og mænd kommer ikke bare og banker på ens dør og siger “her er jeg”. Og alene af den grund får jeg aldrig en mand.
Kombinere det med at jeg har overordentlig svært ved at få et job, jeg kan næsten ikke holde mig selv flydende økonomisk og pga. manglen på en mand og pga. den dårlige økonomi, kommer jeg aldrig til at blive mor, til en lille musling jeg kan lærer altid muligt og tale med og svare på 1001 spørgsmål hver dag.
Så hvad skal jeg med endnu en lejlighed? Kæmpe endnu mere for at få enderne til at nå og terminen i hus?
Ville det ikke bare være skønt, hvis jeg kunne få opfyldt én ting i mit liv? Én ting. En Kolonihave. Som skal være MIN og ingen andres.
– jeg ønsker mig en så meget, at jeg endda har overvejet om jeg bare skal købe en i samme forening hvor jeg havde en sidst – de er billigst dér og det er også dén forening hvor der er flest haver til salg. Jeg er bare bange for at minderne vil flytte med ind, hvis jeg skal gå forbi det samme hus som dengang og gå på de samme havegangen som dengang.
Det er derfor jeg har skrevet mig op i 2 andre foreninger. Jeg står også lunt i svinget hos dem, men husene er også dyrere (og i bedre stand) og afstanden fra hvor jeg bor er størrer.
– men står det til mine forældre, skal jeg inden Oktober købe lejligheden her; sker dét, så kan jeg godt vinke farvel til at gå Pilgrimsvandring og til at købe en Kolonihave.
Jeg drømte i nat at min Psykolog med den stille stemme var gravid med en lille dreng. Jeg kan huske at jeg var misundelig og gik rundt med en lift magen til hendes og i drømmen vidste jeg at jeg bare ventede på et øjeblik, så jeg kunne bytte liftene om og tage hendes baby (!!) Det var en kort drøm men hun nåede både at være gravid med giga mave og gå rundt med babyen i liften (for man går jo ofte tur med en baby i en aflang lift….! Dét er ikke særlig tungt….!! 🤦🏼♀️) Bagefter kan jeg ikke huske hvad jeg drømte men i drømmen vidste jeg at drømmen var slut og at jeg ville gå “ud” af drømmen og ind i en ny, som jeg så ikke kan huske. Det er nogle syret drømme jeg har….. jeg ved altid når jeg drømmer, det er som om jeg går rundt inde i drømmen når jeg drømmer, som om jeg forlader min krop og går derind. sært.
Hvad har DU på hjertet?