Generel status må være, at 2017 på alle måder har været et LORTE ÅR på lige niveau med 2010. Er der noget bibelsk henover at der er 7 år imellem? I biblen står der at der vil være 7 gode år og herefter 7 dårlige år.
Det ironiske er bare, at hvis jeg har haft 7 gode år FØR 2010, så kan jeg ikke huske dem. Enten må jeg være uforskammet uden lige at jeg ikke kan huske de 7 gode år, eller også har de faktisk ikke fundet sted. Men det korte af det lange er, at 2017 var et LORTE ÅR og nu skriver vi 1. Januar 2018, så mon de 7 gode år starter nu??
Min mellemrums knap på min MacBook Pro har sat sig semi fast, så den laver kun mellemrum når den ligesom selv føler for det. Har en note til mig selv om at jeg må tage op i Appel butikken i La Canada og få den fixet.
Hvilket bringer mig frem til, at jeg i skrivende stund og siden i onsdags, har været i Spanien i min elskede lille lejlighed. Jeg ved ikke om jeg kan beholde den, da jeg ikke kan leje den ud, når der ikke er Aircondition i den, det siger den nye udlejningslov. Men en anden lov siger at jeg ikke kan opsætte aircondition fordi min lejlighed ligger inde i Den Gamle Bydel med bevaringsværdige huse. Pis er vist det rette ord.
Har et møde med en advokat og min udlejer i ugen der kommer.
Sidder og lytter til Luke Bryan https://youtu.be/liqktLC7xR0 – jeg syntes (som oftest) at Country musik, siger de ting man ikke selv kan sige godt nok. Specielt det med at tilgive, fordi man ikke får chancen for at lave nye gamle venner igen. At man ikke skal læse for mange nyheder, fordi så mister man troen på det gode i mennesker og får et skræmmesyn på universet. Jeg tror også (dybt inderst inde) at de fleste, lange de fleste mennesker er gode, ingen vil rigtig gøre andre ondt, det kommer man bare til at gøre alligevel – og her er det så vigtigt at være god til at sige undskyld, at være god til at tilgive og til at komme videre. Hench: Hvad skete der lige med Annika og Barbara? 🙁 Og nej, jeg er ikke et godt nok menneske til at jeg kan tilgive Annabel. Hun er desuden ikke en manglevare i mit liv.
Nå men tilbage til reality. Ella min lille hvalp ligger og sover ved siden af mig i sofaen. På sin egen hovedpude som vi har med fra Danmark. Det er hårdt for mig at have hende hele tiden, tror jeg havde glemt hvor hårdt det er. Det værste er at jeg ikke kan tage hende med ind i butikker, dvs. jeg kan ikke gå og ose og bare følge strømmen af mennesker og lade øjenene se uden at jeg skal tage stilling til ting. Jeg elsker at shoppe – køber dog som oftest ikke noget. Jeg oser bare.
Har lige spist resterne af min Nytårs sushi og er prop mæt- i køleskabet står to stykker kager som jeg også købte til mig selv i går + der er Oreo is i fryseren.
Det er forbudt at affyre fyrværkeri i Den Gamle By, så det var kun nede på stranden at det blev affyret (tror jeg) for jeg var ikke ude og se det. Ella og jeg gik i seng kl. 23.30 og kl. 24.00, da kirken slog midnat begyndte Ella at gø, så jeg tyssede på hende (og hun faldt i søvn igen) og så tissede jeg af og gik i seng igen. Da jeg vågnede her til morgen var der kun en nytårsbesked fra min lillesøster og fra Jonas. Det var lidt mærkeligt at konstatere.
Jeg er dog oven ud lykkelig for at 2017 er slut, jeg er glad for at der er 364 dage til næste Nytårsaften og mere end 9 måneder til Juleaften. Personligt har jeg ikke behov for at opleve en nytårsaften, en juleaften, en december eller en September igen. Jeg er mæt af dage – og jow det kan man godt sige, selv om man ikke bliver 90 år om 6,8 måneder men blot 40. Jeg forsætter kun, fordi jeg ikke kan finde alternativet – det eneste alternativ jeg har, er døden og selv om den er så ultra tillokkende, så har jeg stadig en lille bitte glød inden i, som jeg håber kan blive til et giga Skt. Hans Bål en dag, men jeg kan ikke se vejen dertil.
Men tilbage til reality (igen) Juleaften….
Foregik på den måde at hvalp var den som opførte sig mest eksemplarisk! Min bror Normans børn løb rundt og råbte “biiiiiiiip biiiiiiip” og hylede hele tiden. Jeg tog den yngste af dem i at sparke ud efter min hvalp og i at forsøge at bruge hende som skammel/sofa uden at hans forældre sagde noget (selv om de sad også på) Da klokken var 20.23 var vi færdig med at spise aftensmad, danse om juletræet, pakke gaver ud og spise ris ala mande. Bum. Og børnene var lagt i seng.
Så syret som julen bare skal kører efter deres tone, deres behov og deres lyster – hvad er der blevet af det at man indordner sig, så ALLE får en god aften? Hvad er der blevet af at man putter børnene til en middagslur så de kan holde til en sen aften? Hvad er der blevet af at man giver børnene nattøj på og så kan de lægge sig hvor de vil når de vil, uden at hele festen behøver at koncentrere sig om at børnene skal sove kl. 19.00?
Jeg gav én gave til mine to små brødre, min lillesøster, min ældste lillebrors kæreste, mine 4 nevøer og én niece. Til mine to onkler og til mine forældre. I alt 13 gaver. Jeg fik 4 gaver selv.
Mine ældre brødre som alle har børn, har end ikke kunnet finde en pak tusser og et stykke printerpapir og lave en tegning til mig. Der var ikke én gave til mig fra Sverige, ikke én gave til mig fra Østrig. Min yngste lillebror havde sagt at han ikke gav julegaver, da han rejser til USA (Santa Barbara, Californien) d. 20. januar for at læse i 3 måneder og ville spare sine penge.
Bottom line, man skal give gaver fordi man vil og ikke forventer at få nogen igen og dét gør jeg. Jeg giver til alle dem der er yngre end mig selv og så mine forældre og to onkler som ikke har anden familie. Men jeg må alligevel sige at jeg syntes det er mega ringe, at man som to voksne forældre kan sidde med henholdsvis 2 og 3 børn og selv har 5 søskende, og indkassere 5 x 3 gaver og 5 x 2 gaver til ens børn og ikke på ét eneste tidspunkt overveje om man burde lette røven og finde på noget selv den anden vej, om ikke andet så for at vise ens børn at man giver og siger tak og værdsættergaver – og her kommer pakken med tusser og printerpapiret så ind i billede.
Dagene mellem Jul og til vi rejste til Spanien gik med at gøre mine to lejligheder tip top klar til de kommende Gæster. Den ene er tjekket ind i dag i min udlejningslejlighed og den anden kommer i morgen – han kommer faktisk til Danmark i dag og kunne havde tjekket ind i dag i min egen private lejlighed, men han ville ikke betale for en ekstra nat og bookningen er lavet fra i morgen – og det er så her at jeg valgte at være forretningsmæssig og ikke empatisk og sige at han ikke “bare” kunne få en gratis overnatning (inkl. forbrug af el vand og varme i min egen private lejlighed) men at han kunne få den, ved at lave en ekstra bookning. Det ville han så ikke, så han bor på hotel i nat. Lige overfor min lejlighed. Det er business, ikke personligt. Du kan jo heller ikke bare få en gratis nat på et hotel vel. Bum. Lad være med at tænke mere på ham Deirdre-Ann!!!
Jeg håber bare at 1. tiden indtil 11. Februar går mega hurtigt og 2. at han behandler og ikke mindst efterlader min lejlighed. pæn igen.
Det er hårdt nok at skulle leve uden min private lejlighed, det vil være et dobbelt hak i tuden at få den tilbage i klam beskidt tilstand. Dvs. i en tilstand hvor Gæsten ikke har gjort rent i alt den tid han bor i lejligheden. Det var hvad jeg så, da jeg fik lejligheden tilbage sidste år, efter en lang bookning fra en kvindelige Gæst. MEGA klamt!! (og equal hjerteskærende)
I Lørdags skulle jeg mødes med pigerne hernede. Vi aftalte at de skulle komme ind til byen (med min bil) når de fik fri fra arbejde kl. 17.00, de ville være her kl. 17.30. Da klokken var 19.45 gik jeg selv ud for at spise…… de ringede først kl. 19 og sagde at NU var de på vej…… vi mødtes og de stak mig en pose med en julegave (vidste ikke vi var på julegaver….. det var en grå cardigan i noget mærkeligt stof med en stor sølvlynlås = så langt fra noget jeg kunne falde for som muligt)
De andre piger var allerede på en restaurant, så vi gik derover – jeg spurgte flere gange om det var en restaurant hvor man kunne have hunde med? Ja ja dét var det – for jeg ville og vil ikke, efterlade Ella alene lige nu, hvor alting stadig er så nyt. Og der var 22 grader, så vi kunne jo nemt sidde udenfor – men af alle steder, så vælger de en kinesisk restaurant hvor der ikke er udeservering men hvor jeg “bare” kan sætte min hund udenfor på en krog…..
Ehmmmm dét ser jeg så ikke som en mulighed. Hvordan skal jeg kunne spise med god samvittighed, velvidende at Ella sidder udenfor og piber og er nervøs og måske bliver taget af fremmede?
Jeg sagde at “det selvfølgelig ikke gjorde noget” og gik herefter alene ud og spise og tænkte mit….. feks. kunne de jo havde sagt det her da vi taltes ved klokken 13.00 og lavede aftalen, hvor jeg tydeligt gjorde opmærksom på at jeg ville tage Ella med.
Anyway, I dag ringede jeg så til dem kl. 11.45 for at høre om vi skulle spise frokost sammen. Jeg ringede til dem begge. De svarede ikke og de har ikke ringet tilbage eller skrevet tilbage. Klokken er nu 20.37.
2018 starter ret godt – faktisk startede det SÅ godt at da jeg trådte ud af døren i morgens kl. ca. 07.30 for at lufte Ella, der mødte jeg to spanske piger på trappen lige foran min hoveddør. De havde været i byen så længe at de var ved at være ædru igen – de ville låne et tæppe, eller en dyne af mig…… jeg kender dem ikke, jeg ved ikke hvem de er eller hvilken lejlighed de bor i. Jeg sagde nej og sagde at lejligheden ikke var min. Hvordan skulle jeg få dynen igen hvis jeg gav dem en?
I den ideelle verden ville de komme ned med den og sige tak for lån, men vi ved begge to at en sådan verden ikke findes. Jeg ville nok ende med at mangle et sæt sengetøj og en dyne……. ligesom jeg mangler 4 næsten nye håndklæder, 2x 15 bøjler, 2 pynte puder inkl. betræk, 2 x tandpasta krus, 2 x opvaskestativer og 2 x opvaskebaljer fra de Portugisiske piger jeg hjalp tilbage i September.
De tjekkede ud og rejste hjem i December, jeg var ude hos dem af to omgange for at gøre rent og hente ting og alligevel har de ikke givet mig alle mine ting. Som om det er total ligemeget…… for mig handler det ikke om tingene. Enten har de smidt dem ud eller også har de ladet dem blive og så får en anden studerende måske glæde af dem, men for mig handler det om at de overhoved ikke viser respekt for det stykke arbejde jeg har gjort, for den hjælp jeg har givet dem. Det er så komplet latterligt og virkelig mangel på ja, respekt. Må karma ramme dem fremadrettet.
Tingene i sig selv var ting jeg bare havde, fra gården og ting som jeg har samlet sammen, så det er ikke det øknomiske i det. Det er den manglede respekt. Og så det faktum at jeg nu ikke har tingene mere og dermed ikke kan hjælpe andre med de samme ting.
Så jeg måtte sige til mig selv som noget af det første i 2018; at det var OKAY ikke at låne en dyne og et dynebetræk til to vildtfremmede piger jeg mødte i opgangen. (tænker stadig på om det nu var 100% okay….)
Jeg er lige dele spændt og lige dele nervøs for, hvad ugen bringer. Får jeg lov til at beholde min lejlighed og dermed den indtægt som følger? Eller skal jeg til at lægge hele lejligheden til salg og få alting transporteret ud af Den Gamle (bilfrie) By på en sækkevogn og have den tømt på 14 dage?
Jeg har lovet mig selv at jeg vil starte til sensitiv traume yoga igen, der er kommet nye hold (om onsdagen) her i 2018, jeg har også lovet mig selv at jeg vil begynde at tabe mig. Jeg kommer aldrig ned på 64 kg som jeg vejede da jeg mødte it manden, men der er ingen grund til at jeg vejer 70 kg når jeg er 159 cm høj. Det hele sidder på min mave og tro mig, det pynter ikke. Hverken på mit udseende eller på min selvtillid.
Jeg har stadig billetter til at flyve til Miami i slutningen af måneden, men jeg ved ikke om min økonomi kan klare det, altså selve opholdet. Hvis den ikke kan, så starter jeg allerede i Januar på at løbetræne i Fitness World – også selv om jeg FUCKING HADER deres latterlige abonnements ordninger med oprettelsesgebyr, bindinger og tilbud der har små * ved, så man ved nærlæsning kan se at de billige tilbud naturligvis ikke gælder de populærere centre osv. osv.
Jeg var rigtig god til at løbetræne da jeg i 2010 trænede med min coaching buddy i København hver morgen kl. 06.00 før hun skulle på arbejde. Jeg vil bare gerne løbe igen. Det var nemt, det var ikke noget jeg skulle koncentrere mig om, jeg skulle ikke tage stilling til noget, jeg skulle bare stå op på et løbebånd og løbe. I 30 min. Med musik i ørene og MTV på skærmen. Jeg vil gerne frem til det punkt igen, hvor løb fra mit fristed og vand smagte læskende godt.
Og nu vil jeg lufte Ella en sidste gang i dag og så gå i seng med Netflix. I morgen starter verden igen – og jeg glæder mig!!
Hvad har DU på hjertet?