Helt inde i min sjæl er jeg så ensom, at jeg kan skærer i mig selv og smerten vil være mindre. (dermed ikke sagt at jeg gør det)
Det er lørdag aften i Spanien, i Andalucien for at være mere præcis. Det mest varmblodige sted i hele Spanien, folk snakker og griner nede på gaden og i gyden bag min lejlighed kan jeg høre porcelæn der klirrer fra restauranterne.
For lidt siden gik min overbo (spanioler) ned af trapperne og ud, jeg har den sidste dør før trapperne (eller den første når du kommer ind) og efter at han var gået forbi, strømmede hans parfume ind under den sortmalet gamle spanske trædør. Han duftede af mand, af gå-i-byen og af socialt liv. Jeg dufter ikke af noget.
I dag har ellers været en god dag, jeg vågnede lidt i 7 af mig selv, stod op og kom i bad, fik vasket hår og puttet mit nye krøllecreme i håret. Det er fra Swartzkopf og hedder “We love curls” og OMG hvor er det lækkert, tror aldrig mit hår har krøllet så meget før, som det gør nu!
Jeg kørte en sidste tur i min lille Inga bil omkring kl. 10.00, men jeg var allerede så træt at hoved nikkede på mig da jeg kørte afsted, som om min krop var ved at lukke ned. Jeg kørte ud til et stormagasin der hedder El Corte Inglese og kikkede efter 3 ting. Birkenstock sandaler. Moncler Jakker. Herno Jakker. Ingen af delene kunne fremskaffes, så jeg kørte hjem efter max 30 minutter.
Kl. 15.15 sad jeg i en taxi, på vej hjem fra Rutebilsstationen i Marbella. Jeg havde fået solgt min Nissan Micra fra 1997 til 650€. Den var gjort ren fra inderst til yderst, støvsuget, ruderne var poleret og jeg havde endda haft reservedækket ude af bagagerummet for at støvsuge under det. Det skulle i hvert fald ikke være pga. snavs at han ikke ville købe den.
Bilen står i It mandens navn, fordi han skulle bruge den (min bil) til at kunne trække benzinen fra hans egen Lotus Sportsvogns bil fra, så det har voldt lidt problemer nu da jeg skulle sælge den. Bla. havde vi aftalt at han skulle være ved telefonen, så jeg kunne ringe hvis køberen ville verificerer det korrekte i at bilen faktisk er min og at jeg faktisk har lov til at sælge den. Naturligvis tog han den ikke da jeg så ringede…. ligesom han heller ikke har svaret på mine smser.
Jeg sendte også nogle papir til ham, som han skulle underskrive, så jeg kunne nå at få dem med ned til printer butikken og få dem printed ud. Jeg sendte papierne dagen før, fik dem retur kl. 14 i dag – printerbutikken lukkede kl. 13 (og det vidste han godt) så gæt hvem der står til fængselsstraf for forfalskning af underskrifter?? 🙋🏼♀️
Da jeg var på vej op for at sælge bilen, faktisk i det øjeblik jeg satte mig ind i bilen i p-kælderen (hvor jeg luksusagtigt nok havde parkeret) ringede min ældste lillebror og hans kæreste på Facetime. Det første jeg ser, er min lille nuttede niece som sidder og propper noget ind i munden mens min lillebror siger “XXX hvad er det du skal vise Faster?”
Jeg kikker igen og kan se at hun sidder med et scanningsbillede!! De skal have en lille baby mere til Oktober!! 22. Oktober faktisk. 1 år og 3 måneder efter at de fik #1! Hvor vildt!! Og hvor sejt!! Og hvor FANTASTISK!!
Da jeg bliver sat af af Taxien, beslutter jeg mig for at gå ned på lystbådhavnen og få en øl og nyde solen og mit salg og min nye fine titel. Jeg finder en plads i solen og bestiller en Franzikaner Weissbier – efter en times tid hvor jeg sidder helt alene og faktisk hygger mig. Der er folk som skriver på annoncer jeg har til salg derhjemme, Mor ringer, min søster ringer, jeg scroller FB Markedsplads og laver et instagram opslag = jeg hygger mig virkelig i solen med min øl og har det rigtig rigtig godt – indtil en spansk fyr prikker mig på skulderen og spørger om jeg ikke vil flytte mig….
Øhhhh hvad? Jeg kikker forvirret på ham igennem mine helt mørkebrune solbrilleglas. Flytte mig? Jeg genere jo ikke nogen?
Det viser sig at de er 4 venner i byen og bagved mig ved et ligende sæt havemøbler, sidder én fyr alene, så de vil gerne (det er egentlig ikke et spørgsmål) at jeg flytter mig selv derom, så de kan få mit bord.
Jeg kikker helt forvirret på ham og siger at der jo er masser af plads (det er 2 x 3personers sofaer) og at de skal være velkommen til at sætte sig – i et svagt øjeblik så jeg muligheden for at komme til at snakke med nogen og ikke være alene……naivt!!! HAMRENDE NAIVT!!!
Manden kikker mærkeligt på mig og siger “Jammen vi er jo 4 personer, så det er nemmere hvis du flytter dig” – jeg får mumlet noget med at jeg også var på vej til at gå, mens jeg kan mærke tårerne presse på bag mine øjenlåg. Længe længe leve solbriller!!
Da jeg ca. 28 sek. senere gik derfra og ud af øjenkrogen så ham og hans venner le og grine og kikke efter mig, følte jeg mig så ussel. Og såret. Tænk at bede nogen om at GÅ fra et bord de sidder ved i forvejen! Dét har jeg godt nok aldrig prøvet før – jeg har før selv spurgt om jeg må sætte mig hos andre/ved andres bord men jeg kunne virkelig ALDRIG drømme om at bede nogen gå (!) for at jeg selv kunne få deres plads.
Det var selvfølgelig først da jeg kom hjem, at jeg kom i tanke om alle de seje ting jeg skulle have sagt.
Jeg var inviteret til en fødselsdagsfest hos pigerne fra Philiphinerne. Og ja, dér kunne jeg havde fået selskab, men jeg valgte det bevist fra, så måske jeg ikke kan tillade mig at være ked af det? Det var/er i dag, men jeg bryder mig ikke om at være i fokus. Jeg bryder mig ikke om at skulle være deres æresgæst og jeg bryder mig ikke om at være med til deres fester, hvor de alle taler Philiphinsk indbyrdes og jeg bare sidder og føler mig udenfor, men alligevel skal tage først af alle fade, endda før fødselsdagsbarnet (som jeg overhoved ikke kender)
Det minder mig lidt om Kenya, hvor det var sejt at kende en hvid og have en hvid person med til deres fester – jeg bryder mig bestemt ikke om at være den hvide person i nogens sociale selskab! Jeg vil rigtig gerne deltage, men jeg vil deltage som en af de andre og ikke som en på en pidestal. Faktisk vil jeg sige, at når jeg er hos pigerne, som jo er fra Philiphinerne, så kan jeg virkelig mærke at der er noget som hedder kulturforskelle. Det er svært at forklare nøjagtig hvad det er som gør “forskellen i vores kultur Vs. deres kultur” men jeg tænker at andre som har været i selskaber hvor kulturen har været tyk, og de ikke har følt de passede ind, ved hvad jeg taler om.
Kulturforskelle er jo ikke nødvendigvis noget dårligt, langt fra faktisk, det er jo det som gør verden så mangfoldig og underfundig og dejlig at være i – men det er også noget af det som gør at jeg har svært ved at navigere, så jeg sagde (eller skrev) nej tak til at komme, faktisk brugte jeg mit humør som undskyldning.
Efter nøkket i hoved af ham spanioleren som bad mig om at flytte mig, kom jeg fra de positive glade tanker og kom til at tænke på Norman, som sidste lørdag sagde til mig, ordret “Jeg kommer til Spanien sidst på ugen, så kan vi mødes” og nu er der gået præcis en uge siden vi talte sammen og han ignorer mig naturligvis og dét gør ondt. Virkelig ondt. Igen x så mange gange at jeg er holdt op med at tælle.
Så sådan gik det til, at jeg på én lørdag fik solgt min bil og blev 650€ rigere (plus 200€ i tilbagebetaling af forsikring + 70€ for at henvise en kunde til forsikringsselskabet) blev bedt om at gå af en gruppe mennesker som ikke kunne inkludere én (men nemt kunne ekskludere) blev ignoreret af Norman, sagde nej til en fest som jeg kendte udfaldet af, og derfor sidder alene i mørket i min lille dejlige lyse rene lejlighed en lørdag aften og suger lydene af liv til mig. Lydene af andres liv.
Min søster ringede på facetime og fortalte mig om en drøm hun havde haft, om at hun havde født sin lille datter, men at hun bedst kunne lide at ligge inde i maven, så min søster fik lavet sådan en strømpebukse-agtig låge i maven, så babyen selv kunne kravle ind og ud, lidt ligesom en Kænguru. Hun grinede og lo mens hun fortalte om drømmen, jeg spurgte om det var en god drøm – dét var det og jeg kunne se på hendes ansigt at hun var udhvilet, hvilket altid er dejligt.
Mens min søster i detaljer fortale mig om hendes drøm, sad jeg inden i og tænkte på min egen natlige drøm. Jeg har drømt drømmen flere nætter i træk mens jeg har været hernede – jeg ved ikke hvorfor, måske fordi der også er en skyde dør her i lejligheden?
I min drøm er jeg lille, jeg står i roerummet på min Gl. Gård med bar numse. Jeg har sko på og jeg har tøj på overkroppen men jeg mangler mine bukser og mine trusser. Der er mørkt i rummet og jeg græder mens jeg står og forsøger at åbne skydedøren inde fra roerummet og ud til stalden. Det er en tung træskyde dør og selv den dag i dag, hvor jeg er voksen og har store armmuskler, specielt da jeg boede på gården, er dét en tung port at skubbe til side. Den ruller ligesom lidt skævt øverst oppe, så den skal lige løftes en gang inden man kan sætte skulderen mod og skubbe den op. Så at jeg i drømmen grædene forsøger at skubbe døren op, er bare endnu mere trist, for det vil aldrig lykkes – men det ved jeg ikke i drømmen.
Jeg laver ikke andet i drømmen end at græde og skubbe på døren og være meget bevist om at jeg ingen bukser har på. Jeg ved ikke hvor min Gudfar er i drømmen, men jeg ved at han har noget med drømmen at gøre. Inde ved siden af kører kornkværnen og det eneste lys der er i det sorte mørke rum, er én beskidt pærer som sidder højt oppe ind i et hul i vægen. Dvs. pæreren sidder inde i væggen og lyser derfor ikke ret meget ud i rummet. Og imens forsætter jeg med at forsøge at få porten op, mest ved at skubbe udaf på den, frem for henad – men uanset hvad jeg havde gjort, ville den aldrig havde flyttet sig.
Mens min søster fortæller, tænker jeg på at det er en mærkelig balance vi har, hvor min søster kan fortælle om sin drøm, men aldrig spørger til mine drømme og jeg ved bedre end at fortælle om dem selv – jeg ved hvordan hun vil flippe helt skråt og sige at jeg skal tage mine sorger og mine problemer og gå et andet sted hen. Alt det sidder jeg og tænker på, mens min søster fortæller og mine læber smiler og mine øjne glimter.
Fuck Robert, Bodil og Oscar – jeg er verdens bedste kvindelige skuespiller! Ingen ved hvor ensom jeg er.
Hvad har DU på hjertet?