I dag har været en laang dag.
Klokken 06.12 stod jeg foran lejligheden fra i går og gjorden den endnu mere ren. Kalken kom af fliserne og malingen kom af gulvet – OMG hvor er jeg ENDNU MERE STOLT af mit gl. firma!!
Når du bookede en rengøring i mit lille firma, var der ting du skulle tage stilling til, rengøring er nemlig ikke bare rengøring.
Feks. skal skabe og ting højt oppe gøres rent, skal der stilles stiger til rådighed. Skal der fjernes kalk på fliser, altså kalkfjernelse, skal det skrives, skal der skrabes maling af et linoliumsgulv, skal det skrives. Skal ovnen rengøres, skal det skrives. Er der ingen lys i lejligheden, skal det stilles til rådighed eller også skal jobbet foregår i dagslys. Skal ovnen rengøres, skal det skrives osv.
Du bookede blot antal timer, feks. 2-5 eller 8 timer, og i de timer måtte du selv bestemme hvad du gerne ville have gjort – men du skulle udspecificer dine ønsker. For at lave en (online) forventningsafstemning, sådan at episoder som i dag (går) ikke sker.
Jeg havde fået besked på at gøre lejligheden klar til indflytning og at pudse vinduerne, som alene tog mig 2 timer pga. alt det maling og mørtel der var på dem, både udvendig og indvendig. Herefter vaskede jeg alt af (minus de to øverste hylder som jeg pga. mine 159 cm. ikke kunne nå, når jeg stod på min skammel) støvsuget og vaskede gulve, ligesom jeg naturligvis også gjorde badeværelset rent.
Men manden var jo ikke tilfreds, fordi – kunne jeg så regne mig frem til – han havde forventede at fliserne var skuret rene for kalk, at malingen var af gulvet osv. Og når dét var hans forventninger, så levede jeg jo overhoved IKKE op til hans forventninger og faldt dermed igennem med et BRAG for jeg gjorde ingen af de ting. Jeg gjorde rent til UG og vinduerne står som nye, fordi det havde han nævnt. Forventningsafstemning er ALT.
Klokken 08.30 (ca) var jeg færdig. Jeg hentede min bil, kørte over til lejligheden og smed tingene ind bag i bilen – da jeg jo havde båret dem derover af 2 omgange var jeg helt smadret og jeg har derudover sovet dårligt i nat, så jeg magtede ikke at bære det hele tilbage.
Så kørte jeg op og postede en bog til 50 kr i en DAO Kiosk. Hjem og parkere, så ringede Lotte og vi talte lidt sammen, så i bad, så hentede jeg nogle Bestyrelsespapir som jeg skal bruge mandag og så ind i bilen igen og ned til mine brødres lejlighed, hvor jeg lavede en gennemgang med det firma, der har lejet lejligheden i 1,5 år.
Da alt det var overstået, var klokken 12.00 og jeg mødtes med min Mor og Søster + baby. Min ældste lillebrors kæreste meldte fra i sidste øjeblik. Anyway, vi gik ned i byen og spiste på cafe, Mor betalte og det var mega hyggeligt. Men så var aftalen (åbenbart) at vi skulle til Julekoncert i Domkirken kl. 15.00 sammen med en million andre mennesker!
Dét havde jeg ikke set komme og da jeg lige havde drukket en øl og glædet mig til at vi skulle ud og gå og være aktive, gik min skala fluks nedaf….. musikken var overhoved ikke julet (udover 2 sange til sidst) der var koldt i kirken og generelt var det bare total nitten at sidde stille på en bænk i 1,5 time.
Da vi kom ud, skulle jeg tisse, jeg var kold og frøs og mit batteri var helt fladt. Min søster begyndte at tale om at vi skulle lave mad, alt lige fra flæskesteg til kylling, mor ville gerne have en sandwich (Far er i byen i aften) og jeg ville bare gerne sætte mig ned og nyde at det er fredag LANGT OM LÆNGE og nyde det på min måde – og min måde er ikke at spise en sandwich eller lave mad. Min er enten at gå ud og gå på et sted hvor der er mennesker jeg kan kikke på og iagttage, hvor der “foregår noget” ude foran vinduerne, – bare noget med liv, så det ikke minder om min hverdag.
Eller også vil jeg bare hjem og være mig. Jeg valgte det sidste, til stor mærkbar forundring for alle.
– da jeg kom hjem, læste jeg et nyhedsbrev fra Psykiatrifonden, som jeg iøvrigt har meldt både min søster og mor ind i, men det virker ikke som om de læser deres nyhedsbreve eller tænker over, at jeg måske har det lidt svært nogle gange.
I nyhedsbrevet stod der om hvordan man kommer igennem Julen, hvis man er psykisk syg, psykisk sårbar eller pårørende til en ⬇️
“Tal med hinanden, lav klare aftaler og skriv dem ned, så alle kan huske dem. Mange er bekymrede for juletiden, fordi de selv eller en pårørende har en psykisk sygdom eller sårbarhed. Men hvis man mødes på forhånd og aftaler rammer og forventninger, rykker den gode jul tættere på. Få psykologens gode råd.
Bekymringer og forestillinger om den store fiasko-jul eller tanker om, at familien i virkeligheden ikke har lyst til ens selskab, kan fylde meget for mennesker, der lever med en psykisk sygdom eller sårbarhed. Det mærker man blandt andet i Psykiatrifondens gratis og anonyme chat- og telefonrådgivning.
”Op til jul fylder det mere i samtalerne. Det gør det også op mod andre højtider eller ferieperioder, men julen er særligt svær for mange”, siger psykolog og frivillig rådgiver i Psykiatrifonden Gitte Lybke.
Det er især dem, der selv kæmper med sygdom eller sårbarhed, der ringer til rådgivningen med bekymrede tanker om julen. Gitte Lybke ville ønske, at flere pårørende også ringede og fik gode råd om julen med et sårbart familiemedlem.
Den vigtige samtale
”Mange fortæller om tidligere juleoplevelser, hvor de ikke er blevet forstået, eller hvor deres tanker har cirklet om, at familien i virkeligheden ikke bryder sig om dem og hellere så, at de blev væk. Den slags tanker kan være virkeligt vanskelige at ændre på, men det bliver lettere, hvis man tager en åben og ærlig samtale i god tid før jul”, siger hun.
Gitte Lybke understreger, at det er vigtigt, at samtalen ikke består i en strø-bemærkning, hvor den ene part efterfølgende synes, at ”nu har vi snakket om det”, mens den anden ikke opfatter det sådan. Det er bedst at mødes eller ringe sammen på et bestemt og aftalt tidspunkt og være fokuseret på, at nu er det lige præcis julen og de bekymringer og mulige løsninger, der er på bordet.
Psykologens råd til en bedre jul
- Læg sammen en detaljeret slagplan for julen
- Vær som pårørende klar til at tage ansvar, hvis fx dit familiemedlem har brug for at trække sig en halv time fra sammenkomsten og få lidt ro i hovedet – sig stille og roligt til de andre gæster, at ”han har lige brug for at hvile sig lidt”, så den, der har det svært, ikke står alene
- Handler det om angst, så tal om på forhånd, hvordan I kan hjælpes ad med at håndtere et evt. angstanfald. At tale om det minimerer i sig selv risikoen for, at situationen opstår
- Skriv jeres aftale ned
Det kan også være, at den, der har en psykisk sårbarhed eller sygdom, hellere vil dele julen med venner end med familie eller tage hen på et værested eller tilsvarende. Og selv om det måske kan være svært, så har Gitte Lybke en klar opfordring:
”Det må man som familie respektere. Det kan være følsomt, og man kan som forældre eller anden nær familie føle sig valgt fra. Man skal prøve at se det som et aktivt valg fra den, der har det svært, om at holde jul i trygge omgivelser, og det er ikke nødvendigvis hos familien.”
Hold dig fra misforståede hensyn
Det ligger desuden Gitte Lybke meget på sinde at understrege, at mennesker med psykisk sårbarhed eller sygdom har samme ønsker og drømme som andre, fx om hvordan en jul skal være. Samme forestillinger om ”det normale”.
”Hvis du som pårørende eller anden relation skal holde jul med et menneske, der har det svært psykisk, skal du ikke afholde dig fra at bede om vedkommendes hjælp til at skrælle kartofler, hente en ekstra stol eller hvad det nu kan være. Det er et misforstået hensyn, som kun virker stigmatiserende for den, der i forvejen kæmper. Behandl vedkommende præcis, som du behandler alle andre, men selvfølgelig under hensyntagen til det, du ved om vedkommendes ressourcer”, siger Gitte Lybke”
Jeg har også for et par dage siden, sendt et par Podcasts omkring Borderline til Mor, hun skrev hun ville lytte til dem “om et par dage” – den ene podcast er på 28 minutter, den anden på 10, så det er jo ikke vildt meget tid hun skal afsætte – i teorien kunne hun jo lytte til dem i bilen. Jeg tvivler på at hun har lyttet til dem.
Måske det er mig – og det kan sagtens være det er mig – men jeg havde sat næsen op efter hygge med min familie. Vi skulle spise og ose med barnevogn(e) og pludselig skulle vi ind i en mega kirke med larm og musik og masser af mennesker – trust me jeg kan SAGTENS hører hvordan det lyder, jeg er en total nutter men det drænede mig bare helt vildt meget på en dårlig måde og når min Mor så siger: “….. vi er alle trætte Deiredre-Ann……” som om jeg skulle få mere energi af det, eller som om min træthed ikke var mere end deres – og det er (var) den heller ikke, jeg var bare mega træt og kan kun tale for mig selv.
Dels var jeg fysisk træt efter et par hårde døgn og dels var jeg mentalt træt og det var overvældende – og nu er jeg hjemme, alene og har spist sushi og fået mega mega dårlig maven (lige til en forandring)
Jeg har set et par billeder i min telefon, som blev taget der hvor vi spiste og FUCK ME hvor er jeg tykhoved!!! Jeg skal seriøst tabe mig – jeg har behov for at få følelsen af at jeg er lækker tilbage – ikke at jeg skal du og score, jeg skal bare føle mig lækker, flot, dejlig igen. Hvis jeg kan få den følelse inden i, igen, så kan jeg måske vende skuden aka mit liv i den nogenlunde korrekte retning.
Det er svært at overskue ting, når man føler sig fed og grim oven i – og nu ved jeg at det ikke bare er en følelse, det er sådan jeg faktisk ser ud.
Så, som så mange andre tusind millioner mennesker, ønsker jeg mig en bedre form og figur i Julegave. Og ikke andet faktisk. Jeg tænker min lykke og glæde kommer med en smallere talje og et tyndere hoved.
Jeg har besluttet mig for at jeg vil spørge min psykolog om jeg må få tilknyttet en diætist ude på Psykiatrisk Hospital. Jeg tænker svaret er nej, for det er nok enten for de mest syge eller for dem som er indlagt, men DET KUNNE JO VÆRE, at der med de nye midler på Finansloven blev råd til at mennesker som jeg også kan få hjælp til at spise korrekt og se hvor jeg går fejl (igen og igen og igen) og på den måde tabe mig.
Da Ella var her hos mig, kunne jeg mærke, efter en uge, at jeg havde tabt mig. No worries, jeg har taget det på igen, men fordi vi gik hele tiden, tabte jeg mig og dét er faktisk lidt en motivation.
Så jeg har downloaded appen “StepsApp Pro” – og betalt et engangsbeløb på 25 kr for at slippe for reklamer.
Jeg kan selv vælge farve, niiice chick feature og så er den god til at tælle skridt, den kan synces med mange andre health apps osv. men det vigtigste for mig, er at den er nem at bruge. Den tæller mine skridt, etager jeg går op og ned og det motivere mig til at motionere mere.
Det behøver ikke at blive 2020 før jeg går igang, jeg er allerede igang i hoved, nu skal jeg bare have det ud – og så ville en diætist være et godt indspark til at blive holdt fast på hvad jeg har af mål.
Nå men jeg må hellere lade være med at vade rundt om den varme grød som en idiot i en vandpyt – i onsdags tror jeg det var, ringede Mor. Jeg forsøger ikke at ringe til nogen i min familie, fordi jeg helst bare vil være mig selv og helst ikke involveres i deres juleplaner.
Og inden jeg fortæller hvad Mor ville, så vil jeg sige, at jeg for første gang i lang tid laaaaang tid, følte at Mor talte lidt til mig, med en forståelse for mig. Det var bare én sætning, men jeg tænker den var sagt med tanker på fortiden.
Det er sådan, at jeg har det STRAMT for at sige det mildt, med at skrive under på ting. En dag var jeg til et møde på Gården med min Far, mine forældres revisor, mine gudforældre og deres revisor og så skulle jeg skrive under dér og dér og *bum* så havde jeg købt en gård og UANSET HVAD ANDRE SIGER, så var jeg overhoved IKKE indforstået med handlen!! Jeg var ikke forberedt, jeg var ikke blevet klædt på til det – det var total et sneaky move og jeg vil for evigt føle mig røvrendt.
Fast forward, mine forældre laver et Familie firma og *bum* mellem Jul og Nytår vil de at vi skal skrive under på det her firma. Alle sammen. Jeg forstår ikke konceptet, jeg forstår ikke indholdet og jeg NÆGTER at skrive under før jeg har vendt det med min revisor.
ALLE flipper skråt på mig, fordi pga. MIG kan firmaet ikke blive til noget, hvorfor stoler du ikke på Far og Mor, hvorfor er du sådan, hvorfor er du på tværs, hvorfor skal du altid være sådan og bla bla bla.
– ingen, ikke én tænkte på at jeg faktisk var og er ret så traumatiseret over, hvad der kan ske, når man skriver under på noget man ikke fuldt ud forstår.
Jeg endte naturligvis med at skrive under, for husfredens skyld og pga. et ENORMT pres fra min familie og mine søskende – det er dét familie firma som senere købte min brors hus og udbetalte afkast til ham, men som ikke kunne købe min gård og udbetale afkast til mig.
Nu ringer min Mor så, for at fortælle mig at hende og Far har besluttet sig for at sælge ud af nogle af deres ejendomme. Hun nævner forskellige lejligheder og huse og hvem der skal købe hvad. Jeg er virkelig ikke jaloux og lytter bare – jeg har faktisk overhoved ikke i tankerne at hun pludselig også har involveret mig i det her salgs og købs projekt.
For det viser sig nemlig, at Far og Mor vil at jeg skal KØBE lejligheden her, som jeg bor til leje i!!!!
Yeah just my words!! WTAF!!!!!!
I sommer da jeg lagde mit lån om i min udlejningslejlighed, kunne jeg IKKE få lov til at låne 100.000 kr til at købe en kolonihave for, men NU, knap 4 mdr. senere kan jeg få lov til at LÅNE penge til at købe en fucking lejlighed – som jeg slet ikke ønsker at eje!!!!!!!!!
Er det bare mig eller er verden fucking mærkelig??
Og det er så her Mor, efter at hun har forklaret en masse om lån og afdrag og priser etc. fortæller mig …..at der skal skrives under inden Nytår. *Bum* Men det var sagt på en pæn måde. Og jeg er slet ikke i tvivl om at hun havde tidligere episoder i tankerne.
Men det korte af det lange er, at nu da jeg endelige har forliget mig med at jeg skal FLYTTE FRA LEJLIGHEDEN, fordi det har Mor (og dermed også Far) + min søster talt meget om, så skal jeg til at KØBE LEJLIGHEDEN!!
Og jeg har slet ikke lyst til at eje den.
Don’t get me wrong, jeg kan SAGTENS set det økonomisk smarte i det, jeg kan sagtens se at det gælder om at sælge nu, før den socialdemokratiske regerings regler træder i kraft (naboens barn må ikke blive favoritiseret over andre børn, alle børnene skal være lige – men så igen, hvad nu hvis naboens forældre har arbejdet mere, hårdere og længere og sagt nej til skiferie, oftere været væk hjemmefra for at tjene flere penge mv, er det så ikke okay? Åbenbart ikke ifølge en rød regering)
Så hele ideen bag at sælge lejligheden til mig, til 1,2 millioner (mine forældre købte den for snart 20 år siden til ca. 700.000 kr og der er nærmest ingen gæld i den) er kanon og jeg er et MEGET HELDIGT MENNESKE at jeg har forældre der både kan og vil gøre sådan noget, for mig. Men alligevel, så føler jeg mig ikke heldig. Jeg føler mig ikke som et velhavende heldigt menneske, men på papierne er jeg ret holden.
Pr. 1. Januar 2020 kommer jeg til at eje 2 x ejerlejligheder i rød zone i 8000 Århus C. Begge med udsigt til Rådhusuret/Rådhustårnet mens det eneste jeg reelt ønsker mig, er en kolonihave, en altan, en opvaskemaskine og så en blå strikket cardigan fra min Far’s kusines Mohair firma (den cardigan som er på sidste side i hendes 2014 katalog…..)
Jeg syntes pigen der er i katelogen er SÅ SMUK og da jeg så cardiganen tænkte jeg, at jeg måske ville blive lige så smuk, hvis jeg fik sådan en…… nu har jeg ønsket mig den siden 2014, så chancerne for at jeg får den er nok lig nul. Måske jeg selv skal bestille den hos hende? Hun laver garnet og så køber man garnet og sender det hele til nogle af hendes strikkedamer, som så får betaling for at strikke cardigangen – mega smart.
Det er virkelig weird at tænke på, at jeg som er sådan en tilvalgsvare som ingen rigtig ønsker, som er forholdsvis velhavende på papir, som ikke har særlig mange rynker, om få dage kommer til at sidde økonomisk godt i det på papir, men i virkeligheden kan jeg end ikke få mit liv til at løbe rundt. Jeg kan ikke navigere i livet, jeg kan ikke finde ro, glæde, arbejde mv. Og når jeg ikke kan dét, kan jeg heller ikke finde en forever-mand og få snakken med ham om, hvordan fremtiden skal se ud, med eller uden børn.
Nogle gange bliver jeg SÅ VRED på It manden, jeg føler virkelig at han stjal nogle gode og vigtige år fra mig – der var også mange gode stunder i vores forhold – men jeg var virkelig ærlig omkring hvad jeg ville og hvor jeg var på vej hen og han ville alt inden jeg flyttet til Spanien og intet bagefter. Og når jeg så slår op med ham pga. ovenstående, så går han ud, finder en ny kæreste og på under 4 år har de købt hus, på en Ø (!) blevet forlovet og fået 2 børn.
Det var meningen det skulle have været mig – JEG skulle have været Mor, men i stedet for blev jeg ingenting og lige om ca. 600 dage er jeg for gammel. Datomærkningen er overskredet.
Og måske, set tilbage på i dag, er det også bedst. Trist men bedst. Og så tænker jeg på, at jeg kunne have haft i hvert fald ét barn, på samme alder som de små (ca.) men når jeg så tænker videre, så tænker jeg på, hvem faderen ville havde været og på hvordan det ville påvirke mig, sikkert i en ikke-så-positiv-retning, hver dag – og hvordan mit liv så ville havde været, op til i dag?
Livet er så mærkeligt og jeg forstår ikke at navigere i det. Jeg forstår ikke alt det med penge, jeg mener, jeg forstår det logisk og fakta mæssigt, men inden i mig, der stritter penge imod mig. Hver gang min Gudfar havde været igang, fik jeg penge. Det var for penge at han købte mig fra mine forældre, han gav mig guldure, biler, kørekort, smykker, computer mv. og til sidste sørgede han for at jeg købte gården, så jeg forevigt var bundet til ham. Og det er, selv om jeg ikke vil det, sådanne tanker som kører rundt inde i mit hoved. Jeg kan SLET IKKE håndtere at jeg skal eje noget mod min vilje/lyst.
Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at eje det JEG gerne vil? En kolonihave med opvaskemaskine og lyserødt badeværelse?
P.S: Der var en som spurgte til nogle bukke jeg har til salg, altså bord bukke. Han vil gerne købe dem og hente dem – af alle steder – ved Veri Centret i morgen lørdag, om formiddagen. Af ren og skær frygt for at Lørdag formiddag er min Psykiater-Lærlings zen-shopping-dag, har jeg sagt at jeg desværre ikke kan mødes med ham lørdag ved Veri Centret, hvorefter han er sprunget fra. Så nu er hun også skyld i at jeg mister cash. 🖕🏻
Hvad har DU på hjertet?