Jeg er åbenbart den slags menneske, som sidder kl. 00.12 natten til en arbejdsmandag og spiser McFlurry (med smarties) i sengen mens jeg skyller efter med 05, liter Coca Cola Light.
Og så er jeg åbenbart også hende, der til sidst tager telefonen når hendes mor ringer og nu er alting glemt og godt igen, i hvert fald fra min families side. Ikke fra min.
Mor ringede i onsdags for at sige at hun skulle ind til byen og at hun lige ville komme forbi næste dage, altså torsdag. Jeg har været så hamrende syg med snot og feber og muskler så ømme at jeg seriøst har overvejet at se mig om efter en stuelejlighed, for hvis jeg i en alder af 41 år ikke kan gå op til 2 sal uden at puste og stønne og have ben så hårde som beton og tunge som bly, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan min fremtid ser ud. Endnu en god solid grund til ikke at blive gammel.
Anyway, jeg sagde ja og Mor kom omkring kl. 11.00. Hun havde tage noget franskbrød med og en varm leverpostej – total min hofret (+ agurker) minuset er bare, at franskbrød for mig er FRANSK brød som kommer fra flutes aka hvidt brød, jeg kan til nød gå med til lidt kerner men hele fornøjelsen ved franskbrød er jo det hvide bløde brød i midten. Mors var med noget med en sær bismag, måske rosmarin eller noget andet tam tam som ikke hører hjemme i franskbrød. Men jeg sagde intet. Hun havde også en kanelstang med – igen, jeg er ikke til kanel. Jeg er til råcreme, jordbær, chokolade, trøfler osv.
Men det er jo tanken der tæller.
Mor spurgte ind til min fine nye lampe, jeg tænker hun har set den på Instagram – jeg var så brandheldig at finde en ægte Kartell lampe
til storskrald for ca. to uger siden. Lysdæmperen var gået i stykker, men jeg fandt et forum (ved at GOOGLE!!!! )hvor en mand havde lavet en 1,2,3 guide til at tjekke hvor fejlen lå. Her var fejlen en 19,95 kroners sikring der var sprunget og med lidt sulfo og varmt vand, har jeg mig nu en drømme lampe der giver et skønt lys. Så den talt vi om.
Mor nævnte at hun skulle ud til Håndboldpigerne og spise frokost og at hun lige havde mødtes med min lillesøster, fordi de skulle se på vuggestuer til babyen. Jeg burde havde vist det, selvfølgelig kom hun ikke til byen for mig, ligesom hun ikke tager ud og kikker på lejligheder for mig, hvis det ikke passer hende.
Men det er jo tanken der tæller.
Far og Mor tager til Østrig på torsdag og mor ringede i dag for at hører om Ella skulle i pension, jeg er måløs over at hun overhoved kan overveje det. Er det kun mig der husker hvordan hun var da vi fik hende retur i Februar 2019?
Min hund er alt for sød og stille og underdanig til at blive passet hvor andre hunde kan dominer hende – jeg tænker det er som at sætte et nemt mobbeoffer ind i en skolegård og gå sin vej med ryggen til. Jeg gør det ALDRIG igen!!
Men jeg har også allerede besluttet mig for at hente Ella hjem til mig, for altid. Min plan var fredag d. 29. November, fordi jeg trode de rejste der, men de rejser torsdag, så jeg hente hende torsdag når de er kørt og så tømmer jeg huset for hendes ting og tager hende herind. For altid.
Det bliver SÅ SVÆRT men jeg må bare tage mig sammen og rumme at hun også fylder og fælder og så må jeg støvsuge hver dag, det tager jo max 10 min og min krop har godt af at rører sig.
Dernæst har jeg i dag hented et bord ude hvor jeg har mine storskraldsting. Jeg trode det var en kopi men da jeg fik vendt det om for at tørrer det af, kan jeg se at det er et trip-trap stuebord
Det er magen til det på billedet. Nu er det tørret kraftigt af i probat og varmt vand og i morgen når det er helt tørt, får det nye filtdutter under og så skal Ellas hundekurv stå på bordet for enden af min seng og så må hun vænnes til at sove dér – det kommer til at tage tid og være lidt af en kamp men det skal nok lykkes.
Nu mangler jeg bare at finde en pæn og ren baby dyne og pude og 2 x sengetøj, så hun har noget hun kan møffe rundt i, som ikke er MIT sengetøj.
På sigt, skal jeg have bygget en rigtig seng til hende, med trappe til, men det er lidt svært at komme til at lave noget, når jeg ikke har et sted hvor jeg kan save, male, skrue, få strøm, vand mv. Jeg skal altid slæbe alting frem og tilbage – det er derfor jeg helt har opgivet at have mine bagsæder rejst op i bilen, de ligger permanent ned, for jeg har altid alt muligt bag i. Jeg burde købe mig en varevogn!!
Mor sagde at hun “slet ikke kunne huske at hun havde afvist at se lejlighederne (nu) og tidligere med mig” underforstået at jeg nok enten overragere eller også at jeg nok husker forkert – men i alle tilfælde er det mig som er forkert.
Og ved du hvad? Jeg er så fuck hamrende træt af at være forkert – jeg har det virkelig MÆRKBART bedre i mit liv, når jeg er uden min familie. Det er SÅ trist at opdage og mærke på sin egen krop, hvordan jeg blomstre inden i, når jeg har minimalt eller ingen kontakt til min familie. Eneste udfordring er, at når jeg ikke har kontakt til dem, så har jeg ikke kontakt til nogen.
Jeg har ikke én eneste veninde jeg kan ringe til, ikke én eneste ven der vil tale med mig. Ikke ét eneste menneske.
Det fik mig til d. 18 November, da jeg skrev sidst og var så ultra ulykkelig, at ringe til Norman. Epic fail. Men sket er sket. Det endte ud i en diskussion hvor han beskyldte mig for alt muligt, bla. for at være sindssyg, hvilket faktisk var det som sårede mig mest, ikke fordi han mener jeg er sindssyg men fordi han med sin kommentar så tydeligt viser hvilken stigmatisering der ligger i at være mentalt syg og at han er en af dem der gerne hælder historien om mig på stigmatiseringsbålet.
Der var engang en mand der bed Pedal Ove i Danmark, han er faktisk død netop i dag. Hans kone forsvandt og blev fundet i havnen 7 måneder senere. Pedal Ove blev anklaget, fundet skyldig og idømt 12 års fængesl (tror jeg det var) for mordet på sin kone. Det er der én advokat som syntes er mærkeligt, hans syntes der er lavet forkert efterforskning og at ikke alle vinkler er belyst – for bare fordi du ser skyldig ud med det blotte øje, er jo ikke det samme som at man ER skyldig.
– og 6 år senere blev Pedal Ove frikendt og fik 5,4 millioner i erstatning.
Indsæt så lige Deirdre-Ann der hvor der står “Pedal Ove” og indsæt telefonchikane der hvor der står “mord” – og du har den samtale Norman og jeg havde.
Norman holder stædigt fast i at jeg ringer og chikanere ham, at jeg ringer 30-40 gange og lægger på. At jeg ringer 2-3 gange om dagen og lægger på mv. Jeg kan ikke rigtig sige andet end at det ikke er korrekt – både overfor ham men også her i min blog. Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Og mest vigtig, hvad ville jeg få ud af det? Altså hvad ville det gavne mig at ringe og lægge på? Intet så vidt jeg kan se, men Norman er verdens mest stædige individ. Fuck æsler, de er ikke stædige – Norman, han er stædig!!
Jeg blev – igen – dybt dybt ulykkelig og begyndte at græde (inkl. snot ud af næsen) så da samtalen sluttede, skrev jeg til 3 mobil og bad dem om at sende mig oversigten over mine telefonsamtaler fra Maj til Oktober. Dem fik jeg næste dag.
Og så sendte jeg dem til Norman. Hans nummer var på listerne 2 gange på 6 måneder – og de datoer hvor han har beskyldt mig for 30 og 40 opkald på samme dag, de datoer har jeg lavet henholdsvis 2 opkald og 1 opkald.
– nu er jeg jo ikke dummere end at jeg tænker at 2 ting kan ske: 1. Norman har blokeret mig på mail, så han aldrig har fået mailen med de vedhæftet telefonsamtaler eller 2. Norman har fået mailen men tænker at jeg nok har 2 telefonnumre…… for nummer 3 ting, ville være at han skulle undskylde overfor MIG OG indse at han åbenbart har nogle mennesker i sin periferi som ligger og chikanere ham og det er åbenbart ikke hende han går og fortæller alle om – at skulle lave sin fortælling om, er jo lidt pinligt for mænd af en vis kaliber……
Men jeg kan ikke ændre ved 1, 2 eller 3, så jeg (forsøger) at finde fred i at jeg ved i mit hjerte at jeg ikke er et menneske der ringer og lægger på og chikanere folk. Sidst jeg ringede og lagde på, var da jeg ringede til min Psykiater-Lærling en meget sen lørdag aften, i den tro at det var hendes arbejdstelefon, da hun så tog den – hvilket jeg var meget uforberedt på, lagde jeg på i ren panik. Efterfølgende sendte jeg hende en undskyldende sms, som hun naturligvis ikke har svaret på og derefter slettede jeg hendes nummer – så jeg har det end ikke mere, selv hvis jeg ville ringe.
– jeg forsøger at gøre det samme med Norman og jeg forsøger at sige til mig selv, at det er ligegyldigt om han går og siger til Folk at jeg er sindssyg, at jeg ringer og chikanere ham 30/40 gange om dagen, at jeg er mærkelig og løjnagtig, fordi inderst inde ved jeg bedst og dernæst kan jeg bakke det jeg siger op med konkrete beviser som jeg ikke selv kan fabrikere. Dét kan Norman ikke.
For snart mange måneder siden, måske i april eller sådan noget, fandt jeg en lampe jeg syntes var flot, men jeg overvejet aldrig at tjekke op på, om det var en ægte lampe eller om det bare var en kopi. Jeg tror jeg gik ud fra at det bare var en kopi, ellers ville ingen jo smide den til storskrald vel…..? Efter fundet af min fine Kartell bordlampe, fandt jeg den anden lampe frem fra mit rum med storskraldssting. Jeg har bevist IKKE sat den til salg, da jeg selv gerne vil have den op og hænge en dag i min kolonihave.
Ved nærmere eftersyn og med en nænsom omgang sulfo og varmt vand, kan jeg se at det OGSÅ er en Kartell Lampe…..!!
Men ligesom med den anden lampe, kan jeg også se, at her er noget galt – som du måske kan ane på billedet ⬆️ er der en ledning ned i midten og så 3 stålwires ud til siden. Men når man vælger at hænge lampen op, kan man vælge at klippe noget af wiren af, så lampe og leding hænger lige – og det er sket her, hvorefter wirene nu er afkortet men ledingen lang – så konklusionen er at jeg lige skal have GOOGLET (!!) lidt mere så jeg kan se nøjagtig hvordan wiren sidder fast og så skal der bare sættes 3 nye wires ind og så har jeg en designerlampe mere!!
Nu er spørgsmålet bare, skal jeg sælge dem, velvidenede at jeg aldrig selv vil kunne få mig selv til at bruge så mange penge på en lampe, og dermed aldrig få sådanne lamper igen og putte pengene ind på min “Kolonihave Opsparing” eller skal jeg være en egoist og beholde dem til den dag jeg får en Kolonihave?
Klokken er næsten 01.30 og jeg er stadig ikke træt, eller jeg er træt men hele min krop skriger på smerte og “udkørthed” – hvis det ord findes….? Jeg kan slet ikke finde ro – jeg har ondt over alt og alting sejler.
Vi skal have en ekstraordinær generalforsamling i Ejerforeningen hvor jeg er formand, der er den vildeste ballade internet og nu også efterhånden på FB. Samtidig har jeg været rundt og måle og dokumentere 8 branddøre og lavet en udførlig detaljeret mail med billeder, data mv. til advokaten for ejerforeningen, ligesom jeg har lavet et udførligt formandsbrev inkl. bilag + jeg har opdateret hjemmesiden med alt muligt inkl. bilag og sat mig sirlige præg med orden fra punkt 1.
Nu mangler jeg kun at lave selve oplægget til næste mandag (2. december) og at indberette min indtægt i Spanien og få rykket min danske revisor og så skulle jeg gerne snart være i hus med de store koncentrationsopgaver jeg har tilbage i 2019.
Nåe ja og så skal jeg have svaret et par forlag der har skrevet til mig, det er både spændene og sejt, men også mega angstprovokerende og pga. sidstnævnte har jeg ikke foretaget mig noget. 🤦🏼♀️
Men som skrevet, det er jo tanken der tæller.
D. 18. November, da jeg skrev sidst, der læste jeg i Stiften at Ringgadebroen havde været spærret af, fordi en ung kvinde havde stået på den modsatte side af rækværket, fordi hun ville springe. Jeg blev både ked af det på hendes vegne men også lidt irriteret (egoistiske mig) for nu var mit “sted” jo ligesom taget og opdaget – det triste var også, at jeg selv havde tænkt på at gå derop, netop samme dag, men jeg ville vente til det blev aften, for når jeg en dag får modet til at kravle på ydersiden igen, så bliver det fordi jeg ikke skal kravle retur. Frivilligt eller med tvang.
Jeg har siddet deroppe på hug, jeg har det perfekte billede i mit hoved af hvad jeg vil se på vejen ned, jeg ved hvordan vinden føles, duftene og lydene om natten. Og næste gang, så vil jeg at dét bliver det sidste jeg husker inden jeg får ro og fred.
Hvad har DU på hjertet?