Engang lavede jeg et blogindlæg som hed eller hedder, for jeg har ikke ændret det, noget i retningen af “Verdens Længste Blogpost” – jeg tænker denne post bliver lidt i den dur.
Min hjerne føles som et stykke liniert papir fra en af de der kladdehæfter som jeg havde i folkeskolen – tænk engang, jeg ved end ikke om børn i dag har kladdehæfter mere?
I min tid i Folkeskolen, var kladdehæfterne med ensfarvet forside, min svage hukommelse fortæller mig at de senere blev med feks. tern eller linjer i højre nederste hjørne, sådan at man vidste hvad der var inden i (tern eller linjer) så frem man feks. var den heldige ejer af 3 gule kladdehæfter. Men faktisk er jeg ikke sikker på om ovenstående er korrekt eller om det er min hjerne der spiller mig et pus?
Det føles som om jeg er ved at blive visket ud, i den form jeg kender mig selv. Umiddelbart skulle man måske ikke tænke at dét var den store skade, for min person og min personlighed, er ret fucked. Bare spørg dem på Psykiatrisk Hospital. De kunne sikkert skrive afhandlinger om hvor afvigende jeg er. Afvigende fra normen. Men hvem definere egentlig normen? Freud? Fuck Freud.
I går (tirsdag) var jeg til mit livs første demonstration. Taget i betragtning af hvad jeg trode demonstrationer var og omhandlede, så var denne her godt nok banal og simpel. Og nok også desværre uden effekt.
Jeg har selv været med til at arrangere dele af den, men jeg er mest hand on på detaljerne, så som balloner, helium, oprettelse af events på sociale medier, bestillinger, kontakter mv. Selvfed som jeg er, ville jeg ønske jeg havde været mere indeover alt muligt fysisk som blev set på 1. række, for dét kunne så meget været gjort bedre – og så er det jeg spørger mig selv, hvorfor det mon er eller ikke “mon er” men HVORFOR er det at jeg ser det negative i demonstrationen og ikke det positive?
Da jeg var derovre (på Christiansborg i København) mødte jeg så mange mange UFATTELIG MANGE psykisk syge mennesker. Jeg ved godt ifølge tal og procentmæssigt at der er mange af os, men jeg vidste ikke at de var SÅ broget og nuanceret og at jeg faktisk ikke ville kunne rumme dem.
Sad to say, men jeg kan faktisk ikke rumme at der går så mange mennesker rundt (hvilket jeg nu er hamrende bevist om) med mentale smerter og der er INGEN mennesker og intet system til at hjælpe dem, nurse dem og behandle dem, indtil de en dag er færdigbagt i hjernen og klar til at leve deres livs fulde potentiale.
Jeg så bogstaveligtalt kvinder med skæg der ville gøre de fleste 18 årige drenge misundelige. Jeg så kvinder så tykker at jeg tænkte de ville eksplodere. Jeg så kvinder og mænd der drak dåseøl på live tv (hvilket aldrig gavner noget) Jeg hørte taler om at “assosiering” – eller hvordan det nu staves – talen omhandlede at forlade kroppen for en stund, at lukke det dårlige ude, og deraf overleve. Talen var så forfærdelig at jeg måtte vende ryggen fysisk til taleren og undlade at lytte, jeg gik kort efter over til min bil og kørte hjem til Jylland.
Med i min baggage var alle de her mennesker, forstadsfruen som kaldte sig selv en “forstadsfrue”, som ikke måtte få en diagnose trods mindst 15 indlæggelser, den seksuelt misbrugte som startede samtaler og afbrød dem igen i et væk, damen der havde fået massiv stress med efterfølgende depressioner i flæng og som googlede alt og alle og lavede indberetninger på alt hvad der skete, den bipolare der ikke ville have medicin, politikerne der kom ned for at få taget et billede med demonstranterne, velvidende hvilken PR værdi det har at blive set med “samfundets svageste” på de sociale medier – nogle af dem gik endda efterfølgende ind og tagget sig i billederne der var lagt op af mig aka personen bag en given FB profil. Et sådan “tag” kræver godkendelse af admin (mig) men det fortæller mig alt det jeg allerde vidste – Psykiatrien får ingen penge, politikerne kan sige de forsøgte, de mødte op, de var der (i 11 minutter, jeg tog tid) og de kæmpede men at det desværre ikke lykkes. De sociale medier levere beviserne. Hvor er det tragi-komisk.
Livet er så ensides, så facetløst.
Det er nu blevet torsdag, i går var det onsdag og jeg skrev ovenstående. Men nu er det torsdag og jeg tror jeg er ved at blive syg. Jeg har alle symptomer, dårlig mave, kolde fødder, en mærkelig smag i munden – som er et inferno af smerte og belægning.
Men i mandags var jeg ved tandlægen, hun siger mine tænder ikke bærer præg af at jeg har meget belægning på tænderne. Hun sagde også at jeg godt måtte springe en tandbørstning eller to over, men at jeg ikke måtte fortælle nogen om det, for ikke alle kan administrer den information. Faktisk mente hun at jeg overbørstede mine tænder, fordi mine tandhalse er blottet flere steder, så nerverne er fremme. Det hjælper nok heller ikke på mundsmerten.
Jeg var også ved læge i mandags, jeg er nu raskmeldt fra mit fiktive job og jeg føler mig som den største løgner på jorden. Hvor ufedt er det ikke lige at føle sig tvunget til at gå til læge og lyve om en sygemelding på et job du end ikke har, andet end på papiret og bagefter komme tilbage og blive raskmeldt. Jeg hader løgne. Hader Hader Hader!!
Desværre kan jeg ikke raskmelde min krop, jeg føler mig stadig så fuldstændig ufattelig træt, det er som om min krop ingen hals har, så ondt har jeg over det hele. Min hukommelse er total smadret og jeg kan næsten ikke huske noget mere. Alarmen på min telefon ringer måske 8 til 20 gange om dagen, fordi jeg skal huske alt muligt, som jeg ellers er i stor risiko for at glemme.
Lægen sagde at hukommelsesproblemerne og koncentrationsproblemerne godt kan være blevet forværret af at jeg kørte galt og fik et chock. Han syntes også jeg skulle starte på medicin igen. Og appropo medicin, jeg har desværre ikke hørt mere fra EPO forsøget, jeg havde sådan håbet de ville vælge mig, mig og min hjerne.
Jeg kan næsten ikke holde fokus på at skrive, fordi mine øjen bliver trætte og min hjerne flyder væk, ikke driver som i en dagdrømmende måde, nej, det er som om jeg forsøger at samle hjernemasse op med en si, det løber lige igennem og jeg kan ikke gøre noget for at gribe min hukommelse.
For at gøre mandag til den komplette lortedag, var jeg også til Fysioterapi. Udover at jeg selv betaler næsten 300 kr pr. gang. hvilket kan mærkes i min økonomi, så må jeg bare konkludere at konsultationer som gør at jeg kommer ind feks. kl. 13.03 og står igen nede på gaden kl. 13.32, efter at have været afklædt, trykket og presset på, påklædt, betalt og ud, det er bare slet ikke mig. Overhoved.
Det er bare et lille område i en giga herskabslejlighed, som er afdækket med nogle grå gardiner, dvs. jeg er sygelig bevist om hvem og hvad der er på den anden side og at nogen kan komme og åbne forhænget og så ligger jeg dér halvnøgen. Rummet er altid koldt for den som ligger næsten nøgen (mig) men det bemærker den fuldt påklædte fysioterapeaut ikke – og hun tilbyder ingen tæpper eller andet til at dække mig til med. Så jeg ligger og fryser mens jeg skal slappe af for at få løsnet op i musklerne. I’m not a fan. Hun siger at mine hals, hoved og nakke muskler burde være bløde, det er muskler (åbenbart) men mine er hårde og nærmest umulige at løsne op. Jeg bliver altid helt svimmel når hun trykker mig omkring hoved og nakken. I really don’t like it. Så er jeg meget mere til Kranio Sakral. Men mine forældre, specielt min Mor kan ikke forstå at jeg ikke nyyyyyder massagen i fulde drag. Personligt vil jeg hellere losses over skinnebenet med en træskostøvle end jeg vil gå ind i dét rum. Men jeg gør det fordi “de siger” det er det bedste for mig, og fordi jeg kan få tilskud til det og fordi forsikringen (på sigt en dag) nok vil dække det. Ingen dækker Kranio Sakral.
Jeg har så mange ting at fortælle, ting jeg glemmer i hverdagen men som også er vigtige dele af mit liv og som jeg derfor burde skrive ned. Jeg laver lidt stikord så jeg ikke glemmer glemmer.
- Fortæl om problemerne i Ejendommen hvor jeg bor og om altan problemet der har ført til at Mor og Far (og min søster) nu vil at jeg skal flytte.
- Fortæl om hvor elendigt et forsikringsselskab Codan er, og hvordan de intet vil dække.
- Fortæl om hvordan modparten (der påkørte mig) stadig ikke har accepteret sin skyld.
- Fortæl om hvordan Revisoren vendte tilbage og bla. fortalte at hun var blevet skilt. Hun sagde at Far og Mors lønninger til mig, måske kunne ses som en slags erstatning af de ikke har været der for mig da jeg var lille. Sådan har jeg aldrig set på det før.
- Fortæl om at min psykolog rykker min samtale på tirsdag i næste uge. Dvs. at jeg nu ikke har været ved Psykolog i en hel måned. Dels min egen skyld men så igen, vi aftalte at hun altid ville forsøge at finde en ny tid til mig, hvis en aftale ikke blev afholdt. Jeg ved godt jeg ikke fik sagt direkte til omstillingsdamen at jeg gerne ville have en ny tid, da jeg ringede d. 8. Oktober men jeg havde sådan håbet at hun selv havde tænkt det.
- Jeg tror jeg så min Psykiater-Lærling den anden dag, i en bil der holdt ved siden af mig i et lyskryds. Jeg overvejet helt bogstaveligtalt om jeg skulle bakke bagud (og naturligvis ramme bilen der holdt for rødt bagved mig) dreje skrapt til højre og over i hendes vognbane og påkører hendes bil fra siden. Jeg syntes hun fortjener det. Jeg syntes hun har vist sig fra en rigtig dårlig side, en side som jeg faktisk ikke vidste hun besad. Og med den fremvisning, får jeg lyst til at påfører hende samme fysiske og mentale smerte som hun har påført mig. Men der var børn i bilen og man skal ikke skade børn. Desuden så jeg hende kun fra siden af, hun drejede ikke hoved, så jeg var ikke 100% sikker.
- Og for at sætte prikken over i’et så syntes jeg også jeg så min nye psykolog i en bil i dag. En gulpladet bil. Hun kørte og der sad en dame ved siden af på passagersædet. Passageren stirret så indædt på mig, fordi jeg holdt ulovligt, at jeg total stirrede tilbage – det var vejarbejde over alt og jeg skulle ind i 7/11 men der var ingen steder at parkere fordi parkeringspladserne er inddraget i vejarbejdet, så jeg parkeret alligevel og bilen her kørte rundt om mig, mens passageren stirrede på mig og føreren, som jeg også kun så i siluet, filede løs på koblingspunktet i bilen, som om hun var til kørerprøve. Vejen skråner let, og der var både vejarbejde, fodgængere og ulovligt parkeret biler. Bilisten var udfordret og jeg var mega kølig. Jeg vil foreslå at bilisten tager flere køretimer og lader sin sure passager blive derhjemme.
- Jeg har fået annulleret min parkeringsbøde. Lang historie kort, sætningen “det er en menneskelig fejl” bruges åbenbart meget af Århus Kommune når de skal forsøge at forklare en fejl. Fejlen bestod i at jeg ikke kan købe beboerparking fordi jeg har hemmelig og skjult adresse, så jeg fik telefonisk hjælp til at købe den. Damen hos Århus Kommune gennemførte købet men satte mig til at bo i Rød Zone aka City mens jeg i virkeligheden bor i en anden zone. Så det var derfor jeg fik en bøde. Jeg krævede og insisterede og krævede noget mere, at få annulleringen på skrift. Det fik jeg.
- Jeg har fundet et job som er spændene, lidt i retningen af det job jeg søgte i firmaet som min Psykiater-Lærlings mand ejer/ejede. Udfordringen her er bare at damen man skal sende ansøgningen til, har et meget specielt efternavn, jeg kunne ikke sætte det på et bestemt sted i min hukommelse, så jeg tyet til Google (selv om det er en dødssynd der kræver mindst 4 krisemøder på Psykiatrisk Hospital med De Stikkende Damer) og google fortalte mig, kombineret med lidt FB research, at damen der står for ansøgningerne, i det her forholdsvise lille firma, er kusine til pigen der stod i spidsen af de væreste mobberier jeg var udsat for i Folkeskolen. Hende der gik konkurs med sit firma men som på magisk vis flyder ovenpå som en fiberlort. Hende der søgte founding hos en af It mandens bedste venner. Ja hende. Dét er hendes kusine og ifølge FB er de meget sammen, hele tiden. Mit navn er unikt, firmaet er lille, det vil komme på tale hvis jeg søger et job dér og jeg ønsker ikke at min jobansøgning igen skal være omdrejningspunkt i deres samtaler. Jeg skammer mig i forvejen nok over at jeg optager plads i denne her verden og i hvordan mit cv ser ud. Gid jeg var bedre og sejere til at arbejde. Så jeg har besluttet at jeg ikke søger jobbet. Jeg tør simpelthen ikke. Jeg orker ikke flere “De Stikkende Damer” møder, bare at i dem her, forudseer jeg at jeg ikke deltager i fysisk, men blot bliver flittig omtalt.
- Mor har synligt taget til sig, at jeg skældte højlydt udover at jeg altid blev afbrudt i telefonsamtaler og når jeg talte, fordi andres opkald eller andres samtaler var vigtigere. Jeg tror jeg fik sagt noget i retning af at “mit liv er også vigtigt” inden jeg drejede op på hælen og gik. Hun har flere gange ladet telefonen ringe, når vi taler sammen.
Det er nu blevet Fredag aften, klokken er 21.58 og jeg har stadig ikke fået tømt mit hoved for rod. Jeg har gjort rent i min søsters nye lejlighed i 4 timer i dag. Jeg kan godt forstå at hun ikke kan overskue det, ikke at kunne overskue ting er noget jeg kender alt for godt til – men hvis man starter med at holde orden, hjælper det en del på det.
Min søster er et rodehoved af dimentioner. Lejligheden er stadig ikke færdig renoveret men det hjælper hvis man fjerner pap, plastik og emballage. Hvis man støvsuger, hvis man feks. tørrer skabene af og sætter tøj og ting derind, hvis man starter med ét rum og bevæger sig frem.
Jeg fik tørret hele køkkenet af i dag. Jeg fik tørret skabene af i soveværelset og sat alle hendes ting ind i skabet, jeg fik sat ben på sengen og sat den op, rullet rullemadrassen ud, så den kan ligge og blive “foldet ud”. Jeg fik støvsuget over alt og vasket gulvet i stuen, køkkenet, soveværelset og badeværelset. Og båret så meget affald ud og væk, at jeg til sidst havde gummiben af at løbe op og ned af trapperne. Jeg rev alt pappet i små stykker og smed det i papcontaineren, dét i sig selv tager tid. Men i morgen er det hele mere overskueligt for min søster.
Jeg viste også mine små brødres lejlighed frem til et Finsk ægtepar. Huslejen er 12.500 kr pr. mdr. alt inkl. Altså inkl. møbler, wifi, tv, el, vand, varme og jeg er faktisk sikker på at de tager den. Hun var ret imponeret. Og jeg er ret godt til det jeg laver når det kommer til udlejning og til at “create a home away from home” aka Hospitality, på dansk Gæstfrihed.
– problemet er bare at man ikke kan tjene penge på Gæstfrihed.
Jeg er lige blevet drunket i en(dnu) en laaang mail fra ham den crazy ejer i den ejendom hvor jeg er blevet formand for bestyrelsen. Jeg skal så meget ud. Jeg gider ikke sidde og prøve at stable møder på benene for at afhjælpe problemer han finder relevante for så at han vender sig om og pisser på den hånd der forsøger at hjælpe ham. Alle andre hader ham, jeg er meget tæt på. Keep it up you dick and I too will fuck you over.
Jeg savner at have nogen at tale med. Jeg kan ikke ringe til Kunstmaleren, der er jo den ting med gifte mænd, at deres koner altid tror man gerne vil ride deres mænd – jeg ville betale for at slippe for at se Kunstmaleren nøgen men jeg er ret sikker på at hans kone ikke tror på mig.
Jeg hyggede mig med Lotte men jeg kan mærke det er lidt som kviksand at tale med hende.
Jeg har ikke kontakted Norman og han har 7-9-13 heller ikke ringet og beskyldt mig for noget fornylig – og i og med at jeg har blokeret ham, bliver det også lidt svært. Hvilket er dejligt. For jeg orker ikke mere skældud i mit liv.
Jeg tvivler på at jeg nogensinde får en Kolonihave, får noget som er MIT. Det er som om at alt det jeg ønsker, det får jeg konsekvent ikke. Det er som om ordne “God will provide” ikke rigtig gælder for mig.
Jeg syntes Hr. Gud er en epick dick. Han vil mig det hverken godt fremadrettet, han har ikke gjort det godt for mig bagudrettet og den selvcentreret idiot vil end ikke lade mig dø. WTAF.
Hvad har DU på hjertet?