…føles det lidt som når autoriteter misbruger deres magt. Ikke tager dig seriøst. Lyver og udøver magtmisbrug, i deres eget favør.
Min Psykolog på Psykiatrisk Hospital i Skejby, hende jeg kalder Min Nye Behandler, lyver.
Fuldstændig uden at blinke og jeg sidder tilbage med en form for forbløffelse, forundring, vantro, vrede og en enorm portion sorg.
Hendes løgn omhandler mig, rammer mig og får min ærlige stemme, til at virke uærlig eller i hvertfald som en stemme man mååååske ikke liiiiige skal tro 100% på…!! Jeg er SÅ chokeret.
Som jeg fortalte i dette indlæg så var jeg hos min Nye behandler på Psykiatrisk Hospital sidste onsdag, hvor hun, da jeg er på vej ud af døren og giver hende hånden, siger – mens vi giver hånd – at hun vil sende mig en e-boks besked i morgen torsdag eller senest fredag, hvis hun ikke når det torsdag, med hvad resultatet af det temamøde hun skal have med sin leder dagen efter (torsdag) bliver. Først herefter ved jeg om jeg skal til samtale hos hende onsdagen efter, altså i går onsdag d. 3. Juli.
Men jeg får ingen besked torsdag, eller fredag eller overhoved. Tirsdag morgen får jeg så smserne om at jeg skal komme om onsdagen (se forrige indlæg) og senere tirsadg får jeg så besked om at aftalen er aflyst.
Samtidig skal jeg udfylde et langt visitationsskema til CSM + sende information om hvad min medicin hedder + sende informationen videre, som vi jo alle gik ud fra jeg fik af min psykolog på psykiatrisk hospital, til CSM. Men da jeg ikke har modtaget nogen information fra min psykolog (aka min nye behandler) kan jeg jo ikke sende noget videre, så det skriver jeg til CSM.
Og så får jeg denne email tilbage…… fra CSM
Det er simpelthen SÅ UKORREKT at min nye behandler og jeg har en sikkerhedsplan!!! Hun lyver lodret!!! Vi taler så godt som ALDRIG om selvmord, eller mine massive selvmordstanker. Jeg nævner dem aldrig faktisk. Vi taler heller ikke om Gården, eller min Gudfar eller om mine drømme, om hvor meget jeg græder og hvor meget jeg føler mig alene, misforstået osv. Det eneste, nærmest det eneste vi taler om, er mit forhold til min familie og mennesker generelt.
Jeg siger ikke at det ikke er vigtigt, men det er ikke det vigtigste (for mig) og det gør at jeg føler mig mere og mere alene for hver gang jeg tager derude fra. Det er som om jeg dør lidt mere for hver gang, fordi jeg føler jeg mister min stemme, min “vigtighed” i universet, min plads i livet og min ret til at være patient på Psykiatrisk Hospital, når jeg alligevel ikke bidrager af den behandling de mener er bedst for mig (men som de aldrig har spurgt mig om) og dermed tager jeg pladsen for en anden person, hvis liv måske ville blive radikaliseret af at være i behandling.
Jeg er skræmmende klar over og opmærksom på, at hvis jeg stopper hos min Nye Behandler, så får jeg ikke tilbudt mere behandling på Psykiatrisk Hospital. Så skriver de i mit journal at jeg er færdig behandlet og at jeg har valgt at forlade psykiatrien af egen fri vilje/valg. Dét vil være et stempel der vil følge mig resten af livet, at JEG selv valgte at gå.
Dernæst, så vil det være champange og kaviar på mine forældres og families mølle, hvis jeg stoppede derude og specielt hvis jeg stopper som følge af konflikter. Hvis du tror at mødet med de 4 stikkende damer og rammebrudet var champange på deres mølle omkring hvor fucked det offentlige og psykiatrien er, så bare vent til hvis jeg stopper….
Dernæst, så har jeg INTET andet alternativ for at få hjælp, udover psykiatrien. Intet. Der er INTET sikkerhedsnet for mig, den dag jeg går. Jeg vil så 100% ikke have nogen at tale med hver uge, lige nu har jeg trods alt 45 minutter pr. uge hos min Nye Behandler (that is, når hun ikke aflyser…) men når jeg går, så er jeg 100% alene og der kommer ikke nogen og spørge til hvordan jeg har det og hvordan jeg klare mig osv. Det er bare mig og mig alene. Indtil den da jeg ikke kan mere….
Min søsters veninde der er psykolog, foreslog at jeg fandt en psykiater eller psykolog som tog klienter ind privat, det lød som en dejlig tanke, men så stoppede den også dér. Tanken altså. Jeg har ikke penge til at købe mig til privat behandling. Ikke mere. Det kunne jeg gøre dengang jeg havde gården at tage lån i. Det har jeg ikke mere.
Jeg frygter at jeg ender med at give slip på livet – ikke forstået på den måde at jeg ønsker at leve livet, men der er øjeblikke hvor jeg tænker at “…når Ella og jeg får en kolonihave……” “……. skal jeg male kolonihaven pink eller rød?”…… “skal jeg kører konfirmationskørsel i Fiatten i 2020?” Der er små små glimt af noget jeg kan lukke øjene over og drømme videre – og tro mig, mine drømme kan være store og farverige og vidstrækte, men de er også altid bare drømme….. men hvis jeg dør, så ved jeg 100% at de forbliver drømme og aldrig bliver til andet.
Men så er der dage som i weekenden, hvor kolonihave, Ella, gnister af håb og alt muligt andet, er så langt væk, at jeg ender med at bruge weekenden på at ligge i fosterstilling i min seng, uden sengetøj (!!) på hverken dyne, hovedpude eller madrass, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue at tage det op af vasketøjskurven, hvor det ligger og er helt rent, klar til at blive lagt på (eller strøget og så lagt på…)
Jeg har helt officielt, med min dårlige økonomi und alles, brugt 4 x 89 kr på pizza hos pizzamanden. FULDSTÆNDIG hul i hoved, men jeg var så sulten til sidst, at det var et spørgsmål om at gå knurre sulten i seng, eller løfte mine blyben ud i bylivet og hente en pizza – faktisk er jeg så træt og ødelagt, at jeg i går aftes (onsdag) tog birkenstocks på fødderne og en jakke udover min mormor natkjole (!!!!) og gik – ja du læste rigtigt – GIK I NETTO!!! Jeg havde end ikke trusser inden under min natkjole og mit hår lignede hvad det var: Hår der lige var stået op……
Det ER altså første gang jeg har gået ud offentligt i natkjole! Mens jeg gik, tænkte jeg på, om jeg om 40 år, var hende den små-tossede dame alle snakkede om, med plyshjemmesko, natkjole og håndbajer som sad med 0 tænder i munden på Clemens Bro og bag de mørke solbriller drømmer om det liv hun aldrig fik? Og med hånden på hjertet, uanset hvor sjovt det lyder, så vil jeg ikke være hende den skøre når jeg bliver gammel. Jeg er allerede skør og jeg vil aller helst ikke blive gammel, hvis det er sådan her livet skal være.
Gad vide om årsdagen for at jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling (17. Juli) også bliver årsdagen hvor jeg stopper helt i psykiatrien? Måske det bliver dagen hvor jeg dør?
Jeg har tænkt på, hvor langt jeg skal SUPPE ud i havet, før jeg bliver træt – jeg tænker desværre ret langt, for inderst inde er jeg virkelig virkelig stærk, det ved jeg af erfaring – men måske hvis jeg supper VIRKELIG langt ud, at jeg så ender med at blive træt og drunken, hvis jeg tager min buoyancy vest af og bare lader mig selv synke ned i vandet?
– men vil det så skade firmaet som jeg supper hos? De er bare iværksættere og jeg ønsker ikke, virkelig ikke, at ødelægge deres firma. Tværtimod.
OMFG hvorfor findes der ikke aktiv dødshjælp til folk som har haft dødsønsker hele deres liv? Det er jo for fanden ikke sjovt at gå rundt og have det sådan her eller at være mig…… giv mig nu for christ sake fred!
Og appropo fred, Mor ringede lige. I morgen vil min søster besøge hendes arbejde, hvorfra hun har barsel. De er ved at gå på sommerferie og min søster vil vise babyen frem inden.
Det er ca. en times kørsel, måske en time og et kvarter. Min Mor ringer for at fortælle at hun kører med derned, så min søster ikke skal kører alene og at Ella derfor er alene hjemme. Ikke én eneste gang spørger min Mor om jeg vil med – om jeg har lyst til at kører turen med dem, og så hygge med min Mor alene mens min søster er inde på hendes arbejde….
Jeg er lykkelig over at min søster er blevet Mor. Det er hendes største ønske og nu har hun fået det opfyldt. Og jeg under hende det så meget. Men det giver bestemt ikke mere plads til mig og mine sorger og problemer.
I sidste uge spurgte Mor om jeg havde planer for Fredag. Jeg sagde som sandt var at jeg skulle ind til CSM, min søster sad ved siden af og ammede, da jeg fortalte det. Ikke én eneste af dem har spurgt hvordan det gik, eller om jeg kom afsted, eller hvad de sagde. Ikke én.
Den eneste der ringer til mig og spørger til hvordan jeg har det; er Kunstmaleren. Men jeg har ikke rigtig lyst til at mødes med ham, for sidst forsøgte han både at kysse mig, mens han pressede mig op af sin bil med en hånd på hver side af mit hoved (nøjagtig som min Gudfar plejede at gøre) og han gramsede mig på numsen. Jeg orker det ikke. Jeg orker det virkelig ikke!!
Findes der for fanden ikke bare ét normalt fungerende menneske, som ikke forventer sex, som ikke lyver, som ikke ignorer, som ikke glemmer mig – findes der ikke bare ét eneste menneske som kan lide mig??
Jeg har sådan et latterligt billede hængende i min mikro gang, jeg købte det for at minde mig selv om gode dage, om at der ER mennesker der måske ikke elsker mig, men så i det mindste smiler lidt pga. mig.
Jeg hiver fandeme snart lortet ned og tramper på det!!!
Åndssvage ordsprog!!!
Hvad har DU på hjertet?