Jeg er så ultra ultra stresset inden i, at jeg faktisk er i tvivl om hvorvidt det er stress eller begyndende sindssyge eller noget unavngivet.
Jeg kan ikke fokusere på noge, mentalt, hele min dag i dag er gået med nul og niks. Jeg føler det som om jeg kurer ned af en bjergside mens jeg ferbrilsk forsøger at gribe fat i noget, jeg kan ligefrem se mærkerne på klippevæggen fra mine negle, men hver gang jeg trækker vejret ned i maven, er det som om der ingen bund er. Det suger i min mave og jeg har den største lyst til at kaste op.
Siden lørdag har jeg haft så dårlig mave, at hver gang jeg tisser, så vælter det ud af mig. Jeg kan ligefrem mærke på mine bukser at jeg har tabt mig. Jeg burde være lykkelig, for efter at ha rundet 89 kg, ville minus 20 kg bestemt pynte. Men jeg er ikke lykkelig, far from.
I dag talte jeg med Balimanden, han mente at min mail til Fede Dorit var den der havde trigget det hele, fordi jeg startede mailen med at fortælle hende hvad jeg ikke kan lide ved hende, eller kunne – for skulle jeg gøre det om i dag ville opremsningen fylde betragtelig mere end 3 linjer på et A-4 papir.
Han mente ikke at Fede Dorit kunne håndtere mailen og at hun kun bed mærke i de 3 første linjer og ikke i resten, hvor jeg roste hende fordi den første del var sådan jeg følte for hende FØR jeg læste hendes speciale og FØR jeg googlede hende og fandt ud af at hun ikke havde trukket sin uddannelse i en automat 3 dage før hun blev min psykolog.
Og at hun på baggrund af det, blev uprofessionel og valgte at gå efter “benene på mig” som hævn. Fordi hun er uprofessionel.
Men han tog fejl, for mailen kom ikke først, det gjorde vores session hvor jeg fortalte hende om at jeg havde googlede hende og læst hendes speciale, da hun blev mega vred over dét, skrev jeg en mail til hende hvor i jeg genfortalte hvad jeg havde fortalt i vores session og hvori jeg viste hende hvad jeg havde google hende på.
Jeg er ikke et godt menneske, langt fra. Jeg forsøger at være et godt menneske men det lykkes langt fra altid. Men én ting ved jeg med 100% sikkerhed og det er at i uanset hvilket erhver jeg har været i, så er jeg altid 100% professionel. Det kan jeg være fordi jeg har valgt ikke at arbejde med jobs der påvirker min psyke, for den er ikke stærk (mere, det var den FØR feks. da jeg boede i Spanien) men nærmere som et blødkogt æg man sidder og piller.
Men det er okay, for jeg er ikke uddannet psykolog, jeg har ikke valgt at arbejde på en afdeling med personlighedsforstyrrede mennesker der sættes i kasser selv hvis de “blot” er traumatiseret og egentlig har brug for omsorg og forståelse til at tale om deres traumer og forstå at de ikke er mere forkerte end andre og at skammen ligger hos krænkeren og ikke hos dem selv.
Men alt det forstår Fede Dorit og hendes psykologiske girlgang ikke. Og derfor er vi her.
Hvad er endnu mere syret er, at ledelsen heller ikke forstår hvordan man håndtere handlinger som mine, på trods af at alle dem derude burde være gearet til og klædt på til at kunne håndtere at blive googlet.
Jeg har tit tænkt på, at hvis det at google kan sætte alt dette her igang og kan få ens terapi aflyst i 111 dage i streg, hvad sker der så hvis man vent er ude foran hovedindgangen på at ens behandler får fri? Hvis man sender ens behandler blomster og flirter med hende? Hvis man ringer til hende via omstillingen? Eller privat? Jeg mener, hvilket level af shitstorm er jeg havnet på? Jeg tænker level 8-10 stykker men hvor høj er skalaen egentlig? Der må jo stadig være plads til dem der virkelig fucker med deres behandler men kan det seriøst blive værre end det her?
Er det mig der mangler fantasi?
Jeg tænker virkelig meget på Norman i de her dage, jeg savner savner savner vores samtaler selv om det er over et år siden vi har talt (pænt) sammen.
Jeg tænker også virkelig meget på min psykiater-lærling. Det har jeg ellers ikke gjort længe, men jeg tænker at det er pga. brevet fra Styrelsen for Patientklager og de papir jeg skulle udfylde og sende retur, hvilket jeg gjorde i dag.
Jeg fatter ikke vi er her men jeg nægter samtidig også at bakke, for det er ikke mig der har lavet en fejl (or so I keep telling myself) Jeg tænkte på i dag, at hvis min psykiater-lærling bare havde ringet tilbage dengang, så havde vi kunnet undgå denne del.
Men så tænker jeg også på, at hun jo stadig ville havde lavet brud på tavshedspligten, for hun ville jo stadig havde fortalt psykoedukationspsykologen omkring min jobsøgning og hun, psykoedukationspsykologen ville stadig havde brugt det imod mig – hvilket jeg stadig finder total horribelt – men i det mindste ville jeg vide hvorfor.
Og det er ofte dét der er mit største problem. Jeg forstår ikke folks handlinger, som ofte når det kommer til mig, er dyppet i smerte, skadeforvoldelse, svigt og uærligehed.
Det gode ved det her er, så frem der er gode sider, at jeg ikke er bange for at blive dømt for noget på fredag. Meget muligt jeg har skrevet en email der kan misforståes og som lyder vred, meget muligt at jeg har googlede Fede Dorit, meget muligt at jeg har søgt et opslået job i en virksomhed hvor min tidligere behandlers mand er medejer, alt det er korrekt – men det er også korrekt at jeg er klientpatient på psykiatrisk hospital og de er ansat af det offentlige til at hjælpe mennesker med psykiske problemer og udfordringer og de burde dels kunne håndtere sådanne situationer uden at de tilspidser og de burde helt klart kunne stå model til det.
Jeg har ikke svinet nogen til verbalt, feks. har jeg aldrig kaldt Fede Dorit for Fede Dorit eller råbt BØØØØHH til hende indtil hun løber grædende hjem til vestjylland eller fortalt Indianerlægen at hun enten har ekstremt dårlige genetik eller også burde hun være stoppet med at ryge i 60’erne for hvis hun får flere rynker så begynder hun nok snart at få svamp i alle fugerne i hendes ansigt, jeg har heller ikke fortalt psykoedukationspsykologen om alle de gange jeg har heppet på at hun ville styrte på hendes cykel og slå sig af helvede til og at hendes røv er lige så flad som min søsters i Schwitz og går i ét med hendes ryg og at hun har begyndende pukkel – jeg har ikke sagt sådanne ting. Jeg ville ØNSKE jeg havde men det har jeg ikke – så helt barberet ind til benet, så har de intet på mig. Intet.
Jeg har intet ulovligt eller forkert gjort, måske i deres øjne, i deres uskrevne reglmappe, men nu er det heldigvis ikke deres uskrevne regelmappe der gælder her i livet og som samfundet dømmer efter.
Jeg ved jeg synker, jeg ved I’m going down, ikke pga. de ting jeg har gjort men pga. de omstændigheder der er i mit liv og har været i mit liv og som på magisk vis ikke blev bedre eller mindre ved at gøre nøjagtig som de sagde jeg skulle på psykiatrisk hospital. Men det er okay, jeg ved at vi alle skal dø, nogle før andre og dét er også okay. Foreskellen er blot at jeg ikke er bange for at dø og at jeg med glæde trækker dem alle med mig ned når jeg ikke rejser mig mere.
Ikke forstået på den måde at jeg vil myrde dem, det ville kræve alt for mange fysiske kræfter som jeg ikke har og jeg er virkelig et anti-vold menneske, jo ældre jeg bliver jo mere afstand tager jeg fra afstumpet vold og vold generelt – i går måtte jeg stoppe med at se traileren – ikke serien men bare TRAILEREN til Netflix serien “Good Girls” fordi mit indre ikke kunne kapere at der måske skete dem noget under det supermarked røveri de viser klip fra i TRAILEREN. THAT’S how fucked I am.
Men jeg har lovet mig selv – og alle som kommer efter mig på psykiatrisk hospital som også googler deres behandler, at jeg vil gå
HELE. VEJEN. FOR. AT. FÅ. RET. I. AT. DE. HAR. HÅNDTERET. ALT. DET. HER. 100%. FORKERT.
Og de skal komme til at lægge navn til. Hver og en.
—
I fredags, som egentlig var en god dag da det var dagen hvor jeg fik brev fra advokaten og det gjorde mig virkelig oprigtig glad, at tænke på at hun var klar til at tage tæv for mig.
Men i fredags var også dagen hvor min nabo her i min hadelejlighed, som har en hund der er opkaldt efter den total hotte tidligere Amerikanske diplomat i Danmark, Ruffus Grifford, begravede hendes mor.
Vi mødtes i haven, hvor Ella legede med Ruffus. Normalt er det mig der går med solbriller hele døgnet rundt men på denne dag kom hun ud i haven med solbriller på, og fortalte om hvordan hun havde siddet alene i kirken, på en kirkebænk, mens alle hendes 5 søskende havde siddet på andre kirkebænke, men med deres mand og børn.
Hendes mand er 15 år ældre end hende og han har været virkelig syg og er syg, jeg kan se han går dårligt og jeg kan se at han har det skidt. Pga. Corona kommer han hele tiden i isolation og hun må ikke besøge ham. Jeg ved ikke helt præcist hvad det er han fejler, men han har bla. infektion i spiserøret eller er det luftrøret. De har ikke kunnet få børn, selv om de har været sammen siden hun var i starten af tyverne pga. at hun har eller har haft en eller anden sygdom.
Pga. Corona og smittefare tog hendes mand ikke med til begravelsen og da de heller ingen børn har, sad hun helt alene på kirkebænken. Dette fortæller hun mig mens hun står i haven med solbriller på, jeg begynder næsten at græde bare ved fortællingen. Hun siger at hun kørte lige efter kirken, og kom til at kører lige efter hendes mors rustvogn, som skulle kører hende til kremering. Hun sagde at hun følte at hun ligesom fulgte hende på vej en sidste gang.
Og så sagde hun noget som virkelig ramte mig, hårdt. Hun sagde: “Deirdre-Ann, hvis jeg kan give dig ét råd her i livet, så er det at du skal gå ud og få 5 børn nu. Du skal gå ud og finde dig en mand, og få dig en masse børn, så du ikke kommer til at sidde alene på kirkebænken en dag, mens alle de andre har hinanden“
Og så begyndte jeg også at græde. For dét er min store store sorg, at mit liv er blevet som det er blevet. Jeg er ikke bitter på It manden, men jeg er meget uforstående overfor hvorfor jeg igennem 5 år ikke kunne få ham overbevist om at familie og børn, ægteskab og hus var vigtige elementer i vores begges liv og da jeg endelig giver op og går, så vælger han den første og eneste kvinde fra Tinder der skriver til ham, og på 5 år har de fået 2 børn sammen, købt et hus, flyttet til en ø, blevet forlovet og blevet gift. Sammen har de et fælles liv, med ups and downs men stadig et liv. Sammen.
Det kommer jeg aldrig til at få. Min menstraution varede én dag sidste måned. Jeg kamp sveder hele tiden. Men værst af alt er, at mit eget personlige liv er i så massiv kaos at jeg simpelthen ikke kan forsvare at sætte et barn i verden, med mig som mor. Hvis barnet overlever i min mave og kommer ud fysisk ok, så er der stadig ca. 100% chance for at jeg med min mentale ustabilitet, vil skade mit eget barns mentalitet og dét er ikke fair. For et uskyldigt barn der end ikke har bedt om at blive født.
Lørdag var jeg fuldstændig til rotterne, og jeg “kom til” at kører hjem til mine forældre, hvor min far som det første kommenteret på min vægt. Og så begyndte jeg at græde – og endte med at fortælle min Mor (og Far hvis han lyttede fra pejsestuen ved siden af hvor han hurtigt fortrak til) om mødet på fredag, om min nye psykiater og hendes mærkelige opførelse.
Jeg græd og græd og græd. Da jeg kørte hjem, fulgte mor mig ud til bilen og lagde hånden i vindueskarmen på mit nedrullet vindue og sagde: “Der er ikke den ting jeg ikke vil give til mine børn, men der er én ting jeg ikke kan give dig og det er et barn. Men du skal vide at jeg gerne vil hjælpe dig med at få opfyldt det ønske og jeg vil gerne investere tiden i det“
Og det er dét mine forældre kan. De kan købe sig til det som det koster at blive kunstig befrugtet når man er over 42 år og ikke længere kan få hjælp til at få børn via det offentlige. De kan hjælpe mig til en størrere lejlighed, en bedre bil, vuggestueplads, barnevogne, udstyr osv. Alt hvad penge kan købe, kan de fixe.
Men alt det jeg ønsker mig, kan ikke købes for penge.
Jeg ønsker mig kærlighed, tid, anerkendelse og et rask sind. Uden dét skal jeg ikke være Mor og da jeg netop har slukket sidste knap på tavlen til at få et rask sind, da jeg sendte sms’en til min nye psykiater, er tavlen over mit liv og håbet om et sundt sind, definitivt mørklagt.
Jeg skal blot have afsluttet denne sag hos Styrelsen for Patientklager, den ene halvdel på fredag og forhåbentlig også snart den anden halvdel. Når det er ordnet, er det tid til at rejse hjem til min elskede elskede og meget savnet Mormor og Michelle. Jeg tænker inden årsskiftet.
Hvad har DU på hjertet?